I Alnarp har de fantastisk gode resultater med at helbrede mennesker, der er udbrændte

Transkript

1

2 Gå en tur i skoven. Sådan lød det gennemgående svar, da landskabsarkitekt Ph.d. Ulrika Stigsdotter for et par år siden spurgte ca testpersoner, hvilket råd de ville give til en ven, der følte sig meget stresset. Ulrika Stigsdotter er en af hovedkræfterne bag den meget anerkendte terapihave i den skånske by Alnarp. I efteråret 2006 blev hun ansat på Københavns Universitet under Det Biovidenskabelige Fakultet på afdelingen for Skov & Landskab med det formål at omsætte erfaringerne fra Alnarp til en dansk terapihave mod stress og udbrændthed. Og en af de erfaringer, Ulrika Stigsdotter tager med sig fra Alnarp, er, at mennesker fortrinsvis søger den vildtvoksende natur. Det, der virker stressnedsættende, er den sanselige oplevelse af bladenes grønne frodighed, blomsternes farver, duften af muld, vandets rislen, fuglenes kvidren og insekternes summen. Berøringen af dyrs bløde pels er en anden beroligende faktor, og sammenfattende er det manglen på krav, som er det altafgørende. Det er nemlig ikke ens egen have og ikke ens egne kæledyr med krav om perfekt udseende og pasning. Her handler det om den kravløse nydelse i nuet, præcis som en tur i skoven kan være det og det er unægtelig en tankevækkende modvægt til tidens bastante krav om det perfekte arbejde, det perfekte udseende, den perfekte partner, de perfekte børn, det perfekte hjem, den perfekte have... I Alnarp har de fantastisk gode resultater med at helbrede mennesker, der er udbrændte af stress, og som måske gennem flere år har opgivet at leve en normal tilværelse. Efter et ophold i terapihaven i Alnarp på fire måneder kan op imod 80 % af deltagerne vende tilbage til en normal tilværelse. Det er resultater, der er i særklasse, og derfor kan det heller ikke undre, at det har givet genklang verden over. I Alnarp har de siden 1980 erne været optaget af landskabsarkitektur og sundhed, og her har de forsket i, hvordan natur og parker påvirker netop vores sundhed og livskvalitet. En af pionererne er professor, landskabsarkitekt og biolog, Patrik Grahn, som har været initiativtager og leder af terapihaven, siden den startede op i Tankerne om haveterapi har deres ophav i USA, hvor de begyndte at dukke op for omkring tyve år siden. Men noget nyere fænomen er det egentlig ikke, for sådanne tanker fandtes også hos blandt andre de antikke grækere og senere romantikerne i England. Imidlertid har haveterapi i dag fået fornyet relevans i forbindelse med stress som vor tids folkesygdom. Det grønne lindrer og det er efterhånden ret veldokumenteret. Undersøgelser viser fx, at en grøn udsigt fra en hospitalsseng gør, at patienterne behøver mindre medicin, er venligere mod personalet og bliver hurtigere udskrevet sammenlignet med de

