2011> DANMARKSPREMIERE> 22. FEBRUAR 2012>STORE SCENE Begravelsen. af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov

Transkript

1 2011> 2012 DANMARKSPREMIERE> 22. FEBRUAR 2012>STORE SCENE Begravelsen af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov

2 Begravelsen Forfatter: Thomas Vinterberg og Mogens Rukov Instruktion og bearbejdelse: Morten Kirkskov Scenografi: Thomas Bjørnager Lysdesign: Mads Nielsen Lyddesign: Kristian Berg Stunt: Stig Günther Helge, den døde far... Henrik Weel Else, Helges kone og de voksne børns mor...marianne Høgsbro Kokken Kim... Mads Rømer Brolin-Tani Christian, Helges ældste søn...martin Ringsmose Pia, Christians kone... Laura Kold Michael, Christians yngre bror... Steffen Eriksen Helene, Christians søster... Lise Baastrup Sofie, Michaels nye veninde... Amalie Dollerup Henning, Michaels søn... Fredrik Holm Trudslev/ Villads Staugaard Bøye Tak til: Domorganist Erling A. Thomsen for orgelversion af Her vil ties, her vil bies og Vor Frue Kirke, Aalborg Fortæl, hvad du synes om forestillingen, på aalborgteater.dk, og se alle billederne fra forestillingen. Der ryges i forestillingen! Forlag: Nordiska ApS Spilleperiode: 22. februar 31. marts 2012 Forestillingsleder: Pernille Elvej Madsen Sceneformand: Peter Liljendal Lys- og lydafvikling: Flemming Sletten Lysassistent: Kim Fletting Suffli: Knud Villy Mygind Torjusen Instruktørassistent: Anne Sofie Bach-Johannsen Frisør: Elsebeth Simonsen, Lars Ditlev, Vibeke Carøe Skræddersal: Elsebeth Tanghøje, Conni Idskov Jensen, Vivi Ørtoft Andreasen Malersal: Karsten Legård, Ferenc Makkai, Lone Lohse Påklæder: Jane Andersen, Anni Larsen Sceneteknik: Peter Liljendal, Kry Balslev og Lars Mørch Produktionsleder: Torben Omann Sørensen Produktionschef: Troels Dahl Foto: Allan Toft Grafik: Jesper Højland Dramaturg: Jens Christian Lauenstein Led Dramaturgpraktikant: Susanne Hjelm Pedersen PR og marketing: Helle Vagner, Thomas Villefrance Teaterchef: Morten Kirkskov

3 HVEM ER VI? om den forbigangne tid og den nærværende Af Mogens Rukov Hvem er vi, hvem er jeg, er egentligt det spørgsmål, al drama handler om, ligegyldigt om det behandles igennem en figur som Ødipus eller folk, der venter på Godot. Vi er hele tiden på jagt efter det samme, den menneskelige identitet. Ja, i virkeligheden er det det, al kunst og al menneskelig virksomhed, privat og offentlig, drejer sig om også for en teatergænger. Hvem er jeg, der sidder i parkettet 3. række eller parterre 1. række? Og det samme gælder forfatterne. Det var nysgerrigheden efter at vide, hvad der var sket med familien efter Festen, der fik os til skrive Begravelsen. Thomas havde fået en opfordring til at instruere et stykke på det store Burg Theater i Wien. Her var det så, han kom tilbage til sin tanke om at se på familien en gang til: Jeg har faktisk haft den her historie i hovedet lige siden, jeg havde færdiggjort Festen. Men fordi Festen blev sådan en gigantisk succes, følte jeg, at det på alle måder ville være forkert, patetisk og farligt at lave en filmisk fortsættelse, udtalte Thomas Vinterberg til Jyllands- Posten, efter at han havde indgået aftale med det østrigske teater og dets dengang nyudnævnte direktør, Matthias Hartmann, om at opføre teaterstykket. Jeg vidste, hvor tæt Thomas følte sig på disse personer, at han havde dem lige under huden, Helge, Christian, Michael og de andre. De var hans sjælelige følgesvende. Så det var en fornøjelse at skulle deltage i at skrive på denne Odyssé 10 år senere. Sjovt nok varede netop Odysseus fravær fra hjemmet, fra sønnen Telemachos og hustruen Penelope, også 10 år. Det tog jeg privat som et tegn på, at det var tid at vende tilbage til familien. Under Festen havde nemlig Odysseen hele tiden foresvævet mig, på grund af faderopgøret og på grund af den ustandselige soven og opvågnen, som var et af de træk, de bar rundt på, lige som Odysseus blev vækket af Nausikaa og hendes tjenestepigers leg på stranden, hvor han selv ligger nøgen og sover efter skibbruddet. Kvinden hjælper ham med at få fat i noget tøj og at klæde sig på, sådan som tjenestepigen Pia mentalt i sin tid gjorde med Christian. Den skygge lå bag Christian. Christian vender tilbage til fædrenehjemmet, ligesom Odysseus vender tilbage til sit hjem og sin familie. Og nu var far Helge altså død. Hvad var der sket med børnene, hvad med konen, med moren, hvad var der i det hele taget sket? Hvad kan der ske på ti år, hvilken afstand er der mellem personernes identitet? Ligner man sig selv efter ti år, hvor meget har man forandret sig, hvordan fremstår man, hvordan er relationerne mellem en selv og ens nærmeste? Det er på en eller anden måde det klare kernespørgsmål i en moderne fortælling. Identiteten! Fordi tiden er dybt engageret i spørgsmålet om, hvem jeg er, hvor meget kan jeg forandre mig, hvor meget slæber jeg rundt med, hvor meget bindes jeg af det, der var mig? Det er noget af det, der er baggrunden for vores almindelige selvkredsen i dag noget af det, der ligger bag den næsten sygelige narcissisme, der får lov til at styre menneskers reaktioner og deres brutale selvhævdelse, der giver grundlag for vores stolte kredsen om vores ret til at vurdere alt ud fra vores egoistiske behov. Det er vores samtid, der sættes til doms. Alt er et spørgsmål om, hvad jeg selv synes, om mine egne tilbøjeligheder, om mine private vurderinger. Jeg er på en gang lov og lovgiver. Jeg er følelsernes og følsomhedens eneste ophav. Sådan er det ikke. Kun i oppustetheden er det sådan. Engang så man den ekstreme egocentri som frihedens mulighed. Nu hvor enhver

