KAPITEL 34 LOKALUNIVERSETS MODERÅND

Transkript

1 KAPITEL 34 LOKALUNIVERSETS MODERÅND Når en Skabersøn personaliseres af den Universelle Fader og den Evige Søn, da individualiserer den Uendelige Ånd en ny og unik repræsentation af sig selv som medfølger denne Skabersøn til rummets områder for der at være hans partner, først i den fysiske organisering og senere i skabelsen og omsorgen af væsenerne i det nylige projekterede univers. En Skabende Ånd reagerer både på fysiske og åndelige realiteter; ligeledes gør en Skabersøn; og således er de samordnet og associerede i administrationen af et lokalunivers i tid og rum. Disse Døtreånder har del i den Uendelige Ånds væsen, men de kan ikke fungere samtidigt i arbejdet med fysisk skabelse og med åndelig omsorg. I den fysisk skabelse tilvejebringer Universets Søn mønstret mens Universets Ånd igangsætter materialisationen af fysiske realiteter. Sønnen opererer med styrkemønstrer men Ånden omformer disse energiskabelser til fysiske substanser. Skønt det på mange måder er svært at beskrive den Uendelige Ånds tidlige universtilstedeværelse som en person, er Åndepartneren for Skabersønnen, ikke desto mindre personlig og har altid fungeret som et tydeligt særskilt individ. ÅND 1. PERSONALISERINGEN AF DEN SKABENDE Efter færdiggørelse af den fysiske organisering af en stjerne- og planetklynge og efter at strømkredsene er etableret af superuniversets styrkecentrer, efter dette indledende skabelsesarbejde er udført af den Uendelige Ånds repræsentanter virkende gennem og under ledelse af hans skabende fokusering i lokaluniverset, da går Mikaelsønnernes proklamation ud om at det næste i det nylige organiserede univers som skal projekteres er liv. Efter at Paradiset har erkendt denne hensigtserklæring, indtræffer der en reaktion af godkendelse i Paradistreenigheden, hvorefter den Herskerånd i hvis superunivers denne nye skabelse undergår organisering forsvinder ind i Guddommenes åndelige lysskin. I mellemtiden nærmer de andre Herskerånder sig denne Paradisguddommenes centrale bolig, og senere når den guddomsomfavnet Herskerånd træder frem for sine kolleger indtræffer det som kaldes for en primær eruption. Dette er et ufattelig åndelig lysglimt, et fænomen som klart som kan skelnes så langt borte som i det omhandlende superunivers hovedkvarter, og samtidig med denne lidt forstået opfattelse af treenighedsmanifestation indtræffer en betydelig forandring i naturen af tilstedeværelse og styrken i den Uendelige Ånds skabende ånd som er bosiddende i det omhandlende lokalunivers. Som svar på disse paradisfænomener personaliseres der øjeblikkelig i tilstedeværelsen af Skabersønnen

2 en ny personlig repræsentation af den Uendelige Ånd. Dette er den Guddommelige Plejer. Skabersønnens individualiserede Skabende Åndemedhjælper er blevet hans personlige skabende medarbejder, lokaluniversets Moderånd. Fra og gennem denne nye personlige udskillelse fra Samforeneren udgår de etablerede strømme og anviste strømkredse af åndekraft og åndelig indflydelse som er bestemt til at gennemstrømme alle verdner og væsener i dette lokalunivers. I virkeligheden er denne nye og personlige tilstedeværelse kun en omformning af den før-eksisterende og mindre personlige medarbejder til Sønnen i hans tidligere arbejde med organisering af det fysiske univers. Dette er med nogle få ord beretningen om et uhørt stort drama, men det er næsten alt som kan berettes om disse betydningsfulde hændelser. De er øjeblikkelige, uudgrundelige og ufattelige; hemmeligheden med teknikken og fremgangsmåden ligger i Paradistreenighedens familie. Der er kun en ting vi er sikker på: Åndetilstedeværelsen i lokaluniverset under tiden for den rent fysiske skabelse eller organisering var ufuldstændig differentieret fra den Uendelige Ånd i Paradiset; derimod, efter at den overvågende Herskerånd atter åbenbarer sig