VÆRKSTEDET år i Østergade. - I Østergade 40 ka alt la sig gøre!

Transkript

1 VÆRKSTEDET - 25 år i Østergade - I Østergade 40 ka alt la sig gøre!

2 De gamle håndværk lever i Århus Udgivet af: Værkstedet Østergade Århus C Tel i anledning af Værkstedets 25 års jubilæum september 2009 Forfatter og fotograf 2009 Tekst: Vivian Andersen Voldgaard Layout og foto: Jesper Voldgaard Tryk: Scanprint/Århus Kommunes Kopicenter Oplag: stk. Værkstedet i Østergade er et unikt sted. Det ligger godt midt i byen, centralt for den offentlige trafik. Og så er det først og fremmest for mænd. Mange mænd går rundt og bliver triste og ved ikke, hvad de skal fylde dagen ud med efter et langt liv på arbejdsmarkedet. Sådan var det, da vi for 25 år siden tog beslutningen i Århus Byråd om at etablere Værkstedet, og sådan er det i dag. Med Værkstedet i Østergade giver Århus de gamle håndværkere et livsindhold, som er helt unikt. Der bliver uden tvivl sparet en del på sundhedsudgifterne, fordi en stor del af mændene bevarer deres identitet og livsglæde ved at komme på Værkstedet. Her kan de møde andre mænd, som brænder for de gamle håndværk ligesom de selv, her kan de lave noget med hænderne, og her kan de holde interessen for deres fag ved lige. Udover at dyrke håndværket er Værkstedet mændenes mulighed for at knytte nye venskaber og nyde hyggeligt samvær. Der bliver sludret og diskuteret over maskinerne og over madpakkerne, og mange problemer bliver løst, før de vokser sig store og uoverskuelige. Århus har gennem årene vist stor velvilje, når det handler om at skabe aktiviteter for seniorer, men det er velkendt, at det ofte er svært at trække mændene med. Det er i høj grad lykkedes med Værkstedet. Det vil være et stort tab for byen og for mændene, hvis vi ikke bevarer det sted, så jeg håber, velviljen varer ved. Tillykke med de 25 år. Thorkild Simonsen fhv. Indenrigsminister og borgmester i Århus

3 Det var nogle meget engagerede pensionister, som kom og fortalte om deres idé, og de virkede meget overbevisende. Vi havde ikke så mange penge i kommunen til den slags, men vi havde huset, så det fik de. Og nu kan jeg da godt indrømme, at jeg personligt var fyr og flamme. Jens Arbjerg Pedersen, fhv. Socialrådmand, Århus Kommune

