Det offentlige Danmark

Transkript

1 KAPITEL 4 Det offentlige Danmark Det offentlige system 23 Socialpolitikkens udvikling 24 Første bølge: 1890 erne 25 Anden bølge: Mellemkrigstiden 25 Tredje bølge: 1960 erne 26 Fjerde bølge: 1990 erne 26 Noget for noget 27 Velfærdssamfund 29 Den liberale model 30 Forsikringsmodellen 30 Den skandinaviske model 31 Strukturreformen 32 Kommunen er tættest på borgerne 32 Sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse i kommunerne 33 Forebyggende hjemmebesøg 34 Sundheden sikres gennem lovene 34 Serviceloven 34 Sundhedsloven 35 Kommunernes ansvar 36 Hvad tilbyder kommunerne på social- og sundhedsområdet? 37 Praktisk og personlig hjælp 37 Frit valg 37 BUM 38 Fleksibel hjemmehjælp 39 Boliger til mennesker med fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne 39 Hjælpemidler og boligændringer 41 Jeg vil gerne klage! 41

2 Fem regioner i Danmark 42 Statens opgaver 42 Sund hele livet 43 Risikofaktorer 43 Folkesygdomme 44 Fælles ansvar og forskellige opgaver på tre niveauer 45 Sundhedsstyrelsen 47 International sundhedspolitik 47 EU 47 Sundhedssikkerhed 48 Sundhedsfremme og sundhedsulighed 48 Viden og information om sundhed 49 WHO 49 Hvis du vil vide mere... 50

3 4. DET OFFENTLIGE DANMARK Det offentlige Danmark Langt mere af malmen: så hvid og så rød, fik andre i bjerg, og i bytte, hos danske dog findes det daglige brød ej mindre i fattigmands hytte, og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt. N.F.S. Grundtvig: Danmarks trøst Langt højere bjerge (1820) Det offentlige system Det offentlige eller det offentlige system dækker over alt det i vores samfund, som er tilgængeligt for alle, og som på en eller anden måde er vores fælles ejendom. Det er alle de ydelser, servicetilbud, uddannelsestilbud, kulturtilbud osv., der bliver betalt over vores skat, og som vi derfor alle er med til at finansiere. Det offentlige system er rygraden i vores velfærdssamfund. Det danske velfærdssamfund er et resultat af langvarige forandringer i samfundet. I det 19. århundrede ændrede det danske samfund sig fra bondesamfund til industrisamfund, og senere bevægede det sig i retning af servicesamfundet, som vi kender det i dag. Udviklingen fra bondesamfund til industrisamfund betød, at landsbyfællesskabet gik i opløsning. I landsbyfællesskaberne havde man taget sig af hinanden, hvis man kom ud for en arbejdsulykke eller blev arbejdsløs. Uden denne sikkerhed var der mange mennesker, der ikke kunne få mad eller tag over hovedet. Dette førte til et pres for at få spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud, og fremvæksten af velfærdssamfundet kan altså ses som et modsvar på industrialiseringen og de nye risici, der opstod. Velfærdssamfundet er opbygget gennem den politik, der er ført igennem historien, og særligt kan man sige, at velfærdssamfundets udvikling hænger sammen med socialpolitikkens udvikling.

4 24 KAPITEL 4 Socialpolitikkens udvikling I alle samfund til alle tider har der været mennesker, der ikke har kunnet forsørge sig selv. Holdningen til, om det er samfundets problem eller et individuelt problem, bølger frem og tilbage gennem tiderne. Dels afhængigt af, hvordan menneskesynet er, og dels afhængigt af den økonomiske struktur. I middelalderen var kirken den centrale socialpolitiske aktør. Gennem flere hundrede år havde kirken opbygget en magtfuld position, der overgik selv kongens. Kirken havde klostre, der fungerede som hospitaler til syge og sindslidende, og hjalp fattige, børn og ældre med tøj og mad. Dette kunne lade sig gøre, fordi kirken fik store økonomiske bidrag som aflad for menighedens synder. Det var nemlig sådan, at man kunne»købe«tilgivelse ved at donere penge til kirken, og på den måde afkorte sin tid i helvede. Reformationen i 1536, hvor Luther gjorde sig fri af den katolske kirke, gjorde en ende på store dele af kirkens indtægter, og størstedelen af fattighjælpen overgik officielt til staten og det verdslige samfund. Det var som udgangspunkt familien og lokalsamfundet, der havde ansvaret for at hjælpe hinanden, men havde man ingen familie eller netværk, var man tvunget til at tigge. I begyndelsen af 1700-tallet var der så mange tiggere, at staten så sig nødsaget til at gribe ind. Derfor blev der lavet en lov, der forpligtede lokalsamfundene til at tage sig af sine fattige. Bønderne gav mad og andre naturalier, godsejerne og andre gav penge til tøj. Men retten til hjælp var baseret på, om man var værdigt trængende. En kommission af tre-fire lokale borgere skulle vurdere behovet og sørge for det praktiske. Denne form for lokal hjælp blev udvidet i løbet af 1800-tallet, men der kunne være stor forskel på, hvor stor hjælpen var, afhængigt af hvor man boede. Fra midten af 1800-tallet steg antallet af fattiggårde. Faldende kornpriser og eftervirkningen af krigen i 1864 var årsagen til, at antallet af fattige steg. Før fattiggårdene havde man haft fattighuse, hvor enkeltpersoner blev forsørget i deres eget hjem. Med fattiggårdene samlede man de fattige, så man kunne rationalisere omkostningerne. Med fælles husholdning, bespisning, varme og vask og kombineret med arbejdspligt kunne man få en økonomisk gevinst. Tanken var nemlig, at fattiggårdene skulle hvile i sig selv økonomisk, og derfor skulle de fattige arbejde for føden. Udgangs-

