palæstinaorientering TEMA: De palæstinensiske flygtninge Et kor af stemmer - At gå mod strømmen Nr. 2 Juni 2013

Transkript

1 palæstinaorientering Nr. 2 Juni 2013 TEMA: De palæstinensiske flygtninge Et kor af stemmer - At gå mod strømmen p

2 2 Forside: Ældre palæstinensisk kvinde, som har levet i flygtningelejr siden hun var 9 år. Foto: Dana Loustalot Duncan/Flickr s3 s5 s7 s9 s14 s17 s18 s20 Leder: Flygtningene findes stadig Den største israelske forbrydelse fylder, ganske som den israelske stat selv, 65 år i år. Israel har trods overvældende historisk dokumentation aldrig vedgået at bære et ansvar for den etniske udrensning. Princippet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage bliver hvert år konfirmeret af FNs generalforsamling. Men flygtningene findes stadig. Tema: Når benægtelsen bliver til folkemord Gerningsmændene til den etniske udrensning i 1948 var de zionistiske bosættere, som kom til Palæstina før Anden Verdenskrig. Den zionistiske grådighed efter territorium benægter stadig eksistensen af de nu omkring tolv millioner mennesker, som bor i og nær ved det land hvor de hører til. Tema: Noter om flygtninge Israel har flere gange lagt yderligere smerte til den, de påførte palæstinenserne i 1948: I 1967 måtte mange palæstinensere flygte for anden gang, da Israel erobrede Østjerusalem, Vestbredden og Gaza-striben. I Libanon blev palæstinenserne ofre for massakrer i flygtningelejrene Sabra og Shatila i I Gaza, hvor 80 procent af indbyggerne er flygtninge, har Israel i de senere år holdt befolkningen i et jerngreb, senest i 2008 hvor mere end tusinde mennesker blev slået ihjel og andre tusinder blev såret. Tema, boganmeldelse: Solens port Elias Khourys roman, på arabisk Bab al Shams, vandt den litterære pris The Palestine Prize i Elias Khoury arbejdede i et palæstinensisk forskningscenter i Beirut i 1960 erne og tilbragte derefter mange år med at indsamle fortællinger fra de libanesiske flygtningelejre. Romanen opbygger myter ud fra ophobningen af disse stemmer, men den sætter også spørgsmålstegn ved begreber som heroisme og martyrium og giver dermed plads for en smertelig ærlighed om ydmygelse og nederlag. Dr. Walid Khalidi om den nuværende situation i Mellemøsten i et historisk perspektiv I oktober 2012 holdt Dr. Walid Khalidi, Mellemøstens grand old man blandt historikere, en tale på the Middle East Institute, the Carnegie Endowment for International Peace, i Washington. I artiklen bringes centrale uddrag. Filmanmeldelse: At gå mod strømmen Filmen beretter om israelske Gideon Levys opsøgende journalistik i det besatte Palæstina fra 1986 til i dag. Hans artikler har gjort ham til den måske mest hadede journalist i Israel, og han beskyldes for at være skyld i det globale had mod landet. Kommentar: Flygtningespørgsmålet et studie i erindringsforskydninger Man må helst ikke tale om det palæstinensiske flygtningespørgsmål og slet ikke om dets primære årsag og de logiske løsninger. Alle verdens flygtninge og deres familier har ret til at vende hjem til de steder, de kommer fra, står der i FN s flygtningekonvention fra Dette bør også gælde for palæstinensere. Den både historiske og aktuelle logik tilsiger, at Israel burde sige velkommen tilbage til disse udsatte medborgere. Google den store fredsprocesødelægger? I april ændrede Google teksten på palestine.ps fra de palæstinensiske territorier til slet og ret Palæstina. Google har henvist til optagelsen af Palæstina i UNESCO i Ændringen faldt selvfølgelig, per refleks, den israelske regering voldsomt for brystet. Palæstina Orientering udgives af foreningen Palæstina Orientering, Mjølnersvej 1E, 1, 3000 Helsingør. Ansvarshavende redaktør: Ole Olsen Redaktion i øvrigt: Lars Ploug, Gitte M. Rasmussen, Henning Kosack, Else Christensen, Jan Mortensen, Dagmar Dinesen, Anne Berit Larsen, Marianne R. Thomsen, Jørgen Nyeng Layout: Henning Kosack Tryk: HFA-Tryk. Bladet udkommer 4 gange årligt. Næste nummer: September Abonnement 2012: Trykt udgave: 150 kr. Elektronisk/Pdf: 75 kr. Merkur bank. Reg.nr Kontonr info@palestinaorientering.dk Tlf

3 Flygtningene findes stadig Om Palæstina-konfliktens aspekter, postulerede kompleksitet og det flygtningespørgsmål, der stadig er brændende, og som må finde sin løsning af praktiske, politiske og moralske grunde I Palæstinaorientering og andet af den lekture, der behandler konflikten mellem palæstinenserne og staten Israel, bruges ofte begreberne Palæstina-spørgsmålet eller Palæstina-konflikten. Begreberne tjener som altfavnende og altbegribende sammenfatninger af det morads af aspekter, der indgår i den offentlige samtale om konflikten mellem Israel og Palæstinenserne. Konflikten kan fremstilles sådan, at der ingen ende er på dens dimensioner eller på de folk, der lever af dens påståede kompleksitet. Medierne er fulde af dovne analyser, der tager udgangspunkt i mærkværdigheder og maleriske tildragelser og forstørrer dem til at være det, det hele handler om. Fx om religionen, der ifølge nogen forklarer alt, hvad der er at forstå om konflikten. For det meste til palæstinensernes ulempe al den stund, at de for flertallets vedkommende er muslimer. Dermed passer de i de racistiske kategorier, der knytter en verdensreligion til fanatisme, irrationalitet og blodtørst. Nogle gange kommer denne kortslutning også Israel til skade. Dette fordi konfliktens udstrækning i tid og rigdom på skrækkelighed, bærer ved til den forståelse, der ser den som båret af gensidigt had og manglende fremkommelighed hos begge parter. Det er let at løbe vild, hvis man på grundlag af mediernes gængse og begivenhedsoptagne fremstillinger vil finde ud af, hvad man skal mene om sagerne. Og det kan være svært at vide, hvad der skal indgå som præmis for moralske konklusioner om, hvem der har ret til hvad, hvem der har ansvaret for, at konflikten stadig har til gode at blive løst osv. Anfægtelser I Palæstinorienterings redaktion og bestyrelse deles vi om at lade os anfægte af den skæbne, som den israelske stat med den vestlige verdens udbredte velsignelse har udleveret palæstinenserne til. Den indignation beror på især to ting: For det første den behandling, som Israel giver de palæstinensere, der lever under israelsk herredømme. I de besatte områder trakterer Israel palæstinenserne med et militærdiktatur, der trods Israels selvforståelse som verdens mest humane besættelsesmagt byder på alt det, som militærdiktaturer i almindelighed tilbyder dem, de underkaster. Tortur, drab, tyveri af ejendom, hyppige massakrer. Dertil kommer behandlingen af de israelske palæstinensere, der ganske vist er statsborgere i Israel, men som på grundlag af deres etnicitet bliver behandlet som anden klasses borgere. Den største israelske forbrydelse fylder, ganske som den israelske stat selv, 65 år i år. I månederne op til og efter erklæringen af den israelske stat i maj 1948, fordrev zionistiske enheder og styrker trekvart million palæstinensere fra den jord, de havde levet af og boet på. Midlerne var etnisk udrensning, altså massakrer, der skræmte den palæstinensiske befolkning af huse, eller tvangsflytning. Palæstinenserne blev fordrevet til hjørner af Palæstina, som det ikke var lykkedes zionisterne at erobre, eller som de valgte at holde sig fra. Bag den grønne linje, dvs. våbenstilstandslinierne fra 1949, fik ca palæstinensere lov til at blive. Det var dem og deres efterkommere, der senere blev andenrangs statsborgere i Israel. I 1967 angreb Israel Syrien, Egypten og Jordan, og skaffede sig dermed kontrol over Østjerusalem, Jordanflodens Vestbred og Golanhøjderne. Ved den lejlighed blev mange palæstinensere fordrevet endnu en gang, og alle blev de fordømt til et liv fyldt med checkpoints og soldater, målrettede likvideringer, hæmningsløst tyveri af den jord, de skulle leve af og et herrefolk af bosættere, der stjæler drikkevandet og putter det i swimmingpools. Udrensningens lange spor Den israelske etniske udrensning af palæstinenserne i 1948 og 1967 har trukket lange spor, helt op til vore dage. Fx er størstedelen af palæstinenserne i det gigantiske fængsel, som Gaza-striben er blevet til, flygtninge fra 1948 eller efterkommere af dem. I den libanesiske borgerkrig, der sluttede for mere 3 3Tema: De palæstinensiske flygtninge Balata flygtningelejren på Vestbredden. Foto: Beatiful Faces of Palestine/Flickr

