Gengangere. NBO Ms

Transkript

1 Gengangere NBO Ms Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Mette Witting, Ingvald Aarstein 1

2 Manuskriptet til «Gengangere» 1. 2

3 Regine. Hvad er det, du vil? Bliv stående der du står. Det driver jo af dig. Engstrand. Det er Vorherres regn det, barnet mit. Regine. Det er fandens regn, er det. E. R. E. R. E. R. Jøss' som du snakker, Regine. (halter et pår skridt fremover.) Men det var det jeg vilde sige Klamp ikke så med den foden, menneske. Den unge herren ligger og sover ovenpå. Ligger han og sover nu? Midt på lyse dagen? Det kommer ikke dig ved. Jeg var på en svir igårkveld Det tror jeg gerne. # E. Ja, #for# vi mennesker er skrøbelige, barnet mit R. Ja, vi er nok det. # E. # og fristelserne er mange i denne verden, ser du.# Ja, {m}men endda så stod ja Gu' jeg ved arbejdet klokken halv sex idag tidligt. R. Ja, ja, se nu bare at komme dig afsted. Jeg vil ikke ha' at nogen skal træffe dig her. E. (et par skridt nærmere.) Nej Gu' om jeg går før jeg får snakket med dig. I eftermiddag blir jeg færdig med arbejdet dernede og så stryger jeg indover til byen med dampbåden inat, R. (mumler.) E. Lykke på rejsen. Tak for det, barnet mit. Imorgen skal jo asylet indvies og så blir her venteligvis ståk og styr med berusende drikke #ser du#. Og der skal ingen sige på Jakob Engstrand at han ikke kan han holde sig undaf når fristelsen kommer, ser du. 3

4 R. E. R. E. R. E. Hå! Ja, for her møder jo så mange fine folk i- morgen. Presten Manders er jo også ventendes. Han kommer alt idag. Ja ser du det. Og så vil jeg fan' ikke at han skal få noget at sige på mig, skønner du. Åhå, er det så fat. Hvadfornoget er fat. R (ser visst på ham.) E. Hvad er det nu for noget, du vil narre pre- sten {m}manders til igen? Hys, hys; er du gælen{,}? Vil jeg narre presten Manders til noget? Å nej; presten Manders er altfor snil en mand imod mig til det. Men det var det, jeg vilde snakke med dig om, ser du, at inat så rejser jeg altså hjem igen. R. E. Rejs jo før jo heller for mig. Ja, men jeg vil ha' dig med mig, Regine? R. (med åben mund.) Vil du ha' mig? Hvad er det du siger? E. Jeg vil ha' dig med mig hjem, siger jeg. R. (hånsk.) Aldrig i evighed får du mig med dig hjem. E. Å, det skal vi nok få se. R. Ja, det kan du være viss på vi skal få se. Jeg, som er opvokset her hos kammerherinde Alving! Jeg, som er næsten som et barn i hu- set her! Skulde jeg flytte hjem til dig? Til et sligt hus? Fy da! E. Hvad fan' er det? Sætter du dig op imod din far, tøs? R. (halvt mumlende uden at se på ham.) Du har tidt nok sagt, at jeg ikke kom dig ved. 4

5 E. R. E. Pyt; hvad vil du bry dig om det Har du ikke mangen god gang skældt og kaldt mig for en? Fi donc! Nej Gu' har jeg da aldrig brugt så grovt et ord ligevel. R. Å, jeg #sandser# husker nok hvad ord du har brugt. E. R. Ja, men det var jo bare når jeg var på en kant. Fristelserne er mange i denne verden, Re- gine. Uh! E. Og så var det når din mor slog sig vrang. Nogenting måtte jeg da finde på at ærte hen- de med, barnet mit. Altid skulde hun være så fin på det. (hærmer) «Slip mig! Lad mig være!» «Slig en, som du er, Engstrand!» Jeg har tjent tre år hos kammerherre Alvings på Rosenvold, jeg!» (ler.) Jøss' bevar's; aldrig kunde hun da glemme at kaptejnen blev kam- merherre mens hun tjente her. R. Stakkers mor, hende fik du da tidsnok livet af. E. (svinger på pa sig.) Ja det forstår sig; jeg skal jo ha' skylden for f alting. R. (vender sig bort, halvhøjt.) Uf ; og så det benet. E. R. E. R. 2. E Hvad siger du, barnet mit? Pied de mouton. Er det engelsk, det? Ja. Ja-ja; lærdom har du fåt herude; og det kan komme godt med nu, det, Regine. R. (efter en kort taushed.) E. Og hvad var det så du vilde med mig i byen? 5

6 Kan du spørge om, hvad en far vil med sit eneste barn? Er jeg ikke en enslig og for- ladt enkemand? R. E Å, kom ikke til mig med sligt sludder. Hvorfor vil du ha' mig derind? Jo, jeg skal sige dig, jeg har tænkt at slå ind på noget nyt nu. R (blæser.) Det har du prøvet så tidt; men lige galt blev det. E Ja, men denne gangen skal du bare se, Regine. Fan' æte mig R (stamper.) E Lad være å bande! Hys, hys; det har du så evig ret i, barnet mit. Det var bare det, jeg vilde sige, jeg har lagt ikke så lidet penger op for arbejdet ved dette her nye asylet R. E. R. Det er jo godt for dig, det. for hvad skal en vel bruge skillingen til her på landsbygden? Nå, og så? E. Jo, ser du, så havde jeg tænkt at sætte de pen- gene i noget, som kunde lønne sig. Det skulde være {...}en beværtning for sjøfolk R. Uf da! E. En rigtig fin beværtning, skønner du; vel ikke sligt noget svineri for matroser. Nej død og pine, det skulde være for skibskaptej- ner og styrmænder og og rigtig fine folk, ser du. R. Og så skulde jeg? E. Du fik hjælpe til, ja. Bare for et syns skyld, skønner du. Du skal fan' ikke få det svært barnet mit. Du kan få det rakt som du vil ha' det. R. Ja vel, ja. E. Men fruentimmer må der være i huset, det er grejt, det. For om kvellerne skal vi jo ha' det lidt morosomt med sang og dans og sligt no- get. Du må sanse på, det er vejfarendes sjø- mænder på verdens 6

7 hav. (nærmere) Vær nu ikke dum og stå dig selv i vejen, Regine. Hvad kan det bli' til med dig herude? Kan det nytte dig til noget, at fruen har kostet lær- dom på dig? Du skal jo passe ungerne på det nye asylet, hører jeg. Er det noget for dig, det? Har du slig glupende lyst til at gå og slide dig helseløs for de skidne ungernes skyld? R. E. R. E R. E. R. E. R E. R. Nej, gik det som jeg havde lyst til, så. Nå, det kan vel komme! Det kan vel komme! Hvad er det for noget, som kan komme? Å bry' du dig ikke om det. Er det mange penge, du har lagt dig op herude? I et og alt kan det vel bli' så imellem syv og otte hundrede kroner. Det er ikke så ilde. Det er til at sætte sig ivej med, det, barnet mit. Tænker du ikke på at gi' mig noget af de pengene? Nej Gu' tænker jeg ikke på det, nej. Tænker du ikke på at sende mig så my' som et stakkers kjoletøj engang. Kom og vær med mig ind til byen, du, så kan du få kjoletøjer nok. Pyt, det kan jeg gøre på egen hånd, hvis jeg har lyst til det. E. Nej, ved en fars vejledende hånd, det er bedre, Regine. Nu kan jeg få et pent hus i Lille Havnegade et R slags sjømandshjem, ser du. R E. Men jeg #vil# ikke være hos dig. Jeg har ikke noget med dig at bestille. Gå så! Du blev fan' ikke længe hos mig, barnet mit. Det er nok ikke så vel. Hvis du forstod at te dig da. Så vakker en tøs, som du er blet' R. Nå? E 7

