Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Transkript

1 R E P L I Q U E

2 Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 Imod det vægtløse menneske TIDEHVERV Det omstridte tidsskrift har gennem sin eksistens kæmpet for det samme: Redelighed, ædruelighed, og gammeldags kristendom mod idealisme. Agnete Raahauge Det korteste og klareste svar på, hvad Tidehverv er for noget, gav bladets første redaktør, fængselspræsten N. I. Heje på en nysgerrig persons spørgsmål herom: Tidehverv er gammeldags kristendom, svarede Heje. Tidehverv er ingen organisation eller kirkelig bevægelse med program og målsætninger. Tidehverv er et blad og et årligt sommermøde, er det svar, der ofte er blevet givet for at afvise folks spørgen efter Tidehvervsbevægelsens program. Det første blad med titlen Tidehverv udkom i oktober 1926 siden er bladet så nogenlunde regelmæssigt udkommet ti gange årligt. LUTHERS OPGØR Det er ingen tilfældighed at hovedartiklen i det første Tidehverv skrevet af en af bladets redaktører Tage Schack handlede om Martin Luthers skrift Om den trælbundne vilje. Skriftet er Luthers generalopgør med humanisten Erasmus af Rotterdam, der et stykke vej havde fulgt Luthers strid med pavekirken med velvilje, men nu forarget ytrede, at Luther gik for vidt i sin forkyndelse af, at et menneske bliver retfærdigt for Gud i tro på Kristi gerning alene. For hvem vil så stræbe efter at forbedre sig, spurgte Erasmus og afslørede hermed, at for ham var kristendommen et middel til menneskehedens opdragelse. Om vor vilje udretter noget med hensyn til det, der angår vor evige frelse, ja, om Guds almagt simpelthen betyder, at Guds vilje er suveræn i alt det spørgsmål ville Erasmus ærbødigt henlægge til Guds uudgrundelige mysterier og lade det være nok, at mennesker opfordres til at gøre godt af bedste evne og dyrke Gud som en mild Gud, der gerne hjælper på vej. For Luther var det spørgsmål livsvigtigt, thi hvordan kan et menneske være vis på en nådig Gud, når han kun får at høre, at han skal selv gøre noget, og Gud gør så også sit? Nej, den kristnes vished står og falder med, at Gud tager al tro på vore egne evner og muligheder for at hæve os til Gud fra os og fører os til at sætte alt håb til Kristus. Den kristnes frihed er bundethed til Guds ord; den kristnes sted, som han ikke kommer videre fra, er under Guds dom over os, at vi er syndere, og Guds nåde: at han har forbarmet sig over syndere i sin søn. GAMMELDAGS KRISTENDOM Dette er gammeldags kristendom, og den er jo, som man kan høre, ikke indforstået teologisk snak, men en modsigelse af enhver kristelig såvel som human skønsang om at ædelt er mennesket, jorden er rig Således var og er gammeldags kristendom ikke et blot kirkeligt eller teologisk Side 99

4 anliggende, men på en gang sjælesørgerisk Guds svar på den ængstede samvittigheds spørgen efter en nådig Gud og et kald til nøgternhed, til redelighed. Det var dette, der var anliggendet for de teologer og præster, der begyndte at udgive bladet Tidehverv N. I. Heje, Gustav Brøndsted, Tage Schack og K. Olesen Larsen. N. I. Heje var i 1918 blevet teologisk kandidat og fængselspræst i Vridsløselille. I 1922 var han blevet næstformand i Det Kristelige Studenterforbund, hvor det sene 1800-tals udviklings- og fremskridtstro udmøntede sig i følelsesmæssig masseren af de unge, så de nåede frem til en oplevelse af omvendelse, som de, om man så må sige, kunne hvile sig i som en art åndeligt forråd. MOD FREMSKRIDTSTROEN Ovenpå 1. verdenskrigs brutale afsløring af, at mennesket ikke er ædelt og verden rig, skurrede skønsangen i Det Kristelige Studenterforbund desto mere i Hejes og flere andre unges øren, og på forbundets sommermøde i 1924 kom det til et brud med Studenterforbundets førere, da Heje uden omsvøb talte om disse unges tiltagende ubehag ved bevægelsen. Os forekommer det undertiden, at man vil vinde mennesker ved drivende sentimentalitet Vi kunne ikke se berettigelsen af et rastløst udadgående arbejde, der let kunne tage sig ud som falsk reklame, fordi der, trods udmærkede førere, ikke var den dækning bag, der må kræves. Forbundets førere reagerede ved at hælde Heje og Tage Schack ud af bestyrelsen og nægte dem adgang til Forbundets blad Sursum Corda s spalter. Dette var baggrunden for, at den kreds af unge fra Studenterforbundet, som havde hørt nødvendigheden i Hejes opgør, begyndte at udgive bladet Tidehverv i Om bladets navn skrev Gustav Brøndsted i indledningsartiklen: Hvad bladets navn skal sige? I hvert fald ikke, at vi venter at udrette noget epokegørende. Vi vender såvist ingen tider. Men navnet udtrykker et syn på tiden og en ansvarsstilling overfor tiden. Den kristne ved, at intet menneske vender Guds tider. Ja, han ved mere, han ved at mine tider er i din hånd. Kun nedefra set ligger tidernes gang i menneskenes hånd; men gennem denne vor barnlige opfattelse sker i hvert fald det, at vi gennem ansvarsfølelsen over for vort eget liv og vor egen tid bliver sædejord for det evige. Af øjeblikket er vi kaldt frem, om end vi gennem en del år har haft noget på hjerte. Skal vi bruges, er det af øjeblikket der vender tiden nu. Men derfor kan øjeblikket jo godt blive langt. Hvor det er alvor med den enkeltes og med slægtens liv, er man altid mellem tider. Og dybest set mellem to tider: vor egen og Guds. GENFORTOLKNINGEN AF KIERKEGAARD Som det kan høres, er navnet Tidehverv inspireret af Søren Kierkegaards tale om øjeblikket om det afgørelsens øjeblik, som Gud stiller det enkelte menneske i ved at befale det at modtage sit liv som Guds opgave til det. Ikke som et projekt

5 REPLIQUE 3. årg. s Imod det vægtløse menneske Af Agnete Raahauge for selvudvikling og selvudfoldelse, men i lydighed mod Gud, som sætter os netop dette liv for. Med Luthers ord: Livet i kald og stand. I tro på Gud og i skyldighed mod næsten i det liv, på det sted, i den historie, som er givet mig. Tidehvervs-folkene genlæste Luther og Kierkegaard, som de havde fået overleveret i som eksponenter for studenterbevægelsens kristelige fremskridtstro og persondyrkelse, og deres læsning af dem udmøntede sig i en sønderlemmende kritik af deres hidtidige føreres forvanskning af deres anliggende. Opgørets tone var råt for usødet, som Luthers overfor Erasmus og Kierkegaards overfor hans samtids forlorne kristenhed. Anderledes kan det nu engang ikke være, hvor anliggendet er alvor, er ædruelighed. DET NYE TIDEHVERV I nyere tid er det i såkaldt grundtvigsktidehvervske kredse blevet chickt at flirte med denne tone, vel at mærke når den var rettet mod det tidlige Tidehvervs samtids sentimentale vækkelseskristendom. Til gengæld har der i de samme kredse været forarget samtykke om, at det nye Tidehverv, særlig personificeret ved min far, Søren Krarup og hans skrækkelige fætter, Jesper Langballe, havde fjernet sig fra det oprindelige Tidehvervs ætsende teologiske syrebad og var begyndt at dyrke positive værdier, Danmark, kærligheden til fædrelandet. Men for den, der lytter efter anliggendet, og ikke overfladisk nøjes med at interessere sig æstetisk for det første Tidehvervs friskhed, er den røde tråd i bladets opgør klar. Fra første færd var bladets anliggende redelighed under forkyndelsen af det enkelte menneskes bundethed til Guds dom og Guds nåde; af skabningens liv som skyldighed, og dermed som vedgåelse af arv og gæld, at tale imod enhver såvel kristelig som humanistisk dyrkelse tro på, at menneskeheden går fremad; at menneskene ved kristelig påvirkning, humanistisk opdragelse, psykologiskvidenskabelig behandling kan hæves op over sin syndighed og sin konkrete virkelighed. MOD IDEALISMEN Opgøret har været et opgør med enhver idealistisk bevægelse, der mener at kunne skabe et nyt menneske og et nyt jordisk fuldkomment hjem for menneskene. Afguderne, guldkalvene, i hvis billede en given tid eller bevægelse dyrker sig selv, er ligeså mangfoldige som de sære ting, den gamle Prædiker taler om, at menneskene har for. Derfor er det opgør, som evangeliet sætter den enkelte i ved at lade det kende sin plads i bundetheden til Guds ord, altid et opgør med dets tids afguder. Den tro på menneskets iboende ædelhed, som Luther gjorde op med hos sværmerne, fik sit helt store gennembrud med oplysningstidens tro på mennesket. Den har iklædt sig kristelige gevandter i såvel det tidlige 1900-tals fremskridtsjublende kir- Side 101

6 kelighed, som i vore dages kommercielle kirkelighed, der vejer forkyndelsen på dens evne til at trække unge til. Men den er i vor tid i særdeleshed kommet til udfoldelse i den selvretfærdige foregøglen af, at en ny menneskehed kan fødes ved at hæve sig over tid og sted; ved at lade hånt om historie og hjem, af den givne tilværelse, hvor vort hjerte har fået sit skrøbelige og forgængelige hjem hernede. Så det turde være et tegn på, at Tidehvervs opgør har ramt vor tids afgudsdyrkelse i hjertekulen, når man i dag forarges over det såkaldt nye Tidehvervs forsvar for folk og fædreland. Og det er det samme opgør som Det gamle Tidehvervs : opgøret med det indbildt vægtløse menneske, som er ubundet af skyld og gæld. Agnete Raahauge er nytiltrådt redaktør på Tidehverv.