INDHOLD FORORD KUN MARXIST-LENINISTERNE HOLDER REVOLUTIONENS FANE HØJT - OG FØRER DEN FREMAD

Transkript

1 INDHOLD DEN NYE IMPERIALISTISKE STRATEGI OG FREMKOMSTEN AF DEN MODERNE REVISIONISME - Opportunismen - bourgeoisiets stadige forbundsfælle - Sejren over fascismen og imperialismens modoffensiv - Den statsbærende moderne revisionisme - et nyt våben for bourgeoisiet mod revolutionen og socialismen EUROKOMMUNISMEN - EN IDEOLOGI FOR UNDERKASTELSE UNDER BOURGEOISIET OG IMPERIALISMEN - Starten på den moderne revisionisme i Vesteuropas kommunistiske partier - Enhed med Hrusljov-revisionisterne i kampen mod marxismen-leninismen og revolutionen - Fra revisionistisk opportunisme til borgerlig antikommunisme - Den borgerlige opfattelse af det borgerlige samfund - Eurokommunisternes»socialisme«er det kapitalistiske system af i dag - Den»demokratiske«vej til socialismen - en forklædning for at beskytte den borgerlige stat - Eurokommunisternes»uafhængighed«er afhængighed af kapitalen og borgerskabet REFORMISTISK IDEOLOGI OG POLITISK OPPORTUNISME - GRUNDLÆGGENDE TRÆK VED DE EUROKOMMUNISTISKE PARTIER - Den borgerlige stats forfatning - grundlaget for Togliattis»socialisme«- Proudhons efterfølgere i Frankrig - Utilsløret revisionisme KUN MARXIST-LENINISTERNE HOLDER REVOLUTIONENS FANE HØJT - OG FØRER DEN FREMAD FORORD På det spanske kommunistiske partis 9. kongres i april 1978, erklærede Carillorevisionisterne, at deres parti ikke længere var et marxistisk-leninistisk parti, men et»marxistisk-demokratisk revolutionært parti«.»det er uantageligt at betragte leninismen som vor tids marxisme«erklærede Carillo. De franske revisionistiske ledere foreslog på deres 23. kongres, der blev afholdt i maj 1979, at de skulle opgive at henvise til marxismen-leninismen i deres parti dokumenter, og i stedet benytte udtrykket»videnskabelig socialisme«. Også de italienske revisionister fjernede på deres partis 15. kongres i april 1979 det krav fra deres vedtægter som fordrer, at partiets medlemmer skal beherske marxismen-leninismen og anvende dets lære.»begrebet marxismeleninisme udtrykker ikke hele vores teoretiske og ideologiske arvs rigdom«, sagde Togliattis efterfølgere. Nu kan enhver være med i det italienske revisionistiske parti uden hensyn til hvilken ideologi han er tilhænger af eller anvender. På denne måde har de euro-kommunistiske revisionister formelt og offentligt stadfæstet det endelige brud med marxismen-leninismen, som de i praksis foretog for år tilbage. Den borgerlige propaganda var yderst tilfreds med denne hurtige og fuldstændige socialdemokratiske omdannelse af disse partier og døbte 1979»eurokommunismens år«. I en situation, hvor det europæiske borgerskab er i store vanskeligheder på grund af den alvorlige økonomiske og politiske krise, hvor massernes oprør imod denne krises følger og den kapitalistiske undertrykkelse og udbytning til stadighed vokser i styrke, kunne intet gavne det bedre end eurokommunisternes anti-marxistiske synspunkter og arbejderfjendske aktiviteter. Ingen kan yde større hjælp til imperialismens strategi for revolutionens undertrykkelse, for undergravning af befrielseskampe og for at opnå verdensherredømme end de revisionistiske, pacifistiske, kapitulationistiske, klasseforsonende retninger, eurokommunismen indbefattet. Det vestlige borgerskab skjuler ikke sin begejstring over den kendsgerning, at de eurokommunistiske revisionister nu har stillet sig på linje med socialdemo- 4 5

2 kraterne og fascisterne for i fællesskab med dem at angribe revolutionen, marxismen-leninismen og kommunismen med alle midler. Kapitalisterne er henrykte over, at de uddanner nye systemforvaltere til gradvis at erstatte socialdemokraterne, hvis lange tjeneste i det borgerlige statsapparat og åbne kamp mod socialismens sag i mange lande har ført dem ind i den yderste reaktions rækker og kompromitteret dem dybt i arbejdernes øjne. I dag bliver socialdemokraterne ikke blot ideologisk og politisk, men også fra et socialt synspunkt, identificeret med storborgerskabet. Nu nærer borgerskabet store håb om, at de eurokommunistiske revisionister vil blive det kapitalistiske samfunds mest betydningsfulde ordensbetjente, kontrarevolutionens bannerførere. Men kapitalens store herrer er lidt vel hastige med at slå på sejrstrommen. I mere et århundrede har kommunismen nu slået det kapitalistiske borgerskabs og jordejerne, imperialisterne og opportunisterne, renegaterne mod marxismen-leninismen med skræk. I over hundrede år. har marxismen-leninismen ledet proletarerne i deres kampe for at omstyrte kapitalismen og for socialismens sejr. Dens sejrrige banner vajede længe i mange lande, og arbejderne, bønderne, folkets intellektuelle, kvinderne og ungdommen smagte, frugterne af dette frie, retfærdige, lige og menneskeværdige liv som Marx, Engels, Lenin og Stalin kæmpede for. Skønt socialismen er blevet omstyrtet i Sovjetunionen og i andre lande, hvor kontrarevolutionen sejrede, beviser dette ikke, at marxismenleninismen er blevet besejret og ugyldiggjort, som borgerskabet og revisionisterne påstår. Proletariatets store ledere, Marx og Lenin, påpegede og understregede, at revolutionen ikke er en sejrrig march i lige linje. Den vil opnå sejre, men også tilbageslag; den rykker frem i zigzag og gør fremskridt trin for trin. Det menneskelige samfunds udviklingshistorie viser, at et samfundssystems udskiftning med et andet, højere system ikke sker på en dag, men dækker en hel historisk epoke. I mange tilfælde og i mange lande var de borgerlige revolutioner, som erstattede det feudale udbytningssystem med det kapitalistiske udbytningssystem, heller ikke i stand til at undgå kontrarevolutionen. Et eksempel på dette er Frankrig, hvor den borgerlige revolution, skønt den var den tids mest dybtgående og radikale revolution, var ude af stand til at oprette og konsolidere den kapitalistiske samfundsorden med det samme. Efter den første sejr i 1789 måtte borgerskabet og de arbejdede masser igen rejse sig til revolution for at omstyrte Bourbonernes feudale monarki og det feudale system i almindelighed og endegyldigt oprette den borgerlige samfundsorden. De proletariske revolutioners epoke er netop begyndt. Socialismens fremkomst repræsenterer en historisk nødvendighed, som er en følge af samfundets objektive udvikling. Dette er uundgåeligt. Den kontrarevolution, som er blevet gennemført, og de forhindringer, som opstår, kan forlænge det gamle udbyt- ningssystems levetid i nogen grad, men de er magtesløse med hensyn til at standse det menneskelige samfunds march mod sin socialistiske fremtid. Eurokommunismen arbejder på at rejse en barriere af tornebuske mod revolutionen for at forsvare det kapitalistiske system. Men revolutionens flammer er fejet henover og har ødelagt ikke alene sådanne barrierer, men også hele fæstninger, der er opført af borgerskabet. Revisionisterne og i særdeleshed eurokommunisterne er ikke de første til at angribe marxismen-leninismen og til at udstøde de voldsomste forbandelser imod den. Den borgerlige reaktion og imperialisterne har nedslagtet, og i fængsler pint og dræbt i tusindvis og hundredtusindvis af kommunister og forkæmpere for revolutionen, som har taget marxismen-leninismens ideer til sig og har kæmpet for proletariatets og folkenes befrielse. Fascisterne har brændt Marx, Engels, Lenins og Stalins bøger på offentligt pladser og i mage lande bliver folk stadig sendt til henrettelsespelotonen, når det bliver opdaget, at de læser deres bøger eller hvisker deres navne med håb og beundring, selv i hemmelighed. Intet bibliotek kan rumme alle de bøger, blade, aviser og andre udgivelser, som angriber marxismen-leninismen, ingen kan beregne eller blot forestille sig mængden og omfanget af imperialismens anti-kommunistiske propaganda. Ikke desto mindre er marxismen-leninismen ikke forsvundet; den lever og blomstrer som ideologi og realitet, virkeliggjort i det socialistiske samfundssystem, der er opbygget i overensstemmelse, med dens lære. Et eksempel på dette er det socialistiske Albanien, de marxistisk-leninistiske partier og de millioner og atter millioner af arbejdere og bønder, som hver dag kæmper for borgerskabets omstyrtelse, for demokrati og national befrielse. Ingen magt, ingen tortur, intet rænkemageri, intet bedrageri kan udslette marxismen-leninismen fra menneskets tanker og hjerter. Marx og Lenins lære er ikke et system, der er lavet i filosoffers og politikeres studerekamre. Det er en afspejling af de objektive love for samfundets udvikling. Selv uden at kende marxismen-leninismen kæmper de arbejdende masser for at frigøre sig fra undertrykkelse og udbytning, for at omstyrte pamperne og tyrannerne for at leve i frihed og nyde frugterne af deres slid. Men ved at gøre sig bekendte med Marx, Engels, Lenins og Stalins lære finder de den rigtige vej for kampen, finder de det kompas, der leder dem igennem den kapitalistiske jungle og finder det lys, der viser den sikre socialistiske fremtid. Revisionisterne ønsker at smadre dette kompas for arbejderne, de ønsker at sløre dette lys, sådan at de mister perspektivet. Indtil for nylig var de revisionistiske partier i Vesten forenede i den hrustjovitiske imperialistiske anti-kommunistiske kampagne imod Stalin. De talte med stor begejstring om»befrielsen fra stalinismen«, angiveligt for at vende tilbage til leninismen, som ifølge dem var blevet forvrænget af Stalin. Nu forkynder de 6 7

3 opgivelse af leninismen»for at gå tilbage«til grundlæggerne af den videnskabelige socialisme, Marx og Engels. Disse forrædere prøver at fremstille deres hastige trin ned af vejen af forræderi mod marxismen-leninismen, som en smertefuld bjergbestigning for at finde kilden til den kommunistiske sandhed. Imidlertid kæmper alle revisionister, hvad enten de er hrustjovitter eller eurokommunister, med samme grusomhed og listighed både imod Stalin og imod Lenin og Marx. Den oprindelige koncentration af deres skyts imod Stalin, hvor de foreløbigt holdt Lenin udenfor, var simpelthen taktisk. Deres klasselogik sagde imperialisterne og revisionisterne, at det på det givne tidspunkt var at foretrække først at ødelægge socialismen i Sovjetunionen, først at angribe marxismen-leninismen, hvor den var blevet anvendt i praksis. Borgerskabet og reaktionen forstod, at en kapitalistisk degeneration i Sovjetunionen i høj grad ville fremme deres bestræbelser for at afstedkomme en degeneration i de kommunistiske partier, som ikke var ved magten. Stalins navn og værk var forbundet med oprettelsen af det proletariske diktaturs stat i Sovjetunionen og med opbygningen af socialismen i dette land. Ved at tilsværte Stalin og det samfundssystem, for hvilket han kæmpede og arbejdede hele sit liv, ønskede reaktionen og hele den anti-kommunistiske bærme at ødelægge ikke alene den største og mægtigste base for socialismen, men også hundreder og atter hundreder af millioner menneskers kommunistiske drøm verden over, med deres angreb på Stalin og hans arbejde ønskede de at skabe en atmosfære af pessimisme blandt forkæmperne for revolutionen, den bitre skuffelse hos en, som uforvarende er blevet ledet af et falsk ideal. Trods de store håb, de havde næret til kampagnen imod Stalin, til trods for kontrarevolutionens sejr i Sovjetunionen og i andre lande, blev revolutionen imidlertid ikke besejret, marxismen-leninismen blev ikke udryddet og socialismen ikke kvalt. De hrustjovitiske forræderi var betydningsfuldt, men det kunne aldrig slette marxismen-leninismens ærefulde banner, som de ægte revolutionære, millioner af mennesker, der tror på dets uudtømmelige kraft, altid holder højt. Medens hrustjovismen blev afsløret som en kontrarevolutionær ideologi med kapitalismens genoprettelse som mål og som en stormagtspolitik med verdensherredømmet som mål, forblev marxismen-leninismen den ideologi, som fører til revolutionens sejr og folkenes befrielse. Nu har revisionisterne vendt sig imod leninismen. Det er naturligt at spørge: Hvorfor foretager man dette angreb på leninismen, og hvorfor er netop eurokommunisterne bannerførere for dette angreb? Lige som Hrustjov, der med sit angreb på Stalin ønskede at angribe teori og praksis for opbygningen af socialismen, ønsker eurokommunisterne med. deres angreb på Lenin at angribe teori og praksis for den proletariske revolution. Lenins arbejde er yderst vidtspændende, men det er nært forbundet netop med revolutionens forberedelse og gennemførelse. Derfor kan eurokommunisterne - ligesom Hrustjov, der ikke kunne ødelægge socialismen i Sovjetunionen uden at skille sig af med Stalin - ikke undergrave og sabotere revolutionen fuldstændigt uden at udslette Lenin fra det arbejdende folks tanker og hjerter. I dets bestræbelser på at benægte og tilsværte marxismen-leninismen har borgerskabet altid haft støtte fra opportunister og overløbere af enhver slags og enhver afskygning, alt efter tidspunktet. Alle har de bekendtgjort marxismens endeligt. De har beskrevet den som værende i uoverensstemmelse med de nye tider, mens de har udbasuneret deres»moderne«ideer som fremtidens videnskab. Men hvad blev der af Proudhon, Lasalle, Bakunin, Bernstein, Kautsky, Trotsky og deres tilhængere? Historien har intet positivt at sige om dem. Deres forkyndelser har kun tjent til at inddæmme og sabotere revolutionen, til at undergrave proletariatets kamp og socialismen. De led nederlag i kampen med marxismen-leninismen og endte i skraldespanden. Fra tid til anden trækker nye opportunister dem frem af denne skraldespand, og prøver at faldbyde de førnævntes fallerede og miskrediterede formler og teser som deres egne og at gå imod marxismen-leninismen. Dette er, hvad eurokommunisterne gør idag. I deres bestræbelser på at fornægte marxismen-leninismen på det grundlag, at den er»gammeldags«, og at nye teorier angiveligt er blevet opdaget, hvor alle, proletarer, borgerskab, præster og politi sammen går over til socialismen, uden klassekamp, uden revolution, uden proletariatets diktatur, er eurokommunisterne ikke de første og på ingen måde originale. Vort Arbejdets Parti har for længe siden analyseret og afsløret de jugoslaviske og de sovjetiske revisionisters anti-marxistiske teorier og kontrarevolutionære virksomhed. Det har også gendrevet de kinesiske revisionisters opportunistiske og borgerlige holdninger og standpunkter. Det har heller ikke undladt at kritisere Vesteuropas kommunistiske partiers ideologiske og organisatoriske degeneration. I denne bog skal vi imidlertid mere detaljeret beskæftige os med undersøgelse og kritik af denne revisionistiske strømnings antimarxistiske begreber og teser, som gør stor skade mod revolutionens og socialismens sag, ikke alene i Europa, men i hele verden. Dens kapitalistiske faddere har døbt denne strømning under den moderne revisionisme - eurokommunisme, men for os marxistleninister er den anti-kommunisme. 8 9