4 Passion for det gamle håndværk For 25 år siden slog Værkstedet i Østergade dørene op for de første pensionerede håndværkere. Pladsen var trang, men humøret højt. Efter et par års tilløb var det lykkedes for en gruppe tidligere ansatte på Centralværkstedet, Sabroe og Frichs fabrikker i Århus at overbevise Århus Kommune om, at mændene havde brug for et fristed. Et værksted Nielsen Holst A/S, der på grund af dårlig økonomi følte sig tvunget til at sælge, så jeg kunne godt se det for mig. Vi havde ikke så mange penge i kommunen til den slags, men vi havde huset, så det fik de. Og nu kan jeg da godt indrømme, at jeg personligt var fyr og flamme. Jeg havde været lærer på landbrugsskolen og om der havde ligget en industrivirksomhed før, kom det bag på os, at en flok pensionerede håndværkere kunne bruge så meget, som de gjorde. Omvendt viste det jo bare, at de brugte stedet og maskinerne, og det var jo det, der var meningen, fortæller han. tog fat på at lave værkstedet her, fortalte han i 1984, da han som 76-årig viste Værkstedet frem for offentligheden. To år senere var Jens Arbjerg Pedersen ikke længere rådmand, men han var stadig stærkt involveret i Værkstedet, og det var på hans opfordring, at kommunen valgte at ansætte 6 synes selv, det var rigtigt sjovt at svejse, så Mænd drømmer ikke om stoftryk en leder af huset. med højt til loftet og masser af maskiner, hvor jeg kunne sagtens følge tankegangen. Omkring 15 pensionister hjalp til, da Værkstedet I stillingsopslaget var titlen dog pedel i stedet 7 byens gamle håndværkere kunne komme for at dyrke deres passion for metal og træ, og derudover hygge sig med hinanden og få tiden til at gå. Den politiske frontfigur, som gjorde det muligt at etablere Værkstedet i 1982, hed Jens Arbjerg Pedersen. Han var socialdemokratisk rådmand for socialforvaltningen i Århus Kommune, og han kunne med det samme se potentialet i den idé, som de aktive seniorhåndværkere fra byens store industrivirksomheder præsenterede ham for. Det var nogle meget engagerede pensionister, som kom og fortalte om deres idé, og de virkede meget overbevisende. Samtidig havde Århus Kommune noget tid forinden købt ejendommen i Østergade 40 af Maskinfabrikken Jens Arbjerg Pedersen fortæller, at der politisk i Århus var bred enighed om, at kommunen skulle udvikle sig. Tanken om at etablere Værkstedet faldt derfor ned på et godt tidspunkt, og samtidig var det dengang noget lettere end i dag at få kørt en beslutning igennem i byrådet, vurderer han. Som jeg husker det gik det meget gnidningsløst med at få Værkstedet godkendt af byrådet. Vi havde en noget lettere gang på jorden angående økonomi dengang, for vi skulle ikke have noget forhåndsgodkendt. Så der blev allerede sagt god for planen, da lejekontrakten skulle udformes, og så optrådte Værkstedet jo pludselig som en naturlig post i budgettet. Det var ikke nogen stor økonomisk post, men der skulle jo betales for strømmen, og selv skulle indrettes. De knoklede løs, og ved indvielsen stod de blankpolerede maskiner side om side klar til at blive taget i brug. En af frontfigurerne hed Anton Pedersen, uddannet klejnsmed og endda rigtigt godt kendt med stedet. Tilbage i 1921 stod han i lære i de selv samme lokaler i Østergade. Han var blandt de, der kørte rundt til industrivirksomhederne i Østjylland for at samle gammelt maskinel og materiale sammen, så der var noget at rive i fra første dag. Det er såmænd ikke så ringe at være pensionist her i byen. Der er masser af tilbud, men vi manglede noget for mænd. Håndarbejde, stoftryk, porcelænsmaling og kjolesyning er jo ikke lige det, en gammel håndværker drømmer mest om. Det var baggrunden for, at vi for leder. Men det var en leder, der var brug for, fortæller Jens Arbjerg Pedersen. Og Steen Kempff-Andersen, der blev udpeget til jobbet, fik fra forvaltningen også den klare opgave at få styr på både hus og brugere. For den anarkistiske styreform var ikke helt uproblematisk. Rådmand Jens Arbjerg Pedersen udtrykker det sådan: Vi løb ind i nogle problemer, for de der skulle bruge Værkstedet var gode til at finde værktøjet frem, men ikke så gode til at lægge det på plads igen. Værkstedsdisciplinen blev lidt væk, og derfor stod valget mellem at gøre noget ved problemet ved at ansætte en leder eller lukke stedet igen. Der var også et andet problem, og det var at de nye, der kom ind fra gaden, havde meget svært ved at blive lukket

5 ind i fællesskabet. Der havde dannet sig en klike og det var uheldigt, for det skulle være et sted for alle mænd og ikke kun en lille, lukket inderkreds. Siden dengang har der været en kommunalt ansat leder på Værkstedet, for ethvert værksted har brug for en værkfører, fastslår han. Steen Kempff-Andersen fik styr på tropperne og tegnede de første strukturerede streger til Værkstedet, som det fungerer i dag. Der blev ryddet op, og der blev etableret både keramikværksted og mulighed for stenslibning, og dermed var vejen banet for at også kvinder begyndte at finde deres vej indenfor i universet. Den nyudnævnte leder var også aktiv på de strategiske baglinier sammen med Jens Arbjerg Pedersen, da pladsen på Værkstedet efter nogle år begyndte at blive for trang. Pensionisterne havde fået et godt øje til den store lagerhal i bygningen, som Århus Kommune på det tidspunkt brugte som depot for byens daginstitutioner. Der blev indgået en aftale om, at pensionisterne skulle hjælpe med at rydde op på lageret, og da ikke så få læs skrammel var kørt væk, åbenbarede der sig den store maskinhal, som mændene længe havde drømt om. Den tidligere rådmand trak atter i arbejdstøjet, og de arbejdsomme pensionister kunne i 1989 invitere til indvielse af 300 nye kvadratmetre. Alt undtagen det arbejde, som to langtidsledige tømrere bød ind med, blev monteret og sat på skinner af seniorhåndværkerne. Og det var en overrasket Jens Arbjerg Pedersen, der måtte rydde kalenderen et halvt år før forventet for at tage til reception og med en længe ønsket søjleboremaskine i favnen sige tillykke og godt gået til Værkstedet og dets seniorer. Botha gik imod den politiske dagsorden I 1992 kom Botha Christensen til som leder af Værkstedet. På det tidspunkt var økonomi blevet et særdeles vigtigt omdrejningspunkt for byrådet i Århus Kommune, og dagsordenen var sat fra politisk side: Min opgave var at nedlægge værkstedet. Det fungerede ikke helt optimalt, så min opfattelse var helt klart, at jeg skulle iværksætte en afvikling. Men jeg havde ikke været der i særlig lang tid, før det gik op for mig, hvor 9

6 10 Flemming Brandt-Nielsen værdifuldt Værkstedet var. Det var inde i en nedgangsperiode med hensyn til antallet af brugere, men for mig var det alligevel meget tydeligt, at det var et fantastisk sted, så jeg gik i allerhøjeste grad imod den politiske dagsorden. Botha Christensen begyndte at registrere brugerne, der kom på Værkstedet, men det skete ikke uden sværdslag. Mange af husets veteraner havde den kolde krig i frisk erindring, så flere nægtede at oplyse, hvem de var af frygt for at blive registreret i et hemmeligt og farligt arkiv. Det var en hård kamp, men jeg var nødt til at have nogle tal, når jeg skulle argumentere for en overlevelse overfor Århus Kommune, så der var ingen vej udenom. Og til sidst gav de sig da også, fortæller Botha Christensen. Besøgstallet steg igen. Botha Christensen og brugerne agiterede overfor byens politikere ved enhver given lejlighed, og Værkstedet fik jævnlige omtaler i de lokale aviser. Derudover blev der skaffet flere maskiner til huset, og det rygte spredte sig, så da Værkstedet i 1999 fejrede 15 års fødselsdag, var der registreret 326 brugere der i øvrigt havde en samlet alder af år. Botha Christensen var leder af Værkstedet frem til 2004, hvor han blev afløst af Flemming Brandt-Nielsen, der stadig beklæder posten. Men den tidligere leder har langt fra sluppet kontakten til Østergade: Værkstedet er et genialt fristed for mænd. Og det er i øvrigt også den eneste arbejdsplads, jeg har været på, hvor jeg stadig gider at kommer, siger han. I dag er der registreret over brugere af Værkstedet. 150 professionelle maskiner fylder de cirka kvm. op, og hver dag summer huset af liv. Udover håndværket fylder en masse sociale aktiviteter dagene ud. Om sommeren arrangerer brugerne grillfester og udflugter, om vinteren er der julefrokost, og hver torsdag inviterer en gruppe seniorer på fællesspisning til beskedne penge. Og i skolernes ferier inviterer seniorerne de yngre generationer indenfor til bedsteforældredage med fokus på godt håndværk. Flemming Brandt-Nielsen er overbevist om, at Værkstedet sparer Århus Kommune for mange sundhedsudgifter, fordi byens gamle håndværkere har et sted at gå hen. Ikke kun, når der skal repareres og fremstilles nye ting på gamle maskiner. Men også når humøret er på nulpunktet og alternativet er at blive siddende hjemme bag en lukket dør. På Værkstedet arbejder vi på at gøre stedet til både et fagligt og et socialt frirum. Her knyttes mange nye venskaber, og her opbygges nye netværk, når baglandet tyndes ud. Det er unikt, for det er den gamle århusianske arbejderkultur, der mødes her i Østergade, og det er mennesker, der også på deres gamle dage sætter fagligheden højt. Det er ikke uden grund, at vi er så glade for vores slogan: I Østergade 40 ka alt la sig gøre. 11

