#..,- #18. TEMA: NEOkolonialisme -, - - Læs også:

Transkript

1 #..,- #18 TEMA: NEOkolonialisme Læs også: -, - - :

2 : Foreningen Det Ny Clarté : : kontakt@clarte.dk : Christian Borum redaktoer@clarte.dk : Flemming Larsen Tormod Olsen Inge-Merete Hougaard Jeppe Klok Due Troels Riis Larsen Karen Helveg Petersen Jens Fransen Stefan Godau : Jens Laugesen Bertil Suadicani: webeditor@clarte.dk : Tobias Clausen : Erika Kauffmann : Erika Kauffmann Lasse Bo Christensen (26, 33, 37) : Erika Kauffmann : Thora Hedegaard og Ellen Agerskov : Det Ny Clarté C/O Mediesyndikatet Monsun Nørrebrogade 5c, 1. tv København N. : Staffan Dahllöf Søren Engelsen Marc Grønlund Jørgen Knudsen Mikael Nyberg Klaus Riis Mattias Tesfaye Christian Braad Thomsen Mikkel Thorup Gerd Callesen Johan Heinsen Kjeld Ammundsen : Malene Fenger-Grøndahl Jesper Jespersen Anton Nielsen Mikkel Flohr Christine Lundgaard Andrés Tapia Reyes : : Elite Tryk / : : - : Mail: abonnement@clarte.dk Privat 1 år ( numre) kr. Opgiv: navn, adresse, tlf. og Institutioner 1 år ( numre) kr. Opgiv: Navn, adresse, tlf., og faktureringsadresse : : / : : annonce@clarte.dk

3 #18 Nekrolog 4 Aktuelt & baggrund 6 Growth National Product af Karen Helveg Petersen 8 Politik på naturens præmisser af Inge-Merete Hougaard 13 Det milde marokkanske forår af Malene Fenger-Grøndahl 18 Den permanente ØMU-krise af Jesper Jespersen Opinion 26 Valget eller Rød Blog af Karen Helveg Petersen 27 Anja Westphals valg af Kim Ingemann 28 Et helvede for kapitalismen! af Christian Borum 30 Lige på og hårdt: Studenterbevægelsen i Chile af Andrés Tapia Reyes Oprør i London. Sammenbrud for demokratiet og i produktionen af arbejdskraft af Tormod Olsen USA i krig med virkeligheden af Jens Laugesen Tema: Neokolonialisme 34 Postkolonialisme, neo-kolonialisme og post-udvikling af Karen Helveg Petersen 39 Indviklet udvikling af Mikkel Flohr 44 Fra kludetæppe til samlet blok - kan Latinamerika forene sig uden om USA? af Christine Lundgaard 48 Françafrique: systemernes dominans af Karen Helveg Petersen Kultur & anmeldelser ,

4 NEKROLOG - Undertrykte folk har ret til at gøre oprør Patrick Mac Manus er død. Endnu en af venstrefløjens aktivister og poetiske sjæle er væk. Derved blev verden igen fattigere heldigvis lever Patricks ånd og værker videre. På Det ny Clartés udvidede redaktionsmøde i juni, hvor vi fastlagde rammerne for det næste års arbejde, deltog Patrick Mac Manus og som altid var han glad for at bidrage til arbejdet. Han var præget af sin sygdom, men var ved godt humør og berettede om, at hans nyeste bog var blevet godt modtaget af anmelderne. Patrick har gennem de 5 år, Det ny Clarté er udkommet, jævnligt bidraget med kommentarer og essays, og vi er glade for, at det inden Patricks død lykkedes at lave en aftale om at bringe uddrag af hans nye bog i dette nummer af bladet. Som menneske levede og åndede Patrick for retfærdighed og retten til at gøre oprør og kæmpe for bedre vilkår. Som politisk aktivist var han bedst kendt i sin rolle som formand for landskomiteen Sydafrika-Aktion og senest som talsperson for foreningen Oprør, der udfordrede de danske terrorlove. Patricks retfærdighedssans og parathed til solidarisk at stille sig på de undertryktes side var smittende, og det var svært at undgå at blive berørt af hans engagement og lyst til at diskutere venstrefløjens erfaringer. Patrick Mac Manus blev født 1944 i Irland og læste filosofi og historie i Dublin og Tübingen, før han i 1970 flyttede til Danmark. Han underviste i mange år, vendte senere tilbage til studierne, nu ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet; senere blev han gæsteforsker ved Center for Udviklingsforskning. I disse egenskaber skrev han flere artikler til tidsskriftet Den ny verden (udgivet af sidstnævnte center) om økologisk politik og økologiske systemer i Afrika. Samtidig har han et skønlitterært forfatterskab bag sig, bl.a. Fra den udeblevne Apokalypse (Tiderne Skifter, 1997), Den tilkæmpede historie (Forlaget Arbejderen, 2009) og nu sidst Europa som drøm og mareridt (Forlaget Arbejderen, 2011), som vi bringer fem uddrag fra i bogsektionen. Der er i disse bøger ofte tale om tekster, der i kort form siger noget om menneskets eksistentielle vilkår på jorden. De minder tit om digte og af og til ligefrem om myter eller eventyr: I dit første leveår bar din mor dig gennem en brændende by. I tre døgn vandrede hun gennem et sultent land til en landsby, hvor hun var kendt og kunne blive. Således lykkedes det dig at blive i verden. / Mange år senere forsvandt du igen i en brændende by (fra Fra den udeblevne Apokalypse). Når man genlæser Patricks mange indlæg i Det ny Clarté, slår det en, hvor bredt orienteret og dybdeborende han var i sine eksistentielle og politiske analyser. De spænder fra refleksioner over socialismens og kommunismens krise, Kant og oplysningsbegrebet, analyse af nationalstaten over lydhørhed over for naturens sprog til hans kamp mod terrorlovene for retten til at støtte befrielsesbevægelser. Se her afslutningen på hans artikel om den kommunistiske tradition: Hvis den kommunistiske bevægelse skal kunne gribe disse muligheder som afsæt for en radikal demokratisk omformning af både den nationale og globale politik, skal den vide at omforme sig selv. Den skal udvikle eksemplariske organisatoriske strukturer, en demokratisk kultur og et ufravigeligt etisk fundament, der kan bidrage til at skabe nye modeller for folkelig deltagelse i en socialrevolutionær udviklingsproces (Det ny Clarté nr. 8, september 2008)..eller, ligeledes en afslutning, fra artiklen om nationalstaten: Bag alt ligger at vi alle er vandret hertil. At vi i urtiden forlod dalene i et sydligt kontinent og bredte os langsomt ud, forandrede i sprog og krop. En lignende vandring kan igen vise sig i verden. I et omfang der overstiger alt det vi kender. En rejse fra kontinent til kontinent drevet af klimaforandring, af ørkenens vækst, af sult og af håb. Og i disse år er der allerede tusinder der drukner i et hav vi kalder Middelhavet, i havet mellem os, et armeret hav der vil drive historien tilbage (Det ny Clarté nr. 7, maj 2008)..særdeles aktuelt i skrivende stund, hvor der er kaotiske forhold på den italienske ø Lampedusa med sammenstød mellem politi og afrikanske flygtninge. Med Patricks død er verden blevet fattigere, men trangen til oprør lever heldigvis videre i hele verden. Herfra deles Patrick Mac Manus ønske om en bedre verden en verden som vi må skabe med ord og handling. Flemming Larsen og Troels Riis Larsen #

