AMAKURU. Fattig, men ulykkelig

Transkript

1 ANDRÉ SIBOMANA MØD HAM PÅ SOMMERSTÆVNET RESPEKT BURUNDIS STÆRKE KVINDER THEODORE DRØMMER OM FRED OG FREMTID AMAKURU Fattig, men ulykkelig Det kan godt være, de er fattige, men de er glade, hjælper hinanden og har stærke fællesskaber. Sådan har vi fra den rigeste del af verden det ofte med at sige, når vi tænker på Afrika - eller for os danske baptister - mere konkret på vores afrikanske venner fra Burundi og Rwanda. De fleste, der har været i landene, mindes især glæden til gudstjenester, hvor der synges og danses med smil, der spreder varme og glæde i hele kroppen. Og rørtheden grænsende til det pinlige nogle gange, når vi inviteres indenfor hos folk, der har absolut ingenting, og alligevel vælger at bruge det på os, som i forvejen har alt. Eller de glade børn, som med deres grin og begejstrede muzungu-hilsner giver os lyst til at tage bare et par af dem med hjem, selvom snottet løber ned af dem og deres lasede bluser. Det er Afrika fra sin generøse side. Men bag facaden er der ofte ikke meget at grine af, og den sociale STØT BAPTISTKIRKENS INTERNATIONALE MISSION - MOBILE PAY: ; MÆRK IM!1

2 sammenhængskraft er måske endda mere laset end bluserne. I marts udkom World Happiness Report for fjerde gang - og resultatet var interessant: Danmark lå nr. 1 og Burundi nr. sjok. Mere ulykkeligt end Syrien, derz lå næstnederst. Det kom ikke helt overraskende, men satte samtidig tanker i gang om den virkelighed, vi bevæger os i, og den, vi kommer fra. En barsk virkelighed som altid gemmer sig bag smilene. At Burundi lægger nummer sjok kan skyldes, at mange bærer rundt på traumer fra krige og massakrer, en daglig og hård kamp for overlevelse, eller at fremtiden virker håbløs. Og for mange er det nok en kombination. Nogle af de historier vil vi fortælle her og i de kommende Nyhedsbreve. Vi lægger ud med Theodore. Theodores drøm om et fredeligt Burundi Theodore er taknemmelig over overhovedet at være i live. I 1993 efter Burundis første hutupræsident Ndadaye blev dræbt af tutsi-hæren, begyndte hævnmassakrer på almindelige tutsier over hele landet. Naboerne kom også efter Theodores far, selv var Theodore 8 år gammel. Minutter for inden var faderen dog stukket afsted over markerne, men bedsteforældre og onkler var ikke så heldige og blev sammen med hundrede andre smidt ind i klasselokalerne på Theodores skole, som derefter blev brændt ned. Ingen overlevede. Theodores hus blev også brændt ned. Det var vores naboer og gode venner, som slog vores familie ihjel, tog vores ting, brændte huset ned og drev os på flugt. Vi plejede at gøre alt sammen. Efter den oplevelse har jeg aldrig stolet på andre burundiere. Vi er ikke gode ved hinanden, siger Theodore altid, når vi taler om den forfærdelige oplevelse. Efter syv år i flygtningelejr blev familien genbosat i Buraniro tæt ved Musema. Men opholdet på baptisternes sekundærskole i Musema bød på endnu en nærdødsoplevelse. En nat i 2002 angreb rebellerne skolen for at tvinge os studerende til at slutte os til dem. Vi lå og sov, da de begyndte at skyde, det var tidligt om morgenen. Jeg nåede bare at springe ud af vinduet uden tøj eller noget og gemte mig i skoven hele dagen. Mange blev taget af rebellerne. Det var en svær tid for Burundi. I dag bor og arbejder Theodore sammen med os. Vi lærte Theodore at kende, da han skulle være vores fransklærer i Burundi. Vi spurgte, om han også ville undervise Emil, så de sad hver eftermiddag på terrassen og terpede franske gloser. Hurtigt fandt vi ud af, at Theodore kunne være en stor hjælp til mange ting, og at han ikke havde andet job end at være fransklærer for os til en meget lav løn. Og så var det en aftale. STØT BAPTISTKIRKENS INTERNATIONALE MISSION - MOBILE PAY: ; MÆRK IM!2

3 Theodore er enhver svigermors drøm. Altid høflig og imødekommende, dygtig og til at stole på. Vi synes, vi har været utrolig heldige at lære ham at kende. Derfor var det heller ikke en svær beslutning at invitere Theodore med til Kigali - et tilbud han ikke skulle tænke over to gange. Det gav ham chancen for et fortsat job, muligheden for at se et andet land og så selvfølgelig tryghed fra konflikten. I dag er Theodore glad og har mere mod på fremtiden. Da vi mødte ham, var det en næsten slagen ung mand, der havde søgt til byen fra landet for at søge lykken, men som så mange andre havde sandet, at det er svært. Da vi lærte ham at kende, boede han sammen med sin fætter på et lille værelse på fire kvm uden en seng, men blot en tynd madras, der fyldte hele gulvet. Tøjskabet var en snor i loftet. Fremtidsudsigterne deprimerende. Ingen mulighed for at stifte familie uden job og hus, og selv med en universitetsuddannelse i bagagen var Theodore blot en af de tusinder veluddannede burundiere i jobkøen. Den sidste opsparing var brugt på et kørekort. Fremtiden ser fortsat vanskelig ud, men det seneste års tid har givet Theodore mange erfaringer og ikke mindst har han et fast job, kan spare penge op og tænker på, hvordan de bedst kan investeres. Nu er han også begyndt at tro på, at han kan blive gift og stifte familie i løbt af nogle år. Den aktuelle konflikt og den voldsomme korruption i Burundi gør det svært at være optimist, men der er trods alt håb for fremtiden. EMIL INTERVIEWER THEODORE SYNES DU DET ER FOR DYRT AT BLIVE GIFT I BU- RUNDI. JEG MENER, DU SKAL KØBE EN KO? Ja, meget dyrt og for at blive gift skal man have et job og et hus. Det er svært for mange i min generation. Jeg regner med at skulle betale 2 køer og så kommer derudover mange udgifter til de forskellige ceremonier, som vores kultur lægger stor vægt på. Men jeg tænker også meget over, at jeg skal have råd til at få børn og sende dem i skole. Jeg har syv søskende, men det er alt for meget. Jeg vil gerne selv have to børn. BAR DU VAND PÅ HOVEDED, DA DU VAR BARN? Ja, selvfølgelig! Jeg startede med at hente vand morgen og aften, da jeg var 5 år. Dengang kunne jeg bære 2 liter fra bunden af dalen til toppen af bjerget, hvor vi boede - ialt 2 km. Da jeg var 15 år, hentede jeg vand i en 15 liters dunk. Jeg bar den ca. 3 km. HVILKE 3 TING VILLE DU ÆNDRE I BURUNDI, HVIS DU VAR PRÆSIDENT? Det første jeg ville gøre var at finde bedre ledere, som ikke er korrupte og vil udvikle landet. Dernæst ville jeg lave love som sikrer lige rettigheder mellem mænd og kvinder. Kvinder har det meget hårdt i Burundi. Som det tredje ville jeg bestemme, at loven skal gælde for alle - uden undtagelse. FAKTA OM THEODORE Født 1985 i Musema-området Oplevede voldsomme massakrer som 8-årig og tilbragte derefter mange år i flygtningelejr Nr. 2 i rækken af 8 børn. Faderen har en sodavandsbutik i Buraniro, moderen arbejder i marken Uddannet fransklærer fra Universitetet i 2011, selvom han gerne ville være sygeplejerske. I Burundi tildeles man typisk en uddannelsesplads uafhængigt af egne ønsker Arbejdede i 2 år som fransklærer på en lokal skole (7.-10 klasse). Har også arbejdet som tolk for et tjekkisk lægeteam i Buraniro Har arbejdet for os siden marts 2015 STØT BAPTISTKIRKENS INTERNATIONALE MISSION - MOBILE PAY: ; MÆRK IM!3

4 VIL DU SLÅ DINE BØRN, OG SKAL DE OGSÅ BÆRE VAND? Hvis jeg er så heldig at få børn, vil de få det anderledes end mig. Jeg vil ikke slå mine børn, selvom jeg er blevet slået som barn, som en helt naturlig ting i opdragelsen. Min største oplevelse eller forundring ved at bo sammen med jer har nok været at se, hvor godt I bliver behandlet af jeres forældre [red: hørt, hørt!]. Jeg vil spise ved samme bord som dem, og jeg vil behandle mine børn ens, uanset om det er en drenge eller piger. Hvis jeg skulle få meget travlt med mit job, vil jeg altid forsøge at finde tid til at være sammen med dem. Lige nu er det svært at vide, om mine børn skal bære vand, fordi det vil afhænge af, hvordan min økonomi er til den tid. Hvis jeg ikke har råd til et hus med vand, så skal de naturligvis hente vand, men jeg håber at min økonomi vil være sådan, at vi har råd til et hus med indlagt vand. KENDTE DU DE DANSKE MISSIONÆRER I MUSEMA, DA DU VAR BARN? Ja, jeg vidste hvem de var, og vi mødte dem, hvis vi blev syge og kom på hospitalet, men det var ikke godt at møde en muzungu (hvid person), for dengang troede vi, at de spiste sorte børn. Det havde vi fået at vide Zenaidés hverdag 5:30: Zenaidés står op og laver morgenmad (te). 6:00: Hun spiser morgenmad. 6:30: Mandag morgen går hun 8 km til markerne. De har meget jord. Hvis det skal gå hurtigt, tager hun en motorcykel taxa. Hun bor hos en slægtning indtil fredag aften, hvor hun tager hjem til manden og børnene. 7:30: Sammen med arbejderne (ca. 10 personer), går hun igang med arbejdet i marken med sin hakke. 10:30: Hun lader arbejderne alene i marken og går igang med at forberede frokost bestående af bønner, koge-bananer, cassava eller (søde) kartofler. En gang om ugen er der kød, men ofte er der små fisk fra Kivusøen i maden. 12:30: Arbejderne og Zenaidés holder frokostpause. 13:30: Zenaidés og arbejderne går tilbage til marken og arbejder indtil 16:30. Arbejderne får 1,200 BIF per arbejdsdag svarende til 5 kr. 16:30: Hun høster nogle bananer eller cassava til aftensmaden. 18:00 Hun går igang med at lave mad samtidig med at hun snakker med den familie hus bor hos i hverdagene. Theodore sammen med sin far og mor ved deres jord. 20:00 Aftensmaden er klar og de spiser samtidig med at de lytter til nyheder i radioen. 21:00: Sengetid Ovenstående er en almindelig hverdag for Theodores mor, Zenaidés Ntukamazina, som er en almindelig kvinde fra Musema-området. Zenaidés har otte børn, hvoraf Theodore er den næstældste. STØT BAPTISTKIRKENS INTERNATIONALE MISSION - MOBILE PAY: ; MÆRK IM!4

