Verdensbefrielsen. Af J. F. RUTHERFORD, Forfatter til?»guds HarpeMillioner af nulevende Mennesker Bkal aldrig dotrøst for Folket«.

Transkript

1

2

3 Verdensbefrielsen En levende Fremstilling af Guds Plan med særligt Henblifc paa de Forholdsregler, Gud har truffet til at omstyrte Djævelens Magt og alle hans onde Institutioner samt til at udfri Folket og oprette en retfærdig Regering paa Jorden. Af J. F. RUTHERFORD, Forfatter til?»guds HarpeMillioner af nulevende Mennesker Bkal aldrig dotrøst for Folket«. Udgivet af International Forening for Bibelstudium Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab København Brooklyn, N. Y. Oslo Made in the United States of America

4 FORORD Denne Bog indeholder et Glædens Budskab. Den giver Folk bestemte Beviser i Hænde til at afgøre, hvem der er deres værste Fjende, og hvem der er deres bedste Ven. Den viser, hvorfor Menneskene bar været underkastet saa megen Nød og Lidelse, og hvorledes de vil blive udfriet fra deres Fjender. De tre store Væsener, der er Bogens fremtrædende Karakterer, er Jehova, Faderen, og hans Sønner Logos og Lucifer. Sønnen Lucifer iscenesætter et afskyeligt Oprør, hvilket Jehova lader udfolde sig uhindret, indtil det Øjeblik, da han er rede til at gribe ind og gøre en Ende paa Oprøret saavel som paa Oprørerne. Med sin trofaste Søn Logos som sin virksomme Repræsentant udfrier han Menneskene fra den onde Oprørsmagt og overøser dem med sine naaderige Velsignelser. Denne Bog indeholder en Redegørelse for Guds Arbejdsprogram. Den befæster Troen, giver Haabet Liv og mange dobler Glæden i Hjertet. Alle Mennesker vil før eller senere faa Lejlighed til at lære det Budskab at kende, som denne Bog gør sig til Talsmand for. Tiden er nu kommet, til at Folk skal begynde at høre derom. Derfor bør enhver, som læser disse Skildringer, fortælle sine Venner og Naboer derom. Befrielsens Dag er ved at bryde frem! 4 UDGIVERNE

5 Som ef Vidnesbyrd om DEN ALMÆGTIGE GUDS NAVN, Han, som er Himmelens og Jordens Skaber er denne Bog skrevet er mine Vidner, at jeg er Gud." Esajas 43:12 Danish Translation Deliverance. Copyrighted 1926 by J. F. Rutherford.

6 INDHOLD KAPITEL I SKABEREN OG SKABNINGEN Skaberen Logos Luoifer Jordens Skabelse»Morgenstjernerne«Menneskets Skabelse I Guds Billede Udrustet med Forplantningsevne 9 KAPITEL II OPRØRET Tragedien i Eden Guds første Lov for Mennesket Straffen Lucifers Embede Dødens Vælde Misbrug af Magten Forbrydelsen Kundskabens Træ Engle og Kvinder Aander i Fængsel 21 KAPITEL III HYKLERI OG TROFASTHED Slangen Slangens Sæd Kvindens Sæd Hykleriets Begyndelse Enos og Enok Enoks Belønning 37 KAPITEL IV EN VERDENS UNDERGANG Verden, Himmel, Jord, symbolske Udtryk Noah ren i sin Slægt Arken Vandfloden»Hvem er KAPITEL V FJENDEN ORGANISERER SIG Efter Vandfloden Nimrod Babelstaarnet Sporgfor- 6

7 KAPITEL VI DEN FØRSTE VERDENSMAGT Det gamle Ægypten Josef udlægger Kongens Drøm Hans Ophøjelse Israelitterne i Trældom Moses og Aron Faraos Hovmod Plagerne Den første Paaske Befrielsen ved det røde Hav Ægyptens Omstyrleise forbilledlig KAPITEL VII DEN FORBILLEDLIGE ORGANISATION Guds Organisation Begyndte med Abraham Fortsatte med Isak og Jakob Israel under Lovpagten Skygger Tabernaklet Ørkenvandringen Riget under Saul David Zion identificeret KAPITEL VIII OVERMODET REVSES Ægypten, Assyrien, Babylon Satans Redskaber Sankeribs Brev til Ezekias Esajas s profetiske Forsikring Sankeribs Hær ødelægges Det babyloniske Fangen- KAPITEL IX BEFRIEREN Udviklingslærens Vildfarelser Menneskets Natur Dets Fordømmelse til Døden Retfærdiggørelsen Moses et Forbillede paa Kristus David ogsaa et Forbillede Salomons Regering, et, Billede Jesu Fødsel Satans Forsøg paa at ødelægge ham Sammensværgelsen Jesu Virksomhed Forfølgelse Mindemaaltidet indstiftes Judas Hvorfor maatte Jesus dø? Genløsning gaar forud for Befrielse Herrens Opstandelse Beviserne Syndofferet Forbilledligt fremstillet ved Abraham Tabernakelbilledet Messias KAPITEL X RIGET FORBEREDES Messiasriget Zion og Jerusalem Medregenter Hvorledes de udvælges Aandens Udgydelse Levende 7

8 Stene Antikrist Rom, det hedenske og det pavelige Gejstligheden fristes Falske Lærdomme En Anklage Kristne i Modgang I Trældom Hedningernes Tider endt 187 KAPITEL XI NATIONENS FØDSEL Den hellige Nation Drengebarnet Verdens Ende Folk imod Folk og Rige imod Rige Hungersnød, Pest, Jordskælv Solen, Maanen og Stjernerne Moderen Zion Krig mod Fjenden Satan nedstyrtet til Jorden Bekræftende Vidnesbyrd Den forkastede Sten bliver Hovedhjørnestenen Et Manifest, der forkastes af dets egne Forfattere 235 KAPITEL XII DEN ENDELIGE KAMP Jehova er Gud Skøgen, Moder og Døtre Hærene samles til Kamp Dragen Dyret Den falske Profet Urene Aander, der ligner Frøer Slagordenen Dyrets Billede De finansielle, politiske og kirkelige Magter har allieret sig Herrens Hær Kampen Sejren den ødelæggende Kamps Omfang To Dele udryddes KAPITEL XIII VERDEN GRUNDLÆGGES Harmagedon og dens Efterslæt Nye Himle og en ny Jord Fortidens Værdige Johannes Døberen, den sidste af Profeterne Gud er sanddru Opstandelsen Folkets nye Lov Den nye Pagt 287 KAPITEL XIV GENREJSNING OG GENOPRETTELSE Orden ud af Kaos Satans Værk tilintetgøres Rækkefølgen paa Dommens Dag Helvede afgiver sine døde Sheol og Hades forklaret Den banede Vej Hellighedens Vej Blindheden fjernes ulydige straffes Betingelser og Krav Velsignelser for de lydige Fred, Fremgang, Sundhed, Liv Djævelen tilintetgøres Frihed og Lykke Fuldkommenhedens Tidsalder Befrielsen fuldstændig

9 Verdensbefrielsen Kapitel I SKABEREN OG SKABNINGEN Hvorfor er der saa megen Nød og Forvirring i Verden? Hvorfor forbereder Nationerne sig saa fortvivlet til en ny Krig? Hvorfor er der saa megen Selviskhed blandt Menneskene? Hvorfor søger nogle at beherske Priserne paa Fødevarer og andre Livsfornødenheder for at drage Fordel deraf paa andres Bekostning? Hvorfor bedrager og vildleder Politikerne og Præsterne Folket og er med til at støtte selviske Interesser? Hvorfor bliver Folkene endnu i saa stor Udstrækning holdt nede? Hvorfor hjemsøges Menneskene af Hungersnød, Pest og Sygdom? Hvorfor maa de gennemgaa Sorg og Smerte, Lidelse og Død? Hvorfor træller Menneskene under saa mange Onder? Hvem er ansvarlig for hele denne ulykkelige Tilstand? Er der Grund til at haabe, at Menneskene vil blive befriet fra hele denne sørgelige Tilstand og i Stedet derfor opnaa Fred, Frihed, Fremgang, Sundhed, Liv og Lykke? Hvorfor er jeg til? Hvorfra kom jeg, og hvad kan jeg gøre for at hjælpe mine Medmennesker? En ung Mand ønskede at forbedre sine egne og sine Medmenneskers Forhold, og disse og mange lignende Spørgsmaal trængte sig da ind paa ham. Han vilde om muligt finde de tilfredsstillende Svar paa disse Spørgsmaal, og han gjorde Forsøget. Han opsøgte Filosoffer, Doktorer, Præster, Videnskabsmænd og 9

