God seniorpraksis i Randers-området. Kurs-skifte. 5 gode historier om job og karriereskift for medarbejdere 50 +

Transkript

1 God seniorpraksis i Randers-området Kurs-skifte 5 gode historier om job og karriereskift for medarbejdere 50 +

2 2 Det gode kurs-skifte Henning Jensen Nyhuus Borgmester Kurs-skifte sætter fokus på den enkelte medarbejders muligheder for også at skifte kurs i en moden alder og bruge kvalifikationerne på et nyt felt. Med 5 gode historier vil vi demonstrere og synliggøre, hvordan en række personer over 50 år har taget et spring ud i et nyt job eller har taget de gamle arbejdsrutiner op på en ny måde. Det er også målet at vise, hvordan seniorpolitik og rekrutteringspolitik spiller sammen i en virksomhed i vækst. Vi håber på den måde at kunne inspirere såvel virksomheder som lønmodtagere. For i sidste ende er seniorpolitiske tiltag jo et anliggende mellem den enkelte lønmodtager og arbejdspladsen, hvor man gerne skulle kunne nå frem til en ordning, således at alle parter bliver vindere. Demografien er udfordringen Der i dag stor efterspørgsel på arbejdskraft såvel i den private sektor som i den offentlige sektor. Der er talmæssigt et voldsomt gab mellem den gruppe, der står over for at komme ind på arbejdsmarkedet, og de store fødselsårgange efter 2. verdenskrig. Sagt med andre ord: Inden for en kort årrække risikerer vi, at en stor del af arbejdsstyrken med helt væsentlige kompetencer forlader arbejdsmarkedet, uden at vi i den anden ende af skalaen får den nødvendige tilgang. Et af de helt væsentlige redskaber til at afbøde konsekvenserne af denne udvikling er at fastholde den modne arbejdskraft. Dette kan gøres ved at vise respekt for den mængde kompetencer, som de erfarne medarbejdere har og ved at give dem mulighederne for netop udvikling og kursskifte på arbejdsmarkedet. Velkommen tilbage, Birte I Jobcenter Randers sidder Birte Søgaard bag taster og skærm på et kontor i én af Kasernens lange gange. Sensommeren 2007 bød hun ellers på et lille glas, for nu var det slut med arbejdslivet - troede hun Den sidste dag i august 2007 bød Birte Søgaard på vin. Hun havde arbejdet for Randers Kommune i 38 år, men nu var det slut. Hun skulle på efterløn pr. 1. september, for nu var hun blevet 62 år, og nu mente hun, at det var på tide at holde fyraften. - Så jeg holdt en lille reception og sagde farvel til kollegerne. De sagde, at de ville komme til at savne mig, og jeg sagde, at jeg også ville savne dem. Hermed var min tid på arbejdsmarkedet forbi. Det troede jeg da, fortæller Birte. De seneste 12 år har hun været sekretær for Ole Andersen, først da han var arbejdsmarkedschef, siden da han blev jobcenterchef fra årsskiftet til Jobbet var nogenlunde det samme, men der var lidt ekstra arbejde med at flytte fra Laksetorvet og til de nye rammer her på den nedlagte kaserne. Op- Vi har et netværk, som gerne skal udbygges Randers som Vækstcenter er jo den langsigtede plan for arbejdsmarkedet, som danner rammen for blandt andet indsatsen med udvikling og fastholdelse af arbejdskraften Jeg er derfor også glad for, at vi i Randers-området allerede har etableret en fælles platform, hvor lønmodtagere, virksomheder og Randers Kommune i fællesskab arbejder med at indføre god seniorpraksis og formidle gode erfaringer fra seniorpolitiske tiltag. Og det er mit håb, at dette netværk kan udbredes til flere arbejdspladser blandt andet ved at de gode historier bliver gjort synlige. Birte Søgaard sammen med kollega Pia Aastrup. Det er dejligt at se Birte her på arbejdspladsen igen. Hun er jo én, man altid kan spørge til råds, for hun har megen erfaring og viden om forskellige ting og opgaver, som andre også kan gøre brug af, siger Pia.