8 Det vilde nok ikke vare længe før der kom en styrmand, ja, kanske en kaptejn R. E. R. Jeg vil ikke gifte mig med slige nogen. Sjø- mændene har ingen savoir vivre. Hvad er det du siger? Jeg siger, jeg kender sjømændene. E. Så lad være å' gifte dig med dem. Det kan lønne sig ligevel. Han Engelskmanden han i lystkutteren han gav tre hundrede spe- ciedaler, han; og hun var ikke vakkrere hun, end du. R. (imod ham.) E (viger.) 3. R Ud med dig! Nå, nå, du vil da vel ikke slå, ved jeg? Jo! Snakker du om mor, så slår jeg. Ud med dig, siger jeg{,}! og det fort. (driver ham op mod havedøren) Og smeld ikke med døren. Den unge herren E. Han sover, ja. Det er svært, som du bryr dig om den unge herren. (vender sig) Hoho; det skulde da vel aldrig være så at han? R Ud, og det fort! Du er ør, menneske. Nej, gå ikke den vejen. Der kommer pastor Man- ders. Nedover køkkentrappen med dig. E (mod højre) Ja ja, jeg skal så gøre. Men snak så med ham, som der kommer. Han er mand for at sige dig, hvad et barn skylder sin far. For jeg er nu din far ligevel, ser du. Det kan jeg bevise af kirkebogen. (han går ud til højre og lukker døren efter sig.) R (ser sig hastigt i spejlet, vifter sig med lom- metørklædet og retter på sit kravebånd; derpå gir hun sig ifærd med blomsterne.) (anders, i overfrakke og med pa- raply, samt med en liden rejsetaske i rem over skulderen, kommer gennem havedøren ind i blomsterværelset.) anders Godmorgen, jomfru Engstrand! R. (vender sig glad overrasket). Nej, se, godmorgen, herr pastor! Er damp- skibet alt kommet? Ja, det kom nu netop. Det er dog e{n}t fortræ- deligt regnvejr, vi har nu om dagene. R 8

9 . Det er et så velsignet vejr for landmanden, herr pastor. Ja, det har De visst ret i. Det tænker vi by- folk så lidet på. (begynder at drage overfrakken af.) R Må jeg hjælpe? Så Se så. Å nej, hvor våd den er. Nu skal jeg bare hænge den op i forstuen. Og så paraplyen. Den skal jeg slå op, så den kan bli tør. (Hun går ud i forstuen med sagerne.. tager rejsetasken af {d}og lægger den på en stol.) Ah, det gjorde godt at komme i hus. Nå, her står dog vel alting vel {...}til på gården? R Jo, mange tak. Men dygtig travlt kan jeg tænke, i anledning af imorgen? R Å ja her er jo en del at gøre. Og fru Alving er dog vel hjemme? R Ja kors; hun er bare ovenpå og passer cho- kolden for den unge herren Ja sig mig ; jeg hørte nede ved stoppestedet at Osvald skal være kommen. R. Ja, han kom iforgårs. Vi havde ikke ventet ham før som idag. R. Og frisk og rask, vil jeg håbe? Jo tak, det er han nok. Men gruelig træt efter rejsen. Han har faret i et kør lige fra Paris ; jeg mener han har kørt hele routen med et og samme træn. Jeg tror nok han sover lidt nu; så vi må nok tale en liden bitte smule sagte. Hys, vi skal være så stille. R (idet hun flytter en lænestol tilrette ved borden.) Og så vær så god og sæt Dem, herr pastor, og gør Dem det mageligt. (han sætter sig; hun stiller en skammel under hans fødder) Se så. Sidder herr pastoren nu godt. Tak, tak, jeg sidder fortræffeligt. (betrag- ter hende) Hør, ved De hvad, jomfru Eng- strand, jeg tror tilforladelig De er vokset siden jeg så Dem sidst. 9

10 R. Synes herr pastoren det? Fruen siger at jeg har lagt mig ud også. Lagt Dem ud? Nå ja, kanske li{g}dt; så passeligt. (kort ophold.) R Skal jeg kanske sige fruen til?. Tak, tak, det haster ikke, mit kære barn. Nå, men sig mig nu, min gode Regine, hvor- ledes går det så Deres far herude? #R# Jo tak, herr pastor, det går ham nokså bra'. #Pastor# R #M# Han var indom hos mig da han sidst var i byen. R. Jeg ved det. Han er altid så glad når han får tale med pastoren. Og De ser da vel ned til ham om dagene? R Jeg? Jo, det gør jeg nok, så tidt jeg får stun- der så Deres far er ingen rigtig stærk personlighed, jomfru Engstrand. Han trænger så inderligt til en ledende hånd. R Å ja, det kan gerne være, det.. Han trænger til at ha' nogen om sig, som han kan holde af og hvis omdømme han kan lægge vægt på. Det ko har han selv erkendt. R # være af med mig o. s. v. # Men jeg ved ikke om det går an for en ung pige at styre huset for en enslig mandsperson Hvad! Men kære jomfru Engstrand, det er 4. jo Deres far, h... her er tale om. R Ja det kan så være, men alligevel. Ja, hvis det var i et godt hus og hos en rigtig reel herre. 10

11 Men min kære Regine R en som jeg kunde nære hengivenhed for og være ligesom i datters sted R. Ja, men mit kære barn For så vilde jeg nok gerne ind til byen igen.#for her står jeg jo så alene; og herr pastoren kender jo selv til hvad det vil sige at stå alene i verden# Og det tør jeg sige om mig selv at jeg er både flittig og villig. Ved ikke herr pastoren nogen slig god plads for mig? Jeg? Nej tilforladelig om jeg det ved. R Men kærre, kære herr pastor tænk ialfald på mig dersom at (rejser sig) Jo, det skal jeg nok, jomfru Engstrand. R Ja, for R Vil De kanske være så snil at hente fruen. Nu skal hun komme straks, herr pastor. (hun går ud til venstre.) (går et par gange op og ned i stuen, står en stund i baggrunden med hænderne på ryggen og ser ud i haven. Derefter kommer han atter han atter i nærheden af bordet, tar en bog og ser på titelbladet, studser, og ser på flere) Hm ja så! (lving kommer ind gennem døren på venstre side.) (rækker ham hånden.) Velkommen, pastor! Goddag, frue. Her har De mig, som jeg loved. Det var snildt af Dem at De kom så betids. Her er jo en hel del at ordne. Men hvor har De Deres koffert? Fru {M}A Mit tøj står nede hos landhandleren; jeg blir der inat. Vil De virkelig ikke overnatte her denne gang heller? 11

12 Nej nej, #frue ellers# så mange tak; jeg blir dernede, som jeg plejer. Det er så bekvemt når jeg skal ombord igen. Nå, De skal få ha' Deres vilje. Men jeg synes da rigtignok ellers at vi to gamle mennesker Å Gud bevares, hvor De spøger. Ja, De er natur- ligvis glad idag. Først festdagen imorgen, og så har De jo fåt Osvald hjem. Ja, tænk Dem, hvilken glæde for mig. #Det er nu over to år siden han var hjemme sidst.# Og han har lovet mig at bli her hele vinteren over. Nej, har han det. Det var jo smukt og sønligt gjort af ham. For det blir jo rigtignok noget andet end at levi i Rom og Paris, kan jeg tænke mig. Ja, men her har han sin mor. Å min kære velsignede gut, han har nok hjerte for sin mor, han. Nå det vilde jo også være altfor sørgeligt om adskillelse og syslen med sådanne ting som kunst skulde sløve så naturlige følelser.. Ja, det må De nok sige; men nej såmæn har ikke det nogen nød med ham, ikke. Ja, nu skal det rigtig more mig at se, om De kan kende ham igen. Han kommer ned siden. Nu lig- ger han bare oppe og hviler sig lidt på sofaen; for han er dygtig træt efter rejsen. Men sæt Dem nu ned, kære herr pastor. Tak. De har altså tid Ja visst har jeg det. (hun sætter sig ved bordet.) Godt;... så skal De da se. (går hen til stolen, hvor rejsetasken ligger, tar en pakke papirer op af den, sætter sig ved bordet og søger en ryd- dig plads for papirerne) Her har vi nu for det første (afbrydende) Sig mig, fru Alving, hvorledes kommer de bøger her? De bøger? Det er bøger, som jeg læser i. Læser De den slags bøger? {...}Ja såmæn gør jeg det. 12

13 Føler De at De blir bedre og lykkeligere ved den slags læsning? Jeg føler, at jeg blir ligesom tryggere. Det var mærkeligt. Hvorledes det? Jo for jeg får ligesom forklaring og bekræftelse på mangt meget af det, jeg selv går og tænker på. Ja, for det er det underlige, pastor Manders; der er egentlig sletikke noget nyt i disse bøger; der står ikke andet end det, som de fleste men- nesker tænker og tror; det er bare det, at de fle- ste mennesker ikke gør sig rede for det eller ikke vil være ved det. 5.. Nå... du min Gud! Tror De for ramme al- vor at de fleste mennesker? Ja, det tror jeg rigtignok. Ja, men dog ikke her i landet vel? Ikke her hos os? Å jo såmæn, her hos os også. Nå det må jeg rigtignok sige Men hvad har De da forresten egentlig at ind- vende imod de bøger Indvende? De tror dog vel ikke at jeg beskæf- tiger mig med læsning af denne natur? Det vil sige, De kender slettikke, hvad de fordømmer. Jeg har læst tilstrækkeligt om disse skrifter for at fordømme dem. Ja, men Deres egen mening Kære frue, der er mangfoldige tilfælde i li- vet, da man må forlade sig på andre; det er nu engang således her i verden. Hvorledes skulde det ellers gå med samfundene. Nej-nej, De kan ha' ret i det. 13

14 Forresten benægter jeg naturligvis ikke at der fra formens side kan være meget tiltrækkende ved deslige skrifter. Og jeg kan jo heller ikke fortænke dem i at De her i Deres ensomhed ønsker at gøre Dem bekendt med de åndelige strømninger, som foregår ude i den store verden hvor De jo har ladet Deres søn færdes så længe, men Men? Men man taler ikke om det, fru Alving. Man behøver dog virkelig ikke at gøre hele verden #alle og enhver# regnskab for hvad man læser og hvad man tænker indenfor sine fire vægge. Nej, naturligvis; det mener jeg også. Man har dog pligter ligeoverfor det samfund, man lever i. Har man en god og gavnlig livs- gerning at arbejde for og det burde vi allesam- men ha', fru Alving så skylder man denne livsgerning og man skylder sig selv at stå for samfundets øjne i et så ulasteligt lys, som muligt; thi er man ikke ulastelig, kommer man jo ingen vej med sine formål. Ja, det har De så aldeles ret i. Tænk nu bare hvilke hensyn De skylder dette asyl, som De beslutted at oprette på en tid, da De- res meninger om de åndelige ting var vidt forskellige fra nu så vidt jeg kan skønne da Ja ja, det indrømmer jeg fuldkommen. Men det var om asylet vi s... Det var om asylet vi skulde tale, ja. Altså forsigtighed, kære frue. Og nu går vi da over til vore forretninger. (åbner omslaget og tar en del papirer ud.) Ser De disse her? Dokumenterne? Allesammen. Og i fuld stand. De kan tro, det har holdt hårdt at få dem i rette tid. Jeg har formelig måttet presse på. Autoriteterne er jo næsten pinlig samvittighedsfulde når det gæl- der afgørelser. Men her har vi dem altså. (blader i bunken.) Se her er thinglæst skøde på gårdparten Solvik, under herreggården Rosenvold, med påstående nyopførte huse- bygninger, skolelokale, lærerbolig og kapel. Og her er approbationen på legatet og på statuterne for stiftelsen. Vil De se (læser:) Statuter for børnehjemmet «Kaptejn Alvings minde». (ser længe på papiret.) Der er det altså. Jeg har brugt betegnelsen kaptejn og ikke kammerherre. Kaptejn ser mere bramfrit ud. 14

15 Ja ja, ganske som De synes. Og se her er sparebankbogen over den rentebæ- rende kapital, som er afsat for at dække asylets faste udgifter, driftsomkostningerne altså. Fru {M}A. Tak; men vær så snil at beholde den for bekvemmeligheds skyld. Meget gerne. Jeg tænker, vi lar pengene bli stående i sparebanken #for det første#. Rentefoden er jo ikke meget tillokkende 4 % fire procent på sex måneders opsigelse; hvis man senere kunde komme over en god panteobligation det måtte naturligvis være første prioritet, og en som var utvivlsomt sikker så kunde vi jo nærmere tales ved.. Ja ja, kære pastor Manders; alt det skøn- ner De bedst. Jeg skal ialfald ha' øjnene med mig. Men så er der en ting til, som jeg flere gange har tænkt at tale med Dem om. Og hvad er det for noget? Skal asylbygningerne assureres eller ikke? Ja naturligvis må de assureres. Ja stop lidt, kære frue. Lad os se noget nærme- re på sagen. Jeg holder alting assureret, både bygnin- ger og løsøre og avling og besætning. Selvfølgelig. På Deres egne ejendomme. Det samme gør jeg også naturligvis. Men her, ser De, er det en ganske anden sag. A- sylet skal jo dog ligesom helliges til en høje- re livsopgave Ja men fordi om For mit eget personlige vilde vedkommende vilde jeg ikke naturligvis ikke finde det ringe- ste anstødeligt i at vi sikre os imod alle mu- ligheder Nej, det synes rigtignok jeg også. 15

