Prædikener. Advent Jul Hellig tre konger

Transkript

1 Prædikener Advent Jul Hellig tre konger Skrevet af Sognepræst Paul Kühle og holdt i Avedøre kirke i perioden fra 1990 til

2 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse søndag i advent søndag i advent søndag i advent søndag i advent søndag i advent søndag i advent søndag i advent...30 Juledag...34 Juledag juledag juledag...47 Julesøndag...51 Julesøndag...56 Nytårsdag...59 Nytårsdag...63 Hellig 3 kongers søndag...67 Hellig 3 kongers søndag søndag efter Hellig tre Konger s.e.hellig 3 konger søndag efter hellig 3 konger s. e Hellig 3 konger søndag efter hellig tre konger søndag efter Hellig 3 konger søndag efter hellig 3 konger...99 Sidste søndag efter hellig tre konger Sidste søndag i Hellig tre konger

3 1. søndag i advent tekstrække Avedøre kirkes 25 års fødselsdag Indtoget i Jerusalem Præludium: J. S. Bach INDGANGSSALME: 66Vær velkommen DÅBSSALME: Fyldt af glæde EVANGELIUM: Matt 21,1-9 EVANGELIESALME: 71 Gør døren høj KORVERS: Light PRÆDIKESALME: Uberørt af byens travlhed UNDER ALTERGANGEN: Når livet har mistet EFTER ALTERGANGEN: UDGANGSLÆSNING Rom 13,11-14 SLUTSALME: 11 Nu takker alle Gud Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:»gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste! 3

4 Vi har det tilfælles alle sammen, at vi er gået ind i kirkerummet i dag. Når man går ind i et rum, ved man aldrig hvad der sker derinde hvis du tit kommer herind, så har du et klart billede i forvejen og det bliver der sjældent lavet om på. Engang imellem dog, hvis du var kommet herind fredag aften havde du fået en stor overraskelse, midt i vi spillede revy. Er det første gang du er herinde, ja så har du stadig et billede at hvordan en anden kirke ser ud og så sammenligner du. Det, der sker herinde i rummet er nogenlunde til at regne ud, der synges og høres sang og musik og bedes og tales den kyndige fandt ud allerede ved at se programmet, eller dåbskanden, at der var mindst en dåb. At det sådan er forudsigeligt det er som man nu ser på det - rart eller kedsommeligt. Som en lille gut sagde engang om gudstjenesten. Musikken var meget god, men nyhederne var der ikke meget ved. Vi har lavet et program, så man kan se alt hvad der er planlagt. Alligevel vil jeg sige, at vi Ved ikke hvad der sker - ikke engang jeg. For der kan ske mere end der er planlagt det ved jeg. For vi er her i rummet og der sker noget i os, for vi er levende, tænkende, følende mennesker. Og så er der én mere end os det svære, at forklare, at Herren er her også og hvad han gør ligger uden for programmet, vi har lavet. Han kan ikke være i programmet. Se i dag er det 1. søndag i advent. Vi indleder i dag et nyt kirkeår. Vi går ind i det rum, som i løbet af et år bringer os gennem beretningen om Jesus til de lyse højdepunkter jul, påske og pinse og til det mørke også, langfredag. Og mange andre historier og situationer fyldte af glæde, af sorg, af vrede af håb, af tro og vantro, af kærlighed. I Islev i Rødovre ligger kirken i ungdomsbyen og her er direkte tegnet de fleste af de beretninger på væggene i kirkerummet. Det er den 4dimensionelle kirke, højde dybde bredde og tidsrummet kirkeåret. 4

5 Der kommer i det næste års tid egentlig ikke nogen overraskelser vi ved hvilke søndage der er hvilken tekst. Så man kan da nemt forstå den, der siger, at det gider man ikke, der er jo ingen spænding, action. Så gør man regning uden vært. I dag er evangeliet beretningen om Jesu indtog i Jerusalem. Gør døren høj gør porten vid. Byen Jerusalem er ikke bare Jerusalem, men er den jord, som alt menneskeliv foregår på dengang og nu. Det rum trådte Gud ind i ved Jesu fødsel. Han går ind og sprænger vores rum med en himmelsk dimension. Vi kan ikke se den med øjnene men alt det vigtigste kan vi kun se med hjertet. Jeg Hjertets dør vil åbne dig, o Jesus drag dog ind til mig. Ja, ved din nåde lade det ske, at jeg din kærlighed kan se. Evangeliet til i dag er meget mærkeligt med rideturen. Jesus er i midten af billedet hele tiden, men gør ikke noget, agerer ikke, lader sig bære. Der sker ikke noget. Han kunne da i hvert fald have stoppet folkene, der brækkede grene af træerne. Men inden instruerer han. 2 af disciplene skal finde et æsel og et føl. De får en rekvisition, at Herren har brug for og det bliver afleveret tilbage efter forestillingen. Oven på æslet lægger de kapper, for at han sidde godt. Det sagde han ikke noget om, men der er altid mulighed for noget ekstra. Og det også klart at det skal ligne noget fra det gamle testamente. En gammel messiasdrøm om at han kommer ridende på et æsel som tegn på sagtmodigheden. Forberedelserne breder sig - sat i gang af billedet, palmegrene, kapper, og hyldestråbene alt det er som et program. Forestilling, jo det ligner det! Det er det man i teatersprog kalder en installation. Man kan også kalde det et glansbillede. 5

