Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website ( og må ikke videregives til tredjepart.

Transkript

1 Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website ( og må ikke videregives til tredjepart. Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet. Mvh Redaktionen

2 Krig i antikken IMPERIET Store romerske styrker havde været tæt på at blive udslettet af de krigeriske dakere, så kejser Trajan tog ingen chancer, da han i 106 e.kr. krydsede Donau med 13 legioner for at tage hævn. Legionærerne lagde ikke fingrene imellem. Dakerne blev dræbt i titusindvis. Scanpix/Akg-images 60

3 Af Mikkel Larsen T ilfreds lader den romerske kejser Trajan blikket glide ud over den enorme styrke, han har opmarcheret foran dakernes hovedstad Sarmizethusa. I 150 år har dakerne gang på gang krydset Donau for at plyndre og hærge i Romerrigets østlige provinser. I 150 år har romerne forhandlet ja, endog betalt dakerne penge for at holde fred og hver gang har dakerne brudt aftalen. I 150 år har dakerne opført sig, som om Romerriget var en forsvarsløs lilleputstat, det var overflødigt at tage alvorligt. I dag skal regningen betales. Trajan løfter armen og lader den så falde. Hornsignaler gjalder fra enhed til enhed, og den stærkeste romerske hær, der har været samlet i næsten 100 år, bevæger sig fremad. Det er en dårlig dag at være daker. Dakerne ydmygede Rom Problemet med dakerne, hvis rige lå i det nuværende Rumænien, var gået i arv fra den ene romerske leder til den anden. Allerede Cæsar havde tænkt sig at gøre noget ved sagen, men hans pludselige død i 44 f.kr. satte en stopper for planerne. Kejser Domitian besluttede i 85 e.kr. at sende en straffeekspedition ind i Dakien, men det var nær endt som en katastrofe. Under ledelse af den krigeriske kong Decebalus havde dakerne dræbt den romerske general, på det nærmeste udslettet en hel legion og erobret dens ørnestandart. Det var den ultimative ydmygelse. I en desperat kraftanstrengelse fik romerne hevet sejren hjem til sidst, men den efterfølgende fredstraktat var til ingen nytte. Dakerne blæste som sædvanlig på aftalerne og plyndrede snart de romerske provinser igen legionærer gik til angreb Da Trajan blev kejser i 98 e.kr., var han fast besluttet på at sætte kong Decebalus og hans dakere på plads én gang for alle dels for at sikre imperiets grænse ved Donau, dels for at erobre Dakiens rige sølv- og guldminer. Den romerske statskasse var slunken, og Trajan havde brug for penge til sine ambitiøse projekter. Kejseren gik straks i gang med krigsforberedelserne, men først i år 101 var han helt klar. Trajan nåede Donau med over 10 legioner nogle historikere taler om op mod soldater. Ved hjælp af to prambroer, sat op med nogle kilometers mellemrum, krydsede tropperne floden og marcherede ind i Dakien. Decebalus undgik i første omgang en åben konfrontation. Han trak sine tropper tilbage i håb om at kunne lokke romerne i baghold i et skovklædt bjergområde. Men Trajan var forberedt. Under fremrykningen lod han en fortrop besætte skråningerne og tog på den måde initiativet fra dakerne. Romerne mødte derfor forbavsende ringe modstand på vej ind i landet. Først da de nærmede sig passet Tapae, gik Decebalus i offensiven. Den dakiske hær talte mand og var den romerske talmæssigt underlegen, men Decebalus forsøgte at udnytte terrænet til sin fordel, og dakerne påførte romerne store tab. Til sidst blev de dog slået på flugt. Nederlaget fik Decebalus til at skifte strategi. De dakiske tropper trak sig yderligere tilbage og begyndte at brænde alt af bag sig, så romerne ikke kunne finde forsyninger. I den situation valgte Trajan at føre sine tropper i vinter- Dakien/100 e.kr. Dakerne lever i et velorganiseret kongerige med høje arkidakien tektoniske, kunstsarmizethusa neriske og håndværksmæssige standarder. Landet råder over store rigdomme i form af sølv- og guldminer, og dets hær består af hårdføre, frygtede krigere. Den romerske hær byggede to prambroer for at kunne sætte over Donau. Scanpix/akg-images 61

