Tekster: Es 25,6-9, 1 Joh 3,13-18, Luk 14,16-24

Transkript

1 Tekster: Es 25,6-9, 1 Joh 3,13-18, Luk 14,16-24 Salmer: Lihme I østen Dåb: 448 Fyldt af glæde 49 Ingen er så tryg i fare 493 Gud Herren så 726 Gak ud min sjæl Rødding Lovsynger Herren 6 Dig være mildeste 289 Nu bede vi den Helligånd 493 Gud Herren så 438 Hellig 477 Som korn 726 Gak ud min sjæl Gud vil have huset fuldt! Guds mål med verden er et fællesskab fyldt af glæde. Som ved en fest hvor venner samles og glæder sig i hinandens selskab. Det er det, der er meningen med verden og med mennesket: at vi skal glæde os sammen med hinanden og sammen med Gud, der har givet os livet. Det er fantastisk synes jeg, at høre Esajas profeti, som vi hørte som den første læsning i dag: På dette bjerg skal Hærskarers Herre holde festmåltid for alle folkene, et festmåltid med fede retter og 1

2 lagret vin, med marvfede retter og ædel, lagret vin. Jeg har det sådan, når jeg hører disse ord, at der toner billeder frem for mit indre blik af et gilde, hvor folk bare er glade og morer sig sammen. Hvor ingen generer hinanden. Hvor ingen vogter på hinanden og siger: Hør, nu skal du vist ikke spise mere! eller Tror du ikke du har fået nok at drikke nu!, men hvor alle bærer over med hinanden og rummer hinanden. Man forstår også når man læser i Biblen, at det er det, der har været meningen hele tiden lige fra Gud satte Adam og Eva i Paradiset. Måske er det også det der er meningen med den mærkelige historie om Adam og Eva der spiser af træet til kundskab om godt og ondt, da de har fået at vide, at de ikke må. Ligeså snart man begynder at vurdere om noget er godt eller ondt går festen i stykker. At det så er Gud selv der starter balladen ved først at anbringe kundskabstræet i haven og derefter forbyde Adam og Eva at spise af det, er en anden sag. Sådan set er det også det samme med moseloven. Meningen med moseloven er, at den skal få mennesker til at vælge det der er godt og afholde sig fra det der er ondt, da vi jo altså nu ved at der er forskel på godt og ondt. Meningen med moseloven er ikke at vi skal rende rundt og slå hinanden i hovedet med den, meningen er ikke at vi skal bruge den til at profilere og selv og tryne vore medmennesker. Men det er bare sådan den bliver brugt. Meningen med verden er, at den skal være et sted, hvor mennesker og dyr vil hinandens vel og glæder sig med hinanden indbyrdes, som Esajas formulerer det et andet sted: Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem.v7 Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen.v8 Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. v9 Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for 2

3 landet er fyldt med kundskab om Herren. Men alle ved vi også, at der er grumme langt fra Esajas s vision om fredsriget til den måde verden faktisk udfolder sig på. Tag nu bare ulven og lammet der skal bo fredeligt sammen. Uden over hovedet at ville tage stilling i den store strid om ulvens tilbagevenden vil jeg bare spagfærdigt indskyde, at man indfører i alt fald ikke det evige fredsride ved uden videre at lade ulve og lam græsse sammen. Og det er så her, vi plejer at standse: vi konstaterer, at der er ondskab i verden, eller hvis vi er kirkelige siger vi, at der er synd i verden, men meningen er den samme. Og da der nu er ondskab i verden og da alle de andre er slemt angrebet af ondskab er vi også selv nødt til at være en lille smule onde, bare for at de andre ikke skal tage magten over os. Og så kører rouletten. Og fredsriget bliver aldrig nogensinde til noget. For hvis ikke de andre holder op med deres chikanerier, kan jeg heller ikke se nogen grund til at holde op. Og det samme siger alle de andre. Alt imens bliver Guds indbydelse til at komme og være med i hans fredsriges fest ved med at lyde. Og pænt og høfligt får vi gang på gang sagt, at vi desværre ikke kan være med, for da nu verden er et usikkert og farligt sted at være, så er der så meget vi lige skal gøre først for at sikre os. Og da verden ydermere byder på så mange spændende muligheder, så er der også så meget andet, der skal afprøves, før vi giver os tid til det fredsrige, som jo alligevel ikke har gang på jorden. Og så forstår vi, at lignelsen jo slet ikke handler om nogle andre mennesker i en fjern tid i et fjernt land, men om lige netop os her og nu. Og alligevel: selvom lignelsen handler om os er den dog fortalt af mennesket Jesus som levede i en fjern tid på et fjernt sted. Det er det mærkelige og foruroligende ved Jesus: hans ord har bud til os i dag, som de havde bud til mennesker der levede samtidig 3

4 med ham og mennesker der har levet lige siden. Jesu ord er vedkommende også for os, fordi de siger til os: der er et alternativ til den måde I lever på. Livet behøver ikke være den alles kamp mod alle, vi har gjort til. Vil vi alle hinandens bedste, forandres livet. Det bliver en glædesfest, hvor ingen skal gå og frygte de andre, men hvor alle hver især kan hvile trygt i overbevisningen om, at jeg er respekteret og akcepteret som jeg er, fællesskabet er stort og varmt og åbent nok til at rumme også mig med alle mine særheder. Det var sådan et fællesskab Jesus indbød mennesker, han mødte, til at være med i, når de sluttede op om ham. Og sådan var også den første kristne menighed, der samledes i Jerusalem efter Jesu død og opstandelse, i alt fald hvis man skal tro Lukas: alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. v45 De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. v46 De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet v47 priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. Men det holdt ikke længe. De kristne begyndte at vogte på hinanden og kritisere hinanden: Var de andre nu fromme nok? Eller var de andre nu frigjorte nok? De begyndte at kritisere hinanden og smide hinanden ud af fællesskabet og inden længe var festen gået i opløsning. Men Gud vil have huset fuldt. Og derfor bliver indbydelsen til hans riges fest ved med at lyde ud over verden. Op gennem tiden. Helt op i vores sene tid i vores fjerne udkant af verden, selv her lyder det: Kom nu, alt er rede. Dine fejl og forkerte ord og handlinger er tilgivet dig, du får lov at komme som du er. Så tilgiv da også de andre alt det gale de har gjort mod dig og vær stor og varm nok til at rumme dem som de er. Så vil du opleve det fællesskab, Jesus talte om og indbød til som en realitet, der omfatter også dig. 4

5 Jeg tænker ikke gudsrigets fest i første omgang kan få ulv og lam til at græsse sammen, men hvem ved, hvad der sker, hvis kærligheden for alvor får lov at brede sig på jorden. Vi ved ikke hvad det kan føre til, for den har endnu aldrig fået lov at udfolde sig uden straks at blive ødelagt. Men når det sker, vil alt blive nyt. Amen. 5