PAUL AUSTER - CITY OF GLASS Paul Auster - Gruppe 9A Marcus Rønnow Lytzen, studie nr: mlytzen@ruc.dk Antal Anslag:

Transkript

1 PAUL AUSTER - CITY OF GLASS Paul Auster - Gruppe 9A Marcus Rønnow Lytzen, studie nr: Antal Anslag:

2 Abstract The human race is still studying the likes of identity and existentialism, and has been doing so for the last many millenniums. The interest in knowing our own kind and origins has been subject in the field of humanities, from ancient greek to our day s science of art, and we continue to study this endeavour. Through out history, literature has treated this question with a great deal of interest. To understand our own kind, we must explore and study what we as a race produce, in terms of art and literature, for these are expressions of the human mind. In this project report I will examine Paul Austers novel City of Glass, in which I will analyse the content using theory of litterateur. It will treat issues highlighted through the novel, concerning late modernity and self-identity as well as the metropolitan influence on the individual. The main focus is, the narration and creation of the characters within the story and how the author brings fourth different themes related to the late modern society. I have thought Paul Auster to not only imply the late modern society s ambivalence nature, but also question the very existence of an identity core and the notion of a fixed identity. Forord Dette projekt er skrevet i samarbejde med den tidligere gruppe, som undersøger Paul Austers novelle og derfor er metode, problemfelt, dimensionsforankring og projektets teori, udarbejdet i fællesskab. Hertil har jeg lavet små ændringer og tilpasninger. Analysen og diskussionen har jeg selv udarbejdet. Jeg har fundet supplerende analytisk litteratur og teori til behandling af værket. Grundet specielle omstændigheder, har jeg været nødsaget til at udarbejde projektet på egen hånd. Yderligere har der været komplikationer, vedr. Anvendt litteratur og empiri. Da jeg ikke har haft mulighed for at anskaffe enkelte bøger, som teori afsnittet umiddelbart er bygget op på, har jeg været nødsaget til at anvende andre værker af Giddens og Goffman, end først bestemt. Det har resulteret i en hvis mangel på sammenhæng i den anvendte teori. Da nogle af værkerne er skrevet på hhv. Engelsk og et som er oversat til norsk. 2

3 Indholdsfortegnelse Abstract 2 Forord 2 Problemfelt 4 Problemformulering 4 Præsentation af værk og forfatter 5 Dimensionsforankring 5 Metode 6 Hermeneutisk metode 6 Filologi 7 Litteraturteori: 8 Kritik af metode 8 Projektets Teori 9 Analyse: 12 Tematikker 17 Identitet 17 Teorianalyse 19 Storbyen og Senmoderniteten: 20 Teorianalyse: 22 Diskussion: 23 Litteraturliste: 27 3

4 Problemfelt Denne projektrapport kommer til at handle om identitetsdannelse under påvirkning af senmoderniteten heraf storbylivets muligheder og afgrænsninger. Jeg ønsker at undersøge tendenser i det senmoderne samfund og subjektet under indflydelse af storbyen, samt storbyen under indflydelse af subjektet. Identitet er alt det, der siger noget om dig og samtidig adskiller dig fra andre. Giddens påpeger, at individerne i det senmoderne samfund, har fået mere frihed og derved har mulighed for at træffe flere valg selv. På den baggrund kan der opstå et øget pres og således også ambivalens. Friheden giver ansvar - dette kan for nogle virke frigørende, men for andre også angstprovokerende. Jeg har læst den første roman i New York trilogien, af Paul Auster; City of Glass. Denne novelle vil være omdrejningspunktet i mit projekt og jeg bruger hovedpersonen Daniel Quinn, som eksempel på hvordan en identitet hurtigt kan ændre sig, uden stor betydning for andre end sig selv i storbylivets travlhed. Samtidig vil jeg tage fat i det rolle- og maskespil som hovedpersonen spiller og se på, hvor hurtigt man i en storby kan udgive sig for at være en anden, og slippe af sted med det. Storbylivet kan give uendelig mange muligheder for at udvikle og skabe sig selv, hvilket for mange kan være en positiv ting. Alt er op til en selv hvem og hvad vil du gerne være? Problemformulering Hvordan skildres identitet i Paul Austers roman City of Glass, og hvilke tendenser og problematikker i det senmoderne samfund kommer til udtryk i værket? 4

5 Præsentation af værk og forfatter Paul Auster er vokset op i en middelklasse familie, i en forstad til New York. Han debuterede fra Columbia College i Han blev tildelt Prince of Asturia prisen i Hans værker er elskede i det meste af Europa, og hans arbejde er blevet modtaget med åbne arme af europæerne. Han har udgivet en hel del værker, her af er en af dem New York Trilogien. Mit fokus er på 1. del City of Glass, som foregår i New York i firserne. Bogen blev udgivet første gang i Canada i 1985, og siden hen udgivet i England i (forfatterweb Paul Auster) Romanen foregår i New York, og det er her vi møder Daniel Quinn, som er hovedpersonen. Han er forfatter, men lige siden han mistede sin kone og søn, som begge gik bort, har han kun skrevet bøger under navnet William Wilson. Dette dæknavn er hans første i bogen, men ikke hans sidste. Hovedpersonen Quinn lever blandt andet et dobbeltliv som detektiven Paul Auster, der har fået til opgave at opklare et potentielt attentat. Dimensionsforankring Jeg forankrer mit projekt i dimensionerne subjektivitet og læring samt tekst og tegn. Yderligere bygger jeg opgaven omkring den engelsk sproget dimension, da både vores hovedværk City Of Glass og største delen af den supplerende teori, er engelsksproget. Derved får jeg så mange oprindelige pointer igennem og undgå faren ved, at de går tabt i en oversat version. Jeg behandler også teorier af engelsksprogede forfattere, sociologer, samfundskritikere- og teoretiker. Her kan hoved teoretikeren Anthony Giddens og Erving Goffman nævnes, som udgøre den teoretiske del af analysen. Dimensionen subjektivitet og læring har fokus på relationen mellem individ og samfund. Jeg vil studerer via. En social psykolog og en sociolog hvordan subjektet bliver påvirket af dets omgivelser, og hvordan det senmoderne samfund har indflydelse. Den udvalgte teori anvendes dernæst på mit udvalgte empiri, som udmunder i en dybdegående analyse af de sociale og psykologiske processer skildret i værket. 5