4 I DEN NYE IMPERIALISTISKE STRATEGI OG FREMKOMSTEN AF DEN MODERNE REVISIONISME Opportunismen bourgeoisiets stadige forbundsfælle Fremkomsten af den moderne revisionisme er ligesom fremkomsten af den gamle revisionisme et socialt fænomen, der er betinget af mangfoldige historiske, økonomiske, politiske og andre årsager. Den er, taget som helhed, et resultat af bourgeoisiets pres mod arbejderklassen og dens kamp. Fra begyndelsen og frem til i dag har opportunismen og revisionismen været nært forbundet med bourgeoisiets og imperialismens kamp mod marxismen-leninismen. De har været en bestanddel af den overordnede kapitalistiske strategi for at undergrave revolutionen og forevige den borgerlige orden. Jo mere revolutionens sag er gået frem, jo mere marxismen-leninismen er blevet spredt blandt de brede arbejdende masser, des større opmærksomhed har imperialismen viet brugen af revisionisme som sit foretrukne våben til at imødegå og undergrave proletariatets sejrrige ideologi. Det var, hvad der skete i begyndelsen af det 19. århundredes anden halvdel efter udsendelsen af»det kommunistiske manifest«og andre værker af Marx og Engels og marxismens voksende indflydelse blandt Europas arbejdende masser. Netop på dette tidspunkt spredtes de reformistiske tradeunions strømninger i England, Proudhons småborgerlige synspunkter i Frankrig, Lasalles småborgerlige begreber i Tyskland, Bakunins anarkistiske ideer i Rusland og andetsteds, osv. Dette fænomen dukkede atter frem efter Pariserkommunens heltemodige begivenheder, da bourgeoisiet, der var døden nær af skræk for at dens eksempel skulle spredes, opmuntrede Bernsteins opportunistiske strømning, der søgte at berøve marxismen dens revolutionære indhold og gøre den uskadelig for det imperialistiske bourgeiosis politiske herredømme. I begyndelsen af det 20. århundrede, da de politiske og økonomiske betingelser blev stadig mere modne for revolutionen og proletariatets magtovertagelse, gav bourgeoisiet alsidig støtte til den opportunistiske strømning i Anden Internationale og gjorde om fattende brug af den i sine manøvrer for at forberede og indlede Første Verdenskrig. Efter Oktoberrevolutionens historiske sejr, hvor socialismen blev forvandlet fra en revolutionær teori og bevægelse til et samfundsøkonomisk system, der havde sejret i en sjettedel af verden, var kapitalismen tvunget til at ændre sin strategi og taktik. lndadtil optrappede den sin vold og terror endnu en tand og begyndte at bruge de mest brutale midler for at styrke sit herredømme, tilmed ved at bringe fascismen til magten. Den oppiskede i første række sin demagogi og propaganda for at tilsværte og forvanske marxismen-leninismen ved at opfinde nye pseudo-marxistiske»teorier«, ved at bagtale Sovjetunionen og forberede en krig mod det. Dengang skrev Lenin, at imperialismen,»... blot fordi den føler, at bolsjevismen er blevet en verdenskraft, søger at kvæle os så hurtigt som muligt i det håb først at ordne de russiske bolsjevikker og derefter sine egne. * 1 I 1918 ledte de britiske, amerikanske, franske og japanske imperialister deres militære intervention i Rusland. Kampen mod den første arbejder- og bondestat førte alle reaktionære kræfter ind i en enkelt lejr. Opportunisterne og overløberne fra marxismen kastede sig ind i angrebet på Oktoberrevolutionen og den proletariske statsmagt. Kautsky i Tyskland, Otto Bauer og Karl Renner i Østrig. Leon Blum og Paul Boncourt i Frankrig rejste sig i vrede mod Oktoberrevolutionen og den leninistiske strategi og taktik for revolutionen. De kaldte Oktoberrevolutionen for lovstridig, en fravigelse fra det historiske udviklingsforløb og en afvigelse fra den marxistiske teori. De forkyndte den fredelige revolution uden vold og blodsudgydelse, og magtovertagelse gennem parlamentets flertal. De var imod proletariatets forvandling til herskende klasse. De priste det borgerlige demokrati til skyerne og angreb proletariatets diktatur. Da den væbnede intervention mod Sovjetrusland slog fejl, og da socialdemokratiet var ude af stand til at stoppe dannelsen af nye kommunistiske partier og de arbejdende massers store revolutionære fremstød i Europa, knyttede bourgeoisiet sine håb til at bryde den kommunistiske front» indefra og er på udkik efter forkæmpere blandt SUKP(b)s ledere. * 2 Trotskisterne bragte atter»teorien om den permanente revolution«på bane, ifølge hvilken socialismen ikke kunne opbygges i Sovjetunionen uden revolutionens sejr i andre lande. De smeltede sammen i en enkelt front med bourgeoisiets kamp mod socialismen. Stalin påpegede helt korrekt, at der var blevet dannet en enkelt fjendtlig front, der omfattede alle fra Chamberlain til Trotsky. 1 V.I.Lenin, Udvalgte værker, bind 28, s.239 (ALB. udg.) 2 J.V.Stalin, værker, bind 6, s. 278 (ALB. udg.) 10 11

5 Højrefolkene, bukharinisterne, gik også til angreb på socialismen. De var for at ophæve klassekampen og forkyndte muligheden for kapitalismens indvoksen i socialismen. Ikke mindst efter Anden Verdenskrig antog imperialismens strategi en mere udtalt kontrarevolutionær og antikommunistisk karakter som følge af ændringen af styrkeforholdet til fordel for socialismen og revolutionen, hvad der rystede det kapitalistiske system i dets grundvold. Disse forandringer satte spørgsmålet om revolutionen og socialismens sejr på dagsordenen, ikke længere blot i et eller to lande, men i hele områder og kontinenter. Imperialismen med den amerikanske imperialisme i spidsen grundede sit største håb på militariseringen af hele dens samfundsliv, på militære blokke og pagter, voldelig intervention og åben krig mod socialismen og folkenes revolutionære og befrielsesbevægelser. Den knyttede dog også store håb til oplivningen og aktiviseringen af alle de opportunistiske kræfter for at underminere de socialistiske lande og de kommunistiske partier indefra og udvirke deres forfald. Sejren over fascismen og imperialismens modoffensiv De imperialistiske magter og verdenskapitalismen i sin helhed tilskyndede og startede Anden Verdenskrig med det formål at rette den mod Sovjetunionen og socialismen. Det mislykkedes ikke blot for denne krig at omstyrte den første socialistiske stat, men den tilføjede også imperialismen svære slag og forårsagede stor skade, som bragte hele det imperialistiske system i fare. Ikke blot blev fascismens hære knust på slagmarken, men også verdensimperialismens antikommunistiske ideologi og den internationale opportunismes kontrarevolutionære politik led nederlag. De fascistiske magter, Tyskland, Italien og Japan, der ugjorde den vigtigste slagstyrke for den internationale kapitalismes angreb mod socialismen og kommunismen, blev slået. De britiske og franske riger, som indtil da havde været»store kanoner«i verdenspolitikken, svandt i magt og betydning og blev halehæng til Amerikas Forenede Staters politik. Den antikommunistiske front blev gennembrudt, og den»cordon sanitaire«, der var etableret mod Sovjetunionen, blev slået i stumper og stykker. Sovjetunionen, der bar krigens hovedbyrde og spillede en afgørende rolle i sejren over fascismen og befrielsen af de slavebundne folk, kom stærk ud af krigen med en uomtvistelig international prestige. I det store sammenstød med imperialismen gav det socialistiske system historisk bevis for sin overlegenhed, stabilitet og uovervindelighed. En række lande brød ud af det kapitalistiske system og slog ind på socialismens vej. Det var en følge af de betingelser, som var opstået, og af den antifascistiske, nationale befrielseskrig, som var anført af de kommunistiske partier. Den socialistiske lejr blev dannet og dette var den største begivenhed siden Oktoberrevolutionen. De kommunistiske partier i alle lande havde en vækst uden sidestykke. De havde stået i forreste linje i kampen mod fascismen og havde gennem deres medlemmers blod og deres standpunkt bevist, at de var den politiske kraft, der var mest konsekvent loyal overfor folkenes og nationernes interesser, de mest beslutsomme kæmpere for frihed, demokrati og fremskridt. Marxismenleninismen spredtes udover hele verden og den internationale kommunistiske bevægelse udvidede sin autoritet og indflydelse til alle verdensdele. Frihedens, uafhængighedens og den nationale befrielses store ideer, som havde inspireret den anti-fascistiske krig, gennemstrømmede ikke bare Europa, men også Asien, Afrika og Latinamerika. Sejren over fascismen og dannelsen af den socialistiske lejr vækkede folkene i kolonierne. Imperialismens kolonisystem trådte ind i sin største krise. Den magtfulde nationale befrielsesbevægelse i kolonierne, der tegnede imperialismens bagland, de koloniale og halvkoloniale regimer, begyndte at bryde sammen. Svækket af alle disse nederlag begyndte det imperialistiske system at ryste i sin grundvold. Alle disse forandringer var en stor sejr, ikke blot for Sovjetunionen, ikke blot for de folkedemokratiske lande, ikke blot for verdens folk, men også for Marx, Engels, Lenins og Stalins udødelige teori, hvis livskraft og nøjagtighed atter blev bekræftet med ny styrke i den største krig menneskeheden indtil da havde kendt og under hvilken to verdener - den socialistiske verden og den kapitalistiske verden - stødte sammen. Alle de forandringer, som indtraf efter Anden Verdenskrig, beviste i praksis Marx' og Lenins teser om, at den kapitalistiske verden var i forfald og gik mod sammenbrud, mens revolutionen og socialismen var i opgang. Det var disse store sejre for socialismen, folkene og den marxistiskleninistiske teori, som tvang verdensimperialismen til at udarbejde sin nye defensive og offensive strategi for at modværge revolutionens og folkekampenes stigende bølger og for at afstive det kapitalistiske systems vaklende fundament. Den fælles linje, som de imperialistiske magter udarbejdede efter krigen var kendetegnet ved to hovedretninger: For det første mobiliserede de alle deres kræfter og alle til rådighed stående midler for at genskabe deres økonomiske, politiske og militære potentiel, som var blevet ødelagt af krigen, og for at styrke det kapitalistiske system, som var blevet rystet af de store anslag fra folkenes revolutionære befrielseskampe. De tog fat på arbejdet med at befæste de eksisterende antikommunistiske alliancer og danne nye, og gjorde store anstrengelser for at bevare kolonialismen ved hjælp af nykolonialismen. Efter Anden Verdenskrig befandt den amerikanske imperialisme sig udfra et økonomisk synspunkt, og til en vis grad også udfra et militært synspunkt i en dominerende position i forhold til Europa og Asien, der var ruineret af krigen. Den militariserede amerikanske økonomi var meget stærk. Amerikas Forenede 12 13

