Livet i Sundkøbing. I Det Herrens År Middelaldercentret Nykøbing Falster

Transkript

1 Livet i Sundkøbing I Det Herrens År 1401 Middelaldercentret Nykøbing Falster

2 Middelaldercentret 2011 Tryk: Middelaldercentret INTERNT ARBEJDSPAPIR EFTERTRYK IKKE TILLADT Livet i Sundkøbing - I Det Herrens År 1401 Indledning Dette hæfte præsenterer den lille købstad Sundkøbing og kan bruges som en vejledning for de familier og andre frivillige, der bebor byen i kortere eller længere tid. Dette er ikke en videnskabelig publikation. Der er ikke kildehenvisninger til samtlige udsagn i teksten. Der er en vejledende litteraturliste bag i bogen, med primært almen og populær litteratur om middelalderen. Udsagnene i bogen bygger på forfatternes og Middelaldercentrets øvrige medarbejderes viden om emnerne. Hæftet kan bruges til at få lidt mere almen viden om hverdagen for menneskene omkring år 1400 og kan besvare nogle af de spørgsmål som både frivillige og de besøgende ofte stiller. Hæftet er kun til internt brug på Middelaldercentret og må ikke videregives eller kopieres til andre formål. Hæftet revideres og udvides løbende, så der udgives et nyt hæfte hvert år. Peter Vemming Hansen Centerleder Marts 2011 THE EUROPEAN UNION The European Regional Development Fund Middelaldercentret Ved Hamborgskoven 2 Sundby L Nykøbing F. mc@middelaldercentret.dk Tlf Fax Middelaldercentret 2011 Tryk: Middelaldercentret INTERNT ARBEJDSPAPIR EFTERTRYK IKKE TILLADT Middelaldercentret Ved Hamborgskoven 2 Sundby L Nykøbing F. mc@middelaldercentret.dk Tlf Fax

3 ologiske forskningsmetoder, hvor man gennem praktiske forsøg prøver at genskabe det manglende i de historiske og forhistoriske arbejdsprocesser. Samfundet Hustomt med vægbænk og ildsted Kildematerialet Vores viden om forholdene omkring år 1400 stammer fra et bredt spektrum af kilder. Der er de arkæologiske kilder: udgravninger af landsbyer, byer, borge, grave, skattefund, skibe m.v. Der er de skriftlige kilder: love, testamenter, kirkelige skrifter, toldregnskaber, regnskaber fra større husholdninger. Der er billederne: kalkmalerier (mest kirkelige, kun få verdslige) illuminerede bøger, træsnit og malerier på fx. altertavler. Der er skulpturerne: figurer i kirkekunsten, på gravmæler o.a. Der er et stort genstandsmateriale, mest jordfund fra arkæologiske udgravninger, men også ting, der mere eller mindre har været i brug eller er bevaret siden de blev lavet. Der er bygninger: Kirkerne og enkelte verdslige huse som fx. boderne i Næstved eller byporten i Stege. Kilderne kan tolkes med traditionelle historiske og arkæologiske metoder, men Middelaldercentret har med held suppleret med eksperimentalarkæ- Middelalderens samfund var feudalt. Øverst var kongen og kirkens øverste: ærkebispen, dernæst adelen, bisper og præster, herremænd, borgere, munke og nonner, frie bønder, fæstebønder og tiggere. Langt størstedelen af befolkningen var bønder. Nogle var selvejende, andre fæstebønder. Over 90% af befolkningen levede på landet og var beskæftiget med landbrug. Borgere boede mest i købstæder og de ganske få større byer (Lund, Roskilde, Ribe, Viborg). Der boede mellem en halv og en hel million mennesker i det daværende Danmark. Købstaden Byerne omkring 1400 var meget små, sammenlignet med idag. Typisk havde de nogle få hundrede indbyggere, og byer med indbyggere regnedes for store. Købstaden var en selvstændig juridisk enhed. Den havde sin egen stadsret, og en række privilegier som f.eks. frihed for visse skatter, frihed fra krigstjeneste, og ret til at opkræve markedsafgifter af tilrejsende handelsfolk og oplandets bønder. Købstaden er direkte underlagt kongen, og styrer sig selv via et byråd ledet af borgmesteren. Råd og borgmester vælges ved afstemning af de ledende laugsformænd. Sundkøbing er ikke helt stor nok til at være en købstad. Middelaldercentrets område er kun et hjørne af en købstad. Men meget mangler der ikke: Sakskøbing havde f.eks. ved folketællingen i 1672 kun 272 indbyggere og der har formentlig været en del færre 250 år tidligere... Menneskene Levevilkårene har stor betydning for helbred og for hvor gammel man bliver. Generelt er levevilkårene gode her i 1399, men truslen om hungersnød er alvorlig nok, og gælder iøvrigt for alle samfundsgrupper. Pesten i midten af 1300-tallet reducerede befolkningen med omkring 30%. Omkring halvdelen af befolkningen bestod af børn og unge (idag udgør de en fjerdedel). Mange børn døde i en tidlig alder af infektionssygdomme og andet, kun ca. hvert andet barn levede til voksenalderen. Pigerne er formentlig kommet i puberteten når de var år, men de indgik normalt først giftermål og dermed graviditeter efter 20-års alderen. Det konkluderes bl.a. på grundlag af skeletfund, hvor man kan se, at dødeligheden blandt års kvinder ikke er større end blandt års mænd, hvorimod der er flere dødfald blandt kvinder end mænd i alderen år. Kun få blev rigtig gamle, højst 5% af befolkningen blev mere end 60 år. Hvis kvinderne overlevede barnefødslerne synes de at have en længere levealder end mændene. Den gennemsnitlige legemshøjde for mænd var 173 cm, for kvinder 154 (i dag 180 og 168). Sygdomme Der er konstateret en lang række sygdomme, bl.a. kræft, mangelsygdomme som engelsk syge (D-vitaminmangel), skørbug (C-vitaminmangel) og jernmangel. Indvoldsorm har nok været ret almindelig, der er fundet skeletter med forkalkede indvoldsorm i bughuleregionen.. Købstæderne var centrum for handel og håndværk. Det var også dér, nyt fra den store verden først nåede frem til. Kirkens sygdomsopfattelse byggede på den klassiske europæiske teori om, at alt skal være i balance, hvis det ikke er det, opstår sygdomme. Mand varmer sig ved ilden tallet Selv om byefolkene var handelsmænd og håndværkere, var de også jordbrugere; omkring byen lå marker, der blev dyrket af byens borgere ved siden af deres erhverv. Sundhed er derfor balance mellem makrokosmos Åreladning,

4 (universet) og mikrokosmos (mennesket). Mellem legemets fire vædsker: Blod, slim, gul og sort galde. Mellem arbejde, hvile og føde. Behandling af sygdomme gik derfor ud på at bringe balance i tingene igen, ofte ved at indtage bestemt føde. Åreladning og kopsætning brugtes ofte. Det var munke og nonner i klostrene, der kunne være lægekyndige. Kirurgi, i form af sårbehandling, blev normalt ikke udført af munkene, der ikke måtte udgyde blod, men nok snarere af lægbrødre. Nogle ordener dispenserede dog fra reglen, når operation var nødvendig. Den medicinske behandling bestod hovedsagelig af behandling med urter. Fx virkede kamille urindrivende, hostestillende, mod hæshed og mavesmerter. Mynte fremmer fordøjelsen og renser blodet, stiller begær og modvirker beruselse. Persille er vanddrivende og hjælper alle spedalske, renser lever og sår og virker mod tarmluft, nyre- og blæresmerter. Timian virker mod hovedpine, mavepine, milt og leversygdomme og heler sår. Vejbred er lægende, renser sår og virker mod bylder. Salvie er blodstillende, heler sår og bylder og virker mod hoste og gigt. Lægeurtehaven indeholder en mængde nyttige planter, men eksperimenter ikke selv, lad de urtekyndige om dét, mange af planterne er meget giftige. Kopier og replika Alle genstande på Middelaldercentret, lige fra huse og skibe til de mindste dragtnåle er genskabt som kopier af de historiske forlæg, enten fra bevarede arkæologiske fund eller som rekonstruktioner, hvor man på baggrund af fragmentariske data søger at skabe et højt kvaliceret bud på den færdige genstand, f.eks. et middelalderligt handelsskib. Tiden Vi er i år 1401 og til næste år er det selvfølgelig Et interessant perspektiv, ikke sandt? Om 50 år er Middelaldercentret i 1451, en periode med fx. helt andre dragtmoder end Tiden er Margrete den Førstes. Pesten, der fejede over vores landsdel i midten af 1300-tallet, og delvist affolkede landsbyer og købstæder, er, om ikke fuldstændig ovre, så dog i ro nu. Landbrugskrisen - som nok skyldtes faldet i befolkningstallet, dels på grund af pesten, dels måske fordi man tidligere havde dyrket jorden for intensivt hvilket medførte hungersnød og vanskelige år - er også kun et minde nu. Det er gode tider, forstået på den måde, at der ikke er voldsomme pestudbrud, misvækst eller hungersnød og at der ikke er krig, ikke lige hér i alt fald. Margrete holder de store godsbesiddere i kort snor. Der er gang i handelen på trods af lidt problemer med sørøveri. Hansaen, den mægtige tyske handelsorganisation, bestræber sig på at holde Europa forsynet med varer fra fjerne egne: Silke fra Kina, krydderier fra Indien og de arabiske lande. Der handles også livligt med varer fra hele Europa: uld fra England, fint vævet klæde fra Flandern, vin fra Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien, godt stærkøl fra Tyskland, hørlærred fra Østersølandene, sild fra de nordiske lande, kvæg og heste fra bl.a. Danmark. Europa i sommeren 1401 I de sidste par år er der sket store ting på den indenrigspolitiske front. For tre år siden blev et projekt, der havde været undervejs i mange år, omsider kronet med held; den 17. juni 1397 blev Erik af Pommern kronet til konge over alle de nordiske riger. Det skete ved det senere så berømte møde i Kalmar, og betød at Erik formelt set nu er konge over et landområde der i strækker sig fra Grønland i vest til Finland i øst, og fra Nordkap i nord til Pommern i syd. Det er det største samlede landområde, nogen dansk konge nogensinde har hersket over. Der er ikke tale om en sammelægning - Danmark, Norge og Sverige er fortsat selvstændige kongedømmer, og Pommern er ikke blevet indlemmet i Danmark: unionen betyder teknisk set blot at det er den samme mand, der er styrer alle steder, men i unionsaftalen indgår også forsikringer om, at alle landene fremover skal være forpligtede til at forsvare og støtte hinanden, som var de ét. Der er med andre ord tale om en slags kartel-dannelse, selv om ordet slet ikke findes endnu. Kogge i kamp. Set i bakspejlet er det nemt at se svaghederne i den konstruktion. På en måde kan man sige, at Kalmarunionen satte sig midt mellem to stole rigerne blev knyttet til hinanden på en måde, der sidenhen skal vise sig at være alt andet end uløselig, de bliver ikke for alvor forenede. Det er en svaghed, som Erik af Pommern senere bliver væsentlig mere opmærksom på end han bryder sig om, men indtil videre går det fint. Margrethe I. lever endnu i bedste velgående - og bliver ved med det de næste 12 år - og så længe hun sidder ved roret er der simpelthen ingen der tør være besværlig. Baggrunden for unionen i Kalmar er kompliceret, men en væsentlig del af den er udenrigspolitisk; hidtil har Margrethe, hertugen af Pommern og storhertugen af Litauen stået forrest i et forbund i Østersøområdet, der dannede bolværk mod truslen fra Øst Den Tyske eller Teutonske Orden, der er den stærkeste magt i Baltikum, og som har magtbase i den østligste ende af Østersøen. Den Tyske Orden er en sen efterkommer af korstogene, en toptrænet, talstærk og veludrustet armé af krigermunke, men i modsætning til de mere kendte korstog til Palestina i 11- og 1200tallet fokuserer de på Østeuropa (de bryder sig velsagtens ikke om varmen i Mellemøsten...). I 1396 sluttede Litauens storhertug imidlertid en fredspagt med Den Tyske Orden; det svækkede den dansk/pommerske alliance voldsomt, og forskubbede magtballancen i området. Modtrækket var, at man i Norden rykkede sammen i gelederne fordi man havde fælles interesser, men altså ikke mere end at man fastholder de enkelte rigers indbyrdes selvstændighed. Kongen er den samme, men hvert land har sit eget rigsråd og sine egne embedsmænd... i teorien, i hvert fald; i praksis har landene stadig en strid indbyrdes magtkamp, som Margrethe udnytter med sin helt usædvanlige talent for den slags. I virkeligheden er rigerne langt fra jævnbyrdige; alle er lige, men Danmark er væsentligt mere lige end andre. Og lad os så én gang for alle slå fast, at Kalmarunionen ikke er et udtryk for en umistelig, naturgiven broderskabsfølelse mellem de nordiske riger. Den er et realpolitisk modtræk til en konkret trussel, ikke en eller anden sværmerisk ideologisk konstruktion! Margrethes imperiepolitik er både kostbar og dristig, men indtil videre ser den faktisk ud til at virke; i øjeblikket mærker man ikke meget til de teutonske riddere i Danmark, de har travlt med at flække hovedskaller i Litauen. Forrige sommer (1398) erobrede de Gotland under påskud af at ville befri den for sørøvervælde. Margrethe var ikke glad men bortset fra det har man ingen alvorlige problemer med teutonerne lige for tiden. I øvrigt er dannelsen af unionen et godt eksempel på Margrethes enestående tæft for politiske rævekager. Vedtagelsen af unionen skete samtidig med Erik af Pommerns kroning, men det er ikke hans kroningsdokument der er grundloven for unionen; dén finder man i det såkaldte unionsdokument, der blev udfærdiget ved samme lejlighed, og som i dag opbevares på Rigsarkivet i København. Formodet portrætbuste af Margrete.