6 Tekst og tegn anvendes i form af den anvendte litteratur teori. Jeg bruger litteraturteorien til at undersøge værket, fremhæve temaer, redegøre for værkets opbygning, samt skabe en forståelse for fortællingens fremdrift. Litteraturteorien åbner værket, for en teoretisk analyse, og skaber baggrunden for analysen. Ved at undersøge begær hos læseren såvel som fortællingens hovedperson, kan der udledes temaer og betydningsfuldt materiale som jeg analysere ved hjælp af teori fra Anthony Giddens og Erving Goffman. Den humanistiske videnskab som ideografi undersøger enkelte stående fænomener og hvis fornemmeste opgave er at forstå og fortolke. Her anvender jeg Filologi og Hermeneutik som metodisk fremgang til fortolkning af værket. Ved at lave en tekstnær analyse og dele værket op i brud stykker som til sidst danner en helhed. Dimensionen Tekst og Tegn bidrager altså til forståelse, fortolkning og fungere som et værktøj til at udvinde essentielle elementer i værket. Metode Hermeneutisk metode Hermeneutikken som videnskabsteoretisk retning, beskæftiger sig i bred forstand med fortolkning, og forståelse af menneskelig adfærd og kulturprodukter. Hermeneutikken betyder >>fortolknings lærer<< (Lægaard 2003:31) Hermeneutikken bruges inden for humanvidenskaben som en retningslinje, når empiri skal fortolkes. (Dilthey 235:1972). Metoden anvendes på empirien, med det formål at udlede mening, intention og indhold. Metoden er derfor essentielt når kulturprodukter, som billeder, tekster, film osv. Skal forstås og analysers. Metoden sikrer at jeg er bevidst om hvilken fortolkning jeg laver og hvordan jeg laver den. (Epistomologi, som er læren om viden altså hvordan samler vi viden) handler ikke om empiri, men om behandlingen af det. Hermeneutik er en af de skoler som hører under Epistomologi. Vi lærer altså ved hjælp af hermeneutikken hvordan vi skal indsamle viden, via fortolkningen af forskellige fænomener. Udfaldet af denne metode er at, City of Glass bliver delt op i brudstykker som analyseres, og derefter samles de brudstykker til at danne en samlet helhedsforståelse er værket. Det kaldes for den hermeneutiske cirkel. For at danne en nuanceret og indholdsrig fortolkning, nærstudere de enkelte dele. (Hastrup & Hastrup 2005:159) Det vil jeg f.eks. gøre ved at dele værket op i tematikker, som jeg hver i sær analysere. Projektet vil som udgangspunkt dykke ned i teksten og finde specifikke citater og 6

7 passager som understøtter tematikkerne. De enkelte brudstykker vil danne en helhed, som bliver diskuteret til sidst i opgaven. Filologi Det håndværk som er til stede i den filologiske metode, er en form for tekstkritik. Et forsøg på at rekonstruere den samme forståelse og læsning af en tekst fra en anden tid, som ellers ville være gået tabt. The literature of every country and of every time is understood as it ought to be only by the author and his contemporaries. Between him and them there exists a common stock of experience which enables the author to mention an object or to express an idea with the certainty that his audience will imagine the same object and will grasp the subtleties of his idea (...) The task, therefore, of one who lives in another age and wants to appreciate that work correctly consists precisely in recovering the varied information and the complexes of ideas which the author assumed to be the natural property of his audience"(perry 1971: 2). Filologien er på den måde ikke en endelig slutning, men et redskab til at læse og fortolke en tekst korrekt (Perry 1971:2). Filologien skal forsøge at genskabe meningen bag teksten som er til undersøgelse, ved en detaljeret og nuanceret undersøgelse af sprogets kontekst. Kontekst er et vigtigt ord i filologiens univers. Hvad betyder pågældende passage for det umiddelbare argument i teksten, og i bredere forstand for værkets helhed?. Hvordan passer det med forfatterens generelle idéer? Hvordan kan meningen her passe ind i genre, konstellationer eller den pågældende tids tankegang?. Spørgsmålet om syntaks er også en vigtig del af filologien, da grammatisk forståelse er vigtig for tekstens budskab og idégrundlag. Filologien er på den måde ikke en metode som er fikseret i sin procedure. I stedet er det et forsøg på, ved hjælp af menneskelig fornuft, og gennem undersøgelse af komparative lingvistiske beviser, at finde det korrekte svar på hvad meningen er med en tekst. 7

8 Litteraturteori Litteraturteorien giver en forståelse af de narrative redskaber Paul Auster anvender for at skabe handling og hvad hans hovedkarakterers motivation og drivkraft er. Metoden er vigtig fordi det er en stor del af mit analytiske værktøj, som åbner værket. Ved at redegøre for plot, begær og karakterer, skabes der et dybere indblik i hovedværket City of Glass, og det er på den måde jeg udvinder betydningsfuldt materiale, til videre teoretisk analyse. Idet jeg går ind og næranalyserer værket, så er det vigtigt at jeg først og fremmest forstår organiseringen af begivenhederne samt historiens opbygning. Herved får jeg et overblik, over fortællingens overordnede handlingsrække. Jeg vil starte med at identificere begivenhederne i værket. En beskrivelse af begivenheder alene er dog ikke nok til at beskrive plottet, og for at jeg finder en sammenhæng i fortællingen, så er det nødvendigt at skabe en sammenhæng mellem de forskellige begivenheder og selve plottet(iversen & Iversen 2003:27). For at analyserer kompositionen, bruger jeg Seymour Chatmans begreber: Kernebegivenheder og satellitbegivenheder. Kernebegivenhederne har en afgørende betydning for progression og design (Hejlsted 2011: 86). Hertil kommer så fortællingens knudepunkt; Plottet. For at redegøre for plotmatricen og plottet, bruger jeg Litteratur og fortælling skrevet af Stefan og Henrik Iversen. Jeg kan nu ved hjælp af begivenheder og plot redegøre for fortællingens opbygning, og hvordan den påvirker læseren. Litteraturteorien åbner op for videre analyse af værket, og er min metode til behandling af selve City of Glass. Jeg kan ved hjælp af denne metode, uddrage relevant materiale til diskussionen af min problemstilling. Kritik af Metode Metoderne anvendt i projektet, har svagheder og jeg vil nu fremhæve nogle af disse. Filologien kan kritiseres i mit projekt for mangel på grundig research om City of Glass s samtid. Forståelse og research af New York i 80 erne har ikke være et grundlæggende 8

9 element, og derved er min forståelse af datidens New York meget begrænset. Jeg har ikke erhvervet mig viden om sociale, politiske og samfundsmæssige aspekter i Amerika, derfor mangler jeg at forstå fortællingens kontekst. Det betyder at et grundlæggende element mangler i forståelsen af forfatterens budskab. Problemer kan her være, at forfatteren med vilje indsætter tvivls grundlag, eller som det er med meget gamle tekster at den viden om tid og sted som er med til at skabe konteksten, simpelthen ikke er tilstrækkelig. (Mackay 1997:1). Den hermeneutiske metode har sin svagheder i dens subjektive behandling af empiri. Hermeneutikkens genstand felt er blandt andet forståelse og fortolkning af kulturprodukter, samt hvad menneskerne bag mener med dem (Lægaard 2003:31). Derfor er der naturligvis stor risiko for at misfortolke, og dreje værkets betydning væk fra forfatterens originale intention. Den hermeneutiske cirkel, er et redskab til at forstå en helhed ud fra fortolkede brudstykker. I mit projekt kan der være fejlfortolkninger af de enkelte brudstykker som udgøres af litteraturteorien, der i sidste ende ændre min helhedsforståelse af værket. Forforståelsen menes at have indflydelse på vores fortolkning, og dvs. At sociale og kulturelle kapitaler påvirker den måde vi fortolker på. Forforståelsen beskriver vores indgangsvinkel til selve tolkningen af værket. I mit projekt skal dette forstås sådan: At inde læsning og fortolkningen af værket fandt sted, havde jeg en forudindtaget ide om hvad værket handlede om. Det betyder også at pointerne fremhævet i projektet, kan være selekteret bevidst eller ubevidst for at stemme overens med den forudindtaget ide (Lægaard 2003:32). Hermeneutikken kritiseres altså for usikkerheden ved de mange variabler som indgår når Meningen med noget skal undersøges. Projektets Teori Anthony Giddens En central person inde for samfundsforskning, er den britiske sociolog Anthony Giddens. Han beskriver vores nuværende samfund som det senmoderne samfund og argumenterer for, at det bl.a. er præget af en række bestemte vilkår der har ændret sig, sideløbende med opløsningen af traditionelle fællesskaber (Giddens 2000: 11) 9

10 For det første omhandler de af Giddens værker jeg benytter i projektet, forholdet mellem individ og samfund. Der er her vigtigt at forstå hvad Giddens mener med modernitet: Modernity can be understood as roughly equivalent to the industrialised world (Giddens 1991: 15). Hertil kommer hans begreb om High or late modernity som er karakteriseret ved globaliseringen, effektiviseringen og teknologiens indflydelse på hverdagens liv. Det senmoderne samfund (Late modern soceity) er yderligere karakteriseret ved det Giddens kalder Abstract systemet. Det er blandt andet ekspert systemerne, som beskriver hvordan vores samfund er bygget og konstrueret af eksperter på forskellige områder. Bankmanden, ingeniøren, læger og politiske kommentatorer er eksempler på nogle af de mennesker som vi er afhængige af, og giver vores tillid til i hverdagen (trust)(giddens 1991:2). Adskillelsen af tid og rum ifølge Giddens er endnu et karaktertræk ved senmoderniteten (Giddens 2010:10). Her forklarer han hvordan den almene borger, sideløbende med den teknologiske fremgang, er blevet mere eller mindre uafhængige af tid og sted. Her tænkes navneligt på internettet, som bl.a. har medført at to personer ikke længere er nødsaget til at befinde sig i samme land, for at være i stand til at til kommunikere med hinanden. Anthony Giddens mener at adskillelsen af tid og rum underminerer de tætte relationer som man havde i tidligere tider han mener at folk, i højere grad end før, lever adskilte liv. Fordi kommunikationen ikke er nødvendig i et fysisk henseenden. Den del af Giddens teori, jeg i høj grad vil fokuserer på er det han kalder: Øget refleksivitet (Giddens 2010:5) Hvor man før i tiden kunne støtte sig til de traditionsbundne fællesskaber, er man i dag nødsaget til at tage stilling til langt flere valg. Fordi udlejring af sociale relationer og adskillelsen af tid og rum, i højere grad menes at isolerer individet. Normer, værdier og tro er i dag individuelle processer og man har, mere eller mindre, muligheden for at gøre hvad man vil. Dette afstedkommer naturligt, et øget fokus og således også et øget pres på individet. For hvad skal man så tro, mene og gøre? Det kalder Giddens Ontological Security and Existential anxiety (Giddens 1991: 35) Senmoderniteten øger individets selv bevidsthed, og Giddens mener at dette kan resulterer i en grundlæggende ambivalens og usikkerhed hos den enkelte. 10

11 Anthony Giddens påpeger bagsiden af denne udvikling. Den øgede self-reflexivity og Existential anxiety skaber en et nyt paradoks i det vestlige samfund: Vi kan være hvem vi vil være, derfor har vi svært ved at bestemme hvem vi er. Erving Goffman I dette projekt har vi valgt at anvende den canadisk/amerikanske sociolog, Erving Goffman ( ), i hans teori om den dramaturgiske sociale interaktion, bruger han metaforene skuespiller, kulisse og publikum. Jeg vil starte med at fremhæve Goffmans syn på selvet. Da dette er essentielt for at forstå hans teori om den sociale interaktion. Han forklare om iscenesættelse og selvet, hvordan den performative karakter og de ydrer faktorer definerer selvet. Når vi skal analyserer selvet, ledes vi altså bort fra innehaveren, bort fra den som har mest å tape eller vinne på det Man vil se at det finnes et sted bak kullissene med redskaper til å forme personer som med sin virksomhet på scenen, i samvirke med det foreliggende utstyr, utgjør den scene som den fremførte rollens selv springer ut av, og et annet lag, publikum, som må være tilstede og fortolke det som skjer for at et slikt selv kan fremkomme. Selvet er et produkt av alle disse forhold, og i alle deler vil det bære preg av sin opprinnelse (Goffman 1992:209). Identiteten er ifølge ham, en sammensmeltning af forskelligere variable faktorer som definerer selvet. It is rather a recognition of the fact that everyone is always and everywhere, more or less consciosly, playing a role... (Goffman 1990:30) Goffman hævder at selvet eller identiteten, er noget som den sociale interaktion definerer. Heraf kommer hans teori om hverdagens rollespil. I Erving Goffmans dramaturgiske fremstilling af hverdagslivet, deller han rollespilet op i forskellige elementer. Kulissen som er det fysiske rum rollespilet udføres i. Skuespilleren som udfører rollespillet, eller sagt med andre ord udfører en performance, som har til formål at udstille selvet i forhold til publikummet. Publikummet er dem som observere skuespillet, og fortolker på det (Goffman 2010:268). Han skelner mellem to positioner subjektet kan befinde sig i den optrædende og rolleskikkelsen. Jeg vil anvende hans begreb, Rolleskikkelsen som betragtes af Goffman 11

12 som det opførte selv, det kan forstås, som den måde et individ fremfører hans selv, i overensstemmelse med en helhed. Hvis denne rolle er performet og tilrettelagt rigtigt, tillægger publikummet individet et selv. Rolleskikkelsen er derfor individets udtryk for hvordan han/hun vil fortolkes eller opfattes i en kontekst, med det formål at opretholde han/huns rolle i teaterstykket. Rolleskikkelsen vil ofte have det formål at fremhæve positive personlige egenskaber (Goffman 1992:208). Denne hverdags interaktion mellem mennesker mener Goffman kan sammenlignes med et teaterstykke, og benytter derfor metaforer. Goffman ser på individets interaktion med omverdenen som en slags rollespil/maskespil, som individet performer (...) as a conceptual framework for understanding life-in-society (Goffman 1990:135). Derudover bruger Goffman mere grundlæggende begreberne front region og back region. (Goffmann 1990:110). Front region bliver betegnet som, der hvor det performede kommer til udtryk. Det er den måde individet gerne vil fremstille sig selv på, der bliver performet her, så individet kan opretholder en hvis karakter eller image af sig selv (Goffman 1990:110). Hvorimod back region er der hvor man smider rollen af sig igen, og på den måde bliver sig selv. Da man ikke er påvirket af ens omgivelser og et publikum. Here the performer can relax; he can drop his front, forget speaking his lines, and step out of charatcer (Goffman 1992:115). Analyse Begivenheder For at danne et overblik over historien og dens struktur, vil jeg redegøre for begivenheder og handlingsrækken i City of Glass. Handlingsrækken er opdelt i en start en midte og en slutning, og hertil kommer nogle af kernebegivenhederne. (Hjelsted 2011:86). Værkets handling, vil jeg dele op i tre. Begyndelsen, midten og slutningen. I begyndelsen, bliver vi præsenteret for en masse mangler hos Quinn. Det er de mangler som driver historien fremad. Gennem midten af forløbet, prøver Quinn at gøre op med de mangler. Ensomhed, længsel og mangel på spænding og kærlighed er nogle af de ting som præger Quinns liv. 12

13 Vi ser her en Kernebegivenhed i form af Stillmans opkald til Paul Auster. Denne kernebegivenhed forbinder begyndelsen med midten. Midten af fortællingen er Quinns efterforskning. Det er her han møder Virginia, og han spionerer på Stillman Sr., det er i midten han prøver at gøre op med nogle af de mangler han har i begyndelsen. Der er altså en stadig logisk fremgang i handlingsrækken. Den næste kernebegivenhed er Stillman Sr. Der dør. Denne kernebegivenhed forbinder så midten med slutningen/enden. Det er på grund af dette event at Quinn flytter til gade, og her begynder enden på fortællingen. Vi kan altså betragte de to kernebegivenheder som et forbindende led i fortællingens tre dele. Integreret i handlingsrækken, er det som betragtes som Satelitbegivenheder. (Hejlsted 2011: 87). Satelitbegivenhederne skaber dybde og er med til at skabe en nuanceret forståelse af fortællingen. De kan være med til at give karaktererne indehold, og bidrager til læsrens indlevelse. F.eks. Quinns kys med Virginia, er en satelitbegivenhederne der inddrager romantik og kærlighed og ydermere skaber et begær hos Quinn. (Auster 2011:32) Et andet eksempel er Quinns første snak med Stillman Sr. Som yderligere giver læseren stof til efter tanke (Auster 2011:73). Kerne og salitbegivernhederne bidrager til opbygningen og skaber indhold såvel som fremdrift i fortællingen. Plot Der er et krimi lignende plot i City of Glass. Plottet er det som driver læserens begær, plottet bygges op gennem historien via plotmatricen. Plotmatricen bliver skabt via de små spor teksten udligger og opfodrer læseren til at følge (Iversen & Iversen 2003:29). Plottet driver fortællingens handling frem af og ligger i City of Glass, op til at Quinn opklarer Stillman affæren, og vi får svar på de mange ubesvaret spørgsmål teksten fremhæver. Forfatteren Paul Auster benytter sig af mange af de klassiske virkemidler, til at skabe et krimi plot. Vi har en forbryder, et offer og en detektiv. Ligesom detektiven prøver at opklare sagen ved hjælp af hints og spor som hænder i fortællingen, gør læseren lige så.(iversen & Iversen 2003:19) Plottet i City of Glass bliver skabt igennem Quinns efterforskning og hans overvejelser. Oftest er mange af de ubesvaret spørgsmål forløst i selve plottet. Detektiven opklare sagen, og læseren får en slutning. Begivenhederne små som store bliver forbundet, for at danne en helhed. I nyere litteratur er det traditionelle plot dog blevet eksperimenteret med, og der ses ofte mangel på plot eller flere modsigende(iversen & Iversen 2003:30). Ligeledes benytter 13

14 Paul Auster et form for modsigende plot. Han bruger de første 91 sider på at skildre Quinns efterforskning af denne Stillman Sr. og det formodet attentat på hans søn. Der er bliver lagt op til, et attentat der skal udføres. Denne forventning som forfatteren har skabt hos læseren, er dog langt hvad der faktisk udspiller sig. Stillman Sr. Kontakter aldrig hans søn, og hopper ud fra en bro. Jeg vil mene at forfatteren skaber et modsigende plot. Da plottet modsiger fortællingens opbygning og fokus. Læseren oplever en plot udløser her: Stillman was gone now. The old man had become part of the city (Auster 2011:91) her ses en plotudløser, som resulterer i Quinn flytter på gaden, for at observere Stillman Jr. Lejlighedskompleks. Forbindelses mellem den del, hvor Quinn efterforsker (midten), og derefter flytter på gaden(enden) skabes i form af Stillmans forsvinden. Man kan sige at plotudløseren er et knæk i vandløbet. Det tvinger historien til at gå en bestemt retning. Fordi han ikke kan blive ved med at følge Stillman Sr. I hans hverdag, hvis han ikke ved hvor han er. Quinns adfærd må derfor ændres på den ene eller anden måde. Når plotudløseren er identificeret, kommer vi til selve plottet. Jeg mener at plottet i og for sig er Quinns periode på badeværelset (Auster 2011:127 )Det er et atypisk krimi plot, da læseren hverken får afklaring eller slutning. Derfor mener jeg, der er tale om et modsigende plot, da fortællingen omhandler en sag der skal opklares, men egentlig aldrig bliver det. Denne pirrende og drillende skrive stil, som indeholder et modsigende plot, åbner for en masse muligheder for fortolkning. Derfor kan det betraftes som en åben tekst (Lægaard 2003:32) Fordi historien ikke har fået en afslutning og også slutter åbent, er det op til læseren selv at foretage plotning, og danne sig sin egen forståelse af helheden (Iversen & Iversen 2003: 78). Ved at anvende et modsigende plot kan en historie pludselig indeholde mange varieret fortolkninger. Paul Auster opfodrer hans læser til at fortage en aktiv plotning, og ender historien med en masse ubesvaret spørgsmål som læseren selv kan forsøge at besvare. Plotning og læserens begær Plottet afføder det som læseren udfører nemlig plotningen. Plotning er i højgrad noget som Paul Auster fodrer i han skrivestil. Han ligger en masse hints/spor, så læseren selv må lave plotningen, disse spor kaldes plotmatricen. Plotningen er i bund og grund læseren værktøj til at analysere sig frem til slutningen (Iversen & Iversen 2003:28). Forfatteren opbygger en plotmatrice og læseren anvender plotning for at lave et kvalificeret gæt på en evt. slutning. Det første og mest tydelige, er første gang telefonen ringer (Auster 2011:7), i nattens stilhed. 14

15 Plotning hos læseren, eller med andre ord vores evne til at analysere og konkludere ud fra brudstykker, bliver sat i fuld beredskab her. Hvem ringer? Og hvorfor? Telefonen når endda at ringe tre gange før vi får et svar. Læserens iver for at forbinde de løbende begivenheder, med nogle fremtidige, er læsserens begær. Plottet er slutningen på fortællingen og plotningen skal forstås som læserens lyst til at nå til enden. (Iversen & Iversen 2003:29) Så begynder Quinn at notere Stillman Jr. Router i Central park. Sætningen ower of bab former sig. Ligesom Quinn gætter, reflekterer og spekulerer på mulig svar, gør læseren ligeså. Forfatteren nævner Quinns tvivl på sig selv (Auster 2011:71). Det betyder plotningen tager en anden drejning. Nu begynder læseren ligeså at tvivle på Quinn. Er alt det som vi nu har troet var sandt, måske kun sandsynligt? Forfatteren formår altså at holde plotning i gang hos læseren. Ved at give os de her små informationer og tanker fra Quinn, kan vi hele tiden drage nye plotninger. Plottet og plotmatricen, er en stor del af Paul Austers skrive stil, og bidrager til spænding så vel som suspens. Plotmatricen er en vigtig del af hans skrive stil, og er afgørende for læserens begær og spændingen i værket. Plottet ligger som nævnt i slutningen hvor Quinn afklæder sig og opholder sig nøgen på et badeværelses gulv i Stillman s gamle lejlighed. Her smider han notesblokken ud, efter at have skrevet den sidste side, og forsvinder ud i byens kaos. Her kan man sige at læserens begær for at få afslutning, ikke er forløst. Vi får ikke svar, eller forbundet plotmatricen som vi er blevet fremstillet for. Læseren må derfor ved hjælp af plotningen, selv prøve at finde mening i historien. Han må selv prøve at forbinde og fortolke sig frem til, på baggrund af det fremstillet materiale i fortællingen, hvad der sker med Quinn. En åben slutning, resulterer i at læserenes plotning og helhedsforståelse bliver enormt forskellige. Det er selvfølgelig meget provokerende ikke at få stillet et begær, men samtidig giver det plads til fortolkning, og historien kan derfor have forskellige betydninger, alt efter hvem der læser den (Iversen & Iversen 2003: 78). Hans pirrende og til tider modsigende skrive stil, holder læserens opmærksomhed skarp, fordi der kontinuerligt igennem fortællingen bliver fremstillet spor, som åbner for nye muligheder 15

16 Karaktererne i bogens Begær Daniel Quinn: Allerede meget tidligt i City of Glass, introduceres en af de mange begær og ønsker for hovedpersonen Quinn. Quinn udgiver sine bøger som Wiliam Wilson. Hans livsværker er derfor ikke noget der direkte kan forbindes til hans navn. Han har svært ved at stå ved hans værker, og hans alias bliver derfor modtageren af kritik og ros. Because he did not consider himself to be the author of what he wrote, he did not feel responsible for it and therefore was not compelled to defend it in his heart (Auster 2011:4). Allerede her ser vi en form for forsvars mekanisme som Quinn benytter sig af. Han skaber et alias for at tage afstand for til hans værker, på den måde undgår han fejltagelse og kritik. Paradoksalt som det må lyde, tager han afstand fra hans arbejde, og samtidig er det en stor del af hans referenceramme, samt identifikation. It was not precisely that Quinn wanted to be Work, or even to be like him, but it reassured him to pretend to be Work if he ever chose to be, even if only in his mind (Auster 2011:9). På Side 9, får vi allerede en implikation af at Quinn har nogle mangler. Senere vil det blive vist at han idolisere, hans egen kreation, detektiven Max Work. Som han beskriver som værende ekstravagant, selvsikker og overlegen. Work kan være en afspejling af de egenskaber Quinn mangler, og han bruger ham som reference ramme, når der skal handles. Igen på side 14, tænker han på hvad Work ville have gjort. Allerede på de første 11 sider finder Quinn sig selv leve tre forskellige liv. Jeg mener der er et helt basalt begær for Quinn, om ikke at være Quinn. Det er blandt andet også hans motiv for at tage rollen som Auster. Fordi Auster ikke har de skrubler og personlige svagheder Quinn har. Auster er et blankt lærred, som endnu ikke er blevet bemalet. Quinn har via Stillman en mulighed for at skabe en ny karakter, i hans livs historie. En karakter han kan udvikle. Min påstand kan henvises hertil: To be Auster meant being a man with no interior, a man with no thoughts.as Auster he could not summon up any memories or fears, any dreams or joys, for all these things, as they pertained to Auster, were a blank to him (Auster 2011:61) 16

17 Jeg vil mene at Quinns begær, for det første er hans trang til at skabe et alterego, og tage afstand fra hans egentlige identitet - Quinn. Det er hans trang og ønske om at afvikle hans identitet, og skabe en ny. Gøre noget nyt, være en ny, kunne nye ting. For ikke at være den udvaskede, ensomme forfatter, der har mistet sin familie.. I færd med at han afvikler Quinn, rejser Paul Auster sig fra afgrunden. Alt i mens illusionen om Auster bliver mere solid, bliver hans begær og motivation en anden. Quinn begynder i højere grad at begære Mrs. Stillman. Hans seksuelle drifter mod Virginia Stillman blevet givet til udtryk på side 64. På selv samme side, implicere fortælleren at Quinn havde forvekslet sig selv med Work. Han begynder at blive transparent, Er han Quinn? Er Paul Auster en reinkarnation af Max Work? Eller en helt tredje? Han forsøger ihærdigt at være alle andre steder I hans liv, end hvor han egentlig er. Men grundlæggende har Quinn en stor byrde, et stort og grundlæggende begær, hvor de andre ønsker og interesser har deres afsæt: It seems to me that i will always be happy in the place where i am not (Auster 2011:110). Der er altid grønnere græsgange. Der er altid et sted mere lykkeligt end det nuværende. Det er et ønske om at flygte fra den ulykkelighed og ensomhed der har jaget ham de sidste mange år. Hans måde at gøre dette på er ved at leve i en verden af facader og identiteter, som hver især afleder hans opmærksomhed fra hans egen person. Vi ser blandt andet hvordan hans forskellige lyster går op i en højere enhed her: He realized that deep inside he had been nurturing the chivalric hope of solving the case so brilliantly, that he would win Mrs Stillman s desire for as long as he wanted it (Auster 2011:63 Tematikker Identitet Identitet eller afvikling af samme er en stor del af City of Glass. Vi oplever igennem Quinns begær, en lyst til at være en anden. Gennem fortællingen har Quinn mange navne, og optræder i mange forskellige forbindelser. Først som Quinn, der har en masse personlige skrubler og problemer i fortiden. William Wilson, hans forfatter pseudonym. Endeligt som Paul Auster, privat detektiven. Der ses en klar tendens hos Quinn. Han afviger for hans egentlige selv. Quinn har svært ved at håndterer sin fortid, men som den ny skabte Paul Auster har han ingen fortid. Ingen familie 17

18 tab, ingen fiaskoer, ingen dårlige udgivelser, eller mangel på sociale relationer. Det bliver givet til udtryk på side 61. Han lever i byernes by, New York, her kan han være hvem han vil, for hvem holder ham tilbage? Hans flygtige identiteter bliver det som definere Quinn. Han fralægger sig alt ansvar, og tager afstand fra sin kedelige og ensomlige tilværelse. Han udlever som Paul Auster, en allerede kontureret drøm som hans egen karakter Max Work, privat detektiven. Som beskrevet i afsnittet om Quinns begær, finder han stor glæde og trøst i det rollespil han foretager sig. All I can say is this: listen to me. My name is Paul Auster (Auster 2011:40) Dette skriver Quinn i sin røde notesblok til sig selv, allerede involveret i sagen som Paul Auster. Her tvinger han sin selvopfattelse til at dreje sig om Paul Auster. For at kunne opklare denne sag, bliver han nød til at afvikle Quinn for en tid og blive Paul Auster. På den måde bliver han ikke distraheret af Quinns tanker. Han gemmer den usikre og skrøbelige Quinn, bag facader. Facader der fungerer som emotionelle dæmninger. Der sikre at Quinn ikke er tvunget til at omgive sig med bekymringer, sorg og ensomhed. De leder altså hans tanker væk. To guard against this mishaps he devised several different methods of declaration. This first was to tell himself that he was no longer Daniel Quinn. He was Paul Auster now ( ) To be Auster meant to be a man with no interior (Auster 2011:51). Langsomt men sikkert begynder Paul Auster at tage kontrol over Quinns liv, og hans selvopfattelse bliver nu en anden. Vi ser altså Quinns identitet afvikles langsomt i takt med at hans liv som Paul Auster bliver mere solidt. Den sidste og afgørende del af Quinns gamle identitet, bliver fjernet fra ham i og med hans hjem bliver taget fra ham. Her ser vi slutningen på Quinns identitet. Det sidste han havde, som kunne minde ham om hans gamle liv, er nu væk: He had come to the end of himself. He could feel it now, as though a great truth had finally dawned in him. There was nothing left ( ) It was gone, he was gone, everything was gone (Auster 2011:126). Quinns identitet er nu kommet til en ende, alle de personlige ejendele, samt minder i lejligheden er nu væk. Tematikken drejer sig om hans uhæmmede afvigelse fra hans egentlige identitet, (Quinn) og pendlingen mellem hans tre ego er som er en afgørende faktor for handlingsrækken såvel som plottet i City of Glass. Quinn afvikler sin identitet, 18

19 Teorianalyse Giddens argument for afviklingen af tætte relationer, har en stor indflydelse på Quinn. Han har ikke noget socialt netværk, og er i højere grad isoleret. Modernity, one should not forget, produces differnce, exclusion and marginalisation (Giddens 2001:6). Hvilket betyder at han ikke kan definere sin person i forhold til andre, men er nød til at bruge hans karakter Max Work som reference når Paul Auster skal handle. For det er det tætteste han kommer på et bekendtskab. Da han ingen relationer har, er der ingen begrænsninger for hvordan han vælger at iscenesætte sig selv. Quinns meget refleksive person, der hele tiden stiller spørgsmål til sig selv. Han prøver at finde mening og svar med de mange ting der omgiver ham. in the post- traditional order of modernity self identity becomes a reflexively organised endeavour (Giddens 2001:5). Hans refleksivitet resulterer i en gennemgående forvirring i hans selvopfattelse eller selfidentity. Dette afføder angst eller anxiety som Giddens mener er et biprodukt af senmodernitets konstante foranderlighed. (Giddens 2001:45).Vi ser igennem Quinn denne angst for selverkendelse, han fravælger sit eget selv. Han tager afstand fra den fortid der jager ham, en gennemgående angst for at se sig selv i spejlet. Her er Quinns store begær for at være en anden, for på den måde slipper han for at kigge i det spejl. Giddens forklarer det således: People engulfed by such anxeities may seek to blend with the enviroment so as to escape being the target of the dangers which haunt them. Thirdly, the person fails to develop or sustain trust in his own self-integrity. The individual feel morally empty (Giddens 2001:54). For at drage en parallel til Quinn kan det være denne mangel på selv integritet, og følelsen af moralsk tomhed, der til sidst gør ham til en del af New Yorks gadebilledet. Med henblik på Goffman, er det essentielt hvordan Quinn skifter mellem de her roller. Vi må opfatte karakteren Paul Auster som værende en rolleskikkelse, som er den facade Quinn påtager sig når han performer som detektiv, i samtalerne med familien Stillman samt når han udforsker Stillman sagen. Dette gør sig gældende i starten, hvor han stadig er bevidst om forskellen på hans front og back region. Her er hans back region, når han befinder sig alene i sin lejlighed. Paul Auster hans front region når han er på detektiv arbejde. Den personlige forvirring begynder, når han får svært ved at skildre mellem hans facader eller regions. Ligeledes: når han performer som forfatter er han William Wilson, som er endnu en facade han skaber. Quinn konstruerer en karakter som han performer, men på et tidspunkt 19

20 bliver denne karakter mere gennemgående i Quinns selvopfattelse. Som back region(quinn), har han ingen beskæftigelse, ingen romantisk erfare, ingen spænding. Men den facade han skaber, hans front region (Paul Auster), har alt det Quinn ikke har. Selv hans læsere, som beundrer hans værker tilhører facaden William Wilson. Betydningsfulde ting som normalt er med til at definerer identiteten som arbejde og sociale relationer, tilhører begge de facader han har skabt. Ingen af delene kan i virkeligheden ledes tilbage til Quinn selv. Denne skizoide veksling mellem roller kan ifølge Giddens være tegn på forsvarsmekanismer som tidligere nævnt, Quinns frygt for at vende blikket indad. Feelings of unreality on the part of schizoid individuals frequently have similar form, and perhaps even involve parallel defence mechanisms (Giddens 2001:59) Storbyen Storbyen og senmoderniteten mener jeg, er et gennemgående tema i City of Glass. Det helt essentielle ved at forstå denne tematik, er forfatterens skildring af hvordan individerne har det med at forsvinde eller blive en del af kulissen. I og med storbyen byder på en masse muligheder, forårsager den også begrænsninger. Storbyens muligheder kommer med konsekvenser, den evige strøm af mennesker, skaber det gadebilleder der har evnen til at gøre det enkelte individ usynligt. Forfatteren skildre storbyens evne til at opsluge disse sagesløse individer. Til et punkt hvor de ikke længere har betydning. Deres personligheder bliver en lille mikroskopisk plet på et lærred, som udgør en helhed. Vi ser her blandt andet forfatterens skildring af storbyens egenskab her: Remarkeble as it seems, no one ever noticed quinn. It was as though he had melted into the walls of the city (Auster 2011:117). Her belyser han blandt andet hvordan personer bliver til kulisser. Han illustrerer hvordan det er muligt at blive et med storbyens puls og liv. På grund af mangel på sociale relationer, er der ingen der stiller spørgsmålstegn ved at Quinns forsvinder. Storbyen og samfundet indeholder i hans skildring en koldhed og kynisme som vi blandt andet oplever i form af, at en dame er flyttet ind i Quinns lejlighed, uden større overvejelser(auster 2011:124). Her kan man udlede; du kan hurtigt erstattes. The old man had become part of the city. He was a speck, a punctuation mark, a brick in an endless wall of bricks. Quinn could walk through the streets every day for the rest of his life, and still he would not find him. (Auster 2011:91). 20

21 Her illustreres hvordan det er muligt for Stillman Sr. at forsvinde i byens menneske masser, og aldrig blive fundet igen. Som Quinn formår da han flytter til gyden. Ingen ligger mærke til hans tilstedeværelse. Han bliver en del af gadebilledet/kulissen, sammen med de andre hjemløse. Udover at New York, kan få det enkelte individ til at være en dråbe i verdenshavene, besidder det også en anden funktion. Storbyen giver plads til forandring, det giver en mulighed for at ændre din personlighed ubemærket. Der er ingen der stiller spørgsmål, ingen lægger mærke til de forunderlige personer der færdes i byen. Der er ingen begrænsninger for, hvad eller hvem du kan være. Quinn bliver over natten hjemløs, han bliver en del af det outsider klientel, der skaber New Yorks gadebilledet.. How he manage to keep himself hidden during this period is a mystery. But it seem that no one discovered him or called his presence to the attention of the authorities (Auster 2011:117) Quinn anvender storbyens kvantitet under sin efterforskning af Stillman Sr., han gemmer sig i menneske masserne, og altså igen bliver han ét med masserne. Det senmoderne samfund indeholder i City of Glass, en række egenskaber og rammesætninger der gør Quinns liv som privat detektiv mulig. Blandt andet eksemplificeret igennem Stillmans blinde tro på Quinns rolle, fordi han har fundet nummeret i de gule sider. Nummeret tilhører en forfatteren, men uden videre kritik, godtager Stillman at dette nummer tilhører detektiven. Samfundet giver en masse muligheder i form af moderniseringen og teknologiens fremgang, som blandt andet giver Quinn mulighed for at påtage sig en rolle. Forfatteren fremstiller Storbyen som værende fuld af sanseindtryk og bevægelse. Folk og trafik suser frem og tilbage, storbyen er under konstant forandring. Quinn benytter dette, til at drukne sine egen skrubler og tanker. By flooding himself with externals, by drowning himself out of himself, he had maneged to exert some small degree of control over his fits of despair (Auster 2011:61). Han benytter altså blandt andet New York som flugtvej og som distrahering. Det spiller en væsentlig rolle i hans afvikling af Quinn. Denne tematik handler om hvordan senmoderniteten og industrialiseringen, danner storbyens atmosfærer. En atmosfærer som medbringer en masse muligheder og nye udfordringer for det enkelte individ. Storbyen som kulisse, spiller en stor rolle i fortællingen, og er et gennemgående element i forfatterens skildring. 21

22 Teorianalyse: Giddens Opfatter den moderne storby som industrialieringens højborg, hvor post modernismen udfolder sig og har sin rødder. (Giddens 2001:15). Giddens påpeger her parallelt med forfatteren, hvordan storbyen og det højmoderne samfund påvirker individerne. Giddens mener at det senmoderne samfund, påtvinger en øgede refleksivitet, hos det enkelte individ, fordi der er en forøget variation af muligheder. I takt med en bred vifte af muligheder, der bliver stillet til rådighed for den enkelte, forøges presset og den eksistentielle bevidsthed. Her er det Quinn, der bliver stillet en mulighed for at være en anden. En mulighed han griber. Dette kan forklares med Giddens begreb abstact systems som han mener er integreret i industrialiseringen og moderniseringen. Han argumenterer via begrebet ekspertsystemer, at en basal tillid til fremmede er integreret i samfundet, (Giddens 2001:19). Som ses i form af Stillman stoler blindt på Quinn, når han siger han er Paul Auster. Senmoderniteten indeholder altså nogen egenskaber der gør det muligt ubesværet at være en anden. Storbyen indeholder et konstant forandrende miljø, og Giddens påpeger at dette faktisk kan være årsag til at individet føler sin identitet og eksistens truet. Secondly, in an external environment full of changes, the person is obsessively preoccupied with apprehension of possible risk to his or her existence (...) the individual experince what Laing calls an inner deadness(...) (Giddens 2001:53). Den måde Paul Auster fremstiller Quinns måde at forsvinde på, (han blender ind) Vil jeg yderligere referer til citatet jeg har lavet på side 23 i projektet (Giddens 2001:54). Giddens påviser også at moderniteten har nedbrudt de lokale, intime og sociale fælleskaber, som resulterer i store upersonlige fællesskaber, hvor individet oftest føler sig alene og mangler social og psykisk støtte (Giddens 2001: 33) Som vi jo kan se hos Quinn s meget lille og ubetydelige rolle i lokalsamfundet. Hans lejlighed bliver solgt videre, og ingen af de omkring værende har interesse i ham. Jeg mener at man med stor relevans kan anvende Goffmans begreber til at forklare forholdet mellem kulissen, publikum og skuespileren. Fordi: Som udgangs punkt skelner Goffman mellem disse tre, men som det fremgår i City of Glass, skaber publikummet og skuespillerne kulissen. En af storbyens karakteristika er er dets mangfoldighed og indbyggertæthed som udgør det pulserende og hurtige liv. Her er Quinn, skuespilleren Paul Auster, hans 22