3 3 startsfasen var faktisk lidt hård, men for mig var det vigtigt at være med i den epoke, hvor der skulle bygges noget nyt op et nyt sted. Kan du ikke lige tage et par måneder? Birte Søgaard har spillet en vigtig rolle i opbygningen af Jobcenter Randers, for med sin store erfaring havde hun stor viden om administrativ praksis på det kommunale område. Det var der brug for i den nye model i Jobcenter Randers. På den anden side kunne hun med god samvittighed gå på efterløn i september 2007, for nu var det hele godt i gang, og da hendes mand var gået på pension, åbnede der sig mange nye muligheder. Blandt andet vil de gerne rejse, og så er det rart at have tiden til rådighed. Men så skete der noget: - I december 2007 spurgte min tidligere chef mig, om jeg ikke kunne tænke mig et vikariat i en kort periode. Der var brug for lidt administrativ hjælp, sagde han. Den skulle jeg jo lige tænke lidt over. Vi snakkede om det der- Der kom mails med velkomst til mig, og det varmede Birte Søgaard er en værdifuld arbejdskraft, fordi hun har så stor erfaring. Og så er hun udadvendt og med til at holde humøret oppe, også når der er travlt. Derfor var alle glade, da hun vendte tilbage til Kasernens lange gange. hjemme, og min mand sagde, at det måtte jeg selv om. Jeg regnede på, om det kunne betale sig for mig set i relation til efterlønnen, og det kunne det. Så jeg meldte tilbage, at det ville jeg godt, fortælle Birte Søgaard. Det var i afdelingen for specialbistand, der var brug for hjælp. Men da Birte har erfaringer fra hele området, kunne hun uden de store problemer gå ind og give en hjælpende hånd. Dermed var hun tilbage på Laksetorvet, hvor hun har haft så mange år af sit arbejdsliv. - Det var jo kun et par måneder, nemlig januar og februar, og det var tre dage om ugen, så det går nok, tænkte jeg. Det var jo også i den mørke tid, så det gjorde mig ikke noget. Da de to måneder var forbi, blev jeg igen efterlønsmodtager på fuld tid, og det var slut med at arbejde for Randers Kommune. Sådan da Øh vi har lige et problem. Nej, det var ikke slut for Birte. I april 2008 ringede telefonen: Vi har et problem..! - Min medsekretær fra før, jeg gik på efterløn, var blevet sygemeldt, og så stod de med et her-og-nu-problem. De spurgte, om jeg ville træde til i et par måneder tre dage om ugen. Og igen sagde jeg ja, smiler Birte. Man fornemmer det på gangene i Jobcenter Randers: De har et godt kollegialt klima, selv om der er meget at se til. Nu kom Birte hjem igen, og de samme kolleger, der havde sagt farvel til hende ved receptionen godt et halvt år tidligere, kom og gav knus og sagde velkommen tilbage. - Det var rigtig dejligt. Der kom mails med velkomst til mig, og det varmede. Jeg kunne mærke, at kollegerne var glade for at se mig, og det bliver man jo selv glad for, siger Birte, der dog ikke vil tage mere end tre dage om ugen: - Jeg synes, det er fint at tage sådanne kortere vikariater, og jeg kan jo bare sige nej. Nu har min mand og jeg planlagt en rejse til det sydlige Tjekkiet, som vi holder meget af. Den rejse ligger på et tidspunkt, hvor vikariatet er færdigt, og den aflyser jeg ikke. Men om der senere kommer nye vikariater er ikke til at sige. Jeg vil ikke på forhånd afvise det, for vi har det jo rart sammen her på arbejdspladsen, siger Birte Søgaard. Hun er godt inde i det hele, og hun skal ikke først oplæres, som vikarer udefra skal. Hun kender arbejdsgange, hun kender systemerne, hun kender kollegerne. Det er der alt sammen store fordele ved. Og Birte trives med vikariaterne, selv om det ikke var noget, hun havde regnet med den dag i sensommeren sidste år, da hun bød på et lille glas: - Da troede jeg, at det var helt forbi med at arbejde. Men det var det så ikke, siger Birte. Nej, det var det ikke. Der var brug for Birte.

4 4 Nu har jeg ikke travlt med at komme på efterløn. Hverdagene er alt for gode. Fra Randers Reb til Randers Taxa Jeg har altid troet, at jeg ville holde op med at arbejde, når jeg blev 60 år, siger Carsten Madsen. Det bliver han snart, men nu har han ikke lyst til at stoppe. Han er nemlig begyndt på et helt nyt kapitel Carsten Madsen var med til at lukke og slukke, da én af Randers gamle og hæderkronede virksomheder blev historie. I mere end 25 år var Randers Reb hans arbejdsplads - nu har han kørt taxa i to år: - Ja, og det har været to gode år, siger Carsten. Nu nærmer han sig de 60 år, og egentlig troede han, at det ville betyde fyraften i hans arbejdsliv. Men nu har han ikke lyst til at stoppe: - Jeg har altid ment, at når jeg blev 60 år, havde jeg arbejdet nok. Jeg har arbejdet, lige siden jeg som dreng begyndte at køre med aviser og være købmandsbud. Jeg var som helt ung arbejdsdreng på en møbelfabrik, til jeg blev 18 år. Siden arbejdede jeg som møbelsnedker og siden igen syv år i Royal Kitteludlejning. I 1977 begyndte jeg hos Randers Reb, og der blev jeg så længe, at jeg nåede at fejre mit 25 års jubilæum, fortæller Carsten. Det var gode år på Randers Reb, og Carsten var også med et år i Litauen, da virksomheden startede op der. Herefter var han med i Randers igen, til virksomheden drejede nøglen om. - Jeg havde mange gode kolleger, som også havde været på virksomheden i mange år, og vi havde et fint arbejdsfællesskab. Det var en god arbejdsplads

5 5 5 og trist, at det gik, som det gik. Men jeg havde arbejdet der så mange år, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte længere, end til jeg blev 60 år og kunne komme på efterløn. Ryggen fik det jo heller ikke ligefrem bedre. Da virksomheden så lukkede, regnede jeg ud, at jeg kunne få understøttelse lige til den dag, jeg kunne gå på efterløn. Det passede lige, siger Carsten. Jeg kedede mig! Alt passede: Carsten ville væk fra arbejdsmarkedet, når han blev 60 år, og virksomheden lukkede på et tidspunkt, så han kunne gå som ledig, lige til han kunne få efterløn. Det kunne ikke være bedre der var bare et lille problem: - Jeg begyndte at kede mig. Det var ellers dejligt, ingen jagede på mig, jeg kunne gøre, hvad jeg ville. Men så blev dagene lange. Mine venner og bekendte var i arbejde, så jeg havde dagene for mig selv. Der skulle ske noget, det gik ikke. Og så tog jeg taxa-kørekort. I hele sit arbejdsliv har Carsten været vant til at have kolleger. Han har nydt det arbejdsfællesskab, der er på en arbejdsplads, og det havde han alligevel ikke lyst til at undvære. For godt to år siden satte han sig for første gang ind i taxaen og kørte sin første tur. Siden er det blevet til rigtig mange, men hvad med ryggen? - Den har jeg ikke problemer med mere. Det er jo en god bil, som jeg sidder godt i, siger Carsten og tager sig til ryggen nærmest for et syns skyld. Har det været en god vagt? Peter Schaarup overlader bilen til Carsten Madsen, der snupper endnu en aftentur. De har en gang været kolleger på Randers Reb, endda i samme afdeling. Nu er de kolleger igen i en ny branche. Jeg kan godt lide at møde mennesker. Og det gør jeg jo, når jeg kører taxa, siger Carsten Madsen Carsten begyndte på et helt nyt kapitel af arbejdslivet og har nu ikke mere slutdato på, hvornår han vil holde op. Han kører fast nattur og starter klokken 17, hvor hans makker afleverer bilen efter at have kørt dagtur. Så får de lige en snak om, hvordan dagen har været. Carsten har igen kolleger: - Ja, og så møder jeg jo en masse mennesker, når jeg kører taxa, og det kan jeg godt lide. Især i weekenderne, da sker der altid noget. Og jeg kan sagtens klare, at de unge mennesker larmer lidt i bilen. Husk på, at jeg er vant til støj efter de mange år på Randers Reb Kender byen ud og ind For Carsten var der ikke de store problemer i at blive omskolet. Han kender byen ud og ind, og han er vant til at køre i den. - Ja, jeg havde ingen problemer med at finde rundt, heller ikke lige da jeg startede. Men det var ikke alle gadenavne, jeg kendte. Jeg vidste, hvor det hele ligger, men jeg skulle lige genopfriske, hvad gaderne hedder, fortæller Carsten. Han har efter et langt arbejdsliv sin helt egen ro og sin helt egen måde at være på. Han er et eksempel på en senior, der er værdsat i arbejdslivet, og det endda i en helt anden branche end den, han har brugt de fleste af sine år i. Og nu har han absolut ikke travlt med at komme på efterløn. Hverdagene er alt for gode.

6 6 En familie læser lektier. Else-Marie er netop blevet færdig med uddannelsen som serviceassistent, og har fundet bøgerne frem til ære for fotografen. Jens Erik læser pædagogikum som ny lærer på Randers Tekniske Skole, mens datteren Matilde nu er klar til 2g på gymnasiet. De er vildt seje Gymnasieelev Matilde er med god grund stolt af sine forældre, der begge har taget et stort skridt ud i ukendt land: I 32 år arbejdede Else-Marie på fabrik. Nu har hun taget uddannelsen som serviceassistent. I lige så mange år var Jens Erik mekaniker og siden værkfører. Nu underviser han på Randers Tekniske Skole og er ved at tage pædagogikum I Helsted ved Randers ligger der et gammelt hus med stråtag, bindingsværk og masser af sjæl og atmosfære. Ved bordet i stuen sidder en familie og læser lektier i dyb koncentration. Der ligger bøger, der står en opslået bærbar computer, og der læses og skrives og regnes ud. Men hvordan kan det gå til, at forældre på 51 år og 52 år sidder og læser lektier sammen med datteren, der er 18 år og går på gymnasium? Det er fordi, begge forældrene netop har taget et vigtigt skridt ind i en ny fremtid. Et skridt ud af trygheden og ind i nye udfordringer. - Efter 32 år på Nordisk Parfumerivarefabrik, NOPA A/S, skulle der ske noget, og jeg sagde farvel til fabrikken og bad om at komme i jobtræning som serviceassistent på Regionshospitalet Randers. Jeg syntes, at det var et spændende arbejde, og jeg blev tilknyttet Vikarbureauet, der mente, at jeg skulle tage uddannelsen, fortæller Else-Marie Gam. Det grønne bord Pludselig fandt hun dermed sig selv som elev på Århus Tekniske Skole. Det var en omvæltning, for det er mange år siden, hun er gået ud af skolen. - Hvis nogen for få år siden havde sagt til mig, at jeg skulle begynde i skole igen med lektier og eksamen og det hele, ville jeg ryste på hovedet. Men nu var jeg der, og det var ret specielt. Da jeg her i foråret skulle op til eksamen, var det som om, jeg kom mange år tilbage i tiden til min skolegang. Jeg havde den samme fornemmelse som dengang, og jeg var noget nervøs, da jeg skulle ind til bordet med den grønne dug, smiler Else-Marie. Det havde hun nu ikke behøvet at være. Hun fik særdeles gode karakterer, og efter et års uddannelse kunne hun kalde sig for faguddannet serviceassistent. Hun har nu fået fast arbejde på sygehuset i Randers og et nyt livskapitel er begyndt. - Noget af det, jeg er glad for med arbejdet er, at det er så afvekslende. Vi har mange forskellige arbejdsopgaver, og der er ikke to dage, der er ens. Man ved aldrig, hvordan dagen bliver, og sådan var det jo ikke under mit sidste arbejde. Det var svært at forlade kolleger, som jeg havde haft i så mange år, men nu kommer jeg jo ind i et nyt arbejdsfællesskab, og det er i det hele taget et arbejde, hvor man møder mange mennesker. Nogle patienter kan godt lide at snakke med os, fordi de kan snakker med os om alt andet end deres sygdom. Vi skulle analysere de samme tekster Datteren Matilde er snart klar til 2g, og hun har mange gange siddet og læst lektier sammen med sin mor. - Det har været fedt. Hun havde jo også dansk, og vi skulle sidde og analysere nogle af de samme tekster. Så snakkede vi sammen om dem, og vi snakkede også op til eksamen. Hvor lang tid er det nu, man er inde, spurgte min mor. Det var lidt underligt, at ens mor pludselig skulle til eksamen. Matilde har oplevet sine forældre forlade de roller på arbejdsmarkedet, de havde i mange år. Hun har det rigtig godt med det og er stolt, men det var også mærkeligt i starten:

