GUDSTJENESTE FRA GRUNDEN

Transkript

1 GUDSTJENESTE FRA GRUNDEN HELT ENKELT. Et samtaleog samarbejdsværktøj i kirkens gudstjenesteliv Udarbejdet af Værkstedet GudstjenesteLIV Søren Andresen og Tine Illum i samarbejde med Jette Bendixen Rønkilde

2 GUDSTJENESTE FRA GRUNDEN. ET SAMTALE- OG SAMARBEJDSVÆRKTØJ. Gudstjeneste fra Grunden er et hands-on-materiale, hvor vi helt konkret kan se og flytte rundt med byggesten, diskutere, fortryde, overveje. Samtidig er det et materiale, der kan bidrage til at skærpe viden om og overvejelser over liturgi. Med dette materiale ønsker vi at sammentænke: - de grundlæggende kerneværdier i gudstjenesten, som menigheden får sprog til at tale sig frem til i workshoppen Gudstjenestens Værdier. - klippegrunds-troen, Du er Kristus, den levende Guds søn (Peters bekendelse), - menighedens møde søndag morgen som fundament - gudstjenestens grundlæggende mønster (også kaldet ordo : samling, bad (dåb), ord, måltid (nadver) og sendelse) - byggestenene: de enkelte led i menighedens gudstjeneste. Værdierne finder menigheden igennem workshoppen Gudstjenestens Værdier. Der er ikke tale om at finde på nye og værdier. Der er tale om at finde ned til de kerneværdier, vi allerede kender som gode. Klippegrund, fundament og grundsten/grundmønster beskrives kort eller mere indgående, alt efter, hvordan tiden tillader det, og hvordan sammenhængen er. Materialet kan bruges forskelligt, alt efter om det bruges af den stedlige menighed med stor erfaring af egen gudstjeneste, eller om det bruges til videreuddannelse af præster. Vi håber med GUDSTJENESTE FRA GRUNDEN at kunne give de lokale menigheder og mange andre - et redskab, hvormed de sammen kan arbejde med gudstjenesteteori og praksis på én gang. Søren Andresen og Tine Illum Værkstedet GudstjenesteLIV

3 GUDSTJENESTENS VÆRDIER. Langs hele venstre side på materialet Gudstjenste fra Grunden løber en rød stribe: Gudstjenestens værdier. Den stribe er den ene koordinat i samtalen og samarbejdet om gudstjenesten. Når vi taler om og arbejder med gudstjenesten med relationerne som udgangspunkt, når vi arbejder menighedsbaseret, er det her det hele begynder. Her finder vi et fælles sprog for vores gudstjenesteerfaringer. Her tager vi alvorligt, at vi hver især er eksperter på lige netop vores oplevelse af gudstjeneste. Her opelskes lydhørheden, og her er der plads til ærlig snak. Når vi taler om gudstjenestens værdier, handler det ikke om liturgihistorie eller dogmatik, men om hvilke værdier vi sammen erfarer som grundlæggende i den gode gudstjeneste. Men hvordan finder vi ord til at tale med hinanden om det? Det er vi jo ikke vant til. En fremgangsmåde er at fortælle sin gudstjenestehistorie. Først finder man hver især sammen med en af de andre, som man ikke kender så godt. Så har man minutter hver til at fortælle hinanden min gudstjenestehistorie: hvornår begyndte jeg at gå til gudstjeneste? Hvorfor? Hvad fik mig til at blive glad for at gå til gudstjeneste? Hvad var ved at skræmme mig væk? Var der en særlig gudstjeneste, der gjorde indtryk på mig? Og hvorfor? Hvad tænker jeg nu? Efter den halve time er gået, går de to sammen med et andet par, altså i en gruppe på fire. Hver fortæller så den historie, han eller hun har hørt sin partner fortælle. Gruppen har nu i alt fire fortællinger om gudstjeneste. Det er en god oplevelse for næsten alle. Det er bevægende at høre den andens historie. Og selvom det kan være svært at fortælle sin egen historie så er det dejligt, at der er en, der ville høre den. Faktisk gør det også et stort indtryk på mange, senere at høre den anden fortælle historien videre. Derefter skal firemandsgrupperne finde tre værdier (eller flere), der betyder noget i alle historierne. Værdierne skrives op på et stykke papir, der blev hængt op på tavlen. Det er vigtigt, at der er tale om grundlæggende menneskelige værdier. Nadver er f.eks. ikke en værdi men det er fællesskab, fornemmelsen af at noget er helligt, glæde. At der er lægmandslæsninger er heller ikke en værdi, men det er nærvær, deltagelse, gæstfrihed. Helt forskellige gudstjenestetyper og forskellige led kan grundlæggende være formidlere af samme værdier. Sammenlagt bruges ca. 1½ time. Ingen har faglige fortrin, for det handler ikke om dogmatik eller Bach-koraler, men om hvordan vi oplever og erfarer gudstjenesten.

4 Alle har taletid og lyttetid. Man lærer hinanden bedre at kende, og finder frem til de fælles værdier, der har betydet noget for gudstjenestelivet. De fleste opdager, at de værdier, der gør gudstjenesten god, stort set er de samme som dem vi genkender fra det, der gør livet godt. Tankevækkende enkelt sjovt berigende. Prøv det selv. Workshoppen findes i Appendix 1 i Martin Modéus Gudstjenestens kerneværdier. Bogen er i det hele taget en guldgrube for lederne af Gudstjeneste fra Grunden. Desuden kan flere af bogens afsnit bruges i en studiekreds. Bogen ligger i forlængelse af Menneskelig gudstjeneste af samme forfatter.

5 Gudstjenestens klippegrund er troen på Kristus, den levende Guds Søn. Det kalder vi også Peters bekendelse (Mt. 16,16). Kristus viser os, hvem Gud er. I gudstjenesten kommer den opstandne Kristus os levende i møde. Her møder vi den Gud, der kender os, og som vi kender og vi møder ham hele tiden som den levende, der viser os nye sider af sig selv. Det er et kærlighedsmøde. I den forbindelse kan vi beskæftige os med det bibelske gudsbillede, Luthers vægtlæggen på solo Christo og bekendelse. GUDSBILLEDET. Vores gudsbillede er ikke en privat fornemmelse af hvad som helst. Det er bundet til bibelens fortællinger. Først og fremmest til Det nye Testamentes skildringer af Jesus liv, død og opstandelse, og til det han siger og gør. De mange forskelligartede bibelske billeder af Gud kan vi beskæftige os med på flere måder. Det er såmænd bare at gå i gang. Man kan bruge en halv time eller en halv aften. Én måde er at læse en bibeltekst langsomt, tale om gudsbilledet i den. Derefter kan man tale om, hvorvidt det er det gudsbillede, der bliver tydeligt i gudstjenesten. F.eks: - læs i fællesskab f.eks. Luk. 15, (lignelsen om den fortabte søn/den gode far). Skriv de ord ned, som I synes beskriver faderen (Gud). Tal derefter om, hvordan vi i gudstjenesten aner, at det er netop dén Gud, vi møder. Hvordan bliver vores gudstjeneste troværdig forkyndelse af den Gud, Jesus viser os og fortæller om?

6 SOLO CHRISTO. Luther insisterede hele sit liv på, at Kristus skulle være det bestemmende princip for alt. I Confessio Augustana skriver Melanchton i Art 7 og 15, at det ikke er nødvendigt med ens kirkeskikke. Det betyder ikke, at kirkeskikkene/gudstjenesteordningerne er ligegyldige, men at de hvert sted skal udformes så de tydeligt forkynder Kristus. Hver menighed har ansvaret for sin gudstjeneste. Samvittigheden er kun bundet til Kristus. Samtidig pointerer Luther, at ændringer i gudstjenesten skal ske med undervisning og kærlighed, netop af hensyn til menigheden. Igen: det er menighedens gudstjeneste. At arbejde teologisk med gudstjenesteliv er på en måde en reformatorisk forpligtigelse. Iflg. Luther er Bibelen norma normans og alt andet, f.eks. liturgi og traditioner, er norma normata, og må prøves på den kristne tro. - Læs i fællesskab evt. de forskellige prædikater til Jesus ( Marias Søn, Messias, Frelser etc.). Eller syng Ord fra Gud Fader i Helt Enkelt. Læs Jeg-er -ordene fra Johannesevangeliet. Eller læs en fortælling om Jesus fra Det nye Testamente. Er gudstjenesten et klart udtryk for, at det er den Kristus vi møder i gudstjenesten? Igen kan det tage mellem en halv time og en hel aften. BEKENDELSE. Bekendelser bliver til, hvor man må forholde sig til konkrete misforståelser kætterier. Peter tror ikke, at Jesus er Johannes Døberen eller Elias eller en af profeterne, sådan som andre foreslår. Du er Kristus, den levende Guds søn siger han. I en luthersk kontekst må bekendelser altid være i overens med bibelens billede af Gud. I Folkekirken regnes der med fem bekendelsesskrifter: den apostolske trosbekendelse, den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, den athanasianske trosbekendelse, Luthers lille Katekismus og Confessio Augustana (den augsburgske trosbekendelse). I mange lande har man tradition for også at formulere nye og aktuelle trosbekendelser. Det sker ofte i forbindelse med, at man tænker, at kirkens tradition og praksis ikke er i overensstemmelse med bibelens gudsbillede eller menneskesyn. En bekendelse kan kun have gyldighed, hvis dens indhold helt tydeligt står på klippetroen, Kristus som den levende Guds søn.

7 I begyndelsen var gudstjenesten. Før bibel og trosbekendelse og dogmer. Vi samles til gudstjeneste. Det har kristne gjort siden den første påske. For når to eller tre af jer mødes for at være sammen om troen på mig, så er jeg der også, siger Jesus (Mt. 18, 20). Gudstjenesten er menneskers møde med den opstandne Kristus. Der har været gudstjeneste lige fra den første påske. En af de fortællinger fra bibelen, vi kan læse i denne sammenhæng, er vandringen til Emmaus (Lukasevangeliet 24, 13-35). Kristendom var og er - først og fremmest fællesskabspraksis. Menigheden, forsamlingen, ER Kristus krop. Det er gennem menighedens gudstjeneste, vores tro formes og styrkes. Gudstjeneste er Helligåndens historie med mennesker. Andre steder i verden kalder man gudstjenesten for a thin place, et gennemsigtigt sted, hvor Guds mysterium væves sammen med menneskers liv. Det er som om der kun er et tyndt slør eller et stykke silkepapir ind til Guds mysterium, der her erfares så tydeligt, som det kan ske i et jordisk liv. Gudstjeneste ER der hvor mennesker samles med hinanden og med Kristus. Den måde, vi sammen holder gudstjeneste på, former vores tro. Lex orandi lex credendi sagde man i oldkirken, sådan som vi beder, sådan tror vi. Hvis vores tro skal være troværdig, må den gudstjeneste vi samles til og den måde vi samles på, med og uden ord fortælle om den Gud, vi tror på. Paulus brev til kirken i Korinth er et godt eksempel på, at det at samles på en troværdig måde er helt centralt. Se f.eks. hans første brev til Korinth kapitel 11 (og for den sags skyld også kapitel 12 og 14). En anden kilde er Justin (ca.155), der bl.a. siger: På den dag, som kaldes solens dag finder en sammenkomst sted, hvor alle som bor i by og på land mødes. Alle sociale lag mødes til gudstjeneste om søndagen. Menigheden er Kristus krop, og eftersom det er i menighedens gudstjeneste, at vores tro får indhold og næres, så kan det også være relevant i denne sammenhæng at tale om, at vi kommer baglæns ind i triniteten, som Anna Marie Aagaard siger (læs evt. i bogen Tema og tolkninger af A.M.Aagaard afsnittet Baglæns ind i triniteten ).

8 Menigheden er ikke en homogen masse, men vidt forskellige virkelige mennesker. Stilfærdige og vilde, sådan som det ses på billedet på Gudstjeneste fra Grunden. Billedet kan bruges til at tale ud fra. Er du med på billedet? Og hvor? Kender du nogle af de andre? Etc. Vi må vide, at både den lidt tilbageholdende og den lidt (for) forandringsparate er en vigtig del af vores menighed. De holder begge meget af gudstjenesten. Ved at fremelske en venlig, tryg og nysgerrig atmosfære, kan de to bringes i samtale. Det er berigende for dem og for gudstjenestelivet. Hvem er vi? Brug en halv time på at tale sammen om, hvem det vi er, der kommer til gudstjeneste. Husk også dem, der kommer hvert halve år og dem, der kommer første gang. Skriv ned. Selv i en lille menighed, hvor alle tænker, at de kender alle, kan det være en øjenåbner. Gæstfrihed. En kristen menighed kendetegnes af gæstfrihed. Verdens bedste budskab er for alle. Hvis jeg kommer i kirke første gang her, kan jeg så fornemme, at jeg er en længe ventet gæst og ikke bare på tålt ophold? Er der overhovedet nogen, der ser mig? Kan jeg synge med på salmerne? Kan jeg finde ud af, hvad der foregår? Du skal elske din Gud og din næste som dig selv. I de fleste tilfælde vil workshoppen Gudstjenestens Værdier vise, at det vigtige sjældent eller aldrig er formen, men relationer. Om det kan man læse meget mere i Martin Modéus Menneskelig Gudstjeneste. Men hvordan arbejder vi med gudstjeneste og relationer? Det er det, det handler om her. Samtalekulturen i menigheden er af afgørende betydning. Det fornemmede vi allerede, da vi indledningsvis fandt de grundlæggende værdier. Martin Modéus gør i sin bog Gudstjenestens kerneværdier opmærksom på, at hvis samtalen og samarbejdet om gudstjenesten skal lykkes, så kræver det lydhørhed langsigtethed og langsomhed. Det kræver respektfuld samtale. Ved Sdr. Bjert Kirke står Erik Heides skulptur To mennesker støbt i smedejern. Imellem de to figurer er der to millimeter. De to millimeter er respekten, den der gør at vi aldrig gør os færdige med hinanden, men altid er i samtale. Levinas har sagt det sådan her: "Samtalen udgår fra bundløsheden i den andens øjne, men finder også der sin grund til at tie og erkende sin magtesløshed. Mod hinanden står to virkeligheder på hver sin side af en kløft, som ikke kan jævnes ud. Men blikkene kan krydse kløften. - Dannelse er da at kende kløften som vilkår og alligevel søge den andens blik som samtalens fundament, dens aldrig nævnte centrum. (Levinas)

9 Gudstjenesteliv. Kan menigheden le ad sine fejltagelser, samtidig med at den arbejder for at gøre liturgien tydelig, fordi dens tillid til Guds overvældende nåde er større end bekymringen for kultiske petitesser? Det er den liturgiske teologis grand old man (i hvert fald i en luthersk sammenhæng), Gordon Lathrop, der siger sådan. Og dermed er han inde ved det mest grundlæggende i vores arbejde med gudstjeneste. Ofte hører vi, når vi taler med mennesker, at det vigtigste i arbejdet med gudstjeneste er, at der ikke kan sættes en finger på noget. Til det må vi sige: det kan ikke lade sig gøre. For hvad måles perfektion på? på Alterbogs-kopiering? På menighedens opbyggelse? Salmevalg? På stemningen når vi går fra kirke? På om der var mange? Om vi lærte noget? At have som yderste mål for gudstjenesten, at der ikke skal kunne sættes en finger på den, er ikke alene umuligt, det er også alt alt for lidt. I gudstjenesten samles vi og møder den korsfæstede og opstandne Kristus. Vi er langt forbi at tænke på perfektion. Det handler om liv.

10 GUDSTJENESTENS GRUNDSTEN. Den liturgiske teologi har aktualiseret det oldkristne gudstjenestemønster, også kaldet ordo. Herom kan læses i bl.a. Gordon Lathrops Holy Things og på dansk især hos Jette Bendixen Rønkilde, bl.a. i hendes artikel i bogen En gudstjeneste mange perspektiver. Gudstjenestens grundsten, eller grundmønster, er: SØNDAG (opstandelsesdagen, den ottende dag (dagen hvor tid og evighed mødes), nyskabelsens dag. SAMLING (se forrige afsnit. Selve det AT mennesker mødes med og om Kristus) BAD/DÅB ORD (bibellæsning, prædiken, bekendelse, salmer, bøn) MÅLTID/NADVER SENDELSE (gudstjenesten har ikke en afslutning, men en sendelse. Vi sendes ud i hverdagene og i verden med Guds velsignelse) Ovennævnte er det grundmønster, alle gudstjenester sys efter. Det betyder ikke, at vi ikke kan holde gudstjeneste på andre dage, end på søndage. Det betyder heller ikke, at det ikke er en ordentlig gudstjeneste, hvis der ikke er dåb. Det betyder, at det er det mønster, der ligger til grund for gudstjenesten. Mennesker samles. Menigheden er døbte mennesker, der har fået Guds Rige hældt ødselt ud over sig. De lever af det, der er sket påskemorgen. De hører og bekender, beder, udlægger og synger. De spiser bliver sammenspist med Kristus og hinanden som foregribelse af det himmelske måltid. Velsignede sendes menneskene ud i verden.