3 patienter, der ikke har samme grønne udsyn. Det lyder meget enkelt, men i Alnarp ser det trods alt lidt mere sammensat ud. Det er ikke en symptombehandling men en helhedstanke, der ligger bag terapihaven. Et hold af forskellige faggrupper er tilknyttet stedet, og de mennesker, der opsøger terapihaven, tilbydes både afspænding, samtaleterapi, tegneterapi og havearbejde ud over det bare at opholde sig i det grønne. Ved at give sig tid til at mærke efter kan deltagerne finde en god balance mellem (have)arbejde og hvile, og det er noget helt centralt, de kan tage med sig, når de skal tilbage til et arbejdsliv. Der er flere grunde til succesen i Alnarp. Dels er der det grønnes lindrende effekt og helhedstanken om at finde en bedre balance mellem arbejde og hvile, og dels er der den vigtige omstændighed, at terapihaven er tilknyttet Lantbruksuniversitetet, for det har givet mulighed for en højt kvalificeret forskning og dermed en løbende udvikling af terapiformen. På verdensplan er Alnarp unik med sin kombination af haveterapi og forskning, som netop også efterstræbes i Danmark. Tidligere havde haven fx et rum, de kaldte mormors have for at deltagerne kunne genkalde sig gode minder fra barndommen; men forskningen har vist, at det er den vildtvoksende natur, mennesker først og fremmest søger. Den vilde naturs lindrende egenskaber er noget af det, vi vil indarbejde i den nye terapihave i Arboretet, fortæller Ulrika Stigsdotter og fortsætter: I det hele taget er det en fordel for den danske terapihave, at den kan tage det bedste fra Alnarp, og at de nyeste forskningsresultater og erfaringer kan blive indarbejdet i projektet. Det teoretiske grundlag for haveterapien er stadigvæk nyt, og det er en søgende proces med flere teorier, men Ulrika Stigsdotter vægter teorien om, at vi har to typer af opmærksomhed. De kaldes henholdsvis Directed Attention System og Soft Fascination styret opmærksomhed og spontan fascination. Når vi bruger den styrede opmærksomhed i bylivet, modtager vi ca. 11 millioner informationer i sekundet, men den menneskelige hjerne kan kun kapere informationer i sekundet, og resten må frasorteres. Det er dette sorteringsarbejde, der er så krævende og stressende. Det, der ikke sorteres bort, går over Hippocampus, der oversætter sanseindtryk til sprog, og videre til pandelappen, hvor det bearbejdes kognitivt. Systemet har kun begrænset energi, og når den er brugt, er det, kroppens stressberedskaber slås til. Når vi befinder os i naturen, fungerer hjernen anderledes. Her bruges den spontane fascination den sorterer ikke indtrykkene, men scanner i stedet omgivelserne, og det kræver ikke energi. Indtryk-

4 Ulrika Stigsdotter startede sin ansættelse med at finde et egnet sted til den kommende danske terapihave, og valget faldt på Arboretet i Hørsholm. Stedet rummer mange af de kvaliteter, som eftersøges: Der er mange store træer, artsrigdom, frodighed, ugenerthed, vand dvs. søer lige i nærheden og en mose på selve det udvalgte område samt en eller anden mere udefinerlig god atmosfære. Dernæst kunne hun gå i gang med at tegne på den egentlige udformning af haven. Den forventes at ligge klar i slutningen af dette år. kene går hen over Amygdala, som er center for følelseslivet, og det giver tankevækkende nok en kortere og mindre belastende vej i hjernen. Ser man det i et bredere tidsperspektiv, er det ikke så mærkeligt, at vi indimellem har svært ved at håndtere det stressende storbyliv. Hvis man forestiller sig, at hele menneskets tid her på jorden sættes til et døgn, udgør den tid, vi har levet i huse, nemlig kun ca. 5 sekunder, relativt set, og hjernen har derfor ikke haft tid nok til at tilpasse sig bysamfundet. På det mere personlige plan minder disse teoretiske tanker mig om engang, jeg var på en hektisk rejse til London for se på moderne arkitektur. Om natten drømte jeg om en rolig og sanselig intens ridetur i den grønne danske bøgeskov. Med disse nye teoretiske briller på er det nemt at forstå, at denne hektiske intellektuelle byrundtur bare var for meget, og at drømmen fortalte mig, at jeg havde brug for aflastning i naturen. Der skulle nok også have været afsat tid til en gåtur i en af Londons parker! I selve skabelsesprocessen har Ulrika Stigsdotter et vigtigt arbejdsredskab med sig fra Alnarp, og det er de otte arketypiske rum (se faktaboks). Nok så interessant for en landskabsarkitekt. Hun fortæller: De otte rum kommer fra konkrete sociologiske undersøgelser i Sverige, og det interessante er, at man har fundet frem til de nøjagtig samme resultater i andre lande også, bla i Holland. Ulrika fortæller videre: Når det handler om terapihaver for udbrændte, er der et klart mønster i, at det er arketypen Den vildtvoksende natur, der søges mest, og Festen der kan være sværest at rumme. Deltagerne vil især i starten af et forløb gerne være alene i den vildtvoksende natur i fred for andre. I Arboretet er der rigtig gode forudsætninger for at skabe disse vildtvoksende

5 grønne rum. De vil derfor få stor vægt i udarbejdelsen af haven, mens fx Festen vil få en underordnet rolle. Tilstedeværelsen af Festen er dog også vigtig, for når deltagerne begynder at kunne rumme den, er de ved at være klar til at komme tilbage til deres normale tilværelse. De arketypiske rum skal selvfølgelig ikke ses som rigide rumformer, men derimod er det op til landskabsarkitekten at udforme dem så vedkommende til lejligheden som muligt. Landskabsarkitektens genkendelige redskaber til dette er arbejdet med farver, former, stofligheder og rumfornemmelse i øvrigt, men Ulrika Stigsdotter understreger: Haverummene skal ikke være kunst. Det er brugskunst, og det er den proces og de aktiviteter, der kan foregå i rummene, der er det altafgørende. Associationen går umiddelbart til C.Th. Sørensens skrammellegeplads, hvor børn fik rum til at skabe huler, huse og tårne af skrammel. Det skete med stor kreativitet og livsglæde. Det var en pædagogisk meget fremsynet idé, som stadigvæk har svært ved at finde sin form, for hvad gør man, når hulerne, husene og tårnene er bygget færdige? Processen og aktiviteterne er det afgørende her, men der er desværre ikke nogen

6 enkel løsning på, hvordan man skaber rum med rummelighed i mere end en betydning. Det er nærliggende at spørge, hvad man som landskabsarkitekt kan byde på i den sammenhæng. Måske kunne der leges videre med tanken om den historiske inspiration i forbindelse med de arketypiske rum. Der er fx Det rofyldte rum med vandets piblen, grøn frodighed, og det afskærmede rum (der holder omgivelserne ude) som i Alhambra. Eller hvad med Padovas artsrige renæssancehave Orto Botanico, hvor cirklerne og kvadraterne er formfuldendte og hvilende i sig selv som et næsten religiøst centrum? Det kunne være et godt eksempel på et Sted til fordybelse, som var man trådt ind i en anden verden? Måske kunne man i Lysthaven få en stressramt til at trække på smilebåndet over et manieristisk påfund som fx i den italienske Villa Lante, hvor man lokkede damerne i deres fine lange kjoler til at stå et bestemt sted med en smuk udsigt, for derefter at trykke på en knap, der sprøjtede vand op under kjolerne? Eller hvad med et rum til fest i det livsglade, frodige, til tider svulstige formsprog, hvor der bare er for meget af alt som i haven Villa d Este ved Rom? Kan man hente inspiration i det monumentale aksiale rum som i Versailles? Og kan man appellere til de finere strenge i sindet med romantikkens pastorale mystiske haverum som i den engelske park Stourhead? Ideer kan der være nok af, men det spektakulære giver ingen mening her. En terapihave skal selvfølgelig udformes med omtanke og i al respekt for det menneske, der er blevet ramt af udbrændthed, og som har brug for helbredelse. Med kombinationen landskabsarkitektur og sundhed er der igen opstået en mulighed for at diskutere meningsfuldhed og indhold både i teori og praksis. På Det Biovidenskabelige Fakultet på afdelingen for Skov & Landskab har de længe været optaget af det grønne og sundheden, men der har nok ikke været så gunstigt et miljø for at udvikle disse tanker i Danmark. Indholdsdebatten har i mange år på det nærmeste været reduceret til et kikset 70 er hippiefænomen, der var landet forkert i årtierne. Begrundet i lægevidenskaben og sociologien har den vildtvoksende og artsrige natur nu fået en ny central rolle. I efteråret 2006 vandt tegnestuen SLA en konkurrence om en ny park i Københavns Nordvestkvarter, og her var det træerne og ikke mindst artsvariationen i træerne, der var det bærende element. Om forslaget siges det, at de mange træer bringer naturen ind i Nordvestkvarteret. Kan man forestille sig, at det bliver en omsiggribende trend? Internationalt har Danmark været bagefter på dette forskningsområde, men med etableringen af Danmarks første egentlige terapihave er der for alvor taget hul på landskabsarkitektur og sundhed i Danmark. Det bliver spændende at følge udviklingen fremover.