FØDE OG FØDEVALG HOS TORSKE- OG KULLERYNGEL PÅ FÆRØPLATEAUET OG FÆRØBANKE

Transkript

1 . Introduktion FØDE OG FØDEVALG HOS TORSKE- OG KULLERYNGEL PÅ FÆRØPLATEAUET OG FÆRØBANKE Skrevet af: Gunvør à Norði og Meinhard Poulsen Extern vejleder Eilif Gaard Intern vejleder: Eyðfinn Magnussen BS-opgave i biologi 3. juni Fróðskaparsetur Føroya, Náttúruvísindadeildein

2 . Introduktion INDHOLDSFORTEGNELSE:. INTRODUKTION.... MATERIALE OG METODER...3. STATIONER OG INDSAMLING...3. HYDROGRAFI DYREPLANKTON FISKEYNGEL MATEMATISKE UDREGNINGER OG STATISKE METODER RESULTATER HYDROGRAFI DYREPLANKTON FISKENS LÆNGDE YNGLENS MAVEINDHOLD PÅ STATIONERNE YNGLENS FØDEVALG I FORHOLD TIL DETS LÆNGDE DISKUSSION YNGLENS OPVÆKSTOMRÅDE YNGLENS LÆNGDE PÅ FÆRØPLATEAUET OG FÆRØBANKEN YNGLENS FØDEVALG I FORHOLD TIL MILJØETS DYREPLANKTON SAMMENSÆTNING YNGLENS FØDEVALG I FORHOLD TIL YNGLENS LÆNGDE YNGLENS SELEKTION AF FØDE YNGLENS NICHE BREDDE, SAMT NICHE OVERLAP MELLEM KULLER OG TORSKEYNGLEN KONKLUSION...35 REFERENCER:...36 APPENDIKS...39 APPENDIKS...4 APPENDIKS APPENDIKS 4...4

3 . Introduktion. Introduktion De øvre vandmasser i havområdet omkring Færøerne er domineret af Atlantisk vand, der bliver ført med den nordatlantiske strøm (også kaldt Golfstrømmen) fra sydvest og i nordøstlig retning forbi Færøerne (Hansen og Østerhus, ). På grund av meget stærke tidevandsstrømme, bliver vandmasserne tæt ved land på Færøplateauet fuldstændig opblandet. Dette medfører, at variationerne i temperatur og saltholdighed er små, både horisontalt og vertikalt (Gaard et al. 998). Ud over disse tidevandsstrømme, er der en residualstrøm, der giver en anticyklonisk cirkulation på Færøplateauet (Hansen, 99; Hansen og Larsen, 999; Hansen, ). Den opblandede vandmasse på Færøplateauet er forholdsvis godt adskilt fra de omkring liggende vandmasser. Opholdstiden af havvandet på Færøplateauet synes at variere, og bliver i gennemsnit antaget at være omkring 3 måneder på de indre plateauområder (Gaard og Hansen, ). Færøbanken ligger ca. 7 km sydvest for Færøerne og er forholdsvis isoleret fra Færøplateauet. Den er afskåret fra plateauet med en km bred og 85 m dyb kanal, Færøbankkanalen (Fig..). Ved bunden af denne kanal er der en konstant stærk strøm i en nordlig retning, af vand der er koldere end C, med en hastighed på omkring cm/sek. (Hansen og Kristiansen, 999). Færøbankens vandmasser har, i lighed med Færøplateauets, en anticyklinisk cirkulation (Hansen et al. 986; Hansen, 99). Selv om der er tidevandsstrømme på Færøbanken, er disse tilsyneladende ikke så stærke som på Færøplateauet, idet der om sommeren (i modsætning til Færøplateauet) som regel dannes sommertermoklin på Færøbanken (Lastein, 99) m m 5 m Færøsokklen m 5 m Fæ røb a n kka n a len m Færøbanke m m 5 m Fæ rø-she tla n d Kanalen m Den skotske landssokkel Figur. Bundtopografi i området omkring Færøerne og Færøbanken. Desuden er vist de to snit, hvor prøverne er indsamlet

4 . Materiale og metoder Planktonets artssammensætning i det turbulente miljø på Færøplateauet, adskiller sig meget fra den i de omkringliggende vandmasser. Phytoplanktonet er hovedsagelig om foråret domineret af kiselalger (Gaard, 996). Zooplanktonets artssammensætning er neritisk, hvilket er forskelligt fra de omkringliggende vandmasser (Gaard, 999). Også på Færøbanken adskiller planktonets anrssammensætning sig noget fra den i de omkringliggende vandmasser, Gaard og Mortensen (993) fandt højere koncentrationer af kiselalger og lavere koncentrationer af Calanus finmarchicus på Færøbanken end i de omkringliggende vandmasser. Men forskellene var variabel forskellige år. Færøbanke og Færøplateauet er to relativt isolerede systemer og har hver sin population af kuller og torsk. Fiskemærkninger af torsk har påvist at migreringen mellem disse to biotoper er minimal (Stubberg, 96; Stubberg, 933; Tåning, 94; Joensen, 956; Jones, 966). DNA analyser har påvist genetiske forskelle (Dahl, 995) og væksraterne er også fundet at være forskellige (Ursin, 984) mellem torskebestandene på Færøbanke og Færøplateauet. Derfor bliver populationen af torsk på Færøbanke og Færøplateauet betragtet som hver sin bestand. Undersøgelser af kuller har ligeledes vist en adskillelse mellem Færøplateauet og Færøbanke, (Jones, 96; Mattiangeli et al. 999) og er der derfor også talen om to forskellige bestande. Formålet med vores arbejde var at undersøge torske- og kulleryngels maveindhold på Færøplateauet og Færøbanken (Fig..) samt at relatere dette til zooplanktonet in situ og de hydrografiske forhold i området.. Materiale og metoder. Stationer og indsamling Materialet stammer fra den årlige (-gruppe togt) sent i juni i 999. Formålet med observationerne, er at få informationer om tilgangen af torsk, samt CTD data, torske- og kulleryngel og plankton prøver fra Færøplateauet og Færøbanke. Vi har fået udleveret planktonprøver, fiskeyngel og CTD data fra nogle stationer i et snit i en sydvestlig retning fra Færøerne og ud i Færøbankkanalen og et snit i sydvest - nordøst på Færøbanken, og desuden to nærliggende stationer på Færøbanken. (fig..) For at undgå mulig påvirkning af vertikale døgnvandringer, og for at reducere påvirkning fra mulige forskelle i føde indtagelse hos ynglen om dagen eller om natten, er alle prøverne blev indsamlet om dagen. 8 m 6 m Færøplateauet 4 m m m a Fæ røbank k analen m a 5 m m Fæ røbanke m Figur. Færøplateauets stationers beliggenhed (til venstre) og Færøbankens stationers beliggenhed (til højre) 3