7 - Nogle af mine venner er begyndt på teknisk skole, og der så de min far. Det er sjovt at skulle forbinde ham med undervisning og at skulle se ham som en lærer, der giver karakterer og det hele. Jeg synes det går godt, og det er jo dejligt at have med unge mennesker at gøre. Jeg ville fortryde, hvis jeg ikke gjorde noget Jens Erik Jensen arbejdede som mekaniker i 20 år, og da det nye Automobilhuset skulle opbygges, og de skulle have en værkfører, søgte og fik han jobbet. Det var i Jeg var herefter værkfører i 12 år, og en vigtig del af mit arbejde var at tage hånd om vores lærlinge. Det er ikke let at forlade en arbejdsplads, man selv har været med til at bygge op fra grunden. Men jeg kunne ikke sige nej, da en lærer på Randers Tekniske Skole sagde, at nu var der en stilling, så hvis jeg var interesseret, var det altså her og nu. Jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg fortryde bagefter. Det var nok den vigtigste grund til, at jeg tog springet, siger Jens Erik. Han søgte stillingen, kom til samtale og fik besked om, at hvis han ville, var stillingen hans. Hermed var det farvel til jobbet som værkfører og goddag til jobbet som underviser. Men hvordan vidste Jens Erik, at det var noget for ham? - Det vidste jeg heller ikke. Jeg blev kastet ud i det, og pludselig var der en flok unge mennesker, som jeg skulle undervise. Man gør sig selvfølgelig nogle overvejelser. Hvad nu, hvis de slet ikke bryder sig om dig? Men jeg synes, det går godt, og det er jo dejligt at have med unge mennesker at gøre. 7 De er blevet mere glade Jens Erik er nu i gang med at tage pædagogikum, som er et krav, når man underviser på teknisk skole. Han sidder med bøger om psykologi og andet godt, og han har det ligesom Else-Marie: Hvis nogen havde sagt til ham, at han skulle i gang med at studere sådanne bøger, ville han ikke have troet dem. - Nej, og næste år er det så mig, der skal til eksamen, smiler han, mens Else-Marie kan glæde sig over, at den del er overstået for hende og med fornemt resultat. Matilde har siddet med et lille smil om læberne, mens hun har hørt sine forældre fortælle. Hun har selv en hel del eksamener foran sig på gymnasiet, men dem må hun jo så tage hen ad vejen. Foreløbig glæder hun sig over, at hun har nogle forældre, der ikke er groet fast, men som har turdet udfordre sig selv. Det kommer nemlig også hende og hendes søster til gode i det daglige: - Ja, for de er blevet mere glade, siger hun. Hendes forældre modsiger hende ikke. De ved, at hun har ret. Hunden Figo bryder sig ikke om at stå stille ret lang tid ad gangen. Der skal ske noget. Men resten af familien står heller ikke stille i overført betydning, og begge forældre har i en relativ høj alder besluttet sig for at starte helt nye kapitler på arbejdsmarkedet. De har truffet det modne valg.

8 8 Jettes nye start i en duft af læder Næste år bliver Jette Naldahl Thomsen 60 år, og mange i hendes alder er begyndt at tælle ned til efterlønnen. Men ikke Jette. Hun går den anden vej og får nu sit første fuldtidsjob i 10 år Der dufter dejligt af læder, og det er ikke så sært. Vi er nemlig kommet ind i LæderCentret på Brødregade i Randers, og her kan man købe tasker, punge, bælter og meget mere. Jette Naldahl Thomsen kommer frem fra baglokalet og spørger, om hun kan hjælpe os. Og det kan hun, for hun har en historie, vi gerne vil høre. Historien om hende selv. Men nu kommer der en kunde, og så må det lige vente lidt: - Jeg skal se på en gå-i-byen taske, siger kunden, mens hendes blik fejer hen over varerne i butikken. - Ja, skal det være noget i den her retning? Den er ret rummelig, siger Jette og præsenterer en pæn taske, der tydeligvis kan rumme mere, end den ved første øjekast ser ud til. Kunden undersøger den interesseret, mens Jette allerede er ved at finde andre muligheder frem. Næste år bliver hun 60 år, og det betyder, at hun kan komme på efterløn. Men mens andre i Jettes alder måske begynder at tænke på at holde fri fra arbejdslivet, står Jette over for den første faste ansættelse på fuld tid i mange år. Og hun har absolut ingen planer om at gå på efterløn:

9 9 - Næh, hvorfor skulle jeg det? Skulle jeg så bare gå derhjemme? Det kan man jo gøre, når man bliver gammel, smiler hun. Børnehave og museum Jette er uddannet i butik hos Chic Sko i Randers, og her arbejdede hun også nogle år som færdiguddannet, før hun midt i halvfjerdserne blev hjemmegående husmor i fire år, mens børnene var små. Herefter havde hun blandt andet syv år som pædagogmedhjælper i børnehaverne Svalebo og Sandbo i Assentoft. Efter endnu en periode hos LæderCentret kom der en række år som selvstændig sammen med sin mand. De drev fra 1991 J.N. Service, der ydede service på Ronson lightere, og som havde kunder over hele landet. - Jeg regnede jo med, at det skulle fortsætte, og at jeg dermed skulle være selvstændig resten af mit arbejdsliv. Men i 1997 døde min mand, og da jeg stod alene med det, kunne jeg ikke overskue at fortsætte. Så måtte jeg ud på arbejdsmarkedet, og det er jo ikke helt let, når man er tæt på de 50 år. De sidste 10 år har jeg ikke været i et almindeligt fuldtidsjob. Jeg fik noget arbejde på deltid i LæderCentret i perioder, og af tre omgange var jeg i jobtræning hos Kulturhistorisk Museum. Derudover har jeg taget kurser på handelsskolen, men det er svært at komme i gang, når man har gået længe uden fuldtidsjob. Jeg fatter ikke, hvorfor det skal være så svært at få arbejde, blot fordi der står et bestemt årstal på dåbsattesten. Jeg har skrevet mange ansøgninger, hvor jeg intet hørte, ikke engang afslag, og jeg har på fornemmelsen, at de blev arkiveret lodret på grund af min fødselsdato. Jeg har også været ude for at søge et sted, hvor jeg kom til samtale, men hvor man ikke mente, at jeg kunne klare det, fordi jeg ikke var vant til at arbejde på fuld tid. Det er noget pjat. Jeg bliver da ikke mere træt end de unge Jette ryster på hovedet. Hun undrer sig over holdningen til det grå guld. Skulle hun ikke kunne klare det fuldtidsjob? Holder af kundekontakten På LæderCentret var de ikke i tvivl om, at Jette kan klare det, og de har nu fået hendes ansættelsesforhold ind i faste rammer. Ordningen er i første omgang med løntilskud og fører over i et ordinært job på fuld tid, det første for Jette siden Det har jeg det selvfølgelig godt med. Det er rart, at der omsider kommer ordentlige forhold, og jeg kan godt lide arbejdet, hvor jeg møder kunderne direkte. I årene som selvstændig var det jo mest over telefonen, jeg mødte dem, siger Jette. Hun ligner ikke én, der er ved at være færdig på arbejdsmarkedet, tværtimod. Hun ligner én, der fremover vil møde mange kunder i den særlige verden af læder og skind midt i Randers. Måske skal det være noget i den retning? Jette Naldahl Thomsen præsenterer forskellige muligheder for en kunde, Jørgen Ploug, der har brug for en ny tegnebog. Skulle jeg bare gå derhjemme? Det kan man jo gøre, når man bliver gammel

10 10 20 år eller 60 år? Hos Bosal er alderen ikke afgørende Når man går en tur gennem Bosal-Sekura Industries på Clausholmvej i Randers, oplever man en travl industriarbejdsplads med halvfærdige eller næsten færdige førerhuse på vej gennem processen. Samtidig får man indtryk af en arbejdsplads, hvor organisationen sikrer effektivitet, og hvor der arbejdes i selvstyrende grupper, hvor alle ved præcist, hvad deres arbejde er. Der er travlt på den gode måde, men så kræver det vel også stor erfaring fra industrien at blive ny medarbejder hos Bosal-Sekura Industries? - Nej, vi får faktisk mange ind, der aldrig har arbejdet på en industriarbejdsplads før. I dag begynder der således en ny medarbejder, der tidligere har arbejdet inden for det grønne område ved Randers Kommune. Vi har også fået en ny kollega, som har kørt bus, men som nu vil svejse. Faktisk har de fleste erfaringer fra helt andre typer arbejdspladser. Vi oplærer selv de nye medarbejdere gennem arbejdet, og det foregår i den gruppe, som medarbejderen skal fungere i. Kolleger oplærer kollegaen, siger Jens Erik Jensen, der er tillidsmand for 3F erne på virksomheden. Bosal-Sekura Industries A/S skal have flere ansatte, og her er det ikke et krav, at man har erfaringer fra industrien. Gennemsnitsalderen skal ned, men ansøgere fra Generation Grå Guld er lige så velkomne som de unge Kenneth Bentsen, 25 år. Startede hos Bosal-Sekura Industries i februar Og her er jeg glad for at være. Der er gode kolleger og en chef, man kan snakke med, siger han. Personaleansvarlig på Bosal, Svend Jensen, nikker bekræftende: - Det er holdningerne, der betyder noget. Ikke hvad man ellers har arbejdet med. Vore medarbejdere skal være stabile og fleksible, det er det vigtigste for os. De skal kunne arbejde i grupper, og kollegerne i gruppen skal kunne regne med dem. Det hjælper jo ikke noget at få en rigtig dygtig smed, hvis han så ikke møder op, eller hvis han ikke kan arbejde sammen med andre. Det er viljen, det handler om. Tillidsmand Jens Erik Jensen (til venstre) og personaleansvarlig Svend Jensen med den formulerede seniorpolitik, der skal fastholde ældre medarbejdere på deres egne betingelser. Det er vigtigt at bevare erfaring, samtidig med at der kommer mange nye ind, mener de på virksomheden. Bygger ny fabrik Bosal-Sekura Industries står midt i en kraftig udvikling, og der starter nye folk flere gange om ugen. Medarbejdertallet er på kort tid blevet udvidet med 50% og er nu oppe på 315 ansatte. Men her stopper det ikke. Der skal bygges en helt ny fabrik, og når den er taget i brug, skal medarbejdertallet ligge på omkring 500. For et års tid siden var gennemsnitsalderen faretruende høj. Der var kun en enkelt under 30 år og rigtig mange over 50 år. Det var et problem, for en stor del af medarbejderne nærmede sig tiden, hvor de kunne gå på efterløn. Dermed var virksomheden truet med stor afgang af erfaring og viden. Hvordan ser det så ud nu? - Aldersgennemsnittet er kommet meget ned, og vi har antaget mange unge mennesker. Men det er ikke sådan, at vi ser på alderen, blot for at få gennemsnittet ned. Tværtimod ansætter vi stadig mange, der nærmer sig de 60 år eller som allerede er blevet 60. Hvis de siger, at de ikke vil på efterløn de første par

11 11 år, kan de blive ansat. Alderen betyder ikke noget, siger Jens Erik Jensen. Svend Jensen: - Nej, man kan nærmest sige tværtimod. Det såkaldte grå guld er en stabil og god arbejdskraft, som vi værdsætter meget. Der skal noget til, før de bliver hjemme, og gør de det, kan man være sikker på, at de er syge. Stabilitet er vigtig, men de nyansatte skal også kunne arbejde sammen med kollegerne i gruppen, og de har derfor det sidste ord at skulle have sagt ved ansættelse, siger Svend Jensen. Seniorpolitik Bosal-Sekura Industries er i fuld gang med at vende udviklingen. Det høje aldersgennemsnit betød, at en del medarbejdere kunne være på vej væk i en tid, hvor virksomheden tværtimod skal have flere ansatte. Derfor blev der handlet på flere fronter: Der blev formuleret en seniorpolitik, der skal fastholde de ældre medarbejdere et par år ekstra. Og der blev ansat nye medarbejdere ud fra et bredt aldersspektrum med både unge og ældre medarbejdere. Kurt Pallesen er 57 år og var ansat i malerafdelingen på Trelleborg A/S i Hadsten, der lukker ned og flytter produktionen til udlandet. Den 1. april 2008 skiftede han til Bosal-Sekura Industries, for som han siger: Her var jobbet. Det valgte han frem for en aftrædelsesordning på Trelleborg. Seniorpolitikken betyder, at der gennemføres samtaler med alle medarbejdere over 58 år, for at den enkelte kan klarlægge ønsker og behov. Derefter laves der planer for, hvordan medarbejderen kan bevare tilknytningen til virksomheden, måske med mindre belastende arbejde, måske med færre timer. En effektiv seniorpolitik og en bred ansættelsespolitik skal således sikre tilstrækkelig med arbejdskraft fremover, og samtidig opkvalificeres medarbejderne nu gennem kurser, hvor alle kommer igennem, og hvor de lærer om ansvar for eget arbejdsområde, kvalitet, mv. Vigtige emner, når man som Bosal-Sekura Industries har en flad ledelsesstruktur og lægger ansvar, planlægning og materialeindkøb ud i selvstyrende grupper. Her spiller både nyansatte seniorer og erfarne medarbejdere med mange år på virksomheden vigtige roller.

12 Få hul på en god seniorpraksis Randers på landkortet Arbejdet med en god seniorpolitik i Randers-området er en del af den plan, Randers Byråd har vedtaget for det lokale arbejdsmarked frem mod Vi har i den forbindelse sat os for at formidle gode eksempler på seniorpraksis og også mere konkret give en hånd med ved selve formuleringen af seniorpolitiske tiltag. Hele dette arbejde bliver aktuelt støttet af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det er på den måde også vor hensigt at få placeret Randers-området centralt på det seniorpolitiske landkort. Basis er et godt samarbejde Der er gennem det seneste halvandet år foregået et udviklingsarbejde omkring god seniorpraksis her i Randers-området med basis i netværksaktiviteter mellem Randers Kommune og følgende 8 virksomheder og 7 faglige organisationer: Bosal Sekura Industries, Brdr. Dahl Centrallager Vest, Energi Randers, Post Danmark, Randers Tandhjulsfabrik, AGCO, Bombardier Transportation og Tulip Food Company samt NNF, 3F, FOA, HK, TIB, Dansk Metal og Elforbundet. Få hjælp til at komme i gang Vi bygger videre på erfaringer fra dette arbejde. Det er vor hensigt, at disse erfaringer skal komme flest mulige arbejdspladser i Randers-området til gode. En god seniorpraksis rummer mange forskellige aspekter, fordi den skal tilpasses den enkelte lønmodtager og den enkelte virksomhed. På den måde bevarer virksomheden en god og værdifuld medarbejder samtidig med, at den modne medarbejder fortsætter et godt arbejdsliv. De mange aspekter gør, at dialogformen er mest hensigtsmæssig, når erfaringerne skal formidles. Derfor vil det være muligt at kontakte Randers Kommune. Yderligere oplysninger om projektforløb, erfaringer og perspektiver samt hjælp til seniorpolitiske aktiviteter kan fås ved henvendelse til: Helle Bonde, Randers Kommune, Laksetorvet 1, 8900 Randers helle.bonde@randers.dk, tlf / mobil Niels Chr. Werngreen, Randers Kommune, Laksetorvet 1, 8900 Randers ncw@randers.dk, tlf / mobil Redaktion: Niels Chr. Werngreen og Helle Bonde Tekst og foto: Kurt Balle Jensen og Jørgen Ploug Layout: Peter Lodahl Tryk: BUCHS A/S JUNI 2008