STRANDLINJER OG ST RAN DLINJ EDANN ELSE

Transkript

1 OM STRANDLINJER OG ST RAN DLINJ EDANN ELSE AV J. REKSTAD MEil 5 TEKSTFH;URER 01; SUMMARY NORSK GEOLOGISK TIDSSKRIFT, BIND Ill, NO UTGIT AV NORSK GEOLOGISK FORENING. KRISTIANIA 1915

2 A. W. BRØGGERS BOKTRYKKERI AS

3 Om strandlinjer og strandlinjedannelse. Av J. Rekstad. Forskjellige opfatninger har i tidens løp gjort sig gjældende med hensyn til dannelsen av de strandlinjer, som er saa almindelig ved kysten av det nordlige Norge. KEILHAU beskjæftiget sig meget med studiet av dem. Han antok strandlinjerne dannet ved drivis. Franskmanden BRAVAIS, som i studerte dem i Altenfjorden, mente derimot, at de var fremstaat ved brændingens arbeide. Hertil sluttet KJERULF 1 og LEHMANN 2 sig. SExE 3 var ved sine undersøkelser kommet til det resultat, at de var frembragt av isbræer, som hadde skutt sig ut efter fjordene og sundene. De hadde her været horisontale. KARL PETTERSEN har i en r kke avhandlinger beskjæftiget sig med strandlinjerne i det nordlige Norge. Han sluttet sig til KEILHAUS opfatning, at de var frembragt av drivis. Derfor er de mest fremtrædende utviklet, hvor strømsætningen har været sterkest. l KJERULF, Udsigt over det sydl. Norges geologi, s LEHMANN, Uber ehemalige Strandlinien in anstehendem Feis. a SExE, Om gamle strandlinjer i fast klippe, Universitetsprogram f. 1874,.

4 4 ANDR. HANSEN slutter sig i "Strandlinjestudier" til KEILHAUS og KARL PETTERSENS hypotese. Brændingen kan nok ha virket, men kun underordnet. Det er drivisen sat i bevægelse av tidevandsstrømmene og bølgeslaget, som har været hovedfaktoren ved strandlinjedannelsen. BL YTT 1 fremholder, at drivis vanskelig kan tænkes at ha uthulet saa dype furer i berget som mange av vore strandlinjer. Han antar, de er dannet ved frostsprengning under et koldt klima og under betydelig forskjel mellem høi- og lavvand. Under høivand vil vandet trænge ind i alle sprækker og porer i berget. Under lavvand vil det indtrængte vand fryse og derved sprenge og smuldre berget op. Dette finder sted to gange daglig i vinterens løp. Virkningen herav vil bli betydelig gjennem et længere tidsrum. Slrandlinjerne maa være dannet under et kontinentalt klima, mens lerrasseme maa være opbygget under nedbørsrike perioder. Hertil maa det bemerkes, at det ikke lar sig gjøre saaledes at henlægge strandlinje- og terrassedannelse til forskjellige perioder, ti man ser ikke sjelden strandlinjer i fast berg fortsætte i terrasser i samme nivaa. Dette er noget man finder fremholdt av en række iagttagere. Her vil det være nok at nævne BRAv AIS, K ARL PETTERSEN, ANDR. HANSEN og J. H.L. VoGT. ScmøTZ har nærmere utviklet teorien om frostens sprengende virkning ved strandlinjedannelsen. Strandlinjerne viser tildels et profil som hosstaaende fig. 1. Et lignende profil hat VoGT 3 av strandlinjen paa Leka. Strandlinjen danner en fordypning med en opragende bergl BLYTr, Theorien om vekslende kontinentale og insulære klimater anvendt paa Norges stigmng, Vid.. Selsk. Forh ScmøTz, Nogle bemerkninger om dannelsen av strandlinjer i fast fjeld, Vid.-Selsk. Forh a VoGT, Søndre Helgeland, N. G. U. Nr. 2. s. 73.