5 Materiale og metoder. Hydrografi Temperatur og saltholdighed blev målt med en SeaBird CTD, og saltholdigheden er kalibreret med en Autosal 84A salinometer, imod standard havvand. Vi fik udleveret data der var middel for hver meters dybde..3 Dyreplankton Dyreplanktonet blev indsamlet med et WP net, der havde en maskevidde på µm. Der blev indsamlet på vertikale træk, gående fra 5 m dybde og op til overfladen med en hastighed på,3,5 m/sek. Prøverne blev konserveret i 4% formaldehyd. På laboratoriet blev prøverne splittet med en Folsom splitter og planktonet blev identificeret og talt. I hver prøve blev der talt -6 individer. Dyreplanktonet er opdelt i følgende grupper: Kopepoderne Acartia spp., Calanus finmarchicus (stadier), Temora longicornis, Microcalanus sp. Pseudocalanus sp. og andre kopepoder, samt kopepod nauplier. Storkrebsene (hovedsagelig bestående af decapod larver, euphausiaciid larver, og ampipoder) blev grupperet under ét i gruppen Malacostraca. Desuden var der rur larver (nauplier + cypris stadier), dafnier (hovedsagelig Evadne), Oikopleura, Polychaeta larver, vingesneglen Limacina og bivalvia veliger larver..4 Fiskeyngel Torske- og kullerynglen blev indsamlet med et lille loddetrawl med en maskevidde på 5 mm i posen. Trawldybden var 3-4 m, og blev på de enkelte stationer valgt på grundlag af skriften på ekkoloddet. Trawlingshastigheden var 3 sømil/time og hvert træk varede i 3 min. Ynglen blev identificeret ombord og konserveret i 7% ethanol. På hver station blev der analyseret maver (Fig.), af henholdsvis torsk og kuller. Dog var der enkelte stationer, hvor der ikke var tilstrækkeligt med fisk. Fiskens længde blev målt til nærmeste millimeter og maveindholdet identificeret og længdemål. Maveindholdet blev opdelt i de samme grupper som dyreplanktonet plus fiskelarver. Figur. Fiskemave. De sorte streger angiver hvor snittene er lavet. 4

6 Materiale og metoder.5 Matematiske udregninger og statiske metoder t test For at undersøge om der var forskel mellem længderne af torske- og kullerynglen på Færøplateauet og Færøbanke, lavede vi en t-test, resultaterne er i tabel 4. afsnit 4. H : µ = µ H a : µ > µ, t t α,n+n t = µ µ S n S + n, σ σ Artsdiversitet Zooplankton taxonimiske diversitet på stationerne, var kalkuleret med brug af Shannon diversitet indekset: S H = - i= (p i )( log p i ) H = udregnede artdiversitet indekset S = antal dyreplankton taxa p i = proportion af den totale prøve dyreplankton taxaet, i, udgør H max : højest udregnet artdiversitet, hvis alle dyreplankton taxaerne var jævnt fordelt: log S Selektiv konsumering Relative bytte foretrækning inden for et givet længde interval j af torske- og kulleryngel, α j, var udregnet i følge Chesson (978): α j = (S j /W j )/ (S i /W i ) for i = til n hvor S er gennemsnit proportionen af en given byttedyrs gruppe i maven og W er den gennemsnit proportion af denne byttedyrs gruppe i vandsøjlen. Byttedyrene blev sorterede i grupper: C.finmarchicus (C I C III), (C IV CV I), O. similis, T. longicornis, Acartia spp., Pseudocalanus sp., E. nordmanni, Limacina, Malacostraca og andet. Fiskelarver var ikke inkluderede i udregningerne pågrund af manglende information om deres koncentrationer i vandsøjlen. Desuden var Oikopleura sp. ikke inkluderet (se afsnit 4.5). 5

7 3. Resultater 'DGHUHUJUXSSHUJLYHU. j!srvlwlyvhohnwlrqphqv. j <, betyder negativ selektion, forudsat at alle byttedyrene er medtaget i beregningerne. Σ. j =. Niche bredde Nichebredde indekset som er en udledning af Shannon indekset bliver brugt til at kvantificere føde spektrumet hos kuller- og torskeyngel ti forskellige længder: S B = - i= (p i )(ln p i ); p i = n i /N n i er det konsumerede antal af en art, N er totalt antal dyreplankton i fiskemaverne og p i proportionen af en specifik art i maverne. B max, = nichebredden, hvis alle byttedyr var konsumerede i samme antal (Colwell og Futuyma 97). Niche overlap Niche overlap indekset blev brugt til at sammenligne ligheder i bytte sammensætning hos kuller og torskeyngel til forskellige længder og er defineret som: D = -,5( p xi -p yi ) hvor p xi er proportionen af byttedyr gruppen (i), i diæten hos fiskeart X, og p yi den i diæten hos fiskeart Y (Hurlbert, 978). Et værdi af i dette indekset repræsenter ingen overlap, mens en værdi af repræsenterer et komplet overlap. 3 Resultater 3. Hydrografi På grund af den stærke vertikale opblanding af vandsøjlen på Færøplateauet, var temperaturen konstant vertikalt, på omkring 8,5 C (Fig. 3.) Ude på Færøplateauets hældning dannedes der en termoklin og overfladetemperaturen var omkring 9. C. Termoklinen forstærkedes yderligere af en kold vandmasse, der tilsyneladende strømmede fra Færøbankekanalen og op langs hældningen, ind mod Færøplateauet. På Færøbanken var temperaturen ca.,5 C højere end på Færøplateauet. Der var en tydelig termoklin på Færøbanken (på omkring 4 m dybde) og tilsyneladende er upwelling af dybere vand langs bankens hældning. På grund af ferskvandstilstrømning fra land, samt vandmasserens relative lange opholdstid på Færøplateauet, var saltholdigheden lavere på Færøplateauet (35,8), og øgedes gradvist ud mod Færøbankkanalen og Færøbanken (Fig. 3.). På Færøbanken kunne der ikke observeres nogen tilsvarende reduktion i saltholdigheden som på Færøplateauet. 6

8 3. Resultater Færøbanken Færøplateauet Figur 3. Temperatur målt for hver m dybde, ned til m dybde, på stationerne Færøbanken Færøplateauet Figur 3. Saltholdigheden målt for hver m dybde, ned til m dybde, på stationerne 7

9 3. Resultater 3. Dyreplankton Dyreplankton på Færøplateauet Færøplateauets artssammensætning var domineret af kopepoder, mens andre dyreplankton fandtes i mindre mængder. Den inderste station (4) var tydelig neritisk med dominans af de neritiske kopepoder Acartia spp. og Temora longicornis. Den yderste station (8) var derimod tydelig oceanisk med dominans Calanus finmarchicus og Oithona similis. De mellemliggende stationer viste en blanding af neritisk og oceanisk zooplankton (Fig. 3.3) 4 3 Antal/m Kopepod naup. Calanus(total) Oithona Temora Acartia Andre kop. Evadne Malacostraca (total) Andet Oikopleura Limacina Figur 3.3 Dyreplankton på Færøplateauet. Kopepodernes antla individer/m 3 (til venstre), Andet dyreplankton på Færøplateauet (til højre) Værdien for Evadne på station 8 er 37 individer/m 3. Bemærk forskelle på skalaerne. Værdien for Oithona på station 8 er 748 individer/m 3. Acartia. spp. fandtes i små mængder på Færøplateauets yderste stationer, hvilket Temora ikke gjorde. Dette kunne tyde på, at der muligvis er to arter af Acartia der findes på plateauet, fordi Acartia longiremis der typisk er talrig på plateauet (Gaard, 999), hovedsagelig er en neritiek art. O. similis fandtes i størst mængde, og var den dominerende kopepod på den sydvestligste station, station 8 (747,5 individer/m 3 ). Antallet af O. similis faldt betydeligt på de indere neritiske stationer, Samme tendens viste sig C. finmarchicus, der var ikke så stor forskel i koncentration af kopepoden på de ydre og indre stationer. (Fig. 3.4) De indre stationer domineredes af lave C. finmarchicus stadier, mens en større del af statierne var modne C. finmarchicus på de sydvestlige stationer især station 8 og 9. Kopepod nauplierne fandtes fordelt over hele snittet. Dog toppede nauplierne på den inderste station, station 4 (76,8 napulier/m 3 ). Det antages at største delen af nauplierne var C. finmarchicus nauplier. C. finmarchicus- og Pseudocalanus sp. nauplier ligner meget, og ville det være en fejl at gruppere nauplierne under C. finmarchicus. Desuden er WP nettet µm, hvilket medfører en kraftig undervurdering af antal nauplier, fordi de mindre nauplierne ikke bliver fanget i nettet. Dafnien Evadne nordmanni var i høj koncentration på Færøplateauets yderste station, hvilket ikke var observeret på de øvrige stationer. Antallet af Malacostraca var lavt på alle snittets stationer (5,- 3, individ/m 3 ), men især klassen Decapoda prægede prøverne på de indre stationer. 8