5 Romantisk billede af Margrete og Erik Det interessante ved dette brev er at det er skrevet på papir, og de segl der bevidner det, er stemplet direkte på dokumentet i stedet for at blive hængt ved, præget i voks. For at have retslig gyldighed skulle den slags efter loven være nedfældet på pergament, og ved at nøjes med noget, der mest ligner en foreløbig skitse eller en kladde, holdt Margrethe døren lidt på klem; hvis nu unionen skulle vise sig at være mere besværlig end nyttig, så kunne hun når som helst opløse den og påstå, at den aldrig var blevet vedtaget, sådan rigtigt. Hun var en snu rad, Margrethe. I øvrigt markerede Kalmarmødet også et andet væsentligt skift. Hidtil var alle konger i samtlige de nordiske riger blevet valgt, det var såkaldte valgkongedømmer. Det betyder selvfølgelig ikke at der var tale om nogen som helst form for demokrati som vi kender det; meningen var, at en mand ikke blev konge før folket altså adelen, tag endelig ikke fejl af det havde valgt ham formelt på tingforsamlinger. Og selv om det aldrig var et formelt krav, så var praksis sådan, at man simpelthen ikke var valgbar, hvis man ikke kunne påberåbe sig en eller anden form for slægtsskab med en tidligere konge. Helt tilbage til Gorm den Gamle var det den samme slægt der sad på flæsket (selvom den med tiden blev temmelig vidtvoksende og noget udvandet), og det er det i øvrigt stadig, nu i I realiteten var kronen arvelig, men der var ingen bestemmelser om at det nødvendigvis skulle være kongens ældste søn der tog over efterkommere af kongens tiptip-olde-grandonkel kunne også bruges i en snæver vending. Men i Eriks kroningsdokument hedder det, at Erik af Guds nåde og ved Guds hjælp var undfanget og taget til konge. Erik af Pommern er altså den første konge af Guds nåde, og dette var den allerførste byggeklods til indførelsen af en slags ur-enevælde, 264 år før solkongen Ludvig XIV af Frankrig fik den samme idé. Erik af Pommerns videre politik, der ofte sigtede mod at stække adelen og styrke kronen, ligner også en slags enevælds-tanke. I modsætning til solkongen slap Erik dog ikke særligt heldigt fra det, men det er en helt anden historie; det kan vi selvfølgelig ikke vide noget om i Efter sit første år ligner Kalmarunionen en succes; Det tyske handelsforbund hansa en gav i 98 staden Stockholm tilbage til Margrethe, i henhold til en gammel traktat. Foreløbig er vi glade, vi står på gaden med små flag og råber hurra og kaster med konfetti. Hvad der så sidenhen sker er jo ikke godt at vide... (!) På udlandssiden sker der ikke så voldsomt meget i år. England og Frankrig er midt i hundredeårskrigen, men der har været våbenhvile de seneste mange år ikke meget skæg at hente dér. I Frankrig er kongen (Charles VI) splittergal, og bruger det meste af sin arbejdstid på at sidde på en trappe og tro, at han er lavet af glas (!). I England blev kong Richard II afsat sidte år (1399) af sin kødelige fætter Henry Bolingbroke, der tog kronen som kong Henry IV. Den 14. februar i år dør Richard i Pontefract Castle i Yorkshire, ifølge rygterne myrdet på foranledning af Fætter Bolingbroke. Dette er aldrig blevet endeligt bevist, men er bestemt ikke usandsynligt; muligvis døde Richard af tæring efter et langt og koldt ophold i Tower of London, muligvis blev han sultet til døde det er nemlig ikke pænt at lægge hånd på en konge; så er det straks bedre at lade være at fodre ham, så han dør af sig selv (!) I Tyskland der jo altså slet ikke findes endnu, i hvert fald ikke som en stat har den tyskromerske kejser i mange år kæmpet for at holde sammen på et broget patchworktæppe af fyrstendømmer og småstater, af hvilke de fleste bruger deres energi på at bekæmpe hinanden. I år bliver kejseren, Wenceslaus af Böhmen, dog afsat under henvisning til hans ustyrlige drukkenskab, inkompetence og almindelige uduelighed. Han nægter dog at slippe selve kejserkronen, og der kommer til at gå næsten ti år, før man får den vristet fra ham. Religiøst hersker der en vis forvirring i disse år; siden 1377 har den kristne kirke i Vesteuropa været splittet af en voldsom intern strid, og der er for tiden to paver at vælge imellem den rigtige i Rom, og en modpave i Avignon i Frankrig. En overgang var der endda en tredie (men dét blev så tåbeligt at de ikke engang selv kunne hitte ud af det). Med vanlig sans for diplomatiets magt holder Margrethe sig lidt på sidelinien, og undgår behændigt at vælge side. I 1398 opsagde Frankrig dog sin støtte til Avignon-paven (som de ellers nærmest selv havde opfundet tyve år før), uden at det dog bringer en afslutning på konflikten det sker først i Én ting kan de fleste fraktioner dog samles om: for fjerde gang afholdtes der i 1400 et såkaldt jubelår indenfor den kristne kirke. Ideen med særligt hellige år opstod første gang i år 1300, og var et folkeligt påhit der kom fuldkomment bag på kirken; i vinteren 1300 opstod der rygter om, at man kunne få fuldt aflad for alle synder (noget, der ellers kun var blevet deltagerne i korstogene til del) ved en pilgrimsrejse til Rom i jubilæumsåret for kristi fødsel. Kirken ønskede ikke at lade sådan en vækkelse gå ubenyttet hen, og fandt hurtig dokumentation for ideen. Paven udstedte dekret om, at alle der besøgte apostlene Peters og Paulus grave i Rom i dette år opnåede fuldt aflad. Senere hævedes kravene, så man også skulle besøge Santa Maria Maggiore-kirken og lateranets Johanneskirke. I 1389 udstedte paven en forordning om, at der fremover skulle fejres jubelår hvert 33. år (svarende til Kristi levetid), men befolkningen var ligeglad de ville ikke snydes for en jubelfest i år 1400, og gennemtrumfede jubelåret alligevel. Det blev fastlagt, at man skulle bede i 30 dage på Peters og Paulus grave for at opnå afladen tilrejsende til Rom kunne dog slippe med 15 dage (!) Hvis man har dårlig samvittighed er det altså bare med at få kridtet skoene i år! Også på den litterære side sker der store ting i 1400: i Frankrig færdiggør hofmanden Jean Froissart sin Chronique de France, d Angleterre, d Ecosse et d Espagne ( Krønike om Frankrig, England, Skotland og Spanien ). Teksten er i dag en af vore aller-vigtigste kilder til europæisk historie i denne periode, og rummer bl.a. en meget omfattende redegørelse for Hundredeårskrigen. I år dør endvidere den engelske digter og hofmand Geoffrey Chaucer, og efterlader sig det ufærdige manuskript til Canterbury Tales hjørnestenen i engelsk litteratur, og ligesom Froissart en hovedkilde til forståelse af livet i højmiddelalderen (og i modstætning til fransk-manden rigtig, rigtig morsom sine steder!) I Firenze begynder Medici-slægten så småt at røre på sig. Der kommer dog til at gå adskillige generationer før de for alvor bliver en international magtfaktor - for indeværende er de blot én blandt mange ambitiøse fyrsteslægter i Italien, og forløbig kan vi roligt nyde vores aftendrink uden at frygte miltbrand-sporer eller anden giftblanderi. I løbet af 1300-tallet er vejret gradvis vendt til det værre. Siden omkring år 1000 havde klimaet i Europa været mildt og godt, men nu er en koldere og vådere periode sat ind, den såkaldte Lille Istid, der kommer til at vare de næste ca. 300 år. Vejret bliver koldere, med ringere høstudbytte, vådere somre og mere ekstremt vejr til følge! I år runder London iøvrigt indbyggere (anslår man), hvilket gør den til en af de allerstørste europæiske byer. Til sammeligning har en normal dansk købstad mellem et par hundrede og indbyggere. Roskilde har Paris har ca men den er også langt den største by i vores ende af verden. Nærmeste virkelig store by er Lübeck med ca indbyggere. Såh... alt i alt er der ikke meget nyt under solen. Tiden på en anden måde Tiden kunne måles med solure og timeglas fyldt med sand og det mekaniske ur, der blev opfundet i 1300-tallet, men var forbeholdt de meget rige. Almindelige folk holdt rede på tidens gang ved hjælp af kalendere. Den middelalderlige kirkekalender er lavet for at holde rede på den vigtige kristne fest påsken, der ligger første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgnet og altså ikke på en fast dato. Kalenderen er ret indvilklet og omfatter ud over beregningen om jordens drejning også astronomiske iagttagelser over solen, månen og planeterne. Dagene har helgennavne og en bestemt dag vil ofte betegnes som et vist antal dage før eller efter en kendt helgendag, fx»3 dage efter Skt. Jørgens Dag«(23. april). Døgnet er opdelt i timer, der kaldes stundemål. Det er tidebønnerne, der opdeler dagen, én om natten og syv om dagen.

6 Matutin (kl.24) Sekst (kl.12) Et stundemål efter Sekst naturalieøkonomi: man bytter varer og tjenester. På markederne betaler man med penge, med lovligt slåede mønter. Det var kun kongemagten der kunne slå mønt eller tillade andre at slå mønt. Faskmønteri straffedes med døden. Terts (kl. 9) Vesper (kl.18) Prim (kl.6) Det 14. århundredes mennesker opererer ikke med små tidsenheder som fem minutter. Mindste almindeligt brugte enhed er et kvart stundmål, dvs. et kvarter. Desuden eksisterer»klokken tre«ikke. Man går ud fra tidebønnerne, som følger de gamle romerske tidsangivelser, hvilket vil sige, at vores klokken tre stort set (for det varierer lidt efter årstid osv.) svarer til non, hvilket er romernes niende time. Det svar, vi med andre ord skulle give i stedet for»fem minutter i tre«, ville være»omkring non«. Der er klokken ni, som hedder terts, klokken tolv, som er sekst her kan man også bruge betegnelsen middag, man skal så bare huske, at det ikke betyder måltidet det har man ikke men bare dagens midte, som nævnt non for klokken tre, og så vesper omkring klokken seks. Resten af tidebønnerne: Der er matutin omkring midnat, laud ved solopgang (omkring klokken tre), prim, dagens begyndelse, cirka klokken seks. Derefter er der de tidligere nævnte og endelig dagens sidste tidebøn, kompletorium eller bare komplet, som afslutter dagen cirka klokken ni. De egentlige messer ligger i tilknytning til tidebønnerne. Der er fromessen, dagens første gudstjeneste, som normalt afholdes i forbindelse med prim, altså klokken seks, og højmessen, den vigtigste af dem, som afholdes i forbindelse med sekst, altså klokken tolv. Betalingsmidler Non, (kl.15) Laud (kl.3) En del handel folk og folk imellem sker stadig som Generelt vidste de fleste handlende hvad de forskellige danske og udenlandske mønter var værd. Mønterne her i slutningen af 1300-tallet var hhv. mark, ørtug, skilling og hvid. Deres værdi blev angivet i købekraft og lødighed (hvor meget sølv, der var i mønten). En skilling vejede 4,1 g og indeholdt ca. 73% sølv. En hvid vejede 1,3 g og indeholdt ca. 78% sølv. En penning vejede 0,67 g og indeholdt kun ca. 24% sølv. 1 mark = 16 skilling = 48 hvid = 192 penninge 1 mark = 24 ørtug 1 ørtug = 2 hvid 1 skilling = 3 hvid 1 hvid = 4 penning Pengenes værdi (omkring 1400): En dagsløn for en lærling var 2 skilling En dagsløn for en svend var 2 skilling og 7 hvid En dagsløn for mestersvenden var 3 skilling og 8 hvid 1 tønde øl (125 l) kostede 2 penninge pr. liter. 1 tønde mjød (125 l) kostede 5 mark eller 8 penninge pr. liter 1 skippund smør (170 kg) kostede 6 mark eller 7 penninge pr. kg. 6 skippund salt kostede 30 mark eller 7 penninge pr. kg. 1 skippund flæsk kostede 7 mark eller 10 penninge pr. kg. 1 læst korn (4512 l) kostede mark eller ca. 2 penninge pr. liter. For 1 penning kan man fx købe et hvidt brød der vejer 14 lod (210 g) eller et rugbrød der vejer 22 lod (330 g). Mål og vægt Hanseatiske tønder og mål: En»Rostoktønde«indeholder ca. 117,3 liter og var det vigtigste grundmål for Hansa en et såkaldt tøndemål. Her findes der ligeledes omtaler af halve tønder indeholdende ca. 58,7 l der evt. har været halv højde for lettere at kunne stuves sammen. Næste trin ned i størrelsen er så: En»skæppe«svarer til 36, 8cm (16 tommer) i diam. og 27,6cm (12 tommer) i højden (ca. 29,34 l) Følger man således målene fra den lille»skæppe«bliver»halvtønden ca. 55,2 cm. høj (24«).»Rostoktønden«vil da være 110,4 cm. høj (48«). Dog må det formodes at»rostoktønden«nærmere har været lidt»tykkere«og derfor lige omkring en meter høj. En sådan tønde ville tydeligt kunne kendes fra en dansk sildetønde. Beskrivelserne af danske sildetønder fra middelalderen beskrives som slanke og høje i modsætningen til fx de hanseatiske og svenske tønder. Svenske tønder For en svensk middelaldertønde opgives målene for en halvtønde til 49,5 cm i diam. og 37,13 i højden (20«x15«). Den omtales som en halvtønde og indeholder godt 71,4 l. Tønden fra Hannerberg (omtalt som et tøndemål) indeholder præcist det dobbelte altså 142,8 (Udvendige mål ikke oplyst). Da den første tønde omtales som en halvtønde og Hannerbergs tønden kan derfor let tænkes som ca. dobbelt så høj. Danske rummål Følgende eksempler er gennemsnit på danske mål ofte nævnt sammen med tønder. Målene kunne variere fra område til område i landet, men dette er altså målene for Sundkøbing. Det lader til at alle mål kunne opdeles i en såkaldt potte. En potte svarer i Danmark før 1683 til ca. 0,968 liter. Ame: 160 potter, (Ca l ) En halv ame: 80 potter (ca l) Anger ca. 40 potter (Ca. 38,7 l ) Bimpel ca. 20 potter (Ca. 19,36 l ) Viertel 8 potter (Ca. 7,74 l ) Støfken 4 potter (Ca. 3,87 l ) Pægl ca. 1/4 (Ca. 0,24 l ) Længdemål 1 Mil = alen (7,5338 km) 1 Fjerdingvej = 1/4 mil = 3000 alen (1883 m) 1 favn = 3 alen 1 alen = 2 fod (62,814 cm) 1 fod = 12 tommer (31,407 cm) 1 tomme (2,617 cm) 1 fag i bygninger (murstykket mellem to bærende stolper i bindingsværk) er ca /2 alen, (ca. 1,2 til 1,5 m) Religion Tiden er katolsk. Danmark blev et kristent land i vikingetiden og religionen var den katolske. Den katolske periode varede lige indtil reformationen i 1536 hvor Danmark blev protestantisk. Religionen gennemsyrede hverdagen i en grad, som mange har svært ved at sætte sig ind i idag. Livet på jorden var en realitet, men det var døden, skærsilden og himmel og helvede også. Der var kirkens regler og kongens regler, og forbrød du dig mod dem var du ilde stedt.

7 Ave Maria og Fader Vor Ave Maria: Hil dig Maria, Guds Moder. Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt, Jesus Kristus. (frit oversat fra den middelalderlige bøn) Ave Maria på middelalderlatin: Ave Maria, Gratia plena, Dominus tecum. Benedicta tu in mulieribus, Et benedictus fructus ventris tui, Iesus. Amen Fader Vor i»den ældste danske bibeloversættelse«fra 1470 erne: Wor father, ther i hymærighæ ær, helliest ær tith naffen, thil kommæ tith righæ, tyn williæ skal wæræ saa paa iordhen sim i hymmelen, gyff oss i dawworth daulighæ brødh, Oc forlath oss woræ brothæ, sosom wi forlathæ thøm ther woss om moth brydhæ, Oc ledh woss ey i frestelsæ, Men frels woss aff alth onth, Amen. Det er overvejende sandsynligt, at skriftsteder fra Bibelen er fremsagt på dansk - og altså ikke kun på latin - i kirkerne gennem hele middelalderen, men der er kun bevaret sene eksempler. Pater Noster Pater noster, qui es in caelis. Sanctificetur nomen tuum, Adveniat regnum tuum. Fiat voluntas tua, sicut in caelo et in terra. Panem nostrum quotidianum dona nobis hodie, Et dimitte nobis debita nostra, Sicut et nos dimittimus debitoribus nostris. Et ne nos inducas in tentationem, Sed libera nos a malo. Amen Der er en kirke på vej i Sundkøbing, men indtil den er indviet må borgerne bruge kirken i Toreby eller sejle til Nykoebing. Klosteret Sct. Bendt ligger på den anden side af skoven og lægsøstrene herfra besøger ofte Sundkøbing og hjælper borgerne her med medicin fra lægeurtehaven. Sundkøbings døde begraves i indviet jord ved klosteret, men købstadens beboere taler ofte om, at man gerne ville have en kirke og en kirkegård i byen. Rosenkransen er en almindelig ejendel for alle. Den kan være simpel, lavet af tørrede hyben eller andre bær, eller af voksperler, ofte er den dog af ben-, glas- eller ravperler. Særlig fine rosenkranse er af koraller eller endog perler, med det er kun for ridderne og deres familier samt de rige købmandsfamilier. En rosenkrans består af 150 Ave Maria perler og 15 Pater Noster perler, fordelt i serier med 10 Ave Mariaperler, 1 Pater Noster etc. Mange rosenkranse er dog med 50 Ave Maria perler og 5 Pater Nosterperler, man skal så tre gange gennem kransen, for at fuldende sine bønner. Afslutningen af kransen sker oftest med en kvast. For hver perle bedes en bøn. Ret og straf Fangede man i middelalderen en svindler, tyv eller en løsagtig kvinde, var det typisk ved kagen (pælen) de blev afstraffet. Alt efter forbrydelsens omfang kunne man skære en finger, næsen eller et øre af, give brændemærker, pisk osv. De afskårne lemmer blev af bødlen fastgjort til kagen, til skræk og advarsel. Der var dog hårdere straffe end piskning og afskæring af lemmer, fx. radbrækning, hvor arme og ben blev brækket med et hjul. Stjal en tyv for mere end en 1/2 mark kunne han hænges. I modsætning til vor tid er jura i middelalderen en usammenhængende og ikke altid lige logisk størrelse. Der findes f.eks. ingen fælles lov for hele riget - den første kommer i begyndelsen af 1520 erne, under Christian II, og afskaffes igen året efter. Først med Christians V s Danske Lov fra 1683 slår den landsdækkende lov for alvor igennem. I stedet anvendes de såkaldte landskabslove, der gælder for hver sin landsdel Jyske Lov for Jylland (herunder Fyn), Sjællandske Lov (incl. øerne), og Skånske Lov. De er selvfølgelig nært beslægtede, men der forekommer også betydelige regionale forskelle. Ud over disse love udformer hver købstad sin egen, individuelle stadsret, der kun gælder indenfor bymuren. Stadsretterne er underlagt landskabsloven. Her ud over indstifter de enkelte håndværkergilder i byerne hver deres lovgivning, der kun gælder for gildets medlemmer, optegnet i den såkaldte laugs-skrå. Dette er især regler der har med faget at gøre altså arbejdtsretsligt - men kan også omhandle f.eks. gældssager, social nødhjælp og andre personlige forhold. Loven både landskabsloven og stadsretten er erklæret verdslige love, der ikke gælder for kirkens folk. Kirkens mænd og kvinder er bundet af en selvstændig lovgivning, kirkeretten, og kan normalt ikke dømmes ved verdslige retsinstanser. I visse typer sager (f.eks. utroskab og andre seksuelle forbrydelser) dømmes alle også civile, der ikke hører kirken til af kirkeretten. Skrift og syn Runer er de ældste skrifttegn vi kender fra Norden. De er velegnede til at ridse i træ eller sten og indskrifterne er som regle korte. Pergament Pergament var lavet af kalve- eller fåreskind. Sådan laver du pergament Du skal bruge: en skarp, langbladet kniv en halvmåneformet skrabekniv (skomagerkniv) et stort kar en træramme håndstore sten og lidt snor kalk (kalciumnitrat) rent vand Put skindene i vand i et kar i et døgn. Hvis de er saltede, skal de skylles og udvandes først. Fyld karret med en blanding af kalk og vand og lad skindene ligge i blød i 8 dage. Tag skindene op og skrab hårene af med kniven. Læg skindene på trærammen og fastgør stenvægte i kanten af skindene, så de strækker skindet på rammen. Med den halvmåneformede kniv skrabes skindene nu ned, så de får en jævn overflade og en regelmæssig tykkelse. Skindene skal strækkes, mens de tørrer. At lave blæk Du skal bruge: Tre dele pulveriseret egegalle To dele jernsulfat En del gummi arabicum Æggeskaller Tolv dele regnvand En munk og en kvinde er havnet i stokken. Ca Runer bruges stadig ind i og 1400-tallet og runealfabetet har udviklet sig siden vikingetiden tals runerne bruges mest til korte beskeder og på fx. ejermærker af træ og som indskrifter af magisk art. Med indførelsen af det latinske alfabet i Middelalderen, og med pergament og papir til at skrive på, kom muligheden for at skrive lange, sammenhængende tekster. For første gang i Danmarkshistorien nedskrives love, testamenter, beretninger, erklæringer og meget mere. Som regel på latin, Tag tolv dele regnvand. Tilsæt tre dele fint pulveriseret egegalle af god kvalitet. Kog dette i et kvart stundemål. Tilsæt jernsulfaten. Si blandingen gennem et rent klæde. Tag gummi arabicum og tilsæt lidt af den varme vædske. Når den er opløst hældes det over i skålen med resten af vædsken. Opbevares i en flaske eller et blækhorn med lidt rene æggeskaller. Vædsken kan ikke tåle lys så bundfælder jernet og blandingen er ødelagt.

8 Det senmiddelalderlige runealfabet. Det var den mægtige tyske handelsorganisation Hansaen der sad på det meste af handelen mellem de nordiske lande og den øvrige verden. Byen Lübeck ved floden Trave i Nordtyskland var den førende handelsby, og hovedsæde for hanseforbundet. Det meste af sildehandelen gik således gennem Lübeck. kirkens og de lærdes sprog, men i løbet af middelalderen oftere og oftere på plattysk eller folkesprog. Der skrives på pergament eller på papir lavet af klude. Papir er endnu sjældent herhjemme i tallet. Det importeres fra Norditalien, og først i 1500-tallet begynder man at producere papir herhjemme. Endnu i slutningen af 1300-tallet er det kun de få, der kan læse og skrive: adelen og de højere stænder kan, håndværksmestre kan til husbehov, men størstedelen af menneskene i en lille købstad som Sundkøbing kan ikke. Der er ingen skoler, kun de, der kan betale en lærd munk eller præst får undervist børnene. Briller er forbeholdt de få. De er dyre og bruges tilsyneladende især af ældre lærde i klostrene. Handelsvarer - hvor kommer tingene fra Der blev handlet livligt i middelalderen. Fra Norden eksporteredes sild og anden fisk, heste, pelsværk, fedtsten og andet, mens man til gengæld importerede uld, klæde, lædervarer og jet til rosenkranse fra England, salt fra bl.a. Tyskland, vin fra Tyskland, silke fra Kina eller Italien), brokadesstoffer fra Italien. Haverne Prydhaver kendes fra udenlandske illustrationer, ofte muromkransede haver med græsplæner, roser og en fontæne, hvor overklassens kvinder kunne slappe af i fred. Men også herhjemme satte man pris på smukke blomster og kunne finde på at sætte blomster i en vase eller have planter i potter ved huset. Alle haver var indhegnede, for at hindre høns, løsgående svin og andre dyr i at lave ravage der og for at markere ejendomsretten. Fornemme mænd og kvinder leger selskabslege. Tyskland ca Man skelnede mellem kålgårde, hvor man dyrkede kål, roer o.l. og æblehaver med frugttræer og buske. Kvinde med hage og hovedlin og et forklæde over kjortlen. Dragterne Dragterne afspejler tydeligt hvem du er. En bonde vil gå i simpel, hjemmevævet uld fra inderst til yderst. En simpel håndværker vil gå i undertøj af grøft, ubleget hørlærred og med et par simple uldhoser og en uldkofte i en billig farve, typisk enten ufarvet eller gul, lys grøn eller lys orange. En rigere håndværksmester og hans familie vil gå i tøj af finere kvalitet, hjemmevævet, men farvet med dyre købefarver eller endda importeret klæde fra fx. Holland og Belgien. Borgerfamilier kunne også være ret fint klædt, omend ikke så fint som adelen, der havde lov at gå i tøj af silke og fløjl og i brokadesstoffer, foret med dyrt pelsværk. De almindeligeste materialer til klædefremstilling er uld og hør. Ulden skal klippes af fårene, vaskes, teses, kartes, spindes og væves til stof. Stoffet kan så stampes eller valkes og kradses op, for at blive tættere og varmere. Hørren er mere besværlig. Først skal de rødnes i vand og dernæst tørres over ilden. Dernæst skal de brydes og så hegles før de kan spindes til tråd og senere væves. Hørren bruges til skjorter, underbukser, underkjoler, foer til dragter, hoved-

