- Lang version - Kommunaldirektør Svend Erik Møller, Tønder Ved mødet på Læk Danske Skole Fredag den 23. maj 2014 kl

Transkript

1 Må tidligst offentliggøres, når talen er holdt Det talte ord gælder - Lang version - Kommunaldirektør Svend Erik Møller, Tønder Ved mødet på Læk Danske Skole Fredag den 23. maj 2014 kl Jeg vil starte med at sige jer tak for jeres fremmøde her i aften. I holder en tradition i hævd, som går mange år tilbage også for mig. Jeg har deltaget i mit første årsmøde i Flensborg i 1958 tror jeg nok. Tillad mig at præsentere mig, - for dette årsmøde i aften er et gensyn for mig. Jeg er født og vokset op i Sydtønder Amt på Bramstedlund Skole, hvor min far, Jørgen Larsen Møller var lærer fra 1951 til sin død i Mit første idrætsstævne fandt sted her i Leck i sommeren Leck var simpelthen den store by i vores univers dengang sammen med Tønder. Tænk at Leck og Tønder kan være det i et barns univers. Mine forældre kom nordfra. De så gerne, at vi børn lærte at snakke sønderjysk og det kom helt af sig selv. Det har jeg lært af trillingerne i Bramstedlund Niels, Jørgen og Knud. I dansk dialektforskning hedder det Leck-dialekten. Det skulle i dag være det sydligste sønderjysk, der lever som talesprog. Med rigtigt mange tyske låneord og tyske vendinger. Men sønderjysk. Jeg var som dansk lærerbarn meget præget af mine forældres opgave med at få alt, hvad der var dansk til at slå rod og få det til at gro i Sydslesvig. Det var dengang i 1950 erne helt andre tider. Dønninger fra 2. verdenskrig, nazismen og det tyske sammenbrud i 1945 kunne stadig mærkes. Jeg er født i 1955, - det år, hvor København-Bonn erklæringerne lagde fundamentet for mindretallene syd og nord for grænsen. I dag er det en europæisk succeshistorie i gensidig respekt og samarbejde. Når vi ser tilbage på det fra 2014, virker denne udvikling selvfølgelig, - men det var det i sandhed ikke. 100 år i modsætningernes tegn. I de 100 år før 1955 havde spørgsmålet om dansk og tysk tilhørsforhold i Slesvig bølget frem og tilbage. Med dette årsmødes tema kan jeg tillade mig at bruge tid på at repetere denne historie i modsætningernes tegn: - Den første slesvigske krig mellem danskere og slesvig-holstenere, hvor to nationalliberale bevægelser gik i borgerkrig med hinanden om det nationale, mens det liberale gled i baggrunden. Resultatet af krigen blev bl.a. en fordanskningspolitik i mellem-slesvig, dvs. lige her, hvor vi befinder os i dag. Jeg læste i en turist brochure på Sild for ganske nyligt om begrebet fra dengang de kaldte det das dänen-joch. Lidt af en øjenåbner at se sådan et udtryk brugt i dag. - Den anden slesvigske krig mellem Danmark og Preussen og Østrig i 1864, hvor resultatet blev preussisk styre og en fortyskningspolitik af hele Slesvig. Et tryk som aflede modtryk i form af en dansk folkelige bevægelse især i Nordslesvig.