10 3. Resultater Antallet af Oikopleura sp. var størst på de yderste stationer, mens den fandtes i betydeligt lavere mængder på de indere av Færøplateauets stationer. Station, havde meget små koncentrationer af dyreplankton, og en dominans af Acartia spp. og Malacostraca med koncentrationer på henholdsvis 6 og 6 individer/m 3. Antal/m CVI CV CIV CIII CII CI Figur 3.4 Calanus finmarchicus stadier og samlet antal individer/m 3 på Færøplateauet. Dyreplankton på Færøbanken. Færøbankens artssammensætning var også domineret af kopepoder, mens andet dyreplankton ligeledes fandtes i mindre mængder (Fig. 3.5) Kopepod naup. Calanus(total) Oithona Temora Acartia Andre kop Antal/m Evadne Limacina Andet Oikopleura Malacostraca(total) Figur 3.5 Dyreplankton på Færøbanken Kopepodernes antal individer/m 3 (venstre), mens andet dyreplankton er til højre Bemærk forskelle på skalaerne. 9

11 3. Resultater O. similis var den dominerende kopepod over hele snittet, dog undtagen i Færøbankkanalen, hvor C. finmarchicus var dominerende. Tilsyneladende var Færøbanken meget påvirket af de oceaniske vandmasser omkring banken, men neritiske kopepoder fandtes dog i mindre mængder. Acartia spp. var jævnt fordelt over banken ( - 3 individer/m 3 ), mens den anden neritiske kopepod T. longicornis, fandtes i små koncentrationer (5 3 individ/m 3 ). C. finmarchicus fandtes i mindre koncentrationer på banken ( 3 individer/m 3 ), end i bankkanalen. Det høje antal af gruppen andre kopepoder på station 4 og 7, var primært er forårsaget af Pseudocalanus sp. som udgjorde 88% af gruppen på disse to stationer. Dafnien E. nordmanni fandtes i størst mængder på station, men var ellers tilstede i lave antal på de øvrige stationer. Oikopleura sp. var at finde i ret store mængder midt på banken, (op til 5 individer/m 3 ). Malacostraca fandtes i små koncentrationer over hele banken. Som før nævnt var Calanus finmarchicus tilstede over hele snittet, men i små koncentrationer, undtagen i bankkalalen (Fig. 3.6). De nordøstligste stationer (6 og 7) havde er dominans af de højere C. finmarchicus stadierne, mens de lavere stadier dominerede på alle de andre stationerne på Færøbanken. Antal/m CI CII CIII CIV CV CVI % 9% 8% 7% 6% 5% 4% 3% % % % CI CII CIII CIV CV CVI Figur 3.6 Calanus finmarchicus kopepodit stadier på Færøbanken. Antal individer/m 3 (til venstre) mens den prosentvise fordeling af kopepodit stadierne er vist til højre Antallet af andet dyreplankton (excl. kopepoder) var højere på Færøbanken end på Færøplateauet. Færøbankens artssammensætning, var desuden stærkt påvirket af de omkringliggende vandmasser. De oceaniske kopepoder udgjorde ikke en så stor del af artssammensætningen på Færøplateauet. Dette kunne indikere, at Færøplateauet er hydrografisk mere isoleret fra de ydre vandmasser. Talværdierne for dyreplanktonet er at finde i appendiks.

12 3. Resultater 3.3 Fiskens længde Fiskenes længdefordeling er som forventet, approximalt normalfordelt. Færøplateauets kulleryngel havde højst frekvens i længdeintervallet,5 cm (/3 af totalet) mens torskeynglets højste frekvens var ved lidt større længder (,5 3 cm 4% af totalet). Dog var variansen hos kullerynglen større end torskeynglens (Fig. 3.7). N kuller = 63 N torsk = 68 Færøplateauet,5,5,5 3 3,5 4 4,5 Længdeintervaller Kuller Torsk Frekvens % N kuller = 4 N torsk = 6 Færøbank ,5,5 3 3,5 4 4,5 5 5,5 6 6,5 7,5 8 Længdeintervaller Kuller Torsk Figur 3.7 Længdefordelingen i cm af kuller- og torskeyngel Færøplateauet (til venstre) og Færøbanken (til højre) Torskeynglen på Færøbanke var forskudt i længde i forhold til torskeynglen på Færøplateauet. De dominerende længder var 3-4,5. Højest frekvens var der i længdeintervallet 3,5-4 cm (37 % af totalet). Væksten viste sig at være ret jævn på yngelen fordi spredning i længderne var ikke stor. Kullerynglen havde et bredere længde interval spektrum på Færøbanken end på Færøplateauet, og der var ikke nogen klar normalfordeling. Længdeintervallet 3,5-4,5 cm, hvor torskens frekvens toppede, var ikke helt i overensstemmelse med normalfordelingen. Kullerynglen på Færøbanken var præget af høje frekvenser længderne -5,5 cm, mens større og mindre yngel fandtes i lave antal. 3.4 Ynglens maveindhold på stationerne Yngel på Færøplateauet Torskens maveindhold på de yderste stationer på Færøplateauet var domineret af Calanus finmarchicus (Fig. 3.8) Maveindholdet på station var domineret af kopepod nauplier, men der blev også konsumeret et højt antal af Temora longicornis. På station var Malacostraca den dominerende føde. Gruppen andet dyreplankton, bestående af, veliger larver, rur nauplius og cypris og fiskelarver, var dominerende på den inderste station. Der var også konsumeret en betydelig del Malacostraca og T. longicornis på stationen.