4 MR. Salman (th), som kom til Egypten i 1948, sammen med sin søn (tv) og sit barnebarn. Foto: Zeinab Mohamed/Flickr Tema: de palæstinensiske flygtninge 4 end femten år siden, blev de palæstinensiske flygtninge ofre endnu en gang, blandt andet for Israel, der havde invaderet Sydlibanon, bombet deres lejre og nikket ja til, at deres falangistiske allierede massemyrdede palæstinensere i flygtningelejrene Sabra og Shatila. I dag er palæstinenserne blandt de hårdest ramte befolkningsgrupper i det syriske blodbad. Selvom princippet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage hvert år bliver konfirmeret af FNs generalforsamling, har det været småt med forsøg på en løsning af flygtningespørgsmålet. Det nærmeste, vi er kommet til en løsning, er vel den for længst havarerede fredsproces, der begyndte med Osloaftalerne i Her blev flygtningespørgsmålet udsat til de såkaldte final status - forhandlinger, som aldrig blev til noget, fordi Israel i årene efter fordoblede antallet af bosættere og dermed eroderede betingelserne for en levedygtig palæstinensisk stat. Bosættelserne var, ligesom flygtningene, vandet og Østjerusalem udskudt til final status - forhandlingerne. Og da det var aftalt, at parterne intet måtte foretage sig, der ensidigt indskrænkede, hvad der var at forhandle om, blev flygtningespørgsmålet aldrig et tema. Israel har - trods overvældende historisk dokumentation - aldrig vedgået at bære et ansvar for den etniske udrensning. Staten har kunnet strække sig til, at der var tale om et rent humanitært spørgsmål, som Israel kun ville hjælpe til med at løse af god vilje. Ikke af ansvar. Uanset at Israel ikke vil stå ved sit ansvar for den etniske udrensning, uanset at verdens magtforhold ikke befordrer en realisering af palæstinensernes ret til at vende tilbage, så findes flygtningene stadig. Spørgsmålet er, om vi vil en verden, hvor stater, der kalder sig demokratiske, uden konsekvens kan berøve mennesker midlerne til livets opretholdelse og tilmed nægte, at det er det, de har gjort. Palæstinaspørgsmålets nøddeskal Dét er Palæstinaspørgsmålet i en af dets nøddeskaller, og det er ikke en rent akademisk nøddeskal. Først og fremmest fordi det at være flygtning ikke bare er et spørgsmål om at leve et andet sted, men om at have tabt det sted, man hører til og ofte også om at have tabt de mennesker, man hører sammen med i familie eller slægt. Det handler om umådelig fattiggørelse, om at leve på eller af andres nåde, og det handler om at være udsat for de fikse ideer, som værtslandets politiske ledere kan få om, hvem der er skyld i nationale ulykker. Kataloget over den fortræd, man kan blive udsat for som flygtning, er tykt, og mange af siderne i det beskriver, hvad Palæstinenserne har været udsat for siden Ovenstående overvejelser beskriver i store træk vort motiv til at gøre flygtningene til tema for dette nummer. Vi har samlet en lille flok artikler, der på forskellig måde beskriver, hvorfor flygtningespørgsmålet er så vigtigt, som det er. Mahmoud Issa, ph.d. i engelsk litteratur og forsker i flygtningespørgsmålet, skriver om flygtningespørgsmålet som Palæstinakonfliktens kerne. Mahmoud, hvis familie flygtede fra landsbyen Lubya i 1948, fremhæver forskellige dimensioner af flygtningespørgsmålet, historisk, politisk og geografisk. Ilan Pappe, en af de israelske historikere, der mest eftertrykkeligt har brudt med den officielle israelske historie om begivenhederne i 1948, skriver om den israelske præsident Shimon Peres, der for nylig gentog løgnen om det tomme land, som miraklet Israel har fundet plads i. Peres historieforfalskning illustrerer, mener Pappe, at Israel vedligeholder farlige forestillinger, der, som historien fra 1948 viser, kan have farlige og folkemorderiske konsekvenser. Marianne Risbjerg Thomsen skriver om bogen Solens Port, der portrætterer den fælles-palæstinensiske erfaring af tab af land og hjem. God læselyst, Redaktionen

5 Når benægtelsen bliver til folkemord Den israelske historiker Ilan Pappe om gabet mellem virkelighedens eksisterende palæstinensere og deres fravær i den zionistiske ideologi om det tomme land: I 1948 løste zionisterne bevidsthedsspaltningen ved at fordrive langt de fleste palæstinensere. Spaltningen findes stadig. Spørgsmålet i dag er, hvad den regionale supermagt Israel i dag vil gøre for at få ideologi og virkelighed til at stemme overens. Af Ilan Pappe Oversat af Lars Ploug og Jørgen Nyeng I et interview den 14. april 2013 på tærsklen til Israels Uafhængighedsdag sagde Israels nuværende præsident, Shimon Peres, til avisen Maariv : Jeg husker, hvordan det hele begyndte. Hele staten Israel er en millimeter af hele Mellemøsten. En statistisk fejl, gold og skuffende jord, sumpe i nord, ørken i syd, to søer den ene død og en overvurderet flod. Ingen naturresource bortset fra malaria. Der var intet her. Og vi har nu det bedste landbrug i verden! Dette er et mirakel: et land bygget af mennesker. Denne fabrikerede fortælling, udtalt af Israels førsteborger og talsmand, belyser, hvor meget den historiske fortælling er en del af den nuværende virkelighed. Præsidentens frækhed sammenfatter virkeligheden på tidspunktet for den 65. fejring af Naqba, den etniske udrensning af det historiske Palæstina. Den forstyrrende kendsgerning 65 år efter er ikke, at det symbolske overhoved for den såkaldte jødiske stat, og for den sags skyld næsten alle i den nyvalgte regering og parlament, tilslutter sig sådanne synspunkter. Den bekymrende og udfordrende virkelighed er den globale immunitet over for en sådan frækhed. Peres benægtelse af de indfødte palæstinensere og hans gensalg i 2013 af mytologien om landet uden folk afslører den bevidsthedsspaltning, hvori han lever: han benægter eksistensen af omkring tolv millioner mennesker, som bor i og nær ved det land hvori de hører til. Historien viser, at de menneskelige konsekvenser er rædselsfulde og katastrofale, når magtfulde mennesker, der leder magtfulde institutioner såsom en moderne stat, benægter eksistensen af et folk, som i høj grad er til stede. Denne benægtelse var der ved begyndelsen af zionismen og førte til den etniske udrensning i Og den er der i dag, hvilket kan føre til lignende katastrofer i fremtiden med mindre den stoppes øjeblikkeligt. Bevidsthedsspaltning Gerningsmændene til den etniske udrensning i 1948 var de zionistiske bosættere, som kom til Palæstina før den Anden Verdenskrig, ligesom den polskfødte Shimon Peres. De benægtede eksistensen af det indfødte folk, de mødte, som havde boet der i hundreder af år, om ikke mere. Zionisterne havde ikke på det tidspunkt styrken til at løse den bevidsthedsspaltning, de stod i: deres overbevisning om, at landet var folkeløst trods tilstedeværelsen af så mange indfødte mennesker dér. De løste næsten spaltningen, da de fordrev så mange palæstinensere, de kunne i 1948 og kun stod tilbage med en lille minoritet af palæstinensere inden for den jødiske stat. Men den zionistiske grådighed efter territorium og overbevisning om, at meget mere af Palæstina var nødvendigt for at have en levedygtig jødisk stat, førte til konstante overvejelser og i sidste ende handlinger for at udvide staten. Med skabelsen af Storisrael efter erobringen af Vestbredden og Gaza i 1967 vendte spaltningen tilbage. Denne gang kunne problemet imidlertid ikke så let løses ved gennemtvingelse af etnisk udrensning. Antallet af palæstinensere var større, deres selvhævdelse og frihedsbevægelse var kraftigt til stede på bunden, og selv de mest kyniske og traditionelt pro-israelske aktører på den internationale scene anerkendte deres eksistens. Spaltningen blev løst på en anden måde. Landet uden folk var enhver del af Storisrael som staten ønskede at judaisere inden for grænserne fra før 1967 eller annektere fra de territorier, der blev besat i Landet med folk var i Gaza-striben og nogle enklaver i Vestbredden såvel som inden for Israel. Landet uden folk er bestemt til at udvides trin for trin i fremtiden og få antallet af mennesker i resten til at skrumpe som en direkte konsekvens af denne omklamring. Trinvis etnisk udrensning Denne trinvise etniske udrensning er svær at se, med mindre den forstås som en historisk proces. De ædle bestræbelser fra samvittighedsfulde vestlige menneskers og gruppers side på at fokusere på denne proces her og nu er når det kommer til israelsk politik dømt til at svækkes af den nutidige forståelse, ikke den historiske. Sammenligning af Palæstina med andre steder har altid været problematisk. Men med den morderiske virkelighed i Syrien, Irak og andre steder bliver det en endnu større udfordring. Det seneste udgangsforbud, den seneste politiske arrestation, det seneste overfald, det seneste mord på et ungt menneske er alt sammen forfærdelige forbrydelser, men blegner i sammenligning med nære eller fjerne slagmarker og områder med kolossale blodsudgydelser. Den kriminelle fortælling Sammenligningen tager sig meget anderledes ud, når den betragtes historisk, og det er i denne sammenhæng vi bør forstå det forbryderiske i Peres fortælling, 5Tema: De palæstinensiske flygtninge