5

6 aktuelt og baggrund Growth National Product BEGREBSFORVIRRING. Growth National Product ja, det udtryk brugte en ugandisk politiker i en landsdækkende avis. Formentlig var det ikke bevidst, at han gik fejl af Gross National Product (bruttonationalproduktet, BNP), men misstavningen er næsten genial. For det er jo dét, det er: Er der ikke vækst i produktet, dur det ikke. BNP skal vækste, som det hedder på nudansk. Af Karen Helveg Petersen Der er megen diskussion, om BNP nu også er den bedste målestok for økonomien, og her må man først spørge: Hvad er formålet med målingen? Der er dem, der sødt spørger: Drejer det sig ikke om lykke (eller velfærd)?, der er dem, der mener, at man snarere skulle bruge økologiskøkonomiske målestokke. Og så er der alle dem, der gerne vil have os tilbage på vækstsporet, fordi det nu engang er grundlæggende for økonomien, men som kritiserer aspekter af BNP-opgørelsen. Debatten udspringer af, at der er problemer med målingerne, selv hvis man mener, der skal vækstes. Vi lever i et kapitalistisk samfund, som ikke udsteder entydige meldinger om sit eget velbefindende. Derfor er et første spørgsmål, hvilke produkter der skal tælles med. Hvordan skal fx offentlige ansattes bidrag til samfundskagen indregnes? Konventionelt måler man det på deres lønninger, men at offentligt ansatte får del i anvendelsen af nationalproduktet via de offentlige udgifter, er ikke det samme som, at de bidrager dertil. Det skal lige tilføjes, at finansielle transaktioner, der ses som et mellemprodukt, ikke regnes med i BNP. Der findes dog andre opgørelser, hvori de indgår. Danmarks Statistik udgiver både Nationalregnskabet med produkt- og indkomstkonti, dels et institutionelt regnskab, der også viser transaktioner mellem økonomiske aktører af fordelingsmæssig og finansiel karakter. Men det får ikke så megen opmærksomhed. Derfor er det nemt for økonomer, der er så fokuserede på BNP, at glemme finanserne i deres modeller. Som noget tredje kan man opgøre landets totale balance, altså værdier som jord og ressourcer plus andre beholdninger, i en imitation af privates opgørelser over aktiver og passiver. Den viser, kan man sige, en vis økonomisk formåen og formue, men er også i høj grad baseret på fortidens akkumulation. Så vidt vides, har vi ikke en sådan totalbalance for Danmark. Vi lever i et kapitalistisk samfund, som ikke udsteder entydige meldinger om sit eget velbefindende. De marxistiske økonomer Anwar Shaikh og Ahmet Tonak taler i Measuring the Wealth of Nations om socialt forbrug, når det drejer sig om offentlig administration, politi og hær osv., som de ikke mener bør regnes med i værdiskabelsen. De står på et klassisk marxistisk økonomisk grundlag og holder fast i, at det er det produktive arbejde, der tæller. Neoklassiske økonomer mener på den anden side, at enhver aktivitet, også husmoderens, dvs. det arbejde, der udføres uden om de markedsbaserede kredsløb, og som konsumeres direkte på stedet, bør tælle med. Også de synes, der er noget galt, men har en tendens til at sprede perspektivet ud, snarere end at samle, se fx Sarkozy-rapporten. Det er klart, at hvis man inkluderer alle mulige uproduktive aktiviteter i nationalproduktet, kan man få det til at se pænere ud, men det hjælper jo ikke på de reale kriser, vi har. Med undertitlen: The Political Economy of National Accounts, Cambridge University Press,.n Officielt: The Measurement of Economic Performance and Social Progress Revisited, september. Forfatterne er Joseph Stiglitz, Amartya Sen og Jean-Paul Fitoussi. #

7 En fysikalisk opgørelse Der er altså problemer med, hvad der skal indregnes. Næste problemniveau er tallene for målingerne. Det er rettelig værditilvæksten i produktionen, der skal måles for at finde nationalproduktet, hvis man vil have en idé om økonomiens kapitalistiske sundhed, men den gemmer sig godt. Produktion, produktivitet, afsætning, alle disse ting indgår. De er svære at holde ude fra hinanden, så i stedet tager man mængderne af det, der produceres, neutraliserer priserne og hopla, ved at udregne forskellen i mængderne mellem to perioder har man realvæksten. Et problem er, at de relative priser ændrer sig over tid, så denne måde at måle på kan over- eller undervurdere det produkt, man gerne vil have fat i. Overvurderer man, kan man risikere at sidde tilbage med en fornemmelse af, at på trods af væksten ja, så ser økonomien ikke så godt ud, eller på trods af væksten stiger fattigdommen. Selvom det i virkeligheden ikke er så paradoksalt igen, for det, man har målt, er blot mængdevækst, der ikke rigtig tager højde for prisfald som følge af produktivitetsstigninger. Dvs. man laver en såkaldt fysikalisk opgørelse. Derfor er BNP-begrebet i krise. Det fører så til idealistiske forestillinger om, at man skal måle lykke eller velfærd eller naturens tilstand. Til det er at sige, at lykke så sandelig aldrig har været den kapitalistiske økonomis mål. Uvægerligt nævner man Det er klart, at hvis man inkluderer alle mulige uproduktive aktiviteter i nationalproduktet, kan man få det til at se pænere ud, men det hjælper jo ikke på de reale kriser, vi har. i den forbindelse Bhutan, der måler sin nationale bruttolykke (Gross National Happiness). Men man nævner ikke, at Bhutan lever af at få royalties eller rente fra salg af vandkraft til Indien der også har finansieret de enorme kraftværker. Med det i ryggen kan det køre videre med en bukolisk livsform, hvor det drejer sig om fordeling af indtægterne, ikke så meget om produktion, og det er da ganske dejligt. Men Bhutans situation er noget af en undtagelse. Den økologisk-økonomiske målemodel er straks mere seriøs, for det er naturligvis rigtigt, at det kapitalistiske verdens- projekt misbruger ressourcer på trods af al påstået vilje til det modsatte. Kloden bruger p.t. hvad der svarer til 1,5 gange sine ressourcer i forhold til bæredygtig anvendelse af dem, dvs. der tæres på hovedstolen. Hvis hele verdens befolkning skulle leve som i Danmark, skulle vi have 4-5 planeter. Dette er naturligvis en alvorlig advarsel. Men det er mere endnu en grund til kritik af den bagvedliggende kapitalistiske vækstmotor, end det kan bruges til at sige, at det er den målestok, der burde tælle. I og med at nulvækst eller negativ vækst ikke er mulig under kapitalismen, der i sin grundstruktur hænger sammen med fysisk produktion i vareform, så er det naturligvis kapitalismen selv med sit profitjag og underkastelse af alt menneskeligt og det naturlige underlag, der skal stilles spørgsmålstegn ved. Det er vist for idealistisk at tro, at den bare kan lægges lidt om, at man tager de gode sider uden de negative. Hvilket man jo også Til det er at sige, at lykke så sandelig aldrig har været den kapitalistiske økonomis mål. kan se vanskelighederne ved i f.eks. de igangværende mere og mere fodslæbende klimaforhandlinger. Marxistiske økonomer som bl.a. Shaik og Tonak prøver at omfortolke de elementer, der indgår i BNP, for at bringe dem nærmere til begreber som værditilvækst, men det forbliver meget vanskeligt. Derfor, med alle mulige forbehold, er BNP en indikator for økonomiens kapitalistiske sundhed. Er væksten negativ, kan man vist godt gå ud fra, at der er problemer i produktionen og dens realisering. Formentlig er problemerne nemlig endnu større, end det, der måles. Karen Helveg Petersen er Ph.D. i økonomi og konsulent i udviklingsarbejde. Hun er medlem af bladets redaktion. #

