Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er (ikke) sundhedsoplysning? eller Hvorfor den sunde smags dannelse er en svær kamel at sluge?

Transkript

1 Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er (ikke) sundhedsoplysning? eller Hvorfor den sunde smags dannelse er en svær kamel at sluge? Af Frank Juul Agerholm APPETIZER I artiklen anrettes en menu, hvis hovedret består af argumentation for, hvorfor en aktuel sundhedsoplysningstendens, der kan beskrives som den sunde smags dannelse, er potentielt forførerisk, foregøglende, umyndiggørende, sygeliggørende, stigmatiserende eo ipso antioplysende endog tendentielt sundhedsfascistisk. Der argumenteres for, at en radikal form for tendensforskning kan tilbydes som foregribende orientering imod en mulig udvikling af den slags sundhedsuvæsen. I forlængelse heraf serveres til dessert en plaidoyer for sundhedsoplysning på et pædagogisk-filosofisk grundlag, hvor den sunde levemåde (igen) gøres til et spørgsmål om diæt etisk bemestring og ikke kun diætetisk profylakse i moderne fysiologisk, ernæringsvidenskabelig forstand. FORRET Der er væsentlige forhold ved menneskets helbred, som det ikke selv er herre over. Helbredets idéhistorie vidner imidlertid om den gennemgående tanke, at mennesket, uafhængigt af de ydre levevilkår og omstændigheder og de indre legemlige og sjælelige dispositioner det ikke er herre over, har mulighed for selvstændigt at tage vare på dets helbred gennem regulering af levemåden. Dette er diætetikkens 1 domæne i klassisk forstand. Hvis vi med henvisning til Kants berømte ord om oplysning fra 1784 forstår sundhedsoplysning som menneskets udgang af dets selvforskyldte sundhedsumyndighed, så er sundhedsoplysning for så vidt én blandt flere andre manifestationer af denne gennemgående diætetiske tanke. Kun hvis man samtidig støtter sig til et diætetisk princip om menneskets mulighed for igennem levemådens regulering i større eller mindre omfang selv at drage omsorg for dets sundhed, giver sundhedsoplysning mening. Hvis vi skal forstå oplysningens begreb i forlængelse af myndighedsbegrebets idéhistorie og Kants besvarelse af spørgsmålet om oplysning, så er det stærkt diskutabelt om en del af de aktuelle sundhedsoplysningsstrategier drejer sig om egentlig sundhedsoplysning. Det kunne man ellers foranlediges til at tro, al den stund at der inden for denne del af det profylaktiske 2 område i en årrække har været fokus på handlekompetence 3, der i bund og grund er en nyere variant af myndighedsbegrebet 4. Intentionen bag mange aktuelle strategier, der føres i felten som sundhedsoplysende, er vel nok at udvikle borgernes handlekompetence, strategierne synes dog i nogen grad at ville vejen uden om forstand, dømmekraft og fornuft, hvis brug og skærpelse der ellers har været og vel fortsat må siges at være fattet som den pædagogiske kongevej til myndighed og oplysning. Den aktuelle tendens forekommer mig at være, at en del af strategierne ikke alle, bevares vil det, at vejen til sundhed 1 Af gr. diaita: levemåde, levevis, leveorden. 2 Af gr. profylakse: forpost, udstillet feltvagt. Eftersom det ikke er mit ærinde at gå ind i en diskussion om eventuelle forskelle og ligheder mellem sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme, anvendes betegnelsen profylakse som en samlebetegnelse. Pointen er, at sundhedsoplysning fattes som én blandt flere profylaktiske strategier. 3 Jensen, B. B. (2006). Sundhedsfremme i dannelsesmæssigt og pædagogisk perspektiv. I Akselsen K & Koch B (red). Sundhed, udvikling og læring Professionelle perspektiveringer på børn og unges sundhed. Værløse: Billesø & Baltzer. s Se hertil fx Schnack, K. (1998). Handlekompetence. I N. J. Bisgaard (1998). Pædagogiske teorier, 3. udg. Værløse: Billesøe & Baltzer. s

2 går over den enkeltes sanselighed. Nu klinger profylakse måske ikke umiddelbart særlig sanseligt som i sexet eller vellystent. Ikke desto mindre har en række profylaktiske hits med erotiske undertoner været i kraftig rotation i æteren de seneste år. Det er tale om landeplager af nærmest epidemisk karakter som fx KRAM 5, 6 om dagen! 6, Sex er sundt. Tænk over det! 7, Get moving! 8, Hver eneste cigaret skader dig! 9, der i den her anførte rækkefølge næsten kan lede tankerne i retning af forspil, fuldbyrdelse og efterspil. Her kunne man så gøre sig yderligere lystig/lysten og tilføje 2 gange om ugen 10, tak! Også her skal vi angiveligt være varsomme, for som vi påmindes: Kun med kondom er I alene i sengen! 11. Spøg til side. For selv om dét at leve sundt helst skal være sjovt eller i det mindste stemme overens med vores personlige smag, for at vi, som vi måske i dag flest er, hopper med, så er sundhed også en alvorlig sag, hvilket vi i tide og utide mindes om. Og her er det sanselige mere end blot kommunikationsstrategisk staffage. Lyst og i al overvejende grad i en reduktiv version forstået som en umiddelbar følelse af behagelighed synes i stigende grad at blive fremstillet som styrende princip i forbindelse med fremme af såkaldt sund livsstil. Den sunde livsstil skal ikke styres af forstand, fornuft og/eller dømmekraft, om end strategierne ofte snylter på æstetisk dømmekraft, i og med at de i deres forsøg på at stilisere livet efter sundhedens grund- og stereotypi går via en dannelse af smagen for det sunde (og afsmagen for det usunde). Den aktuelle sundhedsstemning synes præget af en mere eller mindre skjult forventning om, at man ikke blot disciplineret skal tage vare på sit helbred, fordi det kan være fornuftigt, men at man ligefrem skal kunne lide det sunde, have lyst til det, finde det umiddelbart behageligt. Ha det godt!, som der i en periode blev prædiket i bedste sendetid fra alteret centralt placeret foran sofaen. TV-programmet Ha det godt!, der sætter»fokus på de hundredtusindvis af danskere, der bærer diagnosen 'rask' [sic], men som sagtens kan leve sundere og føle sig bedre tilpas alligevel«, er ikke blot af titel, men også af indhold tidstypisk i forhold til forsøg på at danne vores smag for det sunde. Som seriens værtinde Marianne Florman meget rammende udtrykker det på hjemmesiden:» der findes en motionsform for alle og sund kost kan tilpasses enhvers smag og kulinariske formåen«12. Eller som det hedder i en vægttabsguide fra Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning:»Tag små skridt nu! Små skridt er skridt, du oplever som små. Små skridt er ændringer i dine nuværende vaner ændringer som du selv har lyst til, og som du let kan fortsætte med på lang sigt.«13. Den lystbetonede stilisering af sundheden angår dog ikke blot de overvægtige; nej, det handler netop om»at gøre det attraktivt og muligt for alle befolkningsgrupper, uanset baggrund, at vælge en sund livsstil.«14. Tendensen er med andre ord, at det sunde skal kunne synkes uden besvær ja, allerhelst med velbehagelighed og af så mange som muligt. Og hvis det at leve sundt i udgangspunktet ikke passer til vores personlige smag, da må smagen dannes, så den passer til dét at leve sundt, synes rationalet at være. Smagen 5 Undersøgelsen & kampagne i samarbejde mellem Det Nationale Råd for Folkesundhed, Statens Institut for Folkesundhed, TrygFonden og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om dagen-kampagnen er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Dansk Gartneri, FDB, Forskningsforeningen for frugt, grønt og kartofler, Fødevarestyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen. 7 Kampagnen iværksat af det tidligere Nordjyllands Amt. 8 Sundhedsstyrelsens årligt tilbagevendende kampagne i uge 41 med fokus på børns fysiske aktivitet. 9 National rygestop-kampagne. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Sundhedsstyrelsen 10 Kampagne i samarbejde mellem Fiskebranchen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Den Europæiske Fiskerifond Kampagne fra Sundhedsstyrelsen i samarbejde med bl.a. Sex og samfund Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning (2009). Små skridt til vægttab der holder. s Sundhedsstyrelsen (2010). Vi arbejder for sundheden. Strategiske fokusområder for Sundhedsstyrelsen s. 6 2

3 skal tilvænnes det sunde, blive en såkaldt acquired taste, der finder velbehag ved det sunde (og ubehag ved det usunde?!), sådan at den rodfæstes som en egentlig stil, nemlig såkaldt sund livsstil. Denne tendens er, hævder jeg, potentielt forførerisk, foregøglende, sygeliggørende, umyndiggørende, stigmatiserende eo ipso antioplysende endog med potentiale for at udarte sig til en form for sundhedsfascisme. Den er udtryk for en umådeholden diætetisk fornuft, der, på trods af nej, på grund af! at dens væsentligste interesse er et langt og sundt liv, ikke er at forveksle med såkaldt sund fornuft. Som det er tilfældet med andre af fornuftens former, har også den diætetiske en iboende hang til at bevæge sig ud over grænserne for egen formåen. Og ikke blot bevæger den sig ud over grænserne for egen formåen, i en balstyrisk form rummer den også potentialet til at slå om i det modsatte af det, der er dens oprindelige interesse, hvorved den bærer ved til et bål, der med henvisning til Adorno og Horkheimer kunne benævnes sundhedsoplysningens dialektik. Sundhedens regimentering må med andre ord selv regimenteres, hvis den ikke skal blive ustyrlig. Sundhedsoplysning må (igen) reflekteres pædagogisk-filosofisk, og den sunde levemåde gøres til et spørgsmål om diæt etisk bemestring og ikke blot og bar diætetisk profylakse i moderne fysiologisk, ernæringsvidenskabelig forstand HOVEDRET Myndighed og mangel For Kant drejer oplysning sig om et skridt ind i myndighed. Mennesket har et iboende potentiale for myndighed. Umyndighed er det, der er, indtil skridtet ind i myndighed tages. Myndighed er det, der skal komme, men endnu ikke er. Umyndighed bliver med andre ord en menneskelig endnuikke-tilstand (en endnu-ikke-myndig tilstand), der bl.a. påkalder sig pædagogisk opmærksomhed. Det er præcis også inden for denne tankekreds, vi kan og skal forstå Kants indledende ord i Om pædagogik om, at mennesket i modsætning til dyret behøver»en fornuft, som er dets egen. Det har intet instinkt og må selv gøre sig en plan for sin adfærd. Da det imidlertid ikke er i stand til at gøre dette med det samme, men kommer ufærdigt til verden, så må andre gøre det for det.«15. Mennesket er, som det er tilfældet hos Herder, Scheler m.fl., hos Kant et mangelvæsen. Derfor er mennesket for Kant også den eneste skabning, der behøver opdragelse. Det er netop qua dets åbenlyse mangler, ufærdighed, endnu-ikke-tilstand m.v., mennesket påkalder sig pædagogisk opmærksomhed. Andre må hjælpe det på vej. Profylaktiske påmindelser, som de indledningsvist anførte, kan for så vidt anskues ud fra en lignende tankegang. Sådanne slogans siger egentlig: Du er endnu ikke er, hvad du kunne, burde, skulle være. Du er ufuldkommen, mangelfuld og i den forstand håbløs! Påmindelserne siger dog også bare rolig, der er håb endnu. Dette derved, at der i rationalet bag antages, at vi kan formes, dannes, forandres, ændres samt at påmindelserne er en hjælp og opfordring til selv at iværksætte forandringer. Bevidst eller ubevidst må antagelsen bag med andre ord være, at mennesket besidder Bildsamkeit, og at påmindelserne er en opfordring til selvvirksomhed 16 : Get moving! Kom nu i gang, så er der håb endnu! For den, hvorpå påmindelsen bider, smager budskabet måske lidt i retning af Østkysthustlers refræn fra nummeret Håbløs:»Så længe jeg er håbløs, så er der håb endnu«. Sagt på en anden måde, så støtter påmindelserne sig på den forestilling, at vi er imperfekte, men at vores iboende perfektibilitet udmærker os. Eller som håbets hoffilosof Ernst Bloch med afsæt i sin endnu-ikke-ontologiske antropologi udtrykker dette forhold:»vi er som mennesker man- 15 Kant, I. (1977). Über Pädagogik. Werkausgabe. Band XII. Frankfurt: Suhrkamp 16 Dette forhold mellem Bildsamkeit, som det blev benævnt af Herbart, og opfordringen til den frie selvvirksomhed, som Fichte karakteriserede som opdragelse, er et centralt tema i moderne pædagogik. Se fx Oettingen, A. (2006). Pædagogisk filosofi som reflekteret omgang med pædagogiske antinomier En perspektivering af Knud Grue-Sørensens filosofiske pædagogik. Århus: Forlaget Klim 3

