BURKINA KONTAKT. Nordisk Kontaktblad for Burkina Fasos venner Nr. 90 Januar Guldgravere

Transkript

1 BURKINA KONTAKT Nordisk Kontaktblad for Burkina Fasos venner Nr. 90 Januar 2014 Guldgravere

2 Burkina Kontakt Udgives af Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso i samarbejde med Vennskapsforeningen Burkina Faso- Norge. Burkina Kontakt udkommer 3 gange årligt, næste gang marts Deadline: 1. marts Tryk: Oplag: Atlas Plæhn Grafisk A/S 200 eksemplarer Redaktion: Niels Hougaard Strindbergsvej 45 DK-2500 Valby Tlf.: mail: n.hougaard@get2net.dk Layout: Niels Hougaard og Ulrik Falk-Sørensen Indlæg til bladet sendes til redaktionen pr. mail i Word. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise eller forkorte og redigere indlæg og meddelelser. Eftertryk skal ske med angivelse af Burkina Kontakt som kilde. Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso v/ Ulrik Falk-Sørensen Søndergårds Allé 208 DK-2760 Måløv Tlf.: Mail: ulrik.falk@gmail.com Vennskapsforeningen Burkina Faso-Norge v/ Torild Kylling Gneisveien 14 N-1430 Ås Norge Tlf.: Vänskapsföreningen Burkina Faso - Sverige c/o Emile Traoré Vintrosagatan 11 S Bandhagen Sverige Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso Bestyrelsen: Ulrik Falk-Sørensen, kasserer Maria Larsen Kortimi Zaumgrana Bedsted Lisbeth Larsen Niels Hougaard Thyge Christensen Suppleanter: Ole Mikkelsen Karl Aage Jørgensen Rie Koustrup Merete Laugbjerg Vera Teglgaard Mariame Kulai Morten Kuni Indhold Guldfeber i Burkina Faso Af Annie Sturesson side 3 Dobbelt fodbold-nederlag Af Thyge Christensen side 6 Mali igen Af Ole Zethner side 7 Kunstner, aktivist, med mere Af Thyge Christensen side 8 Transparency placering Af Thyge Christensen side 9 Det gode vand Af Karl Jørgensen side 10 Mere om planter Af Thyge Christensen side 14 Foreningssiden Af redaktionen side 15 Politisk usikkerhed Af Thyge Christensen side 16 Indkaldelse til Generalforsamling Af redaktionen side 16 Burkina Kontakt nr Januar

3 Guldfeber i Burkina Faso Håbet om guld som vej ud af fattigdom Af Annie Sturesson (Annie.sturesson@gmail.com) Landmænd afgiver jorden og elever forlader skolebænken. Kun for at finde guld. Den burkinske stat har svært ved at kontrollere de små guldminer, som har fået nye bysamfund til at vokse op i de seneste år. Men jagten på guld sker med livet som indsats. Handlen er i fuld gang langs hovedgaden. Under den brændende eftermiddagssol sælger kvinder ris og bønner. Børn balancerer med fade med lommetørklæder og vandposer på deres hoveder. I de simple boder tilbyder sælgere alt fra mobiltelefoner til tøj og køkkenudstyr. Et tilsyneladende helt almindeligt marked i en typisk vestafrikansk landsby. Men dette er ikke nogen almindelig landsby. Overalt ser man mænd i laset tøj dækket af støv og med lommelygter spændt fast til deres hoveder. Landsbyen er omgivet af opgravede huller, indrammet af larm fra generatorer. Det er en guldgraverby. Den bølgende slette i det sydlige Burkina Faso, et par kilometer fra byen Tiebele og en 10 kilometer fra grænsen til Ghana, er på et par måneder blevet forvandlet til en landsby på over to tusinde mennesker. De fleste er her for at søge efter eller købe guld. Andre har slået sig ned i landsbyen for at sælge varer og tjenesteydelser til minearbejderne. Nyheden om store guldforekomster i området har fået landmænd i området til at opgive deres marker og i stedet søge lykken i bakkerne. Selv guldgravere fra andre regioner i landet og nabolandene har fundet vej hertil. Det er muligheden for hurtig fortjeneste, som lokker. En mand siges at have fundet en guldklump til en værdi på 1,5 millioner franc CFA (svarende til kr.), som er en betydelig sum i Burkina Faso, hvor den gennemsnitlige indkomst er under 250 kroner om måneden. En af guldgraverne er Roger, en mand i trediverne fra en af de omkringliggende landsbyer. Han viser stolt en lille knappenålsstor skinnende klump af ubehandlet guld. Roger mener, at det drejer sig om knap et gram guld, som er omkring 300 kroner værd, og som skal deles med otte kammerater. Roger har et skævt smil og bruger det alt for velkendte udtryk i