10 10 Verdensbefrielsen andre, der giver sig ud for at vide Besked, men alle disses Svar var, grundet som de var udelukkende paa menneskelige Meninger, absolut utilfredsstillende. Hvilken Værdi kan ufuldkomne Menneskers ubekræftede Meninger vel have? Er ikke alle disse Mennesker blot et Led i det store Tog, der drager hen ad den samme besværlige Vej? Der maa findes et eller andet, som kan tale med Myndighed til os, noget, som et tænkende Menneske kan stole paa. Saaledes sagde den unge spørgende Mand til sig selv. Saa traf han en Mand, moden af Aar. Sølverhvide Lokker dækkede hans Hoved. Han havde et venligt Ansigt, og hans Tale var vindende. Da Spørgsmaalene blev fremstillet for ham, vovede han ikke at fremsætte sin egen Mening, men svarede omtrent som saa:»du har Ret, naar du mener, at Menneskers ubekræftede Tanker har liden eller ingen Værdi. Der er en evig Gud, fra hvem alt, hvad der er godt, udgaar. Der er et stort ondt Væsen, som er Guds Fjende og Menneskers Undertrykker. Denne Fjende har længe haft Dødens Vælde. Den retfærdige Gud har ikke hindret den Onde i at udføre sin onde Gerning, men har brugt det, der skete, som Prøve for sine Skabninger. Ondskaben skal ikke altid have Overhaand. Naar Tiden er inde, vil den Onde blive tilintetgjort og hans onde Indflydelse ophøre. Folkets Befrielse vil uvægerlig finde Sted. Disse store Sandheder, som jeg her berører, er fremholdt for os i den vidunderlige Bog, vi kalder Bibelen. Den indeholder ikke ufuldkomne Menneskers Meninger; den er den almægtige Guds, Himmelens og Jordens Skabers Ord. Den blev skrevet af Fortidens hellige Mænd, idet den store Jehovas Kraft indvirkede paa dem og ledede dem. Jeg mener hermed, at den blev skrevet under Inspiration fra Gud. Den giver os Ind-

11 Skaberen og Skabningen 11 blik i, hvorledes Mennesket er blevet til, og hvorfor det har lidt, og hvorledes og hvornaar Slægten vil blive befriet fra alle Fjender og fra al Undertrykkelse. Disse store Sandheder er fortalt i Bibelen paa en saadan Maade, at de gennem mange A&rhundreder har været en Hemmelighed og ikke har kunnet forstaas, førend Guds Tid var inde dertil. Nu er Tiden kommet til at forstaa dem. Vi er nu et godt Stykke inde i det tyvende Aarhundrede. Kundskaben har taget et mægtigt Opsving, og Menneskene løber hid og did paa Jorden, og netop dette, sagde Gud, skulde afmærke den Tid, hvor hans Bog, der indeholder hans Hemmelighed, skulde forstaas. Naturligvis havde den Alvise lige fra Begyndelsen en Plan og har ladet alt ske efter sin egen Vilje. Tiden er kommet til, at Menneskene skal forstaa, hvorledes denne Guds Plan virker og har virket. Giv dig hen til omsorgsfuldt at undersøge Guds store Skatkammer, Kundskabens Kilde, og du vil der finde fuldstændige og tilfredsstillende Svar paa alle dine Spørgsmaal.«Efter at have faaet dette Raad fik den sandhedssøgende unge Mand fat i Bogen, Bibelen, og læste deri: Ærefrygt for Herren er Visdoms Begyndelse (Psalme 111 :10), og Herren aabenbarer sin Hemmelighed for dem, der har Ærefrygt for ham, og han vil vise dem sin Plan. (Psalme 25 :14) Opfyldt af Ærefrygt og i fuld Oprigtighed søgte han nu Svarene paa de førnævnte Spørgsmaal i dette Kundskabens store Skatkammer, og det, der berettes paa de efterfølgende Blade, er, hvad der der aabenbaredes. SKABEREN Jehova er den store Skabers Navn. Dette Navn betyder den selveksisterende, den evige, den, der er til i Kraft af sig selv, den udødelige.»du alene har Navnet

12 12 Verdensbefrielsen Jehova.«(Psalme 83 :19) Udødelig vil sige ikke at kunne underlægges Døden, men at besidde iboende Liv. Der er skrevet om den store Jehova Gud:»Han, som alene har Udødelighed, som bor i et utilgængeligt Lys, hvem intet Menneske har set, ikke heller kan se; ham være Ære og evig Magt!«(1 Timotheus 6 :16) Han aabenbarede først sit Navn for Moses. (2 Mosebog 6 :3) Han er den store Himmelens og Jordens Skaber. (Esajas 40:28; 42:5) Al god og fuldkommen Gave kommer fra ham. (Jakob 1 :17) Han er deres Belønner, som søger ham i Oprigtighed. (Hebræerne 11:6) Han er fra Evighed til Evighed. (Psalme 90:2 ; 93:2)»I den Herre Jehova har vi en evig Klippe.«Esajas 26 :4. LOGOS Der maa nødvendigvis have været en Tid, hvor Jehova var alene. Det var, inden han begyndte at skabe Væsener eller Verdener. I sit Ord taler han om Skaberværkets Begyndelse. Guds usynlige Kraft indvirkede paa Apostelen Johannes, og han skrev da under Inspiration: Oprindelig var Logos, og Logos var hos Gud, og Logos var en Gud. Han var oprindelig hos Gud. Alle Ting er blevet til ved ham. I ham var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. Johannes 1 :1 4. Logos er en af de mange Betegnelser for den første af Guds Skabninger, Guds Skabnings Begyndelse. (Aabenbaringen 3:14) Der staar skrevet om ham:»han, som er den usynlige Guds Billede, al Skabnings førstefødte; thi i ham blev alle Ting skabt i Himlene og paa Jorden, de synlige og de usynlige, være sig Troner eller Herredømmer eller Magter eller Myndigheder. Alle Ting er skabt ved ham og til ham; og han er forud for alle Ting, og alle Ting bestaar ved ham.«kolossenserne 1 :15 17.