5 5 ryg foran. Dette taler, fremhæver ScmøTz mot, at de kan være dannet av drivis. En saadan opstikkende hergryg, som profilet viser, maatte hindre drivisen fra at komme ind, saa den ikke vil kunne frembringe nogen merkbar denudation bak bergryggen. Da havvand ved frysning utvider sig langsommere end fersk vand og altsaa ikke har saa sterk sprengende virk ning, antar ScmøTz, at frostsprengning ved fersk vand har spillet hovedrollen, paa steder, hvor bergarten er haard og seig. Fig. 1. Strandlinjeprofiler efter ScHrøTz. 1. er fra Vagge i Finmarken. 2. er fra Fuglenes ved Hammerfest S betegner strandlinjen, H havflaten. KNUTSEN 1, som deltok i den danske ekspedition til Grønland i , skildrer, hvorledes der ved isfotens indvirkning dannes stmndlinjer i nutiden paa Grønlands østkyst. "Om vinteren danner der sig en isfot, som undertiden kan være flere meter bred. Naar det saa begynder at tø om foraaret, og de store springfloder kommer, løsner isen og river med sig fra klippesiderne de stener, som er løsnet i løpet av vinteren. " Gjentages dette gjen nem et længere tidsrum, maa ikke ubetydelige masser bli bortført fra det belte, som havnivaaet markerer. l KNUTSEN, Meddel. om Grønland, h. 9, s. 249.

6 6 J. H. L. VoGT antar, at vore strandlinjer væsentlig er dannet paa den maate, KNUTSEN har beskrevet fra Grønland. FEILDEN og DE RANCE 1 gir fra Nares's nordpolsekspedition en fremstilling av forholdene ved Smiths sund. Her findes en række strandlinjer i fots høide. De optræder bedst utviklet i bugter og trange fjorder, hvor brændingen ikke kan ha virket. Her føres under den korte smeltetid løse masser ned i saa storartet rnaalestok, at man ikke kan danne sig nogen forestilling om det, uten at ha set det. Fjeldsiderne blir i kort iid aldeles rnættet med fugtighet, og saa blir igjen fugtighet og rindende vand i faa timer forvandlet til is. Frostsprengningen er en av de mægtigste faktorer til berggrundens destruktion i polaregnene, og den frembringer resultater, som ikke kan sammenlignes med forvitringen i de tempererte jordstrøk. Berggrundens destruktion er i de arktiske egne ikke indskrænket til strandlinjenivaaet, men utstrækker sig over hele landets overflate, under sommerens temperaturvekslinger. V ed frostsprengningen løsnes svære masser fra berggrunden og føres ned mot fjæren, ned paa isfoten og længere endda. Isfoten dannes ikke saameget ved frysning av havvand som ved ophopning under sne fald. Sneen fyker sammen ved stranden, og naar den her ved temperaturer under O 0 kommer i berøring med havvandet, fryser den sammen, dannende en vold, som vokser i høide ved hvert snefald. Naar den nye is om høsten dannes paa havet, er der liten 1 FEILDEN and DE RANcE, The Geology of the Coasts of the Arctic Lands visited by the late British Expedition under Captain Sir George Nares (Quart. Journ. of the Geolog. Soc. of London, vol , s ).

7 7 forskjel i høiden mellem overflaten av ha visen og isfoten; men ved tidevandet holdes en spalte mellem tjern stadig aapen. Isfotens tilvekst i høide over høivandsstand avhænger av snemængden, mens dens dybde under havflaten avhænger av forskjellen mellem høi- og lavvand og av hundens hældning. Det maa bemerkes, at isfoten i regelen mangler paa nes og oddpr. Den typiske form av isfoten ved Smiths sund er en terrasse m. bred, strækkende sig fra foten av uren til ha vbredden. Bredden varierer med hundens hældning saaledes, at den avtar eftersom landets hældning tiltar. Med sommeren begynder solvarmen at virke, og den absorberes hurtig av snemasserne inde ved fjeldsiden. Der smelter sig ned en dyp grøft ved isfotens indre kant. Den fyldes snart med vand dels ved smeltning av isfoten og dels fra bergvæggen ovenfor. Under lavvand skaffer det sig avløp gjennem grøfter, og det graver sig igjennem isen foran. Under høivand strømmer havvandet ind gjennem disse aapninger med adskillig voldsomhet, æter sig ind i fjeldsidens grus og ordner materialet. Under landets hævning kunde da disse isfot-dannelser vise sig som terrasser. Ovenanførte beskrivelse av isfoten og frostsprengningen ved Smiths sund er meget illustrerende for forstaaelsen av, hvorledes vore strandlinjer er dannet. Isfot mangler der, som strandlinjer hos os i regelen mangler paa nes og fremspringende punkter av kysten. Med hensyn til de dimensioner som opgives for isfoten ved Smiths sund, meters bredde, saa synes den at være noget bredere end vore strandlinjer. Men ogsaa disse kan ha en betydelig bredde. PETTERSEN 1 opgir saaledes at de har en bredde av op til over 40 m. Nogen 1 KARL PETTERSEN, Om de i fast berg udgravede strandlinjer (Ar chiv for Math. og Naturv., b. 3, s 190).