11 Gudstjenestens byggesten. De farvede baner kan bruges på utallige måder. Gudstjeneste-byggestenene er mursten. Dem laver man på A4-ark, der skæres i fire stykker på den korte led (se billedet på næste side). Måske vil vi tale om vores søndags-gudstjeneste. Så begynder vi med at lægge de forskellige liturgiske led i rækkefølge. Først lægges den blå bane. Her kan der f.eks. på de forskellige mursten stå: læsning fra Det gamle Testamente, indøvelse af salme, stilhed, kyrie, udgangsbøn, sidste salme etc. Bare det at lægge murstenene kan tage tid og kan vække til eftertanke. Der kommer mange spørgsmål imens: er der SÅ mange bønner? hvorfor er hilsenen så langt inde i gudstjenesten? hvorfor hedder det kirkebøn? osv. Når alle byggesten er lagt, kan man begynde at tale om, hvordan menighedens gudstjeneste er, eller hvordan man ønsker at den skal være. Ved siden af de liturgiske byggesten er det også muligt at lægge en yderligere række, hvor man ud for hvert led/mursten i gudstjenesten lægger en sten, hvor der står, hvem der er ansvarlig for dette led. Det kan være meget tankevækkende og kan især bruges, når man ønsker at arbejde med delagtighed. Her kan vi helt konkret se, hvem der gør hvad. På disse sten skriver man f.eks. konfirmand, organist, læser. Man bliver i første omgang ofte noget overrasket over, hvor mange, der står præst på Ønsker man at arbejde med at bruge kirkerummet på en ny måde, kan man lægge en række sten, der fortæller, hvor i rummet, denne del af liturgien finder sted. Her står f.eks. korbue, prædikestol, pulpitur. Hvis øvelsen går ud på at finde en liturgi til en aftengudstjeneste på tre kvarter, eller hvis man synes at søndagsgudstjenesten bliver lidt for lang, kan man i den ene række lægge tids-sten. Så man får et indtryk af, hvor lang tid de enkelte led tager. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan og i hvilke sammenhænge, materialet kan bruges.

12 Eksempel på, hvordan materialet kan bruges. På den blå bane ligger et eksempel på en tidlig morgengudstjeneste, der højst må tage tre kvarter. På den orange bane ligger en oversigt over, om det er lægmand, organist, præst, konfirmand, der står for det pågældende liturgiske led. På den gule bane skal ligge en ca. tidsangivelse for de enkelte led, så vi kan se, om gudstjenesten kan holdes inden for de tre kvarter, der er til rådighed.

13 Hvordan kommer vi videre? Gudstjeneste fra Grunden findes i to størrelser. En stor udgave på tre en halv meter gange halvanden meter, der er egnet til at lægge på gulvet, gå rundt om, gå på, flytte rundt med etc. Vi anbefaler den udgave, når man er mange, der taler og arbejder sammen. Der er også en mindre udgave, der er halvanden meter gange 65 cm. Den kan ligge på et bord, hvilket kan have sine fordele. Til gengæld er det svært at bruge den, hvis man er flere end 4-5 mennesker. Materialet købes gennem Værkstedet GudstjenesteLIV, c/o Sdr. Bjert Kirke, Bjert Kirkevej 43, 6091 Bjert, Danmark. Vi, Søren Andresen og Tine Illum, træffes på mail. Sørens mailadresse er: organisten@sdrbjertkirke.dk Tines mailadresse er: ti@km.dk. Prisen er ca kr + forsendelse for det store banner og ca forsendelse for det lille. Der Gudstjeneste fra Grunden trykkes i et kraftigt bannermateriale, der er meget slidstærkt og tåler, at man går på det, at det foldes sammen, og at man tørrer det af. Det trykkes hos firmaet Grafisk Frihed i Kolding. Vi håber at kunne udgive en mere fyldig manual. Hertil vil det være en stor hjælp, hvis I vil sende os jeres erfaringer og spørgsmål. Stor tak til Cand.Theol, præst og Phd Jette Bendixen Rønkilde for hjælp til udarbejdelsen af materialet. Også tak til Gudstjenesteudvalget ved Sdr. Bjert Kirke og Gudstjenestekonsulenterne i Haderslev Stift.