6 Med til billedet er også Farisæere og romere der står afventende og lægger op til fortsættelsen konfrontationen med jødernes ledere, arrestation, domfældelsen, torturen, korsfæstelsen, begravelsen. Men de hører også med til installationen. Og fordi det sker bagefter indtoget er dette der allerede i indtoget, hvor han bare sidder på et æsel og han er den eneste der véd det. Han sprænger rummet? Der træder en guddommelig dimension ind, som får det hele til at se anderledes ud. Totalt uforudsigelig - usynlig som opstandelsen. Kun tilgængelig med hjertet. Hvor det hele handler om noget mellem Gud og det enkelte menneske. Tro. Disciplene hentede æsler og bredte kapper ud. Det var nu deres opgaver, men vidste de hvad der skete i det rum de gik ind i? Han havde sagt noget, men ikke sådan at de virkelig vidste det. Og de vidste slet ikke hvad deres stakkels følelsesliv ville komme ud for de næste dage bare. Sådan begynder vores kirkeår også med at vi gik ind i gudstjenesterummet og nogen stykker af os har hentet æsler, jeg tænker ikke på salmebøger med æselører, det er heller ikke de gamle korpiger, der er æslerne, men vi har gjort installationen klar, hængt adventskransen op, tændt et lys, det rette billede her, og selv om alt går efter planen, så ved vi ikke hvad der sker i dag inde i hver enkelt af os og mellem os. Og det er på grund af det, vi ikke ved, sker, vi holder gudstjeneste. Og der skal være nogen til at hente æsler, der skal være nogen til at brække palmegrene af og lægge kapperne på vejen og råbe og synge. Og der er meget mere vi kan gøre ved rummet på vej ind i rummet vi kan tænke på de syge og tænde lys for dem og andre, vi kan efter evne hjælpe andre mennesker og sprede opmuntring og glæde. Alt det som vi har hørt Jesus ville have gjort og selv finde på mere. Hvor er det et smukt rum vi har lavet, kan vi sige, men vi kan ikke sætte os velbehagelige ned og nyde det for i det rum er der én mere, som er den egentlige grund til at vi har lavet dette rum og ham kan vi ikke instruere, vi kan bare prøve at følge hans instruktioner med omtanke og kærlighed og lægge vort til. Vort 4-dimensionelle kirkerum er ikke et lukket men åbent rum åbner sig ud som en del af hele verden, sådan som den er, sådan som hver af os tager en del af den med ind, når vi går herind og verden er en del af vores rum. 6

7 Her gør vi det bare mere tydeligt, men det gælder jo for alt her i verden, at han er der, at han handler igennem vores opstillinger og handlinger, som det vi aldrig har styr på. Det er det der gør ham til Herre og frelser. Vores rum her Avedøre kirke fylder i dag 25 år. Her får vi lov til at hente æsler og lægge kapper på dem, lave mad, synge, snakke, spille teater, hjælpe hinanden og andre, tænde lys, bede, studere i grupper, sy, le, græde, huske, hygge os sammen alt sammen er det stillet frem til at Herren sætter sig på æslet og lægger det til han alene kan give os. Også nu hvor vi bevæger os ind i det næste kirkeår og de næste 25 år. Tillykke. Amen. 1. søndag i advent tekstrække INDGANGSSALME: Vær velkommen Herrens år SALME Blomstre som en rosengård Evangelium: Lukas 4,16-30 EVANGELIESALME: Der er noget i luften KORVERS: Hallelujah af Händel PRÆDIKESALME: Guds kærlighed er EFTER ALTERGANGEN: Glæden griber Udgangslæsning Rom 13,11-14 SLUTSALME: Når frosten Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:»herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.«Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde:»i dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse. Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, 7

8 som udgik af hans mund, og de spurgte:»er det ikke Josefs søn?«han svarede dem:»i vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!«men han sagde:»sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk. 4,I6-30 Jeg vil gerne lægge ud med en rigtig glædelig meddelelse. Vores sølvtøj blev stjålet i oktober. En dag hvor der var mange mennesker i gang i kirken. Og vi var i gang med samtaler med kirketjenerkandidater og så har der været lidt for åbent i huset. Nogen har listet sig ind i kirken og brudt skabene op og stjålet dåbsfad, alterkalk og kande og den ene lysestage. Vi var helt chokeret. Hvem kunne dog finde på det? Men sket var sket og politi og forsikringsselskab måtte ind i billedet og efter en måneds tid fik en sølvsmed opgaven, at vurdere prisen for at lave det samme igen. En sølvsmed, der kendte den oprindelige mester Jørgen Dahlerup. for der er en regel om at hvis sølvtøj forsvinder eller bliver ødelagt, så skal det fremstilles i samme kvalitet og udseende. Men selv om systemet og reglerne for erstatning kører, var vi kede af det det ville aldrig være det samme vi ville meget nødigt bare snakke om det, at man ikke engang kan passe på noget af det fineste vi har. I mellemtiden lånte vi dåbsfad og alterkalk fra det nedlagte Sjælør kirke. Stor var derfor vores overraskelse og glæde da tre børn i onsdags kom ind i kirken med dåbsfadet. Der var blade på det, men ellers så det fint ud og de løb tilbage til findestedet og kom snart efter med det andet, der var stjålet. Det havde ligget lige over for kirken på legepladsen i den nedlagte børneinstitution Ternen, men det kvikke barn havde set det gennem hegnet. Og børnene vidste godt, at det var dåbsfadet fra kirken, for de var døbt i det. 8