8 aktuelt og baggrund Politik på naturens præmisser NATURRESSOURCER. En bølge af demonstrationer har fejet gennem den arabiske verden dette forår og har fortsat hen over sommeren med krav om reformer og forbedringer. Mens der bliver kæmpet for flere rettigheder, større frihed og bedre levevilkår, bliver en anden og mindst lige så vigtig dagsorden overset: miljødagsordenen. I Jordan, hvor kongen og regeringen har undgået de store protester, der har karakteriseret resten af regionen, er udfordringerne ellers til at få øje på; stigende energipriser, stigende fødevarepriser og den altoverskyggende vandmangel er med til at øge jordanernes leveomkostninger og forværre levestandarden. Imens står myndighederne i et dilemma mellem at skulle prioritere rent drikkevand, fødevaresikkerhed eller energi til rimelige priser. Af Inge-Merete Hougaard Se hvor grønt her er! siger taxachaufføren og præsenterer dalen bag sig. Jeg skeler lidt til min sidemand; skulle det være grønt? Små tørre græstotter titter frem på de vidstrakte bjerge, mens oliventræernes grågrønne blade står i kontrast til det sandfarvede område. I det fjerne kan vi skimte en dæmning, mens chaufføren konstaterer, at det inddæmmede vand ikke går så højt op, som det plejer. Vi er i Jordandalen i det nordvestlige Jordan efter sigende det frodigste område i landet. Og ud fra det at dømme er der ingen tvivl om, at Jordan tørster. Landet, der fra biblen er kendt som landet, der flyder med mælk og honning, er i dag goldt og tørt og består af 75 % ørken. Ifølge prognoserne vil dette tal stige de kommende år. Kronisk vandmangel Manglen på vand er et af Jordans allerstørste (miljømæssige) problemer. Hvor Jordans vandressourcer i første halvdel af det 20. århundrede stemte fint overens med befolkningens behov, har behovet for vand i løbet af de sidste år klart oversteget de eksisterende vandressourcer. Dette skyldes dels en høj befolkningstilvækst, dels gentagne flygtningestrømme og dels svindende vandbeholdninger i de naturlige strømme. Således er Jordan i dag et af de mest vandfattige lande i verden målt pr. indbygger. Med omkring 6,5 mio. indbyggere og den niende højeste befolkningstilvækst i verden på 3 % om året, vil der i fremtiden være yderligere pres på Jordan knappe vandressourcer, og udsigten til mindre regnfald og stigende temperaturer i regionen gør kun problemet værre. Et spørgsmål om samarbejde Situationen med Jordans kritiske vandmangel vanskeliggøres yderligere ved, at Jordan deler 40 % af sine naturlige vandressourcer med de omkringliggende lande. Særligt Jordanfloden, som deles med Israel, Syrien, Palæstina og Libanon, er svundet ind de seneste mange år grundet ændrede klima- og vejrforhold med mindre regn i Golanhøjderne, syrisk opdæmning af Yarmoukfloden, som har sit udløb i Jordanfloden, og storstilet afledning af selve Jordanfloden primært til israelsk side. Ifølge bestemmelser i den fredsaftale, der blev lavet mellem Jordan og Israel i 1994, har Israel ret til stort set alt det vand, der strømmer i floden i dag. I sin tid fik Israel tildelt et vist antal kubikmeter vand til afledning hvert år resten gik til Jordan. I dag er vandstanden i floden svundet så meget ind, at der end ikke er nok vand til at opfylde Israels kvote, hvilket efterlader Jordan uden nogen andel i de naturlige strømme. De jordanske myndigheder står med andre ord over for noget af en udfordring med hensyn til at sikre borgerne en stabil vandforsyning. Regeringen vedtog allerede tilbage i slut-80 erne National Water Strategy med det formål at nedbringe forbruget og øge udbuddet af vand gennem forbedret infrastruktur og ressourceforvaltning. Men dette er kun en del af løsningen på langt sigt kræver det stærkt internationalt samarbejde om de dyrebare vandressourcer, regionen råder over. Et af de seneste eksempler herpå er Disi Water Conveyance Project, der går ud på at pumpe vand op fra underjordiske vandreservoirer i ørkenen på grænsen mellem Jordan og Saudi-Arabien og føre det nordpå til Amman. Projektet blev mødt med modstand fra saudisk side, men rørene ligger allerede klar langs hovedvejen Kings Highway og venter på at blive gravet ned. Projektet forventes at kunne sikre landets indbyggere vandforsyning 40 år frem, men derefter, hvad så? Det mest ambitiøse svar må siges at være the Red- Dead Canal: et projekt, der skal transportere vand #

9 fra Det Røde Hav i syd til Det Døde Hav på grænsen mellem Israel og Jordan. Her skal et kæmpe anlæg afsalte vandet, som efterfølgende føres til hovedstaden Amman. Det overskydende saltlage-vand føres ud i Det Døde Hav, og således slår man to fluer med et smæk; borgerne forsynes med drikkevand, og vandstanden i Det Døde Hav opretholdes. Det Døde Hav er nemlig svundet kraftigt ind de senere år dels grundet en høj fordampning, dels fordi Det Døde Hav forsynes af Jordanfloden, der som nævnt er stort set ikkeeksisterende i dag og kun består af spildevand fra landbruget. Det Døde Hav er i dag over 400 meter under havets overflade, hvilket ikke blot resulterer i en ekstrem høj salt- og mineralkoncentration. Det har også ført til, at omkring erosionshuller på op til 10 meters dybde er opstået. Dette er både til fare for den lokale befolkning, landbrugs produktionen, infrastrukturen og turismen langs Det Døde Hav. Dette er særligt tilfældet på den israelske side af havet. En hjælpende hånd Lige præcis dette kan blive en joker for Jordan i forhandlingerne om ansvarsfordelingen til Red-Dead Canal. Det Døde Hav er internationalt farvand, og Red-Dead Canal vil kræve samarbejde på tværs af grænser for at blive en realitet. På papiret har Israel ingen interesser i projektet, da de får dækket deres vandbehov ad andre veje, blandt andet gennem flere store afsaltningsanlæg, der trækker på vand fra Middelhavet. Som Ram Aviram, tidligere israelsk ambassadør i Grækenland og gæsteforelæser på Arava Institute of Environmental Studies siger: Det antages at omkring mio. m spildevand udledes i Jordanfloden hvert år. International Institute for Sustainable Development (IISD), : Rising Temperatures, Rising Tensions. Det er ikke vand, der er mangel på, for vi har masser af vand i verdenshavene. Den store udfordring er energi og penge til energi. Men erosionshullerne er en alvorlig trussel mod den israelske hotelindustri, og der anes en mulighed for, at man på langt sigt kan være interesseret i at samarbejde om Red-Dead Canal. Men det kræver noget af en politisk manøvre at få en aftale i hus, der kan tilfredsstille alle parter. Indtil videre er projektet kun på tegnebrætsstadiet, og ud over manglen på investorer er der også bekymringer om, hvordan energiregnestykket skal gå op, samt hvilke miljømæssige konsekvenser det medfører. På verdensmarkedets nåde Netop energi er et af myndighedernes andre store hovedpiner. Jordans energiforsyning er næsten udelukkende dækket af naturgas og råolie/olieprodukter, mens vedvarende energi udgør mindre end 1 %. Da Jordans egne energiressourcer kun dækker 3-4 % af energibehovet, er landet meget afhængigt af at importere energi, og udgifterne hertil udgør ca. 20 % af det nationale budget. Tidligere kunne Jordan importere olie fra Irak til favorable priser, men den situation har ændret sig, hvilket har gjort Jordan meget skrøbelig over for fluktuerende energipriser på verdensmarkedet. Det kan dog ikke være mangel på alternativer, der holder myndighederne tilbage, for Jordan rummer gode muligheder for at udvide brugen af vedvarende energi. Jordan er i top fem i regionen, hvad angår solenergi, og landet har en af de højeste solstråleintensiteter i verden med 330 dages sol om året. Herudover er der gode udviklingsmuligheder Se Albakkar & Brown, : The Jordan River: Declining, Disappeared, Endangered. #

10 aktuelt og baggrund fastholde landbrugsproduktionen i et stadig tørrere klima. inden for vindenergi og olieskifer, selvom det diskuteres, hvorvidt sidstnævnte kan betegnes som en bæredygtig energikilde. Desuden ventes det, at den førnævnte Red-Dead Canal kan bidrage med energi i form af vandkraft, men dette energiregnskab er som sagt endnu ikke helt på plads. Også atomkraft er kommet på dagsordenen i Jordan, da man har fundet betydelige uranforekomster i undergrunden. Fra officiel side overvejer man at bygge et atomkraftværk i det sydlige Jordan nær Det Røde Hav landets eneste kyststrækning. Atomkraftanlægget forventes at kunne dække % af Jordans energibehov. Dog har der været en række protester mod atomkraft i løbet af foråret 2011, hvor katastrofen i Japan har fået flere folk op af stolene. Modstandere mod atomkraft fremhæver atomkraftens usikkerheder, særligt fordi anlægget forventes placeret i et jordskælvsudsat område. Herudover påpeges det, at Jordans befolkning er af en begrænset størrelse og at energibehovet bør kunne dækkes gennem andre kilder, samt at et atomkraftværk kan have uforudsete konsekvenser for Jordans i forvejen sårbare økosystemer. Endelig vil et atomkraftværk kræve store mængder vand til afkølingssystemet, og vand er som bekendt en begrænset ressource i landet. Landet, der flød med mælk og honning Men atomkraftfortalerne er ikke de eneste, der gerne vil have fingre i Jordans begrænsede vandressourcer. Også landbrugssektoren har lagt billet ind her, da det kræver enorme mængder vand at Det nordvestlige hjørne af Jordan, hvor Jordanfloden og Yarmoukfloden historisk har forsynet området med rigelige mængder vand, betragtes som landets madkurv. Her gør den naturlige vandtilførsel og det middelhavsagtige klima jorden til et frugtbart område eller gjorde. I dag oplever landmændene større og større vandmangel og må derfor i videre udstrækning gøre brug af kunstvanding. Omkring 70 % af landets vandressourcer går til landbruget. Udsigterne til et tørrere klima i fremtiden og dermed et større behov for kunstvanding sætter unægtelig spørgsmålstegn ved, hvorvidt og hvordan landbrugsproduktionen skal forsætte. Historisk set har landbrugspolitik aldrig haft en særlig høj prioritet i Jordan, og det har resulteret i en utilstrækkelig landbrugsudvikling, hvor produktionen ikke har kunnet følge med befolkningstilvæksten. I slutningen af 1980erne kom der fokus på problemet, og regeringen formulerede en strategi, der skulle øge dyrkningsarealet ved at forøge kunstvandingssystemerne. For nylig har regeringen vedtaget endnu en strategi, der skal nedbringe fattigdom og arbejdsløshed i sektoren, men den er stadig præget af dårlig produktionsplanlægning og et ekstremt højt vandforbrug. I dag er det kun omkring 5-7 % af Jordans areal, der kan dyrkes resten er blevet udpint for næringsstoffer gennem øget befolkningstilvækst, industrialisering og urbanisering. Kornproduktionen er faldet fra omkring ton/år i 1970erne til ton/år i dag,

11 hvilket resulterer i en kornimport på 90 % af forbruget. Kvægbruget udgør ca. 55 % af landbrugets samlede bidrag til BNP, men selvom produktionen inden for dette område er steget de senere år, er omkring 91 % af kødforbruget importeret. Fødevaresikkerhed vs. øget vandimport? Med en fødevareimport på omkring 90 % kan det diskuteres, hvor længe den nationale produktion, der som nævnt sluger op mod 70 % af landets vandressourcer, kan fortsætte. Spørgsmålet er, om det kan forsvares at importere mere vand med det formål at sikre en national landbrugsproduktion, frem for at spare på vandet og kun importere fødevarer. Omvendt vil nedlægningen af landbruget ramme en stor gruppe mennesker, der i forvejen er blandt Jordans mindst bemidlede. Selvom landbrugssektoren kun bidrager med omkring 5 % af BNP, skønnes det, at hele 28 % af BNP kan afledes af landbrugsproduktionen grundet forarbejdelse, transport og distribution. Omkring 7 % af arbejdsstyrken er beskæftiget i landbrugssektoren, og sektoren giver levegrundlag for omkring 20% af befolkningen. Omvendt er det klart, at der er behov for store reformer i landbrugssektoren. Det skønnes, at en omlægning fra produktion af vandkrævende afgrøder som eksempelvis vandmeloner og tomater til andre og mindre vandkrævende afgrøder som oliventræer vil kunne reducere vandforbruget til det halve. Men det kræver politisk mod og vilje på den ene side at nå ud til landmændene med incitamenter og rådgivning, samtidig med at forbrugerne på den anden side ikke må blive sorteper pga. stigende fødevarepriser. Det kræver ikke blot en national strategi, men et regionalt og internationalt samarbejde, der kan skabe fødevaresikkerhed for befolkninger verden over. Dialog og handling Jordan står over for en lang række økonomiske, politiske og sociale udfordringer, men de miljømæssige udfordringer må ikke få lavere prioritet. Det vil kræve politisk snilde at genforhandle de traktater, der omhandler fordelingen af vandressourcer med nabolandene, men ikke desto mindre er det nødvendigt. Ligeledes skal der tages nogle afgørende beslutninger på landbrugsområdet, mens man bør genoverveje, om atomkraft er den rigtige vej, eller om et lille land som Jordan kan opfylde sit energibehov ad andre veje. Jordan er indtil videre gået forholdsvis fri af de demonstrationer, som Det Arabiske Forår har ført med sig. Men landet er stadig plaget af korruption og favorisering, som trækker lange tråde ned i alle dele samfundet. Befolkningen tror på dialog som vejen frem, men det kræver mere oplysning og viden for at vide, hvad der er vigtigt at sætte på dagsordenen. Lige nu er miljømæssige og klimarelaterede spørgsmål ikke højt prioriterede, men snart vil befolkningen opdage, at disse temaer i den grad har indflydelse på deres hverdag. Stigende energipriser, stigende vandpriser, forringet vandkvalitet, stigende fødevarepriser og flere sundhedsmæssige udfordringer er alle konsekvenserne af et overset område, hvor politikerne bliver nødt til at tage ansvar og gribe til handling. Hvis ikke det sker, vil bølgen af revolutioner muligvis også få sit tag i Jordan. Inge-Merete Hougaard læser Master in International Development and Management på Lund Universitet. Hun er medlem af redaktionen for Det Ny Clarté. I foråret var hun tre måneder i Jordan som en del af projektet DEMENA Youth Climate Ambassadors. Læs mere på

