Bygningsståbi - Bevar mig vel. Vejledning om bygningsbevaring, pleje og istandsættelse. Bilag til lokalplan nr. 77 for Rudkøbing bymidte

Transkript

1 Bygningsståbi - Bevar mig vel Vejledning om bygningsbevaring, pleje og istandsættelse Bilag til lokalplan nr. 77 for Rudkøbing bymidte April 2009

2 Indhold Forord...3 Rudkøbing - en gammel købstad...4 Stilarter i Rudkøbing...5 Bindingsværkshuset...10 Det grundmurede hus...12 Soklen og fundamentet...14 Facademuren...16 Taget...18 Skorstenspiben...20 Tagvinduer og kviste...21 Vinduer...24 Døre, Porte og trapper...26 Udhuse og tilbygninger...28 Butiksfacader og skiltning...30 Hvordan gribes en byggesag an?...32 Ordliste...33 Bøger og links...34 Kolofon Bygningsståbi - Bevar mig vel. Vejledning om bygningsbevaring, pleje- og istandsættelse. Vejledningen er udarbejdet i samarbejde mellem Langeland kommune og COWI as, marts 2009 Forsidefoto: Gåsetorvet i Rudkøbing Henvendelse vedrørende publikationen kan rettes til funktionsleder Finn Granhøj, afdelingen for Infrastruktur, Langeland kommune, Fredensvej 1, 5900 Rudkøbing. Du kan også ringe til Finn Granhøj på telefon eller maile figr@langelandkommune.dk

3 FORORD Som bilag til bevarende lokalplan nr. 77 for Rudkøbing bymidte har kommunalbestyrelsen ladet udarbejde to vejledninger. Den ene handler om bygningernes farver og farveafsætningen på husene i Rudkøbing bymidte. Den anden handler om bevaring og pleje af bygningerne i Rudkøbing bymidte. Den sidste, som er dette hæfte, indeholder gode råd og vink med hensyn til pleje og vedligeholdelse af husets forskellige udvendige bygningsdele fra kælder til kvist eller fra sokkel til skorstenspibe. Gode råd kan imidlertid ikke stå alene. Ligesom alt muligt andet, skifter også bygninger stil, alt efter hvad der rører sig i samtiden. Til forskellige tider har man valgt forskellige konstruktioner, materialer og byggemåder. Derfor indeholder Bygningsståbi en udover de gode råd tillige en kortfattet stilhistorie, der redegør for bygningernes stilarter. Ståbi en indeholder endvidere særlige afsnit om bymidtens to hustyper, bindingsværkshuset og det grundmurede hus, men også butiksfacader og skilte har fået deres særskilte behandling. Endelig redegøres for, hvordan en byggesag gribes an, ligesom de mest almindelige fagudtryk er medtaget og søgt forklaret. Bygningsståbi en prætenderer ikke at give en udtømmende vejledning. Men kan den medvirke til at skærpe opmærksomheden på den gode og nænsomme behandling af det bevaringsværdige hus er meget nået. I mange til - fælde vil det være nødvendigt at indhente konkrete og mere uddybende råd andre steder: Hos fagmanden, arkitekten eller håndværkeren eller hos de professionelle institutioner og foreninger, som arbejder for at højne bygningskulturen i Danmark. Mere viden kan man altid bruge. Bagerst i vejledningen er der anført titler og adresser på littera tur og links, hvorfra det er muligt at hente yderligere information. Kort over Rudkøbing, Resens atlas, slutningen af 1600-tallet. 3

4 Rudkøbing en gammel købstad Købstaden Rudkøbing er næsten 800 år gammel. Byen blev grundlagt i første halvdel af middelalderen og fik købstadsrettigheder i Rudkøbing ligger centralt og strategisk i forhold til sit handelsopland og de oversøiske trafikveje, hvor der på Langelands lækyst mod vest var gode naturlige muligheder for landing og havnebyggeri. Byens eksistensgrundlag var udveksling og handel med varer, som blev transporteret ad søvejen. Rudkøbings byplan er typisk for de gamle købstæder, hvor landevejene søger ind til byens torv, hvorfra brogaden forbinder torvet med skibsbroen nede ved ladepladsen. Gadestrukturen er et vigtigt element i byens kulturhistorie. Men det er bebyggelsen, der giver byen rum og volumen. Bybilledet er funderet på bygningernes vertikale dimension og afhængig af bygningernes konstruktioner, materialer og farver. Bevaring af de historiske huse og deres løbende vedligeholdelse er helt afgørende for vores velbefindende, når vi færdes i byen. Selvom Rudkøbing kan skrive sin historie helt tilbage til middelalderen, er der, bortset fra kirken, hvis ældste dele stammer fra 1100-tallet, ingen huse i byen, der er ældre end 250 år. Kirken har, siden den blev bygget, været genstand for mange ombygninger. Det smukke renæssancetårn er opført i Uden konkurrence fremstår tårnet som Rukøbingss vartegn, hvor det hæver sig over byens tage med de fire svungne gavle og det ottekantet kobberbelagte spir i tagkrydset. Fra renæssancetårnet springer vi godt 100 år frem til de næstældste bygninger, de store barokke bindingsværksgårde i Østergade og Nørregade fra slutningen af 1700-årene og begyndelsen af 1800-årene. De næste 100 års byggerier var domineret af klassicismen. I løbet af 1800-årene omsattes mange af de gamle bindingsværkshuse i Rudkøbing til grundmur, ligesom de mange nybyggerier fra denne tid var murede huse. I slutningen af 1800-årene og begyndelsen af 1900-årerne skiftede bygningsstilen igen, denne gang til det mere romantiske og skønne. Man har kaldt byggestilen for historicisme, fordi man søgte sine forbilleder i det historiske byggeri, herregårdsbyggeriet, det ældre nordiske og det eksotiske byggeri, jugend og skønvirke. Omkring 1. Verdenskrig søgte man at fremme en mere praktisk orienteret byggestil, Bedre Byggeskik, som afløstes af nyklassicisme og funktionalisme i mellemkrigsårene. Alle ovennævnte stilarter er repræsenteret i Rudkøbing bymidte og beliggende indenfor grænserne af lokalplan nr. 77. Panoramafoto af Rudkøbing 4

5 Stilarter i Rudkøbing Barok Barok er en stilart, som var dominerende i perioden ca I Danmark blev byggestilen dog anvendt indtil slutningen af 1700-årene. Barokken er kendetegnet ved symmetri kombineret med en flertydig rumopbygning og en lettere opulent formgivning. Ofte er barokkens bygninger forsynet med et mansardtag og en bred frontkvist i facaden. Barokken er legesyg og dynamisk i sit udtryk. Der anvendes ofte store vinduer og kraftigt betonede gesimser. Fremspringende og tilbageliggende bygningsdele giver et rigt spil mellem lys og skygge. Der findes enkelte eksempler på barokbyggeri i Rudkøbing, opført i både bindingsværk og grundmur. Bygningerne står solidt på jorden på en høj, tjæret sokkel, der får huset til at fremstå markant i gadebilledet. De store tagflader og evt. en frontkvist giver huset et robust og pompøst udseende. Østergade 24: Den Bayske gård fra Bindingsværksbygning med mansardtag, frontkvist og høj sort sokkel. Nørregade 21: Den gamle Borgmestergård fra Grundmuret hus med markant og svær bygningskrop, forsynet med frontkvist og valmede tage. 5