4 gelvæsner par excellence.«17. På trods af andre ellers meget vægtige forskelle og dybe uoverensstemmelser, så er det for så vidt en meget lignende tanke, vi finder hos Arnold Gehlen 18, om end han fremstiller den på et biologisk-antropologisk grundlag. Og selv om jeg finder såvel Blochs sværmerier med stalinismen som Gehlens nazistiske tilbøjeligheder underlødige og forkastelige, er der ingen grund til at forkaste enhver tanke i deres respektive værker. Det ville for mig at se være lige så tåbeligt som at hævde, at der intet er at hente i fx Heideggers filosofi pga. lignende sværmerier hos ham som person. Jeg hævder, som det forhåbentlig fremgår, ikke, at Kants, Herders, Schelers, Gehlens og Blochs respektive filosofier er umiddelbart kongeniale. Det er de ikke. Men de har på tværs af væsentlige forskelligheder den fælles tanke, at mennesket udmærker sig ved at være mangelvæsen. Og det er for så vidt dette menneskelige grundvilkår, der bliver pædagogikkens raison d être hos Kant; og det samme vilkår kunne man anføre som den aktuelle sundhedsoplysnings ditto. At denne grundtanke, som vi også kan genfinde hos andre tænkere og i andre teorier, kan føres ud i vidt forskellige mere eller mindre lødige tilbøjeligheder, ideer og idealer er for så et vink med en vognstang om, at det er værd at være på vagt over for såvel pædagogiske som profylaktiske forehavender. Også her må der dannes forpost. Det gælder i høj grad også i forhold til vor tids profylaktiske toner. Det er nemlig ikke blot mindre defekter eller mangler, som du og jeg opfordres til at udbedre, men hele stilen, hvormed vi udlever vores liv. Det handler om livsstilsændringer der vel at mærke implicit ses som forbedringer og ikke blot og bart om 600 gram frugt og grønt om dagen eller cigaretten i sig selv. Som sådan betragtet siger påmindelserne for så vidt, du mangler (sund livs-)stil, du har en dårlig smag: Smagen for det sunde må dannes, og livet stiliseres i det sundes billede! Med smag skal liv stiliseres Interessen for sund livsstil er for så vidt både ny og oldgammel. Den er oldgammel i den forstand, at vi helt tilbage til tidlig egyptisk, kinesisk, persisk og græsk kultur kan finde vidnesbyrd om en form for tænkning, som vi kan kalde diætetisk fornuft. Det vil sige en tænkning, hvis væsentligste anliggende er det, som mennesket i håb om et langt og sundt liv eller i frygt for det modsatte har mulighed for selvstændigt at tage vare på ved at bemestre en sund levemåde. Jeg skal senere foretage nogle nedslag i diætens og diætetikkens idéhistorie. Først dog et blik på den aktuelle interesse for såkaldt sund livsstil. Ser vi for et øjeblik bort fra det forhold, at der er en årtusinde lang tradition, der vidner om tanker i retning af bemestring af levemåden med henblik på et langt og sundt liv, så er interessen for såkaldt sund livsstil for så vidt ny. Eller rettere, interessen er præcis ikke ny, det nye består snarere i en ny overskrift for denne interesse. Affødt af sociologisk inspirerede studier af forholdet mellem fysisk helbred og habituelle sundhedspraksisser i sidste halvdel af det 20. århundrede (i høj grad ansporet af Bellocs og Breslows 19 ), synes en særlig sundhedsfaglig interesse for forholdet mellem livsstil og sundhed i nyere tid at have vundet indpas 20. Siden har livsstilstermen bredt sig som en steppebrand inden for det sundhedsfaglige felt og er i dag blevet en mestendels ureflekteret en vogue etiket, der desværre ofte bliver»misbrugt enten som en tom frase anvendt til at sælge forskningsfeltet gamle ideer under en ny overskrift eller som en ruskomsnusk-kategori for stort set alt, 17 Bloch, E. (1965). Antizipierte Realität Wie geschieht und was leistet utopisches Denken? I Bloch, E. (1980). Abschied von der Utopie? Vorträge. Frankfurt: Suhrkamp. s Gehlen, A. (1993). Der Mensch: seine Natur und Stellung in der Welt. Gesamtausgabe Bd. 3. Frankfurt: Vittorio Klostermann 19 Belloc, N.B. & Breslow, L. (1972). Relationship of Physical Health Status and Health Practices. Preventive Medicine 1: Abel, T., Cockerham, W.C. & Niemann, S. (2000). A critical approach to lifestyle and health. In Watson, J. & Platt, S. (2000). Researching Health Promotion. London: Routledge. s. 55 4

5 der på en eller anden måde har med social adfærd og sundhed at gøre«21. Det betyder også, at der i forbindelse med såkaldt sund livsstil bliver et hav af forhold, som angiveligt må regimenteres, for at livet kan stiliseres efter sundhedens ideal. Hvis og jeg skriver hvis dette ideal tilmed bliver et abstrakt utopisk og absolutistisk af slagsen i stil med WHOs, hvor sundhed forstås som»en tilstand af fuldstændig fysisk, mental og social velvære og ikke blot fraværet af sygdom eller svagelighed«22, da er der i bund og grund ingen grænser for mangeludbedringen. Dog forbindes sund livsstil i dag oftest med det, der i Danmark er kendt som KRAMfaktorerne, dvs. kost, rygning, alkohol og motion, ligesom især stress, for lidt eller for ringe søvn ofte anføres som væsentlige faktorer af sundhedsmæssig betydning. Og på trods af mangen holistisk skåltale for sundheden og anprisning af dens fysiske, mentale og sociale sider, så bliver der i praksis vel nok talt en hulens masse flere kalorier og skridt, end der bliver talt om vigtigheden af at opleve tilværelsen som mentalt og socialt nærende og bevægende. Eller rettere så fås det mentale og sociale næringsstof også i stigende grad i lightversioner, i pseudoeksistentialistiske rum hos diverse livsstilscoaches, flowfolk og mindfulnessmentorer, fremfor dér hvor det virkeligt nærende og bevægende mentale og sociale liv egentlig udspiller sig. Og det er måske nok et af de mest betænkelige problemer ved det aktuelle fokus på såkaldt sund livsstil: dets ureflekterede holisme. Det risikerer nemlig at slå om i totalitarisme, der (om end dets holistiske afsæt i bund og grund mestendels er fysiologisk informeret) tvinger det sunde ned over alle aspekter af livet den enkeltes såvel som det samfundsmæssige. Og der er hulens til forskel på reflekteret at bemestre en sund levemåde, og det at betvinge livet en ureflekteret sundhedstotalitarisme. Nu er aktuelle tendenser vel at mærke ikke udtryk for en samlet strategisk sammensværgelse, der som led i et totalitaristisk komplot betvinger livet det sunde. Der er snarere tale om et plot, hvorunder langt mere subtile, ikke-sammensvorne, men dog beslægtede strategier udspilles. Og her er en dominerende tendens som bemeldt, at vejen til det sunde går over sanseligheden, over smagen. Traditionelt set udgør smagen sammen med syns-, høre-, lugte-, og følesansen de fem menneskelige sanser 23. Som sådan har smagen også en vis erkendelsesmæssig funktion og betydning for dannelse af erfaring. Og i anatomisk og fysiologisk forstand er smagssansen»vigtig for at kontrollere det, man spiser og drikker, og for den bevidste afgørelse af, om vi skal synke det, som er i munden.«24. Smagssansen, og den dertil knyttede bevidste afgørelse af om vi skal synke det smagte, fordrer berøring. Denne pointe er ingenlunde triviel, ej heller når det handler om smagsudøvelse i den mere udvidede betydning af æstetisk dømmekraft, der traditionelt det vil især sige med reference til Kants filosofi udlægges som en formåen til at skelne mellem følelse af lyst og ulyst i relation til det behagelige, skønne og gode 25. Der er en meget nær sammenhæng mellem sanselighedens æstetiske og hedonistiske aspekter. Fysiologisk betragtet muliggør smagssansen (i tæt forening med lugtesansen) en æstetisk skelnen mellem de grundlæggende smagskvaliteter salt, surt, sødt, bittert og umami, som i de seneste år er blevet anerkendt og tilføjet de klassiske fire. Og som den garvede kok ved, er den rette blanding og koncentration af ingredienser med disse smagskvaliteter afgørende for, hvorvidt det smagte hedoni- 21 Ibid. s WHO (2006/1946). Constitution of the World Health Organization. Basic Documents, Forty-fifth edition, Supplement, October s Inden for moderne anatomi og fysiologi følger inddelingen og antallet af sanserne ikke helt denne traditionelle opfattelse. Synssansen, hørelsen, lugtesansen og smagssansen benævnes fortsat som selvstændige sanser. Følesansen benævnes ikke for sig selv som én sans, derimod tales der om 1) kropssanser som tryk- og berøringssansen (den taktile sans), temperatursansen (thermoception) og muskel- og skeletsansen (propioception), 2) smertesansen (nociception) og 3) ligevægtssansen (equilibrioception). Se hertil fx Sand, O., Sjaastad, Ø.V, Haug, E. & Bjålie, J.G. (2008). Menneskets anatomi og fysiologi. 2. danske udg. København: Gads Forlag. s Ibid. s Kant, I. (1977). Kritik der Urteilskraft. Werkausgabe. Band X. Frankfurt: Suhrkamp. s. 122 [B 15] 5