16 Men hvorledes har det sig med stemningen hos folket her ude omkring? Den kender jo De bedre end jeg. 6. Ja, stemningen Er her noget betragteligt antal af menings- bertigede af virkelig meningsberettigede som kunde ta' anstød af det? Ja, hvad forstår De egentlig ved virkelig me- ningsberettigede? Nå jeg tænker nærmest på mænd i så vidt uafhængige og indflydelsesrige stillinger at man ikke kan undlade at tillægge deres meninger en viss vægt. Ja af sådanne findes herr adskillige, som kanske nok kunde ta' anstød ifald Nå, ser De bare. Inde i byen har vi mang- foldige af den slags. Tænk bare på alle min embedsbroders tilhængere. Man kunde virkelig så såre let komme til at opfatte det, som om hverken De eller jeg havde den rette tillid til en højere styrelse. Ja, men for Deres vedkommende, kære herr pastor, ved De da ialfald med Dem selv at Ja jeg ved, jeg ved; det er san jeg har min gode bevidsthed, det er sandt nok. Men vi vilde alli- gevel ikke kunne hindre en vrang udlægning. Og en sådan kunde igen lettelig komme til at øve en hæmmende indflydelse på selve asyl- gerningen.. Ja, skulde det bli tilfældet så Ikke at tale om det vanskelige ja, jeg kan gerne sige det pinlige. Inde i byen beskæftiger alle de alvorlige kristne sig meget med denne sag asyl- sag. Asylet er jo delvis oprettet til gavn for byen også, og forhåbentlig vil det i en betragtelig grad komme til at lette vore komunale fattigbyrder{,}. Men nu ved naturligvis alle mennesker der- inde at jeg har været Deres rådgiver og har ledet alt det forretningsmæssige ved sagen. Min menighed kunde derfor så såre let få den tro, at jeg, deres egen prest Ja, det vilde jo unægtelig være ubehageligt for Dem. Ikke at tale om, at jeg aldeles ikke ved, hvor- ledes mine overordnede i kirken vilde stille sig til spørsmålet. Nå vel, kære pastor Manders; det hensyn er aldeles afgørende. 16

17 Altså ikke assurere? Nej; vi lar det være. (læner sig tilbage i stolen) igen. Men hvis nu ulykken engang var ude? En kan jo aldrig vide. Vilde De så kunne oprette skaden Nej, det siger jeg Dem rent ud, det vilde jeg aldeles ikke kunne. Ja, men ved De hvad, fru Alving, da er det igrunden et betænkeligt ansvar vi tar på os. Men synes De da at vi kan andet. Nej, det er just tingen; vi kan egentlig ikke andet. Vi bør dog ikke udsætte os for et skævt omdømme; og vi har på ingen måde lov til at vække forargelse i menigheden. De, som prest, ialfald ikke. Og jeg synes da virkelig også vi må stole på at en sådan anstalt har lykken med sig, ja, at den står under en særlig beskærmelse. Lad os håbe det, pastor Manders. Skal vi altså la' det stå til? Ja visst skal vi så. Godt. Som De vil. (noterer) Altså ikke as- surere. Det var ellers underligt at De kom til at tale om at assurere netop idag Jeg har tidt tænkt på det. for igår havde vi sånær fåt en ildebrand dernede. Hvad for noget! 17

18 Nå, det havde forresten ingenting på sig. Der var gåt ild i noget høvlflis i snedker- værkstedet. Hvor Engstrand arbejder? Ja. Han skal mangengang være så ufor- sigtig med fyrstikker, hører jeg. Han har så mange ting i hodet, den mand, så mange slags anfægtelser. Men en flink arbejder er han jo? Ja, det er han; så længe han er ædru. Ja, den sørgelige svaghed. Men han er man- gengang nødt til det for sit dårlige bens skyld, siger han. Sidste gang han var i byen, blev jeg virkelig rørt over ham. Han kom op til mig og takked mig så inderligt fo{d}rdi ho jeg havde skaffet ham arbejde her, så han kunde få være sammen med Regine. Hende ser han nok ikke meget til. Jo, han taler med hende hver dag, det sad han selv og fortalte. Ja ja, kan være. Han føler så godt at han trænger til no- gen, som kan holde ham tilbage når fri- stelsen nærmer sig. Det er det elskelige ved Jakob Engstrand, dette at han kom- mer så rent hjælpeløs til en og anklager sig for sin skrøbelighed. Sidst, han var 7. oppe og talte med mig. Hør, fru Alving, hvis det skulde være ham en hjertets fornø- denhed at få Regine hjem igen Regine! Fru {M}A så må De ikke sætte Dem imod det. Jo, det sætter jeg mig rigtignok imod. #Og desuden, Regine skal jo ha' en plads på asylet.# Men betænk, han er dog hendes far Å, jeg ved bedre hvad slags far han har været for hende. #Nej, til ham skal hun aldrig komme mere med min gode vilje.# 18

19 Men kære frue, tag det da ikke så hæf- tigt. Det er jo som om De blev rent for- skrækket Det kan være det samme. Jeg har taget Regine til mig og hos mig blir h{ys}un. (lytter) Hys, kære pastor Manders, tal ikke mere om det. Jeg hører Osvald kommer i trappen. Nu vil vi bare tænke på ham. (Osvald Alving, med over høstfrakke på, med hat o... i hånden og en tændt stor merskumspibe, kommer fra venstre.) Osvald. Osvald. Osvald. Å, om forladelse (tar piben af munden) God dag, herr pastor Ah men er det virkelig! Ja, hvad siger De om ham der, pastor Manders? Jeg siger jeg siger ; nej, men er det virkelig? Jo, det er virkelig den forlorne søn, herr pastor. Men min kære unge ven Nå den hjemkomne søn da. Osvald tænker på dengang De havde så meget imod at han blev maler. Nå, for menneskelige øjne kan jo mangt et skridt se betænkeligt ud (ryster hans hånd) Nå, velkommen velkommen. Nej, min kære Osvald ; ja jeg må nok kalde Dem ved fornavn Osvald. Ja, hvad skulde De ellers kalde mig. Godt; det var det jeg vilde sige, min kære Osvald, De må ikke tro om mig at jeg ubetinget fordømmer kunstnerstanden. Jeg antager der er mange, som kan bevare sit indre menneske ufordærvet i den stand også. Osvald. Vi bør håbe det. (strålende fornøjet) Jeg ved en, som har bevaret både sit indre og sit ydre menneske ufordærvet. Se bare på ham, pastor Manders O Osvald (driver opover gulvet.) 19

20 Ja ja, kære mor, lad nu det være. Nå tilforladelig det kan ikke nægtes. Og så har De jo alt begyndt at få et navn; aviserne har ofte talt om Dem, og så overmåde gunstigt. Ja, det vil sige, i den sidste tid har det været ligesom lidt stille. Osvald (oppe ved blomsterne) Fru {M}A Ja, jeg har ikke malet så meget i d på det sidste En maler må jo også gøre studier imellem Jeg kan tænke mig det. Og så forbereder man sig på noget stort. Ja. Mor, skal vi snart spise? Snart, snart, min kære gut. Madlyst har han da. Gud ske lov. Og smag for tobak også. Jeg fandt fars pibe, og så syntes jeg jeg måtte prøve den. Jeg husker så tydeligt jeg røgte engang af den som barn. Du? Ja, jeg var ganske liden dengang. Så var det en aften far var så glad og fornøjet, og så tog han mig og satte mig på knæet og lod mig røge af piben røg, gut, sagde han, røg dygtigt, gut og jeg røgte alt hvad jeg kunde, til jeg b kendte jeg blev ganske bleg og sveden brød ud på panden; da lo han så hjertelig godt Men kære Osvald, det har du drømt Ja, sådan var ikke Deres far på den tid. Nej, mor, jeg har sletikke drømt det. For så kom du ind og tog mig og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt, og jeg husker tydeligt at du græd. Det er næsten den eneste erindring jeg har om far. Var han ofte så lystig I sin ungdom var han en meget livsglad mand. 20

