.DSLWHOÃ %HWDOLQJVIRUPLGOLQJÃRJÃY UGLSDSLUDIYLNOLQJ

Transkript

1 .DSLWHOÃ %HWDOLQJVIRUPLGOLQJÃRJÃY,QGOHGQLQJ Dette kapitel er opdelt i fire afsnit. Efter indledningen behandles engrosbetalinger og værdipapirafvikling, og herefter omtales detailbetalinger. Kapitlet afsluttes med et afsnit om elektroniske penge. Når der er gjort forholdsvis meget ud af elektroniske penge, hænger det dels sammen med, at der er tale om et nyt segment inden for detailbetalingsformidling, dels at elektroniske penge har en fremtrædende plads i kommissoriet. Fokus er lagt på at definere, afgrænse og beskrive elektroniske penge, der som det nyeste produkt inden for betalingsformidling med de potentielt største konsekvenser har skabt stor opmærksomhed, samt at beskrive en række overvejelser om regulering af elektroniske penge, herunder om behovet for at tilpasse den danske lovgivning på nuværende tidspunkt. De er svært at pege på fælles overordnede tendenser for alle segmenter af betalingsformidling. For engrosbetalingsformidling og værdipapirafvikling er der generelt tale om stigninger i antallet og værdien af transaktioner fra et allerede højt niveau, om end man i Danmark synes at være nået en modning. For detailbetalinger er der tale om stadig stigning også fra høje niveauer, og for elektroniske penge er der tale om meget høje vækstrater men fra et meget begrænset udgangspunkt. Der skelnes traditionelt mellem engros- og detailbetalingsformidling, uden at der er universel enighed om, hvor grænserne mellem de to går. Nedenfor vil blive taget udgangspunkt i, at engrosbetalingsformidling omfatter de store og tidskritiske betalinger mellem primært pengeinstitutterne. Det er de betalinger, der typisk

2 kører gennem centralbankernes realtidsafviklingssystemer (Real Time Gross Settlement (RTGS) systemer; i Danmark DN-Forespørgselsservice). Det drejer sig bl.a. om afvikling af pengepolitikken, pengemarkedstransaktioner og valutahandler. På den anden side vil detailbetaling blive defineret ved ikke alene de typiske betalinger mellem privatpersoner, men også ved de fleste betalinger mellem virksomheder. Disse betalinger vil normalt gå igennem nettingsystemer, i Danmarks tilfælde gennem sumclearingen. Der er langt fra tale om nogen sort/hvid opdeling, og grænsedragningen kan nemt blive endnu mere diffus i fremtiden. Værdipapirafvikling har fælles træk med engrosbetalingsformidling og bliver derfor behandlet i sammenhæng hermed. (QJURVEHWDOLQJVIRUPLGOLQJÃRJÃY UGLSDSLUDI YLNOLQJ *HQHUHOOHÃWHQGHQVHU Det er meget store beløb, der hver dag afvikles inden for engrosbetalingsformidling og værdipapirafvikling. I tabel 3.1 nedenfor er vist tal for afviklingen i henholdsvis Nationalbankens RTGS-system og VPclearingen. Tabel 3.2 viser tal for udvalgte udenlandske systemer. 7DEHOÃ $QWDOÃEHWDOLQJHUÃLÃ'1)RUHVS UJVHOVVHUYLFHÃRJÃ93DIYLNOLQJHQÃVDPWÃY UGL DIÃGLVVHÃSHUÃnU VP-værdi, mia. DKK VP antal, mio. 3,3 3,8 3,9 3,5 3,5 3,3 DN-F værdi, mia. DKK DN-F antal, mio. 0,356 0,379 0,347 0,349 0,426 0,369 Kilde: "Blue Book on Payment Systems" (1996 addendum), EMI, 1998 samt "Blue Book on Payment Systems" (1997 addendum), ECB, 1999.

3 7DEHOÃ $QWDOÃEHWDOLQJHUÃRJÃY UGLÃDIÃGLVVHÃLÃXGHQODQGVNHÃ93V\VWHPHU Frankrig Sum af aktivitet i Saturne og Relit VP værdi i mia. FRF VP antal i mio. - 13,2 15,2 12,3 17,0 18,1 Tyskland Deutsche Börse Clearing VP værdi i mia. DEM VP antal i mio. 22,6 27,8 25,2 23,4 20,6 31,2 England CREST VP værdi i mia. GBP VP antal i mio. 8,5 10,3 9,4 9,8 12,6 29,0 Kilde: "Blue Book on Payment Systems" (1996 addendum), EMI, 1998 samt "Blue Book on Payment Systems" (1997 addendum), ECB, De daglige afviklinger i de danske systemer svarer til halvdelen af de danske pengeinstitutters egenkapital, og på 14 dage kører beløb svarende til Danmarks BNP gennem Nationalbankens RTGS-system. Tilsvarende gælder for de udenlandske systemer, hvor f.eks. den daglige valutahandel løst anslået svarer til 16 gange det samlede internationale banksystems egenkapital. Udviklingen i infrastrukturen bag engrosbetalingsformidlingen og værdipapirafviklingen har især været præget af en stigende internationalisering, kortere afviklingstid bl.a. gennem introduktionen af RTGS-systemer og for værdipapirafviklingssystemer dematerialisering af værdipapirer. 8GYLNOLQJHQÃLÃ'DQPDUN Danmark har siden 1981 haft et RTGS-system. Mange af de andre europæiske lande har først fået sådanne inden for de sidste år. Danmark har således ligget langt fremme inden for engrosbetalinger, men gennem de sidste 18 år har der været en meget begrænset

4 udvikling af det danske system. Introduktionen af TARGET er, som beskrevet nedenfor, en betydelig nyskabelse inden for engrossystemer i Danmark med potentielt store konsekvenser. På værdipapirafviklingssiden har Danmark også været på forkant med den internationale udvikling, bl.a. var Danmark blandt de første lande, der indførte dematerialiserede værdipapirer. Dette er nu standarden i stort set alle industrilande. Værdipapirafviklingssystemet vil også blive påvirket af den øgede europæiske integration, eksempelvis gennem etablering af et egentligt europæisk clearing-hus 1), eller gennem opbygningen af links mellem de europæiske værdipapircentraler. Sådanne links har indtil for nylig været søgt koordineret inden for ECSDA 2) samarbejdet. På relativt kort sigt kan sådanne initiativer indebære en smidiggørelse af handel og opbevaring af værdipapirer på tværs af grænserne. På længere sigt kan de lede til en fælles international infrastruktur, hvor nationale systemer vil være forsvundet. Den europæiske centralbanks RTGS-system, TARGET, er blevet en væsentlig drivkraft bag internationaliseringen af engrosbetalingsformidlingen. Med systemet får alle pengeinstitutter i EU mulighed for at sende betalinger til hinanden i realtid uafhængigt af nationale grænser. Ganske vist er det usandsynligt, at samtlige europæiske pengeinstitutter vil tilslutte sig TARGET, men målt som andel af det samlede omfang af grænseoverskridende betalinger vil den overvældende største andel have mulighed for at blive sendt gennem TAR- GET. I forhold til de eksisterende korrespondentbanknet har TAR- GET også en stor dækningsgrad. Derved kommer den internationale 1) Cedel International og Deutsche Börse Clearing meddelte den 14. maj 1999, at de agter at fusionere deres clearing-, afviklings- og værdipapiropbevaringsfunktion. På sigt er det planen at udvide samarbejdet til et egentligt europæisk clearinghus med deltagelse af andre nationale og internationale clearinghuse. 2) European Central Securities Depositories Association.

5 infrastruktur til at minde om den nationale. Hidtil har de fleste internationale betalinger været afviklet gennem korrespondentbanker. I TARGET er centralbankerne korrespondentbanker, ligesom de er det i det nationale system. Hvis TARGET får succes på dette område, vil det indebære en betydelig reduktion af forretningsområdet for en korrespondentbank. Det kan også indebære en relativ konkurrencemæssig fordel for de mindre pengeinstitutter, der traditionelt ikke har haft de samme korrespondentbanknet som de større pengeinstitutter. Som alternativer til TARGET findes ud over de eksisterende korrespondentbanknet dels et internationalt system, dels nationale systemer med international adgang. Det internationale system er EBA, hvis medlemmer tæller de største banker på verdensplan. Systemet er et nettingsystem, der allerede før ØMU'ens start eksisterede til afvikling af betalinger i ECU. De større landes nationale systemer kan også blive alternativer, hvis de opnår en tilstrækkelig stor international medlemskreds, og hvis de formår at drive deres systemer væsentligt billigere end TARGET. To sådanne systemer er det engelske euro- CHAPS (et RTGS-system) og det tyske EAF2 (et blandingssystem). Endelig har en række af de største internationale banker en decideret strategi om at være lokaliseret i alle markeder, ligesom de større nationale banker udstrækker deres forretningsområde til nabolandene. Disse banker vil kunne bruge deres interne net til grænseoverskridende betalinger, ligesom de vil kunne tilbyde denne ydelse til andre, mindre pengeinstitutter. Internationalt har man siden anden halvdel af firserne fra myndighedsside, herunder fra centralbankerne, fået øjnene op for de potentielle risici, der kunne ligge i engrossystemerne som følge af de meget store beløb. Man har derfor skubbet på for en forbedring af sikkerheden gennem en dialog med sektoren, fastsættelse af standarder, udvikling af nye systemer og hensyntagen hertil på lovgivningsområdet. Denne reduktion af risici har ikke været omkostningsfri. Det kan

6 hævdes, at det i dag er dyrere at være udbyder af alle ovennævnte ydelser, idet den internationale standard kræver, at udbyderen er med i diverse risikoreducerende systemer. Risiciene i de forskellige systemer er over de senere år stadigt blevet reduceret. Der er bl.a. sket en bevægelse fra de såkaldte nettingsystemer til RTGS-systemer. I nettingsystemer vil der per definition være en periode, mellem betalingsordren er afsendt, til den er endeligt afviklet. I dette tidsrum er betalingerne ikke endelige, og parterne kan derfor være udsat for forskellige grader af kredit- og likviditetsrisici. I RTGS-systemer afvikles betalingerne i realtid, hvorved disse risici i store træk elimineres. I de tilbageværende nettingsystemer for engrosbetalinger er der endvidere sket en opstramning af det juridiske grundlag for nettingsystemerne med henblik på at mindske risiciene. RTGS-systemerne og de seneste fremskridt inden for værdipapirafvikling har også muliggjort en forkortelse af afviklingstiden for engrosbetalinger. Snarligt vil en kombination af RTGS-teknologien og Delivery versus Payment-teknologien (samtidig afvikling af værdipapirer og penge, hvilket reducerer modpartsrisikoen) fra værdipapirsiden muliggøre samtidig afvikling af begge ben i en valutahandel (Payment versus Payment), hvilket vil fjerne hovedstolsrisikoen 3) i valutahandel. Der er også en bevægelse i retning af bedre recovery på systemsiden, hvor der for de store systemer vil gå kortere og kortere tid ved tekniske nedbrud, før man er oppe igen. Udviklingen i edb-teknologien har været en forudsætning for både udviklingen af RTGS-systemer og dematerialiserede værdipapirer. 3) Ved hovedstolsrisiko forstås i denne sammenhæng risikoen for, at den ene part betaler sin modpart det aftalte beløb, men aldrig modtager det modsvarende beløb i den anden valuta.

7 Som hovedregel har disse systemer dog ikke været begrænset af den teknologiske udvikling. Den teknologiske udvikling vil også kunne påvirke grænsen mellem detail- og engrosbetalinger, hvor lavere transaktionsomkostninger kan lede til, at flere betalinger afvikles i RTGS-systemer i stedet for i nettingsystemer. I Schweiz afvikles således stort set alle betalinger gennem RTGS-systemet. 'HWDLOEHWDOLQJVIRUPLGOLQJ Modsat engrosbetalingsformidling har detailbetalingsformidling været præget og drevet af en betydelig teknologisk udvikling, der især har været karakteriseret ved en mere og mere elektronisk betalingsformidling. Der er endvidere en begyndende bevægelse i retning af ombrydning af detailbetalingsformidling som forretningsområde. Der optræder nye aktører, nye konkurrenceparametre, og alt dette afstedkommer nye lovgivningsmæssige problemstillinger. Adgang til softwareudviklingskapacitet kan blive en væsentlig parameter, mens den fysiske tilstedeværelse og personalet til at håndtere manuelle forretningsgange bliver en mindre vigtig parameter. Det vil svække pengeinstitutternes konkurrencesituation. På den anden side vil pengeinstitutterne have en fordel som følge af deres historiske rolle, som verificerende at begge parter i en handel opfylder deres forpligtigelser, i og med at levering af vare og betaling i mange tilfælde ved elektronisk handel vil være adskilt. Indtil videre er der kun i begrænset omfang set eksempler på denne udvikling i Danmark. Da beløbene er mindre, er overvejelserne om risici også anderledes. Tre manglende Dankort-betalinger har ingen systemmæssige implikationer, hvorimod tre manglende engrosbetalinger vil kunne forsinke sumclearingen, værdipapirafviklingen og en stribe valutahandler og i værste fald måske få dem til at falde.

8 For detailbetalingerne er fokus derfor i høj grad på effektivitet, ikke alene for pengeinstitutterne men også for kunderne. Set over et længere tidsperspektiv er der på detailbetalingsformidlingsområdet sket en bevægelse fra kontantbetalinger, over checks og giro til elektroniske debiteringer, som ved brug af Dankort, jf. tabel DEHOÃ 8GYLNOLQJHQÃLÃGHWDLOEHWDOLQJVIRUPLGOLQJHQÃPLRÃWUDQVDNWLRQHU Check 124,3 117,6 107,5 93,5 84,5 76,6 Direct Debit 62,5 68,6 75,3 87,0 96,4 105,1 Dokumentløs clearing 86,5 122,8 143,6 187,1 159,3 175,6 Dankort 142,1 172,3 207,7 240,9 274,4 304,9 Kilde: "Blue Book on Payment Systems" (1996 addendum), EMI, 1998 samt "Blue Book on Payment Systems" (1997 addendum), ECB, Der er tale om en glidende overgang, og de forskellige metoder har alle stadig deres naturlige forretningssegmenter. Detailbetalingsformidling i Danmark har tidligere været karakteriseret ved på nogle områder at ligge på forkanten internationalt, men gør det ikke længere i udpræget grad, jf. tabel 3.4. For en yderligere diskussion se nedenfor i afsnit Det er væsentligt at bemærke, at et dansk særkende er, at afviklingen af detailbetalinger mellem pengeinstitutterne - inkl. checks - sker 100 pct. elektronisk, d.v.s. uden udveksling af papirbilag. Den fælles infrastruktur i Danmark på betalingsformidlingsområdet har en betydelig del af æren herfor.

9 7DEHOÃ %UXJÃDIÃFKHFNVÃLÃIRUKROGÃWLOÃ()7326ÃÃPLR BE DK DE GR SP FR IT NL AU PO SF vol EFTPOS vol checks , check i pct. af EFT-POS Anm.: Electronic funds transfer at the point of sale (EFTPOS) er kortlæsere ude i forretningerne. Kilde: "Blue Book on Payment Systems" (1997 addendum), ECB, (OHNWURQLVNHÃSHQJH Elektroniske penge er et af de nye produkter inden for betalingsformidling. Produktet er endnu i sin vorden. I Danmark kendes produktet bedst fra Danmønt, hvis udestående kun med nød og næppe kan måles i promiller af det samlede udestående af sedler og mønt, jf. figur 3.1. Tilsvarende gælder i andre lande. Uanset produktets ringe udbredelse har der fra alle kanter været stor interesse for denne type produkter. )LJXUÃ 8GHVWnHQGHÃIUDÃ'DQP QWÃLÃIRUKROGÃWLOÃVHGOHUÃP QWHUÃRJ YULJÃSHQJHP QJGH Indskud (424 mia.) Sedler (35 mia.) Mønt + Danmønt (4,015 mia.) Mønt (4 mia.) Danmønt (15 mio.)

10 Der er efterhånden bred enighed om, at elektroniske penge kan defineres som HOHNWURQLVNÃUHJLVWUHULQJÃDIÃHQÃY UGLÃGHUÃNDQÃDQYHQGHV EUHGWÃWLOÃEHWDOLQJÃXGHQÃDWÃGHQÃHUÃNQ\WWHWÃWLOÃHQÃLQGLYLGXDOLVHUHWÃNRQWR. Man skal dog være opmærksom på, at der endnu ikke findes nogen fuldstændig entydig definition af elektroniske penge. Med udgangspunkt i denne definition vil det indledningsvis blive forsøgt at afgrænse begrebet elektroniske penge. Der findes en række beslægtede produkter, som også er interessante, og som til tider omtales som elektroniske penge uden dog at falde inden for definitionen. Derefter vil der blive opstillet en række forskellige funktioner, der alle skal udføres i et system af elektroniske penge. En måde at karakterisere forskellige systemer vil så være at se på, hvor mange agenter der er i de pågældende systemer. Herefter gennemgås to måder at kategorisere systemer på, nemlig 1) forskellen mellem et fysisk og ikke-fysisk system og 2) systemets kapacitet og type af chip. 'HILQLWLRQHQÃDIÃHOHNWURQLVNHÃSHQJH Med udgangspunkt i den tidligere nævnte definition er det hensigtsmæssigt med en diskussion af fortolkningsmæssige spørgsmål og eksempler på, hvad elektroniske penge LNNH er. I boks 3.1 er endvidere gjort et forsøg på at beskrive forskellen mellem elektroniske penge og betalinger på Internettet, da disse ofte sammenblandes i debatten. C (OHNWURQLVNÃ UHJLVWUHULQJÃ DIÃ HQÃ Y UGL. Hermed er sagt, at fysisk/mekanisk registrering så som pengesedler, mønter, checks, kuponer af forskellig art m.m. ikke er elektroniske og derfor ikke

11 hører med. Imidlertid er det væsentligt at notere, at selv om en værdi er registreret elektronisk, er det ikke nødvendigvis elektroniske penge. C 'HUÃNDQÃDQYHQGHVÃEUHGWÃWLOÃEHWDOLQJÃHensigten er her at udelukke de såkaldt lukkede systemer, eksempelvis telefonkort eller forudbetalte billetter, hvor udsteder og indløser altid er identiske. Selv om et system er åbent, er det dog ikke nødvendigvis bredt anvendeligt. Nedenfor gennemgås forskellige kriterier for "bredde". C Antallet af produkter eller ydelser: Det kan diskuteres, om grænsen mellem bred og snæver anvendelse skal gå ved ét produkt, to, fem - hvis disse er nært beslægtede. Et selvbetjeningsposthus, hvor der kan telefoneres, faxes, købes frimærker og sendes , og hvor alle disse ydelser kan betales med et forudbetalt kort, som alene kan bruges i disse selvbetjeningsposthuse, kunne være et sådant grænseeksempel, hvor den brede anvendelse kan diskuteres. C Geografisk udspredelse: Et system, der alene kan bruges på et begrænset, veldefineret område som f.eks. et universitet eller en kaserne, vil næppe opfylde kriteriet for "bredde". C Tid: Et system anvendes alene til en enkelt begivenhed af begrænset varighed. C Systemets samlede udestående: Her anvendes en kvantitativ grænse for bredde defineret som en beløbsgrænse. Dette er måske umiddelbart det nemmest tilgængelige kriterium, men til gengæld kan det relativt nemt omgås i de mere avancerede systemer. C Antallet af brugere: Med dette kriterium skal der over et vist antal brugere, før systemet betegnes som bredt.

12 C 8GHQÃDWÃGHÃHUÃNQ\WWHWÃWLOÃHQÃLQGLYLGXDOLVHUHWÃNRQWR. Hensigten er her at skelne mellem på den ene side fjernadgang til bankkonti, såkaldte access-produkter (homebanking, pc-bank, Internetbank) og elektronisk overførsel ved hjælp af et debet-/kreditkortnummer, og på den anden side elektroniske penge, som ikke er knyttet til en individualiseret konto. Som det fremgår af nedenstående, er denne grænse dog heller ikke entydig.

13 %RNVÃ %HWDOLQJHUÃSnÃ,QWHUQHWWHW Betalinger på Internettet og elektroniske penge er to forskellige ting. Elektroniske penge kan i nogle tilfælde bruges på Internettet (når der er tale om de såkaldte netværkspenge), men kan også eksistere som fysiske kort. Betalinger på Internettet kan ske ved hjælp af elektroniske penge, men der findes også andre metoder, som vil blive gennemgået nedenfor. Hvis en kunde finder et produkt på Internettet og beslutter sig for at købe det, kan betalingen ske ved simpelt efterkrav. Det har naturligvis intet med elektroniske penge at gøre. Det er ikke engang en betaling over nettet. En anden simpel måde er at opgive sit kredit-/debetkortnummer. Dette er en betaling over nettet ved hjælp af konventionelle midler. Specifikt er betalingen knyttet til en individualiseret konto og falder dermed uden for definitionen af elektroniske penge. Hvis både køber og sælger er tilsluttet et krypteringssystem som f.eks. SET-standarden, kan kredit-/debetkort benyttes på en mere avanceret måde. Frem for at opgive kortnummeret er der til kortet knyttet en elektronisk signatur, som kan genkendes og verificeres af sælgeren. Igen er der ikke tale om elektroniske penge, da betalingen stadig er knyttet til en individualiseret konto. Dog er der tale om en betalingsmåde, som er specifik for Internettet. På lignende vis fungerer elektroniske checks, der anvendes efter samme princip som betaling med et debet-/kreditkortnummer via et krypteringssystem. Fordelen er her, at man kan gå direkte til banken med "checken" og slipper uden om de fordyrende mellemled som f.eks. et kreditkortselskab. Elektroniske checks svarer til den fysiske verdens bankoverførsler og er direkte knyttet til en konto, hvorfor også de falder uden for definitionen af elektroniske penge. En tredje måde er at overføre penge fra sin konto til en sælgers konto ved hjælp af en homebank-/pc-bank-løsning. Denne betalingsmåde er specifik om ikke for nettet så dog for elektronisk kommunikation. Den kan sammenlignes med den umiddelbart ovenstående, da det er en Internet-/modembaseret måde at gøre noget traditionelt på. I dette tilfælde ville den traditionelle pendant være en UDUS-betaling, et girokort eller en anden form for overførsel fra en konto til en anden på direkte opfordring fra kunden. Endelig er der så elektroniske penge. Som beskrevet tidligere kan der være tale om netværkspenge, som befinder sig på brugerens harddisk, eller en separat chip, f.eks. på et forudbetalt kort, der kan læses af harddisken efter at være blevet købt hos udstederen. Man skal primært til USA for at finde netværkspenge i brug. TeleDanmark har annonceret planer om et sådant produkt. De har en række databaser, hvor det enkelte opslag ikke må koste særlig meget. Hvis man i et sådant system kunne købe andet end opslag i TeleDanmarks egne databaser, f.eks. avisartikler, biograflister eller en side i KRAKs kort, ville der være tale om det første netværkssystem af elektroniske penge med dansk udsteder. )XQNWLRQHUÃRJÃDJHQWHU Det kan være hensigtsmæssigt at se lidt nærmere på de funktioner og agenter, som er involveret i elektroniske penge. I alle systemer skal

14 der grundlæggende udføres syv funktioner, som kan varetages af hver sin agent: C C C C C C C En bruger eller ihændehaver - køber de elektroniske penge En sælger af kort - der hvor kortet købes En sælger af varer og ydelser, også kaldet modtageren, den handlende eller indløseren - her kan forbrugeren omsætte sine elektroniske penge En operatør - den der driver systemet, herunder bestemmer systemets specifikation, bl.a. vedrørende snitflader, og som står for markedsføringen og kontakten til brugerne, sælgerne og indløserne En udsteder - den finansielle garant, den der modtager forrentningen af det samlede udestående, det såkaldte flow En afvikler - den der udregner, hvilke summer der skal overføres fra og til hvem En kontrolinstans - den der opstiller regler og tilser, at disse bliver overholdt. Der kan være grund til at se nærmere på afviklerens rolle. Afvikleren skal udregne, hvem der skylder hvem hvor meget. Denne funktion kan varetages af samme agent, som er operatør, eller af en separat agent. Den principielle forskel er illustreret i figur 3.2 og 3.3. Meget groft kan alle systemer opdeles i disse to kategorier. Kendetegnet ved den første type systemer er, at samme agent både er operatør og afvikler, d.v.s. at kommunikationen mellem den handlende og banken og mellem kunden og banken sker gennem operatøren, jf. figur 3.2.

15 )LJXUÃ 2SHUDW UHQÃVRPÃDIYLNOHU 5 1 Bruger Operatør & afvikler 7 Indløser Bank 1 Bank 2 8 Anm.: Brugeren 1. hæver penge på sin konto og 2. betaler dem til operatøren, som 3. giver brugere elektroniske penge og 4. sætter pengene i banken på sin konto. Brugeren 5. køber nogle varer og 6. betaler med elektroniske penge. Indløseren 7. meddeler operatøren om modtagelsen af elektroniske penge. Operatøren 8. afvikler ved at overføre penge fra sin konto til indløserens konto. )LJXUÃ 2SHUDW UÃRJÃDIYLNOHUÃHUÃDGVNLOW Bruger 3 4 Indløser 2 Operatør 5 1 Bank 1e Bank 1 6 Afvikler 6 Bank 2e Bank 2 Anm.: Brugeren 1. veksler penge til elektroniske penge i banken og 2. sætter dem ind på sin harddisk. Brugeren 3. køber nogle varer og 4. betaler med sine elektroniske penge. Indløserne 5. veksler dem tilbage i banken. Afvikleren 6. sørger regelmæssigt for, at negative og positive balancer i bankernes "vekselkontorer" afvikles.

16 Denne type er Danmønt-systemet, der er globalt udbredt gennem Visa Cash. I de andre systemer sker kommunikationen mere direkte mellem den handlende og banken og kunden og banken, jf. figur 3.3. Den ekstreme version af disse systemer er rene homebanking-systemer, som ikke regnes til elektroniske penge, idet de overførte værdier i disse systemer er knyttet direkte til individualiserede konti. Forskellen mellem figur 3.3 og et homebanking-system ligger alene i, hvor "langt ind i banken" man kommer. Dermed er der tale om en glidende overgang, jf. definitionens tredje punkt ovenfor. Danmønt og de forskellige Visa Cash-systemer er eksempler på konkrete systemer i den første kategori inden for forudbetalte kort, mens Cybercash er det inden for netværkspenge. Inden for den anden kategori er Mondex udbyder af forudbetalte kort, mens Digicash er et eksempel på netværkspenge. )\VLVNHÃRJÃLNNHI\VLVNHÃV\VWHPHU En anden klassisk opdeling har været mellem forudbetalte kort, hvor værdien er lagret på en chip på et fysisk kort, og netværkspenge, hvor værdien er lagret på en harddisk. Førstnævnte vil typisk være en substitut for mønter og dermed af trods alt begrænset værdi, mens sidstnævnte kan tænkes at få en meget høj værdi. Der er imidlertid allerede koncepter, hvor de to former blandes sammen. Det gælder systemer, hvor kortet kan sættes ind i en edb-maskine og dermed konverteres til en elektronisk meddelelse, som så kan bruges. Danmark og Finland har hidtil været med længst fremme med egentlige systemer af elektroniske penge. I begge tilfælde er der tale om forudbetalte kort. Der er kun ganske få europæiske eksempler på eksisterende systemer af netværkspenge. I USA findes de, om end i begrænset udstrækning. Det betyder imidlertid ikke, at disse nye former for betalingsmidler ikke har et potentiale. I teorien kan de - i modsætning til eksisterende betalingsmidler - komme til at spille en

17 rolle, der strækker sig langt videre end betalingsformidling, jf. nedenstående faseopdeling..dsdflwhwãrjãw\shãdiãfkls Denne opdeling går i højere grad end de to foregående på selve chippen og dens type og indhold. Afhængig af, hvor avanceret den chip, som ligger i kortet, er, klassificeres de forskellige produkter i fire forskellige faser: Fase 1-kort er engangskort. Disse kort kan alene bruges til betalinger, og når beløbet er opbrugt, smides de væk. Chippen kan kun huske (memory-chip). Eksempler på sådanne kort er den gængse type Danmønt. Fase 2-kort er genopladelige kort. Disse kort kan som de oven for beskrevne også kun bruges til betalinger, men de smides ikke bort, når beløbet er opbrugt, idet de kan genoplades. For at dette kan lade sig gøre, skal chippen ikke bare huske, men også behandle data (processorchip). Fase 3-kort er kombikort. De har samme chip som fase 2-kort, men for fase 3-kort er chippen sat på et kort, der allerede har en anden funktion, f.eks. et Dankort eller et kreditkort. Det finske Avant er et eksempel på et sådant kort. Fase 4-kort er multiapplikationskort. Chippen er i princippet af samme type som for type 2-3 men væsentligt kraftigere. Den skal have et operativsystem, som kan styre et antal applikationer. Dette kunne f.eks. være et debet- eller kreditkort, et adgangskort, et bibliotekskort eller andre lånekort, et kunde- eller borgerkort, elektroniske billetter af forskellig slags eller et GSM-kort (mobiltelefoni). Samme udbyder kan i forskellige lande tilbyde kort i forskellige faser. Eksempelvis har Mondex udbudt et fase 2-kort i Canada, mens de i

18 Storbritannien og i Australien vil gå direkte til et fase 4-kort. Visa Cash findes i alle fire faser rundt omkring i verden. 'DQPDUNVÃ SRVLWLRQÃ LQGHQÃ IRUÃ XGYLNOLQJÃ DI YLVVHÃQ\HÃEHWDOLQJVIRUPHU Som tidligere nævnt har Danmark på nogle områder været et foregangsland inden for betalingsteknologi. Automatiseringsgraden i det danske system ligger i top i Europa. Dankort-systemet er på flere måder unikt, og Danmønt-kortet var det første af sin slags. Der er imidlertid tegn på, at andre lande på flere områder har indhentet Danmark, og at de på andre områder er længere fremme. En generel sammenligning af betalingssystemer vanskeliggøres af, at der ikke er mange sammenlignelige mål for udviklingen. For elektroniske penge er en sammenligning imidlertid mindre problematisk. Tabel 3.5 opsummerer nogle af oplysningerne for udvalgte lande. Undersøgelsen bygger på centralbankmateriale fra oktober Danmønt var da stadig ét af blot 4 engangskort, der havde opnået en vis anvendelse i det givne land. I en del andre lande er lignende systemer søsat, men har endnu ikke opnået vid udbredelse. Genopladelige kort findes i enkelte lande, mens de er på pilotstadiet i andre. Med hensyn til muligheden for at have mere end én valuta registreret på kortet findes dette i Hong Kong, mens det er planlagt i Belgien, Finland, Tyskland og Spanien 4). I en del andre lande er der udviklet multifunktionskort, hvor elektroniske penge-kortet kombineres med en anden betalingsfunktion (f.eks. debetkort eller ATM-adgang). Endelig har man i 4 lande (USA, Belgien, England og Norge) udviklet softwarebaserede produkter, mens dette er på pilotstadiet i en del andre lande (herunder, i noget begrænset form, Danmark). 4) For de tre førstnævnte lande drejer det sig om EUR.

19 7DEHOÃ (JHQVNDEHUÃYHGÃHSHQJHV\VWHPHUÃLÃXGYDOJWHÃODQGH Engangskort (fase 1-kort) Genopladelige kort (fase 2-kort) Kombikort (fase 3-kort) Multivaluta Østrig Introduceret Pilotprojekt* Ja Nej Belgien Udbredt ATM og telefon Ja Planlagt Danmark Udbredt Pilotprojekt* Nej Nej Finland Introduceret ATM Ja Planlagt Tyskland Introduceret Pilotprojekt* Ja Planlagt Hong Kong Introduceret ATM og telefon Ja Muligt Holland Introduceret Pilotprojekt* Ja Nej Portugal Udbredt Pilotprojekt* Ja Nej Singapore Udbredt Pilotprojekt* Ja Nej Spanien Introduceret Pilotprojekt* Ja Planlagt Schweiz Introduceret Pilotprojekt* Ja Nej * Det vides ikke præcist, hvilket niveau genopladelighed er på i disse lande. Bl.a. i Holland og Portugal er der tale om mere end et egentligt pilotprojekt. Med hensyn til handel over Internettet viste en analyse fra juli 1998 fra International Data Corporation 5), IDC, at Danmark i en sammenligning med Sverige, Norge, Frankrig, Italien, Tyskland og Storbritannien lå sidst både for så vidt angår antallet af brugere af Internettet og andelen af Internetbrugere, der handler på nettet. Mens gennemsnittet for EU på det sidste område lå på 12,1 pct., og tallet for Tyskland var 18,7 pct., lå Danmark på 4,7 pct.. Det skal dog påpeges, at statistikken er præget af nogen usikkerhed, og det har ikke været muligt at vurdere kvaliteten af den nævnte undersøgelse. Samlet set er der dog noget, som tyder på, at Danmark for så vidt angår udviklingen af disse nye betalingsformer ikke ligger længst fremme. 5) Se Børsen den 27. juli 1998.

20 5HJXOHULQJÃDIÃHOHNWURQLVNHÃSHQJH Som nævnt ovenfor kan elektroniske penge defineres som elektronisk registrering af en værdi, der kan anvendes bredt til betaling, uden at den er knyttet til en individualiseret konto. Dette vil sædvanligvis sige forudbetalte betalingsmidler, der accepteres som betalingsmiddel også af andre end udsteder 6). Elektroniske penge har en række træk, der sædvanligvis karakteriserer sedler og mønter. Samtidig har elektroniske penge en række andre træk, der sædvanligvis karakteriserer andre former for elektroniske betalingsmidler som f.eks. kreditkort. Kombinationen af disse træk har givet anledning til nærmere overvejelser hos en række internationale organisationer og myndigheder med ansvar for finansielle forhold. Det Europæiske Monetære Institut (EMI) udtalte sig i 1994 om elektroniske penge 7). I 1994 tænkte man endnu ikke på netværkspenge, så rapporten er forbeholdt forudbetalte kort. Den væsentligste anbefaling i rapporten er, at kun pengeinstitutter bør kunne udstede de forudbetalte kort. Det primære hensyn er, at der skal kunne føres pålideligt tilsyn med dette nye produkt. Danmønt, som dengang allerede havde eksisteret i nogle år, og som ikke udbydes af et pengeinstitut, blev tilgodeset gennem en særlig undtagelse 8). 6) Forbrugerstyrelsen og Erhvervsministeriet har i rapporten "Regulering af visse betalingsmidler og adgangskoder" overvejet i hvilket omfang betalingskortloven bør regulere forudbetalte betalingsmidler, herunder også forudbetalte betalingsmidler, der har karakter af elektroniske penge. 7) Report on Prepaid Cards, EMI, ) I rapportens afsnit 32 står, at den nationale centralbank kan give tilladelse til, at andre end kreditinstitutter kan udstede forudbetalte kort, hvis disse (i) ikke udøver grænseoverskridende aktivitet, (ii) er underlagt passende regulering, specielt mht. likviditetsplacering, og (iii) er under tilsyn af den samme institution, som tilser kreditinstitutter.

21 I 1997 udgav G-10 9) ligeledes en rapport om elektroniske penge 10). Denne rapport adskilte sig fra EMIs på tre måder. For det første udtalte den sig ikke alene om forudbetalte kort men også om netværkspenge. For det andet var den bredere i sin analyse og dækkede også emner som forbrugerbeskyttelse og forfalskning. For det tredje var den mindre præcis i sine konklusioner, hvilket afspejler den manglende internationale konsensus. Den Europæiske Centralbank (ECB) udgav i august 1998 en rapport om bl.a. de pengepolitiske aspekter ved elektroniske penge, herunder med en række anbefalinger 11). Rapporten er en ECB-rapport og repræsenterer således ikke nødvendigvis synspunkter for de EUlande, der ikke deltager i 3. fase af ØMU. Såvel Danmarks Nationalbank, Bank of England som Sveriges Riksbank har således en væsentlig mere liberal holdning til reguleringen af udstedere af elektroniske penge. Herudover har BIS 12) udgivet rapporter om sikkerhed, tilsyn og centralbankens rolle omkring elektroniske penge 13). I det følgende beskrives de væsentligste emner, der har været drøftet internationalt. )LQDQVLHOÃVWDELOLWHW Uanset om elektroniske penge betragtes som en form for kontanter, en form for indlån eller som et helt særligt betalingsmiddel, er tilliden til dem som betalingsmiddel et væsentligt 9) G-10 er et samarbejde mellem centralbankerne i de største lande. 10) Electronic Money, G-10, 1997, webadresse 11) Report on Electronic Money, ECB, august 1998, webadresse 12) Bank for International Settlements (BIS), webadresse 13) Security of electronic money, 1996, Implications for Central Banks of the Development of Electronic Money, 1996, Risk Management for Electronic Banking and Electronic Money Activities, 1998.

22 spørgsmål. Der vil dog typisk være tale om mindre beløb, som den enkelte bruger har i form af elektroniske penge, sammenlignet med hvad der er på f.eks. bankkonti. Pengeinstitutter har typisk udlån med længere løbetid end deres indlån. Et pludseligt udtræk af indlån, typisk på grund af mistillid til pengeinstituttet, kan derfor i sig selv skabe problemer for pengeinstituttet (likviditetsrisiko). Indskydergarantiordninger mindsker tilskyndelse til udtræk på grund af rygter og stabiliserer på den vis det finansielle system. En udsteder af elektroniske penge kan imidlertid i stedet pålægges at placere de forudbetalte midler i likvide aktiver. Dermed vil udstederen meget hurtigt kunne indløse de elektroniske penge, og behovet for indskydergaranti mindskes. Man kan i så fald diskutere, hvor store problemer elektroniske penge kan skabe for den finansielle stabilitet. Internationale fora har især drøftet, om ret til at udstede elektroniske penge skal forbeholdes banker eller endda centralbanker. Visse lande, herunder USA, finder ikke, at der p.t. er et behov for at begrænse kredsen af udstedere. Tværtimod finder de, at en begrænsning af kredsen af udstedere vil kunne hæmme den teknologiske udvikling. Andre lande, herunder de fleste central- og sydeuropæiske lande, foretrækker, at retten til at udstede elektroniske penge forbeholdes kreditinstitutter, herunder først og fremmest banker. Argumentet er, at dette vil styrke tilliden til elektroniske penge. Danmark stiller ikke krav om, at udstedere af elektroniske penge er banker. I stedet er der særlige regler om finansielt tilsyn med andre udstedere af forudbetalte betalingskort 14). De danske myndigheder har bl.a. taget hensyn til, at institutioner, der kun udsteder elektroniske penge, har en mere simpel balancestruktur end kreditinstitutter 15). 14) Lov nr. 375 om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort. 15) En udsteder af elektroniske penge har en balancestruktur, der er væsentligt forskellig fra et kreditinstituts. Et kreditinstituts balance indebærer nogle

23 %RNVÃ )RUVODJÃWLOÃGLUHNWLYÃRPÃYLUNVRPKHGÃVRPÃHSHQJHLQVWLWXW EU-Kommissionen fremsatte den 21. september 1998 et direktivforslag om adgang til at etablere og udøve virksomhed som e-pengeinstitut og tilsyn med en sådan virksomhed. Forslaget retter sig primært mod dem, der udsteder elektroniske penge. I modsætning til de nuværende danske regler indeholder forslaget særlige regler for såvel kortbaserede som netværksbaserede elektroniske penge. Banker og andre kreditinstitutter har allerede i dag mulighed for at udstede elektroniske penge. Forslaget vil gøre det muligt, at også andre end de nuværende kreditinstitutter kan udstede elektroniske penge. Nedenfor beskrives direktivforslagets væsentligste elementer. C Udsteder får status som kreditinstitut. Dette indebærer, at udsteder undergives finansielt tilsyn og får adgang til andre EU-landes markeder gennem de særlige regler for kreditinstitutter om fri etableringsret, fri udveksling af tjenesteydelser og gensidig anerkendelse af tilsyn ("europæisk pas"). Den Europæiske Centralbank får samtidig adgang til at indsamle statistik og eventuelt pålægge udsteder reservekrav. C Udsteder undergives simple og mere lempelige kapitalkrav, men mere restriktive placeringsregler end banker. Kapitalkravene fastsættes på baggrund af udsteders passiver (uindfriede elektroniske penge). Udsteder skal samtidig placere sine aktiver meget likvidt (bankindskud, 0-vægtede aktiver, jf. kapitalkravsdirektivet m.v.). C Forslaget stiller krav til udsteders ledelse, forretningsgange og forretningsområde. Udsteder må kun udstede elektroniske penge og yde andre tjenester gennem samme elektroniske medium (eksempelvis udbyde et forudbetalt betalingskort, der også kan anvendes som legitimationsbevis m.v.). C Udsteder omfattes af kravene i EF's hvidvaskningsdirektiv. C Forslaget giver en medlemsstat ret til at fastsætte mere lempelige krav til små systemer, dog således at disse systemer ikke får adgang til "europæisk pas", jf. ovenfor. EU-Kommissionen har foreslået lignende regler om finansielt tilsyn med andre udstedere af elektroniske penge end banker. &HQWUDOEDQNHQVÃUROOHÃCentralbankerne har i de fleste lande ansvaret for udstedelsen af kontanter. Det kunne derfor synes naturligt, at de også påtog sig at udstede elektroniske penge. I det omfang elektroniske penge erstatter kontanter, vil centralbankernes indtjening fra kontantudstedelsen (seigniorage) blive reduceret. Enkelte centralbanker har da også engageret sig i dette. Generelt er udviklingen dog særlige risici, fordi en stor del af aktiverne er illikvide, mens passiverne er likvide. Udstedere af elektroniske penge som Danmønt har både likvide aktiver og passiver. Derfor er store dele af regelsættet for kreditinstitutter, der fokuserer på at håndtere ovennævnte risici, ikke relevant for institutioner som Danmønt.

24 foregået i den private sektor, mens centralbankerne har fulgt udviklingen nøje. Centralbankerne har til dels modsatrettede interesser i elektroniske penge. Centralbankerne har bl.a. til opgave at sørge for en effektiv og sikker betalingsformidling. I det omfang elektroniske penge kan bidrage hertil, bør centralbankerne støtte udviklingen af elektroniske penge. På samme tid er det også sædvanligvis en centralbanks opgave at sikre et stabilt finansielt system, ligesom det påhviler centralbanken at udføre et lands pengepolitik. Centralbankerne har i første omgang interesseret sig mest for elektroniske penges pengepolitiske betydning. Der er delte meninger om dette spørgsmål - også blandt centralbankerne. På samme måde som f.eks. anfordringsindskud og kontanter indgår elektroniske penge i opgørelsen af pengemængden, hvilket i mange lande er et centralt mål for den pengepolitiske styring. Specielt i disse lande har der været et udtalt ønske om større kontrol med elektroniske penge. Begrundelsen er, at ukontrolleret vækst i udstedelsen af elektroniske penge vil kunne vanskeliggøre styringen af pengemængden og dermed pengepolitikken. Betragtningen forudsætter, at elektroniske penge udstedes i betydeligt større omfang end i dag. Den Europæiske Centralbank anbefaler i sin rapport fra august 1998, at det skal være muligt at pålægge udstedere af elektroniske penge reservekrav samt krav om, at udstedte elektroniske penge skal kunne indløses til kurs pari (genindløselighed). Nogle lande har som led i forbrugerbeskyttelse fastsat krav om, at elektroniske penge til enhver tid skal kunne indløses. Den Europæiske Centralbanks anbefaling sker ikke ud fra hensyn til forbrugerbeskyttelse, men ud fra et hensyn om at beskytte penges funktion som regneenhed. Andre centralbanker, herunder Danmarks Nationalbank, anser ikke elektroniske penge som nogen trussel mod penges funktion som regneenhed og anser snarere genindløselighed for at være en konkurrenceparameter mel-

25 lem forskellige udbydere. Så vidt vides er det muligt at få indløst restbeløb hos indløsere eller hos operatøren i alle eksisterende systemer af elektroniske penge 16). Udstederne har således ofte valgt et højere beskyttelsesniveau for indehavere af elektroniske penge end krævet af lovgivningen. Dette skal ses i lyset af, at forudsætningen for systemernes succes er brugernes tillid. EU-Kommissionens direktivforslag indeholder som tidligere nævnt forslag, der skal sikre, at centralbanker får mulighed for at pålægge alle udstedere af elektroniske penge statistik- og reservekrav. Forslaget indeholder ikke krav om genindløselighed af elektroniske penge. 7HNQLVNHÃNUDYÃEnkelte lande har ønsket at stille specifikke krav til en udsteders valg af tekniske løsninger, f.eks. omkring kryptering. Nogle lande har gennem lovgivning forsøgt at gøre deres systemer af elektroniske penge kompatible, også gerne flere lande imellem. Ofte har den tekniske eller markedsmæssige udvikling imidlertid overhalet sådanne initiativer. P.t. har nogle af verdens største aktører inden for elektroniske penge iværksat et forsøg på at skabe en fælles, global standard for forudbetalte kort 17). EU-Kommissionen deltager i lignende, europæiske initiativer og undersøger for øjeblikket, om de europæiske konkurrenceregler stiller krav til sådanne fælles tekniske standarder..ulplqdolwhwviruhe\jjhovh Internationale fora har særligt drøftet muligheder for misbrug gennem hvidvaskning og forfalskning, i begge tilfælde gennem misbrug af elektroniske penges anonymitet, jf. også kapitel 6. Der sondres sædvanligvis mellem indehaveranonymitet og betalingsanonymitet. Indehavere af elektroniske penge er 16) I denne forbindelse skal det nævnes, at eksempelvis mobiltelefonkort med fast taletid er forudbetalte produkter, der alene kan anvendes hos udbyder. De har således ikke karakter af elektroniske penge. 17) CEPS (Common Electronic Purse Specifications) er nærmere omtalt på webadressen

26 anonyme på samme vis som indehavere af kontanter. I modsætning til betalinger med kontanter registreres alle betalinger med elektroniske penge. Visse systemer, herunder Danmønt, registrerer alle betalinger i en central database og kan derfor i princippet rekonstruere enhver betaling (revisionsspor). Andre systemer tillader eksempelvis betalinger direkte fra indehaver til indehaver og fører derfor ikke central registrering af alle betalinger. Dette gør disse systemer mere udsatte for misbrug. Blandt andre metoder 18) til at reducere risici for misbrug er krav om maksimal værdi per lagringsenhed eller transaktion, begrænset anvendelsesperiode, særligt sikre delkomponenter (krypteringsstandarder m.v.) eller krav om godkendelse af betalinger. EU-Kommissionen har ikke foreslået specifikke krav, men generelle krav om, at udbyder skal have en sund og forsigtig drift. 2YHURUGQHGHÃEHWUDJWQLQJHU Sædvanligvis reguleres den danske finansielle sektor med udgangspunkt i den pågældende finansielle aktør (et pengeinstitut, en udsteder af forudbetalte betalingskort m.v.) eller i et særligt hensyn (konkurrenceforhold, beskatning, hvidvaskning m.v.). Reguleringen af elektroniske penge bør på samme måde ikke tage udgangspunkt i et bestemt produkt, men i udbyderen af elektroniske penge. Dette har den fordel, at ikke enhver produktfornyelse i sig selv giver anledning til lovændringer. Elektroniske penge er i sin vorden. Udbredelsen er indtil videre meget begrænset, og teknologien er under stadig udvikling. Diskussionen mellem myndighederne har i høj grad drejet sig om, hvorvidt det er mest hensigtsmæssigt forlods at regulere, eller om det er bedre at vente lidt og se. Forskellene i holdning har bl.a. været baseret på forskelle i opfattelsen af, hvor hurtigt systemerne ville vokse. 18) Kilde: Security of Electronic Money, BIS, 1996, webadresse

27 Aktuelle drøftelser i internationale fora vedrører bl.a., i hvilket omfang nationale regler er tilstrækkelige, eller om internationalt anerkendte regler er nødvendige til sikring af disse hensyn. Bl.a. overvejes, hvilket tilknytningsmoment der skal afgøre, hvilket lands regulering der skal finde anvendelse. I dag opererer de fleste kendte systemer af elektroniske penge kun inden for et land. Forudbetalte kort som f.eks. Danmønt kræver en fysisk kortlæser. Det har indtil videre sat grænser for, hvor meget disse systemer har spredt sig. Nationale regler er derfor en relevant ramme for sådanne systemer. Mere vanskeligt bliver det, når eksempelvis udbyderen, modtageren og indehaveren af elektroniske penge ikke hører hjemme i samme land. Så længe der ikke er nogen international konsensus, og nogle lande slet ikke ønsker at regulere, kan de øvrige lande være begrænset i, hvor meget de kan regulere. For store afvigelser i reguleringen kan medføre, at udstederen og muligvis operatøren flytter til landet med den slappeste regulering men fortsat udbyder systemet globalt. Dog kan systemerne også have en markedsføringsinteresse i at være under et vist tilsyn eller føre en streng selvjustits, for at forbrugerne har større tillid til systemet. For myndighederne gælder generelt, at der på den ene side er et ønske om ikke at bremse den teknologiske udvikling og på den anden side at kunne styre de risici, udviklingen indebærer. Mere restriktive regler hos et eller flere lande risikerer at betyde, at disse lande ikke anses for attraktive for udbydere af elektroniske penge. Det er en afvejning mellem på den ene side at tilgodese de hensyn, der er nævnt i dette kapitel, og på den anden side at sikre, at elektroniske penge vil blive udbudt.

28 Den danske regulering fremmer på den ene side konkurrencen ved at tillade både kreditinstitutter og ikke-kreditinstitutter at være udstedere. På den anden side sikrer den en vis stabilitet gennem tilsynskrav over for udstedere. Holdningen har været, at udstedere af elektroniske penge kan være væsensforskellige fra kreditinstitutter for så vidt angår deres aktiviteter og balancesammensætning, samt en almindelig tendens til at bevare eksisterende strukturer. %HKRYÃIRUÃ QGULQJÃDIÃGHQÃGDQVNHÃUHJXOHULQJ DIÃHOHNWURQLVNHÃSHQJH" Det fremgår af projektgruppens kommissorium, at projektgruppen bl.a. skal se på, "KYLONHÃNUDYÃGHUÃE UÃVWLOOHVÃWLOÃXGVWHGHUQHÃDIÃHOHNWURQL VNHÃEHWDOLQJVPLGOHUÃPHGÃKHQEOLNÃSnÃDWÃVLNUHÃHWÃIRUWVDWÃVWDELOWÃILQDQVLHOW V\VWHP". Projektgruppen har valgt at afgrænse opgaven til alene at vedrøre forudbetalte elektroniske betalingsmidler med karakter af elektroniske penge. Projektgruppen har således ikke beskæftiget sig med øvrige former for elektroniske betalingsmidler. Dette skyldes, at disse enten ikke har betydning for det finansielle systems stabilitet (kreditbaserede betalingssystemer, d.v.s. kontokort/kreditkort m.v.), at de allerede er forbeholdt finansielle udstedere under tilsyn (indlånsbaserede betalingssystemer, d.v.s. Dankortet m.v.), eller at de har været drøftet andetsteds 19). Elektroniske penge kan i Danmark udstedes af pengeinstitutter, andre kreditinstitutter og af virksomheder omfattet af lov om sparevirksom- 19) Forbrugerstyrelsen og Erhvervsministeriet har i rapporten "Regulering af visse betalingsmidler og adgangskoder" overvejet, i hvilket omfang betalingskortloven bør regulere forudbetalte betalingsmidler, herunder også forudbetalte betalingsmidler, der ikke har karakter af elektroniske penge.

29 heder og udstedere af forudbetalte kort ("Danmøntloven"). Der gælder alene særlige regler for udstedere, der ikke er kreditinstitutter, og alene for disses udstedelse af elektroniske penge i form af forudbetalte kort 20). Der er således eksempelvis ikke særlige regler for pengeinstitutters udstedelse af elektroniske penge eller for sparevirksomheders udstedelse af andre former for elektroniske penge end forudbetalte kort, eksempelvis netværkspenge. Netværkspenge og lignende forudbetalte betalingssystemer uden kort er omfattet af Danmøntlovens bestemmelser for sparevirksomheder. For sparevirksomheder gælder alene et meget begrænset tilsynsregime, herunder først og fremmest krav om en egenkapital på mindst 5 mio. kr. Kreditinstitutter fra EU- og EØS-landene kan udbyde elektroniske penge i Danmark i henhold til de særlige regler om fri etableringsret, fri udveksling af tjenesteydelser og gensidig anerkendelse af tilsyn ("europæisk pas"). Såfremt EU-Kommissionens direktivforslag af 21. september 1998 vedtages i uændret form, vil der være behov for tilpasninger i Danmøntloven. Direktivforslagene indeholder ikke særlige regler for kreditinstitutter, hvorfor der ikke vil være tilsvarende behov for tilpasninger i regelsættene for kreditinstitutter. 20) Forudbetalte betalingskort er tillige omfattet af betalingskortloven. Det fremgår af bemærkningerne til Danmøntloven, at Forbrugerombudsmandens tilsyn efter betalingskortloven omfatter tilsyn med, at systemerne fungerer betryggende, herunder at der sikres brugerne overskuelighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug. Forbrugerombudsmandens tilsyn omfatter derimod ikke tilsyn med, at kortudstederne til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige midler til at dække deres forpligtelser over for køberne af kortene og de serviceudbydere, der modtager forudbetalte betalingskort som betaling for varer og tjenesteydelser. Dette tilsyn udføres af Finanstilsynet.