Columella om slaveriet i landbruget

Transkript

1 Columella om slaveriet i landbruget Lucius Junius Moderatus Columella skrev omkring år 60 De re rustica om landbruget. Columella havde selv store gårde i Italien. I 12 bøger beskrev han indgående forholdene i 5 landbruget, herunder hvordan man skulle anvende og behandle slaverne. Kilde: Jens Erik Skydsgaard: Det Romerske Slaveri Herefter kommer problemet med slaverne, hvilket hverv man skal give den enkelte og hvem man skal bestemme til det ene eller det andet arbejde. Lad mig fra begyndelsen advare imod at vælge forvalter blandt den type slaver, der vækker behag ved sit udseende, eller af den gruppe, der har udført finere arbejde i byen. Det er en sløv og søvnig type slaver, vænnet til fritid, sport, cirkus, teatre, terningspil, kro og bordeller, og han ophører aldrig med at drømme 15 om den slags pjat, som han tager med sig ud i landbruget. Herren får ikke nær så meget tab af slaven selv som af alt det, han afstedkommer. Man skal vælge en, der fra barnsben er hærdet ved landarbejde og prøvet i praksis. Hvis en sådan ikke findes, skal man vælge en af dem, der udstod arbejdsom trældom. Han skal være over sin første ungdom, men endnu ikke gammel, at ikke hans ungdom skal formindske den 20 autoritet, hvormed han giver ordrer, da ældre folk nu ikke bryder sig om at adlyde en grønskolling, og ikke hans fremrykkede alder skal komme til kort over for det hårdeste arbejde. Lad ham altså være i den bedste alder og stærk som eg, kyndig i landbrug eller i det mindste meget omhyggelig, for at han hurtigt kan lære nyt. Det passer sig nemlig ikke i vor geschæft [forretning], at en giver ordren, mens en anden demonstrerer, hvordan den skal udføres. Den, 25 der må lære af sin undergivne, hvad der skal udføres og hvordan, han kan ikke kræve arbejdet ret udført. En analfabet kan vel være leder, når blot han har en fortrinlig hukommelse. Cornelius Celsus siger, at en sådan forvalter hyppigere bringer penge til sin herre end en regnskabsbog, fordi han, analfabet som han er, ikke selv kan forfalske regnskaberne og frygter

2 at gøre det ved hjælp af en anden for ikke at få en medvider i bedrageriet. 30 Men man bør tildele en hvilken som helst forvalter en kvinde som fælle, som både kan holde styr på ham og endda hjælpe ham i en række sager, og samme opsynsmand skal man befale ikke at have bordfællesskab med nogen hjemlig, men langt mindre med nogen fremmed. Somme tider skal man dog for at ære ham, når han bestandig har vist sig energisk og brav i sin arbejdsledelse, invitere ham til sit bord på en helligdag. Ofringer må han ikke udføre, undtagen 35 efter sin herres ordre. Haruspekser [præster, der tog varsler] og troldkællinger må han ikke slippe ind; den slags lokker med tom overtro de udannede først til udgift og derpå til forbrydelser. Han må heller ikke deltage i by- og markedsliv undtagen for at købe og sælge sager, der vedrører ham. Som Cato siger: forvalteren skal ikke gå på visitter og ikke overskride markskellene, undtagen for at lære om en ny dyrkningsmetode, og det kun for så vidt det er så 40 nær, at han kan blive boende hjemme. Han må ikke tåle, at der laves nye stier og passager over jorden, og heller ikke modtage nogen gæsteven, undtagen det drejer sig om herrens ven eller nære slægtning. Ligesom man skal holde ham fra ovenstående, skal han positivt opmuntres til omsorg for værktøj og redskaber, så at han har dem i orden og på plads i det dobbelte antal af slaverne for ikke at skulle bede en nabo om noget, da det tager mere af 45 slavernes arbejdstid, end den slags ting koster at anskaffe. Slavernes levevis og klædedragt skal han lade være mere dikteret af nyttehensyn end af smag, og han skal sørge for, at de er vel beskyttet mod vinden, kulden og regnen, hvilke alle holdes væk af ærmepelse, hjemmelavede kapper eller slag med hætte. Sørger han for det, er der ikke en dag så rædsom, uden at der dog kan laves et eller andet udendørs. Og lad ham ikke blot 50 være en tusindkunstner inden for praktisk landbrug, men også udstyret med gode menneskelige egenskaber, for så vidt hans slavesjæl rækker, så at han hverken er veg eller brutal, når han giver ordre, altid favoriserer nogle af de bedste, men dog også tager hensyn til de mindre gode, så at de snarere frygter hans strenghed end afskyr hans brutalitet. Dette kan han opnå, hvis han foretrækker at lade det komme dertil, at han på grund af sin egen 55 overfladiskhed må straffe overtrædelserne. Der er imidlertid ikke noget bedre værn også mod den udueligste end krav om arbejde, at der udføres en rimelig mængde, og at forvalteren

3 bestandig viser sig. På denne måde vil formændene for de enkelte jobs med flid gøre deres pligt, og de øvrige bliver rolige efter det anstrengende arbejde og foretrækker søvn fremfor fornøjelser. 60 Kunne man dog blot genoplive disse gamle, men fortrinlige skikke, som nu er gået af brug, at forvalteren aldrig benyttede en medslave som tjener, undtagen tjenstligt, at han kun indtog sin mad, når de andre var til stede, og ikke anden mad end de andre. Så skulle han nemlig nok sørge for, at der blev lavet ordentligt brød, og at også resten blev tilberedt sundt. Han må heller ikke lade nogen forlade ejendommen undtagen efter ordre, og han må ikke give ordre 65 dertil, uden at det er strengt nødvendigt. Han skal ikke drive handel på egne vegne og ikke sætte sin herres penge hverken i kvæg eller andre varer. Sådan handel beslaglægger nemlig forvalterens opmærksomhed, og de vil aldrig tillade ham at gøre status i herrens regnskaber, men når pengene skal gøres op, vil han fremvise varer i stedet for kassebeholdning. Generelt skal man først og fremmest opnå af ham, at han ikke tror, at han ved noget, han ikke ved, og at 70 han altid søger at lære det, han ikke ved. Thi vel gavner det meget at udføre noget med kyndighed, men det skader dog mere at handle forkert. En eneste ting er nemlig af overvejende betydning inden for landbruget, nemlig at alt, hvad hensynet til dyrkningen kræver, kun udføres én gang. For når et arbejde skal gøres om enten af ukyndighed eller uagtsomhed er sagen selv gået i fisk og lader sig ikke senere genoprette, så at tab genvindes 75 og den spildte tid erstattes. Hvad de øvrige slaver angår, skal man omtrent følge de principper, som jeg ikke fortryder selv at have fulgt, nemlig oftere at tale mere venligt med landbrugsslaver, når de blot ikke har optrådt uskikkeligt, end med dem i byen, og da jeg kan se, at deres endeløse møje bliver lettere ved en sådan venlighed, spøger jeg somme tider med dem og lader dem spøge mere 80 med mig. Dette gør jeg nu ofte, så at jeg ligesom rådslår med de kyndigere vedrørende nye initiativer og derved lærer hver enkelts evner at kende, hvortil han er dygtig. Så ser jeg også, at de med større lyst går i gang med et sådant arbejde, som de mener er blevet overvejet sammen med dem og sat i gang efter deres råd. For alt dette er vanligt for alle forsigtige herrer: at jeg inspicerer arbejdshusets slaver for at undersøge, om slaverne er lænket

4 85 forsvarligt, om lokaliteterne selv er tilstrækkeligt sikrede og bevogtede, om forvalteren har fængslet eller løsladt nogen uden herrens vidende. Man bør nemlig agte meget på begge dele, både at forvalteren ikke uden paterfamilias [familiefaderens] tilladelse løser nogen fra fodlænker, hvis denne har idømt en sådan straf; og han må heller ikke løslade nogen, som han selv har idømt en sådan straf, uden herren får det at vide. Familiefaderens undersøgelse 90 vedrørende den slags slaver bør være så meget mere omhyggelig, for at de ikke skal blive uretfærdigt behandlet med henblik på klæder og andre ydelser, som de jo er undergivet adskillige f.eks. forvaltere, arbejdsformænd og fangevogtere og herved mere udsat for at lide uret og derfor har mere at frygte, hvis de krænkes af grusomhed og havesyge. Den omhyggelige herre skal følgelig både spørge disse og dem, der ikke er lænkede, som man 95 har mere tillid til, om de efter deres egen opfattelse behandles retfærdigt, og han skal selv inspicere klæder, vanter og fodtøj. Han skal også tit give dem lejlighed til at klage over dem, der generer dem med deres brutalitet og bedrageri. Jeg drager af og til lige så meget omsorg for at hævne dem, der virkelig lider uret, som jeg straffer dem, der ophidser slaverne til opsætsighed, som bagtaler de foresatte. Fremdeles belønner jeg dem, som opfører sig flittigt 100 og energisk. Også de frugtbare kvinder, som bør belønnes, når de har fået et bestemt antal børn, giver jeg af og til hvile, ja af og til friheden, når de har opdraget flere børn. Thi de, der har fået tre børn, får fritagelse fra arbejde, og de, der har fået flere, får dertil friheden. Denne kombinerede retfærdighed og omsorg fra familiefaderens side tjener i høj grad til at forøge formuen. Men når han kommer fra byen, skal han også huske at ære husguderne, og dernæst, 105 hvis det er belejligt, straks eller dagen derpå, med egne øjne undersøge og inspicere alle dele af jorden og vurdere, om der i hans fravær er blevet slækket på disciplinen og agtpågivenheden, om der mangler en vinstok, et træ eller en afgrøde. Dernæst skal han også inspicere kvæget og slaverne og ejendommens redskaber og inventar. Gør han det gennem en årrække, vil han opnå en velkonsolideret disciplin, når han er blevet gammel. Og på intet 110 tidspunkt af sit liv vil han være så svækket af årene, at han foragtes af sine slaver. [ ] Men jeg har nu fremsat den opfattelse, at slavernes arbejde ikke bør rodes sammen, sådan at alle udfører alt. Dette gavner nemlig bonden lidet, enten fordi ingen mener, at noget arbejde

5 er hans eget, eller fordi den enkelte, når han har gjort sig umage, ikke gavner sit eget, men det fælles arbejde og derfor unddrager sig anstrengelse. En fejl kan heller ikke konstateres gjort af 115 en enkelt, når arbejdet er fælles. Derfor skal plovmænd adskilles fra vingårdsmænd, og vingårdsmænd fra plovmænd og arbejdsslaverne. Man skal ikke lave større grupper end på ti hver, hvilke vore forfædre kaldte decurier og gik varmt ind for, da dette antal under arbejdets gang let kan vogtes og der ikke er en stor mængde, der kan svække formandens opmærksomhed. Hvis marken derfor er for stor, skal grupperne føres til hver sin del og 120 arbejdet skal fordeles, sådan at de aldrig er alene eller to og to, fordi man ikke let kan kontrollere, når de er spredt, men på den anden side ikke er mere end ti, for at de ikke, når skaren er for stor, enkeltvis skal have opfattelsen af, at arbejdet ikke vedrører dem selv. Denne ordning ægger ikke blot til konkurrencelyst, men afslører også de dovne. Arbejdet kvikkes nemlig op, når der er konkurrence, og straffen over den, der sakker agterud, forekommer 125 retfærdig og bringes til anvendelse, uden at de beklager sig.