Mod et fælles mål? - Et teoretisk essay om den sociale kapitals udvidelse

Transkript

1 Mod et fælles mål? - Et teoretisk essay om den sociale kapitals udvidelse

2 Titelblad Studie: Temaramme: Projekttitel: Sociologi, 8. Semester Aalborg Universitet Det civile samfund, politiske identiteter og social kapital Social kapital Gruppenr.: 4 Antal sider: 48 Ansvarsområder Luna Kragh Andersen: 1.a, 1.3, 2.a, 2.1, 3.1, 3.2, 3.6.a, 4.1.1, 5.b, 6.b Antal ord Luna: 9995 Ansvarsområder Lyng Gregersen: 1.b, 1.4, 2.2, 3.a, 3.3, 3.4, 3.5, 3.6b, 4.a, 4.1, 4.1.2, 5.a, 6.a Antal ord Lyng: 9388 Afleveringsdato: 7. juni 2011 Forord og indholdfortegnelse anses for fælles ansvarsområde, og er derved opdelt i to lige store dele, som er medregnet i ovenstående. Vejleder: Lars Torpe Gruppemedlemmer: Luna Kragh Andersen Lyng Gregersen

3 Forord Denne opgave har til formål, at udarbejde en begrebslig redegørelse for begrebet social kapital på baggrund af teoretikerne Pierre Bourdieu og Robert Putnam, samt undersøge hvordan begrebet har bevæget sig over i arbejdsmarkedssammenhæng. Fordi vi begge har deltaget i samme specialiseringer, og videre samarbejder i et projekt i specialiseringen Arbejds- og uddannelsessociologi, har vi fået dispensation til at skrive en ellers individuel opgave sammen. Derved har vi kunnet drage paralleller mellem projekterne, ligesom det i højere grad har muliggjort en sparing mellem medlemmerne i gruppen. På grund af denne dispensation, er det nødvendigt gennem hele opgaven, at tydeliggøre overfor vejleder og censor, hvilke områder vi hver især har ansvaret for. Dette fremgår af titelbladet. Vi vil gerne takke Ann-Dorthe Kristensen og Lars Skov Henriksen for god og konstruktiv feedback til specialiseringsseminarerne, samt Lars Torpe for kyndig vejledning i forbindelse med den indledende strukturering af opgaven.

4 Indhold 1 Problemfelt Begrebsdefinition Social kapital Arbejdsmarked Læsevejledning Teori Pierre Bourdieu Introduktion Kapital Forskellige kapitalformer Social kapital Habitus Robert Putnam Indledning Making Democracy Work Bowling Alone Kritisk diskussion af teorierne om social kapital Kilder til social kapital Magtperspektivet en tilgang som deler vandende Negativ social kapital Et individuelt eller kollektivt gode Manglende sondring mellem årsag og virkning Opsamling Social kapital på arbejdsmarkedet Hvidbogen - Retfærdighed, samarbejdsevne og tillid Social kapital på arbejdsmarkedet En grænse for, hvad der kan kaldes social kapital? Konklusion Perspektivering Litteraturliste

5 1 Problemfelt a. Hvad er egentlig social kapital og hvorfor har begrebet opnået så meget omtale de seneste to årtier? Begrebet er forholdsvis nyt i den akademiske verden, men alligevel har det hurtigt udviklet sig, og er gået fra at være tilhørende den akademiske verden til at være et Hverdagsbegreb, som italesættes i dagligdagen. Dette skyldes blandt andet Robert Putnam, som i 1995 offentliggjorde sin tese om, at Amerikas sociale kapital var faldende. Hans tese satte gang i en enorm debat både i den akademiske og den kulørte presse, hvor begrebet social kapital blev italesat gennem medierne (Paxton 1999:89). Siden har begrebet bevæget sig fra at omhandle social kapital i det civile samfund, og dennes primært positive betydning for et samfunds sammenhængskraft, til at beskæftige sig med forskelligartede fagområder (Wollebæk & Segaard:2). Når begrebet i dag bliver brugt i adskillige sammenhænge, kan det diskuteres, hvorvidt det stadig er det samme begreb, eller om ordets betydning har ændret sig (Portes 1998:2). Den sociale kapitals relevans ses i flere sammenhænge. Social kapital kan ses, som det, der er med til at smøre samfundet, og hjælpe til at processer i højere grad kan foregå gnidningsfrit. Nogle studier har vist en sammenhæng mellem social kapital og økonomisk vækst, idet blandt andet social kapital begrænser behovet for kontrolmekanismer og formalisering, hvorfor transaktionsomkostningerne videre reduceres. Ifølge Dag Wollebæk og Signe Segaard findes der mange områder, hvor den sociale kapital har en positiv effekt. De nævner som eksempel områder indenfor helse, dødelighed og livskvalitet, som både har vist en sammenhæng på individ- såvel som samfundsniveau. Wollebæk og Segaard nævner yderligere, at social kapital kan modvirke korruption, reducere kriminalitet og uansvarlig trafikadfærd i højere grad end politiet. De beskriver videre, at social kapital kan medvirke mange trusler mod livskvalitet og demokrati (Wollebæk & Segaard:2). I forbindelse med vedligeholdelsen af et samfunds demokrati, er social kapital altså yderst relevant. Noget forskning understøtter, at medlemskab i frivillige foreninger stimulerer den politiske deltagelse, ligesom relateret forskning viser, at tilknytning til samfundet forøger chancerne individuel politisk deltagelse (Paxton 1999: ). Ifølge Lars Torpe, er sammenhængen mellem demokrati og social kapital dog ikke entydig. Det er nødvendigt at tage højde for, hvilke former for relationer, der er dominerende i et samfund, om det er brobyggende eller afgrænsende former social kapital. Den afgrænsende sociale kapital kan være en trussel mod den demokratiske kultur, hvorimod den brobyggende vil udgøre en fordel. Dog ser det ud til, at social kapital, hvad enten den er afgrænsende, brobyggende eller forbindende, spiller en rolle i forbindelse med effektiviteten og kvaliteten af den demokratiske styring (Torpe, 2007:215). 2

6 b. Generelt eksisterer derfor mange områder, for hvilke eksistensen af social kapital er en fordel. Blandt andet er det denne, som er medvirkende til, at vi i hverdagen handler som vi gør; har vi i samfundet ikke en generel tillid til hinanden, vil dagligdagens gøremål blive mere omfangsrige og tidskrævende. Ved at undgå at alle handlinger må kontrolleres, vil blot en tur i supermarkedet glide lettere (Wollebæk & Segaard:5). Samtidig forventes medlemskaber af grupper at forøge kommunikation og informationsstrømme, især i forbindelse med tværgående medlemskaber (Paxton 1999: ). Dette skaber altså kontakt og dermed højere grad af tillid mellem mennesker med forskellig baggrund. Den generelle tillid hjælper ikke blot de enkelte individer i hverdagen, men den har ligeså vel betydning for produktionsomkostningerne og dermed landets konkurrenceevne. En høj grad af social kapital er derfor at foretrække i et samfund, som skal overleve i den globale verden, ligesom den sociale kapital internt i en organisation kan have positive virkninger i form af innovation, organisationsoverlevelse, teameffektivitet og mindre personaleudskiftning. Videre kan en høj grad af tillid og samarbejdsevne blandt kollegaer og ledere resultere i et bedre arbejdsmiljø og bedre konkurrenceevne (Wollebæk & Segaard:6). Relevansen af begrebet social kapital i nutidens samfund er på denne baggrund ikke til at komme udenom, og det forstås, hvorfor der eksisterer begejstring for begrebet indenfor en lang række fagområder. I denne opgave vil fokus ligge på definitionen og udviklingen af den sociale kapital i forhold til to af de mest favnende teoretikere på området, hvorefter det ønskes at overføre begrebet til brugen i en forholdsvis ny sammenhæng, nemlig arbejdsmarkedet. Der er lavet forskellige danske undersøgelser af social kapitals betydning på arbejdsmarkedet. Blandt andet har Peter Hasle og Niels Møller undersøgt arbejdsmiljøet på et udvalg af de danske slagterier. De kom frem til, at den forskel, der var på arbejdsmiljøet, hang sammen med medarbejdernes og ledelsens samarbejdsevne og gensidig tillid, ligesom en forbedring af samarbejdet ledelsen imellem, mellem ledelse og tillidsrepræsentanterne samt tillid mellem ledelsen og medarbejderne, kan forbedre det psykiske arbejdsmiljø (Hasle og Møller 2005). En anden samtidig undersøgelse er fra Landsorganisationen i Danmark (LO), som har lavet en undersøgelse i 2007 omhandlende arbejdsmiljø, og hvordan dette kunne styrkes. I denne undersøgelse bliver sociale kapital operationaliseret som samarbejdskompetence, tillid og retfærdighed (LO 2007:25-26). Her bliver samarbejdskompetence undersøgt som en erstatning for netværk og normer, da de mener, at Samarbejdskompetencerne er indlejrede i relationerne imellem medarbejdere indbyrdes og imellem medarbejdere og ledere. (LO 2007:26). De kommer frem til, at social kapital både skaber bedre psykisk arbejdsmiljø og bedre performance og at det derfor er væsentligt at finde ud af, hvordan samfundets institutioner kan understøtte udviklingen af social kapital i virksomhederne (LO 2007:32 +59). 3

7 Virksomhedernes indsats for et bedre psykisk arbejdsmiljø også kaldet VIPS, har undersøgt det psykiske arbejdsmiljø inden for de tre forskellige arbejdsområder, industri, information- og vidensarbejde samt arbejdet med mennesker. Her er resultatet ligeledes, at samarbejde og tillid styrker det psykiske arbejdsmiljø. Derudover konkluderes, at det nytter noget at gøre en indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø, men at denne forbedring er en langsommelig proces (Halse et al 2008). Et yderligere eksempel på nyere litteratur i dansk kontekst, er Hvidbogen, der er udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Arbejdsmiljørådet, omhandlende virksomhedernes sociale kapital. Formålet med Hvidbogen er, at bringe et overblik over teorier og forskning om social kapital i virksomhedssammenhæng. Her eksemplificeres, hvilke effekter den sociale kapital kan medbringe. Blandt andet ses sammenhænge mellem social kapital og følgerne af et dårligt psykisk arbejdsmiljø, herunder stress og depressive symptomer. Samtidig kommer de frem til, at det ikke er alle aspekter af det psykiske arbejdsmiljø, som social kapital har indflydelse på, eksempelvis de kvantitative krav (Olesen et al 2008: ). Denne undersøgelse vil blive kigget nærmere på senere i opgaven under diskussionen af social kapital på arbejdsmarkedet. Ovenstående leder os frem til følgende problemformulering: Hvad er social kapital, og har begrebet forandret sig gennem dets implementering i arbejdsmarkedssammenhæng? 1.3 Begrebsdefinition Social kapital I denne opgave vil der tages udgangspunkt i Robert Putnam og Pierre Bourdieus forståelser af den sociale kapital. Da diskussionen af den sociale kapital som begreb, er selve omdrejningspunktet for den samlede opgave, vil begrebet ikke defineres her. Gennem opgaven vil det klargøres, hvordan social kapital skal forstås hos hver teoretiker, samt på hvilke områder de adskiller sig Arbejdsmarked Det danske arbejdsmarked adskiller sig fra andre lande, da de danske lønmodtagere eksempelvis er dem, der oplever den største tilfredshed med arbejdet i forhold til resten af EU. De danske lønmodtagere er samtidig mindre nervøse for at mindste deres job. I Danmark eksisterer en lav beskyttelse for afskedigelse, men samtidig er der en relativt høj understøttelse og en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som støtter aktiviteter 4