13 Skaberen og Skabningen 13 Gennem disse Skriftsteder faar vi at vide, at Logos var Jehova Guds eneste direkte Skabning, og at Logos derefter var den, Jehova brugte ved Skabelsen af alt, hvad der ellers er blevet til. Salomon giver os ogsaa en Skildring af Logos, og han lader ham i denne Beretning sige om sig selv:»herren ejede mig i sin Vejs Begyndelse, før sine Gerninger, fra fordums Tid. Fra Evighed er jeg blevet til, fra først af, før Jorden var. Da Afgrundene endnu ikke var, blev jeg født, da der endnu ikke var nogen vandrig Kilde. Før Bjergene blev nedsænket, før Højene blev jeg født, førend han havde skabt Jord og Mark og Jorderiges første Jordklump. Da han beredte Himlene, var jeg der, da han slog Hvælving over Afgrunden. Da han fæstede Skyerne oventil, da Afgrundens Kilder blev faste, da han satte Havet dets Grænse, saa Vandene ikke overskrider dets Bred, da han fastsatte Jordens Grundvolde, da var jeg hos ham en Kunstner, og jeg var hans Lyst Dag for Dag, legede altid for hans Aasyn.«Ordsprogene 8 : Skriften synes afgjort at slaa fast, at Logos (hvilket betyder en, der taler paa en andens Vegne) var Jehova Guds ærede Sendebud Tiderne igennem. Han blev udsendt med forskellige Hverv som Jehovas særlige Udsending. (2 Mosebog 3 :2, 15; 1 Mosebog 18 :1; 2 Mosebog 23:20; Josva 5:14) Da Logos var Guds Skabnings Begyndelse og var hans særlige Sendebud, Bandan som det fremgaar af hans Navn, indtog han naturligvis en særlig fortrolig Stilling over for Jehova. Det var derfor kun rimeligt, at Jehova vilde raadslaa med ham angaaende Skabergerningen. Skriften siger ikke noget om, i hvilken Orden Eng^ Iene, som hører til den usynlige Del af Guds Rige, blev skabt, men vi faar at vide, at der baade findes Keruber,

14 14 Verdensbcfrielsen Serafer, Engle og andre, der alle betegnes som»guds Sønner«. Keruberne er Aandevæsener, som øjensynlig indtager en meget vigtig Stilling ved Udførelsen af Guds Plan. 1 Mosebog 3 :24; Ezekiel 10 : Seraferne er ogsaa, efter hvad Skriften viser, himmelske Væsener, der har faaet vigtige Hverv betroet i Forbindelse med Udførelsen af Guds Plan. Esajas 6 : 2 6. Englene er Sendebud, hvem det er betroet at overbringe de Budskaber og at udføre de Ordrer, der udgaar fra de himmelske Myndigheder. 1 Mosebog 19 :1 13; 23 :12; Psalme 91 :11. Alle Guds Skabninger modtager Livet fra ham og betegnes derfor med Rette som hans Sønner. Efterhaanden som Begivenhederne udvikler sig inden for hele dette Regeringsomraade, træder disse Sønner til særlig fastsatte Tider frem for Jehova. Job 1 :6 ; 2 :1. LUCIFER Iblandt Jehova Guds mægtige Skabninger er ogsaa han, som først blev kaldt Lucifer. Hans Navn betyder Lysbærer eller»morgenstjerne«. Guds Profet omtaler ham som»morgenrødens Søn«. Det vil være vanskeligt at finde Ord, der bedre kunde give Udtryk for hans Skønhed. Han hørte med til det himmelske Vælde og befandt sig følgelig i Guds hellige Rige, og det fremgaar af Beskrivelsen af ham, at han var endnu mere lysende og straalende end de andre paa dette herlige Sted. Denne Beskrivelse lader os forstaa, at han var mere fremtrædende og iøjnefaldende end de øvrige Skabninger i Himmelen. Det hedder om ham:»alle Haande kostbare Stene bedækkede dig: Karneol, Topas og Diamant, Krysolit, Onyks og Jaspis, Safir, Karfunkel og Smaragd og Guld; dine Pauker og dine Fløjter var i fuldt Arbejde hos dig; den Dag du blev skabt, var de beredt. Du var