9 Tyvene havde fortrudt, tror jeg. Det har været for tungt, at bære det fad, hvor mere end 2½ tusinde havde fået at vide, at de var Guds børn. Og den kalk, der rummer Jesu blod og fortæller søndag efter søndag, at vi er med også selv om vi ikke altid gør det rigtige og nogen gange direkte noget forkert. Det mistede er blevet fundet og det er en mærkelig følelse, for vi havde næppe troet, at det skulle ske, vi håbede det, men når det så sker, fyldes man med glæde og glemmer sorgen over at have mistet og vil fremadrettet næsten værdsætte det stjålne men tilbagekomne sølvtøj endnu mere. Det er den følelse jeg gerne vil holde fast i. Vi mødte den i indgangslæsningen fra Esajas, som Anni læste: At der er sket noget tidligere ligger bag. Retfærdigheden blev knust det knækkede rør de fangne og bag det ligger nok bortførelsen til Babylon efter 587, da Jerusalem blev erobret og en stor del af den veluddannede befolkning blev deporteret til Babylon. Og de levede et frygteligt liv ikke bare som internerede, men også med sorgen over at have mistet deres land, familie. Men nu er der kommet nye boller på suppen. De får lov at vende tilbage ingen troede det kunne ske, men det skete. Det er som om Gud selv blander sig og gør det umulige muligt, at Perserkongen Kyros næsten bliver tjener for jøderne. Og opholdet i Babylon med den megen sorg bliver vendt til glæde, fordi den har fået en lykkelig udgang. Og selv sorgens år blev for jøderne dér hvor de for alvor skrev ned og mindedes deres kultur. Meget af det smukkeste i det gamle testamente stammer fra den tid. Hvad der tidligere er sagt, er sket, nu fortæller jeg det nye; før det spirer frem, forkynder jeg det. 2. Begyndelsen af Jesus i Nazareth går ligesådan. Folk kommer strømmende til Synagogen, fordi der går rygter om at Jesus er kommet hjem vil han komme de havde hørt om hvad han havde gjort i Kapernaum, gjort syge raske og talt, så det gjorde en forskel, ja selv vand havde han skabt om til vin. De kommer fulde af 9

10 forventning. Har lagt den trivielle og hårde hverdag fra sig med evindelige afgifter til besættelsesmagten. Det brud på fællesskabet, der sker hvor en fremmed ultimativ magt findes nogen der samarbejder, forråder den håbløshed, manglende fremtidsudsigter alt det kommer de i synagogen med. Og Jesus kommer og de hilser på ham. Kan du huske, da vi legede sammen. Og så er synagogeforstanderen nødt til at bede ham om at være læser. Og han får Esajas rullen og slår op på Esajas 61. Og han læser og slutter med: I dag er disse ord gået i opfyldelse. Det udløser et bifald nu sker det! Vi kan lægge alt det sørgmodige fra os han vil realisere alt det han kan i Nazareth til alle sine venner nu bliver det godt de syge bliver raske dem, der er sat i fængsel bliver fri mad til alle vand om til vin det bliver mageløst. Han er kommet hjem! Som de gamle jøder kom hjem. Fremtiden bliver mageløs og alle husker Josefs søn og deres forhold til ham. Følelsen er der og er stærk, men et øjeblik efter vender det hele. For Jesus fornemmer deres ejerskab til ham: I vil sige: Læge læg dig selv og en profet er ikke anerkendt i sin egen hjemby... De hører ikke hvad han siger, de hører ikke hvem han er at han er fra Gud, at kun Gud kan sige om de gamle drømme: Nu er de opfyldt... og så går det galt helt galt for man kan ikke eje Gud man kan ikke bestemme hvad Gud skal, man kan ikke se Gud i kortene. Nådens og frelsens øjeblik, der ændrer synet på fortiden og håbet for fremtiden er altid noget der kommer bag på os her og nu og på den sidste dag. Handler det bare om at vi får vores ønsker opfyldt, så var man gået galt i Nazaret og i verden i dag og i Avedøre. Og vore ønsker er oftest et produkt af vore egne egoistiske forestillinger, der mangler lige det og det, så bliver det godt. Og vil Gud gøre det for os, så er han bare fin. Så er der noget ved at være kristen. Men det er meget større det med i dag er de gamle ord gået i opfyldelse. Gud vil hele skabningen, som med Elias og Elisa, der blev sendt ud for at hjælpe mennesker udenfor, for frelsen gælder også dem. 10

11 Gud vil at alle mennesker skal kunne leve og opleve livet som den gave og velsignelse det er og ikke som en forbandelse. Men de ville bare sig selv, Som når en kendt politiker siger, at det gør da ikke noget at det bliver varmere i Danmark det har vi da ærligt fortjent og er der så mere ørken og oversvømmelser andre steder, så kan det ikke være vores problem. Når Nådens øjeblik forsvinder kommer fortiden til at stå så grim og tarvelig, er det ikke Josefs søn og fremtiden bliver nemt med blod på hænderne hvis de havde fået styrtet Jesus ud over klippen. I dag er det kirkens nytår og Avedøre kirkes 32 års fødselsdag og med erindringen om Sølvtøjets mageløse genkomst Babylon fangenskabets ophør og Jesu besøg i Nazaret kan vi se hinanden i øjnene og sige det er i dag i vores påhør, at det går i opfyldelse. Ikke bare det vi har regnet med ikke bare det vi har planlagt selv om vi endda har gjort vores yderste ikke bare det, som vi ansatte er blevet betalt for, og vi er ellers dygtige, der er noget uventet, det er noget som vi hverken har taget højde eller dybde for det sker bare, for det er i kristendommens inderste væsen, at det, der virkelig betyder noget er uventet, er det som er større end os selv, øjeblikke, hvor vi ser og forstår, øjeblikke hvor det er noget helt unikt, der sker. Når vi nu holder vores månedlige kalendermøder med personalet, så er det tid til succeshistorier og jeg tror meget, at de oplevelser man kan fortælle viser ud over planlægninger ud over hårdt arbejde, til det punkt, hvor der skete noget og vi kender ikke alle de gange, for de er oftest inde i mennesker, der kommer her. Det, vi kommer for og er sammen om er mere end det vi med vores samlede kræfter kan udrette. Det er det vi kan invitere til også i det nye kirkeår det er opfyldt og det venter os, når vi mindst venter det. Amen 11

12 2. søndag i advent tekstrække Indgangslæsning: Esajas: 11,1-10 Evangelium: Luk 21,25-36 Avedørelæsningen: Rom 15,4-7 INDGANGSSALME: Der er noget i luften jeg ved ikke hvad Dåbssalme 448 Fyldt af glæde EVANGELIESALME: 78 vers 1-4 Blomstre som en rosengård KORVERS: Sluk alle byens lys en nat PRÆDIKESALME: Når stjernerne skælver UNDER ALTERGANGEN: Nu mørkner verdensåret til : Slutsalme: 80 tak og ære være Gud Jesus sagde: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig." Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den dag skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen. 12

