8/2007 VI ELSKER VORES PARCELHUSE ARKITEKTEN PÅ SPIL I TV-STUDIET ARKITEKTFORBUNDET: VALG TIL REPRÆSENTANTSKABET

Transkript

1 8/2007 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND VI ELSKER VORES PARCELHUSE ARKITEKTEN PÅ SPIL I TV-STUDIET ARKITEKTFORBUNDET: VALG TIL REPRÆSENTANTSKABET DEBAT: VINDMØLLER OG FREMTIDENS ARKITEKTUR

2 he city has been defined as a world of strangers (Lyn Lofland), and the accidental encounter has been described as the essential challenge of urban life (Sharon Zukin). The unplanned encounters with strangers may generate fear as well as fun, and managing these feelings is an essential part of urban living. Indeed, the concept of urbanity involves the ability to adjust to strangers. In giving shape to the city the architect and the city planner must inevitably relate to a whole register of feelings, ranging from fear to fun. At one end of modern urban development the so-called gated communities and other scanscapes openly represent the fear of the stranger. At the other end of this development funscapes are manifestations of a desire for the strange, the bizarre, and the unexpected. On a more general level, however, fear and fun may be seen as two sides of the same coin, fun being a way of reducing fear. Thus, the funscapes of a city which have learnt their lessons from such examples as Disneyland (Holck) and Las Vegas (Robert Venturi et al.), may be interpreted as an expression of a growing need to subdue the fears of everyday life in the city of today. Since the 18th century, London has been nicknamed the Great Wen, an indication of anxieties caused by the monstrosity of this big city, but since 1995 the logo of London has been the world s largest Ferris wheel, and from their transparent boxes housed in this perfect circle visitors take pleasure in panoramic views over the Thames comforting views where the greatest contrasts stand side by side in friendly juxtaposition and where the most monumental objects are reduced to small, toy-like objects. The following pages are dedicated to a historical and cultural analysis of these funscapes. difference, a unique spirit of place, a special atmosphere and a particular aura. It is something that sets Copenhagen or Malmö apart from other competitors. The logic of branding brought with it a focus on comparison, benchmarking and taking the pulse: how are we doing? In order to become established as an interesting actor or an investment object in a rapidly changing world, impression management was an important tool. The concept of the catwalk economy (see the discussion in Löfgren & Willim 2005) focuses on this need to communicate an appetizing image of a fast, pulsating and creative city with an important stake in the future. As one proponent of place-marketing aptly puts it: During the millennium years we were able to observe how certain catwalk technologies were developed. One was listing and ranking and an obsession with comparative benchmarking. How are we doing as a city destination in comparison with Barcelona or Boston? Where are the hot spots, the creative seedbeds of the new economy? Who are the hot actors and what do the cool scenes look like? All kinds of lists and mappings were produced: lists of attractive cities, promising investment futures, great shopping or the best night life. Place marketeers and destination developers scanned the various list-making media; from the trendy design magazine Wallpaper to investment guides. Listing and rating brought its own logic to the field. It often called for simplification and trivialization. You had to itemize and delineate factors in order to make comparative lists rather as the tourist industry of the nineteenth century developed the system of star ratings. Concepts like cool and hot became popular. If it was good to be cool or hot, why not try to be both? Where business is hot and life is cool..., an advertisement for the Öresund Region ran in 2000, while in 2001 Budapest was labelled by a journalist as the hottest cool spot in Europe right now. What did it take for a region, a city, a night life or a hotel to look hot? How could you work yourself to the top of the lists, and how long could you stay there? The dramaturgy of list-making called for a constant change in hierarchies, complete with newcomers and fallers-behind. Again, there was a process of standardization. In competing to become a hot spot, cities, regions and corporations copied the successful. They wanted to package a unique local identity not only through a global cultural grammar, but also by constantly profiling themselves against others, as Barbara Czarniawska points out in her studies of Rome, Stockholm and Warsaw: Performance became an important catwalk technology. You had to look good. Such aesthetics are to be found in many arenas, perhaps above all in the fast-growing industry of event-making. New standards and expectations were thus developed. In short, ranking lists and catwalking performances thrived in the absence of well-established measurements of success. It was also important that a new reputation could be translated into terms that made sense on the global market and could be read and evaluated by investors elsewhere. Genres of city catwalking were invented or recy- Why leave the City on holidays? I dag er shopping blevet en livsstil, vi forbruger på livet løs, også i det offentlige rum, dette betyder at byen i dag er blevet Disneyficeret eller Tivolificeret. Målet med denne udgivelse er at indkredse konsekvenserne af denne udvikling, at belyse samspillet mellem såkaldte funscapes og fear culture og at redegøre for betydningen af nye koncepter og fænomener så som event-kultur, urban scenografi, oplevelsesøkonomi, by-branding og kulturel planlægning. Bogen, som udgives på engelsk, er redigeret af Gitte Marling og Martin Zerlang. Fun City Red: Gitte Marling & Martin Zerlang 280 sider, 24 x 17 cm, paperback, illustreret ISBN: Pris kr. 280,- Part 4 Funscapes Funscapes Martin Zerlang T Places are indeed products, whose identities and values must be designed in a value adding process and marketed on a European and global market. The winning places that exist on a global market will come to be all the more important. (Quoted in Sahlberg 1998:156) City councilors and officials in Rome found a way to solve the paradox of identity by an image that simultaneously stresses uniqueness and points out similarities: Rome is comparable to Athens because of its cultural capital, but Athens is a city with all problems, no solutions. London is the model of privatized municipal services but they do not have the Roman tradition (or rather, all their truly ancient tradition is Roman). Berlin is a model of a traffic system with the railway as its center but German cities are over-organized while Rome s charm lies partly in its anarchy etc. (Czarniewska 2000:212)