7 Vi har alle emner på bordet, når vi mødes i Ansgar til en bajer klokken halv ti. Alt fra damer til politikere. Emil Bodo Hansen, 82 år, bruger af Værkstedet siden 1989

8 14 Værktøj, vittigheder og venskaber Når der fra den ene dag til den anden står pensionist på visitkortet, kan tiden føles lang for de fleste. Hvor der tidligere var faste arbejdstider og opgaver i kalenderen, er der som folkepensionist, efterlønner eller førtidspensionist ofte kun få pligter på programmet. Tomheden i hverdagene, savnet af kolleger og duften af værksted er nogle af de begrundelser, som de fleste brugere giver, når de fortæller, hvorfor de kommer på Værkstedet. Og Emil Bodo Hansen, uddannet kobbersmed, er ingen undtagelse. For 20 år siden, som 62-årig i 1989, trådte han for første gang ind af døren i Østergade 40. Jeg har en stor interesse for at bruge mine hænder, og har altid været meget aktiv. Og når man går på efterløn, skal man tage sig til et eller andet. Derfor fandt jeg hurtigt ud af, at Værkstedet var alle tiders tilbud for mig, siger han. Gennem årene har Bodo, som han kaldes blandt venner, repareret og fremstillet alt mellem himmel og jord. Ofte noget, som han har haft brug for i sine sommeraktiviteter: Camping og fiskeri. Jeg har oftest brugt værkstedet i vinterhalvåret, for om foråret og om sommeren, har jeg brugt tiden på at campere og tage på fisketure. Men det er jo skønt at have sådan et sted, hvor man kan komme for at lave de ting klar, man skal bruge til næste campingsæson. Jeg har for eksempel engang lavet en rygeovn med gasfyring, fortæller han. Ansgar er venskabernes hule I dag kommer Bodo ikke længere på værkstedet hver dag. Der kan godt gå en uge eller to imellem, og det er ikke altid med hans gode vilje. Med alderen kommer der jo nogle skavanker, som kræver liggetimer. Men jeg forsøger at komme af sted så tit, jeg kan, og så sidder jeg så vidt muligt ned, når jeg skal lave noget. Derfor er det ikke længere de helt store håndværksmæssige projekter, som lokker Bodo på Værkstedet. Det gør til gengæld de venskaber, han gennem årene har knyttet med mange af de andre mænd, der kommer i Østergade: Man stifter nogle rigtigt gode venskaber her på Værkstedet, men det betyder også, at man jævnligt oplever at miste nogle, fordi vi jo er kommet i den alder. Det giver et stort

9 savn, for man har jo lært hinanden rigtigt godt at kende hernede, men sådan er det jo. Så må man bare tænke tilbage på alle de glade stunder og nyde, at der stadigvæk er en masse, man kan hygge sig med. Vi er jo i bund Vi har alle emner på bordet, når vi mødes i Ansgar til en bajer klokken halv ti. Alt fra damer til politikere, griner Bodo. Ifølge ham er muligheden for at tage et puste- 16 rum og en snak på Ansgar endnu en af de ting, og grund ligesom de unge, vi laver en masse fis der gør det værd at komme på Værkstedet. 17 og tager gas på hinanden, siger han. På balkonen over den store maskinhal står grå metalskabe side om side. Her kan brugerne få nøgle til et privat skab, hvor de kan opbevare skiftetøj og andre af dagens vigtige stumper. Men det er ikke det eneste på balkonen, der trækker folk til. Ved siden af en simpel døråbning Også selv om der bliver diskuteret heftigt omkring bordet ind imellem. Men det må man kunne klare, mener han: Man skal have et vist humør for at komme her, men for mig er det jo netop det, der giver selve sammenholdet. Der skal være plads til, at man kan sige sin mening, selv om man ikke hænger et sort skilt med træramme: altid er enige om tingene. Jeg får sommetider Efter min mening skal Værkstedet være et ind fra ledelsens og bestyrelsens side, så den Ansgar står der. besked på, at jeg er skrap, og det er nok fordi, fristed, hvor man kan få lov at sige sin mening uenighed tager jeg helt roligt. Den skal der Et bord og to bænke, et køleskab, et utal af jeg blander mig i den måde, tingene foregår og så stadig være gode venner bagefter. Det også være plads til, siger han. muntre skilte med alt fra gode råd til sjove på. Men dem der kender mig ved godt, at jeg er ikke alle, der er enige i det. Det er heller En af de ældste brugere af Værkstedet hed kommentarer og et fotografi af en enkelt er blød indeni, fastslår han. ikke alle der synes, at det skal være tilladt Svend Aage Jensen. Han kom første gang i lettere afklædt kvinde udgør blot noget af at drikke en øl på Ansgar, men jeg synes, det Østergade tilbage i 1987 først og fremmest for udsmykningen i Ansgar. Udenfor døren står Plads til forskellighed skal være sådan, at vi selv skal bestemme, at dyrke kærligheden til sit gamle smedehåndværk. Men også for at slå en sludder af med de en række kasser med øl og sodavand, og på Bodo mener selv, at han bare falder ind i den om vi vil drikke en bajer. Det hele foregår jo bordet står den røde pengekasse til kontant jargon, som kendetegner ethvert værksted. i ordentlig ro og orden. Hvis der er nogle, der andre mænd på Værkstedet. afregning af dagens forbrug. Ikke kun det i Østergade 40. ikke kan finde ud af det, bliver der jo grebet Jeg fik nogle rigtigt gode kammerater på

