Erstatningsnævnet Årsberetning 2013

Transkript

1 Erstatningsnævnet Årsberetning 2013 Erstatningsnævnet Civilstyrelsen, Adelgade 13, 1304 København K Telefon Telefax erstatningsnaevnet@erstatningsnaevnet.dk

2 1 Indledning Lovgrundlaget og nævnets sammensætning Sekretariatet og sekretariatets arbejde Talmæssige oplysninger vedrørende Opfyldelse af nævnets og sekretariatets mål for Hvad betaler nævnet erstatning for? Konkrete afgørelser fra nævnet Indledning Offererstatningslovens 1 lovens område Nævnets stillingtagen til, om skaden skyldes en overtrædelse af straffeloven Særligt om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden Direkte og indirekte skadelidte Årsagssammenhæng og påregnelighed Straffelovsovertrædelser begået i udlandet Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger Tingsskade og formueskade Offererstatningslovens 6 a Nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt Offererstatningslovens Offererstatningslovens For sen eller manglende politianmeldelse Medvirken til politiets opklaring af sagen Krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen Offererstatningslovens 11 a Offererstatningslovens 13 2 års-fristen Offererstatningslovens 14, stk. 1 sagens oplysning for nævnet Offererstatningslovens 15, stk Offererstatningslovens Offererstatningslovens Erstatningsansvarslovens Helbredelsesudgifter Andet tab Erstatningsansvarslovens Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste Erstatningsansvarslovens Godtgørelse for svie og smerte Erstatningsansvarslovens Erstatningsansvarslovens

3 Erstatning for erhvervsevnetab varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde Erstatningsansvarslovens 6-7 fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning Fastsættelse af årsløn Erstatningsansvarslovens erstatning for begravelsesudgifter og erstatning for tab af forsøger Erstatningsansvarslovens 14 a overgangsbeløb Erstatningsansvarslovens 16 renter Erstatningsansvarslovens Erstatningsansvarslovens 26 tortgodtgørelse og krænkelsesgodtgørelse Frihedsberøvelse Forbrydelser mod kønssædeligheden mv Erstatningsansvarslovens 26, stk. 3 krænkelsesgodtgørelse Erstatningsansvarslovens 26 a godtgørelse til efterladte Forældelse /præklusion Særligt om præklusion i sager om seksuelle overgreb mod børn og unge mennesker Bilag 1 Oversigt over forekomsten af de enkelte straffelovsovertrædelser i Bilag 2 Oversigt over tilkendte erstatninger mv. i fordelt på erstatningsposter.. 44 Bilag 3 Oplysninger om tilkendelser og afslag i Bilag 4 Oplysninger om afslagsgrunde i

4 1 INDLEDNING Efter Erstatningsnævnets forretningsorden skal nævnet hvert år inden den 1. juli afgive en beretning til justitsministeren om nævnets virksomhed i det foregående år. Beretningen skal offentliggøres. Denne beretning foreligger hermed for året Beretningen redegør for nævnets sammensætning samt nævnets og sekretariatets arbejde i løbet af beretningsåret. Beretningen indeholder desuden resumé af en række konkrete afgørelser fra nævnet til belysning af nævnets praksis ved administrationen af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i det følgende offererstatningsloven. Det er Erstatningsnævnets håb, at beretningen kan medvirke til at udbrede kendskabet til offererstatningsloven, og til hvordan den administreres. På er denne årsberetning, ligesom årsberetningerne for , tilgængelig. På hjemmesiden findes i øvrigt en del andet materiale om nævnet. København, den M. Lerche Nævnsformand 4

5 2 LOVGRUNDLAGET OG NÆVNETS SAMMENSÆTNING Erstatningsnævnet blev etableret i Nævnet træffer afgørelser vedrørende ansøgninger om erstatning i henhold til offererstatningsloven, lovbekendtgørelse nr. 688 af med senere ændringer. Frem til bestod nævnet af 3 medlemmer med følgende sammensætning: Landsdommer Michael Lerche (formand) Ankechef i Ankestyrelsen Merete Pantmann (efter indstilling fra Social- og Integrationsministeriet) og Advokat Claus Hanghøj (efter indstilling fra Advokatsamfundet). Ved lov nr. 629 af blev offererstatningslovens 11 ændret. Lovændringen indebærer, at Erstatningsnævnet udvides med henblik på, at nævnet kan arbejde i 2 (eventuelt flere) nævn. Efter lovændringen består Erstatningsnævnet af en formand og en eller flere næstformænd, der tilsammen udgør formandskabet, og et antal yderligere medlemmer. Erstatningsnævnets formand og næstformænd skal være landsdommere. Nævnets øvrige medlemmer udnævnes efter indstilling fra henholdsvis social- og integrationsministeren og fra Advokatrådet. Som følge af lovændringen er Erstatningsnævnets forretningsorden også ændret, jf. bekendtgørelse nr. 824 af Fra den har Erstatningsnævnet herefter haft følgende sammensætning: Landsdommer Michael Lerche (formand), Landsdommer Sanne Kolmos (næstformand), Ankechef i Ankestyrelsen Merete Pantmann (efter indstilling fra social- og integrationsministeren), Ankechef i Ankestyrelsen Lisbet Jensen (efter indstilling fra social- og integrationsministeren), Advokat Claus Hanghøj (efter indstilling fra Advokatrådet) og Advokat Peter Trudsø (efter indstilling fra Advokatrådet). Landsdommer Kåre Mønsted er stedfortræder for landsdommer Michael Lerche, og landsdommer Anne Thalbitzer er stedfortræder for landsdommer Sanne Kolmos. Ankechef i Ankestyrelsen Lise Gry Beder er stedfortræder for ankechef Merete Pantmann, og chefkonsulent i Ankestyrelsen Mikael Kielberg er stedfortræder for ankechef Lisbet Jensen. Endelig er advokat Mads Krarup stedfortræder for advokat Claus Hanghøj, og advokat Karen-Margrethe Schebye er stedfortræder for advokat Peter Trudsø. Nævnet har i 2013 afholdt 11 møder, hvorunder der er behandlet omkring 200 sager. Nævnets medlemmer har herudover modtaget ca. 900 sager i cirkulation, jf. afsnit 3 nedenfor. 5

