Incest behandling Der er både behov for en holdningsændring og et fokusskift i det professionelle arbejde med seksuelle overgreb i familien

Transkript

1 Overgreb Af Marianne Gram, Hanne Bloch Gregersen og Lise Nielsen Incest behandling Der er både behov for en holdningsændring og et fokusskift i det professionelle arbejde med seksuelle overgreb i familien I behandlingen af børn, der har været udsat for seksuelle krænkelser, er der nogle holdningsbarrierer, der skal overvindes. Blandt andet den gængse opfattelse, at man kan redde barnet fra det onde ved at afskære kontakten mellem barnet og den, der har udført det onde, altså krænkeren. At børn gøres fortræd, er svært for de fleste af os at rumme. Vores tro på, at vi kan beskytte os selv og vore børn, rystes, og magtesløsheden truer. Vejen er at turde være i denne magtesløshed, ikke at lade sig friste til at handle impulsivt for at få den følelse til at forsvinde, men i stedet lytte til børnene og være villige til at se deres virkelighed. Når krænkeren fx er en far eller en stedfar, er virkeligheden, at børnene og moderen foruden at slippe af med en krænker også lider et tab. Børnene mister en omsorgsperson og mor mister en ægtefælle en central tilknytningsfigur i familien ikke bare på ondt, men oftest også på godt. Vores viden fra andre tabssituationer (fx ved dødsfald eller anbringelse uden for hjemmet) er, at forholdet til den, man mister, fortsætter og påvirker ens indre og ydre liv og udvikling, uanset om kontakten bibeholdes eller ej, og at det i behandlingen oftest er langt enklere og mere virkningsfuldt at arbejde med den konkrete relation end med den ene parts indre relation. Ud fra dette perspektiv er det altså ikke behandlernes sympati eller antipati til krænkeren, der skal være afgørende for, om krænkeren inddrages i behandlingen, men tilknyt- ningsrelationen mellem offer og krænker og mellem de øvrige familiemedlemmer og krænkeren. Med andre ord er det ikke behandlernes ønskevirkelighed, men familiens faktiske virkelighed, der skal være styrende for behandlingstilrettelæggelsen. Behandlingsmål For en ordens skyld skal det understeges, at vi ikke har noget overordnet mål eller nogen forudgående mening om, hvorvidt familien skal leve sammen eller adskilt på længere sigt. Vores overordnede mål er: At afbøde skadevirkningerne af overgreb og tab på børnenes videre personlighedsudvikling og forebygge, at børnene udvikler sig til voksne ofre eller krænkere. At forbygge at krænkeren foretager nye overgreb. At forebygge, at den ikke-krænkende forælder reddes fra den ene onde partner (krænkeren) for at gå ud i verden og støde ind i den næste. Behandlingsmodel Forskningen og erfaringen fra arbejdet med ofre og krænkere har vist, at offer- og krænkerrollen er to sider af samme mønt. Denne indsigt nødvendiggør et fokusskift i behandlingen fra Identificeret Offer - Identificeret Krænker (god vs. ond) til hvert enkelt familiemedlems offer-krænker-adfærd i familieinteraktionen såvel som i andre samspil. Fokus udvides altså fra udelukkende at være på begivenheden (overgreb) til i højere grad at være på den familiedynamik, 14 Nr

2 Nærværende artikel bygger på forfatternes erfaringer fra fire års samarbejde om behandlingen af familier, hvor børnene har været udsat for grove eller langvarige seksuelle grænseoverskridelser fra en omsorgsperson i familien. De har bevæget sig imod en familieorienteret behandlingsfilosofi og et behandlingssamarbejde fra forskellige baggrunde. For Hanne Bloch Gregersen og Lise Nielsens vedkommende er det behandling af ofre (børn og de ikke-krænkende forældre), og for Marianne Grams vedkommende er det behandling af krænkere. Artiklen er den anden i en serie om seksuelle overgreb på børn. Den første var Mimi Stranges Når omsorg bliver til overgreb, PN 23/1998. MODELFOTO: BILLEDHUSET der har produceret begivenheden. Vi har opstillet en model for behandlingsforløbet, der er inddelt i fire faser: 1. Fase: Afsløring, anmeldelse og afhøringer. Henvisning til behandling. Familien (uden krænkeren) kan blive henvist på forskellige tidspunkter i dette forløb, og de indledende behandlingstiltag tilpasses, så de ikke kolliderer med de politimæssige og retslige tiltag. Det indebærer, at der ikke iværksættes individuel behandling af offeret, før de sociale myndigheder har taget stilling til, om der skal foretages politianmeldelse, og i givet fald eller hvis andre har anmeldt før politiafhøringerne er afsluttet. Desuden at krænkeren ikke forsøges inddraget i behandling, før der foreligger enten en beslutning fra de sociale myndighed om ikke at anmelde, en henlæggelse af sagen fra politiets side, en tilståelse over for politiet eller en domsafsigelse. Ved behandlingens begyndelse fortæller familien om begivenhederne, og behandlingstilbud forelægges familien. 2. Fase: Krisebehandling, udredning og kognitiv forståelse. Nr

3 MODELFOTO: BILLEDHUSET I denne fase arbejdes der med den krise, afsløringen af overgrebene har udløst i familien. Fokus er på begivenheden (overgrebene) og på individernes her-og-nu-reaktioner. Børnenes tilknytningsrelationer og forældrenes hidtidige omsorgsfunktioner forsøges afdækket. Der arbejdes på hurtigst muligt at få etableret et behandlingstilbud til krænkeren. Behandlerne udvikler foreløbige hypoteser om interaktionsmønstre og personlighedsstrukturer i familien, som kan danne baggrund for den videre behandlingstilrettelæggelse. Der etableres kontakt og samarbejde med familiens øvrige professionelle netværk (sagsbehandlere, skole, daginstitutioner, kriminalforsorg, fængselsvæsen m.fl.) Der arbejdes hen imod den første fælles familiesamtale, som danner overgangen til og grundlaget for tredje fase i behandlingen. Formålet med det første fællesmøde er, at krænkeren ved klart og tydeligt at påtage sig ansvaret for det skete dels bekræfter børnenes virkelighedsopfattelse, dels hjælper dem med at slippe skyldfølelsen. Hertil at dette sker på en måde, der hverken genskaber eller skaber nye krænkere og ofre i den aktuelle interaktion. På mødet skal der hverken bedes om eller gives tilgivelse. Tidspunktet for denne samtale fastsættes ud fra, at dommen skal være afsagt, hvis der er rejst tiltale, og ud fra, at hvert enkelt familiemedlem skal have nået en vis grad af parathed. De skal være ovre de voldsomste krisereaktioner. Krænkeren skal være nået til en ægte kognitiv erkendelse af sit ansvar for overgrebene og være i stand til at påtage sig dette ansvar over for barnet, at sige undskyld og at modtage vrede og spørgsmål. Moderen ( den anden voksen ) skal som minimum have nået en kognitiv forståelse af betydningen for børnene af en sådan samtale og kunne rumme og tillade, at børnene stadig kan holde af krænkeren, være bekymret for ham og savne ham på trods af overgrebene. Børnene skal føle sig trygge ved, hvad der skal foregå. De er som regel hurtigst parate og ofte utålmo- 16 Nr

4 dige. Mødet planlægges og styres meget nøje for at sikre, at alle deltageres integritet varetages. Dette møde bliver måske første gang, familien er sammen om en konflikt på en måde, hvor familiens offerkrænker-interaktionsmøn-ster brydes. Det kan således blive den spæde start på at lære nye konfliktløsningsmodeller, og det første afsæt til en helende terapeutisk proces. 3. Fase: Terapeutisk behandling: følelsesmæssig indsigt og bearbejdning Fokus ændres nu fra de konkrete overgreb til familiens offer-krænkerinteraktionsmønster og til de enkelte medlemmers personlighedsstruktur og offer-krænker-adfærdsmønstre. Der veksles i denne fase mellem individuelle-, familie-, par- og forælder- /børn-samtaler. i denne fase er for barnets vedkommende: At øge barnets selvværd og modvirke stigmatiseringstendenser ( Jeg er noget værd, også når jeg ikke leverer seksuelle ydelser ). At barnet får integreret det gode og det onde objekt og ikke (videre)udvikler splitting-mekanismer. At få nyskabt barnets relationer til forældrene, så barnet får mulighed for at udvikle en sund/sand selvstændighed og uafhængighed. At barnet får ændret den indlærte krænker-offer-adfærd og udviklet nye handlemønstre i samspillet med andre. i denne fase er for krænkerens vedkommende: MODELFOTO: BILLEDHUSET At krænkeren opnår en forståelse af de dynamikker, der har ledt til krænkelserne. At øge krænkerens selvværd bl.a. ved at bearbejde egne tidlige traumer. At krænkeren udvikler indlevelse og forståelse af egne oplevelser. At krænkeren udvikler indlevelse og forståelse af barnet. At krænkeren får opbygget nye relationer og konfliktløsningsmodeller. i denne fase er for moderens ( den anden voksnes ) vedkommende: At hun opnår en forståelse af de dynamikker, der har ledt til krænkelserne. At øge hendes selvværd bl.a. ved at bearbejde egne tidlige traumer. At hun udvikler indlevelse og forståelse af egne oplevelser. At hun udvikler indlevelse og forståelse af barnet. At hun får opbygget nye relationer og konfliktløsningsmodeller. I hele denne fase er koordinering med og supervision af de eksterne samarbejdspartnere stadig meget afgørende for et effektivt behandlingsforløb. 4. Fase: Nyorientering, reorganisering og afslutning. Familien og de enkelte familiemedlemmer vender sig i løbet af tredje fase gradvis mere og mere imod deres hverdag og nutid og begynder at organisere deres nye liv. Behandlingen glider ind i den afsluttende fase, efterhånden som denne nyorientering tager form og fremtiden bliver mere påtrængende end fortiden. Når reorganiseringen af familien og familiemedlemmernes liv er stabiliseret og der er etableret et støttende netværk om familien og de enkelte familiemedlemmer, er behandlingsafslutningen nået. Vi finder igen ikke, at den udformning, reorganiseringen af familien får om familiemedlemmerne lever sammen eller adskilt i en eller anden kombination er et særlig relevant kriterium for, om behandlingen er lykkedes. Det relevante er ikke kvantiteten af familiemedlemmernes kontakt med hinanden, men snarere kvaliteten, kontinuiteten og stabiliteten af kontakten. Samarbejde og koordinering Behandlernes fælles referenceramme, gensidige forståelse, respekt og tillid til hinanden og en klar ansvarsfordeling er en nødvendig forudsætning for, at den præsenterede behandlingsmodel bliver frugtbar. Samarbejdet i behandlerteamet både influerer og afspejler familiens problematikker. Derfor er det nødvendigt, at behand- Nr

5 lerne under hele behandlingsforløbet sideløbende arbejder med deres indbyrdes samspil og udvikling. Når behandlerne tør opdage, undersøge og arbejde med parallelprocesser og modoverføringer i behandlerteamet, bliver de til et værdifuldt terapeutisk værktøj i stedet for en forhindring i behandlingsprocessen. Jævnlig supervision er en stor fordel. Ligeledes må behandlerne påtage sig et stort ansvar for at etablere et samarbejde og koordinere med de øvrige samarbejdspartnere. Ideelt set kommer fx skole, daginstitution og eventuel plejefamilie til at fungere som et slags miljøterapeutisk rum, der komplementerer den terapeutiske behandling. For at det skal komme til at fungere, kræver det løbende supervision for at få opbygget en fælles forståelsesramme. Vi har selv lært meget af at samarbejde om behandlingen af familien og de enkelte familiemedlemmer på den beskrevne måde, og det er vores indtryk, at familierne profiterer af det. Behandlingstiden afkortes, i takt med at vores fokus på og forståelse af samspilsmønstrene i familien skærpes og kombineres med og integreres i de individuelle behandlingsforløb. Marianne Gram og Hanne Bloch Gregersen er cand.psych., Lise Nielsen er socionom og psykoterapeut. Førstnævnte arbejder dels i Københavns Kommune, dels som privat praktiserende. Sidstnævnte to er ansatpå Sct. Stefans Rådgivningscenter i København. Litteraturforslag Maddock, James W.: The Perpetrator /Victim Interaction Pattern in Sexual Assault and Abuse. i: Nordisk sexologi, 1995: 13: Maddock, James W. & Larson, Noel R.: Incestuous Families: An Ecological Approach to Understanding and Treatment. W.W.Norton & Company, New York and London Furniss, Tilman: The Multiprofessional Handbook of Child Sexual Abuse. Routledge, London and New York Ottosen, Gro; Rund, Anne Kirsti & Aanonsen, An-Magritt: Erfaringer med familieterapi i incestsaker fra en barneog ungdomspsykiatrisk poliklinikk. i: Borchgrevink, Tone S. & Johnsen Christie, Helen (red.): Incest. Psykologisk forståelse og behandling. Universitetsforlaget, Oslo Nr