8 såsom kvalifikationsudvikling og jobsøgning (Olesen et al 2008:33-34). Som resultat af en 100-årig gammel tradition i Danmark for samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter; I Danmark er der en lang tradition for en arbejdsdeling mellem staten og arbejdsmarkedets parter, hvor staten blander sig mindst muligt i reguleringen af løn- og arbejdsvilkår. Det afspejler sig blandt andet i, at der ikke findes en lovbestemt mindsteløn i Danmark. I stedet reguleres løn- og arbejdsvilkår hovedsageligt gennem kollektive overenskomster, der indgås mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. (Beskæftigelsesministeriet 2009:2). 1.4 Læsevejledning I følgende kapitel vil opgavens teoretiske udgangspunkt præsenteres. Først redegøres for henholdsvis Pierre Bourdieus samt Robert Putnams teori omhandlende den sociale kapital. Herefter vil der i kapitel 3 følge en kritisk diskussion, med hovedvægt på Putnams tilgang. Kapitel 4 danner ramme for en diskussion af den sociale kapitals brug inden for arbejdsmarkedsforskning, hvorefter kapitel 5 udgør en samlet konklusion for opgaven. Afslutningsvis indeholder kapitel 6 opgavens perspektivering. 2 Teori a. I det følgende foretages en udredning samt definition af begrebet social kapital hos Pierre Bourdieu og Robert Putnam. Vi har valgt at tage udgangspunkt i disse, da de repræsenterer to forskellige syn på den sociale kapital, samtidig med at de er to af de væsentligste figurer indenfor teoretiseringen af begrebet. 2.1 Pierre Bourdieu Introduktion Bourdieu ( ) er uddannet indenfor filosofi og har siden hen bevæget sig fra antropologien over til sociologisk forskning, og blev i 1981 udnævnt til professor i sociologi (Järvinen 2007:346). Han er kendt for at kombinere teoretisk begrebsudvikling med empiriske undersøgelser, og er modstander af teoretisk teori, idet han mener, at teoretiske begreber, som er løsrevet fra deres forskningsmæssige sammenhæng ikke giver mening (Järvinen 2007:345) Kapital I sin artikel Forms of Capital præciserer Bourdieu sin forståelse af kapitalbegrebet, samtidig med at han redegør for de forskellige kapitalformer. Bourdieus definition af kapital lyder som følger: Capital is accumulated labor (in its materialized form or its incorporated, embodied form) which, when appropriated on a private, i.e., exclusive, basis by agents or groups of agents, enables them to appropriate social energy in the form of reified or living labor. It is a vis insita, a force inscribed on objective or subjective 5

9 structures, but it is also a lex insita, the principle underlying the immanent regularities of the social world. (Bourdieu 1986:155). Kapital er med til at sikre den sociale verdens regularitet og stabilitet, da den er indskrevet i både objektive og subjektive strukturer (Svendsen 2000:3). At kapital er en kraft som er indskrevet i objektiviteten af ting, bevirker, at alting ikke er lige muligt eller umuligt. Kapital, i sine legemliggjorte former, tager tid at akkumulere og har en potentiel kapacitet til at reproducere sig selv. Samtidig har kapital en vis varighed (Bourdieu 1986:155). Strukturen af fordelingen af forskellige typer og subtyper af kapital på et givent tidspunkt repræsenterer strukturen af den sociale verden; "the set of constraints, inscribed in the very reality of that world, which govern its functioning in adurable way, determining the chances of success for practices" (Ibid:156). Det er umuligt at redegøre for strukturen og funktionen af den sociale verden, medmindre kapital reintroduceres i alle dets former, og ikke kun i den form som den økonomiske teori anerkender, nemlig den økonomiske kapital (Ibid:156). Hvis man vælger at overse de kapitalformer, som ikke er direkte kvantificerbare, vil man ifølge Bourdieu overse vigtige kapitalformer som i sin oprindelige form ikke er materielle, men som kan konverteres til økonomisk kapital. Derfor mener Bourdieu, at økonomerne ikke formår at opfange den samlede økonomi, men kun indfanger den del, som betegnes økonomisk kapital (Ibid: ). Eksempelvis kan de rette forbindelser give adgang til et prestigefyldt job, som videre giver adgang til en lukrativ løn. Kapital præsenterer sig selv i tre fundamentale skikkelser, afhængig af, det felt de fungerer i, og prisen af de mere eller mindre dyre transformationer, som er forudsætningen for deres virkekraft i feltet. De tre former er: økonomiske kapital, kulturel kapital og social kapital (Ibid:157). Derved kan Bourdieus kapitalbegreb ses, som et forsøg på at opstille en overordnet teoriramme, der kan forene både økonomiske og socialvidenskabelige teorier. Bourdieu ønsker at danne en tværvidenskab, hvor kapital som nævnt skal reintroduceres i alle dens former og ikke udelukkende i den økonomiske form (Svendsen 2000:4). De kulturelle og økonomiske dimensioner skal ikke adskilles, men derimod integreres i samme analysemodel (Rosenmeier 2007:13). Bourdieu forstår derved ikke kapitalformerne i universalistisk betydning indenfor en rationel aktør-teoriramme, men derimod mener han, at kapital er forankret i specifikke kultur- og individuelle historier (Bourdieu 1986:156). Kapital skal derfor ifølge Bourdieu ses som resultatet af; de felter, der gennem historier former og udformes af individernes dispositioner eller habitusser (Svendsen 2006:40). Hos Bourdieu findes der, som nævnt, flere forskellige kapitalformer, som ligeledes eksisterer i både materielle (fysisk, økonomisk) og immaterielle former (kulturel, symbolsk, social) (Svendsen 2000:4). De 6

10 forskellige kapitalformer svarer til ressourcerne i et samfund. Der er en ulige tilgang til disse ressourcer, men det er disse, der giver den enkelte adgang til magt og i sidste ende erhvervelsen af materiel rigdom. Netop dette illustrerer, at økonomisk beregning ikke blot ligger bag den økonomiske praksis, men at en sådan beregning ligeledes ligger bag mere skjulte symbolske praksisser (Svendsen 2000:4). Det er derved muligt at konvertere én form for kapital til en anden. Denne definition tydeliggør, at Bourdieu gør op med de klassiske økonomers tankegang, som udelukkende tager udgangspunkt i det økonomiske område og derfor foretager en kunstig adskillelse mellem en kulturel økonomi og økonomistisk økonomi (Bourdieu 1986:156). Bourdieu vil gerne lokalisere drivkraften bag alle menneskelige handlinger og dermed også de handlinger, som umiddelbart synes at forekomme uden en økonomisk drivkraft. Handlinger, der umiddelbart synes at være præget af en u-interesse, er i virkeligheden ligeledes præget af en økonomisk beregning, som skal give individet adgang til kapital i sidste ende, individet har blot gjort et forsøg for at camouflere denne økonomiske drivkraft (Svendsen 2000:4-5). Bourdieu fremhæver paradokset i, at selvom der ligger en økonomisk beregning bag enhver handling, så kan enhver handling ikke reduceres til økonomisk beregning. Her er pointen, at det at deltage og derved investere tid, kræfter og penge i det økonomiske spil, i sig selv har en værdi for individet. Hermed får spillet, et kulturelt forankret spil med skrevne og uskrevne regler, en berettigelse i sig selv (Svendsen, 2000:5). Det er derfor ikke udelukkende interessen for at opnå kapital, som er drivkraften bag menneskelig handling, men der eksisterer ligeledes en interesse for individet i at deltage i selve handlingen altså, at det for individet er en værdi i sig selv, at deltage i en bestemt handling. Derfor mener Svenden ikke, at Bourdieu kan anklages for at være en rendyrket 'rational choicer. (Svendsen, 2000:5) Forskellige kapitalformer Bourdieu nævner økonomisk, kulturel og social kapital som de fundamentale kapitalformer i sit essay Forms of Capital, men derudover opererer han videre med den symbolske kapital. Symbolsk kapital adskiller sig dog kvalitativt fra de andre kapitalformer og kan opfattes som en form for overordnet kapital. Symbolsk kapital omhandler prestige og anseelse i det felt, agenten tilhører. Høj symbolsk kapital opnås af agenten, hvis eksempelvis dennes kulturelle smag, indenfor gruppen i feltet, anses, som værende god. Grundet agentens smag kan denne altså opnå en vis anerkendelse i gruppen, på trods af at han eller hun besidder en lav samlet kapitalvolumen, idet en bestemt smag kan anses for god indenfor ét felt, men for dårlig i andre (Järvinen 2007:350). Denne kapitalform uddyber Bourdieu dog ikke i sin artikel Forms of Capital. Den kulturelle kapital derimod optræder i tre forskellige tilstande, som skal ses som kulturelle produkter, der kommer til udtryk på forskellige måder, både kropsligt og i sindet. Den første er den objektiverede tilstand, som er menneskeskabte ting, der kommer til udtryk i eksempelvis billeder, bøger, 7

11 instrumenter, maskiner, osv.. Den anden tilstand er den institutionaliserede, som dækker over uddannelsesmæssige og akademiske kvalifikationer, og til sidst den kropsliggjorte tilstand. Denne består af individets habitus og dermed individets dispositioner (Bourdieu 1986:157). De forskellige typer af kapital kan afledes fra økonomisk kapital, men det sker på baggrund af en transformation, som kræver en mere eller mindre krævende indsats. Transformationen er nødvendig, for at individet kan producere den type af magt, som gældende i det givende felt. Hvor meget en konvertering af én slags kapital til en anden kræver, afhænger af, hvad individet ønsker adgang til nogle ting kan opnås øjeblikkelig gennem økonomisk kapital, mens andre ting kræver engagement over en lang periode før man til sidst kan høste gavn af ens arbejde (Ibid:167). I det følgende præsenteres en nærmere beskrivelse af Bourdieus begreb om social kapital Social kapital Pierre Bourdieu definerer social kapital som følgende: Social capital is the aggregate of the actual or potential resources which are linked to possession of a durable network of more or less institutionalized relationships of mutual acquaintance and recognition or in other words, to membership in a group which provides each of its members with the backing of the collectivity owned capital, a credential which entitles them to credit, in the various senses of the word. (Bourdieu 1986:163). Ifølge Bourdieu kan disse netværk og forbindelser eksistere på praktisk niveau, men de kan ligeledes være socialt indstiftede. På praktisk niveau kan de eksistere i form af materielle eller symbolske udvekslinger, som bidrager til deres vedligeholdelse, mens netværk og forbindelser ligeledes kan være socialt institutionaliseret og garanteret af anvendelsen af et fælles navn, hvilket Bourdieu eksemplificerer ved et familienavn, et navn på en klasse, et folkefærd, en skole eller et politisk parti. Samtidig kan disse forhold også være socialt institutionaliseret og sikret af institutionaliserende handlinger, som simultant er med til at forme og informere de individer, som gennemgår disse handlinger; handlingerne er mere eller mindre vedtaget, og på den måde vedligeholdt og forstærket gennem udvekslinger (Ibid:163). Mængden af social kapital hos det enkelte individ afhænger af størrelsen af det netværk, som vedkommende reelt set kan mobilisere, og på mængden af kapital, økonomisk, kulturel eller symbolsk, som individerne i netværket har adgang til. Det vil sige, at den mængde kapital, som individet har adgang til via sit netværk, har en forstærkende effekt på individets egen beholdning af social kapital (Ibid:163). 8

12 Ifølge Bourdieu er de fordele, som opstår via et medlemskab i en gruppe, ligeledes grundlaget for sammenholdet som muliggør dem (Ibid:164). Dog mener han ikke, at dette er ensbetydende med, at disse grupper eller fællesskaber bevidst forfølges, for at opnå disse fordele. Dette gælder endda, ifølge Bourdieu, ligeledes i de tilfælde, hvor grupperne er eksklusive og med vilje er organiseret for at koncentrere social kapital, for på den måde, at opnå fuld fordel af multiplikatoreffekten, og derved opnå de forskellige fordele, som er forbundet med medlemskabet. Her henvises til materielle fordele, såsom de services der opnås på baggrund af udbytterige forhold, samt de symbolske fordele, som opnås gennem sammenslutninger eller foreninger med sjældne, prestigefyldte grupper (Ibid:16). Ifølge Bourdieu er social kapital derved primært sociale relationer, som giver den enkelte adgang til ressourcer i form af information, forbindelser osv., som vedkommende ikke havde adgang til, uden at være en del af netværket. Social kapital vedrører derfor de relationer og netværk, som kan påvirke individets magtposition, både slægtskabsrelationer og andre forbindelser (Rosenmeier 2007:14). Social kapital er altså noget, den enkelte kan bruge til at kæmpe om positioner i det sociale rum. Bourdieu ser social kapital, som et individuelt gode, men som noget individet har ulige tilgang til, idet det er begrænset af dets opvækst og position i det sociale rum. I denne forbindelse pointerer Bourdieu, at tilstedeværelsen af netværk ikke er noget, individet har med sig fra naturens side og heller ikke a social given (Bourdieu 1986:16). Derimod skal netværk ifølge Bourdieu ses som; ( ) the product of an endless effort at institution, of which institution rites often wrongly described as rites of passage mark the essential moments and which is necessary in order to produce and reproduce lasting, useful relationships that can secure material or symbolic profits (Ibid:16). Netværket er altså et produkt af investeringsstrategier, individuelle eller kollektive, bevidste eller ubevidste, sigtet mod at oprette eller reproducere sociale forbindelser, som er brugbare i en kortere eller længere periode. Det er investeringsstrategier, som sigter mod at omdanne sekundære relationer, såsom relationer til naboer, relationer på arbejdspladsen, eller slægtskabs relationer, til relationer, som på én gang er nødvendige og frivillige (Ibid:164). Dette sker gennem den symbolske struktur produceret af sociale institutioner og gennem en vedvarende udveksling, som forudsætter og producerer gensidig kendskab og anerkendelse (Ibid:164). Netværk oprettes og vedligeholdes, fordi den enkelte har gavn eller profit ud af disse. Reproduktionen af social kapital kræver derved, at mennesker kontinuerligt vedligeholder det sociale gennem fortløbende og gensidige udvekslinger mellem sig. Udvekslingerne transformerer de udvekslede ting til anerkendelsestegn. Gennem den gensidige anerkendelse mellem individerne og anerkendelsen af gruppemedlemskabet, som disse udvekslinger medfører, reproduceres gruppen (Ibid:164). 9

13 Ifølge Bourdieu bekræfter dette ligeledes gruppens grænser, dvs. grænserne ud over hvilke, den grundlæggende udveksling ikke kan finde sted (Ibid:16). Hvert medlem af gruppen er nedsat som en slags vogter/tilsynsførende over grænserne for gruppen. Som Bourdieu beskriver det, er definitionen af kriterierne for indtrædelse, på spil i hver ny indtrædelse, idet hvert medlem af gruppen kan modificere gruppen ved at modificere grænserne for legitim udveksling gennem en form for misalliance. Ved introduktionen af nye medlemmer ind i en familie, en klan, en klub, er definitionen af hele gruppen det vil sige dens bøder, dens grænser og dens identitet sat på spil, udsat for omdefinering, forandring, forfalskning (Ibid:164). Som nævnt, forudsætter reproduktionen af social kapital en vedvarende selskabelig indsats, en kontinuerlig række af udvekslinger, i hvilke anerkendelse uafbrudt bekræftes og genbekræftes. Bourdieu viser, hvordan dette arbejde, som indebærer udgifter i form af tid og energi, og derved, direkte eller indirekte, af økonomisk kapital, ikke er rentabelt eller muligt, med mindre der investeres i en specifik kompetence (eksempelvis viden om slægtsforhold, om vedvarende forbindelser og evnerne til at bruge dem) samt en erhvervet disposition til at tilegne sig og vedligeholde denne kompetence, som selv begge er integrerede i den sociale kapital. Dette er en af de faktorer, som forklarer, hvorfor rentabiliteten af dette arbejde, med at akkumulere og opretholde social kapital, stiger i proportion med størrelsen af kapitalen. Den sociale kapital er ikke lige fordelt blandt individerne i det sociale rum. Social kapital som stammer fra en forbindelse, er så meget stærkere, hvis individet er rigt udstyret med kapital. Her er der hovedsageligt tale om social kapital i form af eksempelvis et arvet familienavn, som gør individet i stand til at omdanne relationer til varige forbindelser, men både individets beholdning af kulturel samt økonomisk kapital har ligeledes indflydelse. Det vil i teorien sige, at jo rigere et individ er på social kapital, og til dels andre former for kapital, jo lettere vil det være at akkumulere og opretholde social kapital (Ibid:165). Enhver gruppe har sine mere eller mindre institutionaliserede former for udelegering, som muliggør, at koncentrere gruppens samlede sociale kapital, som er grundlaget for eksistensen af gruppen, i hænderne på et enkelt individ eller en lille gruppe af individer. Derved får individet mandat til at tale og handle i gruppens navn. Individet får derved en magt, som vedkommende ikke ville have mulighed for at mobilisere individuelt og uafhængigt af gruppen. Samtidig kan den institutionaliserede form for uddelegering, ligeledes have den virkning, at begrænse følgerne af individuelle frafald ved at afgrænse ansvarsområder og få den anerkendte talsmand til at afskærme gruppen fra skam ved eksempelvis, at ekskludere et pinligt individ (Ibid: ). 10

14 2.1.5 Habitus Et centralt begreb hos Bourdieu er hans forståelse af individet. Gennem begrebet om Habitus, forbinder Bourdieu relationen mellem sociale strukturer og mentale strukturer (Järvinen 2007:353). Habitus er individets dispositioner, der både er varige og foranderlige, og som danner baggrund for individets opfattelser, valg og handlinger: Habitus er det samlende princip, som omsætter en social positions relationelle karakteristika til de positioneringer, der kendetegner en specifik livsstil. (Järvinen 2007:353). Individets oplevelser tidligt i livet har større betydning for habitus end senere oplevelser. Habitus er styrende for individets handlingsmønster, og bekræftes løbende, da individet vil styres mod situationer der netop bekræfter dets habitus (Järvinen 2007:353). Ifølge Bourdieu, skaber habitus et dialektisk forhold mellem den objektive virkelighed og agenternes forventninger, hvilket medfører, at det enkelte individ har en fornemmelse for sine egne begrænsninger. Videre mener Bourdieu, at individets frie valg harmonerer med sociale inklusions- og eksklusionsmekanismer, hvilke individet har besvær med at gennemskue samt påvirke (Järvinen 2007:353): Skjemaene for habitus er oprinnelige former for klassificeringer, og er så virkningsfulle som de er i kraft av at de virker under bevissthetens og språkets terskel, og derfor er hinsides det en kan granske og styre med viljen. (Bourdieu 1995:217). Endvidere er habitus differentierende, idet agenter med forskellig habitus ligeledes vil have forskellig smag (Bourdieu 1995:36). 2.2 Robert Putnam Indledning Robert D. Putnam er en amerikansk professor i Public Policy ved Harvard University (Harvard University 2011). Putnams studier af social kapital startede med hans studie af de Italienske regioner i 1993, Making Democracy Work. Her undersøgte han, hvordan social kapital er akkumuleret over tid. Han viser, at der er en højere grad af social kapital i det nordlige Italien end der er i det sydlige, hvilket han mener, har haft betydning for aspekter ved de to samfund (Svendsen & Svendsen 2006:60). Putnams forståelse af social kapital og dennes betydning for samfundet vil uddybes i nedenstående afsnit Making Democracy Work Putnam er ikke den første teoretiker, der lancerede begrebet social kapital i samfundsteorien, men han introducerede social kapital for den bredere offentlighed samtidig med, at han var den første, der forsøgte empirisk at påvise frivillige foreningers rolle i skabelsen af social kapital. Dette gjorde han første gang i det italienske samfund med Making Democracy Work, og efterfølgende i det amerikanske samfund med Bowling Alone, hvilket vil blive uddybet i det efterfølgende afsnit. 11

15 Putnam lægger vægt på social kapital som et kollektivt gode, i modsætning til de andre former for kapital, som I højere grad er individuelle goder (Putnam 1994:170). Dette kommer yderligere til udtryk i hans definition af social kapital: Social Capital here refers to features of social organization, such as trust, norms, and networks, that can improve the efficiency of society by facilitating coordinated actions. (Ibid:167). Derved er social kapital ikke en ressource, som det enkelte individ kan trække på, men derimod et kollektivt gode, der fremmer hele samfundet. Putnam uddyber sin definition ved hjælp af et citat fra James Coleman, hvor han beskriver, at social kapital, ligesom andre former for kapital, er produktiv, da denne muliggør individet, at komme frem til nogle mål, som man ikke ville kunne ved dets fravær (Ibid:167). Derved beholder Putnam det aspekt, at det er bestemte strukturer, der er med til at påvirke samfundet, og som får nogle interaktioner til at foregå mere gnidningsløst. Et eksempel herpå er rotating credit associations, hvor en gruppe mennesker går sammen i en pulje. Hvert af de 20 medlemmer bidrager med 1 dollar om måneden, og så er der én, der får rådighed over de 20 dollars hver måned. Vedkommende kan frit disponere over pengene og bruge dem til, hvad han eller hun ønsker. Den næste måned, er det et andet medlem, der kan disponere over de 20 dollars, og sådan fortsætter det, indtil alle medlemmerne har haft rådighed over puljen. Denne form for fælles opsparing kan udelukkende lade sig gøre, hvis dem, der får adgang til rådighedsbeløbet bliver ved med at bidrage, efter de har haft rådighed over pengene. Et medlem kunne i princippet stoppe med at betale, når vedkommende havde fået del i puljen, da han eller hun derved ikke længere får noget ud af at bidrage til denne. Ifølge Putnam, lykkes denne form for tillid, der ligger i forventningen om, at de andre medlemmer vil betale, fordi der eksisterer stærke normer og et tæt netværk af gensidigt engagement inden for gruppen. Af denne grund, findes rotating credit associatios ofte i forbindelse med andre former for gensidig tillid, som eksempelvis blandt kollegaer på en arbejdsplads, da der allerede eksisterer en form for social kapital i disse grupper (Ibid: ) Tillid og normer Ligesom med andre former for kapital, er der en tendens til, at de samfund der allerede er i besiddelse af social kapital ligeledes er de, der får mere social kapital, altså at social kapital akkumuleres. Dette hænger sammen med, at Putnam ser de forskellige dele af social kapital, tillid normer og netværk, som en form for ressource, der bliver større ved brug, som udtyndes, hvis ikke de bliver brugt. Jo større tillid, der er i et samfund, jo større sandsynlighed er der, for at medlemmerne kan samarbejde, og samarbejde er i sig selv med til at styrke denne tillid. Tillid udspringer ifølge Putnam af to ting; reciprocitetsnormer og netværk af civilt engagement (Putnam 1994: ). Putnam definerer normer ud fra Coleman: 12

16 Norms arise when an action has similar externalities for a set of others, yet markets in the rights of control of the action cannot easily be established, and no single actor can profitably engage in an exchange to gain right control.. (ibid:171). Et eksempel på en norm eller uskreven regel er, at alle husejerne på en villavej holder deres græsplæner fri for blade. Det er ikke noget, der er nedskrevet, men hvis normen ikke opretholdes, at holde sin græsplæne fri for blade, vil det have konsekvenser i form af sanktioner fra de resterende medlemmer i dette lokalsamfund (Ibid:171). Putnam skelner mellem to former for reciprocitetsnormer; balanceret og generaliseret. Balancerede reciprocitetsnormer er samtidig udveksling af ting af en tilsvarende værdi, eksempelvis en fødselsdagsgave til en kollega. Generaliserede reciprocitetsnormer er derimod et løbende forhold af udvekslinger, som vil være i ubalance, men som indeholder gensidige forventninger om, at de tjenester, der bliver gjort nu, vil blive gengældt senere. De generaliserede reciprocitetsnormer er en vigtig faktor i forbindelse med den sociale kapital, da disse fremmer et samfunds mulighed for at løse problemer via kollektiv indsats (collective action). Et individ handler i et system af reciprocitetsnormer, der for det mest er karakteriseret af uegennytte/altruisme på kort sigt og egeninteresser på lang sigt. Altså, jeg hjælper dig nu, med en forventning om, at du hjælper mig i fremtiden, hvis dette bliver nødvendigt (Ibid:172) Netværk Alle samfundstyper er karakteriseret af netværk af interpersonel kommunikation og både formelle og uformelle udvekslinger. Disse netværk kan være horisontale eller vertikale. De horisontale netværk findes mellem individer, der har samme status og magt, hvor de vertikale netværk er asymmetriske forhold mellem individer, der er betinget af hierarki. I virkeligheden er det sjældent stillet så skarpt op, og de fleste netværk vil være en blanding af horisontale og vertikale. Eksempler på netværk, der primært er horisontale kunne være sportsklubber, andelsselskaber eller beboerforeninger. Det er denne form for netværk, der er afgørende for den sociale kapital. Jo tættere disse netværk af civilt engagement er i et samfund, jo større er sandsynligheden for, at borgerne i samfundet vil arbejde for det fælles bedste. Dette skyldes at stærke netværk modvirker risikoen for medløbere, da det er mere sandsynligt, at medlemmerne vil arbejde for det fælles bedste. Derudover vil stærke netværk være med til at skabe tillid og samarbejde, da kommunikation mellem deltagerne i et netværk, både direkte og indirekte, vil styrke den fælles tillid og derved fremme samarbejdsmulighederne (Putnam 2000:173). Netværk indeholder eksempler på tidligere succesfulde samarbejder, og kan derved fremstå som en skabelon til, hvordan nye samarbejder kan opstå. Dette mener Putnam, er tilfældet i Norditalien, hvor det 13

17 historisk viser, at tidligere former for samarbejde er tilgængelige for medlemmerne af samfundet, og derved kan bruges til at håndtere nye problemer. Borgere i civilsamfund kan primært finde eksempler på succesfulde horisontale samarbejder, hvorimod borgere i mindre civile samfund i højere grad vil kunne trække på succesfulde vertikale eksempler. Medlemmer i et vertikalt netværk kan ikke bibeholde den sociale tillid og samarbejde, ligegyldigt hvor vigtigt det er for dets medlemmer, eller hvor tæt dette netværk er. Dette skyldes, at det er mindre sandsynligt at de sanktioner, der understøtter reciprocitetsnormer mod truslen fra opportunisme 1 vil kunne bevæge sig op af i hierarkiet (Putnam 1994: ). Altså, at tilliden ikke kan opretholdes mellem medlemmerne af netværket, da det er vanskeligt for de sanktioner, der eksisterer i netværket, at bevæge sig op ad, og derved vil der ikke forekomme de samme sanktioner for de øverste i hierarkiet. Der er en tendens til, at elementer af social kapital som tillid, normer og netværk er selvforstærkende og akkumulerende. Et civilt samfund er defineret ved at have et højt niveau af samarbejde, tillid, reciprocitet, civilt engagement og kollektivt velfærd. Det modsatte gør sig gældende ved det ikke-civile samfund, hvor fraværet af disse egenskaber ligeledes er selvforstærkende. Individer i et dårligt samfund, vil være klar over, at de vil være bedre tjent med et mere ligeværdigt samfund med mere samarbejde, men vejen dertil, er mere end det enkelte individ har magt til (Ibid:177). Putnam fandt ud af, at i Norditalien var reciprocitetsnormer og netværk af civilt engagement blevet indlejret gennem forskellige frivillige organisationer, som eksempelvis fodboldklubber eller fagforeninger. Disse horisontale forbindelser har generelt støttet det økonomiske niveau og institutionernes funktioner meget mere end i den sydlige region, hvor de sociale og politiske relationer har været mere vertikale. Som Putnam udtrykker: These communities did not become civic simply because they were rich. The historical record strongly suggests precisely the opposite: They have become rich because they were civic. The social capital embodied in norms and networks of civic engagement seems to be a precondition for economic development, as well as for effective government. (Putnam 1993). Putnam er, af blandt andre den amerikanske professor Alejandro Portes, blevet kritiseret for hans meget positive syn på social kapital. I hans teori, har han ikke medtaget nogen eksempler på, hvilke negative konsekvenser, den sociale kapital ville kunne have (Portes 1998:18). Denne kritik vil blive uddybet nærmere i afsnittet Negativ social kapital. 1 handlemåde, hvor man tilpasser sig den øjeblikkelige situation uden hensyn til principper. (Den store danske) 14

18 2.2.3 Bowling Alone I Bowling Alone undersøger Putnam begrebet social kapital i en anden kontekst, det amerikanske samfund. Her dokumenterer han, at der er sket et fald inden for mange områder af frivilligt arbejde og civilt engagement, hvilket han blandt andet ser inden for bowlingklubber. Her ser han, at et stigende antal individer bowler uden for de autoriserede bowlingklubber (Putnam 1995:1-2). ( )bowling teams illustrate yet another vanishing form of social capital. (Ibid:4). I den forbindelse, har han lavet lidt om i sin definition af social kapital, så den nu lyder: Whereas physical capital refers to physical objects and human capital refers to properties of individuals, social capital refers to connections among individuals social networks and the norms of reciprocity and trustworthiness that arise from them. (Putnam 2000:19). Putnam skriver videre, at social kapital er tæt relateret til borgelig dyd. Forskellen er, at borgerlig dyd er mest magtfuld, hvis den integreres i et tæt net af gensidige sociale relationer. Et samfund med mange dydige men isolerede individer er ikke nødvendigvis rigt på social kapital (Ibid:19). Social kapital er blevet defineret af mange forskellige gennem tiden og på mange forskellige måder. Dette mener Putnam betyder, at social kapital både har et individuelt og et kollektivt aspekt. Nogle af fordelene ved investeringerne i social kapital kan gå til tilskuere, mens andre af fordelene går direkte til den person, der investerer i den sociale kapital. Et eksempel herpå er en forening som Rotary, hvor det både handler om at styrke studerende samtidig med, at der bliver dannet netværk og venskaber, som giver personligt udbytte til de frivillige (Ibid:20). Putnam understreger, at sociale tilknytninger er vigtige for de regler for adfærd, som disse er med til at opretholde, og at de ofte indgår i gensidige forpligtelser. Altså, at netværk af fællesskaber er med til at fremme de generaliserede reciprocitetsnormer; I ll do this for you now in the expectation that you (or perhaps someone else) will return the favor. (Ibid:22-21). Putnam har taget noget af kritikken fra Making Democracy Work til sig, og har nu erkendt, at social kapital ikke nødvendigvis altid medfølger noget positivt. Han udtrykker det således: Networks and the associated norms of reciprocity are generally good for those inside the network, but the external effects of social capital are by no means only positive. (Ibid:21). Et eksempel på et sådan ekskluderende netværk kan være en bande, hvor der er et tæt sammenhold imellem bandemedlemmerne, men hvor der samtidig er trukket en skarp linje op over for udefrakommende eller rivaliserende bander. 15

19 Social kapital kan, lige som andre former for kapital, blive brugt til noget ondsindet, og det gælder derved om at finde ud af, hvordan man kan sikre, at det positive bliver fremmet, og det negative bliver mindsket. De positive aspekter er blandt andre samarbejde, tillid og gensidig støtte, hvorimod de negative aspekter blandt andre kan være korruption og sekularisering (Ibid:22) Bonding og Bridging Putnam beskriver, at der findes mange former for social kapital og i Bowling Alone skelner han mellem to former, den inkluderende bonding og den mere ekskluderende bridging. Nogle former for social kapital er fra naturens side mere indesluttet, som eksempelvis etniske grupper, hvorimod andre er mere udadrettede som eksempelvis borgerrettighedsorganisationer. Bonding er det mere tætte netværk. Det medvirker specifik reciprocitet og kan mobilisere solidaritet. Derudover er det godt for de mindre ressourcestærke personer i gruppen, da de bliver inddraget i det tætte fællesskab. Da bonding social kapital skaber stærke grupper, vil det ligeledes skabe stærke ekskluderende grupper (Putnam 2000:22-23). Briding social kapital er derimod mere løse netværk, og er bedre til at sammenkæde eksterne individer til en gruppe. Bridging social kapital kan sammenlignes med Mark Granovetters begreb week ties hvorimod bonding social kapital kan sammenlignes med strong ties, og Putnam har også hentet inspiration fra disse to begreber. På nogle punkter kan bridging social kapital være mere værdifuldt, hvilket eksempelvis kan komme til udtryk ved jobsøgning. Her vil man gennem bridging komme frem til nogle kontakter, eller kunne komme ud til andre kredse af individer, end man er vant til. Derved er det mere værdifuldt end de forbindelser man har gennem familie og nære venner, der som oftest vil færdes i de samme nicher som en selv. Putnam ser bonding social kapital som en slags superlim, der er med til at holde samfundet sammen, hvorimod han ser bridging social kapital som en slags WD-40, der er med til at smøre samfundet. Det er vigtigt at understrege, at bonding og bridging social kapital i et samfund eller lokalsamfund ikke er enten eller, men nærmere både og (Putnam 2000:22-23) Forklaringer på faldet i social kapital Putnam opstiller mange muglige forklaring på, hvorfor der har været det fald i det civile engagement gennem de sidste 50 år, som han finder. Af mulige forklaringer opstiller han følgende: et større arbejds- og tidspres, en svær økonomi, kvindernes indtrædelse på arbejdsmarkedet, geografisk mobilitet, forstæder og byspredning, TV og andre teknologiske apparater, ændringer i strukturerne (kæde-butikker, servicesektor, globalisering), ændring i familieforhold, velfærdsstaten, borgerrettighedsrevolutionen, 60 erne (herunder Vietnamkrigen og den kulturelle revolution) (Putnam 2000:187). Putnam har undersøgt alle de forskellige teser, for at komme nærmere ind på, hvad det faldende civile engagement skyldes. Hans undersøgelser viser, at faldet ikke kan skyldes det stigende arbejds- og tidspres, da de individer, der er i arbejde, er de 16

20 samme, som er mest aktive både civilt og socialt. Han kommer yderligere frem til, at de individer der arbejder long hours ligeledes er mere engageret end dem, der ikke arbejder så meget. Dog mener han, at forholdet mellem tid og penge godt kan være med til at forklare 10% af det fald, der er sket i den sociale kapital (Ibid: ). Tesen omkring den geografiske mobilitet er, at når individet flytter gentagende gange, vil det være svært at opretholde et netværk, og derved ikke engagere sig så meget i lokalsamfundet. Dette viser sig at holde stik, da de personer, der forventer at flytte inden for de næste fem år, ikke engagerer sig i samme grad som personer, der ikke forventer at flytte. Der er ligeledes stor forskel på, hvilket type område man er bosat i. Personer, der er bosat i mindre byer er mere civilt engagerede end personer, der er bosat i de større byer. Denne tendens mener Putnam ligeledes kan forklare omkring 10% af den nedadgående sociale kapital (Ibid: ). En tredje mulig forklaring, som Putnam kommer med, er den teknologiske udvikling og massemediernes fremkomst. Dette har medført en stigende individualisering i form af nye underholdningsmuligheder. Man kan i kraft af de nye teknologiske muligheder se eller høre, hvad man vi, når man vil. Derfor han den enkelte ikke længere brug for selskab for at blive underholdt (Ibid: ). Putnam estimerer, at den teknologiske udvikling kan tilskrives skylden for omkring 25% af den nedgang i social kapital, der er forekommet i det amerikanske samfund (Ibid:283). Den fjerde hypotese lyder på, at familieskrukturen har ændret sig, og civilt engagement er dalet i takt med ændringen af familiemønsteret, at familierne ikke længere udelukkende er kernefamilier. Hans undersøgelse viser dog, at det ikke har meget med hinanden at gøre det er ikke de nye familiemønstres skyld, at der er sket et fald i den sociale kapital. Den eneste sammenhæng er, når det kommer til religiøse eller ungdomsrelaterede aktiviteter. Her vil forældre i stigende grad involvere sig, end individer, der ikke har børn. Putnam mener, at der er grund til bekymring over ændringen i familiemønstrene, men civil engagement er ikke et af dem. (Ibid: ). Putnams næste tese går på, at faldet i den sociale kapital kunne hænge sammen med, at de yngre generationer ikke er lige så civilt engageret, som de yngre generationer var i 70 erne. Putnam skriver, at dette ikke skyldes, at individer, der før har været engageret, er blevet mindre engageret, men at det skyldes derimod et generationsskifte. Dette tyder på, at den yngre generation i dag ikke er ligeså engageret, som de unge har været tidligere. Han estimerer, at dette generationsskifte kan være skyld i omkring halvdelen af det fald, der er sket i den sociale kapital (Ibid: ). Putnam har undersøgt, om faldet kan skyldes en større stat og stærkere velfærdsstat. Eksempelvis vil statens oprydning i slumkvarter forstyrre lokalsamfundet, og bryder op i den sociale kapital, der er i det område. Han finder dog ikke nogen empirisk sammenhæng mellem social kapital, og niveauet af velfærd i forskellige stater. Hvis man undersøger sammenhængen på nationalt plan, viser det sig nærmere at der er 17

21 den modsatte sammenhæng, der er mere tillid og civilt engagement i de lande, der har stærke stater (fx Skandinavien). Men kan ikke sige noget nærmere, uden en større undersøgelse (Ibid:281). Putnam nævner slutteligt, at der godt kan være overlap mellem flere af disse aspekter, eksempelvis mener han, at der er et væsentligt overlap mellem den teknologiske udvikling og de unges manglende engagement. Det er ligeledes vigtigt at pointere, at der stadig mangler forklaring på en del af faldet i den sociale kapital (Ibid:284). 3 Kritisk diskussion af teorierne om social kapital a. I det følgende ønsker vi at foretage en diskussion af de to teoretikeres definitioner af social kapital, hvor vi hovedsageligt tager udgangspunkt i kritikken af Putnams begreb. Blandt andet vil vi se på, hvor social kapital hos Putnam adskiller sig fra Bourdieu samt inddrage kritikere, og forholde os til, om denne kritik er berettiget. 3.1 Kilder til social kapital I Putnams forståelse af social kapital indgår tre komponenter, som tilsammen danner rammen for begrebet som helhed. Kritikere har dog stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt disse komponenter er dækkende i forhold til at indsamle den sociale kapital, samtidig med, at flere har stillet sig kritiske overfor, hvorvidt der mellem komponenterne eksisterer indbyrdes problemer. Jean Cohen har flere kritikpunkter når det gælder Putnams operationalisering af social kapital. Hun lægger blandt andet vægt på, at Putnam reducerer det civile samfund til frivillige organisationer og samtidig, at de frivillige organisationer i hans teori er den eneste kilde til social kapital (Cohen 1999:217). Med inspiration fra Margaret Levi mener Cohen, at selvom Putnam referer til to forskellige kilder til tillid, henholdsvis reciprocitetsnormer og netværk af civilt engagement, er den første kilde en funktion af den anden. Dette, fordi reciprocitetsnormer udvikles gennem gentagne udvekslinger, som finder sted i frivillige organisationer (Ibid:219). Videre kritiserer Cohen Putnams teori i forhold til operationaliseringen af kilder til social kapital. At frivillige foreninger er bevis for tillid og samarbejde er ifølge Cohen både ubestrideligt og nærmest tautologisk. Hun undrer sig dog over, at de frivillige organisationer, ud fra Putnams teori, er den eneste kilde til social kapital. Hun stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor Putnam ikke har medtaget de politiske institutioner, den offentlige sfære eller lovgivningen. Svaret kommer Cohen selv med: Once the state is defined and dismissed as a third-party enforcer, once law is turned into sanctions that provide for a certain level of social order but no more, once institutions are dismissed as irrelevant to social 18

22 trust, and once a vital society is reduced to the presence or absence of intermediate voluntary associations, no other source is conceivable (Ibid:219). Ifølge Cohen er Putnams definition for indskrænket, hvilket betyder, at han overser væsentlige kilder til social kapital, eller blot andre områder, hvor indenfor den sociale kapital har mulighed for at opblomstre og blive reproduceret. Kritikken er netop interessant, idet Putnams ignorering af eksempelvis statslige institutioner som skole, firtidshjem og arbejdsplads resulterer i en udelukkelse af disses påvirkning. Ved at afgrænse kilden til social kapital så skarpt, vil han automatisk negligere institutioner som kan være medvirkende til at opretholde normer og tillid i et samfund. Videre kritiseres Putnam for ikke at tage højde for frivillige organisationer med forskellige karakteristika. Han fokuserer på organisationer som har en bestemt form, og udelukker derved de organisationer, der ikke er i overensstemmelse med Putnams ideal for udviklingen af social kapital i et samfund. Martti Siisiäinen kritiserer Putnam for, at reducere begrebet om det civile samfund til sportsklubber og kulturelle organisationer, og derved udelukkende at medtage denne positive form for organisationer. Dermed overser Putnam vigtige aspekter ved det frivillige foreningsliv, og har ikke de interessekonflikter for øje, der eksisterer mellem forskellige foreninger og institutioner. Her nævner Siisiäinen flere forskellige former for konflikter, hvor den første handler om de foreninger, som er funktionsdygtige i forhold til, at skabe og underbygge social konsensus og de foreninger og bevægelser der er kritiske over for de dominerende politiske værdier. Putnam overser, at nogle foreninger udelukkende skaber tillid internt og mistillid eksternt til andre grupper, samtidig med, at han overser massemedierne, som en ny alternativ kommunikationsform. Siisiäinen påpeger derved, at der er en stor del af uformelle foreninger eller grupper, som Putnam med sin definition, ikke opfanger (Siisiäinen 2000:5). Dette skal ses som en mangel hos Putnams teori, der afspejler et begrænset udsyn og ifølge forfatteren et par teoretiske briller, som er arvet fra det nittende århundrede. Kritikken falder derfor på, at Putnam ikke er up to date og kun får øje på homologiske organisationsformer, mens han samtidig overser massemediernes og alternative kommunikationsformers rolle (Siisiäinen 2000:6). Der eksisterer derved flere kritikker angående Putnams afgrænsning af begrebet social kapital, og at han burde udvide og nuancere sit syn. I stedet for, udelukkende at se de nævnte faktorer som destruerende, bør han tage højde for det faktum, at de tværtimod kan have den modsatte effekt. Via internettet er det muligt, at vedligeholde kontakten med bekendte, som befinder sig på lang afstand, ligesom det er muligt at stille bekendtskab med befolkningsgrupper, det ikke tidligere har været muligt at kommunikere med. Derfor kan det argumenteres for, at der herigennem potentielt åbnes op for bridging-relationer. 19

23 Netop denne problematik åbner Dag Wollebæk og Signe Segaard op for, idet de problematiserer den pessimisme, som Putnam i denne forbindelse lægger for dagen; Har forstadslivet virkelig den ødeleggende effekten på den sosiale kapitalen som Putnam hevder, eller er det mulig å være både pendler og aktiv samfunnsborger? Og er det mulig å se utviklingen af nye sosiale medier som sosial kapital i seg selv (Ellison, Steinfield et al. 2007), snarere enn noe som tager tid og energi bort fra udviklingen av den egentlige sosiale kapitalen? Vi tror det. (Wollebæk & Segaard:28). De ser her fordele frem for begrænsninger i udviklingen, både i måden vi bevæger os rent geografisk samt udviklingen indenfor nye sociale medier. På denne baggrund kan Putnams antagelse om, at der vil ske en nedgang i individers sociale kapital, hvis disse ofte skifter bopæl og flytter fra et område til et andet, problematiseres. Det er i dag grundet den teknologiske udvikling netop muligt i højere grad, at bevare kontakten med venner og bekendte, både via transport- samt kommunikationsmidler, på trods af at man ikke længere er bosat i samme lokalsamfund. I tråd med den teknologiske udvikling, opsætter Uslaner en kritik af Putnams pessimistiske opfattelse af TV ets fremkomst. Putnam argumenterer for, at fjernsynet og den tid individet bruger på at se TV, er medvirkende til en dalende tillid i befolkningen. Uslaner derimod argumenterer for, at dette ikke er tilfældet. Han finder ingen beviser for, at hverken nyheder, dramatiske programmer eller sæbeoperaer, resulterer i mindre tillid eller mindre villighed til at deltage i samfundslivet. Noget medieeksponering kan ifølge Uslaner endda øge borgerlige engagement (Uslaner 1998:2). Han mener, at optimisme former tillid, som igen spiller en vigtig rolle til at påvirke borgeres engagement. Ifølge Uslaner, stammer individets tillid til andre fra dets moralske sans og afspejler en grundlæggende følelse af optimisme og kontrol (Uslaner 1998:3). Idet vi ikke har kendskab til hinanden, må vi ifølge Uslaner basere tilliden på den moralske sans: Trust is most likely to emerge--and is most rational-- when you are optimistic about the future. Optimists shrug off bad experiences with untrustworthy people as exceptional events. They don t let occasional setbacks determine their world view. Instead, they believe that they can control their own fate and that in the long run trusting others is a sound (and moral) strategy (Ibid:3). I stedet mener han, at værdier er mere tilbøjelige til at blive formet af familiemæssige bånd end af ydre påvirkninger, som eksempelvis TV et (Ibid:3-4). Ifølge Uslaner, afspejler tillid primært et optimistisk syn på verden. Optimisme for fremtiden, er en stærk prædiktion for tillid. Når verden virker trist, kæmper individet for at beskytte, hvad vedkommende har, og ser andre som konkurrenter, og samtidig utroværdige samarbejdspartnere (Ibid:7). Uslaners tilgang til tillid ligger derfor langt fra Putnams opfattelse af, hvordan der i et samfund opstår en generel tillid. Hvor Putnam mener at normer og tillid opbygges i frivillige organisationer, mener Uslaner i 20

24 stedet, at tillid er afhængig af den enkeltes opvækst. Ligeledes kan det i høj grad ud fra Uslaners kritik problematiseres hvorvidt Tv et besidder nogen forklaringskraft i forhold til nedgangen tillid og dermed den sociale kapital. Videre kan der i forlængelse heraf, i begrænset omfang relateres til Bourdieu. Han nævner ganske vidst ikke tillid, og hvordan individet opnår at være tillidsfuld eller ej. Derimod mener han, at individet er betinget af dets opvækst og dermed, at habitus er bestemmende for individets opfattelser og færden. Den lighed som her ses, er derfor en antagelse om, at individet ikke ubetinget frivilligt tager et valg, men at individet vil være påvirket af tidligere oplevelser, som disponerer individet i dets handlinger, opfattelser etc. Videre opsætter Wollebæk og Segaard nogle empiriske problematikker, som Putnam støder på. For det første, mener de, at han overdriver foreningernes upolitiske og magtneutrale karakter, idet mange foreninger blandt andet er opstået via større organisationer, som har indrettet sig på en måde for også, at kunne opnå aktivitet lokalt, såvel som at opnå en politisk tyngde på et nationalt plan (Wollebæk & Segaard:28). Det manglende politiske fokus kritiseres ligeledes af Siisiäinen, som mener, at Putnam intet siger om konflikt mellem det civile- og det politiske samfund udover, at han flygtigt nævner, at det civile samfund er grobund for sociale konflikter og modstridende individuelle og kollektive aktører. Ifølge Siisiäinen, kan dette ses som et forsøg på at undslippe politik i den Tocquevilleanske tradition (Siisiäinen 2000:6). Putnams neo-tocquevilleanske tilgang illustrerer endnu engang, hvordan han fravælger at beskæftige sig med forholdet mellem frivillige foreninger og statslige institutioner, men i stedet udelukkende beskæftiger sig med organisationernes interne demokratiske funktion. Som et andet empirisk problem nævnes, at flere studier viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem tillidsniveauet og dem, der tilbringer meget tid i frivillige organisationer samt tillidsniveauet og dem, som er passive. Derfor kan argumentet om socialisering gennem frivillige organisationer, som hovedmekanisme for dannelse af social kapital, i tråd med Cohens kritik, problematiseres (Wollebæk & Segaard:28-29). Til disse kritikpunkter nævner Wollebæk og Segaard to mulige forklaringer. Enten, at de frivillige organisationers rolle kan ses som stærkt overdrevet i social kapital, eller, i tråd med Cohens kritik, at socialiseringen sker indenfor flere forskellige felter end blot i de frivillige organisationer. Da individer i dag bruger mere tid i offentlige institutioner, såsom skole og arbejdsplads, burde disse være meget vigtigere at tage højde for. De tager her udgangspunkt i kritik fra Eric E. Uslaner, og mener, at der i højere grad burde tages højde for politiske forhold, eksempelvis velfærdsordninger, konfliktregulerende institutioner eller ulighed i samfundet. Dog sætter forfatterne tingene endnu mere på spidsen, da de åbner op for muligheden i, at det kan argumenteres for, at frivillige organisationers rolle ikke er overdrevet, men misforstået og galt specificeret? (Wollebæk & Segaard:29) Dog fremhæver forfatterne, at Putnam senere 21

25 har fået øjnene mere op for de aspekter, som han før har overset. Eksempelvis fremhæves, at Putnam i en artikel i The American Prospect fra 2005, har ytret, at han har overset tre vigtige faktorer, henholdsvis den voksende ulighed, væksten af mangfoldighed og forfaldet af mobiliserende organisationer (Wollebæk & Segaard:30). Spørgsmålet er, om Wollebæk og Segaards kritikker er berettiget. Det, at hele Putnams komponent, omkring engagementet i frivillige organisationer, betvivles, viser at der er brug for en revurdering af, hvilke aspekter, der har betydning for etableringen af den sociale kapital i et samfund. Det er yderst problematisk at hæfte sig så meget ved et element, som ikke har nogen videre empirisk understøttelse. Dette er videre et endnu større problem, hvis man skal lytte til Cohens kritik omkring Putnams brug af begrebet, nemlig at han reducerer social kapital til udelukkende at være det civile engagement i frivillige organisationer. Til sidst kan vi noget pessimistisk stille kritikken meget firkantet op og spørge, hvorvidt vi her overhovedet har et mål for den sociale kapital? Dette synes dog at være, at tage kritikken ud af proportioner. Spørgsmålet er måske nærmere, om der er behov for mere forskning på området. Putnam dokumenterer i Bowling Alone, at der er sket en nedgang i den sociale kapital, herunder civilt engagement. Som ovenstående diskussion har fokuseret på, stiller flere sig kritiske over for Putnams definition af kilderne til den sociale kapital. Ligesom det kan diskuteres, hvorvidt flere forskellige former for frivillige organisationer samt andre statslige institutioner kan være medvirkende til udviklingen af den sociale kapital, kan det videre diskuteres, hvorvidt andre former for fællesskaber kan skabe social kapital. Her menes mere uformelle fællesskaber, som ikke nødvendigvis er organiseret i foreninger. Det kan forestilles, at der indenfor eksempelvis vennekredse udvikles tillid, normer og gensidige udvekslinger. Dermed vil tillid muligvis kunne genereres i uformelle netværk, som ligeledes har en horisontal opbygning. Det centrale problem er altså, at der eksisterer en uklarhed indbyrdes mellem de forskellige komponenter af begrebet. Det kan både diskuteres, hvorvidt de forskellige komponenter i begrebet hænger for meget sammen, idet de forskellige komponenter overlapper hinanden og at det derved ikke er muligt at lave en skarp opdeling mellem dem. Videre kan det diskuteres, hvorvidt komponenter indbyrdes i stedet for ikke hænger nok sammen, idet der eventuelt burde være tilføjet andre elementer til begrebet. Det er ikke nødvendigvis udelukkende frivillige organisationer og civilt engagement som fører til, at et samfund har en høj grad af social kapital, men andre faktorer spiller ligeledes en vigtig rolle. De kilder til social kapital, som Putnam nævner, kan problematiseres, og burde muligvis revideres på en måde, så flere kilder inddrages. 22

26 3.2 Magtperspektivet en tilgang som deler vandende Magtperspektivet kommer ikke til udtryk i lige høj grad hos henholdsvis Putnam og Bourdieu, og er derfor et aspekt, som adskiller de to teoretikere radikalt. I denne forbindelse nævner Siisiäinen endnu et konfliktperspektiv, som Putnam ikke medtager I sin teori, nemlig, at Putnam ikke tager højde for de vertikale dimensioner af de frivillige foreninger og magtrelationer, som er iboende i alle moderne foreninger (Siisiäinen 2000:6). Netop dette aspekt er vigtigt at fremhæve i forhold til Bourdieu, der arbejder med magt som et centralt begreb i sine teorier. Hos Bourdieu kan de forskellige kapitalformer siges at repræsentere forskellige redskaber, som individet kan benytte til at kæmpe om placeringer i det sociale rum. Ligeledes adskiller fokuseringen på bestemte netværk de to teoretikere. Hvor Putnam vælger at fokusere på de horisontale foreninger og dermed fravælger fokus på de vertikalt opbyggede foreninger, fokuserer Bourdieu på netop disse. De to teoretikere adskiller sig derfor i høj grad netop på dette punkt, hvor magtperspektivet til dels er fraværende hos Putnam, men derimod centralt hos Bourdieu. Putnam skelner mellem horisontale og vertikale netværk, indenfor hvilke der eksisterer forskellige magtrelationer. I et horisontalt netværk er magtrelationerne jævnbyrdige og symmetriske, hvor de i det vertikale netværk er asymmetriske. Indenfor det sidstnævnte, kan en underordnet handle efter en given ordre fra en overordnet, men i dette forhold eksisterer ingen gensidighed, da en underordnet ikke kan sanktionere den overordnede. Dette kan ifølge Putnam resultere i opportunisme, hvorfor vertikale netværk ikke vil gøre megen nytte i forhold til at løse kollektive dilemmaer. Som Putnam argumenterer for, skal vi i stedet tilbage til de horisontale netværk (Wollebæk & Segaard:22). Wollebæk og Segaard mener i denne sammenhæng, at Putnam går for langt i sin afvisning af, at vertikale netværk også kan være tillidsbaserede. Som eksempel nævnes, at de fleste frivillige organisationer i Norge er hierarkisk og vertikalt organiseret. De mener, at når man knytter sig til en organisation, enten ved at bidrage med penge eller indgå i et medlemskab, er dette en tillidshandling, da vi som individer har troen på, at organisationen bliver fornuftig forvaltet. Hvis der sker et tillidsbrud fra organisationens side i form af eksempelvis økonomisk mislighold eller hvis organisationen fremmer standpunkter, som ikke er i medlemmernes interesse, vil medlemmerne trække sig ud af netværket (Ibid:22-23). Forfatterne kritiserer videre Putnam, for at være idealiseret i sin fremstilling af horisontale netværk: Det er ingen klar dikotomi mellom horisontale og vertikale nettverk, eller nettverk baseret på gjensidighet og dominans, snarere et kontinuum, der knapt noen sosiale relasjoner er helt symmetriske og maktjevne. Det er heller ikke slik at horisontalitet (i den grad det er mulig) garanterer at et nettverk er basert på tillit. Ofte genererer interaksjon i horisontale nettverk det stikk motsatte af tillit. (Ibid:23). 23

27 Forfatterne argumenterer her for, at mange venskabsrelationer og bekendtskaber er præget af negative aspekter som sladder, løgne, mobning og illoyalitet, hvilket de mener, at frivillige organisationer heller ikke kan fritages for. Her fremhæves, at eksempler i medierne har vist, at blandt andet kasserer i foreninger har misbrugt foreningens midler, ligesom der er eksempler på, at voksne misbruger deres rolle i foreningen og begår overgreb på mindreårige (Ibid:23). Dette uddyber, at Putnams opdeling mellem de to former for netværk er for skarp. Dog kan der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt kritikken omkring Putnams opdeling af de to forskellige netværksformer er berettiget. Putnam gør selv opmærksom på, at opdelingen skal fungere som idealtype, og at de fleste foreninger vil eksistere som en blanding af de to. Kritikken i forbindelse med tillidsbrudene i frivillige horisontale foreninger er ligeledes modsigende, idet en voksen træner i en sportsklub oftest må opfattes som havende en større autoritet, end de børn, som trænes. Kritikken fra Wollebæk og Segaard går på, at der i horisontale foreninger ligeledes sker tillidsbrud og magtmisbrug. Derfor eksisterer der i forholdet mellem træner og barn, til trods for en forholdsvis horisontal opbygning, et ulige magtforhold. Spørgsmålet er dog, hvorvidt disse foreninger så kan siges at have en så horisontal karakter endda, samtidig med, at Putnams ignorering af magtstrukturen, som på sin vis naturligt vil forekomme mellem eksempelvis træner og barn, kan problematiseres. På mange måder har Wollebæk og Segaard ret i deres kritik af, at der i sådanne frivillige sportsforeninger ligeledes kan forekomme tillidsbrud, såvel som i vertikalt opbyggede foreninger. Det centrale er, at Putnam til stadighed vælger at fokusere på de positive aspekter af den sociale kapital, og konsekvent fravælger at forholde sig til den magtstruktur, som ifølge Bourdieu er indlejret i de sociale strukturer. Det kan derfor ses som en betragtelig mangel hos Putnam, at magtperspektivet nærmest udebliver eller ignoreres til fordel for fremlæggelsen af de tillidsskabende funktioner som fremkommer i de horisontale foreninger. I denne sammenhæng er det relevant at fremhæve begrebet linking, som introduceres af Michael Woolcock. Putnam tager udgangspunkt i både bonding og bridging, som viser, hvor stærke eller tætte relationer er. Her inddrager Woolcock en ny type netværk, som ikke tager udgangspunkt i horisontalt opbyggede netværk, men som tager udgangpunkt i de vertikalt opbyggede netværk (Woolcock 2002:23). Her adskiller individerne sig fra hinanden ved at være i et ulige magtforhold, og beskriver derfor en helt anden slags netværk end det, som Putnam har beskæftiget sig med: The Capacity to leverage resources, ideas and information from formal institutions beyond the community, most notably the state, is a key function of linking social capital. (Ibid:23). I følge Woolcock, kan betydningen af staten samt vigtigheden i den institutionelle kontekst, når det gælder netværk i, mellem og udover samfund, Ikke ignoreres. Hvis formelle institutioner er fraværende eller svage, kompenseres de ofte for i form af opbygningen af uformelle organisationer. Svage, fjendtlige eller ligeglade regeringer har ifølge Woolcock en dybt 24

28 anderledes effekt på samfundslivet end regeringer som respekterer civile friheder, værner om retsstaten og som kan modstå korruption (Ibid:24). Woolcock bidrager derfor med endnu en netværksform, som til dels kompenserer for det aspekt, som Putnam fravælger at beskæftige sig med i teoretiseringen af den sociale kapital. Woolcock tager højde for, at ikke alle i et samfund er lige, og har mulighed for at skabe netværk. Disse netværk kan ligeledes både være mulighedsskabende og begrænsende som de resterende to netværksformer. Derfor implementerer Woolcock, i højere grad end Putnam, et magtperspektiv, der kan forklare de mekanismer, som er på spil i vertikale relationer. Videre kritiserer Siisiäinen Putnam for ikke at se på de kampe, som præger det civile samfund i et samfund, som bygger på demokrati. De nordiske lande agerer her som eksempel på, at andre former for civilt engagement kan være medvirkende til, at der i et samfund eksisterer en høj grad af social kapital. Den nordiske velfærdsstat bygger på et kompromis mellem modstridende interesser, og er ifølge forskellige undersøgelser en af de befolkninger, som har den største grad af tillid. Siisiäinen argumenterer for, at dette hænger sammen med, at befolkningen i de nordiske velfærdsstater er sikret en vis levestandard, hvilket giver befolkningen en vished om fremtiden. Befolkningen her er de mest frivillige, samtidig med at de nordiske lande ikke har oplevet et generelt fald i den sociale kapital (Siisiäinen 2000:8). Som Siisiäinen konkluderer, vil mange af de indikatorer, som her er nævnt, underbygge det, der ifølge Putnam, karakteriserer et samfund med en høj grad af social kapital, og dermed underbygge hans antagelser omkring forholdet mellem aktivitet i frivillige foreninger og samfundsmæssig konsensus baseret på værdikompromisser. Her pointerer Siisiäinen dog, at de nordiske strukturer af konsensus meget ofte er et resultat af kampe mellem modstridende interesser. Putnam medtager dog kun de foreninger i sin analyse, som er i stand til at hæve sig over konflikter: A severe problem with Putnam s theory is that it excludes conflicts and conflicting associations from its conceptual apparatus and from the list of preconditions of consensus (c.f. Warren 1999); and thus ignores a central element that has to be dealt with if we want to understand the birth of a trusting society based on compromises of interest. (Ibid:8). Netop opponerende grupper, som stiller sig kritisk overfor eksempelvis den eksisterende politik i et samfund, har mulighed for at medvirke til, at der sker ændringer, og i nogle tilfælde er sådanne grupper blevet integreret i det politiske system (Ibid:8). 25