2 - De to verdenskrige, hvor tabet af menneskeliv, afsavnene og ansvaret for de tyske nederlag to gange satte Slevsvigs tilhørsforhold til Danmark og Tyskland som nationalstater på dagsordenen. - I 1920 fik befolkningen i Nord- og Mellem-Slesvig mulighed for at vælge. Det var altså også lige her. - I årene lige efter 2. verdenskrig gav det anledning til et regulært sindelagsskifte i Sydslesvig fra tysk til dansk. - I årene frem til 1955 havde den danske fremgang i Sydslesvig udløst en politisk modoffensiv i det nye forbundsland Slesvig-Holsten. I 1953/54 satte Kielregeringen f.eks. tilskuddet til de danske skoler ned fra 80% til 50%. Det var bl.a. denne nye strid mellem dansk og tysk, som København-Bonn erklæringerne satte en stopper for. Der har kort sagt mellem 1848 og 1955 været mange lejligheder, hvor man blev tvunget til at vælge mellem dansk og tysk. Det har ikke været enkle valg. Det har det ikke været for vores landspolitikere og det har det heller ikke været mellem naboer her på vores egn. De ulykkelige begivenheder i Ukraine viser, hvordan en slumrende nationalisme kan vækkes, så det i løbet af få måneder kammer over til hadefulde fjendebilleder. København-Bonn 1955 og EF/EU Jeg er født netop i det år, hvor det nye Tyskland og Danmark lagde grunden til den fantastiske udvikling, som vi har oplevet i grænselandet i min levetid. Det kan vi takke København-Bonn erklæringerne i 1955 for. Siden kom det europæiske politiske projekt først med 6 lande så med 9 så blev de 12 så 15 så 25 og i dag 28 lande i EU. Dette projekt har fra starten haft stor folkelig opbakning i Tyskland, fordi det også var tyskernes vej til at vinde anerkendelse som folk og som nyt demokrati. Dette projekt er lykkedes. Lise Nørgaard TV-serien Matodors forfatter beskrev det så smukt i avisen, som blev udgivet som særnummer i anledning af 150 årig dagen for slaget ved Dybbøl. 96 år gammel og så livsklog. Hun beskriver i få ord udviklingen i efterkrigstiden med følgende vurdering (citat): den nye tyske generation har simpelthen udført et mirakel. Ikke kun økonomisk. De har ikke længere noget at skamme sig over i dag i Europa. Danmark har nok været lidt mere fodslæbende i EU-spørgsmål. Men også for. Grundlæggende har vi i begge lande følt os tilpas med, at Europas mange folk og nationer nu er forenet i et økonomisk og et deraf følgende politisk samarbejde. EU er efter min opfattelse det største og det vigtigste fredsprojekt efter 2. verdenskrig. Dermed er de lange linjer i historien trukket op. Forstandige kvinder og mænd i København, i Bonn, i Kiel, i Leck og i Tønder har siden 1955 truffet helt andre valg end man gjorde i de 100 år, der gik forud. Det gælder i høj grad også for de to mindretal. Vores succeshistorie de dansk-tyske mindretal Derfor er vores mindretalshistorie i Sønderjylland-Slesvig op til i dag blevet en succeshistorie. Spørgsmålet om behandlingen af mindretal er blevet en del af flertallets selvforståelse som et

3 ægte demokrati. Demokrati er nemlig ikke bare flertalsstyre og frie valg demokrati forudsætter en retsstat og respekt for menneskerettigheder. Det indbefatter også mindretalsrettigheder. På Tysklands lange vej til i dag har arbejdet i det danske mindretals institutioner været en lille med vigtig byggesten. Det danske mindretal har udfordret den nye tyske stat ved sit eksempel. Født i en overgangstid Dermed tilbage til det lokale. Det var nemlig den opgave, som min far og de danske lærere, der kom til Sydslesvig efter 2. verdenskrig, var optaget af at vise den sydslesvigske befolkning, hvad dansk kultur og dansk demokrati og dansk sprog stod for. Jeg har også fået at mærke helt ind i kroppen, at jeg blev født i overgangen mellem to epoker. Man ændrer jo ikke bare historiesyn og historiefortælling, fordi Europa lå under for kold krig mellem USA og Sovjetunionen og varme handelsforbindelser mellem tidligere fjendelande i Vesteuropa. Historiefortællingen kunne end ikke NATO og det europæiske samarbejde sådan lave om på. Jeg fik selv det nationale arvegods med i vuggegave. Jeg har som dreng ærgret mig gul og blå over, at preusserne i 1864 ved belejringen af skanserne på Dybbøl havde langtrækkende riflede kanoner, men de danske var glatløbede, så de ikke kunne skyde igen. Jeg har i tankerne fulgt med 8. brigades modangreb op af Dybbøl Banke, hvor soldater og officerer faldt som fluer for preussernes bagladergeværer. Og der var meget mere. Vi er fra Sydtønder Amt Vores geografiske identitet dengang omkring 1960 var Sydtønder Amt. Jeg kan stadigvæk navnene på hver eneste lærerpar på naboskolerne fra Medelby til Nykirke. For det var lærerpar. Ikke én lærer, men et par. Forpligtelserne som lærerkone rakte langt. Alt fra kaffe og kage til foreningsmøder til fernisering af gulvene i skolestuen. Og der var rigtigt meget derimellem. Det var et meget specielt skolemiljø. Vi var elever i Bramstedlund fordelt på 9 årgange. Naboskolerne var ikke ret meget større. Når der skulle organiseres lejrskoler, så tog vi afsted sammen. Turen gik til Bornholm i 1961 med Tinningsted, Agtrup, Medelby og Bramstedlund skoler. Der var Tivolituren i København, der var vippeturen og søsygen i færgen Hammershus, der var vandrehjemmet i Sandvig- Allinge med Anna Ryges medbragte mad til alle mand. Der var rundkirkerne, rokkestenen i Almindingen, Jons kapel, skibssætningerne og alt sammen præsenteret af fantastiske historiefortællere i vores lærere. Jeg var kun 6 år dengang, men jeg glemmer det aldrig. Når jeg i dag ser Søren Ryge på TV, kommer jeg til at tænke på, hvor han har lært fortællekunsten. Han har bestemt sit eget talent, men noget kommer altså også fra miljøet dengang. Dengang kunne man fortælle og kun med ord. Det var en revolution, da de første lysbilledfremvisere kom til. Verden åbnede sig pludselig til personlige rejseberetninger med lysbilleder. Og hvor kunne de dog fortælle. I dag sidder vi alle med vores smartphone, og svælger os i billeder. Dengang var et foredrag med lysbilleder fra f.eks. Grønland noget helt særligt. Jeg husker stadig beretningen fra en slædepatruljemand i Sirius i, hvordan de var blevet uddannet til at operere en blindtarm på hinanden. Det var dansk kultur, og det var spændende. Sydslesvighjemmet og Århus

4 Jeg bevarede tilknytningen til Sydslesvig efter min fars død, dels ved gode lærerkollegers daglige støtte og bistand til vores familie, og dels ved, at min mor i 1967 overtog stillingen som økonoma og daglig leder af Sydslesvighjemmet i Rendbjerg. Vi så alle de danske skoler komme og gå. Min mor arrangerede teglværksbesøg på Broagerland og lavede endeløse mængder af mad til skolebørnene. Hendes arbejdsdag i sæsonen startede ved 6-tiden og endte ved tiden, når hun bar kaffekanderne hjem fra sove-barakkerne fra snakken med lærerne. Så jeg kender jer ved skolenavnet og et par af pigerne i forsamlingen måske endda lidt bedre end det. Der var de sidste år, jeg som årig boede hjemme, andre fordele ved at bo på et feriehjem. Nu skal vi heller ikke tættere på. Fra 1973 til 2010 har jeg været i det gamle land nærmere bestemt Århus-området. Jeg har læst historie, samfundsfag og økonomi. Det gav mig job i Århus Kommune, hvor jeg i mange år var sekretariatschef for borgmester Thorkild Simonsen. Derefter kommunaldirektør i en kommune og så underdirektør i Falck. I 2010 søgte jeg og fik stilling som kommunaldirektør i Tønder Kommune. Det var lidt af en livsdrøm, der gik i opfyldelse om at komme tilbage til Sønderjylland. Fra 1973 til 2010 har jeg kun fulgt med fra sidelinjen i, hvad der skete i Sønderjylland og i Sydslesvig. Jeg er bestemt ikke ekspert. Reflektioner over mindretallene i dag Men nu hvor jeg er komet tilbage er der nogle observationer, som har slået mig, og som jeg gerne vil nævne. Både nord for og syd for grænsen har mindretallene haft medgang. Det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti har haft succes med at være det sønderjyske parti en fantastisk udvikling, når man betænker, at navnet Sønderjylland i preussisk tid blev forbudt af de tyske myndigheder at anvende. Det forvirrer også mine begreber lidt. I gamle dage var det simpelt at holde styr på betegnelserne. Når nogen brugte betegnelsen Nordslesvig, var han sandsynligvis fra det tyske mindretal. Når man mødte en sydslesviger, var hun fra det danske mindretal. En slesviger eller en slesvig-holstener var derimod fra den tyske flertal, mens en sønderjyde var fra det danske flertal. Men så let skal det ikke være mere. Stem sønderjysk er blevet en stemme på et regionalt parti, der i øvrigt driver tyske institutioner og taler sønderjysk. Det tyske mindretal er nogle af de bedste nord for grænsen til at mestre sønderjysk-dansktysk. Ikke bare forstå, men til at tale de tre sprog perfekt. Her syd for grænsen har de danske skoler og børnehaver haft tilgang, og for SSW gælder det samme. Nu sidder SSW endda i regeringen som tungen på vægtskålen i landdagen i Kiel. Det havde ingen kunnet forestille sig i 1960 erne eller i 1970 erne. Den to-kulturelle identifikation Men for begge mindretal har nedtoningen af det nationale også betydet udfordringer. Som jeg opfatter det, bliver det at høre til mindretallene mere og mere en to-kulturel identifikation. Der er nord for grænsen rigtig meget dansk i vores tyske mindretal. De opfører sig i lokalpolitikken i Tønder ikke anderledes end de andre partier. De går f.eks. ind i skolereformer for det kommunale skolevæsen. Der er ingen tabuer. Rammen er den samme, og det er værdierne langt hen af vejen også. Forskellen ligger i, at man vælger en tosproget og en to-kulturel hverdag til især for børnene.

5 Det er rigtig sympatisk og en styrke for vores landsdel, at vi har denne mulighed. Men det kan også være en udfordring, fordi det kræver megen opbakning til børnene at gå i tysk skole uden at forældrene taler tysk nord for grænsen, og dansk ligeså uden hjemmesprog og kammeratskabssprog syd for grænsen. Sprog skaber fortsat virkelighed for os mennesker. Region Tondern viljen til samarbejde Jeg har som nævnt Sydtønder Amt med i min livsbagage. Derfor var det også en speciel oplevelse for mig her for et par år siden at høre mine tyske kolleger fra Leck og Nibøl foreslå, at vi skulle kalde grænseregionen her i vest for Region Tondern. For de opfatter sig også stadigvæk som Sydtønder. Tønder Kommune er Nordtønder og kommunerne i Sydtønder Amt er Sydtønder. Der er en meget tydelig markeret vilje til samarbejde mellem Nord- og Sydtønder. Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune har her i marts måned fastlagt de mål, som man om fire år vil stå til regnskab for. En af de fire visioner er, at vi vil være den tyske forbindelse. Forbindelsen mellem Skandinavien og Tyskland-Østrig-Schweiz. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi er rigtigt mange, der mestrer dansk og tysk sprog og kultur ikke bare noget, men perfekt. Den sprogkombination finder man nemlig stort set ikke mere andre steder i Danmark eller Tyskland. Den er i Danmark ved at udgå af produktion. Engelsk vinder frem overalt i verden og ikke mindst i Danmark. Jeg har hørt kloge folk sige, at i Tyskland kommt man mit englisch an, - aber mit deutsch kommt man durch. Det handler i øvrigt ikke kun om sprog som redskab. Det handler om kulturforståelse i bred forstand - alt lige fra tysk litteratur over normer i forretningsforhold til interesse for, hvem der vinder og taber i Bundesligaen. I de sidste par uger har man givetvis skullet være forsigtig med at omtale HSV i Hamborg-området. Lettelsen over at klare frisag på to uafgjorte kampe skal man også kunne sætte sig ind i, når man vil tale med en forretningsmand eller en politiker fra Hamborg. Vores udfordringer er også de samme. Det gælder befolkningsudviklingen de næste 10 år, hvor Sydtønder Amt ifølge oplysninger fra Amt Südtonder vil opleve den samme vækst i de ældste årgange (inklusiv min egen), som vi ser i Tønder Kommune. Modsat falder antallet af unge under 20 år og mellem 20 og 64 år. Internt i Sydtønder Amt er der dog en bemærkelsesværdig forskel mellem Nibøl og resten af amtet. Nibøl har et mindre fald for de yngste og vokser faktisk i de erhvervsaktive årgange. Blandt de ældste vokser Nibøl endnu mere end resten af amtet. Denne udvikling ser vi faktisk ikke nord for grænsen. Tønder By har ikke den samme tiltrækningskraft fra oplandet, som Nibøl har det. Jeg hører sommertider kritiske bemærkninger om vores danske storkommuner fra politikere syd for grænsen. Men der ser ud til at være kræfter i spil her, som ikke har noget med skolestruktur eller lokale kommunale arbejdspladser at gøre. Men grundlæggende er udfordringerne de samme i Nord- og Sydtønder. Hvad kan vi gøre ved det? Ja grundlæggende er det vores placering midt i det gamle Slesvig og ved vestkysten, vi skal bringe i spil. Og vi skal bruge hinanden. Vi har brug for hinanden. Vores bud i Tønder Kommune er at samarbejde med vores naboer i Nordfrisland på tre indsatsområder: Eksport og sprog Vi skal for det første gøre vores egn attraktiv for tyske eksportvirksomheder, som vil erobre skandinaviske markeder og for skandinaviske virksomheder, der vil gøre fremstød på de tysksprogede markeder. Det kræver, at vi kan tilbyde noget særligt, for ellers går udviklingen i retning af de store byer.

6 Her har vi to ting at tilbyde, som ingen andre har. Det er dansk-tysk talende medarbejdere og det er frit valg mellem danske og tyske institutioner til alle formål. Vi har oven i det sproglige også brug for faglige kompetencer på en række områder. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver at vores unge dygtiggør sig inden for handel, kommunikation, jura og meget mere. Og at de efter endt uddannelse i universitetsbyerne kommer tilbage til os. Noget af dette er deres eget valg. Her kan vi kun påvirke. Men vi kan gøre rigtigt meget ved den sproglige forberedelse. Her har jeg rost det tyske mindretal. Jeg vil også gerne rose det danske mindretal. Min fornemmelse er, at der er mere at gøre her. Til gengæld er I også flere så det er meget vigtigt. En god løsning er at kombinere skolegang i Sydslesvig med skolegang på et dansk gymnasium. Gymnasierne i Åbenrå og i Tønder vil rigtigt gerne optage elever fra Sydslesvig. Tønder Gymnasium vil gerne være vestkystens gymnasium. Det er de allerede: 80 elever fra de danske skoler og 14 i Europa-klassen fra de tyske skoler. Ved at gå på de danske gymnasier får jeres unge løftet deres dansk og engelsk til et højt niveau. Det er det ideelle udgangspunkt for deres videre uddannelse at være perfekte på ikke bare to sprog, men på tre sprog. Jeg hører også, at det er hårdt arbejde for en del af dem. Ofte gør et efterskoleophold i Danmark før gymnasiet gavn. Det kan vel ikke være en naturlov, at det tyske sprog står så stærkt i forhold til dansk og engelsk i jeres skoler. I har en udfordring her, som I skal løse sammen med jeres børn. Nu til mit andet punkt. Vesterhavet / Nordsøen Nord- og Sydtønder ligger ved Vesterhavet. Det giver os en mulighed for at udnytte både havets og undergrundens naturressourcer sammen. Vi ser f.eks. gerne en aktiv deltagelse af virksomheder fra Sydtønder i servicering af vindmølleparker i Nordsøen fra Havneby. Det er nemlig tyske el-forbrugere, der skal betale for disse havvindmølleparker. Derfor tror vi også, at man fra tysk side vil forvente at få tyske arbejdspladser ud af det. Vi vil gerne indgå i netværkssamarbejde også med mindre virksomheder om at give tilbud på sådanne opgaver. Udnyttelsen af vores naturressourcer indebærer også, at vi skal udvikle vores turisme. Det skal vi også gøre sammen. Vi kan slet ikke tale om Tønder Kommunes turisme uden at komme til at tale om, hvordan vi tiltrækker tyske turister. Vi kører allerede i dag bus efter bus over grænsen for at se Sort Sol i Nykirke. Vi skal lave cykelruter og vandreruter på tværs af grænsen. Vi skal lave gourmet-ture på tværs. Vi skal arrangere oplevelses-sejlture ud i Vadehavet på tværs. Vi skal spille hinanden gode og vi skal tale tysk og dansk ind i mellem hinanden. Infrastrukturen Mit tredje punkt er infrastrukturen. Da jeg var barn, var det næsten lige meget, om vi fra Bramsted kørte til Viborg eller Ålborg ad A10 eller A11. Begge veje var snoede landeveje gennem mange byer. Men det var ligeværdige trafikforbindelser. Siden dengang har man udbygget forbindelsen i øst til 4 sporet eller 6 sporet motorvej, mens vejen i vest stort set er den samme. Det har skabt en uholdbar situation. Mere end 2/3 af den dansk-tyske samhandel foregår til lands. Man ser det helt bogstaveligt, når man kører på A7 eller E45 lastbilerne kører i én lang række i højre vognbane og personbilerne i overhalingssporet. Især morgen og aften er det slemt til og fra Hamborg og til og fra de store østjyske byer. Ved ethvert større trafikuheld og især ved vejarbejder opstår der lange køer og forsinkelser. Rader Hockbrücke var kun et forvarsel om, hvad der venter os i de kommende år. Der kommer meget større reparationsarbejder på A/ i Hamborg både nord for

7 og syd for Elbtunnel og i selve tunnelen. De tyske vejmyndigheder står over for kollosale vedligeholdelsesarbejder. Det bliver én lang kø på A7. Det er simpelthen at spille hasard at satse alt på én vejforbindelse. Vi skal naturligvis have to én i øst og én i vest, så man kan fordele trafikken og omdirigere den, når det er nødvendigt. De sønderjyske kommuner og sønderjysk erhvervsliv står enigt bag kravet om, at vi skal have en parallel motorvej i Danmark fra Ålborg til grænsen. Vi skal ikke udbygge A7 fra Bordesholm til grænsen, og vi skal heller ikke udbygge E45 fra grænsen til Kolding, inden at vi har anlagt den vestlige vejforbindelse. Denne vejsag forbinder os. Vi kan umuligt løse den uden hinandens støtte. Der er rigtigt meget i dette spørgsmål tiden i aften tillader ikke at gå ind i detaljerne. Folkeligt samkvem Det er vores tre bud fra nord på, hvad vi først skal gøre sammen Der er meget mere, vi kan gøre sammen. Det kulturelle samarbejde skal holdes ved lige og helst også udbygges. Jeg ser gerne et tættere folkeligt samarbejde ikke finkultur, men deltagelse i hinandens folkelige arrangementer. I er f.eks. mere end velkomne til Tønder festival. Musikken kan man nyde uanset, hvilket af de tre sprog man foretrækker. Er man tresproget, kan man rigtigt komme i snak. Det skal også være mit håb for fremtiden. At vi kan rykke sammen om at blive de bedste til de tre sprog dansk, tysk og engelsk. Jeg er sikker på, at vi kan vinde denne kombinationskonkurrence. Men vi skal gå et skridt videre vi skal også kunne omsætte det til nye arbejdspladser. Vi skal ikke bare sende vores unge afsted vi skal have dem retur igen til en spændende tilværelse i et nyt Sønderjylland-Slesvig, hvor det er det enkelte menneske, det kommer an på og ikke andet. Og gerne dansk-tysk. Tak for opmærksomheden. Svend Erik Møller Kommunaldirektør