Fjällräven Classic august 2015

Transkript

1 Fjällräven Classic august 2015 I 2015 var det 10 år siden, den første Fjällräven Classic foregik på Kungsleden i svensk Lapland, og derfor havde Fjällräven inviteret knapt hundrede gæster til at deltage enten i Fjällräven Classic eller i et særligt VIP-program, som indbefattede gennemførelse af de to sidste dagsetaper fra Alesjaure til Abisko. I juni kom der en invitation til Dansk Vandrelaug, og jeg var så heldig at få chancen for at deltage i dette veltilrettelagte VIPprogram. Ved vores ankomst til Kiruna midt på dagen søndag 10. august, blev vi modtaget af vores værter og bjergførere Ann Fjellborg og Stefan Lundgreen, og efter en kort bustur til Fjellborgs slædehundekennel blev vi mødt af smukt dækkede borde i det fri med udsigt mod nord over Jukkasjärvi, en af de mange søer i Lapland. Der var en kort præsentation af nogle af de medvirkende fra Fjällräven, som samtidig fortalte om det udstyr, vi fik med at teste på turen. Så skulle vi lige ompakke vores bagage, så vi kun havde det nødvendige til de næste to dages vandring i rygsækkene, mens resten blev placeret bussens trailer til gensyn i Abisko tirsdag aften. Og der blev budt på en dejlig skål suppe med frisk salat, landbrød og frisk frugtsaft, inden bussen tog os til Nikkaloukta Fjällräven Classics startsted for alle de øvrige deltagere i løbet af 7. og 8. august, men for os på VIP-turen var det stedet, hvor vi gik ombord i to helikoptere og blev fløjet til Alesjaure ca. 50 km længere inde i landet.

2 Helikopterturen var en oplevelse i sig selv. Vi fløj gennem dalen Vistasvagge (elven i dalbunden hedder Vistasjåkka). Jeg sad forrest til højre med fint udsyn gennem glaskuplen og nød det forbipasserende landskab. Et sted, hvor dalen krummede let til højre fløj vi så tæt ved bjergskråningen, at det føltes som om jeg kunne have rørt ved den, hvis jeg havde rakt armen ud gennem vinduet. Det er selvfølgelig noget sludder, for vi har uden tvivl holdt en sikkerhedsafstand på måske 20 m, men fra positionen i luften er det svært at bedømme størrelse og afstand til det nærmeste nede på jorden, så følelsen var der. I Alesjaure blev vi indkvarteret i en af hytterne på STF s fjeldstue. Udover vores hytte er der et par andre indkvarteringshytter, et fælleshus med butik og café, en saunahytte og et toiletskur med 4 separate latriner. Hytterne er uden el og vand, så det føltes dejligt nogle få dage efter de lyse nætter var forbi i Danmark at være kommet så langt nordpå, at solnedgang først var ved tiden, ligesom ved Sankt Hans hos os. Vi var ankommet sidst på eftermiddagen, så vi havde et par timer til at se os omkring, mens mange FC-deltagere kom ind efter dagens etape fra det foregående checkpoint, Tjäkta. Fjeldstuen i Alesjaure ligger i ca. 880 m højde på et sadelformet højdedrag mellem to langstrakte søer. Lige syd for så vi en samelejr og en hængebro over søen Alesätno. Det var sjovt at betragte de små vandrere langt under os komme over hængebroen kort inden den sidste opstigning til fjeldstuen og dagens checkpoint. De fleste af de mange vandrere overnattede i teltlejr nordvest for fjeldstuen. Mens vi akklimatiserede os og nogle benyttede muligheden for at gå i sauna og skylle sig i søen, forberedte vores værter Ann og Stefan en skøn tre retters middag til os. Ved aftensmaden fik vi præsenteret de øvrige deltagere. Selve gæstegruppen var kun en halv snes: to fra Norge, en fra Sverige, en fra Tyskland, en fra Polen, en fra Tjekkiet, to fra Holland, en fra Frankrig og jeg selv fra Danmark. Tre i gruppen var i fritidsudstyrsbranchen som butiksindehavere eller ledere, to af dem var redaktører af magasiner (sport, fritid og livsstil), tre unge havde sat sig for at lave en film om turen og de sidste to, mig selv inklusive, var repræsentanter for fritidsfolket, altså slutbrugerne af Fjällrävens produkter. Så der var et godt mix i gruppen, ligesom vi aldersmæssigt havde et spænd fra ca. 22 til 70 med mig selv som den ældste. Og så var vi omgivet af en række medarbejdere fra Fjällräven, som i det daglige arbejder med udvikling og design af deres produkter, salg og promotion m.v. samt den administrerende direktør, Martin Axelhed. Martin fortalte under middagen om deres fremtidsplaner for et nyt Fjällräven Classic i Østasien til næste år og måske om