15 Skaberen og Skabningen 15 en salvet Kerub, som skærmede, og jeg satte dig paa Guds bellige Bjerg; der var du, midt iblandt glødende Stene vandrede du. Ustraf felig var du paa dine Veje fra den Dag, du blev skabt, indtil Uretfærdighed blev fundet hos dig.«ezekiel 28 : Naar vi stirrer op paa den mægtige Himmelhvælving over os om Natten, ser vi utallige Stjerner, selv med det blotte Øje, og med en stærk Kikkert kan man se Myriader af disse Ildkugler genspejle den store Skabers Herlighed. Uden Tvivl havde denne mægtige Lucifer, der var saa vidunderlig og smuk i sin hele Fremtræden, Lov til at vandre omkring iblandt disse Stjerner og Planeter og fryde sig over Skaberværkets Undere, den Eviges Værk. Logos, som blev brugt af Jehova Gud til at skabe alle Ting, skabte naturligvis ogsaa Lucifer. Disse to, Lucifer og Logos, betegnes i Skriften som»morgenstjerner«. Logos var altid en Glæde og Fryd for den store Evige som Følge af sin Trofasthed. Eftersom Skriften siger, at al Guds Skabning er fuldkommen (5 Mosebog 32 : 4), maa vi gaa ud fra, at alle disse Skabninger i Himmelen var smukke og herlige og boede sammen i Fred og Harmoni, og at alle var til Ære og Pris for Jehova Gud. Saa kom den Tid, hvor det behagede den Almægtige og Evige at berede et Sted til Bolig for Mennesket, som han derefter vilde skabe. Beretningen herom lyder:»i Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden«, og han»gjorde Skyen til dets Klædebon og mørk Taage til dets Svøb.«Skabningerne i Himmelen fik uden Tvivl at vide, at Planeten Jorden blev beredt til at være en Bolig for den Skabning, Mennesket, som Gud vilde skabe i sit eget Billede, og Kundskaben herom maa have beredt de himmelske Skabninger stor Glæde. Der fortælles os, at da Gud lagde Grundvoldene for Menneskets Bolig,

16 16 Verdensbefrielsen Jorden, jublede Morgenstjerner til Hobe, og alle Guds Børn raabte af Fryd. Job 38 :4 9. Bibelen lærer tydeligt, at der var to mægtige Skabninger, der betegnes som»morgenstjerner«, nemlig Logos og Lucifer. Der har aabenbart været en stor Sammenkomst af alle Himmelens herlige Skabninger, da Jordens Skabelse begyndte, og det var ved denne Sammenkomst, at de himmelske Skabninger fik at vide af Skaberen, at han havde til Hensigt at berede en Bolig for Mennesket, som han vilde skabe, og disse to mægtige»morgenstjerner«sang da begge en jublende Lovsang til den Eviges Pris, og alle Guds Sønner blev i den Grad grebet af denne Sang, at de raabte af Fryd. Saa vidt det er muligt for Mennesker at konstatere, er der ikke nogen anden Klode, der er beboet. Jordens Skabelse som en Bolig for Mennesket maatte være af allerstørste Interesse for Skabningerne i det himmelske Rige. MENNESKETS SKABELSE Jorden blev skabt, og paa den fremstod Planter og Urter, Dyr og Fugle, Frugter og Blomster. Men der var intet Menneske til at pløje Jorden eller til at nyde dens Frembringelser. Det fremgaar tydeligt af Beretningen, at Gud talte med en eller anden om, at det var hans Hensigt at skabe Mennesket, og det, er rimeligt at antage, at det var Logos, han talte med. Vi læser:»og Gud sagde: Lad os gøre Mennesker i vort Billede, efter vor Lignelse, og de skal herske over Havets Fisk og over Himmelens Fugle og over Kvæget og over al Jorden og over alt Kryb, som rører sig paa Jorden. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, i Guds Billede skabte han det; Mand og Kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vær frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden og underlæg eder den, og hersk over Havets Fisk og over Himmelens Fugle og over