13 3. Resultater På station var der er ingen kopepoder konsumeret, men føden bestod udelukkende af Malacostraca (,75 pr. mave) og fiskelarver (,5 pr. mave) som gruppen andet bestod af på denne station. Der var kun 4 torskelarver indfanget på stationen (appendix ). I plankton prøverne på station var antallet af dyreplankton meget lavt. De to mest dominerende dyreplankon var Acartia sp. og Malacostraca. 9 4 Copopod naupl. Temora Calanus Pseudocalanus Acartia Andre cop Gennemsnit pr. torsk (tal) Evadne Oikopleura Malacostraca (total) Andet Figur 3.8 Dyreplankton konsumeret af torskeyngel på Færøplateauet Til venstre er vist gennemsntisantal kopepoder pr. torskemave, mens andet dyreplankton er vist til højre Bemærk forskelle på skalaerne Maveindholdet var højst på station som ligger 39 m bunddybde. Føden var domineret af kopepod nauplier og T. longicornis. Oikopleura sp. var også en betydelig del af føden. Føden på stationerne og 9 var domineret af C. finmarchicus, mens der var konsumeret et mindre antal af T. longicornis og kopepod nauplier. For at uddybe vores undersøgelser, har vi valgt at se på fordelingen af C. finmarchicus stadierne. Vi har længdemålt største delen af kopepoderne, men det var ikke mulig at stadiebestemme en stor del af C. finmarchicus (89), oftest på grund af manglende hale. Ud fra det C.finmarchicus som både var længdemålt og stadiebestemmet, var det mulig at stadieestimere resten ud fra deres længde. Tabel 3. Samlet antal Calanus finmarchicus i maveundersøgelserne, samt stadiernes gennemsnitslængde og standard afvigelse (venstre) Vores estimering af stadierne (højre) Føde Stadie Gennemsnit størrelse Std afv. Sum af antal Calanus,9573, Calanus I,78565,6 6 Calanus II,9744, Calanus III,99583, Calanus IV,86774, Calanus V,746, Calanus hanner,6,65 4 Calanus hunner,476, Estimeringen: Calanus I L<,88 Calanus II,88 < L <,4 Calanus III,4< L <,56 Calanus IV,56 < L <,5 Calanus V,5 < L <,37 Calanus VI L >,37

14 3. Resultater I maveundersøgelserne var 4 C. finmarchicus der hverken kunne stadiebestemmes eller længdemå les. De giver udslag på nogle af stationerne i figurerne over kopepodens stadiefordeling. På de to yderste af Færøplateauets stationer konsumerede torskeynglen mest C. finmarchicus, mens antallet faldt betydeligt på de indre stationer (Fig. 3.9) På den yderste station var der primært konsumeret de højere C. finmarchicus stadier ( C IV C VI), mens C I C III udgjorde en større del på de indere stationer. På den inderste station var der udelukkende konsumeret de laveste stadier. 4 Gennemsnit pr. torsk (tal) 3,5 3,5,5,5 9 4 CI CII CIII CIV CV CVI Figur 3.9 Calanus stadier konsumeret af torsk på Færøplateauet Kullernes føde var domineret af Oikopleura sp. på alle Færøplateauets stationer, med undtagelse af station hvor T. longicornis dominerede (Fig. 3.) Copopod naupl. Calanus Temora Pseudocalanus Acartia Andre cop. 4 Gennemsnit pr. kuller (tal) 3,8,6,4, 8 9 Evadne Limacina Malacostraca(total) Polychaeta Andet Gennemsntisantal Oikopleura Antal pr. mave 8 4,4 9 9,6,6 6,4 Figur 3. Dyreplankton i maveundersøgelserne af kulleryngel på Færøplateauet Gennemsnitsantal kopepoder pr. kullermave (øverst til venstre), mens andet dyreplankton er vist til højre (excl. Oikopleura). Bemærk forskelle på skalaerne. Oikopleura er vist i tabellen til venstre 3

15 3. Resultater Der var mest Oikopleura konsumeret på de to yderste stationer, mens den konsumerede mængde af T. longicornis var højst på de tre inderste stationer. C. finmarchicus var konsumeret i forholdsvissmå mængder på alle stationerne (Fig. 3.). Der var mest C. finmarchicus konsumeret på station 9 og, og en betydelig del af kopepoderne (ca. 7%) var små kopepodit statdier (C I - III). 4 Gennemsnit pr. kuller (tal) 3,5 3,5,5,5 8 9 CI CII CIII CIV CV CVI Figur 3. Calanus stadier konsumeret af kulleryngel på Færøplateauet Yngel på Færøbanken Torskens føde på Færøbanken var lige som på Færøplateauet, domineret af kopepoder. C. finmarchicus var den dominerende kopepod på alle stationer, bort set fra station 4 hvor Pseudocalanus sp. dominerer (Fig. 3.). Kopepod æg blev også konsumeret i stort antal på stationen, men da Pseudocalanus sp. hunner bibeholder deres æg til de er klækkede, bliver æggene konsumeret sammen med hunnerne. Da der primært var konsumeret kopepod æg hvor der også var konsumeret Pseudocalanus, antager vi at største delen af æggene er Pseudocalanus sp. æg.,5 3 3a Gennemsnit pr. torsk (tal),5,5 3 3a 4 5 Copopod naupl. Calanus Temora Pseudocalanus Acartia Andre cop. Evadne Limacina Polychaeta Oikopleura Malacostraca(total) Andet 3. Dyreplankton i maveundersøgelserne af torskeyngel på Færøbanken Gennemsnitsantal kopepoder pr. torskemave (venstre), mens andet dyreplankton er vist til højre Søjlen andet på station 4 består af kopepod æg (,5 mm), med en værdi på 34,5 pr. torsk, og Pseudocalanus på samme station har en værdi på 39,63 Bemærk forskelle på skalaerne. 4

16 3. Resultater På station 5 var føden domineret af C. finmarchicus og dernæst Acartia spp.. Dette er den eneste station hvor Acartia spp. er en betydelig del af føden. I dyreplanktonprøverne fandtes der høje koncentrationer af Oithona similis, og dernæst Acartia spp. C. finmarchicus var tilstede i mindre mængder. Der var næsten ingen anden kopepod på stationen. Der var overvejende konsumeret C. finmarchicus på station 3a, som ligger på den østlige kant af banken (Fig..). Føden på station 3 var ligeledes domineret af C. finmarchicus, men der blev også konsumeret større mængder af andet dyreplankton (Fig. 3.). Antallet af konsumeret C. finmarchicus var relativt jævnt over toppen af banken (Fig. 3.3) Fordelingen af C. finmarchicus stadierne var ligeledes jævn på toppen af banken. Der var stor dominans af de højere statier. Stadie IV, V og VI udgjorde 8 9% af de totale konsumerede C. finmarchicus. På station 3a, var det to de højere stadier der udgjorde største delen af kopepoderne. 7 Gennemsnit pr. torsk (tal) a 4 5 CI CII CIII CIV CV CVI Figur 3.3 Calanus stadier konsumeret af torsk på Færøbanken På Færøbankens sydvestlige stationer var kullernes føde domineret af Oikopleura sp., mens der ikke var nogen entydig dominans på de tre nordøstlige stationer. (Fig. 3.4) Der var konsumeret lidt føde på de to nordøstlige stationer, og fordelingen af arterne var relativ jævn, dog fandtes C. finmarchicus, Malacostraca og Limacina i lidt større antal end de andre dyreplankton Kullerynglen havde, lige som torskeynglen, primært konsumeret Pseudocalanus sp. og kopepod æg på station 4, men ikke i lige stort antal som torskeynglen. Desuden er der konsumeret en del Polychaeta, hvilket vi ikke har observeret ofte på andre stationer. Oikopleura sp. var den dominerende føde hos kulleryngel på de sydøstlige stationer. Desuden var der på station også konsumeret et højt antal T. longicornis. 5