10 Når man er gået på pension, er man afskåret fra at bruge sit håndværk, fordi man ikke længere har adgang til sit værktøj. Det er jo de færreste, der har plads til en drejebænk eller en esse i deres kælder. Svend Aage Jensen, 98 år, bruger af Værkstedet fra værkstedet, som jeg kunne tale håndværk og historie med. Jeg interesserer mig også for opera og teater, men på Værkstedet synes de andre, at det var noget praleri. Det var det nu ikke, men det må de selv om. Man behøver ikke være ens. Men noget jeg altid slog hårdt ned på, var sladder. Når der kom én hen og ville fortælle noget om en anden, så slog jeg bak. Den slags kan jeg ikke tage, men det er nu mit indtryk, at sladder ikke er noget, der bliver gjort så meget i på Værkstedet. Der siger man mere tingene lige ud, sagde han kort før han døde, 98 år gammel i Det gamle håndværk lever Svend Aage Jensen var uddannet hos Harald Jørgensens Maskinfabrik i Hobro fra 1924 til 1929, og efterfølgende blev han ansat på henholdsvis Frichs fabrikker i Århus, hos AMC Maskinfabrik og på Århus Olie. Efter et langt arbejdsliv i smedefagets tjeneste, gik han på pension i 1977, og han kaldte det en åbenbaring, at Metal Århus ti år senere gjorde ham opmærksom på Værkstedets eksistens. Jeg har aldrig været typen, der sidder hjemme og venter på, at tiden går, og jeg bliver aldrig typen, der kommer til at sidde hjemme hele formiddagen for at vente på hjemmehjælperen. Det er jeg alt for aktiv til. Derfor er Værkstedet også det perfekte sted for mig. Når man er gået på pension, er man afskåret fra at bruge sit håndværk, fordi man ikke længere har adgang til sit værktøj. Det er jo de færreste, der har plads til en drejebænk eller en esse i deres kælder, så derfor har det været min største interesse, at jeg kunne gå derop og lave det, jeg gerne ville, fortalte han. Gennem Svend Aage Jensens arbejdsliv var drejebænken hans vigtigste værktøj, og af samme grund kastede han sin kærlighed på den første, lille drejebænk, som Værkstedet fik fat i. På den fremstillede han lysestager i messing til sine 16 oldebørn, og gennem årene har han også tryllet fire solure frem på den. Det var derfor med rynket pande, at han så til da to russiske drejebænke flyttede ind i begyndelsen af 1990 erne. Det var noget mærkeligt noget. Jeg er jo af den gamle skole, så jeg synes ikke, sådan nogle maskiner har noget med rigtigt håndværk at gøre. Men det er jo ligesom de unge mennesker, der ikke ved, hvordan en esse vir-

