Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 73 maj Jesper har boet på otte kvadratmeter i over to år:

Transkript

1 hus forbi Køb avisen på stationen ikke i toget Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 73 maj 2008 Jesper har boet på otte kvadratmeter i over to år: Det er som at være i spjældet Udlændinge bag tremmer i årevis efter afsonet straf 6 EU-kommissær: Kommunerne skal løse hjemløseproblemet Sådan blev Sydamerikas første hjemløseavis til 14 Incestofre risikerer at blive hjemløse 20 10

2 De har det virkelig dårligt Et liv på piller, med sygdom, vold, misbrug og selvmordsforsøg sådan er det at være socialt udsat i dagens Danmark, viser en ny undersøgelse kaldet SoSy Udsat, som Rådet for Socialt Udsatte og Institut for Folkesundhed står bag, og som blev offentliggjort kort før dette blads deadline. Rapporten er på mange måder trist læsning og en bekræftelse af det billede af socialt udsattes liv, som mange, der arbejder med socialt udsatte, havde i forvejen eller som man kan danne sig blot ved at læse serien med interviews med Hus Forbisælgere på dette blads bagside. Hver fjerde af de socialt udsatte svarer, at de inden for det sidste år har været udsat for grov fysisk vold, mens en tilsvarende befolkningsundersøgelse fra 2005 viser en andel på blot 1,8 procent for befolkningen generelt. Og andelen af socialt udsatte kvinder, der rapporterer, at de har været udsat for voldtægt det seneste år er 9,7 procent mod blot 0,3 procent for den kvindelige befolkning generelt. Noget af det mest tankevækkende er, at tæt på halvdelen har forsøgt at begå selvmord (43,2 procent) mod blot 1,2 procent i befolkningen generelt. Det i sig selv fortæller en hel del om disse menneskers liv. Hvad angår sundhedstilstanden vurderer mindre end en tredjedel af de socialt udsatte deres eget helbred til at være godt eller virkelig godt mod 80,8 procent i befolkningen generelt. Og sådan er det stort set hele vejen igennem rapporten. Spørgeskemaundersøgelsen er baseret på personer og bestod af 51 spørgsmål. Svarpersonerne har udfyldt skemaerne på forsorgshjem, herberger, væresteder og natcaféer rundt om i landet. Og selv om det kun er de socialt udsattes egne svar og ikke også kliniske undersøgelser, rapporten er baseret på, er der ikke tvivl om, at den dokumenterer, at de virkelig har det dårligt. En ting, man savner ved undersøgelsen, er dog, at den ikke også har fået de socialt udsatte til selv at angive, hvornår og hvordan det gik galt for dem: Var det forældrenes svigt i barndommen, eller var det, da de blev skilt fra den første kone eller gik fallit med firmaet? Kunne en tvangsfjernelse fra hjemmet, et mandekrisecenter eller en gældssanering have hjulpet dem et langt stykke En ting, man savner ved undersøgelsen, er dog, at den ikke også har fået de socialt udsatte til selv at angive, hvornår og hvordan det gik galt for dem. hen ad vejen? Men selv om man sidder og savner disse selvrapporteringer, når man læser undersøgelsen, så ændrer det ikke ved, at det, som før blot var en antagelse, nu er blevet dokumenteret. Næste skridt bliver derfor at finde ud af, hvordan vi kan mindske denne markante ulighed i samfundet og dermed få reduceret denne gruppe menneskers lidelser væsentligt. For at se igennem fingrene med dette vil gøre det er svært overhovedet at tale om et velfærdssamfund fremover i hvert fald et velfærdssamfund for alle. God læselyst. Jaku-Lina E. Nielsen Ansvh. redaktør, Hus Forbi Boliger til hjemløse Hus Forbis artikelserie om, hvordan de hjemløse bor, fortsætter i dette nummer med en rundtur til en række københavnske herberg, hvor alle værelser uanset størrelse og kvalitet koster kr. om måneden. 41-årige Jesper Hansen i sit værelse på herberget på Gl. Køge Landevej, hvor han har boet i to et halvt år. Størrelse: Otte kvadratmeter. Pris: kr. om måneden. Foto: Flemming Schiller Udgiver: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Tlf Ansvarshavende redaktør: Jaku-Lina E. Nielsen Tlf jaku-lina@husforbi.dk Administrator: Heidi Riel Tlf heidi@husforbi.dk Debatindlæg og læserbreve: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 30. maj. Forsidefoto: Ulrik Jantzen Bidrag: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr.: Giro (9541) Mærk indbetalingen bidrag. Distribution: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse mm. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på Abonnement: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser vedr. abonnement på tlf eller dorte@notatgrafisk.dk Layout: Westring + Welling A/S Tryk: Medieselskabet Nordvestsjælland Oplag: Antal sælgere: ca. 500 Læsertal: 3. kvartal 2007 ifølge TSN Gallup: ISSN: Om Hus Forbi Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er ca solgte eksemplarer (december 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi samt i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Der er fem fastansatte på Hus Forbi: To på fuldtid og tre på deltid, herunder en studentermedhjælper. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Markedsføring Husleje mv. Reserve Løn til medarbejdere Det går din 20 er til Moms Produktion og tryk OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort af plastik, før du køber avisen! Sælgeren Vi støtter Hus Forbi: Sådan bor Jesper 2 hus forbi nr. 72 april Lions Club Søllerød Mølleaa Pris: kr./måneden hus forbi nr. 73 maj

3 Boliger til hjemløse Samme pris uanset stør relse Otte eller tyve kvadratmeter. Prisen på et værelse er den samme på alle herberger i Københavns Kommune uanset værelsets størrelse og kvalitet. Argumentet for den faste pris er, at værelserne kun er en midlertidig løsning, men virkeligheden er, at mange hjemløse bor på værelserne i årevis. Det gør indtryk at se, hvordan du bor, sagde socialborgmester Mikkel Warming (EL), da han forleden besøgte Jesper Hansen (tv.) på Kollegiet på Gl. Køge Landevej. Af Simon Ankjærgaard Foto: Flemming Schiller 33-årige Tommy Carlsen og 41-årige Jesper Hansen bor begge på et københavnsk herberg. Tommy bor på et tyve kvadratmeter stort værelse med højt til loftet på Sundholm, Jesper på otte smalle kvadratmeter på Kollegiet på Gl. Køge Landevej. Begge betaler kr. om måneden. Loven om Social Service dikterer nemlig, at kommunerne skal tage samme pris for værelser på hjemløseherbergerne uanset, hvilket herberg der er tale om, og uanset værelsets størrelse og kvalitet. I Københavns Kommune er lejen sat til 83 kr. om dagen for et enkeltværelse, hvilket svarer til kr. om måneden. Det koster et værelse på et herberg Hensigten med den faste takst er at få beboerne på herbergerne sluset hurtigt ud i andre boliger. - Taksten på herbergerne er beregnet ud fra niveauet for boligudgifter for lignende boliger i kommunen. Desuden er det meningen, at prisen på den ene side ikke er højere, end at brugerne kan betale, og på den anden side ikke er så lav, at nogen af økonomiske årsager får et incitament til at blive boende på herberget, siger socialborgmester Mikkel Warming (EL). Bor på herberg i årevis Virkeligheden er imidlertid, at en lang række hjemløse bor på de københavnske herberger i årevis, lyder meldingen fra en række forstandere, som Hus Forbi har talt med. - Der er en del af de hjemløse det er dog ikke et flertal, men I Københavns Kommune koster et værelse på et herberg kr. om måneden. I Århus Kommune koster et værelse på et herberg kr. om måneden for beboere over 25 år og kr. for beboere under 25 år. I Odense Kommune koster et værelse på et herberg kr. om måneden for beboere over 25 år og kr. for beboere under 25 år. I Ålborg Kommune koster et værelse på et herberg kr. om måneden for logi og kr. for kost. 44-årige Mikael Steen Olsen i sit ti kvadratmeter store værelse på Mændens Hjem på Vesterbro, hvor han har boet i fire år. Pris: kr. om måneden. 49-årige Lars Sonne i sit femten kvadratmeter store værelse på herberget i Hillerødgade, hvor han har boet i fire år. Pris: kr. om måneden. der er en del der kan have svært ved at bo i en almindelig lejlighed, siger forstander Arne Jacobsen fra herberget på Gl. Køge Landevej, der drives af Missionen Blandt Hjemløse. - De søger en boform, hvor der er et utvunget fællesskab og personale, der kan hjælpe. I Missionen Blandt Hjemløse vil vi ikke sige beboere op, selvom de har boet her længe, fortsætter han. Få kilometer nordpå, på Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade på Nørrebro, er forstander Bjørn Bendorff enig. - I herbergsafdelingen skal man helst kun bo i et kortere tidsrum, ofte sat til seks måneder, men en del af vores beboere er så dårlige af for eksempel misbrug, at de ikke magter eller ikke har lyst til at flytte uden for huset efter få måneder. Andre er tilsvarende så dårlige, at de simpelthen ikke kan klare sig i egen selvstændig bolig. Begge grupper får lov til at blive boende, indtil de selv og vi synes, de er klar til at flytte, siger han. Er næsten som i spjældet Uanset længden af opholdet på herberget må beboerne slippe kr. om måneden. - Enhedsprisen er jo en beslutning, som kommunen har truffet, og jeg skal undlade at have kommentarer til begrundelsen, men blot tilføje, at den ikke virker særlig rimelig på beboerne, siger forstander Bjørn Bendorff fra herberget i Hillerødgade. Og spørger man beboerne, er der da også store udsving i udmeldingerne. - Jeg kom til Sundholm i november 2007 og er meget tilfreds med at bo her. Det betyder meget for mig, at der er et miljø med nogle gode kammerater og en tv-stue, Jeg er ikke synderligt begejstret for stedet, men nu bor jeg her. hvor man kan mødes. Det er meningen, at jeg skal bo et sted mere permanent, men det skal ikke være lige nu. Her har jeg fået ro til at få styr på nogle ting i mit liv, fortæller Tommy Carlsen. Jesper Hansen, der har boet to et halvt år på Gl. Køge Landevej, er derimod mindre tilfreds. - Jeg er ikke synderligt begejstret for stedet, men nu bor jeg her. Det her er ligesom i spjældet, blot med udgang og orlov, siger han. Borgmester vil se på prisen På Københavns Rådhus afviser socialborgmester Mikkel Warming 33-årige Tommy i sit tyve kvadratmeter store værelse på Sundholm, hvor han har boet siden november Pris: kr. om måneden. ikke at kigge nærmere på den månedlige ydelse. Han vil tage sagen op med Socialudvalget, når strategien for hjemløseområdet skal debatteres til sommer. - Hvis det kræver en lovændring at rykke prisen op eller ned, vil jeg bede Socialforvaltningen om at kontakte Velfærdsministeriet, siger han. Han understreger imidlertid at hensigten fortsat er at få de hjemløse ud af herbergerne og ind i andre boformer, gerne lejligheder i almene boligselskaber. - Vi har anvisningsret til hver tredje lejlighed i de almene boligselskaber. Boligerne anvises bl.a. til de personer, der udsluses fra herbergerne. Herudover arbejder vores medarbejdere på at motivere beboerne fra herbergerne til at flytte i særlige bofællesskaber. Et problem kan dog være, at huslejen nogle gange er for høj, siger Mikkel Warming, der vil se på, om boligudgifterne for socialt udsatte grupper kan presses ned ved hjælp af de 500 millioner kr., som hjemløseområdet har fået over de næste fire år i forbindelse med satspuljeforliget i marts i år. simon@husforbi.dk Det siger loven De omtalte værelser falder ind under 110 i Lov om Social Service: Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Det gælder om at få et godt springbræt Socialborgmester Mikkel Warming har besøgt Jesper Hansen på hans otte kvadratmeter store værelse på herberget på Gl. Køge Landevej. Det gør indtryk, siger han og efterlyser flere skæve boliger og bofællesskaber. Af Simon Ankjærgaard Foto: Ulrik Jantzen Jesper Hansen står i døråbningen med hånden rakt frem mod socialborgmester Mikkel Warming (EL). - Her bor jeg, siger han og viser borgmesteren ind i det otte kvadratmeter store værelse på herberget Kollegiet på Gl. Køge Landevej. I forbindelse med Hus Forbis artikel om værelserne på de københavnske herberg, der uanset størrelse og kvalitet koster kr. om måneden, har socialborgmesteren sagt ja til at møde op på Kollegiet til en fotoseance og en snak med Jesper. De to sætter sig på Jespers nyredte seng. - Hvor længe har du boet her?, spørger Mikkel Warming. - To et halvt år, men der er andre, der har boet her længere. Nogle helt op til 30 år, svarer Jesper Hansen. - Det gør indtryk på mig at se, hvordan du bor, siger socialborgmesteren og fortsætter: - Værelserne på herbergerne er tiltænkt som midlertidige boformer. Problemet er, at der ingen faste regler er for, hvornår man skal videre. Det er ikke meningen, at beboerne skal bo der i årevis, men omvendt er jeg også modstander af, at man presser dem videre efter få måneder. Beboerne skal være parate til at komme videre. Man tager en dag ad gangen I løbet af den sidste måned har Jesper Hansen brugt tid og kræfter på at friske det lille, aflange værelse op. Der er blandt andet kommet skabe op og så er han begyndt at samle på klovne. - Det er for at blive mindet om, hvor stor en klovn man kan være, siger han og smiler. Der er nemlig sket store ting i hans liv: - Jeg er holdt op med at drikke. Det er vel 35 eller 36 dage siden nu. Ja, jeg er holdt op med at tælle. Og så har jeg fået et job som maler hos min gamle mester. Nu skal der ske noget. Forhåbentlig betyder det, at jeg snart kan flytte væk fra Kollegiet. Han vender sig mod Mikkel Warming. - For at komme væk fra et sted som det her, gælder det om at tage en dag ad gangen. Først dropper man alkoholen, siden får man sig et job. Det er om at få det rette springbræt for at komme videre, siger han. Det er socialborgmesteren enig i. - Det er vigtigt, at beboerne på de københavnske herberg får al den hjælp, de har brug for i bestræbelserne på at flytte videre, siger Mikkel Warming og fortsætter: - Og i den forbindelse er det vigtigt, at der er noget at flytte videre til. Det er helt centralt, at vi får bygget flere boformer på mellemstadiet mellem herbergerne og de rigtige boliger. Jeg ser gerne, at der bliver bygget flere skæve boliger og skabt flere bofællesskaber, blandt andet for beboerne, der kommer fra herbergerne. Det vil vi tage op i Socialudvalget i forbindelse med debatten om hjemløsestrategien til sommer. Samtalen og fotoseancen er ved at være slut. Både Jesper Hansen og Mikkel Warming skal videre. Jesper Hansen skal ud til sin malermester, Mikkel Warming tilbage til rådhuset. De to trykker hånd. - Tak, fordi I kom. I er altid velkomne, siger Jesper Hansen til socialborgmester, journalist og fotograf. - Jeg håber, at næste gang vi ser dig, er det ikke her, svarer Mikkel Warming. 4 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