17 3. Resultater a 3 3a Copopod naupl. Calanus Temora Pseudocalanus Acartia Andre cop Gennemsnit pr. kuller a 3 3a Evadne Malacostraca(total) Andet Limacina Polychaeta Gennemsntisantal Oikopleura Antal pr.mave 39,5 a 8, 3 6,95 3a 8,35 4,85 5,95 6 3, Figur 3.4 Dyreplankton i maveundersøgelserne på kulleryngel på Færøbanken Gennemsnitsantal kopepoder pr. kullermave (øverst til venstre) mens andet dyreplankton er vist til højre (excl. Oikopleura). Søjlen andet dyreplankton på station 4, hovedsagelig bestående af kopepod æg (34,5 pr. mave) Oikopleura er vist i tabellen til venstre Konsumeret C. finmarchicus på Færøbanken var lavt i forhold, de mængder af dyreplankton som fandtes i maveindholdet. På staton 5 og 6 var der konsumeret mest C. finmarchicus (ca. pr. mave) Yngelen havde primært spist de højere C. finmarchicus stadier. Dette var dog ikke gældende for station hvor der var konsumeret en større del af de lavere stadier (Fig. 3.5) Gennemsnit pr. kuller (tal),5,5,5 a 3 3a CI CII CIII CIV CV CVI Figur 3.5 Calanus stadier konsumeret af kulleryngel på Færøbanken 6

18 3. Resultater 3.5 Ynglens fødevalg i forhold til dets længde. Føden på Færøplateauet Toskeynglen på Færøplateauet havde et længde spektrum fra,5-3,5 cm.(fig. 3.6) Det mindste torskeyngel konsumerede udelukkende kopepod nauplier, mens det større yngel konsumerede af alle kopepodarterne, samt nauplier. Yngel større end,5 cm konsumerede næsten ikke de små kopepoder Oithona similis og Acartia spp. Det viste sig at større yngel konsumerede større kopepoder, C. finmarchicus og T. longicornis.,5 - -,5,5 - -,5, ,5 Længdeinterval (cm) Calanus Temora Pseudocalanus Acartia Oithona Kopepod naupl. Andre kop Gennemsnit pr. torsk 4 3,5 3,5,5,5,5 - -,5,5 - -,5, ,5 Evadne Oikopleura Malacostraca Andet Figur 3.6 Torskeynglens fødevalg på Færøplateauet, vist i forhold til ynglens længde Bemærk forskellen mellem skalaerne. Dataet til grafen er at finde i appendiks 3. Der skete et markant skifte i fødevalg hos torskeyngel større end,5 cm. Mens antallet af konsumerede kopepoder voksede med fiskens længde i de mindre intervaller, konsumerede ynglen større end,5 cm færre kopepoder, mens Malacostraca blev en større del af diæten, endda måske den dominerende føde, når man tager deres tørvægt i betragtning. 3 Gennemsnit pr. torsk,5,5,5 -,5,5 - -,5, ,5 Længdeinterval (cm) CI CII CIII CIV CV CVI Figur 3.7 Torskeynglens konsumering af Calanus stadier på Færøplateauet, vist i forhold til ynglens længde 7

19 3. Resultater På Færøplateauet, konsumerede torskeyngel i længdeintervallet (,49 cm), udelukkende stadierne C III og C IV (Fig. 3.7). Resultatet skal dog tages med forbehold, da det er kun to torsk der repræsenterer dette interval. Torskeyngel med længden,5,5 cm havde konsumeret mest C. finmarchicus, og alle stadier var repræsenteret, i nogenlunde lige store mængder. Yngel større end,5 havde ikke konsumeret meget C. finmarchicus, og stadiefordeligen var uklar. Hos det mindste af Færøplateauets kulleryngel (,5 cm) var føden domineret af kopepod nauplier, og de små kopepoder O. similis og Acartia spp. (Fig. 3.8). Hos kulleryngel mellem,5 og 3,5 cm var C. finmarchicus og T. longicornis en betydelig del af føden, mens små kopepoder og kopepod nauplier forsvandt fra diæten. Malacostraca var lavt i antal, men større yngel konsumerede mere Malacostraca. Oikopleura sp. var også voksende i antal større fisken var, og det samme med Polychaeta. -,5,5 - -,5 Længdeinterval (cm), ,5 3, ,5 4,5-5 Calanus Temora Pseudocalanus Acartia Oithona Kopepod naupl. Andre kop Gennemsnit pr. kuller ,5,5 - -,5, ,5 3, ,5 Evadne Limacina Oikopleura Polychaeta Malacostraca Andet 4,5-5 Figur 3.8 Kullerynglens fødevalg på Færøplateauet, vist i forhold til ynglens længde Bemærk forskelle på skalaerne C. finmarchicus forsvandt fra føden hos yngel større end 3,5 cm, hvilket er et uventet resultat. Antallet af det repræsentative kulleryngel er 5, og er dette måske ikke et stort antal, men de var indfanget på de to yderste stationer hvor C. finmarchicus var i store koncentrationer i vandprøverne. Gennemsnit pr. kuller 3,5,5,5 -,5,5 - -,5, ,5 Længdeinterval (cm) CI CII CIII CIV CV CVI Figur 3.9 Kullerynglens konsumering af Calanus stadier på Færøplateauet, vist i forhold til ynglens længde. 8

20 3. Resultater Kullerynglens konsumering af C. finmarchicus viste en pæn fordeling, hvor de mindste yngel overvejende konsumerede de lavere C. finmarchicus stadier (Fig. 3.9). De større yngel konsumerede større stadier, og de spiste også større mængder af C. finmarchicus. Yngel over 3,5 konsumerede ikke C. finmarchicus. Føden på Færøbanken Torskeyngel mindre end,5 cm havde udelukkelde spist kopepoder, hvoraf C. finmarchicus var dominerende. Dette interval havde konsumeret mindst føde (Fig. 3.) Hos yngel med længde fra,5 3 cm var føden domineret af Pseudocalanus sp., hvor en stor del var modne hunner, og derved var der også konsumeret et højt antal af kopepod æg Torskeyngel større end 3,5 havde konsumeret mest Pseudocalanus sp. og C. finmarchicus. -,49,5 -,99 3-3,49 3,5-3,99 4-4,5 Længdeinterval (cm) Calanus Temora Pseudocalanus Acartia Oithona Kopepod naupl. Andre kop Gennemsnit pr. torsk ,5 3 -,5 4 -,5 5 -,5 6 -,5 Malacostraca Poly chaeta Oikopleura Limacina Evadne Kop. Æg Andet Figur 3. Torskeynglens fødevalg på Færøbanken, vist i forhold til ynglens længde. Bemærk forskellen mellem skalaerne På Færøbanken var C. finmarchicus en væsentlig del af føden hos torskeynglen. Antallet af konsumerede C. finmarchicus voksede jævnt med ynglens størrelse (Fig. 3.). Hos yngel større end,5 er det overvejende de større C. finmarchicus stadier C IV, C V og C VI, der var konsumerede. Der var også en tendens til at de større yngel, konsumerede en større proportion af de største stadier, sammenlignet med de mindre yngel ,5, ,5 3, ,5 Længdeinterval (cm) CI CII CIII CIV CV CVI Gennemsnit pr. torsk Figur 3. Torskeynglens konsumering af Calanus stadier på Færøbanken, vist i forhold til ynglens længde 9

21 3. Resultater Kullerynglen på Færøbanken konsumerede meget varierende føde (Fig. 3.) Dog var Oikopleura sp. den dominerende føde i alle længdeintervallerne.,5 - -,5, ,5 3,5-4 Længdeinterval (cm) 4-4,5 4, ,5 5, ,5 6,5-7 7, ,5 Calanus Temora Pseudocalanus Oithona Kopepod naupl. Andre kop Gennemsnit pr. kuller ,5 - -,5, ,5 3, ,5 4, ,5 5, ,5 6,5-7 7, ,5 Evadne Limacina Oikopleura Polychaeta Malacostraca Andet Figur 3. Viser kullernes fødevalg på Færøbanken i forhold til ynglens længde. Bemærk fosrkelle på skalaerne I længde intervallet,5-,5 cm var det de små kopepoder O. similis og, Acartia spp., samt kopepod nauplier de dominerende kopepoder i yngelens føde. Hos yngel i længde mellem,5-4 cm var Pseudocalanus sp. den dominerede kopepod i føden, mens antallet af konsumerede C. finmarchicus og T. longicornis voksede med fiskens længde. Konsumering af kopepoder hos yngel større end 4 cm domineredes af T. longicornis, mens antallet C. finmarchicus også forblev relativt højt. Det viste sig, at større fisken var højere antal af Oikopleura sp. konsumerede den, og var denne tunicat i antal yngelens dominerende føde over hele længdespektrumet. Malacostraca var kun at finde i føden hos yngel større end 3,5 cm og voksede i antal større fisken var (se appendix 3). Resultaterne for de største yngel skal tages med forbehold på grund af et lavt antal undersøgte maver. Kullerynglen konsumerede få C. finmarchicus til alle længder (Fig. 3.3) Gennemsnit pr. kuller,5,5,5 -,5, ,5 3, ,5 4, ,5 5, ,5 Længdeinterval (cm) CI CII CIII CIV CV CVI 7,5-8 Figur 3.3 Kullerynglens konsumering af Calanus stadier på Færøbanken, set i forhold til ynglens længde

22 4. Diskussion Alle yngel havde en dominans af C. finmarchicus på højere stadier. Antallet af konsumerede Calanus finmarchicus toppede i længder intervallet 6-6,5, hvor C V og C VI'ere prægede føden. Det største af kullerynglen spiste ikke meget C. finmarchicus og var det kun Calanus(V) at finde i deres maver, men resultat skal taget med forbehold fordi n = i dette længder interval. 4 Diskussion 4. Ynglens opvækstområde Vandmassen inde på den Færøplateauet, er en selvstændig opblandet vandmasse, på grund af det stærke strømfald. Fronten mellem den opblandede vandmasse inde på Færøplateauet, og havvandet udenfor, ligger sædvanligvis omkring - 5 m bunddybde. Den opblandede vandmasse på Færøplateauet er opretholdt som en adskilt vandmasse af en persistent anticyklonisk cirkulation, der følger dybderlinierne (Hansen 99). Opholdstiden for vandmassen på Færøplateauet er ca. 3 måneder, men varierer meget, fra en måned til et halvt år (Gaard og Hansen ). Der er dog en indstrømning af oceanisk havvand ind på Færøplateauet. Denne indstrømning er meget varierende, og kommer primært fra Færøbankkanalen (Gaard og Hansen, ) Vores snit ligger på den vestlige side af Færøplateauet, og er derfor påvirket af det varierende indstrømning af oceanisk havvand. Hydrografmålingerne alene, kan ikke påvise nogen skarp front mellem Færøplateauet vandmasse og havvandet udenfor, men der er en gradvis stigning i saltholdighed over snittet. Planktonprøverne viste, at artsammensætningen på den inderste station (8 m bunddybde) på Færøplateauet var tydelig neritisk, mens de to yderste stationer (station 9 med m og station 8 med 47 m bunddybde) var oceaniske. De mellemliggende stationer viser en gradvis overgang fra neritisk sammensætning inderst på Færøplateauet til oceanisk sammensætning yderst på snittet. Vandmassen midt på Færøbanken har, lige som Færøplateauet, en anticyklonisk cirkulation, og er relativt isoleret. Hver cirkulation varer ca. måned (Hansen 99). Færøbanke har også tidevandsblandinger (Knút Simonsen, munlig kommunikation), men de kræfter kan ikke være lige stærke, som på Færøplateauet, fordi vores resultater viser ikke en homogen vandmasse ned gennem dybden, men derimod en termoklin midt på banken (Fig. 3.). Også tidligere målinger (Lastein, 99) har vist, at der som regel dannes en sommertermoklin på Færøbanken. Som nævnt før, har undersøgelser (Gaard og Mortensen 993) af phyto- og zooplankton vist, at artssammensætningen på Færøbanke er er forskellig fra det omkringliggende havmiljø. Mens artssammensætningen udenfor banken er tydelig oceanisk, overvejende kopepoderne Oithona similis og Calanus finmarchicus, så var zooplankton sammensætningen på banken mere neritisk. Dafnier og Pseudocalanus sp. var en betydelig del af sammensætningen, mens antallet af C. finmarchicus er betydeligt lavere end i det omkringliggende havmiljø. Vores undersøgelser af zooplankton sammensætningen på Færøbanke viste ligeledes at artssammensætningen var mere neritisk end undenfor (Fig. 3.5). Dog var O. similis den dominerende kopepod på alle Færøbankeens stationer, mens C. finmarchicus var dominerende i Færøbankkanalen. Da O. similis er en oceanisk kopepod, tyder dette på en indstrømning af oceanisk havvand til Færøbanken. Med denne indstrømning skulle koncentrationen af C. finmarchicus nok være noget højere end observeret. Dette kunne tyde på en stor predation på C. finmarchicus i forhold til indport af kopepoden. Ligeledes tyder det på en større predation på C. finmarchicus end O. similis.