4 har ret til sin egen egocentri, hvor egocentrien faktisk er blevet al tings målestok, narcissismen dødbringende omverdensforståelse, kan vi se, at det er en blindgyde, der har ensomheden som resultat, ikke friheden. Det er ikke egocentrien, der giver frihed. Friheden ligger snarere i en afklaring af de betingelser, man lever under. Det er betingelser, som ligger lige uden for en, som er ens egen aktualitet, og betingelser, som ligger bagved en, langt tilbage, som ens egen oprindelse eller som det umiddelbart overståede. Måske er det også betingelser, der ligger engang i fremtiden, og som ens sind allerede er ved at indstille sig på. Det var gentagelsens mulighed, som vi var optagede af. Den uhyggelige gentagelse af den irrationalitet, som man måske kunne tænke sig udelukket. T.S. Eliot, den moderne poesis fader, skrev engang: Time present and time past / Are both perhaps present in time future / And time future contained in time past / If all time is eternally present / all time is unredeemable / What might have been and what has been / Point to one end, which is always present Det som kan have været, og det som har været, peger I en retning, som altid er nærværende. Det siges, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det kan forstås enkelt som et udsagn om, at livet foregår, og at det er bagefter, i erindringen, at man forstår det en meget trist og defaitistisk holdning. Men det kan også forstås i lyset af Eliot, mere svimlende. Det er nemlig svimlende, hvis man på én gang skal befinde sig i livets løb, mens livet forgår, og samtidigt fokusere bevidstheden om det forgangne og det kommende, altså samtidigt være i gang som handlende og erindrende. Det er det, nærværende stykke handler om næsten græsk tragisk: Time past og time present og for publikum om sammenhængen mellem de to tider i deres eget liv.

5

6

7 Tragediens elementer Af Jens Christian Lauenstein Led Selvom Begravelsen er en helt moderne og sørgeligt aktuel teatertekst, er den samtidig i sin konstruktion en meget klassisk tragedie. Slægtskabet med oldtidens græske tragedier bliver ekstra tydeligt, når man ser på stykket gennem nogle af de tragediebegreber, som Aristoteles udviklede i sin Poetik fra 335 f.kr.: Katharsis er selve tragediens formål, og ordet betyder renselse eller rystelse. Aristoteles forklarer, at tragedien giver sin tilskuer katharsis ved at vække følelserne frygt og medlidenhed. Katharsis skal altså forstås som den type af lettelse eller befrielse, man kan få, efter at man har oplevet noget grusomt: Hvis man græder og er helt fortvivlet, kan man bagefter føle sig lettet. På samme måde kan en tragedie rense og lette os, fordi dens historie er så grusom. Mythos er selve tragediens handling, og Aristoteles forklarer, at hvis tragedien skal virke, så må mythos indeholde pathos, dvs. grusom lidelse. Og det mest grusomme er for Aristoteles to ting: Sex og mord i familien. En god tragedie indeholder familiemedlemmer, der enten har sex med hinanden eller slår hinanden ihjel. Eller endnu bedre: Begge dele. Peripeti betyder vendepunkt. En tragedie må og skal ifølge Aristoteles have en klar peripeti, dvs. et punkt, hvor handlingen tager en overraskende vending. Peripetien skal følge som en nødvendighed af handlingens begyndelse, men den skal alligevel være uforudsigelig nok til, at tilskuerne overraskes af den. Aristoteles synes, tragedier fungerer bedst, hvis peripetien ligger lige i midten. Anagnorisis er betegnelsen for det punkt i handlingen, hvor hovedpersonen forstår, hvad peripetien betyder. Anagnorisis er en genkendelse eller erkendelse, dvs. en scene i tragedien, hvor helten pludselig indser, hvad det er, han har gjort, og hvilke grusomme konsekvenser, det må have.

8

9 AALBORGTEATER.DK JERNBANEGADE AALBORG BILLETSALG LYST TIL MERE TEATER? Jeg er jo lige her Anne Linnet Teaterkoncert > >Store Scene Det store ædegilde Legendarisk forbrugskomedie > >Lille Scene LÆS MERE OG BESTIL BILLETTER PÅ AALBORGTEATER.DK FACEBOOK.COM/AALBORGTEATER HOVEDSPONSORER: