Science Fiction Elementer i Postmoderne Romaner og Film

Transkript

1 Science Fiction Elementer i Postmoderne Romaner og Film I de seneste halvtreds år er der kommet en række vidt forskellige tekster, som alle bruger elementer, som klart kommer fra science fiction (sf) traditionen, og alligevel er disse tekster ikke hvad man normalt vil kalde sf. Brugen af sf elementer tog for alvor fart sidst i 1950'erne og først i 60'erne, hvor forfattere, som for eksempel Kurt Vonnegut, begyndte at bruge disse motiver, men med en vis ironisk distance. Denne brug sker naturligvis som en del af den inkorporation af populærkulturen som var på dagsordenen, men siden den tid har sf troperne udviklet sig til mere end blot ironisk brug. Denne afhandling vil undersøge disse tekster og deres brug af sf elementer, og stille spørgsmål som 'hvad er funktionen af disse elementer?', 'hvad betyder deres tilstedeværelse?', 'hvorfor er disse tekster ikke sf tekster?', 'hvordan bruges disse elementer?'. Afhandlingen opstiller den tese at der er mere i denne brug af disse elementer end blot den typiske postmoderne genre-hybriditet. Ved at kigge på forfattere og instruktører som Paul Auster, Peter Ackroyd, Don DeLillo, Terry Gilliam, Alasdair Gray, David Lynch, Ted Mooney og andre, vil afhandlingen vise at brugen af sf troperne skaber en kompleks konstruktion som rækker dybt ind i teksterne, en konstruktion som ikke blot kan reduceres til 'ontologisk ustabilitet'. Baggrund Indenfor de sidste tyve år er en række kritikere begyndt at anskue en del sf tekster som mere eller mindre postmoderne. Denne opdagelse har affødt en lang række bøger og artikler om de postmoderne elementer i sf. Alligevel er der, med undtagelse af et par enkelte kritikere som Brian McHale eller Damien Broderick, blevet skrevet meget lidt om brugen af sf elementer i postmoderne tekster. Selv når dette emne behandles bliver det reduceret til et underordnet element, som regel blot betegnet som ironisk eller en del af en ontololgisk ustabilitet. Det er denne afhandlings formål at undersøge brugen af sf troper i postmoderne litteratur og film. Selvom det er tydeligt at sf nogle gange blot bruges som en udvikling af den genre-hybriditet som visse postmoderne tekster excellerer i, så er der andre tekster hvor brugen af sf elementer er langt mere integreret og meningsbærende i teksten. På den anden side bruger nogle postmoderne tekster sf elementer i en sådan grad at teksterne kunne kaldes sf uden på den måde at reducere tekstens virke. Kurt Vonnegut's Slaughterhouse Five og William Burroughs' The Ticket That Exploded er blot et par eksempler. Denne afhandling er dog mere interesseret i at undersøge de tekster, som det ville være forkert at kalde sf tekster. Afhandlingens fokus bliver dermed at undersøge hvordan sf troperne fungerer i relation til de 'typiske' postmoderne troper og tekstuelle strategier. Formentlig er den eneste rigtige undersøgelse af dette område foretaget at Bruce Sterling, selv 1

2 en sf forfatter, i hans 'Catscan 5' manifest, hvor han kalder en række forfattere 'slipstream forfattere' ('baghjuls forfattere'). Forfattere som skriver i baghjulet på sf, defineret som at bruge sf elementer men uden at være del af genren sf. Termen er uheldig, da den virker negativt ladet, som om der er en overdreven afhængighed af sf genren. De forfattere han nævner er blandt andre Kathy Acker, Peter Ackroyd, Angela Carter, Robert Coover, Ted Mooney, og Thomas Pynchon. Disse forfattere anses normalt for at være centrale i den postmoderne kanon, og man kunne nemt føje flere forfattere til listen. Selvom Sterlings liste primært er amerikansk, er et andet interessant aspekt at selvom sf typisk ses som en del af amerikansk litteratur, er brugen af sf elementer ikke begrænset til den amerikanske postmodernisme. Mens der kan peges på mange forskelle på amerikansk og britisk postmodernisme, er det som om brugen af sf troper bruges på begge sider af denne grænse. Derfor vil afhandlingen skabe et forenende element i de ofte meget forskellige teorier om amerikansk og britisk postmoderne litteratur; noget som har manglet i litteraturteorien, hvor de fleste kritikere kun beskæftiger sig med den ene side af Atlanten. Her er dog et område hvor der er stor lighed mellem de to nationer, hvilket gør at afhandlingen også får et komparativt islæt, med henblik på om brugen af sf troper er forskellig fra USA til England. Der findes at andet område af litteratur som kan siges at benytte elementer af sf som f.eks. Aldous Huxley's Brave New World eller George Orwell's Disse tekster er dog bedre klassificeret som utopiske/dystopiske tekster, en genre som har en meget længere historie end sf. Disse tekster adskiller sig dog ganske klart fra de tekster som denne afhandling vil omhandle. Det er klart at visse af de postmoderne tekster som denne afhandling beskæftiger sig med kan siges at befinde sig i et form for krydsfelt, men generelt er der ganske stor forskel på de to typer tekster. Teori og Metode Hvis vi vender os mod den kritiske modtagelse af dette område, kan vi se på hvad Brian McHale (McHale, Pöstmödernist Fictiön, 1987) kalder science-ficitionaliseringen af postmodernismen, hvor sf elementer overføres til andre tekster. Han giver dog aldrig nogen tydelig forklaring på hvilken funktion disse overføringer tjener, andet end blot at producere en ontologisk ustabilitet. Selvom dette naturligvis er en del af effekten, er det dog langt fra hele funktionen han får afklaret på denne måde. Ved at bruge disse sf elementer, skaber teksten andre måder at blive afkodet/fortolket på. Her kommer vi så ind i et krydsfelt med Neil Cornwell og hans 'portmanteau roman' (Neil Cornwell, The Literary Fantastic, 1990). Han skriver om det fantastiske i litteraturen og siger at forståelsen af det fantastiske i Todorovs (Tzvetan Todorov, The Fantastic, 1970) forstand er blevet 2

3 langt mere komplekst i det 20. århundrede. Han argumenterer for at det fantastiske er blevet dominant, i en vis forstand, i den moderne roman. Når vi kombinerer dette med McHales udsagn om at Todorovs tøven i den 'fantastiske postmodernisme' bliver en tøven, ikke mellem 'uncanny' eller 'marvelous', men snarere mellem denne verden og den ved siden af, kan vi se at det postmoderne og det fantastiske er tæt forbundet. Læserens tøven om hvorvidt teksten er fantastisk eller ej bunder i hvorvidt læseren forstår teksten som sf eller postmoderne. Der er selvfølgelig en forskel mellem det fantastiske og sf, og selv om Todorov beskæftiger sig med sf er hans definition ikke hvad man i dag vil regne for sf. Dog er Todorovs tøven essentiel, fordi den tøven som skabes ved introduktionen af sf troperne ikke kan løses på nogen enkel måde. Når læseren ikke kan afkode tropen som værende 'marvelous' og dermed gøre teksten til sf, kan læseren heller ikke ignorere tropen eller acceptere den som 'uncanny'. Sf tropen bliver på den måde et symbol som læseren må acceptere som en del af teksten og på samme tid en kommentar til den; et selvbevidst element uden simpel løsning. Dette element fungerer derfor som langt mere end McHales ontologiske ustabilitet, fordi den stiller spørgsmål som går langt videre end blot eksistensens og verdenens status. Hvis vi kigger på området fra sf teoriens side, møder vi Damien Brodericks term 'transrealism' (Damien Broderick, Transrealist Fiction, 2000, et begreb han låner fra Rudy Rucker), som beskriver tekster der behandler umiddelbare indtryk på en fantastisk måde. Brodericks interesse ligger dog i den traditionelle forståelse af sf, hvor han prøver at skabe endnu et argument for sf som respektabel litteratur. Dette betyder at stort set alle de tekster han beskæftiger sig med er sf tekster som bevæger sig ind i den litterære verden, snarere end at blive i genrefiktionen. Dog insisterer Broderick på at det meste sf er en form for 'signs fiction' (tegn fiktion), hvilket er interessant for denne afhandling, fordi det rejser emnet om hvad sf troper gør i forhold til udtryk og indhold (signifier/signified). Broderick gør ganske korrekt opmærksom på at sf bruger opfundne udtryk til at aktivere indhold som ikke har nogen modpart i virkeligheden. Selvom han påstår at disse udtryk ikke skal tages som troper i sf, virker det alligevel som om det er præcist den funktion de har i denne 'overskridende postmodernisme', hvor de netop fungerer som en form for tekstuel leg, som rejser spørgsmål om repræsentation mere end noget andet. Her må man sige at den mest frugtbare metode at anvende på disse konstruktioner, er Mikhail Bakhtin's begreber om dialektik, kronotop og heteroglossia. Disse begreber udvikles i The Dialogic Imagination. En dialektisk opfattelse af sf elementerne gør det netop muligt at anskue dem som værende en del af et større hele, hvor sf elementerne fungerer som kommentarer til resten af værket. På den måde skaber man et bredere felt hvor udtryk og indhold får en dybere betydning, og altså et samspil med Brodericks 3

4 idé om 'signs fiction'. Kronotop betegner hvordan rum-tids-strukturerne i et værk skaber en verden uafhængig af værket. Det vil sige det miljø som værket udspiller sig i, og det er naturligvis vigtigt for denne afhandling, idet sf elementerne jo som oftest vil skabe problematiske relationer mellem det tekstuelle miljø og den virkelighed læseren befinder sig i. Hermed opstår der en repræsentationskrise, fordi teksten ikke klart kan defineres som sf, men samtidig ikke er kongruent med den 'realistiske virkelighed'. Heteroglossia begrebet skal ses som mange forskellige stemmer der taler indenfor det samme værk, og stemmer godt overens med den funktion sf elementerne har i de udvalgte værker, netop som et brud med den virkelighed som umiddelbart findes i værket. På denne måde skabes to modstridende stemmer indenfor samme værk, som læseren må skabe et kompromis imellem. Et andet begreb som er frugtbart her, er de russiske formalisters ostranenie (fremmedgørelse), som fremprovokerer nye opfattelser gennem nye udtryk (Victor Shklovsky). Denne funktion er interessant idet at den netop er forskellig fra det som sker i sf genren, hvor de nye udtryk forstås gennem genre-kendskab og derfor ikke opfattes som fremmedgørende på samme måde, idet de forventes af læseren. Omend Bakthin ikke er formalist, er der et vist overlap mellem hans betragtninger og formalisternes interesse i den stilistiske fokus, hvor Bakhtin dog altid har fremhævet en historisk og kulturel forståelse. Formalisternes tekstopfattelser, samt Bakhtins, er alle blevet ført over i filmteorien, blandt andet af formalisterne selv (Eichenbaum, Shklovsky) og af folk som Christian Metz, Robert Stam og David Bordwell. Derfor er der ingen problemer i at bruge disse metoder på en blanding af litterære og filmiske tekster. Tekstkorpus Der er mange forskellige tekster som benytter sig af sf elementer, og de valg som præsenteres her er valgt ud fra at vise de mange forskellige måder sf elementerne kommer til udtryk på. Det er vigtigt at holde fast i at brugen af disse sf troper er en meget kompleks størrelse. Det er sjældent at sf elementerne bruges på samme måde som de ville blive brugt i en 'ægte' genre sf tekst. I stedet skaber de komplekse narrative strukturer eller åbner for en lang række af tekstuelle strategier. Hvis man kigger på Paul Austers In the Country of Last Things, ligger tekstens fokus langt mindre på den ødelagte by som Anna Blume lever i, men langt mere på hvordan menneskets natur fungerer i et sådant miljø. Et andet eksempel er Ted Mooney's Easy Travel to Other Planets, hvor det aldrig bliver gjort klart hvorvidt historien foregår i fremtiden eller på anden måde er klart sf, men delfin-forskningen, 4

5 Antarktis-diskussionerne og den informationssyge som findes i teksten, er alle vitale dele af narrativen og de er alle elementer som virker mere hjemme i en sf tekst end en 'mainstream' tekst. Alasdair Gray og Joseph McElroy kan nævnes som meget forskellige forfattere der begge har gjort brug af sf troper i visse af deres tekster. Grays Poor Things er en klar pastiche på Mary Shelleys Frankenstein men den er mindre interesseret i skabelsen af de 'Frankensteinske monstre', end i de symbolske betydninger en sådan kunstigt skabt person kan have. McElroy skaber en form for sf narrativ i hans Plus, som handler om en hjerne i en satellit i kredsløb om Jorden som langsomt opnår bevidsthed. Tekstens fokus ligger dog helt klart på hjernens tilegnelse af selvbevidsthed og nye ord. På det rent stilistiske niveau er det også interessant at se på hvordan sf troperne bliver brugt i disse tekster. Nogle gange, som i Spike Jonze's Being John Malkovich, bruges sf tropen uden nogen diskussion eller forklaring; der er simpelthen en tunnel som fører ind i John Malkovich's hoved. Tropen bruges til at skabe en specifik narrativ og den fungerer mere som en metafor som gøres konkret. Det samme er tilfældet i David Lynch's Lost Highway, hvor hovedpersonen uden videre forklaring skifter udseende og identitet. Modsat virker det i In the Country of Last Things, hvor den første femtedel af bogen bruges til at forklare byens tilstand. Ingen af disse to eksempler er måder, som sf tekster ville benytte, hvor tendensen mere ligger på at fokusere på denne trope, samtidig med at plottet udfolder sig i et hurtigere tempo end i In the Country of Last Things. Afhandlingens sigte Selvom afhandling omhandler sf til en vis grad, er der ingen interesse i at give endnu en definition eller forklaring af sf. Dette er på grund af to faktorer; den ene er at der allerede eksisterer en uendelige mængde af definitioner på sf og teoribøger om sf som har skabt et så bredt felt, at endnu et bidrag på ingen måde er nødvendigt. Den anden grund er simpelthen, at det ikke er nødvendigt for afhandlingen. Brugen af sf troper i postmoderne litteratur er mere afhængig af en forestilling om hvad sf er, snarere end en definition af feltet. Nogle gange bruger forfatterne disse elementer uden nogen historisk viden eller interesse i feltet, men inkorporerer elementerne fuldstændig arbitrært. Afhandlingen vil derimod fokusere på et aspekt af postmodernismen som er blevet overset uden nogen seriøs analyse. Dette sker på trods af at en lang række forfattere kan trækkes frem, hvor dette element indgår på mange forskellige niveauer og med mange forskellige formål og virkninger. Som jeg ser det, skaber teksterne en fremmedgørelse ved hjælp af sf troperne og indgår dermed i en diskussion om teksters repræsentation. For det første afspejler teksterne en verden hvor betydning er ødelagt og fragmenteret; litteraturens mimetiske funktion er problematisk og den eneste måde at forholde sig til verden på er 5

6 ved skabelsen af nye, tomme ord. På den måde ødelægges den almindelige signifikationsrække fordi sf troperne skaber nye, tomme ord, eller tømmer eksisterende ord for mening ved at ændre deres typiske funktion og sammenhæng. Tekstens betydningsskabelse bliver dermed sat under lup, men dermed er den ikke nødvendigvis ødelagt da denne tomhed jo ikke varer ved. Selvom sf benytter disse tomme ord, skabes der jo stadig en ny mening, og det samme gør sig gældende for disse tekster. Det springende punkt her er ikke det at ordet bliver tømt i sig selv, for det må nødvendigvis fyldes igen ellers ville teksten være ulæselig. Det er meget vigtigere hvordan ordet fyldes, for det som sker her, mener jeg, er en tøven hvor læseren afventer for at se hvad ordet skal fyldes med. På denne måde bliver repræsentationen ikke ødelagt, men den tøven som opstår mellem tekst og virkelighed skaber en dialektik som kontinuerligt problematiserer en uproblematisk mimesis. Denne dialektiske diskussion fokuserer på hvad Shklovsky kalder en genkendelse af konventioner og formularer. Her skabes en metadimension som peger på sprogets materialitet og konventioner. Dermed bevidstliggøres litteraturen og filmen som et tegnsystem hvor selv den realistiske tekst er en kunstig konstruktion. Dette betyder ikke at disse tekster ser sproget som tomt eller hult, men snarere som en kompleks konstruktion. Selvom tegnet bliver fremmedgjort, viser teksten hvordan tegnet stadig er funktionelt og kan fyldes med mening. I en verden hvor tegnet er blevet fragmenteret viser disse tekster at det dog er muligt at genskabe en tillid til tegnet, hvor betydningen ikke fastankres i den ydre verden, men rettere i tekstens egen verden. Bibliografi Tekster: Ro mane r og F ilm Kathy Acke r, Don Quixote Peter Ackroyd, Hawksmoor Paul Auster, In the Country of Last Things Nicho lson B aker, The Fermata Iain Banks, The Bridge John B arth, Giles Goat-boy Don D elillo, Ratner's Star Terry Gilliam, Brazil Alasdair Gray, Poor Things Spike Jo nze, Being John Malkovich David Lynch, Eraserhead David Lynch, Lost Highway David M arkson, Wittgenstein's Mistress Joseph McElroy, Plus Don M ckellar, Last Night Ted Moo ney, Easy Travel to Other Planets Tekster: Teori og metode Mikhail Bakhtin and P.M. M edved ev, The Formal Method in Literary Scholarship Mikhail Bakhtin, The Dialogical Imagination Mikhail Bakhtin, Speech Genres and Other Late Essays David B ordwell, Narration in the Fiction Film Damien Brode rick, Transrealist Fiction Neil Cornwell, The Literary Fantastic Herbert Eagle (ed ), Russian Formalist Film Theory Brian M chale, Pöstmödernist Fictiön Christian Metz, Language and Cinema David Po rush, The Soft Machine Victor S hklovsky, Theory of Prose Robert Stam, Subversive Pleasures Tzvetan To dorov, The Fantastic 6