5 4. DET OFFENTLIGE DANMARK 25 punktet var, at de skulle være selvforsynede med mad gennem det tilknyttede landbrug. Ud over det blev der også fremstillet forskellige varer på fattiggårdene, f.eks. flettearbejde og koste, eller man spandt hør, uld eller hamp. Synet på arbejdsløse, fattige og mennesker med behov for hjælp har ændret sig gennem de seneste 100 år. Man taler om fire bølger, der har skabt det velfærdsamfund, vi kender i dag. I 1890 erne kom der fokus på, at man måske ikke selv var skyld i, at man ikke kunne forsørge sig selv. Lønningerne for en arbejder var meget lave, og det var ofte ikke muligt at spare sammen til dårligere tider. Derfor blev politikere og økonomer bevidste om, at man fra statens side måtte hjælpe dem, der kunne komme i problemer. I 1890 erne og nogle år frem etableres alderdomsforsørgelse og arbejdsløshedsforsikring. Lov om arbejdsløshedsforsikring fra 1907 bygger på et forsikringsprincip med offentlige tilskud. Man kunne altså forsikre sig mod arbejdsløshed, og det er samme princip, som a-kasserne er baseret på i dag. Arbejdsløse kunne nu inddeles i to kategorier: arbejdssky elementer eller dagpengemodtagere. Var man dagpengemodtager, var man værdigt trængende, fordi man havde haft arbejde og indbetalt til forsikringen. Så kunne man altså få hjælp fra staten gennem det offentlige tilskud til arbejdsløshedsforsikringen. Havde man derimod ikke forsikret sig, var man ikke værdigt trængende. Også alderdomsforsørgelsen var afhængig af, at man havde levet et værdigt liv. Havde man modtaget fattighjælp inden for de sidste ti år eller havde levet»uordentlig«og»ødselt«, bortfaldt retten, og man var henvist til fattighjælp og mistede stemmeretten. Første bølge: 1890 erne I denne periode blev arbejdsløshed samfundets problem. Det var ikke længere den enkeltes problem, men noget, der kunne løses via statslig regulering. De sociale ydelser i 1890 erne var skønsbetinget, men i mellemkrigstiden blev flere og flere ydelser en ret med et fast beløb. Man gik væk fra opdelingen i værdigt trængende og ikkeværdigt trængende. I 1922 fik alle borgere over 65 år under en bestemt indtægtsgrænse ret til at modtage aldersrente. Målet var at skabe en basistryghed for alle. Anden bølge: Mellemkrigstiden

6 26 KAPITEL 4 I 1933 kom Steinkes socialreform. Steincke var socialminister, og i 1933 lykkedes det ham at få sit forslag til en socialreform vedtaget. Reformen var et forlig (Kanslergadeforliget) mellem Venstre, Det radikale Venstre og Socialdemokratiet. Denne reform samlede alle de 55 eksisterende love på socialområdet i fire love, og formålet med reformen var således i højere grad at simplificere omfanget af love og tillægslove på området end at lave grundlæggende forandringer. Tredje bølge: 1960 erne Denne bølge er kendetegnet ved, at sociale ydelser bliver en ret for alle og ikke kun for trængende. I 1956 vedtog man folkepensionen, som alle borgere herefter var berettiget til, uanset hvor mange penge de i øvrigt havde. Det var ikke en ydelse, man skulle have optjent gennem års arbejde eller selv have indbetalt til. Pensionen var altså en universel ret. Den var til alle, og de eneste betingelser var statsborgerskab og alder. Årsagen til denne udbredelse af velfærdsrettigheder skal findes i det økonomiske opsving, vi oplevede i denne periode. Der var nu mulighed for at løfte alle i samfundet op på et niveau med en acceptabel levestandard. Det var ikke længere bare et spørgsmål om basal tryghed. Velfærdsstaten voksede kraftigt frem til bistandsloven i 1976, men oliekrisen i 1973 satte en stopper for udbredelsen af velfærdssamfundet erne omtales ikke uden grund som fattigfirserne, og vi talte om kartoffelkure og om»at spænde livremmen ind«. Det betød også en stramning af de sociale ydelser. Fjerde bølge: 1990 erne I 1990 erne kom der fokus på aktivering frem for passiv forsørgelse og klientliggørelse. Graden af arbejdsmarkedsdeltagelse blev et kriterium for, hvilke ydelser man kunne modtage i modsætning til i 1960 erne, hvor sociale ydelser var for alle. Fra midten af 1990 erne har det været diskuteret, om velfærd er statens ansvar, eller om folk selv skal tage større ansvar for deres eget liv. I 1998 kom den seneste socialreform. Folketinget afskaffede bistandsloven og reformerede det sociale system med tre nye love: Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område Lov om aktiv socialpolitik Lov om social service.

7 4. DET OFFENTLIGE DANMARK 27 Socialreformen fra 1998 bygger på, at vi som borgere har et ansvar for vores situation, og vi skal derfor selv, eller med særlig støtte fra det offentlige, være med til at løse vores egne problemer. Frem for at være klienter, der passivt modtager hjælp eller penge fra et system, skal hjælpen tilbydes ud fra et helhedsorienteret perspektiv. Hjælpen er derfor ikke begrænset til den sociale lovgivning, men gælder i forhold til samfundets samlede tilbud. Hensigten er, at hjælpen i højere grad skal være forebyggende, og det er vigtigt, at hjælpen målrettes tidligt i forløbet. Målet er vigtigt, for det er det, der skal være styrende for, hvilken hjælp der tilbydes. Men målet skal formuleres i samarbejde med borgerne, fordi en central socialpolitisk målsætning er, at borgeren skal have indflydelse på hjælpen. Det skal være med til at sikre, at personalet respekterer borgerens selvbestemmelsesret og integritet. I et botilbud udarbejder beboere, pårørende og kontaktpersoner i fællesskab handleplaner for beboerne. Det kan eksempelvis være at lære at gå ud og handle, selv administrere sin medicin eller at komme ud og bo for sig selv. Handleplanerne inddeles i delmål og tages op til evaluering hver anden-tredje måned. Helhedssynet på borgeren Borgerens kontakt med det offentlige skal være baseret på en helhedsorienteret tilgang. Det betyder, at borgerens situation eller sygdom skal ses i sammenhæng med borgerens livshistorie og hverdag samt hans fysiske, psykiske og sociale ressourcer. Derfor er det vigtigt, at samarbejdet mellem de professionelle, som borgeren har kontakt med, forløber optimalt. På den måde kan der sikres sammenhæng i hjælpen og/eller plejen. I februar 2004 præsenterer VK-regeringen pjecen»noget for noget«. I denne pjece lægger regeringen op til et princip om, at samfundet»belønner dem, der kan og vil. Straffer dem, der kan, men ikke vil. Og hjælper dem, der vil, men ikke kan.noget for noget«gjaldt både for borgere og for virksomheder og var startskuddet til en længere debat om det personlige ansvar. Daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har bl.a. udtalt: Noget for noget

8 28 KAPITEL 4»Vi diskuterer jo kvalitet i ældreforsorgen, men kan man diskutere det uden at spørge: Besøger du selv din gamle mor? Hvis du synes, at der er noget galt på hendes stue på plejehjemmet, tager du så selv malerkosten frem? Der findes jo mange eksempler rundtomkring, hvor man hører, at folk harmes over et eller andet, men hvor man så i sit stille sind tænker: Kære ven, hvad har du selv gjort?«hvordan tager du ansvar for dig selv, din familie og for samfundet? Tænker du sundhedsfremmende og forebyggende i forhold til dig selv og din familie? Synes du det er i orden at modtage penge fra det offentlige, hvis man kan få et arbejde? Socialpolitiske principper i Danmark Det sociale system er bygget op omkring flere forskellige principper: Universalisme. Alle borgere, der har behov, har ret til sociale ydelser og social service uanset eksempelvis tilknytning til arbejdsmarkedet. Skattefinansiering. De sociale ydelser er altovervejende finansieret via de generelle skatter. For nogle serviceydelser, eksempelvis dagtilbudsområdet, er der dog en begrænset brugerbetaling. Offentligt ansvar. Det er det offentlige, der har ansvaret for, at de sociale ydelser bliver leveret. Det er dog ikke kun det offentlige, der er leverandør af ydelserne det kan f.eks. også være en privat virksomhed. Samarbejde med andre sociale aktører. Det offentlige samarbejder med virksomheder og frivillige sociale organisationer for at fremme den sociale velfærd. Muligheder for arbejdsmarkedstilknytning. Udbyggende servicetilbud til børn, ældre og handicappede bidrager til, at familieliv og arbejdsliv kan hænge sammen. Aktiv social indsats. Den sociale indsats skal være aktiv og indebære hjælp til selvhjælp ikke blot være passiv forsørgelse. Fortsættes

9 4. DET OFFENTLIGE DANMARK 29 Fortsat Nærhed. Den sociale sektor er organiseret med en høj grad af decentralisering af de sociale opgaver til kommunerne. Lokale handlemuligheder. Kommunerne har betydelige muligheder for selv at tilpasse deres sociale tilbud. Brugerindflydelse. Borgere og brugere skal inddrages i tilrettelæggelsen af den sociale indsats. Helhedssyn. Borgerens sociale problemer og hans situation i øvrigt skal ses i en sammenhæng. Kilde: Velfærdssamfund Grundlæggende handler et velfærdssamfund om, hvordan man tager sig af samfundets svageste, hvordan samfundets ressourcer skal fordeles, og hvilket menneskesyn man vægter. De tre store velfærdsområder er sundhed, uddannelse og omsorg og pleje. Disse tre store områder skal hele tiden balancere med, hvor mange penge der er til rådighed, og hvordan man ønsker at prioritere disse penge. Skal man f.eks. selv betale for at få en uddannelse eller blive behandlet på et hospital? Skal man selv forsikre sig mod sygdom, eller er man automatisk forsikret gennem det offentlige? I Uddannelse Velfærd Omsorg og pleje Sundhed Figur 1. De tre store velfærdsområder.

10 30 KAPITEL 4 nogle lande er det kun meget fattige mennesker, der kan få hjælp fra det offentlige. Det velfærdssystem, vi har i Danmark, kaldes den skandinaviske model, og det bygger derimod på princippet om, at velfærdsydelserne skal være for alle. Der findes tre typer velfærdsmodeller: Den liberale model, forsikringsmodellen og den skandinaviske model. Den liberale model Denne type velfærdssamfund finder man f.eks. i USA og England. I disse lande er der en lille offentlig sektor og relativt få offentligt ansatte. De offentlige serviceudgifter er små, og det samme gælder overførselsindkomsterne. De sociale ydelser finansieres over skatterne. Det er primært de svage i samfundet, der modtager ydelser fra det offentlige. Til gengæld er skattesatserne ikke særlig høje i sammenligning med Danmark. Der er lav skat på arbejde og en lav skatteprogression. Det betyder, at skattesatsen ikke stiger eller ikke stiger ret meget, jo mere man tjener. I USA er den samlede indkomstskat mellem 10 og 45 %, afhængigt af hvilken stat man bor i. I nogle stater betaler man slet ikke skat af det, man tjener, til staten. Det gælder f.eks. i Florida, Texas og Alaska. I disse stater er det udelukkende den føderale skat, man betaler, altså det, der svarer til vores statsskat. Den liberale model er en samfundsmodel, der tilgodeser dem, der tjener mange penge, og dem, der er stabilt beskæftiget. Denne velfærdsmodel skaber en meget lille grad af omfordeling af ressourcerne i samfundet. Dvs. at der er stor ulighed i samfundet. Nogle mennesker er meget rige, og andre er meget fattige. Forsikringsmodellen Centraleuropæiske lande som Frankrig, Holland og Tyskland er typiske eksempler på denne velfærdsmodel. I disse lande er der forholdsvis små serviceudgifter, få offentligt ansatte og store overførselsindkomster. Men i modsætning til den liberale og den skandinaviske model er de sociale ydelser ikke finansieret via skatten. I stedet er de baseret på et forsikringsprincip, hvor man skal betale socialforsikring, når man har et arbejde. Alle kan modtage offentlige ydelser, men de bedrestillede får de højeste ydelser, fordi de har betalt mere i forsikring. Det er et system, der tilgodeser mennesker, der har haft arbejde og derfor har forsikret sig. For de ikkeforsikrede er der dog et skattefinansieret

11 4. DET OFFENTLIGE DANMARK 31 sikkerhedsnet. Skatten på arbejde er høj, men med lav progression. Vare- og ejendomsskatter er lave, og der er en moderat grad af omfordeling i denne type velfærdssamfund. Den skandinaviske model er den, man ser i eksempelvis Danmark, Norge og Sverige. Vores velfærdssamfund er kendetegnet ved en stor og veludviklet offentlig sektor, der indeholder et sundhedsvæsen, socialt sikkerhedsnet, bredt uddannelsessystem og kulturtilbud. Der er lige adgang for alle borgere, og de fleste tilbud er gratis, dog nogle gange med begrænset brugerbetaling. Der er en stor grad af omfordeling mellem samfundets bedrestillede og de dårligere stillede. Denne model er baseret på en stærk solidaritet i samfundet, og det er nødvendigt, hvis der fortsat skal være en grundlæggende accept af, at de, der tjener mest, skal betale mest, altså at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. De sociale ydelser er finansieret via skatten, og alle får grundlæggende de samme ydelser, f.eks. folkepension og børnepenge. Der er en høj skat på arbejde og høj skatteprogression. Desuden er der høje vareskatter (moms) og moderate ejendomsskatter. Det er en samfundstype, der tilgodeser dem, der ikke tjener mange penge, børnefamilier og dem, der er ustabilt beskæftiget. Den skandinaviske model Solidaritet I politisk sammenhæng tales der om solidaritet, når en gruppe mennesker gør fælles sag og står sammen med andre, der befinder sig i en vanskelig eller truet stilling. Man kan vise solidaritet med fattige ved at deltage i indsamlinger eller stå sammen med andre faggrupper i en strejke. Solidaritet er et udtryk for, at man identificerer sig med andre, og at deres problemer»kunne blive mine«. Solidaritet er en modsætning til individualisme. Hvad er din holdning til udsagnet:»de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs«? Tror du, vi stadig vil have et gratis og offentligt sundhedsvæsen om 20 år? Lav en oversigt over ligheder og forskelle mellem de forskellige velfærdsmodeller.

12 32 KAPITEL 4 Strukturreformen Den 1. januar 2007 trådte en strukturreform i kraft. De gamle amter blev nedlagt og erstattet af fem regioner, og mange kommuner blev slået sammen, så vi nu har 98 kommuner. Et væsentligt argument for strukturreformen var, at mange af de små kommuner var for ineffektive og ikke kunne yde en ordentlig service for borgerne. Strukturreformen eller kommunalreformen, som den også blev kaldt, har betydet mange forandringer på social- og sundhedsområdet. Eksempelvis har det betydet, at hjemmeplejen i forskellige kommuner blev sammenlagt, og det har ikke altid været lige nemt for borgere og personale at omstille sig til nye rutiner og serviceniveauer. Desuden er mange sundhedsopgaver lagt ud i kommunerne, og nogle kommuner har haft svært ved at overskue, hvordan man skal gribe det an. Kommunen er tættest på borgerne At kommunerne er den del af det offentlige system, vi som borgere har mest kontakt med, skyldes princippet om det kommunale selvstyre. Det er et»nærhedsprincip«, og det bygger på, at beslutninger skal tages og opgaver løses så tæt på borgerne som muligt. Det kommunale selvstyre daterer sig helt tilbage til 1832 og er indskrevet i grundloven. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer de politiske beslutninger, og derved er det altså mennesker, der bor i kommunen, der bestemmer og er ansvarlige for, at kommunen lever op til sit ansvar. Forebyggelse på tre niveauer Primær forebyggelse, hvor formålet er at holde raske borgere raske og forhindre, at sygdomme, symptomer og sociale problemer opstår. Sekundær forebyggelse, hvor formålet er at finde sygdomme, symptomer og sociale problemer så tidligt som muligt og derved forkorte sygdomsperioden og forbedre prognosen. Tertiær forebyggelse, hvor formålet er at forhindre tilbagefald af sygdom og forhindre kroniske tilstande, herunder funktionsnedsættelse som følge af sygdom og sociale problemer.

13 4. DET OFFENTLIGE DANMARK 33 Sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse i kommunerne Kommunalreformen betød, at en række af de opgaver, der tidligere lå under amterne, f.eks. genoptræning og specialtandplejen, nu er kommunernes ansvar. Det er nu kommunerne, altså primærsektoren, der har hovedansvaret for sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse i Danmark. Begrundelsen for, at kommunerne har ansvaret for at skabe rammer og gode betingelser for vores sundhed, er, at forebyggelse og sundhedsfremme bedst skabes, hvor vi bor og færdes. Vi kan selv lære vores børn at spise sundt og at bevæge sig bl.a. gennem vores egen levevis, men når vi ser på udviklingen af livsstilssygdomme og det stigende antal overvægtige mennesker i Danmark, kan det diskuteres, om vi som forældre er gode nok til at varetage den opgave i hjemmet. Familier med overvægtige børn ønsker mere støtte Guldborgsund Kommune har talt med familier med overvægtige børn for at få input til, hvordan kommunens tilbud skal udvikles. Der skal sættes en stopper for den stadige strøm af slik og usunde sager, som børn præsenteres for i dagligdagen. Desuden skal børn tilbydes sunde madordninger, kostpolitikker o.l., og der skal indlægges mere bevægelse for børn i deres dagligdag i skoler og børnehaver. Det mener en række familier, som kommunen har talt med. For at afklare, hvilke tilbud Guldborgsund Kommune skal udvikle til overvægtige børn, valgte kommunen at lægge ud med at spørge ti familier med overvægtige børn, hvordan de mener, at kommunen bedst muligt kan støtte dem. Undersøgelsen blev udført i februar-marts 2008 af sundhedsafdelingens antropolog for at give indsigt i familiernes oplevelser af forhindringer og barrierer i forhold til livsstilsændringer. Kilde: dateret 25. juni Hvad er din holdning til, at kommunerne får en opdragende funktion, når det gælder sund levevis?

14 34 KAPITEL 4 Kommunen har muligheden for at præge vores børn gennem institutioner som børnehaver og skole. Det kan eksempelvis være gennem temauger om sundhed, håndhygiejne eller fælles motionsdage. Tilsvarende kan der, når det gælder kommunens ældre, fokuseres på fysisk, psykisk og social sundhed og forebyggelse gennem forskellige tilbud som gymnastik, cafeer med spisning eller pensionistklubber. Gennem ansatte i ældreomsorgen, børneinstitutioner, skoler, sundhedsplejen og i jobcentrene er kommunen i kontakt med mange målgrupper og har god mulighed for både at påvirke grupperne direkte, men også at få viden om de specifikke problemer eller kommende problemer, der er i kommunen. Der kan nemlig være stor forskel fra den ene kommune til den anden, med hensyn til hvilke sundhedsfremmende tiltag der er nødvendige. Forebyggende hjemmebesøg Kommunen skal også tilbyde forebyggende hjemmebesøg til alle over 75 år. Loven om forebyggende hjemmebesøg fra 1996 forpligter kommunerne til at tage kontakt til ældre borgere og tilbyde en samtale, der skal afdække eventuelle problemer eller forebygge, at de opstår. Samtalen skal især handle om, hvordan dagligdagen fungerer, om trivsel, socialt netværk, bolig, økonomi, sundhedstilstand og funktionsevne. På baggrund af denne samtale kan der henvises til forskellige forebyggende og aktiverende tilbud, som findes i kommunen. Den ældre har altid ret til at afslå et forebyggende hjemmebesøg, men kommunen har pligt til at tilbyde det mindst to gange om året. Kun hvis borgeren allerede modtager personlig eller praktisk hjælp, kan kommunen undlade at tilbyde besøget. Sundheden sikres gennem lovene Det er primært Lov om social service (serviceloven) og sundhedsloven, der giver kommunerne det primære ansvar for folkesundheden. Serviceloven Det er serviceloven, der beskriver, hvilke servicetilbud kommunen skal give børn, voksne og mennesker med særlige behov. I serviceloven står der f.eks., at kommunen har ansvaret for, at der oprettes det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn. Der står også, at

15 4. DET OFFENTLIGE DANMARK 35 kommunen skal tilbyde 15 timers ledsagelse til mennesker mellem 16 og 67 år, som ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Også hjemmeplejen er beskrevet i serviceloven. Der står nemlig, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde personlig og praktisk hjælp efter behov. Serviceloven har det formål, at det offentlige skal tilbyde rådgivning, støtte og hjælpe for at forebygge sociale problemer eller tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Udgangspunktet er, at hjælpen skal fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. På denne måde er de politiske målsætninger om hjælp til selvhjælp indskrevet i lovgrundlaget. Hjælpen skal også bygge på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie, og den skal planlægges og tilrettelægges i samarbejde med den enkelte borger ud fra hans behov og ressourcer. Sundhedsloven fastslår, at sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte. Loven siger, at sundhedsvæsenet skal sikre respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse, og understreger, at adgangen til sundhedsvæsenet skal være lige for alle. Endvidere giver sundhedsloven kommunalbestyrelsen ansvaret for at skabe rammer for en sund levevis og pålægger kommunen at etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne. Der er tale om to former for forebyggelse, en borgerrettet og en patientrettet. Borgerrettet forebyggelse er rettet mod raske borgere og skal sikre, at sygdomme og ulykker ikke opstår. Den patientrettede forebyggelse skal modvirke, at sygdomme forværres hos den gruppe af borgere, der f.eks. har en kronisk sygdom. Kommunerne deler ansvaret for den patientrettede forebyggelse med regionerne. Kommunerne står for den del af den patientrettede forebyggelse, der finder sted, når patienten ikke er i behandling på sygehus eller hos den praktiserende læge. Sundhedsloven Find to kommuners sundhedspolitik. Sammenlign og se, hvilke forskelle der er i deres sundhedspolitik. Diskuter eller overvej hvorfor der er forskel på, hvad de to kommuner prioriterer.