9 Tænderne blev holdt rene ved at skylle dem med koldt vand, tygge urter og krydderier, som gav god ånde. Pige med birkeris og vandspand, klar til at betjene kunderne i badstuen tallet. lin, forklæder, sengetøj, håndklæder og meget mere. Der er mange kvaliteter, fra det fintspundne blegede til det grove ublegede. Den simpleste kvalitet var blår, de grove fibre, der egentlig blev til overs ved brydningen af hørren, det brugtes bl.a. til grove arbejdsforklæder. Personlig hygiejne Fra talrige skriftlige kilder ved vi, at man i middelalderen værdsatte muligheden for at holde sig velsoigneret. Smukt, velholdt hår, rene uplettede klæder, velduftende ånde er - sammen med utalige råd om gode manerer ved bordet og alle andre steder - med til at danne billedet af det middelalderlige menneske. Kroppen blev holdt rent ved bade. Ikke daglige bade som i dag, men dog jævnlige bade. De rigeste kune bade hjemme, ellers var der badstuerne, og sociale forordninger, så også de fattige kunne få et bad og måske en øl til, for de offentlige bade kunne også have servering af mad og drikke. Mænd og kvinder gik i badstue sammen og iøvrigt var nøgenhed ikke så tabubelagt, som det kan være idag. Man var nøgen, når man vaskede sig, og det gjorde ikke noget, at der var andre til stede. Håret blev nok ikke vasket ret tit, men det er egentligt heller ikke nødvendigt for at holde det rent. Det kan sagtens lade sig gøre at have et smukt, rent og glansfuldt hår blot ved at rede/børste det dagligt. Håret blev redt med kamme, oftest lavet af ben. De fleste er dobbeltkamme med een side med grove tænder og en side med fine, tætsatte tænder, velegnede til at fjerne lus med. Et smukt hår er en del af det middelalderlige skønhedsideal, især hvad angår unge mennesker. Som regel har kvinderne håret dækket når de er blevet gift, kun de unge jomfruer promenerer deres lange løse hår ved festlige lejligheder. Mændene har kort eller langt hår, altid pænt kæmmet og som regel med en kyse og en hat over. Vask af hænder. Det var almindeligt at vaske hænder inden et måltid. I de velhavende hjem havde man et rundt bronzekar, en molling, som fyldtes med varmt vand med fx rosenvand, som man så vaskede hænder i inden måltidet. Sæbe fandtes, både animalsk og vegetabilsk, det ses undertiden afbildet ved siden af et vaskefad. Spejle kunne være lavet af trærammer, med indsatte glas med kviksølvbelagt bagklædning eller af polerede sølv eller bronzeflader. Småredskaber som pincetter og øreskeer kendes. Pincetter blev bl.a. brugt til at skabe den attråværdige»høje pande«. Man plukkede simpelthed håret væk, så panden blev høj og smuk. Toiletter. Det almindeligste var, at man lettede sig hvor det nu var mest praktisk, i stalden eller på møddingen. I borgene og i de mere velhavende huse var der private»hemmeligheder«eller lokummer. Til at tørre sig med brugtes mos, tørre blade, gamle klude og lignende. Natpotter brugtes også. Affald En del affald bortskaffedes ved at smide det uden for husene, på møddingen, i en særlig affaldsgrube eller i lokumsgruben. I byen var der som regel affaldsgruber og lokumsgruber på grunden bag husene, men noget affald blev bortkørt til møddinger uden for byen. Høns, hunde og grise fjernede meget af husholdningsaffaldet fra de åbne render og møddinger både på landet og i byerne. Madlavning Opskrifterne Middelalderens mad er kendt gennem adskillige bevarede opskriftsamlinger. Fra 1300-tallet kendes bl.a. to danske kogebøger, som, sammen med tyske og engelske opskriftsamlinger fra 13. og 1400-tallet, danner grundlaget for de retter der serveres i gæstgiveriet Den Gyldne Svane. Maden var rigt krydret, ikke for at dølge smagen af halvråddent kød, men fordi man på den måde kunne vise sin rigdom: Krydderier var dyre, og det var derfor fint at bruge dem i store mængder. Retterne har ofte en nærmest mellemøstlig smag, spidskommen, kanel, ingefær, kardemomme dominerer og giver en rig, men ikke overdrevet stærk krydring, meget delikat. Det var også populært at spise sennep til stort set al mad. Eddike brugtes også til smagssætning. Sovse, ofte sursøde, blev jævnet med brødkrumme til en tyk substans, der var let at spise. Sødestoffer var især honning, de rigeste kunne bruge det dyre, importerede rørsukker. De bevarede opskrifter er selvfølgelig overklassens retter. Jævne folk spiste mest byggrød, rugbrød, kål, ærter og fisk, samt til fest og højtider oksekød og det dyrere svinekød. Kun ved juletid var der fesk, friskslagtet kød, ellers var kødet saltet eller røget. Høns, kramsfugle og måske lidt småvildt kunne variere menuen og give et kærkomment islæt af frisk kød. Fisk var på menuen alle fastedage, det vil sige onsdage og fredage og i dagene op til de kirkelige højtider. I fasten undgik man alle retter med kød, i visse tilfælde også retter med mælk og æg. I stedet for mælk brugte man så mandelmælk, lavet ved at hælde kogende vand på knuste mandler og derefter si væsken. Tilsvarende brugte man mandelsmør af knuste mandler. Råvarerne er for det meste sæsonbetonede og måtte derfor konserveres for at kunne holde sig. Saltning var den mest almindelige metode, især af kød og fisk, men også lufttørring og rygning brugtes. Frugt blev tørret eller syltet. Mælk kunne syrnes til skyr, som kan holde sig nogen tid, æg kan opbevares i saltlage. Brød blev bagt, så det kunne holde sig mindst en måned og smørret var stærkt saltet. Drikkevarer Man drak øl til maden. Der var omkring 7 kvaliteter øl i middelalderen, fra det tynde folkeøl, som blev lavet på gårdene og som alle drak - mænd, Madlavning foregik over åben ild, ofte var ildstedet placeret på gulvet. Ca

10 Brødbagning Dagen før skal ovnlågen af træ samt en riskost, en træspade/ildrager til gløderne og en skydsel til brødet lægges I blød I vand. Tjek også skorstenen, der må ikke være sodskorper, så kan man starte en skorstensbrand. Dejen laves helst med surdej, altså et stykke dej fra sidste bagning. Der blev også brugt gær, som man fik fra ølbrygningen. Dejen laves af rugmel og vand, tilsat surdejen og salt der blandes I et dejtrug. Ælt dejen blank og smidig, rids den, læg et klæde over og stil den lunt til hævning natten over. Brug godt tørt brænde. Fyr op i oven ved at fodre den med brænde i en 2-3 timer, til temperaturen er rigtig. Prøv evt. at smide lidt mel ind. Det skal blive brunt med det samme. Brødene skal slås op, mens der fyres. Tag den hævede dej og slå den ned. Dernæst skal dejen rulles fast uden huller og formes så det er glat og helt uden revner, ellers kan det færdige brød ikke holde sig. Brødene smøres med øl, mel, æg eller vand for at få en glat overflade. Husk at tage lidt fra til surdej. Det opbevares I en skål med låg og der skal drysse salt over, så det kan holde sig. Tag nu gløderne ud af ovnen med spaden/ildrageren og fej hurtigt rent med riskosten. Gem evt. asken, den kan bruges til sæbelud, og trækul kan bruges I smedien. Brødene sættes ind i ovnen med skydslen og der lukkes med ovnlugen som evt. kan klines fast med lidt ler. Rugbrød skal bage et par timer, sigte- og hvedebrød en times tid. Når brødene er færdige tages de ud af ovnen og pakkes straks ind et stykke lærred, så køler de langsommere og det gør brødene mere holdbare. Der bages ca. en gang om måneden. Brødene opbevares på hylder. kvinder og børn - og til det stærke, sorte, tyske øl som kom fra Lybeck eller andre nordtyske byer. Vin blev importeret i tønder langvejs fra. Undervejs blev den omstukket og iøvrigt var den konserveret med blysukker, så den bedre kunne holde til den lange transport. Den bedste røde vin kom fra Italien: Rommeni (vin fra Rom), den franske rødvin var ikke så velanset. Der kom også vine fra Spanien og Portugal, og den hvide Rhinskvin fra Tyskland var meget populær. Ofte blev vinen drukket som kryddervin, sødet og krydret med bl.a. kanel, ingefær og kardemomme, enten opvarmet eller kold. Vand var ikke noget man drak, i alt fald ikke, hvis man boede i en by, da det ofte var forurenet. Man bryggede øl af det. Og så drak man skyr - en slags tykmælk - blandet op i vand. Det giver en syrlig, meget læskende drik, god på en varm sommerdag. Frugtsaft nævnes vist nok ikke, men mon ikke man har lavet det i sæsonen? Råvarer Gryn og mel. Hovedsagelig byg og rug. Byggryn: til grød. Havregryn: til grød, brød og kager. Rugmel: til rugbrød. Boghvede: mest til grød Hvedemel: dyrt, til fx hvedekager (hvedebrød) til festbrug. Mælkevarer Mælk og tykmælk: drikkes/spises frisk og bruges i retter. Smør: til at putte i grød, kålretter m.v. Ost: tørre gule oste af goudatype lavet med løbe og friske hvide oste. De spises som de er og i fx tærter. Fedt: Svine-, fåre- og oksefedt brugtes til at koge i (man steger ikke kød på en pande eller i en gryde) og til at konservere fx kød i. Fisk Alt levende fra havet blev regnet for fisk. Altså også sæler og andre havpattedyr. Sild blev fanget i efteråret og nedsaltet i store tønder. Silden var den største eksportvare i Norden, til et stort marked i det øvrige Europa. En tønde sild indeholdt omkring 1000 sild og holdt ca. et år. Der blev importeret en del fisk fra Norge, bl.a. Bergenfisk: Tørret torsk. Rav og ræklin: tørrede strimler af helleflynder. Østers og muslinger blev ikke rigtig regnet for noget, mens rejer og krebs øjensynlig havde lidt højere status. Kød Oksekød var relativt billigt, svinekød dyrere, lamme/fårekød det mest almindelige. Fjerkræ var yndet, gæs der slagtedes om vinteren og høns der kunne slagtes året rundt. Vildt var kun for de få, forbeholdt overklassen, men af og til fik også borgere og bønder foræret fx et stykke hjortevildt til en fest. Grøntsager Kål (grønkål, hovedkål), porrer, bønner (bl.a. hestebønner), ærter, løg, peberrod, rødbede, roe, gulerod, endivie (julesalat). Frugt Æbler, pærer, kræger (blomme), skovjordbær, søde og sure kirsebær, solbær, hindbær, stikkelsbær, brombær, hyld og endda druer (importeret fra Tyskland). Krydderurter: Bredbladet persille, purløg, dild, mynte, koriander, karse, timian, salvie, merian, sar, isop. Krydderier: Salt: Al mad er ret stærkt saltet, dels for at kunne holde sig, dels fordi man kunne lide det sådan. Der laves salt i Danmark, bl.a. på Læsø, men det er gråt og ikke så fint som det hvide salt fra horstene i Tyskland. Peber: dyrt og populært krydderi, på et tidspunkt sin vægt værd i guld. Safran: meget dyrt aromatisk krydderi, lavet af støvdragerne af en krokusart, importeret fra bl.a. Spanien. Spidskommen, kanel, kardemomme, muskat var også dyre og eftertragtede krydderier. Sukker og honning: Sukker fandtes i form af rørsukker, der i tallet især kom fra Ægypten, via italienske handelsmænd til bl.a. Brügge i Nordtyskland og dermed det hanseatiske handelsområde. Sukker var en luksusvare, det normale sødemiddel var honning og det var almindeligt at holde bier. Dyrene I modsætning til idag synes der ikke at være sket noget egentlig avlsarbejde med de forskellige dyreracer i middelalderen, heste måske undtaget. Middelalderens husdyr var generelt meget mindre, end de er i dag. Det gælder især høns, gæs, får og kvæg. For hønsenes vedkommende var de små og af forskellig farve. Det var almindeligt at tøjre en høne, så kyllingerne holdt sig omkring hende, men ellers gik de frit overalt. De var billige i drift og kunne give et kærkommet tilskud af frisk kød i vinterperioden. De har ikke lagt æg i vinterperioden. Det nærmeste, vi idag kan komme en middelalderlig hønsetype, er nok de såkaldte skånske blommehøns. Svinene var små, magre og skrutryggede. De gik Hønsene fodres. De var billige i drift og en populær spise, også fordi de kunne slagtes året rundt og derfor var en kærkommen afveksling til al det slate kød og fisk.

11 er et godt bud på en gammel, men endnu eksisterende race, der ligner middelalderens får. Man brugte fåremælk til ost og kødet til at spise, men ellers er det ulden der er vigtigst. Næsten alle tekstiler laves af uld. Hunde fandtes i flere størrelser og typer. Der var små skødehunde som tilhørte overklassen, myndelignende hunde til jagtbrug, hunde nærmest af spidtype og større hunde til bl.a. vildsvinejagt. Store mastiffer blev trænet til krigsbrug. frit omkring og fandt selv deres føde, indtil de om efteråret gik på olden i skovene. De fleste blev slagtet inden jul. Svinekød blev regnet for finere end oksekød. Kvæget havde en gennemsnitshøjde på omkring 115 cm. De gik på græs i sommerhalvåret, men måtte på stald og fodres vinteren igennem. De var værdifulde, fordi de både kunne bruges som trækdyr, kød- og mælkeproducenter, foruden selvfølgelig til stærkt læder til sko og seletøj og store knogler til bl.a. skøjter og redskaber. Fårene var også mindre end i dag. Finuldsfårene Fornemt par rider ud. Kvinden rider overskrævs på hesten. Ca Hestene var kostbare dyr. Der var de små arbejdsheste, der blev brugt til at trække ploven, trække vogne og til at ride på. De mindede i størrelse og bygning om nutidens islandske hest. Overklassens heste var kostbare dyr, der var omhyggeligt udvalgte og trænede til fine rideheste, turneringsheste og krigsheste. De var større end de andre heste, i vores periode omkring 155 cm i stangmål. Hestene til krigsbrug var kraftigt byggede og trænede i dicipliner, der minder om dem, man kan se i bl.a. den Spanske Rideskole i Wien. Det kunne betyde liv eller død for rytterne, om hans hest reagerede rigtigt i en krigssituation. Turneringshestene var trænede omtrent som krigshestene, men under hensyntagen til, at det ofte var en mere sportspræget øvelse. Man brugte kun hingste til krigs- og turneringsbrug. Kvinder red også, enten overskrævs, og med benene sømmeligt dækket af en ridekjole eller endda af en slags poser, man stak benene ned i, eller i sidesadel, en nydelig, kvindelig stilling, der begyndte at blive moderne netop i vores periode. Sundkøbing - fra landsby til købstad Historien som den kunne have været:»hvor Sundkøbing ligger i dag fandtes der tidligere en lille landsby kaldet Sundvig. Denne landsbys historie går tilbage til omkring 900-årene. Navnet Sundvig fører troligt tilbage til den vig der menes at have ligget her. Vig var et helligsted for vikingerne, hvor de ofrede til de nordiske guder.»vi(g)«-leddet i navnet kendes også fra andre byer fx Viborg. I 1100-tallets Danmark spiller Sundvig en rolle. Saxo nævner ved to lejligheder Sundvig: (Erik Lam):»Da der var gået nogle år, mærkede kongen, mens han var på vej mod venderne, at Handlende i en større handelsby i 1400-tallet. han havde feber og begav sig over Lolland for at nå Fyn, hvorfra han stammede. Han ønskede at opgive ånden der, hvor han havde set dagens lys. Da kongen nåede landsbyen Sundvig, blev han pludselig svækket så voldsomt af feberen, at han måtte søge ly hos en bonde der. Bonden Nils Magnussøns kone vidste om gode urter, og få dage efter kunne Kongen rejse videre. Da han kom til Fyn og tvivlede på, at han kunne komme sig af sin sot, vilde han sørge for sin sjæl, siden han ikke kunne gøre noget for sit legeme. Derfor ombyttede han sin kongekåbe med en munkekutte, thi man holder for, og det lærer også de, der er kyndige i den hellige skrift, at der ikke gives nogen kraftigere måde at sone sine synder på end at blive munk. Derpå fremkaldte han sine krigsfolk og frasagde sig højtideligt sin trone. Blandt andre var en mand ved navn Ejlif fra landsbyen Sundvig til stede hos den syge; Han sagde, at nu måtte de alle sammen se til at få en ny konge valgt, eftersom de nu var løst fra den tjeneste, de hidtil havde haft. De ord røvede kongen den smule liv, han endnu havde igen, thi han kunne ikke udholde tanken om at skulle have en eftermand, medens han endnu var i live.«under Valdemar den Store fortæller Saxo om en båd fra Sundvig, som advarer kongen om en vendisk flåde, der nærmer sig den by, vi i dag kalder Stubbekøbing. Kongen havde samlet en ledingsflåde dér og overraskede ganske den vendiske sørøverflåde. I løbet af 1100-tallet begyndte byen at blive en ganske velbesøgt handelsplads. Således får pladsen privilegier for handel i månederne august og september i forbindelse med de store sildeforekomster. Sundvig blev som så mange andre byer ramt af landbrugskrisen i starten af 1300-tallet. Det betød en alvorlig befolkningsnedgang. Omkring 1347 var befolkningstilvæksten atter på vej op, men da ramte»den Blå Sot«, pesten. Klosterkrøniken fra Skt. Bents fortæller om sommeren 1349:»Kort efter midsommer kom en sort hund løbende ind i byen, standsede midt på handelspladsen, gøede et par gange og sank om. Da befolkningen nærmede sig hunden opløste den sig og blev til en mængde sygdomsramte rotter. Tre uger efter var 64 ud af 103 mennesker døde af Den Blå Sot.«Resten af befolkningen orkede nu ikke mere og besluttede sig

12 Tærtebageren sælger sine varer i byen. til at forlade byen. Men da de overlevende beboere netop gjorde sig klar til at pakke og rejse til Nykøbing kom der pludselig en fin frue ridende ind i byen. Med myndig røst opfordrede hun byens befolkning til at blive for Gud, Kongen og Landets skyld. Så hostede hun et par gange og gled ned af hesten. Befolkningen nærmede sig tøvende og da kvinden ikke som hunden ændredes til rotter tog de hende i pleje. 14 dage plejede befolkningen den fine dame. Da hun var blevet rask, takkede hun mange gange og lovede at bringe ny velstand til byen og red videre. Snart rygtedes det, at det var dronning Hedvig, der havde ligget syg i byen, men andre mente, at det sikkert blot var en af de rige hofdamer. En dag få måneder senere kom en af Nykøbings fogeder til Sundvig og fortalte, at den de næste 10 år ikke skulle aflevere tiende til kongen, men at pengene skulle bruges til at genopbygge byen. Dette skete med tak for hjælpen og med venlige hilsner fra dronningen. Det var altså dronningen, man havde reddet. I løbet af 1300 tallets anden del udviklede byen sig til et handelscentrum. Udviklingen tog først fat, da Erik Svane fik Lolland som belønning for sin kamp side om side med Valdemar Atterdag. Få år efter, i 1366, oprettede Erik Svane en ny købstad på øen. At det blev byen Sundvig han valgte har flere grunde og tre skal nævnes her: Byens beliggenhed, at den i flere generationer havde været kendt som et godt handelssted og sidst, men ikke mindst, at det var uden for denne by at Valdemar Atterdag slog hr. Henrik Svane til ridder. Den nye købstad tiltrak mange nye håndværkere og handlende. Byens privilegier omfattede bl.a. rettigheden til at holde markedsuger i hele juli måned. Dette var ikke den bedste markedsmåned, men det hjalp betydeligt da byen fik endnu en markedsuge i efteråret. I Sundkøbing kaldes denne uge for»margrethes frelses dagene«. Historien om denne uge går tilbage til en begivenhed i 1381 hvor nådig»frue og husbond«margrethe måtte søge tilflugt for et nyt udbrud af»den Blå Sot«(pesten) hos hr. Henrik Svane. Rundt omkring Henrik Svanes borg og i Sundkøbing hærgede»den Blå Sot«. Mange døde, men den vise Gud holdt sin nådige hånd over borgen og skånede på den måde Margrethe. Da sygen forsvandt opdagede man, at Sundkøbing var sluppet langt billigere end andre byer på Lolland. Et sandt under var det! Som tak gav hun byen rettigheder til endnu en uge med markedsdage i efteråret.«købstadsrettigheder Normalt kan kun kongen give en by de rettigheder, især torverettigheder, som gør byen til en købstad. En købstad har ret til at handle med varer og der er nøje regler for, hvem der må handle med hvad og hvordan fremmede købmænd skal gebærde sig. I princippet må bønderne rundt omkring ikke sælge deres varer uden om købstaden I byer af en vis størrelse har kongen en foged som varetager hans interesser, inddriver skatter og bøder. I retsspørgsmål er det dog byens borgere selv, der dømmer på bytinget. Byerne har også et råd, med op til 12 medlemmer eller rådsmænd. Rådet sørger for at inddrive byskat hos borgerne. Byen har et segl, som bruges på vigtige dokumenter. Byens borgmester er den daglige leder af byen, han er godkendt af kongen og har aflagt ed hos ham. At være borger i en by eller købstad kræver, at man betaler skat og afgifter. Håndværkerne var organiserede i broderskaber, gilder eller laug, der var en slags økonomiske, sociale og religiøse sammenslutninger. Broderskaber var religiøse sammenslutninger, iøvrigt for begge køn. Handels- og håndværkergilder eller laug havde primært et økonomisk og socialt sigte. Man beskyttede egne interesser ved at kontrollere, hvem der udøvede et bestemt håndværk eller handlede med bestemte varer. Nogle laug havde monopol på et håndværk eller handel med bestemte varer. Der var ofte meget detaljerede regler for medlemmernes liv og færden, nedskrevet i laugsskråene. Beboerne i Sundkøbing Borgerne her er mest jævne håndværkerfamilier, med tilhørende tjenestefolk og svende m.v. Rigtig fattige findes ikke, kun en sjælden gang gæster en tigger eller to byen. Ridder Svane bor ikke i byen, men på sin borg på den anden side af skoven. Den rige købmand, der ejer Agnete og Sophie samt pakhuset på nokken, bor ofte i byen. Kun når der afholdes et større marked kommer der mange folk udefra til Sundkøbing. Handlende, musikere og gøglere ses så i bybilledet, de bor som regel i telte i udkanten af byen. Ikke alle borgere i byen kan ernære sig alene ved deres håndværk. Flere må supplere med lidt landbrug, eller i det mindste et par husdyr, en kålgård og måske en mark med rug. Rebslageren har også en jolle, som han og andre fisker fra, og skibene Ask og Beinta bruges også til fiskeri af købstadens mænd. Abildgården eller æblehaven forsyner købstaden med frugt. Man handler med hinanden. Har man overskud af hjemmeproducerede fødevarer som fx brød, løg, kål, ærter eller drikkervarer som øl og vin, sælges de på torvet. Man handler også med brænde, hø, klæde, tøj og læder og lædervarer. Handelen foregår på torvet, og varetages af bodekoner/-karle eller høkersker/høkere. Når dagens pligter er overstået kan man godt tillade sig at slappe af med et spil terre eller et Murer, ca brædtspil, fx. mølle eller backgammon. Eller man kan musicere og synge. Mændene Mændene blev som regel i det miljø, hvor de voksede op. En bondesøn blev selv bonde, en skomagersøn blev skomager. En håndværkersøn blev oplært i farens erhverv, i hans hus, eller hos en fra samme fag eller laug. De blev sat tidligt i lære, ofte fra 7-8 års alderen. Et laug udstak bestemte regler for medlemmernes opførsel, og en læredreng forventedes at være høflig, tjenstvillig, flittig og nøjsom, ligesom en svend skulle adlyde sin mester. Riddere var ofte storgodsejere, der var en anden ridders og i sidste ende kongens vasal, de havde skattefrihed, men pligt til at stille i tilfælde af krig. Væbnere var nærmest en slags lavadel. En dygtig og ambitiøs væbner kunne blive optaget i ridderstanden, modsat kunne en fattig og uheldig væbner glide ned i bondestanden. En ridder blev

13 fra barnsben opdraget ikke kun i krigskunst, men også i ridderlige dyder, såsom høviskhed og at beskytte og hjælpe de svage og fattige. Mange mænd kunne læse og skrive til husbehov, i hvert fald håndværkere og borgere i byerne. En mand havde flere rettigheder end kvinder, men var alligevel bundet til sit fag og ofte også til den landsby eller by, hvor han var født. En bonde kunne være selvejer eller, mere normalt her ved slutningen af middelalderen, fæstere under en herremand. Familien var et fællesskab, hvor man levede sammen og hjalp hinanden. Et laug var tilsvarende et fællesskab hvor man fagligt og socialt hjalp og støttede hinanden. Kirken var fælles for alle og blandede sig også med regler og forordninger i folks dagligdag. Den var også et social sikkerhedsnet under de svageste, syge, gamle og udstødte, der ikke havde andre til at hjælpe sig. En almindelig mand af bonde- eller håndværkerstand kunne ikke forlade familien eller sit fag uden alvorlige sociale omkostninger, i realiteten ofte en udstødning af det gode selskab. Blandt adelen skulle den ældste søn arve gården og jorden og de yngre sønner kunne derfor være tvunget til at søge anden beskæftigelse, ofte Har en kvinde ikke andet at lave, så spinder hun! Og hun har tenen med sig allevegne, undtagen lige i kirke. Kvinden her har en ten og en staf (holder med uld) inden for kirken. Ikke så få dygtige adelsfolk fik en strålende klerkal karriere. Var der krig havde kongen ret til at forlange, at hans vasaller (riddere) stillede med krigere, heste og våben. En del af disse mænd ville være bønder, der kun havde en ringe militærisk uddannelse. Men der fandtes også professionelle soldater og det kunne være folk af forskellig herkomst, der ved skæbnens uransagelighed var end i dette fag. Kvinderne Graviditet og fødsel var en vigtig del af de fleste kvinders liv. I gennemsnit fødte en kvinde 4-6 børn (mod 2 børn i dagens Danmark). En almindelig kvinde tilbragte en stor del af sit liv med at passe børn og føre husholdning. En kvinde blev normalt gift ind i samme stand som hun var født i. Var hun af håndværkerfamilie, blev hun gift med en fra samme laug, så de faglige kundskaber, hun havde lært fra barn, ikke gik tabt. Normalt var det faren, eller familien, der bestemte, hvem en kvinde blev gift med. Blandt adelen blev der ofte taget kraftige politiske hensyn, for at forøge slægtens gods og sikre freden med indflydelsesrige slægter. Blandt håndværkere gjalt det om at sikre forretningen, så en gammel enke kunne undertiden få en ung svend til mand og en ung kvinde blive gift med en gammel enkemand. Det er klart, at der ikke kunne være tale om gensidig kærlighed ved indgåelsen af et sådant ægteskab, men et arbejdsfællesskab, som undertiden, undertiden ikke, kunne blive til glæde for begge parter. I ridderstanden blev der talt og digtet meget om kærlighed, men ofte om den høviske kærlighed, hvor ridderen elsker og tilbeder en anden ridders hustru, uden dog nogensinde at fuldbyrdige denne kærlighed. Brylluppet skete ved, at faderen gav sin datter bort til brudgommen og en præst behøvede ikke at medvirke. Medgiften var afhængig af faderens økonomiske formåen. Den gifte kvinde fik husets nøgler som en slags værdighedstegn. En kvinde forventedes at være jomfru indtil sit ægteskab. Utroskab var ikke accepteret og straffedes strengt hvis det blev opdaget. Kvinder af lidt højere social status kunne ofte læse og skrive og føre regnskaber for familien. En ugift kvinde hørte retsligt til sin fars husstand, og som gift til sin mands, der altså var værge for hende. Hun havde rettighed over den medgift, hun førte med ind i ægteskabet. Kvinder havde også arverettigheder, dog arvede en datter altid kun en halv lod mod broderens hele. En hustru kunne dog godt udbetale løn og købe og sælge af den fælles ejendom, hvilket kunne være nødvendigt, hvis manden var væk i længere tid, på handelstogt, pilgrimsrejse eller deltog i et korstog. Blev en kvinde ikke gift fortsatte hun med at leve i sin faders eller sin brors husstand, som en nyttig arbejdskraft. Eller hun kunne indtræde i et kloster som novice og måske senere blive nonne. Hendes familie betalte en medgift til klosteret, så de fattige kunne ikke blive nonner, men dog lægsøstre, som stod for det hårde fysiske arbejde i nonneklostrene. En kvinde kunne have et erhverv, fx kunne hun brygge og sælge øl, eller handle med forskellige madvarer. En håndværkerenke kunne også i nogle laug accepteres som mester og endda have mandlige svende ansat, men man forventede normalt, at hun hurtigt giftede sig igen. Prostituerede hørte byerne til. I tidlige middelalder var erhvervet accepteret, men i højmiddelalderen havde det meget lav status og der kom bestemmelser om, at de prostituede skulle være tarveligt klædt, ikke bruge smykker og i nogle tilfælde endda bære bestemte klæder i bestemte farver (Tyskland). Restriktionerne hang til dels sammen med, at syfilis dukkede op og spredte sig hurtigt via prostituerede. Børnene Børn har ikke særlig høj status i middelalderen. De er frugter af ægteskabet, og menneskene er pålagt at opfylde Jorden, så børnebegrænsning kendes ikke, man får de børn, man får. Mange børn dør i de første leveår, men overlever de de første år, og lever de i den bedre stillede del af samfundet, har de en rimelig chanche for et langt og godt liv. Spædbørn svøbtes stramt, ellers mente man de ville få skæve lemmer. Ellers blev der ikke gjort Et sjældent billede med en mand med et svøbelsesbarn. Sen 1400-tal.

