Recovery fortalt gennem livshistorier

Transkript

1 fra TRAUME til RECOVERY Recovery fortalt gennem livshistorier ALICIA: Alt dette er sket, fordi jeg tog et valg! Jeg er en pige på 27 år. Jeg blev indlagt første gang i De følgende 6 år tilbragte jeg næsten al min tid på hospitalsafdelinger. Jeg fik ret hurtigt diagnosen paranoid-skizofren. Det slog mig meget hårdt. Dels har man så mange fordomme om skizofreni, og dels sagde de til mig, at jeg altid ville have diagnosen, og at jeg sikkert skulle tage medicin resten af mit liv. Tilkendt førtidspension Jeg fik efter et år pension. Det var et hårdt slag for mig. Jeg tænkte.. er det det? 21 år og så er jeg pensionist. Men jeg lærte at affinde mig med tanken. Som årene gik i systemet, blev jeg afklaret med tanken om, at jeg var psykisk syg og ville altid være det. Det havde psykiaterne fortalt mig til samtalerne, og jeg affandt mig med tanken om, at jeg aldrig ville få et normalt liv med en uddannelse og et rigtigt arbejde. SÅ jeg søgte og modtog højeste førtidspension. Det fik jeg på det grundlag, at jeg var 100 % uarbejdsdygtig og aldrig ville kunne tage en uddannelse eller have et normalt job. I alle de år, jeg røg ind og ud af hospitalerne, boede jeg på forskellige steder sammen med andre psykisk syge. Men det kunne jeg slet ikke klare. Jeg blev for påvirket af de andre. Så sidste år besluttede jeg mig for at flytte hjem til min mor. Det blev det første vendepunkt. Jeg kom væk fra det psykisk syge miljø. Mødet med en recovered! Jeg har en moster som er uddannet psykoterapeut. Hun havde en dag været hjemme og besøge Mette, som hun havde taget uddannelsen sammen med, her havde hun mødt en af Mettes tidligere klienter. Denne konkrete klient havde også været mange år i systemet, men var nu kommet helt ud af det psykiatriske system. Hun havde nu et helt normalt liv uden psykiske symptomer, og tilmed også gennemgået en videregående uddannelse og havde nu et almindeligt job. Min moster havde fået nummeret til hende, fordi hun havde en selvhjælpsgruppe for stemmehørere. Det gik jeg lidt og tænkte over. SÅ ringede jeg til hende. Hun kom hjem til mig og snakkede med mig. Det var en øjenåbnende samtale for mig. Hvor jeg i 6 år havde fået tudet ørene fulde af negative ting, som at det at være psykisk syg ikke kunne være anderledes, sad der her en pige, som havde prøvet det samme som mig, og som rent faktisk var kommet ud af det igen. Det satte tanken i gang i mig at måske...!!! Jeg startede i hendes gruppe. Min recovery-proces starter Samtidig med det, ringede jeg til min mosters studiekammerat Mette. Hun fortalte mig lidt om hendes terapiform. Og det lød enormt spændende. Vi lavede en aftale, idet hun var i København 1 gang om måneden, og her ville jeg kunne starte min recovery-proces op. SÅ begyndte der at ske gode ting. Jeg begyndte at arbejde med mig selv. Jeg fandt ud af, at psykisk sygdom ikke kun behøver at blive betragtet ud fra at være en fysisk defekt oppe i hjernen. Det er nogle symptomer, der bliver udløst af nogle oplevelser. Og ved at arbejde med de oplevelser kan man arbejde på at kontrollere og mindske symptomerne. Jeg kom hos Mette én gang om måneden, og som hver gang varede ca. 2 timer. Dette skete over ca. 1 års tid, hvor jeg fik terapi.