14 Nedenstående to artikler fra Værkstedet GudstjenesteLIVs facebookside GUDSTJENESTELIV kan frit bruges. ELFENBENSTÅRNET STÅR FAKTISK I DEN VIRKELIGE VERDEN. eller: teologisk forskning og gudstjenesteliv. Hjerne og hjerte.. skulle der mon have stået: teologisk forskning ELLER gudstjenesteliv. Hjerne ELLER hjerte? Den holdning kan man faktisk godt møde, og det har da også i nogle kredse været regnet for en dyd ikke bare at skelne mellem teologisk faglighed og gudstjenesteliv, men nærmest at iklæde sig beskyttelsesdragter, når man nærmede sig hinanden. De kloge forskede i elfenbenstårnet, og de fromme holdt gudstjenester på kirkegulvet. Det var lettere at tro på, at Gud blev menneske i Jesus Kristus, end at forestille sig, at universitetsforskning kunne bidrage med noget til det konkrete gudstjenesteliv og vice versa. Det har ændret sig. Især i de senere år, hvor en dogmatisk og historisk tilgang til forskning i gudstjeneste ikke mere ses som den eneste måde, man kan forske i og forstå gudstjeneste på. Man er blevet opmærksom på det, der kaldes gudstjenestens æstetik, altså hvordan vi erfarer og sanser gudstjeneste. Ganske enkelt, fordi vi er blevet klar over, at erkendelse og refleksion ikke sker i en hermetisk lukket hjerne uberørt af virkeligheden. Mennesket reflekterer med følelsen siger Jette Bendixen Rønkilde i sin nys forsvarede Phd-afhandling Det lille Himmerige (DLH s. 189). Hjerne og hjerte skal ikke spilles ud mod hinanden. Æstetik og det æstetiske er således bundet til mennesketes kropslige sanseoplevelse i samspil med en kognitiv proces (DLH s. 18). Den erfarede gudstjeneste og den teologiske eftertanke står i et konstruktivt og dynamisk spændingsforhold. Denne tænkning har dybe rødder til den tidlige kirkes påstand: lex orandi, lex credendi (bønnens lov er troens lov, gudstjenesten er et privilegeret sted, hvor mennesker kan erfare og erkende den treenige Gud og derigennem opnå en dybere forståelse for, hvad kristendom består i DLH s.51)), en påstand som er blevet aktualiseret i den gudstjenesteteori, der kaldes liturgisk teologi, som er den gudstjenesteteori, som Værkstedet GudstjenesteLIV arbejder ud fra (se også andre indlæg her på siden). Centralt i den liturgisk teologiske forskning er overvejelserne over gudstjenestens grundlæggende mønster, også kaldet ordo (samling, dåb, ord, bøn, nadver, sendelse). Den lokale menighed bygger sin lokalt forankrede gudstjeneste ind i det mønster. Det genkendelige mønster findes i mange farver og variationer. Genkendelighed og fornyelse spilles ikke ud mod hinanden. Den nyere forskning (ikke blot i liturgisk teologi) afdækker og fremhæver et mere dynamisk gudstjenestesyn, der giver større ansvar til de lokale kirker i udformningen af gudstjenestelivet. I forordet til den tyske Gottesdienstbuch, svarende til vores alterbog, står der, at der her ikke er tale om en eviggyldig køreplan, men om en arbejdsbog. Derudfra er menighederne ansvarlige for at udforme deres gudstjeneste og deres gudstjenesteliv. Så TAK til de forskere, der i disse år afdækker de grundlæggende gudstjenestebyggesten, arbejder med gudstjenestens æstetik og sprog, og på mange andre måder kommer med en solid faglig inspiration ind i menighedernes livgivende arbejde med den lokale gudstjeneste. Det er der brug for. For gudstjenestens skyld, for menneskers skyld. For gudstjenesten er det sted, hvor mennesker i særlig grad erfarer, hvad den kristne tro er. Det er i gudstjenesten som helhed (og ikke kun i prædiken), vi erfarer teologien. Gudstjenesten bygger vores tro, og med den tro bygger vi gudstjeneste og vi gør det netop med hjerne og hjerte.