14 større stads af de mindste børn, mange overlevede heller ikke spædbarnsalderen. De mindre børn var klædt i halvlange kjortler, drenge som piger, først i 4-5 års alderen bar de tøj som var kopier af de voksnes. De blev tidligt sat i arbejde. Pigerne lærte fra helt små at spinde uld og iøvrigt gå moren til hånde. De lærte alt hvad en hustru og mor havde brug for at vide om husholdning m.v., alt efter, om der nu var tale om en bonde- eller en håndværkerfamilie. Drengene skulle lære farens håndværk. En søn af en bødker var selvskrevet til også at lære bødkerfaget, enten hos faren, eller hos een af samme laug. I praksis lærte også døtrene faget, så de kunne hjælpe til, også når de til sin tid blev gift med en mand fra samme laug. Ridderens børn havde også pligter. Pigerne skulle lære at sy, brodere, farve silke, læse (på latin), skrive, regne, føre en husholdning, ride, spille musik, synge. Drengene skulle lære at læse, skrive, regne, spille musik, synge, ride, svømme, bruge våben, opvarte ved bordet. Ofte blev drengene i 5-6 års alderen»udvekslet«med en anden families dreng og levede som fostersøn i denne familie. Ordningen sikrede fred mellem familierne og drengene lærte lydighed og god opførsel. En velhavende købmandsfamilie. Det mindste barn ligger i vuggen, drengen øver sig i at læse og pigen i at spinde Egentlige skoler fandtes kun i domkirkebyerne, eleverne her, peblingene, var kun drenge. Børnene i Sundkøbing skal hjælpe til i husene! Pigerne skal, fra 5-6 års alderen, hjælpe moderen med de daglige gøremål: De skal feje, vaske op, lufte sengetøj, hente vand og brænde, og hjælpe med at passe ilden og med at lave mad. De skal lære at tænde op. De skal også lære at karte og tese uld, samt flette snore og lignende af uldtråden. Generelt skal pigerne adlyde deres ældre brødre og passe de yngre søskende. Sådan er det bare. Pigerne skal også lære faderens håndværk. En skomagerdatter lærer håndværket og vil til sin tid gifte sig med en én fra samme laug, så hendes oplæring ikke går tabt. Det kan dog have sine vanskeligheder i en lille købstad som Sundkøbing, så skomagerdatteren vil nok blive gift med en fra en anden by, eller måske snarere med faderens lærling, så det hele bliver i familien og i købstaden. Drengene skal hjælpe med at hente og kløve brænde samt hente vand, hvis pigerne er for små, eller ikke kan nå det hele. Drengene skal gå deres far til hånde, hvis han fx. er håndværker og rende ærinder for de voksne. Fra 8-10 års alderen kommer drengene i lære hos en håndværker. Det vil så godt som altid være en fra samme håndværkerlaug som faderen, altså en søn af en smed vil altid gå i lære som smed, en snedkersøn vil altid blive snedker. Børnene leger selvfølgelig også - når de er færdige med deres pligter. Drengene leger mest styrketrænings- og præsitionslege samt forskellige boldlege. Bolde laves af læder stoppet med uld eller andet. Der kan også spilles»so i hul«, et stavboldspil,»græsse ko«en trækkamp mellem to eller andre lege (Se»Børn og børnelege i middelalderen, MC forlag). Af egentlig legetøj findes små lerfigurer og rangler til de mindste og fx et kohorn med en lang snor med en lerperle, som så skal fanges i hornet. Pigerne kan have en dukke og de kan deltage i bold- og sanglege. Men pigerne leger nu ikke så meget, de skal bestille noget. Madlavning i husene At tænde ild Det er ikke svært at tænde ild på middelaldervis, det kræver blot lidt øvelse. Man skal bruge et ildstål, et lille stykke flint og lidt glødet lærred eller fyrsvamp foruden lidt tørt optændingsmateriale: Halm/birkebark/dunhammer/hamp/lindebastrester. Læg glødelærredet eller fyrsvampen oven på flinten, så det rager et lille stykke ud. Slå med ildstålet på kanten af flinten. En glød vil så (på et tidspunkt) springe op og sætte sig på lærredet/ svampen. Pust ganske forsigtigt på gløden så den vokser, læg lidt halm eller lignende på gløderne og pust forsigtigt videre til det fænger. Læg det så forsigtigt på det tilrettelagte bål og pust videre, gerne med en lille blæsebælg eller med et»pusterør«af en udhulet hyldegren. Lidt voks fra lysene eller andet fedtstof kan få bålet hurtigere i gang. Lav altid et lille bål, der hyppigt fodres med brænde, og brug kun små pinde/fintkløvet brænde eller gærdebrænde, det giver et bål der ikke oser eller ryger. Køkkenudstyr Alle husene har et ildsted, der fungere både som varme- og lyskilde og til madlavning. Enkelte huse har også en bageovn. Der kan være en eller flere gryder til at koge i, måske en pande til at stege fx. pandekager på og en rist til at riste kød og fisk på, samt til at stille de mindre gryder på. De fleste ildsteder har en anordning med kæder og kroge over, så man kan regulere varmen ved at hæve og sænke gryden. Man rister over gløder eller ved sidevarme fra bålet. Af køkkenredskaber kan der være: Kødøkse, knive, rivejern, sigte, morter, kødkrog, slev (grydeske), skummeske (træske med huller) og et spækbrædt. Et dejtrug er nødvendigt ved brødbagning. Der kan også være en eller flere store træskåle til at blande og røre i.

15 Hvad et ungt ægtepar har brug for. Spiseredskaber Hver person bør have en ske, flere kan deles om en kniv. Man vil ofte spise af et fælles fad/gryde, men der kan også være skåle og brikker til alle. Der kan drikkes af en fælles stob eller hver person kan have et bæger eller en stob. Bordmanerer Spis flydende mad med ske, fast med kniv. Tag aldrig noget op til munden og gnav af det, det er meget dårlige manerer! Kød skæres i små stykker, spiddes på kniven og puttes i munden. Selv kyllingelår spises sådan: Skær kødet fra benet og spis det med kniven. Hvis man ikke har en spids spisekniv så brug fingrene, det er mindre uhøfligt end at gnave af benet. Ske og kniv slikkes rene inden de lægges på bordet. Lav aldrig»madder«, altså brød med smør og pålæg, det fandtes ikke! Brød brydes i små stykker og spises, gerne med lidt smør på. Kød og grøntsager spises gerne for sig selv som selvstændige retter, ikke noget med at rode det hele sammen på spisebrikken/skålen. Opbevaring af madvarer Det er vigtigt at beskytte madvarer mod fluer, mus og rotter. Læg altid låg over krukker og fade med mad. Mel og tørrede ærter opbevarers i store forrådskrukker af ler. Smør, der er stærkt saltet, opbevares i små tønder eller dritler. Fedt opbevares I en krukke, der stilles med bunden opad, så musene ikke kan komme til. Grøntsager m.v. hentes og opbevares fint i fletkurve. Tørret og røget kød, pølser og tørret fisk opbevares køligt og tørt, frit hængende fra en loftsbjælke eller lignende, så musene ikke kan nå dem. Kander og andre beholdere med øl, saft og vand skal have låg over, fx. en omvendt træskål. Krydderier skal opbevares i små lærreds-/læderposer eller trædåser, for at holde på duft og smag. Mange retter kan holde sig over flere dage, fx de stærke sovse med små kødstykker i. Dagens gang for alle Man kan vælge at bo helt på middelaldervis i husene. Det indebærer, at man glemmer alt om kaffe, cigaretter, bøger og soveposer. Til gengæld får man middelalderen helt ind på huden. Det kan anbefales at prøve det. Dagsrytmen, som den kunne have set ud for en håndværkerfamilie i 1300-tallet: Dagen starter ved daggry: Kvinden i huset står op, klæder sig på, tænder op på ildstedet og laver davre, varmt øl, hvori man dypper rugbrød. Hun vækker så resten af familien, de spiser og starter dernæst dagens gøremål. Mester og svend arbejder i værkstedet og husets kvinder reder senge, fejer gulvet og ordner ildsted og køkken. De hjælper også til i værkstedet og i salgsboden. Dagens første egentlige måltid er ved 9-tiden, det er en varm ret eller flere, med rugbrød, sennep og øl til. Efter måltidet hviler alle sig en times tid og så fortsætter man arbejdet. Omkring kl. 17 spiste man dagens andet hovedmåltid, det ville ofte være de samme retter som om morgenen. Man arbejder dernæst videre med forskellige huslige gøremål til det bliver mørkt, så går alle i seng for at spare på de dyre vokslys, og fordi man skal tidligt op næste dag. Ved særlige lejligheder, hvis der er gæster eller der festes, tændes lys og de voksne sidder og snakker, synger og spiller og drikker øl eller varm kryddervin. Sovestederne er forsynet med halmmadrasser eller sovemåtter og hårdtstoppede hovedpuder samt uldtæpper og evt. skind til den kolde tid. Man sover enten helt nøgen, dog med noget om hovedet (mest korrekt) eller man sover i undertøjet og med noget om hovedet. Kvinderne sover med en vikle sat løst omkring hovedet, mændene og børnene med en lærredskyse eller lignende. Vejledning i brug af åben ild Der er ildsteder i alle husene, de bruges til rumopvarmning og til madlavning. Gå aldrig fra et ildsted med ild eller gløder i. Hold rent onkring ildsted, der må ikke ligge halm, kviste eller andet brændbart inden for en meters afstand til ildstedet. Lav altid kun et lille bål til madlavning og brug kun kviste og brændestykker kløvet op til smalle stykker. Det brænder bedre, udvikler mindre røg og er nemt at slukke igen. Når et lille bål er brændt ned skraber man aske og smågløder sammen i en lille bunke og sætter en omvendt lerkrukke over, så en trækvind ikke kan sprede gløderne. Et lille bål er også glimrende til rumopvarmning. På en kold aften skal døre og vinduesskodder holdes lukket, evt. med et forhæng for, og bålet skal holdes konstant ved lige. Tag patiner på, de holder fodkulden væk og evt. et hætteslag over hoved og hals. Optændingsbrænde skal du selv hente, dels fra skoven, dels fra diverse bunker med materiale fra nedlagte risgærder. Lav et lager til en uge, eller mindst et par dage ad gangen, i passende korte stykker, som opmagasineres tørt i husets nærhed. Hav også lidt tørre spåner, halm eller andet klar til at tænde op med. Du tænder op med ildstål, flint og glødelærred/trøske fra en fyrsvamp. Læg lidt glødelærred oven på flintstykket så lidt trevler hænger ud over kanten. Slå med stålet på kanten, med korte, rytmiske slag. Gnisterne vil så springe op på glødelærredet. Pust meget forsigtigt på lærredet og læg lidt tørre træspåner ovenpå. Pust forsigtigt videre og når det fænger tilføjes flere spåner, det hele placeres på ildstedet og der tilføjes flere spåner som bålet bygges op over. Brandslukning Der er moderne ildslukkere i alle husene. Sørg for, at du ved hvor de er, og hvordan de betjenes.

