INDHOLD Indledning: Krimien sort får eller indsigtsfuld underholdning?... 3 Problemformulering... 4 Problemfelt... 4 Definition på og afgrænsning af

Transkript

1 INDHOLD Indledning: Krimien sort får eller indsigtsfuld underholdning?... 3 Problemformulering... 4 Problemfelt... 4 Definition på og afgrænsning af genren... 5 Valg af kriminallitteratur... 6 Metode... 7 Projektets opbygning... 7 Metodisk fremgangsmåde... 8 Læserforventninger og genrekonventioner... 9 Baggrundsforståelse: (Et udpluk af) Krimiens typer eller undergenrer Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes Den klassiske krimi krimiens guldalder Politiromanen Femi-krimien Den skandinaviske, hyperrealistiske kriminalroman TEORI Om moral, skyld og ansvar i krimien Karakteren E. M. Forsters begrebspar runde og flade karakterer ANALYSE Stieg Larssons Mænd der hader kvinder Fordi det her ikke er nogen skide krimi gåden Harriet Vanger Karaktererne Forbryderne Lisbeth, Mikael og de øvrige karakterer Makkerparret Blomkvist og Salander hvilken moral gælder? Fortælleren i Mænd der hader kvinder Et syn på samfundet Arne Dahls Misterioso Karaktererne Uhyggelig normal Forbryder vs. Offer Fortælleren i Misterioso Et syn på samfundet Moral, regler og retfærdighed Elsebeth Egholms Skjulte fejl og mangler Karaktererne Dicte Svendsen og nyhedsjournalistikken Den syngende politimand kriminalassistent John Wagner Opdagerparret Svendsen og Wagner Forbryderen Moral og lov Forbrydelsens karakter Diskussion af de tre analyser De runde og flade karakterer i de tre krimier De tre kriminalromaners karakterer og deres moral Detektivens forhold til genren: Den klichefyldte krimi uden klicheer

2 Det hverdagslige hverdagen i krimien Forbrydelsens betydning og samfundssynet i krimien Konklusion Litteratur

3 Indledning: Krimien sort får eller indsigtsfuld underholdning? Krimien har ikke altid haft det lige nemt. Den har såmænd været populær nok og har for så vidt aldrig manglet læsere. Genren har imidlertid været beskyldt for at være underlødig triviallitteratur, kiosklitteratur, smudslitteratur mv. og har stået i skyggen af finlitteraturen. Selvom krimien i 1960 erne begyndte at blive anmeldt i dagbladene måske hjulpet på vej af nyrealismen, måske på grund af nye strukturer i samfundet (Holmgaard 1984: 9-11) var vejen til anerkendelse i hvert fald i de litterære kredse lang endnu. I 1990 skrev Henrik Palle 1 og René Rasmussen 2 således i et forord med titlen Krimien: den oversete udfordring!, at Kriminallitteraturen er litteraturvidenskabens sorte får, og at ( )litteraturvidenskaben foretrækker at lægge trykket på den første stavelse af ordet (krimi-) og derfor hurtigt får den rubriceret og klassificeret som triviallitteratur. Underforstået at krimien er triviel i sin opbygning, sit narrative forløb eller sin struktur (Palle og Rasmussen 1990: 1). I dag har krimien til dels vundet indpas på den litterære scene, hvilket kan skyldes, at genren har udviklet sig i en retning, hvor den kan fortælle noget om den tid, vi lever i (Stenz 2008). Krimien er nemlig i dag mere end litterær underholdning i populær form: Den moderne kriminallitteratur er en overraskende livskraftig genre, som ikke blot vil underholde, men også debattere psykologiske, sociale, politiske og moralske problemstillinger, der berører det moderne menneske i det offentlige rum ( ) man [kan] i dag ( ) tale om, at den for at følge Kierkegaards etiske termer er blevet en etisk form for litteratur. Og det er blandt andet det, der gør den til mere end bare en krimi (Hermansen 2003). Anne Sophia Hermansen 3, der er forfatter til kronikken, hvor ovenstående citat stammer fra, skriver sammesteds, at det er et litterært mysterium, at krimien kaldes verdensfjern, og at den bliver behandlet stedmoderligt af litteraturkritikken, ( ) som endnu mangler at invitere genren indenfor på parnasset, i Det Danske Akademi, på universiteterne og i den litterære kanon (Hermansen 2003). At krimigenren stadig kategoriseres som litteraturvidenskabens sorte får kan synes mærkeligt, når det tages i betragtning, at krimien som nævnt er både populær og relevant set fra et samfundsperspektiv. På trods af denne kategorisering er det således tydeligt, at den moderne kriminallitteratur, eller det 21. århundredes kriminallitteratur, har noget på hjerte og ikke er bleg for 1 Henrik Palle er journalist og har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Har siden 1993 arbejdet på dagbladet Politiken som blandt andet filmanmelder og kulturskribent. 2 René Rasmussen er lic.phil og ekstern lektor ved Københavns Universitet. 3 Anne Sophia Hermansen er mag. art i litteratur- og idehistorie, samt anmelder ved Fyens Stiftstidende. 3

4 at tage samfundsrelevante problemer under behandling. Dette er blandt andet baggrunden for, at jeg har valgt at beskæftige mig med krimigenren i nærværende projekt. Problemformulering Med baggrund i ovenstående overvejelser, har jeg valgt at stille følgende spørgsmål: I kriminalromanerne Mænd der hader kvinder af Stieg Larsson, Misterioso af Arne Dahl og Skjulte fejl og mangler af Elsebeth Egholm vil jeg undersøge følgende: Hvordan forholder detektivkarakteren i de tre romaner sig til kriminalromanen som genre og hvordan fremskrives det hyperrealistiske i de tre kriminalromaner? Hvordan skildres detektivkarakteren samt dennes moral i forhold til den nedskrevne lov i de tre romaner? Hvordan skildres de tre kriminalromaners forbrydelser, hvilke typer af forbrydelser er der tale om, og hvor placeres sympatien? Desuden: På hvilket niveau i romanerne (fortæller eller karakterer) skildres ovenstående? Problemfelt At krimien tager samfundsrelevante problemer under behandling, er dog ikke noget nyt. I Norden har der i mange år være tradition for at blande den politiske virkelighed og samfundskritik med krimiens plot, idet krimien her især læner sig op ad den tradition, der går tilbage til Sjöwall og Wahlöös socialrealistiske krimier fra 1970 erne. 4 Den nordiske krimi af i dag må betegnes som hyperrealistisk (Jensen 2006: 44 se definition af hyperrealisme nedenfor i dette afsnit), hvor det realistiske element og genkendeligheden er vægtet højt: Den nordiske krimi har lanceret en ny form for realisme i en genre, hvor kun det nødvendigste privatliv og den obligatoriske kærlighedsaffære kom til stede som noget delvist alment og genkendeligt for læseren. Nu kan der pendles plotmæssigt mellem forbrydelserne og samfundsdebat og så personernes intime liv inden for hjemmets fire vægge med bleer, barnegråd, utroskab og sidespring (Michaëlis 2006b). 4 Maj Sjöwall (f. 1935)og Per Wahlöö ( ) indledte i 1965 udgivelsen af ti-bindsserien Roman om en forbrydelse. I denne serie blander forfatterparret elementer fra den traditionelle politiroman og den psykologiske krimi med et meget bevidst og målrettet socialt og politisk engagement (Ravn 1989: 153). 4

5 Bo Bjørnvig 5 (1991) taler om et andet aspekt af den nyere krimi, nemlig at den store romantraditions samfundsanalyse og psykologi i dag er at finde i krimien: Den er en spidsformulering af krav om stillingtagen og handling, og fremtvinger derfor redegørelser med konsekvens for de implicerede (Bjørnvig 1991: 87). Han taler om, at krimien leverer moral, og at der er en kraft i spændingsromanerne, hvis karakterer ofte udsættes for et alvorligt moralsk pres, idet de udsættes for umulige valg, hvor deres beslutning får vidtrækkende konsekvenser (Bjørnvig 1991: 91). I nærværende projekt vil jeg udforske denne moderne kriminalroman eksemplificeret i den skandinaviske eller nordiske krimi, der altså har ry for at være særligt samfundsdebatterende og/eller -kritisk, og se på hvordan det hyperrealistiske fremskrives i tre udvalgte kriminalromaner. Den engelske term hyperreality karakteriserer i semiotikken og den postmoderne filosofi bevidsthedens manglende evne til at skelne virkelighed fra fantasi særligt i teknologisk avancerede kulturer 6. Ulf Joel Jensen (2006) bruger betegnelsen hyperrealistisk om det 21. århundredes krimier. Han fremfører, at realismen, særligt i den skandinaviske krimi, ikke er nogen ny opfindelse, men at man her er gået skridtet videre, idet: Hovedpersonerne [nu] har ( ) helt igennem uglamourøse og næsten alt for genkendelige problemer med karriere, menstruationssmerter, kønsliv og børnehave ( ) (Jensen 2006: 44). Som jeg læser Jensen, bevirker denne nye hyperrealisme, at hverdagen og det almindelige liv har fundet vej til krimien, og på den måde synes det logisk at tale om, at det kan være svært at skelne virkelighed fra fantasi. Jeg finder det altså interessant at se nærmere på de elementer, der for mig at se skitserer den moderne (skandinaviske) krimi: Det hyperrealistiske, en forholden sig til det omgivende samfund og karakterens/karakterernes konfrontation med moralske spørgsmål, som kræver en eller anden form for stillingtagen. Definition på og afgrænsning af genren På dansk skelnes der ikke, som på eksempelvis engelsk, mellem genrerne crime story og detective novel. I stedet samles de under ét med termen krimilitteratur (Michaëlis 1990: 41). Jeg vil derfor i dette projekt tale om kriminallitteratur, også når Heta Pyrhönen om detective fiction. Helt overordnet set kan krimien defineres som tilhørende romangenren og er derudover karakteriseret ved at have forbrydelsen som tema (Fibiger 2000: 438). Det centrale i krimien er afdækningen af en 5 Bo Bjørnvig er cand. mag. i Historie og Litteraturvidenskab. Skribent på Weekendavisen og bidragyder til blandt andet Lystmord (1989), red. af Jørgen Holmgaard og Bo Tao Michaëlis. 6 ( 5

6 forbryderisk handlings motiv og opklaringen af en kriminalgåde (Fibiger 2000:438). Krimien er desuden forpligtet på virkeligheden. På trods af at krimiens handling kan tangere det utrolige, henter den sin troværdighed i miljø- og personskildringerne (Fibiger 2000: 439). Bo Tao Michaëlis (1990) foreslår en afgrænsning af genren, hvori det indledende konstateres, at: Kriminallitteratur ( ) overvejende [handler] om kriminalitet (Michaëlis 1990: 46). Han definerer videre, at denne kriminalitet både kan være den traditionelle lovovertrædende og kontraktbrydende kriminalitet, men at denne lige så godt kan antage karakter af ( )en eksistentiel immanent debat om godt og ondt (Michaëlis 1990: 46). Man kan ifølge denne afgrænsning tale om, at krimien skal finde sted i en genkendelig virkelighed samt overholde visse faktuelle regler i forhold til opklaringen, men at dette ikke nødvendigvis betyder, at den skal være plotmæssigt stringent, (psyko)logisk eller socialrealistisk sandsynlig og autentisk (Michaëlis 1990: 46-47). En sidste ting, jeg finder væsentlig i Michaëlis afgrænsning, er hans pointe om, at kriminaliteten skal være af en sådan styrke, at den determinerer tekstens episke forløb og personernes væremåde (Michaëlis 1990: 46-47). Jeg vil, når jeg taler om kriminalromanen, betragte denne som en roman, der i større eller mindre grad har en forbrydelse som omdrejningspunkt, og som finder sted i en (yderst) genkendelig virkelighed. Hertil kan tilføjes, som jeg kortfattet nævnte i afsnittet Problemfelt, at krimien i et eller andet omfang handler om moralsk stillingtagen, hvilket jeg kommer nærmere ind på i afsnittet ( Om moral, skyld og ansvar i krimien side 14). Valg af kriminallitteratur Jeg har til min analyse valgt de tre kriminalromaner Mænd der hader kvinder af Stieg Larsson 7, Misterioso af Arne Dahl 8 og Skjulte fejl og mangler af Elsebeth Egholm 9. Arne Dahl og Stieg Larsson, der begge er svenskere, har offentligt udtalt, at de har valgt krimigenren, fordi denne har stort potentiale for at formidle en kritik af det bestående samfund. Arne Dahl har i et foredrag udtalt, at da han i midten af 1990 erne ville give et litterært kvalificeret billede af Europa set fra et snævert svensk synspunkt, kom han til at tænke på Sjöwall og Wahlöö, og på hvordan de dissekerede deres samtid. Krimien var altså en oplagt genre for ham i forhold til at formidle en 7 Stieg Larsson ( ) var journalist og grundlægger af organisationen Expo samt chefredaktør for tidsskriftet af samme navn. Desuden forskede i og bekæmpede højreekstremistiske og nynazistiske grupper ( 8 Pseudonym for litteraturkritiker og forfatter Jan Arnald (f.1963). Under eget navn har han udgivet adskillige romaner, og har altså skrevet 10 kriminalromaner om A-gruppen under pseudonymet Arne Dahl ( 9 Elsebeth Egholm (f. 1960) er uddannet journalist. Hun debuterede som forfatter i 1999 med romanen De frie kvinders klub og har efterfølgende udgivet syv romaner heriblandt fem krimier om den århusianske journalist Dicte Svendsen ( 6

7 kritik af samfundet. 10 På samme måde havde Stieg Larsson en ide om, at han med Mænd der hader kvinder, og sine krimier generelt, kunne få skabt en platform for forskellige budskaber heriblandt det feministiske budskab, der er gennemgående i hans trilogi (Lenler 2007). Lidt anderledes forholder det sig med danske Elsebeth Egholm. Hun påpeger på sin hjemmeside, at hun ikke selv bryder sig om løftede pegefingre rent politisk, når hun læser en roman 11. Alligevel forholder hun sig til det omgivende samfund i sine romaner, hvilket understøttes af, at Bo Tao Michaëlis har kaldt hendes fjerde krimi i serien om Dicte Svendsen, Nærmeste pårørende, (for ( )et katalog over tidens problemer (Michaëlis 2006b). At valget er faldet på netop disse tre skyldes først og fremmest, at de på trods af deres lighed med henblik på tilhørsforhold til den skandinaviske krimi, indskriver sig i de forskellige undergenrer, hvilket vil blive uddybet i analysen. Derudover var det for Larsson og Dahls vedkommende den meget eksplicitte tilkendegivelse af krimiens potentiale som formidler af samfundskritik, der gjorde dem interessante for mit projekt. Det samme gælder for Egholm, der trods den tilstræbte objektivitet kommer omkring yderst relevante problemstillinger i det danske samfund. Metode Projektets opbygning Opbygningen af nærværende projekt falder i to dele; en teoretisk og en analytisk. I det teoretiske afsnit inddrager jeg E. M. Forsters begrebspar runde og flade karakterer, den finske professor Heta Pyrhönens ide om dels moral og skyld i kriminalromanen, dels krimiens genrekonventioner og hvilke forventninger læseren gennem disse har til kriminalromanen. I forbindelse hermed kommer også en noget overordnet definition af krimien, sådan som jeg forstår den. Derudover opregner jeg mere generelt en række forskellige krimityper, som alle i et eller andet omfang står i relation til de tre kriminalromaner, jeg analyserer. I den analytiske del behandler jeg de tre kriminalromaner, jeg har udvalgt. Jeg analyserer dem så vidt muligt ud fra de samme kategorier, som er moral, karakterer, fortæller og samfundssyn. Disse kategorier skal dog kun betragtes som en slags pejlemærker, og der forekommer således variationer i de tre analysers afsnit for eksempel er der i analysen af Elsebeth Egholm ikke et særskilt afsnit om fortælleren, som i de to øvrige analyser, hvilket skyldes, at fortælleren hos Egholm ikke har så stor betydning som fortælleren hos Larsson og Dahl. 10 (fra et foredrag af Arne Dahl afholdt på Aalborg Universitet i oktober ( 7

8 Efter analysen følger et opsamlings- og diskussionsafsnit, hvor jeg sammenholder analysens pointer, og ser på hvordan de tre krimier hver især forholder sig til de spørgsmål, jeg har stillet i problemformuleringen. Metodisk fremgangsmåde For at besvare spørgsmålet om, hvordan detektivkarakteren i de tre krimier forholder sig til krimigenren, har jeg fundet det nødvendigt kortfattet at opregne en række forskellige typer af krimier, eller undergenrer om man vil. Der er tale om et udpluk af krimityper, som er udvalgt, idet de har relevans for analysen, og gennemgangen af disse krimityper er da ikke at betragte som en udtømmende litteraturhistorisk gennemgang af krimigenrens udvikling. Udplukket af krimityper er ligeledes relevant i forhold til at se, hvilken undergenre eller krimitype, den givne kriminalroman skriver sig ind i, samt i forhold til at se på, hvilke genrekonventioner krimien da forpligter sig på, og om den kan leve op til disse genrekonventioner, når den samtidig skal være hyperrealistisk. Denne gennemgang har jeg således valgt at præsentere i et særskilt afsnit som en forståelsesbaggrund for analysen. Derudover inddrager jeg Heta Pyrhönens forståelse af, hvordan genrekonventioner bruges af såvel læser som forfatter. I forbindelse med spørgsmålet om skildringen af detektivkarakteren og dennes moral i forhold til den nedskrevne lov, har jeg ligeledes valgt at inddrage Heta Pyrhönen. Jeg har trukket på hendes udlægning af moral og skyld, som den fremstår i Mayhem and Murder. Narrative and Moral Problems in the Detective Story (1999). Et interessant perspektiv heri er måden, hvorpå detektiven anskues som en moralsk bedømmer. Ved at se på detektivkarakteren bliver jeg ligeledes i stand til at sige noget mere generelt om dennes omverden, idet detektiven gennem forfatterens fremstilling af denne karakter bliver læserens middel til at få et indblik i forfatterens view of life (Pyrhönen 1999: 20). Altså bliver detektivkarakteren en slags talerør for forfatterens kritiske holdning. Denne antagelse ligger godt i forlængelse af den skandinaviske krimis særkende, idet den netop med tråde tilbage til Sjöwall og Wahlöö kan bruges som en forfatters redskab til at formidle en kritik af en eller anden (samfundsmæssig) art (se i øvrigt afsnittet). Bo Tao Michaëlis 12 (1978) fremhæver også detektivkarakteren som relevant med henblik på en kritisk forholden sig til samfundet: Han hævder, at Den evigt levende detektiv kunne blive et godt instrument for en kritisk analyse af samfundet (Michaëlis 1978: 222). Til at se nærmere på, hvordan detektivkarakteren og de øvrige karakterer fremstår i de tre krimier, inddrager jeg E. M. Forsters begrebspar runde og flade 12 Bo Tao Michaëlis er kritiker, krimiekspert samt litteratur- og kulturanmelder ved Politiken siden

9 karakterer, sådan som han præsenterer dem i sin Aspects of the Novel fra Som et supplement hertil inddrager jeg Per Krogh Hansens udlægning af begrebsparret i hans Karakterens Rolle. Aspekter af en litterær karakterologi (2000), idet han tilføjer nogle væsentlige aspekter til Forsters definition. Besvarelsen af problemformuleringens tredje spørgsmål medfører også en besvarelse af, hvordan krimierne forholder sig til det omgivende samfund, og hvilke samfundsforhold der belyses. Ved at se på hvordan hhv. detektivkarakter og fortæller sympatiserer med forbrydere eller ofre, hvordan deres moral og forhold til loven er, jf. ovenstående, samt hvilke typer af forbrydelser, der er tale om, fremkommer deres syn på samfundet. Disse forhold fører i sidste ende tilbage til forfatterens view of life, som Pyrhönen skriver. Der synes ikke at være tvivl om, at krimiernes forfattere se afsnittet Valg af kriminallitteratur side 6 har indskrevet en kritik i deres krimier, hvorfor kritikken altså forekommer på forfatterniveau. Spørgsmålet er så, hvordan denne kritik fremskrives på fortællerniveau samt på karakterniveau. I diskussionsafsnittet inddrager jeg ligeledes Bertolt Brechts begreb Verfremdungseffekt 13, da netop dette begreb er relevant i forhold til at forklare, hvordan det hyperrealistiske fremskrives i de tre krimier. Læserforventninger og genrekonventioner I det foregående har jeg opridset nogle temmelig brede retningslinjer for, hvad der definerer en kriminalroman. Det er dog ligeledes væsentligt at sætte fokus på, hvordan læseren af en kriminalroman, via sit kendskab til genrens konventioner, uvægerligt må have forventninger til den krimi, han/hun har foran sig. 13 Verfremdungseffekt er et dramaturgisk begreb, udviklet af den tyske dramatiker Bertolt Brecht i 1930 erne. Brecht mente, at teateret ikke skulle skabe en illusion om virkelighed, som det var tilfældet i det naturalistiske teater. Derimod skulle teateret bevidst bryde med denne illusion, idet publikum ikke skulle opsluges af stykket, men i stedet tvinges til refleksion og til at tage stilling til de problemer, der blev behandlet i stykket. For at kunne bryde illusionen deformeres og forenkles verden, og figurerne i stykket bliver typer. Ifølge Brecht har teateret til formål at vise folk verden set med en fremmeds øjne, idet det da bliver muligt at se de fejl og mangler, samfundet har og derved rette op på dem. Teateret skal i denne forståelse være didaktisk (Rasmussen 2005: 353). 9

10 Heta Pyrhönen (1999) kommer i sin Mayhem and murder ind på, hvilke regler 14 krimien opererer med, samt hvilke forventninger en læser derfor på forhånd kan have til genren. Hun hævder, at det er muligt at genlæse en tekst, forstået på den måde at læseren anskuer teksten som et eksempel på sin slags. På denne måde kommer (gen)læsningen til at indeholde en konstant sammenligning mellem denne ene specifikke tekst og lignende tekster, der er gemt i læserens hukommelse (Pyrhönen 1999: 13-14). Det er imidlertid noget nær umuligt at nedsætte et præcist sæt regler (se note 14), og det at gætte whodunit er ifølge Pyrhönen blot en lille del af den leg, det er at følge med i opklaringen af forbrydelserne og gætte på, hvem forbryderen er. Snarere er det forfatterens og læserens fælles kendskab til genrekonventionerne, der gør sig gældende. Forfatteren gør brug af disse for at manipulere med genren og derved forvirre læseren, hvorimod læseren bruger dem som en slags baggrundsviden, når han eller hun skal regne ud, hvordan den pågældende krimi er tilrettelagt af forfatteren. Denne forståelse af læserforventninger gør jeg sammen med det nedenstående udpluk af undergenrer brug af som en slags baggrundsforståelse i analysen, idet jeg ser på, hvordan det hyperrealistiske bliver fremskrevet ved blandt andet at skuffe de forventninger læseren, gennem sit kendskab til genren, har til den. Baggrundsforståelse: (Et udpluk af) Krimiens typer eller undergenrer Nedenfor følger en præsentation af et udpluk af krimiens mange undergenrer. Disse er, som nævnt i metoden, udvalgt ud, fra at de tre krimier, jeg analyserer, på en eller anden måde forholder sig hertil. Der er tale om Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes, den klassiske krimi, politiromanen, femi-krimien og den skandinaviske krimi. Af andre typer krimier kan nævnes den amerikanske hårdkogte krimi, den psykologiske krimi og den metafysiske krimi, hvilke jeg imidlertid ikke vil komme nærmere ind på her. 14 Pyrhönen skriver, at de to mest kendte regelsæt til playing the game of literary detection blev udgivet i 1928 (Pyrhönen 1999: 14). Det drejer sig om Ronald Knox A Detective-Story Decalogue og S. S. Van Dines Twenty Rules for Writing Detective Stories. Reglerne siger blandt andet, at der altid må være en detektiv, et offer og en kriminel (den kriminelle må ikke være identisk med detektiven en regel, der dog ofte er brudt i den seneste kriminallitteratur). Forbrydelsen skal være begået af forbryderen på grund af personlige årsager, og detektiven skal opklare den ved hjælp af rationelle midler, ligesom alle spor skal fremlægges for læseren. I dette spil sættes plottet højt, og enhver større episode, efter at åbningsforbrydelsen har fundet sted, må udspringe af den fortløbende duel mellem detektiv og forbryder. Hun understreger imidlertid, at reglerne aldrig er blevet fulgt strengt. 10

11 Arthur Conan Doyles Sherlock Holmes Selvom det måske nok var Edgar Allan Poe, der med sin Mordene i Rue Morgue 15 formede detektivfortællingens grundstruktur, var det Arthur Conan Doyle, der gjorde den til genre. Fortællingerne om detektiven Sherlock Holmes udkom fra 1888, og et grundlæggende træk i disse var detektivens empiriske arbejdsmetode. Detektiven undersøger virkeligheden for at tolke dens spor, hvorpå han opbygger en hypotese om forbrydelsen, som han afdækker, for i sidste ende at kunne fælde forbryderen (Fibiger 2000: ). Med hensyn til detektivfiguren Sherlock Holmes ligner Doyle Poe, idet også hans detektiv er en intellektualistisk excentriker, har et makkerskab med den mindre kløgtige ledsager og beundrer (Holmgaard 1984: 35). Holmes kæmper gentagne gange mod skurken Professor James Moriarty, der kan beskrives som en superskurk, et kriminelt mastermind. 16 Den klassiske krimi krimiens guldalder Perioden med mellemkrigstidens klassiske krimi kaldes The Golden Age, og er den engelske krimis næste udviklingsfase efter Sherlock Holmes. Den klassiske krimi kaldes også the whodunit, og forbrydelsen præsenteres her som et mysterium, der skal løses. Typisk bevæger plottet sig fra at introduktionen af forbrydelsen til præsentation af sporene og afhøringer af mistænkte, hvorefter er afsløringen af forbryderens identitet samt beviser for løsningen præsenteres (Pyrhönen 1999: 21). Miljøet er (over-)middelklasse, i hvilket private detektiver og politimænd er knyttet sammen i en (venlig) rivalisering (Pyrhönen 1999: 21). Whodunit fremstiller traditionelt set forbrydelsen som en pludselig indtrængen i en grundlæggende harmonisk verden, og efterforskningens funktion er da følgelig at genoprette denne harmoni (Pyrhönen 1999: 21). Hvor Holmes distance til forbrydelserne dækker sig ind under en streng objektiv videnskabelighed, er Christie-detektivernes afstand til gerningerne i højere grad af moralsk og følelsesmæssig karakter. Den moralske orden opretholdes, og denne skal genoprettes, når den brydes (Holmgaard 1984: 40). Detektiven er iagttagende, talende og ræsonnerende og fra sin voyeuragtige distance til livet, forfærdes han over, at ordentlige folk ikke holder sig inden for miljøets regler (Holmgaard 1984: 42 ). 15 Edgar Allan Poe ( ) udgav fra tre fortællinger, der regnes for at være begyndelsen på kriminallitteraturen. Det drejer sig om The Murders in the Rue Morgue (1841), The mystery of Marie Roget (1842/1843) og The Purloined Letter (1844) ( 16 ( 11

12 Politiromanen Efterkrigstidens genrefornyelser kom blandt andet til udtryk ved politiromanen, som opstod i USA (Holmgaard 1984: 51). I politiromanen bevæger plottet sig typisk mellem opklaringen og den kriminelles planlægning og udførelse af sin forbrydelse, hvorved spændingen skabes. Selvom visse oplysninger holdes skjult for læseren, ved han ofte, hvem den kriminelle er, førend politiet ved det (Pyrhönen 1999: 22). Ed McBains 17 politiromaner fra 1950 erne er et omslag i krimiens verdensbillede. Politiarbejdet som rutine trak i en retning, hvor blandt andet et miljøperspektiv på forbrydelserne blev mere nærliggende. Herved opstod mulighed for en sociologisk orienteret samfundskritik (Holmgaard 1984: 53), hvilket føromtalte Sjöwall og Wahlöö netop gjorde brug af. De var i høj grad inspirerede af den realistiske stil i Ed McBains politiromaner, da de i 1965 indledte ti-bindsserien Roman om en forbrydelse. Kritikken hos Sjöwall og Wahlöö sætter ind mod nogle problematiske udviklingstendenser i et svensk, stærkt administreret samfund (Holmgaard 1984: 60), og forbrydelserne heri er samfundsbetingede og udspringer af sociale konflikter, der kan presse den enkelte til desperate voldelige handlinger (Holmgaard 1984: 60). Detektiven i politiromanen står ikke alene om at opklare forbrydelser, men er en del af et stort, samarbejdende opdagerteam. Når detektiven brillerer, er det som oftest på en kollektiv baggrund (Holmgaard 1984: 53). Femi-krimien Femi-krimien er som genre et ret nyt fænomen, idet de første eksempler på genren dukkede op i USA i 1970 erne. Annemette Hejlsted peger på, at femi-krimien ikke blot er en variant af krimien, men at den er en genre, der har sin egen holdning den feministiske (Hejlsted 2003: 48). I femikrimien er intrigen underlagt en feministisk optik, og genrekravene lyder blandt andet på, at femikrimien skal være skrevet af en kvinde, og at den altid indeholder en kønspolitisk pointe. De forbrydelser, der bliver begået i femi-krimien, er typisk forbundet med køn og mænds dominans over kvinder (Hejlsted 2003: 49). Forbrydelserne i femi-krimien kan både være blevet begået af mænd og kvinder, dog er der typisk forskel i motiverne. Kvindernes motiver er personlige og etiske, hvorimod mændenes typisk er seksuelle eller berigelse ofte på kvindens bekostning. Romanerne lægger af og til op til social-psykologiske forklaringer eksempelvis mangel på kærlighed og omsorg. Femi-krimien gestalter et moderne kvindeliv, og den udspiller sig altid i en moderne og samtidig verden, der fremstilles som maskulint domineret. I visse romaner danner der sig 17 Ed McBain er pseudonym for den amerikanske forfatter Evan Hunter ( ) (Ravn 1989: 112), ( 12

13 sideløbende med krimi-plottet en historie om detektiven, der er ligeså vigtig (Hejlsted 2003: 50). Femi-krimien har altid en kvindelig detektiv som hovedperson, og hun er som oftest professionel detektiv, det vil sige journalist, ansat i politiet eller privatdetektiv (Hejlsted 2003: 49). Dette er, hvad der adskiller den skandinaviske femi-krimi fra den amerikanske, hvor kvinderne ofte er privatdetektiver (Liversage 2005). Den skandinaviske, hyperrealistiske kriminalroman Det, der kendetegner den skandinaviske krimi, er dels evnen til at inddrage samfundskritik og den politiske virkelighed og dels at gøre rammerne og miljøet genkendeligt og realistisk med fokus lagt på hverdagsfænomener som børn og ægteskab. Ligesom i Sjöwall og Wahlöös socialrealistiske krimier er skurkene i den skandinaviske krimi sjældent virkelig onde, men handler som de gør, fordi de på en eller anden måde er kommet i klemme i samfundet. Derfor handler det i den skandinaviske krimi heller ikke udelukkende om, hvem morderen er, men måske snarere om dennes bevæggrunde og motiver. (Wichmann 2007). Ulf Joel Jensen 18 taler om det 21. århundredes hyperrealistiske krimi, der befinder sig meget langt fra Edgar Allan Poes genrekonstituerende univers (Jensen 2006: 44), og som skaber et genkendeligt miljø, hvor der fra forfatterens side lægges stadig større vægt på research, og på at detaljerne stemmer overens med virkeligheden (Jensen 2006: 44). I den hyperrealistiske krimi har hovedpersonerne meget uglamourøse problemer med karriere, kønsliv og børnehave, og samtidig bliver de placeret i meget modbydelige situationer. I og med at krimien har skrevet sig tættere på sin læsers hverdag, er der sket en udskiftning i karakteren. Der er således ikke længere tale om en heltefigur, men i stedet nogle langt mere hverdagsagtige hovedpersoner, som både går på lokum, bliver stressede, kede af det osv. (Jensen 2006: 44). Hovedpersonen er en gennemgående karakter, hvilket for så vidt ikke er noget nyt, jf. eksempelvis Agatha Christies detektivkarakterer Hercule Poirot og Miss Marple. Det nye består i, at karaktererne gennemgår en udvikling, efterhånden som serien af bøger skrider frem. De moderne seriehelte tvinges til gentagne gange at tage deres liv op til revision og kommer i det hele taget ud for alle de ting, der er med til at udvikle et menneske. Denne form for realisme i forbindelse med karaktererne gør, at læseren bedre kan identificere sig med dem, og at interessen for dem fastholdes (Ravn 1999: 24). TEORI 18 Ulf Joel Jensen er cand.mag. i dansk og medievidenskab, og er medstifter af kulturmagasinet Sentura. 13

14 I dette afsnit præsenterer jeg de teoretiske elementer, der udgør fundamentet i analysen af de tre kriminalromaner; Heta Pyrhönens forståelse af moral, skyld og ansvar i krimien samt E. M. Forsters begrebspar Runde og flader karakterer. Om moral, skyld og ansvar i krimien Det særligt interessante ved efterforskningen i kriminalromanen er, ifølge Heta Pyrhönen, at detektivens forsøg på at identificere den kriminelle uvægerligt fører til betragtninger over skyld og moralsk ansvarlighed. Pyrhönen mener, at detektivens efterforskning af forbrydelsen har en udpræget moralsk dimension, som ligeledes involverer læseren i en moralsk evaluering (Pyrhönen 1999: 4). Detektiven kan ikke endeligt bestemme, hvem der har begået forbrydelsen, med mindre han er i stand til at vurdere, hvordan den moralske ansvarlighed kan fordeles mellem de mistænkte (Pyrhönen 1999: 17). Der er således i efterforskningen fokus på motiv, på hvem der havde tilstrækkelig grund til at skade ofret. For at komplicere spørgsmålet om motiv, og for at skjule gerningsmanden i en gruppe af mistænkte, vises det i krimien, at mange af de implicerede personer har grund til at ville skade ofret. For at finde det ene motiv, der passer til en given forbrydelse må både efterforsker og læser sætte sig udover generelle betragtninger over motivet og altså analysere på forskelligheden af motiver. En sådan uddybning må nødvendigvis, ifølge Pyrhönen, komplicere spørgsmålet om skyld, for eftersom flere agenter har et muligt motiv og synes at være skyldige, må efterforskeren sammenligne handlinger, motiver og typer af skyld for at bestemme, hvem der er ansvarlig for hvilket aspekt af forbrydelsen, og hvilke konsekvenser denne ansvarlighed således har (Pyrhönen 1999: 17-18). En stor del af kompleksiteten i krimier opstår som følge af forskellen på to sæt kriterier: de juridiske kodekser og de moralske kodekser. Loven bestemmer nogle gerninger som forkerte og således også strafbare, men den må nødvendigvis overse en række af gerninger, som er centrale i vurderingen af forbrydelser i kriminallitteratur. Ved at undersøge en given forbrydelse i lyset af disse kodekser fremkommer en fundamental adskillelse mellem juridisk og moralsk ansvarlighed, hvorfor agenterne kan være enten juridisk eller moralsk skyldige. Disse to typer af ansvarlighed og skyld kan sagtens overlappe hinanden, men gør det ikke nødvendigvis: En moralsk forkert gerning er ikke nødvendigvis juridisk forkert og omvendt. Distinktionen mellem de juridiske og moralske kodekser viser, at skyld er et mere universelt fænomen end forbrydelse. I krimier indeholder den moralske evaluering en balancegang mellem den juridiske kodeks og den moralske kodeks for overhovedet at kunne komme frem til en beslutning om uddelingen af ansvar og skyld. Den moralske kodeks er dog alligevel det mest fundamentale af de to, mener Pyrhönen. 14

15 Pyrhönen fremhæver, at detektivens funktion ligger et sted mellem to fortolkninger; moralens vogter eller en æstetiker på grænsen til det anarkistiske. Denne funktion illustreres bedst af de private efterforskere, der er placeret et sted mellem de officielle leverandører af retfærdighed, og de som overtræder denne retfærdighed. Som detektiver står de for lov og orden, hvilken de i princippet er nødt til at følge for at stay in business (Pyrhönen 1999: 19). For at udføre deres arbejde må de dog ofte gribe til ulovlige metoder, hvorfor de professionelles evner flere gange ligner de kriminelles evner (Pyrhönen 1999: 19). Derfor er efterforskningen fra læserens synspunkt ligeså meget en udforskning og afsløring af en efterforskers moralske principper, som det er en granskning af de mistænkte og deres sociale kontekst (Pyrhönen 1999: 19). I besvarelsen af spørgsmålet om skyld og ansvar tegnes samtidig et billede af interpersonelle relationer blandt de mistænkte, hvilket belyser den moralske tilstand i det fiktive samfund. Et sådant billede, der er produceret gennem detektivens læsning og bundet af genrekonventioner, kan opfattes som et syn på livet ( view of life ). Detektivkarakteren fungerer ifølge Pyrhönen som én blandt andre genrekonventioner, idet han former dette syn på livet. Karakteren I dette afsnit vil jeg komme ind på karakteren 19. I den forbindelse vil jeg fokusere på E. M. Forsters 20 begrebspar runde og flade karakterer. Per Krogh Hansen 21 diskuterer i sin Karakterens rolle runde og flade karakterers anvendelighed som begreb, og dette begrebspar har da også været et af de mest omdiskuterede inden for udforskningen af den litterære karakter (Hejlsted 2007: 98). E. M. Forsters begrebspar runde og flade karakterer Det var E. M. Forster, som i sin Aspects of the Novel, der udkom første gang i 1927, introducerede begrebsparret runde og flade karakterer. De flade karakterer beskriver han på følgende måde: ( )sometimes called types, and sometimes caricatures. In their purest form, they are constructed round a single idea or quality: when there is more than one factor in them, we get 19 Annemette Hejlsted skelner i sin Fortællingen teori og analyse (2007) mellem person karakter, aktant, aktør og rolle idet der er betydelige væsensforskelle mellem begrebernes betydningsindhold både som teoretiske konstruktioner såvel som analytiske kategorier (Hejlsted 2007: 103). Hejlsted peger på, at karakter som begreb benyttes i to forskellige betydninger. Både som betegnelse for fiktive personer og som en teknisk videnskabelig betegnelse for en særlig type litterære konstruktioner (Hejlsted 2007: 103). Person dækker over karakteren, sådan som denne fremstår i en fortolket form. Det vil sige resultatet af samspillet mellem karakterkonstruktionen og læserens fortolkning af den (Hejlsted 2007: ). 20 Edward Morgan Forster ( ), engelsk forfatter. 21 Per Krogh Hansen er lektor, ph.d. ved Syddansk Universitet i Kolding. 15

16 the beginning of the curve towards the round. The really flat character can be expressed in one sentence ( )(Forster 1968: 75). Det er således centralt, at karakteren skal kunne opsummeres ved en enkelt sætning (Forster 1968: 81) Det er belejligt for forfatteren at benytte flade karakterer, for de behøver ingen genintroducering, de løber ingen vegne og han er ikke nødt til at lade dem udvikle sig (Forster 1968: 76). En anden fordel er, at læseren nemt husker dem bagefter. De forbliver uforandrede i læserens hukommelse, fordi de ikke ændres af omstændighederne (Forster 1968: 77). De flade karakterer kan i kraft af deres fladhed udfylde roller og fremstille tematik, som de ikke ville have kunnet understøtte, hvis de havde været runde (Krogh Hansen 2000: 209). En roman, der overhovedet er kompleks, kræver imidlertid ofte både flade og runde karakterer, og resultatet af deres kollisioner er parallelt til livet (Forster 1968: 78). Karakterer, der synes flade, kan godt være runde alligevel, fordi de agerer i forhold til plottet. Selvom deres karakter kan beskrives i en enkelt sætning, kan de agere anderledes i situationer, hvor plottet kræver det 22 (Forster 1968: 82). Forster bemærker endvidere om de runde karakterer: The test of a round character is whether it is capable of surprising in a convincing way. If it never surprises, it is flat. If it does not convince, it is a flat pretending to be round. It has the incalculability of life about it life within the pages of a book. And by using it sometimes alone, more often in combination with the other kind, the novelist achieves his task of acclimatization, and harmonizes the human race with the other aspects of his work (Forster 1968: 85). Runde karakterer er sværere at beskrive end de flade. De er mere komplekse, idet de indeholder værdier, karaktertræk og motiver, der ikke umiddelbart kan samles under en enkelt term (Krogh Hansen 2000: 205). Distinktionen, skriver Krogh Hansen, placerer sig mellem tematik og teknik, hvilket vil sige, at en flad karakter kan være flad på såvel et tematisk niveau (simpel, entydig, typologiseret, udtryk for en enkelt værdi) og et narrativt (er en plotfunktion). Endda begge dele på samme gang (Krogh Hansen 2000: 205). Ifølge Krogh Hansen kan man med fordel overveje de temporale aspekter, der knytter sig til en karaktertegning med henblik på en udvikling fra flad til rund karakter eller omvendt. En karakter er heller ikke nødvendigvis (kun) at betragte som rund, fordi den i sidste ende afslører 22 E.M. Forster bruger som eksempel Jane Austen: ( ) her characters though smaller ( ) are more highly organized. They function all round, and even if her plot made greater demands on them than it does, they would still be adequate (Forster 1968: 82-83) og i forlængelse heraf: All the Jane Austen characters are ready for an extended life, for a life which the scheme of her books seldom requires them to lead, and that is why they lead their actual lives so satisfactorily (Forster 1968: 83). 16

17 komplikationer eller dybder. Forinden kan den nemlig sagtens have haft en funktion som flad karakter. Krogh Hansen mener, at ved ikke at medtænke dette, går der alt for mange narrative såvel som tematiske aspekter tabt (Krogh Hansen 2000: 214). Desuden kan der, udover de rent tekniske aspekter, være tematiske aspekter forbundet med de flade karakterer. For eksempel kan fladheden faktisk godt være tilstræbt eller motiveret af personen selv (Krogh Hansen 2000: 214). Pointen er her, at karakteren kan være både flad og rund afhængig af, hvor i fortællingen, man befinder sig. Derudover er det væsentligt at betragte den funktion, karakteren har, samt hvilken effekt det har på fortællingens andre karakterer, at den flade karakter viser sig at have dybder eller komplikationer. 23 På den måde kan fladheden altså være tematisk motiveret og således tilstræbt af karakteren selv som nævnt ovenfor (Krogh Hansen 2000: 232). Forster bestemmer desuden forskellen på virkelige mennesker og fiktive karakterer som, at man ved sidstnævnte har adgang til personernes hemmelige eller skjulte liv (Krogh Hansen 2000: 206). Begrebsparret er imidlertid, ifølge Krogh Hansen, mest anvendeligt på den klassiske realistiske roman, idet den analytiske gevinst her er mest umiddelbar. Men han mener alligevel, at begreberne også kan anvendes på moderne og postmoderne litteratur, eftersom alle værker ifølge Krogh Hansen relaterer sig til den litteraturhistoriske tradition i en eller anden forstand (Krogh Hansen 2000: 233). ANALYSE De tre kriminalromaner, jeg analyserer i det følgende, hører alle til den skandinaviske, hyperrealistiske krimitype. Derudover indskriver de sig i forskellige andre genretraditioner. Arne Dahls Misterioso (udkom første gang i 1999 udspiller sig i ) kan betegnes som en politiroman, idet der er tale om et kollektivt opdagerteam, og plottet bevæger sig mellem opklaring og den kriminelles udførelse af forbrydelsen (se side 12). Elsebeth Egholms Skjulte fejl og mangler (første udgave 2001) kan klassificeres som en femi-krimi, idet den opfylder femi-krimiens krav om både kvindelig forfatter og kvindelig hovedperson. Stieg Larssons Mænd der hader kvinder (udkom første gang i ) er derimod en smule sværere at indplacere i forhold til krimigenretraditionens typer. Den indeholder elementer fra den hårdkogte krimi, hvilket bliver belyst i analysen, men 23 Per Krogh Hansen giver i Karakterens rolle et eksempel fra Tolstojs Anna Karenina: For det første er den fladhed, Várenjka indeholder, faktisk motiveret. Den er resultatet af, at hun kommer til klarhed omkring sin egen person(lighed) ( ) Men netop det, at hun kan forholde sig nøgternt og refleksivt til sin erfaring, er med til på en gang at lade hende få dybde (gøre hende levende) og samtidig lade hende beholde den meget funktionelle position, hun indtil da har haft. For det andet kan man sige, at hun i kraft af fladheden er et ideal, et vehikel for Kitty. Og denne idealitet styrkes kun af, at hun kan underordne sin rundhed fladheden (Krogh Hansen 2007: 214) modtog krimiprisen Glasnøglen bedste nordiske kriminalroman 2005 ( 17

18 derudover synes den mest af alt at ligne en femi-krimi også selvom den er skrevet af en mand (godt nok en mand, der er blevet kaldt feminist 26 ). Hos både Egholm og Larsson er intrigen underlagt en feministisk optik, og hos Larsson især er forbrydelserne, der bliver begået typisk forbundet med køn og mænds dominans over kvinder. Femi-krimien er, som tidligere nævnt, desuden kendetegnet ved, at den finder sted i en moderne og samtidig verden, der fremstilles som maskulint domineret (se side 12), hvilket er gældende for både Egholm og Larsson. Stieg Larssons Mænd der hader kvinder Romanen er bygget af en række af historier, der løbende flettes sammen, efterhånden som historien skrider fremad. Den første historie omhandler hovedpersonens, Mikael Blomkvists, opgør med en kendt finansmand, Hans-Erik Wennerström. Wennerström benytter sig af svindel i sine forretninger, hvilket Mikael som journalist afslører. I forlængelse af denne sag bliver Mikael hyret af virksomhedslederen Henrik Vanger til at løse, hvad han og flere andre anser for at være en mordgåde involverende Vangers brors barnebarn, Harriet Vanger, der har været forsvundet i 36 år. Sideløbende følger læseren Lisbeth Salander og hendes kamp for at fungere på trods af, at hun af adskillige læger er klassificeret som et psykisk tilfælde, og tilmed umyndiggjort. En kamp der på mange måder kan klassificeres som en kamp mod de sociale myndigheder, disses repræsentanter og mod normen i det hele taget. Historien om Mikaels kamp mod Erik Wennerström kan læses som en kritik af flere forhold. For det første en kritik af de forretningsmænd, der benytter sig af ufine metoder til at tjene (mange) penge. For det andet en kritik af de journalister, der blindt følger disse forretningsmænds mindste vink og ukritisk glorificerer dem og deres virke. Ligeledes kan Lisbeth Salanders personlige historie læses som en kritik af dels de sociale myndigheder og dels af magtsyge mænds dominans over kvinder. Den tredje historie gåden om Harriet Vanger adskiller sig en smule fra de to øvrige historier ved nærmest at ligne et mysterium, der kunne have fundet sted i en klassisk krimi. Denne tredje historie kan faktisk siges at være kernen i Larssons roman. Samtidig med at den udgør hovedhistorien indfletter den de to sidehistoriers tematik i sit plot, hvor mænds dominans over kvinder endda viser sig at spille en gevaldig rolle. Denne tematik både understøtter og overdøver til tider de førstnævnte historiers tematik. 26 Stieg Larsson blev på grund af sit engagement i kvindesagen og kamp mod kvindeundertrykkelse kaldt feminist af en gammel kollega (Dannemand 2007). 18

19 Fordi det her ikke er nogen skide krimi gåden Harriet Vanger Mikael Blomkvist hyres af finansmanden Henrik Vanger til at efterforske sagen om dennes brors barnebarn, der forsvandt i Det er usikkert hvorvidt, der er tale om en forbrydelse, men der har ikke været noget livstegn fra Harriet gennem årene 27. Omvendt er der aldrig fundet noget lig, selvom hele Hedeby-øen, hvor hun boede, flere gange er blevet gennemsøgt på kryds og tværs, og Mikael stiller sig fra starten tvivlende overfor, at der skulle være blevet begået en forbrydelse. Gåden ligner meget noget, der kunne have forekommet i en klassisk krimi. Dramaet udspiller sig på en herregård, og miljøet er middel-/overklasse, hvilket netop er typisk for den klassiske krimi fra guldalderen a la Agatha Christie og Dorothty Sayers. På dagen, hvor Harriet Vanger forsvandt, var der indkaldt til forsamling i den familieejede Vangerkoncern, hvorfor en stor del af familien Vanger var samlet på øen, hvor også flere medlemmer af Vangerfamilien boede. Samme dag skete en ulykke på den eneste bro til øen, og forbindelsen til fastlandet var således afskåret. Det måtte derfor være én af de tilstedeværende, der havde med Harriets forsvinden af gøre. Vangerfamilien beskrives som bestående af en broget forsamling af mere eller mindre usympatiske individer, hvoraf indtil flere af dem kunne have grund til at skade Harriet der for Henrik Vanger fremstod som et oplagt valg til en fremtidig efterfølger for ham selv som direktør for familieforetagendet. For at følge Pyrhönen har altså flere af familiemedlemmerne motiver, der bryder med den moralske kodeks, mens kun en enkelt bryder loven, hvilket altså er essentielt i en kriminalroman. Referencen til den klassiske krimi er da også meget tydelig, både på grund af miljøet, men også på grund af denne sammenstimlen af familiemedlemmer, der alle kunne have et motiv til at slå Harriet ihjel. Henvisningen til den klassiske krimi fremtræder endda eksplicit i følgende dialog mellem Henrik Vanger og Blomkvist: Det, der gør ulykken så betydningsfuld, er, at broen var lukket det efterfølgende døgn ( ) I disse godt 24 timer var Hedeby-øen praktisk taget afskåret fra omverdenen ( ) Forstår du betydningen af dette? Mikael nikkede. Jeg går ud fra, at der skete Harriet et eller andet her på øen, og at den mistænkte måtte findes blandt det begrænsede antal mennesker, der befandt sig her. En slags det lukkede rum-mysterium i ø-format? Henrik Vanger smilede ironisk. Mikael, du drømmer ikke om, hvor tæt du er på sandheden. Også jeg kan min Dorothy Sayers ( ) (Larsson 2007: 97). Her henviser romanen altså direkte til sin egen genre, men tager samtidig afstand fra denne ved understregningen af det absurde i, at det mysterium, Mikael skal udforske, ligner et mysterium, der 27 Bortset fra at Henrik Vanger hvert år på sin fødselsdag modtager en presset blomst i en ramme (Larsson 2007: 5) fra Harriet. At blomsten er fra hende afsløres dog først i romanens slutning. 19

20 kunne være taget direkte ud af en klassisk krimi. På den måde skabes en distance til krimigenren, hvilket gør, at den historie, Mikael skal efterforske, på en eller anden måde gøres mere realistisk uagtet at den faktisk er ligeså urealistisk, som mysterierne hos Agatha Christie og Dorothy Sayers. Den ironiske distance, der forekommer ved den intertekstuelle reference til Dorothy Sayers krimier, går igen i Blomkvists holdning til sig selv i rollen som detektiv. Forfatteren gør brug af læserens forhåndskendskab til krimigenren, sådan som Heta Pyrhönen beskriver det, idet man som læser umiddelbart associerer til en krimi i Agatha Christiesk forstand. Den lille finte er her imidlertid, at Blomkvist ligeledes er udstyret med forhåndskendskabet til krimigenren, hvilket tydeligt fremgår af det ovenstående citat. Som sagt giver det gåden om Harriet Vanger et skær af ubestridelig realisme og autenticitet, der gør at man som læser ikke stiller spørgsmålstegn ved det realistiske i beskrivelserne af et sådant overklassemiljø, som Henrik Vanger færdes og bor i, hvilket ellers umiddelbart kunne fremstå noget anakronistisk. Gåden Harriet Vanger kobler sig både til en fortidig og en samtidig forbrydelse. Nemlig Gottfried Vanger og sønnen Martin Vangers hadefulde og forkvaklede forhold til kvinder samt deres misbrug af dem og drab på dem. Her ses en forbindelse til den mere overordnede kritik, der fremkommer i forbindelse med Lisbeth Salander og hendes ulige forhold til sin (mandlige) formynder; mænds vold mod kvinder. Det er da også i og med de fortidige og samtidige forbrydelser, at gåden Harriet Vanger i sidste ende alligevel bryder med den klassiske krimis genregenkendende træk: Hvor den klassiske krimi ved forbrydelsens opklaring genskaber harmonien, som mordet eller forbrydelsen i første omgang brød med, bevirker efterforskningen, og dermed den løbende afsløring af Harriets skæbne, en endnu grummere afsløring af misbrug af og mord på kvinder, hvilket ryster Vangerdynastiet i dets grundvold, og det synes ikke muligt på nogen måde at genoprette harmonien, hvilket ellers var efterforskningens og den efterfølgende opklaring af forbrydelsen formål i den klassiske krimi. Der ironiseres igen over krimigenren, da Mikael har regnet tingenes rette sammenhæng ud: Anita var indblandet i Harriets forsvinden, men hun kunne ikke have myrdet hende. Hvordan kunne du være sikker på det? Fordi det her ikke er nogen skide krimi ( ) (Larsson 2007: 479). Underforstået, at hvis dette havde været en klassisk krimi, og denne historie derfor havde fulgt den klassiske krimis mønster, ville Harriet efter al sandsynlighed være blevet myrdet af et af de tilstedeværende familiemedlemmer på øen. Karaktererne 20