Hvor er fronten i dagpengekampen?

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Hvor er fronten i dagpengekampen? Skrevet af: Bent Gravesen Offentliggjort: 15. oktober 2014 Det kommende folketingsvalg afgør, om vi får en ny og bedre dagpengereform. Uden udbredt opbakning i fagbevægelsen og offentligheden om de konkrete mål og midler kan fagbevægelse godt glemme alt om en nye og bedre dagpengereform. Alligevel har hverken fagbevægelsen eller det politiske centrum-venstre indtil videre villet eller turdet fortælle, hvad der skal være indholdet af og målet med en ny samlet dagpengereform. LO s formand Harald Børsting gør det. Statsministeren gør det. Pia Olsen Dyhr gør det sammen med Johanne Schmidt Nielsen. Ja, selv Kristian Thulesen Dahl og Lars Løkke Rasmussen gør det. Altså taler om en dagpengereform. Men ingen siger rigtig noget om, hvad der skal være målet med reformen, og hvad den skal indeholde. Derfor kan det være lidt svært at finde fronten i den igangværende dagpengekamp. Udkæmpes kampen ved Bjarne Corydons forhandlingsbord engang i november? Eller vil den afgørende kamp bølge frem og tilbage det næste års tid internt blandt dagpengekommissionens medlemmer og dermed reducere Folketinget til et ekspeditionskontor? Begge dele er aktuelle fronter i dagpengekampen. Men hvis fagbevægelsen og det politiske centrum-venstre vil gøre sig det mindste håb om, at dagpengekampen skal føre til et nyt og langt bedre dagpengesystem end det, som den daværende VK-regering gennemførte sammen med DF og RV, er det nødvendigt at sætte hovedparten af kræfterne ind på en helt anden front: demokratiets åbne kamp for det størst mulige og stærkeste politiske mandat til et kommende Folketingsflertal. Den afgørende front i kampen om mål og indhold for en ny dagpengereform er den valgkamp, der allerede er gået i gang. Derfor handler denne artikel ikke om de lukkede rum i Finansministeriet og dagpengekommissionen, men om den åbne offentlige holdningskamp op til det kommende folketingsvalg. Hvad gør fagbevægelsen og det politiske centrum-venstre her, og hvad kan de forventes at gøre i de kommende måneder. VK s dagpengereform: Ét liberalistisk mål Sammen med Dansk Folkeparti og de radikale gennemførte VK-regeringen i 2010 en liberalistisk dagpengereform. Reformen havde ét mål, nemlig det velkendte liberalistiske mål om økonomisk vækst for dem, der kan klare sig godt i markedskonkurrencen. Målet var rent økonomisk, nemlig en væsentlig styrkelse af beskæftigelsen på lidt længere sigt med fuldtidspersoner og offentlige mindreudgifter på mio. kr. årligt, som det hed i lovforslagets bemærkninger. Når VK-regeringen og de økonomiske regnemaskiner mente, at dagpengereformen ville få de offentlige udgifter til at falde så meget, skyldtes det ifølge beregningerne ikke så meget, at en reform ville tage dagpengene fra en hel masse arbejdsløse. Det skyldtes stadig ifølge VKregeringens egne beregninger - først og fremmest, at de flere ville komme i arbejde og derfor ikke længere have brug for dagpenge. De ville i stedet betale mere i indkomstskat og afgifter af en forøget indkomst. Som en god liberal, borgerlig regering bekymrede VK-regeringen sig ikke for trygheden på arbejdsmarkedet, for bedre jobmatch til gavn for ledige og virksomheder eller for et mere retfærdigt dagpengesystem. Den slags stod ganske enkelt ikke på de borgerlige partiers forskellige politiske ønskesedler. Det gjaldt også midlerne i VK-regeringens dagpengereform. Der var neoliberalistiske: Politisk skabte ændringer af arbejdsmarkedet, der svækkede lønmodtagerne og styrkede virksomheder på markedet for salg og køb af arbejdskraft. Dagpengereformen i 2010 var liberalisme 1 / 7

2 Classic. Den daværende VK-regeringen havde med hjælp af regeringens egen Arbejdsmarkedskommission en klar teoretisk begrundelse for, at halveret dagpengeperiode og fordoblet genoptjeningskrav ville føre til øget beskæftigelse på lidt længere sigt. Teorien var, at dagpengereformen ville fremkalde en bestemt social-økonomisk Domino-effekt. Først ville dagpengereformen få de arbejdsløse til i højere grad at gøre det, regeringen ønskede og krævede af dem. Truslen om at miste dagpengeretten allerede efter to år ville få flere arbejdsløse til at søge flere jobs og gøre det tidligere i ledighedsperioden: Flere ville blive mere ivrige efter at få vikariater, deltidsjobs og korttidsansættelser for at samle timer nok til at opfylde det skærpede genoptjeningskrav. Alt dette ville få nogle af de langtidsledige hurtigere i arbejde. Men ikke nok med det. Det ville samtidig lægge en dæmper på lønudviklingen, når flere arbejdsløse var mere ivrige til at sælge deres arbejdskraft billigt. De, der havde et job, vil blive mere utrygge og frygte arbejdsløshed mere på grund af den øgede risiko for at ende med nul dagpenge. Frygten og utrygheden ville dermed lægge en ekstra dæmper på de allerede ansattes krav om lønforhøjelser. Den afdæmpede lønudvikling ville så hjælpe virksomhederne. Ny produktion ville blive profitabel, og eksisterende produktion ville blive mere konkurrencedygtig på verdensmarkedet. Dermed ville dagpengeforringelserne på lidt længere sigt kun føre til mere beskæftigelse. Alt sammen selvfølgelig under forudsætning af, at alt andet er lige hvad det som bekendt aldrig er. Den daværende VK-regeringen var sammen med DF og RV helt på det rene med, at der også ville komme en anden Domino-effekt, som ville gå i en helt anden retning. Den øgede økonomiske utryghed ville medføre meget alvorlig økonomisk tab for de arbejdsløse, som ikke har held med at få et job, inden dagpengeperioden udløber. Dermed ville dagpengereformen medføre en kalkuleret forøgelse af uligheden i samfundet. Kalkulationen var, at hvor der hidtil var faldet ud af dagpengesystemet årligt, ville dagpengereformen fordoble det til Men for VK-regeringen var det ikke noget nævneværdigt problem. Øget økonomisk utryghed og social ulighed var ikke målet, men de nødvendige midler til at nå det økonomiske vækstmål. Jo mere den økonomiske utryghed førte til succes med intensiveret jobsøgning, jo større var den forbedringen af de offentlige finanser. Jo mere utrygheden kun førte til forgæves jobsøgning og øget social ulighed, jo mindre blev den forbedring af de offentlige finanser, som under alle omstændigheder ville komme med reformen. I en liberalistisk optik var øget økonomisk utryghed og øget social ulighed under alle omstændigheder en win-win. Modstand uden klare mål Da dagpengereformen i sin tid blev vedtaget, var både fagbevægelsen, SD, SF og EL imod reformen. Den primære fælles begrundelse var, at ingen af dem var villig til at betale denne sociale pris for de påståede økonomiske forbedringer. Dertil kom, at man frygtede, at den negative sociale Dominoeffekt ville blive større end beregnet, og at den positive økonomiske Domino-effekt dermed ville blive tilsvarende mindre. Ingen af modstanderne gjorde dog noget særligt ud af at sætte spørgsmålstegn ved reformens påståede økonomiske effekt på lidt længere sigt. Hverken fagbevægelsen, Socialdemokraterne eller SF havde tilsyneladende lyst til selv at blive spurgt om, hvordan de så selv ville nå det økonomiske beskæftigelsesmål. At EL heller ikke gjorde noget videre ved den del af kritikken må formodentlig tilskrives, at EL anså de samfundsøkonomiske konsekvenser af reformen for mere eller mindre irrelevante. Ingen af kritikerne formulerede dengang indholdet af en alternativ dagpengereform. Der blev ikke engang opstillet overordnede politiske mål for en samlet alternativ dagpengereform. Modstanden 2 / 7

3 mod VK-regeringens reform blev i høj grad formuleret som et indirekte forsvar for de dagpengeregler, der var forud for VK-regeringens reform uden reelt svar på, om Socialdemokraterne, SF, EL og fagbevægelsen delte VK-regeringens rent økonomisk mål med reformen, og således blot afviste midlerne uden at sætte andre i stedet. I den konkrete argumentation mod dagpengereformen lå der dog indirekte, at for fagbevægelsen, SD, SF og EL var bl.a. arbejdsmarkedstryghed og fleksibilitet selvstændige mål for dagpengepolitikken. Dårligt liberalt håndværk I dag tyder intet på, at virkeligheden svarer til VK-regeringens teoretiske modelberegninger[1]. Virkeligheden har vist sig anderledes barsk end de økonomiske regnestykker. Langt færre end beregnet var i stand til at opfylde det fordoblede genoptjeningskrav. Langt færre fik en reel mulighed for at skaffe sig varig beskæftigelse, inden dagpengeperioden ophørte. Tallene tyder samtidig på, at den faktiske beskæftigelseseffekt måske kun bliver det halve eller endnu mindre end det beregnede. Under den forudsætning bliver den samlede nettobesparelse på de offentlige udgifter også væsentlig mindre end forventet. Til gengæld er den social pris vokset drastisk. I de kommende år er der udsigt til, at ca vil miste dagpengeretten hvert år. Heraf vil måske være ude af stand til at finde fast arbejde eller i det mindste finde tilstrækkeligt arbejde til at optjene en ny dagpengeperiode. Der er med andre ord ikke blot tale om en meget voldsom halvering af dagpengeperioden, der har haft meget voldsomme konsekvenser, men som er blevet finjusteret med en aftale om en bedre indfasning af den dagpengereform. Der er ikke tale om, at den 2-årige dagpengeperiode blev langt bedre, da vi fandt på den nye indfasning langt, langt bedre og at vi nu er tæt på at have et fornuftigt dagpengesystem, som Helle Thorning Schmidt har udtrykt det.[2] Der er tværtimod tale om en dagpengereform med et ambitiøst liberalistisk økonomisk mål, som ikke bare under indfasningen fik en langt værre sociale konsekvenser end forudset. Også fuldt indfaset vil reformen få en langt større social pris end forudset. Samtidig er der - bl.a. derfor heller ikke udsigt til, at reformen vil indfri VK-regeringens rent økonomiske målsætninger[3]. Dagpengereformen er slået markant fejl vurderet ud fra VK-regeringens eget rent økonomiske mål. Dårlig liberalistisk håndværk kan man kalde det. Er fagbevægelsens og det politiske centrum-venstres alternativ til dårlig liberalistisk håndværk så en ny dagpengereform, der er godt liberalistisk håndværk? Svaret er ikke et så selvfølgeligt nej, som det retoriske spørgsmål lægger op til. I hvert tilfælde ikke for alle. Lad os derfor se lidt på, hvordan de forskellige centrum-venstrepartier svarer nu og kan forventes at svare i en kommende valgkamp. De radikale: Bedre liberalt håndværk Som erklæret socialliberalt parti var det naturligt for Det radikale Venstre at være grundlæggende enig i den daværende VK-regerings rent økonomiske mål med dagpengereformen. RV er stadig grundlæggende enig i dette mål og i, at det afgørende redskab til at nå dette mål er en politisk massage af de arbejdsløses adfærd på arbejdsmarkedet. Det sociale hjerte hos de radikale banker ifølge partiets interne debat med varierende intensitet til forskellige tider og hos forskellige aktører. I det omfang det banker, banker det på dagpengeområdet for, at det økonomisk mål helst skal nås med mindst mulige sociale omkostninger. Det er bl.a. baggrunden for, at de radikale har kritiseret den hårdhændede indfasning af dagpengereformen. 3 / 7

4 Men dårlig liberalistisk håndværk det kan vel trods alt ikke være radikal politik i den kommende valgkamp? Umiddelbart ikke. Men her kan det se ud som om, at de radikale lider af et genetisk betinget handicap. Lysten og evnen til at vedgå egne fejltagelser synes mindre veludviklet end evnen og lysten til at påpege andres. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at ikke én radikal politiker eller minister har sat spørgsmålstegn ved, om dagpengereformen vil nå det erklærede mål for beskæftigelse og offentlig besparelse. Men det spiller sikkert også ind, at det samtidig ville sætte spørgsmålstegn ved finansministeriets samlede regnestykke over det økonomiske råderum for bl.a. nye velfærdstiltag op til det kommende valg. Indirekte har de radikale dog med nedsættelsen af dagpengekommissionen stillet sig åben over for at undersøge om VK-regeringens indiskutable oprindelige liberalistiske mål kan nås bedre med en ny dagpengereform[4]. Udover VK-regeringens rent økonomiske mål, har de radikale med kommissoriet for dagpengekommissionen været med til at antyde et ønske om et dagpengesystem, der også opfylder andre mål end det rent økonomiske, såsom øget arbejdsmarkedstryghed, bedre jobmatch og et enklere, mere retfærdigt dagpengesystem med flere forsikrede medlemmer. Alt i alt kan den radikale position karakteriseres som et af Socialdemokraterne påtvunget ønske om bedre liberalt håndværk. Helst med en lidt mindre social pris, hvis det kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med VK-regeringens rent økonomisk målsætning med en dagpengereform. SD: Der kommer måske en god løsning når vi ikke længere sidder i regering Som regeringsparti har Socialdemokraterne forsøgt at gøre en dyd ud af nødvendigheden af at tale med samme stemme som de radikale. Socialdemokraterne har betonet, at regeringen sammen med SF og EL har gennemført det, som Socialdemokraterne ynder at kalde en mere ordentlig indfasning. Dermed kan Socialdemokraterne sige, at partiet via regeringen har sikret et forsørgelsesgrundlag til rigtig mange mennesker. Socialdemokraterne lægger derudover stor vægt på, at regeringen har nedsat en dagpengekommission, som med Socialdemokraternes ord skal kigge på, hvordan vi kan gøre vores dagpengesystem endnu bedre. I den forstand hænger socialdemokraternes historie nogenlunde samme med den radikale regeringspartners. Med en ændret indfasning var VK-regeringens dagpengesystem slet ikke så dårlig endda, og derfor er en ny dagpengereform med uændrede økonomiske mål - ikke nogen hasteopgave. De to regeringspartier har haft en særlig grund til at lade dagpengekommissionen skynde sig langsomt alt imens nye titusinder mistede dagpengeretten. For regeringen og ikke mindst for Socialdemokraterne har det således været politisk bekvemt at beslutte, at dagpengekommissionens rapport først skulle lande på politikernes bord længde efter næste folketingsvalg, ved årsskiftet2015/2016. Det giver nemlig Socialdemokraterne og de radikale muligheden for at gå til valg som samlet regering, der venter pænt på eksperterne i dagpengekommissionen. Men det er ikke helt gået efter den socialdemokratiske drejebog. Fagbevægelsen og de mange utrygge arbejdsløse har mildest talt haft svært ved at se VK s dagpengesystem som godt nok til at vente længe med at gøre endnu bedre. Fagbevægelsen har protesteret og krævet bedre dagpengereglerne hurtigst muligt. SF og EL har gjort det samme. I første omgang besvarede Socialdemokraterne presset med en kampagne, der fortalte, at regeringen sammen med SF og EL skam sikrede et forsørgelsesgrundlag for alle forsikrede, der opbrugte dagpengeretten. Men hermed tog Socialdemokraterne munden rigeligt fuld. Argumentet er nemlig kun rigtigt for de arbejdsløse, der allerede har mistet dagpengeretten. Det bliver anderledes for de arbejdsløse, der opbruger dagpengeretten i fremtiden. Ifølge de nugældende regler får de, 4 / 7

5 der mister dagpengeretten fra udgangen af 2015, nemlig slet ingen ret til arbejdsmarkedsydelse. Socialdemokraterne havde med andre ord forsvaret sig med en boomerang. Hvis Socialdemokraterne ikke selv i en kommende valgkamp skulle blive ramt af partiets eget argument om, at de arbejdsløse var sikret via arbejdsmarkedsydelse frem til en ny dagpengereform trådte i kraft, måtte Socialdemokraterne og regeringen gøre noget. Den ene mulighed var at bede dagpengekommissionen om at gøre sig hurtigere færdig. Socialdemokraternes anden mulighed var at få de radikale med til at foreslå, at alle forsikrede ledige fik ret til en midlertidig arbejdsmarkedsydelse i 1-2 år, indtil en ny dagpengereform trådte i kraft. Det sidste har der givetvis været nogen reel mulighed for at få de radikale med til. Her kunne og kan Socialdemokraterne kun håbe på, at EL og SF ikke kravlede for højt op i træet med kravene om bl.a. halvering af genoptjeningskravet og i stedet endte med at stille krav om forbedret, forlænget arbejdsmarkedsydelse med tilstrækkelig styrke ved forhandlingerne om finansloven for Socialdemokraterne havde med andre ord ingen anden mulighed for at forsvare sig mod partiets egen boomerang end, at Helle Thorning Schmidt på Socialdemokraternes kongres i september kunne fortælle, at regeringen ville fremskynde dagpengekommissionens arbejde med 3-4 måneder. Dermed kunne Helle Thorning Schmidt i sin kongrestale lancere overskrifterne for den socialdemokratiske valgkamp på dagpengespørgsmålet: Vi vil have et nyt dagpengesystem. Og det får vi, og at danske lønmodtageres interesser i de forhandlinger vil være bedst varetaget af stærke socialdemokrater [5] Helle Thorning Schmidts havde ingen muligheder for at være blot lidt mere konkret om, hvad Socialdemokraterne vil foreslå ved disse forhandlinger. Så foreløbig kan Socialdemokraternes bud på en dagpengereform bedst beskrives som: Stol på os. Vi kommer med en god løsning når vi ikke sidder i regering længere. Fagbevægelsen: Sikring af de langtidsledige uden klare krav til en samlet dagpengereform Samtidig med forberedelsen af den socialdemokratiske kongres tog Helle Thorning Schmidt LOfagbevægelsen grundigt i skole om de socialdemokratiske muligheder og umuligheder i en regering, der havde tilsluttet sig VK s dagpengereform. Det mulige var en fremrykning af kommissionens arbejde, og at fagbevægelsen lagde pres på EL og SF for at få dem til at genforhandle aftalen om arbejdsmarkedsydelse, mv., så alle forsikrede, der opbruger dagpengeperioden, får ret til arbejdsmarkedsydelse i en vis periode, f.eks. 1 ¾ år, sådan som LO nu har foreslået. Det altafgørende hovedpunkt i LO s forslag er en sikring af de forsikrede langtidslediges økonomi gennem ret til arbejdsmarkedsydelse. Dermed har LO de facto trukket organisationens krav om halvering af genoptjeningsperioden, bedre regler for optjening og udvidet mulighed for deltidsarbejde med frigørelsesattest væk fra de aktuelle finanslovsforhandlinger. Denne fokusering på at hente resultater for de langtidsledige ved finanslovforhandlingerne har dermed udskudt LO s 3 dagpengekrav til valgkampen om en kommende dagpengereform. Dermed er det også blevet meget tydeligt, at LO har et behov for allerede i foråret 2015 at kunne spille ud med et samlet bud på en ny dagpengereform. Her er LO s nuværende tre enkeltstående ændringsforslag slet ikke nok, hvis LO skal gøre sig håb om at spille en offensiv rolle i det kommende års debat om en dagpengereform. Derfor drøfter LO for øjeblikket at igangsætte arbejdet med at udforme et selvstændigt bud på en ny dagpengereform. SF: Her-og-nu krav i fokus 5 / 7

6 SF valgte allerede før sidste folketingsvalg, at partiet om nødvendigt ville sidde i regering med SD og RV, selv om denne regering mod SF s ønske tilsluttede sig VKORV s dagpengesystem. Ligesom Socialdemokraterne havde SF ikke sine egne krav til en ny dagpengereform med op i det sorte tårn og fik da også kun Vestagers politik med ned igen. Heller ikke efter at være trådt ud af regeringen har SF formuleret noget samlet bud på en ny dagpengereform med andre politiske mål end VK-regeringens. SF har i stedet koncentreret sig om at hjælpe de mennesker, som er ramt af dagpengeproblemet. Her har SF foreslået to ting. Genoptjeningskravet skal halveres, så den igen er på seks måneder, og alle ledige skal have ret til tre års økonomisk forsørgelse (i form af 1 års arbejdsmarkedsydelse efter to år på dagpenge). SF er her gået sammen med EL, og de to partier har dannet fælles front op til finanslovsforhandlingerne. Hermed løber de to partier en vis risiko for at sætte sig mellem to stole. På den ene side er de enkeltstående relativt beskedne krav til ændringer af dagpengesystemet alt for lidt og usammenhængende til at tegne konturerne af en egentlig dagpengereform med helt andre politiske mål end den tidligere VK-regeringens. På den anden side er kravene om egentlige dagpengeændringer for vidtrækkende til, at de realistisk kan gennemføres som en del af en finanslovsaftale under de nuværende politiske styrkeforhold. Regeringen har derfor god grund til at tro, at det kan lykkes for den at undgå én eneste varig dagpengeændring ved årets finanslovsforhandlinger. Til gengæld har regeringen og i særdeleshed Socialdemokraterne åbnet en flanke for en isoleret lappeløsning for alle dem, der er på vej til at miste arbejdsmarkedsydelsen, f.eks. i form af ret til arbejdsmarkedsydelse i en vis periode efter udløb af dagpengeperioden, ret til genoptjening af 1 års arbejdsmarkedsydelse ved 13 ugers arbejde, udvidet ret til seniorjob, ret til jobrettet tilbud og/eller uddannelsestilbud, mv. Det bedste, man realistisk kan håbe på ved finanslovsforhandlingerne, er at EL og SF får sig skudt ind på at høste mest muligt på den mark. Man kan således bedst karakterisere SF s dagpengepolitik ved, at partiet har fundet kanonerne frem for at skyde de (vigtige) gråspurve, der er at jage ved finanslovsforhandlingerne. Men endnu mangler SF at lade kanonerne og indstille sigtekornet på sommerbukkejagten efter en egentlig dagpengereform. Selv om valgkampen om den næste dagpengereform måske først kulminerer næste sommer, er det ikke spor for tidligt at forberede det med et konkret bud. EL: Finanslov efter styrkeforholdene og dagpengereform med drømmekrav Efter alt at dømme forbereder EL sig ligesom SF på at få mest muligt ud af finanslovsforhandlingerne om bl.a. dagpenge. Dele af partiet ønsker tilsyneladende, at partiet skal gøre f.eks. kravet om halvering af genoptjeningskravet til et kardinalpunkt ved forhandlingerne og om nødvendigt lade regeringen udskrive et valg på den baggrund. De kommende uger vil vise, om disse strømninger i partiet mod forventningen hos undertegnede vil få flertal i partiets hovedbestyrelse. Herudover er EL det eneste politiske parti, der har formuleret et bud på en samlet dagpengereform med en maksimal dagpengesats på kr. om måneden og en ubegrænset dagpengeperiode, hvis man blot står til rådighed for arbejdsmarkedet. Om denne rådighedspligt også gælder job til en langt lavere løn end de kr. fremgår ikke helt tydeligt. Selv om enhver kan læse forslaget et ikke særligt fremtræden sted på EL s hjemmeside, vil det være en overdrivelse at sige, at EL har gjort en masse for at mobilisere bredere politisk opbakning bag EL s dagpengereform. Derfor kan man selvfølgelig kun gisne om - og for mit vedkommende tvivle grundigt på -, om EL i løbet af valgkampen vil kunne skabe bred opbakning bag partiets 6 / 7

7 dagpengereform i fagbevægelsen og hos vælgerne. Afslutning Fagbevægelsen og det politiske centrum-venstre står af forskellige grunde svagt i kampen for en ny og langt bedre dagpengereform. Stort set ingen har endnu udstukket et klart mål for en ny dagpengereform. Ingen har givet konkrete bud på en samlet reforms indhold og startet en politisk kampagne for en sådan reform. Der er ikke engang en fælles erkendelse af, at det afgørende slag for et nyt og bedre dagpengesystem skal slås i den kommende lange valgkamp. Hvis ikke Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten får et stærkt og klart politisk mandat hos vælgerne til at sikre en ny og bedre dagpengereform, bliver der ikke meget at hente for Harald Børsting i dagpengekommissionen eller for Socialdemokraterne ved forhandlingsbordet. Der kommer ikke en god løsning efter et valg, hvis ikke politikerne ved valget har fået et vink med en vognstang af vælgerne på valgdagen. [1] Her taler et meget stort antal ledige, der opbruger deres dagpengeret, sit klare sprog. Det Økonomiske Råd har i sin seneste rapport Dansk Økonomi, Efterår 2014 forsøgt at analysere effekterne af dagpengereformen, og når her frem til en beskæftigelseseffekt i samme niveau som beregnet af VK-regeringen (Arbejdsmarkedskommissionen). I en nylig analyse Dagpengemodtageres situation omkring dagpengeophør når forfatterne Henning Bjerregård Bach og Malene Rode Larsen imidlertid frem til, at det er en ganske begrænset nettomerbeskæftigelse for de ledige som følge af dagpengereformen. [2] 20-spørgsmål Om en ændring af dagpengereglerne. Af Pia Olsen Dyhr. Svar fra statsminister Helle Thorning Schmidt [3] Nærlæser man Arbejdsmarkedskommissionens analyserapporter, vil man se, at Arbejdsmarkedskommissionen forudsatte, at dagpengeændringerne blev gennemført sammen med en bedre og mere effektiv aktiveringsindsats, hvis dagpengereformen skulle få den beregnede økonomiske effekt med den beregnede begrænsede sociale pris. [4] Denne ambition står bøjet i neon i regeringens kommissorium for dagpengekommissionen: Det er en central betingelse, at anbefalingerne ikke må indebære højere strukturel ledighed, lavere strukturel beskæftigelse, svækkelse af de strukturelle offentlige finanser eller den finanspolitiske holdbarhed. [5] Helle Thornings Schmidts kongrestale september / 7