6 stisk betragtet findes mere eller mindre vel- eller ubehageligt. Såvel det smagte som det lugtede, følte, hørte og sete påvirker vores affekter og vice versa. Det sansede påvirker med andre ord vores sindsbevægelser, ligesom det omvendte er tilfældet. Og netop fordi det omvendte, at vores sindsbevægelser kan påvirke, hvorledes det sansede affects us, også er tilfældet, kan man tale om såkaldt acquired taste. Denne opnåede smag og kunstigt frembragte smag er en af hhv. til vane gjort smag eller netop en såkaldt tilvænnet smag. Noget, der for den ikke tilvænnede smag ville blive afværget som ubehageligt, kan henvende sig til og vække begejstring hos gourmeten, ligesom noget, der henvender sig til den ikke tilvænnede smag, kan mødes af en afværgende stemning hos gourmeten. Gourmetens tilvænnede smag er med andre ord udtryk for et sind, der på godt og ondt allerede er stemt på en særlig måde. Gourmetens skærpede smag og stemte sind afføder hhv. fødes af en holdning til maden, vinen, m.m. Gourmeten er en smagsdommer, der i og med sin dom udtrykker en holdning, der handler om forsmag for en bestemt stil, der idealiseres som værende særlig kultiveret og civiliseret. Samtidig kan der være tale om en afsmag og endog en foragt for den (gourmetens præferencer til følge) ukultiverede og uciviliserede stil. Når gourmeten idealiserer bestemte kvaliteter ved maden, vinen, kaffen, cognacen, cigaren osv., er det ikke blot et isoleret udtryk for sanselighed, men også for sindets stemthed. Forsøg på at danne smagen er med andre ord også at betragte som holdningsdannende intonering af sindets stemthed, af henvendelses- og afværgeaffekter, af afgørelses- og dømmekraftens evne til at udøve smag og afsmag. På lignende vis er aktuelle forsøg på at fremme såkaldt sund livsstil en holdningsdannende intonering af sindets stemthed. Den sunde livsstil gøres på godt og ondt til et spørgsmål om acquired taste ; om end der her ikke lige nøjagtig er tale om gourmetens holdning og foretrukne stil og da slet ikke gourmandens umådeholdne nydelse. Det handler ikke om at lide for sundheden (og skønheden), men om langsomt (med små skridt ) at lære at kunne lide den. I en i øvrigt korrekt erkendelse af at der er forskel på sansernes æstetisk-hedonistiske og mavens bio-fysiologiske appetit, søges smagen dannet til at døje det sunde, så maven kan få det i ernæringsvidenskabelig forstand sundhedsmæssigt rette at fordøje. Det usunde derimod må (for guds skyld havde jeg nær sagt) ikke synkes eller for den sags skyld indåndes. Sat på spidsen handler den sunde smags dannelse og stiliseringen af livet i sundhedens billede altså aktuelt ikke så meget om at styre sig, men om at omforme begæret, så det styrer een i den rette retning, hvilket i dette tilfælde vil sige mod det sunde. Både i tid og pædagogisk-filosofisk er der enorm afstand mellem Kants plaidoyer for den enkeltes mod til at betjene sig af sin egen forstand og aktuelle bestræbelser på at installere sundhed som en kollektiv erotisk fetich. Sidstnævnte er præcis ikke en styrkelse af den enkeltes myndighed, den enkeltes evner til autonomt at erkende og handle, men snarere en form for adfærdsmodificering, der sigter på at omkalfatre de begærslige impulser, som bestemte stimuli udløser. Sagt med lidt andre ord, så (af)retter installationen af sundhed som en erotisk fetich potentielt begæret på en måde, der såvel i bogstaveligste forstand som i overført betydning bedøver vores smagsløg og hæmmer den bevidste afgørelse af, om vi skal synke det, der serveres for os. Dette gør os ikke i egentlig forstand handlekompetente og da slet ikke myndige. Det gør ikke vores karakter skikket til velhandlen, til at træffe de rette beslutninger, men erstatter dybest set blot én begærslig reaktion med en anden: Vi skal i hengivelse elske det sunde i stedet for det usunde. Dette kærlighedsbud betyder imidlertid ikke, at sundhed er blevet til en ny religion, hvilket nogle forskere og journalister de seneste år har fået for vane at sige. Det er snarere tale om et potentielt langt farligere intimforhold, nemlig en åndløs, ukritisk og tendentiøs dyrkelse af det sunde, der omkalfatrer menneskets tendentielt myndige bemestring af den sunde levemåde til umyndiggørende og potentielt sygeliggørende beherskelse af menneskelivet. 6

7 Life is like a box of chocolates Et væsentligt problem, når det kommer til stilisering af liv, er, som Forrest Gump citerer sin mor for at have sagt, at»life is like a box of chocolates; you never know what you re gonna get«. At stilisere vil sige at skabe, danne, frembringe noget efter regelbundne grundtyper. Og sundhedsoplysning er bl.a. kendetegnet derved, at der er tale om et forehavende med en særlig rettethed mod at frembringe noget. Og her ikke blot et hvilket som helst tilstedeværende, men noget der er sundere, bedre eller mindre lidelsesfuldt, mindre ringe end det nuværende. At det så sidenhen kan vise sig, at det frembragte ikke er sundere, bedre, mindre lidelsesfuldt eller mindre ringe (you never know, what you re gonna get), ændrer ikke på, at det, der oprindeligt gav forehavendet mening, var en art vilje til godgørenhed. En vilje der i reglen er bundet op på grund- og stereotyperne det lange liv og det sunde liv, der ofte (og uden videre omtanke og nærmere begrundelse) gøres synonymt med det såkaldt gode liv. Måske det bl.a. er denne vilje og iver efter godgørenhed, der gør det yderligere svært for moderne agenter i den sunde sags tjeneste at acceptere et vist ubehag i forbindelse med stiliseringen af det sunde og lange liv. Nu er der ikke nødvendigvis noget ondt eller forgjort i, at man ud af sådan uvilje mod det ubehagelige ønsker, at mennesket kan forholde sig sundt uden den helt store møje. Og ubehag eller lidelse for ubehagets eller lidelsens skyld er vel heller ikke noget, vi med vold og magt skal efterstræbe. Et problem med en for omfattende betoning af lystprincippet er dog, at vi potentielt foregøgles, at det er behageligt at tage vare på vores sundhed. Det er det ikke i hvert fald næppe i sit hele! For at det i visse sammenhænge kan være det, er ikke det samme som, at det i det hele taget er det. Faktisk kan det være noget af et møje at tage vare på og rette sin opmærksomhed mod sin sundhed. Desuden indeholder mundheldet no pain, no gain en vis sandhed om sundhed. Dette gælder ikke mindst, når det kommer til den del heraf, der drejer sig om at holde sig i ordentlig fysisk form. Dette element af møje og drøjhed i forbindelse med fysisk aktivitet indeholdes også i såvel idræts som gymnastiks etymologi. Idræt kommer af det oldnordiske Íþrótt, der er beslægtet med ordet drøj. Den oldgræske pendant til idræt er gymnastikos, der ganske vist refererer til legemsøvelser, men tillige til møje og hårdt arbejde. Man kan måske nok vænne sig til og gøre det møjsommelige, hårde og drøje tåleligt. Og hård fysisk aktivitet kan indrømmet være en sammensat følelse af såvel behag som ubehag. Men stringent set er det vel næppe noget, der udelukkende fremkalder det helt store velbehag. Slet ikke til en start hvor man ofte med besvær forsøger at gøre det til en god vane og få smag for det, som man siger. Og uden man nødvendigvis behøver at følge Nitzsches kendte aforisme og hævde, at»hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere«26, så er det (også) på sundhedens område godt og fornuftigt med lidt møje og hårdt fysisk arbejde. Vel at mærke ikke kun for fysikken, men også for karakteren, for vedholdenhed, selvdisciplin, gå på mod osv. For også at blive hærdet til andre af livets uundgåelige ubehageligheder. Her er sundhedsoplysning og oplysning i det hele taget dog oppe mod en stærk tendens. For nu hører jeg råben fra alle sider: behag mig! Soldaten siger: Befal mig ikke, giv mig spænding! Forbrugeren siger: Fri mig for de økonomiske vismænd, belån mig! Kirkegængeren siger: Forlang ikke af mig at jeg skal tro, men giv mig et rum at udfolde livets store begivenheder i! Eleven og den studerende siger: Undervis mig ikke, men underhold mig! Den, der trænger til at leve sundere, siger: Oplys mig ikke, men giv mig lyst! (Stort set ingen siger: Det behagelige er ikke altid af det gode!). Og hvis jeg nu skulle blive spurgt, om vi lever i en oplyst tidsalder? er svaret: Nej, men vel nok i lystens tidsalder 27. En tåbelighedens tidsalder, der i det mindste i nogen grad mangler fornuften 26 Nietzsche, F. (1967). Götzen-Dämmerung. Werke in Zwei Bänden. Band II. München: Carl Hanser Verlag. s Her parafraseres over følgende:»men nu hører jeg råben fra alle sider: ræsonnér ikke! Officeren siger: ræsonnér ikke, men eksercér! Finansråden siger: ræsonnér ikke, men betal! Den gejstlige: ræsonnér ikke, men tro! (Kun en eneste herre i verden siger: ræsonnér, så meget I vil, og over hvad I vil; men adlyd!)«&»når der nu bliver spurgt: lever vi i dag i en 7