8 8 steder taler han om at de har en betydelig bredde og er dækket av myr. VoGT 1 siger om vore stmndlinjer, at de ofte har en bredde av m., undertiden m. ScHIØTZ 2 taler om op til 60 meters bredde. Hos de strandlinjer, jeg har hat anledning til at se, gaar bredden enkelte steder, hvor bergvæggene danner indbugtninger, op til over 100 m. Dette er saaledes tilfældet med strandlinjen paa Frei ved Kristiansund og med strandlinjerne ved Holandsfjord og ved fjordene i Folden. Vi ser altsaa at vore strandlinjer tildels ogsaa kan ha en betydelig bredde. Naar man nu tar hensyn til, at de er utarbeidet for det meste i meget haarde bergarter, kan det ikke overraske, at de har noget mindre bredde end isfoten ved Smiths sund, ti denne er dannet i løsere bergarter. I 1891 undersøkte jeg strandlinjerne 3 ved Holandsfjord, hvortil Svartisen sender bræarme ned. Jeg antok da, at strandlinjerne her maatte være dannet av en bræ, som hadde skutt sig ut efter, flytende paa den dype fjord. Jeg blev staaende ved den forklaring, fordi løsmaterialet paa disse strandlinjer hadde morænekarakter. Blokkene i det viser ikke sjelden isskuring. Strandlinjens forreste kant ligger almindelig saa høit, at der indenfor paa flaten er myr, hvori vandet staar. Her maa altsaa være en indsænkning paa strandlinjeflaten indenfor den forreste kant, i likhet med hvad ScmøTZ's profiler fra Finmarken vrser. I VoGT, l. c., s ScmøTZ, I. c., s REKRTAD, Beretning om en undersøgelse av Svartisen, Archiv for Math. og Naturv., b. 16, s. 303.

9 9 Sidste sommer besøkte jeg tre fjordarmer, Mistfjord, Nævelsfjord og Sjunkfjord, som gaar ind paa sydsiden av Folden. Denne fjord gaar langt ind i landet, nordenfor Bodø, og den deler sig i to hovedgrener, Sørfolden og Nordfolden (se hosstaaende kartskisse, fig. 2). Ved de tre nævnte fjordarmer er der flere steder vel utviklede strandlinjer, som jeg mener har stor betydning for. forstaaelsen Fig. 2. Kartskisse visende strandlinjernes og morænernes beliggenhet. av strandlinjedannelsen. Almindelig er strandlinjerne her indskaaret i fast berg; men avsatsen i fjeldsiden dækkes i stor utstrækning av morænemateriale. Dette bestaar av grus med større og mindre blokker, som for det meste er avrundede og kantstøtte. Materialet har almindelig terrasseform. Bedst utviklet er disse strandlinje!', hvor fjordsiderne har bugter. Fig. 3 viser et eksempel paa disse strandlinjer ved Sjunkan. Under hvilke forhold de er dannet, kan vi se av følgende:

10 10 Man kan flere steder, som ved Strømsnes i Nævelsfjord og ved Sjunkan i Sjunkfjord, se leierne efter lokalbræer, som paa den tid, strandlinjerne dannedes, gik ned til fjorden. Efter disse lokalbræer har man uforstyrrede side- og endemoræner. Disse sidste ligger ut mot fjorden med ho-risontal overflate. Indenfor e der en indsænkning, hvori der almindelig ligger myr og undertiden, som ved Fig. 3. Strandlinjen ved Sjunkan, Folden. Strømsnes, ogsaa et tjern. I flugt med endemorænernes overkant fortsætter strandlinjerne langs fjordsiderne. Man har ogsaa paa Vestlandet horisontate endemoræner i nivaa med de øverste terrasser og strandlinjerne. Jeg har saaledes beskrevet 1 saadanne fra Bondhus, fra Ænes og fra l REKSTAD, lagtt. fra terrasser og strandlinjer i det vestlige Norge, Bergens Mus. aarb. 1905, Nr. 2, s. 7. lagtt. fra terrasser og strandlinjer, Bergens Mus. aarb. 1906, Nr. 1, s. 10.