16 36 KAPITEL 4 Kommunernes ansvar Kommunerne er indgangen til det offentlige system. Som borgere henvender vi os til vores bopælskommune, når vi har brug for praktisk eller personlig hjælp, skal have nyt pas, tilladelse til at bygge en udestue, hvis vores børn skal i vuggestue eller skole, eller hvis vi har behov for hjælpemidler. Det er eksempelvis også gennem kommunen, vi kan få tilskud til briller eller økonomisk støtte til ekstra udgifter eller tabt arbejdsfortjeneste, hvis vi har et handicappet barn. Kommunernes ansvarsområder Børnepasning, folkeskole og specialundervisning Ældreomsorg og genoptræning Behandling af alkohol- og stofmisbrug Den kommunale tandpleje og specialtandplejen Socialpsykiatri Lokale kulturtilbud som f.eks. biblioteker, musikskoler og sportsfaciliteter Forsyningsvirksomhed og det lokale vejnet Hvad tilbyder kommunerne på social- og sundhedsområdet? For at få et overblik over, hvilken service kommunerne tilbyder deres borgere, skal de hvert år udarbejde forskellige kvalitetsstandarder. Kvalitetsstandarderne skal bl.a. beskrive det serviceniveau, kommunalbestyrelsen har vedtaget for kommunen inden for støtte til børn og unge og tilbud til voksne. Der skal altså være en beskrivelse af indhold, omfang og udførelse af den hjælp, som borgeren kan forvente at få, hvis der skulle blive behov for det. Offentlig hjælp er ikke et stort tagselvbord, og derfor skal kvalitetsstandarden også oplyse, hvad der lægges vægt på ved tildeling af hjælpen, dvs. hvilke kriterier borgeren skal opfylde for at kunne få tildelt hjælpen. Det skal oplyses, at afgørelsen om hjælpens omfang er baseret på en konkret individuel vurdering. I praksis er det kommunens visitatorer, der foretager den vurdering. Selvom der kan være forskel på, hvor meget eller hvor lidt de

17 4. DET OFFENTLIGE DANMARK forskellige kommuner tilbyder deres borgere, så forsøger visitatorerne at vurdere borgernes behov ud fra de samme kriterier. Kommunernes Landsforening (KL) har udviklet et system til at vurdere borgernes funktionsniveau på en række forskellige områder. Dette system hedder Fælles sprog. Det hedder det, fordi det netop skal få visitatorerne til at tale det samme sprog, når de, i samarbejde med borgeren, vurderer, hvilke behov og ressourcer en borger har. Derved skulle en borger blive vurderet ud fra samme kriterier, uanset om han bor i Skagen eller Guldborg. På baggrund af visitators faglige vurdering kan der gives hjælp til en række personlige og praktiske opgaver. Det vil fremgå af kommunens kvalitetsstandarder, hvilke typer af hjælp der tilbydes. Eksempler på hjælp er: Praktisk og personlig hjælp Bad, brusebad og sengebad At komme i seng og op af sengen samt af- og påklædning Toiletbesøg, kateter- og stomipleje Hjælp til kropsbårne hjælpemidler Tilberedning og anretning af mad Hjælp til indtagelse af mad og drikke Sondeernæring og medicinindtagelse Rengøring og tøjvask Indkøb Hvis hjælpen tildeles på grund af en varig funktionsnedsættelse, er den gratis. Men hvis funktionsnedsættelsen er midlertidig, f.eks. ved sygdom eller et brækket ben, så skal man selv betale for hjælpen. Betalingen for midlertidig hjælp afhænger dog af husstandens indkomst. 1. januar 2003 blev der indført Frit valg. Kommunerne var fra da af forpligtet til at samarbejde med private leverandører, så borgerne fik mulighed for frit at vælge, hvem der skulle levere den hjælp, de blev visiteret til. I praksis betyder det, at borgerne kan vælge mellem den kommunale hjemmehjælp og en eller flere private leverandører, som er godkendt af kommunalbestyrelsen. Intentionen var at skabe et konkurrenceforhold i hjemmeplejen, som skulle øge Frit valg

18 38 KAPITEL 4 kvaliteten og effektiviteten. Frit valg-princippet var et af VK-regeringens store initiativer inden for ældreplejen og sundhedsvæsenet. Diskuter hvorfor det netop var en borgerlig regering, der prioriterede at indføre Frit valg på social- og sundhedsområdet. BUM Det er den kommunale myndighed, som har ansvaret for hjælpen, og på den måde er kommunen både udbyder af en ydelse og kontrolinstans af sin egen hjemmehjælp og de private leverandører. For at undgå at blande tingene for meget sammen benytter de fleste kommuner sig af BUM-modellen, se figur 2. BUM står for bestiller udfører modtager. Bestillerenheden er kommunens visitationskorps, og det fører også tilsyn med dem, der udfører opgaverne. Udførerne kan være den kommunale hjemmepleje, selvejende institutioner eller private firmaer. Modtagerne er borgerne. De skal vælge, hvem de ønsker, skal udføre opgaverne. Det er visitators opgave at give borgerne tilstrækkelig og forståelig information om de valgmuligheder, der er i kommunen. Man kan til enhver tid fortryde sit valg og vælge om. Figur 2. BUM-modellen B Bestiller: Bestiller ydelser hos udfører Fører tilsyn med udfører Informerer modtager Visiterer hjælp til borgeren U Udfører: Plejepersonalet udfører hjælpen hos modtager M Modtager: Borgeren modtager hjælpen Borgeren henvender sig til kommunene for at få hjælp