6 Klassicisme Klassicismen er karakteristisk for bygninger opført i 1800-årene. Efter den franske revolution skulle der være orden i tingene. De første klassicistiske huse blev bygget i København i slutningen af 1700-årene. Herfra bredte stilen sig til købstæderne i provinsen, som krydrede stilen med forskellige egnssærpræg. Klassicismen var inspireret af byggeskikken i det antikke Grækenland, med dens enkle, værdige og til tider monumentale udtryk. Samtidig blev der, i modsætning til barokken, lagt vægt på husenes funktionalitet og en klar rumopfattelse. Klassicismen, henvendte sig i begyndelsen mest til større byggerier, fyrstehuse og repræsentativt byggeri. Senere slog byggestilen bredt igennem. Klassicismen var på grund af sin simple modulære opbygning med vindue-pille-vindue også velegnet til det mere profane byggeri. Vinduestakten mindede på mange måder om tidligere tiders bindingsværksfag. I Rudkøbing ses mange fine eksempler på bygninger med klare klassicistiske træk. Fra elegante store huse som Apotekergården, over etagehusene i Ørstedsgade til arbejderboligerne på Nørrebro. Det klassicistiske hus er kendetegnet ved en fast fagrytme, store vinduer, pudsede murflader med vandrette gesimsbånd der markerer etageadskillelsen. Ofte er facaden præget af et tyngdemæssigt hierarki imellem etagerne ved hjælp af vinduesstørrelser og udsmykning. Stueetagen fremstår ofte tungere ved brug af kvadring og en grovere pudsstruktur end de øvrige etager, som fremstår med glatte murflader og derved får et lettere udtryk. Ofte markeres husets midterparti med en frontkvist, en midtrisalit eller som i Ørstedgade 16 med en græsk tempelfront. Det klassicistiske hus går op, del og helhed hænger sammen. Ørstedgade 16: Huset er opført i Symmetrisk disponeret facade omkring den store græske tempelgavl, forsynet med kanelerede pilastre, der skal illudere søjler. Brogade 15: Apotekergården fra Elegant klassicistisk hus med fi ne og spinkle indfatninger og gesimser. Bemærk den lille tagrytter med klokken. Nørrebro 52: Lille 3-fagshus i én etage, opført i 1880 med en gennemgående sålbænk, der fremstår som et gesimsbånd, med kvadrepuds forneden og glat puds foroven. 6

7 Østergade 36-38: Opført i 1914 i gammel dansk herregårdsstil. Det store rødmurede hus er forsynet med to dominerende gavlpartier med karnapkviste og dekorative buede stik, der angiver etageadskillelsen. Havnegade 34: Opført i Huset refererer med sin tunge bygningskrop, det knækkede tag, de vandrette refendfuger og kvistens rundbuede afslutning med indlagt dekoration til 1700-tallets barok. Ahlefeldtsgade 26: Opført som loge i Hovedhuset fremstår som et elegant hus i rødt og hvidt med inspiration fra Firenze. De store rundbuede vinduer, de kvaderpudsede hjørner, den lave taghældning og det store udhæng afslører forbindelsen. Havnegade 22 Rosenborg. Huset er som Havnegade 34 opført i 1917, men i en helt anden byggestil. Huset fremstår med sine svungne gavle og rige dekorative indfatninger som et hollandsk renæssancehus. Historicisme og nationalromantik Historicisme er en samlet betegnelse for den fremherskende byggestil i Danmark fra ca I perioden kom mange af de historiske stilarter i spil igen, bl.a. barok og renæssance som nytolkedes og i nogen tilfælde kombineredes med klassicisme. Det resulterede i mange forskellige typer stiltræk, hvor husene ofte var udstyret med megen pynt og dekoration. Nogle af stiltrækkene er lette at genkende, f.eks. nyrenæssancens store tagudhæng med inspiration fra Italien og svungne gavle efter hollandske forbilleder. Andre fremstår som rene stilblandinger med referencer til forskellige forbilleder. En særlig afart af historicismen er det nationalromantiske byggeri, som vandt indpas efter århundredeskiftet. Bygninger i nationalromantisk stil fremstår som oftest i blank mur, opført i røde tegl. Der kan være tale om referencer til herrgårdsbyggeriet fra 1500-årene, men også til gamle nordiske byggetraditioner med indsat bindingsværk. Den nationalromantiske periode skal ses som en reaktion mod de udenlandske stilefterligninger fra Italien, Holland og Schweiz. Man ville tilbage til den velkendte nationale arv, det gode håndværk og det praktiske og stemningsbetonede byggeri. 7

8 Bedre byggeskik Bedre Byggeskik kan ses som en fortsættelse af nationalromantikkens interesse for det gode håndværk. Bedre Byggeskik var imidlertid lige så meget en bevægelse som en stilart. Den var udtryk for et ønske om at demokratisere det enkle og fornuftige hus. Bevægelsen blev startet som landsforening på bygmesterskolen i Holbæk i 1915 med det erklærede formål, at udbrede kendskabet til kvalitet, gode materialer og godt håndværk. Landsforeningen eksisterede helt frem til 1965, hvor den blev nedlagt. Det typiske Bedre Byggeskik hus er den fritliggende, enkle og rummelige villa. Huset, som har et sluttet barokagtigt volumen, står på en høj sokkel og rummer foruden stueetagen en udnyttet tagetage under det halvvalmede tag. Planen er som regel kvadratisk med en korsformet rumopdeling. Der er ikke mange Bedre Byggeskiks huse indenfor den bevarende lokalplan nr. 77 s område. Men de findes. Går man imidlertid en tak længere ud til Rolighedsvej, så er der rigtigt mange. Strandgade 13A: Opført i Der er tale om et af de få Bedre Byggeskik huse i Rudkøbing bymidte. Huset har en kvadratisk grundplan med fi re fag på hver side. Taget er halvvalmet, hvilket giver en god udnyttelse af tagetagen. 8

9 Nyklassicisme og funktionalisme Nyklassicismen er den sidste af de såkaldte historiske stilarter. Den gjorde sig gældende i perioden ca Ligesom Bedre Byggeskik lægger nyklassicismen vægt på den enkle bygningsudformning, dog i en mere saglig og ufolkelig udgave. Som i klassicismen fandt man inspiration til proportioneringen af husene i den græske antik. Målet var dog ikke at skabe antikke huse, men tidssvarende huse med antikkens skønhed og monumentalitet. Nyklassicismen havde ingen lang levetid i Danmark. Anderledes var det i Tyskland, hvor den blev nationalsocialismens foretrukne byggestil. lave store vinduesflader og store udkragede altaner, hvor det funktionelt var passende. Det gav mulighed for en ny og utvungen boligindretning. I Danmark blev murstenen dog stadig foretrukket frem for betonen. Husene blev imidlertid pudset og malet hvide, så de lignede betonhuse. Hvis de ikke blev pudsede valgte man gule tegl frem for røde, så den lyse signalvirkning fortsat var tilstede. Det æstetiske udganspunkt var kunstretningen kubismen, og husene blev betragtet som en komposition af geometriske former sammensat i overensstemmelse med de funktionelle hensyn. Funktionalismen, skiller sig væsentligt ud fra de foregående stilarter, men refererer dog i en vis udstrækning til nyklassicismen. Udviklingen af den armerede betonkonstruktion gav helt nye muligheder. Man kunne nu Nørrebro 22: Opført i 1938 kombinerer på eksemplarisk vis nyklassicisme og funktionalisme. Til gadesiden fremstår huset i gule tegl med klare nyklassicistiske stiltræk som f.eks. det monumentale og lidt stive indgangsparti. Til gårdsiden er det funktionalistiske stiludtryk fremherskende. Her er den gule tegl hvidpudset og facaden er forsynet med udkragede altaner og hjørnevinduer. Brogade 7: Opført i En enkel og smuk hvidpudset facade uden dekorationer af nogen art. Facaden fremstår lagdelt ved hjælp af etagernes vinduesbånd. Et typisk funktionalistisk stiltræk. Den symmetriske opbygning sammen med det fremhævede midterparti henviser imidlertid også til nyklassicismen. 9

10 Bindingsværkshuset Principtegning af bindingsværkshus. Efter Landhuset, Gyldendal 1975 En gammel byggeskik Bindingsværk er en af de ældst bevarede byggemetoder i Danmark. Det ses anvendt helt tilbage i middelalderen og blev benyttet helt frem til slutningen af 1800 årene og begyndelsen af 1900 årene - altid med et udtryk, der har været tilpasset de forskellige tiders fremherskende udtryk og stilarter. Bindingsværkshuset er konstrueret ved hjælp af et sammenbundet skelet af tømmer, bestående af spær og vægstolper, der rejses fag på fag. Bindingsværksfagene sammenholdes på langs af en tagrem og en tilsvarende fodrem. Vægfelterne underdeles ved hjælp af vandrette løsholter, og hele konstruktionen afstives med skråbånd. Tavlerne eller mellemrummene mellem facadens stolper og løsholter er fyldt ud med ler klinet på fletværk eller med murede felter. Opmuring begyndte man først med i løbet af 1700-årene. Der benyttedes enten soltørrede lersten eller stærkere brændte teglsten. Tavlerne er ikke bærende, men virker afstivende på konstruktionen. De murede tavler er mere holdbare end de lerklinede, som let bliver skadet af regn og fugt. Den pudsede lerklining eller det pudsede murværk kalkes efterfølgende. Undertiden overkalkes både tavler og træværk, hvilket var almindeligt på Sjælland. På Fyn og i Jylland kalkes kun tavlerne, hvorimod træværket behandles med trætjære. Facaden får herved forskellige farver, idet tavlerne enten fremstår hvide som kalkfarven eller der tilsættes farvepigmenter i kalken, så tavlerne fremstår med forskellige kulører, okker, gule og røde, som de mest almindelige. Der ses dog også bindingsværksbygninger med blankt murværk i tavlerne, hvor kun stolper og træværk er blevet farvet med trætjære. 10

11 I en gammel bindingsværksbygning med lerklinede tavler er det vigtigt at forsøge at bevare disse, selvom de er mere skrøbelig end de murede. Det kan dog være vanskeligt at genskabe overfladens karakter, som de lerklinede tavler har fået igennem mange år. I Rudkøbing ses mange fine eksempler på bindingsværksbyggeri både i form af store købmandsgårde og mere ydmyge arbejderboliger. Flere steder kan man i mellemrummene mellem husene skimte en bindingsværksgavl, der vidner om, at huset muligvis er væsentlig ældre, end det lade ane ved sin fremtræden mod gaden. Det kan have gennemgået en modernisering i 1800-årene, hvor gadefacaden er blevet omsat til grundmur, og hvor der ved samme lejlighed kan være isat nye og større vinduer. Løbende vedligeholdelse Bindingsværkshuse kræver en del løbende vedligeholdelse. Men som man kan se i gadebilledet, kan de holde i mange år, hvis der bliver passet godt på huset. Det vigtigste vedligeholdelsesprincip er forebyggelse. Det er vigtigt at have in mente, at en lille skade kan udvikle sig til en stor skade, hvis den ikke udbedres, eller hvis den udbedres på en fejlagtig måde. Præstegården på Østergade 2, opført i 1760, står som en værdig repræsentant for det solide og velpassede bindingsværkshus. Fugtighed i stolper og rem er den væsentligste årsag til skader i bindingsværket. Fugt kan trænge ind i træet via revner eller gennem manglende fuger. Fugt kan også skyldes utætheder i tag eller tagrender. Da fugten fremmer både råd og svamp, er det vigtigt at forebygge. Hvis der observeres tegn på utilsigtet fugt, bør man finde årsagen og få skaden udbedret, inden problemet vokser sig større. En dyb revne i træet på et udsat sted kan lede regnvand langt ind i træet og føre til skjulte rådlommer, som man ikke umiddelbart bemærker på overfladen. Tilsvarende kan en stolpe, der virker porøs på overfladen sagtens have en sund kerne. Derfor vil det være fornuftigt at gennemføre en grundig analyse af bindingsværkets tilstand, hvor træets fugtighed og hårdhed måles og afprøves. Det er altid en god ide at kontakte en sagkyndig, ingeniør eller arkitekt, i forbindelse med en sådan analyse. For at forebygge eventuelle skader skal man være opmærksom på tætning af revner i muren samt tætning og rensning af tagrender og nedløb. Bindingsværksbygninger fra begyndelsen af 1800-årene, Nørregade

12 Det grundmurede hus Principtegning af grundmuret hus. Efter Landhuset, Gyldendal 1975 Blank mur Blank mur er murværk, som fremstår ubehandlet i teglstenenes naturlige farve og struktur. Selvom en bygning er opført i blank mur, kan der ofte være pudsede facadebånd, gesimser eller sokkel. Blank mur er den type murværk, som kræver mindst vedligeholdelse og som samtidig patineres smukt. Hvis man pudser eller vandskurer en blank mur, forsvinder ofte detaljer og udsmykning, som giver disse huse karakter. Der er derfor god grund til at bevare murværket blankt. De huse, der er opført i blank mur i Rudkøbing bymidte er som regel bygget i slutningen af 1800-årene eller i begyndelsen af 1900-åprene. Der skal holdes øje med evt. revner, der kan skyldes dårlige sten eller problemer med fundamentet. Oftest kan revner udbedres ved reparation af fugerne, men i nogle tilfælde skal en sten eller flere udskiftes. Hvis sten skal skiftes er det vigtigt at vælge sten af samme størrelse og farve som den oprindelige. Det kan evt. være en ide at anvende genbrugssten, hvor man måske kan finde en af tilsvarende type og farve. Når fuger i muren udbedres er det vigtigt at bruge en mørtel, der tillader fugt fra husets rum at passere. Ikke alle moderne mørteltyper tilfredsstiller dette krav. Overfladebehandlet murværk Mange ældre huse har overfladebehandlet murværket for at give huset en bestemt farve eller en ensartet struktur. De mest almindelige metoder, der har været benyttet er vandskuring eller pudsning. Vandskuring er et tyndt mørtellag, hvorigennem, man kan skimte murværkets struktur. Pudsning dækker hele murfladen. 12

13 Når der skal repareres på sådanne overflader er det vigtigt at bruge materialer, der svarer til de originale. Det vil bl.a. sige, at der skal bruges ren kalkmørtel uden cement. Kalkmørtelen er mere elastisk og vil bedre kunne arbejde sammen med et gammelt hus. Desuden tillader kalkmørtelen, at fugt kan passere indefra og ud. Hvis overfladen efterfølgende skal kalkes, er det ekstra vigtigt, at der ikke er cement i mørtelen, da kalken ikke binder ordentligt på cement. Kalkning udføres bedst forår og efterår, når vejret er tåget og diset. Disse måder at behandle murværket på, kræver en vedvarende vedligeholdelse. Det er altid en god ide at tage en fagmand med på råd for at sikre, at man bruger de rette materialer. I Rudkøbing er huse med overfladebehandlet murværk i overtal. De fremstår ofte i klassicistisk stil, hvor der ses sirligt udsmykkede vinduesindfatninger, gesimser og sokler. Disse detaljer har stor betydning for det enkelte husene og for gadebillet som helhed. Bevoksning på murfladen øger risikoen for skader og besværliggør vedligeholdelsen. Hvis man alligevel vælger at bevare en klatreplante, så er det især vigtigt at sørge for at beskære den omkring vinduer og før den når gesimsen. På den måde kan de følsomme steder i murværket skånes. Ahlefeldtsgade 30, 28 og 26 fra henholdsvis 1900, 1902 og Nr. 30 er vandskuret nr. 28 er pudset og nr. 26 fremstår i blank mur. 13

14 Soklen og fundamentet Huset skal rejses på et godt fundament Fundamentet er den del af bygningen, der skal sikre, at huset står stabilt på jorden. Fundamentet skal endvidere medvirke til at forhindre, at fugt fra jorden trænger op i huset og ødelægger konstruktion og indeklima. Manglende vedligeholdelse af sokkel og fundament kan forårsage store og omkostningskrævende skader. Skader i fundamentet kan vise sig som revner og sætninger i muren, og ved at vinduer eller døre begynder at gå stramt eller som skæve gulve. Disse forhold kan dog også skyldes råd eller svind i husets trækonstruktion. At sætte en lille håndfuld våd gips hen over revnen er en måde at kontrollere om nye revner i murværket skyldes sætninger. Hvis revnen efter et års tid ikke har spredt sig til gipsen, er den harmløs, og kan afhjælpes med fugning eller puds. Hvis man er i tvivl om fundamentets tilstand, er det altid en god ide at få en fagmand til at vurdere, hvordan man på den mest hensigtsmæssige måde kan udbedre og forebygge eventuelle skader. Soklen er ofte udformet med en skrå overkant, der skal lede vandet væk fra mur og fundament. Normalt tjæres eller males soklen sort, men altid i en afvigende farve i forhold til selve murfacaden, fx grå eller rødbrun. Soklen er husets base, og de mørke farver giver visuelt huset et solidt og tungt underlag. I Rudkøbing bymidte ses både sokler af marksten, såvel kløvede som rå, og murede sokler. Nogle sokler er pudsede og malet, andre er tjæret. Flere steder i bymidten ses sokler, der varierer med op til en meter i højden på samme bygning på grund af højdeforskelle i terrænet. I ældre huse er der normalt tre typer af fundamenter: stenfundamenter, slyngværker og pælefundering. De tre typer er blevet brugt forskelligt alt efter jordens bæreevne. I de to sidstnævnte bruges en trækonstruktion, hvor stolper eller pæle stødes ned til fast grund, hvorover fundament og sokkel opmures i natursten eller teglsten. Alle tre fundamentstyper kan holde i mange år. Skader på fundamenter skyldes oftere ændringer på grund af nutidige forhold end fundamentets alder. Sådanne nutidige forhold kan være vibrationer og bevægelser i jorden på grund af øget trafik eller ændringer i grundvandshøjden. Fundamentet skal give et stabilt grundlag at bygge huset på, og størrelsen og dybden er afhængig af husets størrelse og af jordbundsforholdene. Et almindeligt nutidigt fundament støbes på stedet i beton ned til frostfri dybde, hvilket normalt svarer til ca. 90 cm.. Sokkeltyper I ældre huse ses imidlertid varierende sokkeltyper. Nogle steder er der benyttet natursten, rå eller tilhuggede, andre steder er soklen muret op i teglsten og eventuelt pudset. Tegningen viser et eksempel, hvor overkanten på soklen er skråt affaset og belægningen på terrænet udenfor huset skråner udad, hvorved regnvandet ledes væk fra mur og fundament. 14

15 Nørrebro 57, opført i Soklen er udført af tilhugne natursten med optrukne fuger. Ramsherred 87, opført i En sprutpudset og gråmalet sokkel. Den grove puds tjener til at give soklen visuel tyngde. Rue Stræde 2D, opført i En høj sorttjæret sokkel opført af ukløvede marksten. 15

16 Facademuren Nørrebro 57. Opført i Eksempel på mørteltrukket gesims. Jens Winthers Vej 10. Opført i Muret gesims, med en kombination af en tandsnitsgesims og specielfremstillede formsten. Facadeelementer og dekor ation Ældre husfacader er ofte opdelt og eventuelt dekoreret på måder, der har afsæt i et oprindeligt praktisk forhold, der samtidig giver udtryk for stilart, social og økonomisk status. Sådanne facadeelementer er med til at give huset karakter. Placering og størrelse af elementerne er afhængig af husets indretning, bygningsdele, vinduernes placering m.m. Det er vigtigt at bevare disse elementer. De har betydning for både huset og for gadebilledet. Facadeelementerne medvirker til at skabe et arkitektonisk og socialt hierarki i gadebilledet. I en større 3-etagers byejendom er der ofte forskel på den arkitektoniske betoning af stueetagen, 1. og 2. sal. Hvor facadeelementer og udsmykning fremhæver 1. sals boligen på bekostning af især stueetagen, men også 2. sals boligen. Gesims Gesimsen er et vandret fremspringende facadeelement, som skal lede vandet væk fra muren. Samtidig kan gesimsen markere husets forskellige overgange, som etageadskillelser og overgangen mellem facademur og tag. Der ses mange eksempler på udformningen af gesimser i Rudkøbing, men grundlæggende er der tale om to typer: Den murede gesims og den trukne gesims. Begge typer ses ved både huse i blank mur, overfladebehandlet mur og ved bindingsværk. Den murede gesims er opført af mursten, som både kan stå blanke eller pudsede. Profilerne kan f.eks. skabes enten ved at stenen drejes diagonalt i forhold til muren, eller at stenene forskydes skiftevis frem eller tilbage, den såkaldte spar-en-kop-gesims I nogle tilfælde benyttes formtegl, som er specialfremstillet i relative frie former. Den trukne gesims kan være meget forskelligt udformet. Den trukne gesims laves ved at trække et udskåret profilbræt hen over mørtelpudsen. Sålbænk Sålbænken er det fremspringende støbte eller murede parti under husets vinduer, som med en hældning udad leder regnvandet fra vinduerne bort fra muren nedenunder. Sålbænken er en udsat del af bygningen. Hvis der er revner, hvor vandet kan samle sig, kan det medføre, at fugten trænger ind i muren og gør skade på konstruktionen. Det er derfor vigtigt, at eventuelle revner, så snart de observeres enten lukkes eller i værste fald, at sålbænken udskiftes. 16

17 Gåsetorvet 6. Opført i Fremhævet vinduesfelt med profi ltrukket indramning, fremhævet dekoration og en profi leret bjælkefordakning over vinduet. Ramsherred 70. Opført i Vinduesindramning med dekoreret murblænding og vandrette gennemgående bånd, der fl ugter med sålbænk og overkant vindue. Det er ikke alle huse, der har markante sålbænke. Sålbænken kan helt enkelt bestå af en zink- eller kobberplade. Andre gang ses kun en lille hældning i vindueshullets bundfals, som hindrer vandet i at samles og trænge ind under vinduet. Generelt bør man bevare sålbænke i den originale udformning, herved fastholdes overensstemmelsen med husets øvrige udsmykning og stil. Udsmykning Udover ovennævnte facadeelementer er mange af Rudkøbings bygninger forsynet med hjørnemarkeringer, fordakninger, dekorative felter og medaljoner. Ahlefeldtsgade 26. Opført i Smukt profi leret rundbuestik i blank mur. Ørstedsgade 22. Opført i1898. Hjørnemarkering med kvaderliséner imellem to gesimsbånd. 17

18 Taget Tagets form Taget har en vigtig funktion som husets afsluttende skærm op ad til mod vejr og vind. Taget er imidlertid også af stor betydning for bygningens udseende, først og fremmest på grund af dets størrelse og synlighed, udformning og beklædning. Tidligere stod de fleste tage med store ubrudte flader uden lysindtag. Det bagvedliggende loft benyttedes kun til opbevaring, som tørreloft eller flugtvej, men ikke til beboelse. Kun på større bygninger med en frontkvist, kunne der være et enkelt eller to værelser oppe på loftet. På mange ældre tage ses en opskalkning mellem tag og mur. Opskalkningen er det lille svaj forneden på tagfladen, som leder vandet væk fra facademuren nedenunder. Opskalkningen udføres ved at sømme et kileskåret træstykke, en skalk, ovenpå spærfoden, så taget lægges i en fladere vinkel. Når der lægges nyt tag, er det vigtigt at være opmærksom på at bevare den originale opskalkning, som udover at opfylde en funktion også er med til at give taget et mere elegant udseende. I Rudkøbing er tagene almindeligvis sadeltage med en hældning på ca grader, men der er også enkelte eksempler på mansardtage. Ved husets gavl er der typisk 3 måder at forme taget på. Der er heltag, hvor gavlen mures helt op til kip, halvvalmet, og helvalmet tag. I Rudkøbing ses eksempler på alle 3 typer. De gængse tagdækningsmaterialer er tegl og skifer. Tegl er det mest anvendte materiale til tagdækning på husene i Rudkøbing bymidte, men skifer ses også flere steder. Foto af opskalket tag 18

19 Tegl Tegl har været kendt i Danmark siden 1100-årene. Det er en tagbeklædning, som er både smuk, holdbar og modstandsdygtigt overfor ild, vind og vejr. I dag er der mange forskellige typer tagsten på markedet, som kan svinge i kvalitet. Indtil 1500-årene var der kun to typer af tagsten, bæverhaler og munke-nonner. Omkring 1550 kom vingeteglstenen til landet og har været den alt dominerende tagbeklædning indtil forrige århundrede. Senere har man udviklet den såkaldte falsteglsten, som findes i mange varianter. Almindeligvis, må det siges, at til ældre bygninger bør man bruge vingeteglsten, da den bedre kan tilpasses husets skævheder end falsteglsten. Der ikke nødvendigvis nogen økonomisk forskel på de to typer. De forskellige tegltyper har også indvirkning på bygningens helhedsudtryk, så også her, er det en god ide at tage en fagmand med på råd. Den sikre løsning er at vælge samme type tegl, som huset er født med. Et tegltag kræver en begrænset vedligeholdelse, men der bør altid holdes øje med eventuelle knækkede eller løse sten, som skal skiftes. Det er vigtigt for at undgå nedfaldne tagsten under en storm, eller slagregn og sne som trænger ind på loftet. Skifer Skifer er en natursten, der har været anvendt som tagmateriale siden midten af 1800-årene. Skifertaget giver mulighed for en lavere taghældning end tegltage. På den måde bliver taget mindre iøjnefaldende. Skifer er senere blevet brugt til mange andre formål end tage, blandt andet til murafdækninger, sålbænke under vinduer og inde i huset f.eks. til gulvfliser. Skifertage er ikke voldsomt vedligeholdelseskrævende, men som med tegltagene skal der holdes øje med knækkede sten. Specielt på de mest udsatte steder omkring tagryggen og langs gavlene. Det er vigtigt at bemærke, at skifer egner sig bedst til rette tagflader og mindre godt til et opskalket tag. Skifer, der benyttes til tage, skal være af den bedste kvalitet for at undgå skader og for at opnå en god holdbarhed. Det er en god ide at bruge naturlig skifer og ikke kunstskifer, som er billigere, men som ikke holder lige så længe. Reparationer i et gammelt skifertag med kunstskifersten er heller ikke hensigtsmæssig, da nye kunstskifre vil fremstå i en anden farve end det eksisterende tag. Ahlefeldtsgade 18 og 16. Opført i 1897 og Taget er beklædt med henholdsvis skifer og vingetegl. 19