17 Skaberen og Skabningen 17 hvert Dyr, som rører sig paa Jorden!«1 Mosebog 1 : Det er indlysende, at det Billede og den Lignelse, der her tales om, ikke kan gælde Legemsformen eller Organismen. Jehovas fire evige Grundegenskaber er Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt. Det fuldkomne Menneske var en tænkende og fornuftbegavet Skabning og maa have været i Besiddelse af disse Egenskaber; og ligesom Gud udøver sit Herredømme over hele Universet, saaledes blev det givet Mennesket at have Herredømme over Skabningerne paa Jorden, og det blev iklædt Magt til at frembringe andre Skabninger af sin egen Art, at opfylde Jorden dermed og underlægge sig hele Kloden. Gud skabte ikke først Mennesket og gav det derefter en udødelig Sjæl, som mange er blevet forledt til at tro. Ordene Sjæl, Skabning og Menneske betyder det samme. Ethvert Menneske er en Sjæl, men intet Menneske kan være i Besiddelse af en Sjæl. Skriftens Beretning om, hvorledes der blev gaaet frem ved Skabelsen, er meget tydelig:»da dannede Gud Herren Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.«1 Mosebog 2 :7. Derpaa lod Gud alle Dyrene og Fuglene komme frem for Adam, og han gav hver enkelt af dem Navne. Hvert Dyr og hver Fugl fandt sin Mage; men hvad Adam selv angik,»fandt han ingen Medhjælp, som var hans Lige«.»Og Gud Herren sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene; jeg vil gøre ham en Medhjælp, som er hans Lige.«(1 Mosebog 2 :18 20) Saa blev Kvinden skabt og ledet til Manden. Den Del af Jorden, hvor Mennesket først saa Lyset, maa have været overvældende smuk. Eden betyder et Paradis. Det var i den østlige Ende af Eden, at Gud

18 18 Verdensbefrielsen plantede en Have, og der anbragte han Mennesket, som han havde dannet. Dette var Adams og hans Hustrus Hjem. Idet vi støtter os til denne korte Beretning, som vi ved er sand, eftersom den blev givet under Guds Ledelse, saa lad os et Øjeblik forsøge at forestille os, hvorledes Forholdene maa have været. I Himmelen var der en stor og lykkelig Skare af Engle, stærke, kraftige og smukke. Der var Keruberne og Seraferne, der indtog ansvarsfulde Stillinger, idet der var givet dem visse Tillidshverv. Der var Lucifer, den straalende, som overgik de andre i Pragt og Skønhed. Og der var Logos, Jehovas store og mægtige højre Arm, ved hvem alt var blevet skabt af det, som er. Alle disse Skabninger var en Glæde for den mægtige Skaber, og særlig var dette Tilfældet med Logos. Indtil da havde alle været loyale og tro over for Gud. Paa Jorden var den fuldkomne Mand nu skabt; stærk, kraftig og smuk, med Øjne saa klartseende, at de ilcke vidste, hvad Dunkelhed var, og med Hindens Lethed og Hurtighed. Og hos ham var hans Hustru, der besad en Ynde og en overvældende Skønhed, som intet Menneske, der nu lever paa Jorden, nogen Sinde har set; thi hun var fuldkommen. Uden Tvivl har der været en eller anden Form for Forbindelse mellem de himmelske Væsener og de fuldkomne Skabninger paa Jorden. Der var givet Manden og Kvinden Evne til at frembringe Børn og Myndighed til at opfylde Jorden med deres Afkom, og de himmelske Skabninger maa have givet Agt paa dette med den største Interesse og Glæde. Der er intet, der tyder paa, at der var givet nogen af de himmelske Skabninger Magt til at frembringe Afkom. Slægtens Formering paa Jorden var saaledes noget helt nyt, og alle de himmelske Hærskarer maa med den

19 Skaberen og Skabningen 19 dybeste Interesse og den største A gtpaag i venhed h a v e af ventet den Tid, hvor Mennesket vilde opfylde Jord en med en Slægt af glade Væsener, der alle skulde tilb ed e og prise den store Jehova Gud. Lykke herskede i H im melen, og Lykke herskede paa Jorden. O m givelsern e var skønne, tiltalende for Øjet, en Glæde for H jertet, o g alt til Pris for den evige Gud, Skaberen. i

20 ...