13 Advent betyder komme. I søndags fejrede vi at Jesus kom til os ind i menneskehedens historie i en bestemt periode, et bestemt geografisk sted nemlig Israel i nogle byer, som vi kan gå ned og finde endnu. Han drog ind ad Den skønne Port, som i dag i ombygget skikkelse kaldes Den gyldne Port, en pragtfuld dobbeltport. I 810 efter de første korstog havde tabt, murede de muslimske sejrherrer porten til. Og sådan står den og kan udlægges som her kommer ingen ind. Eller porten er reserveret til Kristi genkomst, for intet kan holde ham tilbage. I dag 2. søndag i advent er det det perspektiv at Kristus engang kommer igen. Det er et kig ind i fremtiden, som man kan finde helt fra det gamle testamente der skyder en kvist fra Isajs stub den Mette Hjorth har skildret ude i våbenhuset det sidste gammeltestamentlige billede der skyder en kvist engang og i den forbindelse males der nogle fantastiske perspektiver: Ulven skal bo sammen med lammet koen og bjørnen bliver venner løven er blevet vegetar og spiser græs som koen barnet leger ved hugormens hul- Urealistisk vanvittigt men smukt alligevel. Især når der tales om retfærdighed. Vi skal ikke regne ud om det nu altsammen er rigtigt. Det er grænsesprog, vi møder i dag. Grænsesprog det er noget man snakker ude ved grænsen. Lad mig forklare normalt lever vi midt i vores virkelighed tingene er som vi regner med, vi har styr på hvad der sker vores omgivelser er i orden men undertiden er vi ude af os selv der sker noget som bringer os ud af vores fatning f.eks. når døden rammer os så bliver alt det andet så ligegyldigt hele vores hverdagsliv eller hvis man bliver forelsket eller får et barn - vi er kort sagt ude af os selv Når vi er det, er det også som om vores sædvanlige sikre sprog ikke kan bruges det er svært at udtrykke når man skal fortælle om sin store kærlighed de unge siger nærmest I love You og når nogen er død, har vi fundet et latinsk fremmedord, jeg kondolerer, men her i kirken har vi det sprog både når man får et barn kaldet det Guds barn og elsket kærligheden, elske hinanden indtil døden skiller Eller ved døden af jorden skal du igen opstå intet kan skille fra Guds kærlighed. 13

14 Hver gang vi er til Gudstjeneste øver vi os at vi står ved grænsen - grænsen mellem vores tilværelse og det ukendte dér hvor Gud er, tror vi, der hvor tiden slipper op, der hvor grænsen for vores tilværelse er der hvor der er hul igennem som på pinsebilledet bag alteret hul i taget som ved dåben - Og ved tidens grænse lever fortsat, dine løfteord fra døbefonten. Vi kan være her og sidde her og så flytte os ud dér hvor vores daglige sprog ikke slår til det er ikke stort nok poesi fortællinger fra biblen - Ved tidens grænse øve os i det, forberede os på det, se hvad vi møder og hvad der sker inden vi igen vender tilbage til vores virkelighed. Vi gør det hver gang vi er til gudstjeneste. leger vil nogen sige sprænger vores virkeligheds snævre grænser. Til tidens grænse føres vi 2 søndag i advent så kan vi forestille os, at der sker vældige ting at jorden går under - at noget af alt det, som skræmmer os i mange år var det atomkrigen, forureningen, økonomiske krise, terrorisme, flygtningestrømme, at teknikken tager magten eller udefra kommende ting som en meteor Der er nok at forestille sig Vores virkelighedssprog siger, sandsynligheden er ikke stor, og mennesker er fornuftige det sker ikke i vores levetid men grænsesproget skal sige noget andet til os for der er vores følelser med skræk og rædsel og sorg skal fylde os, Sorgen og frygten er evangeliets baggrund. Den der ikke har noget at sørge over eller noget, som kunne ske man kan sørge over har evangeliet ikke meget at sige Og hvis man ikke har det er der heller ikke nogen man elsker Den, der ikke frygter noget som helst har evangeliet ikke noget at sige men det menneske er heller ikke levende, for ingen kender fremtiden men ethvert menneske kan forestille sig noget frygteligt i fremtiden. Ind i alt det vi kan frygte for og sørge over er der et budskab til os det, der også er julens budskab at han er der i hvilken mulighed, der end bliver virkelighed, at han kom for at tage del i vores liv, for at vi aldrig skulle være der alene. Budskabet er ikke at Gud vil stoppe alt det frygtelige ikke engang hvis vi alle tror nok - Budskabet er ikke, at der ikke er nogen at sørge over mange har det krav til Gud, at han skal gøre det. 14

15 Budskabet er heller ikke, at vi ikke skal gøre hvad vi kan for at undgå det frygtelige eller vi skal hjælpe mennesker, der sørger tilbage til livet. Men budskabet er, at når sorger formørker vore øjne og sind, eller når det meningsløse og forfærdelige som vi frygter mest, sker, så er der plantet et håb at når vi er der hvor ingen glæde synes mulig, så er der alligevel en mulighed mere ikke at vi kan se den, ikke at vi kan eje den, men den er skrevet med hjerteblod ind i vores historie af ham, der blev født julenat og døde på et kors og opstod igen 3. dagen, Det var umuligt ikke desto mindre har vi fået lov til at mærke det, som grænsesproget siger til os, at: der er altid hans mulighed det som han kalder Guds rige. Guds endelige sommer. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå evangeliet er sådan et grænsesprog. Det er et stærkt budskab ind i frygten og sorgen Og når vi så vender tilbage fra vores rejse til grænsen går tilbage til vores daglige trummerum, med dens genvordigheder, men nok også tryghed, så har vi noget med nok en følelse, der gør at vi værdsætter livet her og nu passer på det, der er i dag, våger og beder sådan som Jesus siger. Og er klar over, hvor vigtigt det er, at vi tager os af hinanden, sådan som Paulus skriver. 15

