Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 21. februar søndag i Fasten Markus 9,14-29 Salmer: Godmorgen I

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 21. februar søndag i Fasten Markus 9,14-29 Salmer: Godmorgen I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, og vi sidder ned, mens vi lytter til læsningerne fra bibelen. I dag er det 2. søndag i fasten fasten er forberedelsestiden til Jesu død og opstandelse. På en måde er fatsen præcis, hvad livet altid handler om, livets kamp mod døden tvivlen og vantroens kamp med troen. Rammen er en far, der kommer med sin dødsens syge dreng. Trods farens manglende tro, bliver døden besejret og drengen givet tilbage til sin far. Som en forudgribelse af langfredags død og påskemorgens opstandelse. Lad os alle bede. Vi begyndte denne søndag med at høre om skabelsen. Vi begyndte i Paradiset, før alting gik galt dengang Gud skabte alt ud af intet.

2 Vi begyndte dengang Guds gentagne omkvæd hver aften genlød i haven: Og Gud så at det var godt. Det gode er forudsætningen. Det gode har forrangen helt fra begyndelsen. For det onde er intet uden det gode. Det onde er kun en parasit, en snylter på det gode Slangen, det onde kan ikke skabe, kun ødelægge lægge øde gøre alt til intet. Jovist, slangen kan skabe tvivl, men igen kun ved at ødelægge Adams og Evas tillid og tro på Gud. Som præst møder jeg tit spørgsmålet, hvad har jeg dog gjort Gud, siden jeg skal rammes af den sygdom eller ulykke. Fortvivlelsen over den ulykke, som synes så meningsløs. En spørgen efter den mening, der synes at være forsvundet. En spørgen efter retfærdighed, som om en kræftknude eller en tsunami eller en hjerneblødning har med retfærdighed at gøre. Og alligevel er denne spørgen såre menneskelig udtryk for vores længsel efter orden midt i kaos. Det interessante eller mærkelige er imidlertid, at når alt er godt og i den skønneste orden, så spørger vi ikke: Hvor er du Gud? Selv om et menneske kan være fyldt af aldrig så megen taknemmelighed, så spørger vi sjældent, hvad har jeg dog gjort Gud, siden at jeg skulle fortjene at få sådan en dejlig kone,

3 sådan nogen skønne unger, eller sådan en privilegeret tilværelse med både spændende arbejde, god økonomi og dejlig bolig. Det er ofte først når vi møder ulykken, sygdommen, nedturen, at Gud og meningen og retfærdigheden efterlyses. Inderst inde så ved vi godt, at livet er ingen selvfølge, for livet er en gave, og måske husker vi også at takke for alle de gode gaver, der kommer oven ned. Men overfloden af liv og gode gaver anfægter os ikke, først når vi rammes af livets uselvfølgelighed, efterlyser vi Gud. Og nu til den fortvivlede far og hans alvorligt syge søn. Alle som har oplevet deres eget barn være alvorligt syg med feberkramper eller det, der er værre, kan sætte sig ind i farens uro og bekymring. Frygten for at miste miste det dyrebareste. Magtesløsheden hjælpeløsheden fornemmelsen af at intet at kunne gøre andet end at bede. Lægerne har intet kunnet stille op. Disciplene har også prøvet at helbrede drengen, men alle deres anstrengelser er forgæves. Nu er der kun Jesus tilbage, farens sidste desperate håb, på et tidspunkt, hvor hans håb er tæt ved at være slidt helt op.

4 Så uanset hvor fremmedartet denne tale virker, om at drengen er besat af en ond ånd, der kaster ham i ild og vand, som om vi ikke ved bedre, og straks stiller diagnosen: epilepsi. Ja, så kan vi alligevel sagtens sætte os i faderens sted. For uanset hvor dygtige vi er til diagnoser, så hjælper de os intet, når vi står ansigt til ansigt med det uhelbredelige. Åh, hvor jeg forstår denne fars ord til Jesus: Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os. Dette hjerteskærende HVIS for drengens skyld kan han ikke få det over sit hjerte at opgive håbet, men håbet hænger i den tyndeste mest bristefærdige tråd. Med dette hjertesuk: HVIS du kan; klamrer han sig til troens og tvivlens halmstrå. Og da Jesus bebrejder ham hans manglende tiltro så indrømmer han det blankt: Jeg tror, hjælp min vantro. Her er ingen forstillelse, her er ingen pæn facade, her er et nøgent menneske, som er totalt blanket af, ribbet for alt, det hele er kaos men underet sker, Jesus afviser ikke mandens alt for svage tro. Han kunnet have ladet denne fortvivlede far dumpe så let som ingen ting, i stedet lader han sin helbredelse dumpe ned i hans tomme hænder.

5 Ikke fordi denne far har bestået nogen som helst troseksamen, men fordi Jesu Kristi omsorg består på trods og på tværs af vores vantro og tvivl. Intet som helst har denne far at komme med, alligevel sker underet og han får alt for intet. Som på skabelsens første morgen skaber Jesus med sit ord orden i kaos. Først tror de, drengen er død men Jesus tager hans hånd og rejser ham op giver ham livet tilbage, giver faren sin søn tilbage. Død og opstandelse. Fra Langfredags min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig, til englens ord til kvinderne ved den tomme grav Påskemorgen: Han er opstået. Vi har at gøre med den helt grundlæggende fortælling om, at Gud skaber liv ikke blot på skabelsens morgen, men hver evig eneste morgen, når solen stiger af havets skød. Gud skaber liv midt i døden også selv om vi ikke har andet at komme med, end vores fortvivlede: HVIS. Forleden havde vi 150 børn her i kirken til afslutning af et salmesangsprojekt. De havde alle sammen arbejdet med 5 salmer; tolket teksterne og sunget dem, og nu skulle de synge dem alle af fuld hals og med fuld musik.

6 Jeg fik lov at sige lidt om den salme vi også begyndte med i dag, Jakob Knudsens: Se, nu stiger solen af havets skød. En salme Jakob Knudsen skrev i sit studerekammer oppe ved Randers fjord. Hele natten har salmedigteren kæmpet med mørket og fortvivlesen og de sorte tanker. Alle de djævelske HVIS ers, som vi mennesker har været plaget af, siden slangen hvislede sit første HVIS i Evas ører. Og så bryder solen frem, lyset sprænger mørkets magt, og pludselig kan han se, se, at selv om synden og døden stadig findes, selv om mørkhed og sjæleve aldrig helt forlader ham, så kan han igen ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag. Hvorfor: jo siger han i tredje vers: Blot jeg trygt vil sige: din vilje ske. En tydelig henvisning til Fadervors bøn: ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Ikke engang døden kan længere overvinde lyset: Ud hans hånd mig river af dødens garn, alle dødens skygger for evig fly lyset stander stille på livets kyst. Uro og kaos alt det, vi ikke forstår alt det, vi ikke kan se meningen i alle vores desperate HVIS er og måske er og tvivl og vantro - alt det er ikke forsvundet, det er stadig vilkåret, men det er overvundet.

7 Det er fyldt med lys. Guds lys. Påskemorgens opstandelseslys. Blot jeg trygt vil sige: din vilje ske. Måske er det dér, vi bliver nødt til at begynde, med bønnen. Bønnen til Gud den bøn som befrier os fra selv at skulle og kunne det hele. Den bøn som ikke handler om, hvor meget eller lidt vi tror, men som handler om at overgive sig til Guds forgodtbefindende i håb om at Guds forgodtbefindende er det samme som Guds kærlighed og barmhjertighed. Med denne bøn Blot jeg trygt vil sige: din vilje ske, er vi hinsides alle undere og mirakler. Her er vi hinsides al spørgen efter mening og højere retfærdighed. Her er vi i eksistensens ground zero, hvor der ikke er andet at gøre end at lægge sit liv i Guds hænder i tro på, at den Gud som oprejste sin egen søn fra de døde, den Gud som har magten over både liv og død, han vil også bevare dig og mig og vore aller kæreste i både liv og død. Sådan må vi bede og klamre os til håbet om, at i Jesus ser vi Guds vilje. I Jesus ser vi os selv med Guds øjne.

8 Lad mig slutte med beretningen om manden, der engang kom til Karen Blixen på hendes afrikanske farm i Kenya. Næste dag skulle han rejse alene gennem et område, som var livsfarligt at færdes i. Karen Blixen spurgte ham i den forbindelse under deres aftenpassiar:»tror De på Gud?«Og manden svarede:»bortset fra Gud tror jeg ikke på noget som helst i denne verden.«havde Jakob Knudsen overhørt denne samtale, tror jeg han stille havde sunget: Blot jeg trygt vil sige: din vilje ske. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen