Artikler om mariologi

Transkript

1 Artikler om mariologi Jakob Munck

2 - 2 -

3 ARTIKLER OM MARIOLOGI *** HVAD ER MARIOLOGI? *** HVIS MARIA VAR STATSMINISTER! *** MARIOLOGI OG ROBOTPSYKOLOGI *** KATOLICISME, PROTESTANTISME OG MARIOLOGI *** HVORDAN FÅR MAN TILGIVELSE FOR SINE SYNDER? *** MARIOLOGI OG KALD *** MARIOLOGI OG KULTUR *** OM PRINCIPPERNE FOR MARIOLOGISK ANALYSE *** SÅDAN FÅR DU ET GODT JOB! *** MARIOLOGI OG MARKEDSFØRING *** MARIOLOGI OG LEDELSE *** MARIOLOGISK ORDLISTE

4 *** HVAD ER MARIOLOGI? Mariologi er en ideologi, en spiritualitet, et verdenssyn og en menneskeopfattelse, som er inspireret af den største ikon og det største ideal, vi kender fra den europæiske kulturhistorie, nemlig Jomfru Maria. Mariologien er ikke en religion og det er ikke noget man skal tro på. Faktisk kan man bruge mariologien og få succes med det, helt uden at tro på noget som helst. Men forudsætningen er naturligvis, at man følger de idealer - de fire aksiomer - som den mariologiske model tager sit udgangspunkt i. Mariologien virker kun, hvis man bruger den! De fire dynamikker, som også kan kaldes for grundsætninger eller aksiomer for, hvordan et menneske fungerer, er viden, vilje, etik og spiritualitet. De fire dynamikker skal forstås sådan: 1. Viden Der er tre faktorer, som bestemmer et menneskes tanker og adfærd, det drejer sig om arv, miljø og den frie vilje. Den frie vilje er - i mariologien - virkelig fri, og udtrykket dækker ikke blot over en særlig form for betingning, hvor mennesket har lært at sige: "jeg har en fri vilje". Uanset om mennesket siger sådan eller ej, så har dette menneske nemlig en fri vilje, og det er kun ved at tage denne vilje alvorligt, at man kan forstå og forandre sit liv. Den frie vilje er ikke det samme som en tilfældighedsgenerator, for der er et formål - en intention - bag de afgørelser, som den frie vilje træffer. Derfor er det vigtigt at forstå, at den frie vilje er afhængig af information. Den person, som vælger at afholde sin sommerferie i Spanien, har et valg mellem forskellige destinationer, og han har ikke været tvunget til at vælge netop Spanien. Det er altså et udtryk for hans frie vilje, at han beslutter sig for at tage til Spanien, og det er ikke udtryk for en tilfældighed. Han har nemlig en begrundelse for, at han har valgt netop dette land. Det drejer sig måske om at priserne er lave, vejret er behageligt eller at han kender nogle venner, som også afholder deres ferie på dette sted. Den frie viljes afgørelser er bestemt af den viden, som det pågældende menneske er i besiddelse af, og dermed er det ikke svært at forstå, at man kan præge et menneske i afgørende grad, ved at sikre sig kontrollen over den information, som dette menneske modtager. Dette er indholdet i den form for massepsykologi, som vi ser anvendt i både krigstid og fredstid. Det handler om at kontrollere de informationer, som offentligheden har, for det er dem, som skaber deres holdninger. Får vi at vide, at vi er truet af terror eller af fremmede magter, så er vi villige til at reducere vores frihed og at ofre de nødvendige midler, for at vi kan beskytte os selv. Får vi på et andet tidspunkt at vide, at alt er godt og trygt, så tror vi på, at vi kan - 4 -

5 udvide den personlige frihed og at bruge flere midler til uddannelse og personlig velfærd, frem for på landets forsvar. Tilsvarende gælder det for mennesker i deres privatliv, at det de vælger at tro og at gøre, har en snæver forbindelse til det, de mener at vide. Det handler ikke om, hvorvidt den information de har til rådighed er rigtig eller forkert, det handler om hvorvidt de tror på den. At forstå et menneskes adfærd forudsætter derfor, at vi kender den information, som dette menneske tror på. Og man tror naturligvis ikke på alt. Man kan have megen viden, som man ikke har tillid til, og denne viden har naturligvis ikke den samme betydning, som den viden, man er overbevist om, er sand. Ønsker vi at forandre et menneskes adfærd, er udgangspunktet derfor ikke - som nogle psykologer tror - at begynde at grave i dette menneskes påstående "ubevidste" drifter og tilbøjeligheder, men derimod at forholde sig til det, som dette menneske har lært. Det kan være, at det ikke umiddelbart er muligt at få adgang til den viden, som et menneske bygger sine synspunkter og handlinger på, for ofte forsøger disse mennesker at skjule denne viden. Men den eksisterer altid. Og lige så sikkert, som det er, at denne viden eksisterer, er det også, at man kan påvirke det pågældende menneske og ændre dets adfærd ved at forholde sig positivt eller kritisk til denne viden. Mariologien er en lære, som tager sit udgangspunkt i den opfattelse, at mennesket handler rationelt og fornuftigt, altså ud fra det vidensmæssige perspektiv, som det pågældende menneske har. Er den viden man har falsk, så vil de handlingsmæssige konsekvenser, som denne viden fører til, formentlig være skadelige eller unyttige. Men er denne viden rigtig, så er der mulighed for at de handlinger, som den fører frem til, også fører frem til det mål, som man søger at nå. Viden er derfor nøglen til både det gode og det dårlige. Ønsker man at ændre sit eget liv - eller et andet menneskes liv - så er den viden, som har ført til dette liv, den afgørende faktor at få belyst. For det er her, at forandringerne skal starte, hvis dette menneskes liv skal ændres. Forandring kræver ny viden og det kan være svært at udskifte den gamle viden med den nye, for den gamle viden kan være meget rodfæstet og være baseret på virkelige livserfaringer. Men selv om en viden er baseret på erfaringer, kan den godt være forkert. Det gælder nemlig, hvis disse erfaringer er tolket ensidigt eller forkert, hvorved konklusionen af denne erfaringsproces også vil blive forkert. Men indlæring af ny viden er - i princippet - altid muligt og når mennesker lærer megen ny viden på kort tid, vil deres omgivelser ofte blive forskrækkede over, hvor hurtigt forandringerne kommer. Det er det, som sker, når mennesker konverterer fra én religion til en anden, eller når de fundamentale magtforhold i et land skifter, f.eks. fordi man har tabt en krig

6 Kunsten at have med mennesker at gøre er i høj grad identisk med kunsten at kunne formidle sit eget vidensbillede og at forandre den viden, som disse mennesker tidligere har støttet sig til. Nogle gange kalder man dette for manipulation, men ordet er ikke altid rigtigt valgt, for det har en negativ klang. Og kommunikation er - som udgangspunkt - ikke noget negativt. Det handler om at påvirke hinanden og om at skabe fællesskab og forandring. Det er der altid brug for. 2. Vilje Det er mariologiens opfattelse, at mennesket har en fri vilje. Ikke kun at det bilder sig ind, at have en fri vilje, eller at det hævder overfor dets omgivelser, at det har denne vilje. Men også at den rent faktisk eksisterer. Mariologi står derfor i modsætning til det, man sædvanligvis forstår ved begrebet "psykologi", i hvert fald hvis denne videnskab defineres sådan, som det gøres i Gyldendals store danske Encyklopædi (2013). Her står der at psykologi er: "læren eller videnskaben om organismers psyke eller om det mentale livs foreteelser, som det kommer til udtryk i menneskers tanker, følelser, behov, erindringer, holdninger, fantasi, drømme, handling, adfærd og praktisk virksomhed såvel som disse foreteelsers forbindelser til deres biologiske grundlag og kulturelle, samfundsmæssige og sociale påvirkninger og betingelser." Bemærk at der i denne definition ikke nævnes et ord om den frie vilje, men at det til gengæld hævdes, at menneskets tanker, følelser og handlinger har "forbindelse til deres biologiske grundlag og kulturelle. betingelser". Dermed menes det samme, som man sædvanligvis læser i mere afkortede definitioner af psykologien, hvor denne defineres som "læren om menneskets tanker og adfærd, som de bestemmes af deres arv og miljø". Det som gør, at mariologien adskiller sig fra psykologien, er at man i sidstnævnte videnskab ikke anderkender den objektive eksistens af menneskets frie vilje. Netop derfor er denne vilje ikke nævnt i Gyldendals definition. Psykologer er normalt ikke så ærlige, at de åbent fornægter eksistensen af den frie vilje, for de ved, at det ville skabe forundring. Men de ignorerer denne vilje og regner den ikke for at være en relevant forklaringsfaktor til forståelse af menneskets adfærd. Mennesker er - ifølge psykologien - nemlig en slags biologisk maskine, hvis handlinger er bestemt af dets gener og de sociale påvirkninger, som de har været udsat for. Det er derfor studiet af disse objektive faktorer, som er psykologiens væsen. Det er derfor man regner psykologien for at være en videnskab, fordi den bruger den samme metode som fysikken. Og i fysikken er der heller ikke nogen fri vilje

7 Det skal indrømmes, at der er mange former for psykologi og jeg vil ikke udelukke, at der findes psykologer, som - både i teori og i praksis - tror på den frie vilje. Men det er enkelttilfælde, som ikke tilhører de dominerende skoler. De fleste psykologer hævder, at de selv tror på den frie vilje, men ikke desto mindre er denne vilje totalt fraværende i de teorier, som de anvender. Og dermed også i deres praksis, som i alt overvejende grad handler om at ændre patienternes miljø gennem forskellige former for samtaleterapi. Vi mariologer kalder den videnskabelige (= deterministiske) psykologi for robotpsykologi. Simpelthen fordi den har et billede af mennesket, som værende en robot. Gør denne robot ikke, som dens ejer ønsker, så må den repareres. Og netop den samme opgave er psykologerne sat til at løse i det moderne velfærdssamfund, hvor stadig færre tror på Gud, men hvor troen på psykologi er større end nogen sinde før. Alle interesserer sig for denne tankegang, som anses for at være løsningen på alle former for adfærdsproblemer, og som folk tror indeholder opskriften på, hvordan man skaber bedre mennesker. Det handler om at programmere disse mennesker på en ny måde, så de bedre passer til samfundets ønsker. Det skal indrømmes, at der ikke findes noget videnskabeligt bevis på, at den frie vilje eksisterer. Den frie vilje er i sig selv i modstrid med videnskabens tankegang, for i videnskaben har alle fænomener en årsag, og dermed har alle menneskets tanker og handlinger også en årsag, og denne årsag har en tidligere årsag, som igen har en tidligere årsag. Seriel kausalitet kalder man det. Der eksisterer altså en endeløs kæde af årsager og virkninger og kunsten er at finde sammenhængen mellem disse årsager og virkninger. I fysikken handler det om at finde ud af, hvorfor atomerne bevæger sig som de gør, i astronomien drejer det sig om at finde ud af, hvordan universet blev skabt og i psykologien drejer det sig om at finde ud af, hvorfor et menneske handler, som det gør. Alle steder leder man efter objektive årsager, for man er sikker på at de eksisterer. Problemet er bare, at det gør de ikke altid i psykologien. For mariologien er tingene helt anderledes. Udgangspunktet er ikke, at man skal bedrive empirisk videnskab, og formålet med at fremme den mariologiske tankegang er ikke, at man skal konkurrere med psykologerne, eller at man skal lave en bedre psykologi end den, som andre har opfundet. Formålet med mariologien er at lære mennesker at forstå sig selv og andre på en bedre måde, og at anvende denne forståelse til at skabe forandring, således at mennesker bliver mere sunde, mere produktive og mere lykkelige. Og det grundlæggende redskab til at skabe denne forandring er troen på menneskets egen frie vilje. For mariologien er det udgangspunktet for det sande menneskebillede, at man har en fri vilje. For, hvis ikke mennesket havde en fri vilje, så ville det heller ikke have et moralsk ansvar for sine egne handlinger, og dermed ville der ikke være nogen forskel mellem godt og ondt. Det var den konklusion, som Martin Luther drog i sin bog om "De servo arbitrio" (Den trælbundne vilje) fra 1525 og den her præsenterede determinisme harmonerer godt med den moderne genetisk baserede psykologi og dens - 7 -

8 påstand om at man kan finde gener for alting, herunder kriminalitet, politisk overbevisning, seksuelle vaner og ægteskabelig lykke. Forskellen mellem mennesker skyldes ikke moral eller det at disse mennesker har truffet forskellige beslutninger, som har haft konsekvenser for deres liv. Forskellene er medfødte og de kan ikke laves om. Til gengæld har mennesket selv ikke noget ansvar for, hvordan dets liv udfolder sig og i det ideelle samfund er alle borgere derfor lige, uanset hvem de er og hvad de har bedrevet. Ingen har ansvar for noget og derfor bør alle behandles ens. Mariologi er ikke det samme som katolsk tro, men det er heller ikke det samme som lutheranisme. Det afgørende for det mariologiske menneskesyn er det, at mennesket har en fri vilje og at vi dermed har ansvar for vore egne handlinger. Vi er i stand til at gøre godt eller ondt, og det er os selv, som vælger. Om Gud eksisterer, er i denne forbindelse ligegyldigt, men hvis han gør, så er det han dømmer os for ikke det, som vi er blevet tvunget til at gøre, men udelukkende det, som vi selv - med vores frie vilje - har valgt at gøre. Mariologi er altså et alternativ til psykologien, som hævder at være en videnskab, fordi den ikke anerkender den frie viljes betydning, og fordi den derved kan påstå, at den er i stand til at forudsige menneskers handlinger på samme måde som en fysiker kan forudsige elektronernes bevægelser. Robotpsykologien opfatter mennesket som en biologisk maskine, og man hører derfor ikke psykologer omtale begrebet "ånd" i anden sammenhæng end som udtryk for et menneskets subjektive oplevelse af dets egen identitet. At ånden skulle eksistere i virkeligheden, er - iflg. robotpsykologien - lige så usandsynligt, som at den frie vilje skulle eksistere. Robotter har nemlig hverken en ånd eller fri vilje, og derfor vil den terapeutiske psykologi altid tage sit udgangspunkt i forsøget på at ændre menneskers miljø, enten ved at "tale dem til fornuft" eller ved at få dem til at ændre deres sociale miljø. Forskellene mellem mariologi og psykologi har konsekvenser for alting. I mariologien er der f.eks. videre rammer for, hvad som er normalt, end der er i psykologien. Mariologien har ikke fokus på såkaldte "psykiske sygdomme", som - efter mariologiens opfattelse - ofte er en rationel form for adfærd, set ud fra patientens eget synspunkt. Derfor kan psykiske sygdomme forsvinde lige så hurtigt, som de opstod. Når patienten ikke længere har nogen fordel af at være syg, så forsvinder hans symptomer. Dette sker f.eks. i krigstid, hvor ressourcerne til det psykiatriske behandlingssystem skæres ned og hvor antallet af psykisk syge derfor falder til nær nul. Det som kaldes for psykisk sygdom, kan altså - set ud fra mariologiens perspektiv - i mange tilfælde fjernes gennem en simpel viljesbeslutning, som en patient kan tage, hvis han ser en rationel grund til at gøre det. Hvis det liv, som han tilbydes som rask er bedre end det liv, som tilbydes han tilbydes som syg, så sandsynligheden for at han bliver rask i væsentlig grad blive forsøget. For psykisk sygdom er et valg, og det er - 8 -

9 helbredelse også. Den, som tror på den frie viljes eksistens, vil i højere grad tillægge denne frie vilje en praktisk betydning, og det er netop det, som mariologien stræber imod. Ikke for at vinde en teoretisk diskussion med robotpsykologiens tilhængere, men fordi at troen på den frie viljes realitet åbner vejen til forandring. Det handler om at forvandle trælbundne viljer til frie viljer og dermed om at lave robotter om til levende mennesker. Det ser mariologien som sin vigtigste opgave. 3. Etik I lutheranismen mener man, at mennesket er ondt og i den deterministiske psykologi mener man, at mennesket er styret af arv og miljø, og at det derfor - som andre robotter - ikke har noget moralsk ansvar. Men i mariologien ser det anderledes ud, for her anses mennesket for: 1. At have en fri vilje. 2. At ønske det gode for sig selv og sine medmennesker. Lad os med det samme slå fast, at ingen af disse synspunkter kan bevises at være sande, lige så lidt som vores modstandere kan bevise sandheden i deres synspunkter. I sidste ende handler det om tro, for den mariologiske påstand om at mennesket er godt har i sidste ende sin rod i religionen, lige så vel som vore modstanderes tro på at mennesket er en levende dæmon, også har sin rod i en anden form for religion. Det, som vi vil kalde for dæmonisme. Når jeg mener, at den mariologiske opfattelse af mennesket som værende etisk ansvarligt, er mere rigtig end den modsatte holdning, så er det fordi at mennesket altid har levet i familier, grupper og i samfund. Grundlaget for disse sociale konstruktioner har altid været den fælles vilje til at beskytte hinanden for at opnå et behageligt liv. Hvis mennesket - som udgangspunkt - ønskede ondt for sine medmennesker, så ville det ikke have haft sociale evner, for ingen kan eller vil samarbejde med mennesker, som ønsker at gøre skade. Tilsvarende mener jeg også at den holdning, at mennesket er en robot er forkert. Ganske vist kan man altid finde en årsag til en given tanke eller adfærd, og denne årsag har en tidligere årsag, som har en tidligere årsag osv. Men hvis vi tror på, at disse årsager er biologisk tvingende mekanismer, som gør at et menneske kun kan handle på én måde, så betyder det, at mennesket ikke adskiller sig fra en maskine. Så er mennesket ikke levende, men blot en biologisk robot. Og det tror vi ikke. Vi mener, at mennesket er levende, og at der er en forskel mellem robotten og det levende menneske, og at denne forskel gør, at mennesket har en moral. Vi ønsker at gøre det gode og at undgå det onde, men vi er også - til tider - villige til at gøre det onde, hvis dette er den eneste mulighed for at kunne opnå det gode. Både krig og vold kan være nødvendigt, men kun hvis der ikke er andre muligheder for at skabe fred og rimelige leveforhold for os selv og vore medmennesker. Til forskel fra vore intellektuelle modstandere (tilhængerne af lutheranisme og robotpsykologi), så mener vi, at det etiske spiller en meget stor rolle for et menneskes - 9 -

10 tanker og handlinger. Det, at udsætter et menneske - eller hans familie og venner - for uretfærdighed, er meget skadeligt og denne skadevirkning begrænser sig ikke til de fysiske skader, som uretfærdigheden medfører. Det handler også om den meget ubehagelige følelse af, at noget ondt er sket mod et menneske, som dette menneske ikke fortjener, og denne følelse er særdeles ubehagelig. Ingen tortur er værre end den, som består i at se sine kære lide, og denne sataniske viden har været praktiseret såvel ved Jesu korsfæstelse som i mange af de moderne krige. Det er ikke nok at slå mennesker ihjel, det handler om at ydmyge dem og om at påføre deres venner og familie et rædselsbillede, som de aldrig glemmer. Og dette kan naturligvis kun lade sig gøre fordi at mennesket - fra naturens side - ønsker det gode for sig selv eller andre. Når det gode ikke sker alligevel, er det fordi der er modsatrettede interesser, som gør, at det gode for den ene part er ondt for den anden. En af de ting, som mariologien lægger vægt på er det spirituelle. Nogle mennesker vil tolke dette som en tro på Guds eksistens, medens andre vil mene, at det åndelige har en mere uspecifik karakter. Måske er der flere guder? Måske bliver vi alle til guder, når vi er døde? Måske er det åndlige ikke personligt, men handler om en slags fælles vibrationer? Der er mange muligheder, og ingen kan bevise, at den ene teori er mere rigtig end de andre. Det handler om tro, og kulturhistorien har vist, at alle verdens civilisationer har haft en spiritualitet. Det gælder også i det land, som vi selv lever i, hvor en bestemt religion (den evangelisk-lutherske) er indskrevet i grundloven. Også her har vi en form for spiritualitet, som kan virke meget sekulariseret, men som alligevel har opbakning fra befolkningens store flertal. Det, som gør en forskel mellem mariologien og visse andre spiritualiteter, er det universalistiske. Det er mariologiens påstand, at hvis Gud og himmelen eksisterer, så kan alle mennesker blive optaget, uanset hvilken religion de måtte være tilhængere af. Den ene religion er ikke mere sand end de andre, og det gode samfund er derfor det, hvor hvert menneske har friheden til at tro og praktisere sin egen religion. Dette naturligvis under forudsætning af, at man ikke indskrænker andre menneskers ret til det samme. Mariologien har ikke nogen formel teologi, ingen dogmer og ingen lære om at man skal leve på den ene eller anden måde. Alle mennesker kan blive frelst, uanset hvad de tror på, og det, som gør forskellen mellem den gode og den mindre gode spiritualitet, har ikke så meget at gøre med spiritualiteten i sig selv, men snarere med de mennesker, som dyrker den. Da mariologien ser etikken som noget centralt, så tror vi naturligvis på de almindelige etiske grundsætninger, som man kan finde i alle kulturer og religioner. Det handler om, at man ikke må stjæle, ikke slå ihjel og at man skal være mod andre, som man ønsker at disse skal være mod en selv. Hvordan dette praktiseres i livets forskellige situationer, det siger mariologien intet om. Det må hvert enkelt menneske selv afgøre ved hjælp af sin egen samvittighed og forstand. Ikke sådan forstået, at samvittigheden

11 altid giver det rigtige svar, for det gør den ikke. Men når den kombineres med den sunde fornuft, så kommer vi så langt, som det er muligt. Mere kan vi ikke forlange. 4. Spiritualitet Den helt afgørende forskel mellem mariologien og dens lutherske og mekanistiske modstandere er spørgsmålet om sjælen. Hvis mennesket er ondt, så må dets sjæl også være ond, og hvis mennesket ikke har en fri vilje, så har det heller ikke nogen sjæl. Netop derfor er det afgørende for mariologien, at fastholde den sikre overbevisning om, at mennesket har en sjæl. Vi kan ikke beskrive denne sjæl med objektive termer, men vi ved, at den eksisterer. Den er ikke en del af den fysiske krop, men den lever i og sammen med den fysiske krop. Lige så lidt som alle andre kan mariologien sige noget sikkert om karakteren af den menneskelige sjæl, men det vi med sikkerhed ved, er at den ikke indtil videre har ladet sig beskrive objektivt. Og alting tyder på, at dette heller ikke i fremtiden vil være muligt, for hvis mennesket skulle kunne beskrive og forstå sin egen sjæl, så måtte det betyde, at vi var i besiddelse af en anden og endnu højere form for åndelig intelligens, som kunne forstå denne sjæl. For ingen intelligens kan fuldt ud forstå sig selv af den simple årsag, at det kræver større "regnemæssige ressourcer" at forstå et fænomen, end dette fænomen selv har til rådighed. En klog mand kan forstå en dum mand, men det omvendte kan ikke lade sig gøre. Hvis forståelsen og beskrivelsen af det åndelige skal være fuldkommen, så vil det kræve en større intelligens at skabe denne forståelse, end den intelligens, som det åndelige selv består af. Det lyder måske lidt snørklet, men det er ren logik. Det gælder derfor også for computere, at ingen computer kan forudsige en andens adfærd, uden at være mere avanceret og kompleks end denne anden. Derfor vil vi aldrig komme til at forstå vores egen sjæl. Det er heller ikke mariologiens opgave at forsøge at beskrive det åndelige, lige så lidt som det er dens opgave at fremkomme med profetiske standpunkter om livet efter døden. At et sådant liv eksisterer, er der grund til at håbe på. Men hvad dette liv går ud på, hvordan det former sig og hvad der sker med vores sjæl etc., kan vi kun gætte om. Nogle tror på et paradis og/eller et helvede, andre tror på muligheden af en mere tidsbestemt straf for de jordiske synder, som (efter romerkirkens mening) vil blive tilbragt i skærsilden. Atter andre mener, at menneskets sjæl bliver inkarneret i et nyt legeme, og at livet derved fortsætter i nye former. Det er ikke mariologiens opgave at tage stilling til disse spørgsmål, og hvert menneske må have sin egen opfattelse og hvis han ønsker det forsøge at overbevise andre om dens sandhed. Men det, som er uafviseligt i den mariologiske lære, er troen på mennesket, som et levende væsen, og dermed på det åndelige, som værende det, der adskiller os fra maskinerne og fra vore afdøde forfædre. I terapeutisk sammenhæng har den mariologiske lære om åndens realitet stor betydning. Den gør, at mariologiens tilhængere ikke mener at det er spild af tid at

12 bede, og det gør, at de mange mennesker, som dyrker en form for meditation, har en større virkelighed at forholde sig til end blot det, som findes i den fysiske verden. Mariologien ser mennesket, som et åndeligt væsen. Mennesket er en krop og en ånd, og begge disse instanser spiller en rolle for vort liv og vores velbefindende. Menneskets værdi er derfor ikke begrænset til dets fysiske brugsværdi, eller til prisen på de kemikalier, som dets krop er bygget af. Menneskets personlighed og dets værdi er udsprunget af det faktum, at hver enkelt person er helt forskellig fra alle andre, og at dette menneske derfor ikke kan erstattes eller kopieres. At sætte sig ind i mariologien, er det samme som at sætte sig ind i menneskelivets mysterier, og derfor kan man næppe forestille sig en mere meningsfuld aktivitet. For uden viden om os selv og vore medskabninger, vil vi famle rundt i verden som blinde mennesker i en urskov. Hvad vi får ud af livet, vil bero på tilfældigheder, og vores muligheder for at gøre godt for os selv og andre, vil være meget begrænsede. Derfor bør vi alle prise mariologien, som vore forfædre opfandt og udviklede, for at lære os at få den rigtige tilgang til os selv og vore medmennesker. Mariologien er ikke død, den udvikler sig hele tiden. Den indeholder nogle vigtige sandheder om den menneskelige tilværelse, men den danner kun en ramme. At lære mennesker at kende kræver mere end blot det at studere mariologien. Mennesket kan meningsfuldt beskrives ud fra dets viden, vilje, etik og spiritualitet, men hver af disse dynamikker er uhyre komplekse. Studiet af mariologien er det samme, som studiet af mennesket. Visse ting kan vi lære og forstå ud fra de naturvidenskabelige lovmæssigheder, men andet kan vi ikke forstå. Kald det bare mysterier, og lad os så huske den danske videnskabsmand Niels Steensens ( ) ord, som passer perfekt på mariologien: "Skønt er det vi ser, skønnere er det vi forstår, skønnest af alt er det vi ikke fatter

13 *** HVIS MARIA VAR STATSMINISTER! Lad os slå fast, at Jomfru Maria ikke er statsminister i Danmark, og at hun heller aldrig bliver det. For det første fordi hun er død for mange år siden, og for det andet fordi Jomfru Maria, som vi kender hende fra bibelen og fra den kristne kunst, slet ikke var nogen politikertype. Hun var en klog og modig kvinde, hun var en kærlig mor og en god ægtefælle, men ambitioner om at gøre karriere som leder eller politiker, kan man ikke beskylde hende for at have haft. Og godt for det. For Maria ville formentlig slet ikke være kynisk nok til at kunne udfylde en traditionel lederrolle, og hun ville nok heller ikke have haft den nødvendige evne til at abstrahere fra de nære forhold og at tænke i større og mere abstrakte baner, som en statsminister er nødt til at gøre. Hun ville sikkert heller ikke være taktisk nok og villig til at bruge de sanktioner, som en leder nu engang er nødt til at bruge. Nej, Maria var ingen ledertype, men hun udfyldte til fulde rollen som ægtefælle for Josef og som moder for Jesus, hvilket formentlig ikke altid har været helt let. Hun var tydeligvis i besiddelse af en række vidunderlige egenskaber, som gjorde, at hun kunne leve det liv som hun levede og opfostre en søn af det format, som historien viste. Men Maria var heller ingen almindelig kvinde, hun var noget særligt. Og hendes egenskaber var også helt særlige. Selv om vi ved, at Maria hverken var eller ville være politiker, så forhindrer det os ikke i at stille spørgsmålet, hvordan et samfund - f.eks. vores eget - ville have set ud, hvis det var skabt på baggrund af Marias værdier. Disse ideer handler om viden, vilje, etik og spiritualitet, og de har deres udgangspunkt i troen på, at mennesket har en fri vilje, og at vi dermed har ansvar for vores eget liv. De mariologiske ideer udgør ikke en stramt defineret idelogi, og de fører ikke til noget bestemt politisk program. Men de danner et grundlag for den mariologiske tænkning, og denne tænkning peger ud mod det virkelige liv. Mariologien har et menneskesyn og derfor er der en sammenhæng mellem mariologi og samfundsforståelse. Mariologiens formål er at bidrage til at skabe et samfund, hvor mennesker er lykkelige. Det mariologiske menneskesyn er anderledes end det, som vi møder i den traditionelle psykologi og i den lutherske kristendom. Den store forskel er, at mariologien er moralsk og den tror på den frie vilje. For Marias venner er det indlysende, at mennesket - dybest set - er godt og at vi derfor søger at gøre det gode. Også selv om det ikke altid lykkes for os. Det er også indlysende, at mennesket har en fri vilje, og at vi derfor har ansvar for vore egne handlinger. Ikke kun når vi gør noget godt, men også når vi fejler og gør det onde. Mariologisk pædagogik er derfor orienteret mod konsekvenser. Den, som gør det gode, skal præmieres og den, som gør det onde, skal straffes. Det er rigtigt, at vi går ind for tilgivelse, men denne tilgivelse står ikke i modsætning til

14 retfærdigheden og til den grundlæggende lære om, at menneskers adfærd har konsekvenser; også for dem selv. Der er ingen modsætning mellem tilgivelse og straf. Det onde skal straffes, men derefter skal det tilgives. Den omvendte rækkefølge duer ikke. Men hvad er egentlig forbindelsen mellem de mariologiske værdier og det, som vi i hverdagssproget kaldet for "politik"? For at finde svar på dette spørgsmål vil jeg gennemgå hver af mariologiens fire dynamikker og se, hvad hver af dem kan have at gøre med strukturen og kulturen i det samfund, som mariologien stræber mod. * Viden Mariologien går ind for viden og dermed også for uddannelse, så det mariologiske samfund er et, hvor alle borgere har de bedste muligheder for at uddanne sig, ikke kun i tekniske fag, men også i humanistiske. Det handler om at kunne beherske et antal grundlæggende faglige færdigheder inden for læsning, skrivning, matematik og fysik. Men det handler også om at have historisk forståelse og kulturforståelse, ikke kun for sin egen kultur og historie, men også for andre lande, som indgår i det globale fællesskab. Nationalisme ligger mariologien fjernt. Mariologien er international, lige som alle filosofiens og religionernes sandheder er det. At være dannet - set i mariologisk perspektiv - er det samme som at have en viden, som ikke kun relaterer sig til ens eget sprogområde. Der findes andre kulturer, andre måder at forstå historien, andre religioner og andre værdisæt end det, som anvendes i det land, som man selv er vokset op i. Hvis ikke eleverne forstår dette, så er de modtagelige for den giftige sæd i deres sind, som fører til racisme, fordomme og krig. Det er netop det, som mariologien søger at undgå. Det, som i særlig grad adskiller den nuværende vidensformidling i skole og massemedier med det, som kan kaldes for mariologisk, er det overordnede formål. For mariologien er det - som nævnt - ikke et legitimt mål at uddanne mennesker til fordomme, racisme eller had mod andre kulturer, heller ikke selv om man mener at have bedre militære styrker end disse og derfor kan tillade sig at provokere. Men mariologien stræber ikke mod militær overlegenhed, den stræber mod fred, og da krige altid begynder i menneskers hoveder, som regel som et sæt negative fordomme mod fjenden, ser mariologien det som sin opgave at komme denne uvidenhed til livs. Det handler om at erstatte provinsialisme med en universalistisk tilgang til den verden vi lever i. Ikke sådan forstået at man ikke vil ære sin egen kultur og sin egen religion, men sådan forstået at det er et overordnet formål med undervisningen at udrydde fordomme mod andre folkeslag. Det handler om at give eleverne indsigt i det, som er anderledes, og at give dem en forståelse for hvorfor andre mennesker er som de er og tænker som de tænker. Det handler om at gøre det fremmede forståeligt og at gøre det spændende, og dermed om at åbne op for nysgerrigheden og for den store verden, som ligger åben for alle, som vil

15 Da viden kommer af forskelighed, er det afgørende, at borgeren får adgang til forskellige informationskilder, som ikke kun er forskellige i deres måde at formidle, men som også har forskellige synsvinkler. Det handler om ikke at ensrette informationsstrømmen, for viden og klogskab kommer af at have adgang til forskellige former for viden. Ikke en viden, som big brother først har sorteret og censureret, for denne viden hører fortiden til. For fremtidens samfundsborgere handler det om at kunne leve med forskellighed, ikke kun i detaljen, men også i det principelle, for kun ud fra forskellighed kan mennesker udvide deres horisont. Det gør ikke noget, at man er forvirret, for denne forvirring fører til forøget tankeaktivitet og til skabelsen af et mere modent synspunkt. Information, modsigelse og debat, det er den måde man lærer på. Mariologisk set er der desværre noget galt med den måde, som den danske stat i dag styrer nyhedsformidlingen. Her i landet er det staten, og dermed det politiske flertal, som bestemmer indholdet i skolernes undervisning og i de store nyhedsmedier. Dermed kan en unødvendig ensretning og uønsket fordummelse ikke undgås, og det er et problem. Danskerne plejer at beundre USA, men hvordan blev USA den stat, som de er i dag? Det gjorde de gennem en urokkelig respekt for ytringsfriheden og en principiel holdning om at staten ikke skal styre hverken skolevæsen eller nyhedsformidling. For al snak om demokrati er jo uden indhold, hvis de institutioner, som formidler den viden, som mennesker tænker ud fra, er kontrolleret af den politiske ledelse. Så er forskellen mellem demokrati og diktatur reelt udvisket. * Vilje Begrebet vilje spiller en stor rolle i mariologien, fordi det grundlæggende menneskesyn bygger på den opfattelse, at mennesket har en fri vilje, og dermed at det har ansvar for sine egne handlinger. Moral er altså ikke kun en frase i den mariologiske tænkning, det er virkelighed. Mariologien tror på den frie vilje, og ud fra denne opfattelse giver det sig selv, at mennesket har et personligt ansvar for sine egne handlinger. Visse psykologer hævder, at menneskets adfærd er bestemt alene af dets arv og miljø, men det afviser mariologien. Hvis dette var tilfældet, så ville det være meningsløst at tale om etik, for hvordan skulle man kunne give mennesker ansvaret for handlinger, som de ikke selv har besluttet sig for at udføre? Det ville jo svare til at man satte en robot i fængsel, fordi den havde gjort noget forkert! Hvis mennesket var en biologisk robot, så ville den fri vilje være en illusion og dermed ville al tale om at handlinger kunne være "gode" eller "onde", være uden mening. For ingen kan gøre noget, hverken godt eller ondt, uden at have en fri vilje. Den deterministiske psykologi, som gerne taler om fri vilje, men som ikke tror på den, er derfor i modstrid med den mariologiske lære om at mennesket er en levende organisme, ikke en maskine. Og det samme gælder for den lutherske lære om at

16 menneskets adfærd er "trælbundet" og altid ond. Ikke alene er denne lære selvmodsigende, da man ikke både kan være trælbunden i sin vilje og ond på samme tid. De to ting strider mod hinanden. Men begge dele er også forkerte, i hvert fald i forhold til det menneskebillede, som studiet af Jomfru Maria har lært os. Når vi ekstrapolerer, altså drager konsekvensen af den deterministiske psykologis menneskesyn, så er konsekvenserne store. For det første må et samfund, som udelukkende består af onde mennesker, naturligvis indrettes på en særlig måde, så denne ondskab bliver holdt nede. Det betyder, at der skal være et omfattende lovsystem og en effektiv politistyrke til at kunne kontrollere samfundets borgere. For tilhængerne af det deterministiske og dæmonistiske menneskesyn mener, at de afgørelser som staten træffer, af en eller anden årsag, er moralsk bedre end dem, som de enkelte borgere træffer. Dette kommer måske af den lutherske tiltro til at tallets fyrster var "Guds repræsentanter" og at de derfor skulle have uindskrænket magt til at kontrollere deres underordnede. Og den samme holdning gør sig gældende for lutheranismen og den moderne robotpsykologis tilhængere, som ikke finder noget forkert i at indskrænke borgernes fysiske og intellektuelle frihed i en sådan grad, at hver enkelt borger kan overvåges og kontrolleres ned til mindste deltalje af de fungerende politimyndigheder. I mariologien ser man mennesker som værende frie, og deres dybeste intentioner som værende positive og til gavn for dem selv og andre. Derfor er det private initiativ en positiv ting i mariologisk filosofi, og de beslutninger, som den enkelte træffer for sig selv og sin egen familie, vil - som udgangspunkt - være bedre end dem, man bliver påtvunget ovenfra. I ældre katolsk terminologi kaldes dette for "subsidiaritet", idet man mener, at det gode samfund er det, hvor der er kortest afstand mellem det menneske, som træffer beslutningerne og de mennesker, som disse beslutninger påvirker. Det afgørende er, at mennesker er forskellige og at det, som er godt for den ene, ikke nødvendigvis er godt for andre. Beslutninger, som træffes af statslige organer, har som regel en bindende konsekvens for alle landets borgere, men det er ikke ønskeligt at have alt for mange love, som er bindende for alle. Det er bedre at have få fælles love, og at give de lokale styrende organer - i sidste ende familierne og det enkelte menneske - retten til at føre disse love ud i praksis. Det skal være muligt at leve, som man selv ønsker det, så længe man ikke derved forulemper andre eller begrænser andre menneskers frihed til at leve, som de ønsker det. I mariologien er målet ikke kontrol eller falsk lighed, men frihed og mulighed for selvrealisering. Mariologien er en frihedsideologi, og derfor er den ikke formynderisk. Det handler ikke om, at "kloge mennesker" skal bestemme hvordan andre skal leve deres liv, men om at alle mennesker selv skal styre deres liv. Og dette personlige ansvar har naturligvis nogle konsekvenser, nemlig det, at man også har ansvaret for ting, som man gør forkert. Hvis man gerne vil havde ros og ære for det, man gør rigtigt, så må man også indstille sig på at bære ansvaret for det, man gør forkert. Det voluminøse katalog af offerretorik, som lutheranismen og robotpsykologien har ført med sig, skal derfor afskaffes

17 Det er naturligvis ikke sådan at mennesker frit kan beslutte sig for hvad som helst, for der vil altid være grænser, som er sat af tiden, naturlovene og af menneskers arv og miljø. Lad os lige slå dette fast: Det er ikke sådan at mariologien ikke anerkender betydningen af arv og miljø, det gør vi. Det handler om hvorvidt arv og miljø er de eneste forklaringer på menneskets adfærd. Det tror vi nemlig ikke på. Livet udvikler sig som en dialektisk vekselvirkning mellem frihed og nødvendighed. Noget kan lade sig gøre og andet kan ikke lade sig gøre. Jeg kan f.eks. ikke skrue tiden tilbage, og jeg kan ikke tale kinesisk eller flyve som en fugl. Men inden for de rammer, som er sat af nødvendigheden, altså af arv, miljø og naturlove, så har jeg den fuldkomne frihed til at vælge, hvad jeg vil gøre. Det eneste, som begrænser mig, er en eventuel mangel på viden, og dermed kommer vi tilbage til det første punkt i vores gennemgang af mariologiens samfundssyn. Mennesker kan ikke bruge deres frie vilje, hvis de ikke har den nødvendige viden til at træffe de rigtige beslutninger. Uddannelse er derfor afgørende for et menneske, for uden denne erhvervede viden, bliver han ikke i stand til at udnytte sit personlige potentiale. Den, som ikke kender verden og som ikke forstår sig selv, vil altid have begrænsede muligheder, så al form for aktivitet, som gør mennesker klogere, er også med til at gøre dem mere frie. Og dermed også mere lykkelige. * Etik I modsætning til lutheranismen og robotpsykologien har mariologien en etik. Den handler ikke kun om, hvad man mener, at andre bør gøre, men også om hvilke normer hvert enkelt menneske er moralsk forpligtet til selv at overholde. Her gælder naturligvis etikkens grundlov, at man skal gøre mod andre, som man ønsker at disse gør mod én selv. Men ud over dette, så gælder også en række mere konkrete adfærdsregulativer, som siger, at man ikke må stjæle, ikke lyve, ikke slå ihjel og ikke bryde andres ægteskab. Ingen af disse regler er absolutte, for man kan altid finde undtagelser og særlige situationer, hvor man alligevel bør gøre, som reglen ellers siger, man ikke må. Men det er lettere at orientere sig i den etiske jungle, hvis man har nogle enkle principper at tage sit udgangspunkt i. Og ud over disse principper, så gælder det også, at man altid skal bruge sin sunde fornuft og at man skal lytte til sin samvittighed. Der findes ingen enkel formel, som giver det rigtige svar på alle livets spørgsmål, heller ikke når det drejer sig om etik. Men de nævnte regler, kombineret med lidt sund fornuft, kan føre et langt stykke frem mod målet. Men eksisterer der overhovedet etiske problemer, altså ud over det, at mennesker er onde mod hinanden? Mange vil sige, at i det praktiske liv er det sjældent manglen på regler eller moralske principper, som får folk til at gøre det onde. Problemet er snarere deres almindelige egoisme. Desværre er der alt for mange mennesker, som ikke respekterer de etiske værdier, som værende relevante. De handler, som de selv har gavn af, og så tænker de ikke mere over det

18 I den senlutherske kultur er retssystemet derfor indrettet på baggrund af den positivistiske retsfilosofi, som siger, at det ikke er rettens opgave at tage stilling til godt og ondt, men udelukkende at dømme om en handling er i overensstemmelse med den gældende lovgivning eller ej. Om den pågældende lovgivning er fornuftig og moralsk forsvarlig, er dommerne helt uvedkommende, for det er et politisk spørgsmål. Retssystemet har som formål at føre politikkernes vilje ud i livet, og det som domstolen regner for at være "sandheden", er derfor udelukkende bestemt af, hvad disse politikere har vedtaget. Den for determinismen karakteristiske forkastelse af det etiske, giver sig udtryk i, at de straffe som gives for diverse forbrydelser, er små og meget lidt skræmmende. Dødsstraf eksisterer ikke, heller ikke selv om man har myrdet 76 uskyldige unge mennesker, som Anders Breivik gjorde det. Man straffer ikke straffer forbrydelser på en sådan måde, at det virker afskrækkende på andre forbrydere og antallet af kriminelle, som vender tilbage til kriminaliteten efter at have udstået deres straf, er derfor meget høj. I de kriminelles egen retorik hører man ofte det udtryk, at når de er blevet løsladt fra en fængselsdom, så har de "betalt prisen". Dermed mener de tilsyneladende, at det moralske spørgsmål er afsluttet. Enhver forbrydelse har en pris og når denne pris er betalt, så "har man betalt regningen" og behøver ikke mere at bekymre sig om den skade, som man har forvoldt og de ofre, som lider under denne skade. I den robotpsykologiske retsforståelse er et menneske i virkeligheden aldrig selv ansvarlig for de handlinger, som han udfører, for enten er disse handlinger et resultat af hans "trælbundne vilje" eller også er de et udtryk for hans dårlige sociale baggrund. Ingen forbryder har et personligt ansvar, for de handlinger som han udfører, for de er ikke udtryk for hans frie viljes afgørelser. Han er uskyldig i det, som han har gjort, og straffen er derfor altid uretfærdig, også selv om den har en ren symbolsk karakter. Den manglende erkendelse af det etiske, som værende en objektivt eksisterende størrelse, gør at mennesket i den trælbundne kultur - som regel - ikke har de store problemer med samvittigheden. Måske fortæller den, at man han har gjort noget forkert, men hvis forstanden samtidig siger, at "man er uskyldig indtil man er blevet dømt", så er der ingen grund til at bekymre sig. Og når man så er blevet dømt, så har man jo - efter udstået straf - "betalt prisen" og så er man i hvert fald uskyldig igen. Hvis samvittigheden alligevel giver problemer, så er løsningen - som robotpsykologien ser det - at give det pågældende menneske nogle piller, som gør ham mindre sensitiv. Men piller har desværre nogle bivirkninger, så heller ikke denne løsning er perfekt. Al fortrængning er dårlig, og den bedste løsning på samvittighedens problem, er at snakke med en præst, en psykolog eller et andet menneske. Forudsætningen for at

19 dette kan lade sig gøre, er imidlertid, at den hjælpende person eksisterer og at det af samvittigheden plagede menneske erkender skylden som en realitet. Teorien om at vores vilje er trælbunden eller misforståede former for kristendom, som hævder at "Jesus har betalt regningen for vore synder", er udelukkende til skade. Hvis Gud eksisterer, og hvis han ønsker det gode for menneskene, så bør han straks afskaffe disse former for falsk religion. Men indtil det sker, må vi selv bruge vores forstand, som siger os, at ingen synd kan være ude af verden, hvis den ikke er indrømmet og sonet. At synde er at opbygge en gæld, enten til samfundet eller til et eller flere mennesker, og denne gæld skal betales, for at skylden kan forsvinde. Om man vælger at kalde dette for aflad eller for erstatning, er ganske ligegyldigt. Gælden skal betales, hvis man vil være fri. Mariologisk set er skriftemålet det bedste lægemiddel, som eksisterer og heldigvis er vi i den situation, at alle kristne - katolikker og protestanter - har adgang til dette skriftemål. Men for at skriftemålet giver mening, skal der være en forudgående syndsbevidsthed hos det angrende menneske, og vi er derfor endnu en gang tilbage behovet for oplysning. I det mariologiske samfund er undervisningen af samfundets borgere i etik noget vigtigt, således at den etiske dagsorden ikke sættes af formiddagsbladenes journalister, men af mennesker selv. Det handler om at skabe en sådan etisk oplysning, at mennesker gør en ære ud af at vise respekt for de fattige, de gamle og de svage. Borgerne må ikke kunne gemme sig bag en falsk tro på at det etiske er "politikernes ansvar", for det passer ikke. Politikerne er ansvarlige for deres egen etik, og ikke for borgernes. Borgeren er fuldt ud selv ansvarlige for deres egne handlinger, og de må selv betale prisen for det, som de gør forkert. Det, at man handler "som loven siger", er i mange tilfælde kun en dårlig undskyldning for at gøre det onde, så loven er ingen undskyldning. Ansvaret er altid personligt. * Spiritualitet Karakteristisk for det mariologisk prægede samfund er interessen for det spirituelle. Denne interesse giver sig udtryk i, at religionerne trives og at mennesker interesserer sig for hinandens spirituelle præferencer. Disse ligger i konkurrence med hinanden, men denne konkurrence er fredelig og indbefatter ikke vold, trusler eller andre uciviliserede midler. Det er værd at understrege, at der findes forskellige niveauer af spiritualitet. Det vigtigste af disse niveauer er det grundlæggende, som styrer de moralske normer, som samfundet bygger på. Det drejer sig om troen på, at der er forskel på sandt og falsk, godt og ondt, menneske og Gud. Det er også troen på, at der findes sandheder, som er højere end andre. Der findes et sandhedernes hierarki. Politiske ideologier og teologisk polemik står lavt i dette sandhedernes hierarki, fordi forståelsen af de problemer, som diskuteres i denne sammenhæng, i høj grad er afhængig af problemernes sproglige iklædning. Det man diskuterer, er altså ikke substansen, men

20 den sproglige formulering af denne substans, og dermed bliver debatten subjektiv og mindre interessant. Spiritualiteten er en central del af den mariologiske kultur, og forståelsen af mennesket som værende en krop og en sjæl er helt grundlæggende. Tanken om, at mennesket skulle være en biologisk maskine, er helt uforenelig med mariologiens lære, men det betyder ikke, at mennesker, som tror på dette, skal udsættes for diskrimination. Alle skal naturligvis have lov til at tro, som de vil. Men det gør ikke alle former for tro lige sande. Sandhederne har - som sagt - et hierarki. Noget er mere sandt end andet og andet er slet ikke sandt. Spiritualiteten handler om mere end det åndelige. Det drejer sig også om kultur, litteratur og kunst, og de regler, der gælder for det spirituelle liv, skal derfor også gælde for kunsten og kulturen som helhed. Ingen statslig instans skal bestemme, hvad som er godt og hvad som er dårligt for det, som er vigtigere end alt andet, er friheden og forskelligheden. I det mariologiske samfund gælder det om at skabe grobund for alle former for kreativitet, og ikke kun det, som politisk udvalgte eksperter mener er godt. Kunsten skal trives frit, og publikum må selv afgøre, hvad de vil støtte og hvad de vil forkaste. Det gør de ved at købe det gode og ignorere resten, men dermed har man naturligvis ikke vedtaget, at det som sælger bedst også er det kvalitetsmæssigt bedste. I kunstnerisk sammenhæng er kvalitet nemlig ikke et objektivt begreb. Hvad, som er godt og hvad som er dårligt, vil der altid være forskellige meninger om. Og hvem som har ret er slet ikke vigtigt. Det handler om respekt for det enkelte menneskes egen bedømmelse, og for dette menneskes ret til selv at bestemme, hvad han vil bruge sine penge til. Ingen skal være tvunget til at støtte en spiritualitet, en religion eller en form for kunst, som de ikke bryder sig om, heller ikke selv om såkaldte eksperter siger, at den ene spiritualitet, religion eller kunst er bedre end de andre. For sådanne udsagn er jo udtryk for subjektivitet. Hvad der er sandt og falsk, godt og dårligt, må hver enkelt selv afgøre og alle sandheder om dette befinder sig meget lavt i sandhedernes hierarki. De er alt andet end objektive. * Afslutning Denne artikel er kort, og den har derfor kun behandlet de mest grundlæggende karakteristika, som gælder for det mariologisk inspirerede samfund. Det afgørende er, at dette samfund - i modsætning til det vi kender - hviler på den antagelse, at mennesker har virkeligt ansvar for deres egne handlinger. Derfor er formålet med al politik at skubbe beslutninger så langt ned i hierarkiet, at de bliver truffet af dem, som de rent faktisk vedrører. Politik skal - så vidt muligt - være lokal, og der skal gælde så få påtvungne regler som muligt. Det betyder ikke, at staten skal nedlægges, eller at der ikke vil være statslige og overstatslige organer, regler og institutioner. Det må der nødvendigvis være, for i al