6 3 SEKRETARIATET OG SEKRETARIATETS ARBEJDE Sagsbehandlingen i nævnet varetages af et sekretariat. Sekretariatet har siden den udgjort en enhed under Civilstyrelsen, der er en styrelse under Justitsministeriet. Sekretariatet sørger for sagernes forberedelse, herunder i fornødent omfang udarbejdelse af et resumé af sagen og en indstilling til nævnet om sagens afgørelse. Når en indstilling er udarbejdet, vurderes sagen af sekretariatschefen eller af dennes souschef og herefter af nævnet, enten ved cirkulation af resuméet og indstillingen blandt nævnets medlemmer eller på et møde. I henhold til forretningsordenen kan visse sagstyper dog afgøres af formandskabet alene uden forelæggelse for nævnet. En række sager kan desuden afgøres af sekretariatschefen alene uden forelæggelse for formandskabet eller nævnet. Endelig har de mere erfarne sagsbehandlere en vis adgang til selv at afgøre en række nøje afgrænsede sager. Sekretariatet har siden maj 2007 været ledet af cand. jur. Ditte Marie Nørgård. I 2013 har Karoline Mazin-Lange fungeret som souschef. Frem til midten af 2013 bestod sekretariatet herudover af 8 juridiske fuldmægtige samt et antal juridiske studerende. Herefter blev sekretariatet styrket med yderligere 3 juridiske fuldmægtige, jf. bemærkningerne til lov nr. 629 af ( Styrkelse af rammerne for behandling af ansøgninger om offererstatning ). Da Erstatningsnævnets sekretariat organisatorisk udgør en enhed under Civilstyrelsen, har sekretariatet ikke nogen særskilt bevilling. Oplysninger om Erstatningsnævnets økonomiske forhold i 2013 skal derfor søges i Civilstyrelsens årsrapport for dette år. Overtandlæge, lic. odont. Troels B. Folkmar, Aarhus Universitetshospital, og overtandlæge Birgitte Sindrup fra Slagelse Kommunale Tandpleje har været tilknyttet nævnet som tandlægekonsulenter. Herudover har nævnet indgået aftaler med 2 speciallæger i henholdsvis neurologi (overlæge Claus Madsen, Odense Universitetshospital) og ortopædkirurgi (overlæge Jens-Erik Varmarken, Næstved Sygehus) om konsulentbistand i konkrete sager, hvor nævnet har behov for en lægelig vurdering af f.eks. årsagssammenhængen mellem ansøgers tilskadekomst ved en straffelovsovertrædelse og ansøgers helbredstilstand. 4 TALMÆSSIGE OPLYSNINGER VEDRØRENDE 2013 Erstatningsnævnet har i 2013 modtaget i alt nye sager mod nye sager i

7 Tabellen nedenfor viser udviklingen i antallet af modtagne ansøgninger i årene : Modtagne ansøgninger Tabellen nedenfor viser udviklingen i antallet af ikke ekspederede nye sager ved årets udgang i perioden Ikke ekspederede nye sager ultimo året I 2013 traf Erstatningsnævnet afgørelser mod afgørelser i Nævnet har i 2013 tilkendt erstatning med i alt ca. 205,8 mio. kr. ekskl. renter. Hertil kommer gebyrer til Arbejdsskadestyrelsen, honorarer for lægeerklæringer mv. med i alt ca. 3,9 mio. kr. Tilsammen ca. 209,7 mio. kr. I 2012 tilkendte nævnet ifølge sin årsberetning ca. 113,7 mio. kr. i erstatning og godtgørelse. Hertil kom administrative udgifter, i alt ca. 1,9 mio. kr. og dermed en samlet udbetaling på ca. 115,6 mio. kr. Som det ses, er der en væsentlig stigning i de tilkendte beløb for Baggrunden er følgende: Erstatningsbeløbene udbetales ikke direkte fra Erstatningsnævnet, men udbetales efter nævnets anvisning af politiet det sted, hvor straffelovsovertrædelsen blev anmeldt. For året 2012 fik Erstatningsnævnet oplyst, at der i alt fra politikredsene blev udbetalt ca. 198,8 mio. kr. Rigspolitiet oplyste i den forbindelse, at beløbet udover udbetalinger fra politikredsene efter Erstatningsnævnets anvisning (ca. 184,5 mio. kr.) var sammensat af udbetalinger efter anvisning fra Erstatningsnævnene i henholdsvis Færøerne og Grønland (ca. 11,2 mio. kr.) samt udbetalinger fra Rigspolitiet (ca. 3,1 mio. kr.). Herudover inde- 7

8 holdt beløbet renter af erstatningerne samt salær til Kammeradvokaten; disse beløb var det ikke muligt at specificere. På grund af den store forskel i udbetalingerne fra politiet og de tilkendte erstatninger fra Erstatningsnævnet besluttede nævnet i 2013 manuelt at gennemgå samtlige tilkendelser af erstatninger for året 2012 for at undersøge, om erstatningens størrelse blev korrekt registreret i nævnet. Gennemgangen viste, at registreringen, der skal sikre en sammentælling af de udbetalte beløb, i en lang række tilfælde var foretaget forkert, således at der manglede registrering af tilkendte erstatninger for ca. 55 mio. kr. i Herudover må det antages, at også en del af de administrative udgifter ikke blev korrekt registreret. Af ressourcemæssige årsager blev de administrative udgifter for 2012 ikke gennemgået. Det bemærkes, at fejlregistreringen ikke har betydning for udbetaling, sagshåndtering eller dokumenteret opgørelse af den enkelte sag. Til gengæld medfører fejlen en væsentlig afvigelse i nævnets opgørelse af de samlede udbetalinger. På denne baggrund gennemgik nævnet i sommeren 2013 også de første måneder af 2013 og har sørget for, at alle erstatninger herefter er korrekt registreret. Fejlregistreringen skyldtes, at der i forbindelse med nævnets afgørelser i de enkelte sager udfyldes et elektronisk beregningsark/skema. Heri anføres de enkelte erstatningstilkendelser, fx tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter, svie og smerte etc. med angivelse af de konkrete tilkendte beløb for hver enkelt erstatningspost. Disse erstatningstilkendelser registreres imidlertid kun til nævnets opgørelse over årets erstatningstilkendelser, når der manuelt krydses af i en særlig rubrik. Dette er undladt/glemt i en lang række tilfælde, hvorved fejlen i nævnets erstatningstilkendelser for 2012 (og tidligere år) er opstået. Endvidere har nævnet iværksat foranstaltninger, som skal forhindre gentagelse af fejlregistreringen. På sigt forventer nævnet at tage et helt nyt registreringssystem i brug. Erstatningsnævnet har imidlertid ikke mulighed for rette op på de manglende registreringer for årene forud for Det bemærkes dog, at nævnet i forbindelse med gennemgangen for 2012 har udfærdiget en opgørelse over, hvilke erstatningsposter, der dækker de ca. 55 mio. kr. Opgørelsen fremgår af bilag 2. Af bilaget ses endvidere en opgørelse af, hvilke erstatningsposter, der dækker de tilkendte erstatninger i Det er politiet, der efterfølgende, i det omfang det er muligt, inddriver de udbetalte erstatninger hos gerningsmanden. Erstatningsnævnet modtog indtil 2011 fra Rigspolitiet årlige indberetninger om størrelsen af det beløb, det i medfør af offererstatningslovens 17 lykkedes politiet at inddrive fra skadevolderne. Der henvises i den forbindelse til tidligere årsberetninger; se f.eks. årsberetningen for 2010, hvoraf det på side 7 fremgår, at det i 2010 lykkedes politiet at inddrive kr. fra skadevolderne. Til brug for nævnets årsberetning for 2011 oplyste Rigspolitiet imidlertid, at de årlige indberetninger ikke er retvisende for hvilket beløb, det lykkes at inddrive fra skadevolderne. Baggrunden er, at Rigspolitiet siden 2006 har oversendt alle krav til SKAT, 8

9 hvor det fulde beløb ikke er indbetalt inden 6 måneder. Ifølge SKAT er det ikke muligt at opgøre, hvilket beløb SKAT efterfølgende inddriver i disse sager, da alle politiets krav behandles samlet. Erstatningsnævnet noterede sig Rigspolitiets oplysninger. Fra 2006 og frem kan det således ikke oplyses, i hvor høj grad det lykkes at inddrive de tilkendte erstatninger fra skadevolderne. Der henvises til nævnets årsberetning for 2011, afsnit 4. 5 OPFYLDELSE AF NÆVNETS OG SEKRETARIATETS MÅL FOR 2013 Målet for 2013 var, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid maksimalt måtte være 85 kalenderdage, samt at 80 pct. af sagerne skulle være afgjort på maksimalt 120 kalenderdage i Erstatningsnævnets sekretariat. I disse måltal skal ikke medregnes den tid, der eventuelt medgår til forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen. Endelig var det målet, at sagsbeholdningen (det vil sige alle de sager, som endnu ikke er afgjort) maksimalt måtte udgøre sager. Nævnet og sekretariatet har opfyldt disse mål i 2013, idet den gennemsnitlige sagsbehandlingstid udgjorde 71 dage, og 80 pct. af sagerne blev afgjort på 102 dage. Kravet til sagsbeholdningen blev opfyldt, idet beholdningen ved udgangen af 2013 var på sager. 6 HVAD BETALER NÆVNET ERSTATNING FOR? Erstatningsnævnet betaler erstatning for personskade som følge af overtrædelser af straffeloven og overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, for visse afgrænsede personlige ejendele, der er blevet skadet, samt mindre kontantbeløb, som mistes i forbindelse med personskade opstået ved en straffelovsovertrædelse. Nævnet betaler ikke i øvrigt erstatning for tingsskade, medmindre straffelovsovertrædelsen er begået af den personkreds, der er nævnt i offererstatningslovens 3, som hovedsageligt omfatter personer, der er tvangsanbragt i institutioner under Kriminalforsorgen. Nævnet betaler ikke erstatning i forbindelse med færdselsforseelser, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller andre lovovertrædelser, der ikke er omfattet af straffeloven 1. I det omfang ansøgerens krav betales af skadevolderen eller arbejdsskadesikringen, betaler nævnet ikke erstatning. Dette følger direkte af bestemmelserne i offererstatningslovens 7, stk. 1, arbejdsskadesikringslovens 77 og erstatningsansvarslovens 30. Nævnet betaler heller ikke erstatning for konkrete udgifter, f.eks. helbredelsesudgifter og udgifter som følge af beskadiget beklædning, hvis disse udgifter dækkes af ansøgerens forsikringsselskab eller andre, jf. herved offererstatningslovens 7, stk Efter lov nr. 112 af omfatter offererstatningsloven også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, idet den tidligere bestemmelse i straffelovens 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr. 112 af Lovændringen er trådt i kraft

10 I øvrigt betaler nævnet erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det betyder blandt andet, at erstatningen udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven, og at nævnet har mulighed for at nedsætte erstatningen eller helt lade den bortfalde, hvis ansøgeren har udvist egen skyld, der berettiger til det. Se afsnit om nævnets praksis i sager om nedsættelse på grund af egen skyld. 7 KONKRETE AFGØRELSER FRA NÆVNET 7.1 INDLEDNING I det følgende er refereret afgørelser, som nævnet har fundet er af mere almen eller principiel betydning. Som påpeget i tidligere årsberetninger, kan der ved en sådan gennemgang af udvalgte sager ikke være tale om noget repræsentativt udsnit af de flere tusind sager, som nævnet har påkendt i For yderligere belysning af reglerne i offererstatningsloven og af Erstatningsnævnets praksis kan der f.eks. henvises til nævnets tidligere årsberetninger, der for så vidt angår beretningerne for findes på nævnets hjemmeside samt til Gerd Sindings og Michael Lerches bog: Offererstatningsloven med kommentarer, 1. udg., OFFERERSTATNINGSLOVENS 1 LOVENS OMRÅDE Nævnets stillingtagen til, om skaden skyldes en overtrædelse af straffeloven Hvis det ikke er afgjort ved dom, om skaden er sket som følge af en overtrædelse af straffeloven, foretager nævnet en selvstændig vurdering af, hvorvidt den anmeldte hændelse falder inden for straffelovens område, både for så vidt angår det objektive gerningsindhold og den subjektive tilregnelse. Der er tale om en konkret vurdering i den enkelte sag under inddragelse af alle sagens oplysninger, herunder f.eks. vidneafhøringer, gerningsstedsundersøgelser, videooptagelser, lægelige undersøgelser og tekniske beviser mv., der er tilvejebragt gennem politiets efterforskning samt nye oplysninger, som fremkommer under nævnsbehandlingen. Som eksempler på afgørelser fra nævnet i 2013 følger 3 meget forskellige sager, hvor nævnet fandt, at forholdet var omfattet af offererstatningsloven: N.j.nr Ansøger var på arbejde som buschauffør, da en passager bagest i bussen ramte hende i øjnene med en laserstråle, der blev reflekteret af et passagerspejl over forruden i bussen. Ansøger blev ramt af strålen flere gange af et par sekunders varighed, og da hun blev opmærksom på, at skadevolder sad i bussen, skældte hun ham ud over højttaleren, hvorefter han forlod bussen. Politiet standsede efterforskningen, idet man ikke kunne finde skadevolder. Nævnet lagde til grund, at skadevolder havde haft forsæt til at ramme ansøger med laserstrålen. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at 10