29 Wollebæk og Segaard gør videre opmærksom på, at det ses hos Putnam i Bowling Alone, at det er individet der har ansvaret for at opbygge eller genopbygge den sociale kapital. Politiske valg, tilskud og samfundets institutionelle opbygning er sekundært (Wollebæk & Segaard:2). Forfatterne ser dette som en fejlslutning, ikke i den forstand, at individuel handling er uvæsentlig for samfundets beholdning af social kapital, men de mener i højere grad, at et samfunds sociale kapital primært bliver konstrueret eller destrueret af strukturelle og politiske forhold. I forlængelse heraf, mener Bo Rothstein og Dietlind Stolle, at et samfund, som er opbygget omkring demokratiske institutioner, ligeledes kan være medvirkende til, at den sociale kapital opblomstrer. Hvis befolkningen har en opfattelse af, at institutionerne ikke er korrupte og at mennesker bliver behandlet lige, vil det have en positiv effekt på den sociale kapital. Demokrati har ligeledes en positiv effekt på den sociale kapital (Rothstein & Stolle 2003). Opsummerende kan Putnams manglende magtperspektiv siges at være grobund for meget kritik, som I høj grad er væsentlig. Magtstrukturer har betydning for, hvordan samfundet fungerer og for hvad der er muligt. Medtages forskellige magtkampe eller kampe om positioner ikke i overvejelserne, udebliver aspekter af analysen, som givetvis har en forklaringskraft. Forskellen mellem Bourdieu og Putnam tydeliggøres i denne diskussion, hvor magtperspektivet må siges at adskille de to teoretikere markant. I en Bourdieu sk betragtning, overser Putnam vigtige dimensioner, som er bestemmende for den enkeltes muligheder og råderum. 3.3 Negativ social kapital Som nævnt i teoriafsnittet, kritiserer Portes Putnam for, i Making Democracy Work, kun at fokusere på de positive aspekter ved den sociale kapital og derved overse, at social kapital også kan have negative konsekvenser. Portes opstiller fire forskellige negative aspekter som følge af social kapital. Det første aspekt er den eksklusion, som opstår i forbindelse med gruppetilhørsforhold. De stærke bånd, der eksisterer i en gruppe, og som er en fordel for medlemmerne, vil samtidig være med til at afskærme udenforstående (Portes 1998:15). På den måde, vil en gruppe på sin vis altid være ekskluderende, om dette sker bevidst eller ej. Denne kritik tager Putnam til sig i Bowling Alone, hvor han kort beskriver, at social kapital kan have negative konsekvenser, herunder ekskludering af udenforstående, hvilket især er tilfældet ved de stærke bonding-relationer. Bourdieu nævner ikke dette aspekt direkte, men beskriver, hvorledes et medlem af en gruppe, på vegne af gruppen, kan ekskludere et andet medlem, hvis dette bringer skam over gruppen. Det kan dog tolkes ud fra Bourdieu, at gruppen til en vis grad vil være afskærmet, eller afgrænset fra omverdenen, da der er en opdeling mellem medlemmerne af en gruppe, dem der har adgang til ressourcerne, og de udenforstående, der ikke har adgang til den samme mængde kapital (Li, Pickles & Savage 2005:110). Derved vil gruppen altid 26

30 være mere eller mindre ekskluderende, da der kan differentieres mellem de individer, der har adgang til den sociale kapital, og de individer, der ikke har denne adgang. En anden negativ konsekvens ved social kapital, som Portes nævner, er, at en meget afgrænset gruppe kan være med til at forhindre, nogle medlemmer i at få succes. Dette skyldes, at i grupper eller samfund, hvor der eksisterer meget tætte forbindelser, vil mindre privilegerede medlemmer kunne stille krav til de mere velstillede medlemmer, og gennem de normative strukturer, tvinge de mere privilegerede medlemmer til at hjælpe (Portes 1998:16). Derved kan det give anledning til free-riding, hvor ikke alle medlemmer yder noget, men blot nyder andres goder. Putnam mener netop, at de horisontale netværk vil mindske risikoen for free-riders, da der i forbindelse med de tætte netværk vil være større sandsynlighed for, at alle medlemmerne vil arbejde for det fælles bedste. Det kan derved tænkes, at dette aspekt ikke er ensformigt, men det kan forestilles, at eksempler på begge udfald kan findes. Det tredje mulige negative aspekt ved social kapital er, at et samfund eller gruppe nødvendigt må opstille nogle krav for medlemmerne. Når niveauet af social kontrol i tætte samfund er højt, vil det betyde, at den enkeltes personlige frihed vil være indskrænket. Dette kan være årsagen til, at unge, som er mere selvstændigt tænkende, vil forlade samfundet (Portes 1998:16). Netop denne diskussion er relevant, da det handler om sammenhængskraften i et samfund. Hvis social kapital ligeledes kan forårsage, at et samfund begynder at opløses, fordi det enkelte individ føler sig begrænset af fællesskabet, er det en negativ konsekvens af den sociale kapital, som er meget vigtig at få pointeret. Derved kan bonding ikke kun være ekskluderende udadtil, de stærke relationer kan ligeledes resultere i, at individet vælger at forlade lokalsamfundet, for at opnå større personlig frihed. Dette er dog en gammel diskussion vis essens ligger i problematikken mellem det, at være et selvstændigt handlende individ overfor det, at være begrænset af det større fællesskab. Dette vil dog ikke blive berørt nærmere i nærværende opgave. Der kan videre stilles spørgsmålstegn ved, om det altid er muligt at forlade et sådan lokalsamfund eller fællesskab, som er kendetegnet ved stærke relationer medlemmer imellem. Portes nævner et ekstremt tilfælde på en undertrykkelse indenfor et fællesskab, Mafiaen, som netop vil medføre negative konsekvenser for samfundet (Portes 1998:18). I sådanne tilfælde, vil medlemmerne have svært ved at komme væk fra det tætte netværk, og blive holdt nede af de stærke normer og den sociale kontrol. Samtidig vil der være stærke sanktioner, som vil træde i kraft, hvis individet ikke handler indenfor disse normer. Dermed kan det forestilles, at hvorvidt det enkelt individs handlefrihed bliver indskrænket samt hvordan reaktionerne på dette vil være, vil afhænge af både netværkets tæthed samt styrken på de tilhørende sanktioner. 27

31 Det fjerde og sidste aspekt er, at gruppesolidaritet i nogle tilfælde kan bunde i en fælles opfattelse af at være undertrykt. Dette kan resultere i fælles normer, som er med til at opretholde denne forståelse blandt medlemmerne og derved holde dem nede. Disse undertrykkende normer kan i nogle tilfælde være produceret over generationer, og gennem diskrimination fra det omkringliggende samfund fastholde en gruppes medlemmer i en bestemt social position. Social mobilitet bliver derved vanskeligt for denne minoritetsgruppe (Portes 1998:17). Dette kan sammenlignes med Bourdieus begreb om symbolsk vold. Her vil den dominerende gruppe have en magt eller nogle normer, som de dominerede ikke kan undgå at tilslutte sig. Dette sker ved at den dominerede vil dømme sig selv ud fra de strukturer og de normer, der er opstillet af den dominerende gruppe, hvormed den dominerede vil være med til at opretholde et billede af sig selv som mindreværdig, og derved selv være med til at opretholde og reproducere dette billede. (Järvinen 2007:357). Derved mener Bourdieu, at de undertrykte grupper, gennem den ubevidste accept af den dominerende gruppe og deres normer, vil være med til at reproducere deres egen undertrykkelse. Det illustreres her endnu engang, at magtperspektivet i Putnams teori stort set er fraværende, og denne form for negative aspekter ved social kapital, er derved ikke noget han beskriver. Dette er problematisk, da der sandsynligvis, jævnfør teoriafsnittet, er forskel på, hvilke individer, der har adgang til social kapital. Det er vigtigt at pointere, at selv om social kapital i mange tilfælde kan være positiv for et samfund, kan effekterne af social kapital, i nogle tilfælde have en negativ konsekvens. Hvor bonding social kapital i nogle tilfælde kan styrke samfundet, kan det i andre være med til at holde selvsamme nede ved hjælp af den sociale kontrol. 3.4 Et individuelt eller kollektivt gode De to valgte teoretiske definitioner af social kopital, henholdsvis Bourdieu og Putnam, har meget forskellige udgangspunkter. Som nævnt i teoriafsnittet om Putnam, lægger han stor vægt på, at social kapital skal ses som et kollektivt gode, og derved ikke er noget, det enkelte individ kan besidde. Det er forbindelserne mellem individerne, der har værdi og kan påvirke individets eller gruppens produktivitet. Dette mener han, er tæt forbundet med civic virtue, som beskriver, hvor mange frivillige foreninger individet er medlem af, og hvor stort omfang der deltages, da han ser dette som en indikator på, hvor rigt på social kapital et samfund er. Social kapital er derved tæt knyttet til disse organisationer, da sociale relationer (social connections) er med til at skabe tillid og reciprocitetsnormer. Putnam mener netop, at fordi begrebet har dette kollektive aspekt, kan det ikke blive omdannet til et privat gode. Beholdningen af social kapital, i form af netværk, normer og tillid akkumuleres, når den benyttes gennem det civile engagement. Samtidig vil denne dog falde bort, hvis ikke den vedligeholdes (Bhandari & Yasunobu 2009: ). Social kapital muliggør samarbejde og kollektiv indsats for det fælles bedste, gennem netværk, normer og tillid. Den 28

32 sociale kapital opretholdes gennem individernes investeringer, og mindsker transaktionsomkostningerne (Ibid:491). Derved kan samfundets udvekslinger finde sted mere gnidningsløst. Herimod har Bourdieu en mere individbaseret tilgang, hvor social kapital ses som en fordel for det enkelte individ frem for et samfundsgode. Social kapital er en ressource, som kan give individet adgang til en form for profit. Adgangen til social kapital muliggør, som før nævnt, at inividet kan opnå fordele, som ikke er mulige, hvis denne ikke har samme adgang til social kapital. Bourdieus perspektiv er derfor mere instrumentelt end Putnams, og han ser i større grad social kapital, som noget, det enkelte individ har adgang til via de relationer, det indgår i. Social kapital hos Bourdieu består derved af tre elementer for individet; de sociale relationer, der muliggør adgang til ressourcer, mængden af disse ressourcer samt kvaliteten af disse (Ibid: ). Det er til sammen disse tre elementer, der er bestemmende for, hvor meget social kapital det enkelte individ har adgang til. Der er altså stor forskel på, hvilken betydning den sociale kapital har for det enkelte individ, og hvad begrebet i realiteten omfavner. Det kommer til udtryk, at begrebet hos de to teoretikere er fundamentalt forskellige i deres funktion og indhold. Social kapital er hos Putnam ikke noget, den enkelte prøver at opnå adgang til, men en ubevidst konsekvens af individers civile engagement. Putnams fokus på konsekvenserne af den sociale kapital på samfundsniveau, er ikke noget, Bourdieu går i dybden med, og han forholder sig derved ikke til, hvorvidt der kan være forskel på et samfunds beholdning af social kapital. Tillid og normer er ifølge Bourdieu ikke en forudsætning for relationerne. Tillid er ikke noget han opererer med, og derfor opererer han heller ikke med, hvilke positive konsekvenser tilliden kan have for samfundet som helhed. Idet tillid og normer er en del af den sociale kapital hos Putnam, er begrebet hos de to teoretikere meget forskelligt, og der kan stilles spørgsmålstegn ved, om de to begreber overhovedet kan sammenlignes. Netop problematikken mellem det kollektive og det individuelle tager Portes fat i. Han mener ikke, at individuelle og kollektive fordele er uforenlige, da de har samme afsæt. Dog mener han, at der mangler en mere fyldestgørende teoretisering af overgangen fra social kapital på individuelt niveau til kollektivt niveau, hvilket har medført den forvirring, der er omkring begrebet i dag. Han nævner yderligere, at der er modstridende aspekter ved definitionerne. Han nævner som eksempel, at de rigtige forbindelser kan give det enkelte individ mulighed for at omgå de normer eller regler, der er på det pågældende område, og derved undergrave det kollektive (Portes 2000:3-4). Dette sker ved, at individet ved at have fokus på selv at få mest muligt ud af situationen, ikke handler efter det kollektive bedste. Et eksempel på en sådan kuglegravning kan være, som Putnam selv nævner, at bridging-netværk kan være med til at give jobmuligheder til den enkelte. Han nævner ligeledes, at mange får arbejde netop gennem deres netværk. Det, at blive ansat på grund af sine netværksrelationer, er ikke nødvendigvis til det fælles bedste, da 29