2 Vi startede med, at jeg lagde mig ned på Mettes briks og lukkede mine øjne. Så guidede Mette mig nænsomt og roligt ind i en tilstand af afslappelse og ro, så jeg kunne slippe alle de bekymringer, tanker og stress, som ellers normalt huserede i mit hoved og indre. Derefter begyndte vi at gå på opdagelse i mit indre. Jeg fik åbnet døre ind til minder og følelser, som ellers havde været lukket i mange år. Sammen med Mette kiggede vi på gamle ting, hændelser og følelser. Jeg kunne altid mærke, føle og høre Mette ved min side med hendes rolige og blide væsen, som stillede mig spørgsmål, og fik mig til at undre mig, fik mig til at se på tingene fra andre vinkler og ikke mindst og absolut lige så vigtigt kunne jeg mærke, at det var ok, at tage den tid det tog, og at det var helt ok at være i en følelse, som måske var svært at rumme, hele tiden kunne jeg mærke og føle, at uanset hvad vi snakkede om, og hvad jeg gennemlevede, kunne Mette rumme mig, og det gav mig et rum, hvor jeg følte mig: sikker, ked af det, trist, bange, rolig - alle disse mange følelser, som jeg havde holdt inde i mit liv og i frygt for ikke at blive modtaget, accepteret og holdt af. Det, at vide at Mette var der og følelsen af, at hun ikke ville tænke anderledes om mig uanset, hvordan jeg reagerede, gav mig et frirum til at give slip og turde at mærke efter. Kontrollere symptomer - uden medicin Vi arbejder også meget med min egen selvopfattelse. For det handler også om, hvordan man opfatter sig selv. Jeg er kommet så langt i min recovery-proces, at jeg nu ikke behøver at koncentrere mig om det psykiatriske system. Jeg tager ikke medicin mere. Jeg tror ikke på, at det har en effekt. Jeg tager også lidt afstand fra det, når psykiaterne kan sige til mig, at jeg skal leve med det resten af mit liv, og at jeg så selv oplever noget helt andet. Når man selv kan kontrollere symptomerne, er det ikke nødvendigt med medicin. Og jeg har simpelthen fået det så godt herefter. Jeg er ikke så træt mere hele tiden. Nu skal jeg ikke lægge mine planer ud fra, at jeg skal have tid til at sove til middag. Det er vidunderligt. En anden ting jeg mærker er, at jeg kan føle tingene på en helt anden måde. Når man tager medicin, er man nærmest bedøvet og registrerer ikke tingene normalt, de nærmest flyver hen over hovedet på dig. Og jeg tror på, at jeg godt kan leve uden medicinen. Det har jeg fået mit første tydelige bevis for. Min mormor blev syg på ca. samme tid, som jeg lagde medicinen. Hun boede hos min mor og mig, mens hun var syg, og når hun ikke var indlagt. Det var ret hårdt, for til tider var hun meget dårlig. Så tre måneder efter døde hun. Det var virkelig enormt hårdt. Jeg var meget knyttet til min mormor. Men det, at jeg ikke tog medicin, gjorde, at jeg kunne føle sorgen og være i tabet på en fuldstændig normal måde. Og jeg havde styrken til at klare det, uden at blive indlagt og uden at tage medicin. Og at miste én man er så tæt på, er en stor prøvelse for ethvert almindeligt menneske. Kort tid efter stod min anden prøve. Jeg var alene i 17 dage, mens jeg passede min mosters dyr ude på landet. Men det gik godt. Jeg hyggede mig og nød at være alene med mig selv og mine tanker. Igen, uden at have behov for at tage medicin. Jeg fandt ud af, at jeg kunne håndtere mine tanker og være styrende i min hverdag, via de ting jeg havde fået arbejdet med sammen med terapeuten. Alt dette positive er sket for mig på trods af, at jeg kun kom hos hende i terapi 1 gang om måneden.

3 I arbejde Jeg arbejder i dag på Bispebjerg Hospital i personalekantinen. Jeg arbejder 12 timer om ugen. Og jeg er så glad for det. Jeg glæder mig helt vildt, når jeg skal på arbejde. Og jeg er god til det. Ja, jeg er træt når jeg kommer hjem, men det er en vildt dejlig træthed - en naturlig træthed. Når jeg sidder i toget om morgenen, er det en så vildt dejlig følelse. Jeg ved, at jeg er på vej til arbejde ligesom alle de andre i toget. Ikke på vej til distriktspsykiatrisk center eller værestedet eller psykiater... nej, på vej til arbejde. Det er dejligt, hvordan en ting, som er en så naturlig ting for mange andre, kan være en så stor ting som mig. Da jeg stod og skulle ind og tale om, hvornår jeg skulle starte og lign., var det bare den mest underlige følelse, jeg havde indeni. Mindre end et år efter jeg blev tildelt den højeste pension, stod jeg på en ganske almindelig arbejdsplads og skulle arbejde der. Det var sørme underligt. Men vildt dejligt. Og alt dette er sket, fordi jeg tog et valg. Jeg fulgte troen på en forandring og troede på, at det kunne lade sig gøre. Jeg havde det inde i mig, og jeg gik efter det. Det har også været svært ind i mellem, men det vendte ret hurtigt til noget bedre, og derfra gik det stærkt i en positiv retning for mig. Vælge at tage styringen over dit eget liv Du kan vælge at tro på, hvad andre siger til dig. Du kan vælge at tro på, at du ikke kan klare det, fordi du har nogle psykiske problemer. Du kan vælge at tro på, at du ikke kan få et normalt liv, fordi du har fået en psykisk diagnose. Men du kan også vælge at tage styringen over dit eget liv. Du kan vælge at gå ind og arbejde med dine problemer i stedet for at gemme dig bag dem. Jo, det er enormt hårdt nogle gange. Man skal ind og arbejde med nogle ting og oplevelser, som gør meget ondt. Men tro mig, det er det værd. Jeg er ikke færdig med min recovery-proces. Jeg har et stykke vej endnu. Men ved at sige, at nu begynder jeg at arbejde på det, allerede der, er jeg kommet et langt stykke. Jeg er blevet et meget gladere og mere selvsikkert menneske. Jeg tror på, at jeg skal nok komme ud af det her. Jeg kommer til at få en uddannelse og et ganske normalt job. At begynde at søge svar uden for psykiatriens rammer KAN flytte bjerge. Jeg har haft en birolle i min egen historie i mange år...men tro mig, det ER meget sjovere at have hovedrollen. Alicia s historie efter 6 år Mit liv har dog ikke været en dans på roser. Jeg kom ud af systemet efter 6 år og lagde medicin og institutionalisering bag mig. Når jeg ser tilbage på mit liv, så har jeg altid været en stille pige, der havde svært ved at få venner og begå mig socialt. Så, da jeg som 21 årig endte på en psykiatrisk afdeling, gjorde det bestemt ikke noget godt for mine sociale kompetencer. Mit liv gik nærmest i stå i de 6 år, jeg var overmedicineret svingdørspatient på førtidspension. Jeg lærte at tilpasse mig de afdelinger og bosteder, jeg var på, men fik ingen hjælp til at udvikle mig socialt. Jeg fik lov til at isolere mig og gå i stå, for i systemets øjne er en skizofreni-diagnose en konstant livslang lidelse, som man skal leve med resten af livet, så er der vel ingen mening i at udvikle sociale kompetencer og lære at begå sig. Afsluttende samtale på distriktspsykiatrisk center Jeg husker tydeligt til min sidste afsluttende samtale i 2007 på distriktspsykiatrisk center, hvor vi snakkede om, hvor langt jeg var kommet, og hvor godt det gik. De kunne godt se og forstå på mig, at jeg havde fået det rigtig godt, men til trods for dette så sluttede de samtalen af med at fortælle mig, at jeg skulle vide at stort set alle, der stoppede med at tage medicin med min diagnose fik symptomer igen inden for 2 år, så jeg skulle endelig henvende mig, når det skete. Det var den afslutning, jeg gik ud af psykiatrien med. En tanke, der kom til at ligge i mit baghoved, at inden for 2 år ville jeg blive syg igen. I alle årene uden symptomer, har den slutbemærkning hængt som en skygge i mit baghoved. Hver gang jeg havde det bare en lille smule skidt eller var en lille smule presset og fik de samme tvivl og tanker, som alle mennesker,

4 der går gennem livets op og nedture, tænkte jeg, hvad nu hvis og hvis jeg beder om hjælp, tænker de helt klart, at hvad sagde vi!! Jeg fik et deltidsjob og så begyndte min egen virkelige indre kamp. Jeg stod uden væsentlige basale sociale kompetencer så som, hvordan begår man sig blandt andre normale mennesker og small talker, og hvad er de normale sociale spilleregler. Jeg lærte en masse i de 2 år, jeg var i mit deltidsjob. Jeg klarede mig ved at være enormt produktiv på min arbejdsplads, dels fordi jeg havde en masse at bevise over for mig selv og dels, fordi jeg følte, at jeg havde lige så meget at byde ind med arbejdsmæssigt, som de andre. Men socialt klarede jeg mig ikke så godt. Jeg havde svært ved at snakke med mine kollegaer, fordi jeg ikke vidste, hvordan man snakker om andet end sig selv. Dette med at snakke om sig selv og sine symptomer er jo det store ynglings samtaleemne på diverse psykiatriske afdelinger og bosteder. Der er jo ikke mange i det psykiatriske system, der interesserer sig for, hvordan jeg ellers har det ud over mine symptomer, så der kunne jeg jo sagtens følge med i snakken. Glæden ved at blive mor men manglende støtte Men jeg var begyndt på et anderledes liv ved, at jeg var begyndt at gå i fitness center, til sang og havde datet lidt m.m, og min glæde var ubeskrivelig, da jeg blev gravid. Tænk sig, at opnå det, jeg følte var det tætteste på at være normal, nemlig at være midtpunktet i mit eget liv, uden for et system og med en datingkæreste, og nu ventede jeg mig også. Hvilken lykke. Jeg havde opgivet tanken om, at jeg nogensinde skulle få lov at opleve glæden ved at blive mor. Så jeg valgte at beholde barnet på trods af, at jeg vidste, at jeg ville komme til at blive alenemor uden faren inde i billedet. Jeg fik en tid hos en jordemor og glædede mig vildt til første besøg. En uge før min tid fik jeg at vide, at jeg var blevet overflyttet til Hvidovre Hospital og skulle gå til jordmoder der. Der stod ingen ting om, hvorfor jeg skulle gå der, så jeg glædede mig stadig til mit første besøg. Jeg mødte op, og til min store forundring fandt jeg ud af, at jeg var blevet overflyttet dertil pga. min diagnose. Jeg havde ikke været i kontakt med systemet gennem 3 år, hvilket gjorde, at jeg følte, det var en noget underlig måde at møde mig på i min første graviditet. Jeg ville ønske, at de havde skrevet og fortalt, at det med diagnosen var deres begrundelse for at overflytte mig, og dernæst ville jeg have ønsket, at de klart havde givet udtryk for deres tanker for den hjælp de mente, jeg skulle tage imod hos dem. Jeg blev usikker og ser tilbage på den første aftale ved min jordmoder, hvor tiden gik med at fortælle min sygehistorie. Jeg kunne mærke, at jeg var påvirket af den gamle bemærkning om de 2 år, så ville de fleste vende tilbage, dette havde jeg jo i baghovedet. Så da jeg gik derfra, var jeg ked af det og nervøs. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at have vidst, at det var grunden til, at jeg skulle derud, så jeg kunne have forberedt mig mentalt til mødet. Jeg blev taget fuldstændigt med bukserne nede L SÅ, i stedet for hovedsageligt at glæde mig over min graviditet og min kommende rolle som mor, gik jeg i 9 måneder med en knude i maven og i frygt for, at det jeg sagde, og at de tanker og følelser jeg gik med, ville blive fortolket forkert, som noget sygt. Senere fandt jeg ud af, at når man er gravid og skal være mor, er det helt normalt at føle sig usikker og bange for det ukendte. Men jeg gemte det inden i mig og fik ikke vendt mine tanker omkring, om jeg ville slå til som mor. Dagen kom hvor jeg fik veer, og det endte desværre med kejsersnit. Jeg blev efterfølgende på hospitalet i 5 dage, da min datter tabte sig for meget i vægt. Mens jeg var der, fik jeg ingen støtte, aflastning eller anden form for hjælp. Når de nu havde gjort mig nervøs, så ville jeg havde ønsket, at de havde fuldført deres tanke om, at være der på en særlig måde for mig. Jeg ville gerne have været støttet i min rolle som mor. Dette, fordi jeg, pga. min egen angst for at blive tolket som syg, havde valgt ikke at tale med nogen om mine tanker og følelser om min nye rolle som mor og om fødslen, som slet ikke var gået som planlagt, og om min angst for at kunne klare alt det nye. Der er jo ikke noget anderledes i det for mig end for andre

5 øvrige, egentligt er det jo en tanke, som de fleste nybagte mødre har. Jeg klarede alt selv og spillede frisk og fuld af energi, så da jeg tog hjem med mit barn, var jeg fysisk og psykisk helt smadret. Jeg havde ikke i mine tanker, at jeg kunne have psykiske symptomer igen på min tidligere diagnose, idet det jo er temmelig længe siden, at jeg havde haft det på dette tidspunkt. Jeg har ikke hverken før eller siden haft symptomer, der ligger indenfor diagnosesystemet i psykiatri. Jeg var mor med stort M og havde en almindelig glæde samt bekymring som alle andre. Frygten for at blive opfattet som psykisk syg Jeg boede hos min mor de første 9 måneder med min datter, idet jeg ikke havde nogen lejlighed. Pludselig stod jeg med et barn. Jeg var tit usikker og angst for at gøre det godt nok. Jeg turde ikke snakke med nogen om disse tanker og følelser af frygt for, at det blev betragtet, som jeg havde det psykisk dårligt. I min kamp for at gøre det godt nok, kan jeg i bakspejlet se, at jeg rent faktisk gjorde noget forkert. Jeg kom i min uvidenhed til at kvæle min datter i omsorg og opmærksomhed, så hun blev vænnet til, at alt drejede sig om hende og hendes behov, hvilket jeg i dag kan se slet ikke er godt for et barn. Da min datter var 9 måneder, fik jeg en lejlighed, hvor min datter og jeg kunne starte vores liv kun for hende og mig. Jeg nød det i fulde drag, men fordi jeg ikke har det nemt socialt, lukkede jeg en ring om mig og min datter, og min familie samt nogle få øvrige. Jeg var helt alene med mine tanker og følelser, og jeg turde ikke bede om hjælp, igen med min angst for, at min diagnose ville blive overskriften i en samtale, frem for den hjælp jeg kunne have brug for. I dag er min datter en dejlig pige på 3 år, som går i børnehave. Jeg får stadig førtidspension. Jeg har været så heldig at få en veninde med en datter, som er 8 måneder ældre end min datter. Hun har lært mig en masse ting. Hun hjælper mig med at se og udvikle mine sociale kompetencer og hjælper mig med at være en endnu bedre mor. Om nogle måneder skal jeg udredes for ADD. En lidelse, som har kernesymptomer så som manglende social kompetence og svært ved at organisere praktiske ting og udtrykke følelser. Jeg er gal på systemet. Jeg var så mange år i det psykiatriske system, og da jeg kom ud af det, var der ingen opfølgning overhovedet. Ingen, der kunne støtte og hjælpe med de ting, som jeg skulle til at lære fra scratch. Jeg kunne godt se, at jeg havde udfordringer og ting, jeg skulle have hjælp til, men jeg turde ikke gøre opmærksom på mig selv i frygt for, at de ville fokusere på min diagnose og måske vurdere, at jeg ikke var egnet som mor. Jeg kan se i bakspejlet, at jeg har gjort rigtig mange ting med hensyn til min datter forkert. Jeg har begået nogle fejl, som jeg nu kan se følgerne af. Jeg skal kæmpe hårdt nu for at ændre på rigtigt mange dårlige vaner og adfærdsmønstre i min datters og min hverdag for at sikre, at min datter bliver et socialt og velfungerende individ. Jeg er dybt ulykkelig over, at jeg ikke har haft én tilknyttet, der kunne have hjulpet mig med en super god start på min tid som mor, og som kunne have rådgivet mig i de ting, jeg ikke gjorde rigtigt og hjulpet mig til at blive bedre til dem. Så meget har jeg opnået og selv klaret Når alt dette er sagt, vil jeg da også gerne belyse nogle gode ting, jeg også har opnået og klaret. Jeg klarede at have mit deltidsjob i 2 år. Startede med at skulle sidde i kassen og betjene kunder i en kantine 12 timer om ugen og endte med at have en arbejdsuge på op til 25 timer om ugen med de samme arbejdsopgaver, som de andre medarbejdere, de samme ansvarsområder og samme forventninger. Det gav mig en selvtillid at opdage, at jeg faktisk godt kunne arbejde og klare det samme som de andre. Jeg blev mor Jeg fik min dejlige vidunderlige datter. Hun er en glad, livsglad, humoristisk og kærlig pige, som giver mit liv enorm mening og glæde. Jeg har haft hende i institution efter barsel, og jeg har kun fået ros der. Da min datter var 1,5 år gammel kontaktede jeg en organisation, der hedder familieveninder. Det er en organisation,

6 som er til for at give enlige mødre med begrænset netværk mulighed for at møde en ressourcestærk person, som går ind og bliver en del af den enlige mors netværk, og derved bliver en ekstra person, som barnet har kontakt til. Der kom jeg i kontakt med en dejlig kvinde, som skulle blive vores familieveninde. Jeg er så ufattelig heldig, at jeg også har fået en skøn veninde og opnået en fantastisk støtte i hende, og min datter har fået endnu en person i hendes liv, som vil hende det allerbedste. Det er begge personer med nogle evner, ressourcer og anden livserfaring, som supplerer det, jeg har kunnet give hende. Godt, at jeg har taget initiativ til dette, for ellers havde jeg jo ikke mødt dem. Min familieveninde er den største gave for min datter og mig. Gennem hende og vores samvær oplever jeg, at jeg kan bringe nye og andre initiativer ind i vores familie, og dermed give min datter nogle andre forudsætninger for et socialt samvær, end det var tilfældet for mig i mit tidligere sociale liv. Et andet tiltag jeg har lavet er, at jeg meldte mig ind i en forening på nettet, der hedder singleplus, som er en forening for enlige forældre. Der mødte jeg en kvinde med en datter, som er 8 måneder ældre end min datter. Vi blev veninder og har været det nu i 1 år, og vores små tøser har enorm stor glæde af hinanden. Hun er en person, som jeg kan betragte og se, hvordan det normale er, og som fortæller mig, når hun ser de ting, jeg ikke selv opdager, og hvor jeg kan rette op og rette ind, efter jeg bliver opmærksom på dette. I sommers tog vi alle fire på sommerferie på Mallorca sammen i en uge. Jeg havde ikke været i udlandet i 15 år, så det var en vidunderlig tur, og vi hyggede os, og børnene fik en dejlig tur, hvor de kom tættere på hinanden. Min datter og jeg har boet i vores lejlighed i 2 år nu. Jeg formår at holde styr på tingene herhjemme og give min datter en base, hvor hun kan føle sig tryg, og hvor hun ikke mangler noget. Lige nu går jeg i tanker om, hvilken uddannelse jeg skal tage. Jeg skal bestemt ikke være pensionist resten af mit liv. Jeg skal videre, og jeg skal vise vejen for min datter. Konklusion Så for at opsummere livet er til tider hårdt, og jeg har masser af udfordringer og forhindringer, men jeg prøver det bedste, jeg kan og kæmper min kamp. Men jeg tror, at min kamp ville have været mindre problemfyldt, hvis jeg ikke havde følt det som, at jeg skulle gå på æggeskaller. Hvis jeg ikke havde skullet gå og være bange for at blive stemplet som syg, hvis jeg bad om hjælp. Jeg ville have undgået mange fejl, bekymringer og indre kampe, hvis jeg havde haft et system i ryggen, som indså, at man ikke kan låse mig inde og fjerne mig fra verden i 6 år og så bare slippe mig, når jeg ønskede at vælge den virkelige verden. Der skal gerne være en opfølgning og en mulighed for terapeutisk hjælp, når personen kommer videre ud på den anden side af psykiatrisk behandling. Mennesker, der har været i fængsel i mange år, bliver rehabiliteret og fulgt, da det er et behov, de har efter udelukkelse fra samfundet, inden de kan begå sig i samfundet igen. Det er i mine øjne ikke anderledes for mennesker som mig. Der burde være opfølgning, støtte, hjælp og steder, man kunne henvende sig i den tro, at de var der for netop at støtte og hjælpe en med at genopbygge tabte færdigheder og lære at begå sig. Ikke et system, som man var bange for at henvende sig til i frygt for at blive set på som værende syg, men et sikkerhedsnet, som man var sikker på så på én, som værende i en proces mod at blive recovered.