11 der var tale om flere episoder, og at ansøger havde set skadevolder sigte på sig i spejlet. Da ansøger var påført midlertidige gener i form af irritation af øjet, tilkendte nævnet hende godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. N.j.nr Ansøger en 2 måneder gammel baby blev udsat for vold i en periode på 2 måneder, idet hun blev holdt hårdt omkring brystet, mens hun blev rystet. Volden medførte brud på ribben, arme og ben. Ansøgers forældre blev i byretten dømt for overtrædelse af blandt andet straffelovens 245, stk. 1, men senere frifundet i landsretten, idet det ikke kunne fastslås, hvem af forældrene, der havde udøvet vold mod ansøger. Det blev i den forbindelse lagt til grund, at ansøger var blevet udsat for vold som beskrevet, samt at det kunne udelukkes, at skadevolder var andre end en af forældrene. Nævnet anerkendte sagen som omfattet af offererstatningsloven. N.j.nr Ansøger blev skubbet i brystet, hvorved hun væltede ud på kørebanen. Hun landede i den forbindelse på højre side og slog arm og hoved ned i asfalten. Hun var herefter i langvarig sygehusbehandling. Politiet sigtede skadevolder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen (for voldelig optræden) ved at hive ansøger i armen, så hun faldt. Ansøger anmeldte efterfølgende skadevolder for vold, men politiet standsede efterforskningen, idet skadevolder allerede havde vedtaget et bødeforlæg på kr. Nævnet fandt, at ansøger var blevet udsat vold og tilkendte ansøger erstatning efter offererstatningsloven. Nævnet fandt videre, at der kunne gøres regres mod skadevolder, selvom denne ikke var dømt for en straffelovsovertrædelse, da der forelå et sikkert grundlag for at kunne fastslå skadevolders erstatningsansvar. I de følgende 5 også meget forskellige sager fandt nævnet, at forholdet ikke var omfattet af offererstatningsloven: N.j.nr Skadevolder blev i byretten frifundet for at have overtrådt straffelovens 218, stk. 2, jf. 21, ved at have forsøgt at skaffe sig samleje med ansøger, der på tidspunktet var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Skadevolder blev frifundet grundet manglende forsæt, idet forholdet var begået under en episode af sexsomnia, som skadevolder under sagens forløb blev diagnosticeret med. Retten lagde til grund, at skadevolder før episoden ikke vidste, at han havde sexsomnia, hvorfor retten ikke fandt, at skadevolder havde grund til at advare ansøger om risikoen for, at han kunne have en seksuel adfærd i søvne. 11

12 ( Sexsomnia er en form for søvngængeri, der tilhører sygdomsfamilien parasomnia. Fælles er, at de opstår i den dybe søvn, hvor centrene i hjernen, der kontrollerer kompleks tankevirksomhed, dømmekraft og ræsonnement, er i dvale. Til gengæld er centrene, der styrer de mere primitive funktioner som sult og seksualdrift, stadig aktive. Derfor kan man udføre seksuelle handlinger som masturbation, stønnen, befamling og endda fuldbyrdet samleje. Søvngængeren opfører sig ofte anderledes eller mere hårdhændet end i vågen tilstand). Da retten fandt, at skadevolder ved sin handling ikke havde overtrådt straffeloven, var forholdet ikke omfattet af offererstatningsloven, hvorfor nævnet afslog at tilkende ansøger erstatning og godtgørelse. N.j.nr Skadevolder var ved en norsk domstol blevet dømt til at betale ansøger kr. i tortgodtgørelse, uanset skadevolder af samme domstol var blevet frifundet for straf efter den norske straffelov. Dette skyldtes, at beviskravet i Norge er lavere i erstatningsretten end i strafferetten, og at Norge ikke har en bestemmelse svarende til retsplejelovens 992. Da dele af forholdet blev begået i Danmark, havde de norske myndigheder henvist ansøger til at søge om erstatning hos Erstatningsnævnet for så vidt angik halvdelen af den af retten tilkendte godtgørelse på kr. Nævnet afslog ansøgningen i medfør af offererstatningslovens 1, idet skadevolder var blevet frifundet for at have overtrådt den norske straffelov, som i beskrivelsen af gerningsindholdet ved den pågældende forbrydelse svarer til den danske straffelov. Den norske dom om erstatning, der var i strid med 992 i den danske retsplejelov, var ikke bindende for en afgørelse om erstatning efter den danske offererstatningslov. N.j.nr Ansøger en dement plejehjemsbeboer søgte om godtgørelse efter erstatningsansvarslovens 26, stk. 1 og 2. Spørgsmålet for nævnet var, om ansøger var blevet udsat for seksuelle overgreb fra en dement mandlig medbeboer på plejehjemmet, eller om der var tale om et frivilligt forhold. Politiet og Statsadvokaten lagde til grund, at der var tale om flere intime episoder mellem ansøger og den mandlige medbeboer, men besluttede at standse efterforskningen, idet det blev vurderet, at medbeboeren ikke havde haft det fornødne forsæt til at udsætte ansøger for seksuelle overgreb. Nævnet besluttede at afslå ansøgningen, idet det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at ansøger havde været udsat for en overtrædelse af straffeloven. 12

13 Nævnet fandt således, at det var svært at vurdere, hvorvidt forholdene skete mod ansøgers vilje, idet både hun og medbeboeren var demente og ikke kunne afgive forklaring til sagen. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på politiets afhøringsrapporter af de ansatte på plejehjemmet, hvoraf fremgik, at ansøger var meget udadvendt og flirtende over for de øvrige beboere og jævnligt var blevet fundet i andre beboeres boliger. Videre fremgik det, at ansøger ved flere lejligheder havde omtalt medbeboeren som sin mand, samt ikke havde givet udtryk for, at hun ikke var interesseret i hans selskab. Det indgik endvidere i nævnets vurdering, at politiet havde vurderet, at medbeboeren ikke havde haft forsæt til at udsætte ansøger for seksuelle overgreb. N.j.nr Ansøger, som var vognmand, var ude at aflevere varer hos en klient (K). Efter at have lagt varerne på køkkenbordet vendte ansøger sig for at gå ud igen. Ifølge ansøger begyndte K at skubbe ansøger i ryggen og baghovedet. Skubbene var så kraftige at ansøger følte dem som slag dog var slagene med flad hånd og ikke knytnæve. Politiet besluttede ikke at indlede en efterforskning mod K. Politiet lagde vægt på, at ansøger var ansat i et privat firma og derfor ikke var særligt beskyttet af straffelovens 119 omhandlende offentligt ansatte. Endvidere lagde politiet vægt på, at ansøger blev skubbet i ryggen og i hovedet, og at skub, der ikke medfører fald i almindelighed er for bagatelagtige til at blive betragtet som omfattet af straffelovens voldsparagraffer. Herefter søgte ansøger om erstatning ved nævnet. Nævne afslog ansøgningen og lagde ved afgørelsen vægt på, at nævnet kun var i besiddelse af ansøgers forklaring om hændelsesforløbet, og at nævnet ikke fandt det tilstrækkeligt sikkert, at ansøger havde været udsat for en straffelovsovertrædelse. Nævnet lagde også vægt på, at politiet havde besluttet ikke at indlede en efterforskning mod K. N.j.nr Ansøger arbejdede som pædagog på et børnehjem og overraskede i den forbindelse en 11-årig dreng i at tage noget slik fra køkkenet. Ansøger besluttede sig herefter for at fjerne drengens computer som straf, hvilket drengen gjorde en del fysisk modstand imod. Drengen var efterfølgende vred og skubbede til ansøger, da hun ikke ville lade ham forlade sit værelse. Ansøger slog i den forbindelse sin ryg imod døren til drengens værelse og kom derved til skade. Sagen blev anerkendt som en arbejdsskade af Arbejdsskadestyrelsen, der tilkendte ansøger godtgørelse for 8 % varigt mén og erstatning for 15 % erhvervsevnetab. Arbejdsskadestyrelsen fandt i den forbindelse, at ansø- 13

14 ger var påført visse smerter i ryggen, men at der ikke var årsagssammenhæng mellem tilskadekomsten og størstedelen af de oplevede gener. Ansøger søgte om maksimal godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Nævnet afslog ansøgningen, idet det ikke kunne lægges til grund, at der var tale om en straffelovsovertrædelse i forbindelse med den modstand, skadevolder havde udvist ved ansøgers konflikthåndtering. Videre fandtes det ikke godtgjort, at skadevolder havde haft forsæt til et bevidst angreb mod ansøger. Ansøgers advokat påklagede nævnets afgørelse, og nævnet stadfæstede efter en fornyet gennemgang af sagen afgørelsen. Afgørelsen blev endvidere indbragt for Ombudsmanden, der ikke fandt grundlag for at undersøge sagen yderligere, idet der ikke var udsigt til, at nævnets afgørelser kunne kritiseres. Nævnet er ikke bundet af politiets og anklagemyndighedens vurdering af, om der antages at være begået et strafbart forhold mod ansøger, men vurderingen fra politi og anklagemyndighed vil normalt være vejledende for nævnet. Hvis nævnet i forbindelse med sin vurdering af, om der foreligger en overtrædelse af straffeloven, ikke finder sagen tilstrækkeligt oplyst gennem politiets efterforskning, har nævnet undtagelsesvis mulighed for at bede politiet om at foretage yderligere afhøringer af vidner mv. eller at gennemføre undersøgelser af gerningsstedet mv. Dette fremgår bl.a. af pkt. 7 i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr af til politiet og anklagemyndigheden om indsendelse af sager til Erstatningsnævnet. Nævnet har endvidere i flere tilfælde indhentet videooptagelser og lignende fra tilskadekomsten for selvstændigt at vurdere, om der var tale om en straffelovsovertrædelse over for ansøger. Nævnet har ligeledes i enkelte tilfælde forelagt sager for Retslægerådet med henblik på, at rådet kunne udtale sig om, hvorvidt ansøgers skader ud fra en lægelig vurdering mest sandsynligt kunne antages at være opstået ved et voldeligt overfald eller ved en ulykke, som ikke indebærer en straffelovsovertrædelse. Det drejer sig typisk om personer med hukommelsestab for tiden omkring skadens indtræden. Som omtalt i afsnit 6 omfatter offererstatningsloven fra også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, idet den tidligere bestemmelse i straffelovens 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr. 112 af Nævnet afslog i n.j.nr dog følgende ansøgning: Skadevolder havde i perioden fra den til den chikaneret ansøger ved at sende adskillige sms-beskeder samt ved at have foretaget utallige opkald til ansøger. Derudover var skadevolder flere gange mødt op personligt hos ansøger. 14

15 Skadevolder modtog den et tilhold fra politiet i medfør af straffelovens 265. Da skadevolder ikke tog kontakt til ansøger efter tilholdet, kunne hans chikane mod ansøger forud for tilholdet ikke anses for hverken en straffelovsovertrædelse eller en overtrædelse af bortvisningsloven Særligt om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden Plejepersonale, pædagoger, skolelærere og andre personalegrupper med særlige omsorgsfunktioner mv., der kommer til skade, fordi en patient, en elev o. lign. opfører sig voldsomt eller decideret voldeligt, udgør en særlig tilfældegruppe. I den forbindelse har nævnet bidraget til justitsministerens besvarelse af den af spørgsmål nr. 507 fra Folketingets Retsudvalg om nævnets praksis ved ansøgninger fra ansatte i pleje- og undervisningssektoren. Bidraget gengives her i uddrag: Efter offererstatningslovens 1 yder staten erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat. Såfremt der foreligger politianmeldelse i en sag, hvor en offentligt ansat i pleje- og undervisningssektoren angiver sig udsat for vold på jobbet, danner politiets efterforskning og eventuelle afgørelse om påtaleundladelse, tiltalefrafald eller tiltale grundlaget for nævnets afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse. I de tilfælde, hvor der er rejst tiltale ved domstolene, følger nævnets naturligvis rettens afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse, ligesom nævnet efter offererstatningslovens 11 a følger rettens eventuelle afgørelse om erstatning. I disse sager foretages der imidlertid sjældent politianmeldelse af skadelidte eller af institutionen. Erstatningsnævnet dispenserer som regel fra kravet i offererstatningslovens 10, om at episoden skal være politianmeldt inden 72 timer (for handlinger begået før : uden unødigt ophold, dvs. inden 24 timer). Nævnet følger hermed en henstilling fra Folketingets Retsudvalg i FT , tillæg B, sp. 1355, i forbindelse med lovændringen i 1985, hvorved der indførtes retskrav på erstatning efter offererstatningsloven. Det hedder i henstillingen: [Retsudvalget] finder, at erstatningsnævnet i forbindelse med nævnets samlede vurdering af, om kravet om politianmeldelse i 10 bør fraviges i de konkrete sager, som måtte blev forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse. Har ansøgeren, efter at være blevet opfordret til at indgive politianmeldelse, modsat sig dette eller i øvrigt ikke villet medvirke til sagens oplysning, vil der dog fortsat kunne meddeles ansøgeren afslag i henhold til offererstatningslovens 10 eller dennes analogi. 15

16 Såfremt der ikke er foretaget politianmeldelse, indsendes en anmodning om erstatning ofte først til Erstatningsnævnet lang tid efter episoden. Det betyder, at Erstatningsnævnet i disse sager ofte kun har ansøgerens egen forklaring om episoden som afgørelsesgrundlag. Erstatningsnævnet forsøger altid at indhente en udtalelse fra institutionens ledelse om det præcise hændelsesforløb i forbindelse med den episode, som har udløst erstatningskravet, og om hvorfor episoden ikke er politianmeldt. Er episoden først anmeldt til nævnet et stykke tid efter, den fandt sted, kan det dog være vanskeligt at få brugbar udtalelse fra ledelsen eller andre om det præcise hændelsesforløb, idet episoden ofte er mere eller mindre glemt på institutionen, ligesom der ofte kan være sket udskiftninger blandt personalet, der medfører, at ingen kender nærmere til episoden. Er en ansøgning om erstatning indgivet lang tid efter den episode, der har udløst erstatningskravet, og understøttes ansøgerens beskrivelse af episoden ikke af optegnelser eller notater, der er gjort umiddelbart efter eller i forbindelse med denne, kan nævnet normalt ikke anse det for godtgjort, at ansøgeren har været udsat for en straffelovsovertrædelse. Optegnelser foretaget umiddelbart efter eller i forbindelse med episoden kan fx være arbejdsskadeanmeldelser, indberetninger til ledelsen om episoden eller lægelige optegnelser. Erstatningsnævnet betaler ikke erstatning i anledning af skader, der hovedsageligt skyldes den måde, arbejdet er tilrettelagt på. I disse tilfælde må nævnet henvise ansøgeren til eventuelt at rette sit krav mod arbejdsgiveren, jf. Danske Lov eller arbejdsgiverens arbejdsskade- eller ansvarsforsikringsselskab. Kun hvor der er tale om en konkret hændelse, der udgør en klar overtrædelse af straffeloven fra patientens eller elevens side, kan tilskadekomsten dækkes efter offererstatningsloven. At der skal være tale om en klar overtrædelse af straffeloven, indebærer, at den strafbare handling skal være af en vis kvalificeret art, at handlingen skal være retsstridig, og at der skal foreligge fornødent forsæt. Handlingen skal med andre ord være villet. Skader opstået indenfor pleje- og pædagogsektoren og lignende områder, hvor der ikke foreligger rettidig politianmeldelse og -undersøgelse, og hvor der alene er tale om småtjatteri eller almindelig modstand i forbindelse med fastholdelse, vil normalt ikke udgøre en strafbar handling, som kan medføre dækning efter offererstatningsloven for opstået personskade. Ved Erstatningsnævnets afgørelse om, hvorvidt der foreligger en straffelovsovertrædelse, vil det også indgå i vurderingen, om episoden har fundet sted i et miljø, hvor der normalt er mere fysisk kontakt mellem de involverede personer, end det er sædvanligt andre steder i samfundet. Det kan fx være tilfældet i arbejdet med skolebørn og på plejehjem. Nævnet tager i hvert enkelt tilfælde stilling til den konkrete situation, herunder også hvorvidt skadevolder befinder sig i en sådan psykisk eller fysisk tilstand, at hændelsen må vurderes ikke at gå ud over, hvad den an- 16

17 satte i kraft af sit virke som f.eks. plejer, underviser eller pædagog kan forvente i situationen. Det kan i den forbindelse også tillægges betydning, hvis en hændelse af institutionen anses som så dagligdags, at den ikke politianmeldes, og som i et vist omfang skyldes arbejdets tilrettelæggelse Det bemærkes, at nævnet i de tilfælde, hvor nævnet tilkender erstatning, selvom der ikke er foretaget politianmeldelse, som regel indstiller, at der gøres regres mod skadevolderen, også selvom skadevolderen er mindreårig eller utilregnelig. Hvis den oplyste skadevolder er under 14 år, eller der er oplysninger, som giver anledning til at formode, at skadevolderen har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, vil Erstatningsnævnet som udgangspunkt henvise skadelidte til at rette henvendelse til skadevolderens eventuelle ansvarsforsikringsselskab. Dette skyldes den særlige bestemmelse i forsikringsaftalelovens 19. Efter denne bestemmelse fraviges det forsikringsretlige udgangspunkt om, at skader, som den forsikrede skadevolder selv har fremkaldt ved forsæt, ikke dækkes, når den sikrede var under 14 år eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt. Børn under 14 år vil ofte være dækket af forældrenes ansvarsforsikring, ligesom en del voksne institutionsanbragte eller sindslidende vil være dækket af en ansvarsforsikring. Efter offererstatningslovens 7, stk. 1, kan der ikke betales erstatning, i det omfang skaden dækkes af forsikring. Fra nævnets praksis kan nævnes n.j.nr : Ansøger, der var pædagogstuderende, var i praktik på en døgninstitution for anbragte børn. På skadestidspunktet var hun alene med 3 børn i alderen år. En af drengene havde det svært, og han tog en køkkenkniv frem. De to andre børn blev usikre, og ansøger måtte føre drengen med køkkenkniven væk. Her tog han ansøger på brysterne samtidig med, at han slog, sparkede og spyttede ansøger. Drengen fik 3 gange fat i en kniv og opførte sig truende. Ansøger følte sig truet og magtesløs i situationen, da hun var usikker på, om de 3 børn kunne finde på at angribe hende samlet. Nævnet fandt, at ansøger havde været udsat for en straffelovsovertrædelse. Nævnet fandt endvidere, at den skete skade hovedsageligt skyldtes arbejdets tilrettelæggelse på stedet, idet ansøger en pædagogstuderende i praktik i over 2 timer var overladt alene med 3 adfærdsvanskelige børn i alderen år. Efter nævnets opfattelse var ansøgers arbejdsgiver således ansvarlig for den skete skade i medfør af Danske Lovs og henviste ansøger til at søge erstatning via arbejdsgiverens erhvervsforsikring. 17