23 4. Diskussion Maveundersøgelserne viste også, at ynglen selekterede efter store C. finmarchicus dette galt især torskeynglen (Fig. 3. og 3.3) Færøbanken havde en meget mere oceanisk dyreplankton sammensætning end Færøplateauet. Dette tyder på, at Færøplateauet er et mere isoleret system end Færøbanke. 4. Ynglens længde på Færøplateauet og Færøbanken. Der var en stokastisk forskel i gennemsnitslængderne, for både kuller- og torskeyngel, mellem Færøbanken og Færøplateauet (Tabel 4.) Gennemsnitlængderne var højere på Færøbanken end på Færøplateauet. Forskellen var,8 cm for torskeynglen og,6 cm for kullerynglen. Variansen på yngelens gennemsnitslængde viste sig også at være større på Færøbanke. Tabel 4. Viser resultatet af vores t-test mellem middelværdierne hos ynglen på Færøplateauetl og på Færøbanken µ er ynglens gennemsnitslængde, S er variansen og N er antallet af yngel. Torskeyngel t-test Kulleryngel t-test Område µ s N t t,5, µ s N t t,5, (cm) (cm) Færøplateauet,68,8 68 7,644,645,34,67 63,6,645 Færøbanken 3,5,45 6 3,9,54 4 Hvad kan forårsage forskelle: Færøbanke og Færøplateauet er som nævnt to relativt isolerede systemer og har hver sin population af kuller og torsk. Fiskemærkninger af torsk har vist, at migreringen mellem disse to biotoper er minimal (Stubberg 96, Stubberg 933, Tåning 94, Joensen 956, Jones 966). DNA analyser har påvist genetiske forskelle (Dahl 995) og væksraterne er også forskellige (Ursin 984) mellem torskebestandene på Færøbanke og Færøplateauet. Bl.a. derfor bliver populationen af torsk på Færøbanke og Færøplateauet betragtet som hver sin bestand. Undersøgelser af kuller har ligeledes vist en adskillelse mellem Færøplateauet og Færøbanke, (Jones 96, Mattiangeli et al. 999) og der er også talen om to forskellige bestande. Vedrørende gydningen hos torsk og kuller på disse to biotoper, er der forskel mellem hovedgydnings sæsonen, både arterne imellem og inden for samme art på henholdsvis Færøplateauet og Færøbanken. Gydningen hos torsk på Færøplateauet foregår fra februar til maj, hovedgydningen er i sidste halvdel af martsmåned (Hansen et al. 99). Torsken på Færøbanken har sandsynligvis en senere hovedgydning eller gyder over en længere periode, sammenlignet med Færøplateauet (Hansen et al. 99). Kullernes gydning på Færøplateauet foregår fra mars til maj måned, men hovedgydning er i første halvdel af april måned (Gaard og Reinert, 996), det vil sige ca. uger efter torskens hovedgydning. Kullernes hovedgydning er senere på Færøbanken end på Færøplateauet. (Hansen et al. 99) Disse resultater viser, at vækstsæsonen hos torske- og kullerynglen på Færøplateauet sandsynligvis har været længere end på Færøbanken, og ynglets større gennemsnits længde på Færøbanken, kan derfor reflektere forskellige vækstrater på de to områder.

24 4. Diskussion Hydrografien viste, at Færøbanke var omkring,5 C varmere end den Færøplateauet i de øvre vandmasser (-5 m) (Fig. 3.). Der er påvist at enzymaktiviteten øges eksponentielt med varmen og vil det medføre at fordøjelse hastigheden af føden foregår hurtigere (Knutsen og Salvanes, 999). Fisken i varmere miljø kan derfor fordøje føden effektivere, spise oftere og derved vokse hurtigere. Varmeforskellen mellem Færøplateauet og Færøbanke kan derfor være en vigtig faktor i forklaringen på hvorfor gennemsnitslængden hos yngelen er så højt der, sammenlignet med Færøplateauet. Biotiske faktorer kan også spille en betydelig rolle angående væksten. Gennemsnit antallet af dyreplankton, var væsentligt større på Færøbanke (ratio 4,5:) end på Færøplateauet (Tabel 4.), og torske- og kullerynglen havde mere føde i maverne på Færøbanken. (henholdsvis,: og,5:). Da forskellene er meget markante har tilgængeligheden af føden sandsynligvis været en vigtig faktor angående vækstpotentialet. Tabel 4. Gennemsnits antal dyreplankton i de forskellige prøver, Område Prøveslag Gennemsnitsantal Dyreplankton Færøbanke Kullermave 35 Færøbanke Torskmave Færøbanke Vandprøver 95 Færøplateauet Kullermave 4 Færøplateauet Torskmave Færøplateauet Vandprøver 483. Vægstforsøg hvor miljøforholdene var ens har vist, at Færøbanketorsk vokser hurtigere end Færøplateautorsk (Fjallstein og Magnussen, 996). Denne vækstforskel kan skyldes genetiske forskelle mellem de to torskepopulationer. Torskeyngelen på Færøbanken kan derfor også have nogle genetiske egenskaber som forårsager et højere vækstpotentiale. Studier fra George Bank har påvist at kulleryngelens vækstpotentiale er stærkt påvirket af miljøets ressourcer i forhold til torkseynglens. Kullerynglen havde lavere vækstpotentiale end torskeynglen, hvor føden var begrænset, mens kulleryngelens vækstpotentiale var højere end torskeyngelens i miljøer hvor føden ikke var begrænsende faktor (Buckley og Lough, 987). Som nævnt før, er hovedgydningen hos kuller ca. uger efter torskeynglen (Gaard og Reinert, 996) så begrundelsen for forskellen i gennemsnitlængderne er næppe at finde i gydningstidspunkterne. I tabel 4. så vi ikke nogen nævneværdig forskel mellem torske- og kulleryngelens gennemsnitlængder på Færøplateauet. Derimod viste Færøbanken en betydelig højere gennemsnitlængde hos kulleryngelen, taget i betragtning sene hovedgydning i forhold til torskens, kan kullerne antages at have vokset hurtigere end torsk. Dette kunne måske tyde på, at føden ikke var en begrænset faktor på Færøbanken og at kullerynglen derved havde et højere vækstpotentiale end torskeynglen. 3

25 4. Diskussion 4.3 Ynglens fødevalg i forhold til miljøets dyreplankton sammensætning. Kane (984) stillede spørgsmålet om hvordan to så nært beslægtede arter som torsk og kuller, kunne leve sammen, og konkluderede at de teoretisk kunne leve sammen hvis: () der ikke var stor konkurrence om føden, eller () konkurrence har påvirket evolutionær udviklingen og forårsaget at en art har fået sig en anden niche. Ifølge optimal foraging theory (OFT), vil dyr tilpasse sig, så at de maksimer deres fitness indenfor spektrumet for mulig adfærd (Pyke, 979). Vedrørende fødevalg, har OFT påvist Cost-bennefit raten af energi indtagelsen. Fødevalget bestemmes ikke kun af næringsværdien af et bytte, men også af den energi det koster, og den tid det tager at fange og bearbejde føden. Optimum kan findes ved at bestemme den kost der maksimer netto raten af forvunden energi. (Knutsen og Salvanes, 999) Tidligere undersøgelser (Gaard og Reinert, 996) viste, at ynglen på Færøplateauet primært konsumerede kopepoder. Primært Temora longicornis og Calanus finmarchicus, selv om vandprøverne viste en høj koncentration af Acartia spp. Undenfor Færøplateauet var C. finmarchicus dominerende både i føde og planktonprøverne. De større yngel (over 3,5 cm) konsumerede også Malacostraca og fiskelarver, dette var oftere set hos kuller end hos torsk. Der var et overlap i både niche og føde habitat mellem torske- og kulleryngel. Dette tyder på, at der er fødekonkurrence mellem de to arter i tilfælde af begrænset føde. Vores undersøgelser af fødevalg hos ynglen i forhold til tilgængelig føde på Færøplateauet viste, at på de sydvestligste stationer 8 og 9 var C. finmarchicus i ret store mængder i vandprøverne, mens Oithona similis var den anden kopepod der dominerede. På de indere neritiske stationer var der i vandprøverne en dominans af T. longicornis og Acartia spp. (Fig. 4.). Torskeynglen konsumerede primært C. finmarchicus og T. longicornis som var de største kopepoder i zooplankton sammensætningen, men selektionen var større efter C. finmarchicus end efter T. longicornis.(fig. 4.) Yngelet spiste de mest energirige dyreplankton i miljøet, og inde på Færøplateauet var der desuden en selektion efter Malacostraca. Torskeynglen selekterede dog mere efter kopepoderne end kullerynglen gjorde. Hos torskeyglen var C. finmarchicus dominerende i føden på station og ud af plateauet, mens T. longicornis blev konsumeret i større antal på de indere stationer. Kullerynglens føde var domineret af Oikopleura sp., og på nogle stationer i meget stort antal. Af kopepoderne var der T. longicornis der dominerede føden på alle stationer. Selv om det største torskeyngel var 3,5 cm mens det største kulleryngel var 5 cm, konsumerede torskeynglen dog primært C. finmarchicus, i hvert fald på de ydre stationer, mens kullerne selekterede efter T. longicornis og de mere passive Oikopleura sp 4

26 4. Diskussion % % Fordelingen af dyreplankton 8% 6% 4% % Fordelignen af dyreplankton 8% 6% 4% % % % % % Fordelingen af føde hos torskeyngel 8% 6% 4% % Fordelingen af føde hos kulleryngel 8% 6% 4% % % % Calanus Temora Andre kop. Oikopleura Malacostraca Andet Figur 4. Fordelingen af dyreplankton i vandprøverne (øverst), og fordelingen af den konsumerede føde hos torske- og kulleryngel på Færøplateauet (nederst) Torskeynglens fordeling af føden er vist nederst til venstre, mens kullerynglens fordeling er vist nederst til højre Færøbankens zooplankton sammensætning var domineret af Oithona sp. på alle stationer. Dernæst var Acartia sp. i betydelige koncentrationer. T. longicornis fandtes i små mængder over hele banken (Fig. 4.). På Færøbanken var føden hos torsk domineret af C. finmarchicus på alle stationer, undtagen station 4 hvor der blev konsumeret et enormt antal af Pseudocalanus sp. og kopepod æg. Acartia den meget mindre kopepod blev tydelig selekteret fra. Kullerynglen på de sydøstligste stationer på banken havde overvejende konsumeret Oikopleura sp.. Men de tre nordvestligste stationer var domineret af Pseudocalanus og C. finmarchicus. Der er et overlap i fødevalg hos kuller og torsk på station 4 og 5. men ikke noget betydeligt på resten af banken. 5

27 4. Diskussion % % Fordelingen af dyreplankton 8% 6% 4% % % 3 3a 4 5 Fordelingen af dyreplankton 8% 6% 4% % % a 3 3a Fordeiligen af føde hos torskeyngel Fordeiligen af føde hos torskeyngel % 8% 6% 4% % % Station nr. 3 3a 4 5 Calanus Temora Andre kop. Fordelingen af føde hos kulleryngel % 8% 6% 4% % % a 3 3a Oikopleura Malacostraca(total) Andet Figur 4. Fordelingen af dyreplankton i vandprøverne (øverst), og fordelingen af den konsumerede føde hos torskeog kulleryngel på Færøbanke (nederst) Torskeynglens fordeling af føden er vist nederst til venstre, mens kullerynglens fordeling af føde er vist nederst til højre Vores resultater tyder på, i lighed med tidligere undersøgelser på Færøplateauet (Gaard og Reinert, 996), at både kuller- og torskeynglen generelt foretrækker de store kopepoder. Men hvis konkurrencen om føde bliver for stor, synes kuller at skifte føde mens torsk tilsyneladende stadig konsumerer de større kopepoder. At kullerne skifter føde går tilsyneladende ikke ud over væksten, idet de tilsyneladende vokser hurtigere end torsk. Dette reflekterer en højere predationsrate hos kuller end hos torsk (Tabel 4.). Kullerne synes at være mere opportunistiske inden for fødevalg end torsken. Undersøgelser af fødevalg hos torske- og kullerlarver (Kane,984) der lever sammen, viste at selv om arterne havde lignende fødevaner, var torsk en mere aggressiv predator end kullerne og de begynde hurtigere at konsumere større byttedyr end kuller. Kane undersøgte larver, mens vi har undersøgt føden hos torske- og kulleryngel, men vi har også observeret at torsken måske er den mere aggressive predator, idet torsken hovedsagelig selekterer C. finmarchicus mens kullerne konsumerer store mængder af de mere passive Oikopleura sp. 6

28 4. Diskussion 4.4 Ynglens fødevalg i forhold til ynglens længde Flere undersøgelser har vist, at jo større ynglen er desto større er deres foretrukne byttedyr (Thorrison, 989; Casas og Paz, 996). Det er derfor nærliggende for os at undersøge fødesammensætningen i forhold til ynglens længde. Hússy et al. (997) observerede hos baltisk torskeyngel i længdeinterval,5 5, cm, at de mindste torsk i intervallet konsumerede føde som havde den optimale byttedyr længde, men størrelsen af byttedyr voksede ikke med fiskens længde. Pelagisk yngel konsumerer typisk små byttedyr, f.eks. kopepoder, indtil ynglen settler (Robb og Hislop, 98; Robb, 98; Mahon og Neilson, 987) Undersøgelser fra Island har vist skift i diæten hos torskeyngel. De små larver spiste primært nauplier og små kopepoder, skiftede siden til at konsumere primært større kopepoder som Calanus finmarchicus, mens de største yngel diæt domineredes af Malacostraca (Thorisson, 989). Det var også mulig for os, at observere gradvis skifter i fødevalg og fødemængde i forhold til ynglens længde. For bedre at kunne observere skifte i fødevalg i forhold til fiskens længde, har vi valgt at se på fordelingen af de byttedyr, som potentielt kunne være konsumerede i forskellige rater til de forskellige længder (Fig. 4.3 og 4.4). Vi antager ud fra vores resultater (afsnit 3.5) og ud fra andre undersøgelser (Thorrison, 989), at kopepod nauplier, Oithona similis og Acartia spp. (små kopepoder), Temora longicornis og Calanus finmarchicus (store kopepoder) samt Malacostraca, repræsenterer bedst skifte i fødevalg. Kopepoden Pseudocalanus sp., med kopepod æg, var også en stor del af fiskens føde, især på Færøbanke, men vi har valgt ikke at medbringe kopepoden her pga. at den bliver konsumeret i store mængder af stort set alle længdeintervallerne, og dette reduserer betydningen af f.eks. Malacostraca, som totalt bliver konsumeret i betydelig mindre mængder. Oikopleura sp. som også er en stor del af føden, særlig hos kuller, er heller ikke medtaget i figurene af samme årsager, men der vil blive diskuteret noget omkring Oikopleura sp. Torskeyngelen på Færøplateauet viste samme tendens som de Islandske undersøgelser angående diætskifter (Thorisson, 989). Vores undersøgelser af torskeyngel på Færøplateauet, kunne tyde på to skift i fødevalg i længdespektrumet,5-3,5 cm (Fig. 4.3) % 8% 6% 4% % %,5 -,99 Torskeynglens længde -,49,5 -,99 -,49,5 -,99 små kop. 3-3,5 Kopepod naupl. -,49,5 -,99 -,49 Malacostraca store kop,,5 -,99 3-3,49 3,5-3,99 4-4,49 4,5-4,99 Kullerynglets længde Figur 4.3 Færøplateauets torske- (venstre) og kulleryngels (højre) fordeling af udvalgte konsumerede dyreplankton i forhold til ynglets længde. 7