11 11 Rosendal i Hardanger; men forholdene er ikke her saa tydelige som i Folden. Av endemorænerne kan vi se, at lokalbræerne har tippet dem ut i fjorden, i strandlinjetiden. Landet var da i slor utstrækning dækket av sne og is, og langs havstrandene laa en mægtig isfot, slik vi finder den skildret fra polaregnene. Den seg nedover ved sin tyngde, og den blev efterhvert avbrutt ved fjorden særlig ved tidevandel. Ved isdækkets skuring, ved smeltevandet og ved frostsprengningen vilde fjeldsiderne tæres og slites, og det løse materiale føres nedover til havet. Det er da naturlig, at man under saadanne forhold maatle faa en markert grænselinje mellem den del av landet, som raget op over havets nivaa, og den del, som laa under havflaten, beskyttet mot frostsprengning og erosion. Under havets nivaa fandt akkumulation sted, ingen erosion, mens landet over havet var utsat for sterk forvitring, erosion og transport av det løsbrutte materiale ned til havet. Vi vil dernæst se litt nærmere paa de forskjellige teorier, som har været fremsat til forklaring av strandlinjernes dannelse. Hver for sig kan nok de kræfter, man har an tat virkende, spillet en rolle; men det gjælder at finde hovedfaktoren, den fortrinsvis virkende kraft ved utformningen av vore strandlinjer. Ingen, der har set havets virkning, hvor det gaar paa med fuld kraft, kan negte at dets nedbrytende evne er betydelig; men man kan dog ikke herav slutte, at det er brændingen, som har frembragt strandlinjeme i det nordlige Norge. Skulde brændinge n ha været hovedfaktoren ved utformningen av strandlinjerne her, maatte vi vente at finde dem sterkest utviklet paa de dele av kysten, som vender ut mot det aapne hav, og de maatte bli mindre og mindre fremtrædende, eftersom vi fjemer os fra den aapne kyst. Men saa, vet vi, er ikke tilfældet. Man finder dem kun

12 12 yderst sjelden ute ved den aapne kyst. Derimot optræder de i størst anta! og bedst utviklet ved fjorder og sund og der fortrinsvis ved lune bugter. Dette viser avgjørende, at brændingen ikke kan ha spillet nogen hovedrolle ved dannelsen av vore stranrllinjer, men kun kan ha været av underordnet betydning. Brændingen paa den aapne kyst arbeider ogsaa mere selektivt efter sprækker og svakhetslinjer i bergene. Den danner huler og kløfter. Herpaa har vi mange eksempler langs vor kyst. Den utsvarver jettegryter og uthuler nischer; men strandlinjer har den ikke dannet i nogen større utslrækning. Havet har ikke staat længe nok i strandlinjenivaaet, til at saadanne kunde bli utformet, hvor man har saa håarde og motstandsdygtige berg som langs vor kyst. Efter de beskrivelser som foreligger, særlig fra REUSCH og TANNER over strandlinjerne i Fin r arken, synes der at være mulighet for, at nogen av de ytterst mot havet liggende strandlinjer her kan være dannet av brændingen. Selv har jeg ikke hat anledning til at se disse strandlinjer. For det meste er vel ogsaa bergarterne her løsere end i strandlinjestrøkene søndenfor, saa brændingen har hat lettere for at virke, hvor kysten er aapen. SExEs antagelse, at strandlinjerne skulde være uthulet av isbræer, kan heller ikke bringes i samklang med deres optræden og form. Man skulde da vente særlig at finde dem langs siderne av vore store dype fjorder og fortrinsvis paa de fremspringende nes. Men man finder dem oftest ved bugter paa siderne av fjorder og sundløp, og nogen steder har man dem langt ute i kystbeltet som paa Leka og paa Vega i Nordland og paa Frei ved Kristiansund. Endvidere taler strandlinjemes form imot, at de kan være uthulet av isbræer. Almindelig viser de følgende profil (fig. 4 a), med en række nischeformede indsnit i berg

