Kirkelig Infor HOMOFILI AF LÆGE TORBEN POULSEN, SKIVE. K S B B NR ÅRGANG ISSN INDHOLD:

Transkript

1 K S B B NR ÅRGANG ISSN Kirkelig Infor mation Kirkelig Information Kirkelig Information INDHOLD: HOMOFILI 1 BISPEVIELSE 3 WALTER OBARES TALE 4 DEBAT OM BISPEVIELSEN 10 KIRKETUGT 11 NELAPROGRAM 14 KIRKESTÆVNE 15 HOMOFILISPØRGSMÅLET 23 LÆST 26 HOMOFILI AF LÆGE TORBEN POULSEN, SKIVE. Danmark var det første land i verden, der i 1989 indførte en lov om registreret partnerskab. 6 år efter nedsatte biskopperne et udvalg, der skulle belyse spørgsmålet om kirkelig velsignelse af registreret partnerskab og evt. foreslå et ritual til dette brug. Rapporten forelå i På biskoppernes efterfølgende møde afviste man et ritual, men åbnede mulighed for en kirkelig markering i form af en gudstjeneste eller andagt. Den måtte ikke have rituel karakter og således ikke indeholde en tilspørgsel eller velsignelse med håndspålæggelse. Missionsprovinsen ny biskop, Arne Olsson. Foto: Erik Okkels ABONNEMENT: Kirkelig Information udkommer 4-6 gange årligt. Prisen for 2005 er 120 kr. Pensionister 90 kr. Studerende: 50 kr. Abonnement bestilles hos redaktion eller ekspedition og løber indtil afbestilling. I en årrække har Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske øvet en stærk lobbyvirksomhed, som helt klart har haft sin effekt ikke mindst i medier, blandt meningsdannere og politikere. Derved bliver den almindelige befolknings holdninger flyttet, især dog hos dem, der giver sig til kende offentligt, biskopper vel ikke undtaget. Det sidste tegn på dette er de 7 biskoppers vejledende ordning for gudstjenestelig velsignelse af homoseksuelle par vedtaget , 4 biskopper kunne ikke tiltræde. En af de holdninger der kommer til udtryk i debatten er, at med den viden vi i dag har om årsagen til homoseksualitet, må vi acceptere den som en normal variant inden for seksuallivet, som for den pågældende er lige så naturlig som heteroseksualitet er for andre. Derfor må disse mennesker leve deres seksualitet ud ganske som alle andre. Kirken må også acceptere dette, om end Bibelen siger noget andet. De 7 biskopper præciserer, at de bibelske udsagn om homoseksualitet ikke kan Udgivet Kirkens af Kirkelig Ja og Nej Samling om Bibel og Bekendelse 1

2 anvendes i en fordømmelse, idet det evangeliske hel-hedssyn vejer tungere i denne sag end enkeltstående bibelord. Det forekomme næsten som om det evangeliske helheds-syn blive et mantra, der kan eliminere ellers ganske klare bibelord. Hvad er da dagens viden om årsagerne til homofili? Der er faktisk ikke fremkommet vigtig ny viden de sidste 10 år på dette område, og derfor vil jeg i det følgende i ret udstrakt grad referere fra Johan Schmidt Larsens bog Homofili, Lohses Forlag Mange tror, at homofile er født sådan, at Gud har skabt dem sådan. Men man har aldrig påvist genetiske, hormonelle eller strukturelle faktorer, som med nogen form for sikkerhed kan forklare årsagen. Derimod kan miljøet uden tvivl være en medvirkende faktor. Det er for pladsrøvende at gå i dybden med dette, men flere forskningsresultater peger på, at psykologiske og sociale faktorer har betydning. Ifølge en forsker, der har undersøgt næsten 1000 homofile, skyldes udviklingen af homofili hos mænd primært forstyrrelser i forældre-barn forholdet og specielt i forholdet til faderen. Flere forskningsresultater peger i samme retning. Meget tyder på noget lignende hos lesbiske. 2 Tidligere har homofili været betragtet som en sygdom i en hovedgruppe omhandlende neuroser og personlighedsforstyrrelser og som undergruppe seksuelle afvigelser. Men i USA i begyndelsen af 70 erne førte bøssebevægelsen en voldsom kampagne mod psykiaterne med forstyrrende demonstrationer, som vanskeliggjorde det Amerikanske Forbund for Psykiatere s konferencer og forskning. Under dette pres vedtog man i 1973, at homoseksualitet skulle slettes af den officielle sygdomsliste. Selv i 1977 mente 69% af psykiaterne stadig, at homoseksualitet almindeligvis repræsenterede en sygelig tilpasning. I 1980 slettede den danske sundhedsstyrelse homoseksualitet af den danske liste. Med disse vedtagelser fik man bragt 80 års psykoanalytisk observation til tavshed som en kendt amerikansk psykolog har udtalt. Det vil i dag være professionelt selvmord at forske ud fra tankegangen, at homoseksualitet er en seksuel afvigelse. Når nogle fagfolk betragter homofili som en personlighedsforstyrrelse, skyldes det bl.a. de homoseksuelles seksuelle adfærdsmønster og den manglende evne til at leve i faste monogame parforhold. I en undersøgelse fra 1978 fandt man, at kun 10% af de mandlige homoseksuelle levede i parforhold, som bare var relativt monogame. 28% havde haft 1000 eller flere partnere på undersøgelsestidspunktet. Kun 17% havde haft færre end 50 seksualpartnere og hos 79% var mere end halvdelen af deres partnere fremmede. Denne ekstreme søgen efter nye partnere og seksuel tilfredsstillelse vidner ikke om et harmonisk seksualliv, måske næppe om et harmonisk liv i det hele taget. Det stemmer overens med flere fagfolk, psykologer og psykoterapeuter, der f.eks. mener, at homoseksualitet repræsenterer en binding, en stilstand eller et tilbageslag i udviklingen, hvor heteroseksualitet er det naturlige endepunkt for en persons udvikling. Der kan altså være tale om, at modningen af personligheden har været hæmmet i de områder, hvor opvækstens frustrationer har haft indflydelse, d.v.s. hvor følelser af selvmedlidenhed og mindreværd er opstået. På andre områder kan personen godt være psykologisk voksen og moden. Den unge kan få en mindreværdsfølelse i forholdet til sin seksuelle identitet eller kønsidentitet. Meget få homoseksuelle forhold tilfredsstiller eller giver glæde ud over et kort-

3 varigt følelsesmæssigt løft. En tysk sociolog, som selv er homoseksuel, har erklæret, at det trofaste homoseksuelle venskab er en myte, vi går efter mange partnere tvunget af vor orientering, men han erkender, at det ædle, varige venskab sælger lettere m.h.p. at vænne samfundet til det homoseksuelle fænomen. Når man i en årrække har opfattet homofili som en seksuel afvigelse, en neurotisk udvikling af en del af personligheden, har man naturligvis også i rent verdslig regi søgt at behandle, som man gør i forbindelse med andre afvigelser og med rimelig effekt. Men efter at homoseksualitet er slettet af den officielle sygdomsliste, er behandling i offentligt regi af homoseksuelle, som ønsker at frigøre sig fra deres driftsretning, nærmest umulig. Disse lades i stikken af det offentlige system. En sådan officiel behandling vil jo primært bestå i at få patienten til at acceptere sin driftsretning. Som der anføres i Dynamisk Psykiatri, en lærebog udkommet i Danmark i 2002: At give psykoterapeutisk behandling for en tilstand, der opfattes som noget naturligt, om end plagsomt, er ikke noget godt udgangspunkt. Det er som regel de psykiatriske følgetilstande, der fører til behandling Tidligt i forløbet kan man drage nytte af samtaleterapi m.h.p. at afklare den seksuelle orientering og støtte tilpasningen til denne. Tidligere i samme kapitel nævnes ikke desto mindre forstyrrelser i forældre-barn forholdet hos homoseksuelle dels i tidlig barnealder, dels senere i barndommen. Der kan udvikle sig angst eller depressivitet og klart øget selvmordsrisiko. Endelig kan der i pubertetsperioden eller senere udvikle sig en svagere homoseksuel orientering som led i et forbigående neurotisk udviklingstræk. Dette handler om en mangelfuld udvikling af identitet og selvhævdelse med sekundære homoseksuelle fantasier. Det kan lede til homoseksuelle kontakter afhængig af ydre påvirkninger, f.eks. militærtjeneste, fængselsophold eller eksperimentseksualitet. Så vidt Dynamisk Psykiatri. I modsætning til denne holdning er der især i den vestlige verden opstået flere kristne organisationer, der arbejder på at hjælpe homoseksuelle, også med at komme ud af deres homoseksualitet. Der er tilknyttet terapeuter og psykologer. I Danmark arbejder på dette område Basis, som er foreningen Agape s arbejde blandt mennesker med problemfyldt seksualitet. HANS OLAV OKKELS BISPEVIELSE I GØTEBORG Da man 1958 i Sverige indførte ordination af kvinder, indførte man samtidig en samvittighedsklausul, der sikrede modstandere af ordination af kvinder ret til at virke i Den svenske Kirkes embeder. I 1993 brød man dette løfte og indførte ordinationsstop for alle, som ikke så sig i stand til gudstjenstligt samarbejde med kvindelige præster. Det så ud, som om det kun var et spørgsmål om tid, inden det gamle syn var totalt udryddet af Svenska Kyrkan. Men 5. februar 2005 bispeviede biskop Walter Obare Omvanza fra Den evangelisk lutherske Kirke i Kenya (ELCK) kyrkoherde (sognepræst) Arne Olsson til biskop i Missionsprovinsen, som ønsker at stå inden for Svenska Kyrkan som et selvstændigt bispedømme. Han skal bl.a. være biskop for de frie koinonior (frimenigheder), 3

4 som har dannet sig rundt omkring i Sverige. Umiddelbart efter bispevielsen skulle den nye svenske biskop ordinere to svenske og en finsk kandidat til præstetjeneste. Biskop Obare blev assisteret af to andre lutherske bikopper, der ligesom han selv har apostolsk succession, nemlig biskop Tswaedi fra Sydafrika og biskop Zviki fra Hviderusland. Endvidere assisterede biskop Børre Knudsen fra Strandebarm Provsti i Norge og biskop Ulf Asp fra Det evangelisk lutherske kirkesamfund i Norge. Desuden deltog lutherske præster fra Sverige, Finland, Danmark, Litauen og USA på forskellig måde i handlingen sammen med ca Det blev en stor og glædelig oplevelse at deltage i denne handling, som muliggør, at der også fremover kan være en luthersk kirke i Sverige med et klassisk bibelsk embedssyn. Der var stor mediebevågenhed omkring begivenheden, idet 60 journalister deltog og TV fra både Sverige og Finland var til stede. (Se fotos på Missionsprovinsens hjemmeside index.htm Den officielle kirkeledelse havde truet de præster, som aktivt tog del i handlingen, og domkapitlet i Karlstad har rejste straks sag mod biskop Arne Olsson og fradømte ham retten til at udøve præsteembedet i Svenska Kyrkan, hvad han har appeleret til højere instans (Se nærmere: ). Heller ikke for biskop Obare og hans kirke var det omkostningsfrit at hjælpe Missionsprovinsen til en biskop, idet Det lutherske Verdensforbunds forretningsudvalg indstiller, at man ikke mere skal benytte ham som konsulent. I stedet for golde protester mod magthaverne i den svenske kirke og i stedet for ørkesløse forhandlinger med en mere og mere frafalden kirkeledelse, hvis løfter man alligevel ikke kan stole på (jvf. samvittighedsklausulen) har man fejret bispevielse. Jeg kom til at tænke på en verslinje fra sangen om modersmålet: Og just som de tro de, hun var i bånd og bast/ Da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast. En af de store oplevelser ved bispevielsen var biskop Obare tale ved bispevielsen, som gengives nedenfor. HOO BISKOP WALTER OBARE OMWANZA BISPEVIELSE I GØTEBORG Biskop Walter Obare Omwanzas tale i Gøteborg ved vielsen af Arne Olsson til biskop i Missionsprovinsen Hvorfor er vi her i dag? Datoen 5. februar 2005 vil få en permanent plads i lutherdommens fremtidige historie. På denne særlige dag modtog Missionsprovinsen i den lutherske kirke i Sverige sin første biskop: Arne Olsson. Samme dag modtog lutherske kristne i de 4 lutherske kirker i Sverige og Finland nyindviede præster, som skal tjene dem med Guds ord og de hellige sakramenter. I alt dette, som vi foretager os her i Gøteborg, bliver afsnittet fra Paulus brev til Efeserne endnu engang virkeliggjort: Han er steget op til det høje, han har ført fanger med,

5 han har givet gaver til menneskene (Ef. 4,8). Datoen 5. februar 2005, rejser naturligt spørgsmålet: Hvorfor vi, som er kommet fra forskellige dele af hele verden, er her? Hvorfor os fra Afrika, Østeuropa, Tyskland, Skandinavien og Nordamerika? Dette spørgsmål kan rettes til os endda med en vis indignation. Samme spørgsmål kan også stilles på grund af rådvildhed og forlegenhed. Men vi bør heller ikke glemme, at der findes lutherske kristne i Sverige og Finland, som kan besvare dette spørgsmål med den dybeste taknemlighed. Deres bønner er blevet bønhørte på samme måde, som anmodningen fra Makedonien til apostelen Paulus blev hørt: Kom over til Makedonien og hjælp os (Ap. Ger. 16,9). Vi er ikke kommet til Gøteborg på grund af letsindig eventyrlyst. Grundene til, at vi er kommet her, vil jeg gøre vældig tydelige og klare for alle, som af en eller anden grund stiller dette spørgsmål. 1. Vi er her, fordi kristen kærlighed og solidaritet fordrer det. Gang på gang er motiveringen for min beslutning om at komme herover til hjælp for lutherske kristne i Sverige og Finland blevet udtrykt i apostelen Paulus s ord i hans første brev til Korinterne vedrørende trivslen i Kristi mystiske legeme, kirken, Lider én legemsdel, så lider også alle de andre(1. Kor. 12,26). Dette var også mit bibelske svar til ærkebiskoppen i den lutherske kirke i Sverige for over et år siden: Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Min beslutning om at tage dette skridt har ikke været let. Jeg har kæmpet med denne kaldelse, men en kaldelse er det, en kaldelse fra Gud. Jeg tog ikke let på denne beslutning. Hvor mange gange er jeg ikke blevet fristet til at lytte til velmente råd om ikke at komme her. Jeg har modtaget til overflod af sådanne råd. Alligevel er min samvittighed lænket til sandheden. Jeg har modtaget mit biskoppelige embede i en luthersk kirke for at tjene den guddommelige sandhed og den kristne kærlighed. Kristen bibelsk sandhed og kærlighed kan ikke være ufølsom, når lidelse er til stede. Denne lidelse er blevet følt også på andre kontinenter, og det er grunden til, at vi er her. Den nødsituation hos vore lutherske brødre og søstre i Europa, særligt i Skandinavien, er blevet hørt og følt. Denne nødsituation er ikke af nyere dato. Det har virkelig været et åbent sår i det lutherske legeme i årtier, i det mindste siden 1983, da samvittighedsklausulen fra 1958 blev afskaffet efter en intens og politisk velorganiseret mediekampagne. Hvad værre er, en sådan klausul blev aldrig antaget i Finland. Hvad dette betød i praksis var, at lutherske kristne blev nægtet deres grundlæggende kristne frihed til at deltage i apostoliske gudstjenester i deres kirker. I stedet er der blevet gjort forskellige forsøg på at tvinge dem til gudstjenester, som ikke blev ledet i overensstemmelse med Bibelen og de forordninger, som er blevet os overleverede ved vor Herres Jesu Kristi apostle. Jeg vil tale åbent. I Afrika og andre dele af verden er vi komplet ude af stand til forstå et sådant rigidt kirkeligt tyranni i en tid med globale menneskerettigheder, herunder religionsfrihed og fri gudsdyrkelse. Civile og kirkelige regimer, som griber til tvang og ligefrem tyranni fremmer aldrig en god sag tværtimod. Så langt tilbage som det 17. årh. forlod England den slags tyrani, som ærkebiskop William Laud tilstræbte, da han søgte fuldstændig kirkelig ensartethed ved samvittighedsløse, ubarmhjertige og verdslige midler. Tyskland har ladt de år bag sig, da den preussiske konge ligefrem benyttede sig af militær magt for at knuse den fredsommelige modstand fra sine lutherske undersåtter, der ikke kunne acceptere en kirkeunion med de reformerte, hvis lære 5

6 ødelagde den lutherske lære. Skandinavien burde have ladt den slags tyranni mod kristne samvittigheder forblive tilbage i det 19. århundrede, hvor regeringer, love, statskirkebiskopper og domkapitler på mange og forskellige måder forfulgte folkelige lutherske vækkelser i de nordiske lande. Luthersk gudstjeneste og embede går hånd i hånd. Underligt, at det er de lutherske kirker i Skandinavien, som på mange måder har været et forbillede for den almene velfærd i hele verden, der har valgt at opgive kristen kærlighed for i stedet at undertrykke samvittighederne. Om det er den langsomt døende arv fra fortidens statskirke, der stadig plager de lutherske kristne, ved jeg ikke. Men når kirkerne handler sådan, genspejler de samfundene omkring dem, når disse bliver stadig mere intolerante mod den kristne tro. En af os, biskop Børre Knudsen, har siddet i fængsel i Norge, fordi han højlydt forsvarede de ufødte børn i sin modstand mod abort. For nylig blev en pinsepræst i Sverige dømt til fængsel, blot fordi han underviste sin menighed om den sandhed, som vi alle kan læse i det første kapitel af apostelen Paulus s brev til Romerne. Vi må ikke acceptere noget som helst forsøg på at skræmme og lukke munden på den bibelske røst om sand kristen tro. Det er i sandhed forkert, at ordination nægtes mænd, som er blevet kaldet af Gud og den kristne menighed, og hvis eneste fejl er trofasthed mod Guds ord og den lutherske bekendelse, deres og den sande kirkes sande styrke. De, der er retteligt kaldede til præsteembedet og som opfylder de rette krav til dette embede, skal kunne blive indviede til samme embede. Det er ikke første gang, lutheranere møder den slags dilemmaer. Vi behøver bare tænke på Dietrich Bonhoeffers liv og eksempel, han, som ikke kunne tjene en kirkestyrelse, som havde kompromitteret sig selv, og som, da han arbejdede som lærer ved Zingst og Finkelwalde, tog den samme kurs, som vi 6 har taget i dag. Hvor Guds kongevej blokeres af politiske og kulturelle fordomme, af menneskelige autoriteter og traditioner, mod Guds ord og den lutherske bekendelse, må de af os, som er frie, komme vore undertrykte medkristne til hjælp. Kristi kærlighed fordrer det. Derfor er vi her i dag. 2.Vi er her på grund af Guds ord. Jeg har sagt nogle få ord om kristen kærlighed. For at holde os alle på det rette spor, når vi anvender ordet kærlighed, citerer jeg, hvad vor Herre og Frelser Jesus Kristus selv har sagt i Johannes Evangeliet: Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens Ånd... Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham. (Johs. 14,15-16, 21). Der findes ikke nogen sand kristen kærlighed, som er skilt fra Guds ords sandhed. Hvad som helst i denne verden, som gør krav på det ædle navn kærlighed og alligevel skiller sig fra Guds sande ord, er blot menneskelige pretention eller fåreklæder, der dækker horder af ulve. Det er ingen tilfældighed, at kirkelig undertrykkelse af kristne samvittigheder går hånd i hånd med forskellige slags fornægtelser af Guds ords sandhed. Hvad der begynder som en udvanding af Bibelen i liberalismens navn vil snart ende som uforsonlig intolerance overfor den kristne tro. Det er den udvikling, vi har været vidne til i Vesten. Tidligere har nordiske lande skænket mange fremragende bibelteologer til hele kristenheden. I dag er det en sørgelig kendsgerning, at de fleste flertalskirker i den vestlige verden totalt har mistet lyset fra Guds ord. Kristi scepter, som ifølge hans sikre løfte (Matt. 28, 20), er nærværende i hans kirke er blevet skubbet til side

7 af menneskeligt intellektuelt hovmod. Denne krise angående Guds ord i nogle kirker er ikke et barn af i går. Krisen har været i gære i forskellige etablerede kirker i årtier. I det anglikanske kirkefællesskab har spørgsmål om bibelske sandheder vedrørende kristen moral, som for nylig har nået et højdepunkt i spørgsmålet om homoseksualitet i kirken, fået kirkerne i Afrika og Asien til at miste tålmodigheden. Deres stærke protest mod det ødelæggende frafald fra Guds ord har tvunget kirkeledere i den vestlige verden til alvorligt at genoverveje deres standpunkt. Samme spørgsmål næsten splittede Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling. Hovedparten af kristenheden lever uden for Vesten. Den tid er allerede kommet, hvor kristne i Afrika og Asien har lært klart at sige ja og nej, når Guds ords sandhed kræver det. Med de berømte ord fra 60 ernes britiske premierminister, Harold Macmillan: Forandringens vind blæser over kontinentet (Afrika). Hvad enten vi synes om det eller ej, er denne vækst i national bevidsthed en politisk kendsgerning. Vi er ikke længere søde barnlige væsener fra eksotiske missionsmarker. Vi er faktisk kristne, som er blevet myndige. Når jeg udtaler disse kritiske ord, glemmer jeg ikke alt det åndelige og materielle gode, som vi har modtaget fra Vesten. Apostelen siger: For Gud er ikke uretfærdig, så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed, som I har vist hans navn, ved at I har tjent og stadig tjener de hellige (Hebr.6,10) Vor lutherske kirke i Kenya står særligt i stor gæld til de svenske lutherske missionærer, som førhen kom og hjalp os. Vi ønsker at følge deres bibelske lutherske undervisning, ikke at sælge vor tro på forfængelighedens marked med vor tids skiftende modeluner. Den undervisning, som vi fik fra Sverige for længe siden, vender nu tilbage fra Afrika. Vi modtog denne undervisning fra jer, og i dag giver vi den tilbage til jer med taknemmelige og frimodige hjerter. Når vi tænker på, hvad de folk lærer, som forsøger at hindre apostolisk gudstjeneste og præstevielse, og hvad de, som er udsatte for deres undertrykkelse, lærer, er valget krystalklart. Den eneste sande kirke er den kirke, i hvilken Guds ord er den uomtvistelige øverste autoritet i alle og alt, præcis som Dr. Martin Luther skriver i de Schmalkaldiske artikler: Og vi vil heller ikke lytte til det, de i kirkens navn befaler eller forbyder. Thi et barn på syv år ved herefter, Gud være lovet, hvad kirken er: den er nemlig de hellige troende og fårene, som hører sin hyrdes røst. Thi helligheden består i Guds ord og den rette tro (Smalkaldiske artikler 12). Hvor Guds ord undertrykkes i de kristnes liv, som holder fast ved hans ord, er det vor kristne pligt at komme dem til hjælp på alle de måder, vi kan. Vi er i sandhed her i dag på grund af Guds ord. 3.Vi er her på grund af de lutherske bekendelser. Vi tror, lærer og bekender, at Guds ord er klart og utvetydigt, fordi vor Herre og Frelser Jesus Kristus selv er dette ord, som apostelen Johannes på vidunderlig måde lærer os i begyndelsen af sit evangelium (Johs. 1,1). Endvidere, der er ingen forandring, ingen formindskelse af Guds ord, eftersom Jesus Kristus er den samme i går, og i dag og i evighed (Hebr. 13,8). De lutherske bekendelser er en ret sammenfatning af dette ords lære. Det var Dr. Martin Luthers gerning som reformator at genoprette Kirkens eneste legitime autoritet, nemlig autoriteten i Guds ord. Alle stridigheder i kirken må løses med Guds ord og i overensstemmelse med Guds ord. De lutherske bekendelser er krystalklare i spørgsmålet om autoriteten i kirken, gudstjenesten, embedets tjeneste og præstevielsen. Da jeg fik nødråbet om at komme 7

