HVIS MARIA VAR STATSMINISTER! <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<

Transkript

1 HVIS MARIA VAR STATSMINISTER! <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<< Lad os slå fast, at Jomfru Maria ikke er statsminister i Danmark, og at hun heller aldrig bliver det. For det første fordi hun er død for mange år siden, og for det andet fordi Jomfru Maria, som vi kender hende fra bibelen og fra den kristne kunst, slet ikke var nogen politikertype. Hun var en klog og modig kvinde, hun var en kærlig mor og en god ægtefælle, men ambitioner om at gøre karriere som leder eller politiker, kan man ikke beskylde hende for at have haft. Og godt for det. For Maria ville formentlig slet ikke være kynisk nok til at kunne udfylde en traditionel lederrolle, og hun ville nok heller ikke have haft den nødvendige evne til at abstrahere fra de nære forhold og at tænke i større og mere abstrakte baner, som en statsminister er nødt til at gøre. Hun ville sikkert heller ikke være taktisk nok og villig til at bruge de sanktioner, som en leder nu engang er nødt til at bruge. Nej, Maria var ingen ledertype, men hun udfyldte til fulde rollen som ægtefælle for Josef og som moder for Jesus, hvilket formentlig ikke altid har været helt let. Hun var tydeligvis i besiddelse af en række vidunderlige egenskaber, som gjorde, at hun kunne leve det liv som hun levede og opfostre en søn af det format, som historien viste. Men Maria var heller ingen almindelig kvinde, hun var noget særligt. Og hendes egenskaber var også helt særlige. Selv om vi ved, at Maria hverken var eller ville være politiker, så forhindrer det os ikke i at stille spørgsmålet, hvordan et samfund - f.eks. vores eget - ville have set ud, hvis det var skabt på baggrund af Marias værdier. Disse ideer handler om viden, vilje, etik og spiritualitet, og de har deres udgangspunkt i troen på, at mennesket har en fri vilje, og at vi dermed har ansvar for vores eget liv. De mariologiske ideer udgør ikke en stramt defineret idelogi, og de fører ikke til noget bestemt politisk program. Men de danner et grundlag for den mariologiske tænkning, og denne tænkning peger ud mod det virkelige liv. Mariologien har et menneskesyn og derfor er der en sammenhæng mellem mariologi og samfundsforståelse. Mariologiens formål er at bidrage til at skabe et samfund, hvor mennesker er lykkelige. Det mariologiske menneskesyn er anderledes end det, som vi møder i den traditionelle psykologi og i den lutherske kristendom. Den store forskel er, at mariologien er moralsk og den tror på den frie vilje. For Marias venner er det indlysende, at mennesket - dybest set - er godt og at vi derfor søger at gøre det gode. Også selv om det ikke altid lykkes for os. Det er også indlysende, at mennesket har en fri vilje, og at vi derfor har ansvar for vore egne handlinger. Ikke kun når vi gør noget godt, men også når vi fejler og gør det onde. Mariologisk pædagogik er derfor orienteret mod konsekvenser. Den, som gør det gode, skal præmieres og den, som gør det onde, skal straffes. Det er rigtigt, at vi går ind for tilgivelse, men denne tilgivelse står ikke i modsætning til retfærdigheden og til den grundlæggende lære om, at menneskers adfærd har konsekvenser; også for dem selv. Der

2 er ingen modsætning mellem tilgivelse og straf. Det onde skal straffes, men derefter skal det tilgives. Den omvendte rækkefølge duer ikke. Men hvad er egentlig forbindelsen mellem de mariologiske værdier og det, som vi i hverdagssproget kaldet for "politik"? For at finde svar på dette spørgsmål vil jeg gennemgå hver af mariologiens fire dynamikker og se, hvad hver af dem kan have at gøre med strukturen og kulturen i det samfund, som mariologien stræber mod. Viden Mariologien går ind for viden og dermed også for uddannelse, så det mariologiske samfund er et, hvor alle borgere har de bedste muligheder for at uddanne sig, ikke kun i tekniske fag, men også i humanistiske. Det handler om at kunne beherske et antal grundlæggende faglige færdigheder inden for læsning, skrivning, matematik og fysik. Men det handler også om at have historisk forståelse og kulturforståelse, ikke kun for sin egen kultur og historie, men også for andre lande, som indgår i det globale fællesskab. Nationalisme ligger mariologien fjernt. Mariologien er international, lige som alle filosofiens og religionernes sandheder er det. At være dannet - set i mariologisk perspektiv - er det samme som at have en viden, som ikke kun relaterer sig til ens eget sprogområde. Der findes andre kulturer, andre måder at forstå historien, andre religioner og andre værdisæt end det, som anvendes i det land, som man selv er vokset op i. Hvis ikke eleverne forstår dette, så er de modtagelige for den giftige sæd i deres sind, som fører til racisme, fordomme og krig. Det er netop det, som mariologien søger at undgå. Det, som i særlig grad adskiller den nuværende vidensformidling i skole og massemedier med det, som kan kaldes for mariologisk, er det overordnede formål. For mariologien er det - som nævnt - ikke et legitimt mål at uddanne mennesker til fordomme, racisme eller had mod andre kulturer, heller ikke selv om man mener at have bedre militære styrker end disse og derfor kan tillade sig at provokere. Men mariologien stræber ikke mod militær overlegenhed, den stræber mod fred, og da krige altid begynder i menneskers hoveder, som regel som et sæt negative fordomme mod fjenden, ser mariologien det som sin opgave at komme denne uvidenhed til livs. Det handler om at erstatte provinsialisme med en universalistisk tilgang til den verden vi lever i. Ikke sådan forstået at man ikke vil ære sin egen kultur og sin egen religion, men sådan forstået at det er et overordnet formål med undervisningen at udrydde fordomme mod andre folkeslag. Det handler om at give eleverne indsigt i det, som er anderledes, og at give dem en forståelse for hvorfor andre mennesker er som de er og tænker som de tænker. Det handler om at gøre det fremmede forståeligt og at gøre det spændende, og dermed om at åbne op for nysgerrigheden og for den store verden, som ligger åben for alle, som vil. Da viden kommer af forskelighed, er det afgørende, at borgeren får adgang til forskellige informationskilder, som ikke kun er forskellige i deres måde at formidle, men som også har forskellige synsvinkler. Det handler om ikke at ensrette informationsstrømmen, for viden og klogskab kommer af at have adgang til forskellige former for viden. Ikke en viden, som big brother først har sorteret og censureret, for denne viden hører fortiden til

3 For fremtidens samfundsborgere handler det om at kunne leve med forskellighed, ikke kun i detaljen, men også i det principelle, for kun ud fra forskellighed kan mennesker udvide deres horisont. Det gør ikke noget, at man er forvirret, for denne forvirring fører til forøget tankeaktivitet og til skabelsen af et mere modent synspunkt. Information, modsigelse og debat, det er den måde man lærer på. Mariologisk set er der desværre noget galt med den måde, som den danske stat i dag styrer nyhedsformidlingen. Her i landet er det staten, og dermed det politiske flertal, som bestemmer indholdet i skolernes undervisning og i de store nyhedsmedier. Dermed kan en unødvendig ensretning og uønsket fordummelse ikke undgås, og det er et problem. Danskerne plejer at beundre USA, men hvordan blev USA den stat, som de er i dag? Det gjorde de gennem en urokkelig respekt for ytringsfriheden og en principiel holdning om at staten ikke skal styre hverken skolevæsen eller nyhedsformidling. For al snak om demokrati er jo uden indhold, hvis de institutioner, som formidler den viden, som mennesker tænker ud fra, er kontrolleret af den politiske ledelse. Så er forskellen mellem demokrati og diktatur reelt udvisket. Vilje Begrebet vilje spiller en stor rolle i mariologien, fordi det grundlæggende menneskesyn bygger på den opfattelse, at mennesket har en fri vilje, og dermed at det har ansvar for sine egne handlinger. Moral er altså ikke kun en frase i den mariologiske tænkning, det er virkelighed. Mariologien tror på den frie vilje, og ud fra denne opfattelse giver det sig selv, at mennesket har et personligt ansvar for sine egne handlinger. Visse psykologer hævder, at menneskets adfærd er bestemt alene af dets arv og miljø, men det afviser mariologien. Hvis dette var tilfældet, så ville det være meningsløst at tale om etik, for hvordan skulle man kunne give mennesker ansvaret for handlinger, som de ikke selv har besluttet sig for at udføre? Det ville jo svare til at man satte en robot i fængsel, fordi den havde gjort noget forkert! Hvis mennesket var en biologisk robot, så ville den fri vilje være en illusion og dermed ville al tale om at handlinger kunne være "gode" eller "onde", være uden mening. For ingen kan gøre noget, hverken godt eller ondt, uden at have en fri vilje. Den deterministiske psykologi, som gerne taler om fri vilje, men som ikke tror på den, er derfor i modstrid med den mariologiske lære om at mennesket er en levende organisme, ikke en maskine. Og det samme gælder for den lutherske lære om at menneskets adfærd er "trælbundet" og altid ond. Ikke alene er denne lære selvmodsigende, da man ikke både kan være trælbunden i sin vilje og ond på samme tid. De to ting strider mod hinanden. Men begge dele er også forkerte, i hvert fald i forhold til det menneskebillede, som studiet af Jomfru Maria har lært os. Når vi ekstrapolerer, altså drager konsekvensen af den deterministiske psykologis menneskesyn, så er konsekvenserne store. For det første må et samfund, som - 3 -

4 udelukkende består af onde mennesker, naturligvis indrettes på en særlig måde, så denne ondskab bliver holdt nede. Det betyder, at der skal være et omfattende lovsystem og en effektiv politistyrke til at kunne kontrollere samfundets borgere. For tilhængerne af det deterministiske og dæmonistiske menneskesyn mener, at de afgørelser som staten træffer, af en eller anden årsag, er moralsk bedre end dem, som de enkelte borgere træffer. Dette kommer måske af den lutherske tiltro til at 1500-tallets fyrster var "Guds repræsentanter" og at de derfor skulle have uindskrænket magt til at kontrollere deres underordnede. Og den samme holdning gør sig gældende for lutheranismen og den moderne robotpsykologis tilhængere, som ikke finder noget forkert i at indskrænke borgernes fysiske og intellektuelle frihed i en sådan grad, at hver enkelt borger kan overvåges og kontrolleres ned til mindste deltalje af de fungerende politimyndigheder. I mariologien ser man mennesker som værende frie, og deres dybeste intentioner som værende positive og til gavn for dem selv og andre. Derfor er det private initiativ en positiv ting i mariologisk filosofi, og de beslutninger, som den enkelte træffer for sig selv og sin egen familie, vil - som udgangspunkt - være bedre end dem, man bliver påtvunget ovenfra. I ældre katolsk terminologi kaldes dette for "subsidiaritet", idet man mener, at det gode samfund er det, hvor der er kortest afstand mellem det menneske, som træffer beslutningerne og de mennesker, som disse beslutninger påvirker. Det afgørende er, at mennesker er forskellige og at det, som er godt for den ene, ikke nødvendigvis er godt for andre. Beslutninger, som træffes af statslige organer, har som regel en bindende konsekvens for alle landets borgere, men det er ikke ønskeligt at have alt for mange love, som er bindende for alle. Det er bedre at have få fælles love, og at give de lokale styrende organer - i sidste ende familierne og det enkelte menneske - retten til at føre disse love ud i praksis. Det skal være muligt at leve, som man selv ønsker det, så længe man ikke derved forulemper andre eller begrænser andre menneskers frihed til at leve, som de ønsker det. I mariologien er målet ikke kontrol eller falsk lighed, men frihed og mulighed for selvrealisering. Mariologien er en frihedsideologi, og derfor er den ikke formynderisk. Det handler ikke om, at "kloge mennesker" skal bestemme hvordan andre skal leve deres liv, men om at alle mennesker selv skal styre deres liv. Og dette personlige ansvar har naturligvis nogle konsekvenser, nemlig det, at man også har ansvaret for ting, som man gør forkert. Hvis man gerne vil havde ros og ære for det, man gør rigtigt, så må man også indstille sig på at bære ansvaret for det, man gør forkert. Det voluminøse katalog af offerretorik, som lutheranismen og robotpsykologien har ført med sig, skal derfor afskaffes. Det er naturligvis ikke sådan at mennesker frit kan beslutte sig for hvad som helst, for der vil altid være grænser, som er sat af tiden, naturlovene og af menneskers arv og miljø. Lad os lige slå dette fast: Det er ikke sådan at mariologien ikke anerkender betydningen af arv og miljø, det gør vi. Det handler om hvorvidt arv og miljø er de eneste forklaringer på menneskets adfærd. Det tror vi nemlig ikke på. Livet udvikler sig som en dialektisk vekselvirkning mellem frihed og nødvendighed. Noget kan lade sig gøre og andet kan ikke lade sig gøre. Jeg kan f.eks. ikke skrue tiden - 4 -

5 tilbage, og jeg kan ikke tale kinesisk eller flyve som en fugl. Men inden for de rammer, som er sat af nødvendigheden, altså af arv, miljø og naturlove, så har jeg den fuldkomne frihed til at vælge, hvad jeg vil gøre. Det eneste, som begrænser mig, er en eventuel mangel på viden, og dermed kommer vi tilbage til det første punkt i vores gennemgang af mariologiens samfundssyn. Mennesker kan ikke bruge deres frie vilje, hvis de ikke har den nødvendige viden til at træffe de rigtige beslutninger. Uddannelse er derfor afgørende for et menneske, for uden denne erhvervede viden, bliver han ikke i stand til at udnytte sit personlige potentiale. Den, som ikke kender verden og som ikke forstår sig selv, vil altid have begrænsede muligheder, så al form for aktivitet, som gør mennesker klogere, er også med til at gøre dem mere frie. Og dermed også mere lykkelige. Etik I modsætning til lutheranismen og robotpsykologien har mariologien en etik. Den handler ikke kun om, hvad man mener, at andre bør gøre, men også om hvilke normer hvert enkelt menneske er moralsk forpligtet til selv at overholde. Her gælder naturligvis etikkens grundlov, at man skal gøre mod andre, som man ønsker at disse gør mod én selv. Men ud over dette, så gælder også en række mere konkrete adfærdsregulativer, som siger, at man ikke må stjæle, ikke lyve, ikke slå ihjel og ikke bryde andres ægteskab. Ingen af disse regler er absolutte, for man kan altid finde undtagelser og særlige situationer, hvor man alligevel bør gøre, som reglen ellers siger, man ikke må. Men det er lettere at orientere sig i den etiske jungle, hvis man har nogle enkle principper at tage sit udgangspunkt i. Og ud over disse principper, så gælder det også, at man altid skal bruge sin sunde fornuft og at man skal lytte til sin samvittighed. Der findes ingen enkel formel, som giver det rigtige svar på alle livets spørgsmål, heller ikke når det drejer sig om etik. Men de nævnte regler, kombineret med lidt sund fornuft, kan føre et langt stykke frem mod målet. Men eksisterer der overhovedet etiske problemer, altså ud over det, at mennesker er onde mod hinanden? Mange vil sige, at i det praktiske liv er det sjældent manglen på regler eller moralske principper, som får folk til at gøre det onde. Problemet er snarere deres almindelige egoisme. Desværre er der alt for mange mennesker, som ikke respekterer de etiske værdier, som værende relevante. De handler, som de selv har gavn af, og så tænker de ikke mere over det. I den senlutherske kultur er retssystemet derfor indrettet på baggrund af den positivistiske retsfilosofi, som siger, at det ikke er rettens opgave at tage stilling til godt og ondt, men udelukkende at dømme om en handling er i overensstemmelse med den gældende lovgivning eller ej. Om den pågældende lovgivning er fornuftig og moralsk forsvarlig, er dommerne helt uvedkommende, for det er et politisk spørgsmål. Retssystemet har som formål at føre politikkernes vilje ud i livet, og det som domstolen regner for at være "sandheden", er derfor udelukkende bestemt af, hvad disse politikere har vedtaget

6 Den for determinismen karakteristiske forkastelse af det etiske, giver sig udtryk i, at de straffe som gives for diverse forbrydelser, er små og meget lidt skræmmende. Dødsstraf eksisterer ikke, heller ikke selv om man har myrdet 76 uskyldige unge mennesker, som Anders Breivik gjorde det. Man straffer ikke straffer forbrydelser på en sådan måde, at det virker afskrækkende på andre forbrydere og antallet af kriminelle, som vender tilbage til kriminaliteten efter at have udstået deres straf, er derfor meget høj. I de kriminelles egen retorik hører man ofte det udtryk, at når de er blevet løsladt fra en fængselsdom, så har de "betalt prisen". Dermed mener de tilsyneladende, at det moralske spørgsmål er afsluttet. Enhver forbrydelse har en pris og når denne pris er betalt, så "har man betalt regningen" og behøver ikke mere at bekymre sig om den skade, som man har forvoldt og de ofre, som lider under denne skade. I den robotpsykologiske retsforståelse er et menneske i virkeligheden aldrig selv ansvarlig for de handlinger, som han udfører, for enten er disse handlinger et resultat af hans "trælbundne vilje" eller også er de et udtryk for hans dårlige sociale baggrund. Ingen forbryder har et personligt ansvar, for de handlinger som han udfører, for de er ikke udtryk for hans frie viljes afgørelser. Han er uskyldig i det, som han har gjort, og straffen er derfor altid uretfærdig, også selv om den har en ren symbolsk karakter. Den manglende erkendelse af det etiske, som værende en objektivt eksisterende størrelse, gør at mennesket i den trælbundne kultur - som regel - ikke har de store problemer med samvittigheden. Måske fortæller den, at man han har gjort noget forkert, men hvis forstanden samtidig siger, at "man er uskyldig indtil man er blevet dømt", så er der ingen grund til at bekymre sig. Og når man så er blevet dømt, så har man jo - efter udstået straf - "betalt prisen" og så er man i hvert fald uskyldig igen. Hvis samvittigheden alligevel giver problemer, så er løsningen - som robotpsykologien ser det - at give det pågældende menneske nogle piller, som gør ham mindre sensitiv. Men piller har desværre nogle bivirkninger, så heller ikke denne løsning er perfekt. Al fortrængning er dårlig, og den bedste løsning på samvittighedens problem, er at snakke med en præst, en psykolog eller et andet menneske. Forudsætningen for at dette kan lade sig gøre, er imidlertid, at den hjælpende person eksisterer og at det af samvittigheden plagede menneske erkender skylden som en realitet. Teorien om at vores vilje er trælbunden eller misforståede former for kristendom, som hævder at "Jesus har betalt regningen for vore synder", er udelukkende til skade. Hvis Gud eksisterer, og hvis han ønsker det gode for menneskene, så bør han straks afskaffe disse former for falsk religion. Men indtil det sker, må vi selv bruge vores forstand, som siger os, at ingen synd kan være ude af verden, hvis den ikke er indrømmet og sonet. At synde er at opbygge en gæld, enten til samfundet eller til et eller flere mennesker, og denne gæld skal betales, for at skylden kan forsvinde. Om man vælger at kalde dette for - 6 -

7 aflad eller for erstatning, er ganske ligegyldigt. Gælden skal betales, hvis man vil være fri. Mariologisk set er skriftemålet det bedste lægemiddel, som eksisterer og heldigvis er vi i den situation, at alle kristne - katolikker og protestanter - har adgang til dette skriftemål. Men for at skriftemålet giver mening, skal der være en forudgående syndsbevidsthed hos det angrende menneske, og vi er derfor endnu en gang tilbage behovet for oplysning. I det mariologiske samfund er undervisningen af samfundets borgere i etik noget vigtigt, således at den etiske dagsorden ikke sættes af formiddagsbladenes journalister, men af mennesker selv. Det handler om at skabe en sådan etisk oplysning, at mennesker gør en ære ud af at vise respekt for de fattige, de gamle og de svage. Borgerne må ikke kunne gemme sig bag en falsk tro på at det etiske er "politikernes ansvar", for det passer ikke. Politikerne er ansvarlige for deres egen etik, og ikke for borgernes. Borgeren er fuldt ud selv ansvarlige for deres egne handlinger, og de må selv betale prisen for det, som de gør forkert. Det, at man handler "som loven siger", er i mange tilfælde kun en dårlig undskyldning for at gøre det onde, så loven er ingen undskyldning. Ansvaret er altid personligt. Spiritualitet Karakteristisk for det mariologisk prægede samfund er interessen for det spirituelle. Denne interesse giver sig udtryk i, at religionerne trives og at mennesker interesserer sig for hinandens spirituelle præferencer. Disse ligger i konkurrence med hinanden, men denne konkurrence er fredelig og indbefatter ikke vold, trusler eller andre uciviliserede midler. Det er værd at understrege, at der findes forskellige niveauer af spiritualitet. Det vigtigste af disse niveauer er det grundlæggende, som styrer de moralske normer, som samfundet bygger på. Det drejer sig om troen på, at der er forskel på sandt og falsk, godt og ondt, menneske og Gud. Det er også troen på, at der findes sandheder, som er højere end andre. Der findes et sandhedernes hierarki. Politiske ideologier og teologisk polemik står lavt i dette sandhedernes hierarki, fordi forståelsen af de problemer, som diskuteres i denne sammenhæng, i høj grad er afhængig af problemernes sproglige iklædning. Det man diskuterer, er altså ikke substansen, men den sproglige formulering af denne substans, og dermed bliver debatten subjektiv og mindre interessant. Spiritualiteten er en central del af den mariologiske kultur, og forståelsen af mennesket som værende en krop og en sjæl er helt grundlæggende. Tanken om, at mennesket skulle være en biologisk maskine, er helt uforenelig med mariologiens lære, men det betyder ikke, at mennesker, som tror på dette, skal udsættes for diskrimination. Alle skal naturligvis have lov til at tro, som de vil. Men det gør ikke alle former for tro lige sande. Sandhederne har - som sagt - et hierarki. Noget er mere sandt end andet og andet er slet ikke sandt

8 Spiritualiteten handler om mere end det åndelige. Det drejer sig også om kultur, litteratur og kunst, og de regler, der gælder for det spirituelle liv, skal derfor også gælde for kunsten og kulturen som helhed. Ingen statslig instans skal bestemme, hvad som er godt og hvad som er dårligt for det, som er vigtigere end alt andet, er friheden og forskelligheden. I det mariologiske samfund gælder det om at skabe grobund for alle former for kreativitet, og ikke kun det, som politisk udvalgte eksperter mener er godt. Kunsten skal trives frit, og publikum må selv afgøre, hvad de vil støtte og hvad de vil forkaste. Det gør de ved at købe det gode og ignorere resten, men dermed har man naturligvis ikke vedtaget, at det som sælger bedst også er det kvalitetsmæssigt bedste. I kunstnerisk sammenhæng er kvalitet nemlig ikke et objektivt begreb. Hvad, som er godt og hvad som er dårligt, vil der altid være forskellige meninger om. Og hvem som har ret er slet ikke vigtigt. Det handler om respekt for det enkelte menneskes egen bedømmelse, og for dette menneskes ret til selv at bestemme, hvad han vil bruge sine penge til. Ingen skal være tvunget til at støtte en spiritualitet, en religion eller en form for kunst, som de ikke bryder sig om, heller ikke selv om såkaldte eksperter siger, at den ene spiritualitet, religion eller kunst er bedre end de andre. For sådanne udsagn er jo udtryk for subjektivitet. Hvad der er sandt og falsk, godt og dårligt, må hver enkelt selv afgøre og alle sandheder om dette befinder sig meget lavt i sandhedernes hierarki. De er alt andet end objektive. Afslutning Denne artikel er kort, og den har derfor kun behandlet de mest grundlæggende karakteristika, som gælder for det mariologisk inspirerede samfund. Det afgørende er, at dette samfund - i modsætning til det vi kender - hviler på den antagelse, at mennesker har virkeligt ansvar for deres egne handlinger. Derfor er formålet med al politik at skubbe beslutninger så langt ned i hierarkiet, at de bliver truffet af dem, som de rent faktisk vedrører. Politik skal - så vidt muligt - være lokal, og der skal gælde så få påtvungne regler som muligt. Det betyder ikke, at staten skal nedlægges, eller at der ikke vil være statslige og overstatslige organer, regler og institutioner. Det må der nødvendigvis være, for i al fremtid er vi alle afhængige af hinanden. Der er derfor brug for statslige organer, som kan sikre det nødvendige samarbejde om handel, bekæmpelse af forurening og opklaring af kriminalitet. Staten er nødvendig, også i det mariologiske samfund, og der skal - også her - være fælles, forpligtende regler for det, som vedrører os alle. Der skal betales skat, der skal være færdselsregler, der skal være politi og militær, veje og jernbaner og der skal være en fælles (gerne international) møntfod. Uden disse institutioner kan samfundet ikke fungere og mennesker vil ikke kunne trives. Uden regler udbryder der anarki og det ønsker vi ikke. I det mariologiske samfund er staten lille, men til gengæld er den magt og det ansvar, som hver enkelt borger har for sit eget liv, stor. Det handler om at skabe frihed, og denne frihed kan kun fungere, hvis mennesker erkender og forstår, at de har ansvaret for deres - 8 -

9 eget liv. Mariologien er ikke en form for politisk anarkisme eller ultraliberalisme, det er en ideologi, som søger at fremme friheden. Det mariologiske synspunkt er, at mennesker er bedre stillede ved selv at få lov til at vælge, også selv om de vælger forkert. Det handler om at skabe et samfund, hvor der er balance mellem det individuelle og det kollektive, frihed og nødvendighed. Hver enkelt skal have sin frihed, men kun så længe han ikke misbruger den til at undertrykke andre. Danmark er ikke et mariologisk samfund, men der er mange ting som taler for, at udviklingen går i den retning. Det handler om, at de socialistiske tanker om statsligt ejerskab af produktionsmidlerne og politisk ensretning af borgerne er trængt tilbage. Den globale kamp for frihed tager til. I fremtiden vil friheden - forhåbentlig - blive det dominerende ideal, ikke kun i vort eget land, men også alle andre steder i denne verden. Mennesker vil indse, at man ikke kan skabe et godt samfund eller et meningsfuldt liv, hvis man ikke tager de mariologiske værdier alvorligt. Vi lever nemlig ikke kun for os selv, men også for hinanden. Der skal mere viden, vilje, etik og spiritualitet ind i hverdagen, for at livet bliver rigtig godt. Dem, som ikke ser andet perspektiv i deres tilværelse, end det at skulle kæmpe for at få et job eller for at tjene penge til at anskaffe unødvendige statssymboler, det er de virkelig fattige. Ægte rigdom handler ikke om materielle goder, det handler om viden, ånd og kultur. Dem, som er rige, er dem som har et socialt netværk, som har noget at tro på og noget at leve for. Det er dem, som bidrager til kulturens udvikling og som véd, at succes er noget man skaber ved at gøre godt for andre. Dem, som er fattige, er dem som ikke har andet at glæde sig til end den næste lønseddel. Jeg tror, at vi er på vej væk fra industrialismen og forbrugerismens tidsalder og på vej mod en tid med nye globale former for spiritualitet. Derfor har mariologien aldrig været mere aktuel end den er i dag. Maria bliver aldrig statsminister, men det er ikke noget problem. Løsningen er simpel: Du og jeg må gøre arbejdet. <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<< Jakob Munck 30/3-13//1.0k - 9 -