20 Skorstenspiben Røgafk ast og æstetik En typisk dansk skorstenspibe fra før 1950 er karakteriseret ved at sidde midt over tagryggen, samt at den ved teglog skifertage har en muret inddækning. Skorstenspiben består af en bred sokkel, et slankt skaft og en afsluttende udkraget gesims. Eventuel udsmykning eller andre særlige karakteristika er oftest egns- og aldersbestemt. Overfladen på skorstenene er som regel udformet og behandlet på samme måde som husets facademur. Ved renovering af gamle skorstene er det en god ide at få isat et isoleret foringsrør i skorstenshullet, som kan være med til at forhindre, at der opstår løbesod. Skortenspiber, som er i brug, bør omfuges hvert år. Fugningen forvitrer både på grund af brug, og fordi skorstenspiben er udsat i forhold til vejr og vind. Da man kun kan komme til at omfuge ydersiden af skorstenspiben, kan det undertiden være aktuelt med en total ommuring, da det er på indersiden, fugerne er mest udsatte. Ved rekonstruktion af skorstenspiben bør man kigge på gamle fotos og billeder, for at få en ide om, hvordan den originale pibe har set ud. Sådanne fotos kan man muligvis finde ved at kontakte det lokalhistoriske arkiv eller museum. Det mest hensigtsmæssige for en gammel bygnings udtryk og udseende vil være at bevare de originale skorstenspiber eller at rekonstruere disse. Ildsteder har været en nødvendighed i gamle huse for madlavning og for opvarmning af bygningen. Men skorstenen er foruden at være en funktionel bygningsdel også et æstetisk anliggende, der spiller en vigtig rolle for bygningen helhedsudtryk. Skorstenen er den del af huset, der på afgørende måde understøtter den lodrette dimension, men skorstenspiben er samtidig med til at fortælle om husets indretning. Antallet af skorstene på et hus har også været udtryk for social status, idet det fortalte om antallet af rum og husholdningens størrelse. Nørregade 15. Opført i Hvidkalket klassisk udformet skorstenspibe. Spørgsmål og hjælp omkring vedligeholdelse og genetablering af skorstene, kan man altid få ved henvendelse til en skorstensfejer, murer eller en arkitekt. Gåsetorvet 5. Opført i Hvidkalket skorstenspibe, som er overdækket med en stenplade og forsynet med sidestillet røghul. 20

21 tagvinduer og kviste Tagvinduer På mange ældre huse benyttedes små støbejernstagvinduer til at give lys til loftet. Disse er stadig bevaret mange steder i Rudkøbing bymidte. Der fremstilles i dag tagvinduer, der minder meget om disse ældre typer. Ved omlægning af taget eller en nyindretning af tagetagen, bør man seriøst overveje muligheden for at bruge sådanne, så det nye tag fortsat er i god overensstemmelse med huset. Store tagvinduer, såkaldte ovenlysvinduer, er ofte en billigere løsning end kviste, men ikke altid den mest hensigtsmæssige, hverken æstetisk eller funktionelt. Det må dog vurderes i forhold til den enkelte bygning. Et ovenlysvindue rejser sig ikke op fra taget, men lægger sig i tagfladen som en åbning, hvor det visuelt kan virke som huller i taget. Hvis der er behov for mere end ét lille tagvindue, skal de ikke placeres for tæt ved hinanden. Generelt er det en dårlig ide at placere tagvinduer for tæt på gavlen, da det kan ødelægge husets visuelle balance. Det er vigtigt ved tegltage altid at vælge en størrelse, der går op med bredden af teglstenen. Ahlefeldtsgade 24. Opført i Til venstre ses et gammelt tagvindue og til højre et nyt ovenlysvindue. 21

22 Kviste Siden 1880erne har det været moderne at indrette loftet til beboelse. Fra denne tid begyndte man at opføre kviste, når der skulle skaffes lys til loftet. Kviste har den store fordel frem for ovenlysvinduer, at lysindtaget finder sted gennem lodrette vinduer, som man kan stå oprejst foran. Ved ibrugtagning af et gammelt loft og etablering af nye kviste er det vigtigt at tage højde for proportioneringen. Store kviste på et lille byhus vil trykke huset og ødelægge et ellers harmonisk proportioneret hus. Det er en god ide at underordne kvisten tagkonstruktionen og holde størrelsen inden for spærfagets bredde. Det er endvidere en god regel at bruge farver og materialer, som allerede bruges andre steder på bygningen. Kvistvinduet bør som hovedregel være behandlet på samme måde som husets øvrige vinduer. Kvisten er for stor og skævt placeret på tagfl aden. Huset er i ubalance. Farvevalget har stor betydning for kvistens fremtræden på bygningen. Kviste, hvis udvendige sider er beklædt med træ, bør behandles med en dækkende maling. Hvis flunkerne ikke er lavet af træ, men er beklædt med for eksempel zink, hvilket er meget almindeligt, er der ingen grund til at behandle disse. Zinken er ikke følsom over for vejr og vind på samme måde som træ og vil efterhånden få en fin mat grå patina. Kvisten er af passende størrelse og centreret på tagfl aden. Huset er i balance. Hvis en tagetage skal indrettes til beboelse, bør man kontakte en arkitekt, der vil kunne hjælpe med at finde de helt rigtige løsninger i forbindelse med valg af kviste eller tagvinduer og ved placeringen af disse. Nørregade 12A. Små kviste på en stor tagfl ade, placeret jævnt fordelt på fl aden. Strandgade 6. Opført i Bygning med original frontkvist. 22

23 Pultkvist Taskekvist Front- /gavlkvist Saddeltagskvist Kvist med buet tag Kvistens elementer 23

24 Vinduer Gamle og nye vinduer Tidligere var det at lave vinduer et håndværk, hvor det i dag som så meget andet bliver industrielt fremstillet. Derfor er der meget stor forskel på gamle vinduer og på dem, der er på markedet i dag. Det at tilpasse vinduer til et bestemt hus var tidligere almindelig praksis. Variationen af ældre vinduer er derfor ofte mere mangfoldig, end tilfældet er i dag. Total udskiftning af gamle originale vinduer sker ofte uden videre overvejelse. Specielt i 1970erne under energikrisen, blev der foretaget mange udskiftninger af gamle vinduer til nye termovinduer uden tanke for husets udseende i øvrigt. I dag har mange forstået, at de oprindelige vinduer med poster og sprosser havde en æstetisk kvalitet. Desværre er mange af de nye sprossede termovinduer udført med alt for kraftige dimensioner, så den oprindelige lethed og elegance ved de gamle vinduer fortabes. For huse, der har gennemgået en sådan vinduesudskiftning, er der dog stadig håb, men det kræver tid og hjælp fra fagfolk at finde de helt rigtige vinduer. Hvis der er tale om småsprossede vinduer skal man dog holde sig fra termoruder og i stedet vælge koblede rammer eller for- satsrammer, som isolerer lige så godt. Termoruder egner sig til vinduer med store glaspartier, hvorimod sprossede termoruder er dårligt isolerende. En arkitekt kan også hjælpe med til at tegne vinduer tilpasset husets materialer og form. I Rudkøbing bymidte er der stadig mange ældre huse, der har bevaret de oprindelige vinduer. Det skal man som husejer sætte pris på. Ofte er kvaliteten af træet i de gamle vinduer væsentlig bedre end det træ, som vinduesproducenterne har til rådighed idag. Desuden har de gamle vinduer en karakter og patina, som ikke kan efterlignes. Enkelte steder ses også gammelt vinduesglas, som har en helt speciel og ujævn overflade med små bobler i, som giver et andet udtryk og lys end moderne glatstrøgne ruder. Ved vedligeholdelse af gamle vinduer, er det en god ide at benytte sig af en fagmand, da der er mange detaljer, som der skal tages højde for. Først og fremmest bør man hvert år gennemgå vinduerne for at tjekke, at der ikke er revner i kittet, at malingen ikke skaller af, og at der ikke er spor af rust omkring de gamle beslag. Hvis der konstateres råd i en del af vinduet, kan det som regel lade sig gøre at få det repareret af en dygtig snedker eller tømrer, uden at hele vinduet skal skiftes. a: Hjørnebåndshængsel b: Hjørnebånd c: Lodpost d: Sprosse e: Kitfals f: Tværpost g: Ramme h: Karm 24

25 Østergade 24, Den Bayske gård Opført i Et godt eksempel på et velbevaret gammelt vindue. Ørstedsgade 9. Opført i Eksempel på et nyt termovindue i plastik, der forsøger at ligne et gammelt vindue. Bemærk at vinduet er bundhængt og indadgående. Torammet vindue ca. år 1700 Klassicistisk vindue ca. år 1800 Dannebrogsvindue ca. år

26 Døre, porte og tr apper Døre og porte Døre og porte har altid været udført med særlig omhu. Det er igennem disse man træder ind i huset ude fra gaden, fra det offentlige rum ind i den private sfære. Døren er på mange måder husets visitkort. Snedkeren har tidligere ved udformningen af indgangsdøre haft god mulighed for at udfolde sig med dekorativt udformede detaljer og fyldninger. Ofte præger lokale skikke dørenes udseende. Ud fra profilerne og udformningen af gamle døre er det muligt at bestemme, hvilken periode døren er fra og dermed få et lille indblik i husets historie. Derfor er det blandt andet vigtigt at bevare indgangsdøre nænsomt og respektfuldt, så historien og husets helhed bevares. Gamle døre består som regel af flere dele. Fyldningsdøren består af en profileret ramme med indsatte fyldninger. I nogle tilfælde er fyldningerne erstattet med små vinduer, som giver en smule lys til entreen. Revledøre og porte er udført af lodrette planker, der er sammenføjet med not og fjer og holdt sammen af revler og skråbånd. De er ofte forsynet med fint udformede jernbeslag og låse, som det er værd at bevare. På revledøre kan der opstå revner imellem plankerne på grund af udtørring eller defekte samlinger. Små skader kan repareres med udlusning. Ved større skader kan det være nødvendigt at skille døren ad og udbedre skaden og derefter banke døren sammen igen. På fyldningsdøre eller porte gælder det også, at man ved større skader kan være nødt til at skille døren ad. En af de mere typiske skader på fyldningsdøre er revnede fyldninger på grund af indtørring eller slid og rådskader på den nederste del af rammen. Yderdøre og porte er udsatte for vejr og vind og almindelig vedligeholdelse med linoliemaling er vigtig. Desuden kan det være nødvendigt at udskifte eventuelle trævandnæser. Til nye vandnæser kan med fordel benyttes egetræ, som har en god holdbarhed. Hvis en dør eller port er i så dårlig stand, at den skal skiftes, bør den nye dør eller port laves som en rekonstruktion af den gamle og de gamle materialer og farver bør fortsat benyttes. Efter Bevar Skagens huse, Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen Kommune

27 Tr apper Indgangstrappen løfter husets stueetage over gadens smuds og skaber en vis distance i markeringen af overgangen mellem ude og inde. Det gør trappen til et særdeles vigtigt element i bygningen, både funktionelt og mentalt. Det er forskelligt, hvor meget der er gjort ud af trappen på de forskellige typer huse. Ved mange huse er det ganske få granitsten, der udgør et par trin. Disse kan på siderne være bemalet i samme farve som husets sokkel. Sådanne ydmyge trapper er ofte helt i tråd med den pågældende bygnings form iøvrigt. Andre steder er den simple trappe tilføjet et enkelt svunget smedejernsgelænder. På større bygninger med kælder, hvor trappen kræver en vis højde, gøres der mere ud af indgangspariet. Her benyttes ofte en toløbstrappe, hvor der også skabes en lille repos foran indgangsdøren. Skader på trapper skyldes oftest trappens fundament eller vandindtrængning. Man skal være opmærksom på, at fugerne imellem stenene er i god stand, og at der ikke opstår revner i overgangen, mellem trappe og mur. Ethvert, sted på trappen, hvor der kan komme til at stå vand, eller vand kan trænge ind, skal udbedres. Trappen er en udsat bygningsdel, og hvis der først er et sted, hvor vandet kan komme ind, kan der hurtigt udvikles omfattende skader. Ørstedsgade 15. Opført i Fyldningsdør med ovenlys. Høj stentrappe med svunget smedejernsgelænder. Smedejernsgelænderet har sine svage steder omkring samlinger og steder, hvor gelænderet møder trappen og muren. Det er her, der er størst risiko for, at der opstår rust. Det kan forhindres ved at vedligeholde gelænderet jævnligt med overfladebehandling. Saltning af trappen bør undgås, da det tærer på jernet og kan trænge ind i trappen og give saltudslag (udblomstring), som hindrer mørtel og kalk i at binde på underlaget. Nørregade 14. Granitstenstrappe med enkelt smedejernsgelænder. Fint udsmykket dør med ovenlys. 27

28 Udhuse og tilbygninger Udhuse I gamle dage, var ikke alle funktioner placeret i hovedhuset. I stedet havde man udhuse, som lå bagved. Udhusene blev eksempelvis benyttet til hønsehold, latrin, vaskehus, lagerbygning og på de større købmandsgårde til hestestald, lade, vognporte, køkken og karlekamre. Baghusene adskiller sig fra forhusene ved at være enklere i form og udtryk og som regel uden udsmykning. Der er ofte benyttet revledøre og revleporte og desuden ses mange steder, små rundbuede staldvinduer af støbejern. I dag er mange af disse baghuse revet ned, men heldigvis ikke alle. Det er en god ide at genanvende baghuse og udhuse til for eksempel garage, anneks, værksted eller depot. Genanvendelse til sådanne nye formål vil ofte kræve ændringer i bygningen - men vær opmærksom på at bevare hierarkiet imellem bygningerne. Forhuset er det vigtigste hus, bag- og sidehuse er sekundære. Man skal være meget varsom med at lave ændringer i murhullerne (vindues- og døråbninger) på bevaringsværdige udhuse. I Rudkøbing bymidte ses flere eksempler på baghuse, der via en lille ny mellembygning er sammenbygget med forhuset, for at give mere plads til beboelse. Der ses også eksempler på, at baghuse og udhuse kan indrettes til anneks med eksempelvis børneværelser eller bryggers. Tilbygninger De gamle og bevaringsværdige huse kan i nogle tilfælde være svære at tilpasse nutidige behov for beboelse med hensyn til plads og rumstørrelser. Derfor kan det være nødvendigt for ejeren at udvide med en tilbygning. Udvidelsen skal dog udføres på en yderst hensynsfuld måde, og i overensstemmelse med den oprindelige bygnings form og udtryk. Dette kan gøres ved at lade forsiden af det oprindelige hus ud mod offentlig vej stå uberørt og tilføje en mindre bygningsdel bagved. Bygningen skal ikke nødvendigvis være en fuldkommen efterligning af den eksisterende stil, men dog opføres med respekt for den gamle bygning. Det er vigtigt, at tilbygningen ligesom de gamle udhuse underordner sig forhuset. Derfor bør tilbygningens tagryg ikke opføres højere end tagryggen på den gamle bygning. Som hovedregel må en tilbygning ikke være for markant i udtryk og størrelse. Gammelt udhus syd for Brogade. Baghuse bag Ramsherred, sammenbygget med hovedbygningen og anvendt til beboelse. 28

29 En tilbygning, hvor materialerne er de samme som hovedhusets og hvor husform, vinduesformater og -placering svarer til hovedhusets, forekommer harmonisk. Eksempel på tilbygning, hvor materialer og form ikke har nogen sammenhæng med hovedhuset. Sammenbygningen forekommer uharmonisk. Eksempler på bag- og sidehuse: Sidehus sammenbygget med baghus. Sidehus med ensidigt tagfald. Sidehus med saddeltag. 29

30 Butiksfacader og skiltning I Rudkøbing bymidte er Østergade byens handelsgade, men også gaden med mange bevaringsværdige bygninger. Det er to ting, der mange steder skaber konflikter. Tidligere var det den almindelige holdning blandt butiksindehavere, at jo større skilte og butiksvinduer jo bedre, uden hensyn til bygningens facade som helhed. Det er en holdning, der heldigvis er ved at ændre sig. Mange er i dag overbevist om, at en smukt bevaret facade med en tilsvarende tilpasset skiltning giver et signal om, at butikken fører kvalitetsvarer. Nogle steder er skaden desværre sket. Specielt i 1960erne og 1970 erne blev det almindeligt med brede butiksvinduer og faste baldakiner henover. Det medførte at husets facade blev skåret over på den vandrette led. Huset fremstod ikke længere som et sammenhængende og velproportioneret hele. For at retablere facadens oprindelige helhed er det vigtigt, at de store udstillingsvinduer opdeles i separate partier, adskilt af murpiller. Her kan husets vinduesrytme som fremgår af vinduerne i de øvrige etager, med fordel benyttes som grundlag. Med en sådan facadedisposition genskabes sammenhængen mellem stueetagen og de øvrige etager. Det er vigtigt, at soklen under både murpiller og udstillingsvinduer forbliver gennemgående. Det giver samling på huset. Materialevalget er af stor betydning for helhedsvirkningen. Brug altid de samme materialer som på den øvrige facade. Hvis der findes fotos af den oprindelige facade og dens udsmykning, så brug dem som forlæg. Facadebeklædninger af træ, eternit eller fliser skaber uro i gadebilledet og slører bygningens oprindelige udseende. De oprindelige materialer er som regel også de bedste og mest slidstærke. Skiltning er et kapitel for sig. Her er der meget på spil. På bevaringsværdige bygninger er det en god ide at male skiltet direkte på vinduet, på murfacaden eller opsætte løse bogstaver, der ikke slører bygningsfacaden i øvrigt. Desuden kan mindre og veltilpassede pladeskilte være udmærkede. Skiltningen skal generelt tilpasses facaden i størrelse, farve og proportionering. Udhængsskilte, kan være både hensigtsmæssige og smukke, hvis de er enkle og placeret med omtanke for facaden. Mange og store udhængsskilte kan dog virke forstyrrende i gaderummet. Hvis det er nødvendigt at afskærme udstillingsvinduerne for solen, bør man ikke bruge store faste markiser, men markiser der kan trækkes ud og ind. Markiser bør ikke være i hele facadens længde, men tilpasset, så de har en bredde, der svarer til vinduernes bredde. Østergade 44 Opført i Stueetagens store udstillingsvinduer respekterer facadens rytme og udformning. Udhængsskilte i Østergade. Dominerer ikke huset og kan ses fra lang afstand. 30

31 Østergade 46 og 48. Opført i henholdsvis 1900 og Bygningen til venstre har på udmærket vis fastholdt facadens opdeling og rytme. På bygningen til højre er det kun taget, der afslører lidt om husets oprindelige form. Facaden er gennemhullet af store udstillingsvinduer og en stor, fast markise er lige ved at vælte huset forover. Torvet 11. Opført i Her er isat nye større vinduer i stueetagen, men de forholder sig til vinduesrytmen, og skiltningen dominerer ikke facaden. Det ser pænt ud. Østergade 13. Opført i Her ses effekten af en facadebeklædning, der er helt fremmed for huset. Beklædningen skjuler det bagvedliggende spændende hus, og de store butiksvinduer får de øverste etager til at svæve over jorden 31

32 32

33 Hvordan gribes en byggesag an? God forberedelse og god praksis Når der planlægges ændringer på en bygning, er det vigtigt at tænke sagen igennem i sin helhed. De økonomiske, tekniske og arkitektoniske sider af sagen skal overvejes nøje. Hvis det er en større byggesag, det drejer sig om, er det klogt at kontakte en arkitekt. Det en sådan rådgivning koster, vil ofte vise sig at være tjent ind igen. Før man går i gang skal den lovgivningsmæssige side af sagen undersøges. Hvis bygge- eller planlovgivningen overtrædes, kan man blive påbudt at nedrive det nyopførte. Undersøg også altid hvad der står i gældende kommune- og lokalplaner for det pågældende område og rådfør dig med kommunen, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål til planer og lovgivning. I lokalplan nr. 77 for Rudkøbing bymidte er der for eksempel bestemmelser om, at bevaringsværdige bygninger ikke må nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden tilladelse fra byrådet. Det vil sige, at man indenfor lokalplanområdet skal søge om tilladelse også til mindre bygningsændringer, som normalt ikke kræver kommunens tilladelse. Derfor er det altid vigtigt at holde sig orienteret om indholdet i gældende lokalplaner. Man skal generelt ansøge om byggetilladelse hos kommunen: Hvis man ønsker at udnytte en tidligere tagetage. Hvis man ønsker at opføre en tilbygning. Hvis man ønsker at opføre småbygninger f.eks. garager, udhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger. Ansøgninger om nedrivning af bevaringsværdige bygninger kan man ikke forvente imødekommet. Indendørs ombygninger og ændringer kræver ingen ansøgning. I andre tilfælde, så kontakt Langeland kommune, afdelingen for Infrastruktur og få en snak med en byggesagsbehandler eller planmedarbejder, de vil altid være dig behjælpelig med svar på spørgsmål om byggesager og planlægning. Det væsentligste er imidlertid, at tænke sig godt om, og behandle sit bevaringsværdige hus som en god gammel ven, der fortjener indføling og nænsomhed. Følgende råd kan være gode at iagttage: Foretag minimale indgreb: Bevar og reparer frem for at skifte ud. Benyt langtidsgennemprøvede, traditionelle materialer frem for uprøvede moderne løsninger eller produkter. Forryk ikke den bygningsfysiske balance i konstruktionen med f.eks. for tætte eller for stærke materialer. Foretag grundige undersøgelser, analyser og dokumentationer før indgrebene. Indgrebene skal samlet skabe en arkitektonisk helhed. 33