4 Krig i antikken Scanpix/Akg-images Romerne mødte hård modstand i en stribe kampe, men formåede hver gang at drive dakerne på flugt. kvarter og afvente foråret. Dakerne prøvede med flere plyndringer i de romerske provinser at lokke Trajans styrker ud af deres befæstede lejr, men romerne lod sig ikke friste. I foråret 102 blev felttoget genoptaget. Trajan satte kurs direkte mod dakernes hovedstad Sarmizethusa. Dakerkongen begyndte at sende gesandter for at forhandle om fred, men Trajan afviste dem gang på gang, da han ikke stolede på oprigtigheden i anmodningen. Et endeligt opgør var uundgåeligt, og til sidst gik dakerne til angreb igen. Denne gang vandt romerne en overbevisende sejr, men Trajan følte sig endnu ikke helt tryg. Romerne havde nemlig stor respekt for Decebalus, som den senere romerske historiker Dio Cassius beskrev sådan: Han var ekspert i at bedømme, hvornår han skulle angribe, og i at vælge det rette øjeblik til at trække sig tilbage. Han forstod ikke blot at følge op på en sejr, men også at forvalte et nederlag. Den mistede standart blev fundet Trajan fulgte hurtigt op på sin seneste sejr og lod sin hær rykke videre frem mod Sarmizethusa. Undervejs indtog romerne flere dakiske fæstninger og fandt også den ørnestandart, dakerne havde erobret fra Domitians legion 17 år tidligere. Da romerne samtidig fik fingre i en af den dakiske konges søstre, valgte Decebalus at overgive sig. Decebalus var i en situation, hvor han var villig til at acceptere alle krav fra romernes side ikke fordi han havde tænkt sig at overholde dem, men for at vinde tid. Han kom til Trajan, lagde sig på jorden i underdanighed og overgav sine våben, skrev Dio Cassius. Efter sejren vendte Trajan tilbage til Rom, hvor han fremviste krigsbyttet i et storslået triumftog. I samme forbindelse tog han tilnavnet Dacicus til evigt minde om, at han Trajan blev en af Roms bedste kejsere Kejser Nerva adopterede Trajan og udpegede ham til sin efterfølger simpelthen fordi han var dygtig. Den professionelle soldat havde også tæft for politik og administration. å du blive lykkeligere end Augustus og bedre Mend Trajan. Sådan lød den hilsen, de romerske senatorer hyldede nyvalgte kejsere med i senantikken. Trajans strålende eftermæle som en af de største romerske kejsere skyldtes ikke mindst hans militære triumfer over dakerne. Disse sejre var medvirkende til, at Romerrigets samlede territorium i Trajans regeringstid ( e.kr.) var det største nogensinde. Senere kejsere så ingen ide i yderligere ekspansion. Felttoget mod dakerne var langfra Trajans første. Han var uddannet officer og havde inden han blev kejser haft kommandoen over en legion. Trajan brugte en del af de erobrede rigdomme fra Dakien på storslåede byggerier i Rom, bl.a. et nyt stort Forum med en mindesøjle for sejrene. En anden del af byttet gik til at finansiere en i Romerriget nærmest uhørt socialpolitik, som sikrede faste kornuddelinger til Roms fattigste og hjælp til udstødte børn i hele Italien. 62 Trajan var søn af romerske kolonister i Spanien. Han blev den første provinsbo på kejsertronen. Akg-images

5 havde fået has på de dakiske barbarer. Betegnelsen barbarer stemte nu ikke helt overens med virkeligheden. Dakerne levede i et velorganiseret samfund og var dygtige bygningskonstruktører, jordbrugere, smede og handelsmænd. Men for romerne var og blev de et primitivt folkeslag, som ikke ville tæmmes. Det sidste fik romerne bekræftet nogle få år senere. Dakerne blæste igen på fredsaftalen I første omgang overholdt Decebalus fredsaftalen, men det varede ikke længe, før han igen begyndte at opildne sine stammehøvdinge mod romerne. Det førte til nye plyndringstogter på den romerske side af Donau. I 105 var Decebalus så sikker på sig selv, at han ledte et angreb på en af de garnisoner, Trajan havde efterladt ved grænsen. Da kampens udfald stod klart, valgte den romerske øverstbefalende at begå selvmord for ikke at falde i dakernes hænder. Decebalus stoppede ikke med angrebet på garnisonen. Han førte sine hærgende soldater dybt ind i de romerske provinser og trak sig først tilbage, da vinteren kom. En så grov provokation kunne Trajan ikke sidde overhørig, og han tøvede da heller ikke med at reagere. I al hast drog han igen til Donau, og denne gang taler kilderne om en hær på op mod 13 romerske legioner. En så enorm styrke var ikke set i hele Romerriget siden kejser Augustus tid. Undervejs undgik Trajan med nød og næppe et snigmord, som Decebalus havde planlagt. Det blev afsløret ved et tilfælde, inden de stammefolk, der skulle have udført det, kom i audiens hos kejseren. Episoden gjorde sikkert ikke Trajan venligere stemt over for sin fjende. Chancerne for en diplomatisk løsning forsvandt helt, da Decebalus inviterede Longinus, en af Trajans generaler, til et møde, hvorefter han brød sit løfte om frit lejde og tog generalen til fange. Det lykkedes for Longinus at få smuglet gift ind med en frigiven slave, og mens han sendte den frigivne til Trajan under påskud af, at han ville bede kejseren om at forhandle, begik generalen selvmord. Decebalus blev rasende over tabet af sit gidsel. Han krævede at få den frigivne slave udleveret til strafforfølgelse, mod at han selv udleverede Longinus lig og ti levende fanger. Det blev der dog ikke noget af. Trajan var færdig med at forhandle med dakere. I 106 krydsede de romerske tropper den nye stenbro, Trajan havde fået bygget over Donau, og marcherede mod Sarmizethusa. Det gik kun langsomt fremad, da hæren blev sinket af en række småslag på vejen gennem bjergene. Dakerne var hårdføre krigere, veludrustede og på hjemmebane i det ufremkommelige terræn. Desuden var det deres religiøse opfattelse, at guderne tog godt imod alle, der faldt i kamp, mens de ikke var velvillige over for dem, som overgav sig. Derfor kæmpede dakerne hårdt, og det var ikke usædvanligt, at de i en håbløs situation valgte selvmordet frem for overgivelse. I løbet af sommeren nåede den romerske hær hovedstaden Sarmizethusa og indledte en belejring. De desperate dakere slog de første stormangreb tilbage, men da romerne fik brudt hul i bymuren, valgte forsvarerne at sætte ild til byen. I den efterfølgende forvirring lykkedes det nogle af dem, heriblandt Decebalus, at slippe væk. Trajan jævnede Sarmizethusa med jorden og indledte en nådesløs jagt på dakerkongen. Lidt efter lidt indså Decebalus, at han var løbet tør for muligheder, og at selvmord var den eneste udvej. Ifølge én version inviterede han sine adelige støtter til festmiddag, og da al maden var spist, greb han sit sværd og skar halsen over på sig selv. En romersk soldat ved navn Tiberius Claudius Maximus kom i samme øjeblik løbende ind og forsøgte at holde Decebalus i live, men uden held. I stedet huggede soldaten kongens hoved af og bragte det til Trajan. Kejseren sendte hovedet videre til Rom, hvor det blev udstillet på trappen op til Kapitolinerhøjen. Trajans sejre som tegneserie Trajan var stolt over sine triumfer i Dakien og lod dem ikke gå i glemmebogen. I 113 e.kr. rejste han en mindesøjle for sejrene på sit nye Forum i Rom. Den 38 m høje Trajansøjle, som står den dag i dag, er den ældste overleverede beskrivelse af de to felttog. Som i en tegneserie er scener fra krigene hugget ud i relieffer på et 200 m langt bånd, der snor sig op ad søjlen. Der er detaljerede gengivelser af både kejser Trajan og kong Decebalus samt de respektive hære med deres forskellige udrustning. Fremstillingen er selvfølgelig et stykke propaganda, som skal forherlige krigens vinder. Trajans urne blev i 117 e.kr. sat ned i søjlens sokkel. IstockPhoto Trajan erobrede tonsvis af guld Da hovedstaden var faldet og kongen død, ebbede modstanden i hele Dakien ud. Trajan tog dog ingen chancer. For at undgå problemer i fremtiden indlemmede han områderne nord for Donau i Romerriget som provinsen Dacia og grundlagde en række nye byer. Op mod dakere blev ført til Rom som slaver. Af dem måtte lade livet i de kamplege, Trajan afholdt over 123 dage i forbindelse med sit andet triumftog for sejrene over dakerne. Den romerske kejser tvangsforflyttede samtidig en stor del af den resterende dakiske befolkning til områder uden for den nye romerske provins. I deres sted bragte han veteraner fra den romerske hær ind som kolonister. Veteranerne kom fra forskellige dele af riget, og det eneste sprog, de havde til fælles, var latin. Det er årsagen til, at de gamle dakiske sprog i dag er uddøde, mens der fortsat tales et latinsk sprog i Rumænien, der ligger som en ø i de slavisksprogede områder. Med erobringen af Dakien fik Trajan kontrollen med rige sølv- og guldminer. Desuden gjorde han et kup, da han fik fingre i kong Decebalus gigantiske skat, som var skjult i en flod. Ifølge det højeste skøn var den på godt 165 tons guld og dobbelt så meget sølv. Tallene er omdiskuterede, men det er i hvert fald sikkert, at Trajan fik fyldt den romerske statskasse op igen. Kejseren skabte samtidig en langvarig fred på det tidligere dakiske territorium. Den varede til slutningen af det 3. århundrede, hvor romerne måtte opgive at fastholde erobringen. Området blev igen domineret af lokale stammer. Læs mere Ioana A. Oltean: Dacia: Landscape, Colonization and Romanization, Routledge, 2007 Peter Wilcox m.fl.: Rome's Enemies: Germanics and Dacians, Osprey, 1982 Lino Rossi: Trajan's Column and the Dacian Wars, Thames & Hudson,