6 Stater forsøgte at oprette sit økonomiske, militære og politiske herredømme over hele verden med det overordnede formål at indkredse og svække Sovjetunionen, der kom sejrrig ud af verdenskrigen og som fra det økonomiske aspekt utvivlsomt ville komme hurtigt til hægterne og bistå ved befæstelsen og fremgangen for de nye folkedemokratiske stater, der var blevet dannet i Europa og Asien. I dette øjemed opbyggedes den imperialistiske taktik med politiskideologisk kamp og økonomisk kamp såvel som den militære taktik. Sidstnævnte var fortsættelsen af de amerikanske planer, som var udarbejdet under Anden Verdenskrig og som havde gjort Amerikas Forenede Stater til en. stormagt ror produktion af moderne våben, samt for opdagelsen og produktionen af atombomben, som blev kastet for første gang over Hiroshima og Nagasaki. Amerikas Forenede Stater blev den ledende i den kapitalistiske verden og påtog sig selv rollen som dens redningsmand. Således blev den amerikanske imperialismes fordring på verdensherredømme sat på dagsordenen.»sejren i Anden Verdenskrig«- erklærede Harry Truman, der afløste Franklin Roosevelt som præsident stillede det amerikanske folk overfor den vedvarende og påtrængende opgave at blive verdens leder. Dette var i sit væsen en opfordring til kamp mod revolutionen og socialismen, for at vinde nye dominerende økonomiske og militære positioner verden over, for at bringe sine partnere på ret køl og frelse kolonisystemet. For at virkeliggøre denne strategi blev UNRRA anvendt,»marshall-planen«blev opkastet og NATO blev skabt og andre af den amerikanske imperialismes aggressive blokke oprettedes. For det andet var det fundamentale spørgsmål for kapitalen at udvikle det undergravende arbejde mod den marxistisk-leninistiske ideologi på alle fronter for at drage det arbejdende folks mest revolutionære del bort fra dens indflydelse og afstedkomme socialismens forfald. Ved siden af det tøjlesløse våbenkapløb, militariseringen af økonomien og de økonomiske blokader mod de socialistiske lande, satte imperialismens også mange propagandamidler, filosoffer, økonomer, sociologer, forfattere. og historikere i bevægelse i en indædt kampagne mod revolutionen og socialismen, med det formål at fremstille kapitalismen og den kapitalistiske stat som forandrede som»folkekapitalisme«, som»en almindelig velfærdsstat«osv. Bourgeoisiet udnyttede også de gunstige økonomiske forhold efter krigen til at forkynde»kapitalismens velstand«og til at sprede illusioner blandt masserne om afskaffelsen af kriser, anarki, arbejdsløshed og andre af kapitalismens sygdomme, om kapitalismens angivelige overlegenhed overfor socialismen, der blev fremstillet som en»totalitær«samfundsorden bag»jerntæppet«, osv. For at hindre folkenes befrielseskamp, kvæle den proletariske revolution, ødelægge socialismen og forsvare og befæste sin egen stilling, tilskynder, opmuntrer og mobiliserer bourgeoisiet under sin dødskamp og sit kapitalistiske systems almene krise de forskellige opportunistiske og revisionistiske strømninger, ved siden af andre metoder. Disse fjender af proletariatet og revolutionen tager fat på deres arbejde med al deres styrke, frem for alt for at angribe marxismen-leninismen, den ideologi, der gør arbejderklassen bevidst om sin samfundsmæssige situation og sin historiske mission, med det formål at forvanske denne ideologi, gøre den uskadelig for bourgeoisiet og værdiløs for proletariatet. De nye revisionistiske retninger, der opstod efter Anden Verdenskrig og som kort blev kaldt for»den moderne revisionisme«, påtog sig denne foragtelige forræderrolle. Den moderne revisionisme, der er en fortsættelse af partierne i Anden Internationales og de europæiske socialdemokraters antimarxistiske teorier, tilpassede sig til tiderne efter Anden Verdenskrig. Den har sin kilde i den amerikanske imperialismes hegemonistiske politik. Alle den moderne revisionismes varianter og strømninger har det samme grundlag og den samme strategi, og adskiller sig kun i den taktik, de anvender, og de kampformer, de bruger. Den statsbærende moderne revisionisme et nyt våben for bourgeoisiet mod revolutionen og socialismen Den første strømning, der gik forud for den stats bærende moderne revisionisme, var browderismen. Denne strømning kom til verden i Amerikas Forenede Stater og tog sit navn efter den tidligere generalsekretær for USAs kommunistiske parti, Earl Browder. I 1944,da folkenes sejr over fascismen var klart indenfor rækkevidde, trådte Browder offentligt frem med et program, der fra begyndelsen til enden var reformistisk. Han var den første budbringer om den ideologiske og politiske overgivelseslinie, som den amerikanske imperialisme ville søge at påtvinge de kom7l1llllistiskc partier og den revolutionære bevægelse. Under påskud af den angivelige ændring i kapitalismens historiske udviklingsbetingelser og i den internationale situation, erklærede Browder marxismen-leninismen for»forældet«og kaldte den et system af stive dogmer og skemaer. Browder gjorde sig til talsmand for at opgive klassekampen og opfordrede til klasseforsoning på nationalt og internationalt plan. Han mente, at den amerikanske kapitalisme ikke længere var reaktionær, at den kunne helbrede det borgerlige samfunds sygdomme og udvikle sig ad demokratiske baner til gavn for det arbejdende folk. Han betragtede ikke længere socialismen som et ideal, som et mål, der, skulle opnås. Den amerikanske imperialisme med dens strategi og politik forsvandt fuldstændigt fra hans synsfelt. For Browder var de store monopoler, denne imperialismes støttepiller, en progressiv kraft for landets demokratiske, sociale og økonomiske udvikling. Browder afviste den kapitalistiske stats klassekarakter og anskuede det amerikanske samfund som et forenet og harmonisk samfund, 14 15

7 uden sociale antagonismer, et samfund, hvor forståelse og klassesamarbejde rådede. På baggrund af disse begreber fornægtede Browder også nødvendigheden af eksistensen af arbejderklassens revolutionære parti. Han blev initiativtager til opløsningen af Amerikas Forende Staters kommunistiske parti i 1944.»Kommunisterne«- skrev han -»forudser, at deres praktiske politiske hensigter i lang tid fremover på alle væsentlige punkter vil være i overensstemmelse med en langt større skare ikke-kommunisters hensigter, og at vore politiske handlinger derfor vil smelte sammen i den slags mere omfattende bevægelser. Forekomsten af et særskilt politisk parti af kommunister tjener derfor ikke længere noget praktisk formål, men kan tværtimod være en hindring for den mere vidtspændende enhed. Kommunisterne vil derfor opløse deres særskilte politiske parti og finde en ny og anderledes organisatorisk form og navn, der mere præcis svarer til tidens opgaver og den politiske struktur, hvorigennem disse opgaver skal udføres.«* 3 Browder tog de allieredes konference i Teheran i 1943 som sit udgangspunkt og som en retfærdiggørelse for formuleringen af sin borgerlige likvidatoriske teori, og han foretog en fuldstændig forvrænget og anti-marxistisk analyse og tolkning af denne konferences resultater. Browder fremstillede de anti-fascistiske allieredes aftale om at føre krigen mod Hitlertyskland igennem til enden som indledningen til en ny historisk epoke, hvor socialismen og kapitalismen havde fundet en vej til samarbejde indenfor»en og samme verden«, som han udtrykte sig. Browder fremlagde det Som en pligt at sikre, at samarbejdets og den fredelige sameksistens ånd mellem de allierede magter, som var et resultat af Teheran-konferencen, skulle anvendes ikke blot mellem den socialistiske sovjetstat og de kapitalistiske lande, men også indenfor det kapitalistiske land i forholdet mellem antagonistiske klasser.»klasseforskelle og politiske grupper har ikke længere nogen betydning«, sagde Browder. Han betragtede opnåelsen af den»nationale enhed«, uden episoder og i en atmosfære af klassefred, som det eneste mal, kommunister skulle sætte sig. Ved denne nationale enhed forstod han en blok af finanskapitalens grupper, de monopolistiske organisationer, det Republikanske og Demokratiske parti og de Kommunistiske og faglige bevægelser, som han alle uden undtagelse betragtede som»demokratiske og patriotiske«kræfter. For denne enheds skyld erklærede Browder, at kommunisterne måtte være rede til at ofre selv deres overbevisning, ideologi og særinteresser, og at de amerikanske kommunister som de første havde anvendt denne regel på dem selv.»de politiske hensigter, som vi deler med hovedparten af amerikanerne,«- sagde han -»vil vi søge at fremme gennem. vort lands eksisterende partistruktur, der i hovedsagen udgøres af det særlige amerikanske to-parti-system * 4 Browder, som var forvirret af den amerikanske kapitalismes forholdsvis fredelige udvikling efter de velkendte reformer, som den amerikanske præsident Roosevelt gennemførte for at komme ud af den økonomiske krise i begyndelsen af 30' erne, såvel som af den hurtige vækst i produktionen og beskæftigelsen under krigen, drog den slutning, at den amerikanske imperialisme skulle have gennemgået en foryngelseskur, at den nu ville udvikle sig uden kriser og sikre en forøgelse af den almindelige velfærd, osv.. Han betragtede det amerikanske økonomiske system som et system, der var istand til at løse alle samfundets modsigelser og problemer og opfylde massernes behov. Han satte lighedstegn mellem kommunisme og amerikanisme og erklærede at»kommunismen er det 20. århundredes amerikanisme«. Ifølge Browder kunne alle de udviklede kapitalistiske lande løse enhver konflikt og gradvist gå over til socialismen ved at bruge det borgerlige demokrati, for hvilket det amerikanske demokrati skulle være en model. Derfor mente Browder, at det varde amerikanske kommunisters opgave at sikre det kapitalistiske regimes normale funktion, og han erklærede åbent, at de var rede til at samarbejde for at sikre, at det kapitalistiske regime fungerede effektivt i efterkrigstiden, og for at»sikre den størst mulige lettelse af de forpligtelser, der er en byrde for folket«. Ifølge ham ville denne lettelse af byrderne blive foretaget af de»fornuftige«amerikanske kapitalister, til hvem kommunister måtte række venskabets hånd. I overensstemmelse med sine yderliggående højreorienterede begreber og idet han underlagde sig bourgeoisiets pres, bekendtgjorde Browder efter opløsningen af det kommunistiske parti i 1944 om dannelsen af en kulturel oplysningsforening i stedet for partiet. Denne forening blev kaldt den»kommunistiske politiske forening«og blev af Browder retfærdiggjort med det argument, at den amerikanske tradition angiveligt krævede tilstedeværelsen af kun to partier. Foreningen, der var organiseret som et net af klubber, skulle hovedsageligt engagere sig med»politisk opdragende virksomhed på nationalt, regionalt og lokalt plan. I lovene for denne forening står der:»den kommunistiske politiske forening er en ikke-partiorganistion af amerikanere, der bygger på arbejderklassen og fremfører traditionen fra Washinton, Jefferson, Paine, Jackson og Lincoln under det moderne industrisamfunds ændrede betingelser«, og at denne forening» værner om Uafhængighedserklæringen, de Forende Staters Forfatning og Borgerrettighedsbestemmelserne og om det amerikanske demokratis resultater 3 E.browder, Teheran, Our Part in War and Piece, New York 1944, s.117, 4 E.browder, Teheran, Our Part in War and Piece, New York 1944, s

8 mod fjenderne af de folkelige friheder.«* 5 Browder slog en streg over alle den kommunistiske bevægelses mål. I foreningens program er der ingen omtale af marxismen-leninismen, proletariatets hegemoni, klassekampen, revolutionen eller socialismen. National enhed, social fred, forsvar for den borgerlige forfatning og forøgelse af den kapitalistiske produktion er dens eneste mål. Således gik Browder over fra åben revision af marxismen-leninismens' grundlag og af den revolutionære strategi og taktik til organisatorisk likvidering af den kommunistiske bevægelse i Amerikas Forenede Stater. Skønt partiet blev gendannet på dets 13. kongres i juni 1945 og Browders opportunistiske linje formelt blev forkastet, blev hans indflydelse i USAs kommunistiske parti aldrig udryddet. Senere og navnlig efter 1956 blomstrede Browders ideer atter og John Hayes krævede i en artikel med titlen»the Time for Change has come«** 6 endnu engang i Browderismens ånd, at USAs kommunistiske parti skulle forvandles til en kulturel propagandaforening. Og det er faktisk, hvad USAs kommunistiske parti er idag, en organisation, hvor Browder-revisionismen kombineret med Hrustjov-revisionisme hersker. Med sine revisionistiske begreber om revolutionen og socialismen ydede Browder verdens kapitalismen direkte hjælp. Ifølge Browder opstår socialismen klin ud af en slags stor katalyse, en slags katastrofe, og er ikke et uundgåeligt resultat af den historiske udvikling.» Vi ønsker ingen katastrofe for Amerika, selv hvis noget sådant vil føre til socialisme«, sagde han. Idet han fremstillede udsigten til socialismens sejr som meget fjern, gjorde han sig til talsmand for klassesamarbejde i det amerikanske samfund og verden over. I følge ham var det eneste alternativ en evolutionær udvikling gennem reformer og med bistand fra Amerikas Forenede Stater. Ifølge Browder måtte Amerikas Forenede Stater, der rådede over en enorm økonomisk magt og et stort teknisk videnskabeligt potentiel, bistå verdens folk, tilmed Sovjetunionen, med deres udvikling. Denne bistand, sagde Browder, ville hjælpe Amerika med at opretholde en høj produktionsrate efter krigen, sikre arbejde til alle og bevare den nationale enhed i mange år fremover. I dette øjemed tilrådede Browder Washintons magnater, at de skulle oprette en»række gigantiske industrielle udviklingsselskaber med henblik på de forskellige krigshærgede og underudviklede områder i verden, Europa, Afrika Asien og Latinamerika,«* 7»Hvis vi kan se realiteterne i øjnene uden at blinke og i moderne forstand genoplive den store tradition fra Jefferson, Paine og Lincoln, så kan Amerika vende sig forenet mod verden og påtage sig en ledende rolle,i men- 5 The Path to Peace, Progress and Prosperity, New York,1944,s Political affairs,oktober The path to Peace, Progress and Prosperity, New York 1944, s 21 neskehedens frelse... «** 8 På denne måde blev Browder talsmand og propagandist for den amerikanske imperialismes overordnede strategi og dens ekspansionistiske og nykolonialistiske teorier og planer. Browderismen bistod direkte»marshall-planen«, hvorigennem Amerikas Forenede Stater søgte at oprette sit økonomiske herredømme i de forskellige krigshærgede lande i Europa, Asien, Afrika osv. Browder stod til lyd for, at verdens lande og navnlig de folkedemokratiske lande og Sovjetunionen burde mildne deres marxistisk-leninistiske politik og acceptere den»uegennyttige«hjælp fra Amerikas forenede Stater, der ifølge ham har en kolossal økonomi og enorme overskud der kan og bør komme alle folkene til gode. Browder forsøgte at fremlægge sine anti-marxistiske og kontrarevolutionære synspunkter som den internationale kommunistiske bevægelses generallinje. Under påskud af skabende udvikling af marxismen og kamp mod dogmatismen, forsøgte han ligesom alle de tidligere revisionister at hævde, at den nye epoke efter Anden Verdenskrig fordrede en kommunistisk bevægelse, der ville efterprøve sine tidligere ideologiske overbevisninger og give afkald på sine gamle»formler og fordomme«, der ifølge ham.»ikke kan hjælpe os til at finde vej i den nye verden«. Dette var en opfordring til at vrage marxismen-leninismens grundsætninger. Browders synspunkter stødte såvel på modstand fra de kommunistiske partier i adskillige lande, som fra de revolutionære amerikanske kommunister selv. Browderismen blev relativt hurtigt afsløret som utilsløret revisionisme, som en åben likvidatorisk strømning og et direkte ideologisk agentur for den amerikanske imperialisme. Browderismen forvoldte stor skade i den kommunistiske og arbejderbevægelsen i Amerikas Forenede Stater og nogle Latinamerikanske lande. Der opstod forvirring og splittelse i nogle af de gamle kommunistiske partier i Latinamerika og dette havde sin årsag i de opportunistiske elementers virksomhed, som var trætte af den revolutionære kamp og som begærligt greb efter ethvert middel, hvormed den amerikanske imperialisme forsynede dem med for at kvæle folkenes opstand og revolutionen og sprede forfald i de partier, der arbejdede for at opdrage og forberede folkene på revolutionen. I Europa fik Browderismen ikke den medgang, som den havde i Sydamerika. Dette frø fra den amerikanske imperialisme blev dog ikke ladet uabsorberet af de fordækte anti-marxistiske og anti-leninistiske reformistiske elementer, der ventede på eller forberedte de passende øjeblikke for åbent at afvige fra den videnskabelige marxistisk-leninistiske ideologi. Skønt Browderismen på sin egen tid ikke opnåede at blive en revisionistisk strømning med brede internationale proportioner, genopfriskede de andre mo- 8 E.Browder,Teheran,Our Path in War and Peace,New York 1944, s

9 derne revisionister, der kom til senere, dens synspunkter og gjorde dem til sine egne. Disse synspunkter forbliver under forskellige former grundlaget for de politiske og ideologiske platforme hos de kinesiske og jugoslaviske revisionister, samt hos de eurokommunistiske partier i Vesteuropa. Det var ikke blot Browderismen, men også Mao Zedong-tænkningen, de teorier og den linje, som den kinesiske ledelse fulgte, der passede til den amerikanske strategi for at»holde kommunismen tilbage«og oprette Amerikas Forenede Staters herredømme over efterkrigstidens kapitalistiske verden. I begyndelsen af 1945, på det tidspunkt da Browder dukkede frem på scenen og da en ny amerikansk strategi under Truman var ved at antage sin endelige form, afholdt Kinas kommunistiske parti sin 7. kongres. De vedtægter, som denne kongres tiltrådte, siger:»kinas kommunistiske parti ledes i al sin virksomhed af Mao Zedongs ideer.«i sin beretning til kongressen kommenterede Liu Shaoqi denne beslutning og erklærede, at Mao Zedong angiveligt skulle have, gendrevet mange af den marxistiske teoris forældede begreber og erstattet dem med nye teser og konklusioner. Ifølge Liu Shaoqi var det lykkedes Mao Zedong at give marxismen en»kinesisk form«. Han siger:»mao Zedongs ideer er kinesisk marxisme.«disse»nye teser og konklusioner«, denne»kinesiske form«for marxisme har overhovedet intet at gøre med nogen skabende anvendelse af marxismen" leninismen på Kinas konkrete betingelser; men var en fornægtelse af dens almengyldige grundsætninger. Mao Zedong og hans kammerater havde en borgerlig demokratisk opfattelse af revolutionens udvikling i Kina. For dem var modellen det»amerikanske demokrati«og de regnede med den amerikanske kapitals støtte til opbygningen af det nye Kina. Der var et nært slægtskab mellem Mao Zedongs ideer og Browders opportunistiske ideer. Det må siges, at Browder havde studeret og grundigt forstået de kinesiske lederes anti-marxistiske forestillinger. Han skrev;»hvad der i Kina kaldes den»kommunistiske«lejr, fordi den ledes af fremtrædende medlemmer af det kinesiske kommunistiske parti, ligger meget nærmere de amerikanske begreber om demokrati end den såkaldte Kuomintang-lejr. Den er nærmere i enhver henseende, indbefattet det bredere spillerum, der gives det»frie initiativ«i det økonomiske liv.«* 9 Mao Zedong kaldte den statsform, der skulle oprettes i Kina efter japanernes afrejse, for det»nye demokrati«og gik ind for kapitalismens ubegrænsede frie udvikling under dette styre. På KKPs 7. kongres sagde han:»der er nogle, der mener, at kommunisterne er imod udviklingen af det private initiativ, imod udviklingen af den private kapital og imod beskyttelsen af den private ejen- 9 E.Browder, Teheran, Our Path in War And Peace, New York 1944,s 26 domsret. I virkeligheden forholder det sig ikke sådan. Opgaven for den nydemokratiske orden, som vi stræber efter at indføre, er netop at gøre det muligt for brede kredse af kinesere frit at udvikle deres private initiativ i samfundet, frit at udvikle den private kapitalistiske økonomi.«på denne måde overtog Mao Zedong Kautskys anti-marxistiske opfattelse, hvorefter overgangen til socialisme i de tilbagestående lande ikke kan opnås uden at have gennemlevet en længere periode med fri udvikling af kapitalismen, der forbereder betingelserne for senere overgang til socialismen. I virkeligheden var og forblev det såkaldte socialistiske styre, som Mao Zedong og hans gruppe indførte i Kina, et borgerligt demokratisk styre. Den linje, som den kinesiske ledelse med Mao Zedong i spidsen begyndte at følge for at holde revolutionen i Kina tilbage og lukke af for dens socialistiske perspektiv, understøttede i praksis den amerikanske imperialisme, der ønskede at udvide sit herredømme, og de andre imperialistiske magter, der søgte at bevare deres gamle dominans. I efterkrigsårene brusede de anti-kolonialistiske nationale befrielsesbevægelser frem på alle kontinenter. De britiske, franske, italienske, hollandske og belgiske koloni riger led et sammenbrud under bølgerne fra folkeopstandene i kolonierne.,i de fleste af disse lande var revolutionerne borgerligt demokratiske. I nogle fandtes der imidlertid objektive muligheder for, at revolutionen kunne blive hævet og antage en socialistisk karakter. Med sine synspunkter og handlinger forfægtede Mao Zedong afledningen af de anti-imperialistiske revolutioner fra deres rigtige udviklingsforløb. Han ønskede, at de skulle stoppe på halvvejen og ikke overskride de borgerlige rammer, så det kapitalistiske system blev foreviget, Tager vi den kinesiske revolutions betydning og dens indflydelse blandt kolonilandene i betragtning, var den skade, Mao Zedongs teorier forvoldte, stor. Maos linje var, at Kina og efter dets eksempel, Indokina, Burma, Indonesien, Indien osv., for at udvikle sig skulle sætte deres lid til Amerikas Forenede Stater og amerikansk kapital og hjælp. Dette var i virkeligheden en accept af den nye strategi, som var blevet udarbejdet i Washingtons kontorer og som Browder på sin egen måde var begyndt at slå til lyd for. De amerikanske udsendinge, der var tilknyttet Mao Zedongs stab i årene fra 1944 til 1949, har i detaljer beskrevet Mao Zedongs synspunkter, holdninger, aktivitet og fordringer overfor Amerikas Forenede Stater. En af disse udsendinge var John Service, politisk rådgiver hos den øverstbefalende for de amerikanske styrker på Burma-Kina-fronten og senere amerikansk ambassadesekretær ved Chiang Kai-sheks regering i Chonqing. Han var en af de første amerikanske efterretningsagenter, der tog officiel kontakt med lederne for Kinas kommunistiske parti, skønt der var vedvarende uofficielle kontakter

10 Om de kinesiske ledere indrømmer Service:»Deres tankegang gør indtryk af at være moderne. Deres forståelse for økonomi har f.eks. stor lighed med vores.«* 10»Det er ikke overraskende«- fortsætter han -» at de har gjort et fordelagtigt indtryk på de fleste eller alle de amerikanere, der har mødt dem de sidste syv år: deres optræden, tænkevaner og direkte behandling af problemerne virker mere amerikanske end orientalske «** 11 Egentlig finder man også Browders likvidatoriske synspunkter om partiet i Mao Zedongs teorier. Ligesom den kinesiske kommunisme var en fuser, var også Kinas kommunistiske parti kun kommunistisk af navn. Mao Zedong arbejdede ikke for at opbygge et ægte proletarisk marxistisk-leninistisk parti. Set fra dets klassesammensætning, organisatoriske struktur, opbygningsmåde og den ideologi, der inspirerede det, var Kinas kommunistiske parti ikke et parti af den leninistiske type. Desuden tog Mao Zedong intet hensyn til partiet, selv sådan som det var. Han gjorde, hvad der passede ham. Under den såkaldte kulturrevolution opløste han det fuldstændigt, koncentrerede alt i sine egne hænder og gjorde hæren til øverste myndighed. Som Browder, der fremstillede amerikanismen som den ideelle model for fremtidens samfund, regnede også Mao Zedong det amerikanske demokrati for det fineste eksempel på en stat og social organisation for Kina. Mao Zedong indrømmede overfor Service:»Når alt kommer til alt, betragter vi kinesere jer amerikanere som det ideelle demokrati.«*** 12 Sammen med deres godtagelse af det amerikanske demokrati søgte de kinesiske ledere at oprette nære og direkte forbindelser med den amerikanske kapital, de søgte amerikansk økonomisk hjælp. Sevice skriver, at Mao Zedong fortalte ham: Kina må industrialisere. Dette kan - i Kina - kun ske ved frit initiativ og med bistand fra udenlandsk kapital. Kinesiske og amerikanske interesser er sammenfaldende og indbyrdes forbundne... Amerikas Forenede Stater ville finde os mere samarbejdsvillige end Kuomintang. Vi vil ikke være bange for demokratisk amerikansk indflydelse vi vil byde den velkommen»amerika behøver ikke at frygte, at vi ikke vil være samarbejdsvillige. Vi må samarbejde og vi må have amerikansk hjælp.«* 13 I dag hører vi dagligt sådanne erklæringer og anmodninger fra Mao Zedongs disciple og medarbejdere, som Deng Xiaoping, Hua Guofeng og andre, der i praksis gennemfører de alsidige forbindelser til den amerikanske imperialisme, som Mao Zedong drømte om og påbegyndte. Nu retter den kinesiske strategi sig 10 J.Service, Lost Chance in China, New York 1974, s J.Service, Lost Chance in China, New York 1974 side J.Service, Lost Chance in China, New York 1974 side J.Service, Lost Chance in China, New York 1974 side 307 mod fuldstændigt samarbejde med Amerikas Forenede Stater i særdeleshed og med verdens kapitalismen i almindelighed. Disse begynder at støtte Kina politisk og øve ideologisk indflydelse på det, så det udvisker enhver skygge af marxismen-leninismen fra almindelige menneskers sind og hjerter og således gennemfører gennemgribende organisatoriske omformninger i retning af det kapitalistiske system, det være sig indenfor økonomien, i den statslige organisering eller i organiseringen af partiet. Hele Mao Zedongs linie for opbygning af Kina og hans opfattelse af udviklingen i de lande, der befriede sig fra kolonialismen, har objektivt tjent og gået hånd i handske med den amerikanske imperialismes strategi. Når der ikke oprettedes et nært samarbejde mellem Kina og Amerikas Forenede Stater, så kan det forklares ved den kendsgerning, at Chiang Kai-shek-lobbyen sejrede i efter krigs årenes Amerika. På den tid var den»kolde krig«på sin højde og mccarthyismen rådede i Amerika. På den anden side prioriterede Amerikas Forenede Stater Japan umiddelbart efter krigen. Det mente, at det først og fremmest måtte hjælpe Japan eller underkaste det på alle måder, gøre det til en stærk og lydig forbundsfælle, genskabe den japanske økonomi og forvandle dette land til en stor bastion mod Sovjetunionen og muligvis også mod Mao Zedongs Kina. Tilsyneladende var USA ikke tilstrækkelig stærk til at kunne hjælpe alle dele af verden og forberede dem mod Sovjetunionen og det socialistiske system. Derfor foretrak det at forberede Europa og Japan, hvor ødelæggelsen var størst og hvor socialismen var blevet farlig for verdenskapitalen. Det var uden tvivl disse faktorer, der fik den amerikanske imperialismes spidser til at afvise den fremstrakte hånd, som Mao Zedong med det samme rakte. Der måtte gå en betragtelig tid. De kinesiske revisionistiske ledere måtte give nye beviser på deres»kærlighed«til Amerika, førend Nixon kunne tage til Beijing, og amerikanerne og alle de andre forstå, at Kina intet havde med socialisme at gøre. Efter Anden Verdenskrig blev de jugoslaviske revisionister taget med i den store kampagne og kamp, som den amerikanske imperialisme og de andre reaktionære kræfter omkring dem førte mod socialismen og revolutionen. Denne strømning, der repræsenterede den statsbærende revisionisme, dukkede frem på et afgørende tidspunkt for kampen mellem socialismen og imperialismen. Tiden efter Anden Verdenskrig kunne hverken for imperialismen eller socialismen være en rolig tid. Under de nye betingelser, som var skabt, måtte imperialismen klare situationer, som var dødens farlige for den, mens socialismen måtte befæstes, måtte udsprede og på den rigtige måde yde sin hjælp til verdens folks befrielse og fremskridt. Det var en tid, hvor ikke kun krigens sår skulle behandles og læges, men også klassekampen måtte føres korrekt, både i de lande, hvor proletariatet havde taget magten, og på internationalt plan. Sejren 22 23

11 over fascismen var lykkedes, men freden var relativ og krigen fortsatte med andre midler. De socialistiske lande og deres kommunistiske partier stod overfor den opgave at arbejde for at konsolidere deres sejre ad den marxistisk-leninistiske vej og blive eksempler og forbilleder for folkene og andre kommunistiske partier, der ikke var ved magten. De kommunistiske partier i de socialistiske lande måtte også hærde sig yderligere med den marxistisk-leninistiske ideologi og sørge for, at den ikke blev forvandlet til et dogme, men bevaredes som en revolutionær teori for handling som et middel til at opnå dybtgående sociale omformninger, hvilket er, hvad den i virkeligheden er. Ikke mindst efter den historiske sejr over den fascistiske koalition måtte de socialistiske lande og de kommunistiske partier undgå at blive indbildske, at tro, at de var ufejlbarlige og glemme eller svække klassekampen. Det er denne vigtige kendsgerning Stalin tænkte på, da han understregede nødvendigheden af at fortsætte klassekampen under socialismen. Netop under disse omstændigheder rykkede titoisterne i felten mod marxismen-leninismen. I begyndelsen smed titoismen ikke sit slør og trådte åbent frem mod revolutionen og socialismen, men forsøgte tværtimod at kamuflere sig, mens den fortsatte med at gøde jorden for at bringe Jugoslavien tilbage til kapitalismens vej og forvandle det til et redskab for verdensimperialismen. Det er et anerkendt faktum, at titoismen hældede åndeligt, politisk og ideologisk mod vesten, mod Amerikas Forenede Stater, og at den lige fra starten opretholdt talrige politiske kontakter og opnåede hemmelige forbindelser med de britiske og andre repræsentanter for verdensimperialismen. De jugoslaviske ledere åbnede alle døre for UNRRA. Med dette middel og under påskud af hjælp fra tøj- og fødevarelagerne fra krigens tid, forsøgte de britiskamerikanske imperialister at trænge ind i mange af verdens lande og navnlig i de folkedemokratiske lande. Imperialisternes mål var at forberede en mere eller mindre egnet jordbund for operationer af mere vidtrækkende omfang i fremtiden. Jugoslaverne fik stor gavn af de ting, som UNRRA gav dem, men på sin side var UNRRA i stand til at øve indflydelse på den nydannede jugoslaviske stats stadig ufuldstændigt bygge statsmekanisme. Lige fra starten gav den amerikanske imperialisme og hele den internationale reaktion al deres støtte til titoismen, fordi de i den så den kurs, ideologi og politik, der førte til udartning af landene i den socialistiske lejr, til splittelse og sprængning af deres enhed med Sovjetunionen. Titoismens virksomhed var i fuldstændig overensstemmelse med den amerikanske imperialismes hensigt om at undergrave socialismen indefra. Men titoismen skulle også hjælpe imperialismens strategi med at lamme befrielsesbevægelserne og vende nye nye stater, der lige havde afkastet koloni åget, fra den revolutionære bevægelse. 24 Fra begyndelsen var de jugoslaviske revisionister på alle spørgsmål og på alle områder mod Lenins og Stalins ægte socialismes teori og praksis. Tito og hans gruppe forbandt landet med den kapitalistiske verden og satte sig opgaven at omforme alt i Jugoslavien, indbefattet dets politik, ideologi, statsorganisering, organiseringen af økonomien og hæren, i retning af de vestlige kapitalistiske stater. Målet var så hurtigt som muligt at forvandle Jugoslavien til et borgerligt kapitalistisk land. Browders ideer, der var den amerikanske imperialismes ideer, fandt en plads i titoismens politiske og ideologiske platform. Først af alt reviderede titoisterne marxismen-leninismens grundlæggende principper om den revolutionære statsmagt og det kommunistiske partis rolle og mission i det socialistiske samfund. De angreb den marxistiske tese om det kommunistiske partis ledende rolle på alle områder af tilværelsen i det proletariske diktatur. De fulgte Browders eksempel i Amerika og likviderede i praksis partiet, ikke blot fordi de forandrede dets navn og kaldte det for Kommunisternes forbund, men fordi de også ændrede de mål og funktioner, den organisering og rolle, som partiet skulle spille under revolutionen og opbygningen af socialismen. Titofolkene omformede partiet til en opdragelsesmæssig propagandaforening. De udryddede den revolutionære ånd i Jugoslaviens kommunistiske parti og gik de facto så langt som til at eliminere partiets indflydelse og hæve folkefrontens rolle over det. Mellem browderismen og titoismen er der et fællesskab af politiske, ideologiske og organisatoriske synspunkter om partiets hovedspørgsmål, der har forbindelse med den ledende faktor i revolutionen og opbygningen af socialismen. Siden titoismen ligesom browderismen er likvidatorisk og anti-marxistisk på den afgørende platform, der hænger sammen med arbejderklassens partis rolle som fortrop i revolutionen og opbygningen af socialismen, er den det i alle sine platforme. Ligheden mellem titoisternes og Browders synspunkter er også tydelig i deres holdning til det amerikanske demokrati, som Tito-folkene tog som model for opbygningen af det politiske system i Jugoslavien. Kardelj har selv indrømmet, at dette system»... ligner organiseringen af den udøvende magt i Amerikas Forenede Stater«. * 14 Efter tilintetgørelsen af partiet og bruddet med Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande, har Jugoslavien vredet sig i et kaos af økonomiskorganisatoriske operationer. Titoisterne erklærede statsejendommen for»samfundsmæssig«ejendom og tilslørede de kapitalistiske produktionsforhold under det anarko-syndikalistiske slagord om»fabrikker til arbejderne«, og satte dele 14 E. Kardelj, Directions of the Development of the Political System of Socialist Selfadministration, Rilindja. Prishina 1978, side

12 af arbejderklassen op mod hinanden. Kollektiviseringen af småproducenterne blev kaldt den»russiske vej«og stod i modsætning til den»amerikanske vej«med dannelse af kapitalistiske landbrug og opmuntring af private bondeøkonomier. Denne omformning på de økonomiske, politiske og ideologiske områder måtte nødvendigvis afføde en efterfølgende omformning af den statslige organisering, af hærens organisering og af organiseringen af uddannelsesvæsenet og kulturen, og det var, hvad den gjorde. I halvtredserne kundgjorde de deres såkaldte selvstyrende socialisme, som brugtes til at tilsløre den kapitalistiske orden. Denne»særlige socialisme«måtte ifølge dem ikke bygge på den socialistiske stat, men direkte på producenterne. På denne baggrund forkyndte de statens bortvisnen under socialismen og benægtede den grundlæggende marxistiskleninistiske tese om nødvendigheden af eksistensen af proletariatets diktatur under hele overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme. For at retfærdiggøre deres forræderkurs og kaste folk blår i øjnene, fremstillede titoisterne sig selv som»skabende marxister«, der bare var imod»stalinismen«, men ikke marxismen-lenismen. Således aflagde de atter engang bevis for, at slagordet om»den skabende udvikling af marxismen og kampen mod dogmatismen«er det foretrukne fælles slagord for enhver variant af revisionismen. Amerikas Forenede Stater, England, det europæiske socialdemokrati, osv., ydede det titoistiske Jugoslavien alsidig politisk, økonomisk og militær bistand og holdt det i live. Bourgeoisiet var ikke imod, at Jugoslavien formelt bibeholdt sit»socialistiske«udseende, men var faktisk interesseret i dette. Denne slags»socialisme«måtte dog være fuldstændig forskellig fra den socialisme, som Lenin og Stalin forestillede sig og opbyggede, og som de jugoslaviske revisionister begyndte at angribe og kalde en» lav form for socialisme«,»statssocialisme«,»bureaukratisk«og».anti-demokratisk«. Den jugoslaviske»socialisme«måtte nødvendigvis være et bastardagtigt kapitalistisk-revisionistisk samfund, men i sit væsen borgerligt-kapitalistisk. Den måtte være en»trojansk hest«, der kunne trænge ind i de andre socialistiske lande og bortlede dem fra socialismens vej og forbinde dem med imperialismen. Og faktisk blev titoismen inspirationskilde for de revisionistiske opportunistiske elementer i de tidligere socialistiske lande. De jugoslaviske revisionister udførte et omfattende undergravende sabotagearbejde i disse lande. Det er tilstrækkeligt at nævne begivenhederne i Ungarn i 1956, hvor de jugoslaviske titoister spillede en særdeles aktiv rolle for at bane vejen for kontrarevolutionen og drage Ungarn ind i imperialismens lejr. I sin velkendte tale i Pula i 1956 har Tito selv klart og åbent forklaret den plads, som titoismen indtager i imperialismens overordnede strategi for undergravning af de socialistiske lande indefra. Dengang erklærede han, at den jugo- slaviske model for socialismen var gyldig ikke blot for Jugoslavien, men også for andre socialistiske lande, der burde følge og anvende den. Også de titoistiske begreber og teorier om verdensudviklingen og de internationale forhold var i overensstemmelse med den amerikanske imperialismes strategi. De jugoslaviske revisionisters hovedteoretiker Kardelj, trådte i sin tale i Oslo i oktober 1954 åbent op imod revolutionens teori, mens han gjorde reklame for de»nye«løsninger, som kapitalismen skulle have fundet. Han forvanskede statsmonopolkapitalismens væsen, der havde antaget omfattende dimensioner i adskillige kapitalistiske lande efter Anden Verdenskrig, og udråbte den til et socialistisk element, mens han kaldte det klassiske borgerlige demokrati»en regulator af modsigelser i retning af den gradvise styrkelse af de socialistiske elementer«. Han erklærede, at der i dag forekommer»en gradvis udvikling mod socialisme«; og kaldte dette»en historisk kendsgerning«i en række kapitalistiske stater. Disse revisionistiske forestillinger, som i deres væsen er identiske med Browders, blev medtaget i programmet for Jugoslaviens kommunisters forbund og blevet ideologisk og politisk afledningsmiddel mod proletariatets og folkenes revolutionære og befrielsesbevægelser. På dette grundlag udformede de jugoslaviske revisionister deres teorier og praksis med»alliancefrihed«, som understøttede den amerikanske imperialismes strategi for at holde impulsen fra folkenes anti-imperialistiske kamp i den såkaldte tredje verden nede og undergrave deres bestræbelser på at forsvare deres frihed, uafhængighed og suverænitet. Titoisterne gav folkene det råd, at deres længsler kunne opfyldes ved at følge den alliancefri politik, dvs. ved ikke at imødegå imperialismen. Ifølge titoisterne måtte udviklingsvejen for disse. lande søges i»aktivt samarbejde«, i»stadig mere omfattende samarbejde«, med imperialisterne og verdens storkapital, i den bistand og de kreditter, de burde tage fra de udviklede kapitalistiske lande. Hvad angår den kurs, som revisionisterne i Beograd slår til lyd for, så gør den nutidige virkelighed i Jugoslavien det klart som dagen, hvorhen den fører. Samarbejdet med den amerikanske imperialisme, med den sovjetiske socialimperialisme og med de andre store kapitalistiske stater, den store mængde hjælp og kreditter, som det har modtaget fra dem, har gjort Jugoslavien til et land, der på alle måder er afhængig af verdenskapitalen, til et land med en forkrøblet uafhængighed og suverænitet. Den amerikanske imperialismes strategi og hele det internationale bourgeoisis kamp mod revolutionen og socialismen modtog yderligere ekstraordinær stor og meget velkommen hjælp med, Hrustjov-revisionismens fremkomst på scenen., Det hrustjovittiske forræderi var det sværeste og farligste slag, som nogensinde har ramt socialismen og folkenes revolutionære befrielsesbevægelse. Det forvandlede det første socialistiske land, det store center for verdensrevolutionen, til et imperialistisk land og arnested for kontrarevolutionen. Dønningerne fra 26 27