6 6Tema: De palæstinensiske flygtninge Palæstinensisk flygtningebarn laver lektier med muren i baggrunden. Foto fra BADIL der er lige så forfærdelig som besættelsen og potentielt langt værre. For den israelske præsident, Nobelprismodtageren, fandtes ingen palæstinensere, før han i 1993 påbegyndte Oslo-processen og derefter fandtes kun dem, der bor på en lille del af Vestbredden og i Gaza-striben. Med denne fortælling har Peres allerede sprogligt elimineret de fleste palæstinensere. Hvis man ikke eksisterede, da Peres kom til Palæstina, så eksisterer man helt sikkert ikke i 2013, hvor han er blevet præsident for Israel. Denne eliminering er præcis det punkt, hvor etnisk udrensning bliver folkemorderisk. Når man fjernes fra historien og bevidstheden hos toppolitikere, er der altid fare for, at det næste træk vil blive ens fysiske eliminering. Det er sket før. De tidlige zionister, inklusive den nuværende præsident, talte om transfer af palæstinenserne, længe før de faktisk skaffede sig af med dem i Disse visioner om et de-arabiseret Palæstina optrådte i zionistiske dagbøger, tidsskrifter og samtaler siden begyndelsen af det 20. århundrede. Hvis man taler om, at der ingen er i et område, hvor der er mange, kan det være uvidenhed med vilje. Men hvis man taler om det som en vision eller ubenægtelig virkelighed, så er det alene et spørgsmål om magt og lejlighed, førend visionen bliver realitet. Benægtelsen fortsætter Interviewet med Peres kort tid før 65 års-jubilæet for Naqba en får det til at løbe en koldt ned ad ryggen, ikke fordi det legitimerer enhver voldshandling over for palæstinenserne, men fordi palæstinenserne er fuldstændigt forsvundet fra hans selv-lykønskende beundring for de zionistiske resultater i Palæstina. Det er forbløffende at få at vide, at de tidlige zionister benægtede eksistensen af palæstinensere, da de ankom til Palæstina i Men det er endnu mere chokerende at finde ud af, at de stadig benægter deres eksistens ud over i små, sporadiske ghettoer i I fortiden gik benægtelsen forud for forbrydelsen. Forbrydelsen lykkedes ikke fuldstændigt, men de skyldige blev aldrig stillet til ansvar. Det er formentlig derfor, at benægtelsen fortsætter. Men denne gang er det ikke eksistensen af hundredtusinder af palæstinensere, der står på spil, men eksistensen af seks millioner palæstinensere, der lever i det historiske Palæstina og fem og en halv million, der lever uden for Palæstina. Man skulle tro, at kun en galning ville kunne ignorere millioner af mennesker - mange af dem under hans militære apartheid-regime samtidig med, at han aktivt og hensynsløst nægter dem muligheden for at vende tilbage til resten af deres hjemland. Men når galningen modtager de bedste våben fra de Forenede Stater, Nobel-prisen fra Oslo og begunstiget status fra den Europæiske Union, undrer man sig over, hvor alvorligt vi skal tage det, når Irans og Nordkoreas ledere bliver kaldt farlige og vanvittige. I vore dage ser det ud til, at vanvid alene bliver forbundet med atomvåben i ikke-vestlige hænder. Selv på det punkt består den lokale galning i Mellemøsten prøven. Hvem ved, måske det i 2014 ikke vil være den israelske bevidsthedsspaltning, der bliver løst, men den vestlige: Hvordan man forener en universel opfattelse af menneske- og borgerrettigheder med den vestlige favorisering af Israel i almindelighed og Shimon Peres i særdeleshed.

7 Noter om flygtninge Kun tre år efter Anden Verdenskrig blev trekvart million mennesker fordrevet fra deres hjem og jord i Palæstina. Det palæstinensiske flygtningeproblem er med de 65 år, der er gået siden den omfattende etniske udrensning, det ældste af verdens flygtningeproblemer. Og som sådan fortsætter det med at spille en rolle, ikke bare for løsningen af Palæstina-konflikten, men også for Mellemøsten og verdenssamfundet. Af Mahmoud Issa Fortællingen om de palæstinensiske flygtninge var i mange år formet af israelsk ideologi: Der var slet ingen, hed det, for det Palæstina, som zionisterne tidligt havde udset sig som det territoriale grundlag, var tomt og ufrugtbart. Der var med andre ord ingen palæstinensere at fordrive, derfor intet flygtningeproblem og ingen etnisk udrensning. I de sidste ca. 20 år har israelske historikere rokket ved den officielle fortælling om flygtningene. Først var det især Benny Morris, der gjorde op med Israels flygtningeløse fortælling og påpegede, at der faktisk var flygtninge, og at der fandt grusomheder sted, der fik mange indfødte palæstinensere til at flygte. Men Morris frikendte Israel for anklagerne om planlagt etnisk udrensning. Flygtningene var, skrev han, en uheldig konsekvens af krigen og urolighederne. Palæstinensiske drenge i Jabalia flygtningelejren i Gaza. Foto IRIN photos/flickr Ikke et uheld Senere har flere af Morris israelske kolleger, som Avi Schlaim og Ilan Pappe (der bidrager andetsteds i bladet, red.) dokumenteret, at fordrivelse indgik i zionisternes militære planer og i den zionistiske tænkning. Den palæstinensiske historiker Nur Masalha peger på, at vendinger og begreber som overførsel, etnisk udrensning, kolonisering, clearing, mest muligt land, færrest mulige arabere, udryddelse m.m. lå i kernen af tænkningen hos centrale zionister som Arthur Balfour, Chaim Weizman og David Ben Gurion, og det allerede i slutningen af det attende århundrede, da de første zionistiske kolonier blev etableret i Palæstina. I store træk er der i dag enighed blandt historikerne om, at de palæstinensiske flygtninge findes, og at de er en konsekvens af virkeliggjort zionistisk ideologi. Og politisk set udgør flygtningespørgsmålet stadigvæk et af de mest kontroversielle aspekter i det bredere Palæstinaspørgsmål. Først og fremmest, selvfølgelig, netop fordi de findes, og fordi de i deres tilværelse som flygtninge har fastholdt ønsket om at vende tilbage. Et ønske, som de ifølge FN har ret til at få indfriet, og som de selv har kæmpet for at se opfyldt. Den moderne palæstinensiske modstandsbevægelse begyndte i flygtningelejrene i midten af 1960erne. Serie-ofre Israel har flere gange og i flere sammenhænge lagt yderligere smerte til den, de påførte palæstinenserne i I 1967 måtte mange palæstinensere flygte for anden gang, da Israel erobrede Østjerusalem, Vestbredden og Gaza-striben. I Libanon blev palæstinenserne ofre for massakrer, da Israel slap sine kristen-falangistiske allierede løs på flygtningelejrene Sabra og Shatila efter drabet på falangistlederen Bashir Gemayel i september I Gaza, hvor 80 procent af indbyggerne er flygtninge, har Israel i de senere år holdt befolkningen i et jerngreb og konstant udsat dem for angreb med luftvåben og artilleri. Senest i november sidste år, og værst i bombekrigen og invasionen i december 2008 til januar 2009, af israelerne kaldet operation Støbt Bly, hvor mere end tusinde mennesker blev slået ihjel og andre tusinder blev såret. Men Israel har ikke været alene om at forfølge de palæsti- Tema: De palæstinensiske flygtninge 7

8 de ansvarlige regeringer eller myndigheder. 8Tema: De palæstinensiske flygtninge Dheisheh flygtningelejren ved Bethlehem. Foto: Reham Alhelsi/Flickr nensiske flygtninge. Fx blev mere end en halv million palæstinensere fordrevet fra Kuwait, efter at de irakiske invasionsstyrker var blevet drevet ud af den lille, rige oliestat i I Libyen blev tusinder af palæstinensere fordrevet af Gadaffis regime i Han henviste til fredsaftalen mellem Israel og PLO og mente, at den havde givet de palæstinensiske flygtninge i Libyen et andet sted at være. Og i det aktuelle blodbad i Syrien er det ligeledes gået hårdt ud over palæstinenserne. FN og folkeretten FN har på mange måder spillet en vigtig rolle for diaspora-palæstinenserne. Verdensorganisationen har oprettet en lang række organisationer til at assistere palæstinenserne humanitært. Men rollen som den instans, der skulle hjælpe de palæstinensiske flygtninge tilbage, er det ikke lykkedes FN at spille. Heller ikke selvom det er FN, der i et par resolutioner har betonet de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. Og heller ikke selvom Israels optagelse i FN blev gjort betinget af den ny stats vilje til at lade palæstinenserne benytte sig af deres ret. I FN-resolution 194 bestemmes det blandt andet, at De flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve i fred med deres naboer, skal have tilladelse til det, så snart det er praktisk muligt, og der skal udbetales kompensation for tab af ejendom til dem, der vælger ikke at vende tilbage, og for tab eller beskadigelse af ejendom, som efter principper for international ret eller billighedsret skal erstattes af Flygtningene og Israel som jødisk stat. I 1994 anerkendte PLO Israel. I mange år havde Israel afvist at forhandle uden en sådan anerkendelse, og det blev derfor set som et stort fremskridt. Men siden har israelske politikere skærpet kravet sådan, at palæstinenserne afkræves en anerkendelse af Israel som jødisk stat. Det er en anden måde at bede palæstinenserne om at slippe den ret til tilbagevenden, som de har i henhold til international lov. Det skyldes, at Israels selvforståelse som jødisk stat står og falder med, at der i Israel er jødisk befolkningsflertal. Så retten til tilbagevenden er i det perspektiv en trussel mod Israel som jødisk stat, og de israelske krav til palæstinenserne om at opgive denne ret er derfor også et krav om, at palæstinenserne accepterer Israel som en etnisk stat. En etnisk stat, som inden den behøver at forholde sig til, hvilke rettigheder palæstinenserne har, skal sørge for at være en jødisk stat. På den måde er flygtningenes eksistens et levende eksempel på, at det i Israel ikke er rettigheder, der afgør politikken, men etnisk eller religiøst tilhørsforhold. Dette etniske grundlag for den israelske stat har også betydning for de palæstinensere, der ikke blev fordrevet fra den del af Palæstina, der blev til Israel i Ca palæstinensere blev tilbage. Først levede de under militærdiktatur. Siden har de fået israelsk statsborgerskab, men er stadig diskrimineret og holdt ude af de mange områder af Israels politiske liv, der er udpeget som anliggende alene for den jødiske majoritet. Og det sker jævnligt, at israelske politikere taler om fordrivelse af israelske palæstinensere. Nyt håb fra det arabiske forår Det arabiske forår har åbnet en horisont for befolkningen i hele den arabiske verden i dens kulturelle og religiøse mangfoldighed. Også for de seks millioner palæstinensiske flygtninge, der har været marginaliseret siden fordrivelsen i Drømmen mangler stadig at blive realiseret, men den lever: At være et frit menneske i den store arabiske verden, at deltage i det politiske og sociale liv og at kunne kæmpe for retten til at vende tilbage.

9 Boganmeldelse: Et kor af stemmer Elias Khourys roman Bab El Shams bygger på autentiske erindringer om fordrivelsen fra Palæstina og livet i flygtningelejrene Af Marianne Risbjerg Thomsen I 1998 udgav den libanesiske forfatter Elias Khoury romanen Bab El Shams, - Solens Port. Her drømmer en af personerne om engang at skrive en bog uden begyndelse og slutning en episk fremstilling af det palæstinensiske folks historie. Khourys roman er på en måde netop denne bog fortalt af et kor af stemmer fra Libanons flygtningelejre. Handlingen Den centrale historie, hvorom alle de andre historier grupperer sig, er historien om den aldrende palæstinensiske frihedskæmper Yunis, der engang i 90 erne ligger i koma i et lille interimistisk hospital i flygtningelejren Shatila i Beirut. Igennem 7 måneder kæmper hans plejesøn, lægen Khaleel, for nå ind til hans bevidsthed og kalde ham tilbage til livet ved at bombardere ham med historier fra hans liv. Romanen er denne 500 sider lange monolog ved Yunis sengeleje. Fedayeen en. Yunis er en legende i flygtningelejrene i Libanon, og Khaleel er den forældreløse dreng fra Shatila, som Yunis tog til sig, efter at han måtte efterlade sin familie i Galilæa i Da alle andre i hospitalet opgiver Yunis som døende, bærer Khaleel ham op i en sygestue. Her flytter han ind sammen med ham, passer ham så omsorgsfuldt og kærligt, som var han et spædbarn, og prøver at kalde ham tilbage til livet. Af og til indgår Khaleel i heftige dialoger med Yunis om smertepunkterne i dennes liv. Dialoger, der i glimt fører os frem og tilbage i tid fra drengetidens kampe med engelske patruljer, opstanden mod englænderne i 1936, fordrivelsen - Nakba - i 1948, de mange år som fedayeen i Syrien, Jordan og Libanon, fængselsopholdene, torturen, borgerkrigen i Libanon , evakueringen af de palæstinensiske frihedskæmpere fra Beirut i 1982 og de efterfølgende massakrer på de efterladte familier i flygtningelejrene Sabra og Shatila. I disse dialoger mærker vi det tætte forhold mellem de to mænd. Alt er til debat, men samtalen ender gerne med at handle om kvinderne i deres liv. Elskeren Hverken Yunis eller Khaleel tog med de palæstinensiske guerillasoldater til eksilet i Tunis i 1982, men valgte at blive i Shatila. Khaleel forklarer det indirekte således: Yunis, du fortalte mig, at forfatteren Ghassan Kanafani kom til dig og bad dig om lov til at fortælle din historie, så han kunne skrive den ned. Det var jo dig, der havde trænet alle i den første kadre. Hvorfor har du aldrig fortalt mig om det? Og om hvorfor du sluttede dig til Fatah? Og hvorfor skrev Kanafani ikke din historie alligevel? Måske var det, fordi han ledte efter mytiske historier, og din historie bare var en historie om en mand, der var forelsket i sin kone og mod alle odds kæmpede for at fastholde deres kærlighed. Her er vi i nået ind til fortællingens kærne. Bab El Shams er også en kærlighedshistorie - en fortælling om forholdet mellem Yunis og hustruen Naheela. Under flugten i 1948 sammen med Yunis forældre og den lille søn finder de efter mange prøvelser frem til landsbyen Deir al-asad. Yunis far, den blinde sheik, nægter at fortsætte flugten, og familien flytter ind i et forladt hus og overlever under kummerlige forhold, mens Yunis vender tilbage til sin plads i frihedskampen. Gennem alle årene siden da har han sneget sig ind over den libanesiske grænse for at besøge sin familie. Elias Khoury Tema: De palæstinensiske flygtninge 9