16 Riskoste Riskostene kan være ret store grove koste til udendørs brug eller mindre finere koste med kort skaft, der kan bruges i husene. Du skal bruge: en god håndfuld ris, altså små, smidige kviste fra et birke- eller piletræ et skaft, gerne af samme træ som kvistene 1 meter tyndt reb eller barkstrimler en kniv en lille brændeøkse Find et lille træ i den lille skov, der hører til Sundkøbing, men spørg lige, inden du fælder det. Brug stammen eller en større gren til skaft. Et skaft på omkring en meter er fint. Hug kvistene til, så de er omkring en 30 cm lange og saml dem i et bundt, med enderne tæt sammen og skaftet i midten. Saml kosten ved at surre kvistene tæt sammen om skaftet med reb eller barkstrimler. Slut med at rette kvistene til med øksen, så kosten bliver jævn og fin. En riskost holder ikke særlig længe, så der er hele tiden brug for nye. Hvis du laver flere, end du kan bruge, så»sælg«dem til folkene i de andre huse eller på byens marked. Husk du skal have tilladelse af borgmesteren for at kunne sælge på markedet. Dagsrytmen for beboerne i husene Alle står op ved 8-tiden. Der spises morgenmad, enten på middelaldervis i husene eller i»det hvide hus«alle eventuelle spor af moderne levevis skal fjernes helt fra husene. Opbevar aldrig moderne ting i husene, der er altid nogen, der opdager det. Sørg for at hente råvarer til madlavning i køkkenet til den aftalte tid. Kl. 10 åbner Middelaldercentret og man skal være klar til at tage mod gæsterne. Mændene arbejder i et værksted, en bod, en have, med dyrene eller med vedligeholdelse af husene. Kvinderne skal først og fremmest sørge for husholdningen: Der skal hentes vand og sørges for brænde til resten af dagen. Der skal gøres rent i huset, sengestederne ordnes og gulvet fejes. Der skal laves mad så man spiser midt på dagen. Der skal vaskes op og gøres i orden efter middagsmåltidet. Herefter kan man hjælpe til i værkstedet eller haven eller andet, eller man kan sætte sig og sy eller spinde. Børnene skal hjælpe til, men selvfølgelig også lege ind imellem pligterne. Husk, at der kun er åbent i 6 timer, så lad være med at holde lange pauser i den moderne verden. Husene må ikke stå tomme, bliv i dit hus hvir du ikke har opgaver ved fx ridderturnering eller andet, og lad publikum se en levendegjort hverdag. Det er i orden at gå på visit i de andre huse, men dit eget hus må ikke stå tomt imens. Middelaldercentret lukket kl 16. Her kan man så vælge at fortsætte sin middelalderhverdag - hvilket anbefales - eller man kan skifte til moderne tøj og moderne liv. Aftenen kan bruges som man vil, medmindre der er specielle arrangementer, som man bliver bedt om at deltage i. Hvis det er sommer og godt vejr er det en glimrende ide at tage en svømmetur i havnen eller ro en tur med børnene i jollen Havmanden, husk at fortøje den ordenligt bagefter. Husk reglerne for brug af ild i husene. Gå aldrig fra huset, hvis der er ild eller gløder i ildstedet! Gå aldrig fra tændte vokslys! Lås dit hus af hvis du tager væk fra centret. Dagligdags gøremål Dagen kan godt blive lang, hvis man ikke har noget at lave og noget at snakke med gæsterne om, og iøvrigt lavede man altid noget i middelalderen. Det var nærmest syndigt at sidde ned og lave ingenting. Her kommer derfor en liste over nyttige og praktiske ting at foretage sig. Noget af det er mest kvindearbejde, men det meste kan foretages af alle, mænd, kvinder og børn. Almindelig vedligehold af husene Feje gulvene i huset og pladsen foran huset. Hvis der ikke lige er en riskost i dit hus så lav en selv. Skure bordene med salt og en våd halmvisk. Vaske op: træbrikker, skeer og krus renses med salt og vand og en våd halmvisk. Rense ukrudt væk omkring husene. Pynte huset op med friske blomster. En enkelt buket blomster på bordet pynter og vidner om en husmoder med overskud. Samle trækul fra ildstederne til smeden (medbringes, når huset skal have smedet et eller andet). Samle mos til lokummerne, fylde det i poser og hænge det op. Samle optændingsbrænde i skoven, bundte det og stable det i husene. Flække og stable brænde. Tætne husene, fx. lægge uldsnore (af uvasket håndspunden uld) i sprækkerne. Det kan være nødvendigt at bruge kiler i bulhusene for at kunne placere uldstrimlerne. Vaske, reparere og sy tøj Vaske tøj. Tøjet skal holdes pænt og rent. Man passer på sit tøj, som regel har man kun et enkelt hverdagssæt og et sæt til fint brug. Det er primært undertøjet der vaskes, uldkjoler og kjortler tørres og børstes, hvis de er snavsede. Undertøjet vaskes i sæbe (se faktaboks). Det kan også vaskes uden sæbe, blot ved at slå tøjet ned i vandet gentagne gange og skylle det igennem. Det kan ske i havnen, på den flade strand ved bådehusene. Tøjet tørres ved at lægge det udspredt på buske eller på græsset i solskin. Reparere tøj. Ingen anstændige personer går rundt i hullet eller laset tøj. Sømme der sprækker sys øjeblikkelig og huller repareres sirligt med fine lapper. Materialer til reparationer fås i Skrædderhuset, hvor der også er sypiger, der kan hjælpe med de forskellige syteknikker med videre. Sy tøj. Har du lyst til at sy på en dragt så spørg i Skrædderhuset. Ellers er der altid brugs for flere håndklæder, klude og poser af lærred. Du kan få materialerne i Skrædderhuset. Spinde garn. Alle kvinder - og piger fra 5-4 års alderen - kunne spinde i middelalderen. Faktisk var håndtenen i gang hele dagen, hver gang der var et ledigt øjeblik. Haverne Der er altid noget at lave i haverne og hjælp er velkommen. Husk bare at aftale arbejdet med den ansvarlige for haverne. Der er næsten altid brug for at få luget i haverne. Der er hakkejern og river i flere af husene.. Gøde med hestepærer. Hestepærer kan hentes i stalden eller fra foldene, undgå at få for meget halm med. Brug trillebøren til at hente hestepærerne i. Ting der skal produceres Bage brød. Flere af husene har ovne, og er der ingen i ens hus, må man låne ovnen i et andet hus. Det er en glimrende lejlighed til at få snakket med folkene i de andre huse. Husk bare, at snakken skal begrænses til relevante emner for den tid man er i. Samle aske til lud (sæbe). Høste fyrsvampe i skoven til at tænde ild med. Svampen skæres fri af træet, kernen skæres fri, lægges i en blanding af vand og aske i nogle dage og tørres derefter. Opbevares tørt, gerne i en læderpose. Lave glødelærred til at tænde ild med. Tag mindre stykker tætvævet hørlærred og pak det tæt i en lille lerbeholder der lukkes helt lufttæt med et tyndt låg af frisk ler eller en sten. Sæt beholderen i gløderne af et udbrændt bål og skrab gløderne helt op om beholderen. Lad det stå i et par timer eller til næste morgen. Det glødede lærred opbevares tørt i en læderpose eller andet. Sy og reparere tøj. Bare spørg hos skrædderen, de har altid masse af ting liggende. Filte uld til fx såler. Støbe vokslys.

17 Lave sæbe. Lave nåle. Synåle af ben, træ, jern, bronze eller messing. Knappenåle af samme materialer. De kan også laves af torne. Vindepinde til at vinde tråd/uld op på. Laves af grene eller snittede pinde, gerne med fint udskårne ender. Skrædderen er glad aftager, hvis man lavere flere, end man selv skal bruge. Årets gang og sys nyt. Skoene skal ordnes, fedtes ind og måske repareres. Patinerne skal ses efter. Vinter Inden jul slagtes der de dyr, man ikke vil fodre på vinteren over, og som der iøvrigt er brug for bl.a. til jul. I Sundkøbing vil det bl.a. sige, at der slagtes vædderlam og et par gæs og en hel del høns. I praksis slagtes der lam, høns og gæs i efterårsferien, da der ikke er åbent for publikum om vinteren. Netop udførelsen af dagligdags gøremål samt den årstidsbestemte samlen forråd til huse, gør at livet i husene kan føles og opleves autentisk. Forår Her skal der ordnes huse efter vinteren og sås og plantes i haver og på marker. Fårene skal klippes og ulden bearbejdes. Sommer Husene skal gennemgås og eventuelle reparationer udføres mens det er godt vejr. Det er også tiden, hvor man besøger hinanden, holder bryllupper og andre private fester. Haverne skal vedligeholdes, der skal eftersås, luges og plantes ud. Der skal slås hø på engene i skoven og det skal tørres og køres hjem. Der skal også samles lægeplanter og andre urter til resten af året. Efterår Efteråret er tiden hvor man især samler forråd til vinteren. Der skal samles æbler og pærer og tørres æbleskiver og pærestykker i ovnene i eftervarmen efter en brødbagning. Der skal samles nødder i skoven. Kålen skal passes, de største og bedste kålplanter sættes tæt sammen til vinterbrug og til at bære frø næste år. Der skal høstes og tørres de sidste krydderurter til vinteren. Løgene skal bundtes og hænges op. Der skal samles frø til brug til næste år. Der skal saltes fisk. Der skal høstes, tørres og gemmes korn. Der skal ordnes tøj til vinteren: vaskes, repareres Når der slagtes, så gemmes og bruges alle dele. Fx. fjer til puder, knogler til redskaber og musikinstrumenter, tælle til lamper og smørelse m.v., fårefødder til lim, fårehjernen til vognsmørelse, fodrodsknogler til spillebrikker, tarme til pølseskind etc. Alt kan og skal bruges. Husene og deres beboere Familia de Sundkøbingensis Den duelige smed Smeden repræsenterer byens ældste håndværk. Allerede før byen blev til en købstad var der i landsbyen en smed. Smeden var den vigtigste håndværker. Han leverede de fleste af de redskaber både bønder og håndværkere havde brug for, han lavede våben og kunne trække tænder ud og meget mere. Smedjen lå i starten meget yderligt i byen, men i takt med at byen voksede kom de nye huse tættere og tættere på. Mester Jens s Historie Den tidligere navnkundige smed hed Mester Jens og kom hertil udefra. I sin ungdom havde han været med i krige hvor han lavede våben og reparerede ødelagte dele. Under et overraskelsesangreb på Valdemar Atterdags baglejer, greb Mester Jens sin forhammer og forsvarede med held Kong Valdemar. Det hævdede han, under alle omstændigheder selv. Mester Jens blev efter sigende opfordret til at blive soldat i Kong Valdemars hær og var med denne på Gotland. Det gik ham godt og med tiden blev han kaptajn i hæren. Mester Jens fortalte gerne denne historie og andre fra kampene sammen med kongen. Under kampene på Gotland i 1361 blev han pludselig ramt af skyldfølelser. Efter slaget ved Visby besluttede han at lægge våbnene og tage på pilgrimsrejse for at bøde for synderne. I 1367 vendte Mester Jens tilbage til Danmark og kom tilfældigt igennem Sundkøbing. Her fandt Mester Jens en underlig ro i sjælen; en ro han ikke havde følt siden Skæbnen ville det sådan, at byen netop manglede en smed og Mester Jens tilbød sig. Efter prøveperioden blev han godkendt af byens råd. Mester Jens bor ikke længere i Sundkøbing, han forelskede sig i en kvinde fra Sjælland og bor nu der med hende. En ny smed, Michael, har nu løst borgerbrev i byen og ladet opføre en bolig til sig selv på smedens grund. Hans baggrund er lidt dunkel, men rygtet vil vide, at han er søn af suderen Hannah. Suderne eller lædermagerene En forårsdag i 1376 kom skomagersvenden Henning Jenssøn til byen. Han var heldig, for den gamle skomager Birger manglede netop en ny svend. En mørk nat i november 1377 brændte Mester Birgers hus og værksted. Mester Birger overlevede ikke branden og byen stod uden skomager. Da det var således at Henning var den ældste og mest øvede svend valgte byrådet ham til byens næste skomager. Henning ønskede at flytte væk fra grunden hvor det gamle skomagerhus lå og købte lidt jord af skrædderen og smeden. Her lod han sit nye hus bygge for de penge han fik for den gamle grund. Da pladsen var meget trang måtte man lægge huset med gavlen ud mod gaden. Dette har været en torn i øjet på vævekonerne ved siden af lige siden. Mester Henning forlod Sundkøbing i 1392 da hans kone døde og han har siden bosat sig andetsteds på Falster. Den kønne Mesterkone Hannah Sundkøbing havde nu brug for en ny skomager, men ingen af svendene duede endnu. Mester Henning havde haft en medhjælp: Hannah, som var enke efter en af Hennings venner, en skomagermester fra Ringsted. Han havde taget hende i huset da hendes mand døde, hun ønskede ikke at gifte sig med den næste mester, som skik ellers er. Hannah er en meget dygtig skomager og hun fik oprindelig lov til at være mesterkone i en periode af fem år. Den tid er forlængst gået, men det er der ingen, der har følt trang til at påtale. Hannah bor i Suderhuset og har skiftende svende og deres koner boende hos sig. Som regel bliver de ikke så længe, det er svært for en kvindelig mester at holde på svendene. Daglejerne En skiftende skare af unge mennesker holder til

18 i en lille lejr i udkanten af byen. Det er daglejere, fattige folks børn, som tjener en skilling ved at gå til hånde hos håndværkere i byen. Madmor Jane holder styr på de unge mennesker. Skrædderene Skrædderfamilien kom sammen med Hr. Henrik Svane. Det er på mange måder en af byens mest specielle familier. De føler sig som mere værd end de andre familier og er det da også på mange måder. Men da manden i huset døde af»den Blå Syge«for tre år side mistede de sædet i byrådet. Skrædderenken Jette førte med stor dygtighed forretningen videre. Mange kommer langvejs fra for at købe de smukt skårne klæder og både ridder Svane, ridder Lilje og sågar Manfred af Holebygaard er blandt kunderne. Siden sidstnævnte i vinteren 1393 bestilte sig et par hoser af den nye mode hvor benene er syet sammen bagtil har Hr. Svane og Hr. Lilje samt flere unge junkere bestilt tilsvarende. Jette er nu gift med en rejsende handelsmand fra Sjælland der handler med uldklæde. Den rige farver Som det tydelig ses af det flotte hus, med dyrt tegltag og mange jernbeslag på dørene, så er ejeren en holden mand. Han bor dog ikke selv i fine hus, han har hyret en farverkone, der passer farveriet for ham. Det er Elisabeth, som i en lang årrække har holdt styr på de mange unge daglejere, der undertiden holder til i den lille lejr i udkanten af byen. Elisabeth er en øvet farverske og desuden har hun forstand på lysstøbning og pottemageri samt kunst at lave glasvinduer. De smukke vinduer, der pryder købmandens hus på 1. sal er lavet af Elisabeth. Elisabeth er ugift, men tømreren har et godt øje til hende? Rebslagerne Rebslageren bor i det lille hus der ligger lidt uden for byen, men dog ned til byens havn. I huset boede tidligere en tilsynsmand for skoven, da området tilhørte Greve»Johan den Milde«. Huset har som eneste hus en stensat kælder. Det siges for øvrigt, at det spøger omkring huset: Tilsynsmanden skulle gå igen. Han skulle efter sigende være blevet begravet under den store revnede sten lige uden for huset. Stenen var dog på det tidspunkt hel, men en nat revnede den med et brag og siden har tilsynsmanden gået igen. Det siges at grunden til dette gengangeri er, at han aldrig havde fået besked af greve»johan den Milde«om at tage hjem. Det betyder, at han, selv efter sin død, kommer tilbage til huset og omegnen for at tilse det, pligtopfyldende som han var. Til huset hører retten til at fiske i sundet og til at bruge et stykke af skoven. Ærlige Søren Ærlige Søren var ansat hos købmanden Plith Swarber og er en af dennes mest betroede medarbejdere. Ærlige Søren kalder han af sig selv, men har dog af byens befolkning fået tilnavne der er varianter over temaet: Særlige Søren eller Kærlige Søren er nok de mest brugte øgenavne til ham. Han er også hyret af byen til at være kommandør for byværnet og er dermed en af de mænd som i tilfælde af krig skal tjene under hr. Henrik Svane. Ud over de mægtige blider, har han lært at betjene Svanes nyeste våben»bøssen«. Da den gamle købmand blev myrdet i efteråret 1393 mistede Ærlige Søren sit arbejde. Han havde lagt lidt til side og købte rebslagerhuset af Helle Rebslager, der nu er fraflyttet byen. Søren havde gennem flere år hjulpet Helle Rebslager med arbejdet, og byens råd har tilladt Søren at virke som rebslager fremover. Købmændene Plith Swarber Plith Swarber var en tysk købmand af lavadelig herkomst, bosat i Sundkøbing. Da Plith Swarber kom til Sundkøbing i 1366 var han en mindre velhavende købmand. Takket været sine forbindelser til den tyske Hansa fik Swarber hurtigt opbygget et ganske imponerende vareudbud i Sundkøbing, oprettet nye handelsforbindelser og fik indflydelsesrige kunder. Plith Swarber blev skammeligt myrdet i efteråret 1393 af en tømmersvend som skyldte ham penge. Det skabte stor opstandelse i byen og først var der flere mistænkte, især tømmersvenden og en nattevagt, som begge havde været alvorligt uvenner med købmanden. Men tømmersvenden tilstod til sidst over for Henrik Svanes foged og endte sit usle liv i galgen. Hans lig er kulet ned ved foden af galgen. Kaare Johanssen Plith Swarbers enke og børn flyttede til København hvor hun havde familie og solgte både det nybyggede hus, alle skibene og hele lageret til en anden købmand: Kaare Johannessøn. Kaare er ikke helt ubekendt med Sundkøbing, han har før haft forretninger her for fem år siden. Kaare har bl.a. arbejdet for rigets Frue, med at sørge for forsyninger til tropperne, der belejrer Stockholm, men det meget rejseri har taget på helbredet. Under en sejlads blev skibet han opholdt sig på overfaldet af Vitaliebrødrene og under kampen med sørøverne fik Kaare et hug i det ene ben. Han har dog ikke mistet kampgejsten, han har det sidste år haft hyret en gruppe lejesoldater: Margretes Frie Lanser, som beskytter hans skibe mod overfald når de krydser Østersøen. I foråret 1394 samledes Byens råd i overværelse af kongens foged, Hr. Henrik Svane, og valgte så på lovformelig vis byens nye borgmester: Kaare Johannssøn. Købmandens hus var færdigt til indflytning i foråret 1395, forsåvidt angår den nederste etage: fremgulvet - hvor købmandens kontor og salg af varer finder sted - samt stuen, hvor han og familien opholder sig, når de bor i huset. I 1396 blev overetagen færdig og indrettet med gildestue og sommerstue, og hele huset dermed taget i brug. Næste trin er bygningen af et brygges og et lokum på grunden, dette arbejde påbegyndes Kaare Johannsesøns hustru, Ursula Wilfredsdatter, er barnefødt i Rostock og har aner i den mecklenburgske adel. Sammen har de to sønner: Gustav Styrbjørn Kaaressøn og Villem Sigurd Kaaressøn. Catharina Jørgensdatter Købmandskone, gift med Peter af Vemmingsund og bosat i den store stad Nykoebing, men en hyppig gæst i byen hvor hun hersker suverænt over sommerstuen i det røde købmandshus. Grovkøbmanden En lille købmand der mest handler med grovvarer, skind, reb, teglsten og jern, har købt lagerhuset yderst på nokken og bygget det om til kombineret bolig og butik/lager. Pia Grovkøbmands Pia er oftest alene, da hendes mand rejser langt omkring for at handle huder, skind, reb og jern. Pia har en stor familie som ofte gæster hende og hjælper med at passe huset og forretningen. Ridderne Henrik Svane, Ulrik Lilje, Manfred af Holebygaard og de øvrige riddere bor selvfølgelig ikke i byen, men hjemme på deres borge. De gæster kun byen, når der er turneringer.

19 Litteratur På besøg i middelalderen. Forlaget Klematis turliv. Kirke og konge. Danmarkshistorien. Sesam Indhold: Middelalderens kirkehistorie. Daglivliv Bolvig, A Billeder af dagliglivet i middelalderen. Gyldendal; 1978 Lasker, J. Og de levede Lykkeligt. Gyldendal; 1977 Møller, Jan Borger i middelalderens København. Forlaget Sesam A/S Petersen, P. Her er historien om middelalderen. Borgen; 1977 Svane, Pia Livet i middelalderen / redaktion: Karsten Henningsen, Troels Tunebjerg ; tegning: Stig Weimar udgave, 2. oplag. - Brenderup : Geografforlaget, Trolle, Annette Lerche & Bjerregrav, Henrik Middelalderen generelt Andersen, K. E. Kongen og hans mænd. En konge og hans tid. Munksgaard; 1971 Etting, Vivian Margrete den første : en regent og hendes samtid reviderede udgave, 1. oplag. - Kbh. : Gyldendal, Tidligere: 1. udgave. Kbh. : Fogtdal, Etting, Vivian Fra fællesskab til blodbad : Kalmarunionen / Vivian Etting ; korttegning...: Steen Frimodt udgave, 1. oplag. - Kbh. : Gyldendal Etting, Vivian Et ben i hver lejr : om Falsters middelalder / med bidrag af Peter Vemming Hansen. - Nykøbing F. : Museet Falsters Minder, cop Liebgott, Niels-Knud Middelalderen: Land og by. Broderstrid og kul- Liebgott, Niels-Knud Dansk middelalderarkæologi. Kbh. : Gad, McGuire, Brian Patrick A guide to medieval Denmark = Guide til middelalderens Danmark - Kbh. : C.A. Reitzel, McGuire, Brian Patrick Mennesker i Danmarks og Europas middelalder / udgivet og redigeret af Brian Patrick McGuire ; i samarbejde med Kirsten Grubb Jensen og Kurt Villads Jensen. - Kbh. : Center for Europæiske Middelalderstudier : C.A. Reitzel, Olsen, Rikke Agnete Danmark i Verden, bind 5,6 & 7 (Forlaget Fremad, Kbh ) Roesdahl, Else (red) Bolig og familie i Danmarks middelalder Jysk Arkæologisk selskab 2003 Kock, jan & Roesdahl, Else (red) Boringholm - en østjysk træborg fra 1300-årene. Jysk Arkæologisk Selskab Tro og overtro Liebgott, Niels-Knud Hellige mænd og kvinder. Højbjerg : Wormianum, Ret og straf Etting, Vivian Løn som forskyldt : om forbrydelse, rettergang og straf / Vivian Etting og Carsten Niss udgave, 1. oplag. Vordingborg : Sydsjællands Museum ; Næstved : Amtscentralen, Byrjalsen, Inger Hjul og stejle : lov og ret i middelalderen. Kbh. : Aschehoug, cop Kvinder og børn Byrjalsen, Inger Kvinder i middelalderen / billedredaktion ved forfatteren udgave, 1. oplag. Kbh. : Grafisk, Jørgensen, Dorthe Wille Børn og børnelege i middelalderen. Middelaldercentret Nykøbing F Olsen, Rikke Agnete Lille Margrete og andre børn i Middelalderen / Rikke Agnete Olsen et. al.. Kbh. : Nationalmuseet,1997. Pedersen, Kenno, f Stadens døtre : træk af prostitutionens historie i Helsingør. - Helsingør : Nordisk forlag for Videnskab og Teknik, Johannessen, Kåre Spøgelser, Gengangere og Andet Godtfolk, Middelaldercentret 2010 (under udgivelse). Johannessen, Kåre Magi og heksetro i nordisk middelalder. Middelaldercentret Nygård, Jens Jørgen Da Danmark var katolsk. Forum; 1986 Mad Dawson, Imogen Sådan spiste de i Middelalderen. Forlaget Ålykke1994 Skaarup, Bi Mad og spisevaner fra middelalderen. Middelaldercentret, Beriedale-Johnson

20 Den antikke kogebog. Forlaget Modtryk Krig og våbenbrug Etting, Vivian Riddervæsen, krigskunst og turneringer i Danmarks middelalder. Middelaldercentret, Hansen, Peter Vemming Middelalderens mekaniske apparater til krigsbrug. Middelaldercentret Nykøbing F Johannsessen, Kåre Den skæve pind. Buen som militærvåben i middelalderen. Middelaldercentret 1998 Liebgott, Niels-Knud Middelalderens våben Kbh. Nationalmuseet, cop Olsen, Rikke Agnete Riddertid og romantik / Rikke Agnete Olsen udgave, 1. oplag. Kbh. : Fremad, Olsen, Rikke Agnete Borge i Danmark udgave, 1. oplag Fremad, 1996 Steele, Philip Verdens bedste bog om borge Holte : Flachs, 1995 Keramik Liebgott, Niels-Knud Keramik fra vikingetid og middelalder Kbh. Nationalmuseet, cop Dagligliv - Middelalderen generelt - Tro og overtro - Ret og straf - kvinder og børn - Mad - Krig og våbenbrug - Keramik - Sprog Sprog Allan Karker Dansk i tusind år. Et omrids af sprogets historie. Modersmål Selskabets Årbog C.A. Reitzels Forlag A/S. Dragter Bolvig, Axel Dragt, magt og afmagt i danske kalkmalerier. I: Dragt og magt. Red. Anne Hedeager Krag, pp Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet, Crowfoot, Elizabeth; Pritchard, Frances & Staniland, Kay Textiles and Clothing c c Medieval Finds from Excavations in London:4. London, Dahl, Camilla Luise Middelalderdragter - 6 artikler af Camilla Luise Dahl Workpapers - tekstilforskning på Middelaldercentret 2006 Dahl, Camilla Luise Ath prydæ synæ clæder. Bezanter, beslag og påsyningspynt i middelalderen Moiddelaldercentret 2005 Geijer, Agnes; Franzén, Anne Marie og Nockert, Margareta Drottning Margaretas gyllene Kjortel i Uppsala domkyrka. Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Stockholm, 1985 og anden omarbejdede udgave, Houston, Mary G. Mediaeval Costume in England and France. The 13 th, 14 th and 15 th Centuries. London, Lehnart, Ulrich Kleidung und Waffen der spätgotik, II Karfunkel 2003 Newton, Stella Mary Fashion in the Age of the Black Prince: A Study of the Years Boydell Press. Woodbridge, Nockert, Margareta Textiler och dräkt I: Margrete I. Nordens Frue og Husbond, pp Nationalmuseet. Kbh Nockert, Margareta Bockstensmannen och hans dräkt Stiftelsen Hallands Länsmuseer, Halmstad och Varberg 1997 Staniland, Kay Medieval Craftsmen: Embroiderers University of Toronto Press, Thursfiels, Sarah The Medieval Tailor s Assistant. Making commond garments Ruth Bean, Carlton, Bedford2001 Østergård, Else Som syet til jorden - tekstilfund fra det norrøne Grønland. Nationalmuseet 2003