33 vedkommende bliver ansat på baggrund af hvem man kender og ikke hvad man kan. I sådanne tilfælde, er det ikke sikkert, at det pågældende individ nødvendigvis er den mest kvalificerede til den pågældende stilling, og derfor vil det ikke være til det kollektive bedste. Putnam vil sandsynligvis ikke være enig i denne kritik, da han anser det, at få arbejde gennem sit netværk, som en sidegevinst ved den sociale kapital. Individet forsøger derved ikke bevidst at kuglegrave det kollektive, for at opnå individuelle goder, det er blot noget der sker, som følge af netværksrelationerne. I stedet for at se de to perspektiver som gensidigt ekskluderende, burde det i stedet forsøges at kombinere de to aspekter, så der tages højde for, at social kapital kan være et gode for samfundet, samtidig med, at det i høj grad er en ressource, som det enkelte individ kan trække på. Altså, at samarbejde vil være med til at styrke tilliden blandt individer i samfundet og derved kan være med til at mindske transaktionsomkostningerne, men at relationer, i og med at de eksisterer mellem individerne, også vil være ekskluderende, da det ikke er alle, der vil indgå i lige mange relationer eller alle der vil indgå i alle relationer. Derved vil der heller ikke være lige adgang til social kapital, de vi anser Bourdieus pointe med, at de forskellige kapitalformer hænger sammen og kan bygge på hinanden, som værende væsentlig. Med dette for øje, vil et individ med adgang til en høj økonomisk kapital nødvendigvis have en fordel, når det kommer til beholdningen af den sociale kapital. Putnam inddrager dette aspekt i en senere tekst, hvor han stadig mener, at social kapital skal ses som et kollektivt gode, og derved ikke et individuelt gode. Han skriver, at social kapital stadig har værdi i form af netværk og de tilhørende reciprocitetsnormer, men han nævner samtidig, at denne værdi kan tilfalde både det kollektive og individet. Dette sker ved, at individet får nogle fordele i forbindelse med de netværk, som vedkommende er en del af, samtidig med, at disse netværk vil biddrage til samfundet som helhed. Yderligere nævner han dog, at han fortsat vil holde sit fokus på de kollektive udfald af den sociale kapital, selv om han anerkender, at der kan være afkast på individuelt plan. Han understreger, at han ikke ser de to retninger som modstridende (Putnam 2001:1). Derved lægger Putnam op til en lidt mere åben tilgang til social kapital, end set tidligere, selv om hans fokus fortsat vil være på det kollektive, mener han, at individet ligeledes vil kunne drage fordel af denne. Det er vigtigt at understrege, at diskussionen omkring social kapital og dens tilblivelse langt fra er færdig. Social kapital er et felt, hvor der er behov for mere forskning, og behov for, at gøre et diffust begreb mere konkret og målbart. Derved er der heller ikke i denne opgave noget entydigt svar på, hvorvidt social kapital er et kollektivt gode eller en individuel ressource. 30

34 3.5 Manglende sondring mellem årsag og virkning. Et yderligere problem med Putnams teori om den sociale kapital bunder i, at han ikke klart adskiller mellem årsag og virkning. Ifølge Portes er det yderst vigtigt at holde definitionerne af begrebet afskilt, både teoretisk og empirisk, fra konsekvenserne af selvsamme (Portes 1998:20-21). Denne kritik har Putnam taget til sig, og han indrømmer i en senere tekst, at tillid ikke burde have været en del af begrebsdefinitionen af social kapital, hvilket blandt andre Woolcock ligeledes har kritiseret ham for. Putnam nævner, at tillid er en nær konsekvens af den sociale kapital, hvormed det var nemt at komme til at betragte begrebet som en stedfortræder for den sociale kapital. I samme workpaper, revurderer Putnam derved sin begrebsdefinition til kun at indbefatte netværk og de forbundne reciprocitetsnormer, hvormed han bibeholder den oprindelige definition, dog uden tillid (Putnam 2001:2;7;12). Dette er ikke noget, han har beskrevet tidligere, hvilket er problematisk, da flere at hans resultater, og efterfølgende undersøgelser med inspiration i Putnam, bland andet tager udgangspunkt i niveauet af tillid i et givent samfund, når den sociale kapital skal måles. Cohen hævder ligeledes, som nævnt i afsnittet, Kilder til social kapital, at der findes et andet overlap inden for Putnams komponenter af social kapital, nemlig, at reciprocitetsnormer skal ses som et resultat af det civile engagement. Portes nævner videre, at det er vigtigt at kontrollere for retningen af denne årsag (Portes 1998:21). Et eksempel på et sådan forhold mellem årsag og virkning findes i Putnams teori over de Italienske regioner, hvor han konkluderer, at den Norditalienske region er blevet rich because they were civic, jævnfør teoriafsnittet. Det kunne forestilles, at den Norditalienske region måske ikke er blevet rig, grundet den sociale kapital, men at den sociale kapital derimod er blevet forstærket, netop på grund af denne rigdom. Altså, at regionen dermed var blevet civic because they were rich. Dermed er der muligvis blevet draget fejlslutninger på baggrund af Putnams indsamlede empiri, hvilket er yderst problematisk. I denne sammenhæng nævner Portes et tredje aspekt, nemlig, at det er vigtigt at kontrollere for andre faktorer, inden der foretages en endelig konklusion (Portes 1998:21). Som nævnt i afsnittet, Kilder til social kapital, kan det eksempelvis forestilles, at de politiske institutioner har indflydelse på fremkomsten/niveauet af den sociale kapital i et givent område, hvilket igen kan være medførende til eventuelle fejlkonklusioner. Derved skal det understreges, at selvom Putnams teori om den sociale kapital på mange måder er mere håndgribelig end tidligere teorier, sker dette på kompromis med nogle væsentlige teoretiske overvejelser. Derved bliver denne håndgribelighed på en og samme vis både teorien styrke og dens svaghed. 31

35 3.6 Opsamling a. Gennem diskussionen, er vi i afsnittet Kilder til social kapital kommet frem til, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om Putnams begreb om social kapital er dækkende i forhold til kilderne til social kapital i et samfund. Der opstilledes forskellige aspekter, som kritikere ser som manglende. Blandt andet statslige institutioners og uformelle fællesskabers rolle. Videre blev Putnam kritiseret for at have et indskrænket syn på frivillige foreningers form, opbygning og indhold, hvor han overser visse foreningstyper. Der blev videre stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt de civile organisationers rolle er overdimensioneret i Putnams definition og derved giver et forkert indtryk af, hvor høj en grad af social kapital, der eksisterer i et samfund. Videre åbnes op for, at Putnam til dels er forældet i sin tilgang til den teknologiske udvikling når det gælder nye kommunikationsformer, mobilitet samt TV ets indflydelse. I afsnittet Magtperspektivet blev Putnam kritiseret for sit manglende fokus på magt, både i forbindelse med, hvem der har tilgang til den sociale kapital samt hans favorisering af de horisontale netværk frem for de vertikale. Woolcocks netværksform linking, blev inddraget som en tredje netværksform, som forsøger at beskrive relationer i et vertikalt opbygget netværk. Videre kritiseredes Putnam for hans manglende inddragelse af betydningen af en samfunds politiske karakter. Blandt andet, at det kan have en indvirkning på den sociale kapital, i hvor høj grad der eksisterer en ulighed, om der i et samfund eksisterer demokrati, samt om befolkningen stoler på statslige institutioner. Kritikken om et manglende magtperspektiv føres videre, til at omfavne det manglende fokus på konflikter mellem statslige institutioner og frivillige foreninger, som kan have en positiv effekt på tilliden i et samfund. Medtages forskellige magtkampe eller kampe om positioner ikke i overvejelserne, udebliver aspekter af samfundsanalysen, som givetvis har en forklaringskraft. b. I afsnittet Negativ social kapital blev kritikpunkter fra den amerikanske professor Alejandro Portes præsenteret. Disse gik på, at Putnam havde et entydigt positivt syn på den sociale kapital og helt overså, at denne også kunne have negative aspekter, hvoraf der blev opstillet fire forskellige former. Denne kritik har Putnam til dels taget til sig, og i Bowling Alone nævner han, hvorledes tætte netværk kan være ekskluderende. Dette aspekt ligger implicit i Bourdieus teori gennem magtperspektivet. Det blev i Individuel eller kollektiv gode diskuteret, hvor forskellige de to teoretiske tilgange er i forhold til, hvem der får del i de ressourcer, som den sociale kapital er. Hvor Bourdieu mener, at ressourcerne i forbindelse med den sociale kapital ligger hos individet, mener Putnam, at det primært er et kollektivt 32

36 gode. Portes mener, at det individuelle i visse situationer vil underminere det kollektive. Dette er Putnam ikke enig i, og han revurdere senere sin teori, hvor han anerkender det individuelle. Derved er det måske ikke nødvendigt, at se de to retninger som radikalt adskilte, det er måske muligt at forene de to. Slutteligt blev det i afsnittet Manglende sondring mellem årsag og virkning diskuteret, problematikken i, at Putnams begreb mangler en skarpere opdeling mellem de forskellige komponenter, så der forekommer en klar sondring mellem begrebet social kapital og dets virkning. Herunder er der diskuteret, hvorvidt inddragelsen af tillid som komponent i den sociale kapital er fejlagtig. 4 Social kapital på arbejdsmarkedet a. Social kapital benyttes i dag også inden for arbejdsmarkedet, hvor der menes, at den sociale kapital er en ressource, som allerede ligger i organisationen. Ved at fokusere på den sociale kapital, vil man skabe sunde virksomheder, både økonomisk og for medarbejderne (Hasle, Toft og Olesen 2010:9). Derfor vil vi i det følgende komme med et eksempel på, hvordan den sociale kapital defineres og benyttes i arbejdsmarkedssammenhæng. I det følgende foretages en kort præsentation af Hvidbogen, som er udarbejdet af NFA, og vil fungere som opgavens case. Hvidbogen vil udsættes for kritik i forhold til definitionen og operationaliseringen af social kapital. 4.1 Hvidbogen - Retfærdighed, samarbejdsevne og tillid Formålet med Hvidbogen er; at beskrive hvad virksomhedens sociale kapital er, hvad den betyder for virksomheden og arbejdsmiljøet samt hvordan man kan udvikle virksomhedens sociale kapital (Olesen et al 2008:7). I Hvidbogen arbejdes der på organisationsniveau, da der tages udgangspunkt i virksomhedens sociale kapital. Der tages udgangspunkt i Putnams (1993) almene definition af begrebet, fordi denne tager udgangspunkt i det kollektive element; Social kapital er de træk ved en organisation, fx netværk, normer og tillid, som fremmer koordinering og samarbejde til det fælles bedste. (Ibid:39). I Hvidbogen har man valgt at udarbejde sin egen definition af begrebet social kapital, for at tilpasse denne til en virksomhedsmæssig kontekst, som lyder (Ibid:42+44): 33

37 Hvidbogen erstatter blandt andet netværk med samarbejdsevne, som skal fungere som delelement af den sociale kapital i en virksomhed. Videre har Hvidbogen valgt, at Putnams delkomponent om reciprocitetsnormer skal bibeholdes, men forfatterne ser normer som et afgørende element i forhold til at understøtte samarbejdet, og derfor vælger de at behandle dette, som en del af komponenten samarbejdsevne. Det sidste komponent som de arbejder med er tillid (Ibid:43+46) Social kapital på arbejdsmarkedet Denne gennemgang af Hvidbogens definition og operationalisering af social kapital, vil tydeliggøre, at der er sket meget med begrebet på dets vej. For at få begrebet impliceret i en arbejdsmarkedskontekst har det været nødvendigt, at foretage nogle korrektioner af begrebet, og det er derfor både gennemgået en reducering i forhold til de oprindelige teoretikeres forståelse, samtidig med at der er tilsat nye komponenter som henvender sig til virksomhedssammenhæng. Det interessante er blandt andet, hvorvidt begrebet er det samme, eller om det har undergået en så kraftig transformation, at det ikke længere er muligt, at kalde det for social kapital i Putnams forstand. Det interessante ved Hvidbogens brug af en teoretiker som Putnam er, at han i sin definition af social kapital argumenterer for, at vertikale netværk ikke er medvirkende til at skabe social kapital i samfundet. Dermed er det paradoksalt, at man derfor netop indenfor arbejdsmarkedet vælger at benytte hans tilgang til, hvordan man skaber mere social kapital på arbejdsmarkedet, når virksomheder som oftest kan karakteriseres som sådanne vertikale sammenslutninger. Den pessimisme som Putnam forbinder med de vertikale sammenslutninger, tages der i Hvidbogen ikke højde for. Det er problematisk, at Hvidbogen her ikke gør opmærksom på, at Putnam til et minimum nævner magtperspektivet forhold til vertikale organisationer. Den horisontale tillid mener han er gensidig, da man som individer er lige og magtbalancen er symmetrisk. Den vertikale tillid derimod vil ifølge Putnam have en problematisk karakter, fordi der vil 34