16 2. søndag i advent tekstrække Jørgensen INDGANGSSALME: 66 kollekt og Indgangslæsning Malakias 3,1-3 Salme 544 Evangelium: Matt 25,1-13 EVANGELIESALME: 10 piger gik med brudelys KORVERS: Du som bærer livet med dig af Hans Anker PRÆDIKESALME: 73 EFTER ALTERGANGEN: Giv os kraft, giv os styrke Udgangslæsning Rom SLUTSALME: Der er noget i luften Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der vare rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Vi er i forventningens rum. 2. søndag i advent der er 15 dage til jul. Vi er i ventesalen til julen og der er kun én udgang og den åbner ikke før den Så kan man vælge at pynte det rum op eller lade være. Gå med eller ikke. 16

17 Men hvad er det vi forventer? Hygge, en glædelig tid, eller frygter vi det også. Man kan gøre en masse ting for at få en god jul, siger de travle og kloge. Man skal iscenesætte julen, så vi får mest muligt ud af begivenheden. Og hvis man så har gjort sig stor umage, købt gaver, lavet nisser, bagt, givet lidt til menighedsplejen, sendt julekort, osv. Hvad er så det højeste vi kan nå, at det gik som vi forventede. Vi havde styr på det vi fabrikerede en jul, som præcist indeholdt det vi havde placeret i pakken. Jeg kan godt huske det år, da mine børn lavede deres egen julekalender med låger til at åbne, og så glædede sig til at åbne dem selv om de vidste hvad der var indeni. Forventninger er blevet et svækket ord.vi er selviscenesatte så vi ved godt hvad vi vil have. Til gengæld får vi heller ikke mere Vi finder nogle midler og nogle metoder og så længe vi har kræfterne og heldet går det lige til øllet. Men det kan blive svært med årene. Vi kan så analysere hvordan det fungerede med forventninger og opfyldelsen af forventningerne succeskriterierne taler man om i det offentlige, at vi foregriber hvad det er vi vil opnå og bedømmer resultatet ikke efter om der kom nye og spændende muligheder, men om vore forventninger udtrykt ved succeskriterierne blev opfyldt helt eller delvist og sætter så nye Jeg tror godt jeg ved hvorfor det tit halter i vores samfund. Forventning holder ikke som ord heller ikke succeskriterier selv om det har noget med fremtiden at gøre men det er for tæt på den. Længsel derimod er noget dybere, det er noget med lidenskab Det er ikke nogen tilfældighed, at scenariet i baggrunden af Jesu lignelse er et bryllup, selv om vi aldrig kommer i nærheden af det, der er meningen med et bryllup. Det fortoner sig i det fjerne vi ved, at brudgommen er taget af sted for at afhente bruden - og det har taget meget længere tid end forventet. Jesus fortæller en lignelse om forventning - disse 10 brudepiger, Disse piger stiller sig med forventning/længsel op ved vejsiden med deres olielamper forventningen/længslen om at de kan komme med til den store 17

18 bryllupsfest - de ved ikke hvad der sker andet end lige dér, hvor de er - sådan som vi ikke aner hvad der sker i fremtiden. Men det trækker ud og de falder i søvn. Og da det så er ved at ske, det, de har håbet på, opdager halvdelen, at de ikke har mere olie - og så ved vi hvordan det går - det ender med, at de ikke kommer med til festen, de er dumme og uforstandige - Man kan ikke låne længsel af en anden - Man kan ikke købe sine længsler hos købmanden Bente Høegh har skrevet et digt: De lever af vore længsler de markedsfører poetisk porcelæn romantiske frisurer og uimodståelig middagsmad hidsende mystik får os til at føle en smule liv vi køber fornyet håb, indpakket i rødvin, solcreme, grønne planter fornyet lyst udløst på spændende festlige feriemål med et frit og fantastisk følelsesliv i nye cowboybukser ustandselig giver de os troen på arbejde på penge uløseligt knyttet til købet af hvad som helst der kan holde længslen nede. Længslen er som en ø, der nok med vandet hænger sammen med resten af livet og som kan påvirkes af storme og skibe, der lander, men den ligger der stadig, når orkanen har raset eller det smukkeste solskin har skabt dybblå laguner omkring den. 18

19 Længsel kan mærkes, når man ikke har det godt der er noget der mangler, der er noget der ikke kører for én og man håber, drømmer om at det kan opfyldes varer ved Længsel kan føles, når vi oplever gode øjeblikke, som vi også ved ikke Vi ved ikke hvordan den skal kunne opfyldes Vi kan ikke selv opfylde vore længsler vi kan ikke iscenesætte os selv som vore længsler udfyldes, for længslen rækker ud mod en anden eller andre. Og kun fornemmer vi at længslen skal have et svar. Længsel er farlig for vi er aldrig hvor vi er 100%, Platons gamle værk Symposion, hvor Sokrates fortæller, at mennesker altid længes næsten biologisk, for engang var mennesker hele nogle var helt mandlige andre helt kvindelige og de fleste tvekønnede ligesom snegle hvilede i sig selv, det ønskede guderne ikke, så de skar igennem, så der blev 2 halvdele, hvert menneske er altså kun halvt og går altid rundt og søger sin bedre halvdel og længes og lider indtil de finder hinanden og det gør de fleste aldrig. Og når så man har fundet hinanden er opfyldelsen ikke bare af enhvers længsel, men der opstår noget nyt, som er større og smukkere end hvad der var i 2 halvdele. Det er den gamle drøm fra et bryllup! Nu ved jeg godt, at nogen ser sådan nogle 4-benede folk med 2 hoveder og jeg ved ikke hvad slæbe rundt og se ret komiske ud. Jesus vil fortælle om Guds rige det er som et bryllup dér hvor kærligheden bliver hel, dér hvor længslerne passer sammen dér hvor der er helhed fred - Gud og mennesker - det Guds rige som vi beder komme til os, for at opfylde vores længsel og på grund af Guds længsel efter os blev det jul Guds rige så vi julenat komme lidt nærmere og det prøver at genopleve hvert år også denne jul. Og har i hjertedybet sit billede klart han set, så glædes den høje mester, så er hans gerning alt sket 19