fra Gudernes hemmelige omfavnelse og efter lysglimtet af åndelig energi, forandres den lokale manifestation af den Uendelige Ånd pludseligt og fuldstændigt til den personlige lighed med Herskerånden som befandt sig i forvandlende forbindelse med den Uendelige Ånd. Lokaluniversets Moderånd får således en personlig natur som er farvet af naturen hos Herskerånden i superuniverset for det omhandlende astronomiske forvaltningsområde. Denne personaliserende tilstedeværelse af den Uendelige Ånd, lokaluniversets Skabende Moderånd, er i Satania kendt som den Guddommelige Plejer. For alle praktiske hensigter og åndelige formål er denne manifestation af Guddommen et guddommelig individ, en åndeperson. Og som sådan er hun kendt og agtet af Skabersønnen. Det er gennem denne lokalisering og personalisering af den Tredje Kilde og Center i vores lokalunivers at Ånden senere kan blive så underlagt Skabersønnen at det er om denne Søn at man i sandhed kan sige Al magt i himlen og på jorden er betroet ham. VÆSEN 2. DEN GUDDOMMELIGE PLEJERS Efter at have gennemgået en tydelig personlighedsforvandling på tidspunktet for livets skabelse fungerer den Guddommelige Plejer sin en person og samarbejder på en meget personlig måde med Skabersønnen hvad angår planlægningen og styrelsen af de omfattende anliggender i deres lokale skabelse. For mange væsentyper i universet kan selv denne repræsentation af den Uendelige Ånd synes ikke at være helt personlig under tidsaldrene før Mikaels sidste overdragelse; men efterfølgende ophøjelsen at Skabersønnen til en suveræn magt Mestersøn forstærkes de personlige egenskaber hos den Skabende Moderånd i en sådan grad at hun kan genkendes som en person af alle individer som kommer i kontakt med hende. Fra sin tidligere association med Skabersønnen har Universets Ånd alle den Uendelige Ånds egenskaber for fysisk kontrol, inklusiv fuld formåen til antigravitation. Efter at Universets Ånd har opnået personlig status udøver hun den samme uindskrænket og fuldstændige kontrol af sindsgravitationen i lokaluniverset som den Uendelige Ånd ville gøre ved personlig tilstedeværelse. I hvert lokalunivers fungerer den Guddommelige Plejer i overensstemmelse med naturen og de medfødte karakteristika hos den Uendelige Ånd således som de

3 legemliggøres i en af de Syv Herskerånder i Paradiset. Selvom der findes en grundlæggende ensformighed i karakteren hos alle Universånder findes der også en funktionel forskellighed som bestemmes af deres oprindelse hos en af de Syv Herskerånder. Denne forskellighed i oprindelse er forklaringen på at lokaluniversernes Moderånder fungerer på forskellig måder i forskellige superuniverser. Men i spørgsmålet om alle væsentlige åndelige egenskaber er disse Ånder identiske, lige åndelige og helt og aldeles guddommelige, uden hensyn til superuniversernes differentiering. Den Skabende Ånd er medansvarlig med Skabersønnen i produktionen af verdnernes skabte væsener og hun svigter aldrig Sønnen i anstrengelserne med at opretholde og bevare disse skabelser. Liv tildeles og vedligeholdes gennem den Skabende Ånds formidling. Du udsender din Ånd og de bliver skabt. Du fornyr jordens overflade. Ved skabelsen af et univers med forstandsvæsener fungerer den Skabende Moderånd først indenfor universfuldkommelsens sfære og samarbejder med Sønnen i skabelsen af den Klare Morgenstjerne. Senere nærmer Åndens efterkommere sig i stigende grad klasserne af skabte væsener på planeterne, så som Sønnerne synker i grad fra Melkisedekerne til de materielle Sønner, som faktisk tager kontakt med verdnernes dødelige. I den senere evolution af dødelige væsener formidler Livsbringersønnerne den fysiske krop, fabrikeret af det eksisterende organiserede materiale i verden, mens Universets Ånd bidrager med livsånden. Selvom det syvende segment i storuniverset i mange henseender kan være ganske langsom i udvikling ser betænksomme forskere af vores problem frem mod at en overordentlig velafbalanceret skabelse udvikler under de kommende tidsaldre. Vi spår denne høje grad af symmetri i Orvonton fordi den Ånd som leder dette superunivers er lederen for Herskerånderne i det høje, en åndeintelligens som legemliggjort i den balancerende forening og fuldkomne koordinering af særtrækkene og karakteren hos alle tre evige Guddomme Vi er langsomme og bagud i forhold til de andre sektorer, men vi kan uden tvivl forvente os en transcendent udvikling og en enestående opnåelse en gang under fremtidens evige tidsaldre. 3. SØNNEN OG ÅNDEN I TID OG RUM Den Evige Søn eller den Uendelige Ånd er hverken begrænset eller betinget af tid eller rum, men de fleste af deres efterkommere er det. Den Uendelige Ånd gennemstrømmer alt rum og bebor evighedens cirkel. I sine personlige kontakter med tidens børn må den Uendelige Ånds personligheder ofte tage tidselementet i betragtning, men ikke så meget med rummet. Mange former af sindsudøvelse ignorerer rummet men medfører en tidsforsinkelse ved koordineringen af forskellige niveauer af virkelighed i universet. En Enlig Budbringer er praktisk taget uafhængig af rum undtagen at det faktisk kræver tid at rejse fra en plads til en anden; og der findes andre lignende men for jer ukendte væsner. I spørgsmålet om personlige privilegier er en Skabende Ånd til fulde og total uafhængig af rummet, men ikke af tiden. Der er ingen specialiseret personlig tilstedeværelse af denne Universånd på hverken konstellationernes eller systemernes hovedkvarter. Hun er ligelig og udbredt tilstede overalt i sit lokalunivers og er derfor netop lige bogstaveligt og personligt tilstede i en verden som i en anden.

4 Kun hvad angår tidselementet er en Skabende Ånd i en vis grad begrænset i sin plejevirksomhed i universet. En Skabersøn handler øjeblikkelig overalt i sit univers men den Skabende Ånd må regne med tiden i den universelle sindsvirksomhed, undtagen hvis hun bevidst og med forsæt benytter sig af de personlige privilegier som Universets Søn har beføjelser over. Ved ren åndelig funktion virker den Skabende Ånd også uafhængig af tiden, såsom i hendes samarbejde med den hemmelighedsfulde afspejlningsvirksomhed i universet Skønt den Evige Søns strømkreds for åndegravitation fungerer uafhængig af både tid og rum så er det ikke alle af Skabersønnens funktioner som er undtaget fra begrænsninger i rummet. Hvis man undtager hændelserne i de evolutionære verdner, så synes disse Mikaelsønnere at kunne virke relativt uafhængig af tiden. En Skabersøn handicappes ikke af tiden, men han betinges af rummet; han kan ikke personlig være to steder samtidig. Mikael fra Nebadon handler tidløst indenfor sit eget univers og med hjælp af afspejlingen praktisk taget også indenfor superuniverset. Han kommunikerer tidløst direkte med den Evige Søn. Den Guddommelige Plejer er Skabersønnens forståelsesfulde medhjælper som gør det muligt for ham at overvinde og kompensere for sine iboende begrænsninger med hensyn til rummet, for når disse to fungerer i administrativ forening er de praktisk taget uafhængig af tid og rum indenfor grænserne for deres lokale skabelse. Derfor, således som man i praksis kan observere overalt i et lokalunivers, så fungerer Skabersønnen og den Skabende Ånd sædvanligvis uafhængig af både tid og rum eftersom de begge, henholdsvis har den enes uafhængighed af tid og den andens uafhængighed af rummet til rådighed. Kun absolute væsener er uafhængig af tid og rum i absolut betydning. Majoriteten af den Evige søns eller den Uendelige Ånd underordnede personer er afhængig af både tid og rum. Når en Skabende Ånd bliver rumbevidst forbereder hun sig på at anerkende et begrænset rumområde som sit, et rige indenfor hvilket hun kan være rumfri i modsætning til et andet rum som hun er betinget af. Man er kun fri til at vælge og handle indenfor det område som ens bevidsthed omfatter. LOKALUNIVERSET 4. STRØMKREDSENE I Der findes tre særskilte åndestrømkredse i lokaluniverset Nebadon: 1. Skabersønnens overdragelsesånd, Trøsteren, Sandhedsånden. 2. Den Guddommelige Plejers åndestrømkreds, Helligånden. 3. Strømkredsen for forståelsespleje inkluderende de syv tilknyttede sindsånders mere eller mindre forenede aktiviteter med forskellige funktioner. Skabersønnerne er udrustede med en ånd som er tilstede i universet og som på mange måder er overensstemmende med de i Paradisets stationerede Syv Herskerånders ånd. Dette er Sandhedens Ånd som udøses over en verden af en overdraget Søn efter at han har fået åndelig ejendomsret til denne verden. Denne overdragne Trøster er den åndelige kraft som vedvarende trækker alle

5 sandhedssøgende til Ham som er sandhedens personifikation i lokaluniverset. Denne ånd er en medfødt egenskab hos Skabersønnen, og den udgår fra hans guddommelige natur præcis ligesom hovedstrømkredsene i storuniverset stammer fra Paradisguddommenes personlighedstilstedeværelse. Skabersønnen kan komme og gå; hans personlige tilstedeværelse kan være i lokaluniverset eller andetsteds; Sandhedens Ånd fungerer dog uforstyrret, for selvom denne guddommelige tilstedeværelse stammer fra Skabersønnens personlighed, så er den funktionelt centreret i den Guddommelige Plejers person. Universets Moderånd derimod forlader aldrig lokaluniversets hovedkvartersverden. Skabersønnens ånd kan fungere, og gør det også, uafhængig af Sønnens personlige tilstedeværelse, men dette gælder ikke for hendes personlige ånd. Den Guddommelige Plejers Helligånden ville ophøre med at fungere såfremt hendes personlige tilstedeværelse blev flyttet fra Salvington. Hendes åndetilstedeværelse synes at være fast forankret i universets hovedkvartersverden, og det er netop dette faktum som gør det muligt for Skabersønnens ånd at fungere uafhængig af hvor Sønnen befinder sig. Universets Moderånd virker som universfokus og -centrum for Sandhedsånden samt for hendes egen personlige indflydelse, Helligånden. Skaberen Fader-sønnen og den Skabende Moderånd bidrager begge på forskellig måde til sindsbegavelsen hos sine børn i lokaluniverset. Den Skabende Ånd overdrager imidlertid ikke sind førend hun er udrustet med personlige privilegier. De superevolutionære personlighedsklasser i et lokalunivers begavet med lokaluniversets type af superuniversets sindsmønster. Menneske- og lavere end menneske stående klasser fra det evolutionære liv er begavet med de tilknyttende ånders type af sindsministrering. De syv tilknyttende sindsånder er skabt af et lokalunivers Guddommelige Plejer. Disse sindsånder ligner hinanden i karakter men forskellig i deres formåen, og de har alle lige del i naturen hos Universets Ånd selvom de næppe kan anses som værende personligheder som kan adskilles fra deres Moder-skaber. De syv sindshjælpere har fået følgende navne: visdommens ånd, dyrkelsens ånd, rådets ånd, kundskabens ånd, modets ånd, forståelsens ånd, intuitionens, den hurtige opfattelsens ånd. Disse er Guds syv ånder, som ildblus brænder foran tronen, som profeten så i visionens symboler. men han så ikke de fireogtyve vagters troner rundt omkring disse tilknyttende sindsånder. Denne redegørelse repræsenterer en sammenblanding af to skildringer af hvilken den ene henfører til universets hovedkvarter og den anden til systemets hovedstad. De fireogtyve ældstes troner findes i Jerusem, hovedkvarteret i jeres lokalsystem af beboede verdner. Det var imidlertid om Salvington at John skrev: Og fra tronen udgik lyn og torden og stemmer universets informationsudsendelser til lokalsystemet. Han så også lokaluniversets væsener for retningsvisende kontrol, hovedkvartersverdens levende kompasser. Denne retningsvisende kontrol i Nebadon opretholdes af Salvingtons fire kontrolvæsener som virker over universets strømkredse og dygtigt assisteret af den første fungerende sindsånd, intuitionens hjælper, den hurtige opfattelsens ånd. Beskrivelsen af disse fire væsener på dansk kaldt vilddyr er blevet bedrøveligt spoleret, de er enestående smukke og udsøgte i deres fremtrædelse. Kompassets fire vedensretninger er universelle og indbygget i livet i Nebadon. Alle levende væsener har kropsenheder som er følsomme for og reagerer på disse

6 retningsvisende strømme. Disse væsenskabelser duplikeres ned fra universet til de enkelte planeter og i samarbejde med verdnernes magnetiske krafter aktiverer de mængderne af mikroskopiske legemer i den animalske organisme så disse retningsvisende celler altid peger mod nord og syd. Således er retningssansen for altid fikseret hos universets levende væsener.menneskeslægten er ikke helt uvidende om denne sans. Disse legemer blev for første gang observeret på Urantia omkring tiden for denne beretning. 5. ÅNDENS PLEJE Den Guddommelige Plejer samarbejder med Skabersønnen i udformningen af liv og skabelsen af nye væsenklasser helt frem til tiden for hans syvende overdragelse, og efterfølgende når han er ophøjet til fuld suverænitet i sit univers fortsætter hun samarbejdet med Sønnen og Sønnens overdraget ånd i det fortsatte arbejde med verdnernes pleje og planeternes fremadskridelse. I de beboede verdner påbegynder Ånden arbejdet ed den evolutionære fremadskridelse, begyndende med verdens livløse materiel. Først udstyrer hun vækstlagets liv, derefter dyreverdens organismer og senere de første klasser af menneskeliv, og hver efterfølgende tildeling medfører yderligere udvikling af det evolutionære potentiale i det planetariske liv, fra de første og primitive stadier til fremkomsten af viljevæsener. Dette Åndens arbejde sker for en stor dels vedkommende gennem de syv sindshjælpere, løftets ånder, det forenende og koordinerende åndesind på de udviklende planeter som bestandig og forenet leder menneskeracerne mod højere idéer og åndelige idealer. Det dødelige menneske oplever for første gang Åndens pleje i forening med sindet når det rent animalske sind, som de evolutionære væsener er forsynet med, udvikler evnen til at modtage dyrkelsens og visdommens sindshjælpere. De sjette og syvende sindshjælpers virksomhed angiver en sindsevolution som når over tærsklen til åndelig pleje. Og umiddelbar efter inkluderes disse sind i hvilken dyrkelsen og visdommen kan fungere i den Guddommelige Plejers åndelige strømkredse. Når sindet således er kommet i besiddelse af den Hellige Ånds pleje har det evnen til (bevidst eller ubevidst) at modtage den Universelle Faders åndelige tilstedeværelse Tankeretteren. Men det er først når en Overdragelsessøn har frigjort Sandhedsånden for planetarisk pleje til alle dødelige at alle normale sind automatisk bliver forberedt for modtagelsen af Tankerettere. Sandheds Ånden arbejder som een med tilstedeværelsen af den Guddommelige Plejers ånd. Denne dobbelte åndeforbindelse svæver over verdnerne for at forsøge at lære menneskenes sind om sandhed og åndelig oplysning, for at inspirere sjælenes hos de opstigende slægters væsener og for bestandig at lede de folk som bebor de evolutionære planeter mod deres guddommelige skæbne, deres mål i Paradiset. Selvom Sandhedsånden er udøst over alt kød bestemmes grænserne for funktionen og styrken hos denne Sønnens ånd næsten helt af menneskets personlige modtagelse af det som udgør kernen i Overdragelsessønnens mission. Den hellige Ånd er delvis uafhængig af menneskers indstilling og delvis betinget af beslutninger og samarbejde som udgår fra menneskers vilje. Men ikke desto mindre bliver den Hellige Ånds pleje i stigende grad effektiv i helliggørelse og åndeliggørelse af det indre liv hos de dødelige som mere udførligt adlyder den guddommelige ledelse.

7 Som individer er i ikke personlig i besiddelse af en adskilt del eller et adskilt væsen af Skaberen fader-sønnens ånd eller af den Skabende Moderånd; disse åndeformer tager ikke kontakt med eller bor inde i tankecentrene i individets sind, såsom Mysterieledsagerne. Tankeretterne er definitive individualiseringer af den Universelle Faders førpersonlige virkelighed. De dvæler i selve værket i det dødelige sind som en virkelig del af dette sind, og de arbejder bestandig i fuldkommen harmoni med Skabersønnens og den Skabende Ånds kombinerede ånder. Tilstedeværelsen af den Hellige Ånd fra Universdatteren til den Uendelige Ånd, af Sandhedsånden fra Universsønnen til den Evige Søn og af Retteren fra den Universelle Fader i eller med en evolutionær dødelig, betegner symmetri i den åndelige begavelse og plejen og gør en sådan dødelig kvalificeret til bevidst at erfare trosfaktummet om det at være en Guds søn. 6. ÅNDEN I MENNESKET Når evolutionen på en beboet planet avancerer og dens indbyggere bliver mere åndeliggjorte, så kan yderligere åndelige indflydelser modtages af disse modne personligheder. Når de dødelige gør fremskridt i at kontrollere sindet og fornemme ånden bliver disse mangesidige former af åndepleje desto mere samordnede i funktionen; de flyder i stigende grad sammen med Paradistreenighedens overordnede virksomhed. Selvom Guddommeligheden kan være flertallig i sin manifestation så er Guddommen i menneskets erfaring ental, altid en. Og heller ikke oplever mennesket den åndelige pleje som flertallig. Uafhængig af pluraliteten i oprindelse så er alle åndeindflydelser funktionelt en og den samme. De er virkelig en eneste, for de er Gud den Syvfoldiges åndepleje i og for de skabte væsener i storuniverset; og når væsener vokser i påskønnelse af og modtageligheden for denne åndens forenede pleje bliver den i deres erfaring Gud den Højestes pleje. Fra den evige herlighedens højder stiger den guddommelige Ånd langs en lang serie trin for at møde dig sådan som du er og hvor du er, for derefter i troens partnerskab kærlighedsfyldt at omfavne sjælen, som er af dødelig oprindelse, og påbegynde den sikre og bestemte tilbagerejse langs disse trin fra nedstigningen uden at standse førend den evolutionære sjæl er trygt ophøjet til de selvsamme højder hvorfra den guddommelige Ånd oprindelig drog ud på denne opgave af barmhjertighed og pleje. Åndelige krafter søger og opnår fejlfrit deres egene oprindelige niveauer. Når de r draget ud fra det Evige vender de med sikkerhed tilbage, medbringende alle de tidens og rummets børn som har omfavnet den indre Retterens ledelse og undervisning, de som i sandhed er blevet født af Ånden, Guds trossønner. Den guddommelige Ånd er kilden til den vedvarende pleje og opmuntring af menneskebørnene. Din styrke og din gerning er efter hans barmhjertighed, gennem fornyelse i Ånden. Det åndelige liv forbruges, ligesom den fysiske energi. Åndelig anstrengelse resulterer i relativ åndelig udmattelse. Hele opstigningserfaringen er virkelig såvel som åndelig; derfor er det sandt skrevet Det er Ånden som stimulerer. Ånden giver liv. Den døde teori i selv de fornemste religiøse doktriner er magtesløse når det gælder at omforme menneskets karakter eller regulere de dødeliges adfærd. Hvad dagens verden behøver er den sandhed som jeres fordoms lærere forkyndte: Ikke

8 med ord alene, uden i kraft og Hellig Ånd. Den teoretiske sandhedens sæd er død, de højeste moralopfattelser er uden virkning, medmindre og indtil den guddommelige Ånd ånder på sandhedens former og levendegøre retfærdighedens formler. De som har taget imod og anerkendt Guds tilstedeværelse inden i sig er blevet født af Ånden. I er Guds tempel, og Guds ånd bor i jer. det er ikke nok at denne ånd udøses over jer; den guddommelige Ånd må dominere og regulere hver fase af menneskets erfaring. Det er tilstedeværelsen af den guddommelige Ånd, livets vand, som forhindrer den dødelige misfornøjelsens fortærende tørst og den uåndelige menneskesindets ubeskrivelige sult. Af Ånden motiverede væsener tørster aldrig nogensinde, for dette åndelige vand skal i dem blive en tilfredsstillelsens kilde hvorfra vandet stiger op med evigt liv. Sådanne guddommelige vandede sjæle er så godt som uafhængig af den materielle omgivelse når det gælder livets glæder og den tilfredsstillelse som den jordiske tilværelse skænker. De er åndelig oplyste og fornyet, moralsk styrket og begavet. I hver dødelig findes der en dobbelt natur: de nedarvede dyriske tendenser og den høje tilskyndelse som åndelig begavelse giver. Under det korte liv i lever på Urantia kan disse to forskellige og modsatte drivkræfter sjældent forsones; de kan knap harmoniseres og forenes; men under hele din livstid virker den forenede Ånd vedvarende for at hjælpe dig til at underkaste kødet mere og mere under Åndens ledelse. Selvom du må gennemleve hele dit materielle liv, selvom du ikke kan undgå kroppen og dens behov, ikke desto mindre er du i spørgsmålet om formål og ideal, i stigende grad givet evnen til at underkaste den dyriske natur under Åndens beherskelse. Indeni dig findes faktisk en sammensværgelse af åndelige krafter, et forbund af guddommelige magter, som udelukkende formål er at påvirke din afsluttende frigørelse fra materiel trældom og finite handicaps. Hensigten med hele denne virksomhed er at i må blive styrket med kraft gennem Hans ånd som er i jeres indre menneske. Og alt dette repræsenterer kun de forberedende skridt for den afsluttende opnåelse af troens og tjenestens fuldkommenhed, den erfaring hvori i skal blive opfyldt af hele Guds fylde, for alle de som ledes af Guds ånd, de er Guds sønner. Ånden tvinger aldrig, leder kun. Om du er villig til at lære, om du ønsker at nå op til åndeniveauer og nå de guddommelige højder, om du oprigtig ønsker at nå det evige mål, da skal den guddommelige Ånd varsomt og kærlighedsfuldt lede dig langs sønskabets og de åndelige fremskridts vej. Hvert skridt du tager må kendetegnes af villighed, intelligent og glad samarbejde. Åndens dominans er aldrig forurenet eller kompromitteret af tvang. Og når et sådan liv under åndens ledelse frivilligt og intelligent er accepteret udvikles der gradvis i menneskets sind en positiv bevidsthed om guddommelig kontakt og forvisning om åndefællesskab; før eller senere vidner Ånden med din ånd (Retteren) at du er et Guds barn. Din egen Tankeretter har allerede fortalt dig om dit slægtskab med Gud, så derfor bevidner også denne optegnelse at Ånden vidner med din ånd, ikke for din ånd. Bevidstheden om at ånden dominerer et menneskes liv efterfølges af at Åndens kendetegn i stigende grad fremtræder i livsreaktionerne hos en sådan af ånden ledet dødelig, for åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, ydmyghed og afholdenhed. Selvom sådan en i ånden

9 ledede og guddommelig oplyst dødelig vedvarende vandrer frem langs det hårde arbejdes enkle stier og med menneskelig trofasthed udfører de ansvarsligheder som hører til deres jordiske opgaver, så er de allerede begyndt at skelne lysene fra det evige liv som glimter langt borte ved kysterne af en anden verden, de er allerede begyndt at forstå virkeligheden i den inspirerende og trøstende sandhed at Guds rige består ikke i mad og drikke, men i retfærdighed og fred og glæde i den Hellige Ånd. Og gennem alle prøvelser og i alle besværligheder er de sjæle som er født af ånden båret af håbet som overvinder al rædsel, for den guddommelige Åndens tilstedeværelse udøser Guds kærlighed i alle hjerter. 