13 13 væggen over strandlinjens flate. En saadan form kan ikke være frembragt ved skuring av en brærand. Man maatte da vente et profil, som fig. 4 b viser. Skulde strandlinjer eller lignende former kunne frembringes ved brærandens skuring, maatte vi vente at finde saadanne dannelser almindelig utbredt langs siderne av vore daler, hvor bræer har skutt sig frem. Her maatte de vistnok være skraa som bræranden, men de maatte optræde ret almindelig. Vi vet imidlertid at saadanne dannelser i regelen kun optræder i enkelte strøk, hvor vandmasser er s H b Fig. 4. a. Profil av strandlinjerne, som det viser sig at være. b. Som det maatte være, om de var frembragt ved skuring av en brærand. H havflate, S strandlinje. blit opdæmmet av bræerne, hvor der med andre ord har staat sjøer. Drivisteorien har været hævdet av nogen av de bedste kjendere av vore strandlinjer, som KEILHAU, KARL PETTERSEN og ANDR. HANSEN. Denne teori har imidlertid ogsaa sine svake punkter. Man finder ofte ikke strandlinjer, hvor man efter denne teori skulde vente at finde dem bedst utviklet, det vil sige, hvor tidevandsstrømmene har været særlig sterk. Man tinder saaledes ingen strandlinjer svarende til høieste nivaa ved den indsnevring av Saltenfjorden, hvor man har de stride strømmer. Vistnok var i strandlinjetiden, under

14 14 den dypere nedsænkning av landet, aapmngen her større end i nutiden; men indsnevringen av fjorden var dog ogsaa dengang saa betydelig, at her maa ha været sterk strømsætning. Her var derfor særlig gode betingelser for strandlinjedannelse, hvis den skulde skyldes drivis. Her findes, som nævnt, ingen strandlinjer. Derimot optræder der strand linjer inde ved Fineide, inderst i fjorden og ytterst i Saltenfjorden paa den indre side av Sandhornøen. Ved snevringen i Saltenfjorden findes der kun terrasser paa Godøy tilhørende lavere nivaaer, som er yngre end strandlinjerne. En av de vakreste strandlinjer paa vor kyst i fast berg er den paa nordsiden av Leka, og her kan der bevislig ikke ha været nogen særlig sterk strøm av drivis, med den bredde og aapenhet havet har. Det samme gjælder om strandlinjerne paa indersiden av V ega. l det hele tat maa det siges, at teorien om drivis som vigtigste agens ved strandlinjernes dannelse slaar klik 1 en række av tilfælde, naar man skal prøve den. Det kart over strandlinjernes utbredelse egnen ved Tromsø, som ledsager KARL PETTERSENS arbeide, I n a n st ehenden Feis eingesc hnittene Strandl i n i e n 1, viser ogsaa, at de er mest utbredt ved bugter og iudskjæringer, men ofte mangler paa nessene og fremspringene, hvor man helst skulde finde dem efter drivisteorien. Ser vi dernæst paa strandlinjernes form, saa stemmer heller ikke den, med hvad vi skulde vente, om de var dannet ved drivisens skuring. De maalle i saa fald ha en form, som profil, fig. 4 h viser, mens deres form i virkeligheten er som fig. 4 a. Det er ikke bare ved strandlinjen berget 1 Sitzungsberichte der kais. Akademie der Wissensch. m Wien. B. 91:!, 1889.

15 15 er tæret væk; men hele fjeldsiden fra strandlinjen og opover er rykket noget tilbake i forhold til p a rtiet nedenfor strandlinjen. Der er borttat noget av berggrunden her. Karakteristisk for strandlinjerne i fast berg er de bergknauser, som rager op i dem og ofte langs deres forreste kant. Dette er fremhævet av en række iagttagere. KARL Fig. 5. Strandlinje paa østsiden av Skilbotn, Brønnøy. Med botnformede indsnit i væggen over strandlinjen. PETTERSEN og LEHMANN omtaler det. ScHiøTz og VoGT behandler det mere indgaaende. Tilstedeværelsen av disse bergknauser kan vanskelig forklares ved hjælp av drivisteorien. De er, som ScHIØTZ. har paavist, et vegtig argument imot den. LEHMANN (1. c. s. 20) mener, de skulde være fremstaat ved forvitring og erøsion av det rindende vand efter landets hævning. De skulde følgelig være meget yngre dannelser end selve strandlinjen.