8 til at indse, at»(s)elv i de mest almindelige samtaler skelner man det behagelige fra det gode. Om en ret, hvis smag er piftet op ved hjælp af krydderier og andre tilsætninger, siger man uden tøven, den er behagelig, og indrømmer tillige, at den ikke er god: for om end den vel nok umiddelbart behager sanserne, så mishager den middelbart betragtet, dvs. gennem fornuften, der har følgerne for øje. Selv i bedømmelsen af sundhed kan man endda bemærke denne forskel. Den er umiddelbart behagelig (i det mindste negativt, dvs. som fravær af alle kropslige smerter) for enhver, der er i besiddelse heraf. Men for at sige om den er god, må man vurdere den med fornuft i forhold til formål, nemlig at den er en tilstand, der gør os oplagte til alle vore forehavender.«28. Når jeg harcelerer mod tendenser som de bemeldte, så er min pointe selvsagt ikke, at sundhed ikke er godt, men at vi må skelne mellem det gode og det behagelige. Og in toto er det ikke behageligt at tage vare på sin sundhed, om end det er godt og fornuftigt. Skal ret være ret, så er det heller ikke det, der aktuelt prædikes fra alle kanter. Det er dog ikke det væsentlige her. Det væsentlige er, at der er en stærk tendens til, at der fra mange og toneangivende kanter i forbindelse med sund livsstil snyltes på det behagelige. Og det er hverken godt eller fornuftigt. Det tegner nemlig potentielt et forvansket billede af de affekter, der er forbundet med at drage omsorg for ens sundhed. Og den arme synder, der ikke har fået smag for det sunde og ikke genkender disse affekter i sig selv, kan opleve en følelse af at være skyldig, unormal, ja måske ligefrem sygelig, på trods af at vedkommende kan være uskyldig, normal, sund og rask. Også den, der for alvor har fået smag for det sunde, risikerer et anstrengt eller ligefrem sygeligt forhold hertil, så selv ikke det sunde længere kan nydes. Det kan gå ud over forholdet til fx mad og krop; og er kroppen, som Zygmunt Bauman og Tim May skriver,»en gang blevet et defensivt fæstningsværk, er der en tendens til, at hele det omkringliggende territorium og de veje, der leder frem til det, bliver genstand for intens overvågning. Vi må konstant være på vagt: kroppen er udsat for angreb eller kan komme under belejring, hvad øjeblik det skal være, også selv om fjenden indtil videre er skjult. Fæstningsværket må udvides med voldgrave, kanontårne og vindebroer, og der må holdes udkig fireogtyve timer i døgnet. Femtekolonnefolk slår sig ned og foregiver at være en del af kroppen, hvad de faktisk ikke er de forbliver indre fremmedlegemer. For eksempel er fedt, som vi opfatter som noget, der er på kroppen, men ikke er en del af kroppen, et godt eksempel på en sådan infiltration. Der må findes frem til disse durkdrevne og svigefulde forrædere, som blot venter på at slå til, således at de kan drives ud af systemet og tages ud af cirkulation. Der er ingen mangel på tjenester, der tilbyder at indkredse, udrense, deportere og presse dem ud.«29. Den sunde levemåde er i høj grad, som ordsproget vil det, et spørgsmål om alting med måde. Det gælder også forholdet til den sunde levemåde, hvilket også må være mådeholdent, hvis der skal være tale om myndig bemestring af og ikke et usundt forhold til det sunde, hvor hungeren, begæret, stræben efter det sunde ureflekteret behersker livet. Dann haben wir andere Methoden Dannelsen af smagen kommer, som det fremgår, ikke blot til at vedrøre smagens sanselige aspekter, men præcis også holdningen og hermed sindets stemthed i forhold til det sunde hhv. usunde, der såvel historisk som aktuelt er tæt forbundet med det såkaldt skønne og gode. Der er, som det lader sig læse ud af Kants kritik af den æstetiske dømmekraft, finurlige sammenviklinger mellem tilbøjeligheden for det behagelige, gunsten for det skønne og agtelsen for det gode. Måske der også kunne tænkes at være mere spidsfindige sammenviklinger end som så mellem hedonistisk tilbøjelighed, æstetisk gunst og moralsk agtelse i henseende til dannelsen af smagen for det sunde. Stiliseringen af oplyst tidsalder? er svaret: Nej, men vel nok i en oplysningens tidsalder«kant, I. (1977). Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? Werkausgabe Band XI. Frankfurt: Suhrkamp. s. 55 & 59 [A485 & A491] 28 Kant, I. (1977). Kritik der Urteilskraft. I Werkausgabe Band X. Frankfurt: Suhrkamp. s. 120f. [B12-13] 29 Bauman, Z. & May, T. (2001). Thinking sociologically. 2 nd edition. Oxford: Blackwell Publishing. s. 98 8

9 det sunde liv rummer potentialet for en overdreven hedonistisk, æstetisk og moralsk smag for det sunde og en overdreven ditto afsmag for det usunde. I begge henseender kan det hæmme evnen til i tide at gribe ind over for det galt afmarcherede og til på forhånd at udøve sin afsmag over for potentielle vederstyggeligheder. Med en meget omfattende prægning af smagens i hele sit udvidede register præferencer for det sunde, mistes potentielt evnen til myndigt at udøve afsmag, før sundhedskorstoget går for vidt. Det kan måske synes smagløst overdrevent i denne sammenhæng at trække nazikortet. For at tydeliggøre min pointe, vover jeg alligevel pelsen. Med en parafrase til Adorno og Horkheimers Oplysningens dialektik kunne problematikken sættes på spidsen som følger: For de sunde er de usunde ikke en minoritet, tværtimod det genetiske modstykke, det negative princip som sådan; verdens lykke skal afhænge af deres udryddelse. ( ) De usunde bliver brændemærket som det absolut sygelige af det absolut sygelige. Således er de virkelig en udvalgt befolkningsgruppe. 30. Parafrasen er selvsagt en stærk karikatur af den aktuelle situation. En karikatur forstørrer dog eksisterende træk, og vi har måske nok taget afsked med en række af det 20. århundredes store ideologier og forhåbninger om på forskellig vis at realisere det sande, skønne og gode menneske, men vi må med rette stille os kritiske over for, om vi med aktuelle bestræbelser på at realisere det sunde menneske står over for en anden form for uvæsen. Med tanke på det nazistiske uvæsens vederstyggeligheder indleder Adorno den 18. april 1966 et radioforedrag under titlen Erziehung nach Auschwitz med følgende ord:»fordringen, at Auschwitz ikke endnu engang vil kunne hænde, er den allerførste til opdragelsen«31. Der er her tale om et pædagogisk imperativ, der rummer et såkaldt negativt ideal: Der er noget, som ikke må ske, og herover må vi vogte på forhånd. Adornos pædagogiske fordring er at forstå som et betingelsesløst krav om en slags etisk profylakse mod alskens forkvaklet uvæsen. Nu er det selvsagt stærkt overdrevent og indrømmet noget utidigt at drage paralleller mellem de usammenligneligt større grusomheder, der foregik under det nazistiske regime og den form for forførelse, foregøgling, umyndiggørelse, stigmatisering m.v., der aktuelt pågår i forbindelse med sundhedens regimentering. Dog giver det aktuelle sundhedsuvæsen nogle gemene tilbageblik. Et par eksempler. Når sundhedsuvæsenet først har fået den kollektive smag for det sunde installeret hos flertallet, bliver det tilsyneladende legitimt at anvende andere Methoden over for de, der endnu ikke makker ret. En af disse metoder er at fremstille det usunde som en gift, der skal afgiftes og forbydes. Rygelov og -forbud, fedt- og sukkerafgifter, nul-tolerance sukkerpolitik i daginstitutioner, julegodteposer og fastelavnstønder med fiberknas, grønt og frugt og så videre står i denne tjeneste. Eller man kan via aftaler om finansloven tilbyde et obligatorisk (og underfinansieret) sundt frokostmåltid til alle børn i alle daginstitutioner i hele landet 32 (som i: I ll make you an offer you can t refuse ). En anden fremgangsmåde er at ignorere og stigmatisere de såkaldt usunde eller isolere dem i særlige behandlingshjem eller livsstilshøjskoler. Og er det ikke tilstrækkeligt, kan man udstyre det offentlige rum med arkitektoniske tingester, der i større eller mindre omfang enten fremtvinger eller indlader til sundere livsstil og gør motion til en leg, som et andet aktuelt slogan vil det. Trapper, sirligt indrettede omveje eller»stangtennis på lygtepæle, gynger i busstoppestedet og gangbroer af sikkerhedsnet over trafikerede gader«33, kun fantasien sætter grænsen. Denne grænse er som be- 30 Her parafraseres over følgende:»für die Faschisten sind die Juden nicht eine Minorität, sondern die Gegenrasse, das negative Prinzip als solches; von ihrer Ausrottung soll das Glück der Welt abhängen. ( ) Sie werden vom absolut Bösen als das absolut Böse gebrandmarkt. So sind sie in der Tat das auserwählte Volk«. Horkheimer, M. & Adorno, T.W. (1969/2001). Dialektik der Aufklärung. Frankfurt: Fischer. s Adorno, T.W. (1966). Erziehung nach Auschwitz. I Adorno, T.W. (1971). Erziehung zur Mündigkeit. Vorträge und Gespräche mit Hellmut Becker Frankfurt: Suhrkamp. s Finansministeriet (2008). Aftaler om Finansloven for København: Finansministeriet, Udgiftspolitisk center. s

10 kendt langt ude, og en alt for emfatisk dannelse af den sunde smag, risikerer ikke at tilgodese et værn mod et potentielt sundhedsuvæsen. Når det handler om livet og stiliseringen heraf, er det netop som en æske med fyldte chokolader, man ved aldrig helt, hvad man får, før man har smagt på det. Vi er her nået til et helt grundlæggende problem ved at gøre smagen hhv. den æstetiske dømmekraft til dannelsens sans og sindskraft par excellence. Problemet hermed er, at de til smagen og den æstetiske dømmekraft knyttede affekter må være fyldte med et bestemt indhold, før afgørelsen kan falde. Smagen kan først afgøre graden af fx bitterhed, når den bitre pille så at sige er slugt. Vurdering af det, der endnu ikke er slugt, kræver andre metoder. Dann brauchen wir auch andere Methoden Et pædagogisk og/eller profylaktisk fokus, der skulle ønske at gøre smagen til dannelsens sans og sindskraft par excellence er ikke tilstrækkeligt kritisk i henseende til det, der endnu ikke er. Når det kommer til evnen til at sige fra i tide, da må smagens og afsmagens erfaringsdannelse, der først kan kaste dom over noget, når det allerede er faret, kvalificeres med en kritisk skærpelse af sansen for det, der endnu ikke er faret. Dette er afgørende for at foregribe potentielle uanstændigheder, ideologiske felttog og andet uvæsen. Altså er der brug for andre metoder, og her er jeg af den overbevisning, at Ernst Blochs filosofi og som tidligere nævnt, ikke hans politiske sværmerier kan inspirere. Smagsmæssige sindsbevægelser falder ind under det, Bloch benævner fyldte affekter. Sådanne fyldte affekter er ifølge Bloch karakteriserede ved at være rettede mod et bestemmeligt og allerede eksisterende indhold. I den forstand er fyldte affekter en form for begær, der er afgrænset til allerede foreliggende genstande. De rækker ikke ud mod noget i radikal forstand nyt: noget sådan har det aldrig været før. Fyldte affekters driftsintention er, som Bloch skriver, indskrænkende, deres»driftsgenstand ligger parat, om ikke i den til enhver tid individuelle opnåelighed, så dog i den allerede vedhændende verden.«34. Deres genstand er med andre ord inden for vores sansers og sinds potentielle rækkevidde og kan som sådan identificeres som et hvad. Sådanne fyldte affekter adskiller sig fra den type affekter, Bloch kalder forventningsaffekter,»hvis driftsintention er vidtfavnende, hvis driftsgenstand ikke blot i den til enhver tid individuelle opnåelighed, men også i den vedhændende verden endnu ikke ligger parat, hvorved tvivl om udfaldet eller det indtræffende finder sted. Forventningsaffekterne adskiller sig hermed, såvel i henseende til deres uønske som ønske, fra de fyldte affekter ved den usammenligneligt større anticiperende karakter i deres intention, deres indhold, deres genstand.«35. I både fyldte affekter og forventningsaffekter indgår negative og positive sindsbevægelser. Til de negative forventningsaffekter hører primært angst, frygt og skræk samt den absolut negative forventningsaffekt fortvivlelse. På positivsiden gives ifølge Bloch i det væsentlige kun to: håb og Zuversicht, der kan oversættes med tillid, fortrøstning, optimisme, tillidsfuldhed og lid. Direkte oversat betyder Zuversicht til-for-sigt eller til-forsikring, og passer som sådan godt som samlet betegnelse for de mange mulige oversættelser, som en form for optimistisk sikring med tanke på det, der endnu ikke er faret. Til-for-sigt eller til-forsikring kan således ses som optimistisk modpol til den pessimistiske for-tvivlen. Som sådan er forventningsaffekterne netop radikalt fremadrettede mod noget endnu uvist, der kan fremkalde såvel negative som positive forventninger. Forventninger forbliver ifølge Bloch imidlertid ikke blot affekter, men danner foregribende forestillinger og rækker»ind i et Endnu-Ikke-Bevidst, det vil sige i en bevidsthedsklasse, der ikke selv kan betegnes som fyldt, men som anticiperende«36. Dette endnu-ikke-bevidste beskriver Bloch bl.a. som»det psykiske 34 Bloch, E. (1977/1959). Das Prinzip Hoffnung. Gesamtausgabe in 16 Bänden. Band 5. Frankfurt: Suhrkamp. s Ibid. s. 82f. 36 Ibid. s

11 fødselssted for det nye«37. Det endnu-ikke-bevidste er med andre ord udtryk for en anticiperende og overskridende tænkning. Ikke alene synes tidens lefleri for det behagelige at være uegnet i henseende til at foregribe det, der endnu ikke er faret, også dens vidensregimenterende strømninger forekommer mig betænkeligt inadækvate. Hvor væsentlige tendenser i tidens sundhedsoplysning metodisk tendentielt samler sig om en potentielt ubehersket behagelighedsstrategi, dér synes dens videnskabsideal at hylde en form for betragtende viden, der som skarp modsætning forekommer klinisk renset for ethvert anstrøg af uregerlighed, fantasi, skaber- og forestillingskraft. Her er man helt i tråd med tidsånden, der på paradoksal vis vil fremelske innovation og kreativitet med en helt overdreven smag for det empiriske, dokumenterbare og såkaldt evidensbaserede. Den form for viden, der her foretrækkes, svarer omtrentligt til det, der kan erkendes med forstanden i en kantiansk forståelse heraf og det måske endog blot i temmelig reduktiv neopositivistisk udgave heraf. I den forstand udvises der måske nok mod til at betjene sig af forstanden under tidens vidensregimenterende strømninger. Nu var forstanden vel nok en vigtig erkendeevne for Kant, men den er hverken i Kants filosofi eller andres den eneste, endsige den vigtigste, sindskraft og erkendeevne. Som Schopenhauer skriver med henvisning til Kants tredeling af de såkaldte øvre sindskræfter dvs. forstand, dømmekraft og fornuft, så er mangel på forstand dumhed, mangel på dømmekraft enfoldighed og mangel på fornuft tåbelighed 38.»Den blot betragtende viden relaterer sig«, som Bloch skriver:»på nødvendig vis til det afsluttede og som sådant forgangne, den er hjælpeløs mod det igangværende og blind for fremtiden.«39. Nu er der ganske vist en vis del af det, der vil komme til at ske i fremtiden, om en time, i morgen, om et år, om ti og om hundrede år, man vil kunne forudse. Solen står formodentlig op, som den plejer. Nogle er genetisk disponerede for bestemte sygdomme, og man kan lave risikoberegninger herfor. Også i den kronologiske fremtid vil der være meget, som vi allerede har erfaret, hvorom den betragtende viden kan gøre sig ret så konkrete og korrekte forudsigelser. Den betragtende viden skal ikke kuldkastes det ville været uforstandigt og decideret dumt ; den skal suppleres! Det, der i radikal henseende endnu ikke er faret, dvs. det egentligt nye, det sådan har det aldrig været, forbliver nemlig uden for den blot betragtende videns blikfelt. Det, der endnu ikke er faret, endnu ikke er empirisk tilgængeligt og beregneligt, kan endnu ikke dokumenteres, evidensbaseres osv. Og sundhedsoplysning er ufravigeligt rettet mod, at mennesket må fare vel i det, der også i radikal henseende endnu ikke er faret det sådan har det aldrig været før. Mennesket er et farende væsen, en homo viator som bl.a. Joseph Pieper og Gabriel Marcel har kaldt det 40 ; og dets færden er usikker, tvivlrådig og uforudsigelig, men må, uanset hvor behageligt eller ubehageligt det end måtte være, fares. God færd (velfærd i ordets egentlige betydning) er ikke givet og fastlagt på forhånd, men må foregribes, så fornuftigt det nu lader sig gøre. Fornuftig foregribelse risikerer imidlertid let at forfalde til begærlig forgribelse. Dette derved at en allerede opfyldt affekts hvad forveksles med det endnu ikke bevidstes noget. Her er der tale om en form for pseudoforegribelse, der potentielt forgriber sig på det, der endnu ikke er faret, indskrænker det, lukker for det muliges felt, gør det til et konkret hvad, der med nødvendighedens død og pine skal frembringes. Forventningsaffekterne, -forestillingernes og det endnu ikke bevidstes genstand er derimod en mulig virkelighed. Og det er om en sådan mulig virkelighed den egentlige foregribelse handler. Det drejer det sig netop om at gribe noget forud, om rettidig omhu i forhold til 37 Ibid. s Schopenhauer, A (1977). Die Welt als Wille und Vorstellung I. Erster Teilband. Zürcher Ausgabe. Werke in zehn Bänden. Band I. Zürich: Diogenes. s Bloch, E. (1977). Das Prinzip Hoffnung. Gesamtausgabe in 16 Bänden. Band 5. Frankfurt: Suhrkamp. s Pieper, J. (2006/1934). Über die Hoffnung. Freiburg: Johannes Verlag Einsiedeln. & Marcel, G. (1951). Homo Viator. Introduction to a Metaphysic of Hope. London: Victor Gollanz Ltd. 11

12 at fremhjælpe eller afværge en forventelig, reelt mulig virkelighed. Det er med andre ord tale om at træffe forholdsregler, så man forud kan favne og gribe ind over for noget, der endnu ikke er faret, hvis mulige virkeliggørelse man kan have optimistiske eller pessimistiske forestillinger om og forventninger til. For sundhedsoplysning som oplysning, opdragelses- og regeringskunst i det hele taget er grænsen mellem foregribelse og forgribelse hårfin. Og som jeg har argumenteret for, trækker vægtige tendenser i retning af en forgribende sundhedsoplysning : i retning af forførelse, foregøgling, umyndiggørelse, sygeliggørelse, stigmatisering, der potentielt kan udarte sig til en ubehersket form for sundhedsfascisme. Fornuftig foregribelse af god menneskelig færden kræver, hævder jeg, en radikal form for tendensforskning, der med Blochs ord»på forhånd antager, at det er mennesker, som skaber, hvad der skabes for mennesker altså humanmedicin«, og hvis»grundanliggende derfor er at bringe menneskenes forhold til den fremtid, som langt om længe bliver deres egen, på begreb, det vil sige en erkendelse som kan gribe ind, et tankernes laboratoriearbejde på en teoripraksis relation med ustandselig oscillation mellem teori og praksis. En interventionsduelig erkendelse «41. For Bloch bliver en sådan interventionsduelig erkendelse især et spørgsmål om en art begribende håb. Docta spes, som han benævner det. Docta spes er et»metodisk organ for det nye, en objektiv aggregattilstand for det frembrydende«42, der til forskel fra den blot betragtende viden finder sig en allieret i modet til også at handle, gribe ind og foregribe det, der endnu ikke er faret, så vi i den egentlige fremadrettede betydning af farvelønsket, kan fare vel ind i det endnu uvisse. Tendensforskning i denne radikale betydning handler bl.a. om at pege på uudfoldede muligheder i såvel det igangværende som forgangne med et blik fra det, der endnu ikke er faret. Muligheder der ikke er blevet virkeliggjort på grund af betingelsernes manglende modenhed, men på hvilke der i det frembrydende kan spores tendenser. Det handler om på én og samme gang at iagttage og tage sig i agt for muligheder i det igangværendes tendenser og den fremtidshorisont, der endnu ikke er faret, men også for muligheder i det forgangne. Radikal tendensforskning drejer sig om anticiperet realitet, et ifølge Bloch»bredt felt, der måske ikke kun har brug for et blik fra det igangværende ind i fremtiden, men også et vanskeligere fra fremtiden ind i det igangværende og i det forgangne, der må forstås på ny, i den forstand, at der ikke kun gives forgangenhed, men fremtid i det forgangne, hvilket er et virkeligt reelt paradoks.«43. Det vil med andre ord sige, at det forgangne ikke bør betragtes som noget afrundet, allerede fuldt ud aktualiseret og med nødvendighed sådan værende, men som noget der i sig rummer endnu uudfoldede muligheder, spor, eksempler der må arves med en gribende, begribende og foregribende bevægelse på kryds og tværs af det forgangne, igangværende og endnu ikke værende.»bevægelsen er gensidig og kun forskellig i retning, men som sådan identisk. Kun det i historien, der i samme akt foregriber os som noget, der ikke er blevet gjort gældende, som uopfyldt, også som politisk uopfyldt, kan vi gribe frugtbart tilbage til.«44. Radikal tendensforskning drejer sig om at finde mulige sammenfald mellem anticiperende bevidsthed og anticiperet virkelighed. Og det handler om viden, mod og etisk forestillings- og dømmekraft til foregribende at afværge det forventeligt inhumane og foregribende at fremme det forventeligt mere humane. Med reference til denne forståelse kan der til oplysningens valgsprog sapere aude, vov at være vis! 41 Bloch, E. (1965). Antizipierte Realität wie geschient und was leistet utopisches Denken? I Bloch, E. (1980). Abschied von der Utopie? Vorträge. Herausgeben von Hanna Gekle. Frankfurt: Suhrkamp. s. 104f. 42 Bloch, E. (1977/1959). Das Prinzip Hoffnung. Gesamtausgabe in 16 Bänden. Band 5. Frankfurt: Suhrkamp. s Bloch, E. (1965). Antizipierte Realität wie geschient und was leistet utopisches Denken? I Bloch, E. (1980). Abschied von der Utopie? Vorträge. Herausgeben von Hanna Gekle. Frankfurt: Suhrkamp. s Bloch, E. (1968): Ideologie, Recht, Moral: Ihre historische Bedingtheit, mögliches Erbe daran. I Bloch, E. (1980): Abschied von der Utopie? Vorträge. Herausgeben von Hanna Gekle. Frankfurt: Suhrkamp. s

13 her tilføjes:»gennem den dobbelte indsats af mod og viden overvælder fremtiden ikke menneskene som skæbne, men mennesket overvælder fremtiden og træder ind i den med det, som tilhører det«45. Det er blevet et kulinarisk modefænomen at nytænke og servere klassiske retter. I den følgende dessert skal diæten forsøges nytænkt og serveret på en måde så dens idéhistorie i samme akt kan foregribe os som noget, der ikke er blevet gjort gældende, noget uopfyldt vi kan gribe frugtbart tilbage til. Der er tale om et forsøg på kort at skitsere muligheden for sundhedsoplysning på et pædagogisk-filosofisk grundlag, hvor den sunde levemåde (igen) gøres til et spørgsmål om diæt etisk bemestring og ikke kun diætetisk profylakse i moderne fysiologisk, ernæringsvidenskabelig forstand. DESSERT»Der findes ingen uskyldig diætetik«46. Diæten og den diætetiske fornuft For så vidt at sundhedsoplysning drejer sig om menneskets myndige bemestring af den sunde levemåde, kan sundhedsoplysning ses som ét blandt flere udtryk for en form for tænkning, jeg tidligere har omtalt som den diætetiske fornuft. Denne fornuft er ikke hverken i sin oprindelige eller aktuelle form uskyldig, men hungrende, higende, stræbende, begærende, dagdrømmende, fantaserende, ønskende, villende, forventende, foregribende, disciplinerende, opdragende, moraliserende m.v. Idéhistorisk betragtet har den udvist en særlig interesse for regimentering af levemåden i forhold til det omgivne lys og den omgivne luft, indtaget af mad og drikke, hvor meget eller lidt og hvordan og hvorledes man er i bevægelse eller i ro, sover eller er vågen, kroppens af- og udsondringer i form af blod, opkast, galde, slim, snot, puds, sved, sæd, urin, fæces og deslige, og ikke mindst af hvad der rører sig i sindet. Dette er i klassisk forstand diæten. Dette er i klassisk forstand den diætetiske fornufts domæne. Og kigger man på dette domænes forskellige sfærer, skal der ikke megen forestillingsevne til at se reminiscenser heraf i den aktuelle interesse for såkaldt sund livsstil. Oprindeligt anvendes diæt som begreb for levemåden i almindelighed og den sunde levemåde i særdeleshed. I den græske antik optræder diaita/diæt primært i to forskellige sammenhænge. For det første i betydningen af liv, levevis, levemåde, leveorden, livsunderhold såvel som det konkrete opholdssted, hvor livet udfoldes fx bopæl, stue, værelse el.lign. For det andet i forbindelse med en afgørelse såsom en voldgiftskendelse samt om selve afgørelsens instans som fx en jury eller et bedømmelsesudvalg. Dette element af afgørelse og domsfældelse kan etymologisk tydeliggøres yderligere. Substantivet diaita er nemlig afledt af verbet di-aitao, der bl.a. optræder i betydninger som fx at adskille og fordele ligesom di-aitao kan sættes i forbindelse med dels at vedligeholde, understøtte og ernære, dels at agere (moralsk) dommer og således bringe i orden og træffe afgørelse, dels mere generelt i henseende til at regulere og styre 47. I den engelske oversættelse af diaita regimen indfanges denne betydning af styring og regulering af levemåden ganske rammende. Lidt den samme betydning finder vi i det danske ord leveorden, der, hvis vi betoner orden og herved henleder opmærksomheden på det socialt accepterede og ifølge skik og sædvane rette, tillige kan anvendes som egnet oversættelse af diaita. Denne dobbelthed ved diæten det vil sige dels som levemåde i almindelighed og herunder den sunde levemåde i særdeleshed, dels som instans for afgørelse, styring, 45 Bloch, E. (1977/1959). Das Prinzip Hoffnung. Gesamtausgabe in 16 Bänden. Band 5. Frankfurt: Suhrkamp. s Onfray, M. (1989). Le ventre des philosophes Critique de la raison diététique. Paris: Bernard Grasset. s Wöhrle, G. (1990). Studien zur Theorie der antiken Gesundheitstheorie. Stuttgart: Franz Steiner Verlag. s. 32f. & Liddell, H.G. & Scott, R. (1848). A Greek-English Lexicon. Based on the German Work by Francis Passow. New York: Harper & Brothers, Publisher. s

14 regulering m.v. er ikke uvæsentlig. Diæten er nemlig allerede fra de tidligste vidnesbyrd om diætetisk tænkning ikke alene indlejret i en forståelse af det sunde, men også af det moralsk rette. Diæten omfatter i antikken en række faktorer, hvis regulering antages at være af væsentlig betydning for helbredet det legemlige såvel som det sjælelige vel at mærke. Disse faktorer skulle sidenhen benævnes de seks såkaldte res non-naturales, hvorved menes ting (der snarere må forstås som faktorer hhv. årsager), der, fordi den rette brug heraf kræver valg og fornuftige overvejelser, ikke på naturlig vis regulerer sig harmonisk i henseende til menneskets helbred. Disse faktorer figurerer allerede spredt ud over de hippokratiske skrifter; de kanoniseres og systematiseres i særdeleshed med Galen til at omfatte: (1) luft, (2) mad og drikke, (3) at være i bevægelse og at være i ro, (4) søvn- og vågentilstand, (5) sekreter og ekskreter og (6) sindsbevægelser. I parentes bemærket vidner diætens idéhistorie dertil også om omfattende fokus på bl.a. badning, indsmøring, gnidning og massage i salver, cremer, olier m.v., der nogen steder kategoriseres under de seks faktorer andre steder som et appendiks hertil. Det er især i henseende til disse seks ikke-naturlige ting, mennesket antages at have muligheder for at træffe beslutninger og handle til gavn eller skade for helbredet. Inden for den humoralteoretiske tradition skal sådanne ikke-naturlige ting ses i sammenhæng med det såkaldt naturlige og kontranaturlige/unaturlige 48. De ikke-naturlige ting er præcis ikke unaturlige i forstanden kontra-naturlige og heller ikke helt og aldeles uden for naturens gebet. Faktisk er de at forstå som naturlige årsager, der alt efter deres rette eller forkerte regimentering kan forårsage sundhed eller sygdom. De er hverken ifølge naturen (kata physis) eller kontra naturen (para physis), men ou physis og således ikke natur(lige). Inden for denne tankekreds er balance det naturlige udgangspunkt. Ubalance er kontranaturligt/unaturligt og medfører patologiske tilstande. Disse tilstande må foregribende afværges, ligesom det er en vedvarende opgave foregribende at opretholde balancen. Og det er præcis her de ikke-naturlige ting spiller en central rolle; den menneskelige natur er dybt afhængig af de ikke-naturlige ; hvad der imidlertid ikke er naturligt, er den rette regulering heraf. I den forstand er den rette brug af de seks faktorer/årsager netop ikke naturlig, men et stykke livskunst. Som Foucault formulerer det,»står det klart, at diæten selv, levemåden, er en grundlæggende kategori, hvorigennem man kan tænke over den menneskelige opførsel. Den karakteriserer den måde, hvorpå man lever sit liv, og den gør det muligt at fastsætte en række regler for opførslen: en måde at problematisere adfærden på, som sker som en funktion af en natur, som man skal bevare, og som det er nødvendigt at rette sig efter. Levemåden er en hel livskunst«49. Den diætetiske fornuft stopper dog ikke ved en natur, der skal bevares, som Foucault udtrykker det. Diæten handler, som Michel Onfray ret præcist skriver det i forlængelse af ovenstående Foucaultcitat, om»en måde, hvorpå man fører sin eksistens, vist så, men også en måde hvorpå man drømmer sin krop, fantaserer fremtiden, forbinder næringen og det virkelige i futuriseringen«50. Diæten drejer sig med andre ord også om anticiperet realitet. Nøgletekster i diætetikkens idéhistorie fra antikken og frem vidner om en diætetisk fornuft, der i anticipation af det gode helbred i meget omfattende grad stræber efter at regimentere levemåden. Den rette helbredsmæssige regimentering af de ikke-naturlige ting konfronterer den diætetiske fornuft med vidtrækkende spørgsmål om levemådens hvad, hvem, hvordan, hvornår, hvor, hvorfor m.fl. Dens hvad er hovedsageligt et spørgsmål om de nævnte ikke-naturlige ting. Det kan være forskelligt hvordan disse skal regimenteres alt efter hvem, hvornår og hvor der er tale om. Det kan fx være afgørende, om der er tale om den syge eller sunde, om lægmanden eller idrætsmanden, filosoffen eller soldaten, om mand eller kvinde, menstruerende eller ikke menstruerende, barn, ung, voksen eller gammel, om ens karakter og temperament er domineret af et sangvinsk, kolerisk, me- 48 Se fx Burns, C.H. (1976). The Nonnaturals: A Paradox in the Western Concept of Health. The Journal of Medicine and Philosophy, 1976, Vol. 1, No. 3: Foucault, M. (2004/1984). Brugen af nydelserne. Seksualitetens historie 2. Frederiksberg: DET lille FORLAG. s Onfray, M. (1989). Le ventre des philosophes Critique de la raison diététique. Paris: Bernard Grasset. s

