Radikal Dialog. Tema om Ligestilling. I dette nr.: 8Oktober 2003 Den. Radikale Vælgerforening for København og Frederiksberg

Transkript

1 8Oktober 2003 Den Radikal Dialog Radikale Vælgerforening for København og Frederiksberg Tema om Ligestilling I dette nr.: Leder af Naser Khader Kandidatpræsentation: Christian Friis Bach Reportage fra landsmødet

2 Leder Ligestilling nu også med tvang I 2002 holdt kvinder i snit 25,1 ugers barselsorlov, mændene holdt 2,6. Ifølge Handelsshøjskolen i Århus tager kvinderne 95% af barselsorloven i Danmark, og kun 60% af fædrene benytter sig af de 14 dages barselsorlov umiddelbart efter fødslen. På den baggrund kan det ikke overraske, at unge kvinder i den fødedygtige alder har svært ved at få job. De er simpelthen for dyre for arbejdsgiverne - de skal jo på barsel. Af Naser Khader MF, ligestillingsordfører Det Radikale Venstres forslag om en fælles national barselsfond er derfor et stort fremskridt for ligestillingen. Dermed bliver ingen arbejdsgivere ramt urimeligt hårdt af udgifter til barselsorlov, men barselsfonden udligner ikke de kønsrelaterede forskelle på e.eks. karriereforløb og pension. Når mødrene går på barsel, sættes karrieren på stand by, og lønnen halser efter de mandlige kollegers. Barselsorloven er således en vigtig årsag til, at der endnu ikke er ligeløn - kvinder med en videregående uddannelse tjener kun ca. 70% af mændenes indkomst. Og der er mange af dem. Seks ud af ti optagne på universiteterne er kvinder, og modsat andre europæiske lande stiger den danske lønulighed med uddannelsens længde. Første januar sidste år blev mændenes føring øget. Loven om et års barsel giver en selvforstærkende negativ effekt, for jo længere kvinderne er uden for arbejde, jo mindre tjener de. Og jo mindre de tjener, jo mindre er mulighederne for, at mændene tager barselsorlov. Deres høje indkomst skal nemlig forsørge familien, og vi må derfor diskutere, hvordan udviklingen kan vendes. Jeg mener, at fædrenes pligter skal udvides i takt med barselsorloven. Vi øremærker tre af de tolv måneders orlov til mændene - hvis ikke far tager en fjerdedel, er der ikke tolv måneders barsel til forældrene i alt. En fjerdedel er næppe noget stort offer, og hvis et sådant krav rejser ramaskrig, bør vi som fædre tage vores ansvar op til genovervejelse. Når det gælder ligestilling, er der tendens til at kategorisere lovgivning som tvang. Men hvordan skal vi så kategorisere anden lovgivning? Især ligestillingsminister Henriette Kjær er imod ufrihed og millimeterretfærdighed, som hun ynder at definere indgreb i ligestillingens navn. Hun foretrækker gode viljer og frivillig holdningsændring, og dermed fastholder ministeren de instrumenter, der så åbenlyst har spillet fallit efter årtiers ligestillingsdebat. Vi har brug for lovgivning til at hjælpe holdningsændringen på vej, og for mange fædre vil et lovindgreb være et tiltrængt argument overfor arbejdspladsen - så meget respekt aftvinger barselsorlov jo heller ikke fra chefen og kollegerne. Fædre skal have ret - og pligt - til barselsorlov. Henriette Kjær mener derimod, at ligestillingen stort set er opnået - eller også kommer den i hvert fald af sig selv. I Politiken (16/8) skriver hun, at vi formelt har ligestilling mellem kvinder og mænd. Det pudsige begreb formel ligestilling defineres ikke yderligere, men ifølge ministeren skal kvinderne bare have et puf i ryggen. De kan dermed konkludere, at det højest er lidt generthed og i hvert fald ikke reelle økonomiske og strukturelle barrierer, der spænder ben for deres ligeret. Vi har altså allerede ligestilling, men på kvindernes internationale kampdag sagde Henriette Kjær alligevel, at vi aldrig får ligestilling, fordi kønnene nu engang er forskellige. Det må være svært at være minister for et område, som man ikke kan arbejde for, men Henriette Kjær kan tage det roligt. Ingen har nemlig bedt om, at kvinder og mænd skal være ens. De skal bare være lige. Den Radikale Vælgerforening for København og Frederiksberg (Hovedstadens Radikale Venstre) Ny Kongensgade 18, 5.tv København V. tlf/fax , hovedstaden@radikale.dk Giro: Sekretariat: Frederik Berling Træffes tirsdag og torsdag 9 14 Formand: Næstformand: Hovedkasserer: Jesper Gronenberg, / , gro@kl.dk, Hans Grishauge, , hg@vartov.dk Mads Friis Thomsen, , mads.friis.thomsen@wanadoo.dk Brønshøj/Husum/Vanløse: Jonathan Nielsen, , nielsen.jonathan@wanadoo.dk Frederiksberg: Rikke Danielsen, , rikke.danielsen@hotmail.com Indre by/blågård: Hans Grishauge, , hg@vartov.dk Nørrebro/Nordvest: Benny K. Nielsen, , benny@oerneborgen.dk Sundby/Christianshavn: David Munis Zepernick, , munis@hotmail.com Vesterbro/Valby:. Kasper Johansen, , kasperjohansen@yahoo.com Østerbro: Mikkel Søndergaard, / , mso@tdcspace.dk

3 Indhold Forsiden: Lone Dybkjær har holdt sin sidste landsmødetale som Det Radikale Venstres repræsentant i Europaparlamentet og vil i fremtiden koncentrere sig om indsatsen som folketingskandidat i Vestre Storkreds. (Foto: Anders Nielsen) Leder Ligestilling nu også med tvang... 2 Tema: ligestilling Vi har brug for kvindelige forbilleder... 4 Kampen om retten til fravær... 5 En politik om kvindens krop... 6 Tanker om kvinder og indvandring... 7 Tanker om ligeværd og ligestilling... 8 Annonce Mands minde foredragsrække af Ebbe Kløvedal Reich... 8 Boganmeldelse Når kærlighed bliver tvang... 9 Landsmøde 2003 Mit første landsmøde reportage Miljø-tænketank København Europas miljøhovedstad Nyt fra BR Nyt: Sundhedshuse i København Kend kandidaten Christian Friis Bach RUK s side Prostitution et reelt valg? Radikalenderen Annoncering af møder og arrangementer... bagsiden Udgivelsesplan: Nummer Deadline, artikler Deadline, kalender Udkommer 9/2003: 21. oktober kl oktober kl. 14 uge 45 10/2003: 18. november kl november kl. 14 uge 49 Temaet for næste nummer er miljøpolitik alle debatindlæg er velkomne! Radikal Dialog Redaktør: Anders Nielsen (ansvh.), / , andersnielsen@mail.tele.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere og forkorte indlæg. I redaktionen: Internetredaktør: Indælg sendes til: Ea Kabell Lundberg, Dorte Kaiser, Margrethe Straarup Wivel, Amalie Nørgaard, Charlotte Rørbøl, Rasmus Paludan (RUK) Marianne Asbæk, seventhsky@paradise.dk pr. til hovedstaden@radikale.dk eller pr. brev til Vælgerforeningen postbesørget blad nr Udkommer 10 gange årligt. Oplag: Tryk: Lito Tryk Der holdes redaktionsmøde ca. en gang om måneden, hvor alle medlemmer kan deltage. Skriv eller ring til redaktøren, hvis du ønsker flere oplysninger.

4 Ligestilling Vi har brug for kvindelige forbilleder Lone Dybkjær har blandt meget andet været meget aktiv i ligestillingsdebatten både herhjemme og i EU, og derfor fandt vi det naturligt at spørge, om hun ville bidrage til temadebatten. Af Lone Dybkjær, medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre Jeg møder flere og flere stærke kvinder med stærke meninger om næsten alt. Men de tager ikke magten. Ikke tit nok i al fald. De går ikke efter bolden, selv når den ligger klar foran dem. Og jeg taler om de kvinder, hvor forudsætningerne ellers virkelig er til stede. De er unge, veluddannede bykvinder. De har mænd, som man efterhånden må forvente også tager deres del af hjemmearbejdet. De er startet i et godt job. Og nu har de så fået et par børn. Og så er det, som om den videre planlægning går i stå. Når børnene er ankommet, er det som om, at ambitionerne og indignationen over, at deres mødre aldrig nåede det, de gerne ville, og som indtil nu har båret disse unge kvinder videre, dør lidt ud. Så sætter flere og flere andre argumenter dagsordenen. Det er jo lettere, at det er mig (kvinden), der går hjemme i et år. Jeg vil have tid med mine børn, jeg vil ikke lade mig diktere af en karriere... Og der er mange flere. Hver for sig giver de selvfølgelig også alle mening. Det er jo barnets tarv, det kommer an på. Men er det faktisk ikke også rigtig godt for barnet, at faren er der? Vi er forskellige som mennesker og som køn, og barnet har rigtig godt af begge dele. Hvis alle kvinder stiger af karriereræset og tager lang barselsorlov, ændrer vi intet. Hvis vi ønsker at ændre samfundet, så der bliver balance mellem arbejdsliv og familieliv, så er vi nødt til at gå ud i den større samfundsarena Christiansborg, fagforeningen eller kommunalbestyrelsen og kæmpe. I stedet for at vi hver især kæmper med hjemmestrikkede løsninger og evig dårlig samvittighed. Der er altså nogle kvinder, der skal fastholde deres ambitioner, der skal gribe efter magten. Gribe efter og gerne fastholde magtpositionerne i det politiske liv, i det offentlige liv og i det private erhvervsliv. Der er altså nogle kvinder, der skal fastholde deres ambitioner, der skal gribe efter magten. Gribe efter og gerne fastholde magtpositionerne i det politiske liv, i det offentlige liv og i det private erhvervsliv. Der er ingen, der siger, at vi alle sammen skal stræbe efter at blive leder af et større multinationalt selskab, den første kvindelige statsminister eller formand for LO. Nogen skal dog. Men ambitionerne skal række til at få arbejds- og familieliv til at gå op i en højere enhed. Disse ambitioner når vi kun ved at turde være synlige og stille krav til vores mænd, til vores chefer, men også til os selv. Vi skal kræve af os selv og dermed af vores omgivelser, at balancen mellem familieliv og arbejdsliv bliver prioriteret. Ikke det ene på bekostning af det andet. Det er ikke mit ærinde at skrive flere krav ind på den lange liste, som unge mødre i dag allerede har skrevet til sig selv. Men jeg ønsker at råbe vagt i gevær i forhold til den retning, som regeringen i højere og højere grad beder mødrene om at tage. Regeringen prioriterer familiepolitik, mens ligestillingspolitik er blevet et fuldstændig ukendt begreb for den. Det mener jeg er meget farligt. Det er farligt, fordi det så bliver lettere at sætte sine ambitioner som individuel kvinde til side og lade sig opsluge af familielivet. Det skal man have lov til, hvis man vil, men man skal kunne træffe et frit valg. Og i dag er der ikke et frit valg. Bare tænk på, hvor nemt det er for kvinder at vælge at være hjemme, og hvor svært det er for mænd at gøre det samme. Vi må nedbryde de begrænsninger, der findes for begge køn i vores samfund. Begrænsninger i form af vaner og normer, magthierarkier og barselsorlov. Vi skal huske at spørge os selv: Hvordan ville vi gerne have det som mennesker, hvis vi kunne vælge? De fleste, tror jeg, ville svare: et godt job kombineret med ordentlig tid til familie og venner. Så må vi spørge: Hvad skal det frie valg koste? Det skal ikke koste os enten familien eller jobbet. Det er ikke et rimeligt grundlag at træffe valget på, og derfor skal vi arbejde på at lave det grundlag om. Så kan vi måske begynde at tale om reelle valg. Nat med kulturen? 4 Radikal Dialog

5 Ligestilling Kampen om retten til fravær Et liv er ikke bare et arbejdsliv. Liv bør forstås holistisk. Det vil gavne hele præmissen for ligestilling og dermed give bedre politiske redskaber til at skabe ligestilling. Af Lea Bergstedt, Østerbro. I et landsdækkende debatprogram i tv i foråret beskrev en yngre akademiker kvinde ligestilling mellem sig selv og sin mand således: Jeg afsluttede min barselsorlov da vores barn var 5 måneder, fordi det så var min mands tur til at passe barnet. Senere i interviewet kom det dog for dagen, at manden ikke havde taget orlov fra sit job, og at barnet måtte passes af en sort dagplejemor fra det var 5 måneder, fordi ingen af forældrene ville tage yderligere orlov fra deres respektive betydningsfulde jobs i ligestillingens navn. Kønnenes kamp om at være den, der havde det mest betydningsfulde hverv, og hvem der således kunne undværes fra hjemmet, endte åbenlyst i et 0-1 nederlag til barnet. Hvad handler ligestilling om? Det handler tilsyneladende om retten til fraværet fra den reproduktive sfære. Om retten til fraværet fra hjemmet og de nære relationer og om retten til uafhængighed. At danne familie er en bevægelse fra uafhængighed ind i gensidig afhængighed. Alle parter er forpligtede overfor hinanden, og særligt de voksne må sætte sig selv til side i en ikke uvæsentlig periode for at tilgodese artens overlevelse. Dette er selvfølgelig en meget nøgtern og biologisk betragtning. Men kald mig bare gammeldags, når jeg mener, at ligestillingskamp ikke må blive til en kamp om fuldstændig personlig uafhængighed. Mennesker er sociale væsener, der har brug for at være afhængige af andre, og at andre er afhængige af dem. Mennesker er ikke satellitter, der svæver frit imellem hinanden uden berøring. At forpligte sig på andre mennesker er livets mening i en biologisk og social forstand. At have noget at stå op til om morgenen, at der er nogen, der venter på én, at der er nogen, der er interesseret i at høre på én, og som føler med én på godt og ondt. Vi er mere værd end det arbejde, vi producerer. Jeg ønsker at ændre hele præmissen for ligestillingsdebatten. Fokus skal væk fra den meget ensidige diskussion om ligestilling på arbejdsmarkedet. Jeg ønsker fokus på det hele liv. En holistisk livsopfattelse, der knytter alle sider af et menneskes liv sammen. Kvinders og mænds liv er ikke ens. Grundbetingelserne er forskellige, og det ønsker jeg at anerkende. Maskulinisering Lige løn for lige arbejde er en god grundregel baseret på sund fornuft. Men lige muligheder på alle områder af livet kan mænd og kvinder ikke opnå. Det lader sig ikke realisere, hvis vi samtidig ønsker at opretholde et rimeligt fødselstal og at sikre artens videreførelse. Der skal altså fødes nogle børn. Det ønsker samfundet, og dette ønske er heldigvis i overensstemmelse med mange kvinders individuelle ønske. At få børn sætter i nogle erhvervsmæssige sammenhænge kvinden i en faglig parentes i den periode, hun holder barselsorlov. Og ja, jeg mener, det primært er kvinden, der bør tage barselsorlov. Der er måske nogle kameler, der skal sluges. Men det er ikke muligt at opnå en ligestilling i betydningen af enshed, hvis vi (sammen og hver for sig) ønsker os børn. Det er dog muligt i dag at vælge ikke at få børn, hvis man ikke vil stå tilbage for sine mandlige kolleger. Ligestilling bør ikke handle om ensliggørelse af kønnene. Ligestilling vil i så fald betyde en maskulinisering af kvindekønnet i kraft af kvindens stræben efter lighed med manden. I ligestillingskampens historie har der nemlig kun meget sjældent været tale om mandens stræben efter lighed med kvinden. Jeg sætter altså lighedstegn mellem den traditionelle ligestillingsforståelse og maskulinisering af kvinden. Det er der ingen fordel i, hverken samfundsmæssigt set eller individuelt. Jeg taler ikke for, at kvinderne skal gøre karriere som hjemmegående. Men jeg appellerer til realitetssansen. Vil man have børn, vil man amme, vil man symbiosen, og vil man barnets tarv, så må dette arbejde i en periode bære lønnen i sig selv. Og så må kvinden se i øjnene, at den mandlige kollega er tilknyttet arbejdsmarkedet i ca. et år længere for hvert barn, de får tilsammen. Det medfører en skævvridning i fordeling af lederjobs og i lønniveau for henholdsvis mand og kvinde. Men familierne trives måske bedre på langt sigt. Jeg ønsker mig en holdningsændring i ligestillingsdebatten. Ligestilling bør ikke være kampen om at undgå forskelle. Ligestilling bør være kampen om at definere og respektere kønnenes forskelle. Ligestilling bør snarere være kampen om retten til nærværet i menneskelige relationer frem for fraværet. Se de næste sider... Nr. 8/2003 5

6 Ligestilling En politik om kvindens krop Merete Riisager var arrangør af et møde om kvindehandel, og her drager hun konklusionerne. Af Merete B. Riisager DRV Nørrebro/ Nordvest Landsmødet var et politisk brusebad og en genopfriskning af de radikale grundstene. Lone Dybkjær erindrede om, at vi må lave politik, der udspringer af respekt for den menneskelige værdighed. Elsebeth Gerner Nielsen talte for solidaritet med de svageste, og Marianne Jelved advarede mod at opfatte mennesker som ting. Det blev slået fast, at vi er et parti, der arbejder for ligestilling, og som ønsker at værne om det enkelte menneskes integritet og sårbarhed. Hvis disse udsagn er det materiale, vi skaber vores politiske redskaber af, og hvis redskaberne skal bruges til at forbedre vilkårene for alle grupper af mennesker, der lever og er i Danmark og i Europa, bør vi i Det Radikale Venstre udvikle en politik omkring salg af kvinder. Rundt omkring i Danmark, både i hovedstaden og i den lille by i provinsen, er der kvinder, der sælger deres krop og mænd, der køber den. Den almindelige opfattelse er, at der er tale om en byttehandel, som kan sammenlignes med enhver anden handelssituation. Dette er dog langt fra tilfældet. Da DRV Nørrebro/Nordvest for nylig holdt et møde om emnet, fortalte Henrik Brun, der har lavet grundig journalistisk research på området, at handelen med kvinder til Danmark er stigende, og at disse kvinder lever under umenneskelige vilkår. Nogle ved, at de skal arbejde som prostituerede, når de kommer frem, andre narres hertil med løfter om almindeligt arbejde. Fælles for dem alle er, at de kommer fra trøstesløse områder i Europas baggård, og at de er parate til at løbe store risici, for at skabe sig et liv et andet sted. Fælles for dem er også, at de aftaler, de har indgået ved afrejsen, ikke står ved magt, når de når frem. Nogle lever indespærret og bevogtet, andre lever med krav om tilbagebetaling af Forestillingen om den selvstændige kvinde, der lever af sin lystige seksualitet, er et billede, der dækker over fornedrelse, elendighed og svigt. gæld eller bliver truet med afsløring og vold. De kender ikke sproget, og de har ingen, der kan hjælpe dem. Hvis politiet får kontakt med dem, bliver de sendt tilbage inden 15 dage. De bagmænd, der har tjent på at sælge dem, går fri. Der er også mange danske kvinder, der lever som prostituerede. Charlotte Odile Poulsen, der er tidligere prostitu- eret, fortalte til det samme møde, om hvordan vilkårene er i miljøet. Forestillingen om den selvstændige kvinde, der lever af sin lystige seksualitet, er et billede, der dækker over fornedrelse, elendighed og svigt. Et meget stort antal af danske prostituerede har været udsat for seksuelle overgreb som børn og har derfor ikke udviklet evnen til at beskytte sig selv og deres egen krop. De lever i en verden, hvor de præsenteres og forhandles som en vare. Hvor de er det første led i en fødekæde af alfonser, aviser, hoteller og taxachauffører, der alle tjener på de ydelser, der giver dem alvorlige skader på sjæl og krop. Man kan undre sig over, hvem de mænd er, der bidrager til at opretholde en industri af menneskeligt armod. I Det Radikale Venstre må vi arbejde for at indføre en ansvarlighed overfor kvinder og deres krop, således at det ikke bliver de dårligst stillede kvinder, der kommer til at bære dyndet fra den almindelige hverdag i et rigt lille land. Vi kan lave oplysningskampagner, så ingen kan sige, at de ikke vidste bedre. Vi kan skabe rehabiliteringscentre for kvinderne og opsøgende arbejde. Vi kan kræve, at det danske politi deltager aktivt i at bekæmpe trafficking og alfonseri og undersøge, om de redskaber og den viden, de har, trænger til at blive opdateret. Vi kan arbejde for at få ændret reglen om de femten dage og støtte kvindenetværk i Danmark og i andre lande. Vi kan lære af LO og beslutte, at det Radikale Venstre er en organisation, der ikke støtter prostitution. Endelig kan vi diskutere, om køb af sex helt bør forbydes, som det er sket i Sverige.... nej, det er ikke et af Brian Mikkelsens tiltag, men en reklame for Den Radikale Kulturnat 10. oktober... 6 Radikal Dialog

7 Ligestilling Tanker om kvinder og indvandring Vera Eckhardt er medlem af ligeretsudvalget og gennem mange år aktiv i ligestillingspolitik. Af Vera Eckhardt Indvandrere er på den politiske dagsorden den kvindelige del mest, når det handler om kvindernes udtryk (farve og beklædning), deres krop (vold mod kvinder og lemlæstende kvindelig omskæring), deres gang og samvær med deres børn (mediebilleder). I uddannelse og arbejde er det pleje og omsorg, omsorg og omsorg. Som om de ikke kan og vil andet. Der er ingen tvivl om, at der er mange udfordringer og problemer omkring ovenstående, men bliver billedet ikke mere nuanceret og kommer kvinderne ikke selv mere på banen, vil det lykkes at låse kvinderne fast i en offerrolle, hvor andre sætter grænser, stiller regler og begrænser. Kvinderne kommer ikke med ved bordet, hverken i udformning af eget liv eller i samfundsudviklingen. Mine erfaringer med konkret interkulturelt integrationsarbejde er da også meget mere varierede og anderledes. Kvinder, der kommer fra andre lande, rammes af samme barrierer som danske kvinder og tifold på mange måder. Definitionen og afgrænsningen af kvindernes råderum, muligheder og plads i såvel det offentlige rum som i det individuelle liv sættes i alt for høj grad af andre og oftest mænd. Når danske kvinder flygter fra vold og overgreb, er det som regel én mand, vi skal være bange for og holde udkik efter. For mange udenlandske kvinder er det den enkelte mand. Er det en dansk mand kender han systemet og har måske forholdt hende oplysninger om rettigheder etc. Er det en anden etnisk mand er det ikke kun den ene mand, men en hel og ukendt gruppe af mænd hun ved, holder øje og er efter hende. Kvinder fra mange lande ved, at når de færdes ude i det offentlige rum, bliver der holdt øje med dem, og det kan være mange øjne, der hviler på dem. Samfundsstrukturer, politiske udmeldinger og de individuelle forhold og oplevelser er sammenhængende for mange indvandrere. En del kan vi som almindelige, engagerede borgere gøre noget ved. Det er ikke et ukendt fænomen, at kvinders livs- og erhvervsvalg skal fungere i et samfund med manden som normen og med kønsblindhed i tilrettelæggelse og vurdering af evner og kompetencer. Krav og muligheder bedømmes i et rum, hvor køn tilsyneladende ingen betydning har herom mere senere. Hos nydanske kvinder skal hertil lægges, at traditioner, erfaringer med pigers og kvinders uddannelsesniveau og erhvervsdeltagelse plus det derhjemme (som kvinder har, hvor mænd har et bagland) i særlig grad kan være bremsende for kvinder med en ikke dansk/ skandinavisk/europæisk baggrund. I kort form kan fremhæves : Sprogkundskaber og mulighed for at afprøve og styrke disse sammen med danskere er begrænsede. Adgangen til uformelle fora, hvor hverdagssamtaler også indeholder oplysninger og gode ideer er ikke kvindernes. Ofte er disse fora ikke tilstede, ofte er de ikke kvindevenlige, og ofte sætter kvindernes familieliv og omsorgsopgaver stærke grænser for deres deltagelse i de mere uformelle fora. Anerkendelse og opmuntring til at anvende og opgradere medbragte erfaringer også uddannelser er sjældent set. Kvinderne stiller høje krav til sig selv, og det samme gør andre. Som en forsker skrev: Mænds tid er arbejdstid og deres engen, kvinders tid er andres tid. Det gælder danske kvinder, men i endnu højere grad udenlandske kvinder. Den sociale arv vil for mange nydanske kvinder ikke tilsige dem at tage de krævede uddannelser og den erhvervsdeltagelse, som forventes fra dag ét. Såvel traditioner fra hjemlandet generelt som forventninger og traditioner for pigers og kvinders selvforvaltning, herunder erhvervsdeltagelse, er mange steder meget langt fra den danske, Hertil kommer forventninger, støtte eller modstand fra familie, miljø og i høj grad også fra det danske samfund, medier og os, der møder nydanskere. Der kan ikke herske tvivl om, at de mange ressourcer og kompetencer, som disse kvinder med udenlandsk baggrund har, den iver mange lægger for dagen for at tage hånd om eget liv, bliver understøttet ved møder og samtaler i hverdagen, i mødet med danskere, i møder hvor kvinderne mødes i et ligeværdigt møde. Godt vil det være, om alle, der møder andre mennesker og ikke mindst medier såvel som politikere, eliminerede deres i bedste fald kønsblindhed, i værste fald undertrykkende og kønsdiskriminerende adfærd.... hvor der traditionen tro bl.a. holdes et udpræget finkulturelt arrangement på Københavns Rådhus...! Nr. 8/2003 7

8 Ligestilling Tanker om ligeværd og ligestilling Af Vera Eckardt Ligestilling, ligeret, ligeværd. Tja, kært barn har mange navne. Kønsblindhed eller manden som normen kvinden som undtagelsen er et andet. Uacceptabelt forskellige forhold og vilkår for kvinder og mænd eksisterer fortsat trods mange års arbejde for ligestilling. Hvis skylden er, er i denne sammengæng uinteressant. Måske ingens? Men et samfundssystem, der favoriserer mænd og diskvalificerer kvinder, er ikke et ligestillet og ligeværdigt samfund. Man kan sige, at der eksisterer en uartikuleret ulyst til for alvor at se de to køn som ligeværdige og nyttige samfundsborgere. Tag politik og politisk repræsentation. Partiet har nu opstillet kandidater til Europaparlamentsvalget heraf 16 mænd og 2 (!) kvinder. Ret meget bedre ser det ikke ud til at blive m.h.t. folketingskandidater, eller når det gælder lokalpolitik. Ser vi f.eks. på de lokale partiforeninger, er der ganske få kvindelige formænd og næstformænd. I stedet for at lade stå til eller blot engang imellem spørge, hvorfor kvinder ikke er der eller ikke vil være der, kunne man tage tingenes tilstand alvorligt og sige, at der må være noget galt i maskineriet. Hvis vi får en dårlig smag i munden over de talende jakkesæt i international toppolitik, kan vi lige så godt se de mange talende mænd og alt for få talende kvinder i egne rækker, som det demokratiske problem det er. I mange sammenhænge har kvinder andre briller på end mænd: Temaer tages op og behandles forskelligt af de to køn. Taler vi i partiet om kønsdiskriminerende adfærd, om pornoficering af det offentlige rum, vold mod kvinder etc., er det noget, stort set alle kvinder kan og vil forholde sig til, mens mændene i forsamlingen oftest synes, at det ikke er noget at bruge mange ord på. Tid og alvor kan ofte mangle. Den manglende kvinderepræsentation er tydelig mange steder. Jævnfør f.eks. medierne; hvornår har vi sidst set en gruppe kvinder og mænd, hvor kvinder nævnes og mænd glemmes. Eller check lister af kendte og betydningsfulde personer, som samfundsborgere vel at mærke. Hør interviews med kvinder hhv. mænd, de dygtige kvinder spørges: hvordan er du kommet så langt, hvad skyldes din succes, mens mænd generelt roses for deres indsats, flot gjort, du er en guttermand (siges måske ikke men menes ikke desto mindre). Se de navngivne, berømte danskere (fodboldspillere og trænere). For ikke at tale om, hvordan lønninger, topposter og magtfulde positioner fordeler sig kønsmæssigt. En strategi til at fastholde disse ulige, uretfærdige og ikke værdige ubalancer er (primært) at se på kvinder som mødre eller bruge herskerteknikker som latterliggørelse, forholde information, bruge teknikken damn it if you do (får børn og job), damn it if you don t (får børn og bliver en god mor) eller den ganske kendte, som også vor ligestillingsminister netop har anvendt: at spille kvinderne ud mod hinanden. Først skældes kvinderne (organisationerne) ud for ikke at tale indvandrerkvinders sag, så skal kvinderne selv til orde. Nu skal vi voksne (midaldrende) kvinder ikke være med mere, for nu skal de unge til. I partiet høres gang på gang, at det er holdningsændringer, der skal til. Så må jeg spørge: Hvis politik ikke er holdningsbearbejdning, hvad er det så? MANDS MINDE i VARTOV Ebbe Kløvedal Reich fortæller samtidshistorie gennem 12 foredrag. I 1838 afholdt N.F.S. Grundtvig sine berømte samtidshistoriske Mands Minde foredrag på Borchs kollegium. Gennem 12 torsdage, hen over de første fire måneder af 2004, vil Ebbe Kløvedal Reich træde i de historiske fodspor med sin subjektive beretning om verden og Danmark i de seneste 64 år med dertil hørende personlige erindringer. Foredragsrækken bærer titlen Nødvendighedens Gåde og opdeles i følgende kapitler : 15. januar FØDT TIL FRIHED ( ) 22. januar FJERNE KAMPE ( ) 29. januar VERDEN DUKKER OP ( ) 5. februar DEN OMSIGGRIBENDE PROTEST ( ) 12. februar DEN SKÆVE REVOLTE ( ) 19. februar DE DANSKE REALITETER ( ) 26. februar KLODEN VANTRIVES ( ) 4. marts DEN MUSLIMSKE UDFORDRING ( ) 11. marts FALDENDE MURE ( ) 18. marts DET NATIONALE TVESIND ( ) 25. marts DET PINLIGE ÅRTUSINDSKIFTE ( ) 1. april FØR GERNINGEN ( ) Alle foredrag foregår i Vartovs store sal, Farvergade 27, fra kl til kl. ca De indledes og afsluttes naturligvis med en sang fra højskolesangbogen. For yderligere oplysninger kontakt Kirkeligt Samfunds sekretariat, Farvergade 27, 1463 København K. tlf Radikal Dialog

9 Boganmeldelse Når kærlighed bliver tvang Den radikale borgerrepræsentant og socialarbejder Manu Sareen har udgivet en bog med fokus på de problemer, især kvinder fra etniske minoritetsgrupper møder i forbindelse med indgåelse af ægteskab. Af Sine Vaaben Manu indleder sin bog Når Kærlighed bliver Tvang med en fortælling om en kvinde, der søgte hans og socialforvaltningens hjælp til at undgå et uønsket ægteskab. Kvinden fik aldrig den hjælp, hun havde brug for med omfattende konsekvenser for hendes liv. Men for Manu har hendes historie ført til, at han insisterende spørger, hvordan disse problemer kan tackles samfundsmæssigt. I bogen arbejdes der med socialforvaltningens muligheder i dette arbejdsfelt. Manu ønsker tydeligvis at underkende og udfordre berøringsangsten overfor problemstillinger, der primært opstår i etniske minoritetsgrupper. Han opfordrer til at se realiteterne i øjnene og ikke bagatellisere. Vi skal sørge for, at fagfolk har den nødvendige viden for at kunne hjælpe familierne igennem de svære konflikter. Manu vil bryde den akademiske distance og bringe læseren ind på nærmeste hold af de virkelige mennesker med beskrivelse af en række cases og fortællinger. Mange af dem er barske men de er ikke udvalgt for at chokere. Der er næsten altid en pointe, der frontalt udfordrer dominerende tabuer eller stereotyp tankegang. For eksempel beskriver han, hvordan enkelte piger i vildfarelse lyver om seksuelle krænkelser, eller at det ikke altid er faderen i familien, der er skurken. Manu opnår med både humor og alvor at invitere læseren til en mere kompleks forståelse af problemstillingen en tilgang der går langt videre, end hvad man normalt hører i massemedierne og blandt politikerne. I bogen understreges det, at tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber er væsensforskellige. Myten om, at arrangerede ægteskaber er religiøst betinget, skydes ned. Manu skriver, at fænomenet snarere er socialt og kulturelt betinget. Han har et stærkt ønske om at metodeudvikle på dette nye arbejdsfelt, og dette præger bogen. Socialforvaltningen skal selvsagt arbejde indenfor lovens rammer, og måske derfor lægger Manu et stort engagement i at identificere grænserne mellem utilladelig og tilladelig tvang hvor de offentlige institutioner skal og må blande sig, og hvor de må trække sig. Manu foreslår at skelne mellem tvangsægteskaber, gråzoneægteskaber og arrangerede ægteskaber. I de to sidstnævnte er der ikke tale om fysisk tvang, men muligivs om magtmisbrug. Og her eksisterer der et stort behov for institutioner, der kan støtte og rådgive de unge. Manu har åbenlyst en stor faglig kompetence og viden på området. Det er vigtigt og nytænkende, når han påpeger relevansen af at inddrage familien i hjemlandet og presset derfra. Det er beundringsværdigt, at han udviser bekymring for familiesammenførte kvinders situation, når de hjemsendes efter skilsmisse. Det er også væsentligt at blive mindet om, at det økonomiske incitament til familiesammenføring er så stærkt, at det kan veje tungere end selv stærke traditioner. Meget begrænsede muligheder for at opnå lovligt ophold i Europa formindsker altså ikke presset på unge for at acceptere en ægtefælle fra oprindelseslandet. Det er let at være enig med og begejstret for Manu. Men enkelte gange kan hans insiteren på, at forældre altid oprigtigt ønsker og tror, at de gør det bedste for deres børn, fremstå naiv ikke mindst i lyset af de sager, han selv dagligt må have været i berøring med. Manu skriver afsluttende: Der findes hverken helte eller skurke i dette spændingsfelt mellem modernitet og tradtioner mellem de unge og deres forældre (side 236). Men måske går Manu en smule for vidt i sin kamp mod sort-hvide og/eller forsimplede fortolkninger af problemer vedrørende etniske minoritetsgrupper. En floskel, som man straffer pigebørnene to gange, hvis man tvangsfjerner dem efter forældrene har fået dem omskåret (side 110), mener jeg ikke er Manu værdig. Vil Manu trygt overlade et pigebarn i forældres varetægt, hvis de har et sådant syn på kvinders kroppe, seksualitet og frihed til selv at vælge? Forudser han ikke massive problemer for sådan en pige netop i teenageårene, i forbindelse med partnervalg og ægteskab? Hvad med eventuelle andre døtre? Denne kommentar skulle Manu have udeladt eller diskuteret med mere respekt for denne forbrydelses karakter. Den amerikansk-palæstinensiske forsker Edward Said skrev i forbindelse med 25 året for udgivelsen af sin berømte bog om Orientalismen, om vores tendens til at skabe forsimplede billeder af den Anden. Han opfordrer til at udvikle en ægte humanistisk ånd: En tænkers ånd bør altid aktivt, i sig selv, skabe et rum for den fremmede Anden. Og denne kreative handling af åbning mod den Anden, som ellers forbliver fremmed og distanceret, er den vigtigste dimension ved en tænkers/forskers mission. Denne påmindelse er god at huske, også når man læser Manus bog. Det kan være svært at se det rimelige i at tage det alvorligt, når en far har skamfølelse over sin datters flugt fra et voldeligt ægteskab. For en dansk kvinde kan dette fremstå som et pseudo-problem, og forestillingen om socialarbejderen, der lytter til og forstår denne stakkels fars lidelser virker absurd og delvist provokerende. Men Manu er overbevisende den holdning kan ikke bruges til noget: Der er brug for praktiske løsninger for de virkelige og komplekse menesker, der er involveret. Vi må aktivt skabe plads i vores tankegang for den anden. Jeg tror, at Manu magter i sjælden grad at bygge bro, at han har den forståelse og menneskelige integritet, der kan berige både boghylderne og radikal politik. Manu Sareen: Når Kærlighed bliver Tvang. Generationskonflikter og Tvangsægteskaber i Danmark, 2003, People s Press, 268 kr. Nr. 8/2003 9

10 Landsmøde 2003 Mit første landsmøde Da jeg kom hjem fra Landsmødet og erfarede, at jeg efter pres fra fire redaktionsøjne havde sagt ok til at skrive om mine oplevelser på mit første landsmøde, fortrød jeg bitterligt. Mest fordi min debut var forholdsvis kikset. På trods af det var det dog to rigtig spændende og sjove dage. Jeg fortryder derfor, at jeg ikke har deltaget noget før! Derfor: Deltag i Landsmødet, så snart du har mulighed for det uanset om du er delegeret eller ej. Tekst: Trine Petersen Næstformand for bydelsforeningenvesterbro/valby Marianne Jelved blev ønsket tillykke med fødselsdagen Billeder: Anders Nielsen 10 Prøver med store vanskeligheder at få øjne og vågne bare en lille smule. Søvnmangelen efter landsmødeweekenden er tydelig at mærke. Får ordnet morgenritualerne i tåge, har travlt, skal være på Østerbro om lidt. Finder i hast konferenceprogrammet og propper det i tasken, opdager samtidig alt landsmøde-udstyret, vender tasken på hovedet og pakker forfra. Putter landsmødeblokken tilbage i tasken det kunne jo være, man fik brug for notepapir! Cirka tre timer senere tager jeg landsmødeblokken frem for at sende mødelederen en diskret besked og hvad ser jeg. Det er ikke en helt almindelig blok det er papir til på fornemste logistiske vis at give dirigenterne på landsmødet besked om dette og hint. Jeg, som ved landsmødets ankomst hurtigt proppede den udleverede blok i tasken jeg havde nemlig allerede taget en medbragt blok frem og så kunne jeg jo altid bruge den udleverede blok ved anden lejlighed. Og jo, jeg kan da godt grine ad det, men det illustrerer i virkeligheden meget godt min første landsmøde-erfaring. Lidt kikset men også ret sjovt. Da jeg aftenen og natten til lørdag, hvor der var afgang til landsmødet, sad og læste resolutionsforslagene, skrev jeg kommentarer og rettelser i margenen. Der var rigtig mange gode forslag, men også mange, der efter min mening kunne have været bedre. Så primo landsmødet tænkte jeg en smule over, hvordan man fik taletid, og hvordan man gav forslag til reviderede resolutioner, men jeg gjorde ingen aktiv indsats for at undersøge sagen nærmere. Jeg er lytteren ikke taleren plejer at holde mig tilbage ved diverse diskussioner i radikalt regi, idet der oftest er folk, der repræsenterer mine synspunkter på diverse områder. Når det af og til sker, at jeg tager ordet eller forsøger at få det, er det derfor altid i sidste minut når ingen andre har givet udtryk for det, som jeg nu har på hjerte. Den attitude holder ikke på et landsmøde. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at det var naivt at forvente en debat, der også repræsenterede alle mine synspunkter, når der skulle tages stilling til omkring 90 resolutioner. Jeg vil tro, at kantmøderne derimod er tidspunktet, hvor man kan få en grundigere debat men lørdag eftermiddag dunkede mit hoved så voldsomt, at jeg selv blev i tvivl om, hvorvidt jeg havde været i byen natten før men jeg havde altså blot læst resolutionsforslag hele natten, så jeg gik glip af mit kantmøde til fordel for en halv times frisk luft og en halv times lur. Var Gintberg for flink? Heldigvis behøvede man ikke at forberede sig til festen lørdag aften, så lige præcis ved dette punkt på programmet faldt jeg ikke helt igennem. Udover maden var der underholdning bl.a. i form af omdelte sange og en peptalk Jan Gintber gjorde sig lystig på andres vegne.. og Camilla Hersom ventede spændt på resultatet af EP-opstillingen (hvor hun blev en flot nummer to).

11 Landsmøde 2003 Terrassen var et populært mødested i det sommerlige vejr. fra Jan Gintberg. Jeg havde gernee set, at han havde rettet flere af sine skyts mod os radikale. Jeg synes, det er sjovere at gøre grin med folk, som er tilstede, men han havde da ret også om de folk, der ikke var det! Efter kaffen blev jeg spurgt, om jeg ikke var hende fra Radikal Ungdom. Og da jeg aldrig har været medlem af Radikal Ungdom (jeg er fra Padborg og lastbilchaufførerne og jeg havde svært ved at mobilisere mekanikerne til at etablere RU endvidere er jeg overbevist om, at vedtagelsen af resolution L2 (som krævede forhøjelse af lastbilafgifterne, red.) betyder, at chaufførerne er droppet fra!) blev jeg, i min rus over mit RU-udseende rigtig social. Da jeg stødte ind i en af mine tidligere undervisere, der ikke kunne kende mig, fordi jeg så gammel ud, kunne intet heldigvis slå mig ud af kurs længere, så festen fortsatte med debat og øl og dans. Da jeg havde lovet at repræsentere min formand på Stjernebaren (da han hellere ville på bryllupsrejse), fik jeg en rigtig lang, god og sjov fest. Søvnløs i Nyborg Ligeså varm som festen var, ligeså kold blev afslutningen, da jeg efter Stjernebaren meget træt gik op i sovesalen. Opdagede at der lå ufattelig mange mennesker foran min taske med min sovepose. Da jeg havde skrævet over de første syv, begyndte folk at røre på Det var to intense dage med masser af ind- og udtryk, og jeg deltager helt sikkert igen. sig og brokke sig over at blive trådt på. Samtidig begyndte det at gå op for mig, at selv hvis jeg nåede frem til min taske, ville der ikke være plads til at rulle soveposen ud, hvorefter jeg opgav at komme hen til tasken. Synes måske, det ville være lidt for meget forlangt at prøve at kravle ned i en andens sovepose med vi-tænker-ogsåpå-andre-argumentet, så fandt i stedet nogle fine hotelhåndklæder, fik af dem arrangeret en dyne og pude og lagde mig høfligt på gulvet. Fordelen var, at det var nemt at komme op søndag morgen, for jeg frøs og var derfor vågen! Og da jeg senere på dagen forsøgte at følge med i resolutionsafstemningerne, og mine søde bordkammerater prøvede at guide mig lidt, gik der en del afstemninger hen over hovedet på mig, før jeg fandt den mest aktuelle af de tre udgaver, som jeg sad med. Problemet var blot, at den udgave ikke var den samme som den udgave, jeg havde siddet og skre- vet rettelser og kommentarer i marginen. Efter meget lidt søvn og lidt langsomme hjerneceller, er det vanskeligt at nå at bladre i to eksemplarer eller skimme resolutionen igennem før afstemningen. Belært af den erfaring vil jeg derfor anbefale, at man ved ankomsten til landsmødet skynder sig at få skrevet sine resolutionsændringsforslag ned (på den ved ankomsten udleverede blok), og at man får afleveret et taletidskrav (fra samme blok), såfremt der er områder, hvor man har noget på hjerte. Man kan ikke forvente, at folk siger alt det, man ønsker, og der er ikke tid til sidste-øjebliks input. Til gengæld ser man gerne, at man trækker sin taleret, såfremt ens pointe allerede er kommet frem! Endvidere kunne det være en god idé at sætte kontaktinfo på resolutionsstillerne, idet man således kunne kommentere resolutionsforslag allerede før landsmødet finder sted. Endelig kan det anbefales at anvende frokosttiden søndag til at ajourføre sig med den aktuelle resolutionsudgave. Herved kunne man måske opnå lidt mere indflydelse, end jeg fik. Jeg var ikke godt nok forberedt, og mit manglende procedurekendskab var et klart handicap. Det var to intense dage med masser af ind- og udtryk, og jeg deltager helt sikkert igen dog med lidt mere erfaring og forhåbentlig en tilgængelig sovepose i bagagen! Nr. 8/

12 Miljøpolitisk Tænketank København Europas miljøhovedstad Af Bo Normander, medlem af Den Grønne Tænketank i Hovedstaden København udnævnte i 1998 sig selv til Europas miljøhovedstad. En titel, byen stadig bryster sig af i turistfoldere, på hjemmesider osv. Hvorvidt udnævnelsen holder, kan selvfølgelig diskuteres. Det kommer an på, om man tænker på vejtræer, luftforurening, asfalt, kemisk industri, havnebade, kloaknet eller? Hvordan sammenligner man Europas storbyer? Men det væsentligste ved Københavns selvudnævnelse som miljøhovedstad er, at den fine titel forpligter. Det er vigtigt. Det er en fælles målsætning om at forvandle København fra en gennemsnitsforurenet storby - der dog kan bryste sig af en række grønne tiltag - til Europas mest grønne. Det kræver handling og gode ideer. Og det er det, som vi i Den Grønne Tænketank gerne vil arbejde med. Det Radiale Venstre skal markere sig som et grønt parti, der har ideer bag hensigten om et godt miljø i Hovedstaden. På det stiftende møde i Tænketanken, som foregik hos Københavns Miljøkontrol den 3. juni, kom vi frem til, at vi både vil diskutere nogle mere flyvske visioner og fokusere på helt konkrete ideer. Den overordnede diskussion har nu mundet ud i et visionspapir (se boks), som skal ses som vores første bud på, hvor vi er på vej hen. Vi ønsker høj livskvalitet, øget mobilitet og en bæredygtig udvikling. F.eks. ser vi med blødende hjerte på HURs takststigninger på 12% for tog og busser. I stedet ønsker vi taksterne sat væsentligt ned. Takstnedsættelserne skal finansieres af trængselsafgifter på biler og lastbiler, der vil ind i centrum - en model der er gennemført i f.eks. London. Ved at forbedre forholdene for busser, metro, S-tog, cyklende og gående, slår vi tre fluer med ét smæk - vi får forbedret livskvalitet, mobilitet og miljø på én gang. Eventen der blev væk Vi overvejede at lave en event i forbindelse med HURs møde d. 11. september, hvor takststigningerne skulle vedtages. Mottoet var Befri Harry, og vi ville bede HURs medlemmer, som Mads Lebech (K) og Jens Kramer Mikkelsen (S) om at lukke DSBs maskot, Harry ud af et bur - med andre ord skulle de hjælpe Harry og os andre til at køre med det offentlige. Eventen blev ikke til noget, da vi var for få og havde for kort tid til planlægningen. Men måske tager vi ideen op ved en senere lejlighed. Samtidig rejste det spørgsmålet: Hvis Det Radikale Venstre vil lave noget mere udadvendt som en aktion, hvem kan man så involvere? Alle medlemmer i Hovedstaden? Bestyrelsesmedlemmer? Radikal Ungdom? Hvad er traditionen? En af Tænketankens undergrupper, den rekreative gruppe, har nu en plan om at lave et idékatalog over konkrete tiltag, der kan gøre byen mere grøn. Blandt ideerne er: rekreativt område på DSBs banearealer, vejtræer i stedet for vejbump og grønt område på/ved Stengade på Nørrebro. Trafikgruppen er ved at udarbejde en trafikplan for Hovedstaden. Vi håber, at Tænketanken kan være med til at puste liv i miljødebatten. Samtidig vil netværket bag Tænketanken forhåbentlig gøre os alle en lille smule klogere. Tænketanken er åben for alle medlemmer af DRV i Hovedstaden. Vi er pt medlemmer. Vi holder et fællesmøde ca. hver anden måned. Derudover har vi foreløbig tre undergrupper, visionsgruppen, trafikgruppen og den rekreative gruppe, som mødes, når de har lyst. Det næste fællesmøde i Tænketanken holder vi mandag den 27. oktober kl på Ny Kongensgade 18. Vel mødt. Grøn vision for Hovedstaden Det Radikale Venstre ønsker en grøn og rummelig hovedstad. København skal gennemgå en forvandling fra en gennemsnitsforurenet storby til Europas grønneste hovedstad. Der skal være plads til mennesker. Der skal være mere grønt, mindre asfalt, mere liv, mindre støj, mere luft, mindre forurening, mere æstetik, mindre stress. Forvandlingen kan ske over 10 år gennem politisk vilje og folkeligt engagement. Nøgleordene for indsatsen er livskvalitet, mobilitet og bæredygtig udvikling. Livskvalitet Vi ønsker, at mennesker i byen får en høj livskvalitet. Det betyder, at gener som støj og forurening skal mindskes. Der skal være mere frirum for den enkelte, mere ren luft. Vi ønsker: grønne, naturskønne områder svarende til mindst 25 m 2 pr. person i hver bydel flere stilleveje, vejtræer, alléer, frigjorte åløb m.v. 20% af parkeringspladserne reserveres for miljøvenlige biler (el, hybrid, energimærke A) partikelfiltre på alle dieselbiler levende miljø ved havnefronten fortrinsret til privatboliger og fritidsarealer miljøcentre med en grøn guide ansat i alle bydele Mobilitet Bevægelsesfriheden i København er lav pga. et meget højt antal køretøjer, der fører til mange bilkøer og trængsel overalt i byen. Følgende tiltag skal sikre høj mobilitet: trængselsafgifter i indre by og på 12 Radikal Dialog

13 Nyt fra BR Nyt: Sundhedshuse i København Af sundhedsborgmester Inger Marie Bruun-Vierø Formålet med strukturkommissionen er at få en vurdering af, om den offentlige sektor kan indrettes bedre til gavn for borgerne. Et af de områder, der særligt kalder på opmæksomhed, er vores sundhedsvæsen. Sygehusene skranter, og penge alene løser ikke problemerne på sigt. Avancerede behandlingsformer, ny medicin og teknologi kalder både på flere penge og et større patientgrundlag. Det vil ikke være muligt at få enderne til at hænge sammen i den eksisterende struktur. I stort set alle amter har budgetforhandlingerne for år 2004 handlet om besparelser. Billedet i H:S adskiller sig ikke herfra, hverken i 2004 eller i de kommende år. Derfor har det også været Det Radikale Venstres opfattelse, at øgede tilskud til H:S skulle kædes sammen med stillingtagen til grundlæggende strukturelle forhold. Da København både er amt og kommune, behøver vi ikke at vente på strukturkommissionen for at komme i gang med at afprøve nye måder at gøre tingene på. Udgangspunktet er, at fremtidens sygehuse skal være mere specialicerede og dermed centraliserede, hvis borgerne skal have del i de nyeste og bedste behandlinger. Men hensynet til god betjening af borgerne vil samtidig kræve sundhedstilbud af høj kvalitet tæt på borgerne, når det drejer sig om mere almindelige sygdomme og banale skader. Målet er mere sundhed for pengene. Opgaverne skal hen, hvor de løses bedst og billigst. Vi ved f.eks.. at 6 ud af 10 patienter på skadestuerne tropper op, fordi skadestuerne er mere tilgængelige end den praktiserende læge og vagtlægen. Vi ved også, at langt over halvdelen af de indlagte på hospitalerne i H:S er over 67 år. Det er langt fra givet, at de behov ældre har for behandling og pleje, bedst tilgodeses på hospitalet. Mange af disse patienter ville være bedre tjent med en koordineret indsats mellem hospital, hjemmepleje og praktiserende læge suppleret med en udbygning af akutsenge på plejehjemmene. På mange flere områder er tiden løbet fra hospitalsindlæggelse som den rigtige kur mod sygdom. Mange skadestuebesøg og vagtlægebesøg kunne undgås, hvis vi organiserede os anderledes i primærsektor, mange indlæggelser af borgere med kroniske lidelser ville kunne undgås, og børnefamilierne ville kunne tilbydes et generelt kvalitetsløft, hvis vi var bedre til at målrette indsatsen. Endelig ville tværfaglige sundhedstilbud i nærmiljøet styrke mulighederne for sundhedsfremme og forebyggelse - en indsats, der bliver mere og mere påtrængende, ikke mindst hvad angår de stigende problemer med overvægt. Løsningen er lokale døgnåbne sundhedshuse med en bred sundhedsfaglig kompetence. Med udgangspunkt i flerlægepraksis skal sundhedshusene omfatte sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer, rygestopkonsulenter, diætister, alternative behandlere m.v. Den gode nyhed er, at sundhedshuse på radikal foranledning er blevet en del af budgetforliget for Ideen skal nu omsættes til praksis, og herunder skal sundhedshuse ses i sammenhæng med muligheden for strukturelle forandringer både internt mellem hospitalerne i H:S og i arbejdsdelingen til primærsektor. Jeg håber inden udgangen af 2004 at kunne søsætte tre forskellige modeller for sundhedshuse, som skal afprøves i en afgræset periode. Jeg ser gerne, at København viser vejen og bliver foregangskommune, således at resten af landet (måske oven i købet Folketinget) skeler til de erfaringer, København høster i denne sag. Det kan måske gøre det nemmere at komme videre, når strukturkommissionen har afsluttet sit arbejde. indfaldsveje halvering af billetpriser til kollektiv transport (finansieres via trængselsafgifter) udbygning af metro og etablering af sporvogne/metrolinier på gadeniveau brede cykelstier langs alle veje flere busbaner, der føres helt igennem stop for flere p-pladser forbud mod parkering over 4 timer på offentlig vej gå- og cykelgader i brokvarterne bycykler skal udvides til indre brokvarterer lysregulering som prioriterer hensynet til gående og cyklister Bæredygtig udvikling Hovedstaden ligger beslag på enorme ressourcer - vand, energi, råstoffer - der hentes fra et stort opland. Samtidig er byen årsag til enorme mængder affald, spildevand og luftforurening. Der skal tilstræbes en bæredygtig udvikling, således forstået, at forbruget af ressourcer skal nedbringes væsentligt, og genbrug og genanvendelse skal øges. Dette kan nås gennem: 10% mindre fast affald gennem mindre forbrug og øget genbrug og genanvendelse 25% reduceret vandforbrug for private og erhverv, bl.a. ved brug af regnvand og gråt spildevand i toiletter en målsætning om reduceret CO 2 - udslip (Kyoto-aftalen) forbud mod sprøjtegifte økologisk mad i alle institutioner øget miljøkrav til nybyggeri og renovering, bl.a. krav om lavt energiforbrug, vandsparere, miljømærket træ, maling og byggematerialer solceller og -fangere på offentlige bygninger Nr. 8/

14 Kend kandidaten Christian Friis Bach 2. kreds/christianshavn Hvornår og hvorfor blev du medlem af Det Radikale Venstre? Jeg har været medlem i omkring 18 år - halvdelen af mit liv. Jeg fulgte ellers i mine forældres politiske fodspor og var aktiv i Venstres Ungdom, men læste Oprør fra Midten i gymnasiet. Da jeg vendte den sidste side var jeg radikal - tiltrukket af frisindet, fællesskabet og forståelsen - både for det enkelte menneske og for hele verden. Det har jeg aldrig fortrudt. Slet ikke med den nuværende regering! Født i Gift med Karin. Tre børn. Eget rådgivningsfirma. Uddannet agronom med fokus på kemi. Ph.D. og lektor i International Økonomi. Tidl. journalist på Danmarks Radio og formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Arbejdet som konsulent for Verdensbanken, UNDP, EU og mange andre. Fritidslandmand med 30 tdr. land, får og heste. Har siddet i en række bestyrelser både i Hvad er dit vigtigste politiske projekt? At gøre for verden, hvad vi har gjort for Europa. Vi skal binde verdens lande sammen gennem et tæt og forpligtende samarbejde som et bolværk mod ufred, ulighed og uretfærdighed. Kimen til det projekt findes i FN og i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Den øgede frihandel og samhandel tvinger os til at samarbejde om at løse verdens problemer. Derfor er jeg stærk tilhænger af frihandel. Når vi ikke kan holde verdens problemer ude, må vi tage dem alvorligt. Det er visionen om det globale EU, hvor et udvidet økonomisk samarbejde langsomt men sikkert fører til et udvidet politisk samarbejde. Det projekt tror jeg på, og det har jeg kæmpet for, siden jeg i min studietid blev opslugt af frivilligt arbejde i en række danske u-landsforeninger. Vi importerede kaffe (det var vi ikke så gode til), skrev om den ulige verdenshandel (det var vi bedre til) - og startede senere Max Havelaar bevægelsen (der blev en succes). Siden er det blevet til mange artikler, bøger, konferencer og møder både i Danmark og internationalt - som lektor, journalist, og som formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Her var jeg med i debatten om alt fra etniske minoriteter i Danmark, gældsslaver i Nepal, demokrati i Nicaragua og globalisering i hele verden. Herhjemme er jeg optaget af at bevare styrken i vores skolesystem. Læring er det vigtigste. Børnene skal blive gode til at lære. Interesserede i at lære. Det opnår man ikke gennem detaljerede læseplaner, prøver og faglighed. I USA, hvor vi boede i 1995, har mange lærere mistet motivationen, fordi de er stramt styret af planer og prøver. Mange elever har mistet motivationen, fordi de hele tiden skal møde bestemte krav, testes og terpe. Og det sociale element i skolen er væk, fordi konkurrencen er i højsædet, og fordi eleverne skifter kammerater og lærere, som vi andre skifter undertøj. Det nedbryder den sociale ansvarlighed og den demokratiske bevidsthed. Behøver jeg sige George Bush.? Vi skal give lærerne mere plads og ansvar. Vi skal give eleverne lyst til at lære, arbejde og til at være med i vores demokrati, samfund og sammenhold. Det er det vigtigste. Fortæl om din største succesoplevelse som kandidat Som ny kandidat er det fortsat reaktionen fra mine tre unger på hhv. 4, 10 og 12 år. Rent heppekor. Fortæl om en sag, hvor du er uenig i partiets officielle linie. Ind imellem synes jeg, vi er for bange for at gøre op med verdens uretfærdigheder og uligheder - for eksempel når det gælder Palæstina, og når det gælder patenter på medicin og såsæd til verdens fattige. Men der findes stadig ikke et bedre udgangspunkt for kampen mod uligheder og uretfærdigheder end Det Globale og Radikale Venstre. Derfor er jeg folketingskandidat. Se evt. mere på 14 Radikal Dialog

15 Prostitution et reelt valg? Af Kristine Rishøj Byel, bestyrelsesmedlem Torsdag d. 18. september havde Radikal Ungdom i København besøg af MF Mette Frederiksen (S), der er en ivrig fortaler for at kriminalisere det at gå til en prostitueret. Dette på trods af at Mette Frederiksen ikke har opbakning i sit parti. Ved hjælp af et skarpt og provokerende oplæg samt det flotte fremmøde på ca. 20 personer kom der hurtigt gang i debatten, som bølgede kraftigt fra side til side. Mange problemstillinger blev fremlagt og diskuteret, om end uenigheden var stor omkring svarerne: Skal retten til at bestemme over sin egen krop komme før alt andet? Kan man tale om et valg, når en narkoman prostituerer sig for at skaffe penge til at dække sin afhængighed? Findes den såkaldte lykkelige - Pretty Woman-luder, og hvor hårde psykiske og fysiske konsekvenser har det at være prostituerert? Er der nogen, der synes, det er fint, at deres børn i en alder af 18 vælger prostitution? Det Radikale Venstre vedtog på det seneste landsmøde en resolution om Bekæmpelse af handel med kvinder, hvorfra en af pindene lyder: - at den sociale indsats for at begrænse prostitutionen og årsagerne til denne udvides. Det kan de fleste garanteret være enige i, og en samtidig vedtagelse af at give lægeordineret heroin til de hårdest ramte narkomaner vil givetvis hjælpe en del tvungne prostituerede ud af miljøet. Spørgmålet er, hvad vi gør med resten - de der ikke er narkomaner, men stadig prostituerede? Skal vi acceptere prostitution som det er i dag, stramme op omkring/forbyde annoncering i aviserne (om end det bliver svært for ikke at sige umuligt at dæmme op for udbudet over nettet) eller kriminalisere kunden? Det handler om at turde tage debatten op og finde ud af, hvad vi som enkeltpersoner mener, så der ikke er en befolkningsgruppe, der bliver ladt i stikken, mens vi andre både vender ryggen til og tager skyklapper på! Vi glæder os til at se endnu flere i RUK til ligeså hårdtslående og brændende debatter, så vi hver især kan tage det standpunkt, vi mener, det er værd at kæmpe for! RUKalenderen Alle møder afholdes i: Sekretariatet Ny Kongensgade 18, 5. tv Kbh. V Torsdag d. 9 Oktober Internationalt udvalg Fredag d. 10 Oktober Nationalt Intromøde i København Søndag d. 12 Oktober 2003 RU holder intromøde i København denne weekend. RUK står for forplejningen, og til de medlemmer der hjælper til, venter en sjov fest lørdag. Meld dig til RUKs køkkenhold hos din formand! Forsdag d. 16 Oktober Paneldebat mellem formændskandidater i RU Tirsdag d. 21 Oktober Åbent bestyrelsesmøde kl Torsdag d. 23 Oktober Kristian Jensen MF - venstre Kristian Jensen fra venstres folketingsgruppe, han kommer og diskuterer økonomisk politik. Torsdag d. 30 Oktober Torben Lund MEP kommer denne torsdag og diskuterer EU- politik. Torsdag d. 6 November 2003Amnesty International, Gunvor Holm RUKontakter Formand: Marie Helene Mikkelsen, Næstformand: Katrina Feilberg Medlemsansvarlige: Kristoffer Petterson og Lau Korsgaard Skriv til bestyrelsen@ruk.dk Nr. 8/

16 Postbae-sørget blad (0900 KHC)) Sæt kryds i Søndage kl : Den Radikale Løbeklub mødes ved Den Franske Café ved nordspidsen ad Sortedams Sø til en frisk motionstur rundt om søerne eller nogle af dem. Bagefter får vi en hyggesnak om politik eller andet over en kop kaffe. Radikalenderen 7. okt Møde i Frederiksberg bydelsforening kl på Cafe Den Blå Hund Naser Khader og Peter Skaarup debaterer statsministerens tale i forbindelse med Folketingets åbning. Spørgsmål kan rettes til Rikke Danielsen, rikke_danielsen@hotmail.com el okt Kulturnat bl.a. med radikalt arrangement på Københavns Rådhus 14. okt Møde i Brønshøj/Vanløse/Husum bydelsforening Tirsdag d. 14. oktober 2003 kl kommer MF Naser Khader og orienterer om sit arbejde i folketinget og om den politiske situation netop nu. Der vil rigelig mulighed for at spørge ind til og kommentere på den radikale gruppes folketingsarbejde. Arrangementet vil finde sted på Pilegården, Brønshøjvej 17 i Brønshøj. Yderligere information: Formand Jonathan Nielsen: nielsen.jonathan@wanadoo.dk 22. okt kl Åbent møde i Radikal Dialogs redaktion. På redaktionsmøderne lægges rammerne for de kommende numre af Radikal Dialog både når det gælder det politiske indhold i form af temaer og debatsider og ideer til den løbende udvikling af indhold og form. Sted: Ny Kongensgade 18, 5.tv. 27. okt kl Møde i Den Grønne Tænketank. Vi vil snakke om grønne visioner, trafikplan, rekreative områder, idekatalog, aktionsformer m.v. Mødet er åbent for alle. Sted; Ny Kongensgade 18, 5. sal tv. Hvis du vil være med til mødet, deltage i en af undergrupperne eller bare vide mere, så hiv fat i Bo Normander (bo-n@wanadoo.dk eller tlf ) 27. okt Møde i Frederiksberg bydelsforening kl på biblioteket på Danasvej 30 Charlotte Fischer og Lone Dybkjær diskuterer velfærd Spørgsmål kan rettes til Rikke Danielsen, rikke_danielsen@hotmail.com el okt kl Åbent Hovedbestyrelsesmøde med politisk debat. Hovedbestyrelse holder møde onsdag den 29. oktober kl i Vartov, Store Sal, Farvergade 27, opgang H. Der vil være politisk debat på mødet om et aktuelt emne. Dette oplyses i en senere mail.alle medlemmer af partiet er meget velkommen og man behøver ikke at tilmelde sig. 4. nov Møde om integrationspolitik Der vil være deltagelse af BR-medlem Manu Sareen og integrationsordfører Elsebeth Gerner Nielsen. Oplysning om tid og sted fås hos Vælgerforeningens sekretær (se side 2) 5. nov kl Møde i bydelsforeningen for Sundby/Christianshavn/Island Brygge Den Blå Plan - Københavns havn. Oplægsholdere havnedirektør Henning Hummelmose og borgerrepræsant Monica Thon. Sted: Island Brygges Kulturhus, Island Brygge 5. nov kl Temamøde i Etisk Udvalg Før vi kommer til verden Efterårets 2. temamøde under temaet Før vi kommer til verden handler om grænsedragningen mellem abort og tidlig fødsel. To oplægsholdere kommer med synspunkter og kvalificerer debatten. Sted; Ny Kongensgade 18, 5. sal.