7. ÅNDEN OG KØDET Kødet, den medfødte natur som nedstammer fra menneskeracernes oprindelse i dyreriget, bærer ikke af sig selv den guddommelige Åndens frugter. Når de dødeliges natur er blevet opgraderet af tillægget fra naturen hos Guds Materielle Sønner, således som Urantiaracerne på en vis måde blev avanceret af Adams overdragelse, da er vejen bedre beredt for Sandhedsånden til at samarbejde med den iboende Retter for at frembringe den fine høst af åndens karakterfrugter. Hvis i ikke afviser denne ånd, da skal han lede jer frem til al sandhed, selvom det skulle fordre en evighed at fuldføre opgaven. Evolutionære dødelige som bebor verdner som i deres åndelige udvikling er normale oplever ikke disse skarpe konflikter mellem ånden og kødet hvilket kendetegner dagens urantiaracer. Men selv på de mest idealistiske planeter må mennesker før Adam gøre sig positive anstrengelser for at stige op fra det rent dyriske eksistensniveau til efterfølgende niveauer af tiltagende intellektuelle betydninger og højere åndelige værdier. De dødelige i en normal verden oplever ikke denne vedvarende krigsførelse mellem deres fysiske og åndelige naturer. De konfronteres med nødvendigheden af at klatre op fra de animalske eksistensniveauer til de højere planer af åndelig liv, men denne opstigning minder mere om at gennemgå en uddannelsesmæssig træning når man sammenligner den med de intensive konflikter hos de dødelige på Urantia indenfor dette område af divergerende materiel og åndelig natur. Urantias folk lider af følgerne af en dobbelt tab af hjælp når det gælder denne stræben i progressiv planetarisk åndelig opnåelse. Caligastia-omvæltningen afstedkom en hastig verdensomspændende forvirring og berøvede alle senere generationer den moralske hjælp som et velordnet samfund ville have frembragt. Men endnu mere ulykkeligt var den adamiske forsømmelse idet at denne berøvede menneskeracerne for den fremragende type af fysisk natur som ville have været mere harmonisk med åndelig stræben. De dødelige på Urantia er tvunget til at gennemgå en så påfaldende kamp mellem ånden og kødet fordi deres fjerne forfædre ikke i højere grad blev adamiserede af overdragelsen fra Eden. Det var den guddommelige plan at de dødelige menneskeracer på Urantia skulle have haft fysiske naturer som mere naturligt havde været åndereagerende. Trods denne dobbelte ulykke til menneskets natur og dets omgivelser, så ville dagens dødelige opleve mindre af denne tilsyneladende krig mellem kødet og ånden, hvis de ville indtræde i åndens rige, hvor Guds trossønner nyder relativ befrielse fra kødets slaveri i den oplyste og befriende tjeneste ved helhjertet at hellige sig til at

10 gøre den himmelske Faders vilje. Jesus viste menneskeslægten den nye måde at leve den dødeliges liv, i hvilken menneskevæsenerne for en stor del kan undgå de hårde konsekvenser af Caligastia-oprøret og højst effektivt kan kompensere for de afsavn som blev resultatet af den adamiske forsømmelse. Ånden fra Kristus Jesu liv har gjort os frie fra den animalske livets lov og fra ondskab og syndens fristelser. Dette er den sejr som overvinder kødet, nemlig jeres tro. De gudsbevidste mænd og kvinder som er blevet født af Ånden oplever ingen større konflikt med deres dødelige natur end indbyggerne i de mest normale verdner, planeter som aldrig er blevet smittet af synd eller berørt af oprør. Trossønner arbejder på intellektuelle niveauer og lever på åndelige planer som ligger langt ovenfor de konflikter som forårsages af uindskrænkede eller unaturlige fysiske begær. De normale drifter hos animalske væsener og den fysiske naturs naturlige begær og impulser står ikke i konflikt med selv den højeste åndelige opnåelse, undtagen hos uvidende, fejllærde eller uheldige oversamvittighedsfulde personer. Efter at du er påbegyndt færden på den evige livets vej, efter at du har accepteret opgaven og fået dine ordre om fremrykning, frygt da ikke farerne ved menneskelig forglemmelse og de dødeliges ubestandighed, vær ikke bekymret med tvivl over fejltagelser eller af indviklet forvirring,tøv ikke og stil ikke spørgsmål til din status og stilling, for i hver mørk stund, ved hver vejkryds under kampen fremad, vil Sandhedsånden altid tale og sige: Dette er vejen. på Urantia.] [Fremført af en Mægtig Budbringer, midlertidig forordnet til tjeneste