10 På bjerget bag landsbyen ligger grotten Bab El Shams, og det er her, Yunis mødes med Naheela, og sammen med hende formår at skabe et lille frirum på deres egne betingelser. Her deler de sorgen over den første lille søns død og glæden over de andre børn. Her udlever de deres kærlighedsliv. Erindringernes betydning for diaspora-palæstinenserne Undervejs i historiefortællingen i sygestuen i Shatila bevæger Khaleel sig ud ad forskellige tangenter, og hovedvægten i romanen tipper i længere perioder væk fra Yunis over i en sammenfletning af de mange forskellige historier om vandrende menneskeflokke, der tøvende lader sig drive fra sted til sted. Som gemmer sig i olivenlunde og ruiner, indtil de til sidst giver op og søger mod opsamlingslejrene i Libanon. Fortællingerne følger erindringens ulogiske og abrupte baner og bølger med deres mosaik af brikker frem og tilbage i tid, rum og social og politisk kontekst. I bratte skift bevæger de sig fra den trivielle detalje til ophøjet patos, når vi i flokken af flygtninge hører om kvinden, der begræder den efterladte, kogende gryde courgetter på komfuret, mens andre fortvivlet bebrejder sig selv den manglende modstand mod israelernes overgreb. Et litterært greb En anmelder kalder denne skriveteknik for en fortsættelse af den før-litterære arabiske litteratur som for eksempel Tusind og én nats eventyr. Et lige så godt bud kan være en fortsættelse af bevidsthedsstrøms-teknikken udviklet i begyndelsen af det 20. århundrede hos moderne europæiske forfattere som James Joyce og Virginia Woolf. Det er krævende læsning at følge bevidsthedsstrømmen og lade sig suge ind i historien. Elias Khourys indsamling af erindringer De mange erindringer om fordrivelsen og livet bagefter i flygtningelejrene er autentiske. Elias Khoury arbejdede i det palæstinensiske forskningscenter i Beirut i 1960 erne og tilbragte derefter mange år med at indsamle fortællinger fra de libanesiske flygtningelejre. Ligesom lejrene, ifølge Khoury, består af landsbyer stablet oven på hinanden, oplevede han, at koret af stemmer gled sammen til én fælles historie, hvor de personlige erindringer byggede oven på hinanden. Man huskede noget, man aldrig selv havde oplevet, fordi man undervejs overtog andres minder. Ved ubevidst at tage ejerskab til hinandens skæbnefortællinger, fastholdt man kærnen i de fælles erindringer. Romanen opbygger myter ud fra ophobningen af disse stemmer, men den sætter også spørgsmålstegn ved begreber som heroisme og martyrium, der ofte er indlejret i historierne, og giver dermed plads for en smertelig ærlighed om ydmygelse og nederlag. Erindringernes blindgyde Men diaspora-palæstinensernes fokusering på erindringerne kan også være en blindgyde. Da Khaleel Tema: De palæstinensiske flygtninge Palæstinensiske flygtninge i Foto stillet til rådighed af BADIL 10

11 i det eksproprierede område E1 nær Jerusalem. Aktivisterne gav deres landsby navnet Bab El Shams. I en udtalelse om aktionen skrev de: Gennem 50 erne og 60 erne smugler frihedskæmperen Yunis sig ind i Galilæa, hvor han mødes med sin hustru i grotten i Bab El Shams, og hvor hun føder deres børn. Bab El Shams er porten til vores frihed og udholdenhed. Bab El Shams er vores port til Jerusalem. Bab El Shams er porten til vores tilbagevenden. Og så igen, i marts 2013, i den 6. og foreløbig sidste symbolske opførelse af en landsby på eksproprieret palæstinensisk jord, henviser aktivisterne igen til Khourys roman. Men denne gang, efter at have oplevet sammenstødet med det israelske militær og dets voldelige nedrivning af landsbyerne, opkalder de denne lejr efter Yunis. Yunis, fedayeen en. Palæstinensisk flygtningelejr i Foto stillet til rådighed af BADIL Elias Khoury: Gate of the Sun. Vintage 2008 en dag får overrakt en videofilm fra en vens besøg i dennes gamle hus i Galilæa, fortæller han Yunis om filmen med en blanding af vrede og ømhed. Hvad kan vi bruge de videofilm til? Shatila- lejren er blevet en video lejr.. Kassetterne cirkulerer mellem husene, og folk sidder foran deres fjernsyn og husker og fortæller historier. De fortæller historier om det, de ser, og ud af billederne af landsbyerne bygger de landsbyer. Bliver de da aldrig trætte af at gentage de samme historier? Kommer de aldrig videre? Som 2. generationsflygtning føler Khaleel sig pacificeret og indespærret. I Israel er vi blevet jødernes jøder, og her er vi arabernes arabere. Lejrene er belejret udefra og ødelagt indefra. De burde udraderes, så minderne om dem ligeledes kan udraderes, på samme måde som vores landsbyer blev udraderet. forbindelse med unge palæstinensiske aktivisters etablering af den første palæstinensiske bosættelse Inspireret af Khoury s Bab El Shams. Af falasteenyia/flickr Tema: De palæstinensiske flygtninge 11 Romanen Bab Al Shams s betydning for palæstinenserne. Elias Khourys roman vandt den litterære pris The Palestine Prize i 2000, og i januar 2013 fik den en ny betydning i brede kredse både i Palæstina og i resten af verden. Det skete i

12 Hvor er palæstinenserne? Tema: De palæstinensiske flygtninge 12 Det palæstinensiske folks moderne historie har gjort dem til et folk, der er spredt over Mellemøsten, ja hele verden. I det historiske Palæstina bor stadig lige ved 6 millioner palæstinensere. Ca 2,65 millioner på Vestbredden og i Øst- Jerusalem og 1,65 million i Gaza lever under israelsk besættelse, mens 1,65 million lever som andenklasses borgere i Israel. De israelske palæstinensere er efterkommere af de ca , der fik lov at blive tilbage efter den etniske udrensning i månederne op til og efter erklæringen af den israelske stat i maj Mere end halvdelen af alle palæstinensere er endt uden for det historiske Palæstina. I nabolaget i Jordan, Libanon, Egypten og Syrien bor ca. 4,3 millioner, deraf alene i Jordan ca. 3 millioner. Lidt længere væk i fx Irak, Libyen og i stater på den arabiske halvø ca (se illustration). Ca. 1,3 millioner bor i Syd- og Nordamerika, de fleste i Chile ( ), i Honduras ( ) og i USA ( ). Spredt i europæiske og asiatiske lande samt i Australien bor palæstinensere, deraf alene i Tyskland ca UNRWA-registrerede flygtninge. UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East) er navnet på den FNorganisation, der varetager sociale (fx uddannelsesmæssige) behov for registrerede flygtninge på Vestbredden, i Gaza, i Libanon, Syrien og Jordan. De fem områder og lande udgør UNRWAs operationsområde. Inden for dette område har UNRWA 58 flygtningelejre, hvor der bor lidt mere end 1,5 million palæstinensere. Kriteriet for at blive registreret som UNRWA-flygtning er, at man i perioden fra 1. juni 1946 til 15. maj 1948 har haft fast bopæl i Palæstina, og at man som følge af krigene i 1948 og 1967 har mistet både hjem og livsgrundlag. Kilder: UNRWA, Israel Central Bureau of Statistics, Palestinian Central Bureau of Statistics, Wikipedia Libanon: 402 Historiske Palæstina: Ægypten:

13 Jordan: Syrien: Iraq: Saudi-Arabien: Kuwait: Qatar: UAE: Tema: De palæstinensiske flygtninge 13 Yemen:

14 Dr. Walid Khalidi om den nuværende situation i Mellemøsten i et historisk perspektiv I slutningen af oktober 2012 holdt Dr. Walid Khalidi, Mellemøstens grand old man blandt historikere, en tale på the Middle East Institute, the Carnegie Endowment for International Peace, i Washington. Emnet var Den nuværende situation i Mellemøsten, og han inddrog en analyse af panarabismens endeligt, karakteristik af Benyamin Netanyahu som verdens farligste leder og en vurdering af Mahmoud Abbas Mission Impossible. Vi bringer her et par centrale uddrag om Israel og palæstinenserne fra Dr. Walid Khalidis tale, oversat af Birgitte Rahbek. 14 Israel Sideløbende med tilbagegangen for den sekulære panarabisme er der i Israel sket en konstant tilbagegang for arbejderzionismen. Det er, som om arbejderzionismen havde en særlig historisk rolle at spille, nemlig skabelsen af infrastrukturen til den jødiske stat under det britiske mandat; så snart den var gennemført, blev den overflødig. Det er især tragisk, fordi det virkede som om arbejderzionismen var ved at gennemgå en læreproces under Rabins ledelse, han der var selve personificeringen af Sabramilitarismen. Mordet på Rabin var ikke en isoleret handling. Jødisk fundamentalisme var kommet til Israel og havde indtaget sin plads. Der havde altid været en religiøs tilstedeværelse ved siden af arbejderzionismen; ja faktisk var arbejderzionismen på et dybere plan en form for sekulær messianisme. Men arbejderzionismen havde sin egen måde at behandle de religiøse zionistiske grupper på. Tag for eksempel Ben-Gurion. Fra midten af 1930erne og frem var han ledernes leder, først i Jewish Agency og siden i Israel til et godt stykke ind i 1950erne. Alle de ministerier, han dannede, havde en mizrahi et religiøst zionistisk islæt. Mapai, arbejderpartiet, havde aldrig flertal, det havde flerhed. Ben-Gurion brugte den flerhed til at bygge en koalition, ikke med den sekulære højrefløj, ikke med revisionisterne, ikke med Jabotinskys gruppe, som senere blev Begins gruppe, som senere igen blev Netanyahus gruppe. Nej, han allierede sig med mizrahierne, med den religiøse gruppe. Men de havde indgået en aftale: han ville give dem frie tøjler med hensyn til sabbatten, til værnepligt for unge religiøse jøder og til civilretlige spørgsmål, så længe de overlod strategi og udenrigspolitik til ham. Men med erobringen af Østjerusalem i 1967 blev sluseportene til den fundamentalistiske religiøse zionisme igen åbnet. Hvorfor? Fordi det var første gang siden Titus og Hadrian at jødiske soldater satte fod på Tempelbjerget. Det var på det tidspunkt, at den religiøse zionistiske triumfalisme tog sin begyndelse. En episode kan illustrere dette: Umiddelbart efter at Tempelbjerget var faldet, hastede den israelske hærs ledende rabbiner, Shlomo Goren, hen til stedet og greb fat i kraven på den israelske hærfører, Narkiss: Gør det nu, gør det nu! Narkiss sagde: Gør hvad nu? Og Goren sagde: Spræng de to moskeer i luften! Spræng dem i luften det er nu det skal gøres. Det kan gøres med hundrede pund TNT. Narkiss måtte gå så langt som til at true med at arrestere den ledende rabbiner, hvis han ikke holdt inde med sit sludder. Men sådan var israelernes triumfalistiske fornemmelse. Det er ikke tilfældigt, at Likud og Gush Emunim opstod efter 1967, førstnævnte i 1973 og den anden i Det er ikke tilfældigt, at den første højreorienterede regering siden begyndelsen af den zionistiske kolonisering kom til efter 1967, ledet af Begin i Begin var ikke selv sekulær. Han forlod sin ungdomsbevægelse i Warszawa og havnede i Palæstina via Rusland,

15 efter den tyske invasion af Rusland. I februar 1944, under Anden Verdenskrig, før Hitler var slået, var Begin blevet leder af Irgun Tzvai Leumi, en terrororganisation. I sin krigserklæring mod Storbritannien i februar 1944, anråbte han Israels Gud, Hærskarernes Herre. I maj 1948, ved afslutningen af det britiske mandat, samlede han igen sine Irguntropper ved at anråbe Israels Gud, bevar dine soldater og velsign deres sværd. Hvis Rabin var personificeringen af Sabra arbejderpartimilitarisme, er Netanyahu personificeringen af den højreorienterede zionistiske triumfalisme. Han konkurrerer ikke alene med sine samtidige Benny Begin, Olmert, Lieberman og Barak men han konkurrerer også om at blive optaget i det zionistiske panteon sammen med sine forgængere. Weizmann fik Balfourdeklarationen. Ben- Gurion fik staten. Eshkol erobrede Østjerusalem inklusive Tempelbjerget. Begin neutraliserede Egypten under Sadat. Shamir fik takket være Henry Jacksons ambitioner om at blive præsident - en million russere. Hvordan skal Netanyahu kunne blive medlem af denne fremtrædende gruppe i det zionistiske panteon? For Rabin var indgangen til panteonet en fredsaftale. For Netanyahu var det konsolideringen af Israels kvælertag på den vestlige del af Eretz Israel, denne side af Jordanfloden. Hans største fortrin er en perfekt amerikansk accent og hans amerikanske fodboldjargon. Netanyahu ser ikke sig selv som kun en israelsk leder. Hans selvopfattelse er som en janusagtig israelsk-amerikansk politisk leder med èn eneste valgkreds, delt i to: en der ligger på bredden af Levanten og en der ligger mellem de to strålende have på denne halvkugle. Jeg tvivler på, at Netanyahu ser nogle begrænsninger for sin besnærende argumentation for sin tohovedede politik her i landet. Hvorfor skulle han også det i betragtning af, hvor ofte og hvor let han har udmanøvreret og overgået først Clinton og nu Obama? Irans atomprogram udgør ganske rigtigt en trussel mod Israels atommonopol. Det udgør en trussel mod Israels regionale supermagtstatus. Derimod udgør det ikke en eksistentiel trussel mod Israel. Det gør det ikke, og det ved Israels militær og efterretningstjenester godt. Netanyahus fokusering på Irans atomprogram er en enorm afledningsmanøvre. Han har brug for at aflede opmærksomheden fra sin første prioritet: hans ufuldendte zionistiske ærinde i Palæstina. Det er ufuldendt. Det er derfor at kun 70 ud af ord i hans seneste FN-tale handlede om de fire millioner palæstinensere, som han har magten over. En yderligere fordel for Netanyahu ved at fokusere på Iran er at puste til sunni-shia splittelsen og de kurrende signaler, det sender til visse arabiske dynastier. Indtil nu er det lykkedes strålende for Netanyahu, som i dag formentlig er verdens farligste leder. Palæstinenserne Nu går jeg over til at tale om palæstinenserne. Det mest iøjnefaldende aspekt ved det palæstinensisk-israelske forhold er den enorme asymmetri i magtforholdet mellem de to. Palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza er samlet set de facto spærret inde. Abbas rejser til New York, men han kan kun rejse til New York, fordi Netanyahu giver ham lov til at rejse til New York. Abbas kan vende tilbage til sit hovedkvarter i Ramallah, men han kan kun vende tilbage til sit hovedkvarter i Ramallah, hvis Netanyahu giver ham lov til at vende tilbage til hovedkvarteret i Ramallah. Hvordan kan der være direkte forhandlinger imellem fangevogteren og de indsatte? En mulig delvis symbolsk modvægt findes i det internationale samfund, en form for medlemskab for Palæstina af FN. Men det ønsker Netanyahu ikke; og fordi Netanyahu ikke ønsker det, gør Washington det naturligvis heller ikke. Jeg har personligt kendt Abbas i tre årtier. Jeg har også - trods aldersforskellen - haft et meget nært kendskab til hans tre forgængere: Arafat, Shukairy og, ja, Hajj Amin al-husayni. Abbas strategiske tankegang er kvalitativt, antitetisk, radikalt forskellig en modpol til hans tre forgængeres strategiske tankegang. Det ved jeg med sikkerhed. Han er ikke pacifist. Han er ingen Gandhi. For ham er det et spørgsmål om inderlig overbevisning baseret på konkret erfaring, selvkritik, selviagttagelse og dybe overvejelser. Diplomati er for Abbas vejen, den eneste vej et sesam luk dig op til en fredsaftale. Han har været villig til at holde fast i dette trods israelernes provokationer og trods bitter kritik fra sine egne. Præsident Mahmoud Abbas. Foto: Cabinet Office/Flickr Abbas er på mange måder en tragisk figur: som den sidste af Fatahs grundlæggere har han vendt Fatah på hovedet. Hans tropper forsvarer Israel imod palæstinenserne frem for at forsvare palæstinenserne imod Israel. Abbas er de facto kollaboratør og han ved det. Hans amerikansk/israelsk/jordansk trænede soldater lægger sig i den gode gamle victorianske indfødte tradition: indfødte soldater holder de indfødte nede for at tjene besæt- 15

16 16 teren. Abbas er ingen forræder, og han er ingen tåbe, men han er en anelse naiv. Han troede oprigtigt og ærligt på, at hvis han utvetydigt beviste, at han udelukkende gik ind for den diplomatiske vej, så ville Israel og USA gøre noget til gengæld. De seneste kontakter jeg har haft med ham, tyder på at han er ved at have udtømt sine kræfter, og at han formentlig er ved at indse, at hans strategi har spillet fallit. USA Hvad angår USA, så bliver man, når man lytter til den politiske diskurs om Mellemøsten i Kongressen, i valgdebatter og selv i udtalelser fra landets ledelse, slået af hvor centralt begrebet ingen uoverensstemmelser mellem Tel Aviv og Washington er. Det har naturligvis direkte at gøre med, hvad USAs rolle i konflikten burde være: en mægler, en uvildig mellemmand, en udefrakommende iagttager, eller, som Albright så koket udtrykte det, en tjenerinde? Det hænger også sammen med, hvor vidt det er tilladt at hæve et øjenbryn, kritisere eller, Gud forbyde det, lægge pres på Israel. Det fremgår tydeligt af den vedvarende diskurs, at begrebet ingen uoverensstemmelser i USA har opnået status af et moralsk imperativ, som fuldstændigt udelukker sådanne skridt. Samtidig kræver begrebet ingen uoverensstemmelser den konstante og gentagne fejring af vor allieredes værd. I realiteten er ordet allieret i sig selv blevet synonymt med Israel, uden at det er nødvendigt udtrykkeligt at nævne landet. Denne idealisering af Israel har haft et særligt zoroastrisk resultat: Hvis Israel er Ahura, godhedens guddom, så er palæstinenserne, araberne og muslimerne per definition Ahriman, det ondes gud. Mine damer og herrer, jeg er palæstinenser. Men jeg har siden 1990 også været amerikansk statsborger. Med jeres tilladelse vil jeg tage min turban af og tage min Red Sox kasket på for at gøre opmærksom på, at den førte politik med ingen uoverensstemmelser har meget praktiske konsekvenser for USA. Ikke alene forstærker det Israels følelse af, at det kan gøre, hvad det vil i området, det styrker også dets følelse af indflydelse, berettigelse og ret til at købslå i Washington. Hvad der er mere relevant, så styrker det uundgåeligt opfattelsen hos arabere og muslimer af USAs meddelagtighed i forhold til Israel. Jeg vil slutte med at citere fra George Washingtons afskedstale : En lidenskabelig forbindelse mellem to nationer skaber en række onder. Sympati for den foretrukne nation, hvorved den enes fjendskaber overføres til den anden, lokker den ene til at deltage i den andens stridigheder og krige uden nogen passende foranledning eller retfærdiggørelse. Tak for jeres tålmodighed.

17 Filmanmeldelse: At gå mod strømmen I dokumentarfilmen At gå mod Strømmen ( Going against the Grain ) beretter den israelske stjernejournalist fra det israelske dagblad Haaretz, Gideon Levy, om, hvorledes fortællingen om konsekvenserne af den 46 år lange israelske besættelse af Palæstina blev hans livsopgave. Af Poul Milberg Filmen, der for nylig blev vist på Al Jazeera, er produceret af filminstruktøren og fotografen Bilal Yousef og beretter om Gideon Levys opsøgende journalistik i det besatte Palæstina fra 1986 til i dag. Det var Bassem Eid fra den israelske fredsbevægelse B Tselem, som blev Gideon Levys kontaktmand og ugentligt formidlede de personlige møder med voldsofre og øjenvidner, som han byggede sine artikler i Haaretz på. Denne research af besættelsens konsekvenser for den palæstinensiske befolkning betød en ændring af Gideon Levy, - både som menneske og som professionel journalist. Hvad han selv oplevede, hørte, så og filmede, fik ham til at skamme sig over sine landsmænd. Samtidig oplevede han palæstinensernes magtesløshed og forstod den deraf følgende desperation og terror som den svages oprør mod overmagten. Hans mission Oplevelserne fik ham til at konkludere tre ting: For det første stod han overfor det største drama i staten Israels historie siden For det andet erkendte han, at den israelske befolkning ikke blev orienteret derom. For det tredje måtte det følgelig blive hans mission at arbejde for at oplyse den israelske befolkning om de konsekvenser af besættelsen, som de egentlig ikke ønskede at vide noget om. Med henvisning til sine oplevelser stillede han i Haaretz spørgsmål som: Hvordan kan vi acceptere, at jødiske bosættere ødelægger alle en bondes mere end 80 år gamle oliventræer? - at en gravid kvinde skal miste sit nyfødte barn på grund af ligegyldige soldater ved et checkpoint? - at tilfældige unge mænd skydes ned i hævnaktioner? - at en lille flok jødiske bosættere terroriserer hele kvarterer i Hebron med deres helt overvejende palæstinensiske indbyggere? -at henrettelse af palæstinensiske ledere fra sikker afstand i helikoptere betyder drab på de omkringstående uskyldige mennesker i tæt befolkede gader i Gaza? Dehumaniserede palæstinensere Gideon Levy opfatter besættelsens grusomheder som en konsekvens af et udsagn fra den tidligere israelske ministerpræsident Golda Meir: Efter Holocaust kan jøder tillade sig alt. Han ser forråelsen af de unge soldater og dehumaniseringen af palæstinenserne, der gør dem til legitime ofre, som et udtryk for denne tankegang. Den mest hadede journalist Det nævnes i filmen, at flere millioner europæere hver fredag slår op i avisen Haaretz for at se, hvad Gideon Levy kan berette om konsekvenser af israelsk politik på Vestbredden og i Gaza. Men Levys artikler på lederplads har også gjort ham til den måske mest hadede israelske journalist i Israel, og han beskyldes for at være skyld i det globale had mod landet. Gideon Levy har tit været forfulgt, hånet og truet i Israel. Filmen viser en scene i Tel Aviv, hvor en råbende, skrigende og fingerpegende flok jøder omringer ham og truer ham. Danske aviser har af og til refereret Gideon Levys beretninger i Haaretz, og det er en stærk oplevelse gennem denne film at overvære hans arbejde på åstederne og møde de involverede mennesker. Filmen kan findes på: me/x2e9ac Denne plakat i Dublin inviterer til offentlig forelæsning og bogpræsentation på Trinity Universitet med Gideon Levy den måske mest hadede israelske journalist i Israel. Fptp: William Murphy/Flickr 17

18 Flygtningespørgsmålet et studie i erindringsforskydninger Af Ole Olsen Palæstinaspørgsmålet handler om, hvor meget af Gaza og Vestbredden og måske et hjørne af Østjerusalem, som skal udgøre en palæstinensisk stat eller sådan bliver sagen i hvert fald ofte fremstillet. Jeg kan sådan set godt forstå et ønske om at skære spørgsmålet ned til noget næsten simpelt, som de fleste kan forholde sig til. Det er imidlertid let at få den tanke, at den forsimplede fremstilling sker med vilje og hensigt. Som det fremgår af dette blad, tæller det palæstinensiske folk ca. 12 millioner sjæle, mens der kun bor ca. 4 millioner i de besatte områder. Det betyder, at 8 millioner ikke bor i de palæstinensiske områder. Men det palæstinensiske spørgsmål handler om langt mere end streger på et landkort. Det handler også og vel egentlig især om rettigheder og fremtidsmuligheder for de palæstinensiske mennesker, kollektivt og individuelt. krigsforbrydelser samt forbrydelser mod menneskeheden bliver retsforfulgt. Fordrivelsen i 1948 er ikke noget, som hverken Israel eller landets velvillige støtter ønsker at blive mindet om eller påtage sig det mindste ansvar for. At FN s anerkendelse af staten Israel i 1948 havde som præmis, at Israel skulle tillade flygtninge og fordrevne at vende tilbage, må der heller ikke i Vesten. Her får ansvarlige uld i mund og taler om, at der må findes andre løsninger i dette specielle tilfælde, selv om de i princippet støtter det osv, osv. Israels påstand om, at en tilbagevenden af palæstinensere vil true Israels eksistens, er blevet købt ureflekteret og uden nærmere analyse og uden at se på delvise løsninger. Israel har altid ret, og palæstinenserne må underordne 18 Den unævnelige historie Palæstinensere som i dag er udeboende er det i langt de fleste tilfælde ikke af egen fri vilje. Deres forhold er især bestemt af fordrivelse og desperat flugt i forbindelse med Israels oprettelse i 1948, hvor antallet af palæstinensere i det nye Israel blev reduceret fra ca til At tale om det palæstinensiske flygtningespørgsmål er derfor at tale om handlinger, primært begået af militante jødiske grupper, som helt givet ville blive bedømt som strafbare, hvis de kunne indbringes for Den Internationale Straffedomstol. Denne har siden sin oprettelse i 2002 haft til formål at sikre, at ansvarlige for folkedrab, tales om. I denne sag skal historien glemmes, synes spindoktorernes anbefaling at være. Alle verdens flygtninge og deres familier har ret til at vende hjem til de steder, de kommer fra, står der i FN s flygtningekonvention fra Denne selvfølgelighed skal imidlertid ikke komme palæstinensere til gode, hvis man spørger bredt Palæstinensisk pige i Jenin flygtningelejren. Foto Joel Carillet/Flickr sig står der mellem linierne i de udenrigsministerielle instrukser også i Danmark. Palæstina-Syrien og retur? De aktuelle begivenheder i Syrien oprører os alle, og der er et bredt ønske om at kunne beskytte de udsatte mod død og lidelse. Centralt i denne kategori står

19 Tul Karem flygtningelejren på Vestbredden. Foto: Flo Razowsky/Flickr måske lidt upåagtet en halv million palæstinensere, som befinder sig i Syrien, fordi de eller deres familier flygtede eller blev fordrevet i 1948 (eller i 1967 for nogles vedkommende). Aktuelt søger nogle af de palæstinensiske flygtninge mod Libanon, andre mod Jordan eller Tyrkiet, mens det øjensynligt ikke er faldet nogen ind, at den både historiske og aktuelle logik tilsiger, at Israel burde sige velkommen tilbage til disse udsatte medborgere. Det ville løse et akut beskyttelsesproblem, og det ville være svaret på en lille del af det palæstinensiske flygtningespørgsmål. Men fortrængningerne står øjensynligt i vejen. Og de danske (blinde) vinkler Der er palæstinensere i Danmark, og som gruppe bliver de ofte fremhævet, når der ses på vanskeligheder med integration eller på kriminalstatistikken. Mange har mange meninger om palæstinensere som en del af det danske samfund. Langt færre har øjensynligt spurgt sig selv, hvorfor der er mange palæstinensere i Danmark og derved fundet ud af, at det især hænger sammen med staten Israels oprettelse og senere med en blodig borgerkrig i Libanon, som PLO blev en del af og mange civile palæstinensere i flygtningelejrene ofre for. Og hvem tænker på den israelskpalæstinensiske konflikt eller på det palæstinensiske flygtningespørgsmål, når der stilles krav om, at kriminelle med palæstinensisk baggrund skal sendes ud af Danmark og hjem hvor de kommer fra? En aktuel politisk skandale handler om, at statsløse unge borgeres rettigheder er blevet tilsidesat i strid med lovgivningen og internationale konventioner. Der handler især om unge med palæstinensisk baggrund, men interessen i sagen rækker ikke så vidt som til at knytte en historisk sløjfe til årsagerne til, at mange palæstinensere er statsløse. Nej, man må helst ikke tale om det palæstinensiske flygtningespørgsmål og slet ikke om dets primære årsag og de logiske løsninger. Tegn ABONNEMENT på Palæstina Orientering 2013 Abonnement på bladet for 2013 (4 numre) koster 150 kr. for trykt udgave og 75 kr. for elektronisk udgave (pdf-format). Abonnement kan bestilles ved mail til: info@palestinaorientering.dk 19

20 Afsender: Mjølnersvej 1E, 1, 3000 Helsingør - den store fredsprocesødelægger? Søgemaskinen Google har påkaldt sig Israels forudsigelige vrede ved at bruge ordet Palæstina på den palæstinensiske udgave af søgemaskinen. En gang var der ved Nordhavn Station en grafitti. De store bogstaver, der let kunne ses fra S-toget, stavede sætningen Jordan er Palæstina. Pointen i de pro-israelske hærværksmænds budskab var gængs dengang, hvor det i brede kredse var velanskrevet at mene, at de mange palæstinensere, som Israel havde fordrevet til Jordan, havde gjort Jordan til palæstinensernes stat. Det fulgte deraf, at palæstinenserne ingen krav havde på den ejendom, som Israel havde stjålet fra dem. Graffitien ved S-toget er blevet vasket væk for længe siden, og omtrent det samme er vel sket med den brede lydhørhed over for den semantiske svindel, der skiftevis lod Palæstina og palæstinenserne forsvinde, så der ikke var noget at have krav på, og ikke var nogen, der havde sådanne krav. Og selv om mange mennesker stadig vil nægte palæstinenserne deres krav, så er der langt mellem dem, der mener, at de og Palæstina ikke findes. Israel vs. Google I dag er det kontroversielle spørgsmål, om der findes en palæstinensisk stat, og på det seneste også, om Googles palæstinensiske side, der kan findes på internet-domænet www. palestine.ps, må skrive, at den er søgemaskine for Palæstina. I april ændrede Google teksten på palestine.ps fra de palæstinensiske territorier til slet og ret Palæstina. Google har henvist til optagelsen af Palæstina i UNESCO i Ændringen faldt selvfølgelig, per refleks, den israelske regering voldsomt for brystet: -Ved at bruge ordet Palæstina anerkender Google i realiteten eksistensen af en palæstinensisk stat, skrev den israelske viceudenrigsminister Ze ev Elkin i et brev til søgemaskine-gigantens administrerende direktør Larry Page. Han fortsatte: - Sådan en beslutning er efter min mening ikke alene forkert, den kan også influere negativt på min regerings forsøg på at starte direkte forhandlinger mellem Israel og de palæstinensiske selvstyre-myndigheder. 20 Vi lader den lige stå et øjeblik Så dumt, det er Nu har den vist stået så længe, at de fleste kan se, hvor bizart det er. For hvordan skulle det skade direkte forhandlinger mellem Israel og PA, at der står Palæstina på Googles hjemmeside? Det er ikke lige til at forstå, slet ikke hvis man husker på Israels sabotage af alle hidtidige forhandlinger. Det er næsten ligeså dumt, som det er at skrive Jordan er Palæstina på en mur ved Nordhavn Station.