3 INDHOLD: ARKFOKUS 3. årgang, oktober 2007 Udgiver ARKITEKTFORBUNDET ved direktør Arne Ennegaard Jørgensen Strandgade 27A 1401 København K T (+45) E sekr@arkitektforbundet.dk Redaktion Ansv. redaktør: Anne-Marie Gregersen Redaktionssekretær: Cornelius Colding Redaktion: Stine Munch-Nielsen og Claus Padkær, informationskonsulenter i ARKITEKTFORBUNDET. E amg@arkitektforbundet.dk Grafiker Jesper Lind Jans Inspirationsgruppe Anders Bak, Axel Bendtsen, Bjarne Rieckmann, Lars Poulsen, Naja McNair, Pernille Herzberg, Rikke Kirstine Larsen, Rikke Stenbro og Sidse Grangaard Forsiden Foto: Ulrik Jantzen, Das Büro Abonnementsservice Oxygen Media Service Postboks København NV T (+45) , kl E arkfokus@oxygen.dk Annoncer Steffen Petersen, E sp@arkfo.dk Per Christensen, E pc@arkfo.dk Lone Andersen, E la@arkfo.dk Arkitektens Folag, T Tryk PJ Schmidt Grafisk Produktion ISSN: Medlem af Dansk Fagpresseforening Oplag: 5000 Udkommer med 10 numre årligt Abonnement: 490 kr. årligt Arkitektens Forlag Ovengaden oven Vandet 10, København K T Artiklerne i ARKFOKUS står for den enkelte forfatters egen regning og er ikke nødvendigvis udtryk for bladets eller ARKITEKTFORBUNDETs holdning. 2 KÆMPEMØLLERNE KOMMER! Arkklummen: Hvor er arkitekterne henne i debatten om de gigantiske vindmøller, der invaderer den danske natur? 4 VI ELSKER VORES PARCELHUSE forstæderne, parcelhusene og gør-det-selv-drømmene. 10 FØR RENOVERINGEN To fotografer på opdagelse i Tuborgs gamle bryghus i Hellerup før ombygning til moderne firmadomicil. 12 DEN VISUELLE INSTRUKTØR Rundtur i DR Byen med arkitekt Kim Fridbjørg. 16 NEWS 18 MOD EN VERDEN AF SYSTEMARKITEKTER Debatindlæg af lektor ph.d., arkitekt Thomas Bo Jensen fra Kunstakademiets Arkitektskole. 20 LANDSMØDET 2007 Reportage fra ARKITEKTFORBUNDETs Landsmøde på IT-Universitetet i Ørestad Nord. 24 ARKITEKTFORBUNDET GÅR TIL VALG 20 kandidater opstiller til ARKITEKTFORBUNDETs valg til Repræsentantskabet. Læs deres programerklæringer, inden du sætter krydset. 32 VERDENSBLIK Venetianske drømmespil. 1

4 KÆMPEMØLLERNE KOMMER De gigantiske vindmøller, der fejlplaceres i det danske landskab, er godt i gang med at forvandle vores natur til et discountlandskab. Hvorfor lyder der ingen protester fra alle humanisterne arkitekterne, designerne, landskabsarkitekterne og byplanlæggerne? Hvor er ARKFOKUS læsere henne i vindmølledebatten? spørger freelance-tegner og tekstforfatter Karsten Hansen. Slogan for Wind 1 A/S, firmaet, der skal sætte møllerne op på Langeland: Er din gamle mølle til salg... så gi` Wind 1 et kald! Om vindmøllerne: Det er politisk korrekt, økonomisk tvivlsomt og grimt! (Uffe Ellemann-Jensen, venstremand og tidligere udenrigsminister) Beslutter Langelands kommunalbestyrelse ikke at tillade mølleopstillingen, skal den dikteres fra oven! (Folketingsmedlem Anne-Grethe Holmsgaard, SF) Dræbersneglene fik pressens helt store bevågenhed i den skrækkelige sommer, der gik. Det fik en anden invasiv art desværre ikke, nemlig kæmpevindmøllerne. Regeringens energistrategi, En visionær energipolitik, lægger op til mindst 30 % vedvarende energi i Og forude venter FN`s klimakonference, som skal afholdes i Danmark Så nu skal der for alvor kul på vindmølleopstillingen i Danmark, i håbet om at fremstå som et mønstereksempel for hele verden på, hvordan man kan bidrage med at løse klimaproblemerne. Vindmøller? Jamen, det lyder da helt fint! Vi har set, at isen smelter på Nordpolen. Vi har alle rystet i bukserne over Al Gores film En ubekvem sandhed. Så, hvad er problemet? Poblemet er bla at vindmøllerne er enorme! Der et ikke tale om almindelige småmøller, som vi kender dem fra det danske landskab. De nye møller er fra 100 meter op til 200 meter. Og én eneste fejlplacering af sådan en gigant vil få katastrofale følger. Tæt ved det gamle Tranekær Slot på Langeland vil man over hals og hovede opstille fire kæmpemøller. I dette tilfælde måler vindmøllerne 133,5 meter. Det svarer nogenlunde til, at man stiller Rundetårn oven på Københavns Rådhus. Vingefanget er på 107 meter, svarende til en fodboldbane. Giganterne på Langeland Lad mig straks tilstå, at jeg bor på Langeland. Her er Tranekær blevet en case, som måske kan tjene til at anskueliggøre problemet. Tæt ved det gamle Tranekær Slot vil man over hals og hovede opstille fire kæmpemøller. I vores tilfælde måler vindmøllerne 133,5 meter. Det svarer nogenlunde til, at man stiller Rundetårn oven på Københavns Rådhus. Vingefanget er på 107 meter svarende til en fodboldbane. Møllerne vil dække ca kvadratmeter af luften med en konstant rotation og emission af lavfrekvent lyd, øvrig støj og skyggekast. Så reelt er der ikke tale om en møllepark, som det så lyrisk hedder. Men om et veritabelt industrianlæg. Giganterne skal opstilles i et sjældent smukt og kystnært småskalalandskab kun 300 meter fra stranden. Et landskab, som i regionsplanen er udlagt som et større sammenhængende landskabsområde. Hensigten med kystnærhedszonen er at beskytte det danske kystlandskab, hvis udstrækning og variation er enestående i Europa. Connie Hedegaard har overladt det til kommunerne at træffe beslutning om placeringen af møllerne. Men hvis kommunerne takker nej, lægger hun ikke skjul på, at hun vil gennemtvinge møllerne ved et såkaldt landsplandirektiv. Det ser mildest talt ikke kønt ud! 2

5 Som konservativ miljøminister har jeg insisteret på, at et lille land har brug for en stærk planlovgivning, hvis vores landskaber ikke helt vilkårligt skal plastres til med byggerier og anlæg. (Miljøminister Connie Hedegaard, K) Det, der nu tegner sig, er en katastrofekurs, et pengespild og en naturødelæggelse uden lige. (Claes Kastholm Hansen, forfatter og kommentator i Berlingske Tidende) Fra natur til discountlandskab For Langeland vil det være en katastrofe, hvis møllerne kommer op. Øen skal fremover leve af turisme og tilflyttere. Men de vil løbe skrigende bort, hvis man forvandler naturen til et discountlandskab. Og det har den lokale inkompetente kommunalbestyrelse ikke evnet at forstå. Pointen er, at hvis man fejlplacerer møllerne og det gør man ødelægger man vores dyrebare natur, der i forvejen er under hårdt pres. Møllerne bør stå på havet. Eller i hvert fald i områder, der i forvejen har et industrielt præg eller er storskalalandskaber, akkurat som regeringens vindmølleudvalg anbefaler. Men som man altså ikke efterlever. Man har fra Folketingets side formået at lægge låg på hele diskussionen, så den kun bliver ført af nogle lokale brokkehoveder hist og her ude i de tyndt befolkede områder. Disse baghavegalninge kan man ikke tage alvorligt. Men sagen er principiel, for den invasive art vil ramme hele Danmark. Og kommer på sigt til at skade vindmøllesagen! En stemme i hele debatten, der er stærkt savnet, er humanisterne: arkitekter, landskabsarkitekter med flere. Dette blads læsere. Hvor er I henne? DELTAG I ARKITEKTURDEBATTEN: Har du kommentarer til Arkklummen eller lyst til at skrive/læse andre bidrag til tidens arkitekturdebat, så besøg ARKITEKTFORBUNDETs hjemmeside: eller send en mail til ARKFOKUS: amg@arkitektforbundet.dk Illustration af freelance-tegner og tekstforfatter Karsten Hansen, som holder et vågent satireøje med dagens begivenheder og mediedebatten i lille Danmark. Karsten er uddannet på Danmarks Designskole og bla fast tilknyttet satirebladet Svikmøllen. ARKKLUMMEN 3

6 VI ELSKER VORES PARCELHUSE Det er populært at bo i storbyen og boltre sig i kulturelle tilbud og gastronomiske oplevelser. Tror vi. I virkeligheden er det mindst lige så populært at bo i forstæderne, hvor vi har adgang til grønne områder og ungernes skole lige rundt om hjørnet. Bare ikke i de store boligblokke fra 60 erne og 70 erne vi vil nemlig have parcelhuse, hvor vi kan udleve vores gør-det-selvdrømme. Af journalist Lars Hedebo Olsen, analyseredaktør på dagbladet Politiken Det er egentlig paradoksalt, siger Poul Sverrild fra Historiens Hus i Hvidovre. Vi elsker alle sammen velfærdsstaten, men der er ikke nogen af os, der kan lide den arkitektur, den har efterladt. Poul Sverrilds arbejdsplads ligger nærmest i hjertet af den danske velfærdsstat, men ikke i et af højhusene eller de utallige parcelhuse, der kendetegner kommunen. Historiens Hus ligger i en smuk rødstensbygning fra begyndelsen af 1900-tallet, og kigger Sverrild ud af vinduerne, er der lutter smukke huse, så langt øjet rækker, på trods af at han sidder i Hvidovre, som sammen med den nærliggende Avedøre Stationsby emmer af storby. I hvert fald på papiret. På blot hundrede år er Hvidovre vokset fra at være en lille landsby med blot 500 beboere til i dag at være en forstad med indbyggere. Inklusiv triumfen fra 1960 erne: Avedøre Stationsby. Her var tanken, at man skulle kunne leve et helt liv fra vugge til grav med vuggestuer, børnehaver, skoler, gymnasium, arbejdspladser på Avedøre Holme og sunde og gode boliger. Her folder plansamfundet sig ud i fuld flora med parker til de 8 timers fritid, boliger til de 8 timers hvile og arbejdspladser til de 8 timers arbejde. Og midt i det hele ligger så Avedørelejren, Årsagen til, at forstæderne har så dårligt et rygte, er primært, at arkitekter og byplanlæggere har ladet dem sejle deres egen sø, mens de har brugt tid på at gøre gamle havne og nedslidte industriområder i byerne attraktive. (Birgitte Bundesen Svarre, ph.d.-studerende på Kunstakademiets Arkitektskole) der siden 1999 har bevæget sig fra at være et nedslidt kaserneområde til i dag at være et af de mest eftertragtede boligområder i Hvidovre. Også selvom den ligger i Asmik Sarkisian og Samvel Egiazarian kommer fra Armenien. De har slået sig ned i et parcelhus i Rødbyhavn og er blevet rigtig glade for at bo der. Foto: Morten Bjørn Jensen 4

7 Hvidovre, der med sine gennemførte planer ikke just udstråler kreativitet og store armsving. Men det er måske bare noget, vi tror? Måske er der sjovere i forstæderne? Det er i hvert fald umådelig populært at bo der. Der er grimt i Høje Tåstrup Problemet med forstæder er, at de har så dårligt et ry, siger Birgitte Bundesen Svarre fra Kunstakademiets Arkitektskole. Folk tror ikke, der sker en pind. Tager man ud til stationscentret ved Høje Tåstrup og ser, hvad der er blevet lavet der, så er det virkelig ikke særlig inspirerende. Men ifølge Birgitte Bundesen Svarre, der er i gang med et ph.d.-projekt om forstæder, kan forstæderne mere, end vi tror. Det, at de har så dårligt et rygte, skyldes primært, at arkitekter og byplanlæggere har ladet dem sejle deres egen sø, mens de har brugt tid på at gøre gamle havne og nedslidte industriområder i byerne attraktive. Spørgsmålet er bare, om vi kan blive ved med at overse forstæderne. Mange mennesker er faktisk glade for at bo langt uden for den tætte by. Folk kan godt lide kombinationen af det bymæssige og naturen, og det er jo netop grundlaget for forstæderne og baggrunden for, at man etablerede de engelske garden cities, siger Birgitte Bundesen Svarre. Storbyen var for meget, den var beskidt og farlig, så tanken om at kombinere det grønne med gode boliger tiltalte mange mennesker. Den store ulempe ved forstæderne er, at der er rigtig mange, som synes, der er ekstremt kedeligt i forstæderne. Hvad skal vi derude, spørger folk. Det er den dårlige smag, der dominerer i parcelhusene, hvor folk har udlevet deres gørdet-selv-drømme. De er grimme, og selvbyggeriet har taget overhånd. Men det er måske netop her, kernen til forstædernes popularitet ligger. Forstæder er netop meget andet end store boligkarreer og mislykkede stationscentre. De er først og fremmest et sted, hvor vi kan bruge vores hænder og uddanne os selv udi kunsten som håndværkere. Tidens store projekt hedder hverken skattere- Øverst: parcelhusområde i udkanten af København. Foto: Thomas Borberg I 60 erne og 70 erne blev der i gennemsnit opført nye parcelhuse om året eller 75 huse om dagen. Dermed fik mange almindelige mennesker chancen for at få opfyldt deres drøm om eget hus. Annoncen her stammer fra Bo Bedre BOLIGBYGGERI 5

8 6 Problemet med forstæderne er, at de har så dårligt et ry. Folk tror ikke, at der sker en pind, forklarer Birgitte Bundesen Svarre fra Kunstakademiets Arkitektskole. Foto: Ulrik Jantzen

9 Ombygninger, garager, nye vinduer og glaserede tegl havde flyttet parcelhusene så meget fra deres udgangspunkt, at de garvede arkitekter havde svært ved at gennemskue, hvordan husene oprindelig havde set ud. (Thorkild Ærø, forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut) form eller integration, men ombygning af parcelhuset. Husbyggere for evigt Hvis der er noget, der for alvor adskiller parcelhuset fra den almennyttige bolig, så er det, at man kan sætte sit helt eget præg på huset. Parcelhuset kan man iscenesætte og præge, så det bliver til den unikke bolig, vi alle sammen drømmer om, fortæller Thorkild Ærø, som er forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut. Han har undersøgt sammenhængen mellem boligpræferencer og livsstil og set på, hvorfor vi især er så begejstrede for enfamiliehuset med den lille have. Oprindelig er vi jo husbyggere. At bo kommer af det tyske zu bauen, der betyder at bygge, og mange af os bliver ved med at bygge om. Det kan godt være, konen tror, at det nye køkken er sidste skud på stammen i mandens ombygningsplaner, men han går nok allerede og pusler med en idé om at lave en ny garage, fortæller Thorkild Ærø. For et par år siden gik en gruppe arkitekter rundt i et boligkvarter for at registrere de forskellige enfamiliehuse. Og først efter at have brugt timevis på at betragte husene, gik det op for arkitekterne, at de faktisk var ens. Ombygninger, garager, nye vinduer og glaserede tegl havde flyttet husene så meget fra deres udgangspunkt, at de garvede arkitekter havde svært ved at gennemskue, hvordan husene oprindelig havde set ud. Sådan er det gået i mange kvarterer, forklarer Thorkild Ærø og fortsætter: Vi betragter boligen som en del af os selv. Når man spørger folk, hvorfor de er flyttet i hus, kobler de det altid med deres personlige og familiemæssige situation. BOLIGBYGGERI 7

10 8 Fra sin plads bag hækken eller stenbedet ligger parcelhuset med udsigt til forstadskvarteret.

11 DANSKERNE BOR I ENFAMILIEHUSE Flere end 2,6 mio. danskere bor i hus, viser tal fra Danmarks Statistik, og dermed er enfamiliehusene den mest almindelige boligform i Danmark. Fordelt over hele landet er der over en million enfamiliehuse, hvilket betyder, at der er flere huse end etageboliger, som ligger nummer to på listen over danske boligformer. DRØMMEN OM EGET PARCELHUS I løbet af 1960 erne og 70 erne blev der bygget ca parcelhuse. Det var tidens kombination af stigende husstandsindkomster, gunstige skatteregler, en høj inflation samt billige standardiserede byggemetoder, der gjorde det muligt for almindelige mennesker at få opfyldt drømmen om eget hus. Vi fik børn, og så havde vi brug for mere plads. Eller vi syntes, det var på tide at komme ud i den friske luft. Ifølge Ærø er vores bolig først og fremmest en symbolbærer, hvor vi kan vise omverdenen, hvem vi ønsker at være og hvilke værdier, vi lægger vægt på. Når vi skal vælge, hvor vi vil bo, vælger de fleste af os noget, vi kender i forvejen. Hvis man er vokset op i et parcelhus, synes man også, at ens egne børn skal vokse op i et parcelhus, fortæller Thorkild Ærø. Det er ikke så meget økonomien, der afgør, hvilken type bolig vi vælger, men snarere de værdier og de symboler, vi forbinder med den enkelte bolig. Hvis man selv er opvokset i almennyttigt, kender man koderne for, hvordan man omgås sådan et sted og vil derfor føle sig tiltrukket af den type bolig. Man ved, hvordan man kommer på venteliste, og hvordan sagsbehandlingen er. Så uanset om vi søger den ene eller anden slags bolig, så går vi først og fremmest efter områder, hvor vi kender omgangsformerne og den livsstil, der leves der. Hvis vi havde et fuldkommen frit boligvalg, tror jeg, de fleste ville vælge at bo i et parcelhus midt på Rådhuspladsen. (Thorkild Ærø, forskningschef på Statens Byggeforskningsinstitut) Et spørgsmål om tolerance For mange mennesker er tanken om at bo i en stor boligblok lig med ensretning og manglende rum for personlig udfoldelse. Vi vil ikke bo i kasser, hvor vi alle sammen ligner hinanden ligeså meget som de boliger, vi bor i. Vi vil have mangfoldighed og frihed. Til et vist punkt i hvert fald. For når vi søger ud i forstæderne og til de kvarterer, hvor folk ligner os selv, kommer vi til at bo med alt andet end mangfoldighed og frihed. Den markante opdeling af funktionerne, der var idealet i 60 erne, vil man for alt i verden gerne undgå i dag, siger Thorkild Ærø. Når man anlægger nye kvarterer i dag, prøver man at blande tingene, så vi ikke får rene velhaverkvarterer eller kvarterer, hvor alle er på overførselsindkomst. Men det er svært, når vi vil bo i områder, hvor vi ligner hinanden, og det kan i sidste ende komme til at gå ud over tolerancen. Hvis man kun har selvreferencen tilbage, så har vi en ny opdeling, hvor vi orienterer os efter boligpriser og handlemønstre, der minder om vores egne. I nogle kvarterer kan man se, at folk gør alting selv. Andre steder er villavejene fyldt med varevogne om formiddagen, hvor håndværkerne står for at installere køkkener og afhøvle gulvene. Nogen steder er det okay at sætte en vandpumpe fra landsbyen op, og andre steder ville man dø ved tanken, fortæller Ærø. Hjemmet skal altså iscenesættes og præges, men når vi flytter ind i områder, hvor alle naboerne har havenisser i indkørslen eller selv installerer nye badeværelser, er det så som så med tolerancen og pladsen til folk, der ikke gider se på havenisser eller selv sætte fliser op. Parcelhus på Rådhuspladsen Det er altså ulempen ved parcelhuset og forstæderne. At vi mister den mangfoldighed og rigdom, som livet i byen tilbyder. Til gengæld får vi gode boliger, der er så omstillingsparate, at vi nægter at flytte, når vi først er flyttet ind. De, der flyttede i parcelhuse i erne, er i 60 erne i dag, men de har ingen intentioner om at flytte. Husene kan jo laves om i en uendelighed, så de også svarer til ens behov, selvom man er blevet 72. På et tidspunkt kommer der nok et helt boom af parcelhuse på markedet, og så bliver det interessant at se, om de kan sælges, for de er jo lidt ensidige, siger Thorkild Ærø. Men så længe parcelhusene ikke ligger alt for langt ude på landet, skal de nok blive ved med at gå som varmt brød. Muligheden for at få udlevet sine indre håndværkerdrømme og bo tæt på storbyen, er nemlig forstæderne og parcelhusenes helt store plusser, mener Ærø. Hvis vi havde et fuldkommen frit boligvalg, tror jeg de fleste ville vælge at bo i et parcelhus midt på Rådhuspladsen. BOLIGBYGGERI 9

12 BRYGHUSET I 1996 stoppede ølproduktionen i Tuborgs gamle bryghus på Strandvejen i København. Derefter fulgte 10 års tornerosesøvn, indtil bygningsarbejderne rykkede ind i januar 2006 og gik i gang med at shine bygningen op til en ny tilværelse som firmadomicil for Dampskibsselskabet Norden A/S. Inden renoveringen fik de to fotografer Nanna Bisp Büggert og Birgitte Truelsen imidlertid mulighed for at gå på opdagelse i bryghuset og indfange skønheden i forfaldet. Resultatet er en række magiske skildringer af tidens spor på et af industrialis- mens helt store monumenter. Duer, grafitti, rust, patineret kobber, knækkede fliser og flimrende, støvet lys er alt sammen blevet fastholdt og foreviget i bogen med det fængende navn Bryg og i de to fotografers udstilling i det lille Galleri Krebsen i Studiestræde. Bog: Bryg, 80 sider, pris: 200 kr., Fotografisk Centers Forlag Udstilling: Bryghuset, 9. november 1. december, Galleri Krebsen, Studiestræde 17A, København De to fotografer, Nanna Bisp Büggert og Birgitte Truelsen, vil gerne dokumentere skønheden i forfaldet. Men de vil mere end det: Deres ambition er at indfange og videregive eventyret Birgitte Truelsen har taget billedet nederst på denne side, resten er af Nanna Bisp Büggert. 10

13 Bryghuset er fra 1903 og tegnet af arkitekten Henrik Glæsel, som også stod bag Magasin du Nord på Kongens Nytorv. Til Tuborg Fabriker tegnede han et hus, som udvendigt ligner en borg, men som indvendigt er lyst og venligt, takket være det store pyramideformede ovenlys og de gigantiske støbejernsvinduer mod Øresund. ZOOM 11

14 12 ARKITEKTEN SOM VISUEL INSTRUKTØR

15 Arkitekt Kim Fridbjørg fra designfirmaet House of Monkeys kalder sig også for visuel instruktør og formgiver og han er designeren bag tv-nyhedernes nye studier og redaktionslokaler i Ørestaden. Af Stine Munch-Nielsen At arbejde i et tv-studie er som at arbejde i et kæmpe 1:1-laboratorium i grænselandet mellem teater og arkitektur, hvor former, farver, materialer og lys skaber og fortæller historien, forklarer Kim Fridbjørg. Han er arkitekten bag Danmarks Radios visuelle design på nyhedsfronten dvs. han har designet de rum ude i DR Byen, der nu danner rammerne for tv-nyhederne på både DR 1 og DR 2. Og formgivningen af DR s tv-studier og redaktionslokaler har i høj grad taget udgangspunkt i ord som branding, identitet, værdier og følelser. Nyheder på tv kan ikke reduceres til kolde facts, skarp journalistik og veltalende studieværter. Uden markante visuelle I forbindelse med kortlægningen af DR 1 s værdier og identitet stillede vi os selv spørgsmålet: Hvad ville DR 1 være, hvis den var et objekt. Svaret endte med: en ipod. rammer er tv kun en ubehjælpsom billedradio, lyder budskabet fra Kim Fridbjørg, der har inviteret ARKFOKUS på en rundvisning i nyhedernes brændpunkt. Med en kameralinse for øjet fortæller han om Danmarks Radios ansigtsløftning fra formulering af værdigrundlaget til det endelige design. Friske nyhedsfrugter Vi er i DR Byen i den nordlige del af Ørestaden på Amager. Første stop på rundvisningen er TV Avisens nyhedsredaktion et lyst rum med enorme glaspartier. I midten står rummets vartegn, det runde nyhedstræ, hvis krone består af et nyhedshjul, hvor de seneste nyhedsfrugter tikker ind på det elektroniske nyhedsbånd døgnet rundt, til brug for de arbejdende journalister. Kim forklarer: Rummet savnede et element, som kunne signalere, at det her ikke blot var en Arkitekt og visuel instruktør og formgiver, Kim Fridbjørg. Foto: Per Morten Abrahamsen DESIGN TVA s anker-bord i DR Byens runde transparente Studie 13. Foto: Laura Stamer 13

16 arbejdsplads, men et sted med en særlig betydning. Med nyhedstræet har jeg blandt andet villet synliggøre, at rummet er nyhedernes samlingspunkt for hele Danmark. Ud over at være arbejdsplads for redaktionen, spiller rummet en afgørende rolle som formidler af DR s værdier på tv. Hver gang en ny TV Avis sætter i gang, får seerne et kig ind i den arbejdende redaktion, hvilket understreger værdier som troværdighed, ægthed og skarphed. Det bløde Fra nyhedsredaktionen fæstner kameraet sig ved TVA s nyhedsstudie i glas, der ligger i forbindelse med redaktionen. Studiets design og farver skal afspejle DR 1 s TV Avisen som en skarp og ægte formidler. Farverne er rød og orange, mens borde, skærme og stole har afrundede kanter. Værtsbordet, som Claus Buhr, Mette Walsted Vestergaard og og Reimer Bo Christensen dagligt indtager, har sin helt egen historie, forklarer Kim. I forbindelse med kortlægningen af DR 1 s værdier og identitet, stillede vi bla os selv spørgsmålet: Hvad ville DR 1 være, hvis den var et objekt. Svaret endte med en ipod fordi ipod en bærer på alle de værdier, som også gerne skal kendetegne DR 1: Den er brugervenlig, den er folkeeje, den har et sofistikeret indre, og så er den stabil. Og Kim tog svaret bogstaveligt. Han designede simpelthen et værtsbord, han selv beskriver som verdens største ipod. Det kantede Fra det bløde studie bevæger vi os over til det lukkede studie 14, hvor Deadline har til huse. Bordet her er alt andet end blødt det har en klar blå farve og en kantet facon, som afspejler seriøsitet og intellektualitet. Rummet er beklædt med sten. Den hårde baggrund skal få menneskeligheden til at træde frem hos personerne i studiet. Muren er brudt af udsyn til den virkelighed, der omgiver DR Byen en fortolket virkelighed af blandt andet Amager Fælled, Rådhuspladsen og det nære byggeri. Udsigten til omverdenen udenfor giver studiet en steds- og tidsmæssig placering for seerne. Den skal være med til at trække den virkelige verden ind i studiet, siger Kim. Men sandheden er, at der ikke er et eneste vindue i studiet. Lysene på rådhuset er ren kulisse, som skifter lys afhængig af tidspunktet på døgnet. Folkelig eller cool DR Byens design bygger på et stort værdiog strategiarbejde, hvor arkitekten har siddet med ved bordet fra den spæde start. Værdiarbejdet har givet mig mulighed for at kunne begrunde mit design, ligesom Hver gang en ny TV Avis sætter i gang, får seerne et kig ind i den arbejdende redaktion, hvilket understreger værdier som troværdighed, ægthed og skarphed. det har gjort det lettere at argumentere for mine valg, fortæller Kim, mens han på sin bærbare computer viser nogle af de plancher, der har ligget til grund for DR 1 s og DR 2 s værdier og branding. For at gøre arbejdet med værdierne mere håndgribeligt valgte vi at hægte de to kanaler op på bla arkitektur, skuespillere, popikoner og objekter, forklarer Fra TVA s studie er der direkte udsyn til DR 1 s arbejdende nyhedsredaktion og arkitekt Kim Fridbjørgs nyhedstræ, og det er med til at understrege værdier som troværdighed, ægthed og skarphed. 14 Opgaven for DR krævede en række special-designede borde her Propelbordet. Baggrundene er kulisser af blandt andet gips, træ og akryl med print. Foto: Laura Stamer

17 Kim. Og skulle nogen være i tvivl, så er DR 1 den folkelige kanal, mens DR 2 er den mere cool og intellektuelle kanal. Og så mener Kim i øvrigt, at det private erhvervsliv kan lære meget af den måde, tv arbejder på med de visuelle rammer: Mange virksomheder bruger oceaner af penge på markedsføring gennem reklamer, men de glemmer værdien af det visuelle udtryk i de fysiske rammer, som omgiver og tegner virksomheden og dens medarbejdere. Det er en skam. En virksomheds fysiske rammer er nemlig afgørende, når den skal fortælle sin historie og markedsføre sig selv, slutter Kim, hvis firma House of Monkeys netop har vundet en indbudt konkurrence i samarbejde med JJW Arkitekter. De skal indrette forsikringsselskabet TrygVestas to hovedsæder i henholdsvis Ballerup og Bergen. Og et centralt element i denne konkurrence var netop at tage udgangspunkt i firmaets identitet, eller corporate identity, for at lade denne afspejle sig i arkitektoniske greb og designløsninger, som kan fortælle historien om firmaets værdier. De kantede stole og det kantede blå bord, som seerne blandt andet præsenteres for i Deadline, vidner om seriøsitet og intellektualitet. I baggrunden ses arkitekt Kim Fridbjørgs fortolkning af virkeligheden uden for studiet. Det er ikke Ørestaden, men en printet illusion belyst bagfra med LED-lys, der viser udsigten fra DR 2 s studie. Foto: Laura Stamer DESIGN 15

18 KORT NYT KVADRATETS MESTER DØD Den betydningsfulde tyske museumsarkitekt Oswald Mathias Ungers er død 81 år gammel. Ungers var kendt for sin rationalistiske arkitektur og den konsekvente brug af kvadratet og terningen som grundfigurer i sine projekter. Blandt hans mange kulturbygninger er Arkitekturmuseet i Frankfurt, Wallraf-Richartzmuseet i Köln og Museet for moderne kunst i Hamburg. I år 2000 vandt OMU, som han kaldtes, en konkurrence om ombygning af Pergamon-museet i Berlin. Projektet er kontroversielt, fordi det foreslår gennemgribende ændringer i et kulturmonument, som ellers har fået lov at stå uændret siden Om alt forløber planmæssigt, vil ombygningen være færdig i STIRLING PRIZE TIL DAVID CHIPPERFIELD Den britiske arkitekt David Chipperfield og hans museum for moderne litteratur i den tyske by Marbach blev årets modtager af den prestigefulde Stirling Prize. Juryen havde seks finalister at vælge imellem til årets britiske stykke arkitektur, men valget faldt på Deutsches Literaturarchiv, fordi det her er lykkedes at skabe en ualmindelig helstøbt bygning, som på én gang er rig på oplevelser og tilbageholdende i sine virkemidler. Forløbet fra den åbne terrasse med udsigt over floden Neckar gennem den lyse kolonnade ind i den mørke, magiske samling var også noget af det, der fik vægtskålen til at tippe i Chipperfields favør. Og så gør det jo heller ikke noget, at bygningen har været usædvanlig billig at opføre. Bag Stirling-prisen, der er opkaldt efter den afdøde arkitekt Sir James Stirling, står RIBA, englændernes modstykke til Akademisk Arkitektforening. TORBEN SKOV RETROSPEKT Grafikeren, maleren og møbelarkitekten Torben Skov bliver 60 i november, og det markerer Kunstindustrimuseet med en retrospektiv udstilling, som favner bredt fra frimærker over bøger og plakater til møbler. Kendtest er måske Torben Skovs mere end bogomslag og hans mange fine frimærker for Post Danmark. Han har netop lagt sidste hånd på en frimærkeserie med titlen Store danskere, hvorfra mærket med Arne Jacobsen stammer. Det grafiske udtryk er markant, med enkel geometri og klare budskaber, og det samme rene udtryk genfinder man i hans møbler, som lægger sig i forlængelse af Bauhaus-traditionen, men gør det med en god portion humor. Torben Skov Retrospekt, Kunstindustrimuseet, 16. november-27. januar SYV STOLE I MONTRER Vi har før fortalt om de syv udstillingsmontrer, som efter mange år i det københavnske gadebillede drog i eksil på Krabbesholm Højskole uden for Skive. Siden de ankom til kunsthøjskolen har de levet i sus og dus, og dannet ramme om den ene udstilling efter den anden. Netop nu lægger de rum til et projekt af kunstnergruppen Superflex. Kunstnerne har udfordret skolens elever til at udøve korruption og manipulation i forbindelse med skabelsen af syv stole. Formålet med korrumperingen af de sagesløse stole er at undersøge samfundets strukturer og den magt, de udøver ved at sætte grænser for, hvad der opfattes som almen, sund fornuft. 7 korrupte stole, til 15. november, Krabbesholm Højskole, Skive. MORGENDAGENS LYS Så er den store internationale studenterkonkurrence Velux Award 2008 skudt i gang. Som det fremgår af undertitlen Light of tomorrow, har konkurrencen fokus på dagslys i arkitekturen, men oplægget er formuleret så bredt, at den nærmere sammenhæng er helt op til deltagerne. Projekterne kan omhandle alt lige fra bygningsdesign over nytænkning af brugen af dagslys i boliger til mere abstrakte koncepter. I 2006 vandt danske Louise Grønlund den prestigefulde førstepræmie for sit poetiske afgangsprojekt A Museum of Photography, og det fejrede ARKFOKUS med at rydde forsiden. Konkurrencen, der afholdes hvert andet år, er åben for alle arkitektstuderende fra hele verden. Læs mere om konkurrencens betingelser på Af Cornelius Colding og Anne-Marie Gregersen 16

