En historie om kvindelige håndværkere år

Transkript

1

2

3 En historie om kvindelige håndværkere år

4 Inger Wiene En historie om kvindelige håndværkere år Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie

5 En historie om kvindelige håndværkere i 200 år Inger Wiene og SFAH, 1991 SF AH Skriftserie nr. 27 Udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie Rejsbygade 1, 1759 København V, Redaktion: Anette Eklund Hansen og Lise Skjøt-Pedersen Omslag: Kirsten Malling Sats og Tryk: A. Rasmussens Bogtrykkeri, Ringkøbing ISBN: Udgivet med støtte fra LO's Oplysningsfond Interviewene er indsamlet med støtte fra»kvinder i Mandefag Fonden«Omslaget: Vivette Akergren fotograferet til en artikelserie om piger i mande/ag i BT i Foto: Willy Lund 4

6 Indholdsfortegnelse Forord Indledning En kvinde er det samme som en halv mand, At skjule sit køn»det i Mandfalkeklæder vidt bereiste Fruentimmer«En ener Kvindens stilling i samfundet diskuteres, Mandhaftige kvinder»leg vilde fremfor at blive Snedker, maa unge Piger vist være lidt ualmindelige, snarest lidt mandhaftige«et valg mellem ægteskab og håndværk Principiel ligestilling, Kvindebevidsthed»Det var som kvinde, jeg ville ind i det fag«kvindelig håndværker i klemme Krig, arbejdsløshed og husholdningens videnskabeliggørelse, Først håndværk, så ægteskab»leg ville noget andetde skulle have en læredreng, og så kom jeg i lære«husmor eller håndværker

7 Kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, Håndværk som led i videregående uddannelse»leg ville meget gerne have taget studentereksamenleg kunne ikke fordrage at lave husarbejdeder var ikke nogen af pigefagene, jeg havde lyst tildet var en protest mod mine forældres ambitioner«håndværk, børn og andet arbejde Ligestilling og fagforening, Håndværk som lønarbejde»vi mødte hinanden på en fugeakkordgode kolleger, kort arbejdstid og masser af penge«at vælge både mand, børn og håndværk 77 Kvindestrategier og livsformer gennem 200 år 93 Efterskrift 97 Og hvad kan vi så bruge det til? Kilder Supplerende litteratur

8 Forord Det hele startede i efteråret Vi havde da i nogle år arbejdet som henholdsvis murer og tømrer og kendte en del andre kvindelige håndværkere, men de var alle på nogenlunde samme alder som os selv. Vi begyndte at spekulere på, om vi virkelig var de første kvinder, der havde taget en uddannelse i byggefagene. Dette skulle undersøges. Hvis det skulle vise sig, at vi ikke var de første, ville vi gerne lære de kvinder at kende, der før os, havde haft modet og lysten til at blive håndværkere. Hvilke tanker havde de gjort sig, og hvordan havde livet formet sig for dem? Vi læste derfor i bøger om kvinders liv gennem hundreder af år, men ingen steder stod der noget om kvinder, der havde bygget huse. Murernes fagforening holdt 100 års jubilæum i 1987 og udgav i den forbindelse et jubilæumsskrift. Vi spurgte, om de var stødt på kvindelige murere under udarbejdelsen af skriftet. Det var de ikke. Da Åse i 1982 havde modtaget en hilsen fra en 70-årig kvindelig murer, anede vi, at»kvinder i mandefag«også havde en fortid. Denne fortid ville vi forfærdeligt gerne have synliggjort, således at vi og andre kunne forstå vores valg af fag som et led i en større sammenhæng. Vi måtte derfor finde en, som dels kunne opspore disse kvinder og dels kunne skrive historien om dem. I 1988 fandt vi efter lang tids søgen frem til Inger Wiene, som er bygningssnedker, men også etnologistuderende - hvilket nok er noget nær den ideelle kombination af fag i denne forbindelse. Hun var med på ideen. Vi fik penge fra»kvinder i mandefags-fonden«til rejser, bånd, fotokopier og så videre. Så kunne projektet gå igang. Resultatet foreligger nu, og hermed er en del af historien om kvindelige håndværkere skrevet. Sammen med Inger Wiene takker vi alle de kvinder (og nogle af deres mænd), der så velvilligt har ladet sig interviewe, og som frit fra leveren har fortalt om deres liv. Inger Iversen og Åse Schmidt 7

9 Indledning»Kvindelige bygningshåndværkeres historie??!! - den er vist hurtigt skrevet, hva'?«denne bemærkning er meget dækkende for folks reaktion, når de hørte om mit ærinde i forbindelse med eftersøgning af kilder. Der var ikke mange, der troede, der fandtes kilder og materiale til, at en sådan historie kunne skrives. Det er rigtigt, at det er en meget lille gruppe mennesker, der her er tale om (specielt hvis vi går mere end tyve år tilbage). Og det er rigtigt, at der ikke findes mange umiddelbart tilgængelige kilder om emnet. Men det at disse kvinder gjorde noget specielt, har også gjort, at der faktisk er blevet skrevet om dem. De ældste har selv skrevet bøger om deres liv, og de andre har været så specielle, at mange af dem er kommet i avisen. Det er således lykkedes for mig at opspore to selvbiografier fra tiden før Den ene er et skillingstryk skrevet af en kvindelig skræddersvend i 1780'erne. Den anden er en bog skrevet af Danmarks (sandsynligvis) første kvindelige møbelsnedker. Jeg er klar over, at specielt skræddersvenden næppe kan kaldes en bygningshåndværker. Dette har jeg valgt at se bort fra, idet jeg for det første ikke har kunnet opspore andre kilder af samme alder, for det andet, fordi jeg mener, at den situation, hun som kvindelig skræddersvend har været i, ikke adskiller sig væsentligt fra hvis hun havde været bygningshåndværker. Det har været noget nemmere at finde kvindelige bygningshåndværkere fra vort eget århundrede. Da de fleste kunne formodes at leve endnu, sendte vi breve til landets lokalaviser, hvori vi bad dem bringe en efterlysning af kvinder udlært før Vi har desuden fået byggefagenes forskellige fagblade til at bringe efterlysningen. Herigennem har vi således fået kontakt med utroligt mange. Jeg har søgt at vælge kvinder til interviews således, at jeg fik dækket så lang en periode som muligt med så forskellige fag som muligt. De kvinder, der således blev valgt ud, har jeg så besøgt i deres hjem for at interviewe. Selve interviewet er forløbet som en samtale, hvor interviewpersonen har fortalt om sit liv. Hun har selv valgt (stort set), hvad der var vigtigt - hvad der skulle siges, og da dette naturligvis er forskelligt fra person til person, indeholder interviewene ikke informationer om nøjagtig de samme ting. 8

10 På trods af det noget spinkle kildegrundlag kan disse historier give et vist indblik i de muligheder og begrænsninger kvinder i håndværk havde. Jeg vil dog allerede på nuværende tidspunkt understrege, at kilderne ikke på nogen måde giver belæg for generaliseringer. De kvinder, der her beskrives, har oplevet deres situation netop sådan, som den her beskrives. Andre kvinder i tilsvarende situationer, kan have oplevet tingene anderledes. Det er dog min mening, at man alligevel gennem disse enkelte kvinders historier kan skimte nogle af de vilkår, kvinder har levet under. Man får også et vist indblik i håndværkeres vilkår i al almindelighed. Hvis man bruger disse kvinders livshistorier som et troldspejl på deres omgivelser, kan man se hvorledes deres strategier afspejler normer og holdninger i deres samtid. Kvindelige bygningshåndværkere har således ofte overskredet grænsen til det»normale«eller i hvert fald været lige på kanten af den. Deres fortællinger kan derfor sige os noget om, hvor denne grænse går, og hvorledes den har flyttet sig gennem tiden. De enkelte historier præsenteres i kronologisk rækkefølge.jeg har delt historierne op i»perioder«, som jeg mente kunne hænge sammen tidsmæssigt. Før hver»periode«er der en kort præsentation af de forhold, der kan have betydning for forståelsen af historierne. Denne korte præsentation af tidsperioden er altså på ingen måde dækkende for perioden som sådan. Efter hver periode, har jeg søgt at trække nogle ting frem, som de enkelte historier kan sige noget om. Jeg har valgt så vidt muligt at lade kvinderne tale for sig selv. Bogens forskellige livshistorier består derfor af sammenskrivninger ud fra kilderne. Jeg har forsøgt at udelade mine egne direkte tolkninger i personhistorierne. Det skal dog tilføjes, at det selvfølgelig er mine sammenskrivninger og mit valg af citater, og at det derfor er min vurdering af, hvad der er vigtigt i denne forbindelse, der bringes i bogen. I det sidste afsnit har jeg søgt at trække nogle linjer op gennem tiden i et forsøg på at finde»tegn i tiden«. Jeg har her forsøgt at tolke kvindernes vilkår og valg af midler ind i et mere sammenhængende tidsperspektiv og i samtidens kvindesyn. Inger Wiene 9

11 En kvinde er det samme som en halv mand, I årene omkring 1800 fandtes der stort set ingen officielt anerkendte uddannelser, hvortil kvinder havde adgang. Det eneste der nærmede sig lidt, var uddannelsen som jordemor, der i 1810 fik faste retningslinjer. De fleste mennesker (ca. 80%) boede på landet. Her var den almindelige levevej, at man var tjenestepige fra man flyttede hjemmefra til man blev gift. Dette fungerede dels som oplæring i den gifte kvindes arbejde indenfor landbruget og dels som en forsørgelsesmulighed. En kvinde var altid underlagt en mands husbondmyndighed. Dette indebar, at hun skulle være lydig og vise ham respekt. Man flyttede fra faderens husbondmyndighed til arbejdsgivers husbondmyndighed og til sidst til en eventuel ægtemands husbondmyndighed. En karl fik ca. dobbelt så meget i løn som en tjenestepige. I det hele taget blev en kvinde regnet for»en halv mand«både hvad arv, løn og intelligens angik. I byerne havde kvinder stort set samme muligheder. Alternativer til ægteskab eller plads som tjenestepige - eller for de bedrestillede en»skyggetantetilværelse«var arbejde som vaskekone, syerske, omvandrende sælgerske eller prostitution. Disse jobs var meget hårde og dårligt lønnede. Det var desuden meget svært at få et sådan job, hvis man var gift. Muligvis skyldes det, at der kunne opstå konflikt, omkring hvem der havde husbondmyndigheden over kvinden. Skilsmisser var et næsten ukendt fænomen. Hvis kvinden ønskede skilsmisse, kunne hun praktisk talt kun få den, hvis hendes mand gav sin tilladelse hertil. Håndværket var underlagt laugsvæsenet. Hvert laug havde ofte forskellige regler for, hvad der skulle til for at en mester kunne optages i lauget, og hvor mange svende han måtte have. De eneste steder, kvinder her bliver omtalt, er i forbindelse med, at manden har været med i lauget og eventuelt dør. Så findes der oftest regler, der siger noget om enkens rettigheder. Ofte var det således, at hun kunne føre mandens værksted videre, indtil hun giftede sig med en svend i faget, som så overtog værkstedet. 11

12 At skjule sit køn»det i Mandfolkeklæder vidt bereiste Fruentimmer«En kvindelig skræddersvend i 1780'erne»Et Fruentimmer uden Penge, hvorledes vil hun vel have vandret i fremmede Lande i Mandfolkenes Selskab? Dette Spørgsmål venter jeg af mange af mine Læsere. Disse vil jeg kun sige: At endogsaa et Fruentimmer, naar hun har Resolution, kan i disse Omstændigheder slaa sig igjennem. Dog raader jeg ingen, at følge mit Exempel, og haaber ikke heller, at mit Levneds Beskrivelse skal bringe nogen til det Forsæt.«Dette citat er fra indledningen til et skillingstryk fra 1806 skrevet af Engelbrecht Maria Stokkenbech (Maria). Barndom og ungdom Maria blev født i Hamborg i Hun var den yngste i en børneflok på ti, hvoraf hun var eneste pige. Faderen døde, da Maria var et år. Moderen, der havde arvet en nylig afdød bror, tog hende med til Ærø. Da Maria var 12 år, kom hun til Kiel, hvor hun arbejdede som tjenestepige på et af de pænere værtshuse. Herefter kom hun som femtenårig til København for at arbejde som tjenestepige hos en skipper. Efter to års arbejde der blev hun syg og lå i en periode på hospitalet. Da hun atter blev rask, havde hun intet arbejde og intet sted at bo. Et hurtigt ægteskab Hun lejede sig ind hos en kone i Gothersgade. Den første aften i dette nye logi mødte hun sin kommende mand. Maria sad og syede, da en bryggerkarl, der var en bekendt af huset, kom ind i stuen for at reparere sin trøje. Maria beskriver situationen således:»jeg sagde: Det var en Skam, at et Mandfolk foretog sig sligt Fruentimmer Arbeide; tog Trøjen fra ham, og satte den i stand. Da den var færdig, spurgte han mig:»lille Pige! vil hun have mig til Mand?«Jeg svarede strax:»lige saa gierne ham, som en anden«.«manden gik straks ud for at bestille deres trolovelse, hvilket kom noget bag på Maria. Det var slet ikke faldet hende ind, at han ville tage hende på ordet. Hun ønskede ikke at blive gift med ham, men lod sig til sidst overtale af værtinden. Det skulle hun imidlertid aldrig have gjort. Ægteskabet gik meget dårligt. Manden drak og brugte alle deres penge. Maria flyttede fra ham, men kunne ikke få noget arbejde, fordi hun var gift. Hun rejste til Kiel, for at prøve lykken 12

13 der, men der vidste folk også, at hun var gift. Hun kunne altså intet arbejde få. Maria gav imidlertid ikke så nemt op. Det hele havde været nemmere, hvis hun havde været en mand. Det var netop denne tanke, der gav hende ideen til at klæde sig ud som mand. Det var dog ikke nogen let sag for en kvinde, at få fat i noget mandetøj. Tøjet blev syet efter personlige mål. Dette problem løste Maria på følgende måde:»efter at jeg havde kiøbt mig brunt Klæde til en Klædning, fik jeg en Skræderdreng paa min Størrelse overtalt til at lade tage Maal af sig til en Klædning hos sin Mester, indbildende ham, at jeg havde en Broder i Hamborg, til hvilken jeg ville sende disse Klæder... Af mine Sko tog jeg Maal med en Pind, og bestilte mig derefter Mandsskoe, kiøbte mig en Hat, Stok og andet jeg kunne bruge.«således fik Maria anskaffet sig mandetøj, uden at nogen fik mistanke om formålet. Læretiden Således forklædt som mand rejste Maria til Hamborg. Hun udgav sig her for at være skræddersvend, hvilket naturligvis var det mest nærliggende fag, da hun i forvejen havde et vist kendskab til at sy. Hun fik nu arbejde med det samme. Hendes mester troede, at hun var en ung uerfaren svend, der kun havde lært at sy dametøj. Svendene på værkstedet lo ad hende, da hun baksede med at sy bukser. Mester tilbød hende derfor, at hvis hun var interesseret i at lære at sy mandetøj, ville han lære hende»hvad enhver Mandsskræder bør vide«. Maria tog med glæde imod tilbudet. Hun blev hos denne mester i otte uger. Her lærte hun skrædderhåndværket så godt, så ingen mere lo ad hendes arbejde, og hun endog har»erholdet stor Berømmelse for sit Arbeide«. Maria gav her sig selv navnet Gotfried Jacob Eichstedt. For yderligere at skjule, at hun var en kvinde, gjorde Maria følgende:»min Fruentimmertaille fordulgte jeg med et syet Skierf, som to til tre Gange blev viklet om Livet, og mine Fruentimmersager [bryster og bagdel] med fodside Skiorter og fyldte Underbuxer.«Da der ikke var mere arbejde at få hos hendes»læremester«, besluttede Maria at rejse videre. For at kunne få arbejde som mandsskrædder måtte hun skaffe sig et svendebrev. Hun mødte en tysker på en kro, som for et silketørklæde solgte hende et af sine gamle svendebreve. Maria tog derefter til Tyskland. På denne rejse løste hun det sidste problem med at skjule sit køn.» Underveis fandt jeg et Horn, som jeg selv tilskiar og dannede saaledes, at jeg, uden mindste Mistanke om mit Kiøn, kunne endog i Selskab med andre, lade mit Vand igj ennem det; hvilket jeg siden bestandig giemte i min ene Buxelomme, af Frygt for at det skulle blive forstoppet.«13

14 l'lc& ( }man~fot!~!lædet ~lbt bmijle ~ruentimmer, 0;. ml. etoffcnbccf, fom e>f ~acob merfoærl>ige faegtt\en~el>ct Pll!i ~enbef fficiht til og ~ilnbt, ~Q111U4lff /.f,}oudnb, ~cbffianb, Øømen 1 ~rndcg ~pint og epanien, inbtil finfe etnromll til ~ieotn~il\'n1 tuer ~mbd $jen ~leo røbet. trpft t ~øberele&>, 1806 Maria måtte ud på en begivenhedsrig rejse forklædt som mandlig skræddersvend. Den eneste gang hun kom til kort, var da en velstående skrædderenke ville giftes med hende. (Titelblad til hendes bog). 14

15 På valsen I de følgende år rejste Maria rundt som skræddersvend på valsen, kun afbrudt af et enkelt år hvor hun sejlede som koksmat på et skib. At være»på valsen«er at rejse rundt fra by til by efter arbejde. Man vandrede rundt i større eller mindre grupper af håndværkersvende. På et tidspunkt kom Maria til Polen, hvor hun fik arbejde hos en skræddermesters enke. Dengang var det almindeligt, at enken førte sin afdøde mands værksted videre, indtil hun giftede sig med en svend indenfor faget, som så blev mester. Dette blev lidt problematisk for Maria, fordi denne skrædderenke udså sig Maria til sin mands efterfølger. Enken ville giftes med Maria. Maria ville naturligvis gerne have været mester, men da det indebar giftermål med enken, måtte Maria erkende, at der dog var et punkt, hvor hun ikke kunne slå til. Hun beskriver det selv således:»men paa det sidste kunde jeg aldeles ikke begaae hende og hendes Kierligheds Fordringer, hvilke jeg ikke var istand til at tilfredsstille; altsaa var jeg nødt til at forlade dette for mig saa behagelige Sted, og en Lykke, som vist havde været min, hvis Gud havde ladet mig fødes et Mandfolk.«Maria måtte rejse videre i sin søgen efter arbejde. I det følgende år var hun fortsat på valsen i Tyskland. Når hun havde arbejde, boede hun som de andre håndværkersvende på håndværkerlaugenes herberger. I de perioder, hvor der intet arbejde var at få, måtte de ofte tigge sig frem. I militærtjeneste På et tidspunkt kom Maria atter til Danmark. Hun rejste op gennem Jylland på stadig jagt efter arbejde. Hun fik arbejde hos en mester i Vejle. En søndag aften var hun i selskab med ni skomagersvende på en kro. Den ene af disse svende var i krigstjeneste, hvilket Maria ikke vidste. Dette skulle siden blive skæbnesvangert for hende. Hun kom på et tidspunkt i slagsmål med ham. Efter at Maria har givet ham»en mængde Hug«, så han»næppe kunne se ud af Øinene«, badede hans kammerater hans ansigt med eddike og brændevin. Da han var fræk igen bagefter, sluttede Maria slagsmålet af på følgende måde:»... blev jeg vred i Hovedet, fik atter fat paa ham, og kastede ham i Bryggerkarret. Han skreg derpaa elendig, at hans Ryg var itu, og begierte at Vagtmesteren... skulde hentes fra Vagten, hvilket skete.«det allermest uheldige for Maria var ikke selve slagsmålet, som hun jo faktisk også vandt, ej heller at hun havde slået en mand til krøbling. Problemet lå i, at denne mand var soldat. Ved en afhøring hos kammerherren i Vejle, påstod Maria, at hun var uskyldig, fordi hun ikke kendte til, at han var i militæret. Men ingen snak hjalp. Maria måtte som straf overtage mandens tjeneste. 15

16 Hun kom til at begynde med ind som trompetist. Hun kom i lære hos en»trompeter«, og skulle lære noder to timer hver dag. Da Maria ikke havde lyst til dette, opførte hun sig, som om hun ikke forstod lektien, og blev fritaget for videre undervisning. Det gik ikke stort bedre med hendes næste tjeneste. Den bestod i at være forrider og passe»12 heste og en hingst«. Maria forstrakte sin højre arm, ved at skære hakkelse til hestene, og ridning var heller ikke noget for Maria. Hun skriver:»for at lære at ride, lidte jeg meget ondt, og fik mange Slag.«Efter fire slemme uger som forrider, indså kammerherren, at Maria heller ikke duede til dette, hvorefter hun fik tjeneste som løber. Denne tjeneste havde hun i 3/4 år. Men heller ikke dette passede hende særlig godt:»jeg havde ikke her meget godt, og ønskede inderlig at kunde slippe derfra.«for at slippe for videre militærtjeneste førte Maria et»temmelig vidtløftigt Levned«. Dette bestod hovedsageligt i at drikke på værtshusene. Til sidst fik hun tilbud om at købe sig fri fra videre tjeneste, hvilket hun gjorde for lånte penge. Atter på valsen Herefter vandrede Maria rundt til forskellige danske byer, hvor hun fik arbejde et par steder. Hun var involveret i flere værtshusslagsmål og i et røveri (hvor hun selv blev røvet). I Tønder fik hun arbejde hos en mester, om hvilken hun skriver, at hos ham»vankede der meget god Mad«, men han var desværre»meget knap på Brændet«. På et tidspunkt skældte han svendene på værkstedet ud for at være»forfrosne Hunde«, hvilket han aldrig skulle have gjort. Maria blev fornærmet over dette, og»anlagde Proces mod ham for Amtet, og fik Ret over ham«. Maria rejste atter til Tyskland og havde arbejde forskellige steder. I Slesvig havde hun ansættelse som mestersvend (»Oldgesell«) i et år. Et andet sted kom Maria i slagsmål med sin mesters svigersøn og dennes bror. Som hævn herfor oppassede de hende en dag på vejen. De slog hende og trådte på hende, og behandlede hende»i alle Maader meget ilde«, og kastede hende tilsidst i grøften. Maria var herefter så ilde tilredt, at hun måtte antage en»feltskiær«(datidens kirurg) til hjælp. Trods det at hun var så syg, at hun i»10 Dage spøttede Blod«, og længe lå»under hans Haand«, formåede hun at skjule, at hun var en kvinde. Efter at have kommet sig igen modtag Maria 77 rigsdaler og en undskyldning fra de to brødre. Hun betalte»feltskieren«, og tog atter på valsen. Afsløringen Efter nogle år kom Maria til København. Da hun var nysgerrig efter at få at vide, hvordan det gik hendes mand, opsøgte hun deres forlover. Han var strømpevæver 16

17 og havde desuden et værtshus. Manden genkendte tilsyneladende ikke Maria. Hun spurgte manden, om han kendte»et Fruentimmer«ved navn Engelbrecht Maria, og om han desuden vidste noget om hendes mand. Strømpevæveren sagde, at manden endnu levede, og lovede at vise vej til ham. Imidlertid havde strømpevæverens kone genkendt Maria. Da hun havde fået overbevist sin mand om, at hun havde ret, gik han til politiet og angav Maria, som blev anholdt samme dag. Herefter blev Maria ført til konferentsråden. Hun kom her i forhør. Hun»tilstod«, at hun var et»fruentimmer«. Hun fortalte kort om sit livsforløb og understregede, at ingen havde haft mistanke om hendes køn - ikke engang de svende, hun havde delt værelse med. Der blev sendt bud efter den mester, hun arbejdede for i København. Han bekræftede, at hun havde arbejde hos ham, men nægtede forøvrigt at tro, at hun var en kvinde, fordi hendes arbejde var så godt. Herefter blev Maria bragt til rådhuset, hvor hun kom i arresten. Her sad i forvejen fire andre kvinder, hvilket var lidt problematisk for Maria, da hun stadig havde mandetøj på.»... blev jeg arresteret hos 4 lystige Fruentimmer, der ikke vidste andet, end at jeg var et Mandfolk, og i Hiertet glædede sig herover.«maria bad om at måtte blive flyttet, hvorefter hun fik en arrest for sig selv. Under den efterfølgende retssag kom det frem, hvorledes Marias mand havde opført sig. Maria fik tilladelse til at være sig selv, hvilket hun»med Taksigelse imodtog«. Hun skulle herefter atter gå i kvindetøj. Vel ude af arresten ansøgte Maria Kong Christian d. 7. om bevilling til selv at holde værksted og svende. Historien ender lykkeligt med, at Maria får kongelig bevilling til at»ernære sig af Skræderhaandværk og sye Mandfalkeklæder, samt derpaa holde en Svend til Hielp.«En ener Maria har muligvis ikke været helt almindelig. Alligevel fortæller hendes historie os noget om, hvilke muligheder og valg kvinder havde - eller ikke havde. Den noget overilede indtræden i ægteskabet kunne hun have undgået. Hun kunne have fået en mand, som ikke var så slem som bryggerkarlen, og dermed have haft et mere tåleligt ægteskab. Men et var sikkert: når man først var gift, var der praktisk talt ingen vej ud igen. Maria valgte i første omgang ikke at forsumpe sammen med manden. Hun ville hellere søge arbejde. Men denne mulighed fandt hun blokeret, fordi hun var gift. Hun befandt sig altså i en situation, hvor der ikke syntes at være noget valg. At give sig ud for at være en mand, gav hende til gengæld uanede muligheder. 17

18 Da hun blev»afsløret«, havde hun gennem mange år bevist, at hun kunne klare skrædderfaget. Det er iøvrigt her værd at bemærke, at hendes daværende mester pure nægtede at tro, at hun var en kvinde, fordi hendes arbejde var så godt. I disse år var der absolut ingen»kvindesagssnak«. Almindelige mennesker fandt det aldeles uhørt, at kvinder kunne arbejde på lige fod med mænd. Maria var derfor ingen trussel mod mændenes rettigheder - netop fordi hun blev opfattet som en pudsig særling - som en absolut ener. Det er måske derfor, at hun faktisk fik tilladelse til både skilsmisse og til at drive værksted. Der var ingen, der troede, at dette ville få andre til at gøre det samme, ej heller at det kunne få nogen til at tro, at kvinder i al almindelighed var lige så gode som mænd. Maria skriver selv, at hun ikke håber, at andre kvinder vil følge hendes eksempel. Det er svært at sige, hvorfor hun håber dette. Hun skriver ikke noget om det. Det tyder ikke på, at det er fordi, hun syntes, det var specielt hårdt at være en»mand«. Det er muligt, at hun på en eller anden måde er blevet tvunget til at fraråde andre at gøre som hende selv, fordi hendes fortælling helst skulle vedblive at være om»en pudsig ener«og ikke være en opfordring til efterfølgelse. 18

19 Kvindens stilling i samfundet diskuteres, I det næste afsnit fortælles om de to første kvindelige møbelsnedkere i Danmark. De er begge udlært i I fire årtier inden var debatten om kvindens stilling i samfundet så småt begyndt at ulme blandt det bedre borgerskab. På det lovgivningsmæssige område skal det her nævnes, at Næringsloven af 1857 var en ændring til det bedre. I denne lov fik ugifte kvinder over 25 år adgang til at løse næringsbrev (dvs. adgang til at drive selvstændig virksomhed). Desuden står det her fastslået ved lov, det som laugsbestemmelseme havde nævnt: at enker eller kvinder, hvis mand var bortrømt, kunne fortsætte mandens virksomhed indtil hun giftede sig. De skulle i denne forbindelse ansøge om at blive personligt myndige. Gifte kvinder derimod blev stadig underlagt mandens formynderskab ved indgåelse af ægteskab. Hun måtte således kun drive selvstændig virksomhed under sin mands opsyn, og hun kunne ikke slutte juridisk gyldige aftaler. Hun havde hverken råderet over egen formue eller over de penge hun eventuelt selv tjente. I 1886 blev der dog vedtaget en lov om, at gifte kvinder måtte disponere over egen arbejdsindtægt. Desuden blev gifte kvinder lovmæssigt personligt myndige i I hele perioden var der voldsomme diskussioner om kvinders evner og intelligens, og om hvorvidt de skulle kunne deltage i samfundets politiske og erhvervsmæssige sfærer. I 1871 stiftedes Dansk Kvindesamfund. U <lover at være forum for diskussioner om kvinders juridiske og politiske ligestilling diskuteredes også kvinders erhvervsmæssige ligestilling. Allerede dengang var der en del der mente, at vejen frem for kvinder gik gennem håndværket. Med Dansk Kvindesamfund som initiativtager oprettedes i 1872 en tegneskole for kvinder. Først i 1907 fik kvinder adgang til den almindelige tekniske skole. En stor del af arbejderkvinderne havde lønarbejde. Dette var for dem en økonomisk nødvendighed. Disse kvinder havde ingen faglig uddannelse, og deres løn var væsentligt mindre end en ufaglært mands. 19

20 De eneste kvinder, der havde mulighed for at få en uddannelse, var det bedre borgerskabs døtre. De havde stort set valget mellem at blive sygeplejersker eller lærerinder. Disse kunne få en uddannelse, hvis de ikke havde udsigt til at blive gift. Hvis de alligevel blev gift, forventedes det, at de holdt op med at udføre lønnet arbejde. I 1877 tog de to første kvinder studentereksamen. I 1885 fik den ene af disse, som den første kvinde i Danmark en akademisk afgangseksamen som læge. Mandhaftige kvinder De to følgende fortællinger om de to møbelsnedkere er interessante, bl.a. fordi deres karriereforløb på den ene side er meget lig hinanden, og på den anden side har de vidt forskellige begrundelser for at vælge uddannelsen, og de har forskellige erfaringer med»kvindesagskvinderne«.»leg vilde frem«en kvindelig møbelsnedker, udlært i 1893 Barndom Sophy A. Christensen er født i 1867 i Frederikssund. Hun var ældste datter i en søskendeflok på fem, bestående af en ældre bror og tre små søskende. Faderen var kaptajn på eget skib og var kun sjældent hjemme. Sophy holdt ikke særlig meget af at gå i skole. Hun ville hellere ud og sejle eller løbe på skøjter på fjorden sammen med storebroderen. Hun var da også mægtig god til disse ting, men hun måtte ofte i stedet hjælpe moderen i hjemmet. Hun mener selv, at hun som den ældste datter blev noget strengt opdraget.»det var nu slet ikke saa helt let at være den ældste Datter; der fulgte mange Pligter med, som min ældste Broder var fritaget for - han var jo Dreng og derfor født til Frihed - men en Pige maatte holdes til Arbejde.«Ungdomstiden Da Sophy var tretten år, forliste faderens skib. Han kom senere hjem som en syg og nedbrudt mand. Familien flyttede til København i håbet om bedre at kunne få arbejde der. Moderen tjente til familiens ophold, da faderen var for syg til at arbejde. Den ældste bror var taget til søs, og Sophy passede hus og hjem. Tre år senere døde moderen efter længere tids sygdom. Inden sin død pålagde 20

21 moderen Sophy ansvaret for sin egen og de mindre søskendes fremtid. Sophy var da 16 år. Den sidste formaning til Sophy lød således:»du er den ældste, dig har jeg dog kunnet være noget for, du maa nu værne om dine mindre Søskende og ikke unde dig Hvile, før du har faaet dem frem, saa at I bliver til noget godt i Livet«. Faderen kom på en stiftelse for gamle sømænd. De yngre søskende kom i pleje hos forskellige familier, og Sophy selv kom»i huset«i Jylland. Da Sophy var 20 år, vendte hun tilbage til København. Her mødtes hun atter med en lillesøster og en lillebror. Det var tydeligt, at moderens sidste formaning prægede Sophy.»... det var jo vor Mening, at vi, saa snart det lod sig gøre, vilde se at faa skabt os en selvstændig og uafhængig Stilling, for at holde os paa det Niveau i Samfundet, som vi gennem vor Skolegang og Opdragelse følte vi tilhørte, og som Mor saa indtrængende havde formanet os til at holde os paa - eller naa op over.«i begyndelsen af 1888 fik Sophy arbejde hos en kvinde, der drev en broderiforretning. Hun var glad for arbejdet, men bjev syg af den mangelfulde mad og af mangel på lys og luft. Hun boede sammen med ejeren i dennes dagligstue, hvor forretningen også var. Sophy kom derfor kun sjæicteht ud. En af de få aftener Sophy havde fri til at være sammen med søsteren og broderen, foreslog broderen hende at melde sig til et kursus på en sløjdskole, så hun måske derigennem kunne få andet arbejde. Hun blev optaget på et tre måneders sløjdlærerkursus. Hertil fik hun gennem sløjdskoleforstanderen et stipendium på 50 kr. I den periode Sophy gik på skolen, boede hun hos nogle barndomsvenner, hun havde mødt. Hun sov på gulvet i deres dagligstue, og levede af den smule mad hun kunne købe for stipendiet. Af tøj havde hun kun en enkelt luvslidt kjole, som hun dækkede med et langærmet forklæde, når hun var på skolen. Sophy var alt i alt glad for de tre måneders kursus. Hun kunne lide at arbejde med træ. Hun troede fuldt og fast på, at det var muligt at få arbejde som lærer efter disse tre måneder. Derfor var det lige ved at slå hende helt ud, da det under den sidste uge af kurset gik op for hende, at hun ikke kunne få arbejde. En af de sidste dage på skolen kaldte forstanderen hende ind til sig på sit kontor. Han spurgte hende:»sig mig, kender De noget til Kvindebevægelsen?Nej«sCJ,gde jeg,»den har jeg aldrig hørt noget om.naa, det er ogsaa lige meget! Men det er forresten saadan noget med»kvindernes Frigørelse«.«Forstanderen forklarede hende da, at han havde været til et møde, hvor nogle kvindelige medicinere havde udtalt, at»den bedste Vej til Kvindernes Frigørelse først og fremmest vilde være, at de blev selverhvervende.«da forstanderen formodede, at det netop var det Sophy ville, foreslog han 21