En anmeldelse af: Tor Nørretranders: "Mærk Verden - En beretning om bevidsthed", Gyldendal 1991

Transkript

1 En anmeldelse af: Tor Nørretranders: "Mærk Verden - En beretning om bevidsthed", Gyldendal 1991 Peter Øhrstrøm Institut for Kommunikation Aalborg Universitet Tor Nørretranders nye bog "Mærk Verden - En beretning om bevidsthed", udgivet på Gyldendal sidst i 1991, fortjener megen ros for den gennemførte journalistiske form. Man kan faktisk bevare spændingen hele vejen gennem de 572 sider. Det skyldes naturligvis dels bogens fængslende tema, men også - i meget høj grad - TNs bemærkelsesværdige evne til at få vanskelige sammenhænge fra videnskaberne formuleret på enkel og kortfattet måde. Af og til udarter til disse formuleringer dog til mere slagsordsagtige eller ordsprogsagtige former, som f.eks.: "Kun verden er stor nok til at forstå verden", "Drømmen om vished var visnet" (p.66), "Orden er orden. Resten er uafgjort." (p.83). TN leger med sproget - ikke mindst i overskrifterne f.eks.: "Udsigten indefra" (p.226), "Indeni intet" (p.407), "På kanten af kaos" (p.343). Selve bogen er opbygget i 4 afsnit med overskrifter, der alle begynder med bogstavet "b": "Beregning", "Betydning", "Bevidsthed" og "Besindelse". BEREGNING I den første del af bogen indtager diskussionen af "Maxwells dæmon" en fremtrædende plads. Tanken om denne "dæmon", som skulle kunne gennemføre en sortering af en molekyle-mængde i hurtige og langsomme molekyler, har plaget flere generationer af fysikere. Hvis Maxwells dæmon er mulig, har fysikerne et alvorligt problem. Så kan man jo bogstaveligt talt udvinde varme af den blå luft. TNs gennemgang er engagerende og saglig. Han får bl.a. trukket en række interessante linjer til andre videnskabsfelter - informationsteori og logik. Man kan vælge at lade sig overbevise af TN om, at det paradox, som Maxwell i sin tid gav anledning til med sin "dæmon", nu er løst, men der er efter min mening ingen grund til at tro at det sidste ord om den berømte "dæmon" er sagt endnu. "Dæmonens" opgave har med beregning at gøre. Der er oven i købet her tale om en opgave med en meget stor mængde af del-resultater. Dermed rejses spørgsmålet

2 om, hvad beregning i det hele taget er, samt om hvad der kan lade sig gøre beregningsmæssigt og hvad ikke. TN karakteriserer beregning ved bortkastning af informationer. Efter hans mening er det ikke det at måle, at skaffe sig information, der koster. Det er beregningen d.v.s. at skaffe sig af med unyttige data og mellemresultater, der koster. Med TNs egne ord: "Det er ikke viden, der koster. Det er visdom." (p.41) Vanskelighederne med beregneligheden er dels praktiske og dels teoretiske. For så vidt angår det mere praktiske, henviser TN til eksemplerne i skolebøgerne. Her går alt godt. Beregneligheden er fuldstændig. Med fysikkens relativt simple formler, beregner man sig frem til fuldstændige beskrivelser. Undervejs ser man almindeligvis bort fra forstyrrende faktorer som f.eks. gnidning. Sagen er bare, at på den måde har man bevæget sig væk fra virkeligheden. Fysikkens simple love, gør jo ikke virkeligheden simpel. Den er og bliver kompleks. Der er imidlertid også rent principielle problemer forbundet med beregneligheden. Gödel viste med sit berømte resultat, at der findes sande udsagn, som ikke kan bevises. Man kan f.eks. betragt udsagnet P: "Dette udsagn er ubeviseligt". P er oplagt sandt hvis og kun hvis P er ubeviselig. Hvis P er falsk, kan P bevises. Men man kan jo ikke bevise noget, der er falsk. Altså må man antage, at P er sand. Altså findes udsagn, som ikke kan bevises. Det sætter teoretiske grænser for beregneligheden. Også spørgsmålet om systemers konsistens kan inddrages i forbindelse med Gödels resultater. Som TN påpeger, er man nødt til at stå uden for systemet for at vise, at det er konsistent. Konsistens kan ikke bevises indefra. Derfor kan en videnskabelig teori i princippet aldrig vises at være fuldstændig, påpeger TN. (p.91) BETYDNING TN vender igen og igen tilbage til dette at bortkaste oplysninger, data m.m., således at kun det væsentlige bliver tilbage. I forbindelse med kommunikationens gåde indfører TN direkte en term for det bortkastede, nemlig "eksformation", som altså kan defineres som det, der er kastet bort inden den konkrete formulering af selve det udtryk, som skal kommunikeres. I forlængelse heraf omtaler TN "information" som det målelige og konstaterbare, man rent faktisk siger. (p.131) I den praktiske kommunikation spiller eksformation og information sammen på en måde, som forekommer at være næsten ubeskrivelig. Men det er i hvert fald klart, at de to behøver hinanden. "Det mindst interessante ved en god samtale er det, der siges"!!! (p.130) Et af TNs morsomme eksempler er den fattige students kommunikation, som består i, at han ikke ringer hjem sålænge alt er vel (p.141). Men informationen i "intet nyt", som hjemme tolkes som "godt nyt", kommer kun