19 4. DET OFFENTLIGE DANMARK 39 En modtager af hjemmehjælp har mulighed for at bytte den hjælp, der oprindelig er visiteret til, til andre ydelser. Det kaldes fleksibel hjemmehjælp. Loven om fleksibel hjemmehjælp består i, at kommunen skal give modtageren af praktisk og personlig hjælp mulighed for at vælge en anden hjælp end den, der er truffet afgørelse om. Der er også mulighed for at vælge opgaver, som der ikke er visiteret hjælp til, f.eks. pudsning af sølvtøj, rengøring efter gæster, gardinvask mv. Det er medarbejderens faglige vurdering i den konkrete situation, der afgør, om det er muligt at være fleksibel. Vurderingen sker under hensyntagen til hygiejniske forhold og arbejdsmiljøloven. Desuden må det ikke tage længere tid end den aftalte og skal kunne varetages af den medarbejder, der møder op i hjemmet. Fleksibel hjemmehjælp er umiddelbart et tilbud, man ikke kan være imod, men Ældresagen, en interesseorganisation for ældre, er skeptisk. Ifølge Ældresagen oplever flere ældre, at det ikke er muligt at benytte fleksibiliteten. Et af problemerne er, at hjemmehjælpen har så lidt tid til rådighed, at det reelt ikke er muligt at bytte. Et andet problem er, at flere kommuner forbeholder sig retten til en revisitation, hvis en ydelse byttes to gange. Fleksibel hjemmehjælp Det er kommunernes ansvar at bygge ældre- og handicapvenlige boliger og plejecentre til kommunes ældre, handicappede og andre med sociale eller psykiske behov. Kommunen varetager også drift og visitation. Der findes flere forskellige boformer, afhængigt af, hvilke behov borgeren har. Almene ældreboliger er en fælles betegnelse for de boformer, som ældre og handicappede kan visiteres til. De er beskrevet yderligere i Lov om almene boliger m.v. Plejeboliger eller plejehjem er for personer med så omfattende behov for pleje og omsorg, at de ikke længere kan blive i eget hjem. Siden 1988 er der ikke blevet bygget nye plejehjem, men flere af de gamle eksisterer endnu. I stedet har kommunerne bygget plejeboliger. Plejeboliger erstatter de traditionelle plejehjem, men der er ikke forskel på den pleje og omsorg, der ydes. Forskellen består primært i, at de fysiske forhold er bedre. Plejeboliger er helt almindelige ældreboliger, hvor der er tilknyttet de omsorgs- og service- Boliger til mennesker med fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne

20 40 KAPITEL 4 funktioner, der er nødvendige for at yde den hjælp, som beboerne har brug for. Beskyttede boliger har været et tilbud til personer, som ikke længere kunne blive i eget hjem, men hvor behovet for hjælp dog ikke var så omfattende, at en plejehjemsplads var nødvendig. Der er heller ikke blevet opført nye beskyttede boliger siden 1988, men begrebet eksisterer stadig i mange kommuner. Plejeboliger har tidligere heddet plejehjem og alderdomshjem. Hvorfor ændres navnet med jævne mellemrum? Er det kun navnet, der er nyt, eller er det et helt nyt koncept? Frit valg-princippet gælder også valg eller tildeling af bolig. Ældre og personer med handicap, der er visiteret til almene ældreboliger eller kommunale eller regionale botilbud, har ret til frit at vælge, hvor de vil bo. Det betyder, at en borger frit kan vælge at bo i en bestemt kommune, bebyggelse eller i en bestemt bolig, også selvom man ikke har nogen former for tilknytning til den kommune, man ønsker at flytte til. Den eneste betingelse er, at borgeren er visiteret til en bolig i den kommunen, han ønsker at fraflytte, og opfylder visitationskravene i den kommune, han ønsker at flytte til. Det hedder dobbeltvisitation. Den 1. januar 2009 trådte plejeboliggarantien i kraft. Med den er kommunalbestyrelsen forpligtet til at tilbyde ældre, der er visiteret til plejebolig eller en plejehjemsplads, en sådan bolig eller plads senest to måneder efter visitationen. Det betyder, at kommunen kan optage den ældre på en generel venteliste. Den bolig eller plads, der tilbydes den ældre, skal være indflytningsklar senest to uger efter fristens udløb. Hvis borgeren afslår et tilbud om en plejebolig eller plejehjemsplads, slettes den ældre ikke af den generelle venteliste, men der løber en ny frist på to måneder fra det tidspunkt, hvor kommunen har modtaget afslaget. Hvis den ældre derimod ønsker at bo i en specifik plejebolig eller på et bestemt plejehjem, gælder plejeboliggarantien ikke. Det kan være svært for nogle kommuner at leve op til denne generelle boliggaranti, og det kan også have konsekvenser for frit valg-princippet. Kommunerne må nemlig godt i begrænsede peri-