23 scene/kulisse er New York i 1980 erne, og hans publikum varier. Kulissen i værket, skildres som en afgørende faktor i forhold til hans rollespil. Kulissen gør det muligt, at forsvinde, såvel som at gå i et. Storbyen bidrager til den tillid og anerkendelse Quinn får, i sin rolle som detektiv. Den moderne metropol, danner en kulisse der bidrager til troværdigheden af den performede rolle, blandt andet på grund af Giddens begreber ekspert systemer og adskillesen af tid og rum. Det bidrager altså til udførsel af selve rollespillet. Ud over Goffmans dramaturgiske teori, som beskriver de forskellige elementer der gør sig gældende i hverdagens rollespil. Behandler bogen Relations in Public, det offentlige rum og dets agenter som værende Correlated. Han skriver blandt andet: The treatment that an individual give others and receives from them expresses and assumes a definition of him, as does the immediate social scene in which the treatment occurs (Goffman 2010:340). Goffman har fokus på vigtigheden, i hvilken scene skuespillet udtrykker sig i. Fordi disse scener ikke kun delvist definere den sociale interaktion, men de skaber rammerne for i hvilket omfang individerne kan udspille deres rolle. Integreret i kulissen/scenen tilhører nemlig, forskelige normsæt og regler (Goffman 1992:203). 23

24 Diskussion: I titlen City of Glass, kan man argumenterer at Paul Auster implicerer storbyens skrøbelige karakter. Den udefinerbare transparente størrelse, der åbner for mulighederne, og ligeledes eksponere selvets skrøbelighed. Forfatteren Paul Auster, mener jeg ud fra min analyse stiller spørgsmål ved selvets og dets oprindelse. Værket bærer en eksistentialistiske karakter og projektet har udledt, at forfatteren stiller spørgsmålstegn ved det psykologiske aspekt ved identitetsdannelse, samt virkeligheden ved en egentlig fast defineret identitet. Parallelt med Goffmans syn på identitet, kan man argumenterer at Paul Auster laver opgør med mainstream psykologien og freudianisme. Et opgør, der sætter oprindelsen og fundamentet for den menneskelig psyke i et andet lys. Forfatteren bruger karaktererne Quinn og Stillman Jr, til at fremhæve identitetens og menneskets umiddelbare skrøbelighed. Som det fremgår af Goffmans teori, har individet ikke en fikseret identitet, som tidligere psykolog Sigmund Freud har forslået. Goffman har den forståelse at vi har en masse masker vi jonglere med, og summen af de masker udgør vores identitet. Her er Identiteten altså formbar og mere eller mindre udefinerbar. Identiteten kan altså betragtes som et resultat af det performativt selv, der står i relation til omgivelserne og publikum. Med den påstand kan vi jo betragte Paul Auster som en faktisk identitet? Hvis selvet, ifølge Goffman bliver defineret ud fra den sociale interaktion, er der vel intet der holder Quinn tilbage for rent faktisk at være Paul Auster. Hvis publikummet godtager hans performance, og tilskriver ham et selv, kan det så betragtes som en illusion? Det leder tilbage til den eksistentielle karakter bogen har. Hvad vil det egentlig sige at være nogen, at have en identitet? Menneskets evne til at tilpasse sig omgivelserne, er faktisk ret slående i City of Glass. New York bliver skildret som en kulisse hvori individer forsvinder, men samtidig byder på uendelige muligheder. En storby hvor du hurtigt kan miste dig selv, i det uendelig hav af mennesker. Jeg mener at New Yorks spiller en væsentlig rolle i afviklingen af Quinn. Udover at være USA folkerigeste by, indeholde den legenden om at realiserer drømmen. The City of Dreams. En legende Quinn ser til ende, og udlever drømmen som detektiv, delvist skabt 24

25 gennem Max Work. Det ironiske i Paul Austers plot, er endvidere at denne drøm blev et nedbrydende element for Quinn. Drømmen sendte ham i fordærv og hans begær for at være en anden, resulterede i at han blev ingen. Quinn ligger nøgen på et gulv, uden nogen ejendele. En symbolsk værdi kan hertil ligges, hans identitet er forsvundet og tilbage er det simple legeme. Kommer de mange muligheder så med en skyggeside? Goffman at alle individer benytter sig af facader og roller, der har til formål at idealiseret selvet. Spørgsmålet må vel så være hvornår dette rollespil går hen og bliver skadeligt for psyken? Hvornår bliver senmodernitetens sociale bevægelighed og selvrealisering destruktiv? Jo Giddens argumenterer at hvis individets performative selv, bliver for virkelighedsfjern, kan det resulterer i en destruktiv self-identity. Som fremprovokerer angst og ambivalens i selvet. All Human beings, in all cultures, preserve a division between their self-identities and the performances they put on in specific social contexts. But in some circumstances the individual might come to feel that the whole flow of his activities is put on false ( ) calls a false self in which the body appears as an object or instrument manipulated by the self behind the scene (...) It expresses existential anxieties impinging directly upon self-identity (Giddens 1991:58-59) Han mener så komplekst som det må lyde, at selvet manipulerer kroppen og selv-identiteten, som resulterer I forvirring og personlig krise. I Quinns tilfælde bliver hans falske performative karakter Paul Auster, måske så gennemgående, at han bliver sat i en eksistentiel krise, og det kan forklare Quinns forfald. Her kan der påvises at Paul Auster, prøver at understrege hvordan et misbrug af rollespillet og tilpasningen, kan have negative mentale konsekvenser. Endvidere kan det i andet perspektiv også forstås i forhold til menneskets eget selvbedrageri. En feature ved den menneskelig psyke, som kan være svær at bekæmpe fordi den kommer indefra. Et selvbedrageri som repræsenterer menneskets indre frygt og begær. En fortolkning må have muligheden åben for at Paul Auster igennem Quinn, illustrerer hvordan det er muligt at manipulerer sig selv. Jeg har igennem mit projekt, undersøgt hvordan forfatteren fremstiller problematikker, tendenser og identitet i en moderne dynamisk storby. Jeg har gjort mig overvejelser, over alternative fortolkninger, som kan fremhæves og argumenteres for ved hjælp af en alternativ metode. Skal denne fortælling om Quinn overhovedet fortolkes i forhold til det senmoderne samfund og identitetens flygtighed? 25