5 Burundis stærke kvinder Man skal ikke bevæge sig rundt lang tid i Burundi for at blive klar over, at det er et hårdt liv at være kvinde. Men det tager alligevel lang tid virkelig at forstå - i det omfang det overhovedet er muligt - hvor sejlivede kvinderne egentlig er. Det er kvinderne, der føder de mange børn, bærer rundt på dem i markerne, og når der skal hentes vand. Det er kvinderne, der skal dyrke jorden og lave maden. Kvinderne der skal stå til rådighed for mandens seksuelle behov. Og det er manden, som træffer alle væsentlige beslutninger om, hvordan familiens indtægter skal anvendes. Kort sagt er det en ganske stor bedrift at være kvinde. Det er heller ikke unormalt, at en mand og kvinde bor hver for sig i hverdagene, hvis manden fx har arbejde i byen, eller hvis familiens jord ligger langt fra deres hus (som Zenaidés). Det er tilfældet for en del på grund af de mange perioder, hvor folk er flygtet og genbosat et nyt sted. PRÆSTEKONER Vi vil her sætte et par tal på hverdagen for Burundis kvinder set gennem præstekonerne i Baptistkirken, da vi har lavet en lille uvidenskabelig undersøgelse (90 præstekoner fra landkirker). Den fortæller, at 65 pct. af fami- Fem præstekoner nyder en pause fra hverdagens arbejde under sidste års generalforsamling, hvor vi lavede undersøgelsen. Det er Rubura landsby i baggrunden. STØT BAPTISTKIRKENS INTERNATIONALE MISSION - MOBILE PAY: ; MÆRK IM!5

6 NYHEDSBREV NR JUNI 2016 lierne kun har en halv hektar jord, mens resten har mellem 0,5-1 ha. De officielle statistikker fortæller, at jorden for en familie er halveret fra ca. 1 ha. i begyndelsen af 1970 erne til lige under 0,5 ha. i 2015 eller lidt mindre end en fodboldbane. Det er ikke let at brødføde en familie med 7-12 personer med så lidt jord. Uddannelsesniveauet er heller ikke noget at prale af. Kun 60 pct. af kvinderne har afsluttet folkeskolens 5. klasse, og de tjener derfor penge ved at arbejde i marken - enten deres egen eller for andre som daglejere. Det der høstes skal mætte familien, og der er ikke meget at købe andre ting for, da den gennemsnitlige indkomst for de fleste præster er under FN s fattigdomsgrænse på 1,25 dollar om dagen. Omkring 25 pct. af kvindene skulle have hjælp til at udfylde spørgeskemaet, fordi de ikke kunne læse eller skrive. til vand indenfor 1 km, 40 pct. har mellem 2-5 km til vandposten, mens 10 pct. har længere en 5 km. Kvinderne er i gennemsnit 40 år gamle og er blevet gift, da de var omkring 20 år. Og så har de knap 6 børn i gennemsnit - på linje med den generelle statistik for fødselsraten, der er blandt verdens højeste - mens en femtedel af dem endda har 8-11 børn. Ifølge Verdensbanken er gennemsnitsalderen ca. 50 år (til sammenligning er tallet 78 år for danske kvinder). De gange vi har spurgt en burundisk kvinde (eller mand), hvordan det går, får vi ofte svaret. Life is hard, but we are still alive. Vi ved godt, at det er en slags talemåde, men vi synes alligevel ikke, at vi har fundet den gode svarreplik endnu. Ingen af familierne har indlagt vand i deres lerhuse, men omkring halvdelen har adgang Kort Nyt MØD ANDRÉ PÅ SOMMERSTÆVNET André Sibomana som er præst og projektchef hos vores søsterkirke i Rwanda, AEBR, kommer til Danmark fra 16. juli til 2. august og skal blandt andet deltage på årets sommerstævne i Lindenborg. Han prædiker også søndag den 17. juli i Tølløse og fortæller efterfølgende om Rwandas baptister og livet i Rwanda 20 år efter folkemordet - kom og vær med! André er en rigtig lun og hyggelig fyr, så sørg for at tage en kop kaffe med ham, hvis du kommer på sommerstævnet. Vi kommer også til Danmark i juli-måned og glæder os også til at se mange af jer på sommerstævnet! STØT BAPTISTKIRKENS INTERNATIONALE MISSION - MOBILE PAY: ; MÆRK IM!6