21 OPRØRET Kapitel II Enhver fuldkommen Skabning maa være et moralsk fritstillet Væsen. Skabningen maa have Frihed til at øve godt eller ondt efter eget frie Valg; ellers kunde der ikke være Tale om at prøve en saadan Skabning. Gud kunde have dannet alle sine Skabninger saaledes, at de ikke kunde gøre noget ondt; men havde han gjort det, vilde det have hindret dem i frit at lægge for Dagen, hvad der boede i dem, og Gud vilde saaledes have udelukket sig fra at kunne prøve disse sine Skabninger. Hjertet er Sædet for vore Følelser og Bevæggrunde. Hjertet er et Udtryk for det hos Væsenet, der leder til Handling. Hvis der kommer Urenhed ind i Hjertet, vil det næsten uvægerligt lede til urene Handlinger. Derfor hedder det:»bevar dit Hjerte fremfor alt det, som forvares; thi fra det udgaar Livet.«Ordsprogene 4 :23. Kærlighed er en af Grundegenskaberne i Guds Væsen. Kærlighed er det fuldkomne Udtryk for Uselviskhed. Selviskhed, selve Kærlighedens Modsætning, udgaar fra Hjertets lønlige Raad. Selviskhed driver Kærligheden ud. Naar Kærligheden er borte, bliver Hjertet ondt. Den, der har et ondt Hjerte, er selvisk til det yderste, tager intet Hensyn til, hvad der er hans Pligt, eller hvad han skylder andre, men er ubøjelig opsat paa at gøre, hvad han selv vil, uden Hensyn til, hvor meget andre kan komme til at lide uretfærdigt derved. Den Herlighed og Skønhed, de himmelske Skabninger besad, det første Menneskepars Fuldkommenhed i deres 21

22 22 V erdensbefrielsen smukke Hjem i Eden og den Evne, Mennesket havde faaet, til at opfylde Jorden med Væsener af sin egen Art, bidrog alt sammen til at gøre det muligt nu at lægge enten Selviskhed eller Kærlighed for Dagen. Prøven kom, og nogle af Himmelens mægtige Skabninger faldt paa denne Prøve. Glæden i Himmel og paa Jord blev til bitter Veklage. Det sørgelige Optrin i Eden er uden noget Sidestykke. I Virkeligheden kan alle andre Forbrydelser og Tragedier føres tilbage til denne ene, som der fandt Sted. Forbrydelsen bliver saa meget større, naar man tænker paa den Intelligens og Storhed, Overtræderen besad, og det fortrolige Forhold, han stod i til den evige Skaber. Den frygtelige Forbrydelse ødelagde Menneskers og Engles Fremtidshaab, fyldte Jorden med Ve og fik selve Himlene til at græde. Den satte det ondes Hjul i Gang og har faaet dem til at rulle videre ned gennem de mange og lange Tidsaldre, spredende om sig Krig, Mord, Sygdom, Pest og Hungersnød, og har saaledes presset Livsblodet ud af talløse Millioner. Saa mægtig forførerisk og listig har den første store Forbryder været, at Menneskenes hele Følelsesliv er blevet afstumpet, og at de i Aarhundreder er blevet holdt i Uvidenhed om, hvorfra alt det onde stammer, og hvor vidtrækkende Følgerne har været. Men nu synes Tiden endelig at være inde, hvor Gud vil drage Sløret til Side og lade Menneskene faa en bedre Forstaaelse af, hvem den frygtelige Forbryder er, og hvori Forbrydelsen bestod, for at Menneskene maa kunne fly fra den Ondes Indflydelse og finde Tilflugt hos Verdens Frelser. Jehova var Menneskets Velgører og Ven. Han havde skabt Adam, skænket ham en Hustru, givet ham et smukt Hjem, gjort ham til Hersker over alt omkring ham, iklædt ham med Magt og Evne til at fylde hele Kloden med en fuldkommen Slægt af Mennesker, til

23 Oprøret 23 at underlægge sig Jorden og til at herske over den. Adam maatte ganske naturligt elske Gud. Tilmed var han skabt saaledes, at han instinktmæssigt vilde tilbedo den, der var hans Yen og Livgiver. Guds Vilje er hans Lov. Naar denne Vilje fremholdes for Mennesket, er det den Guds Lov, efter hvilken Mennesket skal styres. Den Skabning, der nægter at adlyde Guds Lov, er en utro Undersaat. Dersom der ikke var nogen Lov, kunde Menneskets Troskab ikke prøves. Der maa være en Rettesnor, der byder en at gøre det, der er ret, og forbyder det, der er uret. Gud gav Mennesket en Lov. Det var angaaende den Føde, Adam skulde have, at Gud gav Udtryk for sin Vilje eller Befaling. Naturligvis kunde der ikke komme noget ondt fra selve Føden; thi al Føden var fuldkommen, men det onde hidrørte fra den Ulydighed, der blev udvist over for Guds Lov. Tabet af Livet betød for Mennesket Tabet af alt. Gud kunde ikke tillade en Skabning, der var i Modstrid med Loven, at have evigt Liv. Han forordnede for Mennesket, hvilken Føde det skulde spise, som vi læser:»og Gud Herren bød Mennesket og sagde: Du maa frit æde af alle Træer i Haven; men af Træet til Kundskab om godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi paa den Dag du æder af det, skal du visselig dø.«1 Mosebog 2 :16,17. Det var i Traad med Guds kærlige Omsorg for Mennesket, at han satte en til at være dets Tilsynsmand, Hjælper eller Beskytter, en, der skulde hjælpe det til at undgaa at gøre det urigtige, det, der vilde bringe Straffen for at overtræde Guds Lov over det. Det var den straalende og ophøjede Lucifer, Gud udvalgte og satte i Eden som Menneskets Overherre eller Beskytter. Gud sagde om ham og om hans Indsættelse i denne ansvarsfulde Stilling:»Du var en salvet Kerub, som skærmede, og jeg satte dig«i denne Stilling. (Ezekiel

