Tusind tak for invitationen til at holde dagens festtale.

Transkript

1 Forbundssekretær Anders Laubjerg Tale ved FIU-Ligestillings 10 års-jubilæum 1. oktober 2015 Tusind tak for invitationen til at holde dagens festtale. FIU-Ligestillings jubilæum er absolut værd at fejre. Ti år er gået. De fleste her kan givet vis huske, hvordan det hele startede. Som et samarbejde på tværs af en række fagforbund, hvor nogle ildsjæle fortrinsvis af hunkøn sparkede kønsligestillingen højere op på den faglige dagsorden. 1

2 Dengang var der vel en enkel eller to i fagbevægelsen, der anså ligestillingen mellem kønnene som et kvindeprojekt, som en kamp kvinder kunne tage sig af - medens politisk korrekte mænd på reserveret afstand nikkede anerkendende hertil såfremt det da ikke støjede alt for meget. Ti år er gået og meget har allerede forandret sig. Måske overraskende for mange er over 40 procent af deltagerne på FIU- Ligestillings aktiviteter i dag mænd. Det er rigtig godt. Kønsligestillingen er stadigvæk på dagsordenen også med nye vikler på gamle udfordringer. Men dertil er i dag kommet en bred vifte af mangfoldighedsudfordringer, hvor den store 2

3 lighedskamp jo handler om at inkludere de andre i min egen identitetsopfattelse som samfundsmenneske. Og hvem er så de andre? De andre er alle de mennesker, der er forskellige fra mig. Og det er rigtig mange. De andre er de rødhårede, det er de fremmede, det er bøsserne, det er dem, der be r til Allah, det er de transseksuelle og udkantsdanskere og rigtig, rigtig mange andre. De andre er alle dem, som vi i samfundet i det skjulte eller helt åbent - måler med en anden målestok end den, jeg og du og du bliver målt med. 3

4 Ligestillingen er i sin substans en menneskerettighedssag med mere end 500 år på bagen i Europa. Det tog sin begyndelse med anderledes troende. Det med kønnene kom til langt senere, og det fortæller os, hvorledes ligestillingskampen konstant skal være åben over for nye brudflader. Det har FIU-Ligestilling været. Det skib, som nogle af Jer, der er tilstede her i dag, søsatte for ti år siden, har ikke blot sat en sikker kurs, der vil være aktuel og på den politiske dagsorden årtier frem, ja århundreder frem, skibet har også vist sig sødygtigt. Det vil jeg gerne som en del af det politiske lederskab af FIU-Ligestilling sige Jer ildsjæle tak 4

5 for; Jer der dagligt ligger et stort arbejde, en stor viden og et brændende engagement i ligestillingskampen; I skal ønskes tillykke med de første ti år. I har ikke blot noget at være stolte af. Vi har alle noget at være stolte af. Ligestillingskampen kampen mod forskelsbehandling er nemlig ikke bare en kamp for dem, der bliver forskelsbehandlet. Som mand vil jeg gerne denne morgenstund give udtryk for, at er der noget, der har beriget det danske samfund over de sidste hundrede år, ja så er det naturligvis, at vi alle har fået flere penge på lommen, bedre boliger at bo i, mere fritid at befri os i osv. osv, men når det er sagt, så består én af de 5

6 helt store berigelser i kønnenes større ligestilling. Det har jeg ofte underholdt min kone med. Kønnenes historisk større ligeværd, det er en kæmpe landvinding for menneskeheden. For et kvart århundrede siden blev det mig mere eller mindre tilfældigt tilskikket, at gå på barsel med en tre måneder lille pige forladt af sine forældre i inkaernes gamle hovedstad Cusco højt oppe i Andesbjergene. Medens adoptionssagen stod på var jeg i et par måneder alene med min datter i Sydamerika. Efterfølgende gik jeg på barselorlov her i Danmark de første uger. Hvilken fantastisk oplevelse. Hvilken rigdom. 6

7 Som erindringsbilleder husker jeg små byer beliggende i de skønne Andesbjerge med mig gående rundt i gaderne med min lille inka-prinsesse på maven, med sutteflaske og bleer, iagttagende mændenes forundrende og mistroiske blikke, og kvinderne, der bare skulle hen og røre ved den lille sorthårede prinsesse. Jeg var ikke et offer for ligestillingen, jeg var dens heldige og lykkelige vinder. Da jeg tilbage i Danmark meddelte en kvindelig sagsbehandler i Københavns Kommune, at jeg var den af forældrene der gik først på barsel, min kone overtog senere, blev jeg med en forundring 7

8 i stemmen og et spørgsmålstegn i ansigtet spurgt om, hvorvidt det nu kunne have sin rigtighed. Det er 25 år siden. Vi er nået rigtig langt, men vejen foran os er endnu længere. Vi lever i en verden, hvor økonomien er mere og mere globaliseret, og hvor vi over de kommende hundrede år eller mere skal gøre den erfaring, at de andre ikke er en belastning men en berigelse. En ressource, som vi kommer til at inkludere i vores identitet som samfundsmennesker. På denne vej findes der ingen garantier for, at vi ikke først skal ha afprøvet en række forkerte og uholdbare løsninger - med de andre i rollen som syndebukke. 8

9 Ligestilling handler ikke om, at vi alle skal være ens. Ligestilling omhandler det enkelte menneske, der flytter sig, der opbygger brede skuldre, en ny suverænitet, der kan bære og rumme en mangfoldighed af forskelligheder, som vi tager til os som en del af vores fælles identitet. Først da har vi overvundet vores kulturelle fattigdom. Og det vil ske. Det kan I være evig forvisset om. Det vil ske! Med denne optimistiske profeti vil jeg bede jer hæve glasset og være med i en skål for FIU-Ligestilling. Skål! 9