3 nogle få år også et i Nordamerika. FC startede i 2005 med knapt 200 deltagere, dobbelt så mange året efter og allerede det fjerde år var der deltagere, som er skønnet at være det maksimalt forsvarlige deltagerantal på den 110 km lange vandrerute i den uges tid arrangementet står på. I år deltog 2.200, og op mod 150 frivillige er fordelt på ruten og ved checkpoints for at assistere deltagerne undervejs. I 2014 startede det første FC i Danmark, da man i juni afholdt FC på Øhavsstien på Fyn, som bliver gentaget for tredje gang i år. Ved aftenkaffen fik vi besøg af Alan Hinkes, Fjällräven Ambassador, som var kommet ind ad ruten sydfra samme aften i en anden gruppe. Alan er en af de meget få personer i verden, som har besteget alle 14 bjergtoppe over m højde! Og så nåede jeg at se solnedgangshimlen mod nord ved halvellevetiden, inden jeg fandt til køjs i mørke. Næste morgen delte vi os i to grupper. Den ene skulle starte kl. ni med båd over søen for at passere nær egnens mest markante vandfald, mens vi andre med afgang kl. otte vandrede af sted nordpå ad stien langs søens vestside. Turen bød på et behageligt let kuperet landskab med den ene smukke udsigt efter den anden. Ind i mellem optrådte lidt udfordringer i at finde det bedste vadested over et krydsende vandløb. Ved titiden stødte sejlgruppen til igen, da de netop var blevet landsat ca. 6 km fra startstedet. Ved pausen her talte jeg med et par tyske vandrere fra Frankfurt am Main. Selv om de fleste på stien går i samme retning, sker det jævnligt, at man møder andre og får en lille snak. Vores ledsagere fra Fjällräven, som var med helt fra starten var udover de allerede nævnte Johan Skullmann, Leif Örnlund, John Are Lindstad og Henrik Öhrlund. I Alesjaure var Monika Olsson stødt til gruppen, så allerede den første vandredag havde vi 10 deltagere hele 8 værter omkring os! Midt på dagen holdt vi frokosthvil på en skråning ovenfor stien med flot udsigt over søen mod øst og samebebyggelserne på den anden side af vandet. Vi var udstyret med gasblus fra Primus, som er et af de andre selskaber i Fenix Outdoor-gruppen, så vi fik skam varm mad og kaffe lige der på bjergsiden.

4 Målet for dagens 18 km etape var Kieron-lejren i ca. 600 m højde nedenfor en bjergtop af samme navn i 1550 m højde. Ved frokostpausen havde vi allerede gået næsten 2/3 af strækningen, så vi stilede mod at nå frem midt på eftermiddagen. Efter frokost ændrede omgivelserne karakter. Hvor vi om formiddagen havde gået langs lange og lejlighedsvis brede søer, kom vi nu gennem en dal med stejlere sider og en smal elv i bunden af dalen. Stien forløb i ca. 700 m højde ved foden af bjergknuden Kartinvare, ca m, og over den sidste km var der ca. 100 m nedstigning til en hængebro over elven kort før Kieron checkpoint. Her prøvede jeg selv for første gang en af hængebroerne, og jeg skal love for de er fulde af bevægelse, når man går over dem. Lige på den anden side efterfyldte vi drikkedunkene i den brusende elv, og efter yderligere et par hundrede m ankom vi til en festlig modtagelse: et dejligt par frivillige i folkedragter stod klar i en teepee med kaffe og pandekager til alle deltagerne. Og bare 100 m længere fremme blev vi mødt af Pavel fra Fjällräven, som havde forberedt vores teltlejr og tændt bål, så vi kunne lejre os på de i dagens anledning udbredte rensdyrskind omkring bålet. Resten af eftermiddagen gik med hyggesnak omkring bålet, og der gled da også nogle flasker Norrlands Guldøl ned. Sidst på eftermiddagen havde Christiane Dolva fra Fjällräven tilsluttet sig gruppen for at gå med os på den afsluttende etape næste dag. Igen fremtryllede Stefan en skøn tre-retters middag, som vi nød omkring bålet, og også denne aften fik vi besøg. Direktøren for Hanwag i Sverige og fire fra Primus, som alle gik hele Fjällräven Classic, slog lejr sammen med os og deltog i den hyggelige aften, indtil vi alle trætte faldt til ro i teltene. Teltene vi overnattede i var Fjällrävens nyeste modeller, som markedsføres fra 2016, så vi havde mulighed for at bedømme dem i brug forud for den demonstration af dem, der var på programmet den næste aften i Abisko. Til morgenmaden ved ottetiden næste dag prøvede jeg den variant af den norske frysetørrede mad, som ved tilsætning af en kop kogende vand bliver til noget, der minder ret meget om youghurt med muesli. Det smager faktisk ret godt. Efter morgenmad og kaffe tog vi teltene ned og begav os ud på den afsluttende etape, ca. 17 km til Abisko Turiststation.

5 Efter en nedstigning på ca. 100 m på etapens første stykke fulgte vi over en længere strækning den sydlige bred af søen Abiskojaure, som efter 3 4 km indsnævres til en elv Abiskojåkka med et jævnt fald mod nordøst. På lange dele af ruten går stien på spång smalle plankebroer over mose- og vådområder, så det gælder om at holde balancen og undgå for mange, der vandrer i modsat retning! Som oftest er plankebroerne intakte, og når det ind imellem sker at man træder ned i vandet, føles de vandtætte støvler virkelig som en velsignelse! Dyrelivet i Lapland har mange spændende arter, men med de mange vandrere på Kungsleden i de dage så vi kun et fåtal af dem. Rensdyr i massevis, lidt på afstand naturligvis det er jo samernes fritgående husdyr, lemminger der pilede rundt i græsset og så myg der sværmede omkring os i massevis, var det dyreliv vi så mest til. Men så lige pludselig løb der en rype på stien foran mig, men kun kort tid før den var videre inde i de lave buske til venstre, så jeg nåede end ikke at tænke på kameraet, før den var for langt væk. Landskabet var igen upåklageligt med sin vekslen mellem åbne udsigter over søen, passager gennem lav skovbevoksning og stiforløb over sletter og gennem moseområder. Vi havde holdt frokosthvil ved et rislende vandløb ved halvettiden, og allerede lidt over to kom vi til marmorbruddet, et nedlagt stenbrud gennemstrømmet af elven, som virkelig havde fart på her, så vandet brusede i kraftige strømhvirvler ned over de vandslebne stenflader. Fra marmorbruddet var der bare et par km tilbage før vi ankom til målet ved Abisko Turiststation, hvor vi oplevede rusen af at blive mødt med klapsalver fra de allerede ankomne. Ved målet får deltagerne, altså de der går hele ruten, slutstempel i deres turpas, registreret deres tid og ikke mindst vejet deres affaldspose! Alle deltagere har en stofaffaldspose med på turen med strenge ordrer om at medtage alt deres affald. Der er en præmie til den, der bringer mest affald i mål, så hvis deltagere ser efterladt affald ude på ruten tager de det med i deres egen pose. Det kunne jo lige være disse gram, der gav dem førstepladsen! Derfor er stien ren hele vejen. Ved ankomsten blev vi budt på en forfriskende elgkød-salat-sandwich i Trekkers Inn, mens vi faldt lidt til ro og havde en times tid til at se os om på turiststationen og i diverse udstillinger og salgsboder, før vi blev hentet af vores bus og kørt til Abisko Mountain Lodge et par km østpå. Der blev vi indkvarteret for natten og skulle have festmiddag om aftenen. Som flere af de andre nåede jeg en tur i Sauna sidst på eftermiddagen, før der mellem 18 og 19 var præsentation af de andre særlige grupper, der havde gået FC som Fjällrävens gæster, og os, og så var der en meget instruktiv gennemgang af Fjällrävens udstyrsprogram til lancering i 2016, både det nyeste i beklædning og i telte. Fjällräven lægger meget vægt på en klimavenlig og bæredygtig produktion uden at gå på kompromis med kvalitet og komfort. Overskriften er Letvægt er ikke nok i betydningen at det ikke må være på bekostning af holdbarhed, anvendelighed, pålidelighed og bæredygtighed. Derfor har Fjällräven bl.a. udfaset brugen af fluorocarbon (PFC) til imprægnering af deres stoffer på grund af PFC s negative klimaeffekt.

6 Efter præsentationerne kom så selve festmiddagen, hvor jeg tror vi var deltagere. Vi fyldte i hvert fald hele restauranten. Udover vores gruppe var der deltagere fra Korea, Canada, USA, Storbritannien og mange flere lande som havde haft lejlighed til at gå hele ruten de foregående dage. I sin tale til os fortalte Martin Axelhed om planerne for Fjällräven Classic, som hidtil har foregået i Skandinavien (SE, DK og FIN), til nye områder i fjernere dele af verden, hvor feed-back fra nogle af de mange internationale deltagere kan hjælpe med til at definere, hvordan et Fjällräven Classic i for eksempel i USA eller Canada skal foregå, for man vil ikke bare kopiere den svenske model og eksportere den i øst og vest; det skal være trekking med lokal appeal og med Fjällrävens kvalitetsstempel, for at det skal gennemføres. Martin præsenterede også værtsparret, Mina og Dick Johansson, som havde kreeret en dejlig middag til os alle sammen. Efter middagen var der fest i Trekkers Inn i en gigantisk teepee ved turiststationen med et godt band, musik og dans på et meget lille dansegulv og en masse glade mennesker der hang ud efter 110 km vandring i Kebnekaise-regionen. Der blev festet igennem til ud på de små timer til trods for en vis naturlig træthed! Efter at have prøvet VIP-udgaven, må jeg helt sikkert prøve hele turen et af de næste år. Måske skulle jeg starte med Fjällräven Classic Danmark i juni 2016? Noter: De i beretningen nævnte søer er i virkeligheden alle sammen dele af et langt vandløbssystem langs Kungsleden, som ved Abisko løber ud i Torneträsk, hvorfra der er afvanding gennem Torneälv til Bottenviken ved Haparanda.

7 Og så er det ikke helt korrekt, at Fjällräven Classic foregår på Kungsleden. Fra startstedet i Nikkaloukta går de to første dagsetaper med vest ad Dag Hammarskjöldsled til Singi, hvor ruten drejer nordpå ad Kungsleden de sidste fem dagsetaper. Billedgalleri

8

9

10

11

12

13

14

15