24 24 Verdensbefrielsen 28 :14) At Lucifer, Keruben, var salvet, vil sige, at ban var iklædt Magt og Myndighed til at gøre visse Ting i Guds Navn, og i dette Tilfælde ser vi, at han var iklædt Magt og Myndighed til som Overherre i»guds Have«at se efter Menneskets Interesser og holde det paa den rette Vej. En Kerub er en befuldmægtiget, hvem en særlig himmelsk Myndighed og visse Pligter er overdraget. Ordet»skærmede«giver Udtryk for Værn og Beskyttelse. Det følger da heraf, at Lucifer var iklædt Magt og Myndighed til at føre Tilsyn med Mennesket, til at beskytte og værne det imod at komme ind paa en gal Vej, hvorved det vilde komme til at overtræde Guds Lov. Det var hans højtidelige Pligt baade over for Mennesket og over for Gud at lede og paavirke Mennesket til at vandre paa den rette Vej, saa at det derved kunde ære Gud og leve længe paa Jorden. Gud havde ogsaa udstyret Lucifer med Dødens Vælde. (Hebræerne 2 :14) Det hørte derfor med til Lucifers Embedspligt at overgive det Menneske, som overtraadte Guds Lov, til Døden. Lucifer indtog saaledes en særlig Tillidspost og stod i fortroligt Forhold baade til Gud og Mennesker. Det var højtideligt overdraget og betroet ham at bevare Guds nyoprettede Styre paa Jorden i en ren og ret Tilstand. At svigte den Tillid, der var vist ham, med det for Øje at omstyrte den Styreform, Gud havde indrettet i Eden, vilde være Forræderi. At begaa Forræderi under saadanne Forhold vilde være den skammeligste Troløshed og kendetegne vedkommende som en skændig, foragtelig Skabning og den sorteste af alle Forbrydere. Lucifer indtog den mest ærefulde Stilling i hele Universet bortset fra Logos s, ja endog forskellig fra Logos s, idet han var sat til Overherre og Beskytter for et særligt Omraade; og dette gør hans Forræderi, hans Tillidsbrud, saa frygteligt, at det ikke kan udtrykkes med menneskelige Ord.

25 Oprøret 25 Den Skønhed, Renhed og Uskyld, den fuldkomne Mand og Kvinde besad, medens de færdedes der i Omgivelser, der var langt skønnere end noget menneskeligt Øjø nogen Sinde senere har set, gør det endnu tydeligere, hvor bundfordærvet det Hjerte maa have værret, som kunde faa sig til at begaa den frygtelige Forbrydelse, der herefter skal skildres. Da Lucifer var en af»morgenstjernerne«, som var Vidne til Menneskets Skabelse saavel som til Beredelsen af dets fuldkomne Hjem, og da han havde faaet overdraget det Tillidshverv at være Menneskets Overherre, vidste han naturligvis, at Gud havde givet Mennesket Evne til at frembringe andre Væsener af sin egen Art, og at Jorden saaledes til sin Tid vilde blive opfyldt med en fuldkommen Slægt af Mennesker. Han vidste, at Mennesket var skabt saaledes, at det maatte tilbede sin Velgører. Han forstod, at han først maatte faa den Tanke fuldstændig ud af Menneskets Sind, at Gud er dets Velgører. Lucifer fyldtes med en ærgerrig Higen efter at faa Menneskene helt ind under sig og at modtage den Tilbedelse, der alene tilkom Gud. Lucifer blev saa optaget af sin egen Skønhed og Betydning og Magt, at han helt glemte, at han stod i Gæld til sin Skaber for det alt sammen. Selviskhed kom ind i hans Hjerte. Hans Bevæggrund var uret, og hans Hjerte blev ondt. Hans onde Bevæggrund drev ham til at handle, som han gjorde, over for Adam. Profeten siger om Lucifers onde Hensigter:»Og du, du sagde i dit Hjerte: Til Himmelen vil jeg stige op, over Guds Stjerner vil jeg rejse min Trone, og jeg vil tage Sæde paa Forsamlingsbjerget i det yderste Norden; jeg vil stige op over Skyernes Toppe, jeg vil gøre mig den Højeste lig.«(esajas 14 :13,14) Skriften viser os tydeligt, at Lucifer ræsonnerede omtrent som saa: