ETIK I MØDET MED PATIENTEN

Transkript

1 ETIK I MØDET MED PATIENTEN DATAFANGST SÅDAN FIK VI STYR PÅ VORES AK-PATIENTER En nyorientering i Korsør Lægehus betyder, at behandlingen af patienter i blodfortyndende behandling har fået et markant kvalitetsløft. Nu ligger kontrollerne udelukkende hos bioanalytikeren. Hun har til gengæld skullet lære sig en del om patientkommunikation Vi var helt sikre på, at vi gjorde det rigtig godt. At vi i alt fald lå i den bedre ende. Det var en stor overraskelse, da tallene viste, at vi faktisk var dårligere, end vi troede. Overraskelsen drejer sig om patienter i antikoagulerende behandling og brugen af Datafangst. Og for Berit Lassen, praktiserende læge i et mindre lægehus i Korsør, var den erkendelse lidt af en mavepuster; hun er som lægefaglig konsulent tilknyttet DAK-E de praktiserende lægers og regionernes fælles enhed for kvalitetsudvikling og derfor dybt engageret i bestræbelserne på at optimere kvaliteten af behandlingen i almen praksis. Hun er især specialist på diabetesområdet, og Datafangst er i hendes øjne et helt indlysende godt værktøj. Især hvis man ønsker aktivt at modarbejde social ulighed i sundhedsvæsnet. Det er noget af en hjertesag for hende. Men Datafangst er altså kun et red- 8 DANSKE BIOANALYTIKERE 9//14

2 Tekst // Helle Broberg Nielsen, journalist Foto // Lars Rønbøg Bioanalytiker Aneta Søgaard tv. tager sig af alene af opgaven med patienter i AK-behandling. Husets læger, her Berit Lassen th. er naturligvis altid i baghånden, hvis det efter adskillige forsøg på regulering af behandlingen ikke er lykkedes at få en patient op over et TTI på 70 procent. skab, fandt hun og kollegerne ud af; der skal stadig opsættes mål og fokuseres på, hvordan man får det bedste ud af konceptet. Derfor siger jeg også, at Datafangst er en særlig måde at tænke på. Formålet er ikke at registrere for at kunne dokumentere. Formålet er at forbedre behandlingskvaliteten! Og det var ikke dét, der skete hos os, kunne vi konstatere. Vores tal for patienter i AK-behandling viste, at vi lå under det behandlingsmål, der er sat på området i forhold til TTI tid i terapeutisk interval. Målet er, at både den enkelte patient og hele patientgruppen i en praksis skal ligge over 70. Vi lå på 63, forklarer Berit Lassen. Erfaring og overblik Sammen med de øvrige læger og praksispersonalet tog hun derfor fat på at granske rutinerne for at lokalisere årsagerne. Hvor var de blinde vinkler? Vi fandt frem til, at opgaven med patienterne i AK-behandling simpelthen var fordelt på for mange hænder. Vi er foruden tre faste læger og en skiftende uddannelseslæge, tre sygeplejersker, en bioanalytiker og en sekretær. I en praksis med i alt patienter var der derfor ikke et tilstrækkeligt patientgrundlag i den gruppe til, at så mange af os kunne opnå grundig erfaring med at tage INR-værdier på patienterne og dermed have overblik over dosering, titrering, bivirkninger og hele farmakologien, siger hun. En omorganisering blev derfor sat i værk. I dag er det alene bioanalytiker Aneta Søgaard, som patienter i blodfortyndende behandling møder, når de kommer til kontrol i lægehuset. Det vil sige, husets læger er naturligvis i baghånden, hvis det efter adskillige forsøg på regulering af behandlingen ikke er lykkedes at få en patient op over et TTI på 70 procent; så skal det konventionelle førstevalgs-præparat Warfarin måske udskiftes med de mere kostbare NOAKpræparater nye orale anti-koagluatia. Måske skal den blodfortyndende behandling helt seponeres, hvis der er risiko for blødninger. Eventuelt skal der bare tages kontakt til hjemmeplejen for helt lavpraktisk at sikre, at den ordinerede medicin tages korrekt. Men nu er det en enkelt medarbejder, der sidder med erfaringen og overblikket, og det giver en mere sikker hånd. Og en så beskeden ændring betød faktisk, at vi på bare fire måneder nåede op på, at 85 procent af vores patienter i blodfortyndende behandling med Warfarin lå på niveau 70 procent af tiden, siger Berit Lassen. Datafangst har desuden gjort det muligt at opfange de patienter med for eksempel diagnosen atrieflimmer, hvor blodfortyndende behandling også kunne have en positiv effekt. Eller patienter, der ikke hidtil har været i optimal blodfortyndende behandling. Eventuelt fordi de stadig tager medicin efter en for længst forældet behandlingsstrategi. Følelsen af forskel Bioanalytiker Aneta Søgaard har med opgaveomlægningen fået et mere indgående kendskab til de ca. 60 patienter, hun nu møder med faste, skemaregulerede mellemrum. Lægehuset arbejder med Årshjulet et planlægningsværktøj, hvor blandt andet patienter med kroniske lidelser er plottet ind, så deres kontroller ikke risikerer at blive glemt eller udskudt. De patienter, der udebliver På bioanalytikeruddannelsen lærte Aneta Søgaard om korte, kontante patientkontakter. I sit nuværende job skal hun opbygge et tillidsforhold til patienterne og magte den motiverende samtale eller aflyser, får et venligt kald. Borgere, der er immobile, permanent eller kortvarigt, kan få et hjemmebesøg. Før fik patienterne bare en tid fra gang til gang og hos den af os, der nu var ledig. Det var derfor ikke på samme måde muligt at følge patienterne over tid og kende til alt dét, der kunne betyde, at deres INR-målinger svingede, så de ikke var i niveau. For eksempel om de havde et stort alkoholforbrug eller havde svært ved at huske at tage deres medicin, forklarer Aneta Søgaard. Hun har gjort sig nogle tanker om den mere indgående form for patientkontakt, hun nu har fået førstehåndserfaring med. Det var ellers ikke noget, der var fokus på under bioanalytikeruddannelsen på University College Sjælland i Næstved, beklager hun; det var vist en underviser, der blev syg. Men hele bioanalytikeruddannelsens orientering går også i retning af sygehusvæsnet og korte, kontante patientkontakter. Jeg har måttet lære det meste hen ad vejen. Men vi har også afholdt et kursus i girafsprog (en ikke-konfronterende kommunikationsform, red.) her i lægehuset, med en ekstern konsulent. Grundlæggende handler det om at opbygge et tillidsforhold, så patienterne føler, at de åbent kan tale med en. Så de svarer ærligt på vores spørgsmål og ikke synes, at de bliver skældt ud. Vi har en patient- > DANSKE BIOANALYTIKERE 9//14 9

3 Praktiserende læge Berit Lassen er også lægefaglig konsulent og dybt engageret i bestræbelserne på at optimere kvaliteten af behandlingen i almen praksis Hvordan takler du patienter, der ikke vil høre? Fagbladets redaktion ønskede at finde ud af, hvordan virkeligheden ser ud for flere af de bioanalytikere, som varetager kronikeropfølgning eller anden form for længerevarende kontakt til patienterne. Vi sendte derfor en mail ud til medlemmer af dbio, som er ansat i lægepraksis. Spørgsmålet lød: 1) Har du, ofte eller lejlighedsvist, oplevet frustration over patienters manglende forståelse, evne eller vilje til at foretage livsstilsændringer? 2) Hvordan har du taklet situationen? > gruppe med en del ældre, socialt svage patienter, herunder også alkoholikere. De er nok ikke så opmærksomme på deres egenomsorg eller har ikke en særlig udbygget sygdomsforståelse. AK-behandlingen går jo ud på at forebygge blodpropper, og samtidig har patienterne ofte også andre alvorlige lidelser. Men når man kender patienterne lidt bedre, er det heller ikke så svært at spørge ind til, om de måske har festet lidt mere end sædvanlig, når man kan se, at deres målinger er ude af niveau, siger Aneta Søgaard. Den tættere patientkontakt giver hende den eftertragtede følelse af at gøre en forskel, siger hun. Jeg følger jo patienterne over tid og kan direkte se, når deres behandling forbedres. Risikopatienter datafanges Berit Lassen er klar over, at praksispersonalet med indførelsen af Datafangst og en mere systematiseret kronikeropfølgning kommer til at løfte en større og anderledes opgave, end de har været vant til i de fleste lægepraksis. Den såkaldt motiverende samtale om livsstilsfaktorer er en kompetence, der skal trænes. Det ER vores akilleshæl, og vi bruger rigtig mange ressourcer på vores personale i form af kurser, efteruddannelse og supervision. Men det gælder faktisk også for de nyuddannede uddannelseslæger, vi har; de kan heller ikke bare håndtere den form for patientkontakt fra dag 1. Men vi ser det også som en kæmpeinvestering vores dygtige praksispersonale er uerstatteligt og helt nødvendigt, hvis vi skal nå de risikopatienter, vi ellers nemt kommer til at overse, siger hun. To bioanalytikere svarede, og deres svar giver et fint indblik i, hvor udfordrende arbejdsopgaven kan være: Solvej Jensen Lægehuset Skelvænget, Assens Jeg er ansat i praksis, og vi har kost/vægtsamtaler og dmkontroller. Jeg møder da mennesker, som ikke går så meget op i, ikke forstår og en del som ikke har evnerne til at sætte sig ind i deres sygdom (dm). Men jeg bliver ikke frustreret. Det er jo mit job at finde en måde at vejlede og inspirere den enkelte, og ellers skal jeg jo blive på min egen banehalvdel så frustration: afgjort nej! Jeg ser det som en udfordring at finde en tilgang, der virker bare en lille smule, så vi for hver konsultation når videre. Kirsten Sønder Læge Anette Malling, Højbjerg Ja, jeg har oplevet frustration over, at patienterne ikke vil høre. F.eks. når gentagne samtaler om vægt og kost ikke fører til vægttab. Det er svært at køre rundt i den samme samtale. Jeg drøfter min frustration med min chef, som bl.a. siger, at det er svært at få folk til at tabe sig, men det er også en kunst at stoppe vægtforøgelsen. Jeg lader aldrig min frustration gå ud over patienten, men bliver ved med at prøve med forskellige tilgange: visuelt, videnskabeligt, lektier, balanceskemaer, eller hvad vi finder frem til kan være vejen frem. Jeg har også taget Region Midts sundhedspædagogiske uddannelse og forsøgt at afprøve flere af modellerne. Stemningen skal være god, for at tilliden kan være optimal. Jeg har talt med en sygeplejerske i anden praksis, og hun går mere drastisk til værks: Nu fortæller du mig om alt det du gør / undgår at spise - hvad spiser du så ind i mellem? eller Vi når ingen vegne her - er vi her for din eller min skyld? Det føler jeg ikke, at jeg kan sige til mine patienter. Til gengæld kan jeg sige, at jeg har fået de fleste af vores nydiagnosticerede KOL patienter til at holde med at ryge, selv om jeg er fanatisk ikkeryger og ikke er uddannet rygestopinstruktør. De er meget taknemmelige for, at jeg har KOL som mit hjertebarn. Det er også lykkes mig at få en ung pige til at tabe sig, så hun kunne blive gravid, og jeg føler mig nu som tante til hendes søn. Og jo, jeg er frustreret over diabetes- og blodtrykspatienternes manglende interesse og omsorg for sig selv. Jeg forsøger at bruge vendinger som f.eks.: Du har kun ét liv, og vi skal jo gerne have dig til at holde mange år endnu. Sagt med et smil i en alvorlig tone. Det vil være forskelligt fra en praksis til en anden. Det er jo chefen, der lægger tonen an. 10 DANSKE BIOANALYTIKERE 9//14