Københavns Kommunekreds Nr. 1 Marts årgang

Transkript

1 Københavns Kommunekreds Nr. 1 Marts årgang I dette nummer bl.a.: Tilbage til livet en rejse fra København til Gedser Idrætsforening for Udviklingshæmmede et portræt af KIFU Debat: Eksklusion inklusion

2 LEV Københavns Kommunekreds B E S T Y R E L S E N Formand, HB-medlem Næstformand Medlem af Handicaprådet Kasserer Sekretær Bladsekretær Webmaster Bestyrelsesmedlem Bestyrelsesmedlem Suppleant Steen Stavngaard, Monrads Allé 46, 2500 Valby Tlf ss@sag.dk Danielle Pröschold, Tonemestervej 3, 2400 København N Tlf danielle@proschold.dk Vibeke Holscher, Apollovej 18, 2720 Vanløse Tlf vh@nh-landskab.dk Birte Lynghøj, Ole Borchsvej 18, 2500 Valby Tlf lyngjens@tiscali.dk Egon Pedersen, Emdrupvej 139, 2400 København NV Tlf Mobil slet@kantorparkennet.dk Per Jonasson, Panumsvej 21, 2500 Valby Tlf per@valby.eu Anette-Marie Frimann-Jensen, Hvedevej 32, 2700 Brønshøj Tlf olesen@jensen.mail.dk Gitte Svarre, Holmbladsvænge 1, 1., 2300 København S Tlf louisemalene@webspeed.dk Anne Rosbjørn Eriksen, Egilsgade 49, 2.tv København S. Tlf anne-e@brygge.dk Redaktør *) Kritisk revisor *) Lasse Rydberg, Borgmester Jensens Allé 31 A 2100 København Ø. Tlf lr.stp@ci.kk.dk Mary Tøpholm, Urtehaven 7, 2500 Valby Tlf * Er ikke medlemmer af bestyrelsen, med medlemmer af Kommunekredsen

3 I N D H O L D Lederen - af Steen Stavngaard side 5 Åbent brev til Lars Barfoed. Af Sytter Kristensen side 7 Tilbage til livet. En rejse fra København til Gedser. Af Lasse Rydberg... side 9 Idrætsforening for Udviklingshæmmede. Et portræt af KIFU. Af Lasse Rydberg side 15 Invitation til møde om sorg arr. af LEV København og Frederiksberg.. side 23 Eksklusion - Inklusion. Af Vibeke Holscher side 25 Sangen til sjælen. Koncert for børn med multiple funktionsnedsættelser i Roskilde Domkirke. Af Lasse Rydberg side 31 ANNONCER, SATS OG TRYK Rosengrenen ApS Hovedgaden 8 Postbox Låsby Tlf kl og Mail: info@rosengrenen.dk hvortil alle spørgsmål vedr. annoncer bedes rettet. Udgivelsesplan for 2011 Her er der en oversigt over LEV Københavns udsendelser samt deadline for aflevering af stof. Tag denne plan med i jeres planlægning, så skaffer I jer adgang med oplysning om arrangementer og lign. Vi skal have dit bidrag senest Udgives Blad nr maj 2011 medio juni Blad nr august 2011 medio september Blad nr november 2011 medio december LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 3

4 Lederen Først og fremmest vil jeg ønske alle læsere et rigtigt godt nytår Medlemsmøde i april Dette blad er anderledes end startnummeret plejer at være, idet vi som konsekvens af de nye ændringer fra 2008 fremover kun afholder generalforsamling hvert andet år, nemlig i de lige år. Det vil således først være i 2012, der næste gang kaldes til generalforsamling. Som en konsekvens heraf er der selvfølgelig heller ikke en beretning denne gang i bladet. Med hensyn til regnskabet er det sådan, at regnskaberne for de lige år (f.eks. 2010) fremover skal godkendes af lokalbestyrelsen i LEV København. Vi har i stedet valgt at afholde et medlemsmøde i april sammen med LEV Frederiksberg (se bladet og hjemmesiden). Temaer i LEV Københavns arbejde Hvad er det så for emner og temaer, vi i LEV København vil satse kræfterne på i det kommende år? Det er i hvert fald boligerne. Gode og ordentlige boliger med en nødvendig personaledækning er helt klart et kardinalpunkt for os i bestyrelsen. Ventelisterne skal væk, og det skal være muligt for udviklingshæmmede og deres pårørende at finde et tilbud, der sikrer et optimalt boligliv, når man skal flytte hjemmefra. Det er et så rimeligt krav, at selv sparetider ikke bør stå i vejen for, at det kan gennemføres. Håb for centerråd og pårørenderåd Så er det også sådan at de nye centerråd og pårørenderåd efterhånden er ved at komme i gang her i Vi håber meget Af Steen Stavngaard formand for LEV København i LEV KK, at det må blive en succes. Skulle du som nyt medlem af et sådant råd føle, at du savner lidt sparring, er du selvfølgelig velkommen til at kontakte et medlem fra bestyrelsen for at få en snak om arbejdet i et sådant råd. Vi har jo i rigtig mange år prøvet at overbevise politikerne om, at de skulle bruge pårørende som en vigtig ressource i forsøget at give mennesker med udviklingshæmning en så god tilværelse som muligt. Til lykke og velkommen til den store voksenklub Jeg vil også benytte lejligheden til at sige til lykke til den nye store voksenklub på Strødamvej, som er en sammenlægning af den gamle klub og voksentilbuddet på Lærkevej. Det er blevet en stor klub, men det giver også nogle muligheder som rejser og mulighed for at møde nye venner/kærester. Der var en indvielsesfest fredag den 14. januar med en fantastisk god stemning og nogle flotte taler, både fra medlemmer og personale samt andre inviterede gæster. Underligt at tænke på, at det kun var ca. et år siden, at klubben sloges med en lukning, som ved manges hjælp heldigvis blev forhindret. Dejligt at opleve, at det godt kan betale sig at slås for en god sag! Vi håber, at mange også i 2011 vælger at bruge os i bestyrelsen til at bistå i sager, der kan være svære at klare selv. I den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for vores hjemmeside. Brug den endelig. LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 5

5 Åbent brev til Lars Barfoed PRESSEMEDDELELSE Udviklingshæmmede: Vi lever ikke et liv på første klasse! Formand for Landsforeningen LEV, Sytter Kristensen, har i dag sendt et åbent brev til Det Konservative Folkepartis nye politiske leder, Lars Barfoed. Bar foeds forslag om at sætte satsreguleringen af overførselsindkomster ud af kraft, vil meget hurtigt få alvorlige konsekvenser for mennesker med udviklingshæmning. Sytter Kristensen skriver bl.a.: - En fastfrysning af førtidspensionen vil lynhurtigt få alvorlige og meget direkte konsekvenser for mennesker med udviklingshæmning. I et stramt budget vil det være de få udadrettede og fællesskabsfremmende aktiviteter, som ryger først: Toget hen til søsteren i den anden ende af landet, deltagelse i den årlige udflugt sammen med andre beboere i bofællesskabet - eller den halvårlige biograftur, hvor man oven i købet også skal betale sin hjælpers billet. Sytter Kristensen er bl.a. bekymret for, at en udhuling af førtidspensionen vil sætte inklusionen og mulighederne for aktiv deltagelse for mennesker med udviklingshæmning i stå. - Gradvist - men med stor sikkerhed - vil Det Konservative Folkeparti have skabt endnu vanskeligere vilkår for inklusion og deltagelse i samfundet for mennesker med udviklingshæmning. Kan konservative grundholdninger virkelig holde til det? Og tror du virkelig, at konservative vælgere ønsker at se en udhuling af sagesløse menneskers livsgrundlag? spørger Sytter Kristensen bl.a. i brevet. For yderligere oplysninger kan LEVs landsformand, Sytter Kristensen, kontaktes på tlf LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 7

6 Tilbage til livet Emil i Toldcaféen. En rejse fra København til Gedser Af Lasse Rydberg Rejsen til livet Dette er historien om Emil Meyling, der i en alder af 37 år, var blevet helt isoleret i sin bolig på et botilbud i København. En dag forlod han storbyen og rejste til Gedser for at være den første i et helt nyt botilbud der. For Emil blev det en rejse tilbage til livet. Et kaos i isolation Allerede da Emil var yngre blev hans liv med beskæftigelse og bolig mere og mere problematisk. Han isolerede sig og mistede med tiden efterhånden holdepunkterne ude i livet, og tilbage var der et isoleret liv i boligen. Moderen Vibeke Meyling beretter om, hvordan det gennem årene går dårligere og dårligere. Vi kan Fortsættes side 10 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 9

7 Fra Emils bolig i Toldhuset. ikke formå at få ham med til noget, og det er ferier, barnedåb og fødselsdage. Vi må tvinge ham, og først efter et voldsomt raserianfald, kommer han med og er bagefter glad for, at han ikke mistede den oplevelse. Hans liv flyder ud, nat bliver til dag, tidens rytmer bliver som en dyne om livet. Han ser fjernsyn hele natten, fortæller Vibeke Meyling, og da vi foreslog, at man kunne installere et tænd-sluk-ur, der kunne hjælpe ham med at finde en dagsrytme, fik vi det svar, at det ville være at betragte som et overgreb på ham, da han ikke ønskede det. I første del af Emils liv lærte han mange ting, f.eks. kunne han færdes alene med offentlige transportmidler i København, han kunne cykle, være social og medlevende m.m. Langsomt går det ned ad bakke. Det er som om, han mister troen på, at han kan noget og troen på, at folk vil ham noget, siger Vibeke Meyling. Den italesatte virkelighed Jeg spørger Vibeke Meyling, hvorfor hun tror, at det er gået så galt med Emil. Der kan være mange forklaringer også noget i Emil, mener hun, men peger på, at i alle livets spørgsmål er Emil blevet mødt som et voksent menneske, der kan svare og dermed også tage et ansvar. Når han burde tage et bad, blev han spurgt, om han ville i bad. Hans nej blevet taget for et nej, så der har været perioder i hans liv, hvor han ikke har været i bad i umindelige tider og faktisk stank. I perioder ville han kun i bad, når hans tøj samtidig blev vasket, for når han nu var så glad for det tøj, at andet ikke kunne bruges, måtte det forstås som hans ret. På et kursus for personale og pårørende på Emils bosted, fortalte en neuropsykolog, at en som Emil også var som en treårig, selvom han er mere end 10 gange så gammel, og har lært sig en del i livet, fortæller Vibeke Meyling. Det var ganske enkelte, at der faktisk er noget Emil ikke kan beslutte, fordi han ikke er i stand til at forstå sammenhænge og konsekvenser. Den måde at se på et menneske med udviklingshæmning er i dag mange steder talt ud i den måde, man betragter dem som mennesker. Med udlægningen og normaliseringens gennembrud blev det udbredt, at man skal betragte den voksne udviklingshæmmede som et menneske, 10 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS

8 man tager alvorligt ved, at det kan svare på egne vegne. Det er en smuk tilgang til mennesket, men det kan gå gruelig galt - det gjorde det for Emil. Emil flytter ind som den første i Toldhuset. Forældrene gruede for, om han ville gå amok og splitte alting ad. Tre dage efter han er flyttet ind, siger han i telefonen til sine forældre: Jeg er glad for at flytte. Indenfor dage, ikke uger, ser de, at Emil er mindre isoleret i denne lille by end han var i København. Fra storbyensomhed til lilleby livet Emils forældre fandt, at Emils liv var håbløst, og kunne ikke se en udvej for ham. De gik på nettet, og de fik råd af en konsulent i LEV, og fandt et bosted som, Toldhuset og Toldcaféen efter at have Emil i praktik, meget gerne Bostedet er indrettet i en af Gedsers smukkeste bygninger, det gamle toldhus fra ville have ham, men der var ikke plads. Men de fik et råd; i Gedser var man ved Overfor Toldhuset ligger byens torv, at etablere et bosted med tilhørende café, der rammes ind i den modsatte side af det kunne måske være noget for Emil. Toldcaféen. Familien tog til Gedser, og de havde det Toldhuset der åbnede i august 2010 som jeg, da jeg senere besøgte bostedet, har plads til 10 beboere. Det er et tilbud jo længere man kom sydpå jo fladere og til udviklingshæmmede, der er på vej til fladere blev landskabet med spredte ensomme huse. Da Vibeke Meyling endelig men også et tilbud der handler om at at flytte i egen bolig eller bofællesskab, stod overfor bostedet, kom hun til at arbejde i toldcaféen eller på et senere grine, det var dog for langt ude, skal han tidspunkt i virksomheder i byen. Toldcaféen er byens café, hver dag åbent med virkelig eksporteres? Men hun glemte at grine, da hun trådte ind i bostedet, der hedder Toldhuset. Fortsættes side 12 Bostedet Toldhuset. LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 11

9 dagens menu. Der er åbent for selskaber, det er her der fejres fødselsdag eller drikkes gravkaffe. Toldcaféen er også kulturhus med skiftende udstillinger, skiftende arrangementer, og det er på vej til at være et mini told-museum - det er et af byens mødesteder. Toldcaféen tilbyder særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse. Jeg bliver modtaget af forstander Anette Olsen, der fortæller, at da Emil kom her, var han meget angstpræget, alt skulle være nøje forberedt, og han var ikke glad for nye tiltag. Men han ville gerne arbejde i Toldcaféen, og for at arbejde der måtte man gå i bad hver dag, før man mødte på arbejde. Og med hensyn til ynglingstøj, så måtte han have mere end et sæt. Så det tvangsprægede omkring badet udeblev hurtigt. Emil havde selv valgt sin bolig, men da det er et botræningstilbud, er tekøkken og bad og toilet ikke en del af boligen, man skal altså ud af sit store rummelige værelse for at få dækket sine grundlæggende behov, og i øvrigt have glæde af de fordele et bofællesskab rummer socialt. Emils isolering i sin bolig blev fra starten brudt, morgenmaden skulle indtages i køkkenet, hver dag på et fast tidspunkt, og derefter var der badet. Derefter var Emil klar til dagens arbejde i caféen, hvor han fylder sodavandsskabet op, opstoler i forbindelse med rengøring, sørger for fyrfadslys i stagerne på bordene. Nogle dage laver han pedelarbejde, hvor alt ikke altid er forudsigeligt, men han klarer det, som når der en morgen er faldet en stor dynge sne, som bare skal flyttes. Emil fik tilbud om at være med i en klub inde i Nykøbing F. Han ville gerne, men da det kom til stykket, sagde han nej. Det havde han jo gennem årene været vant til. Man fastholdt, at det var en aftale, og efter nogle gange var angsten for at tage afsted der ikke mere. Den overskuelige verden Det, vi tilbyder Emil, skal være velovervejet, noget vi skal være sikre på, han kan profitere af. Vi ved i store træk, hvad Emil interesserer sig for. Og så arbejder vi med forudsigelighed. Men livet er ikke forudsigeligt, så når Emil, der abonnerer på dagbladet Politiken, ikke får sin avis til tiden, går han op i limningen. Men meget hurtigt kunne vi få ham til at forstå, at posten kan være forsinket, og vi lovede ham, at så snart avisen var kommet, skulle han få besked, fortæller Anette Olsen og fortsætter: I starten var han tilbageholdende, men meget hurtigt begyndte han at få tillid til stedet, og i dag deltager han gerne i ting, selvom de ikke er planlagte. Det gik op for mig, medens jeg var sammen med Emil, at han var lidt som en fisk i vandet i byen. Mange kendte ham og hilste på ham, og han kunne også fortælle mig, hvem der var hvem, han var blevet medlem af bysamfundet og accepteret. Byen er to byer, en om sommeren med masser af turister og gang i den, - en om vinteren, ikke kedelig, der sker faktisk noget. At Emil finder sig til rette på stedet og med arbejdet viser sig ved, at han af sig selv har lært at sige goddag, velkommen, farvel etc. på tysk, så han også kan mødes med de mange tyske gæster i caféen. De glemte færdigheder En dag spurgte Anette Olsen Emil, om han kunne cykle. Han svarede ja. Fra forældrene fik hun at vide, at Emil havde cyklet engang. Det var en glemt færdighed, som kunne være forblevet i glemselen. Hun begyndte at tale med Emil om 12 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS

10 at cykle, at hun godt ved, at det havde han gjort før, at hun syntes det vil være en god ide igen at cykle. En samtale, hvor der ikke forventedes et svar. Næste trin er, når de er i Nykøbing F. og kommer forbi en cykelforretning, så skal de ind og ose, bare for se og tale om hvor flotte cykler kan være. Trin for trin forbereder man dagen, hvor man laver en aftale om at købe cykel - aftaler dagen for første cykeltur - og overholder dem. I bedste fald åbner verdenen sig, naturen og strandene ligger der. Og cykelturen kan nogle dage erstatte dagens mindst en halv times travetur, for bevægelse og motion er en del af livet i Toldhuset. Emil, Anette og jeg spiser en meget velsmagende frokost i Toldcaféen. Vi taler om livet på stedet, og Emil fortæller at han er glad for at være her - og at han ønsker at blive her. Det er som om, han har fundet noget, han og hans forældre ikke vidste fandtes. TOLDHUSET Bosted med tilhørende café Et tilbud til udviklingshæmmede og sent udviklede unge, der er på vej til at flytte i egen bolig. TOLDCAFÈEN Café med tilhørende bolig Et uddannelses- og beskæftigelsestilbud til udviklingshæmmede og sent udviklede unge. Toldhuset Langgade Gedser Tlf.: Fra Toldcaféen. LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 13

11 Idrætsforening for udviklingshæmmede Et portræt af en idrætsforening - KIFU Af Lasse Rydberg - Foto KIFU boler i trøjer, flag og faner. Et selvbevidst miniklubhus, der ikke er bange for at træde i karakter, som siger det: Se os, vi En klub og et klubhus i baggården er større og bedre, end du tror. I en af de mange fabriksbygninger som gemmer sig i baggårdene på ydre Nørrebro, der i dag er værksted, er portnerhuset Nu da KIFU har 20-års fødselsdag, mødes Udlægning og ensomhed blevet klubhus for byens eneste idrætsforening, for medlemmer med udvik- at etablere klubben. Dorte Mørk, der blev jeg med de to personer, der var med til lingshæmning. Det er KIFU (Københavns og stadig er, klubbens administrative leder og Ole Ansbjerg, der som nyudnævnt Idrætsklub for Udviklingshæmmede), der sidste år fyldte 20 år. Man kan ikke gå idrætskonsulent medvirkede til at sætte forkert, når man skal besøge klubben, for projektet på skinner. når man frem til porten til baggården, Dorte Mørk fortæller, at det var en mødes man af klubhusets store vinduer naturlig udvikling i forbindelse med med sejrstrofæer, store fotos af klubbens udlægningen af særforsorgen for 30 år vindende medlemmer, og klubbens sym- Fortsættes side 17 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 15

12 siden, at planlægge livet for mennesker Hvis ingen vil, så kan vi selv med udviklingshæmning, så de kom til Da ingen af byens klubber eller foreningen syntes, det var deres opgave, så måtte at leve så nær det normale som muligt. Ikke store anstaltslignende institutioner, vi lave vores egen klub, siger Dorte Mørk. men boliger der hvor andre boede. Man Hjemmevejlederne brugte nu noget af skabte en række bofællesskaber i almindelige boliger og var stolte af det. Dorte nye klubvirksomhed, for vi troede på deres arbejdstid til at arbejde aktivt i den Mørk fortæller, at man meget hurtigt bofællesskaberne som en rigtig måde at oplevede, at mange som var flyttet ind i leve på, det med at blive ensom, det måtte denne nye boligform, følte sig ensomme. vi gøre noget ved. Hjemmevejlederne som besøgte og førte Her kommer Ole Ansbjerg ind. For tilsyn med bofællesskaberne så problemet klubvirksomheden, som den kom til at og forsøgte at få forskellige foreninger og udforme sig, handlede om det, den enkelte hjemmevejleder havde at byde på. klubber til at åbne for denne gruppe af interesserede. Men ingen af de foreninger Et klubhold kunne således snart spille man henvendte sig til, havde lyst til at tage den opgave på sig. Fortsættes side 19 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 17

13 Dorte Mørk. Ole Ansbjerg. bold for snart herefter at blive en syklub. Medlemmerne blev således afhængige af, hvad den enkelte medarbejder havde lyst til. For Ole Ansbjerg handlede det om at få kvalitet ind i klubarbejdet, og med kvalitet mener han dels målrettet træning og dels uafhængighed af det, der er ens boligliv, uanset hvad hjemmevejlederne synes - egentlig handler fritid om frihed, siger Ole Ansbjerg. fester, kulturarrangementer. Og begge er enige om at KIFU har en meget stor klubidentitet. For klubbens målgruppe, peger Ole Ansbjerg, er det vigtigt den har noget at hænge sin identitet på. Og at det er noget, som KIFU gør noget ud af, er man ikke i tvivl om, bare man nærmer sig klubben og dens medlemmer. Dorte Mørk peger på sammenhængkraften, der bl.a. handler om tilhørsforhold, om at stille krav til hinanden, om at være med til at iværksætte - og hun ser også et foreningsliv som et vigtigt og grundlæggende projekt for demokratisk livsform. En klub bliver til Hvis man flytter dem i bofællesskaber, så må man også tage sig af deres fritid, er Ole Ansbjerg enig med Dorte Mørk i. At være med i forenings- og klublivet, det er Den særlige idrætsklub et led i normaliseringen. Og så bevæger Da man etablerede KIFU mødte det modstand fra LEV, der var medarkitekt på vi os ind i hvad en klub og et klubliv er og hvad det betyder for den enkelte. ideen om normalisering og integrering. Klubben har en fællesskabende identitet, det er trøjer, faner, idrætsdage, stævner, Fortsættes side 20 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 19

14 Hvorfor lave en idrætsklub for udviklingshæmmede, det måtte i normaliseringens navn være en opgave for det foreningsliv, som i forvejen nød samfundets støtte. Så godt så langt. Men foreningslivet så ikke sig selv i den rolle, for dem var indholdet det primære, det særlige eller det hensynstagende kunne man ikke rumme. Derfor måtte KIFU opstå som noget særligt, uanset at den ikke ønskede det, men med idrættens discipliner som det centrale viste det sig, at det at have forstand på det specielle, gjorde KIFU til en ægte idrætsklub. Det frivillige arbejde Så længe man i Danmark har varetaget omsorg, uddannelse og beskæftigelse overfor mennesker med udviklingshæmning, har grundsynet været, at det er en offentlig opgave. Hver gang der er opstået en ny ide om, hvordan man kan iværksætte nye aktiviteter for denne gruppe marginaliserede mennesker, har kravet altid været, at det er en offentlig forpligtelse og opgave. Der har aldrig i arbejdet fungeret en filantropi, som man ser indenfor andre områder med deltagelse af frivilligt arbejde, som bl.a. indenfor idrætsverdenen. Med etableringen af KIFU og lignende organisationer, kan man sige, at man for første gang inddrog det frivillige arbejde, som det grundlæggende i arbejdet med mennesker med uviklingshæmning. Og KIFUs liv og overlevelse er som andre idrætsklubbers, deltagelse af en stab af frivillige trænere, bestyrelsesmedlemmer og en række personer, som finder sig til rette som hjælpere, der hvor der er brug for en hånd, og der er brug for massevis af hænder. I KIFU er der ca. 25 trænere og frivillige plus dem med hænderne. I tider, hvor der politisk sker prioriteringer i det offentlige arbejde overalt, kan det være en ide at forstå, hvordan frivillighed kan løse nogle opgaver, som ellers ikke vil blive løst. Det frivillige arbejde er ikke til for at aflaste det pædagogiske arbejde, men at få et andet møde er Dorte Mørk og Ole Ansbjerg enige om. I KIFU er det frivillige arbejde en værdi for den enkelte, du tager noget med dig, du kvalificerer dig selv - værdien er ikke billig arbejdskraft. Ole Ansbjerg kan ikke lade være med, at reflektere over, hvordan en organisation som KIFU med kun to deltidsansatte kan bibringe så mange mennesker, der har et særligt behov for støtte, et indholdsrigt fritidsliv. Så få medarbejdere kan fylde så meget, at man ikke opdager den drivkraft, de udgør for det frivillige arbejde. Udviklingshæmmede som frivillig arbejdskraft En organisation der eksisterer på samspillet mellem frivillig arbejdskraft og medlemmernes involvering og tilknytning, må på et tidspunkt tænke på, at frivillighed ikke knytter sig til om man er handicappet eller ej. Dorte Mørk fortæller, at man som led i forståelsen af en idrætsforening som et demokratisk projekt, måtte tænke medlemmerne ind i dette. Det var naturligt at forestille sig, at medlemmer også skulle være repræsenteret i bestyrelsen, men undervejs oplevede man, at foreningsarbejdet havde et økonomisk/administrativt ansvar og et indholds- og samværsmæssigt ansvar. Dorte Mørk fortæller, at man blev opmærksom på, at langt de fleste medlemmer gerne ville løse opgaver for klubben, at de på et konkret plan var meget ansvarlig for klubbens liv og ønskede at 20 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS

15 medvirke aktivt i denne side af klubbens ledelse. I stedet for at et par medlemmer skulle beskæftige sig med økonomi og jura i bestyrelsen, delte man arbejdet, så bestyrelsen tog sig af denne opgave, og medlemmerne tog sig af klubbens udvikling, liv og virke. Det blev historien om aktivitetsudvalget, med syv medlemmer, et fra hvert af klubbens idrætsområder, der så at sige lærte sig at tage sig af klubbens indholdsmæssige virkelighed: Viser foreningen frem, tager ud og laver oplæg, sørger for formidling og deler materialer ud, medvirker til at skabe klubånd, deltager i planlægning og gennemførelse af arrangementer. Ja, der er ikke den vigtige detalje, der ikke løses, der er altid massevis af hænder, der vil, og ved hvad de skal gøre. Et aktivitetsudvalg, der er blevet en prestige at være medlem af - kampvalgets forum. Det er blevet medlemmerne der tegner foreningen. Idrætten - at blive set, at føle sig anerkendt Idrætten er i KIFU sammenhæng absolut konkurrence som al idræt, konkurrence med sig selv gennem træning og endelig med de andre ved stævner. Men at idrætten også skal ses som et værktøj, en ramme for noget der ligger ud over fysisk og psykisk præstation, er både Dorte og Ole enige om. Egentlig handler meget foreningsarbejde om, at den enkelte søger dertil, som et personligt projekt. Det handler om at blive set og føle sig anerkendt. I aktiviteten mødes venskabet, mødet med den beundrede træner er dagens gode oplevelse. KIFU er en bred idrætsforening. På hjemmesiden kan man se massevis af billeder og læse gode historier om de idrætsgrene, der lige nu leves i klubben: Badminton Bowling Cykling Dans Fodbold Spinning/fitness Svømning Stavgang Og så rummer KIFU også en sommersportsskole for børn. Den historie vender vi tilbage til senere. KIFU Svanevej København N Telefon: kifu@sof.kk.dk Medlemmer: Ca. 180 Kontingent: 440 kr. halvårligt LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 21

16 LEV København og Frederiksberg INVITERER TIL MØDE Tema: Sorg Mødet vil finde sted på Kulturstationen Vanløse torsdag d. 7. april kl Som I måske husker, er der ikke generalforsamling i vores kreds, LEV København, i år men først til næste år i Vi vil naturligvis ikke undvære vores årlige træf med jer, og er derfor gået sammen med LEV Frederiksberg om et åbent arrangement for medlemmer og andre interesserede. Vi har valgt emnet Den kronisk tilbagevendende sorg over det handicappede barn herunder: Hvordan reagerer vi på chokket over at få et handicappet barn? Hvordan klarer vi den kronisk tilbagevendende sorg over det handicappede barn? Hvordan lever vi vores liv med de følelsesmæssige rutscheture og erkendelsen af, at det er en livslang proces. Invitationen med det endelige program vil blive sendt ud ca. 14 dage før. Emnet er relevant uanset om dit barn er 0, 18 eller 50 år, og alle er velkomne. På bestyrelsens vegne Birte Lynghøj LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 23

17 Emil - den svære balance. Eksklusion - Inklusion De handicappede skal nu inkluderes i normalområdet, men hvad med den enkelte handicappede inden for handicapområdet - her ekskluderes fortsat LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 25

18 Af Vibeke Holscher Københavns Kommune har netop vedtaget en politik for handicappede børn og unge: Inklusionspolitikken. Det handler om at inkludere børn og unge med særlige behov i normalområdet. Det vil man bl.a. gøre med en fleksibel ressourcetildeling og helhedstænkning og brobygning. Hele inklusionsdebatten, som jeg synes er rigtig spændende, fik mig til at tænke på et område, hvor der i den grad mangler inklusion, et område, som jeg har ganske tæt inde på livet gennem min søn, nemlig handicapområdet. Min søn, Emil, er udviklingshæmmet. Han er 20 år og han har Downs syndrom og en autisme-spektrumsforstyrrelse. Emil har en meget skæv udviklingsprofil, der yderligere forstærkes af hans autisme. Det betyder, at han er svær at placere i såvel et botilbud som et skole- eller dagtilbud, der kan tilgodese både hans behov for støtte og hans behov for stimulerende aktiviteter og samvær. - Og det fører til eksklusion. Det har Emil allerede oplevet tidligere i sit liv, og for nylig gentog det sig. Emil har et naturligt talent for mange former for idræt og er rigtig god til at danse. Efter endt 3-årigt ungdomskoleforløb, startede Emil på en skole, der kunne tilbyde ham de aktiviteter, der i den grad appellerer til ham. Desværre viste det sig meget hurtigt, at skolen slet ikke kunne tilgodese hans behov for trygge og forudsigelige rammer endsige hans behov for voksenkontakt. Skolen så sig ikke i stand til at ændre på forholdene, og da Emil ikke kunne strække sig længere men efterhånden havde nået et meget højt stress niveau, måtte han stoppe. Vi kontaktede naturligvis, så snart problemerne begyndte at vise sig, Københavns Handicapcenter i håb om, at de kunne hjælpe Emil. Der kunne de ikke. Alle døre blev lukkede. Det eneste kommunen kunne tilbyde, var et andet tilbud, som vi på forhånd havde meget svært ved at se, at Emil ville kunne fungere i. Emil er nu blevet henvist til, i første omgang et skovprojekt for brugere med udviklingshæmning og en psykiatrisk overbygning - det er afprøvet og alle parter er enige om, at det ikke dur. Emil står nu til at blive placeret i et rent autismetilbud. Han vil her møde en række brugere, hvoraf han allerede kender flere fra sit botilbud. Emil har ikke noget tilfælles med disse brugere. Og så spørger jeg: Hvorfor finder der ikke en fleksibel ressourcetildeling sted. Hvorfor overvejer man end ikke muligheden af, at det i Emils tilfælde ville være til alles fordel, at tilføre de nødvendige ressourcer, således at Emil i dag fortsat ville have et dagtilbud? Jeg savner i den grad fleksibel ressourcetildeling, en faglig, social og personlig udvikling for alle samt helhedstænkning og brobygning - for nu at citere fra kommunens seks omdrejningspunkter for inklusion. Jeg ved godt, at den inklusion, der tales om, er inklusionen af børn og unge med særlige behov i normalområdet; men hvad er forskellen? Inden for gruppen af udviklingshæmmede handicappede er der et meget bredt spektrum af mennesker med vidt forskellige potentialer og kompetencer og med meget forskellige behov for støtte og vejledning. Det er desværre min og mange andres erfaring, at der for de svagere, d.v.s. dem 26 LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS

19 med behov for en særlig støtte, er meget begrænsede og meget lidt varierede - Fokus på at øge fællesskabets mulighed for FLEKSIBEL RESSOURCETILDELING tilbud. Der, hvor det spændende sker, at imødekomme den udviklingshæmmedes bliver dørene lukket for den gruppe brugere, Emil repræsenterer. Det kalder jeg Ressourcerne skal tildeles fleksibelt, og behov. eksklusion. de skal følge med ud, hvor de udviklingshæmmede er, så forudsætningerne for Nedenstående er citeret fra kommunens inklusionspolitik, blot med den at skabe en inkluderende kultur øges. omskrivning at børn og unge er erstattet med udviklingshæmmede og Derved øges fællesskabets mulighed for på almenområdet er udeladt: Fortsættes side 29 Artiklens forfatter og hendes søn. LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 27

20 at imødekomme den enkelte udviklingshæmmedes behov. Det indebærer, at ressourcetildelingsmodeller skal give incitamenter til inklusion og til at løse opgaver på nye måder. Der skal være mulighed for lokale fleksible løsninger, som kan ske hurtigt og ubureaukratisk. Skoler og institutioner skal selv tage ansvar for inklusionsopgaven og udvikle tilbud der er fleksible og som kan inkludere flere udviklingshæmmede. Dermed vil kreativiteten i opgaveløsningen stige og flere udviklingshæmmede vil forblive i tilbud, der imødegår deres specifikke behov. Supplerende vil jeg gerne citere Lotte Georg, nyudnævnt inklusionskoordinator for flg. udsagn (LEV København dec. 2010): At deponere ansvaret hos barnet Det, der er det væsentlige i inklusion er, at fællesskabet skal stille spørgsmålstegn til den måde, det er fællesskab på, konkluderer Lotte Georg og peger på, at der er en tradition for, at man tænker, her er der et barn, der er afvigende fra det normale og husk apostroffen om det normale. Når man tænker sådan, så deponerer man ansvaret for det afvigende i barnet - man tillægger barnet ansvar for, at det ikke fungerer. Det burde aldrig ske, at ansvaret deponeres hos barnet/den udviklingshæmmede. Det er desværre det, Emil har oplevet - han har taget ansvaret for, at det ikke gik på skolen. Ikke nok med at han er blevet ekskluderet; det er også ham, der påtager sig ansvaret for, at det ikke kom til at fungere. Som pårørende er det uendeligt svært at stå magtesløs på sidelinjen og blot kunne iagttage, at ting, der burde kunne løses på en fleksibel og ubureaukratisk måde, ikke bliver det. Lad den fleksible ressourcetildeling også gælde inden for handicapområdet, og lad os holde op med i nogen som helst sammenhæng at deponerede ansvaret for det afvigende hos den handicappede - det er jo netop deres handicap. LEV KØBENHAVNS KOMMUNEKREDS 29