16 16 Men det kan ikke være saa. De i strandlinjeflaten optrædende bergknauser viser ofte moutonnerte, isskurte former, og de har i det hele et saa gammelt præg, at de maa være samtidige med strandlinjen og staa i sammenhæng med dens dannelse. At drivis kan ha været medvirkende ved dannelsen av nogen av vore strandlinjer, vil jeg ikke benegte. Men den har sikkerlig kun været av underordnet betydning. Isfoten har ved sin bevægelse, samt frostsprængning og isdækket paa fjeldsiderne været hovedfaktorerne. Derved har berggrunden over havflaten været utsat for stet k forvitring og avslitning, mens den under havets nivaa har været beskyttet imot de tærende kræfter. Denne dannelsesmaate kan forklare berggrundens ujevnheter i selve strandlinjerne og det at de nogen steder gaar over i tel'l asser, som ofte har morænekarakter. Bergvæggen over strandlinjerne har ikke sjelden en række botnformede indsnit, som maa være dannet ved isens virksomhet. Fig. 5 viser en prøve herpaa fra Skilbotn i Brønnøy. Der har i disse indsnit ligget smaa botnbræer, som har tæret ut bergvæggen, og de har ligget her netop i den tid strandlinjen dannedes. Det kan vi se av, at alle de smaa botner gaar med sin underkant ned til strandlinjen. Her ender de but avskaaret.

17 Summary. The different theories which have been set forth about the cnuses of the formation. of strand-lines or raised heaches in Norway are shortly reviewed. Different oh servers have assumed the following forces as active in w01 king out the strand-lines: The surf, l he scouring of drifting-ice, the scouring of glaciers, the successive freezing and thawing at the coasts dming an arctic climate which caused splilting and destruction of the rocks, and the erosion by the ice-foot. In the summer 1915 the author observed several strand-lines at the fiords of the Folden district, in Salten, Northern Norway. HPre the circumstances of the formation of strandlines are obvious. The raised beaches in this district (sep fig. 2 and 3) are either rock-ledges or terraces. The lntter consist of gra,el and boulders, for the most part morninal material. Boulders and grave! occur also on the rock ledges of the strand-lines. Beds from small glaciers are to he seen in several places. They are distinctly marked bv holh terminal and lateral moraines. The glaeiers flowed clown from the mountains on the sides of the fiorcls when the strand-lines were forming. It can be seen from the terminal nwraines which these glaciers have deposited. The foremost part of their..;urface runs perfectly leve! with Iht> strand-lines.

18 18 Sometimes there is a depression behind whose bottom 1s covered by bog, and in some cases here also is a tarn. The glaciers are the remnants from the Glacial Period. and they have tipped their front moraines into the sea, at the same time as the strand-lines were formed. At this time the land was largely covered by snow and ice and an ice-foot lay along the shores. The land above the sea-level was in those times submitted to denurlalion and erosion on a grand scnle; below there was no erosion. but accumulation. The sen-leve) and the strand-lines formen the horder-line between the terrilory of erosion and that of accumulation. Front moraines occnr also in Western Norway whose surfaces run leve) wilh the stmnd lines, but the relations between them are not here so distinct as in the Folden district. The distribution and the form of the strand-lines show that lhe surf o1 the scolll'ing of drifting-ire or of glaciers can not have been the main agencies of their formation. They occur very seldom on the open coast, but commonly at the sounds and at the fiords wher e there is shelter from the surf. Their form (see fig. 1 and 4) is not what might be expected, if they were excavated by drifling-ice or by glaeiers. The deshudion of the rocks above the sea-level by ice and water, the splitting and wealhering by successive freezing and thawing during a cold climate, are the main agencies which have moulded the strand-lines. Trykt 81. december 1915.