Den mest oversete diagnose i folkeskolen

Transkript

1 Specialpædagogik Ib Hedegaard Larsen, Afdelingsleder og cand.pæd.psych. Den mest oversete diagnose i folkeskolen I løbet af de sidste 10 år er vi i folkeskolen blevet præsenteret for en række såkaldte diagnoser (DAMP, AD/HD, HF, NLD og ASD), udarbejdet af psykologer og læger i et forsøg på at beskrive problemstillinger knyttet til potentielt normalt begavede børn, der i skolen ikke udviser en alderssvarende udvikling på centrale områder som indlæring af grundlæggende færdigheder samt de nødvendige sociale kompetencer. Fælles for disse diagnoser er, at de beskriver en række symptomer, men de samme symptomer optræder ved flere af diagnoserne og behandlingsperspektivet for diagnoserne peger mistænkeligt i samme retning. Derfor er spørgsmålet, om ikke man har overset noget? I 70 erne og 80 erne fik de samme børn diagnosen MBD (Minimal Brain Dysfunktion), men man skønnede, at denne var for upræcis og efterhånden gik alt for mange børn gik rundt med en lille hjerneskade. Derfor blev diagnosen i løbet af 80 erne og 90 erne forladt til fordel for DAMP (Dysfunktion med hensyn til Afledelighed, Motorisk kontrol og Perception), som anvendes både i Sverige og Danmark. Den europæiske udgave blev kaldt for HF (Hyperkinetisk Forstyrrelse) og anvendes også herhjemme. Endelig finder vi den amerikanske udgave: AD (Attention Deficit = opmærksomhedsforstyrrelse) og HD ( Hyperactivity Disorder = hyperaktivitet), som nu i stigende grad optræder danske psykolograpporter. Selv om der endnu ikke er enighed om værdien af diagnoserne og hvilke, der bør anvendes, da de tilsyneladende vægter forskellige kriterier, er symptomkomplekset for hver af diagnoserne stort set det samme. Det handler om børn, som har svært ved at fastholde deres opmærksomhed i længere tid - de er ukoncentrerede, urolige og udviser en adfærd, der kan være besværlig at rumme i skolen. Parallelt med opmærksomhedsfor- 9

2 Specialpædagogik Forældre, børn og lærere er lettede, når der er sat navn på vanskelig hederne styrrelserne præsenteres vi i stigende grad for børn med afvigelser i den sociale udvikling, evnen til at kommunikere og manglende eller afvigende social forestillingsevne, som henføres til autismespektret (ASD), hvorunder NLD hører hjemme. Når psykologer og læger i dag har travlt med at hæfte diagnoser på børn med opmærksomhedsforstyrrelser og/eller afvigelser i den sociale udvikling, skyldes det primært en legitimering af barnets vanskeligheder. Forældre, børn og lærere er lettede, når der er sat navn på vanskelighederne, hvorved det bliver legitimt at tale om problemerne, og samtidig åbnes der mulighed for resurser til specialundervisning og kursusvirksomhed til lærerne. Forældrene kan melde sig ind i en forening af samme navn som diagnosen og her opleve lidelsesfælder fortælle varianter af det, man som forældre selv oplever med barnet. Men årsagerne til symptomerne fortaber sig i en tåge af udviklingsforstyrrelser, der henføres til genetik eller anamneseforhold. Dette skyldes ikke mindst det tvivlsomme grundlag, hvorpå diagnoserne stilles, hvilket understreges af, at uanset hvilken forkortelsesdiagnose barnet får, lyder retningslinerne for behandlingen stort set enslydende: Medicinering i form af Ritalin og undervisning i små overskuelige grupper med fast struktur, en høj grad forudsigelighed i dagligdagen, tydelighed i form af diverse skemaer, korte og konkrete undervisningsmoduler blandet med fysisk aktivitet. Behandlingen er således rettet mod en pædagogisk praksis i skolen, hvor det at skabe koblingen fra retningslinierne til reel praksis volder alvorlige problemer for specialundervisningslærerne, og resultaterne af den dyre specialundervisning står langt fra mål med ressourcerne. Hvis politikere og skolefolk undrer sig over årsagerne de mange diagnosebørn i folkeskolen og den manglende virkning af de enslydende behandlingsforslag fra psykologer og læger, kan det skyldes, at man har overset det mest elementære i barnets opvækst og udvikling at få opfyldt de mest basale behov. Den mest oversete diagnose til børn med vanskeligheder i skolen er BND Basic Needs Disorder (en forstyrrelse i de basale behov). Diagnosen er inspireret af den amerikanske psykolog Abraham Maslow, som i slutningen af 60 erne udarbejdede en hierarkisk organisering af de menneskelige behov. Nederst i hierarkiet finder vi de grundlæggende fysiologiske behov: nærende kost, søvn og bevægelse. Dernæst behovet for tryghed og tillid. Herover de sociale behov (accept og kærlighed) og øverst præstations- og selvrealiseringsbehovet. Størsteparten af de elever, der i dag modtager specialundervisning kan tilskrives BND. Det er børn, der ikke får tilstrækkelig søvn, lever på et eksistensminimum hvad angår en nærende kost og åndelig føde. Børn, der på trods af velfærdssamfundets overflod 10

3 Specialpædagogik ikke får opfyldt de mest basale behov og derfor ikke har overskud til at opfylde de øverste niveauer i hierarkiet svarende til de forventninger, skolen stiller. For at lære noget er minimumskravet en længerevarende fokuseret opmærksomhed og koncentration om en opgave. Heri ligger forudsætningen for overhovedet at kunne automatisere færdigheder f.eks. lære bogstaver og sætte dem sammen til ord, lære tal og lægge dem sammen til nye tal. På baggrund af færdigheder tilegnes viden og kundskaber, som i sidste ende udvikler barnets selvopfattelse. Børn, der ikke har den grundlæggende energi/vilje/engagement til at fastholde opmærksomheden i længere tid og dermed automatisere de færdigheder, der er grundlaget for tilegnelsen af viden, bliver hægtet af tidligt i skoleforløbet. De kompenserer ved at præstere og realisere sig selv på diverse skærme i form af playstation og pc-spil og opøver herigennem en devalueret social forståelse af omverdenen, som kommer til udtryk ved uhensigtsmæssig opførsel i skolen. Når jeg interviewer børn henvist til specialundervisning, begynder jeg at forstå deres vanskeligheder i skolen. Disse børns hverdagsliv er præget af en elendig kost uden det daglige behov for vitaminer og mineraler. De får ikke tilstrækkelig med søvn. De jagter dagligt sukkerholdige stimulanser (juice, kakaomælk, sodavand, slik), og de er mere eller mindre afhængige af at sidde foran en skærm det meste af dagen og slå virtuelle personer ihjel. De ikke orker at gå til fysiske fritidsaktiviteter. Og de føler sig ofte lidt ensomme. Hvis jeg præsenterer disse forhold for forældrene, henviser de straks til barnets diagnose og ser derfor ikke deres andel i problemstillingen, men forventer at skolen stiller med en kvalificeret undervisning svarende til diagnosen. I folkeskolens formålsparagraf er forældre centralt placeret: Disse børns hverdagsliv er præget af en elendig kost uden det daglige behov for vitaminer og mineraler...elever og forældre samarbejder med skolen om at leve op til folkeskolens formål og Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber. Samarbejde betyder ifølge ordbogen: En fælles anstrengelse for at løse en opgave. Når forældrene ønsker, at skolen skal håndtere barnets opmærksomhedsforstyrrelse og/eller afvigende sociale udvikling, må skolen omvendt stille krav til den nødvendige forældreomsorg. Forældrenes vigtigste opgave i samarbejdet med skolen er at drage den nødvendige omsorg for barnet at gøre barnet undervisningsparat. Det betyder, at forældrene som minimum skal sørge for, at barnet får rigeligt med søvn, ernæringsrigtig mad i passende mængder, masser af motion og et fritidsliv, der styrker og udvikler barnet. Endvidere skal forældrene lære barnet samvær med andre f.eks. ved, at barnet hjemme tager del i fælles aktiviteter. Der skal samtales med barnet og vises interesse for det, bar- 11

4 Specialpædagogik net oplever i skolen, lektier, og i det hele taget skal forældrene turde tage det ansvar at fungere som gode rollemodeller. Hvis skole-hjem samarbejdet ikke skal reduceres til blot at være lovgivningsbestemt informationsudveksling, må lærerne slippe berøringsangsten og tage konfrontationen med forældrene og påpege deres andel i samarbejdet også selv om det indebærer, at hverdagslivet skal omlægges. Denne opgave gøres ikke lettere af, at vi i dag står over for en forældregeneration, der voksede op med 70ér pædagogikkens selvforvaltende autonomi. Jeg har adskillige gange sendt elever hjem, som møder i skolen uden at have spist morgenmad, uforberedt til undervisningen og med penge til skoleboden, der først åbner Når jeg efterfølgende taler med de lettere ophidsede forældre og spørger, hvordan de forestiller sig, at jeg skal kunne undervise et barn, der blot sidder passivt hen med blanke øjne og bruger al sin energi på at holde sammen på sig selv, falder paraderne straks: Hvad skal vi gøre? Han vil jo ikke stå op i ordentligt tid, så han kan nå at spise morgenmad. Han skal jo også nå at se morgen-tv! Og lektierne nåede vi altså ikke i går lidt fri skal han jo også have. Udtalelserne afspejler i høj grad, at konflikter (og dermed opdragelsen) er noget, skolen efterhånden må tage sige af. Hjemme er barnet i centrum og selvbestemmende, hvilket opøver en privatpraktiserende autonomi (i selvværds-projektets navn), hvis primære formål er at tilfredsstille egne behov nu og her. Barnet bestemmer i høj grad hvad, det har lyst til at spise, hvornår det skal i seng og forbruget af playstation, pc-spil og tv. F.eks. fortalte en elev forleden, at han havde tilbragt hele sin weekend foran skærm, hvilket de øvrige i klassen nikkede genkendende til. På spørgsmålet hvorfor, lød svaret: Det havde jeg lyst til! I skolen er hverdagen til gengæld præget af skemaer, mødetider, fastlagte rammer og krav til både det faglige og det sociale samvær. Her bestemmer læreren, hvad der skal laves, hvornår og med hvem. Skolelivet og hjemmelivet er således væsensforskelligt, og mange forældre har ikke forstået denne forskel og insisterer på barnets ret til at være barn i en fællesskabets skole, hvor kravet er, at barnet opfører sig som skoleelev. Barnet er således symptombærer af forældrenes manglende forståelse af skolens projekt, og det reagerer efter bedste evne. Når forældre kommer på gæstevisit i skolen med det ene formål at reducere enhver problemstilling til noget, der ikke vedkommer dem, optræder de med samme manglende respekt for det arbejde, der ligger i skolens demokratiske opdragelse som deres børn. Diagnosebørnene magter ikke at forholde sig til denne forskellighed, da deres opmærksomhedsforstyrrelse og/eller sociale afvigelse er så grundlæggende og primært kan tilskrives deres hverdagsliv frem for de mange forkortelsesdiagnoser. Ingen har endnu gjort sig den ulejlighed at undersøge om opmærksomhedsforstyrrelser kan skyldes mangel 12

5 Specialpædagogik på søvn, rigtig ernæring (vitaminer, mineraler, essentielle fedtsyrer) og motion. Og ingen har endnu gjort sig overvejelser over sammenhængen mellem forbrug af pc-spil og playstation og det stigende antal med diagnosen Vi gør forældrene en bjørnetjeneste ved at fastholde de intetsigende forkortelsesdiagnoser og fratager dem ansvaret og dermed deres andel i problemstillingen. autisme. Det er næppe tilfældigt, at antallet af diagnosticerede autister i Californien steg med flere hundrede procent i perioden fra 1987 til Vi er i færd med at udvikle et stigende antal sukkernarkomaner og/ eller skærmnarkomaner, hvis dagsorden i skolen er en væsentlig anden end fællesskabets skole, hvor færdigheder, kundskaber, viden, lysten til at lære og medansvar er i fokus. De benytter enhver lejlighed til at slippe for skolens faglighed, som kræver deres opmærksomhed og dræner deres ringe energi med én tanke i hovedet: Hvornår har jeg fri. Fri til at gøre det, jeg har lyst til hvilket er lig med at dyrke narkomanien, skabt af forstyrrelsen i de basale behov. Samtidig kæmper specialundervisningslærere det bedste de har lært for at bibringe disse elever et minimum af faglig og social udvikling vel vidende at indsatsen langt fra står mål med resultatet. Vi gør forældrene en bjørnetjeneste ved at fastholde de intetsigende forkortelsesdiagnoser og fratager dem ansvaret og dermed deres andel i problemstillingen. Samtidig tilslører vi det stigende omsorgssvigt, der reelt finder sted i takt med henvisningerne til specialundervisningen. Et omsorgssvigt, vi i skolen har pligt til at anmelde, men det kræver, at vi begynder at tilskrive barnets basale behov som væsentlige for dets udvikling. Den politiske løsning hedder for tiden rummelighed, inklusion og heldagsskole. Vi har således erkendt, at diagnosebørnene er i skolen, og de skal rummes. Hvis vi holder på dem lidt ud på dagen, har vi mulighed for at påvirke dem ved at tilbyde dem aktiviteter, der muligvis ændrer deres adfærd og indstilling til fællesskabets skole. Med andre ord: Vi løser problemerne uden for hjemmet, hvor symptomerne er mest synlige og ubehagelige og ikke ved problemets kerne, som er barnets manglende undervisningsparathed. Hvis et barnet i skolen henvises til specialundervisning, er BND den første diagnose, der bør stilles. Det betyder, at forældrene omgående må inddrages og have den fornødne hjælp til at klare omsorgsopgaven. Hverdagslivet skal ændres, og forældrene skal stille med en blodprøve, der viser at barnets ernæringsmæssige behov er dækket. Endvidere skal forældrene jævnligt interviewes vedrørende barnets madvaner, forbrug af computerspil/playstation og fritidsaktiviteter. De skal møde op på skolen og overvære dele af barnets undervisning, således at det kan aftales, hvem der hjælper barnet hjemme og hvordan. 13

6 Specialpædagogik Endelig skal læreren jævnligt på hjemmebesøg med henblik på at afhjælpe eventuelle problemstillinger, f.eks. om de sociale myndigheder kan bidrage. Tør vi det, er det første skridt til et reelt forældresamarbejde taget. n 14