15 lankolsk eller flegmatisk sindelag, om det er forår, sommer, efterår eller vinter, om man bor et sted, der ligger ved vandet, i bjergene, på en slette, m.v., hvorledes byen og bopælen er placeret i forhold til det øvrige landskab, til vindene, til verdenshjørnerne. Og så videre. Og så videre. Med en alt for grov markering kan man sige, at den sunde levemådes hvorfor i Europa i mere end to årtusinde især er domineret af dels en humoralteoretisk videnskabsmodel og forskellige former for dydsetik og teleologi, hvor særligt besindighed og mådehold fremhæves som centrale dyder i en målrettet stræben efter sundhed. Humorallæren dvs. læren om de fire kropsvæsker: blod, gul galde, sort galde og slim udgør diætetikkens videnskabelige grundlag fra den græsk-romerske diætetik og frem til dens ernæringsvidenskabelige, biokemiske fundering i 1800-tallet. Herefter indskrænkedes diæten efterhånden til den stort set udelukkende ernæringsmæssige kategori, som vi mestendels forstår herved i dag. Et vendepunkt som Dietrich von Engelhardt på fyndig vis har kaldt Fra stilistik af hele livet til havrevælling 51. I Danmark og flere andre lande er diætetik den dag i dag en klinisk ernæringsterapeutisk fagdisciplin og profession, der kræver statslig autorisation at praktisere. Den moderne diætetiks ernæringsvidenskabelig og biokemisk funderede fødsel og kliniske udvikling er imidlertid ikke den diætetiske fornufts død. Den diætetiske fornuft lever videre og udlever sin stræben efter at stilisere livet i det sundes billede i en række profylaktiske, hygiejniske, sundhedspædagogiske, sundhedsoplysende, sundhedspolitiske, socialpolitiske m.v. parcelleringer, hvoraf den moderne kliniske diætetik blot er en. Og om end en række videnskabelige forklaringsmodeler har ændret sig væsentligt, så er det mindst ligeså væsentligt at forstå, at den diætetiske fornuft fortsat er hungrende, higende, stræbende, begærende, dagdrømmende, fantaserende, ønskende, villende, forventende, foregribende, disciplinerende, opdragende, moraliserende i forhold til den sunde og rette levemådes hvad, hvem, hvordan, hvornår, hvor og hvorfor. Hele dette felt af anticiperet realitet har brug for diæt etik, for filosofisk refleksion over den sunde og rette levemådes fremme, foregribelse, opdragelse, oplysning m.v. og de grundlæggende problemer, der knytter sig hertil. Diæt etik og pædagogisk filosofi Om end det med afsæt i ovenstående betoning af de tætte sammenviklinger af sundhed og moralitet i diætens begreb kunne være nærliggende at drage den konklusion, at diætetik etymologisk set er en sammendragning af diæt og etik, så er det ikke tilfældet. Diætetik kommer af diaitetikos (δίαιτητικός), dvs. af en sammenføjning af diaita og etikós. Etikós (ητικός) må her ikke forveksles med ethikós (εθικός). Etikos betyder det der vedrører, hvorimod ethikós drejer sig om vane, skik, sædvane, moral, etik. I den forstand er endelsen -etik i diætetik, lig endelse i -etik i fx genetik (det der vedrører generne). Diætetik er altså i afsættet ikke en etik. Derimod er diætetik at forstå som en teknik i den oprindelige antikke græske betydning heraf. Det vil sige som téchne og hermed kunst i bred forstand. Således betragtet drejer diætetik sig om praktisk-poietisk kyndighed i at styre levemåden med sundhed som mål. Men diætens tætte sammenvikling af sundhed og moralitet betyder, at den dengang som nu også må reflekteres etisk, som diæt etik og altså en etik for den sunde levemåde. Jeg hævder, at pædagogisk filosofi kan byde sig til for sådanne refleksioner; at det diætetiske (igen) må tangere det pædagogisk-filosofiske og vice versa. Det forekommer mig dog, at der i nyere tid er sket et fagligt brud mellem diætetik og pædagogisk filosofi. Det er et særsyn at finde en diætist med ægte interesse for pædagogisk filosofi og måske endnu mere sjældent at finde en pædagogisk filosof med oprigtig interesse for diætetik. Ligesom den diætetiske fornuft er blevet udparcelleret, kan mødet mellem diætetik og pædagogisk filosofi selvfølgelig også være blevet det; selv 51 Engelhardt, D. (1993). Von Stilistik das ganzen Lebens zum Haferschleim Das 19. Jahrhundert als Wendepunkt in der Geschichte der Diätetik. I Schultz, U. (Hrsg.). Speisen, Schlemmen, Fasten Eine Kulturgeschichte des Essens. Frankfurt am Main und Leibzig: Insel Verlag 15

16 dog når det kommer til sundhedspædagogik, som måske nok er den for et møde herimellem mest oplagte udparcellering, synes træf mellem diætetisk fornuft og pædagogisk filosofi til at overse. Historisk set har diætetisk fornuft og pædagogisk filosofi ellers nogle meget interessante sammenfald og brudflader. Fx indgår diætetikken hos Platon som et helt centralt element i opdragelsen af den besindige, retskafne borger, og vi kan i forbindelse med den platoniske filosofi og pædagogik ligefrem tale om en kroppens og sjælens diætetik 52. Og John Locke indleder Some Thoughts concerning Education med Juvenals berømte ord om en sund sjæl i et sundt legeme, der ifølge Locke»er en kort men fuld beskrivelse af en lykkelig tilstand i denne verden«53. Efter at have hævdet, at mænds lykke eller elendighed mestendels er et resultat af deres egen gøren og laden, fremstiller Locke i værkets første del en pædagogisk diætetik, eller diætetisk pædagogik om man vil. Også hos andre fremtrædende navne i den pædagogiske filosofis historie som fx Rousseau og Kant finder man interessante koblinger mellem diæt og opdragelse. Fx er Emiles diæt, hvor det gavnlige ved mælk og en enkel, naturlig landkost og levemåde i det hele taget betones, absolut ingen tilfældighed, men udtryk for Rousseaus udtalte forkærlighed for det naturlige og hans foragt for kulturens degenererende udslag. Jeg skal afslutningsvist for en kort slutbemærkning vende tilbage til Kant. Først dog et par bemærkninger med afsæt i Juvenals berømte ord, der netop har været meget anvendt i pædagogiske sammenhænge (bl.a. som populært indskrift i gymnastiksale). En sund sjæl i et sundt legeme er et fyndord for det antikke kalokagathia-ideal 54. Idealet lader sig i sin oprindelige version måske bedst sig fatte som skøngodhed hhv. retskaffenhed. Der er tale om et æstetisk-etisk ideal for det perfekte menneske, i hvilket den sunde sjæl og det sunde legeme forbindes. I den græske antik tænkes dette ideal pædagogisk set især gennem paideiabegrebet, diætetisk gennem diaitabegrebet 55. Idealet til følge bliver det en såvel pædagogisk som diætetisk opgave at balancere sanselighedens hang til nydelser (philhedonia), tøjlesløs umådehold (akolasia) og overdrivelse (hyperbolé) i den ene ende af skalaen og afholdenhed (apoché) og det mangelfulde (elleipés) i den anden ende. At finde den rette balance herimellem fattes i antikken især som et spørgsmål om sans for mådeholdenhed (metriopatheia), udøvelse af besindighed (sofrosyne) og forståelse af det rette øjeblik (kairos). Bemestringen af den sunde og rette levemåde er dog langt fra noget let forehavende. Som Foucault formulerer det, så er»sofrosyne, den form for arbejde og kontrol, som individet bør udøve på sig selv for at blive mådeholden (sofron)«56, men sofrosyne er betinget af enkrateia. Enkrateia er en mere aktivt betonet form for selvbeherskelse, end sofrosyne, der ifølge Foucault snarere kan beskrives som»en meget generel tilstand, som sikrer, at man opfører sig som det sig hør og bør over for guderne og menneskene, dvs. at man ikke kun skal være mådeholden, men også from, retfærdig og modig.«57. Enkrateia er i langt højere grad end sofrosyne et kamp - og beherskelsesbegreb. Hvor sofrosyne er besindighed og mådeholdenhed, er enkrateia»tilbageholdenhed, anspændelse og afholdenhed. Enkrateia behersker nydelserne og begæret, men den har brug for at kæmpe for at vinde.«58. Enkrateia er i forhold til bemestringen af den sunde 52 Wöhrle, G. (1990). Studien zur Theorie der antiken Gesundheitstheorie. Stuttgart: Franz Steiner Verlag. s. 128ff. 53 Locke, J. (1823/1690). Some Thoughts concerning Education. The Works of John Locke. In Ten Volumes. Vol IX. London: Thomas Tegg et al. s Af kalos smuk, skøn og agathos god, dygtig. Om kalokagathia som diætetisk ideal se bl.a. Se fx Bergdolt, K. (2008). Wellbeing A Cultural History of Healthy Living. Cambridge: Polity Press. s. 16. Som pædagogisk ideal se fx Grue- Sørensen, K. (1966). Opdragelsens historie I. København: Nordisk Forlag A/S. s Om betydningen af diaitabegrebet i relation til paideiabegrebet se fx Jaeger, W. (1954). Paideia Die Formung des Griechischen Menschen. Zweiter Band. Berlin: Walter de Gruyter & Co. (Især i afsnittet Die griechische Medizin als Paideia ). Se desuden Wöhrle, G. (1990). Studien zur Theorie der antiken Gesundheitstheorie. Stuttgart: Franz Steiner Verlag, der udførligt tematiserer forholdet mellem de to begreber. 56 Foucault, M. (2004). Brugen af nydelserne - Seksualitetens historie 2. Frederiksberg: DET lille FORLAG. s Ibid. s Ibid. s

17 og rette levemåde problematisk. På den ene side er enkrateia en nødvendig forudsætning herfor, på den anden side set rummer enkrateia potentialet for overdreven beherskelse, hvilket ikke er befordrende. Udøvelsen af enkrateia kan nemlig være forbundet med en anden form for nydelse end den, der fx opnås ved delikate spiser, ved sex osv., nemlig den nydelse der ligger i at have sejret over og tøjlet sit begær. Enkrateia er med andre ord en potens, der rummer potentialet for en overdreven dyrkelse af diæten. Man kan også sige det på den måde, at hvor enkrateia handler om beherskelse, dér drejer sofrosyne sig om bemestring. Og ganske vist forekommer evnen til at udøve enkrateia at være en forudsætning for evne til at udøve sofrosyne, men hvis nydelsen ved at have sejret over og tøjlet sit begær ikke i sig selv skal blive umådeholden, så må sofrosyne bemestre enkrateia. Sofrosyne evnen til at udøve besindighed, praktisere mådehold, være from, retfærdig og modig, opfører sig som det sig hør og bør er afgørende for bemestringen af den sunde og rette levemåde. Sofrosyne er afgørende for, at den diætetiske fornufts stræben efter en sund sjæl i et sundt legeme ikke slår om i beherskelse af livet, der modsat intentionen instrumentaliserer og forkvakler det. Sofrosyne må læres. Vi mangler det fra fødslen, og udviklingen heraf er en pædagogisk opgave. En ensidig, emfatisk dyrkelse af diæten rammer forbi målet om en sund sjæl i et sundt legeme. Blandt flere andre fandt Platon en sådan dyrkelse problematisk og opponerer adskillige steder mod en overdreven dyrkelse af især kroppens diætetik. Diæten må indgå i en almen etisk dannelse, være en del af en mere omfattende pædagogisk filosofi. En tanke som vi ikke blot finder hos Platon, men hos hvem vi ser det tydeligt. Platons væsentligste bekymring er, hvilket ikke er overraskende, sjælens diætetik. Således bestemmes i Timaios den værste af alle sygdomme som mangel på fornuft. Og det fornuftige sinds dannelse, argumenterer Sokrates for, er ikke blot et opdragelsesanliggende, men også afhængig af den rette diæt, idet at»hvis nu rigtig Ernæring gaar Haand i Haand med Opdragelse, undslipper han den værste af alle sygdomme og bliver i eet og alt sund «59. I tråd hermed argumenteres der i Staten for, at der allerede fra tidlig alder skal sættes ind med en dobbelt opdragelsesindsats, og denne»dels musisk og dels fysisk, er altså ikke indrettet, som de fleste tror, for at den skal udvikle henholdsvis legemet og sjælen. ( ) Meningen er nok snarere at begge opdragelsesformer fremfor alt skal udvikle sjælen.«60. Platon er skeptisk over for en ensidig fysisk dyrkelse af diæten, men tilsyneladende villig til at gå langt for at fremme kalokagathia-idealet, som når han i Staten skriver:»den lægekunst og den retspleje som du vil lovfæste i vor stat bliver altså sådan som vi nu har beskrevet; begges opgave bliver at pleje og passe de borgere der er sunde og retskafne både på legeme og sjæl, men dem der er sygelige vil de give lov til at dø, og dem der er uhelbredeligt ondartede på sjælen, vil de uden videre dræbe.«og Sokrates svarer»ja, det er åbenbart den bedste løsning både for den slags individer selv og for staten«61. Som et ideal for pædagogiske og diætetiske bestræbelser på frembringelse af det sunde og rette er kalokagathia-idealet et janushoved. Som Klaus Bergdolt skriver:»denne fremme af idealet om det fejlfrie menneske er imidlertid problematisk, og ikke blot fra et moderne perspektiv.«62. Præcis dog også fra et moderne perspektiv er lignende idealer problematiske. Opdragelse og oplysning til en sund sjæl i et sundt legeme og til en sund samfundssjæl i et sundt socialt legeme kalder på besindig diæt etisk foregribelse med en så klog montage af mod og viden som muligt. Og det er en mangelvare i megen aktuelt dominerende sundhedsoplysning! 59 Platon (1955). Timaios. Platons Skrifter. Udg. ved Høeg og Ræder. Bind VIII. København: C.A. Reitzels Forlag. s Platon (1999). Staten. København: Museum Tusculanums Forlag. s. 143 [410c] Ordene falder i forbindelse med en diskussion af vogternes opdragelse, men pointen gælder principielt set for opdragelse som sådan hos Platon. 61 Ibid. s. 142f. [410a] 62 Bergdolt, K. (2008). Wellbeing A Cultural History of Healthy Living. Cambridge: Polity Press. s

18 KAFFE OG COGNAC MED KANT Jeg lovede at runde af med Kant. Til eftertanke akkompagneret af kaffe og cognac er hans filosofi efter min smag sjældent ringe at trække sig tilbage med. Det er præcis i forhold til traditionen før diætens vendepunkt fra stilisering af hele livet til havrevælling, vi må læse og forstå Kants eksplicitte betoning af det bekvemmelige ved at være umyndig, også når det gælder det at tage vare på sit helbred:»har jeg en bog, der har forstand for mig, en sjælesørger, der har samvittighed for mig, en læge, der afgør diæten for mig, osv.: så behøver jeg ikke selv at ulejlige mig.«63. Når Kant i denne sammenhæng nævner diæten, handler det præcis ikke blot om ernæring, som den moderne læser kunne foranlediges til at tro. Myndighed i henseende til helbredet handler, kan man læse ud af Kants filosofi, om bemestring af hele det område, som jeg ovenfor har skitseret som den diætetiske fornufts, dvs. levemåden. Nu har Kant jo som bekendt aldrig skrevet en kritik af den diætetiske fornuft, men han har faktisk skrevet, hvad der kan karakteriseres som en lille diæt etik, der handler om sindets magt til at bemestre sine sygelige følelser. Skiftet, der bærer titlen Von Macht des Gemüts, durch den blossen Vorsatz seiner krankhaften Gefühle Meister zu sein, er bedre kendt som tredje afsnit af Fakulteternes Strid. En væsentlig pointe er her, at lige såvel som myndighed ikke partout er bekvemt, så må diætetik heller ikke funderes på et behagelighedsprincip. Hvorfor? Fordi et menneske, der blot og bart lader sig lede af sine tilbøjeligheder, er præcis lige så umyndigt, som et menneske der mangler evnen til at betjene sig af sine øvre sindskræfter uden en andens ledelse. Og Kants diæt etik står her i samme sags tjeneste som hans pædagogiske filosofi: Oplysning og dannelse af det etiske subjekt. I den henseende er Kants etik ikke så formalistisk og indholdstom, som den ofte kritiseres for at være. Som Chad Wellmon skriver et sted, hvis finurlige ordspil ville blive ødelagt af oversættelse til dansk:»the form of Kant s ethics is not just formal, but formative its very form cultivates an ethical subject. It forms an ethical subject by subjecting it to an ethical dietetics«64. Hvis den aktuelle sundhedsoplysning også var forbundet med en diæt etik, ville den fra et pædagogisk-filosofisk perspektiv måske være en knap så svær kamel at sluge. Litteratur Abel, T., Cockerham, W.C. & Niemann, S. (2000). A critical approach to lifestyle and health. In Watson, J. & Platt, S. (2000). Researching Health Promotion. London: Routledge Adorno, T.W. (1966). Erziehung nach Auschwitz. I Adorno, T.W. (1971). Erziehung zur Mündigkeit. Vorträge und Gespräche mit Hellmut Becker Frankfurt: Suhrkamp Bauman, Z. & May, T. (2001). Thinking sociologically. 2 nd edition. Oxford: Blackwell Publishing Belloc, N.B. & Breslow, L. (1972). Relationship of Physical Health Status and Health Practices. Preventive Medicine 1: Bergdolt, K. (2008). Wellbeing A Cultural History of Healthy Living. Cambridge: Polity Press 63 Kant, I. (1977). Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? I Werkausgabe Band XI. Frankfurt: Suhrkamp. s Wellmon, C. (2010). Becoming human: romantic anthropology and the embodiment of freedom. Pennsylvania: Penn State Press. s

19 Bloch, E. (1977/1959). Das Prinzip Hoffnung. Gesamtausgabe in 16 Bänden. Band 5. Frankfurt: Suhrkamp Bloch, E. (1965). Antizipierte Realität Wie geschieht und was leistet utopisches Denken? I Bloch, E. (1980). Abschied von der Utopie? Vorträge. Frankfurt: Suhrkamp Bloch, E. (1968): Ideologie, Recht, Moral: Ihre historische Bedingtheit, mögliches Erbe daran. I Bloch, E. (1980): Abschied von der Utopie? Vorträge. Herausgeben von Hanna Gekle. Frankfurt: Suhrkamp Burns, C.H. (1976). The Nonnaturals: A Paradox in the Western Concept of Health. The Journal of Medicine and Philosophy, 1976, Vol. 1, No. 3: Engelhardt, D. (1993). Von Stilistik das ganzen Lebens zum Haferschleim Das 19. Jahrhundert als Wendepunkt in der Geschichte der Diätetik. I Schultz, U. (Hrsg.). Speisen, Schlemmen, Fasten Eine Kulturgeschichte des Essens. Frankfurt am Main und Leibzig: Insel Verlag Finansministeriet (2008). Aftaler om Finansloven for København: Finansministeriet, Udgiftspolitisk center Foucault, M. (2004/1984). Brugen af nydelserne. Seksualitetens historie 2. Frederiksberg: DET lille FORLAG Gehlen, A. (1993). Der Mensch: seine Natur und Stellung in der Welt. Gesamtausgabe Bd. 3. Frankfurt: Vittorio Klostermann Grue-Sørensen, K. (1966). Opdragelsens historie I. København: Nordisk Forlag A/S Horkheimer, M. & Adorno, T.W. (1969/2001). Dialektik der Aufklärung. Frankfurt: Fischer Jaeger, W. (1954). Paideia Die Formung des Griechischen Menschen. Zweiter Band. Berlin: Walter de Gruyter & Co. Jensen, B. B. (2006). Sundhedsfremme i dannelsesmæssigt og pædagogisk perspektiv. I Akselsen K & Koch B (red). Sundhed, udvikling og læring Professionelle perspektiveringer på børn og unges sundhed. Værløse: Billesø & Baltzer. s Kant, I. (1977). Kritik der Urteilskraft. Werkausgabe. Band X. Frankfurt: Suhrkamp Kant, I. (1977). Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? Werkausgabe Band XI. Frankfurt: Suhrkamp Kant, I, (1977). Über Pädagogik. Werkausgabe. Band XII. Frankfurt: Suhrkamp Liddell, H.G. & Scott, R. (1848). A Greek-English Lexicon. Based on the German Work by Francis Passow. New York: Harper & Brothers, Publisher. s

20 Locke, J. (1823/1690). Some Thoughts concerning Education. The Works of John Locke. In Ten Volumes. Vol IX. London: Thomas Tegg et al. Marcel, G. (1951). Homo Viator. Introduction to a Metaphysic of Hope. London: Victor Gollanz Ltd. Nietzsche, F. (1967). Götzen-Dämmerung. Werke in Zwei Bänden. Band II. München: Carl Hanser Verlag Oettingen, A. (2006). Pædagogisk filosofi som reflekteret omgang med pædagogiske antinomier En perspektivering af Knud Grue-Sørensens filosofiske pædagogik. Århus: Forlaget Klim Onfray, M. (1989). Le ventre des philosophes Critique de la raison diététique. Paris: Bernard Grasset Pieper, J. (2006/1934). Über die Hoffnung. Freiburg: Johannes Verlag Einsiedeln Platon (1955). Timaios. Platons Skrifter. Udg. ved Høeg og Ræder. Bind VIII. København: C.A. Reitzels Forlag Platon (1999). Staten. København: Museum Tusculanums Forlag Sand, O., Sjaastad, Ø.V, Haug, E. & Bjålie, J.G. (2008). Menneskets anatomi og fysiologi. 2. danske udg. København: Gads Forlag Schnack, K. (1998). Handlekompetence. I N. J. Bisgaard (1998). Pædagogiske teorier, 3. udg. Værløse: Billesøe & Baltzer. s Schopenhauer, A (1977). Die Welt als Wille und Vorstellung I. Erster Teilband. Zürcher Ausgabe. Werke in zehn Bänden. Band I. Zürich: Diogenes Sundhedsstyrelsen (2005). Terminologi: Forebyggelse, sundhedsfremme og folkesundhed. Sundhedsstyrelsen og Komiteen for Sundhedsoplysning (2009). Små skridt til vægttab der holder. Sundhedsstyrelsen (2010). Vi arbejder for sundheden. Strategiske fokusområder for Sundhedsstyrelsen Wellmon, C. (2010). Becoming human: romantic anthropology and the embodiment of freedom. Pennsylvania: Penn State Press WHO (2006/1946). Constitution of the World Health Organization. Basic Documents, Forty-fifth edition, Supplement, October 2006 Wöhrle, G. (1990). Studien zur Theorie der antiken Gesundheitstheorie. Stuttgart: Franz Steiner Verlag Hjemmesider: 20