11 ker. På den anden side set er det også sjovt at fortælle de yngre mænd på Værkstedet om, hvordan vi gjorde i gamle dage og lære dem at gøre kunsten efter, fortalte han. Professionelle maskiner til professionelle At Værkstedet giver mulighed for at lære noget nyt og for at bruge maskiner, som man ikke har adgang til derhjemme, er også noget af det, der gennem næsten 20 år har lokket Kay Jeppesen, i daglig tale kendt som Jeppe, på Værkstedet. Når man er vant til at arbejde med værktøj gennem et helt arbejdsliv, så savner man det, når man holder op med at arbejde. Derfor er Værkstedet her et fint sted at komme, fastslår han, der selv har lagt en karriere som netop værktøjsmager bag sig. Jeppe arbejdede på AMC Maskinfabrik, og da virksomheden lukkede, var han mand for at skaffe Værkstedet en del af de maskiner, som blev tilovers. I dag råder Værkstedet over flere end 150 professionelle maskiner, som enten er købt for donationer, som Værkstedet har modtaget, eller som østjyske maskin- og trævirksomheder har foræret til de gamle håndværkere. Og Kay Jeppesen er ikke den eneste, der fik sin gang i Østergade på grund af netop maskinparken. Flemming Andersen, tidligere kølemontør, er også en af de mænd, der er kommet på Værkstedet jævnligt de seneste 20 år, og det var også adgangen til de mange maskiner, der trak i ham: Jeg har bygget en sejlbåd selv, og i Østergade var der nogle maskiner, som jeg kunne bruge i mit arbejde med båden. Og så fandt jeg siden ud af, at der også var en masse mennesker at tale med, siger han. Flemming Andersen er 71 år og da han begyndte at komme i Østergade, var han en af de yngre brugere. Dengang lagde han mærke til, hvor stolte de gamle håndværkere var over deres fag. De første år jeg kom her, var brugerne alle sammen håndværkere af den gamle skole. De var stolte af deres fag, og de kom her for at fremstille pænt håndværk, ligesom de var meget interesserede i at bevare maskinerne, som de var i gamle dage. Der var på sin vis mere fagidioti til dengang. Men det var både godt og skidt, for det betød også, at de kunne finde 21

12 Vi har gennem tiderne haft nogle mænd, der er kommet herned som psykisk nedbrudte mennesker. Og efter et års tid er de som forandrede. På den måde er Værkstedet også en guldgrube. Stedet her giver simpelthen et livsindhold, som ikke er til at finde andre steder. Flemming Andersen, 71 år, bruger af Værkstedet siden på at gå og skælde ud på nogle, der ikke lige gjorde, som det gamle håndværk foreskrev, og det var jo ikke altid godt, fortæller han. Man hjælper hinanden I dag kommer der et langt bredere klientel på Værkstedet, og det betyder, at der bliver fremstillet flere hobby-lignende ting end egentligt håndværk, mener Flemming Andersen. Til gengæld er der kommet en mere hjælpsom ånd ind i huset. Man hjælper hinanden her på Værkstedet, og der er altid nogen, man kan spørge. Nogle af de yngre mennesker, der kommer her, kender ikke så meget til de gamle maskiner, så der kan vi ældre hjælpe. Og så kan de forhåbentlig hjælpe os med noget af det mere moderne svejseudstyr, som vi også har fået ind. Vi har ikke digitale ting som sådan, for det skal ikke være for avanceret det kan vi ældre ikke finde ud af. Men vi har noget, der er så moderne, at vi sommetider er nødt til at få det til service, fordi vi piller for meget ved indstillingerne uden at vide, hvordan vi får det på plads igen, griner han. At det i dag er flere forskellige mennesker, der kommer i Østergade, har givet en række mænd et livsindhold, som de aldrig havde fået mulighed for at få, hvis de var dukket op de første par år, fastslår Flemming Andersen. For Værkstedet er simpelthen blevet mere rummeligt på det menneskelige plan, mener han: Vi har gennem tiderne haft nogle mænd, der er kommet herned som psykisk nedbrudte mennesker. Og efter et års tid er de som forandrede. På den måde er Værkstedet også en guldgrube. Stedet her giver simpelthen et livsindhold, som ikke kan findes andre steder. Det er Jens Knud Jensen enig i. Han er 66 år, møbelsnedker og har også haft sin faste gang i Østergade gennem snart 20 år. Første gang han kom på Værkstedet, var det som langtidsledig efter en periode som arbejdsløs, og gennem årene har han også set det som sin medmenneskelige mission at tage godt imod de lidt mere forsigtige og nedtrykte typer, der ind imellem dukker op: Jeg husker en dag, jeg stod ved en tykkelseshøvl, og der kom en mand ind af døren. Han var invalidepensionist og var kort tid forinden blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling efter en svær periode. Han kiggede lidt tåget omkring sig og fortalte så, at en læge havde sagt til ham, at han skulle gå her ned i Østergade i stedet for at gå hjem og sætte sig til at kigge ind i væggen. Men jeg kan ikke lave noget, sagde han til mig. Jeg spurgte ham, om han 23

