Modernitet og tradition hos Catul. ved Finn Lyngholm Christensen Holstebro Gymnasium

Transkript

1 Modernitet og tradition hos Catul ved Finn Lyngholm Christensen Holstebro Gymnasium

2 Materiale: Catul 1, 3, 5, 8, 13, 79, 101 Cicero: Pro Caelio oversættelse (perspektiverende) Vergil: Aeneiden IV, vv Indholdsmæssigt fokus: Modernitet og tradition Særligt sprogligt fokus: verbalbøjningen / modus

3 Catul I. Cui dono lepidum novum libellum arida modo pumice expolitum? Corneli, tibi: namque tu solebas meas esse aliquid putare nugas 5 iam tum, cum ausus es unus Italorum omne aevum tribus explicare cartis doctis, Iuppiter, et laboriosis. Quare habe tibi quidquid hoc libelli qualecumque; quod, patrona virgo, 10 plus uno maneat perenne saeclo.

4 Catul V. Vivamus, mea Lesbia, atque amemus rumoresque senum severiorum omnes unius aestimemus assis. Soles occidere et redire possunt: 5 Nobis, cum semel occidit brevis lux, nox est perpetua una dormienda. Da mi basia mille, deinde centum, dein mille altera, dein secunda centum, deinde usque altera mille, deinde centum. 10 Dein, cum milia multa fecerimus, conturbabimus illa, ne sciamus, aut ne quis malus invidere possit, cum tantum sciat esse basiorum.

5 Catul VIII. Miser Catulle, desinas ineptire, et, quod vides perisse, perditum ducas. Fulsere quondam candidi tibi soles, cum ventitabas, quo pueila ducebat, 5 amata nobis, quantum amabitur nulla. Ibi illa multa tum iocosa fiebant, quae tu volebas nec puella nolebat. Fulsere vere candidi tibi soles. Nunc iam illa non vult: tu quoque, impotens, noli. 10 Nec quae fugit sectare, nec miser vive, sed obstinata mente perfer, obdura. Vale, puella. Iam Catullus obdurat, nec te requiret nec rogabit invitam: at tu dolebis, cum rogaberis nulla. 15 Scelesta, vae te! Quae tibi manet vita? Quis nunc te adibit? Cui videberis bella? Quem nunc amabis? Cuius esse diceris? Quem basiabis? Cui labella mordebis? At tu, Catulle, destinatus obdura.

6 Catul LXXIX. LESBIVS est pulcher. quid ni? quem Lesbia malit quam te cum tota gente, Catulle, tua. sed tamen hic pulcher vendat cum gente Catullum, si tria notorum suauia reppererit.

7 Catul CI. MVLTAS per gentes et multa per aequora uectus aduenio has miseras, frater, ad inferias, ut te postremo donarem munere mortis et mutam nequiquam alloquerer cinerem. 5 quandoquidem fortuna mihi tete abstulit ipsum, heu miser indigne frater adempte mihi, nunc tamen interea haec, prisco quae more parentum tradita sunt tristi munere ad inferias, accipe fraterno multum manantia fletu, 10 atque in perpetuum, frater, aue atque uale.

8 Men hvis du foretrækker, at jeg taler i en mere beleven tone, skal jeg gerne føje dig. Altså, bort med denne upolerede gamling; han lugter jo næsten af stald! Nej, lad os hellere tage en af dine nulevende slægtninge, fx din yngste bror, der er noget af det mest polerede, og som hænger ved dig med den varmeste hengivenhed, han puttede sig jo i sengen hos storesøster, den søde trold, velsagtens fordi han var bange for bussemænd i mørke. Forestil dig nu, at han siger følgende til dig:

9 For pokker, søster, hvad er det for et hus, du holder! Hvordan er det, du skaber dig! Det er jo den her komedie om igen: Lirumlarum, katten gør æg! Nu har du igen set et ungt hug nede om hjørnet, og så bager du på hans hvide skind og smækre hofter, og ansigt og øjne. Ham må du se igen! Stævnemøder på stribe i parken! Du, du er en højadelig dame, og han er en dengse, hvis fornærede far er striks med lommepengene, men hvad så? Så har du med alle dine resourcer jo snor i ham!

10 Gu har du ej! Han slår sig i tøjret, væmmes, beder dig ryge og rejse, gider ikke have din gaver, hvis han skal ta dig med i købet! Jamen herregud, så slå dig da på en anden! Hvad har du ellers din lysthave ved Tiberen til? Den er jo omhyggeligt anlagt netop der, hvor alle fyrene kommer ned og får sig en dukkert! Der kan du jo så smutte ned hver dag og ta dig en makker. La nu vær med at stresse ham her, når han ikke vil ha dig! (Cicero: Pro Caelio 36)

11 Aeneas den Pligttro måtte, hvor heftigt han ønsked at lindre Didos smerte med trøstende ord og aflede sorgen, sukkende dybt og rystet i hjertet af kærligheds kummer, følge Gudernes bud: han gik atter til flåden ved stranden. (Vergil Aen. IV, )

12 Modernitet og tradition hos Catul ved Finn Lyngholm Christensen Holstebro Gymnasium