4 Udlændinge venter på udvisning i fængslet Kriminelle udlændinge, der er dømt til udvisning oven i deres fængselsstraf, risikerer at sidde bag tremmer i Vestre Fængsel i årevis, efter de har afsonet deres fængselsstraf. Denne form for frihedsberøvelse kritiseres blandt andet af Institut for Menneskerettigheder. I øjeblikket sidder 32 udlændinge i Vestre Fængsel. De har alle afsonet deres straf og venter kun på at blive sendt ud af landet. Af Birgitte Rørdam Kriminelle udlændinge, der er udvist ved dom, bliver ofte ikke sat fri, når de har afsonet deres straf. I stedet bliver de overført til varetægtsfængsling i Vestre Fængsel i København, og her kan de sidde i lang tid uden at ane, hvornår de bliver løsladt. Samtidig lever de her under vilkår, der er langt mere restriktive, end da de afsonede deres straf. Hvor de i fængslerne havde åbne døre, fælles opholdsrum og kunne ringe frit til fire forskellige telefonnumre, så sidder de nu i celler for lukkede døre, uden fælles opholdsrum og kan ikke få lov til at ringe, heller ikke til deres kone og børn, med mindre det drejer sig om noget akut, som ikke kan klares via brev. Ifølge rigspolitiets seneste tal, sidder der lige nu 32 udlændinge i Vestre Fængsel, som har afsonet deres straf og venter på at blive sendt ud af landet. En af dem har siddet varetægtsfængslet i mere end halvandet år, mens tre andre har siddet inde mere end et år. Men der er eksempler på folk, der har siddet inde i årevis. Og det er helt uacceptabelt, mener formand for flygtningeadvokaterne advokat Helge Nørrung. - Som varetægtsfængslingen praktiseres med de varigheder (frihedsberøvelse i mange måneder, red.), er det helt uantageligt og må stride mod menneskerettighederne. Det er jo i realiteten en dobbeltstraf. Først får de en straf for den kriminalitet, de har begået, og når den er afsonet, så varetægtsfængsles de og endda på ubestemt tid fordi de er udvist, siger han. Når udviste udlændinge ikke bliver udsendt straks, de har afsonet deres dom, skyldes det oftest, at hjemrejselandene ikke har fået udfærdiget de papirer, også kaldet rejsedokumenter, der skal til, for at den udviste kan vende hjem. Det kan tage lang tid, nogle gange tager det år og er ikke noget, de udviste personer selv har nogen indflydelse på. Skal sikre effektiv udvisning Ifølge vicepolitichef Hans-Viggo Jensen, der er leder af udlændingeafdelingen, så varetægtsfængsler man udlændinge for at sikre den mest effektive udvisning. - Personer, der er udvist ved dom, skal rejse ud, og gør de ikke det, skal vi sørge for, at de gør det. Der kan også være tilfælde, hvor vi har en formodning om, at de vil gå under jorden for at undgå at blive sendt ud af landet. I de fleste tilfælde kan de udviste personer imidlertid ikke hjemsendes, fordi papirerne ikke er gået i orden, og der varetægtsfængsler vi også, fordi folk, der er udvist, ikke skal kunne gå rundt på gaden, forklarer han. Når udlændinge varetægtsfængsles, sker det for fire uger ad gangen. Det skal godkendes af retten, men der findes ingen lovmæssig øvre grænse for, hvor længe man kan holde dem bag tremmer. Ifølge Hans- Viggo Jensen skal fængslingen dog altid afpasses efter, hvad det er for en kriminalitet og tidsperspektivet for, hvornår personen kan udsendes. - Der skal være en balance mellem længden af frihedsberøvelsen og årsagen til den. Vi har sager, hvor vi varetægtsfængsler, men hvor det trækker så langt ud, at det ikke længere er rimeligt. Her kan vi selv løslade, eller retten kan. Og sker det, vil personen typisk blive indkvarteret i Sandholm med meldepligt, som indebærer, at man skal møde op to gange om ugen for at drøfte sin udsendelse, forklarer han. Helge Nørrung er ikke enig i, at længden af varetægtsfængslingen er afpasset årsagen. Han mener, at ordningen bliver brugt for ukritisk, og at der burde indføres en maksimumsgrænse for, hvor længe folk kan holdes varetægtsfængslet. - Nogle vil ikke samarbejde, men i de tilfælde, hvor det er landene der er årsag til, at personen ikke kan sendes ud, og det er det i de fleste af sagerne, må der være en øvre grænse for, hvor længe man kan holde på dem, f.eks. to måneder. Har en person fået en dom på to års fængsel, er det jo helt ude af proportioner at lade personen sidde yderligere i et år eller mere i varetægt, siger Helge Nørrung, som også er skeptisk over den måde, domstolene behandler disse varetægtsfængslinger. Formel domstolsprøvelse - Som flygtningeadvokat er jeg ofte med i retten, og selvom retten efter loven skal vurdere hver sag nøje for at finde ud af, om problemet kan klares med mindre indgribende foranstaltninger, så er der nærmest tale om en formel domstolsprøvelse. Politiet opsummerer kort sagen, man spørger ikke engang klienten, om han eller hun har noget at sige. Det hele tager ti minutter, det foregår anonymt og Foto: Scanpix nærmest proforma, forklarer han. Seniorforsker Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder har forståelse for, at der kan være behov for at kunne holde på udviste personer, men han mener, at varetægtsfængslingen ofte trækker så længe ud, at det er i strid med menneskerettighederne. Og da frihedsberøvelse efter grundloven er den sidste løsning, bør retten i alle sager først overveje muligheden af at løslade den udviste og give personen meldepligt i stedet, påpeger han. - Der kan godt være fornuft i, at frihedsberøve en udvist, hvis der er risiko for, at personen forsvinder. Men varetægtsfængslingerne trækker ofte helt unødvendigt ud. Faktisk så længe, at Højesteret i nogle sager har sagt, at nu må det være slut. Afgørelser fra både Højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol viser da også, at der skal være et rimeligt forhold mellem målet med og længden af varetægtsfængslingen. Jeg ved ikke, om en fast øvre grænse er løsningen. Jeg tror mere på, at lovgivningen eller praksis skærpes, så varetægtsfængslingens længde i hver enkelt sag kommer til at stå mål med forbrydelsen, siger han. Også vilkårene for de udviste, der sidder i varetægt, bør imidlertid ændres, mener Kim U. Kjær, som er bekymret over, at de udvistes forhold er væsentlig mere strenge i varetægtsfængslet, end da de afsonede. - De rettigheder, man har i fængslet, bør man selvfølgelig også have under varetægtsfængslingen. Det giver slet ingen mening, hvis varetægten er mere streng end selve straffen. Og helt urimeligt, hvis man af den grund ikke kan opretholde kontakten til sine nærmeste. Det er for mig at se et spørgsmål om, at praksis bliver justeret, så udviste udlændinge bliver sikret de samme rettigheder, som de havde, da de sad fængslet, siger han. Det siger loven Varetægtsfængsling af udlændinge sker efter udlændingelovens 35, der siger, at man kan varetægtsfængsle en udlænding for at sikre en effektiv fuldbyrdelse af udvisningen. 6 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

5 En af de udlændinge, som sidder i Vestre Fængsel og venter på at blive sendt tilbage til hjemlandet, er Adnan Zejullaku. Han har siddet i ni måneder i Vestre Fængsel uden at se sin kone og fire børn og uden at vide, hvornår han bliver sat på et fly til Kosovo. Udvist og fængslet Adnan Zejullaku har afsonet sin straf. Alligevel sidder han nu på niende måned i Vestre Fængsel uden at vide, hvornår han bliver sendt tilbage til Kosovo og igen kan gå frit omkring. Af Birgitte Rørdam Den 42-årige automekaniker Adnan Zejullaku afsluttede for ni måneder siden afsoningen af sin straf, men da han er udvist ved dom, blev han ikke løsladt, men i stedet overført til Vestre Fængsel i København. Her sidder han varetægtsfængslet, mens han venter på at blive sendt tilbage til sit hjemland Kosovo. I Horsens sidder hans kone og deres fire teenagebørn tilbage og aner ikke, hvor længe han skal sidde fængslet, eller om han netop nu er på vej til lufthavnen for at blive sat på en flyver hjem. Udvisningen omfatter kun ham, da familien har fået humanitær opholdstilladelse. - Vi kom hertil i Krigen i Kosovo havde gjort det umuligt for os som albanere at blive. Mit hus og mit værksted var blevet brændt. Jeg så min søster, hendes mand og deres to børn blive dræbt, og de var det sidste, jeg havde tilbage af min familie, forklarer Adnan Zejullaku. Han og hans familie søgte og fik afslag på asyl i Danmark, men efter at være flyttet rundt i fem forskellige flygtningelejre i de første fire år fik familien i 2005 humanitær opholdstilladelse, fordi hans kone er alvorligt psykisk syg. Fik dom på to år Opholdstilladelsen betød, at familien kunne slå sig ned. De flyttede til Horsens, fik et sted at bo, børnene begyndte at gå i skole, og livet blev for en kort tid næsten helt almindeligt. Adnan Zejullaku kom på sprogskole. Han kom i gang med at tage dansk kørekort og skulle begynde på et arbejde som mekaniker i september 2005, men lige inden blev han arresteret og fik en dom på to år for en forbrydelse, han ikke har erklæret sig skyldig i og ej heller vil fortælle om til Hus Forbi af hensyn til sine børn. Med dommen fulgte også udvisning af landet, og det er på den baggrund, at rigspolitiet holder Adnan Zejullaku varetægtsfængslet, selvom han har afsonet sin dom. En varetægtsfængsling, som skal godkendes af retten hver fjerde uge i princippet frem til, at udsendelsen kan finde sted. Men udsendelsen lader vente på sig, og det gør den, fordi Kosovo endnu ikke har fået sendt hjemrejsedokumenterne til Danmark. - Alting går tilsyneladende meget langsomt, og hver gang jeg skal i retten for evt. at få opretholdt min fængsling, aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske. Om jeg dagen efter vil blive sat på en flyvemaskine. Og advokaten ser jeg kun kort i retten, og han ved vist heller ikke, hvad der sker. Men jeg har forstået, at jeg sidder her, fordi papirerne fra Kosovo stadig ikke er kommet, forklarer han. Uvisheden nedbryder mig Men samtidig med at han må vente bag tremmer, er hans vilkår blevet betydelig ringere, end de var, da han afsonede sin straf i Horsens Statsfængsel. - Det er meget ubehageligt at sidde her. Både fordi jeg kan blive udvist hvert øjeblik, og fordi jeg har en kone, som er meget syg, og fire børn, som jeg ikke har mulighed for at ringe til mere end en gang måske hver tiende dag. Jeg skal spørge fra gang til gang, og så er det op til den enkelte fængselsbetjent, om jeg får lov, for der er ingen faste regler, som der var i Horsens. Der kunne jeg ringe til både min kone og mine børn og gjorde det mange gange dagligt for at holde kontakt. I Horsens havde jeg også besøg af hele familien en eftermiddag hver uge. Jeg har endda haft en hel weekend sammen med dem, og det er helt umuligt her, siger Adnan Zejullaku, der ikke har set sin familie, siden han kom til Vestre Fængsel. - Jeg må få besøg en time om ugen, men jeg vil ikke have min familie skal tage toget helt fra Horsens for så kort et besøg. Men grunden er også, at jeg er så påvirket af min usikre situation, at det er nemmest for mig ikke at se dem. Jeg er ukoncentreret og har tit svært ved at finde de rigtige ord, siger Adnan Zejullaku, som efterhånden vil gøre hvad som helst for at komme væk fra fængslet og uvisheden. - Det vigtigste for mig er at komme ud af fængslet og den hurtigste vej ud er til Kosovo. Og selvom det er en katastrofe at skulle vende tilbage, fordi jeg ikke tør tage min familie med og ikke aner, hvad der venter mig i Kosovo, hvor jeg skal starte helt forfra, så er det bedre end at sidde her. Uvisheden er det værste. Før jeg kom til Danmark, blev jeg tilbageholdt og mishandlet af det serbiske politi. Jeg fik bank, men det vidste jeg, hvad var, i modsætning til de psykiske overgreb, jeg oplever her, hvor jeg er sat helt ud af spillet og ikke aner, hvad der skal ske, siger han. br@socialrdg.dk Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Ballerup og Hørsholm, Christel Lous, tlf eller mail: lous@get2net.dk Modelfoto: Polfoto Nekrolog: Henrik Pedersen er død Af Jaku-Lina E. Nielsen på vegne af Hus Forbis sekretariat og bestyrelse Onsdag den 16. april gik tiden for en stund helt i stå på Hus Forbi, da vores afholdte kollega Henrik Pedersen døde på Rigshospitalet af en blodprop i hjertet. Henrik Pedersen blev kun 48 år gammel. Henrik var en fantastisk ressource for Hus Forbi. Han havde et kæmpe netværk og en masse erfaringer at trække på, som både Hus Forbis redaktion, kommunale sagsbehandlere og Hus Forbis sælgere med flere havde stor nytte af. Henrik var både valgt af sælgerne som sælgerrepræsentant og ansat som Hus Forbis gadeplansmedarbejder. Sælgerne kom til ham med deres personlige problemer, for at få hjælp til deres problemer med systemet og for at få lavet nye id-kort eller udleveret Hus Forbi-tasker, jakker og støvler. Og kom de ikke til ham, så opsøgte Henrik dem ude på pladserne og togstationerne, hvor de holdt til. Henrik udtalte sig også ofte i medierne i sin egenskab af at være sælgernes repræsentant og talte de hjemløse og Hus Forbi-sælgernes sag på en utvungen og direkte måde. Og få måneder før sin død blev han valgt som formand for den københavnske lokalafdeling af SAND, der er de hjemløses landsorganisation. Vi er alle meget kede af, at Henrik ikke længere er hos Bliv frivillig i Røde Kors Næste introkursus er den 6. maj 2008 kl Natherberg for kvinder På Natherberget i Hvidovre har vi brug for kvindelige frivillige til dag- og nattevagter. Hos os stiller vi ingen spørgsmål, men rækker hånden frem og giver rum til at snakke og komme sig. Som frivillig skal du tale med kvinderne, lytte og i det hele taget være nærværende og møde dem i øjenhøjde. Vi forventer, at du er parat til at tage mindst to vagter om måneden, du kan vælge mellem eftermiddags- eller nattevagt. Som eftermiddagsvagt er opgaven blandt andet at lave mad til kvinderne, på nattevagten er der mulighed for at sove, så man kan sagtens passe sit arbejde dagen efter. Ring og spørg løs på telefon Lektiehjælp og samtaletræning har du lyst til at gøre en forskel? Til Sprogcentret på Vesterbro søger vi frivillige, der kan indgå i undervisningen som lærerens hjælpende hånd for fx 2 kinesiske elever, der har brug for støtte i deres forløb på danskuddannelsen. Efter undervisningen har alle kursister derudover brug for hjælp i studieværkstedet hver mandag midt på dagen og onsdag aften. Du kan vælge at være tilknyttet studieværkstedet hver eller hver anden uge. os alle sammen og hos Hus Forbi. Han var en fantastisk person og en højt skattet medarbejder, og savnet er stort. Henrik Pedersen efterlader sig sin samlever Marianne, en voksen datter og tre papbørn, der er hans afdøde kones børn. Begravelsen var ved redaktionens deadline fastsat til den 7. maj fra Vor Frue Kirke. Vi mangler også frivillige til lektiehjælp i studieværkstedet på Sprogcenter IA i nordvest. Ring og hør nærmere om opgaver og tidspunkter. Cykeltræningskursus lørdage kl På Nørrebro har vi startet cykeltræning, vi søger frivillige hver eller hver anden uge indtil 11. oktober 2008, dog undtaget skolernes sommerferie. At kunne cykle er af stor betydning, særligt fordi flere af kursisterne skal kunne det for at blive optaget på social- og sundhedshjælperuddannelsen, andre fordi de bare gerne ville kunne cykle af sted sammen med børnene eller vennerne. Kursisterne gennemgår et veltilrettelagt forløb og kan se frem til at klare sig i trafikken, når kurset slutter. Besøgsven med ballast Vi er i opstarten af et spændende pilotprojekt for psykisk syge københavnere og søger lige nu besøgsvenner, som vil være med til at sætte præg på projektet. Har du en faglig interesse for denne målgruppe og en robust personlighed, kan du gøre en stor forskel for et andet menneske. Vi tilbyder relevante kurser, supervision, tilknytning til et Foto: Ulrik Jantzen Sovende hjemløse i bybilledet netværk af besøgsvenner og grundig indføring til din egen besøgsmodtager. Kvindecentret i Kongelunden Vi mangler frivillige, der kan sy og har lyst til at lære andre at sy. Kvinderne kan have stort udbytte af at få hjælp til at sy tøj og andre ting til deres børn eller til dem selv. Samtidig får de et indhold i hverdagen, som kan gøre situationen lettere for en stund. Ring og få en snak, hvis du er interesseret. Receptionister Bliv en del af vores team bestående af glade, imødekommende og hjælpsomme receptionister på kontoret. Vi søger receptionister, som kan varetage heldagsvagter fra kl Som receptionistfrivillig er du med til at sikre, at alle frivillige får en god oplevelse, når de henvender sig til os. Nordre Fasanvej 224, København N. T hrk@drk.dk Fra 16. maj og to uger frem kan man i bybilledet møde store billeder af sovende hjemløse. Billederne er taget af den svenske fotograf Kent Klich og er en del af udstillingen Get Lost, som Dansk Arkitektur Center står bag i samarbejde med Kent Klich og fotografen Tina Enghoff. Formålet med udstillingen, der byder på meget andet end Kent Klichs sovende hjemløse, er at diskutere, hvordan en storby som København rummer sine borgere især de socialt udsatte. Efter udstillingen fortsætter diskussionen på hjemmesiden frem til oktober. Herefter udgives et katalog over kunstværkerne og indsparkene i debatten. - sia 8 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

6 Kommentar EU-kommissær: Kommunerne skal løse hjemløseproblemet Det er i kommunerne og ikke på EU-niveau, at hjemløseproblemet skal løses, siger EU-kommissær for sociale anliggender, Vladimir Spidla, til Hus Forbi. Løsningen er flere socialarbejdere og større fokus på de hjemløses rettigheder. Af Simon Ankjærgaard Foto: EU-kommissionen At give et interview til Hus Forbi stod højt på ønskelisten, da Vladimir Spidla, EU-kommissær for Sociale anliggender, forleden var i København. Efter en omgang heftig kalenderjonglering lykkedes det for kommissæren i et ellers meget stramt program at få stillet en halv time og et mødelokale i Europahuset i Gothersgade til rådighed. Her startede han med at slå fast, at selvom EU-kommissionen på sin hjemmeside kalder hjemløshed for det mest ekstreme eksempel på fattigdom og social eksklusion i de europæiske lande, er det ikke på europæisk niveau, at den primære kamp mod hjemløshed skal foregå. Det er i kommunerne: - Det er rigtigt, at hjemløshed Den Europæiske Socialfond (ESF) er et problem i alle de europæiske lande, men det er ikke et problem, der primært skal løses på europæisk niveau. I første omgang er de hjemløse en udfordring på nationalt, ja snarere kommunalt niveau, hvor man er tættere på de hjemløse, som er mennesker med store personlige problemer. Når det er sagt, er det klart, at vi på europæisk plan har en mulighed for at bidrage til dette arbejde. EU skal naturligvis yde sin del af arbejdet. Hvordan kan EU bidrage til arbejdet med at udrydde hjemløshed i de europæiske lande? - Det er naturligt, at vi bruger de forskellige netværk, der er opstået på europæisk plan, til dette arbejde. Et vigtigt instrument er Den Europæiske Socialfond, hvis midler kan bruges til det allervigtigste i bekæmpelsen af fattigdom og hjemløshed, nemlig uddannelse. Der skal ikke fokuseres så meget på tekniske spørgsmål, men på at uddanne og på at sikre, at der afsættes nok ressourcer og ansættes nok socialarbejdere på hjemløseområdet. Hvordan det Det er utopi at tro, at vi kan hjælpe alle hjemløse, men hjælper vi 10, 20 eller 30 procent, er det også en bedrift. ESF har til formål at udligne forskellene i velstand og levestandard i EU s medlemslande og regioner, og at fremme økonomisk og social samhørighed. Se mere på Ud over ESF opererer netværket Feantsa (the European Federation of National Organisations working with the Homeless) også på europæisk plan. 100 organisationer fra 30 lande er medlem af netværket, der modtager finansiel støtte fra EU-kommissionen og har som mål at sætte fokus på hjemløseproblemerne i Europa. Se mere på Det er vigtigt, at hjemløse bliver orienteret om deres rettigheder, siger EU-kommissær Vladimir Spidla. går i de enkelte lande, er helt op til kvaliteten af de nationale socialsystemer. Centralt i dine taler og i EU s erklæringer om det sociale arbejde står rettigheder. Hvordan kan rettigheder forbedre livet og hverdagen for de hjemløse? - Alle har rettigheder. Også de hjemløse. Og de rettigheder skal respekteres, hvilket er en udfordring for både de hjemløse og de mennesker, der arbejder med dem. Det sociale arbejde er helt centralt i dette, for det er igennem det sociale arbejde, at de hjemløse skal oplyses om deres rettigheder. For eksempel retten til en bolig. Får de hjemløse ikke hjælp til dette, har de ikke en chance. Men det er et svært arbejde, det ved jeg godt. Selv de bedste metoder og Vladimir Spidla de bedste intentioner kan vise sig ikke at nytte. Det er utopi at tro, at vi kan hjælpe alle hjemløse, men hjælper vi 10, 20 eller 30 procent, er det også en bedrift. Og så må vi bare arbejde endnu hårdere på at få hjulpet de sidste. Man kan nemlig altid bestræbe sig på at gøre sit arbejde lidt bedre. Det er klart, at den enkelte socialarbejder kun har en vis kapacitet, men så må der arbejdes på at få flere socialarbejdere. Med de ord var interviewet overstået. Kommissærens bil stod klar i Europahusets gård, og i Velfærdsministeriet ventede Karen Jespersen (V) på at få sin halve time med kommissæren. simon@husforbi.dk 57-årige Vladimir Spidla er fra Tjekkiet og har siden 2004 været EU-kommissær for Beskæftigelse, Sociale anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Ligestilling. Før kommissærposten var han i to år fra 2002 til 2004 tjekkisk premiereminister for Det Tjekkiske Demokratiske Parti, CSSD. Fra 1998 til 2002 var han landets vicepremiereminister og arbejds- og socialminister. Vladimir Spidla har en PhD. i historie. RIS OG ROS Prostitution handler også om mænds seksualitet Der findes få samfundsemner, som er belagt med så mange fordomme og myter, som diskussionen for eller imod prostitution. Noget af det værste ved diskussionen er, at den ikke handler om det, den burde handle om, nemlig mænds seksualitet. Det er nemlig vigtigt at fremhæve, at prostitution er et ligestillingsproblem, fordi mænds seksualitet er eksistensbetingelsen for prostitution. Prostitution er et samfundsmæssigt mandligt privilegium, som er gearet til mænds seksualitet. Mænds seksualitet rummer selvfølgelig også i stor udstrækning evnen til ømhed og intimitet, men prostitution er for mange mænd belejligt, fordi mænds seksualitet ofte gør det muligt at se igennem fingre med prostitutionens elendighed, og det er ikke let at overbevise en erigeret penis om, at den burde have dårlig samvittighed. Forskningen i prostitution har vist, at der ikke er stor forskel på de mænd, som har prostitutionserfaring, og dem, som ikke har. Mange Tankevækkende serie Jeg er trofast køber af Hus Forbi og læser altid bladet med stor interesse. Især bagsidens Historier fra gaden sætter altid tanker i gang. Tag nu f.eks. martsudgavens historie om David Lehnhard, der grundet smerter røg ud i misbrug og siden blev hjemløs. Det er tydeligt, at Davids liv ikke er en dans på roser, men trods det, er det hans børn og mest af alt deres ve og vel, der fylder hans tanker. Tusinde tak til David og Hus Forbi for en så rørende og tankevækkende skildring, der vil sidde i kroppen i mange dage. Sally Frydenlund Larsen, Roskilde Han spreder godt humør Jeg blev ked af og vred over kritikken af vores altid glade og humørfyldte Hus Forbi-sælger, Tonny B. Andersen, som nogle her i Hillerød har klaget over (i Hus Forbi nr. 71, red.). Nej, der skulle hellere klages over harmonikaspillerne, som de stakkels forretningsindehavere skal høre på hele dagen. Kæmp videre Tonny, og fortsæt med dine hyggelige indslag i hverdagen. af de mænd, som har købt sex, kunne have undladt at gøre det, og der findes mænd, som ikke har købt sex, men som i fremtiden kunne finde på det. Det er måske her, noget af årsagen til trægheden med hensyn til at kriminalisere kunden skal findes. Debatten er ligeledes præget af en tilgang, der hævder, at prostitutionen udfylder nogle samfundsmæssige opgaver. Jeg har i forbindelse med kampagnen tagstillingmand haft en blog i to uger på kampagnens hjemmeside, Her oplevede jeg personligt, hvor kontroversielt det er, at rette opmærksomheden mod mændene. Jeg mener dog stadig, at ansvaret skal placeres hos mændene, så det bliver umuligt at sige, at»kvindernes forhold ikke er noget, jeg tænker på«. Som situationen er lige nu i Danmark, opfordres mænd imidlertid ikke til at tænke over, hvad det er, de foretager sig ved at købe sex. Det Farmoren, Hillerød er svært at tro på, at der kan skabes prostitutionsfrie verdener, og man må ikke være naiv med hensyn til, hvor naturligt det at købe sex kan indgå i den normale mandekultur. Det gælder om at gøre det klart, at det ikke kun er bagmanden, som er gerningspersonen i prostitution. Der er ingen tvivl om, at seksualitet og prostitution er nogle svære emner, og derfor foretrækker mange lette løsninger. Det føles stadig grænseoverskridende at skulle sætte fokus på mænds seksualitet. Dette, tror jeg, skyldes, at mænd i mange henseender er det usynlige køn. Vi skal selvfølgelig passe på med ikke at skabe et dystert mandebillede og dæmonisere mænds seksualitet unødvendigt, men mænd skal rives ud af deres privilegerede skjulte position. Det er vigtigt at gøre den mandlige sexkøber opmærksom på, at han udøver en form for vold og overgreb på de prostituerede, han har sex med, selvom han ikke umiddelbart Hus Forbi som ulandshjælp? Jeg har et stykke tid undret mig over, at nogle Hus Forbi-sælgere ikke taler særlig godt dansk. Jeg opfatter ikke disse sælgere som danske hjemløse og synes derfor ikke, at Hus Forbi opfylder sit formål. Endvidere siges det, at mænd fra det gamle Østeuropa kommer herop i en periode og sælger bladet, hvorefter de rejser hjem til familien. På den måde mener jeg, at projektet er gået fra at være til støtte for danske hjemløse til at være ulandshjælp. Er det rigtigt opfattet, at ikke alle sælgere er danske hjemløse? Palle Christensen Svar: Det er rigtigt, at Hus Forbi har udstedt sælgerkort til udenlandske hjemløse, som stammer fra de nye østeuropæiske EU-lande. Det er også rigtigt, at en del af dem ikke lever som hjemløse i deres hjemlande, men f.eks. er arbejdsløse familiefædre. Det er dog Hus Forbis klare indtryk, at vores østeuropæiske sælgere lever som hjemløse, mens de opholder sig i Danmark. Ifølge Hus Forbis vedtægter (kan læses på vores hjemmeside er foreningen Hus tænker sådan. Jeg er overbevist om, at mange mænd køber illusioner og ikke ønsker at blive konfronteret med hverken de sociale realiteter eller magtforholdet i prostitution. Kenneth Reinicke er lektor på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitetscenter. Han modtog i 2007 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris for sin måde at debattere mænds seksualitet på. Forbis formål: At udgive en landsdækkende avis, Hus Forbi, der sælges på gaden af hjemløse og tidligere hjemløse. Foreningen Hus Forbi skelner altså ikke mellem udenlandske og danske hjemløse i sine formålsparagraffer. Dagbladet Politiken lavede i efteråret 2007 en optælling, der viste, at mindst 110 østeuropæere lever i København som hjemløse. Hus Forbi giver i øjeblikket ikke sælgerkort til flere østeuropæiske sælgere. Vi afventer blandt andet resultatet af en undersøgelse af vores sælgergruppe, som analysebureauet CASA er i færd med at lave, og som gerne skulle give os en større viden om denne gruppe. Højst ti procent af Hus Forbis 500 sælgere har østeuropæisk baggrund. Nederst på side to i hvert nummer af Hus Forbi står der en opfordring til vores købere om kun at købe bladet af sælgere med Hus Forbis id-kort. Det skyldes, at vi har haft en del tilfælde med østeuropæere, som har solgt Hus Forbi uden at være i besiddelse af gyldige id-kort. Foto: Privatfoto Jaku-Lina E. Nielsen Redaktør, Hus Forbi 10 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

7 Six City Stompers er med seks jazzmusikere på gennemsnitligt 30 år det yngste tradjazzband i Skandinavien. På billedet ses (fra højre): Regin Fuhlendorf, Mads Mathias, Peter Rosendal og Mikael Olsen (guest star). Klarinettens bønner blev hørt Halleluja! Endelig et New Orleans-jazzorkester med unge musikere. Dem vil jeg gerne møde. Sådan sagde Mikael Steen Olsen, også kaldet Klarinetten, om bandet Six City Stompers. Hus Forbi indfriede hans ønske. Af Lisbeth Rindholt Foto: Flemming Schiller - Du er bandleaderen, ikke?, spørger Mikael Steen Olsen straks, da han træder ind på værtshuset Hvide Lam i indre København og sætter kurs mod Mads Mathias sangeren og saxofonisten i jazzorkestret Six City Stompers. Mads Mathias nikker. - Jeg kan altid mærke, hvem der er bandleader i et orkester. Det er noget med karisma, griner Mikael. Han bor i bofællesskabet eller Funnyfarmen, som han selv kalder det på Mændenes Hjem i København og sælger jævnligt Hus Forbi. Men i dag er avisposen skiftet ud med en klarinet, som han bærer i en taske på ryggen. Mikael er også kendt under øgenavnet Klarinetten, fordi han er vild med at spille jazzmusik og føler sig tæt forbundet med sin klarinet. Et af hans største ønsker er at møde musikerne i Six City Stompers. Og nu, hvor det er lykkedes, holder han sig ikke tilbage. - Sku vi ikke starte med at spille lidt sammen?, spørger han som det første. Forslaget vækker begejstring hos de fire (ud af i alt seks, red.) musikere i Six City Stompers, der er mødt op på Hvide Lam med deres instrumenter. Her er Regin Fuhlendorf på banjo, Peter Rosendal med sit flygelhorn og Mads Mathias på saxofon. Kasper Tagel spiller normalt bas, men da han er på cykel i dag, har han ladet den tunge bas stå hjemme. Han må nøjes med at være publikum. Værtinden på Hvide Lam har intet imod lidt improviseret jazzmusik, for her spilles live New Orleans-jazz næsten hver aften, så hun er vant til at høre trut i hornet, som hun siger. Giver fest i gaden - One, two, three, four, tæller Klarinetten. Og snart fyldes værtshuset med tonerne fra jazzklassikerne Bye Denne interviewartikel er en del af Hus Forbis serie Hende/ham vil jeg gerne møde, hvor Hus Forbisælgere interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med Hus Forbis redaktion. Bye Blackbird og On the Sunny Side of the Street. Klokken er 11.00, og her er endnu ingen værtshusgæster, men udenfor på gaden stopper folk og kigger ind ad vinduerne. Tiltrukket af den glade jazz. - Jeg er kendt for at spille temaet til Olsenbanden. Kan I det?, spørger Klarinetten. Det kan de. Og den lille kvartet giver den fuld gas i deres egen udgave af Bent Fabricius- Bjerres kendte nummer. Nu har Klarinetten og Six City Stompers fået en fin musikalsk fornemmelse af hinanden og kan roligt sætte sig ned og tale sammen. - Musikere, der spiller New Orleans-jazz, er ofte mellem 60 år og skindøde. Jeg har i ti år bedt til, at flere unge ville spille traditionel jazz. Nu er mine bønner endelig blevet hørt, siger Klarinetten til de fire musikere, der alle er omkring 30 år, og spørger: - Hvorfor spiller unge mennesker som jer den her type jazz? - Swingjazzen har en god og umiddelbar energi i sig. Det er musik, som giver fest i gaden, svarer Regin. - Og så er vi stort set alle sammen flasket op med jazzmusikere som Louis Armstrong, Dizzy Gillespie og Papa Bue. Min far er f.eks. arrangør af Riverboat Jazz Festivalen i Silkeborg, så jeg har altid hørt en masse jazz derhjemme, supplerer Mads, der ligesom resten af bandet er medlem af flere orkestre og bl.a. lever af at spille og undervise i musik. - Hvor ofte optræder I med Six City Stompers?, spørger Klarinetten. - Mest om sommeren. Til alle de store festivaler, bl.a. Copenhagen Jazz Festival, Riverboat Jazzfestival og på Femø, siger Mads og vil gerne vide, om Klarinetten også har deltaget i Femø Jazzfestival? - Jeg skal til Femø-festivalen for 18. gang i år. Det er også mit 30-års jubilæum, for jeg var af sted for første gang i Den jazzfestival er fantastisk. Men der er for få fede negere. Sidste år var der kun tre negere med. Det ville være skønt med flere af de originale musikere fra New Orleans, som er vokset op med jazzen, konstaterer Klarinetten. Alle ler. De er enige med Klarinetten: Flere fede negere til Femøfestivalen!. Musikken fylder meget i mit liv. Jeg tror på, at det er Helligånden, som spiller igennem os. Kort om Six City Stompers Lad os jamme i Nyhavn Six City Stompers er også nysgerrige efter at høre om Klarinettens musikalske baggrund. - Hvorfor valgte du klarinetten som dit hovedinstrument?, spørger Kasper. - Det blev jeg nærmest tvunget til. Jeg kom ind i Maribo Borgervæbning (ungdomsharmoniorkester, red.) i år gammel og de manglede en klarinettist. Så blev klarinetten mit instrument. Og det har jeg aldrig fortrudt, fortæller Klarinetten og tilføjer: - Da jeg første gang så en koncertoptagelse med Papa Bues Viking Jazzband i fjernsynet i 1970 erne, vidste jeg, at jazzen var den musik, der stod mit hjerte nærmest. Og gennem årene har jeg spillet på mange forskellige instrumenter, bl.a. mundharmonika, trompet, trækbasun og tuba. - Bruger du musikken til at holde dig oppe?, spørger Mads, der har set og hørt Klarinetten spille på gaden, bl.a. foran Superbrugsen på Halmtorvet. - Musikken fylder meget i mit liv. Jeg tror på, at det er Helligånden, som spiller igennem os. Jeg har været kristen siden 1985, og hvis det ikke var for troen, havde jeg ikke siddet her i dag. Så var jeg død for mange år siden af alkoholisme, fortæller Klarinetten, som nu er holdt helt op med at drikke alkohol. - Til gengæld ryger jeg lidt hash. Så spiller man også bedre. Men jeg savner nogen at spille sammen med. Da jeg boede på Sundholm (herberg for hjemløse, red.) i 1990 erne, fandt jeg et par guitarister og én på banjo. Vi spillede på Strøget næsten hver dag. Men vi blev opløst igen for nogle år siden, siger Klarinetten og spørger: - Hvornår skal jeg spille sammen med jer igen? - Når det bliver lidt varmere i vejret. Ja, lad os jamme sammen i Nyhavn til sommer, foreslår Mads og giver et andet tilbud, der kan indfries allerede her i foråret. - Vores nye cd er snart på gaden. Vi vil gerne komme ind og overrække dig den på Mændenes Hjem, hvis vi må? - Det lyder fedt, siger Klarinetten begejstret og udveksler telefonnumre med bandet. De tager afsked i døren til Hvide Lam. - Gud være med jer, råber Klarinetten efter musikerne, da de forsvinder ud i menneskemængden. lisbeth@rindholt.dk Six City Stompers er et traditionelt jazzband. Det blev dannet i 2004 og består af Mads Mathias (sax/vokal), Peter Marott (trompet), Peter Rosendal (flygelhorn/klaver), Regin Fuhlendorf (banjo/vokal), Kasper Tagel (bas) og Morten Ærø (trommer). Six City Stompers vandt Publikumsprisen i Europamesterskabet i tradjazz i Deres første album, Work Around the Rules, udkommer i april. Læs mere på: 12 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

8 Argentina Ikke kun Den argentinske hjemløseavis, Hecho en Bs. As., vægter især samfundsdebat og kulturstof. Ofte har avisen interviews med berømte musikere eller andre kunstnere. Sælgerne har også deres egen side og klummer, som er med til at give læseren et indblik i deres liv. kirkens opgave Omkring årtusindskiftet oplevede Argentina en voldsom økonomisk krise, og en ny form for solidaritet opstod hos den argentinske befolkning. Sydamerika var klar til sin første hjemløseavis. Af Søren Møberg, Buenos Aires Foto: Hecho en Bs. As. Hecho en Bs. As. er navnet på den argentinske hjemløseavis. Navnet kan nemmest oversættes til Made in Buenos Aires eller Skabt i Buenos Aires, men spiller også på nødvendigheden af en hjemløseavis, at avisen er et faktum; un hecho. Ideen til avisen opstod, da en kvinde ved navn Patricia Merkin i slutningen af 1990 erne lånte et par eksemplarer af den engelske hjemløseavis, The Big Issue, af en veninde, som var hjemvendt fra London. Kort efter begyndte Patricia Merkin at arbejde målrettet på at få skabt den første latinamerikanske hjemløseavis, og i dag er hun daglige leder af Hecho en Bs. As. - Argentina var omkring årtusindskiftet midt i en omfattende økonomisk krise, der havde taget fart op gennem 90 erne og fik sit absolutte klimaks i Derfor var det umuligt at skaffe offentlige tilskud til bladet i opstartsfasen, fortæller hun til Hus Forbi. Til gengæld lykkedes det hende at samle en lille gruppe af venner og bekendte, der var villige til at arbejde gratis for projektet. Efter flere udvekslinger med det Internationale Netværk af Gadeaviser, INSP, og folkene bag The Big Isssue kom det første økonomiske tilskud på kr. Pengene kom fra to engelske fonde med tilknytning til The Big Issue og skulle bruges på at producere eksemplarer af et gratis prøvenummer. Få dig et job På forsiden på det første blad stod der: Andá a laburar (få dig et job), mens man inde i bladet svarede: Esté es mi trabajo (dette er mit arbejde). For at være helt sikre på, at der også kom et blad nummer to, blev Patricia og hendes stab af frivillige dog enige om at droppe de engelske fondes ide om et gratis prøvenummer. Og i juni 2000 gik godt to håndfulde hjemløse sælgere på gaden for at sælge det første eksemplar af Hecho en Bs. As. Bladet kostede en pesos (svarede dengang til otte kr.), hvoraf 70 procent gik til sælgeren. Sergio Rotman, der arbejder som konsulent og vejleder for mindre virksomheder, blev kontaktet af Patricia tidligt i forløbet. Han husker stadig med et smil på læben, hvordan det første oplag kom på gaden: - Vi var et lille, intimt avishold samlet under Patricias gæve engagement. Vi havde ingen faste lokaler, skrev selv artiklerne sammen med enkelte freelancejournalister. Alle billederne var i sort/hvid, og uddelingen af aviserne skete fra en af de frivilliges bopæl. Sergio Rotman blev så betaget af Patricias iværksætterånd og professionelle omhu, at han også tog aktiv del i arbejdet med at lede efter mulige sælgere rundt om i byens parker og på pladser, hvor hjemløse holder til. Men i opstartsfasen virkede det svært at overbevise både kommende sælgere og potentielle læsere om, at den utraditionelle gadeavis havde et udviklingspotentiale og en fremtid, husker Sergio. Efter tre uger var de første eksemplarer imidlertid solgt, og man var klar til at sende blad nummer to i trykken med større optimisme. Der blev oprettet en telefonlinje, som sælgerne kunne ringe gratis til, hvis de havde brug for hjælp, havde brug for at få bragt aviser ud til et gadehjørne i Jeg glæder mig til den dag, hvor der ikke længere er behov for at lave en avis, der skaber debat og opmærksomhed om flere tusinde menneskers kamp for at overleve på gaden. den anden ende af byen, eller hvis de havde mødt en kammerat, som ønskede at prøve sælgerjobbet. I oktober 2000 fik avisen sine første primitive lokaler i en mindre toværelseslejlighed i det gamle San Telmo-kvarter. Lejligheden havde stået tom længe og var uden elektricitet og vand. Den fungerede både som avislager, distributionssted, kontor, mødelokale og socialt værested for sælgerne og bevirkede, at der blev skabt en fælles holdånd mellem stiftere, medarbejdere og sælgere. Mindre end et år efter debutnummeret i juni 2000 havde man udvidet månedssalget med til eksemplarer, der blev solgt af 70 sælgere. 14 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

9 Hecho en Bs. As. på egne ben Er uafhængig af politiske og religiøse tilhørsforhold, og modtager ikke driftstilskud. Enkelte lønninger er dog finansieret via legater, ligesom avisen af og til modtager beløb til øremærkede formål. Ud over en daglig leder har avisen seks deltidsansatte. Derudover er der tilknyttet knap 20 frivillige og en række freelanceskribenter. Salgsprisen på gaden er i dag tre pesos (fem kr.). 2,10 pesos (70 procent) går til sælgeren, hvilket er en høj procentsats i forhold til andre hjemløseaviser under INSP. Fordelingen af sælgere er p.t. 70 procent mænd og 30 procent kvinder fra 22 til 65 år. Der har været registrerede sælgere i avisens otte årige levetid. I øjeblikket har avisen ca. 200 sælgere, som dagligt tjener kr. En spørgeskemaundersøgelse blandt Hecho en Bs. As. sælgere fra viste, at: 89 procent betragtede sælgerjobbet som et rigtigt job. 62 procent brugte en del af fortjenesten på at forsørge familiemedlemmer. 29 sælgere var kommet videre i fast arbejde. 23 sælgere valgte at tage tilbage til deres hjemprovins for at søge en mere stabil tilværelse. 13 sælgere, der havde deltaget i kunstundervisningen i Puerto 21, udstillede værker på offentlige udstillinger. For fem år siden fik Hecho en Bs. As. foræret en ældre, nedslidt bygning i San Telmokvarteret. Huset kaldes Puerto 21 (Port 21) og er avisens omdrejningspunkt og socialt værested for sælgerne. Præsidenten måtte flygte I december 2001 slog Hecho en Bs. As. alle hidtidige salgsrekorder med knap solgte eksemplarer. Tankevækkende nok var det præcis samme måned som det argentinske samfund oplevede et historisk sammenbrud med en devaluering af pesoen til en fjerdedel på få uger, og hvor præsidenten De la Rua måtte flygte i en helikopter fra taget af præsidentpaladset efter en massiv folkeprotest. Hecho har aldrig siden solgt så mange aviser, og de månedlige salgstal ligger i dag på Tal, der kan virke små, når man tænker på størrelsen af Buenos Aires, hvor antallet af hjemløse er på ca , og i sammenligning med f.eks. Hus Forbi, der i de seneste år har haft salgstal på pr. måned. - Det økonomiske kollaps i 2001 berørte hovedparten af den argentinske befolkning og skabte en større udvandringsbølge, der først er blevet vendt de seneste år. Men midt i desillusionen trængte en ny form for solidaritet og social bevidsthed sig ind i den argentinske befolkning, fortæller Patricia Merkin og fortsætter: - En solidaritet og et strejf af social ansvarlighed, der stadig ses i visse områder i landets genopbygning, men, som visse samfundskritikere påpeger, allerede er ved at forsvinde igen i takt med den økonomiske genopretning. En forklaring kan være, at socialt arbejde blandt samfundets fattigste oftest er blevet set som en opgave for landets kirker, hvorfor der fra politisk side og hos befolkningen generelt har været en meget passiv holdning til disse problemer. Fik bygning foræret For fem år siden fik Hecho en Bs. As. foræret en ældre, nedslidt bygning i San Telmo-kvarteret. Huset kaldes Puerto 21 (Port 21) og har åbent to gange om ugen. Ud over en kop mate (argentinsk te-drik, red.), et brusebad, en samtale med frivillige hjælpere og en gratis frisør, kan sælgerne deltage i skolekurser, kreative værksteder og terapi. De kan også få vejledning i at håndtere sælger jobbet på gaden, ligesom de kan få advokathjælp til ansøgninger om medicin eller offentlig understøttelse. Avisen har tilmed i perioder haft en ordning med en lægebus, der kører ud og behandler gadens folk på forskellige pladser i byen. Selv om bladet i løbet af sin otte-årige levetid på den måde er knopskudt i mange retninger, drømmer Patricia Merkin alligevel om den dag, hvor avisen kan dreje nøglen om: - Jeg glæder mig til den dag, hvor der ikke længere er behov for at lave en avis, der skaber debat og opmærksomhed om flere tusinde menneskers kamp for at overleve på gaden. Men jeg ved godt, at selv om Argentina i dag oplever god økonomisk vækst kun få år efter en historisk økonomisk krise så er det nok utopi, siger hun. Fattige besætter huse Og efter fem år med huller i taget og fugt på væggene i Puerto 21 er lokalerne nu så småt ved at blive repareret. For Hecho, som et talerør og en hernu-løsningsmodel for hjemløse på vej mod nye mål, er højst sandsynlig un hecho et faktum i Buenos Aires gader i mange år endnu. syren-myberg@hotmail.com Sociale organisationer anslår, at ca ud af Buenos Aires 11 millioner indbyggere er hjemløse. Tæller man de primitive Villaområder (forstæder, red.) med, ligger det samlede antal mennesker med akutte boligproblemer på omkring en halv million. Økonomisk vækst, udenlandske investeringer og byfornyelsesprojekter har fået boligpriserne i Buenos Aires til at stige. Et nyt offentligt tilskud på 750 kr. om måneden til socialt udsatte, der kan udbetales i et halvt år, virker som en ringe trøst for mange. Og regeringen har ikke kunnet følge med, hvad angår nye boligsociale tiltag, så ophold på primitive familiehoteller oftest med delekøkken og ringe toiletforhold er en realitet for en voksende del af befolkningen. Mange er også begyndt at gribe til husbesættelser. Sidste år blev mennesker smidt ud af besatte huse, og antallet af husbesættelser forventes at blive fordoblet i år. 16 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

10 Gaden gjorde mig stærk Da Leifs datter bliver skudt, rammes han af en stor sorg, der sender ham ud på gaden og hjemløseherberger de næste 10 år. Samtidig får Leif erindringer om seksuelle overgreb fra hans barndom, som han hidtil har fortrængt. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen For 12 år siden rejser Leif kaldet Leif Kok til Ludvika i Dalarna for at fejre sin datters 18-års fødselsdag. Han skal overnatte et par dage hos sin ekskone, som fødselsdagsfesten bliver holdt hos. Leif er kok, og har gennem sit 44 år lange liv forpagtet adskillige restauranter, og laver derfor al maden til festen. Den efterfølgende aften tager hans datter på diskotek med nogle kammerater, men i stedet for at blive vækket af hendes nøgle i døren om natten er det politiet, der ringer på for at fortælle, at datteren er blevet skudt på et diskotek. En gæst, der tidligere på aftenen var blevet vist ud, kom rasende tilbage, gik amok, skød vildt omkring sig og ramte uheldigvis Leifs datter, som døde på stedet. - Jeg blev i Sverige i tre uger. Min ekskone blev indlagt på psykiatrisk afdeling, og jeg måtte klare alt det praktiske og lukkede helt af for mine følelser. Men da jeg tog toget hjem, gik jeg fuldstændig i sort. Jeg husker kun glimtvis ting fra de kommende dage, f.eks. at jeg vågnede op i Esbjerg på en bænk og bare ville drikke mig ihjel. På et tidspunkt møder jeg Skovtrolden, en landevejsridder, som tager mig under sine vinger. Vi går sammen på landevejen i et år, og derefter bliver jeg bybums, fortæller Leif. Bizarre erindringsbilleder Det bliver starten på ti år som hjemløs, hvor han rejser rundt mellem landets hjemløseherberger i alt 17 af slagsen fordi han har svært ved at være nogle steder særlig lang tid ad gangen. Det er en række år, hvor han har vanskeligt ved at sætte datoer på de forskellige begivenheder, for det hele løber sammen godt hjulpet på vej af et massivt alkoholmisbrug. Leif har altid haft svært ved kun at drikke fire øl på en festlig aften, men har tidligere mens han var i fast forhold kunnet holde sit misbrug nede på et par drukture om året af 14 dages varighed. Men da Leif bliver hjemløs, sker der noget med ham. Nogle bizarre erindringsbilleder dukker op i hans hoved, og efterhånden som han forstår deres betydning, forstår han pludselig også, hvorfor det hidtil har været næsten umuligt for ham at huske noget fra før 12-års alderen. - Tidligere troede jeg bare, at jeg havde drukket hjernen væk, men efter nogle måneder på gaden dukker der nogle meget stærke billeder frem i glimt, som jeg har svært ved at fortrænge. De kommer, når jeg sidder for mig selv om morgenen og endnu ikke er for fuld. Nogle underlige billeder med min far og en dobbeltseng, og jeg går fuldstændigt i panik. Alt, hvad jeg har troet på, var jo løgn. Vi fik tæsk, så det bragede i mit barndomshjem. Det kunne jeg godt huske. Jeg har et erindringsbillede af min far, hvor jeg står i bar røv ind over badekarret, og han står med sin store livrem. Jeg vender mig om, fordi det gør ondt, og jeg kan se, at han griner. Jeg får senere at vide i incestterapien, at der er fire typer mennesker, der begår overgreb. Han var så psykopaten, fortæller Leif. Han har aldrig været bevidst om, at han har været seksuelt misbrugt, og der skal altså gå 44 år af hans liv og en tur helt ned på gaden, før hans hukommelse åbner for de modbydelige erindringer. I avisen har Leif læst om Torah Centret i København, et center for seksuelt misbrugte, som han vælger at konsultere. - Jeg sidder tre timer med to terapeuter, vræler og kan slet ikke magte det. Tænker fuck dem og går. Men det dukker jo op igen. To år efter sidder jeg en dag fuld på Ladegården i Randers (et botilbud under KFUM s Sociale Arbejde, red.) og fortæller om mine tanker til en socialrådgiver, som hjælper mig ud Men da jeg tog toget hjem, gik jeg fuldstændig i sort. Jeg husker kun glimtvis ting fra de kommende dage, f.eks. at jeg vågnede op i Esbjerg på en bænk og bare ville drikke mig ihjel. på et værested, hvor de har specialiseret sig i incest. Her bor jeg så i syv måneder og er i terapi. Jeg er ikke nogen tøsedreng, men jeg har aldrig prøvet noget så hårdt. Der går et par måneder, før jeg begynder at snakke om selve overgrebene, men så kommer det hele også tilbage, fortæller Leif og fortsætter: - Det drejer sig om en periode fra jeg var seks til 12 år. Min mor var meget på sygehuset i den periode, og mens hun var det, blev min far flink, og min søster og jeg blev aet over håret og andre steder. Siden da er der aldrig nogen, der har måttet røre ved mit hår. I terapien kommer der både syn, lugt og smag tilbage. Jeg blev tør i halsen, fik halsbrand, blev bange og fik ondt i maven, præcis som dengang. Leif voksede op nær Næstved i en familie med en barsk baggrund. Leifs far var dansk frihedskæmper og kørte under Anden Verdenskrig sporvogn i Tyskland for at blande sig med de tyske soldater og samle oplysninger. Men han blev taget af tyskerne og sendt til Theresienstadt (koncentrationslejr, red.), hvor han mødte Leifs mor, der var russer og var blevet deporteret i en kreaturvogn til lejren for at arbejde. De arbejdede begge med jernbanespor, men flygtede sammen til Danmark to måneder før krigens afslutning, hvor de blev gift og fik to børn. Leifs mor kom sig aldrig over krigstraumerne, og gennem Leifs barndom var hun ofte på hospitalet af fysiske og psykiske årsager. - Alt det har selvfølgelig påvirket familien, men det undskylder ikke, at min far begik de overgreb, siger Leif. Terapien blev ikke afsluttet Da Leif har været i terapi i syv måneder bliver centeret, han bor på, lukket. Incestbehandlingen hører nu under distriktspsykiatrien. - Jeg var ikke færdig, de var jo kun ved at lukke mig sammen. Det var helt sort. Jeg bliver jaget på gaden som en åben bog, og så kører det hele igen. Når man har drukket så tæt, som jeg har gjort i alle de år, bliver man til sidst aldrig rigtig fuld. Der skal en øl til om dagen, for ikke at blive syg af abstinenser, men jeg var altid rimelig klar. Det var i den periode, jeg begyndte at sælge Hus Forbi, og så gjaldt det om ikke at være alt for fuld, hvis jeg skulle have kontakt til kunderne, fortæller Leif. I samme periode begyndte hans hjerte dog at svigte. Han ryger på hospitalet gange. En af de sidste gange fortæller en læge ham, at hvis han vil opleve den kommende juleaften, så skal han stoppe med at drikke nu! - Jeg beslutter mig for at holde op med at drikke på hjemløsedagen den 17. oktober Jeg kan huske, at jeg drikker bajere om morgenen for ikke at blive syg, og så køber jeg tre små flasker små grå. Da jeg har drukket dem og været inde på Rådhuspladsen (dagen markeres på Rådhuspladsen. red.) i en time, går jeg hjem. Siden da har jeg kun drukket sodavand med undtagelse af fem dage, hvor jeg faldet i, fortæller Leif. Kommer på hospitalet igen Kort før Leif stopper med at drikke, har han fået en lille et værelses lejlighed i Nordsjælland, og på mange måder begynder hans liv igen at tage form. Han sælger aviser for sig selv for at undgå alkohol fristelserne i samværet med gaderødderne, og kører frem og tilbage mellem sine salgssteder og sit nye hjem på en scooter, som han har sparet sammen til ved at sælge Hus Forbi. Men den 2. august 2007 bliver hele hans liv endnu engang vendt på hovedet. På vej hjem fra København mister han kontrollen over sin scooter, fordi en pige taber en plastikpose i hovedet på ham. Leif havner på hospitalet med et brækket lårben, et skinnebensbrud og en knæskal, der er delt i fem stykker. Hus Forbi interviewer ham til bladets bagside serie, mens han ligger på hospitalet og venter på at blive opereret. Efter seks uger kommer han hjem i sin lejlighed igen og er bange for at ryge tilbage i alkoholmisbruget. - Jeg sidder i min kørestol i min lejlighed og kan overhovedet ikke bevæge mig. Det er en rasende omgang. Bare dét, at jeg kun kan rykke Leifs liv har budt på mange hårde hændelser. Som barn var hans mor ofte på sygehuset, og i de perioder forgreb faren sig på ham. Og som voksen mistede Leif sin ene datter, hvorefter han gik fuldstændig i sort og levede de næste ti år som hjemløs alkoholiker rundt om i Danmark. 18 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

11 Leif er begyndt at genoptage kontakten til sine fire børn. Den yngste er 13 og den ældste 33. For nylig sendte hans 28-årige datter i Sverige ham billeder sig selv og af sine to børn. Datteren er forsanger i et svensk band. Foto: Colourbox En senfølge af incest kan være, at man ikke kan finde ro nogen steder, og derfor har behov for hele tiden at være på, vej eller på flugt. Og meget tyder på, at der er en sammenhæng mellem seksuelle overgreb i barndommen og hjemløshed. fra kørestolen til toiletstolen, er ved at drive mig til vanvid, fortæller Leif. Men frygten for at miste kontrollen over sin krop, hvis han drikker sig fuld, og dermed risikere at beskadige benet igen, holder Leif fra at begynde at drikke igen. - Jeg vil ikke opereres én gang til. Og så har jeg også nogle gode kontakter, som holder mig oppe. Hus Forbis fotograf, Holger Henriksen, og Hus Forbis administrator, Heidi Riel, kommer og besøger mig på sygehuset. Det samme gør gutterne fra gaden, der ganske vist er ret fulde ha, ha, ha og jeg får postkort fra mine stamkunder. Da jeg kommer hjem i min lejlighed, kommer Chopper, min ven fra gaden, som jeg er kommet kanon tæt på, en del hos mig. Min veninde Alice hjælper til uden hende var jeg helt sikkert kommet på plejehjem. Og så har jeg en hjemmehosser (kommunal kontaktperson, red.), Inge, som kommer hos mig to gange om ugen og hjælper mig med planlægning af mit liv. Hende er jeg også frygtelig glad for. Derudover bruger jeg min styrke fra gaden. For kan man overleve på gaden, bliver man meget stærk, fortæller Leif og tilføjer: - Jeg har sat mig nogle mål, og når jeg når et af dem, er det ligesom, når vandet løber ind over et sandslot på stranden, så opløser det sig selv, siger Leif. Et af Leifs mål er at få kontakt til sine børn igen. Hans yngste søn på 13, fra hans sidste ægteskab, har han talt med i telefon og sendt en julegave i år. Og han regner med, at de skal ses, når Leif kan smide sine krykker. Dagen før Hus Forbi interviewer ham i hans lejlighed, har Leif taget kontakt til sin 28-årige datter i Sverige, som er halvsøster til datteren, som blev skudt: - Jeg tog mig sammen og lagde en besked på hendes telefonsvarer. Og hun ringede tilbage med det samme, for hun elsker mig ligegyldigt hvad. Hun er sgu forsanger i et rimeligt kendt rockpunk-band i Sverige, The Spookshow. De var på Christiania og spille i sommer og skal på Europatur. Hun sendte mig nogle billeder over computeren af sig selv, mit barnebarn på syv år plus en knægt på 11 måneder. For jeg er blevet morfar én gang til. Det Jeg sidder tre timer med to terapeuter, vræler og kan slet ikke magte det. Tænker fuck dem og går. Men det dukker jo op igen. var så overvældende en fantastisk oplevelse at tale med hende og se billeder af hendes børn på min computer, fortæller han. Avisen slipper jeg aldrig Leif har været gift fem gange, så han har også to sønner på henholdsvis 33 og 31 år. Den yngste af dem har han kun set to gange, for Leif har indtryk af, at han blot har haft behov for at vide, hvem hans far er, men ikke ønsker et reelt venskab. Et andet mål for Leif er at starte på et computerkursus for begyndere på VUC, nu da han snart selv kan transportere sig hen til undervisningslokalerne. Han har nemlig fået nogle bidrag fra læsere af Hus Forbi som hjælp til en ny scooter. Benet er nu 60 procent mobilt, og om et halvt år regner han med, at han kan smide sine krykker helt. En gang om ugen tager Leif til banko i Nødebo, og så har han samlet kræfter til at gå i incest-terapi igen. - Det er først nu, efter jeg er helt ædru, at jeg har haft lyst til at lukke den rigtig. Jeg er startet på en klinik (for incestofre, red.) på Frederiksberg, der har specialiseret sig i mænd og det er rart. Det er ligesom en nærdødsoplevelse, hvor jeg sidder og kigger ned på de gamle oplevelser og arbejder med at tilgive det indre barn og få det dér liv, hvor det klukker i maven, fortæller Leif. Han vil gerne forsætte med at sælge aviser, indtil han får førtidspension. - Jeg kommer aldrig til at arbejde som kok mere det kan min psyke og fysik slet ikke klare. Målet er på sigt, at jeg kan stoppe med at sælge aviser, men Hus Forbi slipper jeg aldrig. Jeg vil gerne fortsætte med at holde foredrag om min livshistorie, som jeg også gør nu, og være praktisk gris ved forskellige hjemløsearrangementer. Men jeg kan ikke stå inde på gaden i København og sælge sammen med de andre gutter, der drikker øl, når jeg selv er helt ædru. Gutterne på gaden står mit hjerte nær. De har været der, da jeg var allermest nøgen, og er nogle af de bedste venner, man kan få. Når jeg bliver mere mobil, skal jeg også ind og sige goddag engang imellem. Men mit liv har forandret sig. Jeg er blevet meget mere ydmyg over for tilværelsen. Ved at få kontakt til min familie har jeg fået noget indhold tilbage. Jeg kan få tårer i øjnene og sådan lidt høfeber bare ved at tænke på min familie, ha, ha, ha, slutter Leif. Begge Leifs forældre er døde, og han fik aldrig konfronteret dem med minderne om overgrebene fra barndommen. Leif holder gerne foredrag om sit liv og kan kontaktes på leifbaran@ webspeed.dk Hus Forbi bragte et bagsideportræt af Leif i september Artiklen kan ses på Leif har ikke ønsket at få sit efternavn frem i artiklen. birgitte.hoegh@os.dk Incest kan føre til hjemløshed En af årsagerne til, at et menneske ender på gaden, kan være, at den pågældende har været udsat for seksuelle overgreb i sin barndom. Af Birgitte Ellemann Höegh Der er mange måder at reagere på i sit voksenliv, når man har været udsat for incest, og får man ikke bearbejdet de traumatiske overgreb, kan de have katastrofale følger. I nogle tilfælde fører overgrebene et menneske væk fra normaltilværelsen og ud på gaden, hvor man ikke længere behøver at stå til ansvar for andre, eller være afhængig af at stole på nogen. Sådan lyder det fra Thora Center i København, som er et af de steder, hvor man kan henvende sig anonymt for en uforpligtende samtale eller for at indlede et længerevarende incestterapiforløb, hvis man har været udsat for overgreb. - Generelt ender man på gaden, fordi tilværelsen har været hård ved én i perioder, og ens netværk er gået i opløsning. For dem, der har været udsat for incest, kan derouten gå meget stærkt. Den normale mekanisme i samfundet er, at man søger hjælp hos venner eller familie, hvis man har en krise, men incestofre har ofte kappet forbindelsen til familien og har ikke vedvarende bånd til venner, siger Erik Andreasen, cand. psyk. og rådgiver på Thora Center. Han har selv haft flere hjemløse i terapi, der har haft et stærkt behov for krisehjælp, fordi de har været udsat for incestovergreb i deres barndom. - De er blevet samlet op på gaden af en gadeplansmedarbejder, for det er nemlig meget svært at få kontakt til hjemløse, der har været udsat for incest de henvender sig absolut ikke selv. Derfor er det vigtigt, at der findes nogle dygtige socialarbejdere og socialrådgivere, som er vant til at tale med disse mennesker og kan komme ind på livet af dem personligt. Man skal være meget robust og vedholdende, for ellers forsvinder de incestramte meget hurtigt ud på gaden igen, siger Erik Andreasen. Bør døgnanbringes Det er Erik Andreasens fornemmelse, at der er rigtig mange mennesker, der lever på gaden med senfølger efter incest, og at de kunne have god brug for hjælp. Thora Center har desværre ikke ressourcer nok til at udføre opsøgende arbejde. - Når man starter i terapi på Thora Center, samarbejder vi med socialforvaltningen om at finde et krisecenter, hvor den misbrugte kan blive døgnanbragt under hele forløbet. Det kan være en hård proces at være i terapi, så det er vigtigt, at der bliver taget hånd om dem, mens terapien står på. Her nytter det ikke noget at skulle ud og overnatte på gaden, når man har været inde og lukke op for sine værste oplevelser hos en psykolog. Når terapiforløbet er slut, medvirker vi også til at få klienterne etableret i egen lejlighed, så de ikke falder tilbage på gaden igen og det er faktisk også lykkedes i nogle tilfælde, fortæller Erik Andreasen. Gaden føles mere tryg Lone Lyager, der er leder af Støttecenter mod Incest på Frederiksberg og er uddannet psykoterapeut og socialrådgiver, har også haft flere hjemløse incestklienter i sin praksis. - Hvis man er blevet misbrugt i sit hjem, som er det sted, vi andre normalt tager hen, når vi har det dårligt, så sker det modsatte for incestofre, der faktisk kan opleve hjemmet som det sted, der aktiverer følelsen af utryghed. Derfor foretrækker de at opholde sig på gaden. Mange er nemlig ramt af posttraumatisk stress og har udviklet nogle undvigelsesreaktioner, så de bevidst forsøger at undgå at komme i kontakt med følelser og erindringer fra dengang, de blev misbrugt. Derfor kan de ikke finde ro nogen steder og har behov for hele tiden at være på vej eller på flugt, siger Lone Lyager. Der er i Danmark endnu ikke udarbejdet statistiske undersøgelser, der kobler hjemløshed sammen med incest. Servicestyrelsen under Velfærdsministeriet, der udarbejder årsstatistikker om senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, Her kan man få hjælp mener, at der kan være en sammenhæng mellem seksuelle overgreb i barndommen og hjemløshed. - Jeg forestiller mig, at man i gruppen af hjemløse vil finde en overrepræsentation af mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen sammenholdt med den generelle befolkning men vil dog pointere, at man deraf ikke kan udlede, at dét at blive udsat for seksuelle overgreb i barndommen nødvendigvis fører til hjemløshed, siger Luise Moustgaard Frandsen, der til daglig arbejder med problemstillingen senfølger efter seksuelle overgreb i Servicestyrelsen. birgitte.hoegh@os.dk Servicestyrelsen udgav i 2007 en håndbog om de 20 centre, der behandler senfølger efter seksuelle overgreb. Bogen kan skaffes via eller tlf.: Se også mere på eller 20 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

12 Nogle fattigbesøg før jul Af Herman Bang, Bragt første gang i Nationaltidende den 19. december 1880 Vi gik over en gammel svalegang, gulvet var skrøbeligt, og brædderne gyngede under os. Vi måtte bøje hovederne og halvvejs kravle. På noget gammelt sejlgarn var der hængt nogle grå klude til tørre, som spærrede passagen. Fra begge sidelængers vinduer stirrede bag de skidne ruder kvindeog børneansigter ud på os med dette halvt sky, halvt grådige blik, med hvilket elendigheden ser på én, og som havde forfulgt os på hele denne forfærdelige vandring. - De vasker til jul, sagde politimanden og bøjede sig ind under nogle sammenflikkede pjalter, man her ville kalde et skørt. Vi faldt ned ad et par trin i mørket. Trappen var en besynderlig stige, der gik ud og ind med slidte, klæbrige trin. På hver afsats var der en stolpe, grå og fugtig som næsten alt i disse huse men intet gelænder. - Her må være svært at gå op, når de er fulde, sagde H, den tredje i selskabet. Politimanden bemærkede tørt: - Derfor falder de også ned. *** Vi bankede på i stuen, ingen svarede. Politimanden tog i døren, åbnede den. Det var køkkenet, vi kom ind i. Et lille rum med et forladt ildsted. Man undredes over, at det kunne være så tilrøget og på samme tid så forladt. På et bord under et beskidt vindue var vådt snavs blevet tørt og lå nu over brædderne som grå skimmelsvamp. På hylden over køkkendøren stod to urtepotter. H åbnede skabet under bordet. Jeg ved ikke, om den masse, han tog frem, muligvis har været et af fattigvæsenets brød. Ellers intet. Hvordan skal jeg beskrive kulden i dette rum? Hvordan beskriver man barheden, tomheden? Det var sultens tilberedningssted, dette rum. Bagved lå stuen. Opstil fire vægge, hvis nøgenhed er kold og beskidt, læg i fantasien et gulv så snavset som bordet i køkkenet. Fyld et rum, hvis loft er revnet, så det To nøgne børn væltede sig rundt i den kasse, som om natten rummede disse fire: Konen, hendes logerende og hendes to børnebørn man tvinger sig til at se det, man vægrer sig ved at fortælle det. regner ned, med fattiglugtens stinkende fugtighed, så vil du vide, hvordan dette værelse så ud. I et hjørne stod en seng med nogle bylter af klude, en grå, farveløs masse, pjalter af noget, som engang har været tæpper og klædningsstykker; på gulvet to stole, rørstole med gennembrudte sæder. På en knage ved døren hang et skørt. Pantelåneren ville have givet det tilbage med et hovedrystende smil. Men det var vel derfor, det hang der. Således så her ud: På gulvet lå indpakket i et gråt sjal det yngste barn. To andre krøb skrålende sammen bag døren. Jeg ved ikke, om de skjulte sig, fordi de var nøgne, men det gjorde de næppe, for de vidste vel dårligt, hvad det vil sige at have tøj på. Politimanden trak det ene barn frem. Det var skrækkelig magert, denne rystende magerhed hos børn, der sulter. Kinderne indfaldne, blålige. Øjnene store, liggende inde i hovedet, sløve. Blikket var ængstet og ældre end deres år. Sult giver børn en egen gammelklogskab i udtrykket. Og skindet bronzegult hos dem alle var som trukket ud over de tynde knogler og dækket med sår. Der var sår på ben og arme og væmmelige, opbrudte sår om næsen. - Sult, sagde politimanden: De sulter. - Jeg vidste ikke, det så sådan ud, sagde jeg. Og der må have været en gysen i min stemme, for politimanden så op. - Disse er de lykkeligste, sagde han. Han slap barnets arm og vendte sig for at gå. Vi stod allerede ude på gangen. - Godt, det ikke er mig, som skal skrive om det, sagde han. - Hvorfor? - De ord står ikke hos Molbech (ordbog fra 1859, red.), sagde han. Der hang et reb ned fra loftet. Værtens menneskekærlighed havde fået ham til at hænge det op for at redde livet på dem, som betalte 10 kroner om måneden for kvistetagen, og som skulle op ad denne stige. Trinene gyngede lidt. Der var helt mørkt deroppe. Politimanden ragede lidt. Stødte på noget træ, bankede på. Indefra hørte man en grynten. Så åbnede vi en dør af nogle sammenslåede brædder og kom ind. Jeg fór lidt tilbage. - Behøver vi at gå ind? spurgte jeg. Det var luften, som jog mig tilbage. Man smagte denne væmmelighed. Det var en stank af syges uddunstninger, af fordærvet føde, af snavs. Man måtte være født i denne luft for at kunne ånde den. Når man havde vænnet sig til mørket, så man i skumringen et bord med en uendelighed af skår, ituslåede urtepotter, ubestemmelige stumper, og i alle disse skår lå halvrådne levninger af nødens måltider. Det var disse levninger, som stank. *** Herman Joachim Bang blev født den 20. april 1857 og døde den 29. januar Han var enormt produktiv både som forfatter og journalist. Som forfatter er han for eftertiden mest kendt for novellen Ved Vejen (1886) og romanen Tine (1889). Foto: Scanpix Et halvvoksent menneske lå midt på gulvet ligesom Job (bibelsk karakter, red.). Han var en enkes eneste søn og idiot. Han fik noget af idiotens sanktvejtsdans-bevægelser (muskeltrækninger med grimasser, red.), da han så os. Han rejste sig halvt og talte utydeligt, lallende som en dranker, der ikke kan få mundvigende rigtig op. Alt, hvad han havde over sig, var et gammelt skørt. Idioten blev ved med at grine mumlende og ravede og rodede rundt imellem skårene på gulvet. Det var, som om elendigheden havde taget en skrækkelig sprællemands skikkelse og gjorde grimasser ad sig selv Vi ville ikke se mere i dette hus, ville ikke. - Lidt endnu, sagde politimanden. *** Mens vi gik hen ad gaden, fortalte vores fører politihistorier, der var mange morsomme blandt dem. De passede til vores stemning som dårlige vittigheder til en begravelsesmiddag. - Det her er naturligvis bunden af samfundet, sagde han og tilføjede: - Men det gode ved denne del af befolkningen er, at den er så stabil, at vi kender den gennem generationer det letter arbejdet. *** På kvisten ville de ikke lukke os ind. De blev ved at klynke indenfor. Til sidst kom konen ud. Hun holdt sammen på en hullet nattrøje med hænderne. Skørtet skrævede over maven. Hun lallede allerede på morgenstunden, og hendes forsikringer om, at der ikke var rent, druknede i fuldskabens vrøvlende grædefærdighed. Hun tørrede tårer fra de rindende øjne af med nogle ophovnede fingre. Drankerens svedige bulenhed havde oppustet dette ådsel. - Vi skal se på taget, sagde vores fører, politimanden, og til sidst slap vi ind. Den logerende sad på en skammel i krogen under tagvinduet og rokkede idiotisk med åben mund, hvis læber var sårbesatte som alt andet i dette skrækkelige hus. To nøgne børn væltede sig rundt i den kasse, som om natten rummede disse fire: Konen, hendes logerende og hendes to børnebørn man tvinger sig til at se det, man vægrer sig ved at fortælle det. Det var luften, som jog mig tilbage. Man smagte denne væmmelighed. Det var en stank af syges uddunstninger, af fordærvet føde, af snavs. Man måtte være født i denne luft for at kunne ånde den. Tilsvarende minder får ikke ord, rædslen ved erindringen lammer pennen i ens hånd. - De børn lever af brændevin, sagde politimanden. De sad på hug i sengen, blåfrosne, og stirrede på os. Således flovt og misundelig stirrer kun sulten. Hvad dette blik misunder os, er ikke klæder, ikke lykke, kun kødet på vores krop. *** Overalt var der vugger, selv i det nøgneste hjem, overalt var der børn. Hjælpeløs elendig nøgenhed havde født dem til elendighed. *** - Mest ondt gør det mig for de stakkels pigebørn. For dem går det som regel kun én vej, sagde vores fører. - Men så får de da i det mindste brødet, mente H. - Ja, politimanden tøvede lidt og fortsatte så: - I alt fald for en tid. - Ja, og så kommer de på Ladegården (fattiggård, red.) og det må da også være en velsignelse. Politimanden svarede først ikke. - Men hjælpe her, det kan man ikke, sagde han så. - Tag børnene fra dem, sagde jeg. Han rystede på hovedet: Ja, sagde han så: Hvis man kunne. *** Hvor vi end kom hen, bad man os om brød, i det mindste bare til børnene. - Juleaften, sagde vores fører overalt og uddelte med rund hånd spisebilletter for Fattige børns juleglæde. Lad dem da blive mætte denne ene dag, disse tusinder, som ellers sulter. Lad os alle, som kan, sende et bidrag. - Ser de, sagde politimanden, her kan man skabe lykke med en skål risengrød. Det kan man ikke alle vegne. Nej ikke alle vegne. Hus Forbi har oversat Herman Bangs reportage til nudansk og forkortet den ved at tage afsnit ud (markeret med tre stjerner ***). 22 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

13 Det var damerne i det bedre borgerskab, der var målgruppen for Herman Bangs sociale reportager. Foto: Polfoto/Holger Damgaard Den dansk-amerikanske fotograf har taget dette billede af en fattig familie i 1880 erne. Billedet er taget i New York, men kunne lige så godt være taget på Christianshavn eller i Borgergader/Adelgadekvarteret i København. Foto: Scanpix/Jacob Riis Bang og borgerskabet København omkring 1880 Som journalist slog Herman Bang sit navn fast i Nationaltidende. Han var ikke mændenes kop te, men vandt genhør hos kvinderne i det bedre borgerskab blandt andet med sine sociale reportager. Af Peter Kyhl Olesen Ved siden af sit forfatterskab havde Herman Bang en lang karriere som journalist, hvor han både mestrede at være reporter, anmelder, litteraturformidler og modeskribent. Bang var ansat på flere aviser, men det var på Nationaltidende i perioden , at han for alvor slog sit navn som journalist fast. På grund af sin ekshibitionisme, excentricitet og ikke mindst sine homoseksuelle tilbøjeligheder, blev Herman Bang af den toneangivende maskuline omverden betragtet som en outsider. De fleste af tidens forfattere, mest markant Georg Brandes og Johannes V. Jensen, forsømte således ingen lejlighed til i skrift og tale at håne ham. Aviserne trykte nedladende karikaturtegninger. Bang reagerede ved af to omgange at rejse væk fra Danmark; til Frankrig i 1893 og til Berlin i Bang pirrede forfængeligheden Hvad Herman Bang ikke formåede hos mændene at blive accepteret lykkedes hos deres koner. Igennem sine skriverier appellerede han ofte til det bedre borgerskabs kvinder, hvis forfængelighed blev pirret af, at Bang i nogle af sine artikler indledte med ord som Kære Frue. Da Herman Bang fik til opgave at beskrive de sociale forhold for samfundets allerfattigste, var han godt klar over en ting: Hvis han nogensinde skulle gøre sig forhåbninger om, at de rige fruer ville læse, forholde sig til og måske endda føle sympati for mennesker, hvis levevilkår lå så langt fra dem som overhovedet muligt, kunne det ikke nytte noget at agitere. Det var ellers tidens tendens, men i det pågældende tilfælde ville det blot have betydet lukkede øjne og ligegyldighed. Derfor var hans mål udelukkende at beskrive sandheden, som han så den uden løftede pegefingre. I sine reportager fra samfundets bund formåede han at gøre sine observationer uhyggeligt levende igennem brugen af beskrivelser, en fortæller og replikker. Dette var uden tvivl med til at gøre nøden, fordærvet, elendigheden og stanken mere nærværende helt op i fruernes stuer. Igennem Herman Bangs nøgterne reportager fik de øjnene op for, at der fandtes en helt anden verden et sted tæt på. acpo@hotmail.com Der boede indbyggere i København omkring procent af disse tjente mere end en faglært arbejder. De var enten velhavende eller levede i jævn velstand procent klarede sig selv, men tjente højst så meget som en faglært arbejder. Mange tjente mindre. Det gav råd til de basale fornødenheder, men ikke til at spare op til arbejdsløshedsperioder eller sygdom. Omkring 16 procent af københavnerne kunne i løbet af et år ikke klare sig selv og måtte på midlertidig fattighjælp, fordi de ikke havde penge til husleje, mad, lægehjælp og medicin. En tredjedel af disse var så syge eller svage, at de var på varig hjælp. Resten kom til at klare sig selv igen. Fattighjælpen var en ret, men når man modtog den, mistede man stemmeretten og forældremyndigheden over sine børn. Begge rettigheder kunne genvindes, hvis fattighjælpen blev eftergivet eller tilbagebetalt. Når forældre mistede forældremyndigheden over børn, skulle fattigvæsenet holde opsyn med, hvordan de opdragede børnene og kunne uden videre beslutte at tvangsfjerne børnene. Blandt de fattigste kvarterer i København var Borgergade/Adelgade-kvarteret og Christianshavn. Kilde: Historiker, dr.phil. Anne Løkke, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. Læs mere i bogen Drømmen om Tryghed af Ole Feldbæk, Anne Løkke, Steen Leth Jeppesen, Gads Forlag Foto: Polfoto/Holger Damgaard En baggård på Christianshavn, der var et af de fattigste kvarterer i København i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. 24 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

14 X-ord af Anne Jensen tidligere hjemløs Vorherres køkkenhave Foto: Colourbox Send løsningen på X-ORD senest den 31. maj. Blandt de rigtige løsninger trækkes lod om et boggavekort til en værdi af 500 kr. Vinderen får direkte besked pr. post. Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert eller på et postkort og sendes til: Hus Forbi Tornebuskegade 1, København K Vinder af boggavekort Mindeparken I tankerne går jeg en tur i mindeparken Blomsterne hvisker i mine hænder Indsendt af Kirsten Elgaard, Århus N. nr. 71 Metteliv Mertz, Holmbladsgade 7, 4 tv., 2300 Kbh. S Hus Forbi modtager meget gerne korte digte. Er du inspireret eller har et liggende i skuffen, så send det til os, gerne på mail: redaktion@husforbi.dk eller med posten: Hus Forbi, Tornebuskegade 1, 2., 1131 Kbh. K Maj et er så dragende og D så stort at opleve overgangen fra nat til dag, mens småskyerne i horisonten langsomt farves røde og orange af den endnu ikke synlige sol. Maj er afrundingen på et sælsomt forår, hvor alt synes at have startet for tidligt og dog for os utålmodige mennesker for sent, men hvorom alting er, så er maj kåret som den sidste forårsmåned, hvor nattergalen den 12. maj synger farvel til foråret og byder forsommeren velkommen i Vorherres køkkenhave. Jeg slår mig ned på solsiden af et levende hegn og får fyr på mit stormkøkken og stopper min pibe, stadig med nattens kølighed siddende i kroppen. Vandet koger og det brune pulver forvandles til en nogenlunde drikkelig substans, mens min pibe blander sig i mængden af forurenere. Jeg er lykkelig som en ål i mudder. Snitter en vitaminbombe Dette hegn er min yndling. Her er bl.a. birk, skovabild, hyld, mirabelle og i bunden brombær, hindbær og skovjordbær. Selv om det er tidligt i maj, er træerne sprunget ud, og vinden giver de spæde, jomfruelige blade liv. Det er netop de spæde blade, jeg skal høste, for de indeholder kraft, og det er dem, jeg tørrer til urte-te. Når jeg kommer hjem, tager jeg en god håndfuld friske birkeblade, skyller dem og blander dem med snittede unge blade af mælkebøtte, skvalderkål og kodriver. For at give denne vitaminbombe en fornuftig smag blander jeg en håndfuld rosiner og saften fra en halv grapefrugt i og lader salaten hvile ti minutter. Velbekomme. Mosegrisen er den største Vorherre dukker op og peger mod vådområdet på den anden side af engen, hvilket er fint for mig, da det er nærmere end de fjerntliggende skove. Da vi nærmer os vådområdet, undres jeg over noget, der ligner muldvarpeskud, men ingen muldvarp med respekt for sig selv ville slå sig ned her. Det er mosegrisen, forklarer Vorherre, der hygger sig i området. Den er fædrelandets største mus, der i modsætning til rotten er 100 procent vegetar og udmærker sig ved til haveejeres store fortrydelse at æde grøntsager og andre planter ved at trække dem ned i sine underjordiske gange. Mens vi hygger os over de falske muldvarpeskud og baner os vej gennem pilekrattet, øjner vi sivskoven. Atter er vi ved et spændende område i køkkenhaven. De første planter, jeg genkender, er angelik (engleurt/ kvan), mjødurt og vandmynte. Lav en vikinge slikkepind Kvanen, som vikingerne bragte til Danmark fra Island, Færøerne og Grønland, kan man sylte eller kandisere. De hule bladstængler kan fyldes med honning eller sukker, og dermed har man fremstillet den slags slikkepinde, som glædede vikingebørnene og nu kan glæde vores unger. Maj er afrundingen på et sælsomt forår, hvor alt synes at have startet for tidligt og dog for os utålmodige mennesker for sent. Mjødurten er på begynderstadiet, så også her er det de unge blade, jeg høster for at tørre. De knuste tørrede blade giver en vidunderlig, velsmagende og stærk urtete. Senere på året, hvor jeg vender tilbage, høster jeg blomsterstanden, som jeg lader trække i henholdsvis eddike og olie og bruger i madlavningen. Hvis man tørrer blomsterstandene, knuser dem og drysser dem ud på overfladen af en skål med dårlig, billig rødvin og lader den stå i køleskabet et døgns tid, ja, så har man den fineste bourgogne at byde sine gæster. Vandmynten er fin og stor, og med det samme tager jeg et par blade i munden pragtfuldt! Som alle de øvrige mynter i Vorherres køkkenhave er de værdifulde i køkkenet. Bladene kan tørres og bruges som te. De friske blade kan bruges i saucer eller som drys over lammestegen. Man får en god tørstslukker, hvis man finthakker en god håndfuld mynteblade og blander dem op i en skål med en kop sukker, fire deciliter ananassaft, samt saften af fire citroner, hvorefter skålen placeres i køleskabet i fem-seks timer. Så er det blot at si indholdet og tilføre nogle isterninger. Men ak, ja, selv dagene i maj får ende. Vorherre og jeg følges ad op til hegnet, hvor vi betragter et slimspor i hvis ende en vinbjergsnegl drøner af sted. Del glæden med os, og tag herud. Foto: Niels Nyholm steenviggo@galnet.dk Af Steen Viggo, tidligere hjemløs og udeligger 26 hus forbi nr. 73 maj 2008 hus forbi nr. 73 maj

15 Tre spørgsmål til Harley Rasmussen, 44 år og Hus Forbisælger Hvad tænker du over i øjeblikket? - At jeg snart skal i Statsamtet og kæmpe om retten til at se min lille datter. Jeg er ikke ude på, at hun ikke skal have en mor, men hun har lige så meget brug for en far og så er hun jordens dejligste tøs. Hvad fik du at spise i går? - Lige nøjagtigt to toast hos Kirkens Korshær. Jeg laver ikke så meget mad derhjemme, da mit værelse er noget lort. Hvad drømmer du om? - At få lov at se min datter, få en lejlighed og en lille butik, hvor jeg kan sælge gamle ting og sager. Af Birgitte Ellemann Höegh Foto: Holger Henriksen Gaden giver mig ro Historier fra gaden Harley bruger gaden til at sælge aviser, fotografere og få styr på sit temperament, der har godt af lange gåture. Der er indkaldt til møde for Hus Forbis sælgere i Hjemløsehuset på Nørrebro, og omkring 30 sælgere er mødt op. Mest mænd i alderen år. Mange af dem kender hinanden fra gaden, og før mødet går i gang sidder de i kantinen og snakker livligt, mens de spiser dagens ret, chili con carne. Hjemløsehuset har samme dag engageret en frisør, en lille, smilende mørkhåret dame, der klipper dem, som trænger. En af de fremmødte er 44-årige Harley Rasmussen, som Hus Forbis udsendte når at tale med over en gang chili con carne, inden sælgermødet begynder. Harley har solgt Hus Forbi, siden han i efteråret 2007 gik fra sin kæreste og blev boligløs. Fra første december har han dog haft adresse på et lille værelse i Nordvestkvarteret i København. - Ja, jeg kalder det altså for en jordhule, for det er lillebitte og bestemt ikke særlig lækkert. Derfor sover jeg også altid hos min nye kæreste i weekenden og bruger det mest til opmagasinering af ting, fortæller Harley. Det gælder blandt andet møbler, porcelæn og legetøj. For Harley er lidt af en klunser, og alt, hvad han kan finde rundt omkring af interessante objekter, kommer hjem på værelset. - Jeg er fascineret af gamle ting og skal også til at arbejde frivilligt en dag om ugen hos Svalerne (U-landsforening, der står bag genbrugsbutikker og loppemarkeder, red.) på Nattergalevej, og så har jeg altid godt kunnet tænke mig at få en lille forretning, hvor jeg kan sælge mine gamle ting, siger Harley Men lige nu går hverdagen med at sælge Hus Forbi på Frederiksborgvej i København, og når han trænger til en pause, lægger han vejen forbi Hjemløsehuset eller Kirkens Korshærs kontaktcenter på Birkedommervej. - Det er begge dejlige steder, hvor der arbejder nogle søde mennesker, og hvor jeg kan købe mine aviser og få en kop kaffe. Avisen giver mig noget at gøre om dagen, og pengene er gode til mad og personlig hygiejne, fortæller han. I fængsel for mord Harley har mange tatoveringer. De fylder hans hænder, arme og ryg, og på hver side af halsen har han med sirlige krøllede bogstaver fået tatoveret navnene på to kvinder i hans liv, som i dag er kommet på afstand af forskellige årsager. Den ene kvinde er hans datter i Sverige, som i dag er 18 år, men som han ikke har set siden, hun var ni. I 1999 fik han nemlig en fængselsstraf på otte år plus 15 års udvisning fra Sverige for et mord. Harley sad det første år i fængsel i Sverige og blev derefter flyttet til Danmark. Det andet kvindenavn på hans hals skal snart fjernes. Det er navnet på moren til hans syv måneder gamle datter, som han desværre heller ikke ser i øjeblikket. To uger efter hun blev født, gik Harley nemlig fra hendes mor. Til gengæld har han planer om, at datterens navn skal tatoveres hen over den ene håndryg. - Lige efter jeg kom ud af fængslet, var det ellers rigtigt fedt. Det var dejligt at se min kæreste blive stor og rund, men så fandt jeg ud af, at hun havde været sammen med andre mænd, og det stod jeg ikke model til. Efter bruddet så jeg i starten min datter, men så gik det hele galt mellem os, og derfor har jeg ikke set hende siden den 26. januar i år. Så nu skal vi desværre i Statsamtet. Rejste fra kriminaliteten I begyndelsen af 90 erne flyttede Harley til Sverige, hvor han boede i ti år og blandt andet arbejdede med voksne udviklingshæmmede. - Jeg flyttede derover, fordi jeg var kriminel i Danmark, og gerne ville væk fra det hele, og så havde jeg også gjort en svensk kvinde gravid. Men efter ni år i Sverige mødte jeg en mand på et værtshus, som jeg var så dum at tage med hjem. Han truede mig med en kniv, og så gik det lige pludselig meget hurtigt. Jeg har fået drabet bearbejdet og har det fint nok med det i dag. Han bad selv om det. Og hvis jeg ikke havde taget ham, så havde han taget mig. Men de otte år i fængsel gjorde ondt på sjælen. Jeg blev psykisk syg, og de proppede Lige efter jeg kom ud af fængslet, var det ellers rigtigt fedt. Det var dejligt at se min kæreste blive stor og rund, men så fandt jeg ud af, at hun havde været sammen med andre mænd. mig med medicin, så jeg følte mig som et forsøgsdyr, siger Harley. I dag får han stadig medicin for at kontrollere sit temperament, og så hjælper det at være på gaden og sælge aviser. - Der er mange søde mennesker, som køber aviser af mig, og så giver det mig indre ro at gå meget. Jeg får ilt til hjernen, og det dæmper mig. Derudover er jeg vild med at fotografere blandt andet i Dyrehaven og på Christiania. Jeg kan også godt lide at fotografere gamle bygninger, gavlmalerier, biler og motorcykler. Billederne forsøger jeg at lægge til side, så mine børn også kan få nogle af dem og på den måde følge med i mit liv, fortæller Harley. birgitte.hoegh@os.dk 28 hus forbi nr. 73 maj 2008