13 havde tid til at lægge noget træ på bordet for mig, og det ville han gerne, og da vi var færdige, inviterede jeg ham med op i frokoststuen til en kop kaffe. Så sagde jeg til ham: Du kommer ind fra gaden og siger, at du ikke kan noget, men nu har du lige hjulpet mig med det her træ, så det passer ikke, at du ikke kan noget. Det er den måde, vi hjælper hinanden på her i Østergade. Har du tid til at hjælpe mig igen i morgen?. Det sagde han ja til, og så begyndte han at kommer her mindst et par gange om ugen og i perioder hver dag. 25 Du kommer ind fra gaden og siger, at du ikke kan noget, men nu har du lige hjulpet mig med det her træ, så det passer ikke, at du ikke kan noget. Det er den måde, vi hjælper hinanden på her i Østergade. Har du tid til at hjælpe mig igen i morgen? Jens Knud Jensen, 66 år, bruger af Værkstedet siden 1989 Gourmetmiddag til alle mand Ifølge Jens Knud Jensen handler det nemlig ikke om at være verdensmester for at komme på Værkstedet. Det handler om at finde ud af, hvad man kan. Om at finde ud af, hvad der er sjovt, og om at finde ud af, hvad man gerne vil lære, fastslår han. Og det er Lars Eeg Jensen helt enig i. Som 62-årig er han er en af Værkstedets nyere brugere, der kun har været fast inventar i huset de seneste tre år. Han kalder Værkstedet for et rigtigt fornøjeligt sted med en helt masse

14 Selvfølgelig driller vi også hinanden her, men det er på den gode måde. Der er stor åbenhed overfor at lære nyt og lære hinanden at kende. Lars Eeg Jensen, 62 år, bruger af Værkstedet siden 2006 gudbenådede håndværkere og sjove, kunstneriske sjæle. Lars Eeg Jensen er uddannet maskinmester, men på Værkstedet har han gjort madlavning til sin egen kunstart. Sammen med en anden bruger kokkererer han til en fællesmiddag hver torsdag for alle sultne sjæle på Værkstedet, og det er gourmet til meget rimelige penge, der er på menuen, 26 men så kan man for et beskedent vederlag på afslører han: tre kroner købe en øl og tage en snak om gode Vi serverer mad lavet helt fra bunden, og vi synes, det er rigtigt sjovt at stå for det hele fra planlægning, indkøb og tilberedelse. Jeg havde ikke lige forestillet mig, at det var sådan noget, jeg skulle kaste mig over her på Værkstedet, men mænd kan jo godt lide et godt måltid mad. Og så er der også det ved det, at for nogle af brugerne er det faktisk det bedste måltid, de får i løbet af en uge, fortæller han. Torsdagsmenuen koster typisk mellem 20 og 35 kroner. Men så kan der også spises løs, til mætheden melder sig. 27 Meget mere end et værksted Mellem madlavningerne får Lars Eeg Jensen dog også tid til at bruge de mange maskiner. Senest har han fremtryllet et lugejern fordi han var for nærig til at betale i dyre domme for ét i det lokale havecenter. Værkstedet bliver af rigtigt mange mennesker brugt til at opfylde et behov, som man løber ind i i hverdagen. Man ved ikke nødvendigvis, hvordan man lige løser sit problem, ideer i Ansgar, og en time efter, har man en løsning, siger han. I det hele taget mener Lars Eeg Jensen også, at Værkstedet er så meget mere end et værksted. Det er stedet, hvor der er tid til at tale problemer igennem med hinanden, inden de vokser sig alt for store. Og det er stedet, hvor der er plads til alle slags mennesker. Uanset hudfarve og handicap er det min oplevelse, at der bliver taget godt imod de mænd, der kommer her på Værkstedet. Selvfølgelig driller vi også hinanden her, men det er på den gode måde. Der er en stor åbenhed overfor at lære nyt og lære hinanden at kende, og det gør Værkstedet til et unikt sted, som jeg virkelig håber, man vil passe på i mange år fremover også, siger han.