18 7.2.3 Direkte og indirekte skadelidte Nævnet betaler som udgangspunkt kun erstatning til ansøgere, der er direkte forurettede ved en straffelovsovertrædelse. Det vil sige, at man ikke kan få erstatning, hvis man blot har været vidne til en straffelovsovertrædelse. Man kan imidlertid have været så tæt på begivenhedernes centrum, at man som indirekte skadelidt alligevel er erstatningsberettiget. Der henvises herom bl.a. til årsberetningen for 2003, afsnit 7.1.3, 2006, afsnit 7.2.3, og 2008, afsnit Årsagssammenhæng og påregnelighed For at kunne få erstatning efter offererstatningsloven må der i overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige regler være årsagssammenhæng mellem den begåede straffelovsovertrædelse og skaden, ligesom skaden må være en påregnelig følge af straffelovsovertrædelsen. Der henvises herom bl.a. til årsberetningen for 2006, afsnit samt N.j.nr Skadevolder blev i byretten idømt 60 dages fængsel for trusler, idet han havde holdt et vinglas over hovedet, som om han ville slå ansøger, ligesom han råbte, at han ville voldtage hende og slå hende ihjel. Ansøger flygtede som følge af truslerne ind på et værelse, hvorefter skadevolder satte noget for døren, så hun ikke kunne komme ud. Ansøger hoppede herefter ud af vinduet, hvorved hun brækkede hælen. Ansøger søgte om godtgørelse for svie og smerte som følge af en sygeperiode grundet den brækkede hæl. Nævnet fandt, at der var både årsagssammenhæng og adækvans, idet det måtte have stået klart for skadevolder, at ansøger ville forsøge at flygte fra truslerne, og at den eneste udvej fra værelset var vinduet, hvorfra der var 2 meter til jorden. Forholdet var således omfattet af offererstatningsloven, og nævnet tilkendte som følge heraf ansøger godtgørelse for svie og smerte Straffelovsovertrædelser begået i udlandet Efter offererstatningslovens 1, stk. 3, betaler staten kun i særlige tilfælde erstatning for skader, der er sket uden for Danmark, og kun, hvis ansøger har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller gør tjeneste for en dansk udenrigsrepræsentation. Erstatning kan endvidere betales til ansøgere, der har bopæl i Danmark, og som kommer til skade i forbindelse med deres erhvervsudøvelse i udlandet. Bestemmelsen er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Hvis en tilskadekomst i udlandet kan anses som en arbejdsskade, kan skaderne i visse tilfælde være omfattet af bekendtgørelse nr. 853 af om arbejdsskadesikring for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet. I særlige tilfælde kan nævnet udbetale erstatning for skader i udlandet, der sker ved, at en person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark overfalder en anden person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark. Erstatning ydes dog kun, når skaden opstår i et lukket dansk miljø, f.eks. i forbindelse med en skolerejse. 18

19 En gennemgang af nævnets praksis for tilkendelse af erstatning efter offererstatningslovens 1, stk. 3, kan ses i nævnets årsberetning for 2009 under afsnit Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger Foruden straffelovsovertrædelser giver offererstatningslovens 1, stk. 1, 2. pkt., også mulighed for erstatning og godtgørelse for personskade, der sker i forbindelse med 1) hjælp til politiet under anholdelse, 2) handlinger, der foretages med henblik på lovlig privat anholdelse, og 3) handlinger, der foretages med henblik på forhindring af strafbare handlinger Tingsskade og formueskade Efter offererstatningsloven ydes der som udgangspunkt alene erstatning og godtgørelse i anledning af personskade. I offererstatningslovens 1, stk. 2, er der imidlertid givet skadelidte mulighed for som tillægserstatning at få erstatning for tøj og andre sædvanlige personlige ejendele, herunder mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig, da personskaden skete. Se i den forbindelse nævnets årsberetning for 2007, afsnit 7.2.6, hvor en gennemgang af nævnets praksis vedrørende niveauet for erstatning for dyrere personlige ejendele findes. Afsnittet indeholder endvidere omtale af praksis for erstatning for udgifter til nye briller. Nævnet fandt i n.j.nr. 2636/2003, som omtales i beretningen for 2004 side 17, at der kun var grundlag for at tilkende en erstatning på kr. for et ur og et halssmykke til en samlet værdi på knap kr. Nævnet lagde vægt på, at et halssmykke og et ur til en sådan samlet værdi ikke kunne anses for sædvanlige personlige ejendele. Nævnet har i 2013 anerkendt, at samfundsudviklingen har medført, at folk generelt bærer dyrere personlige ejendele af højere værdi end tidligere: N.j.nr Ansøger blev frarøvet en mobiltelefon til kr. samt nogle værdifulde smykker og et ur til en samlet værdi af ca kr. Nævnet fandt, at der var grundlag for at tilkende ansøger i alt kr. i erstatning for mobiltelefon, smykker og ur. Nævnet lagde vægt på, at mobiltelefon, smykker og ur til en samlet værdi på ca kr. ikke kunne anses for sædvanlige personlige ejendele. Nævnet har således i 2013 forhøjet det maksimale erstatningsbeløb for personlige ejendele til kr. mod tidligere kr. Endvidere giver bestemmelsen i offererstatningslovens 3 hjemmel til at yde erstatning for tingsskade ud over de i 1, stk. 2, nævnte tilfælde, såfremt skadevolderen er 19

20 omfattet af den særlige personkreds i 3 (bl.a. personer, der er tvangsanbragt på institution under Kriminalforsorgen), som det offentlige menes at have et særligt ansvar for. Bestemmelsen i offererstatningslovens 3 muliggør også erstatning til juridiske personer, f.eks. anparts- og aktieselskaber, men ikke erstatning til offentlige myndigheder eller institutioner, jf. lovens 5. Erstatningen i henhold til offererstatningslovens 1, stk. 2, og 3 omfatter kun egentlig tingsskade. Formueskade opstået ved for eksempel bedrageri, underslæb, afpresning eller anden straffelovsforbrydelse kan derimod ikke erstattes i medfør af offererstatningsloven, jf. herved forarbejderne til offererstatningsloven, betænkning nr. 751/1975, side 33, 1. sp., om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Nævnet erstatter heller ikke tab for f.eks. mistet rejse eller mistet ferie. 7.3 OFFERERSTATNINGSLOVENS 6 A Nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko Efter offererstatningslovens 6 a finder dansk rets almindelige erstatningsretlige regler tilsvarende anvendelse, herunder reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade. Fra nævnets praksis kan nævnes følgende sager fra 2013: N.j.nr Ansøger søgte om godtgørelse for svie og smerte efter at have været udsat for et knivstik. Nævnet besluttede at nedsætte den tilkendte godtgørelse for svie og smerte med 1/3. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at der forud for det knivstik, som ansøger var blevet påført, var opstået gensidigt skubberi mellem skadevolder og ansøger, og at ansøger herefter havde tildelt skadevolder en skalle, hvorefter skadevolder stak ansøger med en kniv. Nævnet fandt på den baggrund grundlag for at nedsætte ansøgers godtgørelse med 1/3. N.j.nr Ansøger og hans bror opsøgte skadevolder, idet ansøger medbragte et bat. Der opstod herefter slagsmål. Efterfølgende blev ansøger dømt for at have overtrådt straffelovens 245, stk. 1, jf. 247, ved at have slået skadevolder i hvert fald én gang med et bat samt adskillige gange med knyttet hånd på kroppen og i ansigtet. Skadevolder blev ved samme dom dømt for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, for at have stukket ansøger på øret, brystkassen, skulderbladet og venstre balle med en hobbykniv. 20

21 Retten fandt under hensyntagen til stikkenes placering og antal, at grænsen var lovligt nødværge var overskredet af skadevolder, jf. straffelovens 13, stk. 2. Nævnet besluttede at afslå ansøgers ansøgning om erstatning. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at ansøger blev dømt for selv at have udøvet kvalificeret vold over for skadevolder, samt at ansøger forud for hændelsen sammen med en medgerningsmand havde planlagt angrebet på skadevolder. N.j.nr Ansøger, der var lærer for B (som er autist), var taget hjem til B for at give ham hjemmeundervisning. Ansøger havde fået udleveret en nøgle til B s hjem, men da hun forsøgte at åbne døren, kunne hun ikke komme ind, idet B havde sat noget for døren. B råbte flere gange, at ansøger skulle forlade hans hus, men ansøger blev ved med at presse B til at skulle modtage undervisningen, selvom han gentagne gange gjorde ansøger opmærksom på, at han ikke ønskede hendes tilstedeværelse. B råbte til sidst, at såfremt ansøger ikke ville forlade hans hjem, måtte han få hende ud på en anden måde, og hentede herefter en kniv og udtalte: Er du så bange for denne her? Ansøger søgte nævnet om blandt andet godtgørelse for svie og smerte, som følge af psykiske mén efter hændelsen. Nævnet afslog ansøgningen i medfør af offererstatningslovens 6 a, og lagde i den forbindelse vægt på, at ansøger, trods gentagne protester fra B, tvang sig ind i B s hjem, selvom B tydeligt gav udtryk for, at han ikke ønskede ansøgers tilstedeværelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at B er autist, og at et sådant grænseoverskridende pres fra ansøgers side måtte anses for uhensigtsmæssigt. Sidst men ikke mindst lagde nævnet vægt på en udtalelse fra B s skole og ansøgers arbejdsplads, hvoraf det fremgik, at der var en stående instruks om at trække sig ud af feltet, hvis elever reagerede med trusler og/eller aggressiv adfærd. N.j.nr af 4 tiltalte blev idømt 7 års fængsel for drabsforsøg ved at have skudt ansøger i brystet i ryggen og for at have skudt på ansøgerens chauffør/bodyguard. Skadevolder og ansøger var medlem af hver sin rocker-bande, og under retssagen blev det oplyst, at der havde været en konflikt mellem banderne. Herudover havde der været et sammenstød mellem i hvert fald ansøgeren og nogle fra den modstående bandes medlemmer tidligere samme aften. Nævnet afslog ansøgningen om erstatning med henvisning til offererstatningslovens 6 a. Nævnet lagde vægt på, at der i betænkning 1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre for forbrydelser fra side 59 og frem ses en drøftelse af rimeligheden af bl.a. erstatning til ofre, der har udsat sig for en særlig risiko, f.eks. rockerbander. Den, som f.eks. melder sig ind i en rocker-bande for at deltage i voldsudøvelse, kan dog heller ikke efter den almindelige erstatningsret antages at ville få erstatning, såfremt han i 21

22 forbindelse hermed selv udsættes for påregnelige skader som følge af vold. Det samme blev resultatet i n.j.nr : Ansøger blev skudt i lænden, og politiet valgte at henlægge sagen. Nævnet besluttede at afslå ansøgers ansøgning om erstatning, idet han måtte antages at have accepteret risikoen for skadens indtræden. Nævnet henviste i den forbindelse til betænkning 1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre for forbrydelser fra side 59 og frem (se ovenfor n.j.nr ) vedrørende rimeligheden af bl.a. erstatning til ofre, der har udsat sig for en særlig risiko. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger havde afgivet en sparsom forklaring til politiet, idet han ikke havde villet angive, hvem han var sammen med på dagen for skyderiet eller uddybe oplysningerne om skadevoldernes bil. Ansøger forklarede endvidere til politiet, at han ikke vidste, hvem skadevolderne var, idet han dog til en sygeplejerske på hospitalet forinden havde sagt, at det slet ikke var ham, der skulle have været ramt. Han havde endvidere spurgt, hvilken kaliber han blev skudt med. Nævnet lagde endelig vægt på, at politiet havde efterforsket sagen som en del af en verserende bandekonflikt, samt at vidner havde set ansøger være i kontakt med skadevolder umiddelbart inden skyderiet. Politiet lagde på baggrund heraf til grund, at ansøger vidste, hvem der var skadevolder, og at sagen kunne være blevet opklaret, hvis ansøger havde ønsket at medvirke hertil. Det fremgik endvidere af politiets rapporter, at ansøger efter politiets vurdering var et toneangivende medlem af en bande, idet han adskillige gange var blevet antruffet af politiet i forbindelse med aktioner mod bandemiljøet, i hvilken forbindelse han ofte havde været iført skudsikker vest Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt Bestemmelsen i offererstatningslovens 6 a indebærer endvidere, at den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt finder tilsvarende anvendelse i erstatningssager i henhold til offererstatningsloven. Tabsbegrænsningspligten indebærer, at den, der har lidt skade som følge af en andens ansvarspådragende adfærd, har pligt til så vidt muligt at begrænse sit tab som følge af skaden. 7.4 OFFERERSTATNINGSLOVENS 7 Efter offererstatningslovens 7, stk. 1, betaler nævnet ikke erstatning, hvis ansøgers skade godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning. Se afgørelser til illustration af bestemmelsen i nævnets beretning for 2007 afsnit 7.4. Nævnet betaler endvidere ikke erstatning, hvis skaden er en arbejdsskade og dækkes af arbejdsgiverens lovpligtige forsikring, jf. herved arbejdsskadesikringslovens 77 og 22