19 BIG GÅR UNDER JORDEN BIG, Bjarke Ingels Group, vandt konkurrencen om et nyt Søfartsmuseum i Helsingør. Vinderprojektet skilte sig klart ud fra konkurrenterne og fra konkurrenceoplægget ved at placere funktionerne rundt om en gammel tørdok og bruge selve dokken til nyt offentligt byrum. Der var ellers lagt op til, at dokken skulle udnyttes til udstilling, men BIG tænkte omvendt: Vi satte os for at dyrke og styrke tomrummet i den gamle tørdok som et centralt omdrejningspunkt for udstillingen. I stedet for at drukne hullet med museumsbyggeri, ville vi befri det. Som et urbant tomrum, åbent for nye ideer og nyt liv. Går alt efter planen, kan museet åbne lugerne i SOLTRÆ Da Wiens bystyre opstillede kopier af gamle gadelygter foran MAK, det østrigske kunstindustrimuseum, så museumsdirektør Peter Noever rødt! Han fik overtalt byrådet til at give moderne design og teknologi en chance og kontaktede den prisbelønnede britiske designer Ross Lovegrove. Resultat: en 5,5 meter høj lysskulptur ved navn Solar Tree. Soltræet er ikke bare nyskabende som form, men også som koncept. Hver af træets ti blomster indeholder et solcellepanel, som genererer energi til lamperne og det åbner for interessante perspektiver i en tid med fokus på bæredygtighed. Foreløbig er der dog tale om midlertidig opstilling af en prototype kommunen skal først se, om det her er noget, man kan leve med. VILDE KINESISKE VISIONER Der bygges på livet løs i Kina mest af de store internationale arkitektnavne, men kineserne har også deres egne. Et af dem er MAD Architects Office, en ung dynamisk tegnestue, der har stået i lære i London hos Zaha Hadid, men som nu er tilbage i Beijing. MAD er emnet for efterårets udstilling på Dansk Arkitektur Center. Her kan man opleve kæmpe-paddehattene indtage Beijing i tegnestuens post-olympiske fremtidsvision og en række andre avancerede projekter og visioner, som præsenteres via store modeller og multimediebaserede projektioner og soundtracks. I forbindelse med udstillingen udkommer desuden bogen MAD Dinner. MAD in China, 3. november 6. januar, Dansk Arkitektur Center NY BRANCHEFORENING FOR DESIGNERE Siden foråret har en gruppe designvirksomheder arbejdet intenst med at få en ny designbrancheforening op at stå. Målet med den nye forening er at professionalisere den danske designbranche og skabe de bedst mulige rammer for vækst, videndeling og internationalisering. Det vil man opnå ved at give medlemmerne bedre værktøjer, viden og netværk, så de kan hæve deres niveau forretningsmæssigt og kreativt og dermed skabe bedre resultater. Danish Design Association (DDA) afholder stiftende generalforsamling onsdag den 31. oktober kl i den gamle børsbygnings store bibliotek på Slotsholmen i København. Læs mere på BYPLANPRISEN 2007 Årets danske byplanpris gik til Silkeborg, nærmere bestemt til Papirfabrikken et tidligere industriområde, der i løbet af overraskende kort tid er genopstået som moderne byområde med en blanding af virksomheder, kulturelle institutioner og boliger. Ud over planprojektets høje arkitektoniske kvalitet fremhæver dommerkomiteen den visionære og effektive planlægningsproces med tidlig inddragelse af investorer, lejere og brugere. Byplanprisen uddeles hvert år af Dansk Byplanlaboratorium som belønning for nyskabende planlægning, der kan være med til at styrke stedets karakter og identitet. Har du en god nyhed, hører vi gerne fra dig: amg@arkitektforbundet.dk NEWS 17

20 ARKITEKTUR-DEBAT: MOD EN VERDEN AF MYREFLITTIGE SYSTEMARKITEKTER Når arkitekturen blot bliver en reflektor af samfundstendenser og trends, kan det ende i ren dystopi. Men så kan man selvfølgelig også bare slukke for kontakten og tage et skud zoma, som i Aldous Huxleys gennemsystematiserede Fagre nye verden. Sådan skriver lektor, ph.d. Thomas Bo Jensen fra Center for Industriel Arkitektur på Kunstakademiets Arkitektskole i sin kommentar til sekretariatsleder i Byggeriets Innovation, Mikkel Andreas Thomassens ARKFOKUS-artikel om fremtidens arkitektur. Denne totalitære idealforestilling, der med en sælsom blanding af hård kapitalmarxisme og klinisk liberalisme synes at genopvække den store fortælling eller den gamle forestilling om, at man kan forudberegne fremtiden, er serveret helt uden teoretisk overbygning eller begrundende baggrundsanalyser. Det er tilsyneladende ren empiri fra Byggeriets Innovation. I ARKFOKUS no. 6/2007 serverede sekretariatsleder Mikkel Andreas Thomassen en formfuldendt apokalypse for fremtidens arkitekter og arkitektur. Som så mange andre faggrupper oplever nutidens arkitekter i stigende grad en spaltning mellem det, de kan, og det, de ved, dvs. at deres fagspecifikke genstandsfelt ikke nødvendigvis er synonymt med deres vidensfelt, og at vidensfeltet efterhånden kan bringe dem ind i nye roller og relationer. Med dette in mente præsenterer Thomassen sin idealdrøm for fremtidens byggeri, hvori arkitekten (hvis han er vågen!) kan komme til at spille forskellige roller for en stor systemejer, der har systemleverandører og leverandører under sig. I denne treenighed, hvor gammeldags termer som arkitekter, rådgivende ingeniører og fagentreprenører er fortid, udvikles og udbydes store helhedsorienterede systemløsninger med det formål at skabe skræddersyet masseproduktion for kunderne. I denne værdikæde, som det så smukt hedder, kan den arkitekt- eller designuddannede fx sættes til at observere og analysere kundernes adfærd og behov. Eller han kan være med til at udforme og brande produktplatforme for systemejeren, delsystemer for systemleverandørerne eller egentlige produkter for leverandørerne. I denne fnugfri kædedans arbejder alle ligesom myrerne i en kæmpe tue mod samme mål med hver deres specifikke opgaver, der i sidste ende skal gøre systemejeren i stand til at ramme en hvilken som helst målgruppe lige i hjertet. Denne to- 18