3 frem, fordi der foreligger en aftale. Det er ikke bare den tavse telefon, der bringer godt nyt til hjemmet! TN overbetoner de negative begreber, som er forbundet med betydning. Der bliver dermed alt for lille plads til den klassiske undren over sprogets kommunikative funktion: Hvordan kan det være, at vi overhovedet kan meddele os sprogligt til hinanden og faktisk blive forstået? Hvad er det, der gør, at sproget fungerer? Det er et af de store spørgsmål, som har været taget op i filosofisk logik - ikke mindst i den kristne middelalder - og mere moderne i forbindelse med studier over såkaldt "kunstig intelligens", som TN i øvrigt giver en klodset og urimelig behandling (p.226 ff.). Gang på gang i bogen vender TN tilbage til forholdet mellem den ydre og den indre verden. Han citerer med tilslutning fysikeren John A. Wheeler, som hævder: "Der er intet rum og ingen tid... Der er ikke noget derude... Ideen om ét univers er tåbelig. Vi er alle deltagende observatører i verden - det er et mirakel, at vi hver især kan danne det samme billede af universet." (p.22) TN kan godt lide at præsentere verden som mest subjektiv. Entropi-begrebet kan bruges her. Desuden kan han trække på kvantemekanikken f.eks. via følgende citat fra Niels Bohr: "Det er forkert at tro, at fysikkens opgave er at finde ud af, hvordan naturen er. Fysikken angår, hvad vi kan sige om naturen".(p.252) TN vil ikke i en hver forstand afvise omverdenen. Men han mener, at den klassiske forestilling om en verden uafhængig af mig og min iagttagelse ikke kan opretholdes. Min iagttagelse er med til at skabe den verden, jeg iagttager. Også her forsøger TN sig små-poetisk: "Verden begyndte, da intet så sig selv i spejlet." (p.433) BEVIDSTHED Hvor kommer menneskets bevidsthed fra? I forsøget på at besvare dette spørgsmål støtter TN sig primært (og ret ukritisk) til den amerikanske psykolog, Julian Jaynes, som mener, at menneskets bevidsthed først opstod for ca år siden. Tidligere var mennesket ikke bevidst, havde f.eks. ingen fri vilje og intet egentligt ansvar (p.382 ff.). Men evolutionen frembragte ifølge Jaynes sammen med sproget guder som sideeffekt og senere bevidsthed, da det guddommelige dæmpedes. Det er efter min mening rigtigt, at der idéhistorisk set har været nogen variation i betoningen af "jeg-bevidstheden", men ellers forekommer Jaynes' historie utrolig. TNs læsere kunne have fortjent en mere kritisk besvarelse af spørgsmålet om bevidsthedens oprindelse.