21 Og så fik han endda udrettet så meget i verden. Så meget godt og nyttigt. Den, der bare kunde få udrette halvparten så meget som far. Ja, De har i sandhed taget en fremragende en usædvanlig mands navn i arv, min kære Osvald Alving. Nå, det vil naturligvis være Dem en spore Det burde så være, ja Og smukt var det jo også at De kom hjem til hans hædersdag. Det var da det mindste jeg kunde gøre.. 7.a. Og så beholder vi ham, det er nu det bedste ved det Ja, hele vinteren, hører jeg. Aha, der har vi det altså Hvilket? Da Osvald stod der i døren... med piben, var det som jeg så hans far lyslevende. Nej, virkelig? Å, hvor kan De dog sige det? Osvald slægter jo på mig. Ja, men der er et drag ved mundvigerne, noget ved læberne, som ligner Alving minder så grangiveligt om Alving, ialfald nu han røger. (gør så.) Aldeles ikke. Osvald har #snarere# tvertimod noget preste- ligt ved munden, synes jeg. Å ja, å ja; mange af mine embedsbrødre har et lignende drag. Men sæt piben fra dig, min kære gut; jeg vil ikke ha' røg herinde. Gerne. Jeg vilde bare prøve den; for jeg har engang røgt af den som barn. 21

22 Du? Ja; jeg var ganske liden dengang. Og så hu- sker jeg, jeg kom op på kammeret til far en af- ten, han var så glad og lystig. Å, du husker ingenting. Jo, jeg husker tydeligt, han tog mig og satte mig på knæet og lod mig røge af piben. Røg gut, sa' han, røg dygtigt, gut! Og jeg røgte alt hvad jeg vandt, til jeg kendte jeg blev ganske bleg og sveden bl brød ud i store dråber på panden. Da lo han så hjertelig godt Men sådan var sletikke Deres far på den tid. Nej visst ikke, nej. Det er bare noget Osvald har drømt. Nej, mor, jeg har sletikke drømt det. For kan du ikke huske det så kom du ind og bar mig ud i barnekammeret. Der fik jeg ondt og jeg så at du græd. Var far ofte så lystig? I sin ungdom var han en #særdeles# meget livsglad mand. Og fik endda udrettet så meget i verden. Så meget godt og nyttigt. Den, der bare kun- de få udrette halvparten så meget som far. Ja, De har i sandhed taget en virksom og værdig mands navn i arv, min kære Osvald Alving. Nå, det vil forhåbentlig være Dem en spore Det burde så være, ja. Det var ialfald smukt af Dem, at De kom hjem til hans hædersdag. Det var da det mindste jeg kunde gøre. Og at jeg får beholde ham så længe, det er nu det aller smukkeste Ja, De blir jo hjemme vinteren over, hører jeg. Jeg blir hjemme på ubestemt tid, herr pastor. Å, det er dejligt at være kommen hjem! 22

23 (strålende.) Ja, ikke sandt, du? (ser deltagende på ham.) De kom tidligt ud i verden, min kære Osvald. Jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om det ikke var for tidligt. Å sletikke. Det har en rask gut netop godt af. Og især en, som er eneste barn. Slig en skal ikke gå hjemme hos mor og far og bli' for- kælet. Det er det såre omtvisteligt spørsmål, fru Alving. Fædrenehjemmet er og blir dog barnets rette tilholdssted. Det må jeg rigtignok gi' pastoren ret i.... Se nu bare til Deres søn. Hvad har følgen været for ham. Han har aldrig fåt anledning til at lære et ordentligt hjem at kende. Nej, om forladelse, herr pastor, der tar De aldeles fejl. Så? Jeg trode De havde færdedes sågodtsom udelukkende i kunstnerkredsene. Det har jeg også. Og mest iblandt de yngre kunstnere. Å ja vel. Men jeg trode, de fleste af de folk ikke havde råd til at stifte familje og st grundlægge et hjem. Der er adskillige af dem, som ikke har råd til at gifte sig, herr pastor. Ja ja, det er jo det, jeg siger. Men de kan jo derfor ha' et hjem, herr pastor. Og det har også #en og anden# mangen en af dem; og det et me- get smukt og et meget lykkeligt hjem. lving (følger spændt, nikker, men siger intet) 23

24 Men det er sletikke ungkarlshjem jeg ta- ler om. Ved et hjem forstår jeg et familjehjem, hvor en mand lever med sin hustru og sine børn. Ja eller med sine børns og med sine børns mor. 7.b. Men du forbarmende? Nå? # Lever sammen med sine børns mor! Ja, skulde han da forstøde sine børns mor? # Det er altså om ulovlige forhold, De taler; om disse såkaldte vilde ægteskaber? Jeg har aldrig mærket noget særdeles vildt ved de folks samliv. Og i sådanne hus Men hvor er det muligt at en vel opdragen mand kan bekvemme sig til at leve på den måde lige for almenhe- dens øjne! Men hvad skal de da gøre? En fattig ung kunstner, en fattig ung pige ; det koster man- ge penge at gifte sig. Hvad skal de så gøre? {M} Hvad de skal gøre? Jo, herr Alving, jeg skal sige Dem, hvad de skal gøre. De skulde holdt sig fra hinanden fra først af. Den tale kommer De ikke langt med hos unge varmblodige, forelskede mennesker. Og så at autoriteterne tåler sådant noget! At det får lo til at ske åbenlyst! #Havde jeg så ikke årsag til at være inderlig bekymret for Deres søn.# Jeg vil sige Dem, herr pastor, De kan kom- me i mange af disse uregelmæssige hjem, og De skal aldrig få høre et anstødeligt ord der. Men ved De, hvor jeg har fundet usæde- ligheden i kunstnerkredsene? 24

25 Nej, Gud være lovet! Nå, da skal jeg tillade mig at sige det. Jeg har fundet den, når en og anden af vo- re mønstergyldige ægtemænd... og familje- fædre kom derned på egen hånd for at mo- re sig en smule, og så gjorde kunstnerne den ære at opsøge dem i deres tarvelige knejper. Da kunde vi få vide besked. De herrer vidste at fortælle os både om steder og om ting, som vi aldrig havde drømt om. Hvad! Vil De påstå at hæderlige mænd her hjemmefra skulde? Har De aldrig, når deslige hæderlige mænd kom hjem igen, hørt dem fortælle og beklage den overhåndtagende usædelighed derude.. Jo, naturligvis Det har jeg også hørt. Ja, man kan trygt tro dem på ordet. De herrer ved besked. (griber sig om hodet. Å, at det skønne herlige frihedsliv derude, at det skal således tilsøles! 8. Jeg blir her på ubestemt tid, herr pastor. Det er dejligt at være kommen hjem. Ja, ikke sandt, du? De kom tidligt ud i verden, min kære Osvald. Ja, jeg gjorde det. Undertiden tænker jeg, om det ikke var for tidligt. Å sletikke. Sligt har en rask gut godt af. Og især en, som er eneste barn. Slig en skal ikke gå hjemme hos mor og far og bli' for- kælet.. Det er et såre omtvisteligt punkt, fru Alving. Hjem- er og blir dog barnets rette plads. Os. Det må jeg rigtignok gi' pastoren ret i.. Ja, {d}de kan næppe ha' nogen ret forestilling om, hvorledes et hjem skal være Å jeg har da ialfald set andre folks hjem. 25

26 Jeg trode ellers at derude, især i kunstnerkredsene leved man så temmelig hjemløst Ja, de fleste af de unge folk er nødt til det, de er uden midler og så vil de ikke undvære den dejlige fri- hed de kan tro de folk er nøjsomme, en skive skin- ke og en flaske vin Men i hvilket selskab? I et meget fornøjeligt selskab, herr pastor. Undertiden kommer der nogen modelpiger til og så blir der gerne dans. Modelpiger? Hvad vil De sige med det. Vi malere og billedhuggere behøver da modeller, ved jeg. Hvorledes skulde vi ellers kunne gengive muskler- nes spænding og lysreflexerne i huden og og alt sligt noget. De vil dog vel aldrig sige at der gives fruentimmer, som Som sidder for os kunstnere; jo, det kan jeg forsikre Dem, Og en sådan usædelighed tåler autoriteterne? Autoriteterne tåler værre slags usædelighed, end det, herr pastor, det er De visst ikke ganske uvidende om. Desværre, desværre, kun altfor sandt, men dette med modeler, det er dog være, for det sker altså åbenlyst og der tales om det Ja, det kunde ikke falde os ind andet. Å De kan tro, der er mange staute skikkelser mellem modellerne ser man ikke mange af herhjemme.. Er det i sådant selskab, de har levet derude Undertiden kommer De jeg jo også hjem til kammeraterne; man må dog se, hvorledes de har det i den huslige kreds, lege lidt med børnene Men de sagde at de fleste kunstnere ikke var gifte 26

27 Ja, det var fejlagtigt jeg mente viet. Men du forbarmende Men kære herr pastor hvad skal de gøre; en fattig maler, en fattig ung pige; de har ikke råd til at gifte sig, for det koster mange penge. Hvad skal de så gøre. De{r}t skal... jeg sige Dem, herr Alving, de skal bli fra hinanden Den tale kommer De ikke langt med hos unge varmblodige livsglade mennesker. Å det her- lige fri liv derude. Og den slags frihed skal ovenikøbet stemples som noget priseligt Jeg vil sige Dem, herr pastor, De kan komme i mange af disse uregelmæssige hjem og De skal aldrig få høre et anstødeligt ord der. Og så vil jeg sige Dem en ting til, jeg har aldrig fundet usædeligheden hos vore kunstnere dernede men ved De hvor jeg har fundet den? Nej heldigvis Ja, da må jeg desværre sige Dem det. Jo, jeg har fundet den hos mangen en af de mønstergyldige familjefædre og ægtemænd, som undertiden gør sig en udflugt derned på egen hånd, hos disse herrer med de tykke guldkæder udenpå vesten; ved De hvad det første er, de herrer har at ggøre? Jo, at sø- ge en eller anden fattig kunstner, gøre sig familiær med ham, byde ham tilaftens på en fin restauration la' champagne knalde og så støde ham på armen og foreslå at nu skal man ud og more sig og så kan vi kunstnere få høre steder nævne, som vi aldrig har hørt før, få se ting, som vi aldrig har drømt om Men det er de moralske folk, det, herr pastor, når de kommer hjem, kan man høre dem pri- se hjemmets rene sæder, i modsætning til fordærvel- sen i udlandet å ja de folk ved besked de har virkelig ret til at tale et ord med. O Men kære Osvald, du må ikke forivre dig. Nej, du har ret i det; det er ikke sundt nu går jeg en lidet tur før bordet. Undskyld, herr pastor, De kan ikke sætte Dem ind i det; men jeg måtte gi mig luft engang. (han går ud gennem den anden dør tilhøjre.) Så vidt er han altså kommen. (ser på ham og tier.) (går op og ned) Han kaldte sig den forlorne søn. Ja, desværre, desværre. 27

28 (som før) 9. Og hvad siger De til alt dette? Jeg siger at Osvald havde ret i hvert eneste ord. Ret, ret! I sådanne grundsætninger! Her i min ensomhed har jeg lært at tænke li- gedan, herr pastor. Men jeg har aldrig dristet mig til at udtale det. Nå godt og vel; min gut skal tale for mig. De er en beklagelsesværdig kvinde, fru Alving. Men nu vil jeg tale et alvorsord til Dem. Nu er det ikke længer Deres forretningsfører og rådgiver, ikke Deres og Deres afdøde mands ungdomsven, som står for Dem; det er presten, således, som han stod for Dem i det mest forvildede øjeblik i Deres liv. Og hvad er det presten har at sige mig. Jeg vil først ryste op i Deres erindring, frue. Tidspunktet er vel valgt. Imorgen er det ti- årsdagen efter Deres mands død. Imorgen skal hædersmindet afsløres over #den bortgangne# hædersmanden. Imor gen skal jeg tale til hele den forsamlede skare; men idag vil jeg tale til Dem alene. Godt, herr pastor, tal. Mindes De at De efter knapt et års ægteskab stod på afgrundens yderste rand? At {d}de for- lod Deres hus og hjem, at De flygted fra Deres mand, ja, fru Alving, flygted, flygted fra den mand, som De selv havde valgt og som #og nægted at vende tilbage til ham, så meget han end trygled og bad Dem om det.# Har De glemt, hvor grænseløs ulykkelig jeg følte mig i dette første år. Det er just den rette oprørsånd at kræve lyk- ken her i livet. Vi skal gøre vor pligt, frue, og Deres pligt var at holde fast ved den mand, som De selv havde valgt, og til hvem De var knyttet ved hellige bånd. De ved godt, hvad slags liv Alving førte i den tid, hvilke udskejelser han gjorde sig skyldig i. Det ved jeg vel, og jeg er den, som mindst billiger hans hans vandel i ungdomsårene. Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer. Det havde været Deres skyldighed med ydmygt sind at bære det kors, som var blevet Dem pålagt. Men i det sted afkaster De i oprørskhed korstet, forlader den snub- 28

29 lende, som De skulde have støttet, går hen og forspilder Deres navn og rygte, og er nær ved at forspilde andres med. Andres? En andens, mener De nok. Det var hensynsløst af Dem at søge tilflugt hos mig. Hos vor prest hos vor husven Mest derfor. Ja, tak De Deres herre og Gud, at jeg besad den fornødne fasthed, at jeg fik Dem fra Deres overspændte forehavender og at det blev mig forundt at føre Dem tilbage på pligtens vej og hjem til Deres lovlige husbond. Fru {M}A Ja, pastor Manders, det var visselig De- res værk. Jeg var kun et ringe redskab i en højeres hånd. Og hvorledes har ikke {D}det at jeg fik Dem bøjet ind under pligt og lydighed, hvorledes har ikke det vokset sig stort til velsignelse for alle Deres følgende levedage? Gik det ikke som jeg forudsagde Dem? Vendte ikke Alving sine for- vildelser ryggen, således som det sømmer sig en mand? Leved han ikke #siden den tid# ulasteligt, med Dem alle sine dage? Blev han ikke en vel- gører for denne egn, og hæved han ikke Dem således op til sig at De efterhånden blev en med- arbejder i alle hans foretagender, og det en dygtig medarbejder, fru A å jeg ved det, fru Alving; den ros skal jeg gi' Dem. Men nu kommer jeg til det næste store fejltrin i Deres liv. Hvad vil De sige med det? Ligesom De engang har fornægtet hustruens pligter, således har De siden fornægtet moderens. Ah De har været behersket af en uheldsvanger uafhængighedens ånd alle Deres dage. Al Deres tragten har været vendt imod det lovløse. Aldrig har De villet tåle noget bånd på Dem. Alt, hvad der har besværet Dem i livet har De hensynsløst og samvittighedsløst, afkastet, lig en byrde, De selv havde rådighed over. Det behaged Dem ikke længer at være hustru, og De rejste fra Deres mand. Det faldt Dem besværligt at være moder, og De sætter Deres barn ud til fremmede. Ja, det er sandt, det har jeg gjort. Men derfor er De også bleven en fremmed for ham 29

30 . Nej, nej, det er han ikke. Det er han, det må han være. Og hvorledes har De fåt ham {,}? Betænk Dem vel, fru Alving. De har forbrudt meget imod Deres mand; dette har De erkendt og rejser ham nu dette minde. Erkend også hvad De har forbrudt imod Deres eneste barn; det er endnu tid at føre ham til- bage fra forvildelsens stier. D Oprejs, hvad der dog måske endnu kan oprejses i ham; thi i sand- hed, De er en skyldbetynget moder, fru Alving. Dette har jeg anset det for min pligt at måtte si- ge Dem. (taushed.) (langsomt og roligt) De har nu talt, herr Pastor; og imorgen skal De tale offentligt til min mands erindring. Jeg skal ikke tale imorgen. Men nu vil jeg tale lidt til Dem, ligesom De har talt til mig. 10. Naturligvis, De vil fremføre undskyldninger for Deres færd Nej. Jeg vil bare fortælle. Nu? Alt, hvad De nys har sagt om mig og min mand og om vort ægtskabelige samliv efterat De, som De kalder det, er noget som De jo sletikke ved af egen iagttagelse. Eft Fra det øjeblik satte De vor dagli- ge husven ikke mere Deres fod i vort hus. De og Deres mand flytted jo herud til gården straks efter. Ja; og her komme aldig i min mands levende live. Her kom De først i forretninger, da De havde fåt med asylsagerne at bestille. (sagte og usikkert.) Helene skal dette være en bebrejdelse, så vil jeg bede Dem b overveje de hensyn, De skyldte Deres stilling, ja. Og så at jeg var en bortløben hustru. Man kan aldrig være #tilbageholdende# forsigtig nok ligeover for slige tvilsomme fruen- timmer. Kære fru Alving, dette er en så umådelig over- drivelse Det var ikke ment som nogen bebrejdelse fra min side. Jeg vilde bare sige det, at når De døm- mer om de huslige anliggender her, så holder De Dem til den den almindelige gængse mening. Nu ja vel; me og hvad så? 30

31 Men nu, Manders, nu vil jeg sige Dem sand- heden. De skal kende den, De alene i den hele verden. Og hvad er da sandheden? Sandheden er det at min mand døde lige så ryggesløs, som han havde levet alle sine dage. (famler efter en stol) Hvad var det De sagde! Efter nitten års ægteskab lige så ryggesløs, som han var før De vied os. Og disse ungdomsvildfarelser, disse uregelmæs- sigheder, udskejelser, om De vil, kalder De ryggesløst levnet. Vor huslæge brugte det udtryk. Nu forstår jeg Dem ikke. Behøves ikke heler. Det næsten svimler for mig. Hele Deres ægte- skab, hele dette mangeårige samliv med De- res mand skulde ikke være andet, end en over- dækket afgrund. Ikke en smule andet. Nu ved De det. Dette det finder jeg mig sent tilrette i. Det er som det svimler for mig. Men hvor- ledes var det da muligt at? Hvorledes har alt dette kunnet holdes skjult? Det har også været min uophørlige kamp dag efter dag. Da jeg havde fåt Osvald, syntes jeg det blev ligesom noget bedre med ham. Men det vared ikke længe. Og nu måtte jeg jo kæmpe dobbet, kæmpe ligesom på liv og død for at ingen skulde få vide, hvad hans far var for et menneske. Og så ved De jo at Alving var en af disse hjertevindende per- sonligheder, hvis levnet ikke bider på deres rygte. Men så, Manders ; det skal De og- så vide; så kom det forfærdeligste. Forfærdeligere end dette? Jeg havde båret over med ham, skønt jeg så godt vidste, hvad der gik for sig i løn udenfor huset., Men da så forargelsen kom indenfor vore egne fire vægge. 31

32 Hvad siger De! Her! Ja, her i vort eget hjem. Her, i denne stue, var det, at det gik op for mine øjne, som jeg aldrig havde tænkt mig mig muligt. Alving var derinde i spisestuen og vidste ikke af at jeg sad her. Døren stod på klem og pi- gen rydded af bordet. Da hører jeg med en- gang der blir sagt: Slip mig; lad mig være! Hvilken letsindighed! M Å, men mere end en letsindighed har det ikke været, fru Alving. Tro mig på det. Jeg fik snart vide, hvad jeg skulde tro. Dette forhold havde følger, pastor Manders. Og alt det i dette hus! I dette hus! Jeg havde tålt meget i dette hus. For at holde ham hjemme om aftenerne og om nætterne måtte jeg gøre mig til kammerat i hans svi enslige svirelag oppe på kammeret. Der har jeg måttet drikke med ham, høre på hans u- terlige sansesløse tale, kæmpe nævekampe med ham for at få ham tilsengs.. At De har kunnet bære alt dette. Jeg havde mit barn at bære det for. Men da så den sidste forhånelse kom til, da min egen tjenestepige, ; da svor jeg ved mig selv, dette skal ha' en ende! Og så tog jeg magten i huset hele magten både over ham og over alt det øvrige. For nu havde jeg våben imod ham, ser De, han turde ikke kny. Dengang var det, Osvald blev sat ud. Han var da sex syv år gammel, og han begyndte at lægge mærke til og gøre spørsmål, som børn plejer gøre. Alt dette kunde jeg ikke tåle, Manders. Jeg syntes barnet måtte forgiftes bare ved at ånde i dette tilsølede hjem. Der- for var det jeg satte ham ud. Og nu skønner De også hvorfor han aldrig fik sætte sin fod her hjemme så længe hans far leved. Der er ingen som ved, hvad det har kostet mig. De har i sandhed prøvet livet. Jeg havde aldrig holdt det ud, hvis jeg ikke havde havt mit arbejde. Ja, jeg tør sige, at jeg har arbejdet. Alle disse forøgelser af jordegodset, 11. alle forbedringerne, alle de nyttige indretninger, {...}som Alving fik pris og berøm for, tror De han havde fremfærd til sligt? Nej, nu vil jeg si- ge Dem det; jeg var den, som drev ham ivej; mig var det, s når han havde sine lysere mel- lemstunder; mig var det, som måtte hele læs- set, når han så igen begyndte på sine udskejel- {...}ser eller faldt sammen i jammer og ynkelighed. Og over denne mand er det De rejser et æres- minde. Ja, hvad synes De! 32

33 Hvor har De kunnet det? Der ser De den onde samvittigheds magt. Den onde? Det kom mig altid for som om det var umuligt andet, end at menneskene dog måtte ane sandheden. Derfor skulde asylet ligesom rydde al tvil afvejen. Og så havde jeg en grund til. Jeg vilde ikke at Osvald, at min egen gut, skulde ta' noget- somhelst i arv efter sin far. Det er altså for Alvings formue at Ja; de beløb, jeg år efter andet har skænket til dette asyl, udgør netop det beløb jeg, har regnet det nøje ud som i sin tid gjorde kaptejn Al- ving til et godt parti. Jeg forstår Dem Det var købesummen. Jeg er ikk Jeg vil ikke at de penge skal gå over i Osvalds hænder. Min søn skal ha' alting fra mig. (Osvald Alving kommer gennem den anden dør tilhøjre.) (imod ham.) Osvald. Er du alt igen? Min kære kære gut! Ja, nu skal du høre jeg hører vi skal tilbords. Det var prægtigt. Regine. (fra spisestuedøren til højre) Her er kommet en pakke til fruen. (rækker hende den.) (med et blik på pastor Manders.) Regine. Festsangene til imorgen. Hm Og så er der serveret. (... (går ind i spisestuen igen.) Os{kar}vald Jeg får vel hjælpe med flaskekorkene. (han går ind i spisestuen, hvis dør glider halvt op efter ham.) 33

34 Festsangene, pastor Manders. (med fol{g}dede hænder.). Hvorledes jeg imorgen med frejdigt sind skal kunne holde min tale, det! Å, det finder De nok ud af. Ja, forargelse kan vi jo dog ikke vække. Nej. Men så er også dette lange stygge kome- diespil tilende. Fra imorgen af skal det være, som om den døde aldrig havde levet i dette hus. Her skal ingen anden være, end min gut og hans mor. (Inde i spisestuen høres larmen af en stol, som væltes.) Regines stemme, (hvasst men dæmpet derinde) #Osvald da! Er du gal. Din mor kan se dig.# Slip mig. Lad mig være! Ah! (Hun ser forvildet af rædsel mod spisestuen. Osvald høres hoste og nynne derinde.). Hvad! Hørte jeg ret, fru Alving Gengangere. Begge de døde Regine! Er hun? Ja. Kom. Ikke et ord! (hun griber pastor Manders om armen og går vaklende henimod spisestuen.) 34

35 Anden akt. (Samme stue. Regnen vedvarer frem- deles.) (anders og fru Alving kommer ud fra spisestuen.) (endnu i døren.) Velbekomme, herr pastor. (taler ind i spi- sestuen) Kommer du ikke med, Osvald. O (indenfor.). Nej tak; jeg tror jeg går lidt ud. Ja gør det; nu er det lidt opholdsvejr. (hun lukker spisestuedøren og går hen til forstue- døren og kalder) Regine? Regine. (udenfor.) Ja, frue? Gå ned i strygeværelset og hjælp med kran- sene. R Ja vel, frue. (lving forvisser sig om at hun går; der- på lukker hun døren.) Fru {...}A...2. Han kan dog ikke høre noget derinde. Ikke når {...}D døren er lukket. Desuden så går han ud. Jeg er endnu som fortumlet; jeg begriber ikke hvorledes jeg har kunnet synke en bid at den velsignede mad. Jeg ikke heller. Men hvad er her at gøre? Ja, hvad er at gøre? Jeg er overbevist om at endnu er ingen ulykke sket. Men et usømmeligt forhold er det ligefuldt. 35

36 Det hele er et løst indfald af Osvald, det kan De være viss på Ja, jeg er jo ikke så inde i deslige ting, men Men ud af huset må hun naturligvis Det er en selvfølge. Men hvorhen? Vi kan da ikke forsvare at Hvorhen? Naturligvis, hjem til sin far. Til hvem, mener De Til sin. Nej, men Engstrand er jo ikke. Nej men kære frue, hvorledes er dette muligt? De må jo dog ta' fejl alligevel. Desværre; jeg tar ikke fejl i nogenting. Johanne måtte gå til bekendelse for mig; og Alving kunde ikke nægte. Men neddysses måtte det jo. Hun fik en temmelig rigelig sum for at tie. Resten sørged hun selv for. Hun fik gøre bekendtskab med snedker Engstrand, indbildte ham noget om en eller anden udlænding, som skul- de have ligget her den sommer. Så blev hun og Engstrand viet i huj og hast. Ja, De vied dem jo selv. Men hvorledes skal jeg da forklare mig? Jeg husker så tydeligt at En da Engstrand kom for at bestille vielsen. Han var så rent sønderknust og anklaged sig så bitterligt for den letsindighed, han havde gjort sig skyldig i. Ja, han måtte jo ta' skylden på sig. Men en sådan uoprigtighed af ham! Og det i- mod mig! Det havde jeg tilforladelig ikke troet om Jakob Engstrand. Nå, jeg skal rigtignok ta' ham al- vorligt for mig. Og så det usædelige i en sådan forbindelse! For penges skyld. Hvor stort var det beløb, hun havde at råde over. Det var tre hundrede specier. Ja, tænke sig bare, for tre lumpne tre hundrede specier at gå hen og la' sig ægtevie til en falden kvinde. Hvad siger De da om mig, som gik hen og lod mig vie til en falden mand? 36

37 Men Gud bevare os; hvad siger De; en falden mand. Tror De Alving var renere, da jeg gik med ham til alteret, end Johanne var, da Engstrand og lod sig vie til hende? Ja, men det er dog så himmelvidt forskellige ting Sletikke så forskellige endda. Der var rigtignok stor forskel i prisen lumpne tre hundrede da- ler og en hel formue. Men at De kan stille noget så uligt sammen. De havde jo dog berådet Dem med Deres hjerte og med Deres slægtninge.# # # # Jeg trode De forstod hvorhen det, De kalder mit hjerte havde forvildet sig dengang. Havde jeg forståt noget sådant, var jeg ikke bleven en daglig gæst i Deres mands hus. Hvorledes tror De en nittenårs pige beråder sig med sit hjerte; er en slig en skikket til at binde seg for hele livet? Nå, men Deres f mor da, og begge Deres søstre Ja, det er sandt; de gjorde op regningen for mig. Å det er utroligt, hvor klart de forstod at be- vise for mig, at det vilde være den rene dårskab at afstå et sligt tilbud. Om mor kunde se op nu og vidste, hvor al den herlighed havde båret hen. Udfaldet kan ingen gøres ansvarlig for. Så me- get står ialfald fast at Deres ægteskab blev stiftet overensstemmende med fuld lovlig orden. Ja, dette med lov og orden. Jeg tror mangen- gang, det er det, som volder alle ulykkerne her i verden. lving, nu forsynder De Dem. Ja, det får så være; men jeg står ikke i det med alle disse bånd længer; jeg kan det ikke; jeg må arbejde mig ud til frihed. #Jeg skulde aldrig lagt dølgsmål på As levnet Men jeg turde ikke andet 37