Burkina Faso: "C'est pas facille" ("Det er ikke let"). Vask af guld Nogle dage finder Roger og hans venner ingenting, og de dage, hvor de tjener noget, bruger de det meste i minelandsbyen. Rogers mål er at tjene penge nok til at købe en knallert. Roger tilhører en gruppe af guldgraverne, der søger efter guld i dybden. I huller på meters dybde skiftes de til at blive firet ned med en lommelygte på hovedet og en hakke i hånden. Et farligt arbejde, ofte med livet som indsats. For en måned siden brast væggene i et hul, og tre guldgravere omkom. En tragisk men langt fra usædvanlig hændelse. Roger trækker på skulderen og siger, at han og de andre minearbejdere ikke har noget alternativ. Minedriften i lille skala har sit udgangspunkt i fattigdom og indebærer ofte hele familier, voksne og børn. 14-årige Sidonie arbejder på et af spisestederne i guldbyen, hvor hun vasker op hver dag fra 7 til 18, for en løn Burkina Kontakt nr Januar

4 på mindre end 200 kroner om måneden. Da jeg møder hende, er hun i selskab med en gruppe jævnaldrende venner. Nogle af dem siger, at de kun arbejder i skoleferierne. Andre, som Sidonie har aldrig gået i skole. Lokal minedrift Guldminedriften udenfor Tiebele er ikke et usædvanligt syn i Burkina Faso. Guldminedrift i lille skala har en lang historie i landet og er i de seneste år steget kraftigt. Antallet af lokaliteter med minedrift skønnes at være over 500. Handlen omkring guldminedriften brødføder omkring mennesker. Det er en vigtig indtægtskilde for et af verdens fattigste lande, hvor 47 % af befolkningen på 15,7 millioner lever under fattigdomsgrænsen på omkring 5 kroner om dagen. Dog skal man ikke ignorere de negative socioøkonomiske virkninger af guldminedrift. Det faktum, at landmænd forlader markerne for at vaske guld risikerer at få store konsekvenser for et land, hvor der er fødevaremangel og stigende fødevarepriser. Ligeledes forlader flere og flere elever skolebænken for at lede efter guld. Tilstrømningen af guldgravere og kontanter i landdistrikternes fattige områder fører ofte til en stigning i forekomsten af prostitution og socialt relaterede problemer. Desuden er metoderne i guldminedriften meget enkle og ofte forbundet med store risici. Med undtagelse af få maskiner importeret fra Kina gøres alt arbejdet, opgravning, vask af guldmalm og knusning af malm ved håndkraft. For at samle guldet bruges kviksølv, som får guldet fra malmen til at samles i sølvfarvede klumper. Metoden betyder store sundhedsmæssige risici, bl.a. for nervesystemet, og har væsentlige negative virkninger på grundvandet og miljøet. Et andet stort problem med denne form for minedrift er, at det i høj grad foregår uden regeringens kontrol. Officielt anslås produktion for året 2011 til mere end 500 kg. Dette omfatter kun den produktion, der finder sted i henhold til reglerne (dvs. hvor en personlicens til at udvinde guld og dermed ansvarlighed for sikkerheden, og at det indvundne guld sælges gennem en af de statsanerkendte købere). Den faktiske produktion er anslået af Ministeriet for Minedrift til 7 tons, men ifølge industriens aktører, kan det være så meget som 17 tons. I kampen mod den illegale guldhandel har staten siden 2004 haft et statsligt organ: Den nationale brigade mod bedrageri med guld, med det formål at kontrollere handel og bekæmpe svig. Agenturets direktør Antoine Karamiry fortæller opgivende om mangel på ressourcer og et begrænset mandat. - For et par måneder siden fik vi en insidertip. Dette førte til, at en mand blev stoppet midt om natten i en bil med 23 kg sort guld på vej til Ghana. Et par måneder senere var manden på anklagebænken, og til trods for den store beslaglæggelse, blev han løsladt. Dommeren mente, at beviserne var utilstrækkelige. Karamiry sukker og klager over udbredt korruption inden for det nationale retssystem. Han peger på et lille pengeskab ved siden af sit skrivebord: - I forventning om en eventuel appel, så opbevares guldet i mit kontor. Det regionale sorte marked af guld skyldes de forskellige skatteregler i regionen. Lavere afgifter på guld resulterer i, at Togo, med en meget begrænset guldproduktion, er en forholdsvis stor guldeksportør. For Burkina betyder det tab af tiltrængte skatteindtægter. Fra et makroøkonomisk perspektiv udgør minesektoren ikke kun muligheden for øgede skatteindtægter, men også for investeringer. Siden selvstændigheden fra Frankrig i 60'erne har Burkinas økonomi været baseret på bomuld og landbrug med en lille uudviklet produktion begrænset til fødeva- Burkina Kontakt nr Januar

5 rer. Forhåbningerne er derfor store til minesektoren. På grund af den høje pris på guld har flere internationale mineselskaber etableret sig i landet i områder rigt på mineraler og tvunget guldgraverne ud. I dag er der seks miner og to under opførelse, de fleste med canadiske eller australske ejere. Fra en beskeden produktion på mindre end et ton i 2007, steg produktionen til 32,9 tons på fire år. Guld har siden 2009 været landets vigtigste eksportvare. Burkina er nu en mellemstor producent, men er et godt stykke efter nabolandet Mali, der har en årlig produktion på 50 tons. Indtægterne fra minerne er blevet en stadig vigtigere del af statens indtægter. I 2011 udgjorde eksporten af guld 11% af BNP. "Ressourcefælden" ("resource curse" på engelsk) er nu et veletableret udtryk for det overraskende fænomen, at lande rige på naturressourcer har en tendens til at vokse langsommere end lande med få naturressourcer. Disse lande præges i højere grad af udbredt korruption, svage institutioner og konflikter. Indtægter fra minedrift medfører drastiske omkostninger på andre områder. Storstilet minedrift er kapitalintensiv, skaber relativt få arbejdspladser og medfører store negative miljøpåvirkninger. Tilfælde af forurenet drikkevand, døde dyr, tvangsforflytninger og ødelæggelse af veje har ført til spændinger og konflikter med den lokale befolkning. Problemet med minesektoren er kompleks og på flere niveauer. Som ungt minedriftsland har myndighederne ikke megen viden eller ressourcer til at følge op på mineselskabenes overholdelse af miljøreglerne. Burkina vedtog i 2003 en generøs minedriftsregulering for at tiltrække mineselskaber. Man ønskede at kompensere for de høje investerings-og driftsomkostninger, især med hensyn til dårligt udviklet infrastruktur, høje import- og toldgebyrer og høje elpriser. I lyset af de høje guldpriser har myndighederne i næsten to år forsøgt at genforhandle reguleringerne, som dog støder på modstand fra mineselskaberne. Man bør understrege, at der er tvivl om, hvor længe boomet i guldsektoren vil fortsætte. Minerne er spredt og kræver relativt høje udviklingsomkostninger, hvilket betyder, at rentabiliteten kræver fortsat høje guldpriser og et gunstigt investeringsklima. Kun få udviklingslande har formået at opnå fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig vækst baseret på minedrift. Desværre gør den såkaldte ressourcefælde sig i stedet for gældende i mange ressourcerige lande. Hårdt arbejde i minen Forskellige initiativer er taget for at forbedre styringen i ressourcerige lande og for at øge synligheden omkring de finansielle strømme fra mineselskaberne til staten. Et af disse er Extractive Industries Transparency Initiative (EITI), der blev lanceret i 2002 af den tidligere britiske premierminister Tony Blair og har til formål at skabe større åbenhed i udvindingsindustrien ved at opfordre mineselskaber til at offentliggøre, hvor meget de betaler til staten, og at staten til gengæld offentliggør skatteindtægter fra mineselskaber. Initiativet er frivilligt. Dakar Djiri fra Burkina Fasos Nationale Sekretariat for EITI håber at EITI s mandat forlænges. Udover transaktionerne mellem virksomhederne og staten, ønsker vi også at følge de tidligere stadier af produktionen, såsom uddeling af kontrakter, og hvordan staten fordeler og bruger indtægterne fra minedriften, siger Dakar Djiri. Burkina Faso har ansøgt om at tilslutte sig initiativet og har siden 2009 arbejdet for at opfylde de forskellige kriterier. Man arbejder på at udgive rapporter, engagere civilsamfundet og gennemføre ændringer. Djiri Burkina Kontakt nr Januar

6 fastslår, at staten ikke har kunnet følge med i den hurtige udvikling i minesektoren. Myndighedernes kapacitet til at følge minesektoren, både med hensyn til ressourcer og personale, skal styrkes, og der bør etableres opfølgningsmekanismer på nationalt og lokalt plan. Vi har brug for et forum for diskussion mellem mineselskaberne, myndigheder og lokale folk for at kunne håndtere og forebygge socioøkonomiske problemer i forbindelse med minedriften. En positiv socioøkonomisk udvikling på lokalt plan er ikke kun afgørende for de lokale, men også for mineselskabernes drift på lang sigt. Arbejdsforholdene i Tiebele og andre minedriftsområder i landet vidner om behovet for større dialog for både store og små miner, og hvordan myndighederne kan regulere udvindingen bedre. Udfordringerne er mange og store, men på samme tid, bør man ikke ignorere de muligheder, som minesektoren, forudsat et klart og respekteret regelsæt, kan medføre. Guldindtægterne skal anvendes til at stimulere den lokale industri eller forbedre landbruget. Mineindustrien skal udgøre en del af en større og mere bæredygtig strategi, hvor indtægterne anvendes til investeringer i andre dele af økonomien, som uddannelse, sundhed og infrastruktur. Først derefter kan der opnås en økonomisk og social udvikling. For på trods af håb om guld er fremtiden for landet sandsynligvis ikke i jorden men i folket. Billederne er fra minerne i Tiebele. Artiklens forfatter Annie Sturesson har som nationaløkonom i 2 år arbejdet ved EU s delegation i Burkina Faso. Artiklen er fra vores svenske søsterblad, Burkina Kontakt. Oversættelse: Ulrik Falk-Sørensen Dobbelt fodbold-nederlag Af Thyge Christensen Både det danske og det burkinske landsholds udsigter til at deltage i verdensmesterskaberne i Brasilien blev knækket allersidst i en kamp for Burkinas vedkommende i den anden play off kamp mod Algeriet i Algeriet. Kort før dommerens fløjt scorede Algeriet det mål, de skulle bruge for at overtage Burkinas plads på reglen om udebanemål (efter burkinsk 3-2 sejr på hjemmebanen i Ouagadougou). Alle burkinere var enige om, at dommeren havde favoriseret hjemmeholdet, og allerværst var det, at dommeren skulle have fløjtet kampen af 3-4 minutter for tidligt. Det klagede man naturligvis til FIFA over, og onsdag den 20.november midt på eftermiddagen bredte sig så det rygte, at Burkina havde fået ret, og derfor skulle overtage Algeriets plads som kvalificeret. Jeg så bl.a. en ung motorcyklist køre lykkelig gennem Bobo Dioulassos gader med et stort burkinsk flag, indtil de sociale medier og utallige mobiltelefoner med sædvanlig hastighed havde rundsendt meddelelsen om, at det altså blot var et rygte. Og Burkina kom ikke med til deres første VM denne gang. Burkina Kontakt nr Januar

7 Mali igen Af Ole Zethner U-landsnyt.dk meddelte , at Folketinget enstemmigt har vedtaget, at Danmark efter anmodning fra FN, vil sende et Hercules-transportfly og stabsofficerer til Mali i begyndelsen af Dette er et bidrag til FNs fredsbevarende operation MINUSMA for en periode af op til fem måneder fra 1. februar Det danske flybidrag, som forventes også at omfatte op til ca. 60 personer, skal operere internt i Mali samt sendes til andre destinationer i regionen. Denne støtte følger regeringens lancering af et regionalt Freds- og Stabiliseringsprogram for Sahel, der omfatter Mali og de øvrige lande i Sahel-regionen. Lanceringen af programmet skete under FNs generalforsamling i september 2013 som en af Villy Søvndals sidste aktiviteter som udenrigsminister. Programmets tre fokusområder er 1. Støtte til dialog og forsoning 2. Sikkerhedssektor-indsatser, samt 3. Bekæmpelse af voldelig ekstremisme og organiseret kriminalitet og koster 125 millioner kroner over 5 år. Det er ikke klart, om udgiften til militærstøtten er en del af dette beløb. Med Freds-og Stabiliseringsprogrammet prøver den danske regering at adressere udfordringerne i forbindelse med de fire sameksisterende historisk-politiske konfliktpotentialer opstillet af Signe Marie Cold- Ravnkilde fra DIIS, omtalt i septembernummeret af Burkina Kontakt Udenrigsminister Holger K. Nielsen siger om den enstemmige opbakning til flyindsatsen, at den er et stærkt signal om det danske engagement i at skabe fred og stabilitet i Mali, en stabilitet, der også har stor indflydelse i andre lande i Sahel-regionen. Sikkerhedsindsatsen går hånd i hånd med Danmarks politiske støtte, udviklingsbistand og humanitære indsats i Mali - og i Sahel-regionen. Beslutningen i Folketinget vækker ikke udelt begejstring i Danmark. Det gælder f.eks. organisationen Aldrig Mere Krig, der mener, at udsendelsen af Hercules-fly og soldater er et led i at drage Danmark ind i et militært samarbejde i EU, på trods af vores forsvarsforbehold. Aldrig Mere Krig betragter den europæiske indblanding i Mali som en kamp om naturressourcer i Afrika under dække af at være en fredsmission. Jeg mener, at det var nødvendigt at intervenere militært i januar 2013 for at undgå, at Bamako og dermed hele Mali blev erobret af islamistiske ekstremister. Spørgsmålet er nu, hvor længe man er nødt til at fortsætte fransk og anden europæisk militær indblanding. Trækker det ud, vil de udenlandske tropper efter al sandsynlighed blive mere og mere upopulære hos befolkningen, især hvis støtten til almindelige mennesker i landet ikke mindst tuaregerne - ikke giver resultater hurtigt nok. Der er hyppigt en tendens til, at vi opfatter meget synlige militære aktioner som vigtigere end mindre synlige resultater af langsigtet støtte som f.eks. øget skolegang, vaccinationer og adgang til rent drikkevand. En ting står klart, nemlig at militære indsatser altid er meget kostbare, og at de mange penge kunne forbedre et meget stort antal menneskers liv væsentligt. Det er derfor meget vigtigt, at krigsindsatsen i Mali ikke kommer til at overskygge støtten til de fredelige indsatser på jorden, der bringer varige forbedringer i menneskers leveforhold, som er en forudsætning for stabiliteten i Sahel. Referencer Rådgivere for Udenrigsministeriet: Danmark støtter fred og stabilisering i Sahel-regionen med nyt program til 125 mio. kr. Udenrigsministeriet, København U-landsnyt.dk: Danmark klar med militært bidrag til Mali det er ikke alle glade for. U-landsnyt, Zethner, Ole: Krigen i Mali. Burkina Kontakt nr. 89, september Zethner, Ole: Tuareg-oprøret og krigen i Mali. Venskabsforeningen Danmark-Burkina Faso s hjemmeside. Burkina Kontakt nr Januar

8 Kunstner, aktivist, museumsgrundlægger, brændesamler Af Thyge Christensen Det ligger stærkt i den danske kultur, at vi vil skille ting ad og så analysere de enkelte dele. Det er vi bedst til. At se helheder og sammenhænge er ikke vores styrke, selv om vi i disse år udvikler os i den retning. Omtrent det modsatte kan man sige om den burkinske grundholdning til livet. At alting hænger sammen, og hvordan de er forbundne - er vigtigere end de enkelte dele. nu forladt til fordel for bylivets muligheder. Hvad er han? spørger en dansker og mener som regel: Hvad arbejder han med, hvad lever han af? Moussa samler brænde i omegnen og sælger det på markedet. Det bliver man ikke rig af og det er han sandelig heller ikke. Der er ikke strøm og rindende vand i hjemmet, og man kan godt bekymre sig over, hvordan de klarer hverdagen Moussa og hans kone og deres børn. Og der kommer jo ikke mere brænde ind på markedspladsen af, at han åbenbart går i stå, når han finder et stykke træ, der udtrykker noget særligt, noget der ligger ham på sinde. Det kan for eksempel være en stiliseret kvindefigur som påmindelse om betydningen af kvindernes ret til ligestilling. Og så kommer den ikke på markedet, men bliver sat op i hans museum. Moussa kender ikke kunstbegrebet installation, men kan beskrive tanken med alt, han har lavet og udstillet Den erfaring tænker jeg på, når jeg prøver at skrive et par ord om en god bekendt gennem mange år, Moussa Ouattara der i dag bor i provinsbyen Orodara i det sydvestlige Burkina. Som ung gik han i realskole her i byen, men da hans far døde, blev han kaldt hjem til markarbejdet i landsbyen. Den har han Moussa Ouattara ser muligheder i alt Burkina Kontakt nr Januar

9 Han behøver ikke mene det samme med ordet museum, som vi plejer at gøre og det gør han heller ikke. Politiske og kulturelle tilkendegivelser blander sig med kunstværker og fortidige genstande så som hans bedstefars gamle slavelænker. Hen over årene ser jeg hans samling udvikle sig i mangfoldighed, men ikke i klar retning. Han har engang bedt mig om nogle links til fransksprogede hjemmesider for museer. Han vil jo gerne lære noget om den verden af udtryk og tilkendegivelser, han har kastet sig ud i. Denne lille artikel er skrevet i et naivt håb om, at en eller anden vil fatte interesse for hans projekt og måske kan hjælpe ham videre. Han ved, at han har brug for en viden, han ikke umiddelbart har adgang til. Og det er bestemt ikke noget dårligt udgangspunkt for at tage imod ny viden. Huset gjort klar til danske gæster Af Thyge Christensen Transparency placering Transparency International har netop offentliggjort årets liste over alverdens lande, listet efter grad af korruption og førstepladsen deles af Danmark og New Zealand, sidstepladsen af Afghanistan, Somalia og Nordkorea. Burkina Faso har samme score som i 2012 nemlig 38, hvor 0 er udtryk for ekstrem korruption og 100 udtryk for ingen korruption i samfundet. Landet er som nr. 83 af 175 lande bedre placeret end sine mange nabolande (undtagen Ghana). Også placeringen svarer til I virkelighedens verden må det betragtes som en positiv nyhed. Og mit nylige besøg i landet har igen bekræftet, at der på det økonomiske felt er optimisme at spore. Mange tror på, at der er bedre tider på vej, men jeg skal huske at understrege, at jeg denne gang ikke har været helt oppe nordpå. Sikkerhedssituationen er dog forbedret så meget, at mennesker med hvid hud nu tillades at køre til Gorom-Gorom i arbejdssammenhænge. Jeg regner med selv at komme derop i februar. Burkina Kontakt nr Januar

10 Det gode vand Af Karl Jørgensen, hydrogeolog Indledning Jeg har tidligere i Burkina Kontakt beskrevet de tekniske forhold omkring vandforsyning i Burkina Faso, både hvad angår tilstedeværelsen af grundvand og de hjælpemidler man har til at hente det op med, herunder også problemerne med at vedligeholde udstyret. Jeg har også nævnt, at der er andre problemer forbundet med den slags fremskridt. Den første gang jeg var i Gorom-Gorom for at finde vand i 1984, mødte jeg en tuareg, der fortalte mig, at ude ved hans landsby havde de fortræffeligt vand. Landsbyen var lige uden for Gorom-Gorom, så jeg fik ham op i bilen, og så kørte vi af sted. Da vi havde kørt et par km, var der ikke skygge af en landsby, og vi var midt på en tør slette. Han bedyrede, at vi lige straks var der, det var lige derhenne. Da vi havde kørt 10 km, nåede vi frem til et tørt vandløb med buske og et par tuareghytter. Det gode vand viste sig at være noget muddervand i bunden af et par udgravede huller midt i flodlejet, et såkaldt puisard felt. I min nye vens øjne var dette godt vand, men jeg vidste, at dette vand var fyldt med jordbakterier og E. coli fra dyrenes afføring, og skyld i den diarré, der kostede 1/3 af landsbyens børn livet, inden de blev 5 år. Det burde da være nemt at forklare ham, men det er det ikke. Folketro Det er her meget væsentligt at gøre sig klart, at selvom vi kommer og giver en landsby en boring og en pumpe, er det langtfra sikkert, at befolkningen vil bruge den. Befolkningen vil nok være meget glad for pumpen, og takke den ædle giver mange gange. For om ikke andet giver det landsbyen en højere status, at de har fået deres egen pumpe, nu er de blevet en moderne landsby. Men der fra og til at bruge og vedligeholde pumpen er der et stykke vej! Hvorfor det? Årsagerne er mange, og har ofte forskellig betydning fra sted til sted. Det mest prosaiske er, at grundvand oftest smager helt anderledes end det vand, man hidindtil har brugt som drikkevand. Traditionelle vandkilder er som oftest overfladenære, hvis ikke direkte overfladevand, og det betyder, at det kun har et meget begrænset indhold af opløste salte, også selv om det er mudret. Dette gælder også for det meste brøndvand fra traditionelle brønde. Grundvand fra dybe boringer indeholder til gengæld næsten altid mange opløste salte, der giver vandet en distinkt smag. Oftest er dette den første forhindring for at få folk til at bruge vandet, da de synes, at det smager ubehageligt. Manglen på liv i vandet kan få folk til at tænke, at der må være noget galt med det, når det virker helt sterilt. Der kan desuden være mere vanskeligt håndterbare ting ved boringer. De kan for eksempel være boret i en hellig lund! I Burkina ligger der mindre krat og små skovområder rundt omkring, og disse er hellige og må ikke besudles. Mange af disse krat er sammenfaldende med steder, hvor der er sprækker og gode vandførende lag. Men hvis man laver en boring sådan et sted, vil folk være bange for at bruge pumpen på grund af ånderne. De, der er ansvarlige for at lave boringen, må også formilde ånderne, for ellers er der ingen der vil bruge vandet! Hvem må bruge pumpen? Et andet problem man ofte løber ind i, er hvem der faktisk har brugsretten til en pumpe. De allerfleste vandforsyningsprojekter udføres for det lokale samfund som helhed, med andre ord, alle i lokalsamfundet har lige adgang til pumpen. Men sådan ser man langtfra på sagen alle steder. Mange steder er det dem, der ejer jorden hvor pumpen står, der mener, at de også ejer pumpen og derfor brugsretten til den, herunder retten til at tage sig betalt for oppumpet vand. Ifølge den burkinske vandforsyningspolitik er vandforsyningspunkter Burkina Kontakt nr Januar

11 kollektive, og der skal vælges en vandkomité for hvert vandforsyningspunkt, som på befolkningens vegne bestyrer vandforsyningspunktet, sikrer driften, adgangen og vedligeholdelsen af punktet. Ikke desto mindre kan man finde landsbyer, hvor 3 af landsbyens 4 vandpunkter står ved siden af den traditionelle høvdings hus, og vedligeholdelsen sikres gennem en ekstraordinær bidragsudskrivning blandt landsbyens befolkning. Vandbærere venter på vand Et andet velkendt kildent problem er nomaders brug af pumperne. Nogle landsbysamfund låser pumpen af for at forhindre, at forbipasserende nomader bruger den, og henviser i stedet nomaderne til at bruge den gamle brønd. Hvis der er vand i den gamle brønd, er det også helt i orden, da nomaderne synes, at det er langt hurtigere at fylde deres skindsække fra en brønd, end fra en boring med en håndpumpe. Men er der ikke tilstrækkeligt vand i brønden, så er der problemer. Nomaderne er normalt bedre bevæbnede end landsbyboerne, så de trækker oftest det længste strå i den slags konflikter. Det fører så til, at bønderne tilkalder gendarmeriet, og at konflikten eskalerer. I Burkina Faso er det en del af den nationale strategi for vand, at boringerne ikke skal ligge mere end 200 m fra landsbybebyggelsen for at sikre, at kvinderne får den kortest mulige vandbæringsvej, således at de kan få mere tid til andre beskæftigelser, såsom familie, indkomstgenererende sysler som håndværk og handel eller måske endda uddannelse. Men mange gange har det vist sig, at kvinderne slet ikke er enige i disse ædle tanker. De vil meget hellere fortsætte med at hente vand fra den fjerntliggende brønd eller vandhuller, fordi denne vandring og arbejde ved vandpunktet er deres daglige åndehul, hvor de er væk fra mandens krav og ører, og kan snakke med deres medsøstre om det, de finder vigtigt, uden at være overvågede. Behandling af vandet Har kvinderne først fået pumpet det rene vand op, er der to problemer der melder sig: hjemtransport i en ren beholder til hjemmet, og efterfølgende opbevaring af vandet under hygiejniske forhold. Traditionelt har kvinderne hentet vand i lerkrukker af varierende størrelse, normalt afhængig af kvindens bæreevne. 20 l er ikke usædvanligt. I nyere tid er lerkrukkerne så ofte blevet erstattet med emaljerede fade og beholdere, men også af forskellige former for plasticbeholdere, mest almindeligt gule 10 l dunke, der har indeholdt palmeolie. Mange kvinder har lært, at de skal have et låg til at dække beholderen med, hvis det ikke er en dunk med skruelåg. Krukken eller dunken bæres hjem på hovedet, og ofte går flere kvinder sammen og snakker hele vejen hjem. Når kvinderne kommer hjem, bliver vandet hældt op i en stor lerkrukke lige uden for døren. Krukken er dækket med et låg hvorpå står et drikkebæger, som så dyppes ned i krukken efter behov. Flere projekter har prøvet at introducere en beholder der står lidt oppe, og Burkina Kontakt nr Januar

12 som i bunden har en spunshane, som man kan tappe vand af, og hvor man i toppen har et tragtformet åbning, som man kan dække med gazestof, når man hælder vandet op. En god idé, men ofte svær at få folk til at bruge. Formidling af viden om det gode vand Hvordan overbeviser man befolkningerne om at bruge det rene vand på den bedste måde? I begyndelsen troede man, at hvis man gav folk en pumpe med rent drikkevand, så ville de naturligvis hurtigt indse, hvorfor de skulle bruge det. I begyndelsen af vanddekaden i 80'erne blev det dog klart, at sådan hang verden ikke sammen. Hvis man ønskede, at folk skulle bruge vandet mest hensigtsmæssigt, og samtidig vedligeholde de dyre installationer, så var man nødt til at undervise dem i brugen af dem. Derfor begyndte man at uddanne personer, der skulle fortælle folk om, hvorfor de skulle bruge det fine vand fra pumpen, og hvorfor de ikke længere skulle bruge vandet fra pytter, floder og mudderhuller. I de franske områder hedder denne type arbejdere animateurs, i de engelsk talende socialworkers, socialarbejdere. Idéen med animatørene er, at de først og fremmest skal lære hvordan man bedst sælger et budskab, hvad enten det er rent vand, en bedre dyrkningsmåde af en eller anden afgrøde, fremme benyttelse af forbedrede brændekomfurer, hensigtsmæssig behandling af børn for at begrænse børnedødeligheden eller noget andet. Historien om formidlingen I begyndelsen brugte man kun animatørerne til at formidle budskabet om det rene vand lige omkring det tidspunkt, hvor man installerede pumpen. Men det blev snart klart, at man måtte gå anderledes systematisk til værks for at opnå den ønskede holdningsændring til rent vand hos et bredere udsnit af landsbyer. Det blev hurtigt til, at en væsentlig del af budgettet i en landsbyvandforsyningskampagne blev reserveret til at få vænnet og motiveret landsbyboerne til at skulle have rent drikkevand. Metoderne blev stadig mere avancerede, fra at være simple tegninger og korte budskaber, over lysbilledshows, og videoer, både professionelle og lokale amatører til teatre og sange, hvor befolkningerne blev direkte inddraget i skabelsen af sketches og sange. En udviklingsrække af begivenheder blev opstillet, hvor man startede med orientering af landsbyer i et område om, at de er udset til kampagneområde, og at man kunne indsende et ønske om en pumpe til den lokale vanddirektion. De landsbyer, der søger, bliver udsat for en første gennemgang i vanddirektionen, og hvis de findes egnede til en pumpe, får de et første besøg af animatører (de arbejder normalt i dobbeltkønnede hold). Formidlingens logik Animatørene orienterede landsbyen om udviklingsrækken, og man lavede en kortlægning af landsbyen og dens vigtigste orienteringspunkter, idet man bad befolkningen angive, hvor de helst vil have den fremtidige pumpe. Kortet var ikke et opmålt kort, men landsbyens opfattelse af sig selv i rummet. Under den første orientering fik landsbyen desuden at vide, hvor meget de selv skulle bidrage med til projektet. I en lang periode var landsbybidraget omkring FCFA. Bidraget var kun en brøkdel af de samlede omkostninger ved at få en pumpe, men var nationalt bestemt for at give landsbyen en fornemmelse af ejerskab til pumpen. Når et passende antal landsbyer i en given region havde indbetalt, kunne borekampagnen starte. Animatørene kom atter ud og fortalte landsbyboerne om deres rettigheder og pligter overfor borefolkene, og startede organiseringen af en landsbykomité. Når boringen var udført, blev den vurderet, og landsbyen fik at vide om den var positiv. I Burkina er 85 % af boringerne umiddelbart brugbare til en håndpumpe (færre mod nord end mod syd). Herefter blev der bygget en indhegnet platform i cementsten, hvor pumpen placeres centralt. Mange platforme har et afløb i en støbt kanal, der fører frem til et drikkevandstrug, hvor dyrene kan vandes. Animationsholdet kom atter tilbage og sikrede, at pumpekomitéen er aktiv, og at befolkningen havde fået en forståelse af hygiejnen omkring pumpe og vandbæring og opbeva- Burkina Kontakt nr Januar