15 MELLEM INDIVIDUELT FØLERI OG DOGMATISK INTELLEKTUALISME - SENSITIV ERKENDELSE Anelser, fornemmelser, følelser hvad stiller vi op med dem? Og i denne sammenhæng - hvad stiller vi op med dem, når vi arbejder med liturgiske traditioner og gudstjenesteordninger? Det er en stor opgave og en vigtig opgave at arbejde med at formulere forholdet mellem kirkens lange liturgiske tradition og menneskers tro. I den ene grøft ligger brokkerne af det-der-er-rigtigt-for-mig-behøver-ikke- at-være-rigtigt-for dig, relativisme og byg-din-egen-religion. I den anden grøft ser vi resterne af enevældens ensretning, dogmatisme og fundamentalisme af forskellig slags. Begge dele har været sunde opgør engang. Og begge dele smides en gang imellem op af grøfterne uden at gøre ret meget gavn. Den vej, vi færdes på i dag, er en anden. Forsigtigt kunne vi kalde den SENSITIV ERKENDELSE. Bare ordvalget kan få nogen til at krumme tæer. For er sensitivitet ikke netop blafrende føleri? Og vi der lever i Kierkegaards fædreland ved nok, at det skal man vare sig for. Samtidig ved vi godt, at vi skal bevæges og røres ved, for at noget får betydning for os. Det gælder også mht vores tro. Sansning og krop er mere end føleri. Det er erkendelse. Det som ingen har set eller kan bevise, påstår vi, at vi har erfaret, sanset og hørt i påsken: kirkerne var pyntet med påskeliljer, fordi SYNET af påskeliljerne for de fleste af os rummer påskens budskab om, at Frelseren stod op af døde, som vi synger i salmen Påskeblomst, hvad vil du her? Og i andre salmer er hele foråret et opstandelsestegn med fuglekor og blomster. Vi kunne SMAGE ordet i brød og vin (og det synger vi i øvrigt i mange salmer, ja, vi synger endda, at vi kan smage, at Gud er god). Vi DRIKKER en stærk dråbe af påskeliljens gule bæger. Vores ÅNDEDRÆT ændres, for hjertesuk bliver frydesang ( Stat op, min sjæl, i morgengry! ) Ikke bare vi, men Himlen GLÆDER SIG. Vi GÅR Jesus i møde.. Og sådan kunne vi blive ved. I de sidste år har flere gjort opmærksom på den gamle indsigt, at sensitivitet og erkendelser ikke er modsætninger. I sin doktorafhandling, Den skønne Tænkning, siger Dorthe Jørgensen bl.a. hvis teologien skal være vedkommende for os i dag, må den tage afsæt i vore egne erfaringer, og skal den være et frugtbart medium for fortolkning, må den tage dem frisindet op. Det fører ingen vegne at pansre sig doktrinært i sin egen tilgang til erfaringerne og stille krav om, at de umiddelbart giver indtryk af tro med alt, hvad det i nyere tid har medført af mistro til aisthesis og uvilje mod skønhed. Teologien må i stedet nærme sig i erfaringerne i forventning om, at de faktisk rummer noget, der er værd at udlægge teologisk, dvs. med blik for det potentiale, de måtte rumme.. I vores materiale Gudstjeneste fra Grunden forsøger vi at tage denne indsigt alvorligt i både tænkning om og arbejde med gudstjeneste. Vi ønsker her at sammenholde, hvad vi ikke mener bør splittes: nemlig det bibelske fundament, menigheden og det almindelige præstedømme, den grundlæggende ordo (gudstjenestens mønster) og de værdier, som mennesker i fællesskab finder vigtige i gudstjenesten. Materialet er arbejdet frem (og er stadig under udvikling) i samarbejde med PhD Jette Rønkilde og gudstjenestekonsulenterne i Haderslev Stift.

16 V. Søren Andresen og Tine Illum Bjert Kirkeallé Bjert