20 Man kan ikke være med til det bryllup uden længsel - De 5s muligheder for at opnå den bryllupsfest de forventede ophører ikke først da de ikke kommer ind til brylluppet de var aldrig kommet med, det er derfor deres olie er brændt op forventningens olie har for lavt et oktan. Jeg kender jer ikke i længslen kender Gud sit menneske og mennesket Gud. Den længsel, der hedder tro og tvivl. Man kan ikke købe længsel, hvis man ingen har. Man kan ikke pådutte andre sin længsel, for den kommer inde fra dybere end vores vilje Men man kan godt med sine ord og sit fællesskab give længselen spiremulighed hos en anden og gerne med stolthed kan vi sige om dette sted, denne kirke, at vi tør så længsler og vi vil så gerne lade dem spire og gro Man kan også godt slå den ned hos andre og formørke den. Bare det ikke går som den pige jeg vidste om som ung, der altid sad ved vinduet og længtes mod Kaj, eller hvem det var. Han kom vel aldrig At længes er at gøre sig lang for at opleve det, vi kan nå, af det vi længes mod. 20

21 3. søndag i advent tekstrække INDGANGSSALME: Vær velkommen Indgangslæsningssalme Profeten Esajas: 40,1-8 EVANGELIESALME: Ev luk 1,67-80 KORVERS: PRÆDIKESALME: 89 Vi sidder i mørket UNDER ALTERGANGEN: Blomstre som en rosengård udg.læ. 1. Pet 4,7b-11 Slutsalme: Del med andre Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:»lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.«drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,

22 En af de ansatte i kirken er født og opvokset i Rumæniens hovedstad, Bukarest. Det er Roxana, der mest er i caféen. Hun siger, at selv efter mere end 10 år i Danmark synes hun det er en mærkelig måde vi fejrer jul på. Vi spiser julen op inden jul. Både direkte i form af julefrokoster og gris går rigtig godt her også i Café Hjertetræet men også sådan at vi skal være så glade og føle julen hele tiden her i december - og når vi så endelig kommer til jul, så er det forbi. I Rumænien er det sådan, at det er først julenat julen begynder glæden det er først da man spiser julemaden det er først der, der kommer nogen dage, som er noget særligt. Dagene inden jul er dage, hvor man forbereder sig til julen, man gør sig klar til at festen kan begynde, men man begynder den ikke. På prædikestolen har vi det lilla klæde det bruges i fastetiden og i adventstiden det er alvorligt det er ikke bare en ventetid på det, der nok skal komme det der er, er tid, hvor der er noget, der skal på plads. Måske er det hele for glat som om der slet ikke er noget at snakke om som kunne være problemer. Det ligner måske en fortrængning. Alle er så glade for det er snart jul ja, det er allerede jul i slutningen af november. Men det passer jo ikke der er 13 dage endnu. Det er der men der er også alle de andre dage, dem der nu er fortid og historie de er også med og det er ikke bare noget man kan lægge bag sig, for vores levede livs knuder og knaster, klipper og slugter er der jo og bliver komprimeret, når dagen er noget særligt som juleaften, der nærmer sig det er dér vi har en opgave at sætte ind. Jeg ved ikke om i lagde mærke til melodien i Nu funkler-salmen efter 3 vers, der har beskæftiget sig med nøden, fattigdommen krigen, alle bekymringerne så ændrer melodien sig fra mol til dur og siger at julens budskab har ændret noget. Hjemkomsten. Indgangslæsningen beskriver en bestemt historisk situation. I 587 før Kristi fødsel erobrede Nebukanezer Jerusalem og befæstede et storrige, der strakte sig fra Iran til Middelhavet og fra Ægypten til Sortehavet. Og for at styre riget deporteredes mennesker fra alle de erobrede egne til centrum i Babylon alle uddannede og rige -. Men bare 50 år efter faldt det hele sammen. Perserkongen Kyros væltede og proklamerede nye tider, at de deporterede kunne vende hjem. Vi er lige dér, hvor Kyros har erobret Babylon og proklamerer, at de kan vende hjem. Nu er der trøst til mit folk der havde siddet ved Babylons floder og grædt når de tænkte på Israel 22

23 Hjem det er ikke uden problemer, for rejsen går delvist gennem ørkenområder de skal have det hele med og hvad sker der, når de kommer hjem det de havde er overtaget af andre Der er vi ikke endnu men næsten. Nu skal vejen banes! Motorvejen alt det som var ufremkommeligt, skal gøres muligt at gå af, før man kan komme i hus. Det er Gud, det er Jahve, der stå bag det han bruger Kyros som en tjener med det formål, at Gud vil bringe sit folk hjem og det er det som profeten kan forkynde til folket trængselstiderne er forbi skylden betalt - nu vil Guds sørge for at alt bliver godt. Men folket skal bane vejen og gå ad den. Zakarias præsten, der har været stum i 9 måneder fordi han ikke troede på at han kunne Elizabeth kunne blive gravid og så har hun født og han får navnet Johannes og så skal det ud det hele. Bendiktus hedder den i den katolske messe velsignet han har også sonet sin vantro og kan se fremad hans lille barn er en del af noget stort meget stort det er så stort så man skal helt tilbage til Guds pagt med Abraham, for at finde noget ligeså stort. Ikke den snærende pagtslutning fra Sinaj bjerg med alle budene og straffen fra den smålige og nidkære Gud. Men at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. OG Johannes skal bane vejen for ham Du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen«. Men det gjorde Johannes faktisk ikke direkte der sker mere end det det er ikke bare den gamle ed til Abraham, der opfyldes for jøderne, Kristus-hymne»solopgangen fra det høje vil besøge os som sidder i mørkets og dødens skygge" Vi er der nu mellem fortid og fremtid - man kalder det nutiden, Men hvis julen er nutiden, er vi der ikke endnu, men vejen skal banes frem til årets jul. Knaster og slugter jævnes ud. som I EU, hvor den økonomiske krise bare vokser og vokser og alle kan fyldes med bæven går det - der skal skrues op for væksten. Durban - klima - der skal skrues ned for væksten. Sorgen og frygten er julens baggrund. 23

24 Den der ikke har noget at sørge over eller noget, som kunne ske man kan sørge over har evangeliet ikke meget at sige Og hvis man ikke har det er der heller ikke nogen man elsker Ind i alt det vi kan frygte for og sørge over er der et budskab til os det, der også er julens budskab at han er der i hvilken mulighed, der end bliver virkelighed, at han kom for at tage del i vores liv, for at vi aldrig skulle være der alene. Budskabet er ikke at Gud vil stoppe alt det frygtelige ikke engang hvis vi alle tror nok - Budskabet er ikke, at der ikke er nogen at sørge over mange har det krav til Gud, at han skal gøre det. Budskabet er heller ikke, at vi ikke skal gøre hvad vi kan for at undgå det frygtelige eller vi skal hjælpe mennesker, der sørger tilbage til livet. Men budskabet er, når vi sidder i mørket og dødens skygge at når vi er der hvor ingen glæde synes mulig, så er der alligevel en mulighed mere ikke at vi kan se den, ikke at vi kan eje den, men den er skrevet med hjerteblod ind i vores historie af ham, der blev født julenat og døde på et kors og opstod igen 3. dagen, Vi skal synge Johannes Johansens fantastiske salme, der sådan set kun kan bruges 3. søndag i advent hvert andet år. Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge, for natten om advent er tærende lang. Vi længes, vi længes mod morgenens lykke, mod solopgangs-timen med fuglenes sang, thi Herren har svoret at komme i Ordet med styrke, med almagt i Ånden til stede, som nærer vort håb, og som bærer vor glæde. Benediktus Lovet være Gud Der er travlt i adventstiden, men ikke mere travlt end at man har til til den sang, som bliver til ikke som et anmassende krav om glæde og taknemlighed? Men den 24

25 lovsang som bliver til af stumhed, Zakarias, af længslen efter fred og frihed, efter fællesskab og glæde. Af smerte. Kan smerten lovsynges væk kan problemerne i mørkets og dødens skygge - kan de uoverstigelige bjergtinder og slugterne jævnes ud, så vejen bliver banet. Det må vi vente og se, når det bliver jul. Han leder vor fod ad den vej, vi skal drage til freden, der heler vort suk og vor ve. Gud selv ihukommer som frelser og dommer den pagt, der ej rokkes af ny eller næde, den nærer vort håb, og den bærer vor glæde. Og mens vi venter på julen er der ikke noget bedre end det som Peter skriver i sit første brev: Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. 25

26 4. søndag i advent tekstrække Det 4. lys vi tænder INDGANGSSALME: Der er noget i luften kollekt og Indgangslæsning Esajas 12 Salme 80 Tak og ære, Evangelium: Johannes 3,25-36 EVANGELIESALME: Nu funkler stjernerne så alvorsfulde KORVERS: englekor fra himlen klang PRÆDIKESALME: 129: Julebudet - UNDER ALTERGANGEN: 73, Vi synger med Maria Udgangslæsning Fil 4,4-7 SLUTSALME: 90 Op glædes alle Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde:»rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.«johannes svarede:»et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«26

27 Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Det er Johannes Døberens budskab, da han hører om Jesu virksomhed. Rygtet er gået, at Jesus som begyndte som Johannesdiscipel på den anden side af Jordanfloden og var blevet døbt af ham, nu selv var begyndt, at han både døbte og samlede disciple omkring sig og at der kom mange flere hos Jesus end hos ham selv. Som 2 konkurrenter men i stedet for at være jaloux og tale ned om ham taler han om at det er som det skal være, selv er han på vej ud han var udsendt før ham, men nu har han det som brudgommens ven, at han glæder sig på brudgommens vegne - og har løst sin opgave snart er Døbertiden slut vi ved fra evangelierne, at han bliver arresteret kort efter og halshugget af Kong Herodes Antipas. Så historisk passer det fint, Jesus er en opgående stjerne, han selv er ved at være udslukt. Og han har det fint med det. Men Johannes gør ham endnu større Den, der kommer ovenfra er over alle, og han taler om, det han har set og hørt fra himlen af alt er lagt i hans hånd og til ham knytter det evige liv sig giver af Gud, Faderen. Jesu storhed er altså Guds storhed. At fatte hvor stor Gud er, kan vi ikke. Vi vil altid sammenligne med noget. Hvis vi siger at mennesket er en lille prik og Gud er så stor som solen, vil vi måske se det, men solen er kun en lille stjerne i en mindre mælkevej i det uendelige univers, som Gud fylder. Men vi kan ikke sammenligne størrelsen for vi tænker fysisk i nogle få dimensioner og det er formodentlig alt for lidt. Gud har en dimension af evighed, som ligger langt uden for hvad vi kan fatte - Har du set Jesus - så har du set Gud ( skriver Johannes senere i sit evangelium.) Enten er der ingen Gud - så er universet et tilfælde, vi er resultatet af et kosmisk lotto spil, hvor vores nummer stik i mod enhver sandsynlighed er blevet udtrukket, og vores liv er et mikroglimt af energi i universets uendelighed. Eller også er der en Gud - og så er han så stor, at intet menneskeligt billede kan fange mere end et lille hjørne af ham og han har skabt og opretholder alting fra det mindste til det største 27

28 Man kan også sige det på en anden måde som Lille Anna siger, min hjælpeteolog, der dukkede op som forældreløst barn på 5-6 år i det hus i det fattige London i mellemkrigsårene, hvor Fynn, en ung mand, boede med sin mor og siden drev gæk med ham på et højt teologisk plan inden hun døde ved en ulykke da hun var 9. Hun sagde en gang Gud elsker mig ikke Hørte Fynn rigtigt? Nu styrtede det lille barns verden og hans verden sammen.. Gud elsker mig ikke, insisterede hun.. Nej Anna, det passer ikke Gud elsker dig hun fortsatte bare: Gud elsker mig ikke som du elsker mig og jeg elsker dig, Gud elsker mig en million gange mere. Og så kom forklaringen. Vi kan ikke gøre færdigt med at elske vores liv varer ikke til det og vi har hele tiden noget andet for, som får os til at se noget andet og glemme eller skubbe til side. Gud kan gøre færdigt, at elske, både i tid og i rum hele tiden. Evigt. Det er fordi Gud er stor, at han kan give os livet, at han kan være i kærligheden, at han kan tilgive os når vi ikke slår til, at han kan nå os, som han gjorde i Jesu liv, at han kan være der også ved sin ånd ikke bare i Avedøre, eller Danmark, men i hele verden ja universet med. Vi forstår godt, at mennesker før i tiden byggede enorme katedraler med tidens fornemste materialer og arkitektur, mens almindelige mennesker boede i jordhuler nærmest. Ikke for at gøre Gud stor, men fordi man følte hele vejen igennem at Gud var stor. Måske kunne dem, der bestemte i kirken så tage noget af storheden, så de fik magt over mennesker. Det er der ikke så meget med mere det er heller ikke derfor, at kirken bliver renoveret det er jo fordi taget er utæt og vi gerne vil have mere lys. Men hvorfor har mennesker så travlt med at gøre Gud lille? Altså inde i vores hoveder? Des mindre man gør Gud inde i vore sind, des mindre kan vi modtage alt det han giver. Vi kender julemanden der minder en del om Gud den julemandsgud er en lille Gud, som bare er til for at opfylde mine ønsker han dukker kun op til jul og generer ikke mere med irriterende krav til mig. Det kan også være den Gud, der ikke er større end at han være i en bog, hvor man så kan læse alle paragrafferne sammen til 3 bekendelser.10 bud og 28 sætninger, 106 Suraer når man kan dem, kan man sige til alle andre Gud er sådan, og gør sådan, og hvis ikke du retter dig ind er du frafalden og hedning. Som om Gud er begrænset til artiklerne i en bog. De får kun styrke og liv, når Gud er rigtig stor i vore tanker. 28

29 Al- akbar, Alahu akbar Gud er større, som muslimerne også siger Men det bliver vendt på hovedet, for med udsagnet om at Gud er stor, går selvmordsbombere i døden og forsøger at trække så mange andre med sig som muligt. Hvordan i alverden det kan vise Guds storhed, fatter jeg ikke det er dog det mest nedrige/lave, der findes at berøve helt sagesløse menneskers liv. Den mest udbredte gør-gud-mindre er selvfølgelig at sige, at han slet ikke er der men det er også meget udbredt at opfatte ham som sådan en aftalepartner, at man trækker ham frem, når man synes det er fint og så i øvrigt bare har ham stillet i en krog gerne sammen med andre guder eller lidt mystik i en hjemmelavet blanding Hvis vi ligesom kan afgøre og bestemme Gud, er han ikke ret stor i vores bevidsthed og vi tager ham ikke alvorligt, tager ikke imod hans vidnesbyrd til frelse for os. Hvilken Gud tror du på? Hvor meget er du parat til at være åben for Gud i hele hans størrelse? Gud er så stor, at han sprænger alle vore rammer - og han er så lille, at det mindste barn kan sige min far, du som er i himlene" og blive hørt.»han skal blive større, jeg skal blive mindre.«det udsagn af Johannes Døberen kan i sidste ende være en rammende overskrift på, hvad det vil sige at være kristen. At være kristen er, at Gud, som vi lærte at kende gennem Jesus bliver stor i mit liv, at han vokser, mens jeg bliver mindre.»jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig«skriver Paulus i Gal 2,29. Det må være den kristnes daglige øvelse. Ligesom Gud gennem Jesus bøjede sig ned til verden, ydmygede sig og blev lille, sådan skal vi også forsøge at ligne ham ved at bøje os og ydmyge os. Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Filipperbrevet 4,4-5 Som det står på Tom Kristensens gravsten:»bøjer jeg mig så dybt, som jeg kan, vokser min verden sig stor.«29

30 4. søndag i advent tekstrække INDGANGSSALME: Det første lys DDS 67 kollekt og Indgangslæsning Esajas 52,7-10 Salme Nu mørkner verdensåret til Evangelium: Johannes 1,19-28 EVANGELIESALME: Vi sidder i mørket DDS89 KORVERS: Sluk alle byens lys inat PRÆDIKESALME: Julebudet til dem, der bygge DDS129 UNDER ALTERGANGEN: Der er noget i luften EFTER ALTERGANGEN: vers 4 Udgangslæsning Fil 4,4-7 SLUTSALME: Nu tændes tusind julelys Johannes Døbers vidnesbyrd Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham:»hvem er du?«da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte:»jeg er ikke Kristus.Hvad er du da?«spurgte de ham,»er du Elias?Det er jeg ikke,«svarede han.»er du Profeten?Nej,«svarede han. Så sagde de til ham:»hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?«han svarede:»jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! som profeten Esajas har sagt.«de var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham:»hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?«Johannes svarede dem:»jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. 30