Rutebilstationer i mindre provinsbyer gør sjældent et stort nummer af sig en søndag morgen.

Transkript

1 Februar 2013 Rutebilstationer i mindre provinsbyer gør sjældent et stort nummer af sig en søndag morgen. Og den bosniske Autobuska Stanica i Brcko er ingen undtagelse, selv om den ligger lige over for den gamle jernbanestation, Tramvajska Stanica, og selv om Brcko - med grænsefloden Sava til Kroatien lige på den anden side - næsten altid har været et vejkryds, der åbnede for store muligheder. Når man skal bo i Brcko et år eller to, må man også kunne sige, hvad byen hedder. Udtalen ligger et sted mellem Bretsko og Brøtsko, og hvis man ruller et par hundrede omgange på det lille r, er det vist ikke så vigtigt, om man rammer tættest på e eller ø. Og dog. En klog jyde gjorde overbevisende indsigelse mod denne manglende respekt for vokalerne. Hov,hov, Poul, tænk hvis du står på rutebilstationen i Aarhus og spørger efter bussen til Herning, men havner i Hørning. Nu betaler jeg en sproglærer for at komme lidt videre med det lokale sprog, som vi engang kaldte serbo-kroatisk, men i dag er enten serbisk, kroatisk eller bosnisk. Den diplomatiske formulering på disse kanter er, at jeg lærer det lokale sprog, men min lærer er serber. Nå, det er lettere at finde Brcko og mit hus på hus Tome Maksimovica 7, Brcko end det er at stave bynavnet. Man tager motorvejen fra Zagreb mod Beograd, kører fra ved Zapunja og mod Gunja og kører over broen ind i Bosnien oghercegovina, tager den første vej på venstre hånd, den første på højre hånd og så bare forbi Restaurant Cicibela på venstre hånd og den serbisk-ortodokse kirke på højre hånd ; helt ned i bunden af vejen. Her bor jeg nu. Fra førstesalen ser man grænsefloden Sava, der har sit udspring ved Zelenci i Slovien og 990 kilometer senere forsvinder ind i Donau midt i Beograd, efter at have været inde i både Bosnien og Kroatien, en flod som må have haft det bedre, da det hele var Jugoslavien og den ikke skulle dele folk. Og som måske får det bedre igen, når grænserne igen er væk, når det gamle Jugoslaviens lande er med i EU. Skiltet på rutebilstationen siger, at Brcko har været beboet uafbrudt siden forhistorisk tid, men 1 / 5

2 blev først nævnt som by og fort i I århundreder har Brcko nu været et vigtigt transit- og handelsknudepunkt mellem øst, vest, nord og syd Og så tilføjer skiltet så neutralt og tøvende, at det næsten er forkert, at Siden marts 2000 har Brcko status som Distriktet i Bosnien og Hercegovina, hvilket afspejler den rige mangfoldighed af nation, kultur og traditioner. Selvfølgelig afspejler den særlige status også en masse andet. En by, et opland så multietnisk forud for de seneste krige, at det ikke var muligt at placere området i det nye Bosnien og Herzegovinas to større enheder, Føderationen Bosnien og Hercegovina, samt Republika Serpska, da forhandlingsløsningen indfandt sig på Dayton-basen i USA i Alle ville have området, ingen fik det, området fik sig selv. Her bor jeg så foreløbig frem til midten af juli 2013, men formentlig og forhåbentlig noget længere. Distriktet blev oprettet ved noget så usædvanligt som en voldgiftskendelse. I Dayton sagde krigens parter ja til at lade en uafhængig opmand afgøre sagen.. En flot løsning for et område, som alle havde håbet at få og ingen havde vilje til at afgive. Voldgifts-ideen løftede Brcko op over konflikten og banede vej for freden, ikke ved at file på de geografiske skillelinjer mellem Føderationenen Bosnien og Herzegovina (med fortrinsvis bosniske og kroatiske områder) og Republika Srpska (med fortrinsvis serbisk befolkning)., men ved at gøre Brcko Distriktet til en særlig enhed. Jeg arbejder som Europa-politisk rådgiver, og det er en glimrende afrunding på de mange år som journalist med det europæiske samarbejde som hovedfelt. Det blev til 11 år som DR s EU-korrespondent og nogle år på egen hånd. Faktisk nåede jeg også i at være diplomat som kultur- og presseråd ved Danmarks Faste Repræsentation i EU/Bruxelles, og var jeg de nordiske licensbetaleres lobbyist i Bruxelles, lidt beskæmmede over den betrådte vej havde de fem nordiske public service stationer kaldt stillingen for Nordisk Repræsentant. Selv om bosniakker, kroater og serbere fortsat ikke har en fælles opfattelse af, hvad deres land egentlig skal være for et land, så synes der at være en holdbar enighed om, at svaret på de 2 / 5

3 største udfordringer er medlemskab af Den Europæiske Union. Distriktet Brcko, Føderationen Bosnien og Herzegovina og Republik Srpska skal gøre sig klar, både sammen og hver for sig, så hele landet som helhed kan forhandle optagelse med de overgangsordninger og undtagelser, som alle kan få, hvis man ellers opfylder hovedbetingelserne om den demokratiske retsstat baseret på markedsøkonomi. Og hvis man vil med i det forpligtende samarbejde i EU. BOSNIEN OG DANMARK Tusinder af danske militær- og politifolk har deltaget i stabiliserings- og genopbygningsarbejdet i Bosnien og Hercegovina. Dertil kommer de tusinder af civile eksperter, der har arbejdet for udsoning, balance og retfærdighed. Respekt for alle og især for minerydderne og efterforskerne på massegravenes rand. Danmark og danskerne har en værdig historie med Bosnien og Hercegovina i krig og fred, nu er det et meget jordnært, traditionelt diplomatisk-politisk samarbejde og observatørarbejde, der ligger i en helt almindelig hverdag. Den Europæiske Unions politik i forhold til landet og optagelsesmulighederne ligger fast i detaljer. Nu skal det opdelte land, der har udtrykt ønsket, også vise vilje og beslutningskraften til at være med. Det er denne etape, jeg kører med på. Danmark tog imod flygtninge, der nu er godt indarbejdet i Danmark. Det er en smuk historie, der bedst læses i Birte Weiss: Krigens Arvinger, Gyldendal Operation Bøllebank Soldater i kamp udkom i 2001 på Forlaget Høst & Søn. Her giver oberstløjtnant Lars R. Møller en omfattende beskrivelse af danske soldaters indsats og især af den episode, hvor bataljonen under hans ledelse brugte tunge våben. Det havde FN-styrken ikke før forsøgt sig med, og på forsiden af Washington Post kunne man dengang læse, at In Bosnia, UN Finally Goes to War. Tidligere chefpolitiinspektør Kai Vittrup har i erindringsbogen Til den yderste grænse, skrevet af Michael Holbek Jensen, skildret det livsfarlige politiarbejde under Sarajevos belejring. JP/Politiken og Ekstra Bladets forlag, BAGAGEN OG BUSSEN 3 / 5

4 Bussen fra Tuzla til Sarajevo er fra moderne tid, forgængeren på strækningen fra Brcko til Tuzla var en af de mange udrangerede bybusser, der præger billedet med det europæiske by- eller firmanavn på siden. Nogle stod af for at søndagsbade i Tuzla's formiddable saltsøer, en brugbar seværdighed, som er skabt de seneste år og allerede giver Tuzla status som turistby. Og borgmesteren ved ikke rigtigt, om han skal være mest stolt af badesøerne, som tiltrækker titusinder dagligt i sæsonen, eller Tuzla's status som den mest energi-effektive by i Bosnien, delvis skabt på videregivne danske erfaringer. Nok er der sønderskudte bygninger, som undervejs bekræfter Jugoslaviens sammenbrud, og selvfølgelig kan man ikke krydse bjergene omkring Sarajevo uden at huske, at det tyranniske artilleri fra disse høje havde så let ved i årevis at holde byen belejret hinsides det menneskelige. Men det er mangfoldigheden og det genopbyggede, der viser vejen. Som EU-korrespondent i Bruxelles også i begyndelsen af 1990erne fulgte jeg EU-landenes fredsbestræbelser under møder i Haag. En dag må jeg genlæse eller genhøre rapporterne fra dengang. Hvad sagde og skrev vi egentlig, hvad troede vi efter pressemøderne med præsidenterne Slobodan Milosevic, Serbien-Montenegro, Franjo Tudzmann, Kroatien, og Alija Izetbegovic, Bosnien og Herzegovina? Skyld, ansvar og straf for krigen behandles stadig i de politiske og juridiske systemer, men vi har stadig til gode at få den dybtgående forklaring på, hvordan og hvorfor det internationale samfund ikke så, hvad der var på vej. Det er ikke til at vide, om det er godt eller dårligt, at man trods alt har noget af den nyere historie med i bagagen. Den må sikkert godt fylde, men ikke tynge, når der skal kigges fremad. Ansættelsen som EU-politisk rådgiver i Brcko er foregået via Danida, der udlåner mig til EU-Sarajevo, hvorfra udstationeringen til Brcko er foregået.. Turen med rutebilen Brcko-Sarajevo tog seks timer. Tid til at se, forsøge at forstå, og reflektere over de handlinger, som vi skal lære af og bygge på, uden at historiens tyngdekraft blokerer. Da jeg ankom med rutebilen til EU-hovedkvarteret i Sarajevo for at melde mig klar til arbejdet, fik jeg også skrevet en slags EU-historie. Jo, de havde formularer til betaling af en rutebils-billet for en medarbejder, men dem havde de aldrig før haft brug for. 4 / 5

5 Jeg er glad for at være tilbage som international løsarbejder og mere glad end ved de tidligere udsendelser til Kosovo, Irak og Afghanistan. Nu ligger arbejdet i direkte forlængelse af den længste og mest givende periode i min professionelle tilværelse, tiden i Bruxelles som korrespondent (og observatør) af den europæiske proces. Det er nu 50 år siden, jeg en sen aften blev anholdt på Amager for at opklistre plakater på sagesløse mure. En kraftig lænke og teksten Nej til EEC var ikke til at misforstå. Det er skæbnens ironi, at anholdelsen foregik i Brysselgade. Måske er det ikke så ringe, at der et sted i bagagen også ligger lidt indsigt i den EU-skepticisme, der stadig lever i både lande og folk, når denne historiske skepsis ligger der side om side med overbevisningen om, at Balkans folk vil få den mest fredelige og harmoniske udvikling i det europæiske fællesskab med det fælles indre marked. Det er en sen erkendelse, at det europæiske fællesskab ikke er et spørgsmål om, hvad det enkelte land får ud at være med. Det afgørende er, som unionens ophavsmand Jean Monnet formulerede det, et spørgsmål om, hvad europæerne får ud af at arbejde sammen. Med dette udgangspunkt er der bestemt også brug for Balkan-landene i Den Europæiske Union, - hvis de selv vil. 5 / 5