15 Jeg vil gøre mit til, at Århus også fremover kan tilbyde kommunens pensionister denne unikke mulighed for at højne livskvaliteten. Hjertelig tillykke med jubilæet! Dorthe Laustsen, Rådmand for Sundhed og Omsorg, Århus Kommune Værkstedet er uvurderligt I Værkstedets jubilæumsår, 2009, er det SF eren Dorthe Laustsen, der er rådmand for Sundhed og Omsorg. Hun er stolt af, at politikerne i Århus Kommune nu gennem 25 år har givet byens pensionister den unikke mulighed for at dyrke deres faglighed efter endt arbejdstid. Vi har mange frivillighuse i Århus, som på hver deres måde er vigtige. Men Værkstedet i Østergade kan ikke sammenlignes med noget som helst andet. Det er et tilbud, som er uvurderligt, fordi det skaber et sammenhold og giver nogle muligheder for specielt mændene. Mange mænd har tendens til at isolere sig, når de går på pension, men med huset i Østergade bliver denne isolation brudt. Jeg er helt overbevist om, at Århus Kommune sparer udgifter til en masse pilleglas, fordi pensionisterne har det sted at gå hen. Værkstedet giver brugerne en højere livskvalitet, siger hun. Ved flere lejligheder har politikerne i Århus Byråd haft en lukning eller en flytning af Værkstedet på dagsordenen. Dorthe Laustsen er en af dem, der har kæmpet indædt imod, og det vil hun blive ved med, hvis diskussionen skulle blusse op igen, garanterer hun: Det vil være fuldstændigt tåbeligt at lukke eller flytte Værkstedet. Den stemning og det kammeratskab, som kendetegner lige præcis Østergade, kan man ikke bare genskabe, og derfor skal vi passe godt på det, fastslår hun. Rådmanden er også stolt over den inkluderende funktion, som Værkstedet har. I Østergade er der plads til alle slags mennesker, og det betyder at nogle af vores seniormedborgere fra fremmede kulturer også finder vej derned. Det er en helt særlig måde at blive integreret på, når det foregår gennem den faglige interesse for håndværket, som mændene har uanset deres nationalitet, siger hun. Derudover mener Dorthe Laustsen, at mange brugere får tacklet små og store problemer, fordi de har vennerne på Værkstedet at ty til. Når man har det sjovt med det, man laver, får man også tit talt om det, der måske ikke er så sjovt i livet. Det er i forvejen en af de ting, som vi ved, at mænd ikke altid er lige gode til, så det er også et væsentligt argument for at bevare stedet. 29

16 Tak! Alle på Værkstedet siger tak for hjælp og støtte gennem årene til følgende sponsorer: Coop Ferskvarecenter Brødrene Kier BKI food A/S Brøgger Optik Arbejdernes Landsbank Guldbageren/Allé Bageriet Børnenes Kontor D s Frisør Friluftsland Stof 2000 Kære Børn HK Århus LO Århus Dansk Metal Blik og Rørarbejderforbundet Farvebasen Langenæs Bageri Guldager & Sønner H.J. Madsen Bedemand Jægerhytten Punkt 1 Thorup Vin Ejgils Bageri Hunters Pub Chaufførernes Fagforbund SID Lager- og Pakhusarbejderne Træ-Industri-Byg, Afd. 4 NNF Guldbageren Risskov Harlev Bageri Bro Cafeen Lystrup Rustfri Stål ApS

17