4 Det kan virke noget overraskende, når TN hævder, at bevidsthed ikke er et indviklet fænomen; det er ifølge forfatteren det, bevidstheden er om, der er indviklet. Her gik mange af os lige og troede, at den menneskelige bevidsthed er så indviklet, at vi næsten på forhånd må opgive at forstå, hvad den egentlig er for noget. Men sådan er det ifølge TN altså slet ikke. Med TNs særlige ordvalg:" Bevidsthed består ikke af pølsemadder, men af pølsemadder, der er blevet erkendt. Og det er meget mindre indviklet." (p.164) Dette synspunkt forekommer, at være en nedvurdering af den menneskelige bevidsthed, som bygger på nogle relativt klodsede, materialistiske forestillinger. TNs bemærkninger om forholdet mellem tid og bevidsthed er værd at overveje. Han betoner bl.a., at det at være bevidst om en oplevelse, betyder, at den er forbi. (p.167) Her har TN ikke øje for, at det kun passer, hvis man tænker på tiden som en mængde af varighedsløse tidspunkter. Hvis man lader nu'et og alle andre tidslige størrelse bestå af varigheder, er det ikke mere så oplagt. TNs overvejelser over muligheden for en mindste tidsmæssig oplevelsesenhed, burde faktisk kunne få ham til at overveje en sådan model for den psykologiske tid. Det er klart, at det underbevidste skal have en stor plads i en bog som TNs. Den forventning opfyldes. TN omtaler, det han kalder "psykologiens atombombe" d.v.s. sublaminale meddelelser, som f.eks. kan anvendes i reklamer og film (p.200) I den forbindelse indfanges han af den mode-agtige modvilje mod Vestens tænkere. F.eks. siger han: "Det er kun den vestlige civilisation, der lader sig overraske over sansning uden bevidsthed". (p.219) Specielt interessante er TNs overvejelser ang. det såkaldte "beredskabspotentiale", som sætter ind før enhver handling, og vel at mærke også før bevidstheden om beslutningen om handlingen. TN drager specielt nytte af den amerikanske neurofysiolog Benjamin Libets teorier herom (p.267 ff.). I en vis forstand, mener TN, drager disse resultater forestillingen om menneskets frie vilje i tvivl. Hvis min underbevidsthed (eller som TN siger : mit "mig") allerede før den bevidste beslutning, har lagt op til f.eks. en beslutning om at bøje en finger, bliver der så nogen frihed tilbage, så jeg stadig kan træffe et egentligt valg mellem at bøje eller at lade være? TN mener, at det såkaldt frie valg højst kan blive en slags "veto-ret" d.v.s. det bevidstes ret til at bortkaste beslutninger foreslået af det ikke-bevidste (p.303). Helt mystisk bliver det, når TN siger: "Oplevelsen af fri vilje er forbundet med situationer, hvor Mig'et tør overlade Jeg'et at træffe beslutningen." (p.324) TN har ikke meget til overs for de tanker, som nobelprismodtageren John Eccles har gjort sig i den forbindelse. Eccles, som tænker ud fra et kristent verdensbillede med plads til både ånd og materie, mener, at meget tyder på, at der gives bestemte "gunstige øjeblikke", hvor menneskets vilje kan udfolde sig i frie valg mellem

5 forskellige muligheder. Men Eccles' tanker passer ikke ind i TNs verdensbillede (p.278 ff.). I øvrigt forsøger TN at spille Bibelens to dele - Det Gamle Testamente og Det nye Testamente - ud mod hinanden. TN mener, at GT kun forbyder onde handlinger, men ikke tanker om det onde, mens NT også forbyder tanker om det onde (p.304 ff). Dette afsnit er udtryk for en meget ringe forståelse af det bibelske budskab. TN har desværre slet ikke fået fat på forholdet mellem fristelse og synd. TN er vist ikke specielt religiøs, men han kan tydeligvis ikke sige sig fri for religiøse følelser. Hvem kan i øvrigt det? Han omtaler med åben agtelse de aktuelle, spirituelle strømninger. For ham går spiritualitet ud på at tage sig selv og sit eget liv alvorligt ved at lære sig selv og sine muligheder at kende. Idet han henviser til buddhisterne sætter han denne spiritualitet på den korte formel: "Jeg kender mig" (p.335). BESINDELSE TN mener, at tiden er til besindelse. Vi skal besinde os på vor situation: "Jeg er i Mig. Mig er i Gaia." (p.413) Med "Gaia" hentyder TN til den engelske atmosfærekemiker James Lovelock's spekulative ideer om hele Jorden som et levende væsen - i lighed med de gamle græske myter om Jorden som gudinden Gaia. Disse toner får af og til en næsten panteistisk klang. Også kosmologien kalder på vor besindelse. TN mener, at vi skal tage den amerikanske fysiker Edward Tryon alvorligt, når han siger, at alting i virkeligheden er ingenting. Det hele begyndte med Big Bang for 15 milliarder år siden som en tilfældig forstyrrelse ud af ingenting, som senere er blevet blæst op! Hvis man regner det hele sammen, bliver det stadig til 0 - til ingenting. TN for søger sig med forskellige poetiske gengivelser af det verdensbillede: "Intet skælver i en evighed" (p.431), "Et hvælv er et skælv i ingenting" (p.481). Hvis en naiv sjæl skulle finde på at kalde disse forestillinger meningsløse, vil TN sikkert belære dem om, at matematikken giver god mening, og at der i øvrigt ikke er nogen grund til at forvente nogen anden dybere mening med det hele - i hvert fald ingen bevidst mening med kosmos. TNs ideer om bevidsthedens rolle i menneskehedens historie fører også til en vis politisk tænkning i bogen. TN kan f.eks. forklare kommunismens sammenbrud. Vi får at vide, at det sammenbrud er udtryk for "den lave båndbredde i det sociale felt, sprogets lave båndbredde i forhold til i forhold til behovenes reelle informationsrigdom" (p.483). Kommunismen brød altså sammen, fordi folket p.g.a. af det bevidste sprogs fattigdoms ikke var i stand til at beskrive deres egentlige behov klart nok. Det synspunkt bør karakteriseres med ét ord: vrøvl! Der var i den

6 kommunistiske verden ingen mangel på klare og bevidste udsagn systemkritikere i meget stort tal. Der var efterhånden et råb fra folket om frihed, der ikke var til at tage fejl af! Problemet var bare, at magthaverne ikke ville lytte til det råb! TN har imidlertid ikke opgivet sin socialistiske drøm. Men hvis den skal realiseres, skal der satses på noget andet end jeg'ets bevidste rationalitet. Han mener, at samfundets problem efterhånden vil blive sansefattigdommen, kedsomheden og råbet efter mening midt i informationsstrømmen. Profetisk udtaler TN: "Fremtidens oprør vil ske under paroler som: Sans løs." (p.487) TN mener, at der er brug for en ny udvikling, hvor vi erstatter vor sind med nye, og satser på en værdi, som vi i virkeligheden alle kender: det sublime, det ophøjede som er i enhver af os. "Fryden, kropsglæden og kærligheden, det hellige og det sublime, er ikke så langt borte som bevidstheden tror... Himlen er kun et halvt sekund borte - den anden vej." (p.510) Det er let at se ligheder mellem TNs bud på en løsning og traditionelle østlige, mystiske forslag, som lægger vægt på at løsningen - det hellige, det guddommelige, sandheden er inde i mig selv. Jeg må søge sandheden, løsningen i Mig. TN tager efter min bedste overbevisning helt fejl. Der er ikke belæg for at tro, at det hellige er i mig eller at løsningen er at kigge indad. TN burde for øvrigt også vide, at det kommer der egentlig ingen særlig naturvidenskab ud af. De forskere, der grundlagde den moderne naturvidenskab var alle kristne, der troede på at Gud har skabte den fysiske verden og givet os muligheden for at forstå afgørende træk ved naturen. Dermed lagde de vægt på bevidsthed og den ydre verden. Også i deres personlige liv var de klar over, at løsningen ikke var at vende blikket indad - men snarere udad, og især opad!! Journalistisk set er TNs bog et mesterstykke, som tyder på et stort arbejde m.h.p. at få overblik over et meget stort antal videnskabelige discipliner, men det gør mig urolig, at det, der siges på de felter, hvor jeg selv mener at have rimelig indsigt, efter min mening kun er halve sandheder, som giver et ret så fortegnet billede. Hertil kommer, at bogen udtrykker et meget betænkeligt forsøg på at samtænke de forgangne årtiers materialisme med en åbenhed over for østlig mystik, som efter min mening let kan føre til selvbedrag.