13 dette forræderi har i national og international målestok været virkelig tragisk. Ikke alene har folkenes revolutionære befrielsesbevægelser lidt under dets følger, og gør det stadig, men den internationale fred og sikkerhed er blevet bragt i stor fare. Som ideologisk og politisk strømning er hrustjovismen ikke meget anderledes end den moderne revisionismes andre strømninger. Den er et resultat af det samme indre og ydre pres fra bourgeoisiet, af den samme afvigelse fra marxismen-leninismens principper og af det samme mål, at imødegå revolutionen og socialismen og bevare og styrke det kapitalistiske system. Den forskel, der findes, har alene at gøre med graden af den fare, den udgør. Hrustjov-revisionismen vedbliver altid at være den farligste, mest djævelske og truende revisionisme. Det har to årsager: for det første fordi den er en kamufleret revisionisme. Den bibeholder sit socialistiske ydre, og for at bedrage folk, og lokke dem i dens fælde gør den omfattende brug af marxistisk terminologi og, alt efter behovet og lejligheden, tilmed af revolutionære slagord, Ved hjælp af denne demagogi søger den at sprede en tyk tåge så den nutidige kapitalistiske virkelighed i Sovjetunionen ikke ses, og frem for alt så dens ekspansionistiske mål skjules i den hensigt at vildlede de revolutionære befrielsesbevægelser og gøre dem til redskaber for deres politik. For det andet, og det er vigtigere, er Hrustjov-revisionismen blevet den herskende ideologi i en stat, der repræsenterer en stor imperialistisk magt, en ting der giver den mange midler og muligheder for at manøvrere på mange områder og i stor målestok. Tilfælles med de andre revisionistiske strømninger har hrustjovismen likvideringen af det kommunistiske parti og dets forvandling til en politisk kraft, der går bourgeoisiets ærinde. Også i Sovjetunionen er Lenins og Stalins kommunistiske parti blevet likvideret. Det er rigtigt, at partiet ikke skiftede navn der, som det skete i Jugoslavien, men det blev berøvet sit revolutionære væsen og ånd. Sovjetunionens kommunistiske partis rolle ændrede sig, og dets arbejde for at styrke den marxistiske-leninistiske ideologi blev under forskellige skalkeskjul, gennem tom fraseologi og demagogi, erstattet med forvanskning af den marxistiske-leninistiske teori. Partiets politiske organisation blev, ligesom hæren, politiet og de andre organer for det nye bourgeoisis diktatur, omdannet til en organisation for undertrykkelse af masserne, for slet ikke at tale om den kendsgerning, at det også blev den ideologiske og politiske bærer af undertrykkelsen og udbytningen. Sovjetunionens kommunistiske parti udartede, svækkedes og blevet»hele folkets parti«, hvad der vil sige, at det ikke længere var arbejderklassens fortropsparti, der fører revolutionen fremad og opbygger socialismen, men det nye revisionistiske bourgeiosis parti, der forårsager socialismens forfald og gennemfører kapitalismens genrejsning. Browder, Tito, Togliatti, osv. forkyndte deres partiers omdannelse til»foreninger«,»forbund«og»massepartier«, angiveligt for at tilpasse dem til de nye samfundsmæssige forandringer, der var sket som et resultat af kapitalismens udvikling, arbejderklassens vækst og dens forøgede politiske og ideologiske indflydelse, osv. På samme måde retfærdiggjorde også Hrustjov ændringen i partiets karakter som en påstået tilpasning til den opståede situation i Sovjetunionen, hvor opbygningen af socialismen angiveligt skulle være afsluttet og opbygningen af kommunismen påbegyndt. Ifølge Hrustjov måtte partiets sammensætning, dets struktur, rolle og plads i samfundet og staten ændres i overensstemmelse med denne»nye epoke«. Da Hrustjov begyndte at forfægte disse teser, var opbygningen af kommunismen i Sovjetunionen ikke alene ikke begyndt, men heller ikke opbygningen af socialismen var afsluttet. Det er rigtigt, at de udbyttende klasser var blevet udryddet som klasser, men der var stadig mange rester af dem, som eksisterede fysisk, for ikke at tale om ideologisk. Anden Verdenskrig havde forhindret den vidtstrakte frigørelse af produktionsforholdene, mens produktivkræfterne, der udgør det nødvendige og uomgængelige grundlag for dette, var blevet voldsomt svækket. Den marxistiske-leninistiske ideologi var fremherskende, men det betyder ikke, at de gamle ideologier var blevet fuldstændigt udryddet i massernes bevidsthed. Sovjetunionen havde vundet krigen mod fascismen, men en anden krig, med andre midler og ikke mindre farlig, var begyndt mod det. Imperialismen med den amerikanske imperialisme i spidsen erklærede den»kolde krig«mod kommunismen, og alle verdenskapitalismens forgiftede pile var først og fremmest rettet mod Sovjetunionen. Der blev udøvet stort pres mod den sovjetiske stat og det sovjetiske folk i den hensigt at fremkalde krigsangst blandt dem, mindske deres internationalistiske ånd og modstand mod imperialismen. Overfor dette ydre og indre pres gav Hrustjov op og kapitulerede. Han begyndte at fremstille situationen i rosenrøde farver for at skjule sine egne pacifistiske illusioner. Hans teser om»opbygningen af kommunismen«,»klassekampens afslutning«og»socialismens endelige sejr«så ud som noget nyt, men var i virkeligheden reaktionære. De var udtryk for fortielsen af en ny virkelighed, der var blevet skabt af fremkomsten og udviklingen af det nye borgerlige lag og dets fordringer om at oprette dets egen magt i Sovjetunionen. Den linje og det program, som Hrustjov forelagde på SUKPs 20. kongres udgjorde ikke alene linjen for genrejsning af kapitalismen i Sovjetunionen, men også linjen for undergravning af revolutionen og folkenes underkastelse under imperialismen og arbejderklassens under bourgeoisiet. Hrustjov-folkene forkyndte, at den vigtigste overgangsform til socialismen var den fredelige vej. De tilrådede de kommunistiske partier, at følge klasseforsoningens og samarbejdets politik overfor socialdemokratiet og bourgeoisiets andre politiske kræfter. Den linje hjalp imperialismen og kapitalen med at nå de mål, som de længe havde kæmpet for med alle midler, indbefattet våben og ideologisk vildledning. Den 28 29

14 åbnede brede veje for den borgerlige reformisme og gav kapitalen mulighed for at manøvrere i den svære økonomiske, politiske og militære situation, som var opstået for den efter Anden Verdenskrig. Dette er forklaringen på den store offentlige omtale, som bourgeoisiet gav SUKPs 20. kongres over hele verden, og som kaldte hrustjov en fredens mand, der forstår situationen, i modsætning til Stalin, der var for kommunistisk rettroenhed, uforenelighed med den kapitalistiske verden, osv.. Med deres prædikener om den fredelige vej til socialismen søgte hrustjovitterne at forhindre verdens kommunister og revolutionære i at forberede og gennemføre revolutionen. De ønskede, at de skulle begrænse deres arbejde til propaganda, debatter og valgmanøvrer, faglige demonstrationer og dagskrav. Dette var den typiske socialdemokratiske linje, som Lenin havde bekæmpet så heftigt og som Oktoberrevolutionen havde kuldkastet. De hrustjovittiske synspunkter, der var lånt fra Anden Internationales høvdinges arsenal, vakte farlige illusioner og bragte selve revolutionens ide i vanry. De forberedte ikke arbejderklassen og de arbejdende masser på at være årvågne og imødegå bourgeoisiets vold, men rådede dem indtrængende til at forblive underdanige for bourgeoisiets nåde. Dette blev også bevist under hændelserne i Indonesien, Chile, osv., hvor kommunisterne og folkene i disse lande betalte meget dyrt, for de revisionistiske illusioner om den fredelige vej til socialismen. Til gavn for Imperialismen og bourgeoisiet og til skade for revolutionen var ligeledes SUKPs 20. kongres' anden tese om»fredelig sameksistens«som Hrustjov-folkene søgte at påtvinge hele den kommunistiske bevægelse, idet de tilmed udvidede den til at omfatte forholdene imellem klasser og mellem folkene og deres imperialistiske undertrykkere. Ifølge Hrustjov, der udlagde problemet som»enten fredelig sameksistens eller altødelæggende krig«, var der ikke anden løsning for folkene og verdensproletariatet end at bøje deres rygge og opgive klassekampen, revolutionen og enhver anden handling, som måtte vække vrede hos imperialismen og udløse en krig. I virkeligheden var de hrustjovittiske synspunkter om»fredelig sameksistens«, der var nært forbundet med synspunkterne om»imperialismens forandrede natur«, praktisk talt sammenfaldende med Browders forkyndelser om, at den amerikanske kapitalisme og imperialisme skulle være blevet en fremskridtsvenlig faktor for verdensudviklingen efter krigen. Skønmalingen af den amerikanske imperialisme og det falske billede, der var blevet skabt om den, slækkede folkenes årvågenhed overfor Amerikas Forenede Staters hegemonistiske og ekspansionistiske politik og saboterede folkenes anti-imperialistiske befrielseskamp. Både som ideologi og som praktisk politisk linie pressede Hrustjovs»fredelige sameksistens«kraftigt på for at folkene, og navnlig i de nye stater i Asien, Afrika, Latinamerika, osv., skulle tilintetgøre de»arnesteder, hvorfra krigens flammer måtte bryde ud«, søge tilnærmelse og forsoning med imperialismen, drage fordel af det»internationale samarbejde«for»fredelig udvikling«af deres økonomi, osv. I sine udtryk vendinger og andre formler var denne linje den samme, som Browder forkyndte om, at under den»fredelige sameksistens«mellem Amerikas Forenede Stater og Sovjetunionen kunne det rige Amerika bidrage til opbygningen og fremskridtet i hele verden. Det var den samme linje, som Tito var talsmand for og anvendte i Jugoslavien, der havde åbnet sine døre for amerikansk bistand, kredit og kapital. Det var det samme ønske, som Mao Zedong og de andre maoistiske ledere havde for at opbygge Kina med amerikansk hjælp, men som de forskellige omstændigheder og begivenheder havde forhindret op til da. Og Sovjetunionen kan ikke undslippe amerikansk hjælp og hjælp fra andre vestlige lande mere, end titoisterne eller i dag maoisterne kan det. Sovjetunionens og de med det forbundne revisionistiske landes indvoksen i det kapitalistiske verdenssystem, har antaget vældige dimensioner. Disse lande er blevet nogle af de største importører af vestlig kapital. Deres gældsætning, i det mindste den del af den, der er offentliggjort, beløber sig til snesevis af milliarder dollars. På grund af skiftende betingelser, såsom dem, der for tiden forårsages af begivenhederne i Afghanistan, skrues der undertiden ned for denne proces, men den standser aldrig. De to siders kapitalistiske interesser er så store, at de i særlige situationer overskygger deres gnidninger, rivaliseren og sammenstød. De sovjetiske revisionister brugte ikke blot tesen om»fredelig sameksistens«til at retfærdiggøre deres politik med indrømmelser til og samarbejde med den amerikanske imperialisme. Denne linje tjente dem også og tjener dem stadigvæk som en maske, der skal skjule den sovjetiske socialimperialismes ekspansionistiske politik og svække folkenes årvågenhed og modstand mod de sovjetiske revisionistiske lederes imperialistiske planer om hegemoni. Tesen om»fredelig sameksistens«var en opfordring fra de sovjetiske revisionister til de amerikanske imperialister om at opdele verden og styre den i fællesskab. Den hrustjovitiske revisionistiske linje hjalp imperialismen og reaktionen til at drage fordel af situationen til at rette et alsidigt angreb mod kommunismen. Et særligt bidrag til dette nye angreb mod revolutionen og socialismen var de hrustjovitiske revisionisters angreb og sladder mod Stalin og hans værk. De hrustjovitiske revisionister indledte deres kampagne mod Stalin for at retfærdiggøre den antimarxistiske kurs, som de var slået ind på i og udenfor landet. De kunne ikke ophæve proletariatets diktatur, forvandle Sovjetunionen til en borgerlig-kapitalistisk stat og slå handler af med imperialismen uden at benægte Stalins værk. Dette er også grunden til, at kampagnen mod ham blev ført med beskyldninger, der var lånt fra den imperialistiske og trotskistiske propagandas arsenal, der fremstillede Sovjetunionens fortid som en periode med»masserepressalier«og det socialistiske system som»undertrykkelse af demokratiet«og et»diktatur som Ivan den Grusommes«osv

15 Men trods al imperialisternes, revisionisternes og de andre fjender af revolutionen, deres sladder og angreb, forbliver Stalins navn og værk udødeligt. Stalin var en stor revolutionær en fremragende teoretiker, der står på linje med Marx, Engels og Lenin. Livet har bevist rigtigheden af Albaniens Arbejdets Partis analyser og holdninger til Hrustjov-revisionismen og det bekræfter dem hver dag. I Sovjetunionen er socialismen blevet ødelagt og kapitalismen genrejst. Samtidig har den sovjetiske ledelses standpunkter og handlinger på den internationale arena mere og mere blotlagt Sovjetunionens socialimperialistiske karakter og dets reaktionære stormagtsideologi. Hrustjov-revisionismen er således ikke alene blevet en ideologi for genrejsning af kapitalismen og sabotage mod revolutionen og folkenes befrielseskampe, men også en ideologi for socialimperialistisk aggression. II EUROKOMMUNISMEN EN IDEOLOGI FOR UNDERKASTELSE UNDER BOURGEOISIET OG IMPERIALISMEN Som vi nævnte ovenfor, dukkede den moderne revisionisme frem i en periode, hvor kapitalismens almene krise skærpedes. Den blev bourgeoisiets og imperialismens forbundsfælle og sluttede op om deres bestræbelser for at inddæmme og bortlede den store flodbølge af proletariske revolutioner, nationale befrielseskampe og folkelige anti-imperialistiske demokratiske bevægelser. Som sådan måtte den ny revisionisme nødvendigvis antage forskellige former og udseender og anvende metoder og en taktik, der var tilpasset kapitalens behov i de enkelte lande. Den opnåede sin største udvikling og udbredelse efter Hrustjovrevisionismens fremkomst på scenen. Det forræderi, der fandt sted i Sovjetunionen, var en umådelig hjælp til bourgeoisiet og imperialismen på et for dem yderst vanskeligt tidspunkt. Det bød storkapitalens muligheder for at angribe den marxistisk-leninistiske teori og den socialistiske revolutions praksis, skabe tvivl om proletariatets revolutionære strategi og forvolde ideologisk og politisk forfald i de kommunistiske og arbejderpartierne. Frem for alt blev de kommunistiske og arbejderpartierne i Vesteuropa, som fulgte Titos og Hrustjovs forræderiske linje, alvorligt rystet ideologisk. I disse partier var jorden længe blevet gødet for, at de skulle tilslutte sig og videreudvikle Hrustjov-revisionismens ideer og praksis. Deres forskellige grader af og former for organisatorisk og ideologisk udartning var begyndt tidligere. Forlorne revolutionære teorier og pseudo revolutionære praksis var længe blevet anvendt i deres rækker. Starten på den moderne revisionisme i Vesteuropas kommunistiske partier Under Anden Verdenskrig fremkom der i Europa mange positive faktorer, der gjorde den anti-fascistiske krigs forvandling til en dybtgående folkelig revolution både mulig og nødvendig. Fascismen havde ikke blot ophævet de besatte 32 33

16 landes nationale uafhængighed, men også alle demokratiske rettigheder og havde tilmed lagt selve det borgerlige demokrati i graven. Derfor måtte krigen mod fascismen ikke bare være en krig for forsvar og udvikling af demokratiet. Hvad angår de kommunistiske partier, så måtte opnåelsen af disse to mål forbindes med kampen for socialismen. I de central- og sydøst-europæiske lande forstod de kommunistiske partier at sammen knytte krigens opgaver for uafhængighed og demokrati med kampen for socialismen. De udarbejdede og anvendte en politik, der førte til oprettelse af de nye folkedemokratiske regimer. Vesteuropas kommunistiske partier viste sig imidlertid ikke i stand til at udnytte den gunstige situation, der var opstået gennem krigen og sejren over fascismen. Dette viste, at de ikke ordentligt havde forstået og ikke havde anvendt retningslinjerne fra Kommunistisk Internationales 7. kongres.* 15 Denne kongres gav anvisninger om, at der i løbet af modstanden og kampen mod fascismen under visse betingelser ville opstå muligheder for at danne enhedsfronts-regeringer, der ville være helt forskellige fra de socialdemokratiske regeringer. De skulle bidrage til overgang fra kampen mod fascismen til et nyt stadium med kamp for demokrati og socialisme. I Frankrig og Italien førte krigen mod fascismen imidlertid ikke til dannelse af regeringer af den type, som Komintern ønskede. Efter krigen kom der regeringer af borgerlig type til magten i disse lande. Kommunisternes deltagelse i dem ændrede ikke deres karakter. Selv Frankrigs Kommunistiske Parti, som frem til slutningen af Anden Verdenskrig i almindelighed havde en korrekt linje, var ude af stand til at overvinde og rette sine fejl, svagheder og afvigelser l visse spørgsmål, der stammede fra manglen på realistiske analyser af de indre og ydre situationer. Frankrigs Kommunistiske Parti spillede en førsterangs rolle ved dannelsen af folkefronten i Frankrig. Det lancerede parolen om folkefronten på sin kongres i Nantes i Det var en parole, der hurtigt vandt genhør blandt de brede franske folkemasser. Komintern påskønnede i høj grad Frankrigs Kommunistiske Partis bestræbelser og arbejde for at danne folkefronten. Det må dog siges, at partiet ikke vidste hvordan, eller var ude af stand til at drage fordel af situationen og udnytte den til gavn for arbejderklassen. Det kommunistiske parti talte åbent om den fare, der truede Frankrig fra den ydre og indre fascisme. Det fordømte denne fare og gik i gaderne i demonstrationer, men det forventede foranstaltninger mod fascismen og alt andet fra de»legale«regeringer, fra de borgerlige regeringer, der var dannet ved kombinationer i det borgerlige parlament. Det var tydeligt på den tid, da folkefronten blev dannet. Dannelsen af folkefronten var en succes for Frankrigs Kommunistiske Parti, fordi den i den tids indviklede situation spærrede vejen for indsættelsen af 15 Kongressen den 25.juli til den 21.august en fascistisk regering i Frankrig. Skønt Blum-regeringen tog visse skridt til gavn for arbejderklassen, krænkede og forrådte den folkefrontens program i sin indenrigs- og udenrigspolitik. Det kommunistiske parti, der ikke deltog i folkefrontsregeringen, var ude af stand til at standse denne proces. Massekampene, strejkerne, demonstrationerne og aktionerne blev afløst af de ugentlige møder, som Leon Blum holdt i sit hjem med Thorez og Duclos. Folkefronts-regeringens leder var socialist, og socialister udgjorde en stor del af regeringen, men regeringsapparatet på centralt og grundplan forblev, hvad det var. Hæren forblev»la grande muette«.* 16 Den blev som under alle tidligere regeringer kommanderet af den reaktionære officerskaste, der var trænet på borgerlige militærskoler til at undertrykke det franske folk og besætte kolonierne, men ikke til at bekæmpe fascismen og reaktionen. Frankrigs Kommunistiske Parti førte ikke sine aktioner igennem til enden; det var ikke organiseret til virkelig kamp mod fascismen og reaktionen. Den propaganda og agitation, de demonstrationer og strejker, som det anførte var ikke på linje med overtagelsen af magten fra bourgeoisiets hænder. Uanset den kendsgerning, at marxismen-leninismens grundlæggende principper Ikke blev fornægtet, antog partiets aktivitet og kamp uforvarende og ubevidst karakter af kamp for reformer, for økonomiske krav på fagforeningsplan. Naturligvis spiller fagforeningerne en revolutionær rolle, når de er under korrekt ledelse, og der opstår en revolutionær situation i dem. ellers forvandles fagbevægelsen til en rutine, der bikses sammen af de faglige ledere gennem standpunkter, som undertiden er rigtige, undertiden afvigende, undertiden liberale, undertiden opportunistiske, men som til syvende og sidst ender i frugtesløse samtaler og kompromiser med arbejdsgiverne. Da krigen brød ud i Spanien, ydede Frankrigs Kommunistiske Parti aktiv bistand til Spaniens Kommunistiske Parti og det spanske folk med agitation, propaganda og materiel hjælp. Det opfordrede frivillige til at tage til Spanien, en opfordring som tusinder af partimedlemmer og andre franske antifascister fulgte, og tre tusind af dem faldt som martyrer på spansk jord. Partiets øverste ledere tog enten direkte del i krigen eller drog til Spanien ved forskellige lejligheder. De fleste af de frivillige, som tog afsted fra mange lande for at slutte sig til de Internationale Brigader i Spanien, drog gennem Frankrig. Det var Frankrigs Kommunistiske Parti, som organiserede deres gennemrejse. Under den spanske krig vandt Frankrigs kommunister og arbejderklasse nye kamperfaringer, som blev lagt til det franske proletariats gamle tradition for revolutionære kampe. Dette udgjorde en stor skat, en revolutionær erfaring vundet i organiserede frontale klasseslag mod den blodige Franco-fascisme, de 16 Fransk - den store døvstumme, her i betydningen, at hæren ikke forventedes at blande sig i politik. 35

17 italienske fascister og tyske nazister, såvel som mod den franske og verdensreaktionen. Denne revolutionære skat skulle have tjent partiet i de kritiske øjeblikke under Anden Verdenskrig og besættelsen af Frankrig, men i virkeligheden blev den ikke udnyttet. Frankrigs Kommunistiske Parti afslørede München-politikken hvormed Daladier'erne og Bonnet'erne gjorde indrømmelser til Hitler og solgte ud af det tjekkoslovakiske folks interesser med den hensigt at vende Hitlers krigsmaskine mod Sovjetunionen Det forsvarede urokkeligt den sovjetisk-tyske ikkeangrebspagt og modtog bourgeoisiets bagvaskelse og forfølgelser. Det kaldte til modstand og rejste sig dristigt i kamp mod den tyske besættelsesmagt og kollaboratørerne i Vichy. Denne kamp, som begyndte med aktioner, strejker, demonstrationer og sabotage, blev stadig udvidet. FTP* 17, som blev skabt af det kommunistiske parti, var den eneste formation, der bekæmpede besættelsesmagten, mens det gaullistiske reseaux, som navnet viser, ikke var andet end et netværk for Secret Service til at indsamle nyttige militære oplysninger til de allierede Mens gaullisterne slog til lyd for at afvente en landgang, inden man gik i aktion, kæmpede det kommunistiske parti heltemodigt for landets befrielse. I befrielseskrigen organiserede og udviklede Frankrigs Kommunistiske Parti modstanden mod besættelsesmagten og forsøgte og opnåede visse ting i forbindelse med den anti-fascistiske front. Men, som hændelserne viste, havde det ikke overvejet og planlagt magtovertagelsen, eller hvis det havde planlagt den, droppede det ideen. Dette bekræftes ved den kendsgerning, at partiet under krigen skabte mange nationale befrielseskomiteer, men det viede dem ikke nogen som helst opmærksomhed og tog ikke skridt til at sikre, at disse komiteer stadfæstede sig som kernen i den ny statsmagt. Fra begyndelsen til enden forblev partisanformationerne små og uden organisatoriske bånd til hinanden. Partiet rejste på intet tidspunkt spørgsmålet om dannelse af store formationer eller en virkelig national befrielseshær. Frankrigs Kommunistiske Parti gennemførte den antifascistiske befrielseskrig, som det selv anførte, men det omdannede ikke denne krig til hele folkets revolutionære krig. - Desuden anså det det for mere passende og»revolutionært«at bede De Gaulle om tilladelse til at sende en af dets repræsentanter til hans»frie Franske Komite«. Alt dette betød:»hr. De Gaulle, vær venlig også at acceptere mig i deres komite«. Det betød:»hr. De Gaulle, Frankrigs Kommunistiske Parti og partisanstyrkerne træder under Deres og den»frie Franske Komites«kommando«. Det betød:»hr. De Gaulle, vi kommunister har ingen hensigter om at lave revolution eller overtage magten, vi ønsker blot, at det gamle partispil, det»demokratiske«spil bliver spillet i Frankrig i fremtiden og 17 Frances Tireurs et Partisans franske partisaner under ledelse af FKP at også vi på grundlag af stemmeafgivningen deltager i den fremtidige regering.«mens de franske kommunister handlede på denne måde, forberedte og organiserede bourgeoisiet sine styrker for at overtage magten, som det ville tilrane sig, når de engelsk-amerikanske allierede gjorde landgang. Den Nationale Komite, som var dannet og anført af De Gaulles gruppe i London, og som i Algeriet var blevet omdannet til en regering, ville være den bedst egnede kraft til at tage magten. Det ville den naturligvis gøre sammen med de indre kræfter, som bourgeoisiet havde forberedt og mobiliseret, og sammen med den gamle hær, der blev kommanderet af generaler, som efter at have tjent Petain havde stillet sig i De Gaulles tjeneste, da det blev klart, at det tyske skib var ved at synke. Dette var en faretruende situation, som Frankrigs Kommunistiske Parti ikke overskuede og vurderede korrekt, eller som det ikke analyserede i dybden. Det var bange for forviklinger med de allieredes styrker, som gjorde landgang. Det var bange for De Gaulle og kræfterne omkring ham. Med andre ord var det bange for borgerkrig og navnlig for krig mod englænderne og amerikanerne. Det kommunistiske parti glemte de heltemodige kommunarders eksempel, som omringet af Bismarcks tyske hære rejste sig i opstand mod Versaillesen,»stormede himlen«, som Marx sagde, og skabte Pariserkommunen. Teoretikere kan forsøge at retfærdiggøre denne skæbnesvangre fejltagelse, som Frankrigs Kommunistiske Parti begik under Anden Verdenskrig, ved at sige:»man må tage kræfternes styrke i betragtning«. Selvfølgelig må kræfternes styrke tages i betragtning. Men eftersom kommunarderne uden et parti, uden organisation, uden forbindelser med bønderne og resten af Frankrig og omringet af de udenlandske besættelseshære, iværksatte deres angreb og overtog magten, kunne den franske arbejderklasse med dens parti i spidsen, hærdet i kamp, vejledt af marxismen-leninismen og med en så stor og stærk forbundsfælle som Sovjetunionen i sin kamp, i spidsen for de arbejdende masser og de ægte patrioter have udrettet kommunardernes udødelige bedrift med hundrede gange større succes. Ledelsen for det kommunistiske parti viste sig i almindelighed svag og tøvende, når den med mod og visdom skulle opfylde de ønsker og længsler, som de franske kommunister og det franske proletariat, der beslutsomt og heltemodigt bekæmpede Hitlers besættelsesmagt, havde. Den fulgte ikke den marxistiskleninistiske vej, den revolutionære kamps vej. Den trådte ikke i kommunardernes fodspor. Den anti-fascistiske krig i Italien havde sine egne særpræg og træk, men de mål, som ledelsen for Italiens Kommunistiske Parti havde sat sig, dens vaklen og indrømmelser er de samme som Frankrigs Kommunistiske Partis. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig befandt de fleste ledende kadrer i Italiens Kommunistiske Parti sig i Frankrig. De faldt næsten alle i politiets hænder

18 Blandt dem var partiets generalsekretær, Palmiro Togliatti, der, så snart han blev løsladt fra fængslet i marts 1941, tog til Sovjetunionen. Skønt Italiens Kommunistiske Parti indtog en korrekt holdning til den aggressive krig, som de fascistiske magter iværksatte og fordømte den som en imperialistisk røver krig, forblev dets aktivitet begrænset. Alle partiets bestræbelser centreredes omkring dannelsen af en koalition af anti-fascistiske eksilpartier og udsendelsen af en række appeller, resolutioner og propagandaskrifter. Fra og med midten af 1942 begyndte partiet at udvikle sin virksomhed inden for landet. I marts 1943 lykkedes det at organisere en række magtfulde strejker i forskellige områder, der var et bevis på den voksende anti-fascistiske folkebevægelse. Disse strejker fremskyndede den udvikling, der førte til Mussolinis fald. Frygten for revolutionen havde fået det italienske bourgeoisi og symbolet på dets herredømme, kongen, til at kalde Mussolini til magten i Den samme frygt fik bourgeoisiet og kongen til at fjerne Mussolini fra magten i juli1943. Omstyrtelsen af Mussolini blev udført af den herskende kaste ved hjælp af et statskup. Magtovertagelsen var kongens, Badoglios og de andre ledende fascistiske skikkelsers værk. De indså uundgåeligheden af Italiens nederlag Og håbede, at de ved at gøre dette kunne foregribe faren for, at arbejderklassen og det italienske folk rejste sig i kamp og revolution, hvad der ikke blot ville vælte fascismen og monarkiet, men også bringe bourgeoisiets herredømme som klasse i fare. Det italienske folks modstandsbevægelse mod fascismen antog ikke mindst efter Italiens kapitulation et stort omfang. I Norditalien, der stadig var besat af tyskerne, blev befrielseskrigen, der omfattede de brede masser af antifascistiske arbejdere, bønder, intellektuelle og andre, organiseret på initiativ af partiet. Der dannedes store regulære partisanformationer, hvoraf det overvældende flertal var under partiets ledelse. Ligeledes på initiativ af det kommunistiske parti dannedes der i Norditalien ved siden af partisanenhederne og partisanafdelingerne også nationale befrielseskomiteer. Partiet kæmpede for at gøre disse komiteer til nye organer for den demokratiske magt, men faktisk forblev de koalitioner af forskellige partier. Dette tillod dem ikke at blive omdannet til sande organer for folkemagten. Mens partiets kamp i Norditalien i almindelighed udviklede sig ad den rette vej og ikke bare kunne have ført til landets befrielse, men også til oprettelse af folkemagten, så rejste partiet ikke spørgsmålet om magtovertagelsen i syden og på nationalt plan. Det tilstræbte blot dannelsen af en stærk regering med autoritet og kæmpede ikke for at omstyrte monarkiet og Badoglio. På et tidspunkt, hvor der fandtes gunstige betingelser i landet for at gennemføre revolutionen, var det kommunistiske partis program minimalt. Partiet var for en parlamenta- risk løsning indenfor rammerne af den borgerlige samfundsordens love. Dets maksimale krav var deltagelse i regeringen med to eller tre ministre. På denne måde involverede Italiens Kommunistiske Parti sig i borgerlige politiske kombinationer og gjorde den ene principløse indrømmelse efter den anden. På tærskelen til landets befrielse havde det stor politisk og militær styrke, som det ikke forstod at bruge, eller som det ikke ønskede at bruge, og det afvæbnede sig frivilligt til bourgeoisiet. Det forlod den revolutionære vej og slog ind på den parlamentariske vej, hvad der gradvist forvandlede dette parti fra et revolutionært parti til et borgerligt arbejderparti, der kæmper for sociale reformer. Hvad angår Spanien må det siges, at retningslinjerne fra Kommunistisk Internationales 7. kongres havde større resultater end i Frankrig og Italien. Deres virkning var navnlig tydelig under borgerkrigen. I starten tog kommunisterne ikke del i folkefronts-regeringen, men gav den sin støtte. Ikke desto mindre kritiserede det kommunistiske parti regeringen for dens ubeslutsomme holdning Og forlangte, at den tog forholdsregler mod den fascistiske fare og mod den virksomhed, som fascisterne og især officerskasten, der udgjorde den umiddelbare fare dengang, udfoldede. Den 17. juli 1936 indledte de fascistiske generaler deres»pronuncia miento«. Fascisternes sammensværgelse var godt koordineret. De havde handlet lige for næsen af den venstreorienterede regering og de myndigheder, som regeringen, der var fremkommet ved folkefronts-koalitionen, havde etableret. Alle de antifascistiske kræfter sluttede op mod denne fare. I november dannedes Largo Caballero-regeringen med deltagelse af de to kommunistiske ministre. Således grundlagdes der en fælles front for selv med våben at forsvare Republikken. Regeringen gav baskerne selvstyre, konfiskerede fascisternes jord til fordel for de fattige bønder og nationaliserede al deres ejendom. Lige fra starten kaldte det kommunistiske parti arbejderklassen og folket til modstand. Det kommunistiske parti stillede sig dog ikke tilfreds med appeller, men gik i aktion. Partiets medlemmer gik ind i kasernerne og forklarede soldaterne situationen og fortalte dem, hvad fascisterne var og hvilken trussel, de udgjorde for arbejderne, bønderne og folket. I Spaniens hovedstad, Madrid slog det fascistiske kup fejl. I andre byer angreb og lammede folket og frem for alt arbejderklassen de militære enheder, der havde rejst sig mod Republikken. I Asturien rasede minearbejdernes kamp mod de fascistiske tropper i en måned, og denne provins forblev på folkets hænder. Fascisterne kunne ikke komme igennem der. Det samme skete i Basker-landet og mange andre dele af Spanien. I de første dage af august virkede det, som om de fascistiske generaler var på vej ud og deres nederlag ville have været fuldstændigt, hvis ikke det fascistiske Italiens og det nazistiske Tysklands hære var kommet dem til umiddelbar und

19 sætning sammen med tropper, der var rekrutteret i Spansk Marokko, og tropper fra det fascistiske Portugal. I et land, hvor hæren var anført af den gamle kaste af reaktionære royalister og fascistiske officerer, kunne landets skæbne ikke overlades til hæren, hvoraf en stor del fulgte de fascistiske generaler, mens resten begyndte at falde fra. Derfor opfordrede det kommunistiske parti til at danne en ny hær, en folkets hær. Kommunisterne gik i gang med at skabe denne hær og indenfor kort tid lykkedes det at oprette det Femte Regiment. På grundlag af dette regiment, der opnåede stor berømmelse under den spanske krig, opbyggedes den spanske Republiks folkehær. Det kommunistiske partis beslutsomme holdning til det fascistiske angreb, det dristige eksempel, det satte ved at stille sig i spidsen for masserne for at forhindre fascismens fremmarch, det eksempel, som dets medlemmer fremviste, af hvilke 60 procent tog til krigens forskellige kampfronter, øgede i høj grad partiets anseelse og prestige blandt folkemasserne. Et parti vokser, vinder anseelse og bliver leder af masserne, når det har en klar linje og kaster sig ind i kampen for at gennemføre den. Under borgerkrigen blev Spaniens Kommunistiske Parti et sådant parti. Fra begyndelsen af den fascistiske opstand i juli 1936 til slutningen af dette år tredoblede det kommunistiske parti sit medlemsantal. Og til trods for den kendsgerning, at folk i de dage ikke gik ind i partiet for at give deres stemmer ved valgene, men for at give deres liv, har intet andet parti, hvad enten det drejer sig om Carrillos såkaldte kommunistiske parti eller de andre revisionistiske partier, der åbner alle dørene for enhver, der ønsker at slutte sig til dem, arbejdere eller bourgeoisi' er, med religiøse eller andre anskuelser, været i stand til at fremvise en sådan vækst i sin indflydelse og autoritet, som Spaniens Kommunistiske Parti opnåede i løbet af borgerkrigen. Den spanske krig sluttede i begyndelsen af 1939 med udvidelsen af Francos herredømme til hele landet. I den krig sparede Spaniens Kommunistiske Parti ikke sine anstrengelser eller kræfter for at slå fascismen. Når fascismen sejrede, skyldes det udover forskellige indre faktorer, frem for alt det tyske og italienske fascismes indgriben, samt den kapitulationistiske»ikke-interventions«politik, som vestmagterne fulgte overfor de fascistiske aggressorer. Mange medlemmer af Spaniens Kommunistiske Parti gav deres liv under borgerkrigen. Andre faldt som ofre for den frankistiske terror. Tusinder og atter tusinder blev kastet i fængsel, hvor de vansmægtede i årevis eller døde. Den terror, som rådede i Spanien efter fascisternes sejr, var ekstrem grusom. De spanske demokrater, som det lykkedes at undgå arrest og internering, deltog i den franske modstandsbevægelse og kæmpede heltemodigt, mens de spanske demokrater, der tog til Sovjetunionen, trådte ind i den røde hær, hvor mange af dem gav deres liv i kamp mod fascismen. Selv under yderst vanskelige betingelser fortsatte kommunisterne guerrillakrigen og organiseringen af modstanden i Spanien. Hovedparten af dem faldt i det frankistiske politis hænder og dømtes til døden. Franco rettede et hårdt slag mod arbejderklassens og de spanske folkemassers fortrop og dette fik negative følger for det kommunistiske parti. Spaniens Kommunistiske Parti mistede sine sundeste, ideologisk bedst skolede, mest beslutsomme og modige elementer i den væbnede kamp og under den fascistiske terror, og partiet kom under negativ og ødelæggende indflydelse fra kujonagtige, småborgerlige og intellektuelle elementer, som Carrillo og kompagni, der blev dominerende. De omformede gradvist Spaniens Kommunistiske Parti til et opportunistisk og revisionistisk parti. Enhed med Hrustjov-revisionisterne i kampen mod marxismen-leninismen og revolutionen De økonomiske og politiske betingelser, som opstod i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig, var endnu mere fordelagtige for befæstelsen og spredningen af de fejlagtige opportunistiske synspunkter, som forud havde eksisteret i ledelserne for de kommunistiske partier i Frankrig, Italien og Spanien, og tilskyndede dem til yderligere indrømmelser og kompromiser med bourgeoisiet. Disse faktorer var bl.a. ophævelsen af fascistiske love og andre restriktioner og tvangsforanstaltninger, som det europæiske bourgeoisi havde indført umiddelbart efter Oktoberrevolutionens sejr og som det havde opretholdt frem til krigsudbruddet med det mål at begrænse opsvinget i arbejderklassens revolutionære handlekraft, hindre dens politiske organisering og afværge udbredelsen af den marxistiske ideologi. Genindførelsen af det borgerlige demokrati i mere eller mindre omfattende målestok ved at legalisere alle politiske partier undtagen de fascistiske; tilladelsen til at de uhindret kunne deltage i landets politiske og ideologiske liv; disse partiers muligheder for aktiv deltagelse i valgkampagnerne, der nu blev afholdt på baggrund af mindre restriktive love, for hvis indførelse kommunisterne og andre progressive kræfter havde ført en lang kamp; alt dette skabte mange reformistiske illusioner blandt ledelserne for de kommunistiske partier. Det synspunkt begyndte at vinde frem blandt dem, at fascismen nu var færdig en gang for alle, og at bourgeoisiet ikke længere var i stand til at begrænse arbejdernes demokratiske rettigheder, men tværtimod ville være tvunget til at tillade, at de videreudvikledes. De begyndte at tro, at kommunisterne, som kom ud af krigen som nationens mest indflydelsesrige og magtfulde politiske, organiserende og mobiliserende kraft, ville tvinge bourgeoisiet til at fortsætte ad det udvidede demokratis vej og give det arbejdende folk endnu større mulighed for at deltage 40 41

20 i ledelsen af landet, og at de ville få mulighed for at tage magten fredeligt og så gå over til socialistiske omformninger af samfundet. Disse ledelser betragtede ikke to eller tre kommunistiske ministres medvirken i efterkrigstidens regeringer i Frankrig og Italien som den maksimale formelle indrømmelse, som bourgeoisiet ville give, men som begyndelsen af en proces, der gradvist ville føre til skabelsen af et kabinet, der helt bestod af kommunister. Økonomiens udvikling i Vesten efter krigen havde også stor betydning for spredningen af opportunistiske og revisionistiske ideer i de kommunistiske partier. Det er rigtigt, at Vesteuropa var hærget af krigen, men dets genrejsning foregik forholdsvis hurtigt. Den amerikanske kapital, som strømmede ind over Europa gennem»marshall-planen«, gjorde det muligt at genopbygge industrianlæggene, fabrikkerne, transportvæsenet og landbruget, så produktionen hurtigt øgedes. Denne udvikling åbnede op for mange jobs og opsugede i en lang periode ikke blot al ledig arbejdskraft, men skabte tilmed en vis mangel på arbejde. Denne situation, som bragte bourgeoisiet store superprofitter, gjorde det muligt for det at linde lidt på tegnebogen og til en vis grad mildne arbejdskonflikterne. På det sociale område indenfor felter som sygesikring, sundhedsvæsen, uddannelse, arbejdslovgivning osv. tog bourgeoisiet nogle skridt, som arbejderklassen havde kæmpet hårdt for. Den tydelige forbedring af det arbejdende folks levestandard i sammenligning med tiden under krigen og endda før krigen, den hurtige produktionstilvækst, der var en følge af industriens og landbrugets genopbygning og af begyndelsen på den tekniske og videnskabelige revolution, den fulde beskæftigelse af arbejdsstyrken, banede altsammen vej blandt uskolede opportunistiske elementer for opblomstringen af synspunkter om kapitalismens udvikling uden klassekonflikter, om dens evne til at undgå kriser, afskaffe arbejdsløsheds-fænomenet osv. Marxismen-leninismens vigtige lære om, at perioder med fredelig udvikling af kapitalismen bliver kilde til spredning af opportunismen, blev atter bekræftet. Det nye arbejderaristokratiske lag, der voksede betragteligt i denne periode, begyndte at øve en endnu mere negativ indflydelse i partiernes rækker og indenfor deres ledelser ved at introducere reformistiske og opportunistiske synspunkter og ideer. Under presset fra disse forhold blev de kommunistiske partiers programmer i stadig højere grad reduceret til demokratiske og reformistiske minimumsprogrammer, mens revolutionens og socialismens ide blev stadig fjernere. Den overordnede strategi for den revolutionære omformning af samfundet måtte vige for den mindre vigtige strategi om dagligdags problemer, der blev tillagt absolut værdi og gjort til den politiske og ideologiske generallinje. På denne måde begyndte Italiens, Frankrigs, Storbritanniens og derefter Spaniens Kommunistiske Parti efter Anden Verdenskrig gradvist at afvige fra marxismen-leninismen, indføre revisionistiske synspunkter og teser og slå ind på reformismens kurs. Da Hrustjov-revisionismen dukkede frem på scenen, var jorden gødet for, at de kunne slutte sig til den og fast forene sig med den i kampen mod marxismen-leninismen. Udover bourgeoisiets og socialdemokratiets pres indenfor deres respektive lande øvede også beslutningerne på SUKPs 20. kongres stor indflydelse på disse partier, for at de skulle gå helt over på antimarxistiske og socialdemokratiske positioner. De første, der sluttede op om linien på SUKPs 20. kongres, var de italienske revisionister, som umiddelbart efter denne kongres højlydt proklamerede den såkaldte italienske vej til socialismen. Så snart fascismen var omstyrtet, var Italiens Kommunistiske Parti kommet frem med en opportunistisk politisk og organisatorisk platform. Da Palmiro Togliatti i marts 1944 gik i land i Napoli efter sin hjemkomst fra Sovjetunionen, påtvang han sit parti en klassesamarbejdslinje med bourgeoisiet og dets partier. I det plenum i partiets nationalråd, som blev afholdt dengang, erklærede Togliatti:»På grund af internationale og nationale betingelser fremsætter vi ikke magtovertagelsen som målet for vor kamp. Vi ønsker blot at ødelægge fascismen fuldstændigt og skabet et 'sandt progressivt, anti-fascistisk. demokrati'. PCI 'må anskue ethvert problem fra nationens, den italienske stats synsvinkel.«* 18 I Napoli fremsatte Togliatti for første gang ideen og faktisk platformen for, hvad han kaldte et»nyt masseparti«, som adskiller sig fra det kommunistiske parti af den leninistiske type ved sin klassesammensætning, ideologi og organisatoriske form. Det var naturligt, at Togliatti for den principløse alliancepolitik og den reformpolitik, han ønskede, behøvede et bredt ubegrænset parti, som enhver kunne melde sig ind i eller forlade, når som helst han ønskede. Mange år senere skreven af Togliattis medarbejdere:»hans forestilling om et masseparti, der har sine rødder i folket, antager sin egentlige værdi, når vi forbinder det tæt med den nationale bestanddel af kommunisternes kamp. Deres mål er faktisk at opnå dybtgående forandringer i samfundet... ved hjælp af reformer.«* 19 Med landets befrielse håbede Italiens arbejderklasse på vidtrækkende social retfærdighed og forventede, at tingene ville ændre sig og at det endelig fik noget at skulle have sagt. Men det skete ikke. Og dette skyldes de forskellige borgerlige partiers, indbefattet det kommunistiske partis organisering og ledelse af landets liv. For at bedrage masserne og give dem indtryk af, at deres stemme hørtes i regeringen af landet, ordnede de det politiske liv med flertals- og mindretalspartier, med regeringspartier og oppositionspartier, med alle de parlamentariske spil og kneb, med al deres løgn og svindel. 18 P.Spriano, Storia del Partito CommunistaItaliano, s G. Ceretti, A l ombre des deus T, Paris 1973, side