12

13 Det milde marokkanske forår REFORM. Mens oprørene fortsætter i lande som Egypten, Libyen, Syrien og Yemen, er Marokko en rolig plet på den arabiske verdens politiske landkort. Kongens strategi med at give små bidder til folket og fastholde familien og islam som samfundets byggesten ser ud til at virke. Men spørgsmålet er, hvor længe strategien holder. Af Malene Fenger-Grøndahl We love our king. Et par fyre med røde T-shirts med det marokkanske flags sekstakkede stjerne på brystet løfter et banner med hyldestord til landets konge, Mohammed den 6., over hovedet og bruger de få engelske ord, de kan, til at give det enkle budskab videre til de udlændinge, der er stoppet op for at kigge på demonstrationsoptoget. Det består af busser, biler og ladvogne, hvor mænd, kvinder og børn hænger ud af vinduer og døre og vifter med marokkanske flag, løbesedler og billeder af kongen: Vi støtter vores konge derfor stemmer vi ja til den nye forfatning. Stemningen er opløftet, nærmest euforisk, og langs den brede boulevard stimler folk sammen og smiler, vinker igen og tager imod løbesedler fra de demonstrerende. Andre går lidt genert forbi eller kigger diskret den anden vej. Men de fleste deltager i festlighederne, som foregår fredeligt og uden vredesudbrud eller aggression. Opbuddet af politibetjente er begrænset, og de ser ikke ud, som om de forventer at skulle trække stavene. Marokkos milde reformbrise Demonstrationen er arrangeret af grupper, der er loyale over for kongen, både ungdomsforeninger, politiske partier, landsbykooperativer og andre typer af organisationer, der nyder godt af kongens støtte. Mange er mødt op, fordi de reelt ønsker at vise deres støtte til kongen, eller fordi de simpelthen nyder et festligt indslag i dagligdagen. Andre er formodentlig mødt op af strategiske årsager; fordi det i visse kredse forventes, at man viser loyalitet over for kongen og systemet, og fordi de lokale embedsmænd har arrangeret bustransport og delt propagandamateriale ud med en forventning om, at befolkningen udviser passende spontan begejstring. Et mindretal af demonstranterne har læst den nye forfatningstekst og kender til indholdet af den. Men de fleste ved, at forfatningsændringen er kongens reaktion på den milde brise, som har blæst over Marokko som en lille aflægger af de voldsommere oprør og protester i andre arabiske lande. Kongen udtalte allerede i marts, efter at der havde fundet demonstrationer sted i de større byer, at han ville imødekomme reformkravene med en forfatningsændring, der skulle knæsætte en distinkt marokkansk form for demokratisk parlamentarisme, og at han ville afgive dele af sine magtbeføjelser til fordel for parlamentet. Da forslaget blev lanceret i juni, viste det sig imidlertid, at det kun delvist levede op til kongens løfter. Forslaget nævnte ganske vist borgerrettigheder til alle marokkanere af hidtil uset omfang og fastslår, at landet er baseret på principper om pluralisme, mangfoldige identiteter, menneskerettigheder og kønsligestilling. Diskrimination forbydes ligeledes, og international anti-diskriminationslovgivning gives status over national lov. Dette element faldt visse islamister for brystet. Også forfatningsforslagets bestemmelser om religionsfrihed faldt den islamistiske opposition for brystet, og de opfordrede vælgerne til at stemme nej eller undlade at stemme. Den sekulært indstillede og vestligt orienterede del af oppositionen, stærkest repræsenteret ved den såkaldte 20. februar-bevægelse, som stod bag de første demonstrationer i Marokkos arabiske forår, gjorde derimod med det samme opmærksom på, at forfatningsforslaget kun på overfladen betød mindre magt til kongen. Selv om forfatningen udnævner Marokko til et parlamentarisk monarki, er der andre paragraffer, der reelt tildeler kongen beføjelser, som er med til at underminere det par-

14 aktuelt og baggrund lamentariske element. Kongen kan fortsat opløse parlamentet og udpege ministerpræsidenten og de øvrige ministre. Han er øverste leder af militæret, indgår alle diplomatiske aftaler mellem Marokko og andre lande og kan udpege halvdelen af dommerne i den ny forfatningsdomstol. Desuden er det forbudt for parlamentsmedlemmer at fremsætte nedgørende udtalelser om islam, landets styreform eller kongen. Med andre ord vil det være mere end vanskeligt at føre en debat, som kan munde ud i yderligere og mere vidtgående ændringer af forfatningen. 20. februar-bevægelsen fandt langtfra forfatningsforslaget vidtgående nok. Desuden var de utilfredse med, at den ca. tre ugers kampagneperiode var så kort, at det ikke gav mulighed for reel debat og for, at oppositionen kunne organisere sig. Derfor opfordrede de befolkningen til at undlade at stemme. Samtidig vidste de godt, at en boykot næppe kunne forhindre, at forslaget blev vedtaget. Men de ønskede at sende et klart signal om, at befolkningen burde inddrages langt tidligere og mere i processen, så forfatningsforslaget ikke blot afspejlede kongens tilbud til befolkningen, men i stedet afspejlede befolkningens reelle ønsker til en forfatning. Overbevisende afstemningsresultat og dog... En af dem, der valgte at boykotte valget, var Chakir, en 37-årig gymnasielærer, der arbejder i en mindre provinsby i det sydlige Marokko. Jeg vil ikke deltage i et skuespil, hvor alt er iscenesat og instrueret på forhånd. Der er gode ting i den nye forfatning, men den har ikke folkelig legitimitet. Hvis kongen reelt vil ændre noget, skal han give slip på magten og lade folket være med til at bestemme, hvad reformerne skal handle om, siger han. Resultatet af afstemningen den 1. juli blev et klart ja til den nye forfatning. Stemmeprocenten var officielt tæt på 73 %, og 98,5 % af de deltagende stemte ja. Så kongen kan nu pege på afstemningsresultatet som et bevis på folkets opbakning. Kun de, der kender baggrunden for de overbevisende tal, vil kunne se, at resultatet også kan tolkes anderledes. Faktum er nemlig, at under halvdelen af de stemmeberettigede overhovedet havde skaffet sig et stemmekort og i realiteten havde mulighed for at afgive deres stemme. Så det er altså under halvdelen af befolkningen, der aktivt har bakket kongen op ved at stemme ja. Oppositionen har imidlertid heller ikke formået at engagere så store dele af befolkningen, som den kunne ønske, og måske skyldes det, at de interne modsætninger i Marokko ikke så meget handler om at være for eller imod kongen, men snarere om at konkurrere om hans gunst eller om, hvordan man mere præcist ønsker, at han skal lede landet på basis af de tre faktorer, som de fleste marokkanere bekender sig til: konge, familie og islam. Muhammed, en universitetsuddannet berber fra Atlasbjergene, har heller ikke deltaget i demonstrationer mod forfatningsforslaget. Han peger på, at afstemningen nok mere var en test af kongens popularitet end en reel politisk afstemning om en ny forfatning. Mange har talt om afstemningen som et spørgsmål om, at kongen skal afgive magt ligesom magthaverne i andre arabiske lande. Men i Marokko er tingene anderledes. Vi er glade for vores konge, og det gælder også mange berbere. Kongen har anerkendt os i flere af sine taler i forbindelse med forfatningsændringen, og i den nye forfatning bliver vores sprog gjort officielt. Det er et vigtigt signal, selv om det sikkert tager tid, før det ændrer noget i praksis, siger Mohammed.

15 At finde kompromiset Netop spørgsmålet om formaliteter over for praksis lov over for implementering og officielle beslutninger over for kultur er gennemgående, når man taler med eksperter i marokkanske samfundsforhold og spørger til landets fremtidige udvikling. Mange påpeger ligesom Mohammed, at der er sket en del positive ændringer både symbolsk og lovmæssigt under kong Mohammed den 6. Han kom til magten i 1999 efter sin far, Hassan den 2. s død, og blandt hans mere opsigtsvækkende tiltag har været at iværksætte en udredning om de menneskerettighedsbrud, der fandt sted i hans fars regeringstid. Iagttagere og eksperter, der har fulgt processen under Mohammed den 6., understreger dog, at undersøgelserne ikke har været tilbundsgående. Med andre ord kan udredningen tolkes som et forsøg på at sende et positivt signal uden for alvor at tage fat på de ømme punkter. Det samme gælder forholdene for kvinder og børn og den meget omtalte reform af familielovgivningen, som fandt sted i Ligesom de fleste andre arabisk-muslimske lande har Marokko en familielovgivning, der er baseret på islamisk sharia. Men modsat mange andre lande, hvor familielovgivningen afspejler gamle og forholdsvis konservative fortolkninger af islamisk retstradition, bevægede Marokko sig med lovændringen i 2004 i en anden retning. Reformen blev gennemført inden for rammerne af islam, men baserede sig på en moderne fortolkning af sharia, hvor der var plukket fra de forskellige retsskolers traditioner for at finde frem til den version af loven, som stemte bedst overens med både marokkansk tradition og international menneskerettighedslovgivning. Reformen af familieloven betød, at kvinden formelt blev ligestillet med manden i familien. En kvinde skal ikke længere have tilladelse fra en værge for at gifte sig, og minimumsalderen for indgåelse af ægteskab er nu 18 år for både mænd og kvinder, hvor den tidligere var 15 år for kvinder. Det er også blevet lettere for en kvinde at opnå skilsmisse, og hun kan nu i modsætning til tidligere få forældremyndighed over børnene. Endelig er polygami blevet gjort så godt som umuligt, fordi manden nu skal fremlægge ekstraordinære argumenter foran en dommer for at få tilladelse til at gifte sig med flere hustruer, ligesom hans første kone skal give samtykke. Da reformforslaget blev lanceret første gang i 1999, mødte det stærk modstand fra flere af landets islamistiske grupper, og kongen gjorde derfor meget ud af at understrege, at reformen var udarbejdet i overensstemmelse med islamisk tradition. Det fik flere af de argeste modstandere til at ændre holdning, og nu er der bred opbakning til loven blandt islamiske feminister. Netop kongens blåstempling af loven var afgørende, fordi han hævdes at være direkte efterkommer af profeten Muhammed. Han smykker sig med titlen Amir al-muminin, de troendes hærfører, og er formelt den øverste islamiske autoritet i Marokko, og det har enorm betydning i et land, hvor 99 % af befolkningen er muslimer, og de fleste er praktiserende. En blandet modtagelse Houda Zekri, der er jurist og arbejder som konsulent på bl.a. danske Kvinfos projekter i Marokko, siger: Meget lidt i Marokko kan lade sig gøre uden at tage islam i ed. Stort set ingen kvinder ønsker at blive skilt, medmindre de kan gøre det på en måde, der lever op til islams forskrifter. Selv personer, der ellers ikke går op i religion, bekymrer sig om det, når det hand-

16 aktuelt og baggrund ler om familielivet. På det område er de fleste bange for at handle i strid med islam, og derfor var det altafgørende, at familielovgivningen blev blåstemplet som islamisk korrekt. Det gav den enorm legitimitet. Siden har mange kvindegrupper arbejdet hårdt på at omsætte lovens ord til praksis, hvilket har vist sig at være en kæmpe udfordring. Mange kvinder kender ikke til de rettigheder, loven tildeler dem, og har svært ved at få kendskab til dem, fordi de hverken kan læse eller skrive. Analfabetismen blandt kvinder på landet er op mod 70 %. Desuden vælger mange dommere, især på landet, bevidst at fortolke loven så konservativt som muligt og i modstrid med dens ånd. Der findes også sekulære kvindegrupper, som er utilfredse med loven og ønsker, at den skal erstattes med en sekulært baseret lov. De påpeger, at arvereglerne stadig stiller kvinder ringere end mænd, og at det vil være svært at ændre på, fordi ulighed i arvespørgsmål står nævnt eksplicit i Koranen og i øvrigt hænger sammen med en generel tradition i islam for at tolke de to køn som komplementære og argumentere for, at kvinder og mænd skal behandles med lige værdighed, men med forskellige vilkår, fordi de er skabt med forskellige forudsætninger. Også hvad det angår, er den nye forfatning snarere udtryk for en hensigtserklæring eller en godbid, der skal gøre den sekulære opposition og de vestlige magter tilfredse uden at provokere det islamistiske miljø for meget. I den nye forfatning står, at mænd og kvinder nyder samme civile, politiske, økonomiske og kulturelle rettigheder, mens der i den gamle kun var henvist til politiske rettigheder. Desuden slås det fast, at staten skal arbejde for ligestilling mellem mænd og kvinder. Selv hvis kongen ønsker at skabe reel ligestilling, kan det imidlertid vise sig vanskeligt. Ikke blot må han vogte på den lille gruppe islamiske ekstremister. Også store dele af den øvrige befolkning synes, at kongen er gået lige til stregen med sin reform af familieloven. Det gælder også de unge. Holdningsundersøgelser viser således, at op mod 50 % af de årige opfatter familieloven som en forhindring for indgåelse af ægteskab, fordi den slår fast, at ægtefællerne skal dele værdierne imellem sig ved skilsmisse. De unge mænd er bange for, at kvinderne vil lade sig skille af økonomiske årsager, og kvinderne oplever, at mændene er mistænksomme og ikke så let lader sig overtale til ægteskab. Desuden er der bred opbakning til arvereglerne, som betyder, at en kvinde kun arver halvt så meget som en mand, også selv om kvinden er økonomisk medansvarlig for familien. Også den ganske vist begrænsede mulighed for polygami har en vis opbakning, især blandt landbefolkningen. Som en dansk kvinde, der er marokkansk gift og bor i en lille landsby i det sydlige Marokko, siger: For mange kvinder er fællesskabet med de andre kvinder i storfamilien vigtigere end forholdet til deres mand. Nogle ser det som en fordel at have en ekstra kone at dele de huslige pligter med. Vi skal ikke være egoistiske For mange marokkanere er ideen om en særegen marokkansk kultur baseret på islam, kongetro og familieliv dybt indlejret i deres identitet. Mange fremhæver netop, at Marokko er noget andet end Egypten, Syrien og Libyen. 28-årige Badr, der er vokset op i Fez, men lever i kystbyen Essaouira, hvor han er ansat på et luksushotel, siger: Det, der sker i de andre arabiske lande, vil ikke ske her. Vi har en god konge, og vi stoler på ham. Selvfølgelig er

17 der problemer, men dem forsøger vi at løse hen ad vejen. Vi er moderate. Vores islam er åben og tolerant, siger han og henviser til, at der i præamblen til den nye forfatning står, at samfundets islamiske basis er forbundet med værdier som åbenhed, tolerance og dialog mellem kulturer og civilisationer. Den islamiske feminist Aisha siger: Vi vil ikke give køb på den evige sandhed i Koranen. Vi må ikke være så egoistiske som kvinder, at vi glemmer, at der er noget, der er vigtigere end vores ønsker og behov lige nu og her. Nogle kvinder vil gerne have en familielov, der giver dem helt samme rettigheder som mænd. Men hvad vil resultatet blive: Familierne vil blive splittet, og det vil gå ud over både børn, mænd og kvinder. Der er en grund til, at Gud har sat nogle begrænsninger, og dem må vi underlægge os. Mændene skal også gøre deres pligt. De skal vise respekt og omsorg for kvinderne, siger hun og tilføjer, at loven ikke er en kvindelov, men en familielov. Mange marokkanere håber og tror tilsyneladende, at det arabiske forår vil blæse en mild vind ind over Marokko med små pust, som langsomt vil føre landet i retning af mere demokrati med Allah og kong Mohammed som årvågne linjevogtere. Andre vil måske med et blik udefra mene, at der snarere er tale om, at marokkanerne forsømmer deres chance for at opleve et rigtigt forår. Malene Fenger-Grøndahl er freelance journalist, forfatter og foredragsholder med speciale i etniske minoriteter, religion og Mellemøsten. Hun har skrevet en række bøger om islam, integration og Mellemøsten og har netop tilbragt en længere periode i Marokko for sammen med sin mand og deres to børn at lave research til en ny udgave af Turen går til Marokko (Politikens Forlag). Kunsten at dæmpe gemytterne På samme måde kan det siges om den nye forfatning, at den først og fremmest er en marokkansk forfatning baseret på det muliges kunst. Og for mange marokkanere at se er netop kongens forsigtige linje den bedste forsikring mod de kaotiske tilstande i lande som Libyen og Syrien og mod islamisk ekstremisme.

18 aktuelt og baggrund Den permanente ØMU-krise Grækenland og andre eurolande i Sydeuropa er blevet stemplet som uansvarlige økonomier, som de stabile eurolande mod nord nu må tage i hånden en tur i banken. Men kunne de sydeuropæiske lande have undgået at havne i en gældskrise blev den ikke blot eksponeret af finanskrisen? Jesper Jespersen argumenterer i denne artikel for det synspunkt, at eurosamarbejdet bygger på en række grundlæggende økonomiske fejlslutninger, der uundgåeligt destabiliserer den monetære union. Han sætter spørgsmålstegn ved, om politikerne i det lange løb vil betale en høj pris i form af øgede skatter, sociale nedskæringer, stigende og ulige fordelt arbejdsløshed imellem medlemslandene for at holde liv i euro-samarbejdet. Den fælles valuta er nemlig ikke en forudsætning for, at det indre (vare)marked kan fungere effektivt måske tværtimod. Af Jesper Jespersen En monetær union, der er baseret på en fejlagtig forståelse af, hvilke faktorer der er bestemmende for den makroøkonomiske udvikling, vil uundgåeligt bære kimen til en permanent makroøkonomisk krise med sig. Uanset at denne konklusion er triviel, er den eftertrykkeligt blevet bekræftet af den makroøkonomiske udvikling i euro-zonen. Der har på en række områder været tale om en permanent ubalance, der er blevet forstærket igennem årene, og som blev tydeliggjort i kølvandet på den internationale finans- og gældskrise. Alene udviklingen i antallet af arbejdsløse og det akkumulerede betalingsbalanceunderskud har talt sit tydelige sprog. Antallet af registrerede arbejdsløse ligger i dag i de 17 euro-lande på godt 15 mio. svarende til knap 10 % af arbejdsstyrken. ØMU en en teoretisk fejlkonstruktion At ØMU-konstruktionen hviler på et teoretisk set spinkelt grundlag, burde ingen seriøs beslutningstager have været i tvivl om tilbage i 1990erne, hvor beslutningen blev truffet. En bredt favnende kreds af uafhængige økonomer omfattende både klassiske monetarister og post-keynesianere havde i stærke vendinger advaret mod en (hurtig) etablering af en monetær union inden for EU. Klassiske monetarister (Robert Mundell, Milton Friedman m.fl.) og post-keynesianere (Paul Davidson m.fl.) er uenige om mangt og meget inden for makroøkonomi; så meget desto mere burde politikerne have spidset ører, når de næsten med én mund påviste en stribe forhold, der klart demonstrerede, at end ikke EU s kernelande udgjorde det, der i de økonomiske Figur 1: Euro-området og EU27 arbejdsløshedsprocent. Kilde: Eurostat, pressemeddelelse 1. juli 2011

19 teoribøger (de Grauwe, 2009) betegnes som et optimalt valutaområde. Indførelse af en fælles valuta i en sådan situation vil resultere i øgede spændinger i form af høj og ulige fordelt arbejdsløshed, stigende betalingsbalance-uligevægt og akkumulerende offentlig gæld. De klassiske monetarister hæftede sig især ved de i deres øjne overregulerede europæiske arbejdsmarkeder. De faglige organisationer havde i varierende form for megen magt, samtidig med at en overeksponeret velfærdsstat bidrog til en i monetaristernes øjne for svag national lønfleksibilitet og en for ringe mobilitet hen over landegrænserne, der yderligere blev forstærket af sproglige og kulturelle barrierer. Post-keynesianerne derimod advarede mod de begrænsninger, der blev lagt på den makroøkonomiske politik i den monetære union: Valutakursændringer var pr. definition umuliggjort, pengepolitikken skulle ifølge EU-traktaten udelukkende tilrettelægges med sigte på at begrænse inflationen og styres af en politisk uafhængig Centralbank; mens de deltagende landes finanspolitik (offentlige budgetter) blev begrænset af Stabilitetspagtens krav om, at et offentligt budgetunderskud højst måtte udgøre 3 % af BNP. Disse bindinger på den økonomiske politik ville ifølge post-keynesiansk teori gøre det ekstra vanskeligt at bekæmpe arbejdsløshed og sikre betalingsbalanceligevægt. Disse advarende røster fra uafhængige økonomer blev overhørt i Bruxelles. Konklusionerne blev ikke anset for at være (politisk) korrekte i Bruxelles og blev ydermere bestridt af en bred kreds af økonomer, der kan sammenfattes under betegnelsen euro-monetarister. Den monetære union blev af disse økonomer analyseret inden for rammen af en generel ligevægtsmodel, hvori det blev antaget, at de deltagende lande tilsammen udgør et optimalt valutaområde. I en model for et optimalt valutaområde er det på forhånd antaget, at de analyserede lande ligner hinanden så meget, at landene på trods af den fælles valuta kan (gen)etablere en makroøkonomisk balance, når landene rammes af eksterne forstyrrelser i form af f.eks. olieprisstigninger eller uro på de internationale finansmarkeder. Den anvendte model ligger inden for den teoritradition, der sammenfattes under betegnelsen generel ligevægtsteori, hvor makroøkonomisk politik betragtes som havende en destabiliserende effekt i et tidsperspektiv, der rækker blot nogle få år ud i fremtiden. Når de nationale økonomier antages at være så velfungerende, at den makroøkonomiske politik er overflødiggjort, er det en enkel sag at (be)vise, at en overgang til én fælles valuta fjerner vekslingsomkostningerne. Dette vil i ligevægtsmodellen øge produktionen uden at forårsage makroøkonomisk ubalance, da alle lande antages at være i ligevægt. I en sådan idealiseret ligevægtsmodel kan de deltagende lande derfor uden (nævneværdige) omkostninger give afkald på brugen af nationale økonomisk politiske instrumenter i form af penge-, valuta- og finanspolitik. Tværtimod blev det konkluderet af euro-monetaristerne, at jo færre instrumenter de nationale politikere har til rådighed, desto mindre risiko er der for, at de benytter dem til at forfølge kortsigtede politiske interesser, der skaber makroøkonomisk ubalance. Medlemmerne af Delors-komitéen bestående af Kommissionsformanden, Jacques Delors, de på daværende tidspunkt (1988) 12 nationale centralbankdirektører og tre uafhængige eksperter, satte ingen nævneværdige spørgsmålstegn ved den euromonetaristiske argumentation. Denne blev efter-

20 aktuelt og baggrund følgende af Europa-Kommissionen sammenfattet i den politiske hensigtserklæring One Market, one Money. Det eneste mildt kritiske bidrag til Delorsrapporten kom fra den tyske centralbankdirektør, Karl Otto Pöhl, der bemærkede, at det kunne blive dyrt at holde sammen på ØMU en. Dette var naturligvis afhængigt af, hvor omfattende den blev landemæssigt, og hvor stramt de fælles spilleregler blev udformet. Men rapporten indeholdt ingen antydning af, at ØMU en ikke kunne realiseres, endsige at den ikke ville blive en solid succes. Derimod blev risikoen for makroøkonomisk ubalance, herunder høj arbejdsløshed, ikke anset for at være et væsentligt problem. Det økonomiske råderum på standby Det var en for ØMU-politikerne bekvem antagelse, at når først et land er blevet medlem af ØMU en, så vil konkurrencen og markedsdisciplinen sikre makroøkonomisk balance (herunder fuld strukturel beskæftigelse). For at sikre denne balance var det dog nødvendigt at begrænse råderummet for den nationale økonomiske politik. I en generel ligevægtsmodel er det netop politiske indgreb, der risikerer at hindre den automatiske genetablering af markedsligevægten, når systemet udsættes for et udefrakommende stød. Det var således også indholdet af den generelle ligevægtsmodel, der blev lagt til grund ved udformningen af de makroøkonomiske konvergenskriterier. Disse skulle være opfyldt, når det skulle afgøres, om et EU-land var parat til ØMU-medlemskab. Her var fokus rettet mod markedskræfterne og politikerne, idet udviklingen i inflation (forbrugerpriser), rente (statsobligationer) og budgetunderskud (politisk intervention) var afgørende ved vurdering af medlemskabet, hvorimod arbejdsløshed og betalingsbalanceuligevægt blev negligeret. Kravet til medlemskab var opfyldt, når et EU-land i blot et enkelt år opfyldte disse helt overvejende monetære krav om en konvergent pris- og renteudvikling og et begrænset offentligt budgetunderskud (mindre end 3 % af BNP). De første 11 lande blev optaget i 1999, Grækenland i 2002 og de nye medlemslande i perioden Stigende makroøkonomisk ubalance i eurozonen Som nævnt indledningsvist blev en fejlagtig økonomisk teori fejlagtig i den forstand, at den ikke afspejler den økonomiske endsige den politiske virkelighed benyttet, da konvergenskravene blev defineret (Maastricht-traktaten) og stabilitets- og vækstpagten (Amsterdam-traktaten) efterfølgende udformet. Det viste sig som nævnt overraskende hurtigt at være en illusion, at medlemslandene ville have en parallel udvikling i produktionsomkostninger. Set i retrospekt knytter der sig en betydelig ironi til udtrykket konvergenskriterierne, idet det eneste år siden etableringen af ØMU en, hvor kriterierne har været opfyldt af samtlige lande var i 1998; tværtimod har divergens snarere været hovedreglen end undtagelsen. Den divergens, som altid havde eksisteret, fortsatte også efter etableringen af ØMU en. Tidligere var disse forskelle i omkostningsudviklingen blevet udlignet gennem ændringer i valutakursen: Den tyske Mark blev opskrevet og navnlig de sydeuropæiske landes valuta (Drachme, lire, peseta og escudo) nedskrevet. Medlemskab af ØMU en umuliggør en sådan (halv) automatisk mindskelse af de omkostningsmæssige ubalancer. De første år blev divergensen overset, idet inflationsforskellene i de enkelte år kun udgjorde 2-3 %. Men efter at denne divergens havde stået på i nogle år, begyndte forskellene i omkostningsniveauerne at få et sådant omfang, at det fik betydning for eksporterhvervene, hvilket også fremgår af figur 2. #