8 over og hjælpe, var mit spørgsmål, om striden i de nordiske kirker blev løst ved hjælp af den legitime autoritet i kirken, nemlig Guds ord og den lutherske bekendelse, eller om andre autoriteter blev fulgt og adlydt. Vi kender alle svaret. De, som er undertrykte i kirken, lider på grund af Bibelen og de lutherske bekendelser. De, der undertrykker, følger andre autoriteter. Således er valget meget klart. Jeg vil blot minde om de profetiske ord, som blev sagt af den navnkundige theolog, biskop Anders Nygren i 1958: Ved at ændre embedsordningen, som har været rådende lige siden den kristne kirkes begyndelse, ved at gøre oprør mod Herrens bud (1. Kor. 14,37), har kirken ikke anden fremtid for sig end vejen med gnostiske kætterier. I dag må alle, som har åndelig kundskab indrømme, at den afdøde Anders Nygren var en sand profet. Men Gud være lovet findes der trofaste bibelske lutheranere, som gør alt, hvad der står i deres magt for at passe Guds lampe i hans eget hus (1. Sam 3,3). De er sande arvtagere til den lutherske bekendelse. Det er derfor vi er her i dag. Vi er her på grund af de lutherske bekendelser. 4. Vi er her på grund af kirkeret og retsprincipper. Man tror måske, at dette er vort svageste punkt, når vi vil retfærdiggøre, at vi er her i dag. Kristen kærlighed, Bibelen og de lutherske bekendelser er måske på vor side, men hvad så med lovlig kirkeret og retsprincipper? Parlament og kirkelige synoder i de nordiske lande har truffet deres flertalsafgørelser og har vedtaget love. Lovlige kirkelige organer har anvendt disse love i kirkens daglige liv. Af disse grunde kan vor sag se svag ud og vore chancer i sandhed blege. Nuvel, den måde at resonnere på, dette at adskille kirkeretten og kirkelig retspraksis fra Guds ord og den lutherske bekendelse, er 8 overhovedet ikke luthersk. Det er slet ikke bibelsk. Adskillelsen af Bibelen og den lutherske lære på den ene side med kirkeretten og retsprincipper på den anden, er et illegitim bedrageri i lutherdommen. Den er et barn af oplysningen, en arv fra den tyske filosofiske idealisme i det 18. og 19. århundrede parret med den ældgamle statskirketanke. Den kommer snarere fra Friedrich Schleiermacher end fra kirkens reformator Dr. Martin Luther. Den idealistiske arv i Schleiermachers og hans efterfølgeres skikkelse lavede en skarp distinktion mellem religion og ret. Ifølge denne opfattelse var retten alene forstået som et verdsligt anliggende, adskilt fra religionen. Nye sækulære idéer har yderligere rørt op i dette retslige roderi. Idéen om, at folkets suveræne vilje, alménviljen, er den øverste autoritet endog i kirken, kommer fra den svejtsiske filosof J.J. Rousseaus skrifter, ikke fra Bibelen og de lutherske bekendelser. Mod enhver form for alménvilje har vi lært at bede: Fadervor, du som er i himlene...ske din vilje. Denne guddommelige, faderlige vilje er ikke en slags selvudfoldende positivistisk bevidsthed eller nogen selvudviklende Zeitgeist, men den er nedlagt i Guds ord. Den eneste og øverste autoritet i kirken er Guds ord. Dette evige ord er ikke bare noget inden for kategorien religion. Det er lige så meget kirkelig ret, eftersom der ikke kan være noget som helst legalt bindende i kirken som modsiger Guds ord. Alt i kirken skal udøves i overensstemmelse med Guds ord. Dette er de lutherske bekendelsers lære. Dette juridiske princip er også klart blevet indskrevet i de lutherske kirkeordninger i både Sverige og Finland. Det er ulykkeligt, at disse retsprincipper ikke praktiseres i kirkeforvaltningen. Vi har været vidne til, hvordan den ulutherske adskillelse af tro og ret fortsætter blandt dem, som har forladt kristen kærlighed, Bibelen og de lutherske bekendelser. Derfor må vi igen minde om

9 Dietrich Bonhoeffer og hans virke, som officielt blev erklæret illegal af sin kirkeledelse den 2. december Kun tre måneder senere, i marts 1936, blev det andet illegale kursus fra det illegale Finkenwalde seminarium budt varmt velkommen i Sverige. Også den navnkundige ærkebiskop i Uppsala, Dr. Erling Eidem, modtog officielt Bonhoeffer og hans elever den 4. Marts Ved at gøre dette anerkendte ærkebiskop Eidem den sandhed, som vi i dag må huske og respektere, nemlig at nødretten også er ret. Hjemme igen i Tyskland blev Bonhoeffer erklæret for fjende af staten, og krav lød om, at han ikke længere skulle have lov til at undervise tyske theologer. Således er vores tilstedeværelse og vore handlinger i Gøteborg legitime, også når det gælder kirkeretten og de kirkelige retsprincipper, eftersom de er autoriserede af Guds ord. Derfor konkluderer jeg ved at citere de lutherske bekendelser, sammenfattet i ord fra de Schmalkaldiske Artikler vedrørende præstevielse og kaldelse. Dette citat er ikke kun en theologisk mening, men det er kirkeret og retspraksis ifølge guddommelig ret, fordi den er bibelsk: Hvis biskopperne ville være rette biskopper og tage sig af kirken og evangeliet, så kunne man for kærlighedens og enighedens skyld, men ikke af nødvendighed, gå med til, at de ordinerede og stadfæstede os og vore prædikanter. Dog under forudsætning af, at man satte alt paradeværk og tomt skuespil med dets ukristelige væsen og ceremoniel til side. Men da de nu ikke er rette biskopper og heller ikke vil være det... men oven i købet forfølger og fordømmer dem, som er kaldet til et sådant embede og udøver det, så må kirken dog ikke for deres skyld forblive uden tjenere. Derfor, ligesom de gamle eksempler fra kirken og fædrene lærer os, vil og skal vi selv ordinere dygtige personer til dette embede. (De Schmalkaldiske Artikler 10). Til slut takker vi Gud for hans trofasthed. Han har gjort os, sine tjenere i denne vor nuværende skrøbelige tilstand, kompetente til at tage vare på hans guddommelige kaldelse og til at fuldføre den opgave, han har givet os. Han er steget op til det høje, han har ført fanger med, han har givet gaver til menneskene(ef. 4,8). Vi takker ham ydmygt for dette. Det er også vort allerinderste ønske, at de Nordiske lutherske kirker må blive hjulpne med det, vi i dag har gjort i Gøteborg. Eftersom gudstjenestens og præstevielsens kongevej ikke ubegrænset kan blokeres mod alle menneskelige odds og politiske beregninger, er dette så ikke øjeblikket, da vi bør sætte os ned, lægge al arrogance og al bitterhed bort og tale som kristne brødre og søstre bør gøre det, i én tro, én Herre, som delagtige i én dåb og under én autoritet alene, som skal lydes, nemlig Guds ord, han som er én Gud og alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle (Ef. 4,5). OVERSAT AF OLAV FOG 9

10 HANS OLAV OKKELS DEBAT OM BISPEVIELSEN Mens der var folk fra FBB (Kirkelig Samlings søsterorganisation i Norge), Den evangelisk lutherske kirke (DELK) og Strandebarm Provsti i Norge og Vest-kustbedjarna i Finland og Kirkelig Samling og Kirkelig Fornyelse i Danmark, så har både Kyrklig Samling og Kyrklig Förnyelse i Sverige indtaget en ret så skeptisk holdning til bispevielsen i Gøteborg. I SPT (Svensk Pastoral Tidsskrift) findes således 25/ udtalelser fra begge disse organisationer. I en officiel udtalelse siger Kyrklig Samlings formand, Yngve Kalin bl.a. I lighed med de fleste inden for Kyrklig Samlings samarbejdsråd ser vi det som et forhastet tiltag og kan ikke stille os bag det. Der står for meget på spil. Alle andre veje er ikke udtømt. Vi kan ikke sige ja til en handling, som indebærer, at vi frivilligt medvirker til en yderligere splittelse af Kristi Kirke. Vi hævder med udholdenhed, at vi som står fast på Kirkens gamle læregrund og at Bibelen og bekendelsen er Kirkens eneste rettesnor har fuld hjemstedsret i vor kirke. Der hviler et tungt ansvar på kirkens ledelse, som gennem sin handlemåde har skabt den opkomne situation ved med forskellige beslutninger at støde sine egne, ofte allermest trofaste medlemmer bort. 10 Det er positivt, at Yngve Kalin understreger kirkeledelsens tunge ansvar for situationen. Det er også begribeligt, at mange gode præster forbliver i deres embeder og arbejder der. Blot må man håbe, at Missionsprovinsens existens vil få kirkeledelsen til at besinde sig, så den ophæver præstevielsesstoppet for mænd, som har det klassiske, bibelske embedssyn. Når Kalin skriver, at andre veje ikke er udtømt, ville det være interessant at få det uddybet. Er der fx tegn på, at kirkeledelsen virkelig vil give frihed til, at der også fremover er plads til bekendelsestro præster i Svenska Kyrkan? Man må håbe, at Missionsprovinsen og bibeltro kredse i Svenska Kyrkan vil se hinanden som forbundsfæller i den samme kamp og ikke som modstandere. Det syn havde bl.a. domprovst G A Danell, som sammenlignede situationen med et okkuperet land, hvor nogle går i exil for at kæmpe åbenlyst mod besættelsesmagten, mens andre bliver og fører frihedskamp i det skjulte. Også det højkirkelige akf er fremkommet med en udtalelse i samme nummer af SPT. Det hedder: Arbejdsfællesskabet Kyrklig Förnyelse har haft og har fortsat sin kaldelse til at være en del af Svenska Kyrkan-Styrelsen for arbejdsfællesskabet beklager med stor sorg den bispevielse af Arne Olsson, som biskop Obare udførte 5. Februar Efter vor opfattelse indebærer denne bispevielse, at en kirkeprovins skilt fra Svenska Kyrkan etablereres og alternativt manifesteres. Til dette vil jeg gerne bemærke følgende: 1. Den primære kaldelse må være kaldet til at følge Jesus. For så vidt de nordiske folkekirker officielt er retlærende, kan vi vel være tro mod kaldet til at følge Jesus i disse kirker. Herom synes akf og Missionsprovinsen at være enige. Problemet er, om vi også kan anerkende en kirkeledelse, som i stedse højere grad svigter kirkens officielle grundlag. Må en sådan ledelse ikke anskues som udtryk for, at vore kirker er okkuperet

11 af en fremmed åndelig magt? 2. I samme nummer af SPT nævnes, hvordan Svenska Kyrkan vil profilere sig på tre punkter: tydeligere ja til kvindelige præster, nej til Israels okkupation af Palestina(!)samt homosexspørgsmålet (hvor man altså arbejder henimod velsignelse af homofile parforhold.) Kirkeledelsen synes altså ikke at være særlig apostolisk. 3. Hvordan vil man leve videre, når biskop Gärtner ikke er der mere? I betragtning af, at akf lægger megen vægt på successio apostolica (dette at biskopper bispevies i ubrudt rækkefølge fra apostlene), forekommer det mig, at akf s kurs er selvmorderisk - hvis man ikke sørger for at gøre noget lignende, som Missionsprovinsen har gjort. HOO ASGER CHR. HØJLUND KIRKETUGT I LUTHERSK BELYSNING Oprindligt holdt som foredrag ved årsstævnet for Kirkelig Samling, september 2004 Vi skal i denne artikel se på noget, som kan give os problemer over for den brede folkekirkelighed, hvor ordet kirketugt nærmest opfattes som et bandeord, men som også kan give os problemer indadtil, fordi nogle anfægtes af, hvor lidt det bliver praktiseret i vores kirke. Kirketugt i luthersk belysning hedder emnet. Og i luthersk belysning vil det også blive. Det bliver nemlig meget Luther, og dermed det historiske, vi skal se på. Vi vil dog begynde med ganske kort at se på, hvad der står om emnet i NT, det som jo er basis, både for hvad Luther siger, og for hvad vi skal mene og gøre. Det ny testamente Selv om ordet kirketugt ikke findes i NT, så findes selve sagen der. Det vigtigste og mest centrale sted har vi i Matt 18,15-18, hvor Jesus belærer sine disciple på følgende måde: Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen. Normalt kalder vi dette for nøglemagten. Jesus giver disciplene en uhørt myndighed vi hører også om det et par andre steder (Matt 16,19 og Johs 20,23), hvor det specielt gives til disciplene. Her er det også givet til hele menigheden. Når en bror eller søster synder, skal man sætte vedkommende i rette, underforstået: så at vedkommende må erkende det og angre. Det skal ske med visdom, uden straks at gøre det til en offentlig sag. Meningen er jo at hjælpe, ikke at gøre det så dramatisk og smertefuldt som muligt, men ganske enkelt at få vedkommende til at se, hvad det er, der står på spil. Først i al stilfærdighed, under fire øjne. Og hvis ikke det hjælper, da med et par vidner, så at det ikke bliver en enkelt 11

12 person og hans personlige opfattelse, men menigheden, man står over for. Og endelig, hvis heller ikke det hjælper, skal hele menigheden inddrages. Gør man dette i al besindighed, og det ikke hjælper, da er det, at man skal tage det skelsættende skridt at binde et sådant menneske til sin synd, at nægte det en plads i menighedens fællesskab som kristen bror eller søster, og det vil f.eks. sige: ikke at tage det til alters, det som jo er det dybeste udtryk for menighedens fællesskab. (Nøglemagten har også en anden side. Menigheden kan med samme myndighed løse en synder fra sin synd det er bare ikke det, vi skal se på i denne omgang.) Det betyder ikke, at man skal gå og lege politibetjent over for hinanden, belure hinanden og angive hinanden, når der er en, der træder ved siden af. Det ville være utåleligt og har ikke noget med de nytestamentlige formaninger at gøre. NT ved, at vi er syndere og ofte falder. Lige fra Jesus til apostlene er der en stadig formaning til at tage os af hinanden, undskylde hinanden, i stedet for at spille herrer og politibetjente over for hinanden. Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til at du ikke selv bliver fristet. Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov (Gal 6,1). Eller 1 Thes 5,14: Vi formaner jer, brødre, vejled dem, der ikke lever ordentligt, trøst de ængstelige, tag jer af de svage, vær langmodige med alle. Det er grundtonen. Her drejer det sig ikke om at være emsig. Men det første i det, jeg lige citerede, hører også med: vejled dem, der ikke lever ordentligt. Over for den åbenlyse synd, den vedblivende og ubodfærdige synd, må der gøres noget. Det er en væsentlige side ved fællesskabet. Er der en, der på den måde ikke lever ordentligt, må fællesskabet træde i funktion, både af hensyn til den 12 bror, der falder, og af hensyn til menigheden selv. Det er ikke bare noget, man kan vælge at gøre eller lade være, nej det er en forpligtelse. Da korintherne ikke skred til alvorlige tiltag mod en, der levede i et blodskamsforhold til sin fars kone, satte Paulus dem skarpt i rette: Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der gjorde det, fjernes fra jeres midte? (1 Kor 5,2). Et sådan menneske skal fjernes fra jeres midte, ja, som Paulus siger det: Overgives til Satan (v. 5), d.v.s. overgives til den verden, som han ellers var revet ud af, og som endnu er under Satans herredømme. Men så følger der en fortsættelse: For at ånden kan frelses på Herrens dag (se også 2 Thes 3,14). Formålet er helt klart, at vedkommende må forstå alvoren og vende om. Derfor lyder der også samtidig med dette en opfordring til ikke at afbryde kontakten med en sådan. I 2 Thes 3,15 hedder det: Dog skal I ikke regne ham for en fjende, men vejlede ham som en broder. Sådan taler NT om kirketugten som en side ved livet i kirken, som et udtryk for, at menigheden er taget ud af verden og kaldet til at være et helligt folk. Som et udtryk for menighedens omsorg for sine lemmer: Det dybeste motiv er kærligheden, som opsøger den fortabte og også med disse kraftige forholdsregler sigter på vedkommendes omvendelse og frelse. (Theologische Realenzykoplädie (TRE), bd..., artikelen Kirchen-zucht s. 175-). Luther Og sådan taler også Luther om det. Det er der nok mange i dag, der vil protestere imod. Det modsiger i hvert fald det almindelige billede, mange har af, hvad Luther sagde, og hvad reformationen gik ud på. Det billede, vi får af Luther og reformationen, er, at den var et opgør med en tyrannisk pavekirke, der satte sig på,

13 hvad folk skulle sige og mene og gøre. Reformationen var et opgør med alskens åndeligt tyranni. En del af dette tyranni var netop kirketugten eller ekskommunikationen, kirkens magt til at udstøde folk af kirken, det som Luther selv blev udsat for, da han blev bandlyst. Det var hele dette uvæsen, Luther gjorde op med og i stedet pegede på det enkelte menneskes frihed og samvittigheden som det allervigtigste. Og havde Luther ikke også et helt andet syn på mennesket som synder end den katolske kirke? Det var jo Luther, der talte om at vi er syndere til vi dør, på en gang syndere og retfærdige. Helt og holdent syndere i os selv, helt og holdent retfærdige i kraft af troen og den alene. Det afgørende var evangeliet. Ikke at Luther ikke også sagde noget om gode gerninger. Men det var ikke noget, der kunne fremtvinges med ydre tiltag som kirketugt, men ved ordet alene. En opdeling af kirken i mere eller mindre kristne, endsige en udelukkelse af nogen fra nadveren må ud fra en lutherske forståelse være utænkelig. Vi kender godt billedet. Desværre må man sige, at det er et billede, den seneste Lutherfilm kraftigt understøtter. Og det rummer da også ting der er sande og rigtige. Men grundlæggende er det forkert og helt uhistorisk. F.eks. er hele billedet af reformationen som et opgør med en moraliserende kirke grundlæggende forkert. Reformationen, og her tænker jeg ikke på Luthers i snæver forstand, men på hele den bevægelse i samtiden, som Luther var en del af, drejede sig jo grundlæggende om at rette op på en kirke, der var i forfald, både åndeligt og moralsk. Det gjaldt kirkens ledelse med paven i spidsen. Men det gjaldt også det forfald, der kendetegnede livet i den enkelte menighed, med præster, der ikke passede deres arbejde, kirkelige højtider og fester, der blev brugt til gøgl og druk, og kirkehuse, der forfaldt. Kurt Larsen gav i et foredrag et sigende eksempel på det ved hjælp af en visitatsformaning fra Hans Tausen, dengang biskop i Ribe, efter et besøg i Skarrild kirke: Man skulle sørge for, at dyrene ikke længere græssede inde i kirken! Som det hedder i artiklen om kirketugt i det allerede omtalte TRE: Forstået bredt, er reformationen selv et stort anlagt forsøg på at genoprette tugt og orden i kristenheden og at opretholde den. (s. 176). Opgøret med det store band Lad os se på, hvad Luther helt konkret siger om kirketugten. Og her må vi da allerførst slå fast, at det jo er rigtigt, at Luther fra begyndelsen gjorde skarpt op med den måde, kirken brugte kirketugten eller ekskommunikationen på, det såkaldt store band. Der var flere grunde til dette opgør. Måden, kirken brugte det på i samtiden, var til stor forargelse. Og den forargelse delte Luther fuldt ud. Den straf, det store band udgjorde, var meget omfattende. Hvor det i NT handlede om udelukkelse fra nadverfællesskabet og en vis begrænsning i samkvemmet, omfattede det på Luthers tid nærmest en udelukkelse fra fællesskab i samfundet. Man havde ikke de rettigheder, man havde før, når det gjaldt ejendom og forsørgelse, havde ikke lov til at handle, kunne ikke blive kristeligt begravet endsige få del i nogen af kirkens sakramenter, plus en lang række andre ting. Man blev i praksis udelukket fra samfundet og fra saligheden, og det var også sommetider forbundet med trusler på livet. FORTSÆTTES SIDE 16 13

14 NELA-SYMPOSIUM 2005 I LØGUMKLOSTER LØGUMKLOSTER REFUGIUM TEMA: HVAD ER SANDHED? STED: LØGUMKLOSTER REFUGIUM. DATO: FREDAG DEN AUGUST 2005 FOREDRAGSHOLDERE: FÖRSTEAMANUENSIS, DR. THEOL. GUNNAR JOHNSTAD: Sannhetsbegrepet i Det nye testamente (med særlig vekt på Johannes evangeliet) TEOL. DR. ANSSI SIMOJOKI: Sanningsfrågan och modern semiotik -i belysning av Umberto Ecos författarskap PASTOR DR. THEOL. ARMIN WENZ: Die Warheitsfrage im Spannungsfeld von Schriftautorität und Hermeneutik PROF. DR. THEOL. KURT CHRISTENSEN: Sandhedsbegrebet i postmodernismen KOMMINISTER DOKTORAND OLA LARSSON: Sanningens Ande PASTOR EM. DR. THEOL. H.C. HELGE HAYSTRUP: Frelsens sandhed og Guds ordets sandhed hos Augustin LEKTORN, TEOL. DR. TORBJÖRN JOHANSSON: Verklighetsuppfattning, Förnuft och Uppenbarelse. Några teologihistoriska linier THE REV. PROF. DR. TIMOTHY QUILL: Liturgy and Truth -Liturgical Theology of the Erlanger School DIRECTOR, LUTHER ACADEMI, DANIEL PREUS: Truth and fellowship DR. KNUT STÜNKEL: Hamann s concept of truth SOGNEPRÆST DR. THEOL. ANDERS KINGO: Du må ikke have andre begyndelser! -om Søren Kierkegaards sandhedsbegreb KYRKOHERDEN FREDRIK SIDENVALL: Försanthållandet hos Luther hos von Engeström Priser for deltagelse i Nordeupæisk LutherAkademi: Samlet pris for 3 døgn: 1.890,- DKK. pr. person ved overnatning på dobbeltværelse 2.490,- - på stort enkeltværelse 1.110,- for deltagere uden overnatning. Studerende: 945,- DKK, når de bor, som Refugiet finder plads til. Konferenceafgift: 700,- DKK Studerende dog kun: 300,- DKK Tilmeldning og yderligere information: til Erik AH Okkels, Lemvej 17 B, 6940 Lem St. Tlf.Nr e-post: erik_okkels@hotmail.com eller Hans O. Okkels, Lundsmarkvej 55, 6760 Ribe. Tlf.Nr Tilmeldingsfrist: 15. juli 14

15 KIRKESTÆVNE SEPTEMBER 2005 IM-HUSET, FINDERUPSVEJ 25, 6900 SKJERN TEMA: KIRKENS FRIHED - ORDETS MYNDIGHED PROGRAM: FREDAG FOREDRAG VED PASTOR ERIK BENNETZEN, VESTERVIG Det kristne Europa udfordret på livet Aftenskaffe AFTENANDAGT LØRDAG 8.30 NADVERGUDSTJ. VED PASTOR EM. POUL DAHL, HERNING I SKJERN KIRKE 9.30 FORMIDDAGSKAFFE I IM-HUSET FOREDRAG VED MAGISTER I LITTERATUR MONICA PAPAZU Kirkens frihed og Bekendelsen FROKOST MED HILSENER FOREDRAG VED KYRKOHERDE FREDRIK SIDENVALL, FRILLESÅS, SVERIGE Frimodig kyrka EFTERMIDDAGSKAFFE ÅRSBERETNING VED SOGNEPRÆST JØRGEN BÆKGAARD THOMSEN, VORBASSE KIRKELIG SAMLINGS ÅRSMØDE MIDDAG AFTENMØDE VED FAKULTETSLEDER PASTOR INGOLF HENOK PEDERSEN, MENIGHEDSFAKULTET, ÅRHUS Ordets myndighed i en pluralistisk verden Kaffe AFSLUTNING Tilmelding: Til spisning seneste den 18. september 2005 til Jens Kristian Holmgaard på Tlf jkh@km.dk Vi kan i begrænset omfang være behjælpelig med at finde privat overnatning. Tilmelding til overnatning den 18. september 2005 til Jens Kristian Holmgaard på Tlf jkh@km.dk Mødeafgift: 100,- kr. (Studerende 50,-kr.) Medbring Bibel, Salmebog og 129 salmer Alle er velkomne! 15

16 Dette var selvfølgelig ikke noget, den enkelte præst havde magt til at pålægge nogen. Bandet i denne omfattende forstand lå i biskoppernes og i sidste instans pavens hænder. Og her blev det igen og igen brugt som et magtmiddel. Skyldte man f.eks. kirken penge og ikke ville eller kunne betalte, kunne man ekskommunikeres. Og i mange tilfælde var det kun paven, der kunne løse en fra en sådan ekskommunikation. Og her hørte det ikke til undtagelse, men nærmere til regelen, at det kun skete mod en passende betaling eller modydelse. Luther skriver bl.a. en sermon om bandet i 1520, hvor han tager alle disse misforhold frem og gør kraftigt op med dem. Han vender sig i vrede mod den kirke der bruger bandet som et middel til at hensætte mennesker i ærefrygt og skræk for at sætte sig op imod kirken og Gud. Netop skrækken, som bandet vækker, blev af kirken brugt som et argument for, at det så heller ikke gør så meget, om det altid rammer de rette. For virkningen (altså skrækken og ærefrygten) er under alle omstændigheder god. Men det er ifølge Luther en misbrug af bandet. Hele denne forståelse af bandet som et magtmiddel, som et afskækkelsesog straffeinstrument, og som en ydre, samfundsmæssig sag, med brug af borgerlige sanktioner, ligger langt fra det, som NT taler om, når det taler om kirketugt (WA 6,64,33ff-). Fastholdelsen af det lille band Men det betyder altså ikke at Luther gør op med kirketugten som sådan. Der findes en ægte nytestamentlig brug af kirketugten. Og det er også den, han bruger den nævnte sermon til at udfolde. I kirken på Luthers tid skelnede man mellem det store og det lille band, og betjente sig stort set kun af det store, det, der lå i biskoppernes og pavens hånd og 16 alt for ofte havde med kirkens økonomiske og politiske interesser at gøre. Men der var også et lille band, som handlede om det, der skete i den enkelte menighed, og som drejede sig om, at et menneske i visse tilfælde kunne udelukkes fra alterfællesskabet. Dette lille band ville Luther på ingen måde afskaffe, men tværtimod genindføre (i og med at det var blevet forsømt i den katolsk kirke). Som det hedder i et bekendelsesskrift, Luther skrev i 1537, De schmalkaldiske artikler: Det store band, som paven kalder det, regner vi for en verdslig straf, som ikke kommer kirkens tjenere ved. Men det lille, som er det rette, kristelige band, består i, at man ikke skal lade åbenbare, stivsindede syndere komme til sakramentet eller til andet kirkeligt fællesskab, før de bedrer sig og afholder sig fra synden. Og prædikanterne skal ikke blande verdslig straf ind i denne åndelige straf (De Schmalkaldiske artikler, Del III, Credo forlags udgave af Luthers skrifter bd. 7, s. 394f-). I sermonen får vi et eksempel på, hvad der ifølge Luther er meningen med brugen af det lille band. Han lægger her stor vægt på, at det handler om et begrænset og bestemt formål. Det handler om synderens omvendelse. Og det har sin grænse ved døden - det er altså ikke en handling, der i sig selv har magt til at dømme nogen til helvede (det er ikke det overgivelsen til Satan i 1 Kor 5,5 handler om). Hensigten er, at et menneske ved at udelukkes fra nadverbordet (og i nogen grad, understreger Luther, fra det kristne fællesskab) må komme til besindelse og skamme sig (WA 6, 65,16ff-). Luther understreger flere gange, at det, der står i 2. Thes 3,15, er som broder man straffer vedkommende. Det handler ikke om, at man skal ophøre med at bede for ham eller hende eller gøre godt mod ham eller hende. Sådan kan den, der lever i troen, ikke gøre over for et andet

17 menneske (66,1ff-). Det drejer sig om denne bestemte handling, udelukkelsen fra alterbordet og den fulde delagtighed i fællesskabet, for ad den vej at vække synderen til at se, hvad det selv er på vej til at gøre, at det ved sin synd allerede er ved at sætte sig uden for kirken og de helliges fællesskab og bringe sig ind under Guds vrede (66,12ff-). Det ydre skridt er kun en ydre markering af noget, der allerede er ved at ske. Men det er hele tiden båret af en moders omsorg for sine børn og har hele tiden menneskets bedring for øje (67,11ff). Sådan underviser Luther om kirketugten, og sådan lægger han det hen til læseren positivt at tage imod den og gå ind under den. Det handler ikke så meget om, at man for enhver pris må hindre en synder i at komme i berøring med det hellige - selv om man også, i andre skrifter, kan finde udsagn der går lidt i den retning (man møder f.eks. talen om ikke at kaste perler for svin). Men det er slet ikke det, der bærer Luthers undervisning. Det, der bærer den, er omsorgen for synderen og hans eller hendes forbedring. Netop fordi det er sådan, Luther forstår kirketugten, fordi den har dette åndelige formål, må han nødvendigvis afvise at blande øvrigheden ind i det. Det er menighedens sag. (Desværre gik det sådan, at den lutherske kirke blandede øvrigheden ind i det ved at gøre kirketugten og dens konsekvenser til en sag for byrådet og fyrsten. Men det var noget, Luther ifølge artikelen i TRE hele sit liv var klart imod.) Luther er i sine første år, hvor denne sermon er hentet fra, ret optimistisk når det drejer sig om, hvad evangeliet kan gøre ved et menneske. Når først de misbrug, der havde indsneget sig i kirken, var afskaffet, og evangeliet for alvor får plads og mennesket derved befries fra gammel tvang, og der prædikes om det kristenliv der kan og skal leves i det helt almindelige, daglige liv, så ville det medføre store omvæltninger. Der skulle ikke bruges tvang her. Det var ordet og forkyndelsen og den rette og evangeliske brug af sakramenterne, det først og fremmest drejede sig om. For det var noget, der skulle vokse frem i menneskers hjerter, ikke noget der skulle tvinges ned over dem, måske sommetider imod deres samvittigheder. Det er der, vægten altid ligger hos Luther. Det er Gud, der må gøre gerningen i hjerterne. Og det tager tid og kræver tålmodighed - en tålmodighed der i høj grad er efter Guds sind og evangeliets væsen. (Til dette, se især de såkaldte Invocavit-prædikener fra 1522, på dansk i Aros forlags Lutherudgave bd. 2 s. 7ff). Men det overflødiggør altså på ingen måde brugen af nøglerne også i dens bindende funktion. Der kunne siges meget mere om den videre udvikling, hvordan Luther efterhånden indser, at det ikke bare kan prædikes frem, men at det også kræver ydre tiltag (se f.eks. Leif Grane, Evangeliet for folket s. 148f, 152f og ). Visitationerne i 1527 er et led i denne erkendelse og får Luther til bl.a. stærkere end før at sige, at man ikke uden videre kan få del i kirkens goder. Som det hedder i fortalen til Luthers lille katekismus, der er skrevet lige efter visitationerne: Den sørgelige og forfærdelige elendighed, jeg fornylig har erfaret, da jeg var visitator... Hjælp, kære Gud, hvor har jeg dog set megen jammer, at den jævne mand jo slet ingenting ved om den kristne lære, særlig i landsbyerne... og alligevel skal de alle kaldes kristne, være døbt og nyde sakramenterne, skønt de hverken kan Fadervor, Troen eller De ti Bud, men lever som det dumme kvæg og ufornuftige svin. 17

18 Derfor er det at Luther nu skriver katekismen (som udlægger budene, troen osv.) og siger, at hvis mennesker ikke vil lære det (nemlig budene, troen osv.)... skal man sige, at de fornægter Kristus og ikke er kristne. De skal heller ikke have adgang til sakramenterne, de skal ikke løfte noget barn af dåb osv... Kirketugt i normal forstand er dette jo ikke. Det handler ikke om brødre, der synder. Det handler om folk, der stort set ikke ejer kristen kundskab og derfor ikke skal regnes som kristne. For at høre til den menighed, der kan få sine børn døbt og gå til alters, må der være en grundlæggende kristen kundskab og villighed til at tage en sådan kundskab til sig. Vi springer helt frem til et kendt skrift fra 1539, som giver os et klart billede af, hvor meget kirketugten hører hjemme som en helt selvfølgelig del af kirken og dens liv, nemlig skriftet: Om koncilierne og kirken. Luther gør i dette skrift bl.a. op med pavekirkens påstande om, at de alene er den rette kirke. Pavekirken hænger jo denne påstand op på, at paven er Peters efterfølger og dermed den, der står under det løfte, Kristus gav til Peter om kirken. Derfor er det netop denne kirke, der i kraft af sine indvielser og embeder er i besiddelse af den hellighed, som er grundlæggende for, at der overhovedet er en kirke. Og den kirke er Luther og de andre evangeliske brudt ud af. Nej, siger Luther. Kirkens hellighed er ikke knyttet til denne bestemte ydre organisation eller båret af disse embeder. Kirkens hellighed er båret af Helligånden selv, som gennem troen på Kristus skaber helligheden i menneskers hjerter og liv (se Aros forlags udgave af Luthers skrifter bd. 2 s. 387ff). 18 Og så udfolder Luther ellers hvad denne hellighed går ud på ved hjælp af de ti bud, som både handler om vores forhold til Gud og vores forhold til mennesker (samme sted s. 389f). Forholdet til Gud og troen er det første og på sin vis bærende i den kristne hellighed. Denne tro handler både om en grundlæggende sand kundskab om Gud, ikke i teoretisk forstand, men i den enkle og ligefremme forstand, at det er Gud og ikke en afgud, man tror på. Og så handler det om den levende tro, der midt i livet og dets genvordigheder imod alle vildfarelser holder ud i tro på, at Gud er den der giver os alt godt og hjælper os i al nød. Men det handler også om helligheden i verden i forhold til næsten. Her handler den sande hellighed om, at man lever ret, fredeligt og ydmygt, tålmodigt og venligt, ikke bryder ægteskab, ikke stjæler, ågrer, er gerrige, snyder. osv. Det er sådan, kirken er. Det er dette, der ligger i, at den er et helligt folk. Den er det folk, som Helligånden gør helligt ved tro på Kristus og den kærlighed og det liv efter Guds vilje, som hører uløseligt sammen med troen. Og som en yderligere hjælp til at kunne genkende den sande kirke peger Luther på syv kirkekendetegn: Ordet, dåben, nadveren, nøglerne, embedet, bønnen (eller gudstjenesten) og korset. Det særlige ved disse tegn er, at det er midler, hvorigennem Gud handler i sit folk og lader kirken, troens folk, vokse frem. Det er Guds virksomme midler. Kirken er ikke båret af en bestemt organisation, ikke af nogle bestemte embeder, men af disse guddommelige midler. Derfor er de evangeliske menigheder i Tyskland fuldt ud kristne menigheder. Til disse midler hører altså nøglerne. Om disse nøgler skriver Luther bl.a.: Hvor du nu ser, at man tilgiver eller straffer

19 synd hos nogle personer, offentlig eller privat, vid da, at dér er Guds folk. Thi hvor Guds folk ikke er, er nøglerne ikke, og hvor nøglerne ikke er, er Guds folk ikke. Thi Kristus har efterladt dem til at være et åbenbart tegn og lægemiddel, hvorved Helligånden... igen helliger de faldne syndere, og hvorved de kristne bekender, at de er et helligt folk under Kristi herredømme i denne verden. Og at de, som ikke vil omvende sig eller igen lade sig hellige, bliver udstødt af dette folk, det er at være bundet og udelukket ved nøglen... (Aros forlags udgave af Luthers skrifter bd. 2 s. 395f). Dette hører altså med til den sande kirkes kendetegn, ikke som det, der nævnes først (i CA 7 nævnes kun ordet og sakramenterne), men som noget, der hørte naturligt med. Kirken har af Kristus fået disse nøgler, både den positive, nemlig frisættelsen af syndere, privat eller offentligt, men også den negative, i første omgang formaning, samtaler og retledning, men i yderste konsekvens udelukkelse fra alterbordet. Og de nøgler må den også bruge og kunne bruge. Der findes masser af eksempler på dette i Luthers skrifter. Se f.eks. Werner Elerts Morphologie des Luthertums bd. I s. 312f. Hvor centralt? Alligevel kan der være grund til at se nærmere på dette. For samtidig med, at det altså hører med som en helt naturlig del af det at være kirke, en del af kirkens opgave og forpligtelse, en del af dens arv fra NT, så er den rolle, det spiller i den lutherske reformation, tydeligvis mere tilbagetrædende end den rolle, det spiller i andre af de reformatoriske kirker og bevægelser. Det vil vi se lidt nærmere på nu. Lad os først se på et eksempel på dette hos Luther. Luther skrev i 1526 en vejledning i, hvordan der kunne holdes gudstjeneste efter evangelisk mønster, Den tyske messe. Reformationen var for alvor kommet i gang. Og det betød i første omgang en omlægning eller revision af den eksisterende gudstjeneste, med salmesang, prædiken og ændringer i nadverliturgien. Også det gik Luther ind i, endda helt ned i detaljer som hvilken tonart, man skulle bruge til messen af de enkelte gudstjenesteled. Men inden han præsenterer det, siger han noget om den ydre ramme for gudstjenesten. Han taler her om tre slags gudstjenester. Den første er den latinske, som han mener man skal beholde nogle steder i byerne for skolebørnenes (dvs. latinskoleelevernes) skyld. Så er der for det andet den tyske messe, som skal ordnes for det enfoldige lægfolks skyld-, offentligt i kirkerne for alle mennesker, iblandt hvilke der er mange, som endnu ikke tror og er kristne, ganske som om vi holdt gudstjeneste blandt tyrkerne eller hedningerne på en åben plads eller mark (Den tyske messe, Aros forlags udgave af Luthers skrifter bd. 2 s. 79). Og endelig er der den tredje form, som skulle være den rigtige skik efter den evangeliske ordning. Den skulle ikke foregå offentligt på pladsen, men for dem, som for alvor vil være kristne og bekende evangeliet med hånd og mund. Efter denne ordning skulle man forsamle sig et eller andet sted i et hus til bøn, til læsning, til dåb, for at modtage sakramentet og øve andre kristelige gerninger. Indenfor denne ordning kunne man kende, straffe, forbedre, udstøde eller bandlyse dem, som ikke opførte sig på kristen vis, efter Kristi regel, Matt. 18. Hvad siger dette noget om? For det første, at den gudstjeneste, der for Luther er den rigtigste, fordi den ligger tættest på hvad vi møder i NT, er gudstjenesten for den forholdsvis sluttede kreds - og vi ser i den forbindelse endnu engang, hvilken 19

20 selvfølgelig plads kirketugten for Luther har her. Det var netop i en sådan type menighed, i forbindelse med en sådan type gudstjeneste, kirketugten kunne øves på ret og kristelig vis. Det er for Luther idealet. Men for det andet siger dette altså også noget, at det ikke er den gudstjeneste Luther er ude på at indføre. Lidt senere i fortalen siger han: Men jeg kan og tør ikke ordne eller oprette en sådan menighed eller forsamling, thi jeg har endnu ikke folk og personer til det. Og det samme bliver han faktisk ved med at sige (sml. bordsamtale i 1539, WA TR 4, 4381 a). Det Luther satser på, er gudstjenesten efter den anden ordning, gudstjenesten for hele folket, den gudstjeneste hvor muligheden for brug af kirketugten ikke er nær så nærliggende og enkel. Som det hedder om denne anden type gudstjeneste eller menighed: Thi her er endnu ingen ordnet og bestemt forsamling, hvori man kan styre de kristne efter evangeliet; men det er en offentlig tilskyndelse til tro og kristendom. Det er den type gudstjeneste Luther i dette skrift, og i det fortsatte reformationsarbejde, arbejder for og praktiserer. En åben og offentlig gudstjeneste. Men samtidig en gudstjeneste, hvor der også holdes nadver. Det betyder ikke, at Luther så opgiver kirketugten, fordi den egentlig og rigtigst hører til den gudstjeneste, som man frivilligt tilslutter sig. Den opfattelse lægger Regin Prenter til dels op til i nogle meget interessante noter til dette sted i Aros udgave bd. 2 (note 9-11 s. 97f) - selv om han i samme omgang taler om tilfælde, hvor kirketugt er helt nødvendigt (til det sidste, se også Prenters Kirkens Embede s ). Men det tror jeg ikke er rigtigt. Vejledning i Om koncilierne og kirken modsiger, at Luther skulle have opgivet, 20 at der skulle være kirketugt i forsamlingen efter den anden ordning. Det viser den kirkelige praksis i datidens lutherske menigheder, sådan som artikelen i TRE beskriver den, også. Også i den offentlige forsamling blev der øvet kirketugt. Men en så selvfølgelig og fremtræden plads, som den kunne få i den lille forsamling, fik den ikke. Luther, som ved siden af at være professor jo også var præst og derfor tit holdt gudstjenester, praktiserede den kun i få tilfælde, kan kirkehistorikerne berette (jf. igen artikelen i TRE s. 177). Og han var altid ængstelig for, at det skulle blive en sag for de offentlige myndigheder. Det var en sag for præsten og menigheden. Vender vi os på denne baggrund til de andre reformatoriske kirke og bevægelser i samtiden, er der først grund til at understrege lighederne. Og alligevel springer det måske endnu mere i øjnene i de andre reformatoriske kirker end i forbindelse med den lutherske reformation, hvor meget genoprettelsen af tugt og orden i kristenheden fyldte i det reformatoriske arbejde. En af de ting, der skete i forbindelse med, at en by besluttede at gå over til reformatorisk kristendom, var at man fik lavet ordninger for, hvordan en ret kirketugt kunne føres ud i livet. Det skete f.eks. i Zürich, hvor Zwingli var den ledende kraft. I mangt og meget lignede hans tanker i dette stykke Luthers. Han afviste f.eks. kraftigt den katolske kirkes misbrug og talte kun for en udelukkelse fra nadveren. Men det var så også til gengæld nødvendigt og fik en mere fremtrædende plads end i de lutherske kirker, bl.a. derved at Zwingli straks koblede byens råd på kirketugten. Noget af det samme vil man se hos Zwinglis åndelige arvtager, Calvin, som jo satsede på at gøre sin hjemby, Genève, til en mønsterby, også i moralsk hense-